Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 7

[FORTALE.]

Mit Land, mit Land! deilig er du, o min Moder, deiligere, end
jeg kan udtale det! Fjernt fra dig fortæres jeg af Længsel,
som atter og atter lægger sig glemselsdøvende over min sidste
Afsked fra dig og lokker mig paany. Ved dine Fødder kunde
jeg sidde henrykt fortabt og intet ville, intet trænge til uden
at beskue din Deilighed! . . . Men vil jeg klynge mig til dit
Moderbryst og skue dig dybere i dette skjønne, majestætiske
Aasyn for at læse lidt Kjærlighed deri, da isner det i mig -- 
det bliver saa forunderlig dunkelt -- dit Billede forsvinder -- 
og se, da er jeg ladt alene i det kolde, mørke Kammer, hvor
du stænger dine Børn, som du ikke kan lide, og dem, du ikke
kan lide, det er dine Døtre, o mit Land! Du har engang
ammet Heltekvinder, sterke, kraftige, frit og vældig sig ud-
foldende som dit pludselige Foraar, og denne forkvaklede, fromt
afrettede, maalbundne Slegt, der nu vokser op i dig og kalder
sig dine Døtre, dem vender du dig i Kulde bort fra, kjendes
ikke ved dem!

Nei, nei, paa dig, mit Fosterland, vil jeg ikke spilde en Klage
mere. Tag al den Forgudelsesflitter, den Festhyldning, dine
kjæreste Børn foremaler og foresynger dig, tag de virkelige
Hjertehymner, dine bedste Sønner istemmer til din Ros, tag
ogsaa Larmen, den vilde Trods, naar de dygtig boltres og slaas,
det er jo dit Liv, din Glæde, og du skal ikke høre engang
den kvalte Summen af de Millioner Suk derbag . . . Jeg skal ikke
blande mine deri! Nei, intet stille Suk mer! Du hører ikke
de stille Suk, har ikke havt Hjerte for et eneste af dem, saa-
længe jeg kan mindes tilbage, ikke for et eneste! Ikke for
Barnets higende, fortærende Længsel i de dybe, ensomme Dale,
ikke for den unge Piges lange, lange Hjertedødskamp, ikke for
Kunstnerkaldet, der skulde lindret den . . . Jeg var dog from og
stille dengang! Var det derfor, du lod mig lide saa græsse-
lig? . . . Jeg er det ikke mere, o min Moder, liker du mig da
bedre saa?

SIDE: 8

Hjemlige Tilstande

INDLEDNING.

Ich sage Dir, das Gute, das Du hegst und willst,
Es wird Dir Thränen bittrere erpressen,
Als die Vergehung weinte und der Schmerz.
Und des Geistes Fackel wird Dir leuchten,
Da wo Du wünschest lieber blind zu sein,
Und spotten werden Dein die andern Blinden.
Grillparzer.

Der er noget ved vort rask sig udviklende Kulturliv, der
ikke synes ret foreneligt med en smuk harmonisk Udfol-
den deraf, noget, der tyder paa et dybt skjult indre Misforhold.
Det er ikke let at finde nogen Betegnelse derfor; man kunde
sige, der er noget haardt, tørt, knortet, Træets Vekst lig, hvor
Sevjen begynder at tørres ud. Det møder os i alle vore of-
fentlige Diskussioner, overalt hvor der forhandles, d. v. s. kjevles
om noget, og har udbredt over hele vor aandelige Atmosfære
en Duft, der minder om den, der møder os i Kontorer og
gamle Tobaksværelser. Man føler dunkelt det uvederkvæge-
lige ved bestandig at aande i denne Atmosfære. Et eller andet
lyrisk Suk, et utaalmodigt Raab paa anden Luft kan stundom
klinge ud deraf, men derved bliver det. Det falder aldrig nogen
ind at søge Aarsagen dertil, hvor den maaske rettelig kunde
findes: det totale Savn af hin stille virkende Indflydelse, hvis
Magt man dog mer eller mindre begynder at anerkjende i andre
Kulturlande, men hvori vi vel tør sige, at vort Land endnu
staar længst tilbage, i det mindste uimodsagt længst tilbage blandt
vore skandinaviske Broderlande.

Behøver vi at sige, hvilken denne Indflydelse er?

Vi kan læse den i Læserens eget medlidende Skuldertræk.

Og dog -- man vilde let kunne paavise Virkningerne af
denne Mangel ligefra det inderste af Familielivet ud i det offent-
lige Liv. Vi kunde søge den paa det personlige som paa det
literære Omraade, derunder ikke alene strengt forstaaet hin

SIDE: 9

forholdsvis meget begrænsede literære Virksomhed, Offentlig-
heden har paatrykt sit Stempel.

Der gives en anden Sort Produktion, som vi pleier at fatte
under Navn af private Optegnelser. Det er denne Side af
kvindelig Aandsvirksomhed, den helt undertrykte, som vi vil
ofre nogle Ord eller rettere selv forhjælpe til et løsende Ord.

De afsondrede Forhold, hvortil saamangen sterktbegavet
Kvinde er henvist i vort Land, dets storartede Naturscener, den
lange vinterlige Indesperring, skjærper maaske Iagttagelses-
evnen og udvikler et mere intensivt Tanke- og Idéliv, end om
de havde været stillet midt i dette for dem fjerne, forjættede
Land: Hovedstadslivet. De har da Papiret at betro sig til,
enten det nu sker i Form af Dagbogsoptegnelser eller i Breve
til Fortrolige. Flyttes nu en saadan Tankens Eneboerske plud-
selig over til dette aandelige Centrum, Scenen for hendes Drømme
og Længsler, vil hun maaske med Skuffelse erfare, at heller
ikke der finder dette dybere Sjæleliv den Anklang, det havde
ventet, og den Udvei, der kunde synes at ligge saa nær, at
give det offentlig Udtalelse, var i det mindste for tyve Aar siden
saa godt som utænkelig.

Saa ligger sligt hen i et pent poleret Skrin, hvortil Ned-
skriverinden selv omhyggelig bærer Nøglen paa sig. Aar for
Aar gaar hen. En vakker Dag kommer saa en, som sagtelig
løfter Nøglen af hendes Hals, aabner Skrinet og besegler dets
hele Indhold maaske med et afgjørende "Maa trykkes", og
denne Censor, mindre smaahjertet end Opinionen og Forhol-
dene, kalder sig Døden.

Og saa? Ja saa ser man dog ikke noget til det. Den glub-
skeste Vogter er endnu tilbage at passere: Familiehensynet,
Familiefordommene, Censorer, som altid har røbet et merk-
værdigt Instinkt ligeoverfor den Slags Arvegods til at skjelne
Klinten fra Hveden, saaledes at Klinten, alt værdløst omhyg-
gelig nedlægges i Familieladen og Hveden kastes i Ilden.

Hvert Aar ofres paa denne Maade Skatte af kvindelige Op-
tegnelser, der maaske vilde yde de værdfuldeste Bidrag til vore
indre Kulturtilstande. Jeg har ikke saa lidet af slige Opteg-
nelser fra fremmed Haand liggende i mine Gjemmer -- nen-
ner ikke at tilintetgjøre dem.

Hvis man vilde tilbyde vore Forlæggere noget deraf, vilde
det sandsynligvis af en eller anden nærliggende praktisk Grund
artigst blive afslaaet, derunder stille forstaaet, at det var "Fruen-
timmergods", "gamle Sager", og hvad skal man med det!

SIDE: 10

Nei, det er sandt, hvad skal man med det! Skulde alle slige
Udgydelser, som hævede sig over det sedvanlige, trykkes, saa
fik vi nok deraf. Det er heller ikke deres Bestemmelse. Bærer
de virkelig Vidne om et dybere Sjælens, et sterkere Aandens
Liv, saa vil dette jo være kommet Omgivelserne tilgode,
inden dem vil det have fundet sin sande Virkekreds. Det er
næsten et Misbrug at vrænge det frem for Lyset. Saa vil
man mene.

Der er Sandhed deri, men kun en betinget Sandhed. Thi
ak! Det er netop inden Familien, disse rigere Evner som oftest
fører sit kummerligste Fangeliv, det er derfra, de i Ensom-
hedens og Haabløshedens triste Timer drives til at flygte over
paa Papiret. Det er denne altbelivende Plads inden Familie-
livet og derfra ud mod det store bevægede Liv, den begavede
Kvinde hos os har at tilkjæmpe sig; endnu har hun ikke op-
naaet den. Der gives intet Sted, hvor hun er saa tilovers.
Mer end én dump, undertrykt Klage lyder til os ud over disse
Mure, hvor den aarlig kvæles, og de vil først ophøre, hvor
vort Samfund selv bliver sig et Savn bevidst og villig rækker
den Haanden.

Der var en Periode -- vi maa gaa tilbage til 30 -- 40 Aarene
 -- da et saadant kvindeligt selvstændigt Idéliv var mindre hjem-
løst, mindre husvildt, end det nu er. Det tegnede til noget.
Vor By [fotnotemerke] eiede dengang en Kreds af ualmindelig intelligente,
tildels geniale Individer af begge Kjøn, der uimodsigelig øvede
en Aandens Supremati i den; Ørkenen var der, men der var
Oaser i Ørkenen. Vi havde en Kritik, der gik anderledes dybt
og rensende ned i Forholdene end den, vi nutildags giver dette
Navn. Der var opstaaet en Vekselvirkning imellem de unge i
denne Kreds, der hos os maatte regnes til en kostelig Sjel-
denhed.

De samledes jevnlig, og disse Sammenkomster udfoldede et
Liv, som maaske ikke i almindelig Salonforstand kunde kaldes
sprudlende; det havde, baaret af mægtige indre bevægede Stem-
ninger, før noget tilbagetrængt, uregelmæssig opblussende ved
sig, Tonen ofte lidt udfordrende, drillende, som overalt, hvor
der er noget at verne om . . . Merkeligt nok laa denne kritiske
Overvegt næsten sterkest til kvindelig Side. Nogle af Kredsens
unge Damer havde endog stiftet et eget illustreret Ugeblad, der
havde faaet Navnet Le balai (Støvekosten). -- Ak, endnu gjem-
mer jeg mellem andre forvitrede Minder fra hin Tid et Par

Fotnote: Christiania. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 11

Nummere deraf med sine Titelvignetter, vort Blads betydnings-
fulde Symbol, laurbæromslynget!

Der var, husker jeg, en ung Frue, der foreslog, at det heller
skulde hedde "Forloren Skildpadde" (hun gav meget gode Mid-
dage) for at antyde, at vi ved et saadant usedvanligt Fore-
tagende ikke vilde anmasse os mere end tilbørlig. Kvindelig
Produktion var og blev dog kun kvindelig og forholdt sig til
den mandlige som Kalvehovedet til den "veritable" -- et Træk
af uhildet Opfatning af Spørgsmaalet, som vore offentlige Pris-
dommere og -uddelere vist ikke vilde forsaget sin billigende
Anerkjendelse.

En anden af os mente derimod næsvist, at dette beroede paa
en Misforstaaelse, at Kvinden vistnok ikke kunde skrive som
en Mand, men en Mand kunde heller ikke, om han var aldrig
saa genial, skrive som en Kvinde, at det Iagttagelsesfelt, hvor-
paa de begge opererede, var ligesaa grundforskjelligt, som Sprog
og Opfatning var det, at den enes Virksomhed var i sin Art
ligesaa vigtig, ligesaa nødvendig som den andens, at det kvin-
delige Element manglede totalt i vort Samfundsliv. Derfor gaar
det ogsaa i mer end én Forstand sin egte Skildpaddegang og
vil tilsidst blive saa veritabelt tørt og kjedsommeligt, at det ikke
bliver til at holde ud. Det maa komme til en Folkevandring,
der blot vil levne Valgmænd og Kommunemænd og -mænd
og -mænd tilbage. At Kvinden var af Natur Idealist og
Aristokrat, for ikke at sige konservativ. Hun havde grundig
lært at skatte denne Retning i Behandlingen af sine Syltetøier
og henkogte Sager og i Omhuen for sine gamle nedarvede
Stasmøbler og Effekter, at hun nu længtedes efter at turde
udstrække dette Hang, denne Evne til at "konservere" ogsaa
udenfor denne lidt for snævert afstukne Grænse -- at -- kort,
i hende undertrykte man netop alt, hvad der vilde hindre Vegt-
skaalen fra disse forfærdelige Vippelser, man undertiden bliver
Vidne til, -- etc. etc. Og andet saadant mere mente en af os -- 
nok, efter nogen Debat blev det ved -- Støvekosten. Deri
skulde der tillige den Dobbeltmening, at vi til den os Kvinder
tildelte egentlige Opgave at holde Huset pudset og pent tillige
vilde føie den i uegentlig Forstand at støve op i Krogene,
drage frem alt, hvad der trøstede sig til en altfor velsignet
Tryghed, snu op og ned paa det, banke det af og se, hvad det
duede til.

Vort Forbund, begyndt som en ungdommelig overgiven Spøg,
ophørte ikke ganske, selv efterat Livet skillende traadte mel-
lem os. Brevvekslingen vedligeholdt endnu en Tid de gamle

SIDE: 12

Baand, der knyttede os til hinanden, men Spøgen var bleven
Alvor, og mer end én saadan taaremerket Epistel afgav kun
et altfor talende Bevis for, at der var adskilligt at støve op
i Krogene, som vi endnu ikke havde drømt om, og som
det ikke var saa let at vende op og ned paa, som vi havde
tænkt det.

VORT FESTLIV.

Ethvert Folk eier sin Nationalkarakteristik, som Historie,
Kulturretning, klimatiske og andre Omstændigheder har været
om at forme, og som, idealiseret gjennem Tider og Afstande,
tilsidst er bleven typisk for det. Et saadant Verdenstestimo-
nium er dermed optaget i Nationens Bevidsthed som dens
aandelige Eiendom, et usynligt Vaabenmerke, der agtes ligesaa
helligt og uantasteligt som nogen Løve, Vildmand eller hvilken-
somhelst anden symbolsk Figur.

Det er fra dette ophøiede Standpunkt, det øver sin ikke
uvigtige Tilbagevirkning. I store, skjæbnesvangre Tider, naar
der høilydt kaldes paa det dygtigste i et Folk, vækkende, gjen-
fødende; under lange, rolige, heldige Tidsafsnit, maaske mindre
heldig. Det inddysser da snarere i en selvtilfreds Tryghed,
der tilslut befæster en blind Tro paa, at man endnu uforandret
er Indehaver af alle de smukke, smigrende Egenskaber, som
staar at læse i Testimoniet.

Det er paa den Maade, man vanskelig kan skille Fransk-
manden fra Begrebet Ridderlighed, uagtet han i sine Love og,
vil man paastaa, i sin Moral er en stor Synder mod sine
Kvinder. Heller ikke et det let at tænke sig Spanierne uden
en viss afmaalt Grandezza, en Grandezza, der unegtelig kom-
mer i Strid med deres evige Hultertilbultertilstande og den
lidenskabelige Tilbøielighed, de da røber til at slaa hverandre
ihjel.

Ogsaa vi Nordmænd eier vort Verdenstestimonium, udstedt
og beseglet i fjerne, minderige, glimrende Tider. Vi behøver
neppe at opregne Fortegnelsen paa disse Egenskaber -- enhver
Skolegut kan dem paa Fingrene, enhver fremmed Festmiddags-
gjest glemmer ikke at kredense os dem i et Tak for sig,
Kraftegenskaber, som da er: Frisind, Trofasthed, Gjestfrihed,
patriarkalsk Nøisomhed, sedelig Ufordærvethed etc. Ogsaa vi
glider behagelig hen paa dem, medens vi i vor nuværende
Travelhed og indre Tryghed sjelden, og da kun af yderste Tvang,

SIDE: 13

kommer til at kaste et prøvende Blik fra Verdenssignalementet
hen til Virkeligheden.

Selverkjendelse hører maaske til Kulturens seneste Frugter,
hvor store Rystelser, som de, der af og til overgaar Nationerne,
ikke fremskynder den og tvinger et Folk til Opgjør med sig
selv. Det bedste var, at det havde Mod til ogsaa i rolige Tider
at foretage dette, Mod til at afklæde sig al falsk Ros og mere
bevidst stræbe at tilegne sig og befæste, hvad der virkelig er
dets Eie. Vi Nordmænd, som staar paa et Slags Kulturens
Skillevei, vilde have synderlig godt af en saadan Selvbeskuelse.
Det er paa den Maade, en sand Fædrelandsven har optaget
Nationens sedelige Tilstand tildoms og i det mindste givet
Selvillusionerne her et paa statistiske Bevisgrunde støttet, min-
dre glædeligt Dementi. [fotnotemerke] 

Monstro der ikke skulde gives flere saadanne Illusioner?

Bjørnstjerne Bjørnson holdt ved Tusendaarsfesten i Tønsberg
en Tale, hvori han udhævede, at Nordmændene var et ridder-
ligt Folk; det havde ogsaa deri vist sin Høisindethed, at det
lige fra gammelhistoriske Tider havde agtet og sat sine Kvinder
høit. Det tog sig meget godt ud og gav Talen paa det Sted
et 
fortringligt Sving. Veiret var deiligt. Alle i Feststemning.

Men man er det jo ikke altid, og for deres Vedkommende,
som Sagen nærmest angaar, hænder det overordentlig sjelden,
at de befinder sig i Feststemning. Den rolige Betragtning ind-
tager sin Ret, Erfaringen opruller sine tørre, uimodsigelige
Kjendsgjerninger, kategorisk-summarisk, som en monstrøs Hotel-
regning, naar man er reist for at se Alpegløden og Udsigter,
og man i fjorten Dage har havt én Godveirsdag. Vort stille
Opgjør kommer maaske da til at lyde noget anderledes.

Der gives en Art Standsforpligtelsens Ridderlighed, [fotnotemerke] der lige
fra Adams Dage har gjældt og vil gjælde gjennem alle Tider,
for Eskimoen som for den raffinerede Kulturmand, for Us-
lingen, der mishandler sin Hustru, til Følelsesmanden, der dyr-
ker hende som en Guddom: Egtemandens. Enhver Fornær-
melse mod Hustruen gjælder ham selv, enhver Forsyndelse af
denne er hans Skam -- Ludvig den Fjortendes "L'état c'est
moi", anvendt paa den egteherrelige Magtfuldkommenhed:
Ma femme c'est moi.

At denne Egtemandens chevalereske Æresidentitet med sin
Mage har sin smukke og noble Side, behøver vi vist

Fotnote: Eilert Sundt. 
(Anm. fra 1879.)

Fotnote: Vi finder desværre for vor Tanke intet mere betegnende end dette, som
det synes, baade af Sproget og Livet mer og mer forsvindende Begreb. 
(Anm. fra 1874.)

SIDE: 14

ikke at bemerke. Sit mest betegnende Udtryk naar den dog
gjennem Skinsygen, og den ytrer sig da i en levende Lyst til,
efter Omstændighederne, at banke eller at myrde baade hende
og alt, hvad der blot vækker Mistanken om at ville gjøre ham
hans Eneherredømme stridig, -- en Lyst, som man altid vil
finde mest udpræget hos Nationer og Individer, der selv er de
største Syndere mod sine Hustruer og mest trænger til deres
Tilgivelse.

Men der gives ogsaa et: La femme c'est moi, der optager
alle de gode Elementer i Egtemandens Valgsprog, men udeluk-
ker de slette. "Enhver Kvinde er en Del af mig selv, enhver
Krænkelse, der overgaar hende, paakalder, hvor min Arm kan
naa, min Beskyttelse, mit Forsvar." Dette er Princippet, hvor-
paa den sande Kvindeagtelse beror, men den kan vi som Sær-
kjende hos Enkeltmand eller hele Nationer kun tænke os, hvor
storsindede Anlæg forener sig med en høi og skjønt udviklet Kultur.

Hvad Franskmanden end kan have at bebreide sig i Forhold
til sine Kvinder, saa formaar vi ikke at skille ham fra Be-
grebet Ridder i denne Forstand. Han har en naturlig Entusi-
asme for det svagere Kjøn, en Trang til, lig Gaardhanen, at
have dem omkring sig, forsvare dem, dele alting med dem, -- 
en Ridderlighed, der udfolder sin smukkeste, nobleste Blomst i
den Kjærlighed, den Ærefrygt, han nærer for Moderen. Meget
maa af den Grund tilgives ham.

Naar vi, ledede af Erfaringen, skrider til at gjøre Anvendel-
sen paa vore egne Tilstande, kommer vi som sagt ikke ganske
til det Resultat som vor store Digter i sin Festtale i Tønsberg.
Devisen: Ma femme c'est moi, min Hustru er mig selv, er
vi forvissede om, at vore kjære Landsmænd kjender og hylder
ligesaa godt som Kautokeinerne og den europæiske Kulturmand;
men skal vi sandhedskjærlig prøve, hvorvidt den anden Devise:
"Enhver Kvinde angaar mig, som en Del af mig", passer for
os, maa vi bedrøvet sige: dette den sande Kvindevurderingens
Instinkt er lidet udviklet i vor Nation endnu; den synes i dette
Stykke at staa, vistnok noget høiere end hine vore skindklædte
nordlige Naboer, men visselig lavere end Naboerne mod Øst
og mod Syd.

Det er ikke Stedet her at paapege denne nationale Mangel
paa Agtelse og Sympati for Kvinden i enkelte Træk. De frem-
byder sig overalt -- hvor man vil lukke Øiet op derfor. Van-
skeligere vilde det blive at vælge noget, der springer forstaaelig
frem i et Samfund, som efterhaanden har tabt Forstaaelsen
derfor, og som mindre udsatte sig for at mødes med et for-

SIDE: 15

undret: Er det noget at tale om? -- et Samfund, der synes
at stræbe hen til det Maal at sikre den ene Part i Sagen ude-
lukkende Pladsen paa Dommersædet og mer og mer reducere
den anden til Tilskuerhobens stupide Passivitet og pligtmæssige
Stumhed.

Vi springer altsaa over meget. Kun et Par Ord om den
Tone, der raader paa vore Gader, vore offentlige Spadsergange
mod Kvinden. Her kan man se en af de faa Rettigheder, hun
har fælles med Manden, Fortaagsretten, idelig krænket, og det
er intet sjeldent Syn at se Grupper af dannede Herrer fast-
naglede til Fortaaget, overladende til endog ældre Damer at
traske nedenom Randen for at komme forbi.

Vistnok er de middelalderske Tilstande, der for et Par De-
cennier siden raadede i vor By, tilbagelagte. En anstændig
Dame turde dengang ikke røre sig ud af sit Hus i Tusmørket
eller om Aftenen, uden at udsætte sig for nærgaaende Fornær-
melser. Naar hun ikke eiede Tjener eller Ekvipage, var hun
efter et visst Klokkeslet fordømt til at være Fange i sit eget
Hus. Nu kan dog enhver gaa sin Gang med samme Ret, trygt
og uforkrænket, som en anden Byesborger, der betaler sin
aarlige By- og Næringsskat. I det hyppigste Tilfælde sker det
jo ogsaa kun i Mandens og Husets Tjeneste. Hvor mangen
Gang vilde det huslige Maskineri ikke gaa istaa, naar hun ikke
gik selv for at greie et og andet, eller hun var tvungen til at
tage Opsynet med Huset med sig i Skikkelse af den eneste
Tjenestepige!

Hun gaar altsaa alene nu, uden Frygt. Og dog vil hun i
det sjeldneste Tilfælde undgaa at tage en Følelse med sig hjem,
som om hun idelig havde havt lumske Tagdryp at vare sig
imod. Ingen har stanset hende, ingen vovet at tiltale hende,
kun er hun bleven mindet om -- at hun gik alene. Der gives
endnu Mandfolk -- fuldkommen velklædte -- , der finder det
tilfredsstillende at vække saadanne Tagdrypsfornemmelser hos
en Moder, der heller gaar alene end tager Pigen fra Børnene,
hos en Hustru, der maaske henter en Forfriskning til sin Mand,
eller en ældre stakkels Pige, der -- hvem ved! -- engang
ædelmodig afstod den beskyttende Arm gjennem Livet til en
habilere Veninde. En Stirren, en langsommere Gang, et kvalt
Brum som en Spyflues under et Glas, er nok til at vække
denne Fornemmelse, til at erindre hende om, at her mangler
denne Kvindeagtelsens Solidaritet, denne usynlige Beskyttelse,
der ligger i et helt Folks Bevidsthed om, Erkjendelse af, hvad
dets Kvinder er for det.

SIDE: 16

Det er beklageligt, men det synes især at være unge Men-
nesker, der lider af en vaagnende Trang til at vise sig "man-
dige", der behager sig i den Slags Bravur, og som ligesaa lidt
vil lade sig betage en saadan bekvem Anledning dertil, som en
"rigtig en" fra Enerhaugen eller Vaterland vil undlade paa sin
Maade at komplimentere det nys oprettede Kunstverk. Lige-
overfor den Slags Angreb kan en nobel Kvinde kun forholde
sig ligesaa ufølsom som Støtten selv. Feighed har længe nok
været og vil altid være det daarligste Palladium. Vi henholder
os ganske til det Ræsonnement, der gjorde sig gjældende, da
der var Tale om at beskytte Halfdan Kjerulfs Monument:
Intet Gitter mod Raaheden!

Men slige Træk betegner kun Mangelen paa Kvindeagtelse i
sine almindelige Forekomster, dem vi vel ogsaa har tilfælles
med andre Nationer, i hvem Kulturgjæringen afsætter sit Skum
og sit Bundfald. Mere betegnende og hjemlig ytrer denne sig
paa selve det dannede Livs Omraade. Det er her, vi skal
lære Ubekjendtskabet med Devisen La femme c'est moi at
kjende. Vi erfarer, gjennem tusende sig gjentagende Træk, at
kun hvor Kvinden indtager en Hustrus eller til Nød en Datters
Stilling, kan hun gjøre Individets Krav paa Ret og Beskyttelse
gjældende, medens den store Mængde udenforstaaende intet
saadant Krav tør have. Altsaa, kun som en fra Mandens In-
teresse og Velvære uadskillelig Del kan hun hos os tænkes at
eie hin Forret. I det Øieblik hun træder ud af Familiens eller
Egteskabets skyggefulde Læ, og hun ikke er uafhængig nok
til at bygge et kunstigt Vern omkring sig, er hun paa en Maade
udslettet af de Væseners Tal, mod hvem man har Forpligtelser.
Vel skal det se ud, som om det, der berøves hende, kun er
noget uvæsentligt, Følgen af hendes forandrede selskabelige
Stilling, men der hvor der ingen Vogtere findes, er Grænsen
let at overskride, og enhver lavttænkende, med hvem hun i
Livets daglige Vandel kommer i Berørelse, tror ustraffet at
kunne overskride den. Hvad Uret, hvad stille Mishandling
der da kan hobe sig over en saadan Tilværelse, hine Smaa-
stenspyramider lig, man undertiden støder paa langs Fjeldveie,
hvorpaa enhver kaster sin Sten, fordi alle gjør det, -- Uret,
Mishandlinger, som ingen agter en Bønne værd at lægge Merke
til, end sige den skulde væbne nogen Sjæl til Forsvar, -- det
kan den kun tale om, der af en eller anden særlig Grund har
faaet Stenpyramiden topmaalt opbygget over sit Liv.

Men der er dog et Felt i vort Samfundsliv, et mere fredet,
hvor hin Selvgodhedens og Sondringens Aand ikke trænger

SIDE: 17

hen: Vor Selskabelighed. Her kan Manden ikke undvære
hende, der indrømmes hende ikke alene Plads, men den første
Plads. Ikke sandt?

Vor Hovedstad er en By, der i Forhold til sin Folkemængde
byder faa Midler til Rekreation udenfor Husene. Livet er tungt
og nedbrydende baade for Mand og Kvinde; derfor kunde man
synes dobbelt at være anvist paa hverandre. Men det er ikke
saa. Denne Kilde til Fornøielse og Forfriskning er det netop,
man mindst ved at føre sig tilgode. Mændene viser en be-
stemt Tendens til netop her at isolere sig. Det har endog vakt
Fremmedes Opmerksomhed og Forundring, at de i de sjeldne
faa selskabelige Fællesmøder helst stiller en lukket Dør mellem
sig og Damerne, medens disse er høflige nok til at tro, at det
sker for Tobakkens Skyld. Altsaa paa Standpunktet: Tobak
heller end Damer befinder vi os for Øieblikket; saa kunde
muligens komme Tobak + Damer, og endelig øiner vi som et
fantastisk fjernt Fremtidsbillede: Damernes Selskab under alle
Omstændigheder, alle Ofre, selv Tobakkens.

Nu, Kloden vil sandsynligvis adskillige Gange have gjort sin
Verdensomseiling, inden vi paa vort Hjørne af den oplever
dette sidste. Det vil neppe times den nuværende Generation.
Kvinderne selv modsætter sig det. De afrettes saa at sige
systematisk fra oven og fra neden, fra inden og fra uden, til
at finde sig i denne Forladthed. Det er neppe for meget vovet
ved at sige: de har ikke rigtig opdaget den endnu og finder sig
maaske bedst i det saa.

Men Mændene har i Mangel af offentlige Adspredelser og
Forlystelser og maaske i Følelsen af et visst Savn ved sit eget
huslige Liv skabt en egen Sort selskabelige Sammenkomster,
som vi vil kalde ved deres populære Navn: Festtilstelninger.
I den hele vide Verden tror vi neppe der nogensteds kjendes,
end sige praktiseres, en saadan Masse af Forenings-, Korpora-
tions-, Jubilar- og Mindefester som dem, der feires i vor gode
Hovedstad, ligefra de gamle berømmelige Forfædres til de
gamle Studenters, ligefra Rigets tusendaarige til Sæbesyder- eller
Seildugsfabrikkers femogtyveaarige Festmøders, kortsagt i det
uendelige, fra Stats- og Samfundsdiskussionens høivigtigste ned
gjennem alle Fag- og Partikoteriernes Afskygninger. I alle disse
mange Tendensfestmiddage og Souperer kan man da under en
gjensidig mild Dyrkelse, der jevnt stiger i oratorisk begeistrede
Ovationer til Dagens Personligheder og Begivenheder, holde sig
varm og styrke sig, foreløbig ovenpaa Formiddagens ofte træt-
tende Forhandlinger, ligesom i det hele til et -- vi indrømmer

SIDE: 18

det villig -- vist mere end andensteds anstrengende Forret-
ningsliv. Fra alle disse festlige Sammenkomster er Kvinderne
udelukkede, selv ved saadanne Anledninger, der angaar dem
fuldkommen ligesaa meget som Mændene. Tragiskkomisk i
Sandhed tager da disse staaende Skaaler "til Kjønnets Pris"
sig ud, medens de besungne sidder hjemme og kukelurer og
gjerne paa en saadan Dag, da deres Mænd "dinerer i Logen",
afspiser sig selv med en sand kvindelig Melkeret eller et kristelig-
sindet Øllebrød. Ved sjeldne Festanledninger inviteres under-
tiden Damer til at tage Plads paa Galleriet, hvor de da, i en
Temperatur af nogle og tyve Grader, kan have den Nydelse
at se ned paa Hovederne af de festsmausende, høre Cham-
pagnen knalde og sprudle i Glassene, foruden adskillige, ikke
altid sprudlende Taler.

Saa kom Menneskeparret Schweigaards Bisættelse, det fest-
ligste, den mest gribende Høitidelighed, vor By i de sidste
Aartier har været Vidne til. Paa Katafalken oppe i Koret stod
de to Kister, ganske bedækkede med Blomster. I den ene af
disse Kister hvilede Kristianias elskværdigste Mand, en Mand,
der havde levet et sandt, inderligt Samliv med sin Hustru -- 
en Mand, hvis Hjerte brast, da hun for første Gang i sit Liv
lod ham -- sidde alene hjemme.

Den store Kirke propfuld af Mennesker, af Mænd og Kvinder,
vil man mene? . . .

Nei, kun af Mænd.

Saa utrolig det monne klinge, saa forholdt det sig. Naar vi
undtager en Kreds af Sørgehusets Nærpaarørende og Veninder,
hvem der var anvist Plads oppe i Koret, var Kvinder negtet
Adgang til Kirken. Enhver Kræmmersvend kunde legitimere
sin Adgangsberettigelse ved sin Søndagshabit og et Par sorte
Hansker; kun de, der havde dækket disse Kister med Blom-
ster, blev bortviste, og det overlodes dem Valget, at kjøle sin
Deltagelse for Anledningen i Nysneen udenfor, i det Haab at
faa se et Glimt af Processionen, naar den forlod Kirken, eller
spadsere hjem. Vi traf senere mange saadanne hjemvandrede;
blandt disse var der nogle, der syntes at føle ligesom en dunkel
Uret, der var timedes dem; det klang, som naar nogen vaander
sig isøvne.

Den sidste Fest af denne almindelige Betydning var: Festen
for Afslørelsen af Halfdan Kjerulfs Buste.

Behøver vi at fortælle, at det samme har gjentaget sig ved
denne? En sparsom Kreds af "festligklædte Damer" anbragt
omkring Støtten -- en ligesaa god Dekoration som nogen anden,

SIDE: 19

nogen skulde man jo ogsaa have til at bekranse den -- der-
med havde man ogsaa udgydt Skaalen, den forsonende Skaal
til Gudernes Vrede, man kunde trygt bekranse sig med Fest-
bordets Vinløv og Roser, strække sig paa Hynderne og sende
Kvinderne hjem til Øllebrødet. Fra Festsalens Fællesudvikling
af Dagens bevægede Følelse var atter de udelukkede, hvem
den elskelige Sanger, denne deres sande Ven og Minstrel,
inderligst havde tilegnet sine Melodier, og som visselig dybest
og inderligst har forstaaet dem.

Om Aftenen samledes Studenterne omkring hans Buste, for-
inden de begyndte Festlaget.

Havde der i denne Skare Unge været en eneste, som havde
tænkt som saa:

Hvor er Kristiania Kvinder paa en Dag som denne? Hvor
skal vi finde dem, at vi kan dele vor Glæde med dem? Med
dem vil vi dele den, i deres Øine læse den Mindets Ømhed,
som bevæger os, i deres Tale skal den klinge, deres Sang skal
smeltende tolke os, hvad han var . . . hans Sange skal erindre
os om, hvad de er for os . . . . . . . havde en eneste tænkt saa
. . . et Jertegn vilde være skeet! Ham vilde Sangeren selv
givet Tegnet, og han alene set dette fine, halvt smertelige For-
staaelsens Smil glide over Broncetrækkene.

Skede der noget Jertegn?

FORLOVELSER.

(1877.)

Vi lever i en Fraseologiens Tid, hvor man, i Mangel af at
ville og tro paa noget stort og ophøiet, hjælper sig med Lyden.
Vi fraseologerer omkaps -- du -- jeg -- vi alle, saa lang Dagen
er, vi siger de smukkeste Ting, men vil vi se, hvad der er
bagved -- Tomhed, Ingenting. Selv gamle ærværdige Sand-
heder har ondt for at staa sig, at de ikke en vakker Dag
sagtelig er sunkne sammen til en Tomlyd.

Der gives saadanne ærværdige gamle -- man kunde kalde
dem Verdenssandheder -- de har lydt for os fra vor Barndom,
ligesom forkyndt os af Gud Fader selv. Slegter har holdt dem
i Ære og hyldet disse Sandheder som evige, uomstødelige;
Revolutioner har gaaet sporløst hen over dem. Og dog -- med

SIDE: 20

Smerte maa det bekjendes, har de ikke holdt Stand i vor -- 
i Fraseologiens Tid.

En saadan Verdensmaksime, som i sin Ærværdighed syntes
os uomstødelig, lyder til os i de Ord: Egteskabet er Kvindens
Bestemmelse, hendes sande, skjønne Livsopgave.

Ikke sandt, det klinger smukt! Og dog maa vi se denne
ærværdige Verdensmaksime Dag for Dag synke ned til Frasen.
Vi kan nemlig ikke bortræsonnere den Kjendsgjerning, at
Kvinden raader mindst selv for denne sin sande, skjønne Op-
gave, at hun kun negativt tør indvirke paa den, eller som en
Dagens Fraseologi udtrykker sig: "Om en Dame ikke kan
vælge den, hun vil, til Mand, kan ingen negte hende Eneretten
til at bestemme, hvem hun ikke vil have." [fotnotemerke] 

Altsaa: Thrine, du kan ikke faa Hans, som din Hu staar
til, men du har Lov til at afslaa at tage Jens, Per eller Paul.
Og En maa du ta, hvis du ikke har Penge paa Rente at
leve af. En herlig Forret, kun negativt at kunne indvirke paa
sin Bestemmelse!

Anvendt paa Manden, hvis Livsopgave siges at ligge i noget
helt andet, vilde det konsekvent komme til at lyde saa: Hans,
du kan ikke blive Billedhugger, som din Hu staar til, men
du har Lov til at afslaa at blive Gibsstøber, Skrædder eller
Possementmager. Følgen for Kvindernes Vedkommende er da,
at en overveiende Del af dem slet ikke tilstedes at opfylde sin
Livsopgave, eller sker det, beror det jo paa et rent Lykketræf,
at hendes Hjerte helt og holdent følger med, med andre Ord,
at denne Livsopgave bliver skjøn. Ved Siden af denne uafvise-
lige Sandhed klinger den gamle Tirade, at Kjærligheden ind-
tager i en Mands Liv kun en ringe Part, medens den i Kvin-
dens Liv bliver Hovedsagen, kun som Spot, og Frasen bliver
næsten vel impertinent, naar den patetisk lægger til: "Og det
er hendes store, utilgivelige, uforsvarlige Feil, naar hun af andre
end af Kjærlighedsgrunde vælger." [fotnotemerke] 

Kvindens Livsopgave er altsaa lagt i Egteskabets, Huslivets
Sfære, Mandens derimod i en ganske anden og noget ganske
andet. Kan noget klinge billigere, retfærdigere! . . . "Vi har
delt lige, du har dit Felt, jeg mit." -- 

Men ser vi nærmere til, er det omtrent, som naar en viss
Suveræn vilde sige: Vi har begge vort Kongerige, du Sachsen,
jeg Preussen, kun er jeg tillige af Guds Naade Keiser Wilhelm,

Fotnote: Se en Artikel i et norsk Dagblad: "Om Forlovelser og Opslag".
 
(Anm. fra 1877.)

Fotnote: Se samme Opsats. 
(Anm. fra 1877.)

SIDE: 21

der baade raader over Sachsen og Preussen og Lippe Detmold
og hele Stasen.

Altsaa -- Manden raader paa sit Territorium og -- paa Kvin-
dens med. Der er intet moralsk Magtsprog, ingen despotiske
Æreslove, der hemmer ham paa dette hans suveræne Felt, han
har uindskrænket Frihed til at søge og tilegne sig alt, hvad
hans Evner og øvrige Forhold kan tillade ham at naa.

Hvad Frihed er der levnet hende paa det Omraade, hvor
man har henlagt hendes Livsinteresser? Hvortil benyttes disse
sterkeste, mægtigste Impulser, hvori det er blevet hende tilladt
at leve? . . . Man forsmaar Kvindens Bidrag af aandelige Evner,
ialfald er det kun høist betingelsesvis, man vil lade dem gjælde.
Forstaar man da bedre at vurdere og føre sig denne hendes
bedste Rigdom, hendes Følelse til Nytte?

Virkeligheden kan kun give os triste Svar paa disse Spørgs-
maal. Den vil fortælle os om den Ringeagt, hvormed netop
denne sterkeste Evne i hende behandles, hvorledes man med
plump Uagtsomhed træder paa det kostbare. Hvorledes man
overser det, undertrykker det, sælger det for en Stilling. Hvilke
Rækker af Kvindeliv kunde den stille op, forfusket paa den
Maade! Liv, hvor Hjertet, hvor Livsfriskheden til sidste Draabe
var udtømt, netop hvor man stillede de største Krav til dem.
Men Virkeligheden er et ubestikkeligt Vidne; den vil ogsaa
kunne vise os en Nemesis i dette, vise os, hvorledes det De-
spoti, som har berøvet Kvinden Selvbestemmelsesretten i det
eneste, man har indsnævret til hendes Livsopgave, der betragter
hendes Følelse som noget Sagen omtrent uvedkommende, som
en Klimatfeber eller en anden Sygdom, der nok gaar over, at
dette Despoti tilsidst slaar sin egen Herre paa Halsen og
hevner sig i Ulykker, hvis Virkninger ikke vil spores mindre
bitre, fordi man fornemt ignorerer den Kilde, hvoraf de fløds
Spørg, hvad de har vundet, disse Arvtagere i Hjertetomheden,
og Skuffelsens trøstesløse Rige, saa stolte af sin Erobring, fordi
det kostede dem lidt Besvær! . . . Skal alt dette være saa,
maatte vi da være befriet for Fraserne!

Kunde de, som fører disse smukke Talevendinger i Munden,
blot aabne Sind og Øine lidt mere for de faktiske Forhold!
De burde blandt andet overveie, i hvilken paafaldende Grad
Egteskaberne tager af, og hvad dette vil sige, medens der langt-
fra tilstrækkelig, og mindst hos os, er aabnet Kvinden Vei til
Selvforsørgelse. Dette er endnu kun én Side ved Sagen, skulde
der ikke være andre, som det var værd at skjænke en Tanke . . .
som man var tjent med og ikke behøvede -- at rødme over?

SIDE: 22

Egteskaberne tager af indtil det halve Antal mod før, dog
kun for den ene Parts Vedkommende. Den anden Part i
Sagen kan jo stifte saa mange Slags, den lyster. Medens Manden
saaledes mer og mer frigjør sig fra den Fælleslov, som an-
viser os Opfyldelsen af Naturens og Hjertets Krav blot inden
den legale Forbindelse, skal den i sin hele ubønhørlige Streng-
hed endnu gjælde for hende. Der skal saaledes i en af de
nordiske Hovedstæder befinde sig 30,000 Kvinder tilhørende
den dannede Stand, hvem man ikke har givet Anledning til at
opfylde sin Bestemmelse, [fotnotemerke] men hvem den klosterlige Afsvergelse
sikkerlig ikke er paalagt mindre strengt, fordi Cellerne, hvori
deres naturlige Livskrav afdødes og tusende Muligheder til
Slegters Velsignelse lægges øde, fordi disse Klosterceller, siger
vi, staar i den store Verden, og Murene foran dem bærer en
livlig Storbys bekjendte Gadenavne. Goethes Valgsprog: "Der
Mann strebe nach Freiheit, das Weib nach Sitte", begynder at
faa noget forfærdelig parodisk, naar man sammenligner det med
visse Kjendsgjerninger, Verdensstatistikken forelægger os -- det
ganske naturlige Resultat, hvortil samme bekjendte Jupiter-
Goetheske Levesentens (som forresten ikke er ny) -- uund-
gaaelig maatte føre, og man kan neppe verge sig for den Tanke,
at det vilde baade Menneskeheden mere, om man havde i
Udsigt en med vore naturlige Retsbegreber mere stemmende
Omflytning af Subjekterne i hint Valgsprog.

Tager vi nu det, i Forhold til den uhyre Personovervegt,
yderst begrænsede Antal Egteskaber, der for Tiden sluttes,
som de i sin Flerhed foreligger, fra hendes Side indgaaet mere
eller mindre af Bihensyn, medens Kjærligheden i sjeldneste
Tilfælde bliver det afgjørende, da faar vi nogle Sifre i det store
Verdensopgjør, der i sin ubønhørlige Realitet spotter alle Fraser,
og som afslører os et System af lumsk Forbrydelse mod Kvin-
den, der ikke i mindste Maade staar tilbage for hine, en gru-
som Hedendoms og en mørk, fanatisk Kristenheds værste
Institutioner; de eksisterer endnu friskvæk, kun under vore
Kulturtilstandes mere afglattede, kvalmt tildækkende Former.

Ovenstaaende Betragtninger kunde synes lidet paa sin Plads
ligeoverfor det valgte Tema. Hvortil, vil man spørge, vrænge
denne mørke Side ud, hvor der er Tale om noget forvent-
ningsrigt, glædeligt som Forlovelser?

Fotnote: I Wien af 1000 Individer over 40 Aar kommer 459 ugifte paa 408 gifte,
Paris 264 -- 592, London 303 -- 551, Berlin 373 -- 503. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 23

Det er sandt, saadanne Betragtninger synes lidet anvendbare
paa Døgnets Opfatning deraf. Ogsaa vil man forgjæves søge
de triste Sandheder, de dølger, hvorsomhelst denne Opfatning
kommer tilorde. De kan imidlertid ikke skilles fra nogen,
om nok saa flygtig Behandling af Emnet. Hvorsomhelst For-
holdet mellem Mand og Kvinde kommer paa Tale, maa de
danne Udgangspunktet, det usynlige Grundlag, skal ikke det
hele styrte sammen som Korthuset ved mindste Rystelse.

Det er med disse triste Grundsandheder for Øie, vi vil til-
lade os en lidt nærmere Drøftelse af et Par saadanne Udtalel-
ser, der er dukkede op i vore Dagblade.

Den ene af disse Artikler er undertegnet "En Egtemand",
altsaa en Autoritet, der straks paabyder Respekt. Samme Egte-
mand øder et veltalende Forsvar paa de hos os saa betænkelig
almindelige Opslag af Forlovelser, eller han vil til Nød anbe-
fale en størst mulig Forlængelse af disse, helst om det var til
10, siger ti, Aar, inden man tager det afgjørende Parti. Mindre
synes han ikke at kunne indrømme "En Rekognoscering af det
ubekjendte Terræn, der kunde føre til en grundig Forstaaelse
af blot anede Fortrin, som ogsaa af mindre iøine- og iøre-
faldende Feil og Mangler etc."

Vi maa være enig med denne Raadgiver i, at den liden
Lykke, man ofte træffer i Egteskaberne, er den ganske natur-
lige Følge af den Letsindighed, hvormed de sluttes, idet de
Unge ikke giver sig Tid til at lære hinanden at kjende, men
maa være aldeles uenig med ham i, at Forlovelsestiden bedst
skulde egne sig til denne Prøvelse. Et farligt, et formasteligt
Selvbedrag er dette! Det er ikke Egteskabet, det er Forlovel-
sen, som indgaaes letsindig, naar det Kjendskab til hinanden,
som alene kunde gjøre Forbindelsen sterk og uopløselig, ikke
allerede, før den sluttes, er indvundet. I alle andre Lande
gjælder den ogsaa for ligesaa hellig og uopløselig som Egte-
skabet, den annonceres som en bindende Kontrakt, hvis Brudd
kan drage meget slemme Følger for den brydende efter sig.
Men i den fuldkomne, man kan næsten kalde det den naive
Ansvarsløshed, man hos os har hjemlet sig ligeoverfor Kvinden,
naar Krænkelsen ikke strengt henhører under Lovenes og
Domstolenes Behandling, har denne Art Forsyndelse mod hende
heller ikke noget at betyde, og uvittig sluttede og samvittig-
hedsløst brudte Forbindelser kan vi trygt sige, vi Norske har
Monopol paa.

Saaledes som Skik og Brug hjemler Forlovelsen her i Nor-
den, er denne heller ingen Tilstand, som man kan bryde lige-

SIDE: 24

saa uskadt, som man begynder den. Det kan maaske siges
for hans Vedkommende, men ingenlunde for den unge Piges.
Der er dog ogsaa noget andet at tabe end det, som Skandalen
hjemler som sit, eller som man i en Tecirkel hovedrystende
kan beregne Værdien af i saa og saa mange tabte udvortes
Fordele; der er en Livsfriskhed at tabe, en Sjælsuskyld, dette
uskatterlige, uerstattelige, ubeskrivelige, som har fundet et
eneste tilnærmelsesvis træffende Udtryk i Billedet af den ube-
rørte Sommerfugl. En af vore lange Forlovelser er ret skikket
til grundig at afstøve en ung, uberørt Sjæl og i det hele lum-
skelig fortære det Fond af Poesi og Ungdomsfriskhed, der
burde komme Egteskabet tilgode.

Hvor ønskeligt er det derfor ikke, at hint dybere Kjendskab
til hinanden kunde indvindes før Forlovelsen og denne for-
kortes saa meget som muligt! Dertil vilde et større Fællesskab
i Studier og Adspredelser, en større Frihed i Omgang -- og
fremfor alt, en naturligere og ikke ved alskens Hensyn hem-
met og forknyttet Udfolden af den unge Piges eget Væsen,
Evner og Tankesæt sikrest bidrage . . . behøver denne derfor
at overskride Kvindelighedens Grænser?

Men ak, det er netop af et saadant resultatrigere, mere lyk-
kebringende Samkvem mellem de Unge, at Savnet føles hjemme,
hvor Livet endnu tildels er bundet i de gamle, forældede For-
mer. Forlovelserne sker da i Skynding, ofte bevirket ved noget
ganske tilfældigt. Et Balbekjendtskab, en sammensungen Duet,
en graciøs Teskjænkning kan knytte Baandet. Mændene hos
os har ikke Tid, ikke Anledning til dybere Overveielse, heder
det. "Vore Mænd er et Samfund af Pebersvendsjæle, de ser
ikke Kvinden," har nylig vor store Digter sagt, mon det ikke
mildere lod sig omsætte til: vore unge Mænds Sans for det
kvindelige og Kvindeværd er meget lidet udviklet endnu, de
savner følgelig den rette Forstaaelse af, hvad der kræves for at
grunde et lykkeligt Egteskab. En dertil skikket kvindelig For-
tjeneste maa søges, skal den opdages, maa stille beskues, skal
den forstaaes og tilegnes, og da som sagt vore travle Mænds
Evner ikke ligger sterkest i denne Retning, maatte Fortjenesten
bekvemme sig til -- vi tør vel neppe sige -- selv at søge,
men til at møde Forstaaelsen, selv beskuende, prøve den, vei-
lede den, skulde der komme noget ud deraf -- eller maaske
ikke. Det er disse Mellemforhold -- kald dem Venskaber,
saa berigende ofte, tilladte andetsteds, vi slet ikke kjender hos
os. Hvor har under et Livs lange Erfaring det Fænomen ikke
gjentaget sig, at de bedste, elskværdigste Kvinder, der var som

SIDE: 25

skabte til at grunde en lykkelig Familie, er "bleven siddende",
som man kalder det; de havde Fortjenesten i rigt Maal, men
ingen Evne, eller var maaske for stolte til at møde Forstaa-
elsen.

Ja vel har vi kjendt saadanne, især i tidligere Dage, da
Lovene for den rette Kvindelighed endnu gjaldt i sin fulde,
drakoniske Strenghed! Vi har kjendt saadanne Sjæle, der
drev denne Taushedens, Passivitetens Stoicisme til den Grænse,
hvor alle Muligheder til en Forstaaelse ophører, og man kun
har den triste Ødemark af en gjensidig forspildt Lykke foran
sig. Det er disse Kvinder, som, naar Tiden engang kalder,
hvis de oplever det, vil være de første til at reise Banneret
for en sundere, friere Anskuelse deraf -- Martyriets sidste
Seiersmod paa Arenaen.

Er denne Tilladelse til at søge Forstaaelsen, vække den,
veilede den, allerede indvunden? Maatte den være det! Men
endnu er Kvinden afhængig og maa lade andre Hensyn end
blot Kjærlighedens paavirke og bestemme hendes "Valg". Det
er kun den i Sandhed frigjorte Kvinde, der har erhvervet sig
Retten til at søge og møde, stolt i sin Selvstændighed, som
hun nu i sin Afhængighed ligesaa stolt formummer sig, for-
stummer og tier.

En ikke mindre sørgerlig Kjendsgjerning er det, at netop de
finest organiserede, fra Hjertets og Aandens Side udprægede
Mænd lettest staar i Fare for at forfeile Lykken i en Forbindelse.
De savner maaske dette praktiske Blik paa og Evnen til at til-
egne sig Livet saaledes, at det ideelle Udbytte vindes. Skulde
det kun være noget tilfældigt, at store Digtere, Kunstnere og
Videnskabsmænd i Regelen gjør uheldige Valg? Det er ikke
sjeldent at se disse Samfundets Løftere, idet de selv løftede i
sine respektive Fagstudier og Inspirationer skrider forbi, kaste
et distrait Blik over Brillerne til en af hine tilslørede Sfinkse-
skikkelser, studse et Øieblik, som om de tænkte: Hvad var
det? Tilhører den Fantasien eller Virkeligheden? . . . Det er
Lykken, de skred forbi, disse fordybede, indtil de næsten
viljeløse stuper i Armene paa noget, som slet ikke er Lykke,
hvis det ikke ender med Pebersvendestanden, i vore Forhold
den sørgeligste af alle.

Det vilde kræve en anden Plads, end der er levnet her, at
skildre blot en ringe Del af den Forvirring, den Jammer, der

SIDE: 26

reiser sig af denne Sky -- eller om man vil, denne Foragt for
en sjælelig Forstaaelse af hinanden. Selv hvor Sympatien er
der, hvor det lover at føre til gjensidig Lykke, ser vi ofte det
hele strande paa en viss ubehjælpelig, traag mistænkelig Til-
bageholdenhed, der maa være et Nationaltræk. Slige Par kan
gaa og se paa hinanden aarevis, indtil en eller anden tilfældig
Adskillelse afgjør Sagen; imidlertid har deres Følelse gjennem-
gaaet alle Svindsottens Stadier. "Stumme Liebe" tager sig
meget smukt ud i Digt, men i Livet, hvor det gjælder at gribe
og fastholde, virker den undertiden meget uheldig. Vore For-
bindelser indskrænker sig derfor i Regelen til Overraskelses-
partier, Gjetningsopgaver, og Forlovelsen bliver da Prøvestan-
den, hvori disse Opgaver, Kjendskabet til hinanden skal finde
sin Afslutning -- kan det længer undre os, de saa ofte ender i
et Opslag?

Heri ligger da ganske naturlig Kimen til megen senere Ulykke,
der i Regelen haardest vil træffe den svagere Part i Sagen,
hvis Livsinteresser man har indsnævret til dette Omraade.

Vi slutter med det Ønske, at det tusendaarige Magtsprog, der
despotisk anviste den ene Part Lydriget, men forbeholdt den
anden Keiserdømmet, nu maa have tabt sin Betydning. Maatte
det forundes den saalænge despotisk bestemte "Kvindens Be-
stemmelse" at bestemme sig selv, det vil sige, søge sig selv sit
Maal og sine Grænser, saa at Egteskabet, der nu kun altfor
ofte sluttes af lavere Bevæggrunde eller fra hendes Side ofte
tyes til som en Nødhavn, kan blive, hvad det rettelig bør være,
en Hjerternes fri Forening mellem ligestillede, ligeberettigede.
Maatte ogsaa Forlovelsen indtræde i sin Ret, saa at Pakten
allerede ansees sluttet og beseglet med den; men forat dette
kan ske, er det før den, at Hjerterne maa søge, prøve, imøde-
komme og vinde hinanden.

H. C. Andersen har i en af sine Fortællinger givet os et
Billede af "Stumme Liebe", der synes ligefrem at være skrevet
for os.

Honningkagemanden fortæller:

"Der laa paa Disken to Honningkager, den ene havde Skik-
kelse af et Mandfolk med Hat, den anden som en Jomfru
uden Hat, men med en Klat Bogguld paa Hovedet; de havde
Ansigtet paa den Side, som vendte opad, og der skulde man
se dem og ikke paa Vrangen, der skal man aldrig se noget
Menneske. Mandfolket havde en Bittermandel til venstre, det
var hans Hjerte, Jomfruen var derimod bare Honningkage.

SIDE: 27

De laa som Prøver paa Disken, de laa længe, og saa elskede
de hinanden, men den ene sagde det ikke til den anden, og
det maa man, naar det skal blive til noget.

"Han er et Mandfolk, han maa sige det første Ord," tænkte
hun, men vilde dog være fornøiet med at vide, at hendes
Kjærlighed blev gjengjældt.

Han var nu mere glubende i sine Tanker, og det er altid
Mandfolkene; han drømte, han var en levende Gadedreng og
eiede fire Skilling, og saa kjøbte han Jomfruen og aad hende.

Og de laa Dage og Uger paa Disken og blev tørre, og
hendes Tanker blev finere og mere kvindelige: "Det er mig
nok, at jeg har ligget paa Disk med ham!" tænkte hun, og
saa knak hun i Livet.

"Havde hun vidst min Kjærlighed, saa havde hun nok holdt
noget længer!" tænkte han.

"Og det er Historien, og her er de begge to!" sagde Kage-
handleren. "De er merkelige ved deres Levnetsløb og den
stumme Kjærlighed, der aldrig fører til noget.""

HUSMODEREN SKAL SPARE.

(Et Kapitel, som bør interessere alle Kvinder.)

Saaledes lød den indbydende Titel paa en anden ret merkelig
Artikel, der ligeledes havde fundet Plads i et af vore Dagblade.
Den beskjæftigede sig vistnok hovedsagelig med den huslige
Økonomi, dog mere syntes det som en Traad, hvortil den
kunde knytte en hel Del særdeles vegtig udtalte Meninger om
den hele Sag -- Kvindernes nemlig.

At Husmoderen skal være sparsommelig, er en gylden Regel,
der gjælder ligefra Dronning Victoria ned til vore Kopistfruer
paa halv Sold. Hvor har ikke jeg selv, der dog er saa lyk-
kelig ikke at tilhøre nogen af disse Yderligheder, under Be-
vidstheden af dette medborgerlige Ansvar, følt denne hellige
Sky for "Udgifter"! . . . Ja, da der ved en General-Optælling
af Tøiet, der foregik hvert halve Aar, manglede en Teske og
en Serviet, var jeg tilmode, som om jeg havde besveget mit
Firma og gjorde bedst i at rømme til Armerika.

Men ett er det, at Husmoderen skal være sparsommelig, det
er, stræbe at bevare, undgaa -- faa det til at strække til,
et andet, at hun skal spare ind, det er knibe af, lægge op.

Jeg læste imidlertid Artikelen, der angav sig at være af tysk
(kvindelig?) Oprindelse, med al Opmerksomhed, men jeg til-

SIDE: 28

staar, at den lod mig noget uviss om, hvordan den egentlig
skulde opfattes. Dogmet om Kvindens fuldstændige Under-
ordnethed og tjenstpligtige Underkastelse forkyndtes her med
en saadan, enhver Formidling afvisende Strenghed, som om nu
gjaldt det rigtig at at bringe det purt og uskadt af Tidens frække
Reformlyster tilbage til sit Standpunkt -- det Standpunkt, det
indtog til Patriarkernes Tid: Hun selv, Kvinden tilbagevist
inden Husets Grænser, Døren smækket i, og den Mangfoldig-
hed af Forpligtelser, der paahviler hende her, i en saadan
pinlig løierlig Detailnøiagtighed foremalet og foreskraldet hende,
som om Husstellet havde ogsaa samlet alt, hvad det eier af
skurrende Mislyd for eftertrykkelig at indprente hende disse
Pligter -- alt dette omduftet af en egen Blanding af aandeligt
Hovmod og Ringeagt for eget Kjøn, der synes at besjæle alle
Kvindespørgsmaalets religiøst opfattende og diskuterende Damer.

Kun havde det den Feil, at det var vel sterkt, selv for os
herhjemme. Det hele syntes at balancere paa hin yderste
Spids, hvor man afbryder sig selv med at spørge: Er det Al-
vor? Er det Spas? Er ikke her den haarfine Streng revet
over, der vipper en saa sterkt paafyldt Last op i Ironiens
befriende Sfære? . . . og inden jeg havde vundet til Enden,
troede jeg ikke at kunne tvile derom. Artikelen skulde op-
fattes som Satire, den skulde vække Fornøielse, og den vakte
Fornøielse; jo længer man kom i den, jo fornøieligere blev den.

Lidt forundret tvilende vendte jeg Bladet, hvori den stod,
og saa efter Titelen. Jo, det var virkelig vort Morgenblad,
"trykt i det Hviidske Bogtrykkeri", der havde optaget denne
oprørske Artikel!

Desto mer konfus blev jeg ved at erfare, at alting var i sin
Orden. Det var jeg, der var den duperede, der grundig havde
misforstaaet den. Ingen levende Sjæl havde opfattet den som
Satire, men som det strengeste Alvor. Jeg turde da heller
ikke andet, uagtet lidt underlig tilmode derved. Saaledes kan
man paa en Nattefart indbilde sig at have et ungt, lattermildt
Ansigt ligeoverfor sig -- Sløret hæves, -- og et strengt, rynket,
gammelt Fjæs tilnikker os: God Morgen!

Nogle af de merkeligste Vink desangaaende erholdt jeg af
en midaldrende Dame, hvem den mer end almindelig havde
interesseret. Man kunde endog sige, at den lille Afhandling
paa en heldbringende Maade havde grebet ind i hendes Til-
værelse, ja at den havde formaaet at sprede noget mildt og
forsonligt over denne, som hun med den redeligste Vilje ikke
havde magtet det.

SIDE: 29

Hun holdt af livlig at diskutere Emner, hvilket gjorde, at hun
godt kunde siges at repræsentere en Meningsfraktion inden vore
dannede Kredse, som man maaske tør benævne den almen-
gjældende. Mange nævnte hende som en aandelig Autoritet.

Samme Dame havde tvende Gange været forlovet, den sidste
Gang ikke fuldt ti Aar, som hendes udvalgte maaske netop
fandt nødvendig for sin "Rekognoscering af det ubekjendte
Terræn med baade sine Fortrin og sine mindre iøine- og iøre-
faldende Mangler og Feil" ... (Se "En Egtemands" Opsats
"Om Forlovelser".)

Den stakkels Dame havde fundet Prøven meget lang, saa
hun var egentlig med Hensyn til de mindre iøinefaldende Feil
og Mangler, hun paa sin Side havde at iagttage, betydelig hur-
tigere færdig med sine Opdagelser, uden at dette, det maa vi
lade hende, i mindste Maade, havde rokket hendes Troskab
eller den Anskuelse af Kjærlighedens Grundvæsen, at den ser
alt, fordrager alt og tilgiver alt. Hun havde altsaa tvende
Gange været nær sin "Bestemmelse" uden at kunne opfylde
den, og dette havde, som alt for os Mennesker tantalsk uop-
naaeligt, voldt, at den foresvævede hende i et forklaret Rosen-
lys, ja næsten som en overjordisk Lykke, for stor for en Dø-
delig. Intet Under derfor, at i en Familiekreds, bestaaende af
flere uforlovede Søstre, syntes "Min Svoger Bankchefen", der
var gift med den eneste forsørgede af disse, hende noget saa
nær som den nedstegne Guddom, Inkarnationen af denne Lykke,
hun to Gange havde været saa nær ved at opnaa.

Men siden hun læste hin Artikel i Morgenbladet om den Spar-
somhedspligt, der paahviler Husmoderen, havde denne Stemning
lidt et Omslag, som hun selv betegnede som mirakuløst. Hun
forsikrede, at disse Skildringer af Egteskabet og de Opgaver,
en Hustru der har at løse, havde havt en Magt til at fylde
hende med en Tilfredshed med sin Skjæbne og sine nuværende
Kaar, som var rent vidunderlig.

Vi læste den atter og atter sammen. Vi fordybede os ret
i denne Spinke- og Spareidéens ophøiede Pinagtighed, der frem-
hæves som Egteskabslykkens Grundbasis, og hvergang kunde
jeg dømme om den besynderlige Virkning, den øvede paa
hende.

Særlig var det Tilfældet, naar vi naaede et bestemt Sted, der
mere detailleret omhandler en Husmoders og Hustrus daglige
Pligter. Efterat de større Fiender, som hun i sin Stilling har
at bekjæmpe, er skildrede paa en sand hjerteknugende Maade,
faar vi mere detailleret Kampen mod de mindre Fiender i Huset,

SIDE: 30

"disse stille, stedse virksomme Dæmoner, som uafladelig søger
at ødelægge alt, hvad som findes deri", naar vi vel havde
naaet igjennem dette, der ordret lyder saa: "Der fæster sig et
lille Støv eller Sandkorn i Gardinet og slider af Traaden, hist
trænger Røgen ind og sværter Vinduet, der kommer Møl i
Møbelbetrækket -- der tager Fugtigheden Forgyldningen af,
der bedærves Kjødet og harskner Smørret i den sterke Varme,
der kommer en stor, styg Flek paa Borddugen, der rev den
forargelige Spiger en Flenge i Kjolen, der er Dørlaasen itu,
Klokkestrengen rykket over, ikke idag, imorgen eller iover-
morgen, men Dag for Dag, uophørlig hele Livet igjennem" . . .
Naar vi vel, siger jeg, var over dette Sted, tørrede min Ven-
inde altid Sveden af Panden med et: Gud forbarme sig! og
hun forsikrede mig atter og atter, at navnlig dette Sted vakte en
Følelse af Resignation og stille Tilfredshed, som hun i sin længe
begrædte Skuffelse forgjæves havde søgt at tilkjæmpe sig.

Kun vilde vi ikke enes om, hvorledes Artikelen skulde op-
fattes. Hvergang vi læste den, fik jeg nemlig et haardnakket
Tilbagefald til min første Tvil, medens hun blev ved sit. Den
kunde umulig virket saadan paa hende, skulde den opfattes som
Spas, mente hun.

"Min Svoger Bankchefen har aldrig ytret nogen Tvil derom.
Han har læst den, og han siger, det er en Samling gyldne
Leveregler, der ikke burde mangle i noget Hus, men være det
daglige Pensum for enhver forstandig Husmoder."

Jeg forsøgte at begrunde min Paastand ved at henvise til de
drøieste Steder, dem hun netop i sit Ansigts Sved havde gjen-
nemgaaet. Som et Kraftudbrud af tysk husmoderlig-hustruelig
Pligtfanatisme kunde Produktet maaske i sin egen Jordbund
være paa sin Plads, men vi kunde jo anstændig sørge for os
selv med den Slags Vare, vi behøvede da ikke at tage til frem-
mede Overdrivelser -- o. s. v.

Jeg skyr ellers som Pesten enhver mundtlig Drøftning af
Emnet, der ikke kan holde sig paa Skjemtens glatte Overflade,
vel vidende, at her er man stillet ligeoverfor lutter bedrevidende,
saa Udgangen af Striden kan ikke være tvilsom; men den
milde, seige Modstand egger; og hvordan det nu gik eller ei,
gled vi sagtelig indpaa det Punkt af Diskussionen, hvor Spøgen
stanser, Sagens egen vældige Magt griber os og tvinger os
mod vor Vilje med sig.

Men hvad siger De da til dette Ræsonnement, mælte jeg til-
sidst: Forfatteren anfører selv, at der var Aartusender, hvori
Kvinden ikke var andet end en Ting i sin Herres og Herskers

SIDE: 31

Haand, medens hun nu! etc. etc. Vi skulde virkelig allerede
i vort Aarhundrede have naaet det Fuldkommenhedens Høide-
punkt, hvor der intet mer er at ønske, og hvor vi, som Forfatteren
lægger til, "maatte rødme ligeoverfor os selv ved at forlange
mere." Kvindens Stilling er altsaa den eneste Verdensopgave,
der har naaet Fuldendelsen. Og dette siges os, medens der
gives Kulturlande, hvis Love endnu tilsteder Egtemanden -
til en viss Grad, lægges der til -- at prygle Hustruen, andre,
hvor hendes Umyndighed er saa gjennemført i alle Retninger,
at, selv hvor det gjælder et simpelt "conseil de famille", hvori
hendes Børns Skjæbne diskuteres og afgjøres, udelukkes hun,
sidenævnt med "Mindreaarige, Idioter og straffede Forbrydere" [fotnotemerke] 
- en ikke overbevist mandlig Forbryder har Forrangen. Vi
skulde have naaet dette Fuldendelsens Høidepunkt i en Tid,
hvor Staterne endnu beskytter Prostitutionens Vederstyggelighed,
for ikke at nævne menneskelige Trikinbureauer, hvor Varen
garanteres eller efter Omstændighederne smides paa Dyngen?
. . . Er det den Fuldendelse, hun kan glæde sig ved at have op-
naaet, der gjør, at hun "maatte rødme for sig selv ved at for-
lange mer?" Hvad har man da indrømmet hende, som kan
opveie saadane Fornedrelser paa den ene Side og en Trældom
i Huset, som den her skildrede, paa den anden? De siger,
at denne, Fornedrelsen, angaar ikke os agtbare Damer; jeg siger
jo, tusende Gange jo, den angaar os, Dem -- mig -- os alle . . .

"Nu, nu, De tager det for ivrig, kjære, De ser denne Sag
altfor mørkt. Der er dog i den senere Tid gjort meget, over-
maade meget for Kvinden. Hun kan opnaa at blive Telegrafist-
inde, Fotograf og flere Ting, som man i min Moders Tid ikke
drømte om. At de kan ansættes ved Trikinundersøgelsesbu-
reauerne, tror jeg neppe, men man vil sige, skjønt det klinger
utroligt, at de tragter efter at faa Stemmeret, blive Læger o. s. v."

Nu, Stemmeretten skal vi vente paa. Altsaa den Smule
Selverhverv, man har aabnet for dem, vil De skal opveie den
moralske Fornedrelse, der lurer fra alle Sider? Det er bra
nok, ingen vil miskjende de Indrømmelser, der her er gjort,
men for det første er disse nye Erhvervskilder hos os endnu
saare begrænsede . . .

Min Modstanderinde afbrød mig her med en ny Modsigelse
og opregnede en betydelig Mængde kvindelige Næringsfag, der
begyndte med Arkskriveri og endte, tror jeg, med Papmaché-
og Possementmagerforretningen.

Fotnote: Se den franske Code civil.

SIDE: 32

De misforstaar mig lidt her. Jeg mente ikke netop i den
Forstand. At der gives en stor Del af disse Yrker, som vi
ikke drømte om tidligere, er jo ubestrideligt; skjønt derom lod
sig ogsaa sige adskilligt. Disse Midler til Selverhverv, der er
aabnet Kvinden herhjemme, skal have ondt for at holde Skridt
med Tidens rasende Hurtigtog. Medens dette river Manden
med sig fremad, eller rettere udad, og har aabnet ham utallige
nye Kilder til Erhverv og Vinding -- er Kvinden bleven sid-
dende, hvor hun sad for tyve Aar siden. Det har givet ham
Smag paa en fuldkommen Ubundenhed, paa Vinding og Vel-
levnet. Et uformuende Parti, som maaske før i Tiden havde
lovet ham Livets høieste Lykke, lokker ham ikke mere. Egte-
skaberne tager paafaldende af, Livsfornødenhederne er steget
til det dobbelte. Kan de Midler, der er givet Kvinden til Selv-
eksistens, hamle op med alt dette, med Tiden selv? Jeg ved,
hvad De vil indvende, at jeg ikke vurderer disse Fremskridt
nok, at jeg mangler Sans for denne Side af Frigjørelsens
Verk. Nei, jeg mangler ikke Sans for den, jeg vil blot, vi
skal se disse Fremskridt i den rette Forbindelse. Det er heller
ikke over, at disse Yrker er mere begrænsede paa deres eget
Omraade, end det maaske er Tilfældet andetsteds, at jeg op-
holder mig. Begrænsningen bærer de i sig selv, det er i sin
Art, de er begrænsede -- det er derover, at jeg klager.

"Begrænsede i Art, hvorledes mener De nu det?"

Nu -- jeg vil have ondt for at forklare mig. De har intet
Liv i sig, ingen Fremtidsspire for hende selv. Man tolererer
dem, som den bitre Nødvendighed, der fremkaldte dem, som
en Lettelse for Kommuneforsørgelsen, de har et blot og bart
praktisk Formaal, de indskrænker sig til et Omraade, der ude-
lukker enhver fri Selvbestemmelse. Ser vi til, vil de alle vise
sig indordnet som lydige Drivhjul i det store Maskineri. En
Virksomhed, der vilde attraa noget andet end Drivhjulets, med
andre Ord paa nogen Maade aandelig gribe ind, vilde hun
finde sperret for sig overalt.

"Den søges ikke heller, denne Slags Virksomhed, der selv
vil gribe ind. Bevis nok for, at hun ikke er skikket for en
saadan," mente Damen. "Den overordentlige Begjærlighed,
hvormed man trænger sig om de andre Poster, der passer sig
mere for hendes Kjøn, taler tydelig nok derfor; der er formelig
Trængsel til disse Poster."

Netop derfor, gjenmælte jeg, bragt lidt ud af Fatning ved
denne Maade at bevise paa. Den var mig forresten ikke ube-
kjendt. Den synes at være bleven Regel, hvergang en viss

SIDE: 33

Opposition kommer tilorde. Jeg kjendte denne Taktik, der
stadig ser bort fra Aarsagerne til Fænomenerne og blot henter
sine Beviser for, at Forkuelsen er berettiget, paa Virkningernes
triste, afmeiede Grunde. Af Følgerne af, at man i Aarhundreder
har arbeidet paa at afstumpe Kvindens Evner, vil man bevise
den Underlegenhed, der gjør hende aandelig udygtig. Hvad
man sperrer for hende, trænger hun ikke til, og de Savn og
Fornegtelser, man daglig øver hende ind i, og som hun virkelig
har lært at bære med en viss Anstand, er blevne naturlige
Tilbøieligheder.

Jeg taug dog klogelig med disse Tanker og gjentog spag-
færdig kun mit: Netop derfor, kjære Frøken X. Netop fordi
man har indsnævret disse Erhvervsposter til nogle Arbeids-
erhverv, strengt beregnet paa at skaffe Føden, er Tilstrømningen
af de søgende saa uhyre. Det skal dog først bevises, at de
ikke duer til noget andet. Derfor kan man ogsaa saa trygt
sætte en stor Del af dem paa halv Sold, der er intet at frygte.
Selv hvor de tilfulde har bevist sin Dygtighed saa godt som
nogen Mand, gives de halv Løn, og de nøier sig merkværdig
resigneret dermed. Det kan neppe være, fordi den aandelige
Tilfredsstillelse, mange af disse Fag yder dem, kan være saa
overvættes stor, at den opveier en Uret som denne . . .

"Ja, men kjære, bedste, De er altid, tillad mig det, lidt til-
bøielig til at overdrive," gjenmælte min Modstanderinde med denne
uforstyrrelige Blidhed, som ikke tillod nogen at bruse over,
om det ogsaa kunde koge lidt indvendig. "Jeg har en Kusine,
der har fuldstændig Løn som Retouchør. En Stedsøster til
hendes Mand, der er ansat ved en anden Forretning, kan paa
det nærmeste siges at have det. Denne Uret er heller ikke
saa skrigende, som De vil gjøre den til. De glemmer, at
Kvinden forbruger i det hele betydelig mindre end Manden.
Dertil maa dog billigvis tages Hensyn."

De mener . . . Hvori?

"Nu, jeg mener i alt, baade det nødvendige og det, vi er
vante til at kalde mindre nødvendigt. Hun spiser mindre, om
De vil, og i Almindelighed meget tarveligere. Hun har næsten
ingen af disse smaa daglige Luksusudgifter, der er bleven ham
en Fornødenhed. Min Svoger Bankchefen siger, at forholds-
vis . . ."

Smaa Luksusfornødenheder . . . som f. Eks.?

"Nu, de viser sig i saamange Træk, naar man absolut vil
have Øie derfor. Jeg vil ganske oprigtig sige Dem, at jeg er
kommen til at tænke lidt derover ved mit Abonnement paa

SIDE: 34

2den Bænk i Parterre. I Mellemakterne bliver der, som De
vist har bemerket, en sterk Bevægelse mod Udgangene. Sidste
Fredag, paa "Samfundets Støtter", var det en uafladelig Dukken
op og ned paa alle Damerne, hele Parkettet var som et bøl-
gende Hav. Vi kan nøie os med den aandelige Nydelse, det
kan ikke Mændene."

Ganske visst, ganske visst. Det kan ikke Mændene. Men
det vil blive bedre, skal De se! . . . Tiden med sine aldrig
rastende Fremskridt vil rette paa denne Ubekvemmelighed. Pas
paa! i vore nye Opera- og Skuespilhuse faar vi Foyerrestau-
rationen etableret inde i Salen, og Samfundets Støtter behøver
ikke at genere Damerne . . . Hvad siger jeg! Damerne behøver
ikke at genere Samfundets Støtter mere, men anbringes i Lo-
gerne og Gallerierne . . .

"Ha, ha, nu overdriver De igjen." -

Slet ikke. Hvorfor skulde vi ikke kunne vente det! . . .
Men lad os komme tilbage til vort Tema, Sparsommeligheden
i Huset. Ovenfor er det sagt: "Hustruen er den eneste, som
kan spare op, Manden kan det ikke." "Antager vi nu," heder
det videre, "at der i en saadan klog og omhyggelig Husholdning
kun 10 (ti) Kroner aarlig indspares i en Familie, saa bliver
altid i Aarenes Løb den Sum ikke saa ubetydelig, som hun kan
indspare, medens Manden slet ikke kan det." . . . Hvad siger
De dertil, skulde virkelig ikke Forfatteren drive lidt Løier
med os?

"Jeg siger, at det ingenlunde er at foragte, og med lidt Om-
tanke og Selvfornegtelse kunde en ordentlig Husmoder bringe
det op til mere. Lad os bare tage de Dage, Manden spiser
ude. Min Svoger Bankchefen har f. Eks. forrige Maaned været
i fem Festmiddage i Logen, foruden en stor Del private Mid-
dage. Min Svoger spiser ikke Melkemad. Disse Dage vælger
da Emma med Pigen denne Ret med lidt koldt efter, alene
derved spares ikke saa lidt. Lad det være kun ti Kroner om
Aaret, i Aarenes Løb bliver det virkelig ikke saa ubetydeligt.
Lad os endvidere antage, at et saadant Par har naaet hen til
sin Sølvbryllupsfest -- da er Summen steget op til, lad se -
10 Gange 25 -- 10 Gange 25 -- 250 Kroner! 250 Kro-
ner ... Det er akkurat 62 Spd. 2 . Paa sin Sølvbryllups-
fest kan hun overrække sin femogtyveaarige Livsledsager 62
Spd. 2 . Det er ganske vakkert!"

Javist, javist, meget vakkert! mælte jeg næsten bedøvet
ved Forestillingen om denne frygtelige Gave. Men, blev jeg
ved, med en sidste Kraftanstrengelse, der lod sig dog tænke

SIDE: 35

en anden Mulighed. Lad os sætte, at hun under denne dag-
lige Kamp med baade "de store og de smaa Dæmoner" slet
ikke naar hen til nogen Bryllupsfest, at der samtidig med
Møbelbetrækket gaar Møl i hende selv, at de mange "forarge-
lige Spiger" ikke alene fæster sig i hendes Kjole, men ogsaa i
hendes Sinds og Humørs hidtil saa lyse, flagrende Klædebon,
- læg hertil de mange Melkepapmiddage fulgte af Dagens og
Aftenens ensomtdræbende Kjedsommelighed -- lad os tænke os
dette -, at det ikke alene er Dørlaasene, men ogsaa en viss
anden skjult Mekanik, der begynder at gaa istaa, saa at ritsch!
en vakker Dag er Strengene, der bandt hende til denne sin
høie Opgave, pludselig rykkede over, lad os sætte, at dette
sker efter 3-4-5 Aars Stræv med den Penelopevæv, "som
hver Aften løser sig for at begyndes paa nyt igjen den næste
Morgen" -- - Altsaa i 5 Aar, saa vil hun have indsparet 50
Kroner.

Nu ja, 50 Kroner, det er netop til en smuk, høitidelig Be-
gravelse, og saa sparer hun Manden for dem!

Og nu spørger jeg, hvordan staar det til med de mange store
Ord om Kvindens Bestemmelse, og hvordan forvalter Samfundet
dette ophøiede Anliggende, naar det ikke engang tilstedes oven-
omtalte min Veninde at opfylde den?

Hvilken Husmoder det kunde blevet, hvilken Borgerinde
efter de ideale Begreber om en saadan, som raader i vort fri,
lykkelige Land!

FRISK LUFT!

(1875.)

Var jeg i Besiddelse af den medborgerlige Tillid, som en agt-
værdig Almindelighed og en solid Aandsnegativitet forenet med
en anset ydre Stilling ved at sikre sig, saa vilde jeg benytte
den til at foreslaa Reformer i mangt og meget, samt efter Evne
bidrage til at gjennemføre dem. Dog, hvad siger jeg! jeg
glemmer, at er man i Besiddelse af disse uskatterlige Fordele,
saa ønsker man ingen Reformer, men finder sig bedst ved, at
alt gaar i de gamle Gjænger. Og omvendt, har man ikke de
lykkelige Naturanlæg til intet at se, intet at savne, intet at ville,
men lade fem være lige, saa vil man forgjæves aspirere til
denne medborgerlige Tillid og Tiltro, uden hvilken man igjen ikke
tør gjøre sig Haab om at udrette noget. Saa ser jeg da ingen
anden Udvei end den gamle: at fremsætte mine Forslag blot

SIDE: 36

til egen Lettelse, det vil sige med samme Fortrøstning til at
blive forstaaet og agtet paa, som naar man aabner sit Vindu i
4de Etage og lader Talen bryde sig mod de tause, døsige Mure
rundt omkring.

Men hvad! -- hvad om der dog sad en eller anden tam
Skade skjult bag et af disse mange aabne Vinduer, hvor-
igjennem man bedragersk tror at lokke ind lidt friskere Luft
. . . om den opfangede i det mindste enkelte Punkter, Kjerne-
punkterne i mit Foredrag, og saa forplantede dem i sin Om-
givelse?

Tænkeligt var det dog. Jeg vil forsøge at fatte nogle af
disse Kjernepunkter i muligst sammentrængt Papegøiekorthed,
idet jeg forbindtligst anbefaler dem til enhver i vort Land, der
maatte eie et saadant graat- eller grøntbevinget Medium til
bedre Forstaaelse af mine Idéer og Meninger. For denne
Gang:

Ingen Polka!

Tilfjelds, tilfjelds!

Tier, I Snerper!

Man glemme ikke, at dette kun er for Papegøierne, der
maa have det kort og fyndigt.

Ja, det er min uforgribelige Mening, at man stod sig bedst
ved at afskaffe Ballerne. At vore Damer burde sætte alt, hvad
disse ligesaa kostbare, sjæledødende og usunde Forlystelser
koster i Toilette og Hjerteudgifter -- Doktor- og Apotek do.
upaatalt -- ind i en Fælleskasse og anvende disse Summer til
mere lønnende Rekreationer, deriblandt en, der opveier dem
alle: Fodturene. Ukjendt er jo disse ikke ganske hos os, men
de har dog en usikker Fremtid. Interessen for dem synes
allerede at have tabt sig. Og de fortjener dog i Sandhed
Navnet af Rekreation, og det i dobbelt Betydning. Her bydes
en af de faa Anledninger til at føie ogsaa belærende -- hvor-
for ikke et eller andet videnskabeligt? -- Øiemed til det blotte
adspredende. Det var glædeligt at se, hvorledes disse Fjeld-
vandringer omfattedes med Interesse for et Par Somre siden,
at høre de mest forkjælede Damer rose sig af at have tilbage-
lagt saa og saa store Veilængder, alle for at vende hjem med
et Udbytte af styrket Helbred og Skreppen fuld af oplivende
og udvidende Indtryk. Kinderne havde vel tabt en Del af sin
fine Skjærhed og antaget noget af Sæterjentens Teint istedet,
men saa havde de jo ogsaa kastet Blegsotten og den "nervøse
Hovedpine" ned i Fossestupene, hvor vi vil bede Fossekallen
passe inderlig vel paa dem.

SIDE: 37

At enkelte ved Uforsigtighed eller ved at forcere Turen paa-
drager sig Uheld eller Sygdomme, beviser intet mod Sagen.
Det kan man være udsat for paa enhver Friluftstur. Disse
uheldige indtager ialfald et ganske forsvindende Antal mod
de Tusender, der har faaet sin Knæk paa Ballerne.

Glæden over disse Fodture udtalte sig ogsaa altfor lydt til,
at Snerperiet ikke var bleven opmerksom paa, at det var en
Glæde, og skyndte sig med at skrive sit mene-tekel paa Væggen.
Som man let vil gjette, rettede Angrebene sig ihærdigst imod
den Side, der maa ansees som den anbefalelsesværdigste ved
dem: den, at unge Personer af begge Kjøn foretager dem i
Fællesskab.

Anledningerne til, at vor Ungdom mødes paa selskabeligt Felt,
indsnævres i en betænkelig Grad mer og mer. Den dannede
Klasses Døtre holder sig strengt inden Huslivets Grænser,
ligesom deres Mødre giorde det. Men udenfor er Tilstanden
ikke den samme som før. De unge Mænd løshegter sig mer
og mer fra Familielivet, medens de ad hundrede Veie drages
udad. De faste Husvenner, disse trofaste Riddere ved Te-
bordet og Pianoet, svigter Stevne. Den Kløft, der allerede før
i Udvikling, Interesser og selskabelig Frihed laa mellem begge
Parter, truer derfor med stadig at udvides.

Til den kvindelige Ungdom ligger det at gjøre Skridtet til at
jevne noget af denne Kløft, men for at kunne det, maatte de
bryde med adskillige nedarvede Regler for det "tilladelige og
passende", de maatte beslutte sig til at søge Næring for et
eget fyldigere, selvstændigere Liv, der kunde bestaa uden Bal-
kurtise, uden Riddere ved Tebordet og Pianoet. De maatte
ikke sky at søge denne Næring ogsaa paa de samme Græs-
gange, hvor den mandlige Ungdom søger deres, hvilket igjen
vilde føre til en sundere, friere og, som vi tror, for begge Parter
mer berigende Tilnærmelse, end den 
[som]
 hidtil har fundet Sted.
Vi tror, Mændene villig indrømmede dem Sidepladserne paa flere
slige af dem hidtil usurperede Enemerker; hvis ikke, burde de
gjøre det. En saadan Tilslutning har dog mer og mer gjort sig
gjældende i alle oplyste, frisindede fremmede Samfund, ved
Fællesskab i Undervisning, i fælles Høre- og Læsesale. I
Stockholm har den kvindelige Læseforening indrømmet Mænd
Adgang -- mere gjestfrit end Christiania Athenæum, der smaa-
lig formente vor kvindelige Læseforening Leien kun af et Par
Stuer i dets store nyopførte Bygning, -- og det være sagt til
vore Naboers Pris, at den i adskillige Aar, den allerede har
bestaaet, ikke noget Øieblik har havt Grund til at angre det.

SIDE: 38

Hvis vor Læseforening -- Gud holde sin Haand over den! -- 
skulde vise Tegn paa ikke at kunne bestaa, vilde man før se
den falde sammen end driste sig til at gribe denne Udvei; der-
med vil vi heller ikke paastaa, at det burde ske. Vi Norske
er ikke svenske i vor Omgang, der mangler adskilligt derpaa,
og vi indrømmer villig, at det vilde være noget for dumdristig
skjæbneudfordrende at skride til Fællesskabet i vore Læse-
saloner; det maa staa der, som saa meget andet, som en Frem-
tidsmulighed.

Imidlertid indsnævres Anledningen til, at vor Ungdom kan
mødes paa selskabeligt Felt, paa en betænkelig Maade og synes
tilslut at ville indskrænke sig til Ballerne.

Men netop disse siges at have tabt meget af sin gamle Til-
trækning, et Varsel om, at de ingen ret Livskraft mere eier.
Kunde man bestemme sig til ved et modigt Slag at afskaffe
dem, inden de dør Straadøden, kunde man i det mindste afskaffe
Dansen som det eneste, altid tomme, utilstrækkelige Surrogat
for en fyldigere Selskabelighed og blot indskrænke den til de
store Festanledninger, hvor den mer hører hjemme, saa tror
jeg, man gjorde vel.

Som en herlig Erstatning derfor, og midlertidig for meget,
der savnes og endnu skal vindes, aabner sig da vore Fodture.
Ett Fortrin vil man i det mindste tilkjende dem, at de bunder i
et nationalt Behov: Landet selv har fostret dem.

Hvis nu overhovedet den Sætning holder Stik, at Folk aldrig
lærer hinandens sande Væsen sikrere at kjende, end naar man
reiser sammen, saa dømme man selv om, hvilket Bekjendtskab
der hviler paa solidest Grund (og fører et saadant ikke ofte til
hin lange, uopløselige Livsreise sammen?) -- enten det, der
udvikler sig under en Fjeldvandrings vekselvis gemytlige og
opløftende Scener, eller det, der stiftes under Lysekronerne . . .
Ak, hvor mange Feilgreb, hvor mange bitre Feiltagelser har
Kotillonerne og slige Lysekroner ikke ofte forskyldt! Hvor
megen Ulykke kan en vel anbragt Blomsterguirlande over
nogle flagrende Lokker ikke anrette paa en eneste Aften . . .
Feilgreb, Feiltagelser, som der siden skal et helt langt, elendigt,
forspildt Liv til at udsone!

Til eder, I vort Samfunds unge Mænd, der endnu saa lidt,
saa besynderlig lidt har faaet Øiet op for et virkeligt, en sand
Livslykke forjættende kvindeligt Værd, der I saa sjelden falder
paa at søge det, hvor det mindre blendende skjuler sig -- ,
medens I stadig bliver hængende i Guirlanderne -- til eder
rettes særlig disse Ord. Forsmaar ikke mit Raad! Griber

SIDE: 39

ogsaa I Anledningen til at stifte Bekjendtskaber paa en bedre,
sikrere Grund end den, hvorfra I almindeligvis henter eders
Opfatning af Kvinde og Kvindes Værd! Hvem ved, om slige
Anledninger ikke kunde ende med at vende op og ned paa
denne eders uforgribelige Opfatning, saa at de, I regner for
de "første, bliver til de sidste" og omvendt? Leve Fodturene!

Men det er ikke den snerpede Kritiks Mening, fordi den
snerpede Kritik selv kan være tilstede paa Ballerne, medens
den ikke godt kan følge med tilfjelds. Derfor er det netop
den bedre Anledning, der her aabner sig for vor Ungdom til
at lære hinanden at kjende og forædlende at paavirke hin-
anden, som støder og ærgrer den. Bekjendtskabet mellem
unge Folk maa blot stiftes under den selskabelige Kontrols
moderlige Argusøine. Det hjælper ikke, at Erfaringer lærer
os, at denne Kontrol har vist sig at være mere uheldbringende,
ofte forvirrende, undertiden kvælende, altid forplumrende. At
overlade de Unge i tvangløs, uforstyrret Ro at søge, finde,
paavirke og glæde sig i hinanden, medens man stoler paa, at
deres egen Følelse for Tugt og Ære vil være deres bedste
Vogter, det tør man ikke. Som om det virkelig var mere an-
stødeligt, at velopdragne unge Piger, Søstre eller Veninder,
sammen med et Par unge Mænd, som de kjender og agter,
delte en Fjeldvandrings sunde Smaabesværligheder og tusende
berigende Indtryk -- ak, den, som var ung og kunde være
med! -- , end naar de en hel Nat til den lyse Morgen i en
kvælende Atmosfære svinger sig i den ophidsende Dans. Du
Moder, som med en viss Stolthed tæller en ofte forfærdende
Række af slige Nætter, der lumsk stjæler din Datters Livs-
friskhed, skulde det støde hendes Blufærdighed mere, at en
kjendt Arm støttede hende ned ad den steile Skrent, ja bar
hende over den skummende Aa, akkompagneret af Latter og
glade Tilraab, medens Gjertrudsfuglen blander sit Varselsraab
i Jubelen og minder om, at Skyen mørkner, og at der er et
godt Stykke til næste Sæter? . . . skulde dette virkelig være
mere stødende end at lade sig hvirvle rundt timevis af en
vildfremmed Danser, medens en maaske ikke altfor ren Aande
brænder paa hendes Kind og nøgne Skuldre? . . . kun fordi
dette foregaar under hin bestaltede Kontrols bevogtende Øine?
. . . Hvad siger du? Har din Emma, din Bertha, hvad man
kalder "Ære for sig selv" -- og jeg ser allerede din truende
Mine ved Tanken om, at nogen kunde tvile derpaa, -- vil hun
da under en saadan Vandring ikke finde denne sin Skat lige-
saa beskyttet som under dine moderlige Vinger? . . . Unegtelig,

SIDE: 40

tvinges du til at sige, og var det ikke saa, følte de den gjen-
nem dette Selvagtningens Ansvar ikke dobbelt beskyttet, dobbelt
sikret, lidet var den da i Sandhed værd!

Og saa vil jeg atter gjentage det: en herlig Ting, en Oase at
ty til i denne Fortørrelsens Tid forekommer mig disse Fælles-
vandringer, naar "Løvsalen skygger og Dagen er lang", langt,
langt at foretrække for den kvalme Balsal og det aandsforladte
Kroketspil, der om Sommeren skal træde isteden. Og skulde
saa galt hænde, at en Forelskelse -- ja, endog en Forlovelse
resulterede af disse Fællesvandringer . . . nu, det var endda
ikke saa galt, men jeg siger blot: min hjerteligste Lykønskning
forud!

Endnu en Gang for Papegøierne:

Ingen Baller!

Leve Fodturene!

Gratulerer!

EN PARALLEL.

(1875.)

Saa kom den endelig da for en Dag,
Hin Tidsskandalens mest famose Sag, [fotnotemerke] 
Fra Moskwa til Paris,
Fra fjerne Vest, fra Middelhav til Polens Is,
Hvert Folk den dømmer paa sin egen Vis,
Yankeen slog i Bordet, saa det dundred:
No more, no more than five, five hundred!
Franzosen rynked Brynet med et barskt: horreur!
En Gentleman sig saa kompromittere!
En Militær -- en Militær sig saa blamere . . . !
Dog her faldt Britten ind: Nei hør,
Hør, ved du hvad, min Bror, fei du for egen Dør.
Men Nabo Michel bander baade dem og Pressen,
Hvad rager os Ekscessen!
Er man i England rent da bindegal?
Har man vel Magen hørt til slig Skandal?
Zum Teufel doch! vi mener da Processen!
Den ærlige Hidalgo lovlig undskyldt er,
Han har for eget Krigsrabalder
Ei hørt det mindste til det hele Skvalder,

Fotnote: Oberst Baker, dømt for Fornærmelser mod en ung Pige i en Jernbane-
kupé til Afsættelse og en Pengebøde stor 500 Pd. 
(Anm. fra 1879).

SIDE: 41

Og Svensken, Dansken ligger os for nær,
At deres Mening derom vi tør gjette.
. . . Vi Nordmænd da, hvad siger vi om dette?
O, derpaa blir man endnu mindre klog.
Vi tier, tier . . . lukker til vort Øre,
Anstændigt er det ei ved sligt at røre.
Vi tænker kun, thi Tanker ogsaa lette,
Og gjælder det "sligt stygt", da helst i fremmed Sprog:
Vi tænker: Quel bruit donc pour une omelette!

Dette er kun en karikeret Antydning af det Røre, denne
merkelige engelske Retssag har vakt, et Indfald, som under-
tiden kan komme over en, naar man er i godt Humør eller
man er grundforstemt.

Det ryster os jo besynderlig op, at der i en Verden som
denne endnu gives noget som Ærefrygt for en uantastet, unær-
melig Kvindelighed, og at der gives Nationer, der ved de
strengeste Love verner om den!

Men der knytter sig for vort eget Lands Vedkommende
Alvors-, strenge Alvorstanker dertil.

Hos os har man nøiet sig med at give tørre Referater af,
hvad der mer eller mindre har sat andre Landes Æres- og
Moralbegreber i Oprør. Vi har ikke havt en eneste selvstændig
Betragtning at føie til. Nei, af gode Grunde. Det er ikke blot
for Spøg, vi paastaar, at et nationalt Pruderi forbyder os at
røre ved alt, som gaar ind under Sager af denne Natur. Vi
tier derover, indtil vi for Alvor er kommen til at indbilde os,
at der slet intet er at rette paa, og hvad der værre er, indtil
vi taber afsigte Betydningen af det, hvorom det hele dreier
sig . . . det er ikke for Spøg, der ligger et sørgeligt Alvor der-
under.

Vore Love udstrækker sig kun til de haandgribelige For-
brydelser, men de indeholder intet, der beskytter en Kvinde
mod de mere ubestemmelige Fornærmelser. Det overlades
altsaa alene den offentlige Moral, eller rettere Moralkritik, her
at være den aarvaagne Vogter, den revsende Magt. Men denne
Vogter er det, vi mindst kan regne paa. Denne Magt har
ingen Magt. Den offentlige Moralkritik er under den usigelige
Tryghed, hvori den henlever hos os -- NB. naar det ikke
gjælder Eiendomstrakasserier, ulovlig Skovhugst eller deslige -- 
sunket saaledes ned til Lavpunktet af slap Indifferentisme, at
den næsten maa kaldes idiotisk utilregnelig, naar en sjelden
Gang et fremmed Tilfælde tvinger den til at ytre sig. De

SIDE: 42

lallende Udtalelser, der da kommer for en Dag, kan vi trygt,
uden at frygte for at gjøre os skyldige i en slet Spøg, nærmest
betegne med et: "Quel bruit pour une omelette!"

Denne slappe Indifferens behøver derfor ikke at pege hen
til slemmere Tilstande hos os end hos andre. Trygheden har
ammet og dysset den, og denne Tryghed kan, nærmere beset,
maaske være begrundet i noget, vi medrette kan være stolte
af, i en Kjendsgjerning, der kun for lidt beagtes, ligesom man
i Guldlandet tilsidst træder paa Guldet: vore Kvinders sjeldne,
over al Ros ophøiede Hæderlighed, der maaske ikke i noget
andet kristent Samfund eier noget tilsvarende. Den rigorøse
Strenghed, hvormed andre Nationer anskuer og dømmer For-
brydelser af den ovenberørte Sort, afgiver derfor heller ikke
noget Norm for deres sedelige Standpunkt. Den makelløse,
uantastbare Kvinde er, det ved vi jo, Manden ligesaa uund-
værlig, som den uagtværdige Kvinde synes at være ham det.
Hun danner hans Familiehof, Æreslivvagten omkring ham,
hendes Nærhed, hendes hele Omgivelse er det Sanatorium,
hvori han aander rent op. Intet Under, at han omgiver hende
med en Art skinsyg Kultus. Men saa enfoldig er jeg, der
drister mig til at udtale nogle Tanker om dette saa uvante
Tema, og jeg synes, det vilde geraade disse Nationer til større
Hæder, om de i Stilhed formaaede at bringe de rædselsfulde
Chifre, der betegner Tallet paa deres fortabte Kvinder (som
Manden og Lovene ikke vægrer sig ved at beskytte) efter-
haanden mere ned og gjengive flere og flere af dem til Agtel-
sen, til Arbeidet, til Samfundet, ja, jeg tror, der vilde "være
mere Glæde i Himlen over, at en af hine elendige blev reddet,
end over nioghalvfemsindstyve" af disse retfærdige Processer,
hvori en Nation faar Anledning til at bramme med sin strenge
Dyd.

Nei, i sig selv beviser de Manifestationer, der i de sidste
Tider lyder op til os, intet for vedkommende Nationers Moralitet,
ligesaa lidt som for Kvindens Stilling i dem. De omtaler kun,
gjennem en mere bevidst Vurderen af Kvindehæderligheden
og dens Uantastbarhed, en Tilstaaelse om, hvor vigtigt, hvor
nødvendigt det er lovmæssig at beskytte den. Os burde denne
Strenghed varsle om, at vi mangler ethvert saadant Vern om
den, og at Neddysselsessystemet og den prude Ignoreren
mindst af alt byder et saadant Vern. Vi frygter meget mere,
at der under dette Dække lumskelig hober sig op adskilligt,
som, moralsk talt, ogsaa kunde trænge til at læsses af og
bringes bort.

SIDE: 43

Det samme kan siges om en anden Art af Forbrydelse mod
Kvinde, der hos os er hyppigere, end vi ved af: nemlig Hu-
struers Mishandling i de lavere Klasser. I fremmede Dagblade
støder vi idelig paa Rets- og Politisager, der omhandler disse
Forbrydelser, hvilke især i England skal være saa forfærdelig
hyppige og saa brutalt udartede, at man har set sig nødt til at
vende tilbage til allerede sløifede Love derfor, ja, skjærpe disse.
Hvorfor, spørger vi forundret, hvorfor er saadanne Sager næsten
uhørte hos os! Skal vi tro, at vore Fyllefanter og Slagsbrødre
er saa eksemplariske Egtemænd, at aldrig noget saadant hæn-
der? Nei, det har ikke den Grund. Det har sin Grund i, at
det neddysses. De stakkels mishandlede gaar gjerne først til
deres -- Sjælesørgere, og det jevnlige er -- vi ved det fra fuld-
kommen sikre Kilder -- , at disse Beskyttere forsikrer dem om,
at det er Guds Bud, at de tager sine Prygl og sine Spark, og
ikke klager. Følgelig bliver der intet af Klagen. Om denne
Resignation stemmer til Forbedring hos Vedkommende, er en
anden Sag.

Maatte de, der af en misforstaaet Nidkjærhed ledes til ogsaa
ad denne Vei at give Ustraffeligheden et Rygstød, maatte de
aldrig lære dens Virkninger at kjende i sin egen Huslighed!
Maatte altid eksemplariske Sønner opvokse omkring dem,
maatte de aldrig opleve den Sorg at se en elsket Datter visne
hen under en huslig Græmmelses tause, kvalte Tryk.

Saa vil vi i alle Retninger hos os se Neddysselsessystemet
bragt i Anvendelse; overalt hvor det gjælder Kvindes Klage,
Kvindes Krav, Kvindes Ret, er der sørget for, at disse ikke skal
genere dem, der helst ingen Klage vil høre, intet Krav aner-
kjende, ingen Ret yde. Vi gjentager her, hvad der oftere er
fremhævet: Kun som en fra Mandens Interesse og Velvære
uadskillelig Del kan hun gjøre Individets Krav paa Ret og Be-
skyttelse gjældende.

Det er altsaa kun gjennem Familiemanden, hun i Livets al-
mindelige Forhold kan regne paa et Vern. Dog, hvor det an-
gaar hint specielle Tilfælde, der nylig har været paadømt i de
engelske Retssessioner, hvor det gjælder denne Side af Utryg-
heden, vil selv dette Vern være usikkert. Her byder Kvin-
dernes egen Feighed Haanden til Usikkerheden, her kappes de
selv om at tie og dølge, og ingen tør være den første til at
bryde Tausheden. De ved nemlig ret vel, at hvad der i andre
Nationer efter Omstændighederne kan blive Gjenstand for en
offentlig Sag, der drager Deltagelsen og Interessen sammen om

SIDE: 44

den fornærmede, [fotnotemerke] hos os vilde blive en simpel Skandalsag,
hvor kun den fornærmede ofres, men Fornærmeren gaar fri.
Følgen af, at hun -- ikke reiste en Klage, -- men kun talte
derom, vilde upaatvilelig blive, at man udpegede hende som
"ukvindelig", og han -- ja, man tilhviskede hinanden maaske
hist og her en betinget Misbilligelse, men hører han til de pri-
vilegerede blandt de privilegerede, var der intet iveien for, at
Fru X. eller Fru Y. beder ham til næste Bal, hvor han maaske
fører op med Datteren.

Man vil sige, at man oplever intet saadant. O jo, man op-
lever det. Kun faar vi intet at vide derom. Himmelen alene
kjender de Tilfælde, der ikke kommer for Lyset. Jo, vi har
da Eksempler, om de end ikke egner sig til at blive euro-
pæiske Retssager. Fra den simple Ubehøvlethed ned til de
nærgaaende Fornærmelser er der mange Trin af Forbrydelse
mod Kvindeværdighed, der ikke saa let burde dø i Synden,
men som kunde affærdiges ganske lynchmæssig, uden at be-
høve at ty til den offentlige Menings Domstol. Kvinderne maa
selv her være Haandhævere af deres Ret, og de kan dette
uden at gaa Kvindeligheden det ringeste for nær, saa efter-
trykkelig som nogen engelsk Overdommer. Vi mangler ikke
Eksempler, men hos os maa det først komme et eller andet
Kommuneanliggende ubeleilig, forat det kan blive beagtet og
anset nogle Forholdsregler værdigt. I saa Fald griber man til
vort noksom bekjendte Middel, at skille "Bukkene fra Faarene",
og det er dette Sorteringssystem, man pludselig har set sig be-
føiet til paa strengeste Maade at gjennemføre paa vore Jernbaner.

At der til almindelig Sikkerhed og Bekvemmelighed maa
gives særskilte Kvindekupéer, er en bydende Nødvendighed,
vi ligesaa lidt kan unddrage os som nogen anden Nation. Men
Afsondringen her maa være frivillig og ikke paabudt ved et
Tvangsbud, i det mindste har Skik og Brug stemplet det til et
saadant, om det end maaske ikke i Virkeligheden eksisterer.
Det er ikke ret længe siden, man havde det besynderlige Syn
at se vort lystreisende, søndagsklædte Publikum lyse Sommer-
dagen, omhyggelig foretage denne Sigtningsproces, førend det
skulde ind i Kupéerne. Mand skiltes fra Hustru, Brødre fra
Søstre, Elskende reves fra hverandre, for at samles ved Enden
af Banen. Endnu kan man se Damer i sidste Skynding flagre

Fotnote: Vi behøver ikke engang her at beraabe os paa Heltinden i dette merk-
værdige engelske Statsdrama, der af alle Klasser, ligefra Dronningen, er over-
øst med smigrende Forsikringer om Høiagtelse og Deltagelse.
 
(Anm. fra 1879).

SIDE: 45

fra Kupé til Kupé, ængstelig skyende enhver maaske tilfældig-
vis ledig Plads, naar det er i en Herrekupé, medens Efter-
nølere fra den fiendtlige Side haardnakket afvises fra alle Due-
slagene. Vi saa forleden et gammelt, agtværdigt Par, øiensynlig
fra Landet, der ukjendt med den hævdede Skik begge vilde
ind i en Damekupé. Han vises tilbage. Hun til at bede vak-
kert for ham: Det er saadan snild, skikkelig Mand, Di! For-
gjæves var denne Appel, der kunde rørt en Sten: seks Par
ubønhørlige Arme vinkede ham bort. Det er dette Snerperi,
denne Mistillid, der demoraliserer.

Vi har, skræmt op af disse fremmede Varsko, der i den
sidste Tid lyder til os, følt os kaldet til at kaste Blikket lidt
ind i vore egne Forhold; vi har, saa varlig som Sagen tillader
det, forsøgt en Antydning af, hvordan hin særegne Art For-
brydelser arter sig hos os. Vi har lagt mindre Vegt paa at
skildre Ondet selv, der maaske endnu -- Gud give det! -- 
ytrer sig mindre foruroligende, end paa at fremhæve alt, hvad
der virker befordrende paa det og upaatvilelig vil tjene til at
fremelske det, og -- vi bliver bestandig staaende ved den Kon-
klusion: mod alt, hvad der her paakalder Ængstelsen, Ondet
selv og dets Tilskyndelser, er der kun én Redning: Kvinderne
selv. De maa selv tage den offentlige Moralkritiks Scepter i
Haand og lære at haandtere det med Billighed, men ogsaa
med Strenghed og ikke alene i dette Tilfælde, men i alle, hvor
Misbrugene nærer sig ved Trygheden. De maa begynde med
at frigjøre sig for alle de jammerlige Bøiler og Baand, hvori
en misforstaaet Kvindelighed hilder dem, og en sandere Vær-
dighed end den, de tror at have ofret, vil af sig selv afvise
enhver Anledning til at blive mindre ærbødig behandlet, end
de har Krav paa . . . De maa lære at forstaa, at det umoralske
ligger ikke i at røre ved det umoralske og drage det for Da-
gens Lys, men i at skjule det, og ikke sky Anklagen, hvor
den er beføiet, og de vil være de første til at afskaffe et
Afsondringssystem, der er ligesaa unyttigt, som det er uværdigt
for begge Parter.

I LÆSESALONEN

(1ste Dame.) O, Mrs. Butler! Prægtige Mrs. Butler! Ende-
lig! . . . Og hvordan forstaar man ikke i dit Land at paaskjønne
en Færd som din! Læs kun. Dronningen selv bevidner hende
sin Agtelse!

SIDE: 46

(2den Dame.) St.! St.! Hvem er Mrs. Butler? Hvad er det
med hende? Har hun reddet nogen af Dronningens -- med
egen Livsfare naturligvis?

1ste Dame ryster paa Hovedet.

(2den Dame.) Bygget en Kirke, grundet et Hospital for
idiotiske eller vanartede Børn?

(1ste Dame.) Nei, nei . . . Saa er der da gaaet Hul paa den
Byld! Menneskehedens frygteligste! . . . O, Mrs. Butler! . . .

(2den Dame.) Operatør altsaa, Feltskjær, en kvindelig Felt-
skjær?

(1ste Dame.) Som De tager det, en kvindelig Feltskjær!
Aa ja, men større, end vi kan fatte det . . .

(2den Dame.) Men saa sig da, hvad har hun udrettet, der
vækker saadan Larm?

(1ste Dame.) Hvordan befinder De Dem idag? Har De
Deres nervøse Hovedpine? Lad mig føle Deres Puls . . .

(2den Dame.) Visst ikke, jeg er vel nok, nu, hvad er det
med hende?

(1ste Dame.) Det er . . . (bøier sig hviskende ned mod den
anden).

(2den Dame.) Uf fy! (Ser sig forskrækket omkring.) Og det
bliver hun udmerket for! Atter et Bevis for, hvorledes Tidens
fritænkeriske Retning fører til Fornegtelse af al Kvindelighed,
al Blufærdighed, kan man sige!!

(1ste Dame.) Mrs. Butler fritænkerisk! Læs selv hendes
"Røst i Ørkenen", og De vil forstaa, at det Mod, der har be-
sjælet hende, kun kan udgaa af en religiøs Følelse, sandere,
dybere end den, vi ofte kalder saa.

(2den Dame.) (Med et vantro Smil.) Kan være. Lykkeligvis
er vi ikke naaet hos os til den religiøse Høide, der kan be-
virke slige Resultater. Jeg er bange for, at Deres Mrs. Bulter
eller Butler ikke vilde gjøre sig synderlig yndet hos os.

(1ste Dame.)

O vistnok nei, paaskjønnet blev hun ei!
Hos os man hendes Lige kun forhutler! . . .
Og dog, o kom du hid, o, kom du ogsaa hid,
Du bragte Sagen nok paa Glid -- 
Brave, kjække, varme Mrs. Butler!

(2den Dame reiser sig.) Nei, nu bliver De jo rent begeistret
over Mrs. Butler! (Klokken ringer til Opbrud. Alle Damer
forsvinder som lydløse Skygger, dog ikke uden et skarpt Side-
blik til den begeistrede.)

SIDE: 47

LANDETS VIGTIGSTE STIFTELSE.

Man vil mindes fra Forordet, hvad jeg fortalte om den be-
gavede Ungdom, der færdedes her i Christiania i 30 -- 40-Aarene,
og det egne bevægede Liv, vor By derved blev Scenen for.

En af disse merkeligste af Kredsens Damer var Fru Z.
(jeg vælger med Flid dette Initial for om muligt at afvende
Gjetninger).

Fru Z. var ingen skabende produktiv Natur, men med en
sjelden Evne til at tænke paa egen Haand forbandt hun en
ualmindelig skarp og uhildet Opfatning, og en ensom tilbragt
Ungdom i et mer end almindelig dannet Hjem havde tidlig
lært hende med Lethed at nedskrive sine Tanker og Iagttagel-
ser. Hun var en i høi Grad umiddelbar Natur, sand og varm,
man kunde næsten sige harmbesjælet, naar noget uædelt eller
kvalmt tildækket oprørte hende, og hun var da ikke bange for
selv at gribe ind.

Saaledes lidet præpareret for vort Christianialiv traadte hun
op i det. Men hun havde det Held at blive forenet med en
Mand, der var storsindet nok til at skatte hende, som hun var.
Efter disse faa Træk vil man forstaa, at Fru Z. hørte til de
Personligheder, der blev lagt meget Merke til og snakket om.
Rigtig kjendt og skattet var hun kun af en liden Kreds, der
sluttede sig om hende. Da kunde det nok hænde, at mere
udenforstaaende, der drevet af et visst urolig higende, uklart
Aandsbehov søgte at nærme sig hende, fandt sig hjertelig skuf-
fede. I den besynderlige Forveksling, der ved den Slags Aands-
eksperimenter gjerne opstaar, lagde de altid Skylden for denne
Skuffelse over paa hende. Hun skulde jo moret dem, opfyldt
dem, henrevet dem! Hvorfor gjorde hun ikke det? Saa spørger
Skattegraverne ærgerlig, hvor der bliver af Skatten. De tror,
at de kun behøver at stikke Spaden i Jorden; at der skal en
liden Formular til, tænker de ikke paa.

Man fortalte, at Fru Z. engang kom ind i en Boglade eller
Papirhandel for at søge ud nogle Fotografier, at hun blandt de
Beholdninger, der ved saadan Leilighed sættes frem, stødte paa
en Pakke, som man lige straks kan betegne, at den hørte til
den "siebenmal versiegelte" Sort. Et flygtigt Blik i den viste
hende nemlig, at den indeholdt disse over al Maade gemene
Billeder, hvori fremmed Samfundsuhumskhed har fundet et for
den saa velgjørende Udløb, og som den ædle, "lynsnare Kunst"
altfor let og altfor villig laaner sig til at befordre. Hun spurgte

SIDE: 48

om Prisen paa disse Billeder. Med nogen Forundring blev
den hende opgivet, og dermed gik Pakken ind i Ovnen, hvor
der netop brændte en lystig Ild, hvorefter hun rolig knappede
sine Hansker og gik.

En Veninde dadlede hende bagefter for dette og mente, at
sligt vilde udtydes skjævt -- at hun for Guds Skyld maatte
"tie med denne Historie".

O slet ikke! var hendes Svar. Her er intet at skjule. Jeg
ved meget vel, at hos os gjælder det for umoralsk at røre ved
det umoralske, medens det selv nyder sikkert Leide bag dette
Vern. Men netop derfor skal dette Vern ned. Jeg afskyr
dette lumske Medvideri, jeg agter et ærligt Angiveri langt
høiere.

Ja, mente Veninden, men den enkelte udretter jo, naar
Opinionen er derimod, intet, slet intet, og i Grunden angaar
det jo os heller ikke.

Hun stirrede længe paa hende. Nei, du har Ret. Det angaar
ikke os. Det angaar kun vore Børn, vore Sønner, vore Mænd,
vort Familieliv, altsaa angaar det ikke os. Det angaar ikke os,
om der i disse skjendige Bøger og Billeder, som vore Blade
ikke vægrer sig ved at annoncere, importeres en Gift for hele
vor Ungdom . . . Jeg sætter, at jeg havde sendt min H. hen
efter hint Fotografi og Pakken var faldt i hans Haand . . . Han
havde maaske givet sig bedre Tid end jeg.

Saaledes udrustet passede Fru Z. ret godt til Medarbeider
af vort Blad. Hendes Lune var ikke af dette lette, improvisa-
toriske, der elektrisk beliver en Samtale; hun havde en viss tør,
grovkornet Humor, der passede bedre i Skrift. Et Par af Bladets
alvorlige Indlæg skriver sig fra hendes Haand. De danner en
noget underlig Modsætning til de øvrige Bidrag, mest Smaa-
pikanterier og personlige Stiklerier af temmelig uskadelig Art.
Det er et af disse min afdøde Venindes Bidrag, der med lidt
Tillempning syntes mig skikket til at meddeles. Hvis man
venter deri at finde noget stort oplevet eller særdeles dybsin-
digt, vil man jo blive skuffet. Det vil heller ikke mangle paa
dem, der nok vil finde, at man ogsaa af andre Grunde burde
tie med slige Meddelelser; men dette er netop en Tilskyndelse
til ikke at tie dermed. Jeg følger kun deri den af min Veninde
antydede Vei, intet at dølge, intet at fortie af, hvad der kan
kaste Lys over kvindelig Stilling, kvindelige Vilkaar her i vort
kjære Fædreland. Erfaringer som disse tidligere oplevede har
sin Rod i Tilstande, der endnu virker, om end under andre
Former. De hører til Gruset, til det nedramlede, der Sten for

SIDE: 49

Sten utrættelig maa bæres bort, skal den Grund ryddes -- thi
længer er vi ikke komne -- , hvorpaa Fremtiden skal reise sit
stolte Byggeverk.

Christiania 1840.

At have Barselstue hjemme i et pent, fint, nyindrettet Hus
er at stille et noget sterkt Krav til en stakkels uerfaren Barsel-
kones Sjælsstyrke og Udholdenhed, og netop hvor hun saa vel
tiltrænger Kræfterne til den alvorlige Opgave, Naturen har givet
hende at løse. Med den merkelige Forvirring, der raader i
simple Folks Opfatning, naar det angaar noget, der ligger et
Haandsbred udenfor deres daglige og haandgribelige Erfarings-
kreds, synes de alle ligefra den høiestbetroede til Erendepigen
at hylde den Anskuelse, at hvor det gjælder Liv eller Død,
der kan der fornuftigvis ikke være Tale om at tage Hensyn til
Smaating. Hvor det gjælder Modtagelsen af et nyt Menneskeliv,
har man Lov til at se med Ringeagt ned paa slige usle, for-
krænkelige Ting som et nyt Bohave. For at faa en Knappe-
naal eller en Ende Bændler i en Fart, vilde de finde det meget
tilladeligt at rive Gardinet ned eller forøge Reven til Svøbelse-
barnet, naar den ikke synes lang nok -- og den bliver aldrig
lang nok til den rigtige mumieagtige Svøbning -- med at skjære
en Remse af det nye Bordteppe. Slige Offerscener maa den
stakkels syge hvert Øieblik være beredt paa. Det er, som om
man gik ud fra, at der fulgte slet ingen Tid bagefter, hvor man
trængte til Gardiner og Bordtepper. Jeg for min Part havde
den Fornøielse fra mit Lidelsesleie at se "Madammen" -- mel-
lem os sagt et Monstrum i sin Art -- , naar hun ikke til min
Plage befandt sig i min Nærhed, trone i den lille blaa Damask-
sofa i Kabinettet med den evindelige Kaffekop i de laskede
Næver, og jeg behøver ikke at fortælle, at dette mit Yndlings-
stykke beholdt Erindringen derom hele sit Liv.

Dette var i 184 . Da derfor en ny Akt et Par Aar senere
skulde foregaa, valgte jeg at flytte Scenen hen paa den autori-
serede Stiftelse og heller bære "lidt Mangel paa Bekvemmelig-
hed" end Jerusalems Forstyrrelse hjemme. Overgangen var
vistnok noget voldsom. Vi havde netop havt en Middag for
en liden udsøgt Vennekreds i vor hyggelige Leilighed, da jeg
fik de første stumme Vink om, at min Time nærmede sig.

Da den sidste Gjest var borte (ingen havde merket noget),
gik det da til en Indpakken og Omklæden med al den Ilfær-
dighed, som Situationen paabyder, og endnu samme Aften

SIDE: 50

vandrede jeg, støttet paa min trofaste Z., hen til den nær-
liggende Stiftelse.

Ja vel er det en Overgang! Fra den glade Vennekreds, fra
sin Yndling i Barnekammeret, fra det lune, hyggelige Hjem til
det Jammerens triste Asyl, der venter os! For et Øieblik siden
frisk og munter, lige til Smertensleiet paa Liv og Død! Saa
lyder Guds og Naturens hellige Bud til os, men Mennesket
var det givet i sin Magt efter Evne at formilde dette Bud og
ikke ved Raahed og Tankeløshed gjøre det til en gyselig Straf-
fedom.

Et nøgent Værelse, berøvet ethvert Spor af Hygge, end
sige Komfort, en elendig Seng var det første, som modtog
mig der.

Det var altsaa de Bekvemmeligheder, som vor Hovedstad
havde at byde sine dannede Kvinder, der af Grunde som dem,
jeg har anført, eller for at være Lægetilsynet nærmere, søgte
did. Jeg vil ikke gaa i nogen Detail af, hvorledes jeg fandt
Tilstanden paa denne vor vigtigste Stiftelse. Det blev jo ogsaa
i sin Tid grundig diskuteret, at den maatte falde, for at reise
sig i en fuldstændig ny Skikkelse, og at den var sit Fald værdig.
Men de egentlige Ofre for disse Tilstande, disse utallige, disse
Rækker af lidende, mishandlede -- forsaavidt som de slap vel
derfra -- har naturligvis ikke knyet. I min Erindring har de to
Lidelsesuger, jeg tilbragte der, indprentet sig som en af disse
kvælende Drømme, man længe ikke kan blive af med. Jeg
tilbragte 14 Dage med at græde. Aldrig kunde jeg tænkt mig
Muligheden af en saadan Ligegyldighed, og det for Væsener,
der betroede saa at sige to Liv til dens Omhu, som den, der
i hundrede Træk kundgjorde sig omkring mig i denne vor
Hovedstads første Fødselsstiftelse. En af mine værste Lidelser
var, at de syge var placerede hinanden saa nær, at den sva-
geste Lyd kunde høres fra Værelse til næste -- en ubegribelig
Mangel paa Hensyn til deres Tarv. Selv Forbrydere unddrages
skaansomt Synet af hinandens Dødskamp; hvor det ikke sker,
er det regnet som en Skjærpelse af Straffen. Saa maatte jeg
den hele Nat høre min Naboerskes, en stakkels ung Frues
hjerteskjærende Jamren og Skrig; næsten mere end egne Lidel-
ser gik det mig gjennem Marv og Ben.

Jeg maatte tænke paa Sibyllas, Martyrindens, Udsagn paa Baalet,
at de Smerter, hun led der, var intet at regne mod hendes Barne-
fødsel, som man hensynsfuldt havde afventet, inden hun blev
brændt . . . [fotnotemerke] Og saa maatte jeg igjen tænke paa, at mangen

Fotnote: Se "Sjælens Luth" af Volqvarz. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 51

Kvinde paa sine Knæ trygler Gud om at forunde hende disse
Smerter, og at mangen Mand gjerne gav Hus og Gods hen,
forat det maatte times hans Hustru.

Jeg bad Gud om Sibyllas Udholdenhed og om at forundes
den bønhørtes Lykke.

Min Lidelsesfælle blev forløst ud paa Dagen og faldt i Søvn,
og jeg mindes, hvordan jeg stred, for ikke efter min Tur at
forstyrre hende, hvilket kun tildels lykkedes mig.

Hvis Mænd kunde tænke sig, hvad en Kvinde her er kaldet
til at lide, vilde de være mindre raa mod hende, end de almin-
deligvis er det.

Hvis Sønner kunde gjøre sig Begreb om, hvad Moderen har
udstaaet for dem, vilde der være flere kjærlige og ærbødige
Sønner til i Verden.

Saa blev jeg ved at vaage, faste og -- græde; ingen Bods-
prædikant kunde forlangt det strengere. Hvorfor jeg led saa
 -- jeg kan vanskelig forklare det selv. Ak, det laa jo ikke
i noget gribeligt udvortes, ikke alene deri, at jeg i mange Dage
saagodtsom ikke havde villet tage Næring til mig; det laa i
det hele ubeskrivelige, der omgav mig, i Følelsen af noget
ufølsomt, ulideligt, i noget, som ømfindtligere end maaske de
fleste -- lad det kun blive en Anklage -- berørte mig.

Jeg vil som sagt ikke i nogen Detail kunne gjengive det Ind-
tryk, jeg modtog fra Opholdet paa dette Sted; men jeg vil samle
det i sin Totalsum og kalde det et Indtryk af gjennemført
Foragt for Kvinde og Kvindelidelse.

Ett Træk deraf er betegnende og fortjener at fremhæves. De
eneste menneskelige Toner, jeg hørte der, rettedes mod Barnet,
den lille Klump, der endnu slet ikke kunde vurdere Kostbar-
heden af slige Toner, medens man syntes at betragte Moderen
kun som den nødvendige Maskine til hint Naturens store Verk
at bringe det til Verden. [fotnotemerke] Selv en dødssyg Barnemoder maatte,
om det gjaldt hendes Liv, og uden at man kunde udfinde en
eneste fornuftig Grund, beholde det skrigende Barn ved sin
Side. Mit var, Himmelen ske Tak! en kjernesund, kraftig Gut,
der manifesterede dette sit Velbefindende ved at tømme den
ene Flaske efter den anden og ved uafladelig at skrige i Mel-
lemrummene. Jeg har aldrig hørt Mage til Stemme hos en
Spæd. Hvordan det forøgede den elendige Tilstand, hvori jeg
befandt mig, er let at forstaa. Da han som sagt var frisk som

Fotnote: Denne Dyreømhed for den spæde paa Moderens Bekostning er et na-
tionalt Træk hos os og har sin Grund i det samme: Trællesindets stumpe
Selvforagt. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 52

en Fisk, bad min Z. og jeg bønligst om at maatte flytte ham
til Sideværelset, der netop var bleven ledigt, under vor egen
paalidelige Barnepiges Tilsyn og Pleie, blot for at unde Moderen
et Øiebliks Ro, som denne bogstavelig talt endnu ikke havde
nydt, siden hun kom derind.

Men de Miner, man da satte op! Et Barn flyttes fra Moderen!
Hvilken Unaturlighed at forlange det!

Jeg sagde intet! Jeg taug -- og græd. Dermed hævedes
dog ikke ganske Sagen, den førtes kun paa et usynligt, ikke
mindre stridbart Terræn.

Hvis det forholder sig saa, som Fysiologerne paastaar, at
ethvert Menneske omgives af en mystisk sjælelig Atmosfære
(Od), der sympatetisk eller usympatetisk berører andre Indi-
vider, saa maa jeg fortrinsvis være begavet med dette elek-
triske Stof. Jeg kan ellers ikke forklare mig den Virkning,
som blot og bart min Personlighed kan frembringe. Hvor
andre demonstrerer og bruger Talens sterkeste Vaaben, er det
nok for mig ulykkelige at være tilstede og tie for at egge
Modstanden.

Der ligger jo visselig en Opreisning deri, at Indtrykket altid
er gjensidigt, at de Personer, der paa saadan Maade paavirkes,
gjerne ogsaa er os ufordragelige, og -- o herlige Trøst, som
den gjensidige Tiltrækning paa den anden Side yder! -- denne
Betryggelse, dette uforklarlige Velbefindende ved den blotte
Nærhed!

Men det var ikke om den, men om dens Modsætning, vi
skulde tale. "Domestikker, store Børn og smaa Hunde kan
i Regelen ikke lide mig," staar der i en tidligere Optegnelse -- 
naturligvis kun for min egen Mund -- , men jeg kan trygt fuld-
stændiggjøre denne Fortegnelse ved at føie Personalet paa den
Stiftelse, jeg her gjorde Bekjendtskab med, til. Jeg tror, det
anede i dette forstokket tause Væsen, "der blot stirrede dem
alle ud af Værelset", som Z. udtrykte sig, noget dunkelt an-
klagende, en Slags maalbunden Kritik, der maaske ved et Under
engang kunde faa Mæle. Det laa i det mindste i de to funge-
rende Herrer Doktorers Ansigter, naar de efter Tur gjorde sin
Sygerunde og da et Øieblik stansede ved min Seng. Den ene
lille Mandslings Ansigt udmerkede sig især ved et paafaldende
Træk af Mistillid og overlegen Ironi. Vort "Forbund" havde jo
allerede dengang -- større var vor By ikke -- givet denne
noget at snakke om -- , og maaske man betragtede mig, om
just ikke som Stormesterske for denne Orden, saa dog som
en, der beklædte en høi Tillidspost i den. Den lille Doktor

SIDE: 53

lyttede derfor til mine overmaade jevne, noget faamælte Svar
med en Mine, som om han vilde sige: Vi vidste nok det!
Noget aparte skulde det være! og naar han bøiede sit vigtige,
bebrillede Ansigt ned over Vuggen, var det i den Nerveop-
hidselse, jeg befandt mig, som om han vilde se, om det nu
ogsaa var et ordentligt Menneskebarn, jeg havde bragt til Ver-
den, og ikke et Væsen med Skjæl og Fiskesvans eller noget
andet saadant ungeheuerligt.

Lyspunktet her, min Trøst den lange Dag, var da Aftenen,
naar Z. kom, og vi, han paa Knæ, forat ingen lyttende Øren
skulde opfange det, kunde udveksle Dagens Begivenheder.
Med hans mageløse Fortællerevne holdt han mig da rigelig
skadesløs for, hvad der undgik mig udenfra; hvad jeg havde at
meddele, var jo ikke meget oplivende. Han vekselvis rasede
og brast i Latter, tilsidst lo vi dog begge.

Jeg er tvungen til at slutte denne Optegnelse, som De har
forlangt "saa tro, som Sandheden kræver den, og saa formildet,
som den kan tillade det", med en Anklage af en dybere gaa-
ende, mere oprørende Natur, men som desværre afgiver en
altfor betegnende Kommentar til det hele Væsen. Flere unge
Fruentimmer fra min Hjembygd -- anstændige Gaardmands-
døtre -- , der var tagne ind til Stiftelsen for at oplæres, vendte
afskrækkede tilbage, fordi de ikke kunde udholde den Tone
og det Sprog, som herskede der, og det ved selve Undervis-
ningen.

Kan man tænke det muligt! Og det er dog en Kjendsgjer-
ning! Jeg har hørt det af deres egen Mund . . . Kan man
tænke det muligt, at dannede Mænd ved slig Raahed kan
besudle en Stilling, som fremfor alle Stillinger i Verden maatte
øve den modsatte Virkning -- -- som daglig, Time for Time,
maatte indprente dem Medfølelse og Agtelse for Kvinde -- ! . . .
Ja Agtelse for Kvinden, for den ophøiede Lidelsesmission, hun
er kaldet til at bære frem . . . At tænke sig! . . . Nei, nei, der
skal ikke spildes Ord derpaa . . . Jeg har kun et Udraab lige-
overfor dette -- det samme, hvorfor jeg igaar irettesatte min
lille I., der, Gud ved, hvor hun havde snappet det! havde
valgt det til Mundheld: Fy for al Verdsens Ulykke!

At denne Raahed i Tone var temmelig almindelig, oplyses
ogsaa derved, at en af disse Lærere N. N., der dannede en
af de hæderlige Undtagelser, blev af samtlige kvindelige Elever
som et Agtelsestegn engang overrakt en -- Sølvpunscheøse.

Nu, jeg drikker gjerne et Glas med paa hans Velgaaende.

SIDE: 54

Slige Tilstande kunde ikke i Længden holde sig. Den urene
Aand, der herskede, havde ogsaa faaet et altfor haandgribeligt
Udtryk i den positive Urenlighed: Stiftelsen blev straffet i sine
egne Synder. En alvorlig Maner traadte op, Døden, Døden i
sin mest herjende Skikkelse. Jeg har hørt Læger sige, at
neppe nogen Pest har raset sterkere, end da Feberen var paa
sit høieste. Tre unge Fruer, blomstrende og livsglade, der ved
et eget Træf var kommet til at bo under ett Tag i Nærheden
af vor Sommerbolig, indkom Høsten derpaa paa Stiftelsen, og
i mindre end en Uge havde Feberen bortrevet dem alle tre.
Derom vidste jeg dog endnu intet hint Aar, jeg gjorde dens
Bekjendtskab. Mig forundtes det jo at slippe vel derfra og
frisk og sund at vende hjem til mine -- ønskende den et evigt
Farvel. Men det gaar mig, som det gik Fritz Reuter med
Hovedvagten i Berlin, hvor han havde udholdt en rædselsfuld
Fængselstid: jeg kan endnu ikke gaa gjennem Rigshospitals-
gaden og se op til hine Vinduer, uden at en Gysen gjennem-
farer mig.

(Saavidt Fru Z.s Optegnelse.)

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det var -- Gudskelov at vi kan sige det -- dengang. Tilstande
som de her skildrede hører, det tror vi dog nu, til de tilbagelagte.
Der er neppe nogen, i det mindste blandt de Ældre i vor hæder-
lige, selv blandt Fremmede ansete Lægestand, der ikke med
dyb Uvilje, med Afsky mindes hine Tilstande. Om de Yngres
Opfatning deraf, eller overhovedet den Tone, der raader mel-
lem dem, og særlig paa hin Landets vigtigste Stiftelse, har vi
aldrig havt Anledning til at bygge nogensomhelst Formening,
men et Ønske skader ikke, selv om det viser sig overflødigt:
Maatte de ret indprente sig den Erfaringssats, der er saa gam-
mel som Civilisationen, at ingen Stand afgiver en sikrere, til-
forladeligere Prøvesten paa Menneskets Værd end Lægestanden.
Intet Studium, særlig det, som omfatter Kvindebehandlingen, har
det i sin Magt at drage dybere ned i Materialismens Dynd, men
ogsaa hæve høiere op -- op til en sand, human Dannelses ædleste
Trin. De sjælfuldeste, ømmest følende Individer, de sandeste
Kvindevenner finder man blandt Læger. Maatte vore Yngre,
der betræder denne Vei, alle som én, stræbe dertil!

SIDE: 55

BREVE FRA CHRISTIANIA.

Julinka B. [fotnotemerke] til en Veninde paa Landet.

Første Brev.

15. Februar 1867.

Kjære Julie!

Hvilket Brev dit sidste! . . . Opgivet Vinterbesøg, syge Tan-
ter, Opofrelse og en dump Resignation, der kun slet skjuler
en Afgrund af stille Fortvilelse, det var Hovedmotiverne i denne
trøstesløse Skrivelse. Det var da ogsaa et smagløst og høist
ubetimeligt Indfald af din Tante at komme med sin Hoste nu,
du netop skulde herind for at nyde dit unge, skyldfri Liv, og
et ligesaa høist utidsmæssigt Despoti at fordre, det vil da sige,
stiltiende at tillade, at du bliver hjemme, som om det faldt
ganske af sig selv. Hvortil har man da den velsignet lange
Tid før Jul oppe paa Landet, uden for at blive færdig med
sine Forkjølelser, sin Slagtning, Bagning, Lysestøbning og øvrige
Vinteropgaver? . . . Og hvad skulde en Tante ellers leve for,
naar hun har en smuk, elegant Niece, uden for at fornøie hende
og omhyggelig holde alle Sorger og Hosteperioder borte fra
hendes Nærhed?

Du beder mig nu, du stakkels bedragne Ungdom, at jeg vil
holde dig nøiagtig à jour med, hvad der passerer herinde.
Hvor beskedent Ønsket er, hvor let det synes at kunne
opfyldes, saa har det dog, det merker jeg nu, sine Vanskelig-
heder, især for en, der har "en mere øvet Tunge, end en øvet
Pen" til sin Raadighed -- gid det var omvendt! Der skal en
viss Behændighed til at overflytte disse i Flugten grebne Scener
og Smaaoplevelser, disse Døgnets Skumperler, i den tunge,
pretensiøse Ordform. Det er som Champagne og Sandefjords
Svovlvand, begge Dele maa tømmes paa Stedet -- kan ikke
forsendes. Dog, Synd vilde det være at negte dig nogle stak-
kels opsparede Rester, naar de kunde være dig til mindste
Vederkvægelse. Jeg skal forsøge at nedskrive noget hver Aften.
Men saa maa du ogsaa tage tiltakke med min "geniale Om-
streifermaner", som vor fortræffelige Hartmann, denne ufor-
trødne Leder af vore første, usikre Trin paa Tænkningens
Bane, saa vittig kaldte det . . . Apropos om ham -- hvad vi
forudsaa, er ganske rigtigt gaaet i Opfyldelse: Laura C.s desto

Fotnote: Se "Oktoberfantasier", Fortællinger af Forfatterinden til "Amtmandens
Døtre". 
(Anm. fra 1867.)

SIDE: 56

mere spagfærdige, ofte lidt gaadefulde Stile, i Forening med
hendes store mørke Gaader af Øine, voldte ham tilsidst saa-
dant Hovedbrud at han merkede, her gjaldt det nok for Alvor
"at tilegne sig sit Stof" og "tage det i Besiddelse", og han op-
gav nu til en "ret omhyggelig gjennemtænkt Besvarelse" det
Spørgsmaal, hvorvidt Frøken C. etc., og Laura skal dennegang
have besvaret Opgaven særdeles greit og forstaaelig. Igaar
blev Forlovelsen deklareret.

I det hele har "Vinteraffærerne" givet bedre Udbytte end
forrige Aar, og Konjunkturerne staar fremdeles lovende. Dem,
jeg har at melde dig, lader sig omtrent bringe ind under de
sedvanlige Kategorier:

No. 1 -- 2. Glimrende Udsigter, mer eller mindre Mangel
paa Inklination.

No. 3 -- 4. Inklination, mer eller mindre Mangel paa Udsigter.

Endelig No. 5. Hverken Inklination eller Udsigter; Mama
N. forsikrer imidlertid, de er saa uendelig lykkelige.

Hvem der menes, giver jeg dig selv til Gjetning. Af Baller
har vi i Gjennemsnit neppe havt mere end et Par om Ugen.
Man har forsøgt nogle Ændringer ved dem, som maaske kan
vise sig heldige. Man beder undertiden slet ikke Ældre til
dem, man ser sjeldnere og sjeldnere disse høitidelige Vogtersker
optage Pladsene rundt Salen, uden i mindste Maade at kunne
kaldes "Væggepryd". Papa, der har sine dyrebareste Minder
oppe i Turbantiden, ivrer meget mod denne Skik. "Et Bal
uden Ældre," mener han, "taber al sin Værdighed og al festlig
Holdning; Nærværelsen af disse agtværdige lægger langtfra
Baand paa Glæden, men tøiler den kun indenfor Gratiens
Grænser. De Ældre er paa et Bal, hvad Koret var i den
græske Tragedie," -- og mere saadant siger han. Du kjen-
der nok Papa.

En anden Skik er, at man begynder med Souperen, og saa
danses siden. Den har fundet flere Modstandere end egentlig
Bekjendere, i Særdeleshed blandt Herrerne. Fætter Agathon
er rasende over den. Det er at betage Souperen sin Blomst, siger
han. "Hvem kan, selv om han efter denne Bys miserable
Skik har holdt Middag med Skrædder og Skomager, hvem kan
da Kl. 10 bringe den Stimulans med, der hæver Nydelsen til
noget bevidst? Det er jo at berøve Festen Forventningens Duft,
det er at begynde et Fyrverkeri med Buketten." At dømme
efter den Tid, det tager, inden Balherrerne indfinder sig i Salen
for at begynde Dansen, maa dog Nydelsen ikke være ganske
forstyrret, kan den kanske ikke hæve sig op til det "pikant

SIDE: 57

bevidste", saa kunde det maaske kaldes ubevidst grundigt. Om
I.s store Bal ved jeg kun, at der blot har været fire Sorter
Vin, efter andre kun tre; det er alt, hvad man ved at fortælle.
Spørger man om Toiletter, Tonen, Gjester, Vertinden, Svaret
er det samme: Bare fire Sorter Vin!

20de Februar. Sigurd W. er kommen hjem fra sin Stipen-
diatreise til megen Glæde for Papa, der i ham ser et af de
Lys, der skal opgaa over Landet. Han synes, han har lidt
Del i denne Storhed, da han (P.) har manuduceret ham en-
gang. Det er virkelig, som om vi sporede en Paavirkning af
noget mægtigere, noget ligt en fremmed Planet, der nok kunde
bringe Forvirring i vort System, kun ved vi ikke paa hvad
Maade. Alle taler om ham og ruster sig til at ærgre sig over ham.

I Teatret er jeg yderst sjelden. Vi abonnerede ifjor, og der-
med synes jeg, vi har gjort Fyldest som gode Borgere og
Borgerinder for lang Tid. Dog besøges det oftere af Papa og
gamle Onkel Ulrik, dette sjeldne og sjeldent velkonserverede
Fossilieeksemplar fra Bløddyrenes Tid -- fra Christianialivets
"Kridtperiode", som Broder Conrad (gaar ivinter til Presten!)
kalder det. Han, Onkel, kommer altid halvt sentimental, halvt
kolerisk stemt hjem fra disse Kunstnydelser, det sidste natur-
ligvis over Publikum, dette utaknemmelige, dette forstokkede
Christiania-Publikum, hvis Følelser slet ikke vil slaa ud,
uagtet Bjørnson giver det den ene Douche af Romantik efter
den anden. Du ved jo, han er Teaterdirektør.

"Der sidder det og glor (Publikumet) paa "Vintereventyr og
Sommernatsdrømme", som en" -- ja, jeg husker ikke, hvad
det var, som -- 

Og, falder Papa godmodigt eggende ind, tænker længsels-
fuldt tilbage paa de gamle, kjære Tider, da det fik græsse i
Ro for al Slags Poesi og Romantik paa de Scribeske Brak-
marker, og kunde forfriske sig i Vaudevillernes allerkjæreste,
gemytlige, smaa Gadekjærr.

Aa det længes s'gu blot efter sin Pibe, sine Aviser og sit
Aftenvrøvl, ikke efter andet, slutter da Onkel.

Men i Sigurd W. kan du tro, de har faaet uventet og
brillant Undsætning. Baade Papas og Onkels længe hjemme-
fodrede, noget stædig-spagfærdige Meninger aabnes nu den
herligste Tumleplads i hans ungdommelig fyrige Udtalelser.
Du skulde høre ham! Omkvædet er altid, at vi paaskjønner
ikke, hvad godt vi eier herhjemme, naar vi har noget. Det
maa først ud og faa sig en Attest paategnet der, at det virkelig
er noget godt. Saa gaar det alle vore Poeter og Kunstnere,

SIDE: 58

ud maa de efter Betyget, men saa, af lutter Taknemmelighed mod
disse Fremmede, der fortalte dem, at de var Genier, og ikke
Misfostre, tyr de ogsaa did igjen, og der bliver ikke en eneste
Sjæl tilbage her. Nei, du, Julie, det er underligt nok, naar jeg
tænker efter, er her virkelig ikke én herhjemme. Vi stikker
endnu i Hedendommen, paastaar han, og ofrer til de gamle
Afguder, som da er: Raaheden, Trættekjærheden, Lyst til at
slaa ihjel alt, hvad der kan rage frem (ganske som i Heden-
skabet), kort en Lyst til at slukke, hvad der lyser i dette
Mørke. Iblandt disse Lys regner han ogsaa vor Scene; der
er Begavelse og friskt spirende Liv, siger han. Og saa gaar
han omkring med Blikke, som søgte han selv efter noget at
slaa itu -- i Mangel af Afguderne.

Paa et Par private Forestillinger, hvor der dansedes bagefter,
har jeg ogsaa været og morede mig temmelig godt, det vil da
sige, saa godt som jeg kan more mig. Conrad tiggede mig og
Caroline S. igaar om at gaa paa femte Klasses Teaterforestilling
paa Torsdag. Der skal først gives en Parodi paa "Kjærlighed
uden Strømper", der heder "Strømper uden Kjærlighed", for-
fattet af Ferdinand P., Duksen, den samme som forrige Vinter
havde skrevet hin famose Afhandling "Vore Forfatterinder",
der, forsikrer Conrad, gjorde umaadelig Opsigt i Klasserne.
Dernæst en Travesti af Schillers Wallenstein, som skal være
frygtelig vittig. Samme Forfatter havde alt "Maria Stuart"
under Arbeide, men da Conrad gjorde ham opmerksom paa,
at der "eksisterede allerede en af dette Stykke", valgte han
Wallenstein.

Hvad sker! Medens Conrad fortæller os dette, staar Onkel
Ulrik, der havde været i Sideværelset, pludselig i Døren,
"truende som Tilfældet, ubønhørlig som Skjæbnen".

Nei, nu bliver det for galt! Travesti af Wallenstein og Maria
Stuart under Arbeide! Saa skulde da -- jeg ved ikke hvor mange
 -- Ulykker slaa ned i saadan en forbistret, forkvaklet, unaturlig,
vrangvoksen Ungdom! Er det ikke nok, at vore fuldvoksne
Gamlinger og tyveaarige Sibyller føler denne sørgelige Lyst til
at vrænge og krænge alting og lade haant om alt, hvad der
har frydet og rørt og husvalet deres Forældre og Bedstefor-
ældre, skal Skolegutterne allerede begynde at abe og skabe sig!
Er det kommen saa vidt, at de hermer ad Mesterverker, som
de ikke har mere Begreb om end Manden i Maanen! Travesti
af Wallenstein og Maria Stuart under Arbeide! Skulde man
have hørt saa galt! -- Og nu gik det løs over den udartede
Slegt, over dens Materialisme, dens Egoisme, dens Mangel paa

SIDE: 59

alle Hensyn, al Selvbeherskelse, al Takt. Du maa ikke undre
dig over, at det er Onkel, der ivrer over dette; i Lighed med
hine Urverdensskabninger, der i sin Monstrositet viser Spor af
finere Organer, endog af en Slags Vinger, er Onkel med al
sin Brummen og sine hidsige Udfald en komplet Ridder, der
hænger strengt i Formerne -- Mangel altsaa paa alle Hensyn,
al Selvbeherskelse, al Takt, der gjør Selskabelighed hos os
til en Umulighed, gjør os til Fabel for vore Naboer, saa at
Nærværelsen af en eller flere Nordmænd snart bliver ens-
betydende med Krangel og Forvirring, at vi "kjære, ellers saa
gode, bravsindede Børn dog skulde beflitte os paa" etc., indtil
Paroksysmen, som den pleier, endte i en rørt Stemning, hvori
han bad Conrad minde ham om, at han, Onkel, havde lovet
ham en Insektkasse.

Nei, at Ferdinand ikke var her! raabte Conrad, da Onkel
havde trukket sig tilbage. Nei, nei, at han ikke nu var her!
Han trænger netop til en brummende Onkel i et borgerligt
Lystspil, han har under Arbeide, og jeg har høitidelig lovet
ham at bede ham en Aften, naar Onkel Ulrik er her!

Og dermed, min bedste Julie, maa du lade dig nøie for
dennegang. Jeg har saa lempelig rystet Træet, hvad der ikke
falder, modnes til næste; man maa spare. Altsaa ikke et Ord
mere. Du Stakkel, hvor kunde ogsaa din Tante nenne -- , og
lige idet du skulde reise! Det Peplumsmønster, som du
beder om, maa du ikke tænke paa. Hos os maa en lidt paa-
faldende Mode blive et halvt Aar gammel, inden man vover
sig til den, men da styrter ogsaa alle over den og slaar den
plat paa Stedet. Den nye Essens "esprit de Christiania"
sender jeg heller ikke, du kommer blot til at nyse frygtelig
af den . . .

Ak ja -- Frøken Anna! . . . Ja det er altfor sandt! Saa har
det da faaet Ro, ce pauvre coeur incompris! . .. Om jeg har
begrædt hende, vil du spørge . . .

Far nu vel, dearest! Hav god Taalmodighed! . . . Den stak-
kels Helene M. har faaet en sengeliggende Moder, der falder
alene paa hende ved begge Søstrenes Giftermaal. Hun skal være
saa taalmodig, saa mageløs! Hver Eftermiddag læse en Time
for hende. Lammelse i Armen, langvarigt! Hele Byen be-
klager og beundrer hende. Nu ikke et Ord mere . . . Inklina-
tionspartierne har alle slaaet op . . . Addio, plei nu din Tante
godt; du ved, hvor dyrebar hendes Helbred er for os alle,
men i Særdeleshed for din

Julinka.

SIDE: 60

E. S. Nei, jeg har ikke grædt over Anna L.s Død, jeg har
skreget, hylet . . . Hun var den eneste, som -- -- læste dig
Teksten, vil du sige! Farvel.

Sigurd W. kommer her omtrent en Gang om Ugen. Han
modsiger mig i alt -- alt -- , men paa en saa forbistret høflig
Maade, at jeg først bagefter merker, at han har været ordentlig
grov imod mig. Ikke et Ord mere om ham.

Andet Brev.

Det nye Stykke, du spørger om, fik vi først at se iforgaars,
da det spilledes for fjerde Gang. Vi kom meget sent hjem.
Uagtet Huset var propfuldt og trods enkelte smaa vulkanske
Udbrud, som man nøiagtig kunde beregne forud, var der dog
noget visst lummert udbredt over Tilskuerne. Denne trykkede
Stemning fulgte os endog hjem, saa det første Kvarter om-
kring Tebordet, hvor vi ellers pleier livlig at udveksle vore
altid -- forskjellige Meninger, næsten gik hen i Taushed.

Adskillige Puh! og Pøh! udstødte af Onkel Ulrik, lettede ikke
denne Forstemthed synderlig, og vi maatte gaa tilsengs med
den. Først ved Tebordet igaaraftes, hvor Onkel indfandt sig,
endnu slet ikke lettet, gav Papa den endelig Luft. Skylden,
paastod han, for, at Stykket blev for langt, var i Grunden at
søge hos Publikum, og da han nu havde faaet sin Pibe tændt,
bar det jevnt afsted for den sedvanlige lune Brise af hans
Betragtninger; Onkel falder da gjerne ind med et pludseligt
Vindstød, der kun bringer Fartøiet til at hugge et Par Gange.
Og jeg? spørger du, aa jeg har intet andet at varetage end at
skjænke Te og ved en passende anbragt datterlig Modsigelse
her og der at bringe Friskhed i Seilene.

Hvor kan Skuespillere spille uden Applaus, blev Papa ved,
uden denne levende uafbrudte Forstaaelse med sit Publikum,
der er for dem, hvad Luften er for Lungerne! Denne elektri-
ske Strømning maa gaa uafladelig mellem Scenen og Tilskuer-
pladsene; men hos os kastes den altid svagere og svagere til-
bage og virker tilsidst lammende og udtværende paa hele
Forestillingen. Istedetfor at skyde Fart sagtner den ligesom
Lokomotivet, naar Ilden mindskes. Vi kunde været fremme Kl.
ti, og den blev nærmere tolv.

Men bedste, kjære Papa, der manglede dog virkelig ikke paa
Applaus; bare Fru Gundersen viste sig eller vendte sig for at
gaa, blev der jo en formelig Storm.

SIDE: 61

Ja, det var noget at takke dem for, raabte Onkel, jeg gad
vide, hvilke Træmennesker der havde kunnet se hende iaftes
og ikke . . . Puh!

Nei, Svoger, deri har du fuldkommen Ret. Jeg har kuns et
Ord at sige, og det er, at hun var deilig. Hun blev deilig,
fordi hun vilde og skulde være det, hun blev det ved en Sjæl-
fuldhed, der brød sig saa energisk og dog fint nuanceret gjen-
nem de mange tragiske Affekter, at den vilde adlet selv en
mindre ædel Form. Dette beviser kun, hvad jeg hundrede
Gange har sagt, at enhver Kvinde paa en Maade er sin egen
Kunstner, at hun har selv at reproducere og aandelig forny,
hvad Naturen engang har beskjæret hende. Naar Kvinder for
tidlig bliver stygge og gamle, er det deres egen Skyld, paastaar
jeg. Vor Maria har iaftes taget Publikum med Storm, mindre
fordi hun spillede fortræffelig, end fordi hun var smuk og
henrivende. Men en Svale gjør ingen Sommer. De andre
kan ikke leve af, at en enkelt ydes Retfærdighed. Ogsaa
om andre Hovedroller maa man sige, at de udførtes vakkert
og bifaldsværdig, men -- neppe en Haand har rørt sig.

Nei, nei, sagde Onkel, neppe en Haand. Jeg havde en stor,
vigtig Mand ved Siden af mig, der satte en prøvende Mule op
ved ethvert brillant Sted. Man skulde tro at se en Brænde-
vinsskjønner anlægge Gradestokken paa nogle af sine Fag-
produkter; hvergang jeg klappede, skelede han spotsk hen
til mig, som om han vilde sige: Saa dette kalder De "dob-
belt"?

Damerne ved vor Scene, blev Papa ved, er altid bedre farne
end Mændene. Er de elskværdige tilmed, som vi er saa lykke-
lige at eie dem, vil det mandlige Publikum altid beskytte dem
og holde dem oppe, -- unaturligt vilde det ogsaa være, om de
ikke gjorde det. Men Skuespillerne! De stakkels Skuespillere,
hvem tager sig af dem? Naar de ikke netop er saa heldige
at staa i en umiddelbar Rapport til vore Lattermuskler, som f.
Eks. Johs. Brun, der kan glæde sig over et saa skjønsomt Pu-
blikum, at det ler, bare han viser sig, inden det har mindste
Begreb, om Rollen er komisk eller alvorlig, naar jeg undtager
ham, maa de alle, som man siger, gaa for Lud og koldt Vand.
Naar Ret var Ret, burde I Damer tage jer af dem. Hvorfor
gjør I ikke det? Hvorfor klapper I ikke, naar der er Grund
til det?

Hvem, Papa, skulde klappe?

Damerne, Tilskuerinderne, den dannede skjønsomme Del af
disse, ja, for fuldt Alvor, det mener jeg.

SIDE: 62

Ja, hvorfor Djæv -- , om Forladelse, jeg mener Linka, hvorfor
ytrer de ærede Damer ikke sit Bifald, naar Skuespillerne for-
tjener det, hvorfor sidder de der som Dukker? Det synes
ikke mere end ret og billigt, at I lagde eders Stemme med i
Vegtskaalen, at Ligevegten kunde oprettes.

Vi, Onkel, skulde give os til at klappe i Teatret, naa, det
manglede bare!

Ganske rigtigt! Det mangler, det mangler, ja just mangler,
du siger det netop, sagde Onkel ganske indtaget i det lille
Dobbeltspil. Og derfor burde I ogsaa minsæl gjøre det, netop,
fordi det mangler.

Forat I kunde faa den Fornøielse at se os i "Vikingen"
næste Søndag, sagde jeg, vel kjendende den Virkning, dette
magiske Ord vilde have paa Onkel, der engang selv havde
staaet illustreret i den.

Naa, saa for røde! . . . fo'r Onkel saaledes i Veiret, at Piben
faldt under Bordet . . . Gud forlade mig, jeg havde nær bandet.
Og hvorfor ikke? Hvad skulde det skade? Er der noget
fornuftigt Menneske, som bryder sig om at komme i det . . .
det! . . . Pøh!

Ja, men bedste Onkel, ikke alle tager det saa ligegyldig som
du. Vi er svage Fruentimmer, skal jeg sige dig, og betænk,
Onkel, at se os illustreret under samme yndefulde Skikkelser
som de stemmeberettigede Damer i "Punch", et helt Parket
fuldt, skraalende, viftende, klappende, trampende. Paa Scenen
falder Knox om af Overraskelse og bliver baaret ud! Det er
blot det ene Billede . . . nedenfor . . . lad se! Hvad har vi der?
Opløb i en Modebutik. Der findes næsten ikke Glacéhansker
mere i Byen. Damernes Ytringsfrihed har konsumeret dem alle.
Prisen paa Damehansker er stegen til det uhyre. De ikke-teater-
besøgende Damer har besat Butikken for at hindre Fredags-
abonnentinderne fra at trænge ind, Pøbelen samles udenfor . . .

Meget vel, meget morsomt, og næste Fredag klapper I igjen,
og jeg gad se, hvem der først bliver kjed af Legen.

Papa, sagde jeg og tog ham om Halsen, jeg skal applaudere
alt hvad du vil herefter, naar du vil love mig det, du ved nok
. . . . . det, vi beundrede saa inde hos Tostrup, du husker nok
det til fem? bare fem! Hvad, søde Pa?

Din lille Taske! Nei, paa ingen Maade, ingen Betingelser,
ingen Akkordering!

Vil du love mig Ridehest for Sommeren, mælte Conrad
pludselig fra sin Krog, saa skal jeg sikre dig baade min Stemme
og hele femte Klasses.

SIDE: 63

Fy, Conrad, sagde jeg, nu i Grunden lidt skamfuld -- der
er en Slags Spøg, Julie, som ikke taaler at vrænges -- . Papa,
jeg gaar uden Betingelser ind paa Sagen. Vil du tro det, jeg
synes virkelig mangengang som du, at her fortjente Vedkom-
mende en lydeligere og tydeligere Opmuntring; du skulde vide,
hvor jeg har beundret Maria! Især i den grønne Dragt! men,
hvad skal man gjøre? Det hører nu engang ikke til os Damer
at turde ytre sig . . .

Og hvorfor ikke, spørger jeg. Hvilken Misforstaaelse er
dette Terteri ikke, der nu endelig engang kunde have over-
levet sig selv. Jo, netop til eder Damer hører det at bære
denne Opmuntring frem. I repræsenterer den rene, upartiske,
lidenskabsfrie Stemme i Publikum, og dennes Opgave er det
supplerende at stemme sig op mod Mændenes større Hensyns-
løshed og alskens personlige Motiver. Kun kvindelig Finhed
og Takt forstaar rigtig at opmuntre det forknytte, beskytte det
opadstræbende, men endnu ubefæstede og belønne det fuldendte.
Til alle Tider har Kvinderne været Kunstens og det skjønnes
naturlige Prisdommere. Hvor Mændene dømmer efter Regler
og Teorier, ledes de af Instinktet. Hvilken ridderlig Daad,
hvilket Kampspil har kunnet tænkes uden ædle Damers Bifald
og Opmuntring? Ingen Kjæmper vilde vovet sin Ære inden-
for Skranken uden Haab om Belønningen, rakt ham af en
smuk Haand . . .

Og ingen Matador, faldt Onkel ind, vilde saa koldblodig gaa
den Fare imøde i næste Minut at blive spiddet mod Skranken
eller slængt tre Alen i Veiret, naar ikke nogle tusende sorte
Øine luede paa ham og ligesaa mange Tørklæder tilviftede
ham Mod . . . Pyh! Hvem skulde ikke da holde sig kjæk!
Skuespilleren, der staar paa Brædderne, er ogsaa et Slags To-
reador, han sætter ogsaa sit Liv, sin Person paa en Maade
ind, han ved heller ikke, hvilken Bøffel der i næste Øieblik
kan faa ham paa Hornene. Hvor længe vil vore Damer ved-
blive at være Dukker, som intet Parti tager i noget alvorligt?
Hvor længe? spørger jeg.

Naa, naa, Ulrik, du er vel hidsig, naar du kommer paa det
Kapitel, vi maa lægge en liden Kapsun paa dig. Vore Damer
er al Ære værd; der kan blive store Ting af dem, men det er
ikke komnen rigtig frem endnu. Der ligger noget hemmende
over dem, der hindrer dem i frit og eiendommelig at udfolde
sig. De er bange for hverandre, tror jeg -- 

Onkel Ulrik: Ja, ja, deri indrømmer jeg Damerne Ret, deri
har de Ret -- -- bange for hverandre! . . . ha! ha!

SIDE: 64

Pa.: De er bange for hverandre, tror jeg; af lutter Frygt
for at synes noget mere og gedignere den ene end den anden
viser de sig mindre betydelige, end de virkelig er; de koketterer
med et Slags Intetsigenhed, ligesom andre Nationers Damer
med sin Betydenhed. Denne Ængstelse for at sætte sin Per-
sonlighed ind i noget større og mere dybtgaaende, og den deraf
følgende Tomhed og Ørkesløshed, afføder netop hint evige,
smaalige Kritikakleri mellem dem indbyrdes. I det Øieblik,
dybere Interesser fyldte dem og sluttede dem til hverandre, vil den
falde bort af sig selv. I Forholdet mellem Mand og Kvinde føles
denne Mangel som en skillende Kløft. Vi har derfor faa Egteskaber,
hvis man ved disse forstaar et Fællesskab i Interesser, en daglig
Udveksling, en inderlig Sammensmeltning af Kræfter, der, sup-
plerende hinanden, virker mod det samme Maal; de fleste For-
bindelser er, om man vil se ret til, kun Associationer til en
fælles sikret Livsstilling. Paa andre Steder skrider Emancipa-
tionen saa meget mægtigere fremad, som den virker stille
indenfra udad, og derfor hverken lader sig nedslaa af Modløs-
heden og Tvilen eller angribe af Spotten. Thi hvad er Eman-
cipation andet end at give det aandelige Indhold, enhver har i
Eie, Anvendelsesfrihed! I Sverige arbeider Kvinderne, støttede
af Landets dygtigste og mest begavede Aander, vakkert mod
dette Maal. Jeg har blandt de svenske Damer fundet en Dan-
nelse, en Skat af Kundskaber og en Evne til at gjøre disse
gjældende, som jeg sandelig sjelden har truffet her, ialfald
merker man lidet til den; thi jeg vover naturligvis ikke at
paastaa, at den ikke findes. Hos de svenske Damer træder
denne positivere Dannelse, selv hos unge Piger, sterkere frem,
uden at den i mindste Maade skader deres naturlige Elsk-
værdighed. Den er ligesom organisk forbundet med deres
Væsen.

Onkel Ulrik: Nei, du har Ret. Jeg ved Pokkeren ikke,
hvordan det er her. Ungdommen -- jeg mener da ogsaa den
kvindelige -- lærer saa meget nutildags, den skal proppes med
alle mulige Kundskaber. Men det er det, som du siger, Bror
Carl, man sporer saa forbandet lidet til det. Damerne fra vor
Tid, du, havde ikke lært en Tiendedel af, hvad der nu læres,
og dog kunde man faa en Samtale med dem, hvori der baade
var Aand og Hjerte. Jeg blev ligesom opvarmet og opkvikket
for lang Tid. Ak, husker du, Svoger, Jomfru Leth, jeg kan
sige begge Jomfruerne Leth, baade Alvilde og Lava . . . Ud-
merkede Piger! Men især Lava! især Lava! . . . Og . . . og
Fru Bjørnstad! Hun var kanske mindre brillant, hun var,

SIDE: 65

hvad man kalder et Hjertemenneske, med hende kunde man tale
ret ud af Hjertet, hun forstod alt! Jeg skal aldrig glemme,
hvor hun har trøstet og holdt mig oppe i en sørgelig Tid af
mit Liv, hun var mig som den kjæreste Søster. Men Nutidens
Damer! Jeg forstaar mig ikke paa dem! Hvad man hører af
Ungdommen: Fjas! Hvor man lytter: Fjas, bare Fjas! Kriti-
cere og gjøre Nar, det kan den.

Ne -- ei, men Onkel! afbrød jeg og satte den tredje Kontor-
kop hen for ham, men Onkel Ulrik, hvor kan du nu sige -- 

Tak, søde Barn, ikke dig! Ikke dig mener jeg. Jeg mener
ingen bestemt. Tak, den er aldeles tilpas! Jeg spørger blot,
hvortil al denne Lærdom, alle disse Talenter, naar de ikke
bruges til noget alvorligt. Det er noget alvorligt, jeg vilde
have, Opskruethed og Vigtigmageri er ett, et andet er at an-
vende det, man har lært, til noget alvorligt, gjøre det nyttigt
og til Velsignelse i Livet. Nu ligger disse Kundskaber bag
Laas og Lukke, ligesom Sæterprodukterne paa Bondens Stabur,
og det bliver vel Barnebarnene tilsidst, som faar al denne for-
harskede Visdom.

Pa.: Ja, Svoger, lidt agterud er vi sagtens i visse Henseender
her endnu. Medens andre Lande arbeider paa at skaffe sine
Kvinder Valgret, anser vore det endnu for ukvindeligt at ytre
sin Mening i et Teater.

Ak, Papa, vi vilde, ved Gud, gjerne have Valgret. Spørg
blot alle Damer! Men jeg tror neppe, vi valgte nogen af vore
Stortingsmænd. Jeg ved saa inderlig godt, hvem Caroline P.
og Mina S. vilde vælge. Og tror du ikke, det var bedst at
skaffe os denne Valgret først, inden I tænker paa at skaffe
os Ret til at vælge Stortingsmænd, hvad, Papa?

Længere kom vi ikke. Pa. lo, og Onkel Ulrik brummede
noget om, hvor Ret han havde i, at det er umuligt at føre en
Samtale med nogen ung Dame i disse udartede Tider. Og han
tænkte med Vemod paa Lava.

Hvilket Brev, Julie! Jeg ser dig taalmodig arbeide dig igjen-
nem Papas lange psykologisk-æstetiske Betragtninger i Haabet
om noget bedre tilslut; men der levnes jo ikke Plads til et
eneste Ord! -- Sigurd var i Teatret, dog talte jeg ikke med
ham, uagtet der var Anledning dertil. Vi undgaar hinanden i
den senere Tid -- for sidste Gang hører du ham nævne.
Charlotte P.s Bryllup skal staa imorgen; Brudepige vilde jeg
ikke være, jeg kan slet ikke være noget i Flok, allermindst
rørt og høitidelig. Nu god Nat!

Julinka.

SIDE: 66

Om Sigurd er smuk? spørger du. Som man tager det.
Vil du kalde Romsdalshorn smukt? I visse Belysninger vil
du sige. Nu, saa er han det ogsaa.

Tredje Brev.

Kjære Julie!

Det Kjælenavn af Komet, som du undertiden har givet mig,
stræber jeg i den sidste Tid at gjøre mig fortjent til. Paa
Grund af mit Slegtskab til Fru H., der for nærværende er
her i Byen og bliver sterkt feteret, drives jeg med al en
Komets Uregelmæssighed snart ind i en, snart i en anden mig
ganske vildfremmed Region, hvor jeg da efter al Sandsynlig-
hed iagttages med de samme Fornemmelser, disse uhyggelige
Himmelfremtoninger pleier at vække. Jeg har saaledes været
buden i et Selskab til -- hvem -- kan du ikke gjette, om du
gjettede til imorgen. Men da det vilde være barbarisk at sætte
dig i nogenslags Spænding oppe paa Svenkerud, vil jeg spare
dig Gjetningen. Jeg har været i Aftenselskab hos en af vore
Forfatterinder. Der er nu ikke mindre end tre af denne be-
tænkelige Art, og det i mindre end 30 Aar, saa Stortingets
Bekymring sidstleden, for "Konsekvenserne, naar man først be-
gynder at opmuntre ogsaa dem", begynder at faa nogen Grund.
"Inden Aarhundredets Slutning kan der komme tre til," mente
Papa leende.

Jeg negter ikke, at jeg med en viss Spænding imødesaa
Aftenen. Onkel Ulrik var ogsaa buden, paa Grund af at han
fra gammel Tid har været kjendt og skattet af Vertinden og
hendes Familie. Man raadede os til at tage nogen solid Føde
til os forinden; man kunde ikke vide, hvad det var nyttigt til.
"Der serveres formodentlig Nektar til Te og Ambrosia til Sou-
per," mente Fætter Agathon.

Vil du tro, at denne Ytring, der spøgte igjen fra en gammel
velbekjendt, som jeg troede, længe skrinlagt Fraseologi, bragte
mig . . . Julie, ja jeg kom ligesom hovedkulds ind i den Stem-
ning, som du kalder min filosofiske, og som undertiden, dog
ikke ofte? -- har ydet dig det fornøielige Syn at se "liden
Sommerfugl i Støvler voltigere".

Jeg kom til at tænke paa et saadant udpeget Kvindelivs Saga
her i vort Land ligefra den første opdukkende Myte, der ikke
er langt fra at tilkjende sin Heltinde grønt Haar og Fiskeskjel,
gjennem Bytraditionens endnu ungdommelige, fantasirigeste Ud-

SIDE: 67

folden, indtil den, efterhaanden træt af Selvmodsigelser og eget
Vrøvl, daler og bliver triviel, og vrantent lader Ærgrelsen der-
over falde tilbage paa Gjenstanden. Saa har i Grunden en
saadan Ulykkelig at lide den halve Del af sit Liv, fordi hun
er excentrisk, hvilket er formasteligt, da ingen anden er det,
og den anden halve Del, fordi man har opdaget, at hun ikke
er det, og da bliver hun kjedelig.

Jeg tænkte mig ret levende et saadant kvindeligt Fænomen,
hvorledes det ligefra sin første frygtsomme, usikre Flagren her
paa vor Scene, gjennem en halv Menneskealder, det maaske
skal færdes mellem os, vrider og snor sig under et Slags
socialt Politiopsyn, der har at iagttage og strengt notere enhver
Afvigelse fra det normale Christianiamenneske. En vakker For-
dring at skulle fyldestgjøre: præstere det ualmindelige og være
det platteste! Hvilken oprindelig Natur, var det selv en Engels,
vilde holdt Stand her og ikke bleven forkvaklet og forgiftet?
Jeg maatte tænke paa, hvad Sigurd -- jeg maatte tænke paa,
hvad vor stakkels Anna sagde mig, den sidste Gang jeg saa
hende -- ikke anede jeg, at det var den sidste. Der gik lige-
som en Gysen gjennem hende, da hun besvarede mit Spørgs-
maal, hvor mange Aar hun havde tilbragt her i Christiania.

Da vi talte videre derom, sagde hun -- ikke med Bitterhed
eller Heftighed, snarere med en isnende Ro: Julinka, har De
nogensinde tænkt Dem en, der ved en Feiltagelse eller ved
Intriger er sat ind i en Daareanstalt? Han maa enten dø,
eller han vil ufeilbarlig blive det, han skal gjælde for. Enhver
af Stedets retmæssige vil se i ham noget fra hans egentlige
Væsen abnormt; kun ser de det alle forskjellig. Enhver en-
kelt vil skue og hade i ham sin egen Modsætning.

Ikke meget anderledes har jeg følt mig tilmode i disse
Aar, jeg har levet her, og, det smerter mig at sige det, især
ligeoverfor mit eget Kjøn. De har alle paa forskjellig Maade
misforstaaet mit Væsen. De regelrette Kvinder, de, hvem en
lykkelig Stilling, i Forening med et heldigt Forhold af visse
negative Dyder, giver en Sikkerhed, en Uantastelighed, der
gjælder for Overlegenhed, og som maaske er den eneste, som
taales, har kaldt mig excentrisk og forstyrret, de mere urolige,
uklart higende har ærgret sig over min Passivitet. De reli-
giøst strenge har i mig set det fortabte Verdensbarn, de blot
og bart verdsligsindede en Skrue, en kvindelig Særling. Enige
har de kun været i den utrættelige, den smaalige Grusomhed,
hvormed de har forfulgt og straffet i mig sine egne Hjerne-
spind. Overalt er dette Misforstaaelsens og Fordommens Fantom

SIDE: 68

skredet foran mig, forstyrrende, fortørrende hver Glæde. Men-
nesker, hvem jeg med den varmeste Hu er fløiet imøde, og
hvem jeg er viss paa sympatetisk vilde sluttet sig til mig, har
modtaget mig koldt, har stødt mig tilbage, allerede berørt af
dette Fantoms isnende Aande.

Og dog har min Kreds forholdsvis været snæver. Jeg har
ikke hørt til dem, der ved nogen særegen Begavelse har hævet
sig over Mængden. Jeg er en eiendommelig, en sterkt anlagt
Natur, det har været min Brøde. En navnkundig Kvinde, o
Gud, nei, saa ulykkelig har jeg ikke været! En Mand kan
taale at være slagen til Navnkundighedens Pæl i eders Land,
han maa da have Nerver af Staal -- en Kvinde kunde ikke
holde det ud, hun maatte ende med fortvilet at forbande sin
Kaldelse.

Tænk, Julie, at disse Ord skulde være den sidste Bekjen-
delse, jeg hørte af Anna! Anna, saa hæderlig, saa daddelfri i
alt, saa god, og maatte sige dette! Lidet agtede jeg dengang
derpaa, men nu, da hun er borte, kommer disse Ord mig mod
min Vilje i Tankerne. Ved det Fantom, Anna omtaler, maatte
jeg ellers tænke paa Gjenfærdet i det gamle Riddersagn, den
onde Borgfrue, der til Straf, fordi hun i levende Live havde
voldt saa megen Ufred, gik omkring i Slegterne og pustede
ondt ind i dem, indtil der engang kom en ung Ridderfrue, der
var Søndagsbarn. Hun saa derfor, hvad ingen før havde set,
og det lige idet hun stod for Alteret med sin Gemal, Spø-
gelset, hvorledes det med sin iskolde, giftige Aande pustede
Kjærligheden ud i ham, optændes af Harme, og giver det -- 
klask -- et Ørefigen. Det var netop et saadant, det ventede
paa, fra det Øieblik fik det Ro, Forbandelsen var hævet.
Havde stakkels Anna havt Mod til at give sit Fantom et dyg-
tigt et paa Øret, saa vilde hun faaet Fred for det siden.

Alt dette gik især rundt i mit Hoved, siden vi havde mod-
taget hin Indbydelse. Det maa heller ikke derfor undre dig,
at, inden vi naaede derhen, kom vor Forfatterinde til at staa i
et mer og mer tragisk Lys; jeg tænkte mig hende som en
Slags fortvilet Medea i Begreb med at myrde sine egne Aands-
fostre.

Vi blev modtagne af en pen gammel Dame, der slet ikke
gjorde dette høitidelige Indtryk. Med ligefrem Venlighed bød
hun os velkommen, og jeg havde straks en Følelse, som om
jeg længe havde kjendt hende. Hendes Hus og hele Omgi-
velse bar det samme jevnt almindelige Præg. Man bød os Te
(ikke tynd) med ordentlig solide Boller til. Man mente, at de

SIDE: 69

kunde gjerne været lidt mere æteriske. Aftenen gik passabelt,
uden Tilstelning, ingen Deklamation, ingen Oplæsninger, uagtet
det laa elektrisk i Luften. Der blev givet et Par gode Musik-
nummere, hvorefter Vertinden spillede en norsk Springdans,
der satte Onkel Ulrik i en foruroligende Bevægelighed. Jeg
var forbauset over, at der slet intet var at forbauses over, og
 -- skal jeg tilstaa det, denne Opdagelse voldte mig noget, der
lignede Skuffelse.

Aftenens kritiske Punkt kom endelig. Souperen var hensat til
almindelig sen Tid, af den Grund skulde Fætter Agathon været
tilfreds, hvis han havde været der, vel, at han ikke var det!
Anretningen? spørger du. Taalmodighed, det kommer. Tonen
blev ved Bordet livligere. Der blev holdt adskillige Taler,
hvoraf nogle meget morsomme. Vi var allerede længe siden
færdige -- men Bevertningen; vent, vent, det kommer jo! -- 
da der blev slagen til Taushed, og Vertinden traadte frem for
at tale. Nu kommer Humlen, tænkte vi, Humlen paa Aftenens
Svagdrikke: med Grund turde vi her vente et af de mere høi-
stemte Temater poetisk varieret. Du vil kunne dømme selv,
naar jeg i næste Brev sender dig Talen.

Din Julinka.

Fjerde Brev.

Vertindens Tale.

"Gode Taler er, som det lader, smittende, men da vi ikke
ved, hvor langt det fører os, og alle Ting maa have en Grænse,
maa det være mig tilladt som omsorgsfuld Vertinde at sætte
denne Grænse. De ærede Talere har alle bevæget sig paa
ideale Høider; jeg vil saa lempelig som muligt føre dem til-
bage igjen i den jevne Virkelighed. Det er et Tema af ren
praktisk Natur, jeg vil ansøge mine Gjester om at yde et
Øiebliks Opmerksomhed. Et praktisk Spørgsmaal! Det klin-
ger saa haardt, saa tørt, og er dog, som næsten alle, der be-
nævnes saa, saa nøie som Roden til sin Plante, knyttet til vore
ømmeste sjælelige og aandelige Tilstande. Først og fremst Tak,
fordi De er komne og er elskværdige, og, tør jeg drage en
Slutning af de muntre, tilfredse Ansigter, jeg ser omkring Bor-
det i det Øieblik, Dugen skal tages af det, vil jeg føie til: Tak,
fordi De har taget tiltakke. Tak, fordi De har taget tiltakke
med en Bevertning, som, jeg indrømmer det villig, der hører et
visst Mod til i vore Dage at byde sine Gjester, -- en Bevert-

SIDE: 70

ning, som Wessel allerede for hundrede Aar siden erklærede for
ikke at være Mad. Hvis nogen af mine ærede Gjester maaske
ikke mindes de berømte Linjer, hvori han udtaler denne An-
skuelse, vil jeg bringe dem i Erindring:

At Smørrebrød er ikke Mad,
Og Kjærlighed er ikke Had,
Er alt, hvad jeg for Tiden ved
Om Smørrebrød og Kjærlighed.

Og netop fordi mine Gjester iaften har maattet nøie sig
med Smørrebrød, og ingen Mad, trænger Vertinden i høi Grad
til at paakalde deres Kjærlighed, at den ikke skal gaa over til
Had. Jeg henvender mig først til de Ældre, da en Stemme
siger mig, at jeg hos dem lettest tør haabe paa Overbærelse.
Behøver jeg mere end at anslaa gamle Strenge? At vække
den vemodige Erindring om vor Ungdom? Behøver jeg mere
end at føre eder tilbage til hine rørende nøisomme Aftensel-
skaber, der endnu ikke har det fornemme Navn af Soiréer,
hvor vi virkelig bespistes med Smørrebrød og ikke Mad, men
tør jeg lægge til: Kjærlighed manglede ikke, det kan vi alle
vidne. (Ja, ja! Onkel Ulrik slog ud med begge Arme, som om
han favnede et usynligt noget.)

I Fruer fra hin Tid, kan I slet ikke erindre, at bedst som I
sad i Venindeklyngen, har et Knæ bøiet sig halvt for eder,
et Par Øine stirret eder visst og bønlig ind i Sjælen, medens
en spøgende Mund bød eder Fadet? . . . Det var ham, I havde
tænkt paa hele Aftenen, og som først nu i denne lille Page-
tjeneste fandt et Paaskud til at nærme sig. Tænkte I vel i det
Øieblik paa, hvad der var paa Fadet? . . . O vist ikke! der
kunde været, hvad der være vilde, I agtede det kun for, hvad
det i dette Øieblik var: Baandet mellem eder. Og I gamle
Mænd, husker I, hvorledes I midt i den larmende Kreds har
stirret drømmende ned i Glasset og glemt at drikke? Afspei-
lede Billedet af den hemmelig elskede sig mindre smukt, fordi
der kun var -- Bisp i Glasset, end om det havde været en
dyrebarere Drik? (Nei, nei!) Jeg tror heller ikke, jeg tror
endog, det har vist sig tydeligere, mere varmt forjættende, det
har hvisket om en muligere, nærmere Lykke, end om I havde
set det hvirvle om i Champagnens Malstrøm. -- O en saa-
dan Champagnemalstrøm er en meget betænkelig Malstrøm for
en ung, elskende Embedsmand, at skue sin udvalgtes Billede
i -- -- Her trængte Onkel Ulrik trods alle Husch og St! sig

SIDE: 71

stormende frem med sit Glas -- Bisp, for at klinke med Taler-
inden, der ogsaa var saa elskværdig at møde ham paa Halvveien.

Tiderne har forandret sig. For nu at turde bede nogle
Gjester sammen, kræver Skik og Brug ganske andre storartede
Tilstelninger. Selskabeligheden har givet Plads for Selskaber,
de gemytlige Aftensborde for tungt belæssede Tafler og ende-
løse Libationer i saa og saa mange Sorter Vine. For ikke at
beholde igjen en Gnist af den gamle urbane Gemytlighed ind-
førte vi Buffeterne. De yngre Familier, hos hvem en friere,
kvikkere Selskabelighed bedst kunde trives, maa næsten ganske
lukke sine Døre. Vi har ikke Raad til at bede nogen sammen,
der kræves Vine og Souper, siger de, og vi har ikke heller
Lyst til at sønderflenges, fordi vi forsøgte at sætte os ud over
denne Fordring. Det er alt, at vi kan opfylde Kravet, hvor
det er uundgaaeligt, ved Familiehøitiderne. Da skal de tunge
Selskaber for en Dag.

Men netop her, saa langt fra at forhøie en saadan Kjærlig-
hedens Fest, viser denne Skik først rigtig sin nedtyngende og
forstyrrende Virkning. Vi vil blot erindre, hvorledes hun op-
tages og misbruges, hun, der skal være det aandelige Centrum
i disse Fester. Husker hine Festdage i Aaret, hvor Himmelen
holder Afmønstring over de unge Hjerter og tager dem i Ed
for Fremtiden! Jeg har set Mødre, der havde Børn til Kon-
firmation, komme sent i Kirke og ligesom med en unaturlig
betvungen Længsel kaste sig i Andagtens Arme. Deres Taarer
har strømmet næsten konvulsivisk, halvt af Anledningens Rø-
relse, halvt af en nervøs Overanstrengelse. Neppe har en
saadan Moder hørt Velsignelsen udtale over det kjære Hoved,
saa trænger hun sig gjennem Mængden for at slippe ud. Hvor
gaar du hen, o Moder? Vent, til Høitideligheden er endt, og
du kan tage din Søn med dig, tage ham ved Haanden og lede
ham til Hjemmet! O hold den fast denne Haand, husk, det
er sidste Gang, du leder ham. Ved Døren slipper Taget, og
han brister ud i det store, store larmende Liv, hvor du ikke
kan følge ham! Nei, hun maa skynde sig forud, hun skal
have Familieselskab til Middag og halvtredsindstyve Gjester til
Super. Hvad Indtryk de unge selv modtager af en saadan Dag,
der, begyndt i from Andagt, skal ende i disse, en høitidelig
Kjedsomheds Saturnalier, dette er igjen en anden Side af Sagen,
der ikke mindre fortjener at overveies. Det er, som om vi
ikke tidsnok kunde indvie disse unge til det tommeste, aand-
løseste, mest gudsforladte, vore sociale Tilstande har at opvise:
vore Selskaber.

SIDE: 72

Mine ærede Gjester!

I vil forstaa, at jeg ved at paapege en ringe Del af Skygge-
siderne ved dette vort Selskabsliv har villet noget mere end
en blot Undskyldning for iaften. Jeg har ønsket, at vi alle
kunde forene os til ganske at afskaffe et af dens værste Unoder,
Supererne, og byder mig selv villig frem til et af de første
Ofre, der maa falde for Sagen. Jeg har først villet sikre mig
de gamle mod en anden, langt sterkere Magt. Hvad Under-
støttelse kan denne Sag vente hos den yngre Slegt? Ligeoverfor
den kan vi ikke appellere til nogen Fortid, der findes ingen
erotisk frugale Strenge at anslaa. Denne elskværdige Ungdom
vil altfor sikkert være enig med Wessel i, at Smørrebrød ikke
er Mad. Den er født og baaren til Bordene med Mad paa,
forskrækkelig megen Mad paa, man har drukket dens Fest-
skaaler i de Vine, der stod paa disse Borde, i mange Vine,
forskrækkelig mange Vine. Og det værste er, at vi Ældre selv
bærer Skylden deri. Vi var imponerede, vi svage, taabelige
gamle, af denne i Talenter, Verdensskik og fri Uafhængighed
os saa overragende Ungdom, som vi havde den Lykke at være
Fædre, Mødre, Tanter og Onkler til, vi vidste ikke tilsidst, hvad
vi skulde finde paa for at tækkes den, og vi opfandt Souperene.
Vi trængte til at give vor Anerkjendelse af denne fyldigere,
friere Tilværelse et synligt Udtryk, og vi fandt det i de bug-
nende Borde. Vi frygtede for, at denne Ungdom skulde gjøre
et Tilbageskridt til vore trohjertige Skikke med deres Velop-
dragenhed og plump ærlige Courtoisie, og -- vi tog Stolene bort
om disse Borde. De staar der nu kun som det billedlige Sym-
bol paa vor Hyldning, ligesom i Oldtiden de bekransede Altare,
hvorpaa man ofrede Dyr og Markens Frugter. Vi kan ikke
vilkaarlig afskjære denne blot billedlige Del af vor Kultus, den
maa afstaaes os. Vi kan ikke, vi gamle, ophøre med at give
Superer, de unge maa frivillig give Slip paa dem.

Det næste Spørgsmaal bliver derpaa, om de behjertet med
et Slag vil give Slip paa de belæssede Borde eller vente, til
en nær Fremtid ufeilbarlig afskaffer dem. Denne kostbare
Uskik vil ophøre af sig selv, man vil engang opdage, at den
er gammeldags og smagløs. Har vi indbildt os, at vi heri
følger et Fremskridt, saa tager vi jo meget Feil; vi holder
netop fast paa noget, som andre Nationer, vi gjerne vil efter-
ligne, længe siden har opgivet som Rester af Barbari. Mon
det ikke i dette Stykke, som i mange andre, hvori vi indbilder
os at være rigtig fashionable, gaar os som den gamle Kom-
mandant paa Vardøhus? Han fulgte ogsaa med Tiderne. Tje-

SIDE: 73

neren maatte punktlig hver Morgen præsentere ham Dagens
Aviser, kun var de altid et Aar gamle.

Mine Gjester, unge og gamle! Skal vi drikke paa lykke-
ligere Tider? Mere Selskabelighed, færre Selskaber, mere
Spirit, mindre Vin, mindre Mad og mere Kjærlighed!

Hvad synes Du om denne Tale, Julie, og om min Hukom-
melse? Naar du har tilstrækkelig beundret den -- Hukom-
melsen -- , skal jeg næste Gang fortælle dig, hvorledes det
hænger sammen. Vi er ikke ganske færdige -- vi maa endnu
engang tilbage til Selskabet. Imorgen mere!

J.

S. var her igaar. Han spurgte mig, da han kom hen til
Pianoet, hvor jeg sad, hvorfor jeg ikke havde været paa Fest-
ballet ifredags, og hvorfor jeg var saa umulig at faa en Sam-
tale med i den sidste Tid.

En Strid, mener De vel? Nu, jeg skal sige Dem, hvorfor;
jeg har skrevet mig ind i "Frøkenklosteret", og saa gjør man
bedst i at øve sig i Forveien i Fredsommelighed og et stille
Væsen.

Femte Brev.

Det Tema, vor poetiske Vertinde havde valgt, hørte jo uneg-
telig ikke til de meget spirituelle. Du vil nu have læst Talen.
Som du kan begribe, gjorde den et blandet Indtryk. Man
tager her visse smaa Fordringer med, som man ikke gjerne
opgiver.

"Saadanne Taler om Hverdagsting kan vi alle holde, det er
ingen Sag," sagde den tykke, svære Fru P. siden til mig.
Digtere og Kunstnere er der nu engang for at løfte os andre
Smaafolk fra Jorden.

De Yngre i Selskabet fandt dette "retoriske Mesterstykke om
Smørrebrød og Kjærlighed" høist fornøieligt. Conrad kan ud-
merket gjengive hele Partier deraf, lige til Stemmen. Jeg
kunde ikke rigtig være med her -- le du ogsaa af mig, Julie,
men der var noget i denne Tale, som . . . jeg skal sige dig
det mundtlig.

Cand. A., der saagodtsom ene repræsenterede den mandlige
Ungdom, gav derpaa med al den Beskedenhed, der sømmede
sig i Bevidstheden derom, et Tilsvar. Jeg drister mig ikke til
fuldkommen ordret at citere dette, men jeg vil bestræbe mig
for at gjengive Tankegangen deri saa nøie som muligt.

SIDE: 74

Han turde paa den udfordrede Ungdoms Vegne sikkert
love (voveligt!), at den med største Beredvillighed vilde komme
de gamles Ønsker imøde.

Men den menneskelige Natur er nu engang bunden til visse
antiideelle Betingelser, ja saa ydmygende det er for dette samme
hovmodige Menneske at tilstaa det, kan det ikke negte, at det
deler visse Fornødenheder med Ulven og Strudsen. Han bad
de gamle godhedsfuldt ikke at glemme denne Omstændighed
og tage Initiativet i nogle Forholdsregler, der af sig selv vilde
gjøre de sene, overdaadige Aftensborde unødvendige. Den An-
stødssten, der endnu hindrede dette, var ene og alene at søge
i vore tidlige Middage. Han vilde ikke opholde sig ved Be-
skaffenheden af disse Middage, som overhoved den hjemlige
Kogekunst, han vilde af flere delikate Hensyn ikke nærmere
paapege Resultaterne af disse vore husligkulinariske Bestræ-
belser, der synes at have sat sig den vanskelige Opgave at
forene Sløseri med Kraftløshed. Det tilhører Lægerne, mente
han, at afgjøre, hvor megen Del vore Familiemiddage og vort
Madstel overhoved har i de Indigestioner, den Kardialgi, den
Misantropi og Melankoli, hvoraf 2/3 af Christianias dannede
Befolkning lider. Men hvad der ligger nærmere for Opnaaelsen
af det tilsigtede Øiemed, hvad der straks kunde rettes paa, var
at henflytte Middagen til almindelig europæisk Spisetid. Vilde
dertil de høitærede Husmødre, altid i Forventning om en al-
mindelig, mere gjennemgribende Forbedring, overflytte en ganske
ringe Del af den Vegt, hvorunder Aftensbordene nu sukker, til
Familiemiddagsbordet, vilde de oplive dette med en eneste Flaske
Vin af den Overflod, der nu spildes under de natlige Banketter,
saa vilde Hensigten fuldstændigere opnaaes, en saadan lige-
vegtig Udskiftning af Husets Evner vilde skabe det vakre
Syn af sunde, muntre, tilfredse, i det hele taget taknemmelige
Ansigter omkring Bordet, medens Soupererne blot tjener til at
skabe utaknemmelige; han henvendte endnu engang sine ind-
stændige, ærbødigste Bønner til de tilstedeværende Familiemødre
om at tage sig af Sagen.

Paa denne Tale fulgte en almindelig Bevægelse. De "høit-
ærede" Husmødre hævede Øinene, som om det og Himmelen til
Vidne paa, hvilken Uret man gjorde dem.

Vi er kun viljeløse Redskaber, tog Vertinden tilorde. Vi er
Livets Skaffersker og intet andet. Ikke engang i vort Madstel
er vi vore egne Herrer, vi er bundne til Traditioner og de
forhaandenværende Forskrifter, ligesom I Mænd til eders Love
og Statutter, vi turde ligesaa lidt forandre en Tøddel i vor Koge-

SIDE: 75

lovbog, som I en Paragraf i Grundloven -- -- de er begge lige
farlige at røre!

Jeg er bleven graa i at skaffe, sagde den gamle, ærværdige
Fru D. Jeg har skaffet i tredive Aar, Morgen, Middag og Aften,
til Hverdage, til Festdage. I det Øieblik, vi tager af Middags-
bordet, har min hele Tankeformue været henvendt paa at fylde
Aftensbordet; jeg drømmer om det om Natten. Jeg har fire
gifte Børn bosatte i Byen. Naar disse med sine respektive
Mager og sine smaa samles hos os en Aften, danner vi til-
sammen et Antal af to og tyve Personer. Jeg holder inderlig
af min Slegt, jeg skulde for min Part ikke ønske anden og
større Vederkvægelse efter Dagens Besvær end saadan ret ofte
at se dem allesammen hos mig og uforstyrret kunne hengive
mig til denne Glæde, men -- disse kjære Børn, med deres
velsignede Rollinger, har -- -- spist til Middag Kl. to . . . Be-
høver jeg at sige mere?

Nei, nei, det er overflødigt, De behøver slet ikke at sige
mer! faldt Fruerne ind. Den oprørte Stemning var steget til
det høieste.

Hvor er da de skyldige? Er der nogen i denne Kreds, der
tør paatage sig Forsvaret for dette Misbrug, for denne ende-
vendte Dagsorden, der strækker sine forgiftende Virkninger
lige ind i Familielivets inderste, der forvandler Kjærligheden til
en Hyæne, der gjør en Bedstemoder unaturlig og bringer
hende til at ønske, at hendes Børnebørn, hendes Øiestener,
hendes Kjæledægger, havde -- spist hjemme og til ordentlig,
rimelig Tid? . . . Hvor er han? . . . Han træde frem og staa
tilrede!

Nogen søgte her tyst at sno sig ud af Kredsen, men blev
blev stanset og skudt frem: en Departementsmand.

Med dyb Sønderknuselse tilstod han, at Forargelsen kom
fra dem, fra Forretningsmændene. Men ogsaa mellem dem
var en ny Tingenes Orden følt som en Nødvendighed. Havde
det staaet til ham, var denne Forandring allerede længe siden
iverksat.

At denne Hædersmands Skaal blev drukket med Jubel,
følger af sig selv.

Og nu, min kjære Julie, vil jeg give dig det Raad, naar du
engang kommer -- hvis du ikke ganske kan beherske den
Svaghed at være træt og sulten efter Reisen -- ikke at ind-
træffe til Aftensbordet. Ingen Te, ingen Souper. Herefter:
leve Smørrebrød og Kjærlighed!

SIDE: 76

Farvel og velkommen hertil, Julie! Neppe et Aar borte, og
hvor meget vil du ikke finde forandret! Ogsaa mig. Farvel,
Julie, jeg har levet min bedste Tid. Leve Smørrebrød og
Kjærlighed!

[Efterskrift til Breve fra Christiania]

Der er i foregaaende Artikel i Form af Breve givet nogle
Skildringer af hjemlige Forhold, der ligesaa godt kunde været
overskrevet: Vor Ungdom.

Ganske tilfældig er de nemlig komne til at indeholde en-
kelte Antydninger til en Karakteristik af denne for Tiden ene-
raadende Magt inden vor Samfundsstat, af hvem vi stakkels
udtjente gamle har at afvente Kjendelsen for "Duelighed og
Opførsel", inden vi sættes i vor lange Rolighedsstand.

Men selv denne den yngre Slegts Dommermyndighed lige-
overfor de Ældre vil, hvor det gjælder det blot og bart per-
sonlige, dog gjerne iagttage et visst Forbehold. En Samtid vil
i Regelen respektere et saadant længere Livs "Synken mod
Hvilen" som noget ukrænkeligt og vente med denne Side af
Karakterkjendelsen, indtil den hverken har Magt til at saare
eller glæde Angjældende mere.

Min Samtid har tilladt mig at leve -- det er alt. Men den
har ikke forundt mig denne Forret. Jeg havde ventet -- at
den vilde vente. Deri bedrog jeg mig.

Allerede forrige Aar fik jeg hint personlige Livsbetyg udstedt,
underskrevet en hidtil ubekjendt Forfatter, Henrik Jæger, der
skal være et ungt Menneske.

Det stod optaget i et Nordisk Tidsskrift og var af den Be-
skaffenhed, at det nødvendiggjorde et Gjenmæle fra min Haand
i samme Tidsskrift.

Dette Gjenmæle indeholdt, næst en ikke ringe Del faktiske
Berigtigelser, den nødtørftigste Tilrettevisning af den Maade,
hvorpaa Hr. J. havde opfattet min hele Menneske- og Forfatter-
personlighed, idet jeg trøstig overlod til den Omgivelse, hvori
jeg er vokset op og ældet, at dømme om, hvad der var det
sande. En varmt affattet Protest i et af vore Dagblade, man
vilde sige fra ældre kvindelig Haand, sluttede sig dertil.

Dermed troede jeg at være færdig med min unge Biograf,
og at vi kunde skilles i Fred.

Nei. Hr. J. har, ubekymret om nogen Protest, bragt sin
Skildring ind for et Publikum, der ikke har saa let for at
kontrolere Rigtigheden. Han har derhos, ved at optage den
i Bog, sikret den en baade mere udstrakt Læsekreds og en

SIDE: 77

større Varighed. Hans "Pennetegning" af den norske For-
fatterinde turde derfor -- saameget mere som den indeholdt
Unøiagtigheder, der angik danske Forhold -- ikke gaa upaa-
talt hen.

Jeg skrev engang isommer i den Anledning til Redaktøren
af "Nær og Fjern" og henstillede til ham, om han vilde be-
vise mig den Billighed at give hint Gjenmæle Plads i sit Tids-
skrift, idet jeg tillige afgav den Erklæring, at jeg slet ikke er
Forfatteren af den paaankede Artikel om en af Fru Güllem-
bourgs Noveller, men at denne tilhører en Serie kritiske An-
meldelser fra en anden Haand. Stilen selv taler derfor. Hr.
Redaktøren tog ikke min Anmodning tilfølge og fandt den ikke
engang værdig et Svar.

Desto mer overrasket maatte jeg blive ved at se de samme
Urigtigheder paa nyt opfrisket, og det i samme Tidsskrift. [fotnotemerke] 

I en ny Bevidnelse af Hr. Jægers Fortjenester, der særlig
ydes ham for den Maade, hvorpaa han ogsaa har behandlet
min Broder H. Wergelands Minde, komplimenteres han for sin
Opfatning af Søsteren, medens hin meget omtalte Kritik over
Novellen atter tillægges denne.

Naar samme Anmelder endnu bemerker: at hvad der her
mishager Hr. J., Kritikeren, giver "Psykologen Hr. J. Nøglen
til en Personlighedens Karakteristik", saa godkjendes her et
dristigt Slutningsræsonnement, som vi netop maa beklage, at
Forfatteren af "Pennetegninger" vel sterkt har ladet sig hilde i.

Da der altsaa stadig bygges videre paa de usande og uhold-
bare Forudsætninger, Hr. Jægers Manifest har givet Anledning
til, medens enhver Forklaring fra min Side frister den Skjæbne
konsekvent at afvises, levnes der mig kun det Nødverge at op-
tage hint Tilsvar her. Det vil heller ikke være saa ilde paa
sin Plads, men maaske ogsaa kunne afgive nogle ikke ganske
upassende Illustrationer til "Hjemlige Tilstande".

ET GJENMÆLE.

Titelen "En norsk Forfatterinde" synes allerede at antyde,
at det er en nekrologisk-biografisk Studie, vi her har for os.
Læsningen selv forstyrrer ikke heller væsentlig dette Indtryk;
naar Læsernes Fantasi blot vil føie en Dødsdatum til, vil Illu-
sionen fuldstændig kunne overholdes.

Fotnote: Se Anmeldelsen af "Pennetegninger" i "Nær og Fjern" Nr. 377. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 78

Nævnte Biografi bærer nemlig alle Merker af at være for-
fattet med hin Mangel paa Lokalkjendskab og indre Forstaaelse
af sin Gjenstand, som en betydelig Afstand i Tid og Rum, med
andre Ord, Stillingen ligeoverfor en forlængst Afdød, tildels gjør
undskyldelig. Opfattet saa, vil den, særlig for den ikke orien-
terede eller blot ligegyldige, næsten tage sig ud som et Opreis-
ningsskrift. Man vil tro sig stillet ligeoverfor et forskrækkelig
mørkt, baade i Tid og Eftertid forkjetret Liv, som det nu gjaldt
at kaste et mildnende Slør over.

Paa de bedre underrettede, og vi tør vel lægge til velvillige
Læsere vil den sandsynligvis gjøre det modsatte Indtryk. De
vil snarere se en Anmelder med god Vilje til at fordunkle selv
de lyse Partier i det Dobbeltliv, Menneskets og Forfatterindens,
der her skal skildres, og faa et muligst uharmonisk Billede ud
deraf, ikke uligt det, der møder os, naar man beskuer sig i
en af disse Speilkugler, hvormed Folk ynder at vansire sine
Haver.

Vi vil forsøge en lempeligere Middelvei. Vi vil endog gaa
ud fra, at Anmelderen, baade med Interesse for og redelig
Vilje til at yde sin Gjenstand Retfærdighed, har taget Emnet
for sig. Men, savnende ethvert Grundlag for et personligt
Kjendskab til Tingene, har han lidt vel flot benyttet de Tradi-
tioner, de enkelte Fakta, han havde at bygge paa, og ladet
Indbildningskraften raade. Derved er der bragt for Lyset et
Arbeide, der bringer os til at ønske, at det helst ikke var
bleven skrevet.

Vi forbigaar de mange faktiske Feiltagelser, hvori denne Bio-
grafi gjør sig skyldig. Det kan ikke skade nogen, at den
angiver Forf.s Søsters Død 32 Aar tidligere, end den virkelig
fandt Sted, eller at hun ved sin Mands Bortgang stod ganske
uden Paarørende. Heller ikke, at den nævner den meget yngre
Bernhard Herre som en af de aandelige Autoriteter, der har
ansporet og paavirket hende -- en morsom Forveksling den! -- 
medens Sandheden er, at hun først efter B. H.s Død, der ind-
traf mange Aar senere, læste det lille Skrift, det eneste, hvor-
igjennem han opnaaede et Navn. Heller ikke vil vi berøre
den mindre end delikate Maade, hvorpaa Hr. J. gjør sig til
Fortolker af sjælelige Tilstande og Ungdomsstemninger, hvis
fuldstændige Opklarelse ikke tilhører, ikke skal tilhøre vor Tid.
Men der er Forvanskninger af Forfatterindens Udsagn om
fremmede Personer og Forhold, der er Misforstaaelser af hen-
des hele private og offentlige Fremtræden, der, om end ikke
egentlig nedsættende for hendes Karakter, dog fremsat med

SIDE: 79

den kategoriske Vegt, der udmerker Hr. J.s Opsats, uund-
gaaelig maa vildlede enhver, der ikke tilfældigvis kjender bedre
til det. Og hvor stort er ikke deres Antal, der absolut vil
vildledes -- desværre, det er ikke alene i deres Haver og
Parker, Folk ynder Speilkugler.

Det er derfor, at jeg føler det som en Pligt mod mine nær-
meste, mod mit Eftermæle at skride ind med en Indsigelse.
En vanskelig, høist ubehagelig Opgave! Men hvad skal man
gjøre? Ridderne til de betrængtes Forsvar maa vi i vor Tid
ikke vente paa, altsaa: aide-toi, et dieu t'aidera! Kun vil jeg,
da det desværre dreier sig om den ulykkelige 1ste Person
singularis, unde mig den Lettelse at indføre Angjældende i
3dje Person og kun forbeholde mig selv Foreviserens Rolle;
derved tilstedes lidt mere Frihed, der tillige vedligeholder Fik-
tionen, at her er Tale om en forlængst bortgangen, der ikke
kommer mere igjen.

Om den Karakteristik, der gives af Forf.s Familie, maa man
af enkelte løsrevne Ytringer tro, at hendes Bog "I de lange
Nætter" er benyttet som Grundlag. Saameget mere uheldigt
er det at se de Antydninger, som her gives af Familiens Slegts-
merker, dragne ud i de grelleste Yderligheder, der udelukker
enhver finere Formæling af disse Slegtseiendommeligheder.
Den umaadelige Kontrast mellem Henriks og Søsterens Naturer
har slet ikke fundet Sted. Skulde Modsætningen ikke naturlig
have sin Grund i, at han var Mand, og hun Kvinde? Tag de
samme Skud af en kraftig Skovvekst, plant det ene i den Luft,
den Jord, hvor det hører hjemme, det andet i en pen Urte-
potte i et Kammer til Gaarden, og spørg da ikke, hvorfor det
ene udfolder sig i kraftig Yppighed, det andet hænger med
Bladene.

"Tungsind, Grubleri, Selvfordybelse og atter Selvfordybelse,"
reflekteret som den melankolske, heftig som den koleriske,
selskabelig som den sangvinske!" Himmelen bevare os, hvordan
skal det stakkels Barn svare til al denne Zerrissenhed, denne
Mørkhed! Hangen til Refleksion og Selvfordybelse vil i hine
tidlige Aar, trods Naturensomheden udenfor, ikke have været
synderlig stor, da alt omkring hende, hvad der foregik paa
Gaarden, ogsaa de Mennesker, vi jevnlig omgikkes, levende
beskjæftigede hende. Opfatningen af Forfatterindens Fader
lider af samme Feil. Denne var langt fra en blot og bar Me-
lankolikus, men imodtagelig for den hele Skala af Stemninger,
fra de lyseste ned til det Tungsind, der leirede sig over hans
senere Aar. Gamle Folk, der har kjendt ham i hans lykkelige

SIDE: 80

Dage i Christiansand, mindes ham endnu som Sjælen i Sel-
skaberne, fuld af Liv, dog altid med et visst fransk, kurtoisi-
fuldt Tilsnit, da han nu engang, hvilket dengang laa i Luften,
beundrede alt fransk.

Christiansand var dengang Sædet for en Selskabelighed,
som det vel hverken før eller senere har kjendt noget til.
Krigen havde drevet sammen en sjelden Kreds af rige, for-
nemme Familier: Isaachsens, van Kervels, Reinhardts -- Aren-
feldter -- Schouboer, Stiftamtmand Grev Moltkes, der blandt
anden Selskabelighed naturligvis ogsaa dyrkede Tidens Mode-
smag: Komediespillet. At Moderen ogsaa var med deri, vil vel
mindre have været for hendes teatralske Talent, der neppe
kan have været synderlig stort, end af andre personlige Grunde.
Ett er det nu at være optaget som det forkjælede Barn i et
Selskab som dette, medens det tager sig noget anderledes ud,
naar Hr. J. uden Kommentar nævner hende som Primadonna
ved et Smaastadsteater.

Atter Billedet i Speilkuglen.

"Forældrenes Overflytning fra den lykkelige Tilværelse i
Christiansand til Eidsvold beredte dem mange bitre Skuffelser
". . . . . . dertil kom for hans Vedkommende snart Følelsen af
"at være glemt, miskjendt og tilsidesat af sin Konge og af sine
"Landsmænd; dette avlede Kummer og Bitterhed . . . Et Slør
"af trist Misstemning kom derved til at udbrede sig over det
"lille Hjem, og i en saadan Atmosfære er det ikke godt for et
"Barn at være . . ."

Ogsaa mindre korrekt. Skuffelser af mange Slags vil vist-
nok have mødt det indflyttende Egtepar, idealistisk anlagte,
lidet indøvede i Livets Realitet, som de begge var. Men de
har neppe længe havt Magt til helt at forstyrre en Mands
Ligevegt som Faderen, med hans Kjærlighed for Naturen og
Landbruget, dertil en saa ivrig Opfylder af sine Kaldspligter.
Hvad Anm. derimod siger om begges Kunst og Skjønhedssans
og den forskjellige Retning, hvori dette ytrede sig, er meget
smukt og rigtigt. Miskjendt og tilsidesat af sin Konge har han
derimod aldrig følt sig, men han blev til det sidste vist al den
personlige Velvilje af Karl Johan, som han kunde ønske sig.
Moderen har maaske stille følt større Savn end han. Men det
hjalp, at der aldrig taltes derom.

Overhoved laa der et stille, men ikke desmindre strengt In-
terdikt over Hjemmet: ikke at klage over noget, ligesom det
strengt var forbudt at tale ondt om nogen. Rørende var det
mig nylig at høre en gammel bekjendt fra hin Tid sige, at hos

SIDE: 81

visse andre Personer [fotnotemerke] kunde han altid faa høre noget om "Pro-
stens", men hos "Prostens" hørte man aldrig noget om dem.
Den Tristhed og den Misstemning, der efter Biografens Paastand
allerede fra de første Aar skulde have udbredt sit Slør over
Hjemmet, er derfor ikke ganske at forstaa saa, da det først
var paa Faderens gamle Dage, efter den lange, oprivende
Henriksfeide og saa mange smertelige Tab, at hans Tungsind
tog Overhaand, og Huset blev saa trist.

Om Livet i Christiansfeld ytrer Anm. sig blandt andet saa:

"Faderen begik det pædagogiske Misgreb at sende sin 14-
"aarige Datter til Christiansfeld, et Sted, hvor man af al Magt
"bestræber sig for at kvæle Individets naturlige Liv, hvor Ele-
"verne er ligesaa tvungne, indesperrede og bevogtede som
"Fangerne i en Straffeanstalt . . . For vilde, ustyrlige Børn
"kan et Ophold i Christiansfeld maaske være gavnligt; paa de
"stille, alvorlige maa det kun virke skadelig; dersom man har
"Anledning til at iagttage disse sky Væsener, der kommer ud
"af denne Anstalt, hvor blege, frygtsomme og forkvaklede de
"kan se ud, vil man indse, hvor urigtigt det var at sende et
"Barn som C. Wergeland derhen."

Er denne Opfatning, som vi maa antage, bygget paa Forfat-
terindens Skildring deraf i Bogen "I de lange Nætter", saa
sammenligne man følgende Udtalelser:

Der ligger saa meget godt og hæderligt til Grund for denne
Anstalt, som man vel skal vogte sig for at miskjende, men det
gjælder om denne, som om alle af denne Art, at den passer ikke
for alle, den magter ikke, ligesaa lidt som nogen Skole, hvor Op-
dragelsen drives en gros, at yde enhver Individualitet, enhver
Skjæbne sin særskilte Forpleining. For mange Naturer kan den
maaske være en beroligende, høist velgjørende Overgang til det
Liv, de siden vil føre, og jeg har netop hørt verdsligsindede Børn
prise den rolige Tid i Christiansfeld som den lykkeligste i deres
Liv. For mange ulykkelige Børn har den været en velsignet Havn,
hvor de har slaaet sig til Ro for Livet. For mig var det Ensom-
hed, Afsondring, kun i en anden mere klosterlig Form, men Me-
ningen er jo ikke, at man skal indvies til at gaa i Kloster,
men til at færdes i Verden bagefter. Man skal lære at kjende
sig selv, sine Anlæg og sine Kræfter, og hvorvidt de duer
til at træde op i de Kampe, der ikke længe lader vente
paa sig . . .

Fotnote: Slegt og Tilhængere af den gamle Prestefamilie, der straks satte sig paa
en fiendtlig Fod med Faderen. 
(Anm. fra 1877.)

SIDE: 82

. . . Med Erfaringer og verdslig Visdom beriget, vendte jeg
ikke tilbage til Hjemmet, men dog med en Skat af lyse Ind-
tryk, som aldrig kan forsvinde. I Christiansfeld har jeg truffet
paa saa herlige, i sin Art fuldkomne Mennesker, at den blotte
Erindring om dem er en Lægedom, naar man mangengang maa
mistvile om Menneskeheden . . .

"Hvis det var for at glemme denne Hjertesorg, at Faderen
"i 33 tog hende med til Paris, saa var Stedet ikke heldig valgt.
"Var der noget Sted i Verden, hvor de aandelige Omgivelser
"var egnede til at bringe hende til at reflektere over sin
"Skjæbne (!), saa var det Paris i 1833. -- Spørgsmaalet om
"Kvindens Stilling i Samfundet, om Forholdet mellem begge
"Kjøn, laa dengang saa at sige i Luften . . . Aurore Dudevant
"var netop begyndt at blive et brændende Spørgsmaal i Pariser-
"opinionen. Aaret forud havde hun debuteret som Roman-
"forfatterinde, og derved var hendes fortrolige Omgang med
"Balzac (!), Jules Sandeau, Alfred de Musset, hendes eventyr-
"lige og dristige Ture rundt i Byen forklædt som Student og
"hendes øvrige Ekstravagancer komne i Folkemunde. At den
"tyveaarige norske Dame under disse Omstændigheder har
"faaet fat paa Georges Sands Romaner, synes høist sandsynligt,
"og i saa Fald maa det ansees for hævet over al Tvil, at det
"er Læsningen af disse Romaner, med deres heftige Diskus-
"sioner af Forholdet mellem begge Kjøn, som gav Stødet."

Dristige Paastande, naar man ikke er bedre underrettet!
Faderen bragte kun en syg did for at søge en berømt Læge
om Raad mod en i sterk Grad udviklet Kardialgi, en Sygdom,
der, som man ved, paavirkes af og virker mer end nogen an-
den paa Sindet. Vi levede derfor overordentlig stille i vor
Pension. Den unge norske Dame havde neppe læst noget af
Georges Sand dengang, vidste intet om hendes private Liv, havde
aldrig hørt Sandeau eller Alfred de Musset nævne, og hvad
Idéer hun dengang pleiede om begge Kjøns Ligestillen i bor-
gerlige og selskabelige Rettigheder, kan man omtrent slutte
deraf, at da Faderen foreslog engang at drikke Chokolade i en
Kafé, modsatte hun sig det forfærdet som et Brudd paa den
høiere Kvindelighed.

"At hun virkelig var bleven paavirket af Emancipations-
"bevægelsen, synes mig at fremgaa af det Alvor, den Bestemt-
"hed, hvormed hun efter sin Hjemkomst forlangte at faa gaa
"til Teatret."

Dette er en komplet Feiltagelse, og man maa kun studse
ved den merkværdige Dristighed, hvormed den fremsættes. Hun

SIDE: 83

har aldrig nogensinde diskuteret det Ønske at gaa til Teatret,
end sige med Alvor og Bestemthed forlangt det. Først fordi
at ingen Vilje, ingen Opinion vandt Ord i vort Hus, naar vi
vidste ved os selv, at den ikke blev godkjendt, og dernæst
fordi et saadant Forlangende vilde forbudt sig selv. De Stem-
ninger og Følelser, der bevægede hende i dette Tidsrum indtil
hendes Egteskab, modsatte sig ogsaa enhver Tanke paa en
offentlig Optræden af nogen Slags. Alt, hvad der i hin Selv-
biografi tales om den Proces, der derom førtes og tabtes, maa
forstaaes som ført for en indre Domstol. Derfor kan hun godt
til sine urolige Barnedrømme derom senere knytte den Be-
tragtning, at hun erkjender denne Kunst endnu for at være
den Form, hvorunder hendes sterkeste, eiendommeligste Liv
maaske naturligst vilde fundet sit Udtryk. Det er derfor lige-
saa lidt korrekt, naar Anm. søger Grunden til, at denne Plan
ikke blev realiseret, i den Stilling, som den sceniske Kunst
dengang indtog i Norge. Dette dengang vilde vi ikke have
let ved at forstaa, naar ikke Anm. straks efter havde givet os
en høist overraskende Forklaring derover.

"Hertillands fandtes der ikke engang saa meget som en An-
"tydning til en national Scene. Det var udelukkende danske
"Skuespillere, som besørgede Publikums dramatiske Underhold-
"ning, og som Følge heraf blev Skuespillernes sociale Stilling
"ikke synderlig agtet (!). Da disse Skuespillere var fremmede
"Mennesker, der betragtede sit Ophold her næsten som et
"Slags Eksil og derfor blev her temmelig kort, saa Publikum i
"dem en Slags hjemløse Omstreifere, der stod fuldstændig uden-
"for det sedvanlige borgerlige Liv."

Behøver dette en Gjendrivelse! De danske Skuespilleres
Ophold blandt os, som vi endnu regner for vort Teaters
gyldne Tid, skulde vi, selv uformuende til at skaffe os en
national Scene, have betragtet med saadan Ringeagt! Kunst-
nere, som vi har eiet dem i Balling, Spindler, Mad. Schrumpf,
senere i Jørgensen, Schmidt, Hagen -- Rosenkilde -- Wiehe,
som Christiania med Stolthed mindes at have huset i sin Midte,
skulde vi nogensinde betragtet som hjemløse Omstreifere?

Vi forbigaar Indledningen til et nyt Stadium i Forfatterindens
Liv, det, som begynder med hendes Egteskab. Folk, der har
en særlig Sans for det privatlige og personlige, vil her paa det
Nøiagtigste faa at vide, hvilken Alder Bruden havde, og i hvad
Forhold den stod til hendes Egtefælles. Men det er ikke for
den Slags Læsere, dette skrives, men for dem, hvem det var
mit Ønske at kunne bibringe et sjælelig og aandelig mere

SIDE: 84

korrekt Billede af -- den bortgangne end det, Hr. J. har bragt
for Dagen.

"Ved hendes Giftermaal, idet hun blev fast Medlem af Chri-
"stianias Selskabsliv, skulde man tro, at hun endelig var kom-
"men i Omgivelser, der tilfredsstillede hende. Men nei."

Her citerer Hr. J. en Række Udtalelser, der sigter til hendes
første Optræden i Christiania, og hvori skildres, hvad enhver
enestillet ung Pige med et lidt usedvanligt Tilsnit vil have følt
 -- følgelig slet ikke passende til Situationen.

"Hvor dybt hun har følt sig krænket, og med hvilken liden-
"skabelig Bitterhed hun beklager sig over den Maade, hvorpaa
"man behandlede hende, kan man se af mange Udtalelser i
"hendes senere Skrifter."

Derpaa følger atter et langt Citat, der hører hjemme i en
ganske anden Forbindelse.

"Hun har tidlig begyndt at leve paa Krigsfod med Christi-
"anias Publikum. Hun har følt sig krænket, saaret, angreben
"saa skarpt og udholdende, at hun er bleven indigneret og har
"begyndt at tage Offensiven . . . For hende, med hendes sterke
"Trang til Selskab og Lykke (!), maa det have været en Skuf-
"felse ikke ulig den, som Reisende i Ørkenen føler, naar de
"trætte og tørstige ser en Oase for sig, for lidt efter at opdage,
"at det havde været Fata morgana."

Forsaavidt som ovenstaaende trøstesløse Skildring skal passe
paa Forfatterindens Egteskabsliv i Christiania, maa herimod paa
det bestemteste protesteres. Den Skuffelse, der her skulde
ventet hende, har paa ingen Maade fundet Sted. Selv om hun
var traadt op saa selskabslysten urolig, saa kritisk udfordrende,
som man af Anm.s Skildring maa udlede, at hun har været,
maatte de daværende selskabelige Forhold i vor By have fuldt
tilfredsstillet hende, ja overtruffet hendes Forventninger. Men
da hun ikke bragte hine Egenskaber med, bød det hende egent-
lig mere, end hun kunde benytte, saa meget mere som hun
havde det bedste, hun kunde søge, i sin nærmeste Nærhed.
Vort Selskabsliv havde i det foregaaende urolige Aarti, 30 -- 40,
havt Tid til at gjære ud og havde virkelig nu afsat sig til noget,
der efter vore Forhold maatte kaldes glimrende.

Foruden de ældre, grundfaste Familier, Hansteens, Colletterne,
Kjerulf's, Diriks's og fl., der alle førte gjestfri Huse, havde en
stor Del af hin 30-Aarenes merkeligere Ungdom selv stiftet
Hus og optraadte nu i Dobbeltegenskab af aandrige Selskabs-
folk og gjestfri Verter og Vertinder. Til denne yngre Kreds

SIDE: 85

hørte Schweigaards, Fougstads, Birch-Reichenwalds, Welhavens,
Munchs, Dunkers og senere Sars's.

Af Forfatterindens nærmeste Slegt var Officererne Oscar og
Storm Wergeland bosatte i Byen. I alle disse Huse var det
unge Egtepar gjestfrit modtaget, i næsten alle havde hun sine
kjæreste, trofasteste Venner. Det "stridbare Forhold", hun
efter J -- s Paastand straks kom i til denne sin Omgivelse, og
de mange "Skuffelser og Ubehageligheder", det beredte hende,
savner derfor alt Hold i Virkeligheden og maa bero paa den
samme Vildfarelse, der gaar gjennem hele hans Opsats, at
Forf.'s senere "pessimistiske" Opfatning af vore Tilstande
absolut maa føres tilbage til noget allerede dengang personlig
oplevet, og hvad der er mere nærgaaende, uundgaaelig ogsaa
give hendes Personlighed et skarpt Præg deraf. Fordi om
disse Tilstande ikke dengang direkte berørte hende, eksisterte
de dog ikke derfor mindre og stod i fuld Trivsel udenfor.
Gjennem tusende usynlige Porer kan saadant indsuges i Be-
vidstheden. Bornerthedens, Raahedens uforsonlige Had til alt
dens egen Sfære overragende, helst naar dette foreter sig i en
kvindelig Skikkelse, vil ikke dengang været mindre virksomt,
end det er nu, og maaske til alle Tider vil blive det. Den,
som forstod at lytte, vilde kunne hørt dette Had, denne Ufor-
sonlighed, ligesom man velforskanset i sin Borg, i den belei-
rende Hobs Murren udenfor, tydelig nok forstaar dens: vent
kun, til Murene falder! vent kun, til vi kan naa jer!

Og det manglede ikke paa dem, der forstod at lytte. Kritik-
ken laa i Luften dengang. Hvorsomhelst man befandt sig i
denne Kreds, indaandede man den.

Drøftelserne af Dagens Tilstande og Fænomener var ikke
mindre skarpe og opløsende, fordi de optraadte i Viddets og
den muntre, belevne Selskabeligheds Former. Og Damerne
stod ikke tilbage; de tog levende Del i Forhandlingerne og ud-
fyldte paa den elskværdigste Maade den Plads, Mændene ind-
rømmede dem som mæglende, dømmende Magter.

Med denne overlegne Erfaring, denne kritiske Aplomb kunde
nu vor Forfatterinde slet ikke hamle op, da hun, vel ikke
ganske fremmed i Kredsen, kom for at slutte sig fast til den.
Hendes hele Personlighed var lidet anlagt dertil. Et andet er,
hvad der i en modtagelig Sjæl optages og stille kan forberedes.
Selv ynkelig ømfindtlig for Angreb, har hun altid skyet per-
sonlig at angribe. Og hvad der i hine Aar, da hun endnu stod
der, aandelig støttet af hin Tids bedste og dygtigste, omhegnet
af Omhu og Kjærlighed, kun føltes som noget dunkelt instinkt-

SIDE: 86

mæssigt, det har mere og mere og mere, nu da -- Murene
er faldne, og Faren for personlige Konflikter og Krænkelser
med hver Dag forøges, udviklet sig til bevidst Bestræbelse:
betragte det uundgaaelige som nyttige Vink, samle hele Veg-
ten af sin Livsopfatning og Erfaring paa Tingene selv og -- 
saavidt muligt -- undgaa alt personligt.

Hr. J. gaar her over til en Skildring af Angjældendes Be-
tydning som Forfatterinde, et Felt, hvorpaa jeg af dobbelt Grund
helst vilde være befriet for at møde ham, men overlade dette
til andre; der er imidlertid Punkter netop her, som desværre
gjør faktiske Redegjørelser fra min Side uundgaaelig nødven-
dige -- Omstændigheder, som andre ikke, selv med bedste
Vilje, ret kan sætte sig ind i, da det ligger saa langt tilbage i
Tiden.

Hr. J. indleder denne Skildring med følgende Ord:

"Samme Aar, som hun blev gift, 1841, debuterede hun som
"Forfatterinde [fotnotemerke] med flere smaa Artikler i den Konstitutionelles
"Feuilleton, den samme, hvori Welhaven skrev sine udmerkede
"Billeder fra Bergenskysten, P. J. Collett sine aandrige Kritik-
"ker, og Asbjørnsen og Bernhard Herre [fotnotemerke] sine Skildringer af
"norsk Natur og Folkeliv. Hun kom da som Forfatterinde
"med én Gang midt op i det fineste, aandrigste Selskab, og for
"ikke at stikke af maatte hun gjøre sig Umage for at være lige-
"saa fin og aandrig som de." (!)

Anm. nævner som et af disse anonyme Debutarbeider en
lille Artikel betitlet "Et Stykke af en norsk Dames Brev til en
Dansk", og dette stempler han nu som "et overordentlig skarpt
"og strengt Angreb paa hele Fru Güllembourgs Forfatterskab
". . . Brevskriverinden kan ikke finde Udtryk for sin Misfornøi-
"else med "Forf. til en Hverdagshistorie" etc."

Men dette er jo en ren Misforstaaelse! Hr. J. har ikke en-
gang Lov til kategorisk at tilkjende Andenmand et Forfatter-
skab, som denne aldrig selv har vedkjendt sig. Den omtalte
lille Feuilleton har aldrig været nævnt, end sige optagen i no-
gen senere Samling. Da Beskyldningen nu er der, nødvendig-
gjør den en Forklaring, forat ikke ogsaa den uindviede Læser
skal hildes i Misforstaaelse.

Fotnote: Urigtigt. Har i det nævnte Aar ikke skrevet en Linje. 
(Anm. fra 1877.)

Fotnote: Ingen af de to sidstnævnte havde dengang ladet noget trykke. 
(Anm. fra 1877.)

SIDE: 87

Hint "Stykke af et Brev" knytter sig til en Novelle af den
dengang endnu strengt anonyme "Forf. af en Hverdagshistorie",
et Arbeide, som maaske kan kaldes denne Forf.s svageste. Hun
lader deri en ung, norsk Dame træde op, der, uagtet vi, hvad
dansk Opfatning af norske Forhold særlig dengang angaar, var
vante til sterk Kost, dog overgik det rimeliges Grænser. Den
unge Jfr. Mack eller Muck, tror jeg, hun heder, optræder her
som en komplet Uting af Raahed og Voldsomhed, der ender
med, at hun vil støde en Bordkniv i sig.

Denne Opfatning af norsk Kvindelighed -- Jfr. M. er, saa-
vidt vi erindrer, den eneste norske Kvindefigur, der er traadt
op i Fru G -- s Noveller -- vakte Uvilje i vor Kreds. Deraf
hint Tilsvar. Det er skrevet af to -- eller rettere sagt op-
rindelig af en, som derefter overlod til en kvindelig Haand at
affile det lidt og give det en Titel -- , men kunde ligesaa godt
være skrevet af ti; thi vi følte os alle meget fornærmede og
vilde paa ingen Maade vedkjende os Landsmandskabet med
Jfr. Muck. [fotnotemerke] 

Og paa denne lille anonyme Skjærmydsel, hvortil der under
Forfatterindens senere venskabelige Forhold til den Heibergske
Familie blev vekslet drillende Hentydninger, begynder nu Hr.
J. en fuldkommen underkjendende Totaldom over en Forfatter,
som vi alle dengang beundrede, og hvis Bebudelse af et nyt
Verk vi neppe kunde afvente, saa griske var vi paa det!
Det vidner atter om den beklagelige Maade, hvorpaa Kilderne
er benyttede. At bede vore Læsere rode op i trediveaars-
gamle Aviser for selv at sætte sig istand til at dømme ret,
tør man dog ikke forlange. Det henstilles da til dem, enten at
godkjende Hr. J.'s Paastand, at den unge, dengang begyndende
norske Forfatterinde fordristede sig til en fuldstændig Fordøm-
melsesdom over den ældre danske eller tro paa min simple
Forsikring, at det ikke forholder sig saa, men beror paa en
fuldstændig Misforstaaelse.

En Fortegnelse paa disse Forfatterindens tidligere Smaaartik-
ler følger derpaa. "Disse Ting," siger Anm., "er altsaa bevislig
"komne ud flere Aar tidligere end "Amtmandens Døtre", me-
"dens Forfatterinden i en Fortale til en af hendes sidste Bøger
"(1868) betegner "A. D." som hendes egentlige første Verk."

Fotnote: Man bedes i denne vistnok lidt dunkle Erklæring kun at ville se det
første Øiebliks maaske lidt keitede Forsøg paa at holde et andet kjært Navn
udenfor, Men Sandheden er nu saa udfordrende og vedholdende gaaet paa
Klingen, at den maatte helt ud af sit Skjul. Endnu én Gang: jeg har ingen
Del i hin Artikel, men benegter slet ikke, at jeg maaske vilde finde den
berettiget. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 88

Dette imputeres hende nu som noget høist utilladeligt.

"Hendes Paastand," siger han, "grunder sig endvidere paa
"en formel Usandsynlighed. Thi trods sine mange og store
"Feil er "Amtmandens Døtre" saa betydelig i Indhold, saa
"eiendommelig i Behandlingen og saa overlegen i Formen, at
"den vilde være et af de besynderligste literære Fænomener,
"hvis den virkelig var et Debutarbeide."

Ingen ganske sikker Slutning!

I ideel Forstand havde Forf. vistnok ikke "taget sig selv i
Besiddelse", men formelt har hun dengang opnaaet den Ud-
vikling, hun var modtagelig for. Hun havde i en lang, ensomt
tilbragt Ungdom saa at sige blot levet skriftlig i daglige Opteg-
nelser og en uafbrudt Korrespondance. Saa godt, som hun
nogensinde kunde lære at skrive, skrev hun allerede da, hvil-
ket betydelig vil have lettet hende den Umage, hun maatte
gjøre sig, for at hamle op med de andre, "at hun ikke skulde stikke
for meget af". Hr. J. er selv saa artig at levere os Beviser
derfor ihænde, idet han i et Øiebliks Forglemmelse straks efter
ytrer sig saalunde:

"Da hun efter fire Aars Forløb udsendte sit næste novel-
"listiske Arbeide, Skissen "Kongsgaard", havde hun udviklet
"sig betydelig. Man finder her ikke blot Drift til at flyve,
"men virkelig Evne til at bruge sine Vinger."

"Kongsgaard" er et af de første Arbeider, skrevet omtrent
ti Aar, før "Amtmandens Døtre" saa Lyset.

Til hin Beskyldning for ukorrekt Udtalelse, for ikke at sige
literær Uredelighed, som om Forf. bevidst har villet "malplacere
sine Produktioner i Publikums Bevidsthed", kan jeg kun svare,
at Tingene har ikke alene en kronologisk, men ogsaa en sjæle-
lig Orden, hvilket Hr. J. synes slet ikke at ville anerkjende.
Hin Roman bliver dog den første Bog, hvori en selvstændig
Livsopfatning, vel endnu kun glimtvis, kommer til Gjennem-
brud. Man vil forgjæves søge Spor deraf i de tidligere ano-
nyme Smaating. Jeg tør altsaa, uden at gaa den ideelle Sandhed
for nær, paa Forfatterindens Vegne datere hendes egentlige lite-
rære Optræden fra den Tid, hun blev Enke, og kalde nævnte
Bog hendes "første Digtning".

Anm.s øvrige Betragtninger over dette hendes første Arbeide
("Amtmandens Døtre") forbigik jeg helst ganske. Der udfordres
en anden Pen end min til at udhæve, hvad der her synes mig
skjævt og fordreiet opfattet, og med Tak skal det erkjendes, at
dette, og mere end dette, allerede er skeet. Hvad skal man
sige til Beskyldninger som disse, og hvad bliver der igjen af

SIDE: 89

en Bog, naar man tager disse som Udgangspunkter for en
Bedømmelse af den! At Heltinden kun er en kjedelig Prøve-
samling af "opkonstruerede, ideale Fuldkommenheder" . . . At
Gjenstandene kun sees i "Lyset af Forfatterindens egen mørke
Sindsstemning", "følgelig er den bleven ensidig, overdreven i
sin Opfatning" . . . At hun mangler "al aandelig Smidighed og
den bøielige Sympati til at sætte sig ind i fremmede Indivi-
dualiteter, følgelig bliver hendes Personer kun Kopier", alle
Damerne er hende selv, og alle Mandspersonerne støbte over
en tilfældig levende Form. Lorenz Brandt er saaledes et "nøi-
agtigt Fotografi af en Person, der i sin Tid vakte megen Opsigt".
Der citeres nu Stykker af en Nekrolog i "Den Konstitutionelle"
over samme Person, og dermed skal den fuldstændige Lighed
rære fastslaaet. [fotnotemerke] 

Disse to Figurer, Virkelighedens og Digtningens, var de største
Kontraster. Enhver af dem bar sin Races og Klasses Grund-
træk udpræget i sig: Aristokraten, hensynsfuld, formel, høi-
sindet, uden Gnist af Ironi, end sige Selvironi, den anden Folkets
begavede Barn, dermed er alt sagt.

Betragtningen af den Række smertelige Tab, der traf For-
fatterinden fra det Tidspunkt af, der havde lovet hende den
huslige Fred og Lykke efter en trist Ungdom, Tab, som endte
med hendes Mands Død, kan jeg naturligvis ikke have noget
at sige paa. De aander al den Medfølelse, man bærer for
Ulykken. Men den Sympati, han derved vil vække for den
hjemsøgte, forskjertser han rigtignok paa det grundigste ved
straks efter at fortælle, at hun under disse uafladelige Skjæb-
nens Slag "havde opsparet en stor Sum af brændende Lyst
til at leve", . . . "at Resignation slet ikke var hendes Sag" . . .
"for hende havde den stillet sig som det sørgeligste Onde".

Man maatte ikke kjende det mindste til vor hjemlige Opfat-
ning af dette Punkt, for at føle, at det værste, man kan sige
om en saadan ulykkelig, er, at hun ytrer Lyst til at leve, med
andre Ord, at hun bortviser Resignationens Selvknuselse. Vort
Land producerer altfor mange af disse ulykkesslagne, og tænk,
om alle vilde falde paa at leve bagefter! og sætte Landet i den
Bekymring at sørge derfor! . . . -- Forf., paastaar Hr. J., hører
nu til en af disse opsætsige. "Det er derfor," bliver han ved,
"at hun ikke kunde nøie sig med at leve for sine Børn, hen-
"des Begavelse laa nu engang ikke i denne Retning, den for-
"drede andre og større Opgaver."

Fotnote: George v. Krogh. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 90

Dette er mere nærgaaende.

Hvad ved Hr. J. om hendes Begavelse i denne Retning?
og om denne Opgave ikke har været anerkjendt for stor, ja
den største af alle Opgaver? Hvad om hun for at kunne
leve ret for denne Opgave, først maatte tænke paa overhoved
at leve! . . . Hvad om hun da greb til Forfatterskabet som den
druknende efter Bjelken? . . . Kunde det ikke tænkes, at denne
Sysselsættelse først blev det dulmende, senere til det Livs-
gjerningen styrkende Middel, uden at hun endnu anede Betyd-
ningen ret, og at den først, efterat denne Livsgjerning var endt,
gik op for hende som en høiere Opgave, der endnu fylder og
løfter den ensommes Liv? Kunde det ikke tænkes saa?

Lad nogle Erindringer, Forfatterinden har optegnet, selv tale
her:

"Collett har saa egentlig skabt mit Forfatterskab, d. v. s. han
har baade aandelig forberedt og praktisk givet det Stødet. Uden
at han maaske havde en bevidst Hensigt dermed, blev han dog
Redskabet dertil. Han havde dengang meget lidt Tid til selv
at læse Skjønliteratur, derfor ansatte han mig i Egenskab af
baade Udvælger og Meddeler; havde jeg fundet noget interes-
sant, maatte jeg fortælle det, ikke læse det for. Dette skede
da mest paa vore Spadsereture, ofte blev paa en Spadseren op
og ned ad Gulvet en ny Novelle af Gutzkow eller Sternberg
muligst kort tilegnet, drøftet og diskuteret. Dermed troede jeg,
det ogsaa skulde bero, og følte mig nok saa stolt ved den
Rolle, der var overdraget mig.

Men engang, medens jeg var i mit Sommerbesøg i Eidsvold,
skriver han, at A. Munch havde purret ham for en Feuilleton
til sit Blad, men han havde ikke Tid til at skrive nogen, om
jeg ikke vilde skrive en, som han kunde lade M. faa. Dette
var, tror jeg, i 42 eller 43. -- Forfærdet Afslag, med Spørgs-
maal, om han var forrykt! -- Ny Anmodning, der endte med
Løfte fra min Side om, at jeg skulde forsøge det, dog kun
under Betingelse af den strengeste Taushed og en ubrydelig
syvforseglet Anonymitet. En af hine smaa Opsatser kom da
ud, og Dagen efter hilste mine Venner mig paa Gaden som
Forfatterinde.

Ved Colletts Bortgang (51) syntes det, som om disse første
frygtsomme Skridt paa Forfatterbanen ogsaa maatte stanse.
Det var, som om jeg aldrig kunde være noget alene. Vel
havde jeg lagt Planen til "Amtmandens Døtre" og skrevet Ind-
ledningen, men C. havde slet ikke opmuntret mig til dette
større Arbeide. Vore dannede Forhold, paastod han, var endnu

SIDE: 91

i Gjæringstilstand, de havde ikke afsat sig til noget, hvorpaa
en Roman sikkert kunde bygges. Folkedigtningen var noget
andet. Det var maaske heller ikke blevet til noget, var jeg
ikke bleven Enke. Et Aar gik hen i den første Bedøvelse, da
tog jeg Manuskriptet frem igjen, blot for at undfly mig selv.
1ste Del blev paa det nærmeste færdig, da jeg Sommeren 1853
med to af Børnene laa ved Klampenborg Bad. Hvor lidt jeg
troede paa det selv, hvor fjern enhver ærgjerrig Tanke var,
som kunde knyttes dertil, vil man forstaa, naar jeg fortæller,
at jeg altid havde det i Lommen, naar jeg gik hen for at be-
søge J. L. Heibergs, der beboede en Villa i Nærheden, altid
med den Hensigt at udbede mig hans Kjendelse derom, og
hvorvidt han vilde tilraade en Udgivelse, men kom altid med
uforrettet Sag hjem. En Aften, da den store Mand selv fulgte
mig tildørs, var Fristelsen især stor, men der blev intet deraf.
Først Aaret efter, Sommeren 1854, sendte jeg ham Manuskriptet
fra Norge og modtog et Brev, et tætskrevet Brev. Dette Brev
gav Sagen det elektriske Stød. Næste Aar kom 1ste Del ud.
Ganske anderledes freidig skrev og fuldendte jeg 2den Del,
meget deraf dikteredes fra Sygeleiet, hvor et Armbrud Vinteren
1855 holdt mig flere Uger fængslet."

Forfatterindens senere Virksomhed indleder Anm. med føl-
gende Ord:

"I de fjorten Aar, der er forløbne, siden "I de lange Nætter"
"udkom, har Camilla Collett blot skrevet de tre smaa Bind,
"der fører Titelen af: "Sidste Blade, Erindringer og Bekjen-
"delser". Det første af disse Bind udkom 1868, det sidste 1873,
"og med dette synes det, som hun betragter sin Forfattervirk-
"somhed som afsluttet."

Kun tre smaa Bind, det er sandt, og dog erkjender Forfat-
terinden dem for at være de Vidnesbyrd, hvori hun haaber at
leve i en Fremtid, medens de øvrige vel mere eller mindre
vil friste Morskabsliteraturens Skjæbne at synke i Glemselen.

Tyve Aar er forløbne siden hin større Roman; i disse Aar
vil hun tilstrækkelig have erfaret, hvad det vil sige, at "Murene
er faldne".

Hvad der i denne Bog kun rørte sig anelsesfuldt, træder
her, forsmaaende enhver forskjønnende Klædning, op i sin
utilhyllede Forfærdelighed.

SIDE: 92

Læseren vil forstaa, hvorledes disse Indtryk i et Mylder af
Tanker og Indtryk har trængt sig ind paa hende, forvirrende,
overvældende, tiggende om at gives Ordets Forløsning, hvor-
ledes hun har stridt for at kunne magte det, ofte fortvilet over
ikke at kunne det . . . Og hvor det er lykkets hende -- og
denne Bestræbelse skal man i det mindste yde Tak -- manet
dem, tvunget dem, disse paatrængende Indtryk og Tanker, ind
i den knappest mulige Form -- Aanden i det arabiske Eventyr
lig, som man lokkede og sperrede ind i det bitte lille Skrin.
Og ganske som i Eventyret har hendes Samtid et Øieblik
nysgjerrig bekiget Skrinet og derpaa sænket det tilbunds. Og
ganske som i Eventyret venter ogsaa denne Aand i Skrinet
paa den Befrier, der skal løfte den op til Lyset -- og denne
Befrier heder Fremtiden.

I hvilke Skikkelser denne Befrier hos os vil træde op, vil
den nu selv afgjøre. Saa meget synes at være visst, at Hr.
Jæger ikke er en af dens udsendte. Den Kjendelse, han ud-
taler over disse tre smaa Bind, er heldigvis meget kortfattet
og lader sig omtrent fatte i følgende Hovedteses:

1.
 "At det maa have været rent literære Hensyn, der har
"bevæget Forfatterinden til at skrive Størstedelen af de
"Smaaskisser, hvoraf disse tre Bind bestaar.

2.
 "At franske Tilbøieligheder viser sig her paa det klareste,
"idet Fru Collett ender, som hun har begyndt, som Feuil-
"letonistinde.

3.
 "At man undertiden faar Indtrykket af, at Fru C. ikke har
"undgaaet ældre Folks, især ældre Kvinders, almindelige
"Feil, at forfalde en Smule til lidt Snaksomhed . . .

4.
 "At hun synes at være bleven mere fornøiet tilsinds, end
"hun var før (!)".

Jeg har i det foregaaende udhævet de Punkter i Hr. J.s Op-
sats, hvori de slemmeste Misforstaaelser træder os imøde. Der
staar endnu tilbage at paapege den Misforstaaelse, hvori alle
andre synes at have sin Rod -- Grundmotivet, han under-
lægger det Forfatter- og Menneskeliv, der her er optaget til-
doms. Alle dets Fænomener udleder han af personlige Ind-
tryk. Nøglen til enhver udtalt Anskuelse maa kun søges i
egne Oplevelser, idet Hr. J. ikke kan finde Udtryk mørke og
trøstesløse nok til at betegne disse Udtalelser.

SIDE: 93

Paa hvert Blad støder man paa Beskyldningen for denne
lidenskabelige Subjektivitet, der har hindret hende fra enhver
rolig og paalidelig Opfatning. I disse heftige Udfald lyder kun
hendes egne Livserfaringer og Oplevelser; alle disse Heltinder,
fra Sofie i "Amtmandens Døtre" ned til Sara Trænæse, er nøie
Kopier af hende selv. Som om der ikke i alle disse fandtes
en Grundforskjellighed! Man tage kun de fire Damer, der
optræder i "Oktoberfantasier", og som ved en overnaturlig Magt
drives til at ytre sig om noget, der ligger udenfor deres Dag-
ligstueinteresser. Om disse Figurer siger Anm.: "Om individuel
"Karakteristik er her ikke Tale; det hele Apparat er kun et
"Slør, hvorunder Fru Collett dækker sit eget Ansigt."

Jeg har kjendt ti Margrether og ligesaa mange Frøken Annaer.
Forf. har i dem slet ikke skildret sig selv eller det Standpunkt,
hun tilhører. Hun har i dem skildret en, vore Forhold mere
tillempet, begavet og selvstændig Kvindenatur. Altsaa noget for
vort Samfund altid brugbart, ja velsignelsesrigt, men som vort
Samfund, med sin indgroede Angst for Genren, ikke vil vide
noget af, men skyder tilside. Søger man Sporet af disse for-
skudte, vil man ikke sjeldent finde det i Sindssygeanstalterne,
hvis ikke en tidlig Død redder dem fra aandelig Undergang.

Vanen er en stor Magt i Livet, men det uvante er det vist
ikke mindre. I vort Land er en kvindelig Opposition af en-
hversomhelst Art en utilladt og uhørt Ting. Mænd maa faa
Lov til at paatale Misligheder, hvor de opdager dem, Kvinder
hos os har ikke denne Tilladelse. Hvad Under da, at naar
nogen har havt det Mod at sætte sig ud over Forbudet, bliver
det mødt mildest talt med en forundret Murren. Man er saa
vant til at lulle sig ind i den Tro, at alt er godt og vel, som
det er, en hel Halvdel af vort Samfunds Medlemmer har nu
engang forpligtet sig til at vogte denne Tryghedens Vestalild,
og vil nogen krænke denne Tryghed og vise dem Reversen af
Medaljen, er det, som om det livagtige Medusahoved stirrede
dem imøde. Denne Uvilje mod enhver kvindelig Opposition
afsætter sig da, hvor den kommer tilorde, i de merkværdigste
Udtydninger og Fortolkninger. Alt sees gjennem Mikroskopet,
hver stille Klage bliver til heftig Beklagelse, hvert Suk til et
Skrig, og i en viss Forstand skal det visselig forstaaes saa;
kun forveksler Anm. Form og Væsen, han anerkjender ikke
Beherskelsen; i Sukket, i den stille Klage, hvori Skriget over
det uhyre, det overvældende kvæles, lægger han det fulde
Udbrud -- ja det overdrevne Skrig over noget kun i Forfatter-
indens mørke Fantasi eksisterende sørgeligt. Det hele opløser

SIDE: 94

sig i et -- "Viel Geschrei und wenig Wolle", som Tysken siger.
 -- Af samme Grund kaldes den stakkels stilfærdige Frøken
Annas rolig kolde Bemerkninger om sit Christianialiv "Bekla-
gelser saa bitre, saa heftige", at de kun finder sit Tilsvar i
enkelte af Ibsens Digte. Hin lille Demonstration mod Dyr-
plageren i Paris, at Forfatterinden stillede sig hen og saa visst
paa ham, kalder Hr. J. at rette "strenge Bebreidelser". I det
lille Indledningsdigt til "En Aften i Charlottenlund" med Over-
skriften "De Udskudte", hvori der -- hvilket tydelig fremgaar
af Digtet -- sigtes til alle vore Kunstnere, der maa leve uden-
for Hjemmet, har hun kun ment sig selv, en Vildfarelse, der
gaar igjen overalt, hvor dette lille fordringsløse Poem er op-
taget; man har endog forandret Titelen til "Den Udskudte".

I alle disse Træk vil vi spore det uvantes Magt. Et kvinde-
ligt Forfatterskab, der fuldstændig bryder med det foreskrevne,
det er for sterkt for os. Kommer saa Nødvendigheden engang
imellem at anvise et saadant Fænomen Plads i Rækken, sættes
man i den bitreste Forlegenhed, hvor man skal hen med det.
Det mangler ikke paa komiske Træk af denne Ustøhed. Medens
vor Anm. fradømmer Fru C. al Evne til at lide gjennem andre,
udhæver en Anmeldelse i "Tidskrift för Hemmet", der inde-
holder en Snes Pag. kvindelig Studsen over det uvante, næsten
spottende, en altfor vidt dreven Ømfindtlighed i denne Retning.
Vor Anm. synes at ville anvise hende Plads i yderste Ven-
stre af vort Fremskridtsparti -- en anden "Taler ved Graven",
som har leveret den æstetisk literære Rubrik i Tønsbergs Reise-
haandbog: Norge, er af en stik modsat Mening. Ifølge denne
repræsenteres Fremskridtet, det unge Norge, af Wergeland,
Welhaven, Ibsen, Bjørnson, Lie og Magd. Thoresen, medens
gamle Norrige tæller blandt et Par andre "den talentfulde For-
fatterinde Fru Collett".

Hvor hører man saa egentlig hen?

SIDE: 95

Hjemlige Tilstande, Anden Række:

Smaabilleder i Konewkas Maner.

Enker.

Trinnet fra at være Fru Bureauchef eller Fru Professorinde
N. N. til Enkefru do. danner en Overgang, hvorimod det be-
rømte tarpeiske Spring maaske ikke har andet forud end
næst lidt mer malerisk Effekt den unegtelig betydelig kortere
Proces.

Efter den første Bedøvelsens Sløvhed (Folk kalder den kri-
stelig Fatning, Hengivenhed i Guds Vilje) kommer Smertens
Ildgreb i Sjælen. Lykkelig kunde hun prise sig, hvis hun fik
Lov til at dvæle paa disse Sorgens ædlere Høider - ak nei,
der undes hende ingen Ro dertil. Hvad der følger, er det
grusomste: Indskrænkningen med sine dræbende Indøvelser,
dem, hendes Omgivelse ser til med en merkelig Ufølsomhed,
naar den ikke pludselig bliver meget hjælpsom og gribes af en
morderisk Iver for at udfinde den trangeste, tristeste Bolig,
hvor hun herefter kan skjule sin Nultilværelse. Enkerne i det
gamle Indien besteg med fanatisk Begeistring deres Enkebaal,
men byd dem at stige op i en Kvistleilighed i Grændsen eller
Møllergaden, naar de havde beboet en Villa i Homansby eller
ved Frognerkilen, og vi skulde se, hvad Mod de havde!

Efter denne Metamorfose er hun da saa egentlig indregi-
streret som Enke, vil sige: hun er sat ud af Livets aktive
Tjeneste, med Forpligtelse til herefter ikke mere at lade høre
sig, og hvis det sker, da at "være fornøiet". Endnu aner hun
ikke Betydningen af denne skrækkelige Overgang, over Tabet
selv har hun ikke tænkt paa, hvad Virkning det vil øve paa
hendes Stilling i Samfundet. Hun tror, at dette samme Samfund,
derifjor kappedes om at rive Dørene op for hende, nu kun vil
give denne Hyldning Deltagelsens og den ømme Medfølelses
mere indtrængende Præg, og o, hvor hun trænger til denne
ømme Medfølelse!

Indskrænkningen, det værste Trin ned ad Stigen, er altsaa
foregaaet.

Er hun ung og har bevaret endnu nogle ungdommelige Inter-
esser og Smaavaner, Gud bære hende da! naar hun overalt
mødes med et forbauset Smil over, at saadant kan overleve

SIDE: 96

Forandringen, naar hun skal se enhver liden Adspredelse kon-
troleret og beregnet, om den ogsaa stemmer med "hendes nu-
værende Kaar". En ung Pige, som engang havde været en
feteret Toneangiverinde i vor By, vendte tilbage til den som
ung Enke. Der reiste sig pludselig ligesom et optrækkende
Veir af dunkel Uvilje omkring hende. Havde hun forbrudt sig
mod Hæder og Ære, var hun en slet, Forsømmelig Moder?
Nei slet ikke, men hun traadte op i en Hat, som var altfor
moderne, altfor elegant. Hun var jo Enke!

Men nu maa hun fortjene noget For at kunne leve, hun maa
søge en Virksomhed. Hun tager Logerende. De faa dyrebare
Stykker, hun af sine forrige Mobilier har reddet, anbringes i
deres Værelser. Har hun Raad til den Luksus ingen Loge-
rende at have, begynder hendes Sofaeksistens, fra hvilken hun
har at tælle de enkelte Dryp af Liv, der kan tilflyde udenfra,
i Løbet af den lange, snigende Uge. Undertiden et Besøg af
voksne Børn, af en gammel Veninde, der ikke ganske har
glemt hende, og som aldrig undlader at se sig om og sige:
her har du jo faaet det pent! Lykkelig maa hun derved skatte
sig, jo større Anlæg hun huser i sig selv til intet at ville, intet
at savne, jo større Overensstemmelse hun formaar at bringe
mellem Udstyret i sit eget Indre og hendes Stuefængsels
Tomhed og øde Tarvelighed. Folk kalder dette: hun er
tilfreds, og dermed er de ogsaa tilfredse, da hun jo nok-
saa pent opfylder sin Samfundsforpligtelse ikke at lade andet
høre.

Men eier hun ikke denne Sjælsarmodens formidlende Evne,
har hun en Aand, der higer udover Stuefængselet, der levende
kræver sin Deltagelse i Tidens aandelige Dagverk, - o, tifold
ve hende da, tifold beklag hende! Hun har ingen Adgang til
god Læsning, hun har maaske ikke Raad til at holde en Avis.
Og selv maa hun ikke, næst Søndagene i Kirke selvfølgelig,
røre sig ud for at søge noget, som ikke bevislig gaar ud paa
den blotte og bare Opholdelse af Livet. Drives hun alligevel
dertil, søger hun Livet, søger hun Menneskene - ak, enhver
saadan Berørelse med dem vil være hende en levende Paa-
mindelse om, at Retten til en egen Eksistens med dens selskabe-
lige Forrettigheder for Fremtiden er forment hende! I de
Smuler, der nu tilbydes hende, vil hun smertelig føle Almissen,
Barmhjertighedsydelsen. Hun vil finde alt lukket, alt udslukt.
Hvad hun griber efter, er som Blomsterne i Margarethas Have,
der visner, idet man vil røre ved dem. Hun vil allerede i
Tonen mod hende, ligefra den fornemme Venindes, i hvis

SIDE: 97

Festballer hun engang deltog, indtil Mari Skurekone, spore
denne Forandring, der ikke lader sig gribe, men føle desto
bitrere - kort, ved hvert Skridt, hun tager, ved hver Dør,
hun træder ind af, vil hun merke, at hun er en anden Person,
end da hun havde sin Justitiarius, sin Statsrevisor, sin Bank-
administrator lyslevende bag sig. Denne Art Indskrænknings-
øvelse er endnu den smerteligste - den tager frygtelig Tid;
er den gjennemgaaet, saa sænker der sig en sløv, næsten idi-
otisk Ro over hende. Folk kalder den slet ikke noget; thi de
erindrer neppe mere, at hun er til.

Forkjæmperinden.

Saa kan vi kalde en anden Skikkelse hos os, hvortil da ogsaa
kan regnes Forfatterinden, forudsat at hun virkelig kjæmper
for noget. At være -inde i vore Forhold er allerede slemt,
at være Enke værre, at være Forkjæmperinde under norske
Enkekaar kunde bringe til at misunde de indefrosne paa Spits-
bergen.

Forkjæmperinden er heldigvis en saare sjelden Fremtoning.
Ingen her i vore arktiske Egne synes at have Mod nok til at
opkaste sig til en saadan. Hendes Opgave, billedlig talt Is-
smeltning, er at give Initiativer, være den elektriske Gnist til
Vækkelsen af Idéer, enten nu dette sker i en mere ophøiet
Forstand digterisk eller det dreier sig om noget temporært, et
lidet praktisk Foretagende, det, som man betegner med at sætte
sig i Spidsen for noget.

Det sidste har sine store Ubekvemmeligheder. Det gjælder
her at løbe om fra Dør til Dør og banke paa de mange halv-
lukkede og heltlukkede Hjerter, medens man behændig maa
aflure det heldige Øieblik til at kaste den tændende Gnist, der
skal vække for Sagen. Men i sine Virkninger for hende selv
byder disse to forskjellige Opgaver, baade den digteriske og
den praktiske, en fuldkommen Lighed. Lykkes Bestræbelsen
ikke, saa Gud naade hende, den Anstaltmagerske med sine
gale Idéer! Lykkes det, saa er det noksaa vel. Resultatet,
enten nu dette bestaar i en filosofisk Roman eller i Fuldendel-
sen af en broderet Fane til et eller andet Festøiemed, mod-
tages eller anerkjendes naadigst venlig, medens Forkjæmper-
inden selv skubbes pent behændig tilside, som Gardintrappen
ud af Salen, naar den har tjent til at ophænge Festens Drape-
rier og Festons. Hun er jo Enke.

SIDE: 98

Eller - det har hændt, at en ualmindelig Personlighed,
Mand eller Kvinde, er raget op i vor Midte. Man følte dun-
kelt, at det var noget stort, men man kjendte ikke Genren.
Med den særeget udprægede Evne, vort nybyggede Selskab
har til at omskumple Begreber og kalde ret for slet, smaat
derimod for godt, naar det gjælder Opfatningen af Mennesker
og Menneskeværd, har det ikke forstaaet sig det mindste paa
Fænomenet, men har maltrakteret det i levende Live, indtil
man bar det til Graven.

Forkjæmperinden har maaske staaet Fænomenet nær eller
maaske ikke, hun planter nu efter bedste Evne en Blomst paa
denne Gravhøi. Med lettest mulig, delikat Haand søger hun
at løfte det Skyggeteppe, som Uforstand og Sladder har bredet
over et Minde, og drage dette frem i sin Sandhed, sin Renhed.
Men saa maa - o ve! - Navne paa Prent! - Antydninger ial-
fald! og Navne paa Prent, naar det ikke staar i nogen officiel
Forbindelse med de Angjældende, er for Familien og nære
Venner værre end selve Miskjendelsen og Bagtalelsen: Der
er da endelig et Hoved at ramme! og den længe kvalte Uvilje
falder i kolde Miner og stramme Hilsener paa den ulykkelige
Opreiserinde.

Disse faa Træk viser os Forkjæmperinden kun i et Par Si-
tuationer, men de illustrerer tilstrækkelig hendes hele Stilling.
Lad hende i Ord eller Gjerning, offentlig eller Ven imellem,
yde det bedste, hun formaar. Lad hende slide de ømmeste,
skyeste, dulgteste Tanker fra sin Sjæl og give dem hen, bei-
lende kun til et Blik, et Vink - at det har naaet andre Sjæle!
- O nei, blot et Vink om, at det pr. Post er modtaget! I sjeld-
neste Tilfælde vil hun være saa lykkelig at modtage et saadant
Tegn! Naar hun da langt om længe frygtsom kan gribe en
Anledning til at spørge: Har jeg fortørnet eder? . . . Hvor-
med har jeg gjort eder saa misfornøiede? saa ser de hende
forbauset i Ansigtet og siger: "Misfornøiede? - Det er sandt,
Tak skal De ha! . . . Misfornøiede! De har jo gjort Deres Sager
udmerket! . . . Kan det ikke tilfredsstille Dem? . . . -inder
maa ikke være saa fordringsfulde!" siges vel ikke i rene Ord,
men det er dog Meningen.

Fordringsfuld - milde Gud! Jeg var blot saa angst for, at
I var vrede, og det vilde været mig en usigelig Trøst og Be-
roligelse, om I havde meddelt mig, at I ikke var det.

I selskabelig Henseende maa hun dele Enkernes Kaar; thi
Forkjæmperinden er altid Enke eller gammel Jomfru. - En

SIDE: 99

gift Kone falder aldrig paa at være det - nei, hun ved, hvad
en Stilling som hendes er værd, og vogter sig nok!

Der forbigaaes ikke heller nogen Anledning til at vise hende,
at saaledes og ikke anderledes skal den, hun indtager, opfattes.
Det har aldrig villet passe ind i vor nationale Logik, at har
hun selv, saa godt som nogen Mand, kun lidt mere følelig,
betalt sin Ligningsskat til den store Offentlighed, saa har hun
ogsaa for en Del kjøbt sig Ret til dens selskabelige Fordele og
Opmuntringer. Kommer efter saadanne Ubeagtethedens lange,
kolde Graaveirstider endelig et Tegn paa, at hun erindres,
bydes der hende pludselig en liden Forekommenhed, saa kan
man være temmelig sikker paa, at der er en Hake ved den.
Der er altid noget derved som en Flue i Suppen, og naar man
saa vægrer Sig mod Suppen, kan Folk ikke begribe, at man
ikke tager den med Tak, fordi der er en uskyldig Flue i. -inder
pleier saamen slet ikke at vrage den derfor, men piller rolig
Fluen tilside, smiler, neier og siger, naar man spørger dem,
om den ikke er noksaa god, Suppen: Jo, hun er deilig, Madam!

Forkjæmperinden i vort Land er berømt. Hendes Navn
kommer paa alles Læber. Kun er der i Betegnelsen af denne
Berømthed en umerkelig liden Afvigelse fra den mandlige do.
Hos hende heder den Udpegelse, og Virkningen af denne Slags
Udmerkelse maa, saavidt jeg kan dømme derom, have meget
tilfælles med et visst Fortidens Optog fra den ene Stadsport til
den anden, saaledes anbragt paa den langørede Ganger, at man
slet ikke ser Maalet, men bekvemmest kan overskue det hele
jublende Optog bag sig.

En Sørgefest.

Den lille Studie af vore Enkekaar fuldførte jeg en Aften, ind-
til Natten umerkelig var rykket langt frem.

Den Drøm, der derpaa sneg sig ind i min urolige Søvn, var
saa besynderlig, at jeg længe tvilede paa, om den var en Drøm
eller en Vision foraarsaget ved den lidt feberagtige Spænding, Skil-
dringen satte mig i.

Jeg stod i et Vindu og saa ud og syntes, at det var i Akers-
gaden. En dunkel Følelse af, at jeg havde forsømt noget, tryk-
kede mig og tog til, efter som et langt Sørgetog begyndte at
defilere forbi.

Men hvilket Sørgetog! Himmelen bevare mig! Disse Ligbærere,
hver med sin Kiste, lignede ikke Mennesker af Kjød og Blod,

SIDE: 100

men kun disse spidsvinklede, i Leddene sammennaglede Stre-
ger, der paa Karikaturbilleder er givne menneskelige Stillinger
og Udtryk, og alle endte de i et Tal - den ene i et 3tal, den
næste i et 5tal, en tredje, der skrævede frygtelig ud med sine
lange Staaltraadsben, endog et 7tal - bagefter dette groteske
Optog fulgte en Række sorttilslørede, nedbøiede, kvindelige
Skikkelser, der aldrig vilde tage Ende.

Det er Enkerne, sagde en usynlig Stemme ved Siden af mig,
der følger deres Nuller til Graven.

Deres Mænd? spurgte jeg halvt forstyrret.

Nei, o nei, sagde Stemmen. Havde de beholdt dem, saa
havde de ikke mistet disse. Disse Nuller har engang tilhørt
hine Bærere hist; da saa disse ganske anderledes trivelige ud
og kaldte sig Mr. 2000, - 3000, maaske 5000 - maaske endog
blot Hr. 500. Efterat de er unddragne sin retmæssige Be-
styrers Omhu og Tilsyn, sygner mange af disse Nuller lang-
somt hen, og en vakker Dag er baade ett og to af dem for-
svundne af Rækken, og Hovedtallet skrumper af lutter Sorg
ind til slige jammerlige Skyggebilleder, som De der ser. Det er en
ren Epidemi, denne Nullesott i Enkernes Talrækker, den tager
mer og mer til, da ingen agter paa den.

Men du gode Gud, Enkerne selv maa dog . . .?

Ak, de hører til "de Stummes Leir" og synes ogsaa tilsidst,
at det kan ikke være anderledes.

Saa kom Musikken, der spilte op:

Nu bæres Nullet bort til Graven!

og forskrækket for jeg op af denne besynderlige Drøm.

En Modsætning.

Jeg kommer nu, jeg ved ikke hvorfor, til at tænke paa den
unge Pige, jeg engang kjendte, et af min Ungdoms lyseste,
uudsletteligste Billeder. Hun vidste ikke, hvad hun skulde
finde paa af sprudlende Liv og utæmmet Overgivenhed, hun
talte ikke, hun sang, hun gik ikke, hun dansede. Som Barn,
fortalte Søsteren mig, havde hun veddet med dem om, at hun
skulde gaa paa Isen i et Fodtøi, som aldrig havde omsluttet
Menneskefod. Hun pudsede sine bare Fødder med Blanksværte
og gik ned paa Elven og skriede. Blev ikke syg efter.

SIDE: 101

Jeg har set hende en Gang senere. Hun var graanet oppe
i en afsides liggende Bygd. Hun hørte til "de Vakte".
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En hel anden Type var det lille seksaarige Pariserbarn, jeg
lærte at kjende i en Familie dersteds. Hun var bleven dik-
teret den Straf, at hun ved Middagsbordet ikke skulde faa af
den sidste Ret, hendes Livret, og som, da den skulde serveres,
for at skjule Straffen for Gjesterne, raabte over til Faderen:
"Tak, Papa, jeg skal ikke have Kage, du ved, jeg liker ikke
den Sort, Tak, Papa, ikke til mig."

Kan man tænke sig en større Kontrast end dette lille raffi-
nerede Pariserbarn og den prægtige vilde, norske Pige, der
sjæleglad over at have løst sin lille Krakaopgave svinger sig
paa Isen med de nøgne malede Fødder!

Hvad skal det blive til?

Ogsaa et andet Barnebillede dukker frem. Den lille fem-
aarige L. W-J., som jeg under et Badeophold i Sandefjord
oftere traf hos to Damer, jeg kjendte, ligeledes Badegjester.
Deiligt var dette Barn, men saa ustyrlig livligt og heftigt, at Mo-
deren, den lidt formelle, fornemme Dame, ofte udtalte sig æng-
stende over, hvad dette skulde arte sig til. Den Lille havde
fattet en lidenskabelig Hengivenhed for de to Søstre, hvis stille,
kjærlige Maade at tage hende paa øiensynlig øvede sin Magt.
Kun naar hun skulde derfra, skreg hun forfærdelig.

Da fortalte man mig, som en af hendes Synderligheder, at
hun pleiede, naar den svage af Søstrene skulde gaa sin Tur,
at udspeide dette, liste sig i Forveien og omhyggelig rydde
Smaasten og alle Ujevnheder bort fra Veien.

Da jeg hørte dette Træk, vidste jeg, hvad denne Livlighed
vilde springe ud til.

Hun er nu Husfrue paa et af Danmarks adelige Godser,
afholdt af alle. Hendes barnlige Heftighed har udfoldet sig
til et varmt Hjertes aldrig hvilende Iver for at glæde alle
omkring sig, og hvor de findes, stille rydde Stene væk af
andres Veie.

SIDE: 102

Et Valg.

"Af to onde Ting vælger jeg dog heller at leve end at dø",
sagde en af vore Enker, jeg traf igaar, der mer en sedvanlig
havde maattet prøve Omskiftningen. Hun er en jevn, stille,
livsglad Natur uden særegne Anlæg til Misfornøielse med Livet.
Det kom saa tonløst, saa fatalistisk resigneret, medens hun sad
der med Kaffekoppen i Haanden, som om hun vilde sige:
Jeg har lidt saa meget, at jeg har ikke Kraft engang til at
ønske mig Døden. Det bedøvede mig næsten i sin stille,
ukunstlede Jammer.

Første og sidste Gang.

Hin unge deilige Pige, i Besøg fra Landet, der første Gang
hun var paa et af vore større Baller, havde det Uheld at glide
i Dansen og falde paa Gulvet. En Forfærdelse greb hende,
som om en Skjendsel var overgaaet hende - grædende skyndte
hun sig hjem - og satte aldrig sin Fod i en Dans mere.

Et Samfundsmord.

Et andet ulige mere tragisk Offer paa den falske Kvindelig-
heds Alter mindes jeg fra min Barndom. De ældre Damer
talte altid hviskende om denne Tildragelse, som om den var
altfor forfærdelig til at tale høit om, og den var i Sandhed
forfærdelig nok.

Offeret i denne Begivenhed var en af vore fornemste Damer.
Hun var en komplet Skjønhed af en fuldkommen sydlig Ty-
pus, blid og god og af et muntert, sorgløst Temperament, sterkt
feteret paa Ballerne. Maaske gav hun sin Livlighed lidt for
meget Tøilen, uden dog at man havde vovet den sagteste Be-
skyldning af nogen alvorlig Art: hun var almindelig agtet, og
alle indtagne af hendes Elskværdighed.

Da falder pludselig et nederdrægtigt Menneske, som hun
maaske havde havt det Uheld at støde engang, maaske ikke,
paa en Spas, der søger sin Lige i ondskabsfuld Kaadhed. En
Morgen finder man opslaaet over hendes Gemals Vinduer det
bekjendte ominiøse Dobbelttegn, hvorunder man nu engang bil-
ledlig fremstiller en Ægtemands største Skam. Da det ikke

SIDE: 103

lod sig gjøre straks at faa det ned, kom hele Byen i Bevægelse.
Hendes Mand, en Militær, bliver, vil man fortælle, drillet af
Kameraterne, den ulykkelige maa undgjælde - og saa elendig
var Tidens Aand dengang, saa vanvittig opskruet den kvindelige
Frygt for Skandale og Omtale, at Bevidstheden om, at hun var
uskyldig, ikke formaaede at hæve hende over denne Usselhed.
Ak, den styrtede hende kun i den dybeste Fortvilelse! I to
Dage var hun et Bytte for den, da gik den over til Vanvid.
Hun laa paa Gulvet og rev sit prægtige sorte Haar af med
vilde Skrig. Dagen efter var hun et Lig.

Da gik det som et Stød gjennem vort Samfund, der vakte
det til Besindelse, til Rædsel! Dette var dog for galt!

Hvad der kunde gjøres, blev gjort. Hos os er det ikke
som i Sverige Skik og Brug, at Kvinder følger Lig, en eneste
Undtagelse er skeet hos os; det var, da denne uskyldige blev
baaret til Graven. Landets første Dame, vor prægtige gamle
Grevinde Wedel, satte sig i Spidsen for Demonstrationen. Hende
fulgte alle Byens Damer i festligt Tog. Der blev den Dag ikke
en Blomst tilbage i noget Vindu. Jeg var for liden dengang til
at følge dette Tog, men vil gjøre det nu.

Og Forbryderen!

Der staar intet i Christian V.s Lovbog om et Mord af den
Slags, og selskabelige Lynchlove, naar det gjælder Fornærmelse
mod Kvinde, der ikke udtrykkelig hjemles af hin Lovbog,
eksisterer ikke hos os. Rolig og uantastet vil han være gaaet
gjennem Livet, selv om han var bleven opdaget, og muligens
lever han endnu.

Almindelige Tilstande:

[MOD STRØMMEN! "KJÆRRINGA MOD STRØMMEN".]

Mod Strømmen! "Kjærringa mod Strømmen" heder det paa
godt Norsk. Aaja, hvorfor ikke Kjærringa mod Strømmen!

Vi har et kosteligt gammelt Folkesagn betitlet saa. En sand
Verdensallegori, en af de dybsindigste, skjules deri. De lam-
fromme Eventyrprinsessers Tid er forbi. Vi tror ikke mere
paa, at hun rører Prins Frost ved at smigre ham og med
klaprende Tænder forsikre, at hun har det saa deiligt hos ham. [fotnotemerke] 
Herefter faar vi "Kjærringa mod Strømmen", der heller gaar
under end opgiver sin Overbevisning: Konen, som paastod, at

Fotnote: Se det russiske Eventyrsagn i den norske Almanak for 1880.
 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 104

der skulde bruges Saks, Manden holdt paa sit: Kniven. Der-
over trættedes de i det uendelige. Og da hun ikke vilde give sig,
men blev ved med at paastaa Saksen, tog han hende med et al
Trætte afgjørende: Du har vel mistet det lille Vette, du havde
nu, og dykkede hende ned i Elven.

Da rakte hun Haanden op over Vandet og klippede med
Fingrene.

Og saa vil jeg blive ved at klippe og klippe de seige Strenge,
der binder os til den gamle Trældom, blive ved, blive ved,
indtil Stemmen lyder over en Gravhøi.

INDLEDNING.

Maa det altid være saa, er det et uundgaaeligt Fatum, at
Folk, der har noget at sige, som andre af gode Grunde vogter
sig for at sige, aldrig kan faa Lov til at gjøre det i normal
Tilstand, det er, med alle sine Evner mildt og harmonisk ordnet.
Det synes, som om ethvert saadant Sandhedens Ord kun kan
spire paa én Grund, Lidelsen. Vi maa altid tænke os denne
Sandhedsbekjendelsens og Forkyndelsens Muse med luende
Blikke, Buler i Panden og smertefortrukne Miner, der maaske
kun da lidt ironisk glatter sig, hvergang Forundringen "hvorfor
smiler du ikke?" altfor stupid slynges hende i Ansigtet.

Søstre, hør mig! der mangler os alle noget . . . noget, som
Franskmanden kalder la sainte colère. "Ich liebe den Zorn,
protegiere ihn auch," siger Rahel v. Varnhagen, Aarhundredets
første inspirerede Sibylla i den Sag, som dengang endnu intet
Navn havde. "Ich liebe den Zorn," skrev den blide, mønster-
værdige Rahel, allerede for snart firsindstyve Aar siden.

Gud bevare os! Skal vi nu opmuntres til Vrede og slige
onde Lidenskaber ogsaa! . . . Man præker jo netop ind i os de
modsatte Egenskaber, Fromheden, Taalsomhedens Ufølsomhed!

Ganske visst. Men enhver Ting har nu engang sin Rette og
sin Vrange, og ligesom der gives Egenskaber, som man altid
har ladet paradere med Retten ud, deriblandt de taalsomme
Dyder, saa er der andre, man altid viser os paa den mørke
Vrangside, F. Eks. Vreden. Franskmanden har endnu en lind
Betegnelse for den, han kalder den Indignation. Den har
imidlertid ogsaa en Retside, og det er netop den, som hin
merkværdige berlinske Sandsigerske elskede og protegerede.
Den har intet med Dagens Bagateller at gjøre, kjender ikke
hidsige Ord eller gnistrende Øine. Den kjender til en dyb,

SIDE: 105

stille, luende Følelse, der staalsætter Viljen, renser Sjælen fra
alt Slagg af sygeligt og smaat og fylder den med den rette
Taalsomhed: Kraften til at føre og holde Kampen ud.

PRIVILEGEREDE ROVMORD.

1876.

Man kan sige, at Kvinden har to Arter af Liv tilfælles med
Manden, Liv, der begge er Døden hjemfaldne, den Død, der
forkyndtes Skabningen paa Syndefaldets første Dag, og det,
man kalder en borgerlig Død, der altid maa begrunde sig paa
en Forsyndelse, bevidst eller ikke bevidst, mod de Lovbestem-
melser, Samfundet har vedtaget og tillempet som betryggende
for sig selv.

Men Kvinden har foruden disse to Liv, som hun deler med
sin Medskabning, særlig et tredje at verge for, der kan for-
tabes uden Skyld og dog borgerlig døde hende, et Liv, der
idelig svæver i Fare, der i samme Mon det udbyttes som en
Gevinst for den ene Part, paafører den anden Part Tabet; der
gjør hendes Tilværelse til en uafladelig pinlig Væren paa sin
Post mod usynlige Angreb, der gjør, at selve Atmosfæren, hun
indaander, er svanger med Fare og Fordærvelse. Man vilde
studse ved at tænke, at det er det høieste, Naturen har givet
hende, hendes Smykke, hendes Livsklenod, hvori der paaføres
hende disse Lidelser.

Den lysterne Hemmelighedsfuldhed, en raffineret, fordærvet
Kultur har lagt om alt, hvad der angaar hendes Kjønseien-
dommeligheder -- er man i Grunden uskyldigere med den end
paa Otaheiti! -- hvor unaturlig er den ikke blevet, til hvilken
kunstig Høide ikke opskruet, forat den saa leilighedsvis kan
aagres med og paa frækkeste Maade udbyttes. Og er ethvert
saadant Udbytte ikke et dødeligt Angreb paa det Liv, som
særegent tildeltes Kvinden, saa at hun uden Skyld martres og
mishandles i det? Er det ikke et Rovmord ligesaa godt som
det, Lovene straffer? Al Uret grunder sig dog paa et moralsk
Overtag, en ikke billiget Tilegnelse af en andens Eie, hvorved
denne taber, og her gjælder det Voldshandlinger mod et Eie,
som Foruretterne selv har stemplet som det høieste ved den
forurettede, som hun, under Trusel af de mest ydmygende
Straffe, selv har at vare som en Helligdom, Kvindelighedens
uantastbareste, hendes Blufærdighed.

SIDE: 106

Sker denne nedrige Udbytten deraf ikke daglig lige for vore
Øine i denne Syndflod af urene Skrifter og Billeder, der
smugles ind i vor Ungdoms hemmelige Gjemmer -- ja paa-
tvinges dem paa offentlig Gade i paatrængende Vindusannoncer
og -udstillinger! I en viss tysk Hovedstad kan man, langs dens
fornemste Promenadeplads, neppe gaa tyve Skridt uden at støde
paa Vinduer, hvor der falbydes slige Sager med sine meget
lovende Titler og Titelvignetter. Der syntes at være godt Ud-
valg, ligefra forrige Aarhundredes mest renommerede Krebillo-
nader lige ned til Hr. Th. Vischers berømte Verk om Moderne.

Men det er dog endnu intet mod hine skamløse Udstillinger,
der annonceres under Navn af [fotnotemerke] , og hvor Kvinden offentlig er
lagt paa Dissekerbænken, for sønderlemmet at komplettere Ru-
briknumrene i nogle omreisende Kuriositetskræmmeres afskye-
lige Samlinger! . . . Arme Anadyomene! Du har maattet finde
dig i, at mørk kristelig Fanatisme engang kaldte dig en Heks,
en ond Aand, og stængte dig ind i de sorte Bjerghuler; men
havde du anet den Skjæbne, der nu beredes dig, Lem for Lem
skruet fra hinanden at udstilles til Gaudium for den kynisk
gabende Mængde -- du var bleven i dit hemmelighedsfulde
Dyb, o Anadyomene! var aldrig opsteget af dit kjølige Dyb,
og denne smudsige Jord havde aldrig skuet dit himmelske
Billede! . . .

Man vil naturligvis indvende: hvad har ærbare Kvinder med
denne Trafik at skaffe, det angaar jo ikke dem, de bør ikke
engang vide derom. Ganske rigtigt, det gamle Ræsonnement.
Men vi paastaar, det angaar dem, og netop dem, alle som én.
Lad en blufærdig Kvinde aldrig med et Øie have skuet noget
af disse Uhumskheder, ligesom jeg, der skriver dette, i Sand-
hed ikke har det -- kun hørt derom, hun vil dog i dem føle
sig nedværdiget, som om det angik hende personlig, føle det
som en langsom Smiden til Pælen til Raahedens Forlystelse.

Hvad har et Samfund at gjøre ligeoverfor Tilstande som
disse, hvor dets eget dyreste Livsstof, der holder det sammen,
er sunket ned til en Vare, hvori der kan spekuleres som i
enhver anden?

Skal vi stige ned til Otaheiti, eller er der nogen reddende
Mellemvei?

Vi kan længe vente paa Svaret, naar vi ser den Tankeløshed,
hvormed man beskuer disse daglige Foreteelser, og den merk-
værdige Ligegyldighed, hvormed vore offentlige Sedeligheds-

Fotnote: Vi husker ikke Navnet. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 107

vogtere lader det passere. Vanen gjør det, den gjør, at man
betragter alle Konflikter mellem de tvende Kjøn, ligefra de
ædlere ned til de laveste, som et fuldkomment parti égal, hvor
den ene Part har akkurat saa meget at vinde og tabe som den
anden. Man er bleven saa vant til i den svagere stillede og
ene ansvarlige Modpart at se den aldrig svigtende Kilde for
den sterkeres hele Skala af Lidenskaber, og Kvinden støtter
denne Tryghed selv desværre ved den sløve Passivitet, hun
iagttager, at man ikke formaar at løfte sig til det Standpunkt,
hvor man fordomsfrit vilde kunne anstille Sammenligningen, et
Tankeeksperiment, der vilde føre til den Opdagelse, at her har
den ene Part kun at vinde, den anden alt at tabe.

Stof nok til den Slags Betragtninger yder ogsaa en anden
Dagens Trafik, mindre stødende, tilsyneladende helt uskyldig.
Vi mener disse hieroglyfiske Personalkorrespondancer, der i
de senere Aar har faaet Indpas i flere europæiske Storbyers
Dagblade, heldigvis endnu ikke i vort Land. De forholder sig
til de offentlige Kvindebluskjendinger omtrent som Lomme-
tyverier til Rovmordet. I den platte Svulst, der udmerker
dem, og den Ubehjælpelighed, hvormed de stræber at maskere
deres altid yderst noble Hensigter, skulde man tro, at de kun
var til at le af, og de byder vist ogsaa mangengang Stof til
selskabelig Moro. Men Sagen er, at de slet ikke er til at le af.

Det er i Regelen ikke vanskeligt at tyde disse Hieroglyfer,
og bag disse saa uskyldig ladende Tegn at læse den egentlige
Mening.

Ved at vælge iflæng blandt hundrede vil man have Normen
for dem alle. I dem alle vil man finde mer eller mindre be-
hændig tilsløret en liden Vending, der røber den egentlige
Hensigt.

De almindeligste lyder saa: "En Mand, der sidder i en god
"Stilling, søger af Mangel paa Bekjendtskaber en Livsledsager-
"inde, der er dannet, huslig og af en blid Karakter, og som er
"i Besiddelse af lidt Formue til fælles bedste. Den strengeste
"Diskretion forsikres" . . . Om vi nu omsatte det til: En Mand,
der sidder i en mislig Stilling, søger en Formue, selv om han
skal tage en Livsledsagerinde med paa Kjøbet -- saa vilde vi
sikkert i alle Tilfælde komme Sandheden nærmere. Hvor
mange gaar i Fælden?

Dette er dog af de mindre ulykkespaaende.

SIDE: 108

Betænkeligere forekommer os disse Annoncer, der ikke taler
om Formue, Egteskab eller noget saadant trivielt, men holder
sig paa en ubestemmelig Erotiks svævende Høider, hine my-
stiske Opfordringer til Møder og nærmere Bekjendtskaber. De
klinger slet ikke som Indledningen til en Tragedie, hvilket de
leilighedsvis nok kan blive; vi morer os ved dem og tænker
ikke et Øieblik paa, for hvem Spillet her alene er farligt, at
hvad der for de indbydende i hyppigste Tilfælde er en frivol
Leg, kan for den indbudte blive en Livssag, der kan begynde
i Kongens Have og ende i Sortedams- eller Peblingesøen.

Her nogle smaa Indledninger (ordret aftrykte).

" -- Den høieste blonde af de to Damer, som en Herre
"havde den Glæde paa Ballet i A. at vise en ringe Tjeneste,
"anmodes indstændig om at ville tilstede en Sammenkomst.
"Billet merket N. N. bedes nedlagt i N. N."
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

" -- Skal jeg ikke gjense Dem? Siden hint Sammentræf paa
"Høibro har jeg forgjæves speidet efter Dem. Jeg vil Torsdag
"Aften Kl. . . . være paa samme Sted og venter med Længsel
"o. s. v."

Kunde maaske ligesaa godt hede:

Jeg skal Torsdag Aften være paa samme Sted, og skulde
min Længsel virkelig lokke dig did, vilde du maaske være bedre
faren, om jeg styrtede dig paa Hovedet ud i Kanalen . . .

" -- Tak, Elskede, for Tegnet! . . . Kl. 6 paa det aftalte Sted,
"hvor vi uforstyrrede kan udveksle vore Følelser . . ."

I Oversættelse: Tak, min Tøs, for Tegnet! Kl. 6 paa det
aftalte Sted, hvor jeg for en letsindig Time mere i mit Liv
kan plante Elendigheden og Forlabelsen ind i dit.

I fuld dramatisk Udvikling:

"Elskede! . . . Opdaget isøndags. Jeg indesperret. Skriv
ikke! . . ."

Meget lovende i sin Begyndelse klinger følgende Manifest:

" -- O. P. vil nu i Adspredelse søge at glemme Opholdet
"hos sin kjære, lille Tante, som ikke vilde kjende andet end sin
"Pligtopfyldelse. Tak for de Timer, jeg har tilbragt hos dig,
"men jeg er ikke Barn nok til at nøies med Skallen af
Æblet . . ."

Maatte Æblet selv bekommet hende bedre!

Ikke sandt, det er morsomt!

Hvor skal det tilsidst ende, naar Forførelsen aabner alle Døre,
naar Gadehjørne- og Maskeraderomantikken ugenert trænger

SIDE: 109

ind i Dagligstuerne og Boudoirerne og afhasper sit smudsigste
Spind ligefor Familiens Næse? Hvilken Moder vil i vore Dage
være sikker paa sin Datter, og vi kan gjerne lægge til: hvilken
Datter paa sin Moder, at denne ikke en vakker Dag "til fælles
bedste" gaar hen og gjør dumme Streger?

Men bortset fra Avisfrierierne og -betlerierne vil i alle Til-
fælde mellem de to Kjøn hin Naturens og Forholdenes gru-
somme Partiskhed træde os imøde og burde stemme til den
alvorligste Eftertanke. Den bør og kan kun afføde Frygt og
Uro og vække Afsky for en Samfundsorden, der saa langt fra
bestræber sig for at udjevne denne Partiskhed, idet den med
dobbelt Omhu vernede om den svagere stillede, at den meget
mere opmuntrer den, begunstiger den. [fotnotemerke] 

I Syden, hvor de samme Love virker i den sjælelige Verden
som de, der driver Blomsten til Frugt og lader den pludselig
modne og falde tung til Jorden under den luende Sol, hvor alt
forklarer sig i et evigt Skjønhedens Lys, vil Sanseligheden ytre
sig elskværdigere, vi tør sige renere end i de nordiske Lande.
Den vil have al Umiddelbarhedens Varme og større Inderlig-
hed, den er uskyldigere. I vore nordeuropæiske Samfund,
hvor Kvindeligheden er indsnævret i en Hærskare af kunstige
Baand, -- en ædel Marmorstatue, man har givet Skjørter paa
og behængt med Flitterstas, -- faar Fantasien, mere virksom
end i Syden, et for stort Spillerum, Følelsen faar Tid til at
synke og lader Bundfaldet tilbage. Af dette Dynd udklækkes
Krybet Lysternheden, hvis hæsligste Livsytring er Ekvivoken,
Urenhedens aandrig pikante Ordleg. Vi kommer her ind paa
de elegantere Rovmord, den finere Verdens. Man vil paastaa,
at der i den saakaldte høiere europæiske Selskabsverden knapt
gives et Mandsselskab, hvor ikke Gjesterne overbyder hin-
anden i Ekvivokens pikante Ordleg. Man vilde ræddes ved at
være Kvinde, siger en bekjendt fransk Forfatter, hvis vi ikke
tager feil, Guizot, hvis de kunde høre, hvorledes Mænd ind-
byrdes omtaler deres Kjøn" . . . Der er nævnt Mænd, hvem
Hangen til at sige Tvetydigheder var bleven saadan til Vane,
at den forlod dem ikke paa Dødssengen.

Fotnote: Skal vi minde om den franske Lovgivning, der forbyder Efterforskning
af Forføreren, men lader hele Skylden med dens Elendighed falde over paa
den forførte! 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 110

Ja vel maa man ræddes ved at kalde sig Kvinde, under Til-
stande som disse!

Er det gjennem den Slags Overlegenhed, Ransmandens, Be-
sudlerens, at Manden kundgjør sig som Kvindens Overhoved,
Skabningens Herre, Midleren mellem Gud og hende!

Ekvivoken hører til de feigeste, foragteligste Angreb paa
Kvindeeiets helligste. Raahedens plumpe Utilslørethed er
uskyldigere. Lidet vil den ogsaa tilfredsstille Udbytterne selv.
Den bedre Natur vil kræve sin Ret, og Trangen til Modsæt-
ningen idelig gjøre sig gjældende. Ogsaa her maa han ty til
Kvinden.

Manden maa have alt, alt, hvad denne kan byde. Alle
Muligheder ligefra dem, der kan tjene hans lavere Tilbøielig-
heder, indtil de ædlere, der aandelig skal adsprede og forfriske
ham, ligesom Gourmanden, hvis Nydelse beror paa Modsæt-
ningen. Hun skal være det berusende og afkjølende Element
i hans Liv, det neddragende og opreisende, det eggende og
beroligende i idelig Veksel. Hun skal ude nære hans sanse-
lige Tilbøieligheder og inden Familielivets renere Atmosfære
være den kjølende, læskende Kilde. Paa den ene Side
Skrankeløshedens Vilkaarlighed, paa den anden Gitterne og
Murene, bag hvilke Millioner dels indvies til klosterlig Af-
holdenhed eller ogsaa til -- Pennen vægrer sig ved at fuldføre
Billedet.

Er vore kristne Forhold bedre end Tyrkernes? . . .

Vi ser foragtelig ned paa deres Slavindemarkeder og Haremer,
hvor alle skinsyg bevogtes af en. Hvad skal vi da sige til
vore kristne Haremer, hvor Skarer af hvide Slavinder og døbte
Odalisker er tilfals for alle? . . . En Halvdel af Kvindeverdenen
afrettet for den hele Skala af Herskerens lavere Begjærlig-
heder, den anden bestemt til i Skikkelse af klosterlig henvis-
nende Døtre og sande Ærbarhedsdragonider af Hustruer og
Tanter at danne Æresvagten om ham, der selskabelig sikrer
ham Anseelse og Værdighed.

Saaledes ser, paa det høie Tidens Kulturtrin, vi har naaet,
Forholdet for Øieblikket ud mellem Mand og Kvinde. Hvor-
ledes det er muligt, at Udartningen har kunnet skride frem til
et saadant Punkt, derpaa behøver vi vist ikke at grunde længe.
Man har som Medvirkere og Medskyldnere én Gang for alle
sikret sig de forurettede selv, ved -- det er frygteligt at maatte
sige det -- i Guds misbrugte Navn -- at forsikre dem om, at
det er hans Vilje, at de skal taale det og tie. Paa den Maade
har det kunnet gaa.

SIDE: 111

Men saaledes kan det ikke længer gaa. Kjæden maa briste
mellem to saa unaturlig forbundne Parter. Hvorledes da ud-
jevne Kløften, der synes uoverstigelig? Vil han, der saa gro-
velig brød Kontrakten om et evigt uadskilleligt Forbund bygget
paa Guds Lov, vil han vende tilbage til hende og beslutte sig
til at leve den og hende værdigere, tænke, tale -- tie hende
værdigere? Eller skal hun maaske bryde Skranken med ham
og følge ham, hvor enhver saadan ophører? . . . Arbeides der
ikke paa det? . . . Sker det, hvis er da Skylden? Thi saaledes kan
det ikke blive. Manden har forbrudt det sidste Krav paa høi-
modig Indrømmelse hos sin Modpart, naar han ikke engang
skjuler, at han selv ikke har nogen Forpligtelse at overholde,
naar det er kommet derhen, at han aabenlyst pukker paa en
Forskjellighed i Organisation og Temperament, der vilde op-
hæve alt moralsk Ansvar, skille ham fuldstændig fra sin da
høiere stillede Medskabning og lade ham selv synke betænke-
lig ned mod de Firbenedes Trin i Skabningen. Skal han drage
hende med?

Nei, vi gyser tilbage for denne Udsigt. Der maa tænkes en
anden, Mennesket skabt i Guds Billede mere værdig. Det maa
komme til et Kompromis. Begge Parter maa gjøre Skridtet
mod hinanden. Han maa ofre Ansvarsløsheden, medens han
samtidig løser nogle af de Baand, der unaturlig indsnævrer
hende. Han maa helt diktere sig en retfærdig Begrænsning,
medens han udvider de altfor snævert afstukne Græn-
ser, hvori hendes Sedelighedsbegreber bevæger sig. Giv Kvin-
dens Følelsesliv, hidtil kvalt, større Frihed, rens hendes Dyds-
begreber, hendes Blufærdighed fra alt dets overflødige Paa-
hængsel, der uværdig kun maa tjene som Raffinement for hans
lavere Nydelsesbehov og skinsyge Despoti, og et stort Skridt
mod hinanden vil allerede være gjort.

Maatte der i hin franske Filosofs trøstesløse Udraab ligge et
Varsel derom!

Maatte det forstaaes saa, at ogsaa enhver ædel Mand vil ræd-
des ved at kaldes Mand under Tilstande som disse, og alle
som én reise sig mod dem!

Hellige Vrede, besjæl dem til Verket og fyld deres Sjæle
med din Ild!

EN ITALIENSK RETSFORHANDLING.

Kaptein Valdis, en i Krigen hæderlig aftjent Officer, er for-
lovet med en i Rom bosat elskværdig ung Dame, som han har

SIDE: 112

staaet i stadig Brevveksling med -- et Forhold, der syntes at
være grundet paa høieste Agtelse og Kjærlighed.

Han forlægges imidlertid til Kapua, hvor han en Dag ser en
ung Pige, eneste Datter af hæderlige Forældre, og bliver hef-
tig forelsket i denne. Han søger da Adgang til Familien, der
viser ham al Gjestfrihed. Hans Lidenskab tiltager, og han af-
tvinger det stakkels Barn, netop kommet ud af Pigeskolen, et
Par forstyrrede Svar paa hans mer og mer nærgaaende Erklæ-
ringer, indtil Forældrenes Mellemkomst afbryder det, og det
ender med, at han maa opgive sine Besøg.

Forfølgelsen begynder da og tager til i stigende Raseri, gan-
ske à la Bjørnsons Mansana, med hvem denne Virkeligheds-
helt har meget tilfælles, ja man skulde næsten tro, til hvem
han har ydet det inspirerende Forbillede.

Da hun mere og mere skræmt ved hans Voldsomhed træk-
ker sig tilbage, medens Mistanken stiger hos ham, at hun maa-
ske bærer en anden i Tankerne, passer han hende op paa of-
fentlig Gade og skyder hende ned bagfra, hvorefter han retter
tre Skud mod sig selv, der alle mislykkes, og kun ett af dem
streifer Pandehuden i hans venstre Tinding.

Altsaa altid et heldigere Resultat end vor Bjørnsonske Helts,
der efter at have aflagt diverse Forsøg i samme Retning -- vi
kan desværre ikke andet end ganske prosaisk kalde dem Atten-
tater paa Menneskeliv -- kun driver det til nogle Damebesvi-
melser og et Par knuste Vogne.

Processen begynder. De ulykkelige Forældre slæber sig hen
foran Skranken som Vidner.

"Der Staatsanwalt" har holdt sin Anklagetale, hvori han gaar
ud fra, at "Manden har den Forpligtelse at lægge Tøile
paa sine slette Lidenskaber, hvis ikke, kunde jo ingen ung
Pige gaa sikkert paa en Gade, ingen Familie være sikker paa,
at Forbrydelsen ikke trængte ind i den."

Derpaa replicerede Forsvareren i en Tale, der varede i halv-
tredje Time, hvori han "mit unübertrefflicher Klarheit und
Wärme des Gefühls" talte for sin Klient og sluttede med at
begrunde Andragendet paa en fuldstændig Frifindelse særlig
paa følgende: "At det var en Mand "mit aussergewöhnlichem
Muth", der havde indlagt sig Ære i Kamp for Fædrelandet, et
Motiv, som nok vilde vise, hvilken Vegt det havde i hele Opi-
nionen. Hvis det f. Eks. havde været omvendt, "at Kuglen
havde forfeilet Adele, og hun til sine Fødder havde set hans
livløse, blodige Legeme (her vil Defensors Veltalenhed have
antaget et synderlig dramatisk Sving) -- da vilde hendes Liv,

SIDE: 113

det skulde hun nok faaet føle, fra den Stund været forloren.
Alle Mænd vilde skyet hende, alle Italiens Kvinder vilde for-
dømt hende som den, der var Skyld i, at en saadan Mand endte
saa skrækkelig." [fotnotemerke] 

Altsaa -- var Mord- og Selvmordattentatet faldt omvendt ud,
saa vilde den unge Pige baaret Forbrydelsens Vegt, hun vilde
hele sit Liv være skyet som Morderske.

Nu var det omvendt Adele, som laa der med knust Hoved,
hvordan mon det saa gaar ham?

Efter 3/4 Times Overveielse vendte de Edsvorne tilbage i
Salen til det i aandeløs Spænding ventende Publikum.

Paa Ære og Samvittighed, talte Formanden med høitidelig
Røst, Haanden paa Hjertet:

Har Agestino Valdis Aftenen den 4de Juli 1874, paa den offentlige
Plads dei Guidini i Kapua affyret et Revolverskud, der havde
Adele Ducroys øieblikkelige Død tilfølge?

Ja.

Er De overbevist om, at Valdis ved Affyrelsen af dette
Skud har handlet under Tilskyndelse af en uimodstaaelig
Magt, fremkaldt af skinsyg Kjærlighed?

Ja.

De Edsvornes Præsident forkyndte ham nu, at han var fri-
kjendt og kunde forlade Salen.

Publikum jublede. Han var en kjæk Officer, en Nationens
Mand. Han var Mand.

Om de fire Ofre for denne Mandsdaad, Offeret selv, de
sønderknuste Forældre og en fortvilet, forladt Brud, nævnes
det intet.

Heller ikke bliver det os forundt at kaste et Blik ind i den
frikjendtes senere Fremtid.

Blev han ogsaa, som hin for alle vore Domstole frikjendte
digteriske Tvillinghelt, pludselig from som et Lam og ubeskri-
velig lykkelig?

BREVE FRA PARISERUDSTILLINGEN.

Paris 16. Juni 1878.

Kjære Venner!

Der var jo ikke noget egentlig iveien for, at jeg ogsaa
kunde skrive "Korrespondancer fra Paris", da jeg jo hører lidt
til Lauget og ogsaa før har forsøgt mig deri. Men det vilde

Fotnote: Bogstavelig efter "Der neue Pitaval". 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 114

neppe blive nogen saadanne, som man i denne Tid er vant til
at modtage i Hjemmene. Ingen af disse Dityramber i ubunden
Stil, hvori vore Pariserfarere giver sin Henrykkelse Luft over
at kunne forene denne vakre Opgave, at glæde dem hjemme,
med den Tilfredsstillelse selv at være i Paris, og det i en Tid,
da "La ville magicienne" overgaar sig selv og giver en af sine
mest overraskende Præstationer i denne høiere Magi. Hvad
jeg kan have at melde, bliver af gode Grunde ikke saa for-
nøieligt. Det skal ikke vække længselsfuld urolige Fornem-
melser hos nogen stille smegtende Hjemmesidder, maaske før
virke dæmpende og beroligende. Jeg sender derfor de faa
Optegnelser, som jeg vil samle mine forstyrrede Sanser til at
nedskrive, ikke hjem til Blade eller Tidninger, men vælger
dennegang selv mit Publikum. Og det skal bestaa af de faa
trofaste og sandt frisindede Sjæle, der forenede sig under mit
sidste, saa bevægede og noget sterkt vekslende Ophold i Kjø-
benhavn til at blidgjøre mig samme. Jeg adresserer det til
vor Konsulinde Fru L., medens det selvfølgelig ved hende vil
naa de andre Veninder, danske og norske, hvortil jeg da særlig
tør regne dem, med hvem jeg de sidste Aftener før Afreisen
var samlet.

Kan jeg nogensinde glemme disse Aftener! De var begge
saa herlige! Dog maa jeg maaske foretrække den hos vor
kjære Fru L. i hendes smukke Hjem, hvor hun til sit Væsens
mig saa velgjørende, egne stille Maade ogsaa kunde føie den
elskværdige Vertindes. Her i disse Par Møder kunde vi ud-
folde os friere, naturligere, end det var muligt under Festen
selv, der dog havde sluttet os sammen. Denne store Fest, der
nu staar for mig som en glimrende Drøm, hvor jeg maa spørge
mig selv: er den virkelig oplevet? . . . Og i denne belivede
Stemning vil der for os alle have blandet sig noget vemodigt,
der endnu forhøiede den, en Følelse af, at dette var en af de
sjeldne Gange i vort Liv, hvor vi paa den Maade var samlet,
en af de sjeldne, hvor ogsaa vi bænkede os om "Idéens Høi-
bord", inden Hverdagslivet drog os ind igjen i sine gamle Fol-
der. Nei vi duer til noget andet, tænkte jeg flere Gange, vi duer
til noget andet end Dagligstuvrøvlet og vore pjattede Sammen-
komster med det evindelige Hekletøi vrikkende i Hænderne -- 
dette jammerlige Skjul for Leden og Tomheden! Nei, vi du
til noget andet! Hvilke Taler vi holdt og med en Ro, "en
Agtelse for Ordet", der kunde tjent mer end en af vore moderne
parlamentariske Forsamlinger til Mønster. At vor Digterinde [fotnotemerke] 

Fotnote: Benedicte Arnesen-Kall.

SIDE: 115

kunde holde en saadan, flydende og strømmende fra Sjælen,
derpaa var vi belavet, men vi andre! . . . Det var forbausende,
hvor vi fik det fra. Jeg ved ogsaa én, som næsten græd af
Rørelse, da Ungdomsveninden -- Legesøsteren fra Fireaars-
alderen lige til de Aar, da Legen gaar over i det bitre Alvor -- 
reiste sig og mindede om hin Tid!

Hun fremmanede -- endnu smuk som hun stod der -- Bille-
det af en glad, lysmanket liden Pige, der altid havde Moro og
Løier fore, naar de var sammen, som bogstavelig troede, at
Svalerne lod sig fange ved at kaste Salt paa Halerne, men som
ogsaa senere de klogere Institutkamerater pegede paa og fniste
og lo ad. Hun var dem vel for original, for landlig! . . . Ja,
vel maatte hun røres, hun, hvis Skjæbne det tilsidst blev at
peges paa af hele Landet! De faldt saa uden Hensigt, disse
Barndomsvenindens Ord, dog klang de som en varm, indig-
neret Protest -- Protest mod det Billede af hende, vor unge,
dristig stræbende Kunstner netop havde bragt for Dagen! . . .
"Da det sandsynlig bliver det eneste Kontrafei af nogen Art,
der kommer til at gaa over til Eftertiden, saa vil jeg ogsaa
gjøre det kraftig," . . . tænkte vist den unge dristig stræbende
Kunstner, og det glade Barn forvandlede sig under hans Teg-
ninger til et refleksionssygt, gammelklogt lidet Uhyre, og en
lang, gravstille, til Taushed indviet Ungdom til en urolig Jagen
efter drømte Kunstnermaal, et rastløst Lykkesøgeri! . . .

Alt dette smeltede i mig ved min gamle Wilhelmines Ord.
Ja, der faldt mange andre ogsaa, mange prægtige! Tilsidst
Konsulens Tale "Til Damernes Pris", der især greb os Norske
saa! Denne smukke, hjemlige Toast, der aldrig mangler ved
nogen, ikke ganske hverdagslig Leilighed, men som vi selv
desværre altid har manglet Anledning til personlig at takke for.
Nu gav vor kjære Vert os denne Anledning, og paa alle norske
Damers Vegne . . . det var høitideligt! -- Og saa endelig Talen
"Til Mændenes Pris".

Dermed syntes Stemningen at have kulmineret, høiere kunde
den ikke stige . . . Det var en Aften!

Men tilbage til Pariserbrevet. At det fremkommer som
Sendebrev, skal ikke forarge nogen. Der maa her forudskikkes
en liden Bekjendelse, som vist vil godkjendes af enhver,
der vil sætte sig lidt ind i min Stilling: at jeg i de sidste Aar,
ligesom jeg gaar mer og mer tilbage til min tidligere Skyhed
for at søge Folk personlig -- det sympatetiske vil altid sikrere
faststille sig, hvor de søger mig -- næsten har ophævet al
privat Korrespondance. Sandelig af Hensynsfuldhed for Mod-

SIDE: 116

tagerne selv! Man Fristes nemlig i slige fortrolige Meddelelser
altfor meget til at fortælle, hvorledes "man har det". Det vil
sige, hvordan ens eget private Jeg virkelig befinder sig, og det
er de dog i Regelen ikke tjente med. Det Spørgsmaal: Hvor-
dan lever De? Nei, hvordan lever du? har altid, naar Be-
kjendte eller Venner, man i lang Tid ikke har set, falder ind
dermed, sat mig i en viss Skræk, som om de virkelig ønskede
at faa det grundig og oprigtig besvaret! Heldigvis afventer de
allerfleste det heller ikke. Hvad der kan være værd at vide
om mig, giver jeg eder paa min Vis muligst destilleret, hvor-
ved det altid bliver lidt fornøieligere. Det kommer da til at
forholde sig til de fortrolige Meddelelser, som Luften oppe i
Sneregionerne til den, man indaander nede mellem Murene;
jo mindre det kan knytte sig til noget personligt, des bedre.

Ogsaa den lille Reiseskisse, der her sendes eder, maa helst
betragtes fra denne Side. Hvad der her er oplevet, kunde
være oplevet af enhver, eller rettere, der er intet oplevet, naar
vi dermed mener interessante Begivenheder, storartede, beri-
gende Indtryk. Skulde de, nogle Stemninger og Drømmerier,
der skal erstatte dette, undertiden forvilde sig lidt for meget fra
den slagne Landevei og hist og her komme til at gjøre nogle vel
dristige Tankehop for at finde sig tilrette igjen, saa vil I over-
bærende skrive dette paa Sommerens Regning, Sommeren 1878,
l'année de la grande Exposition Universelle.

Og dermed lever vel, indtil I næste Gang hører fra

Den "Mørktgrublende".

ANDET BREV.

Paris, 20. Juni 1878.

Naar man efter en Reise, der varer i to samfulde Døgn,
gjennem alle optænkelige Befordringer, kan siges at komme
frem med hele Lemmer, uden at have mistet Hovedet -- Kuf-
fert -- Nøgleknippe -- Reisebillet eller Tegnebog -- det sidste
er det værste (thi vel kan man sige, at uden Hoved trænger
man ingen Portemonnaie til, man kan være ganske rolig, men
jeg spørger, hvad hjælper det at beholde Hovedet, især hvis
det ikke er meget kløgtigt, naar man pludselig staar alene uden
Pengepung paa Korsør -- Kieler -- Hamburger -- Kölner-Banen i
en Tid som denne?) -- har man, som sagt, alt dette i Behold,
saa maa man jo efter Skik og Brug kalde det en lykkelig
Reise, og forsaavidt kan jeg ogsaa til deltagende Venner melde

SIDE: 117

det samme. Hvad man ellers har at udstaa, regner man jo
for intet. Og dog bliver det et Spørgsmaal, kan det Udbytte,
man haaber paa, kan Maalet, naar det endelig er naaet, opveie
dem alle -- opveie de nye nedslaaende Bidrag til den betænke-
lige Vinding, vi kalder Verdenskundskab, der ved hvert Skridt
paatvinges os -- -- -- kort og godt, kan Paris, naar det ende-
lig er naaet, trøste os over en saadan Reise ad Korsør -- Kieler
 -- Hamburgerruten, medens man, uophørlig slængt fra én Be-
fordring ind i en anden, i tvende Døgn ikke er ude af Klæderne,
og hvoraf den ene Nat tilbringes ombord i et Skib, den anden
i en Kupé? Jeg har de Gange, som jeg før har besøgt Paris,
kunnet besvare dette med et freidigt og varmt ja. Paris lader
os glemme alt Besvær, men dennegang har jeg i det mindste
endnu ikke kunnet gjøre det. Udbyttet bliver da tilsidst disse
Erfaringer selv og de Betragtninger, man kan knytte til dem,
og som mine kjære Veninder jo ogsaa har lovet at tage til-
takke med i Mangel af noget bedre.

Af disse Nætter foretrækker jeg ubetinget den i Kupéen,
hvor man dog, naar man er lidt behændig, kan opnaa det
Held at være alene. Jeg kjender næsten ingen værre Straf
end Indstuvningen i et af disse Fællesrum, hvormed man paa
Dampskibe affinder sig med det blidere, taalmodigere Kjøn,
medens de enkelte Lugarer forbeholdes det mer fordringsfulde
 -- Grundeierne, Driftsbestyrerne af disse Taalsomhedens uud-
tømmelige Dannemoragruber. Dette System er imidlertid mer
eller mindre strengt gjennemført paa de nordiske Dampskibe
paa sine ofte flere Døgns Reiser gjennem vore frygtelige Søer.
Paa et af disse, -- et Lübecker -- Malmö-Dampskib var det nok
 -- var Damekahytten placeret lige ind til Maskinrummet med al
sin Helvedeslarm og Kvalm. Aanden i den Betjening, der
ydes, svarer dertil, især den kvindelige, som jo falder specielt
paa vor Part.

Hotel- og Dampbaadsjomfruer hører til en Klasse Samfunds-
medlemmer, i hvem man altid vil møde den mest forstokkede
Benegten af nogen Kvindens Ret til en selskabelig-medborgerlig
Ligestilling med Manden. Den grunder sig, denne Opfatning af
Spørgsmaalet, ikke paa nogen dybere Granskning af samme,
hverken paa Refleksion eller Princip; den er kun indpodet dem
som en Styrkens og Størrelsens Naturlov, omtrent som den
Kjendsgjerning, at Kalkunhanen er en ganske anderledes maje-
stætisk og respektindgydende Skabning end de klynkende, for-
skræmte Høner, følgelig respekteres den -- og Hønerne ikke.
Man vil finde denne Anskuelse hos alle halvdannede af Kvinde-

SIDE: 118

kjønnet, især hos saadanne Funktionærer, der i en stadig Veksel
er stillet udskiftende mellem begge Parter.

(Paa et dansk Hotel, hvor jeg i tidligere Dage boede en Tid.
Bordet er dækket til to, Retterne, deraf en Hønsefrikassé, er
baaret op.)

Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo sige nede, at min Søn
spiser hos mig idag, og disse Beef'er! . . . og Hønsefrikasséen
her! . . . det er jo mine Portioner! . . . Dermed mentes kun, at
naar især denne sidste Ret serveredes mig alene, toges der vel
meget Hensyn til det mer æteriske ved Kvindenaturen.

Men dette er jo bare Vinger, Jomfru, jeg sagde Dem dog . . .

"Ih Gud, jeg ber saa majet om Undskyldning, men jeg syntes,
Fruen sa', det var en Dæme."

(Paa et norsk Dampskib.) Aa, Jomfru, skaf mig endelig et
Rum for mig alene, derfor er jeg kommen saa tidlig . . .

Di faar værsgo vente, te Schibe gaar, saa faar vi se da . . .

Men her er jo en Mængde ledige? . . .

Ja, det er nok saa, men Di indser sjel, der kan komme
Herrer endda, Di faar værsgo vente, te Schibe gaar . . .

Altsaa for samme Pris, hvormed de privilegerede har løst
Billet, med Adgang til særskilt Rum, eller efter Omstændig-
hederne, hvis Salonen er ledig, til en halv Snes Pladser, stuves
nu ti eller flere Individer af de kvindelige Passagerer ind i et
Fællesrum. Ganske efter ottomanisk System. Der er ingen
Redning. Dampbaadsjomfruen fører dig med en egen, haabløs
ubønhørlig Mine ind i Fællesrummet og peger paa en Køie.
Om disse kan man kun sige, at de synes at have hentet For-
billedet fra en af de gamle Torturkamres sindrigste Indretninger.
Det har altid forundret mig, hvorfor der paa saadanne Damp-
skibe, hvor der ødsles med Forgyldning, Speile og anden Prunk,
skal spares paa nogle Pd. Krølhaar, naar det gjælder uforskyldte
menneskelige Lidelser, som kunde lindres. Her har man da
i stort Kompagni at være indvortes desperat med de roligste,
forbindtligste Miner, føre en naturligvis ufrugtbar Kamp med
Jomfruen om at faa lidt frisk Luft ind, vaske og klæde sig af
 -- eller rettere slet ikke af, for at være fiks paafærde og ende-
lig voltigere op til en af disse Torquemadaopfindelser, der gaar
under Navn af de øvre Damekøier. Har man nu konserveret
en Rest af ungdommelig Springkraft, og man slipper vel der-
fra, som jeg virkelig gjorde det, vilde i det mindste en viss stor
Redaktør, hvis han kunde set det Syn, have kaldt denne Ung-
dommelighed høist forargelig for en saadan "gammel Valkyrie"
og maaske fundet den en Omtale værd i sit Blad.

SIDE: 119

Sandheden tro, maa jeg dog bekjende, at et Par Gange, naar
jeg er gaaet med disse Skibe, er der af sær Gunst indrømmet
mig særskilt Rum, hvilket naturligvis ikke forandrer Sagen.
I ved jo nok, kjære Venner, at jeg i det mindste bestræber mig
for at indtage et fuldkommen upersonligt Standpunkt i den Sag,
jeg strider for. Jeg vilde dog gjerne fortjene den smukke,
smagfulde Ros, der ydedes mig i en Recension i et svensk
Tidsskrift -- fra kvindelig Haand sluttede jeg deraf, at det lille,
nemme Skalkeskjul "Man siger", "Man paastaar" benyttes mer
end lovlig ofte -- og hvor det blandt andet heder: "Man säger,
att när Fru C. -- bare ser en Dame snöra sig, tycker hon Snør-
lifvet trycker hende sjelf . . ." Kan "en Forkjæmperinde" for-
lange en vakrere Gravskrift!

Denne Gang, ved Overfarten fra Korsør, var jeg ikke saa
heldig, men maatte finde mig i Indstuvningen. Om det kan
kaldes Søvn, den Bedøvelse, der gjerne afløser den første
Times Forsøg paa at finde den mindst smertefulde Stilling, ved
jeg ikke, men det var en skrækkelig Tilstand. Alle Syner, alle
Indtryk fra de sidste Maaneders Oplevelser syntes at have sat
hinanden Stevne i min stakkels Hjerne. Det var en formelig
Regn af Blade og Brochurer, ligefra de i Sandhed overraskende
Prøver paa den Plougske Ridderlighed og hans saa "velbekjendte
broderfolkskjærlige Sindelag" ned til Bevidnelserne fra kvindelig
Haand, som Anledningen havde fremkaldt, dertil en Variation
af "man säger", der mundtlig havde hjemsøgt eders stakkels
forskræmte Veninde og dreiede sig om alt, hvad der angik
hendes Digtning og Personlighed, hendes Fortid og Fremtid,
saa hun begyndte næsten selv at tvile paa "De Stummes Leir",
og hvor nu mon denne egentlig rettelig vilde være at finde.
Til Hovedkvarteret af samme syntes hun ialfald ikke at være
kommet. Alt imellem havde jeg en Fornemmelse, som om mit
Hoved laa forventningsfuldt paa en Blok, men hvordan jeg end
dreiede det, kunde jeg ikke finde den rette Stilling. Disse for-
virrede Billeder samlede sig endelig til en sammenhængende,
ikke mindre skrækkelig Drøm. Det bares mig for, at Forfatter-
inden til en af Brochurerne, "Fra de Lidendes Leir", havde
indsendt et Andragende til "Foreningen mod Dyrenes Mishand-
ling" om, at Beskyttelsen kun skulde omfatte Hannerne, da
det var det svagere Kjøns "naturlige Kald og Bestemmelse at
lide", og nu havde Maskulinerne i diverse Dyrearter -- sikkert
de mest høirøstede -- forenet sig til en Hyldnings-Koncert?
 -- tænkte jeg naturligvis, det var -- nei merkeligt nok det mod-
satte; det var et Mistillidsvotum, der bragtes hin Forfatterinde,

SIDE: 120

en Fordring paa at tage Forslaget tilbage. En uhyre blaasort
Kater traadte frem og talte paa en virkelig indtrængende Maade:
"Vi alle," sluttede den ikke uden en viss ædel Selvfølelse, "vi
alle elsker vore Femininer, vi sætter dem høit, høiere end os
selv; skal de lide, vil vi lide med dem. Man maa ikke for-
veksle os med Menneskene, der gaar ud fra stik modsatte
Principper og vil partout, at de skal lide alene" . . . Og lige-
som om bare Nævnelsen af denne forhadte Race havde øvet
en opirrende Virkning paa Mængden, opløftedes der nu et saa-
dant Tohuvabohu af vrede, truende Røster, at det er umuligt
at beskrive det, -- men hvori dog en Røst endnu overstemmede
dem alle. Det var hint Skrig, der er eget for et visst langøret
Specimen af Slegten, maaske det mest plagede, mest forurettede
af alle. Det lyder ikke ofte, men naar det sker, klinger det,
som om det vil ryste Himmelhvælvingen for at nedkalde Hevn
over denne onde, grusomme, uridderlige Skabning, der ikke
har mere end to Ben, slet intet Hjerte, og som dog ge-
bærder sig saa overmodig, saa lidet sin Magt og sine Evner
værdig.

Jeg vaagnede ved denne forfærdelige Musik og fandt, at mit
Hoved, under Bestræbelserne for at finde den mindst smerte-
fulde Stilling, var kommet til at ligge tvers over Køikanten. En
Hund tutede iland, og af Larmen ovenpaa Dækket sluttede jeg,
at vi nu var i Kiel.

Saa op, eller rettere ned, under Fare for at stupe paa Ho-
vedet -- Klokken er 4. Saa en lang Marsch til Stationen, saa
et godt Stykke Jernbane igjen, og endelig, idet man nærmer sig
Hamburg, bliver ens Bagage efter en helt ubegribelig Bestem-
melse afsat paa et Par Stationer tidligere, medens man selv
intet anende gaar til Hovedstationen, hvorhen man troede at
have løst Billet for sig og sit Tøi.

Istedetfor den paaregnede Hvile møder os her kun Ængstelse,
Stræv og unødvendige Udgifter. Nei, maa jeg bede om Turen
over Lübeck, selv om det skulde koste os en søsyg Nat og
nogle vistnok ikke morsomme Ventetimer tilbragt under en
Vandring omkring i Gaderne med at studere den gammeltyske
Bygningskunst.

Og saa afsted igjen den lange, lange Dag gjennem ens-
formige, flade, træbare Egne, hvor man hvert Øieblik stille
maa udbryde: Hvor er dog Danmark med sin Sø og sine
Skove noget andet! og nu vort Bjergland! ja Norden er dog
et merkeligt Stykke Naturens Skjødebarn! Hvilken sydlandsk
Skjønhed, som der prales saa af, skulde overgaa vort Norden!

SIDE: 121

Udsigten fra Vinduerne skal altsaa ikke underholde os. Det
fornuftigste, man har at gjøre, er at samle sine Tanker paa det
praktiske Formaal at komme frem uden for mange Uheld, eller
simpeltvæk komme frem. Den menneskelige Vindesyge, der i
normale Tider altid vil iagttage en viss forsigtig Holdning, synes
i denne Sommer at være indtraadt i en Tilstand af Ugenert-
hed, der nærmer sig det utilregnelige eller, om man vil, en
utilregnelig Tilstand af et komplet Delirium, og jo mere man
nærmer sig Centrum, hvorfra Paavirkningen udgaar, jo mere
tiltager naturligvis Symptomerne, det gjælder at være paa sin
Post.

Disse knapt tilmaalte Hvileminutter -- ogsaa her tages saa
besynderlig lidet Hensyn til kvindelige Passagerers Tarv -- 
begunstiger kun altfor meget dens aldrig hvilende, i alle Ret-
ninger virkende Operationer. Knapt har man fundet ind og i
skjælvende Hast erobret en Kop Kaffe eller en Bid Mad, saa
ringes der til Afmarsch -- man giver i Skyndingen, hvad der
forlanges, kun vogte man sig for at lade dem give igjen paa
større Summer. Værre er det endnu med de mer forretnings-
mæssige Affærdigelser, man maa finde sig i. Her har man
vanskeligere for at kontrolere, og heller ikke levnes der Tid
dertil. Alt er beregnet paa sidste Øiebliks al Protest afskjæ-
rende Skynding, maaske ogsaa paa et visst betryggende Indtryk
af Reiseubehjælpelighed og tillidsfuld Godfjottethed, der kan
opfanges af den Reisendes Miner. Jeg maa sikkert have ydet
et mer end almindelig beroligende Resultat i dette Stykke.
Mine Hundredekroner forvandlede sig hos Stationsvekselererne
til norske Marker, og den ubetydelige Overvegt af Bagage,
der i Kjøbenhavn betaltes med nogle faa Øre, beregnedes paa
en senere Station til 5 Mk. Pd.

Men man er, som sagt, blot glad ved, at Portemonnaien selv
er der. Man tviler bestandig paa det. Man tager den af og
til frem, ser overrasket, næsten kjærlig paa den med et: nei
er du virkelig der! og hvordan befinder du dig efter saadanne
Rystelser? Og uvilkaarlig løfter man Hænderne op til Hovedet
med den samme Overraskelse, det samme Spørgsmaal, og man
er topmaalt fornøiet, naar Trænet endelig stanser ved den
store Banegaard, Reisens Endepunkt. Man er i Paris, alt er
forvundet.

Lever nu alle vel! Fortsættelsen skal følge, naar jeg faar
lidt mere Ro dertil.

Den "gamle Valkyrie".

SIDE: 122

TREDJE BREV.

Paris, 29. Juni 1878.

Altsaa ankommen til Paris. Man tror det neppe selv. Men
man merker det nok, sidder man først i Fiacren en saadan
straalende Solskinsdag, vugget og baaret paa dette strømmende
Liv! Man ved ikke, til hvilken Side man skal se. Og dog var
der Plads til en viss urolig Følelse, der tiltog, jo mere vi nær-
mede os Hotellet. Men jeg havde jo min Pariserkommissio-
nærs Brev, hvori stod, at Altanværelset med Udsigt til Tuilerie-
haven var mig sikret til den Tid, jeg netop kom. "Fordi Mad.
Colette havde okkuperet det i længere Tid, skulde hun have
det for den moderate Pris kun det dobbelte," stod der i Bre-
vet. Ankommen did, førtes jeg med de forbindtligste Miner
ind i et halvt saa stort Værelse med den Forklaring, at det
omtalte malheuresement var optaget. Prisen den samme. Hvad
skal man gjøre? Beraabe sig paa Løfter, selv om man præ-
senterer dem skriftlig, nytter ikke, saalænge Paroksysmen varer,
og er man reist to Nætter og to Dage i et Træk, bliver man
besynderlig spagfærdig, ja endog modtagelig for den Fiktion, at
et tarvelig udrustet Værelse paa et Fag, er ligesaa fordelagtigt
som en liden elegant møbleret Salon paa to. Man er blot glad ved
at føle Jorden fast under sine Fødder, og at der er en Sofa, hvor-
paa man endelig kan strække sine trætte Lemmer. At Kusken
benytter Anledningen efter Parlamenteringen til at kræve dob-
belt Betaling, er jo en Smaating: Man er i Paris.

Ak, det er netop her, den værste Skuffelse dennegang
venter os. Man behøver ikke at gaa mange Skridt, førend man
opdager, at dette er et andet Paris end det, man kjendte og
fandt saa fortryllende.

Ja, jeg har holdt af dette slemme, udskregne Paris, jeg synes,
jeg intetsteds har følt mig frommere og bedre end der, maaske
fordi jeg morede mig mere og ærgrede mig mindre end i det
kjære Hjem. Dagen gik ganske ensformig, Forlystelser kjendte
jeg ikke, søgte ingen Teatre -- har, underligt nok, aldrig væ-
ret i Théâtre Français. Dog var det, som om jeg altid op-
levede noget nyt, noget interessant. Her i denne Omgivelse
hvilede man som i den lykkeligste Eiendomsbesiddelse, Besiddel-
sen af noget stort og herligt. Jeg maa sikkert i en Fortilværelse
have været bestemt for et Slot (men det blev ombestemt igjen),
jeg befinder mig altid bedst, hvor der er prægtigst. Her havde
jeg det endelig, baade Slot og Have. Efter endt Frokost gik
jeg gjerne ned i denne sidste, gjennemskred den langsomt for

SIDE: 123

at se til mine Gartnere, og det maa man lade dem, de havde
altid gjort deres Sager udmerket. Kun havde de den Egen-
skab tilfælles med Lampens Aander, man saa dem aldrig, man
ærgrede sig aldrig over dem, lønnede dem ikke. Men ikke et
vissent Blad, ikke et Støvgran at se paa disse yppige Rosen-
høie; disse uendelige Rabatter med sit vidunderlige Mosaik af
Foraarets finere Blomster og Vekster -- ikke en Smaasten,
ikke Atom af en Papirstrimmel paa disse brede, snorlige, lige-
som marmorparketerede Gange. Vil man Kunst: Louvre-
galleriet lige ved. Foretrækker man en mindre trættende Ad-
spredelse, et Vink, og som fremkaldt ved en Magikers Stav
drager levende Billeder, det ene gemytligere, mere fornøieligt
end det andet, forbi. Vil man Ensomhed, straks befinder man
sig henflyttet paa en Bænk, altid under denne samme, lyse,
smaragdgrønneste af alle Hvælvinger, saa stille, saa afsondret,
som man kan ønske sig det. Disse Tuileriernes Træer! De
synes at lystre andre Love end Naturens sedvanlige. De knu-
ges ikke af Alderen, som andre Træer, de vokser kun høiere
og høiere. Det er, som om Surren dybt hernede ikke angaar
dem mere, de tilhvisker hinanden kun Minder fra de gamle,
glorværdige Tider -- deres Aarhundreder. Her paa disse
Pladser kan man drømme, saalænge man vil, vugget af Vand-
springenes fjerne Plask blandet med en dæmpet Summen af
Livet udenfor. Har man en Bog, kan man ikke nyde den
bedre end her. Faar man Lyst paa Vafler, straks er de ved
Haanden. I sin lille Pavillon midt paa Plænen, med Meleager-
statuen til den ene Side og Proserpinagruppen til den anden,
kan man faa dem saa varme og appetitlig brune med Sukker
paa, som om man var hjemme. Alene at se dem blive til
under disse Pariserkunstneres Hænder er en sand Fornøielse.

Kl. fem kom Regimentsmusikken og spillede paa Tribunen,
der ligger omtrent midt i Haven, medens Publikum strømmer
til og leirer sig paa det uhyre Amfiteater, der omcirkler den.
Denne Nydelse har man ikke gratis. Den betales med 2 Sous
(8 Øre) for en Stol, som man efter Behag kan placere inden-
for Cirkus eller endnu bedre under Boskettet udenfor, hvor
man kan se hele Pariserbefolkningen defilere forbi. Den er
elskværdig, denne Befolkning, det er glædeligt at se den. Den
ser selv saa fornøiet ud, som om den eiede hele Verden. De
har arbeidet, disse Folk, og hvorledes? Kun som den franske
Arbeider kan det, med denne spænstige, energiske Udholden-
hed. Glæden, Forfriskningen afløser nu Fliden og vil drive
den med fornyet Kraft tilbage til Arbeidet! Og atter igjen,

SIDE: 124

det er nok uundgaaeligt, maatte jeg sammenligne. Jeg maatte
tænke paa disse Klasser hjemme, hvem man tror at opdrage
ved det modsatte System: Kjedsomhedens. Kan noget være
tristere end vor Hovedstad paa 114 000 Indbyggere, hvor der
aldrig høres en Tone Musik, og hvor et fromt Misgreb stadig
arbeider paa at indskrænke de Anledninger til Oplivelse for
den trællende Arbeider, som vi allerede har altfor lidt af!
Man skulde se denne franske Haandverksstand: Aldrig ser
man nogensteds saadanne Familiegrupper, saa gemytlige, slige
ofte burleskfornøielige Modsætninger! . . . det er en Fryd at se
paa dem! Arbeidere i sine Hverdagsbluser med Kasjetten paa
Snur, med et rosenrødt og hvidt antrukket lidet Febarn ved
Haanden . . . En gammel vrikkende Mutter i sandt Kurvekone-
kostume omhyggelig ført og støttet af en forholdsvis elegant ung
Mand, maaske hendes Søn . . . De yngre Kvinder altid pariser-
klædte, det er simpelt elegant, og altid denne fuldkomne fraicheur,
som især er et Kjendemerke, det falmede kjendes ikke. Der-
imellem de Fremmede, som man altid kjender paa noget -- je
ne sais quoi -- uparisisk.

Middagen er der, og alt strømmer mod Udgangen. Vil man
spise i Ensomhed, har man sin Bolig, vil man have Selskab -- 
uden det Bryderi at underholde dette, medens det paa det be-
hageligste underholder os -- gaar man kun skraas over Gaden
til den smukke Restauration paa Hjørnet af Jeanne d'Arcpladsen.
Her kan man faa en poulet rôti for samme Pris, hvormed man
hjemme betaler noget, man kalder "Hønsekjød"; vor hjemlige
Gemüse, det eneste, der dyrkes: Poteterne, faar man da se at
erstatte, saa godt man kan, med Asparges og Artiskokker, hvor-
af der heldigvis er en stor Overflod.

Har man spist, og man finder Aftenen for smuk til allerede
at gaa hjem, vandrer man endnu engang over i Haven, der
nu sparsommere befolket, i det farverige Aftenskjær er rent
vidunderlig. Eller man spadserer over Broen hen til de am-
bulante Bogudsalg under Poplerne langs Kaien, hvor man kan
glæde en Række der fungerende Bibliotekarer med at gjen-
nemse et Snes af de sjeldnere Eksemplarer i disse Samlinger,
ofte sande Kuriositeter. Den franske Høflighed er utrolig lang-
modig . . . Værdiges man endnu at tage et eller et Par
Nummere med hjem, kjender deres Taknemmelighed ingen
Grænser.

Se, det var lidt af Paris, mit gamle Paris! Kunde det allige-
vel hænde, at man betages af denne Benauelse, som ligner . . .
Hjemve, ogsaa for den var der Raad. Jeg gik blot hen i "Ré-

SIDE: 125

gence" og læste norske Aviser, saa gik det over. Begyndte
gjerne med de store Thing og gjennemgik omhyggelig deres
lange Forhandlinger og endte med de mindre Ting, lige indtil
jeg kom til "Helegryns Sødsuppe med Labskaus, Afhentning
3 Øre billigere", saa var den som strøget bort.

Paris, mit Paris! med sin herlige Luft, sine Nattergale, sine
Roser og jublende Smaabørn! Hvor Livsgnyet rundt om en
kun stille døvede, livlig sysselsatte, aldrig overvældede eller
trættede . . . Paris, mit Paris, der mer end én Gang har gjen-
givet en Stakkel Livsmod og Kræfter! Min Foraarsstad -- mit
Sanatorium, som jeg foretrak langt for Gausdals! Hvor er du
nu! Hvor man styrede sine Skridt, kun forvirret, bedøvende
Larm, en sammenfiltret Masse af Vogne, Heste og Mennesker!
Redder man sig ind i Husene, er der lige uhyggeligt. Træng-
sel og Tummel overalt. Heller ikke Haven, min Have er den
samme. Den har i de sidste Uger været benyttet til nogle Folke-
fester med sine larmende Tilberedelser. Paa Grønningen, der
indcirkles af de kolossale Antikgrupper, har man reist Jonglør-
boder og Marionetteatre. Vaffelpavillonen er der dog endnu.
Underligst er det Indtryk, man faar af den fordum afstængte,
saakaldte reserverede Have foran Slottet, med den Befolkning,
der nu har taget den i Besiddelse. Man tør ikke kalde dette
Indtryk sørgeligt -- nei, man griber sig selv i noget -- man
ved ikke hvad, næsten det modsatte, naar man ser Pladsen
under disse stolte Marmorskikkelser, der i Aarhundreder kun
har skuet ned paa fyrstelige Hoveder, optaget af tarvelige
Familiegrupper, Husmoderen syende eller strikkende. Hist
under en antik Jason eller en Aurora af Coysevox et Par ry-
gende Blusemænd eller en gammel Kokoudraaberske, der
kunde skræmme en Armé paa Flugt. Man tvinges til at ind-
skjærpe sig, hvad man saa let glemmer, at det er saa egentlig
i Brændpunktet af Verdensbevægelsen, man her befinder sig,
her maa man være fattet paa alle Modsætninger, alle Over-
gange. De ligger i Luften, de vifter os imøde fra det demole-
rede Slot hist, skjønnere, mere malerisk i sine Ruiner, som det
ligger der, end da det stod der i sin Magt og Pragt.

Naar man kun har et smukt, hyggeligt Værelse, faar det
være det samme, om der er vendt op og ned paa alting ude!
. . . Naar man kun har et taaleligt Værelse! nedstemmer man
det til næste Dag. Naar man kun -- har et Værelse i denne
Tid, er det bleven til ved Ugens Slutning. Det er det, man
nemlig heller ikke sikkert tør stole paa. Nogle Dage efter at
jeg havde taget mit i Besiddelse, kom Vertinden med en bønlig,

SIDE: 126

indsmigrende Antydning, fulgt af en mere forstaaelig fra Vertens
Side, om jeg ikke vilde være af den Godhed at ombytte det
med et andet "une aussi très jolie chambre", hvortil jeg sva-
rede: Nei. Men en vakker Dag, da jeg kom træt hjem fra en
Tur til Versailles, var Omflytningen skeet, Kuffert og Effekter
bragt ind i dette ogsaa "meget smukke Værelse", det vil sige
en fuldstændig Kaschot til Gaarden -- saa stort, at den ene
Stol vilde gjort den anden Pladsen stridig, hvis der havde
været mer end ett Eksemplar af denne Bekvemmelighed anbragt
derinde.

Forlangte da øieblikkelig min Regning, og da den eneste
Pension, som jeg kjendte og med Tryghed vilde tage til, des-
værre var overfyldt, maatte jeg prøve det med en anden nær-
liggende. Her det forbindtligste Løfte om at faa et meget smukt
Værelse lige ved Salonen, naar Madame blot vilde finde sig i
at tage et i fjerde Etage, kun en eneste Nat, saa blev det
ledigt. Madame steg da fornøiet tilveirs til fjerde, efter nordisk
Beregning sjette, Etage og fandt et slet ikke ilde Rum. De
har alle hine anselige Speil med Bronceuret og den enorme
Omhængsseng -- men med en Udsigt, som naar man skuede
ned i en rummelig Skorstenspibe -- holdt ud i to, i tre, i fire
Dage, styrket af from Tro paa Løfters Hellighed, indtil det
endelig viste sig, at disse kun havde været Lokkemad. Den
Dame, som skulde flyttet, hverken var flyttet eller tænkte paa
det. Dermed forlangte Madame sin Regning, hvorpaa -- foruden
adskillige mystiske Poster, der sorterer under Benævnelsen
Udgifter "non y compris", -- ogsaa den lille Feiltagelse var ind-
løben, at Prisen for det forventede -- som hun ikke fik -- var
overført paa Venteværelset i sjette Etage.

Dette blev for galt. Det var ogsaa i et Anfald af fuld De-
speration, at jeg brød op herfra og flyttede til Pensionen nær
ved. Dette Etablissement havde et stort Ry for Komfort og
Elegance, for stadig Frekvens. Det var ogsaa storartet, det
indtager ikke mindre end to Huse, der forenes med et Virvar
af Korridorer og Trapper, havde prægtige Saloner, der næsten
blendede med sin Speilrigdom og Forgyldning paa hvid Grund.
Ogsaa fik jeg ved et sært Træf et meget smukt Værelse til
Gaden.

Men ingen Ting hjalp mere. Den Smule Evne, jeg endnu
kunde have bevaret til at se Tingene paa den rette Side, havde
faaet ligesom sit sidste Stød. De voldsomste Symptomer paa
at "se alting for mørkt" begyndte at ytre sig. I de Selv-
fiktioner, denne "sygelig-pessimistiske" Tilstand frembragte, synes

SIDE: 127

jeg, at den hele Kompleks af Mennesker, som, saa lang Dagen
var, boltrede sig omkring hverandre, snadrende, gestikulerende,
spisende, gabende, sank ned til det tommeste, vidrigste Maske-
spil -- ja, det var ikke langt fra, at jeg syntes, at det allerede
var nok at se disse Ansigter, disse usigelige Toiletter (det er
mest det smaaborgerlige, industrielle England, man træffer om
Sommeren) -- det var nok, siger jeg, i en Udgave, om man
ikke ovenikjøbet skulde se dem reproduceret i Uendelighed i
disse Speilvægge. Jeg fik en Følelse, som om den griskeste
Nærighed lurede bag al denne Pragt, som om man bevægede
sig blandt lutter Fodangler af noget uundgaaeligt "Non y com-
pris". Jeg syntes, Teen var tynd, og Verten -- en Vallak
eller Italiener -- grov, ja det var mig tilsidst, som om alle disse
brammende Retter, der diskedes op, havde en hæslig Under-
smag af det nye Smørsurrogat -- Margarinen -- ogsaa kaldt
Oksesmørret, denne skrækkelige Opfindelse, der i de sidste
Aar har forgiftet Tilværelsen -- kort og godt, det er umuligt at
vide, til hvilke Hallucinationer og Indbildninger denne Krise
tilsidst havde ført, var der ikke tilfældigvis blevet en Plads
ledig i min gamle Pension, som jeg da greb med Begjærlighed.

Fra mit Ophold i dette sidste Etablissement, et mindre
renommeret, mindre glimrende, tog Symptomerne af. Jeg be-
finder mig efter Omstændighederne vel og haaber at blive her,
til jeg reiser. Uagtet beliggende midt i Centrum, er her roligt
og luftigt. Moderate Priser, snild Vertinde. God Bevertning,
intet Margarinsmør: Passage Retiro, Faubourg St. Honoré, Chez
Mad. Cabarrus.

Med hjerteligst Hilsen til hver især

C. C.

VED VENDEPUNKTET.

Det er ofte nok signaliseret, og enhver, der ikke blot som
Passager, som gjør sig det mageligt i Kahytten, er med paa
det usikkert vippende, snart mod Skyhimmelen, snart mod Af-
grunden pegende Fartøi, som vi kalder vor Tid, men som
trodsende Veir og Vind trofast holder Vagten, vil ogsaa snart
forstaa det, at vi i alle Retninger befinder os paa et Overgangs-
trin. Ikke mindst gjælder det hint Livsspørgsmaal, der er
Grundbasis for alle andre: Mands og Kvindes Stilling til hin-
anden og den Plads i Verdensordenen, der endelig vil ind-
rømmes denne sidste.

SIDE: 128

I hele Literaturen, særlig i Romanen, kan vi finde denne
Overgang mer eller mindre udpræget. Vi vil kunne paavise
den ikke alene i dens større, mere europæisk bekjendte Frem-
bringelser, men ogsaa i saadanne, der rettelig kan kaldes Dagens
Produkter, da de ofte staar og falder med de lokale Omstæn-
digheder, der løftede dem og holder dem oppe.

Dertil hører en stor Del af vore moderne Dramer og Skuespil.

Lad os tage et af disse nærmestliggende, der bag det gamle
Kostume, hvori det træder op, dog aander sterke Nutidsten-
denser, et Stykke, der har havt det Held at tilfredsstille nær-
mest alle Fordringer til et saadant, deraf den vanskeligste af
alle, at det morer. Lad os ogsaa se lidt paa det i Belysningen
af det Spørgsmaal, der sjeldnest af alle stilles til vore Dages
Produkter: hvad Plads anvises Kvinden, hvad Følelse for hende
raader deri?

Skuespillet Ambrosius er skrevet af en Mand, som, naar
man ikke vidste det bedre, maatte mistænkes for at være, hvad
man kalder "En Fruentimmerhader", et vidtfattende Begreb,
men som, hvis vi strengt holder os til Ordet, endnu ikke be-
tegner det laveste Trin deraf, det vil sige: vor Tids Fruentim-
merhad. Dagens Mand hader ikke mere Kvinden, fordi hun
ikke mere indgyder ham Frygt; Frygt forudsætter igjen, at han
elsker, og vor Tids Mand elsker ikke mere Kvinden, han ud-
bytter hende blot og ænser hende saa ikke mere.

Forfatteren har her benyttet et vakkert gammelt Motiv, hen-
lagt i en Tid, da Manden -- endnu elskede. Det er et egte
Kostumestykke, habilt gjennemført i Dragt og Sprog, Skikke
og Seder, livligt og underholdende nok til at holde os i Spæn-
ding fire Akter igjennem.

Men det er jo ikke for at udhæve alle disse noksom ud-
hævede Fortrin, der gjør, at den røde Lygte altid hænges ud,
naar "Ambrosius" staar annonceret til Opførelse. Det er for at
paavise, at ogsaa gjennem dette af Æstetik og Moralcensuren
godkjendte Stykke gaar der hin Tendens, der forkynder en
Overgang, og som maaske lidt for subjektiv lidenskabelig griber
ind i Stykkets rolige Gang. Derved kommer det til at lide af
en Anomali, der skader dets harmoniske Udvikling og efter-
lader et uklart Indtryk.

"Ambrosius" er altsaa bygget paa en erotisk Livsbetragtning,
der er grundforskjellig fra vor. Skal dennes Kampe og Kon-
flikter kunstnerisk stilles os for Øie, forlanger vi at se dem i
deres psykologiske Konsekvens helt og harmonisk gjennem-
førte, saa at Moralen, den Livslære, der for os skulde ligge

SIDE: 129

deri, mildt griber os uden høirøstet at trænge sig frem. Men
det sker ikke i Hr. Molbechs Skuespil. Denne Moral, denne
stille Livslære, der skulde kaste sit farverige, varmende Skjær
ind i vor Iskulde, forfeiles ved, at Stykket er givet en Afslutning,
hvori Nutidens Stemning mod Kvinde for tydelig stikker frem.
Der gaar en dulgt Uvilje mod Stykkets Heltinde helt igjennem
det, medens Forfatteren lader Glorien af vor Sympati fuldt
omstraale Helten. Er det Kokettens Spil med et elskende
Mandshjerte, der her skal straffes saa eftertrykkelig? Hun er
jo ikke skildret slet eller lav, tvertimod aandrig og høisindet,
denne Kokette. Er hun en Kokette? Er hun ikke snarere en
Overrasket, der tryg bag den Mur, der hidtil har skjermet
hende, ikke begriber selv, hvad der foregaar i hende, der, det
ene Øieblik nysgjerrig tiltrukket, det andet, anende en Fare,
viger tilbage og i denne Kamp griber til og verger sig med,
hvad hun kan? Hun er Barnet af sin Tid, Adelsdatteren med
sin Stands Fordomme indsuget med Modermelken og indprentet
hende som Guds Ord. Kjærligheden overlister hende og
smelter hendes Hjerte, hun bringer dette Hjerte som et bittert
Offer paa Standsfordommenes og den personlige Stoltheds Alter,
dette var jo Straf nok, og det smukke og forsonende vilde nu
været, om hun som Selvbod efter denne traurige Seier havde
valgt Klosterlivet eller en anden hæderlig Livsforsagelse.

Men det vil nu ikke Forfatteren. Han hader hende, som
vor Tids Mand hader Selvfølelse og Modstand i Kvinde, og
han glemmer i dette Had, at hun er Adelsbarnet fra det 17de
Aarhundrede. Og derfor skal hun straffes, og det eksemplarisk,
og denne Straf fuldbyrdes med en Skadefryd, der neppe kan
dy sig, medens han høilydt appellerer til Publikums ligesaa
skadefro Bifald. Istedetfor at lade hende frivillig vælge den
noble Forsagelse, lader han hende vælge den uværdige, uædle,
idet hun styrter lige i Armene paa den udskrammererede Elen-
dighed, der i Skikkelse af en skabagtig Junker Claus haan-
leende slutter sig om hende, og Forfatter og Publikum ler med.

Vi har i disse flygtige Antydninger søgt at vise, at Forfatteren
gjør sig skyldig i en Anakronisme, idet han ligeoverfor sit
Skuespil stiller sig paa et moderne Standpunkt. Dermed er jo
ikke sagt eller ment, at han indtager Lavmaalet af den moderne
Anskuelse af Kvinde og Elskov. Gaar vi blot saa langt tilbage
som til det Tidspunkt, hvori Stykket er henlagt, lod denne An-
skuelse sig maaske løselig faststille i tre, siger trende, synkende
Stadier. Det første omfatter vore Oldefædres trohjertede Ero-
tik -- dette naturligvis taget i den gode Forstand -- saaledes

SIDE: 130

som vi igjennem dens mangfoldige Farver og Afskygninger kan
forfølge den ind i vort Aarhundrede, en Tid, da man endnu
elskede. Det andet tænker vi som vor Nutids umiddelbare
Forgjænger hadende, fordi det endnu eier en Rest af Evne til
at frygte: det er at elske. Det er dette forholdsvis endnu op-
høiede Stadium, Skuespillet "Ambrosius" indtager.

I en ganske anden forsterket Grad møder os denne Misstem-
ning mod Kvinde i et af Dagens ogsaa meget omtalte Verker:
Dr. Max Nordaus: Paris og Pariserne.

Her maa vi dog ikke glemme, at Hr. Nordau er Tysker, og
det fra Sydtyskland, der med Hensyn til det Standpunkt, som
man vil paastaa, disse Egne af Europa skal indtage ligeoverfor
Kvindespørgsmaalet, maaske kunde siges at forholde sig til det
øvrige Germania som Cochin-China til Japan.

Vi forbigaar de Betragtninger, denne Forfatter anstiller over
Georges Sand, der i hadefuld Ensidighed minder os om de
værste Udfald, der hilste den store Forfatterinde ved hendes
første Opdukken paa Scenen. Men der røber sig i Hr. Nor-
daus Skildringer en Stemning mod Kvinde i Almindelighed og
Pariserinden i Særdeleshed, der endnu overgaar, hvad vi i den
moderne tyske Literatur er vant til at møde af den Sort.

Hr. Nordau synes med Hensyn til denne sidste sterkt at
have ladet sig hilde i den Vildfarelse, som fremmed Fordoms-
fuldhed saa let forfalder til ligeoverfor Pariserforholdene: af en
enkelt Genre -- en Genre, som Manden selv har skabt og til
evige Tider vil opretholde -- at danne Typen. Den virkelig
fordomsfri Betragter blandt de Tusender af Fremmede, der dag-
lig færdes i Paris, vil maaske faa et ganske andet Billede ud
af Pariserkvinden; han vil i den gode Familiemoder og -- den
Ros skal man i det mindste ikke betage hende -- den mageløs
dygtige utrættelige Arbeiderske se den sande Type af hende.

Det første Indtryk, man faar af Hr. Nordaus Skildringer, er
derfor Uvilje, Forundring.

Men heldigvis har denne aandrige Forfatter en fornøielig
Maner, der for en Del afvæbner Uviljen.

Hr. M. Nordau røber nemlig en afgjort Tilbøielighed til at
drage sine Skildringer ud i pikante Yderligheder, der nærmer
sig Karikaturen, og heldigvis driver denne Bevægelighed ham
ofte ind i Modsigelser, der tildels ophæver alle Beskyldninger.

Efter et saadant Karikaturbillede af Pariserinden, der ender
med det ydmyge Ønske, at Parisermanden maatte "opleve sin
Emancipation", og at "alle oplyste Franskmænd længselsfuldt
ser denne Lettelse i deres Kaar imøde", faar vi Pariseren selv,

SIDE: 131

som nu efter Tur skildres paa en Maade, der, hvad den mand-
lige Emancipation angaar, intet efterlader at ønske, men tyder
paa, at hin Længsel mer end rigelig maa finde sig tilfredsstillet.

Sammenholder vi nu Forfatterens indignerede Formaning til
Pariserinden at vende tilbage igjen til Huset og Familien, saa
spørger vi, hvor er den Familie, hun skal leve for, naar Hr.
Nordau netop paa halvhundrede Pag. har udviklet for os, at
Pariseren mer og mer løsriver sig fra Familien og Huslivet,
det, han betragter som et rent Fængsel! At hele Literaturen
afspeiler denne Skræk for Egteskab og Familie! I Romaner
og Skuespil er det ikke mere Manden, der beiler om Kvinden,
men det er hende, der forfølger ham, for at formaa ham til at
vende tilbage til Egteskabet og til hende. Alt dette fortæller Hr.
Max Nordau os og ender med at formilde os betydelig, for
ikke at sige bringe os ganske over paa de bagtaltes Side.

Lignende Virkning øver det, naar han ogsaa forekaster dem,
at de lader sig lede af Presterne. Men Presterne er jo netop
de ubønhørligste Modstandere af disse Frihedsbestræbelser, der
ogsaa er Forfatteren saa imod, de, der strengest maner Kvin-
den tilbage inden Huslivets Grænser, hvor Hr. Nordau netop
vil have hende.

Hvilket Stadium i vor Nutids Opfatning af og Stemning for
Kvinde indtager nu denne interessante ungarske Forfatter?

Der er Trin i denne Opfatning. Vi maa tage Mod til os og
ogsaa stige ned til det sidste, det, hvorpaa vi for Øieblikket
befinder os. Man vil maaske ikke straks merke Forskjellen,
men der er fine Nuancer.

Den Smule personlige Magt, Kvinden endnu havde i Behold
paa de foregaaende Stadier, synes ganske at være svunden ind
til Nul.

Den raa Styrke har sikret sig Enevældet, den har knækket
denne Magt ligesom alt, hvad der kommer i dens Vei.

Den har ligesaa mangeartede Vaaben dertil, som den har
været opfinderisk i nye massenedfeiende Mordprojektiler. Den
har Trusler og Vold, Mishandling og Drab, Dampen og Lovene,
Ærgjerrighedens og Vindesygens Spekulationer og Distrak-
tioner . . . forsmaaet Elskov er bleven et Sagn, et barnligt Even-
tyr og -- hvad nu Per for sit Vedkommende ivrigst kan ind-
vende, eller Paal sukkende benegte -- de ulykkelige Frieres

SIDE: 132

Tid synes ogsaa forbi. Vi kan snart kun tænke os denne
Species, den ene Haand udstrakt mod hendes modstræbende,
medens den anden skjuler Revolveren bag paa Ryggen. "Ton
coeur ou je vais mourir," hedte det engang for længe siden. -- 
"Ton coeur ou tu vas mourir," blev det til -- en endnu smuk
Omsætning, der venter paa hver Dag at gaa over til et aabent
og utvetydigt: La bourse ou la vie!

Molbechs Skuespil er henlagt paa det første Stadium, hvor
den smukke Devise: "Din Kjærlighed, eller jeg maa dø",
endnu gjælder. Selv indtager det det andet Standpunkt til
Kvinde, hvor det heder: "Din Kjærlighed, eller du skal dø!"
ja værre endnu, du skal giftes med Junker Claus.

Altid et høiere Trin end vort allersidste Stadium. Dagens
Mand hader ikke mere Kvinden, han overser hende, ringeagter
hende blot som sit modstandsløse, ynkelig tilfodefaldende Offer.
Han ringeagter hende, som Slaveeieren sin Slavinde, som
Jaguaren sit afmægtige Bytte, som den raa, brutale Styrke for-
agter Svagheden.

Dybere kan det gjensidige Forhold mellem de to Parter ikke
synke. Det er altid en Trøst. Det maa nu komme til en
Krise. Det maa da enten ende i Oprør, vildt Had og Ødelæggelse,
eller en af disse stillere Gjæringer, der vil drive Forholdet til
at hæve sig ad de samme Trin, hvorigjennem det sank. Det
nærmeste Trin bliver da, at Manden hader, hader, fordi han
igjen kan frygte, og Kvinden har da maaske vaagnet af sin
fuldstændige Vanmagts Dvale til at foragte. [fotnotemerke] Og saa stadig
opad! Ja vi kan jo gjerne drømme os helt op til Tider, hvor
hin smukke Devise: Ton coeur ou je vais mourir atter bliver
Kjærlighedens stille, ydmyge Løsen mellem de forsonede.
Hellige Fantasi! omskyg os med dine Vinger, at vi ikke gan-
ske forsager i Virkelighedens Rædsler!

Har vi allerede naaet det Standpunkt, hvor den sterkere fra at
hundse sit Offer er gaaet over til at hade, fordi han frygter det?

Der er flere Tegn, der synes at antyde en saadan Overgang.
Der røber sig i den europæiske Presse mer og mer en Hang
til at nedsætte og bagtale Kvinden.

Altsaa Frygt. Man har hidtil i Romaner og Skuespil ud-
byttet hende som Martyrinde, medens Dagbladsliteraturen har
brugt hende som Stof for Løier og Harcellas. Vi gad se det
Blad, der har forsømt nogen Leilighed til denne Morskab!

Fotnote: Ogsaa dertil er Tegn; det fineste, skarpeste, jeg har læst fra Kvindehaand,
har jeg truffet i en Brochure skrevet af en Udlændingerinde -- den svulmer
over af bitter Spot og Foragt. 
(Anm. fra 1879.)

SIDE: 133

Meget morsomt er det jo virkelig, hvad alle Landets Aviser
nylig med sand Graadighed bragte til Torvs, om Manden, der
averterede tilsalgs sin Papegøie og sin Kænguruh, fordi han
nu, da han havde giftet sig, ikke trængte mere til dem. Vi har
havt det ynkværdige, grinagtig kvindelige, nu faar vi det fryg-
telige, altid et Trin høiere op. Maaske vi da naar til Afslut-
ningen paa den Morsomhed om Papegøien og Kænguruhen,
der blev overflødig, og som da forsonende kommer til at lyde:
Thi min Kone mener, og maaske medrette, at har man en
tilgavns afrettet Bjørn, saa er det nok.

Imidlertid tør vi vel sige, at det svagere Kjøn, hvad de egent-
lige Lovovertrædelser angaar, forsaavidt som disse lader slutte
tilbage paa en hel moralsk Tilstand, om just ikke glimrer ved
sin Fraværelse, saa dog, at det indtager et paafaldende Mini-
mum til det sterkere. En fremmed Forfatter siger, at det for-
holder sig omtent som 1 -- 10. Forfærdelig lyder Skriget fra
flere Hold over en saadan Forbrydelsernes ensidig gradvise Til-
tagen. Men man skulde næsten sige, at i samme Grad som
dette Misforhold paa en forfærdelig Maade aarlig øgedes, var
man sløvet for det og er naaet til at betragte det saa filosofisk
rolig, som om det grundede sig paa en Naturlov. I Sandhed,
vi stevner mod et Punkt i Verdensudviklingen, hvor man
kunde fristes til at tro, at disse to moralsk og fysisk saa ulige-
artede Væsener ikke skabtes for hinanden, og hvor en frugtbar
Byron-Fantasi let kunde se den altfor svage modstandsløse
Skabning helt udryddet, forat der af dens Blod kunde opvokse
en, der passede mere til sin vilde Halvdel.

Fredelige Borgere, der kun er vante til at dømme Fæno-
menerne efter Skuet ind ad "deres egne Vinduer", vil her
mene, at det er noget forbandet Snak. De og mange, som de
kjender, har slet ikke bidraget til noget, der kunde bevirke
slige Syner. Overdrivelser! Forrykte Paradokser o. s. v.

Ikke for dem vilde det nytte at føre Beviser, men for dem,
der kjækt tør holde Vagten og opmerksomt agte paa Tids-
varslerne, vil Kjendsgjerningerne selv rystende tale. I det store
som i det smaa, i Stater som hos Individer vil de se den
raa Styrke raade og betegne sin Vei med Splid, Blod og Vold.
Man følge blot en Smule med Dagens Kriminalistik, den, Dag-
bladspressen leverer os, eller man gjøre sig den Uleilighed at
sammenholde begge Kjøns Forbryderstatistik! Og hvilke For-
brydelser! Familiemord, der begynder med Hustruen og ender
med den yngste i Vuggen. Egtemænd, der piner sit eget Barn
ihjel for Moderens Øine, førend han dræber hende selv. Selv-

SIDE: 134

mordere, der ikke taaler, at nogen aander op efter dem -- der
slagter hele Familien ned først, inden de befrier Verden fra
sin egen Vederstyggelighed -- Skarer af ikke bønhørte Yng-
linger, der beviser Styrken af sin Lidenskab ved et Werther-
skud, der gjælder Lotte, men ikke dem selv -- kort, her vil
man ved et ganske let lidet Regnestykke komme til det Resul-
tat, at hin Forfatters Beregning af Forholdet, for den ene Parts
Vedkommende, er før noget for lavt ansat, at kvindelig Forbry-
delse, man tage det kvalitativt eller kvantitativt, snarere for-
holder sig til Mandens som 1 -- 100, eller om man vil, som en
Moppe i Mundkurv til den løsslupne Tiger.

Majoriteten syntes imidlertid i disse raske Tigerspring ganske
at have tabt Maalestokken og er endt med at slaa alle slige
smaa Distinktioner i Hartkorn, deraf hin Monstrerestitutions-
mani, der strækker sig fra Tiberius ned til vore Dages Bremer-
helte og Massemordere, og som med særlig Varme omfatter
alle Historiens moralsk forlorne Genier. Deraf hin Literatur
med lutter interessante Forbrydere, lutter elskværdige Afskum
paa den ene Side og grænseløs lidende, lidt kjedsommelige
Engle paa den anden, men som alle har lige Krav paa Læser-
nes Agtelse og Interesse, det grunder sig nu engang paa en
Naturlov, det kan ikke være anderledes.

Men alt dette har sin Grænse. Det Øieblik vil komme, det
er maaske allerede kommet, da det vil dæmre for denne Majo-
ritet, at det dog maaske kunde og burde være anderledes. Den
vil føle sig ubehagelig tilmode, spore noget, der ligner Skræk
over sig selv, den vil føle en Trang til at dække Misforholdet.
Digtningen maa da til og forsøge at bringe nogen Ligevegt
tilveie, da Virkeligheden undskylder sig med, at den for Øie-
blikket slet ikke tør paatage sig Bestillingen. Deraf vil igjen
flyde en Literatur, hvor de blide, lidende, altbærende kvindelige
Typer fortrænges af lutter hadeværdige, afskyelige.

Den er alt begyndt, denne Bestræbelse for at bringe Lige-
vegten tilveie. Overalt vil man se Kvinder tildelt Syndebuks-
pladsen i store Mænds Liv, vil man se dem gjort ansvarlig for
alle disses Uheld og Misgreb. I Tidens allernyeste Romaner
vil man finde dem skildrede med oprørende Farver, alt imedens
Monstrene synlig forædles, og efter Omstændighederne spiller
Ofrenes eller den guddommelige Hevners Rolle . . . Skumle-
riets og Løgnens Usselhed manglede endnu, er Maalet for
Mandens Syndeskyld mod Kvinden nu fyldt?

Vi befinder os i en Krise, hvori en Verdensorden, gleden ud
af Sporet, synes uundgaaelig at nærme sig Tilintetgjørelsen.

SIDE: 135

Hvad Stilling bør Digteren, og særlig den dramatiske Digter,
inntage i denne Krise?

Vi tror, det er hans Pligt, hans hellige Pligt, at stille sig
over den, at det er til ham at varsle os dens Farer og rolig,
frygtløs forkynde Signalerne.

Vil derfor en Forfatter i vore Dage rettelig være denne
Fører, saa vogte han sig vel for at tage feil af Signalerne. Det
er ikke Ofrenes Svagheder, det nu er Tid at trække frem
og smaabekritle eller hadefuld drage ud i usande Vrængebilleder.
Det er den løsslupne Styrke, det gjælder at stagge i Farten,
inden det bærer i Afgrunden. Det er mod Hydraet med de
tusende Hoveder, vore Moralister og Digtere nu maa rette sine
Vaaben, ikke mod Sfinksen, der endnu stille ruger over sin
Gaade.

SIDE: 139

FORORD.

Min gamle Bekjendt og Ven -- jeg tør vel kalde ham saa,
da han var en af de yderst faa, der forkyndte sig som en op-
rigtig Tilhænger af en Sag, som jeg maa regne for ett med mig
 -- min gamle Ven og Bekjendt havde dennegang givet Stødet
dertil, og Talen var atter umerkelig gledet ind paa vore hjemlig
literære Forhold; en af disse svævende Diskussioner, hvor man
ærlig bestræber sig for at holde sig paa Høiderne af det almin-
delige, medens man stoisk muligst vogter sig for at glide ind
paa Kapitlet om vort eget ulykkelige, altid forurettede, altid
misfornøiede Jeg.

Det lykkedes ham bedre end mig, ialfald for en Stund, at
holde sig paa dette overlegne Stade. Noget visst ironisk, for
ikke at sige bittert i Tonen lod kun undertiden ane, at her-
under skjulte sig ogsaa Vanheld og Skuffelser, af disse, som
man er bedst tjent med ikke at røbe.

Samfundet har ordnet det saa bekvemt, ytrede han engang
med dette sit egne Smil. Ved visse Saar, det tilføier, sørger
det altid for, ligesom det skede ved enkelte Torturformer, at
kneble Delinkventen.

Man vilde fortælle, at han i yngre Dage havde indleveret
mere end ett Stykke til Teatret, der samtlige forkastedes; om
Skylden derfor laa i en Svaghed ved Stykkerne eller ved
Teatret, vover jeg ikke at have nogen Mening om. Ikke bedre
gik det ham med en pseudonym Digtsamling, der af Kritik og
Publikum modtoges paa en lidet opmuntrende Maade. Han
talte dog aldrig selv derom.

Han holdt sig ogsaa i vor Samtale kjækt ovenpaa, medens
jeg straks dalede ned til det ominøse Punkt, hvor man bliver
klynkende, demonstrerende, eggende til Modsigelse, for saa,
irriteret over denne, at ville drive af, men -- inden man ved
det, er man inde paa det igjen.

Hvad De der anfører, brød jeg ud efter en saadan Mod-
sigelse, er noget rent illusorisk. Det bunder i den gamle For-

SIDE: 140

veksling af et Navn, man vil tillægge mig, og den Stilling, jeg
i Virkeligheden indtager. Hvad har jeg opnaaet? Efter et 30-
aarigt Forfatterskab, som man i det mindste ikke skal beskylde
for en altfor paatrængende Produktivitet, intet andet ved Enden
af min Bane at se tilbage paa, end nogle nedstøvede Restoplag
af Bøger, hvorover Forlæggerne allerede for længe siden har
udtalt et Haabløshedens "Hvil i Fred".

 -- Indtil, faldt min Ven smilende ind, indtil . . .

 -- Indtil vi selv hviler i Fred, mener De. Ak ja, vi kjender
denne Trøst, kold som Graven selv er den.

 -- Maa jeg give Dem et Raad? blev han ved. Jeg ved,
hvilket Forbrug af Kræfter der her er opbudt, for at give en
Tankefylde en Form, der synes beregnet paa muligst at spare
Læseren sin kostbare Tid, og Trykkeriet en Del Sværte og Papir.
Uden at give Dem ganske Ret i Deres Tvil, om De i Grunden
virkelig var bestemt til Forfatter, forstaar jeg, jo mere jeg har
læst Dem, at der raader et visst Misforhold i Deres Produktion.
Et Misforhold imellem en sterk Idérigdom med dens brændende
Trang til at give sig Ord og denne Evne selv. Det er dette,
Ordet, der ikke flyder let for Dem. Nye Idéer kræver ogsaa
nye sterke Ord, skal de forstaaes og blive hørte. Men følg nu
mit Raad. Skriv en Bog, hvori Forholdet bliver omvendt.
Tag 1/10 Tankeekstrakt tilsat med 9/10 Ordsvulst -- der har De
Recepten! Og skriv en Novelle, en Fortælling, hvori Parret,
gjennem en Labyrint af de haarkleineste Detail- og Lokal-
skildringer dog tilsidst finder hinanden og bliver uendelig lyk-
kelige, helst efterat hun har omvendt ham, sæt en Titel paa,
som lader os ane noget saadant glædeligt, og jeg lover Dem
for, at vi ved hvert Aars Udgang skal se den lykkelige For-
lægger, under endeløse Reklamefanfarer, forkynde et nyt Oplag.
 -- Her gled det satiriske Smil tydelig over hans ellers ret
godslige Træk.

 -- "Fortællinger og Noveller," faldt jeg, efter en tankefuld
Pause, ind. Jeg har skrevet et saadant Bind "Fortællinger"
engang, men det har ikke oplevet noget nyt Oplag. Ak iaar
kan det netop feire sin 25-aarige Indtrædelse i Verden!

 -- Et Jubilæum! Jeg gratulerer, Frue!

 -- Ja De spotter. Men det er en alvorligere Sag at skulle
forsone den Kjendsgjerning, at man har været en lidet læst,
lidet forstaaet Forfatter i det Samfund, man i et saa langt Tids-
rum har viet sine bedste Kræfter, med den Bevidsthed, at nu
er det Slut med det hele. Og man vilde dog saa gjerne sige,
skrige endnu et Ord af disse, som knuger vor Sjæl, knuger

SIDE: 141

den dobbelt i den snævre Ensomhed, hvori jeg lever. Man vilde
aftrygle denne sin Samtid et Forstaaelsens Tegn, som, om det
ikke giver os Kraft til at leve, giver os mere Ro til at dø.

 -- Nu saa sig dette vækkende Ord! . . . hvad hindrer Dem?

 -- Jeg skriver ikke mere. Jeg har skrevet altfor meget. Hvad
der i de sidste Aar har trængt sig frem i Pennen, har ikke
magtet at samle sig til noget helt. Det ligger nu strøet, Gud
ved hvor, i Dagblade og Tidskrifter, for der at dø Ørkendøden.
Saa finder maaske en senere Karavanegeneration Knoklerne og
begraver dem pietetsfuld i Sandet.

 -- Men saa red dem fra Ørkendøden, kjære Frue! Vi lever
jo i Antologiernes Tid, hvor der "leves kristelig af Rov". Jeg
maa tilstaa, jeg har ikke i nogen af disse vore nordiske Sam-
linger truffet paa en Linje Prosa af Dem, saa Deres Ørken-
farere kan vi anse som fri og frelste, og De kan selv lodse
dem i Havn. Og tillad mig! De har vist et og andet nyt at
føie til. Søg i Deres Gjemmer, og De skal se!

 -- Ak, hvad tænker De paa . . . Ubetydeligheder, harmløse
Smaating . . .

 -- Harmløse Smaating! . . . Det kan jo ikke være bedre!

 -- Jeg magter ikke at ordne noget, saa det kunde gjøres
skikket til at trykkes.

 -- Saa tag det uden at ordne det. Tag iblinde, løst og fast,
gammelt og nyt, jo flere Sorter, jo bedre. Selv om det var
saa mange som dette Monstrum, De endnu vil kjæle for, har
Hoveder og Gab. Bind det i Knipper og kast det i Gabene,
og hvem ved? Kanske De for første Gang afvinder det et
huldt taknemmeligt Smil!

 -- Tror De virkelig? . . . Jeg vil følge Deres Raad.

Udefra hjemad:

SIDE: 142

SYTTENDEMAITALE

HOLDT I KUNSTNERKREDSEN I MÜNCHEN 1877.

At jeg paa en Dag som denne, ved en Anledning som denne,
vover mig op i de Talendes Rækker, kan kun finde sin
Undskyldning ved et Tilstød af særegne Omstændigheder. Deraf
maa først og fremmest nævnes Stedet, hvor vi befinder os. Vi
er ikke i Christiania, i Langesund eller Trondhjem, hvorhen nu
enhver af os idag længselsfuldt sender sine Tanker. Vi befinder
os langt fra disse kjære Steder, vi danner et Landsmandsskab
mellem Fremmede, der tillader os at sætte os lidt ud over
Hjemmets strengere afmaalte Former. Ved et sært Tilfælde er
jeg dertil bleven saa at sige Bygdebarn med den Begivenhed,
vi aarlig paa denne Dag festligholder. Det var derfor næsten
uundgaaeligt, at jeg tidlig fik et Slags Begreb om dens Be-
tydning.

Jeg ved saaledes med fuldkommen Visshed, at den kalder
sig 17de Mai, og at den især betegner sig ved, at der holdes
Taler, og, kjære Venner, vi er jo blevne enige i at feire Dagen
paa hjemlig Vis, ved at holde saa mange Taler som muligt.

Og dog, skjønt nu alt dette synes at opfordre dertil, er der
intet Tema af de for mig mere uvante, der vil falde mig van-
skeligere at tale om end 17de Mai.

Det er ikke ganske alene af den Grund, som ligger saa nær,
at det er en politisk Merkedag. Jeg skal heller ikke gaa den
Anskuelse, der modsætter sig en saa usedvanlig Optræden, i
mindste Maade for nær. Nei, kjære Venner, frygter ikke.
Disse nogle Betragtninger, som jeg finder det nødvendigt at for-
udskikke, har netop til Hensigt at berolige. De skal ikke være
nogen Protest mod en Anskuelse, som er bleven til et National-
dogme, der, som en hellig, uryggelig Arv, er gaaet fra Slegt til
Slegt, den nemlig: "at det er upassende for et Fruentimmer at
blande sig i og have nogen Mening om Politik og slige Sager".

SIDE: 143

I en oprørsksindet Tid som vor nærværende har man ikke
forsømt at ryste ogsaa ved dette ærværdige Dogme. -- Gud
være lovet! dog endnu ikke, det maa jeg lægge til, i vort lyk-
kelige Samfund. Behøver vi at begrunde dette ved Argumenter,
saa ofte prøvede og veiede, at de er blevne ett med vor natio-
nale Bevidsthed?

Hvad rager det os, Landets Døtre, om Landet er frit eller
ikke? Om vi tør i Ro glæde os over denne Frihed, eller om
Russerne finder det nødvendigt for den europæiske Ligevegts
Skyld at okkupere hele Halvøen, saa at de en vakker Mid-
sommernat overraskede os med et Besøg ovenfra? Hvad rager
det os, om Ufreden kom indenfra, om Kampen staar, Borger
mod Borger, Sønner mod Fædre, Brødre mod Brødre, hvad
gjør det i Grunden os, om vore kjære Naboer og Forbunds-
fæller mod Øst, i det Hurlumhei, der da vilde opstaa, greb
Anledningen til at blive os kvit med det samme, hvad angaar
det os? Det angaar jo kun vore Sønner, vore Egtemænd, vore
Brødre, vore Kjærester! Er det disse og alene disse, der sætter
sit Liv i Vove for Fædrelandet, saa har de ogsaa kjøbt Retten
til uindskrænket at raade i alt, hvad der angaar dets indre
Anliggender. En viss excentrisk Forfatterinde -- jeg skylder
straks at oplyse, at hun ikke er norsk -- kom imidlertid til
den dristige Slutning, at et Lands Kvinder, ikke mindre end
dets Mænd, satte Livet ind for dette sit Land, og det i ligesaa
farlige Kampagner, naar de føder alle disse Helte til Verden,
at naar Manden i sit drabelige Krigsmod maaske kan opnaa at
bringe ni Individer ud af Verden, kan hun, naar hun er heldig,
sætte ti Stykker ind i den, følgelig har hun ogsaa kjøbt sig
Ret til at ha en Stemme i Fædrelandets Anliggender. Det er,
som sagt en Fremmed, der ræsonnerer saa. Ingen norsk Dame,
havde hun endogsaa skjænket Landet elleve Stykker, vilde faldt
paa det.

Det samme kan visselig siges om alle andre Samfunds-
anliggender. Egteskab, Formuer og Lønningsspørgsmaal, offent-
lige Anerkjendelser etc., er Sager, der vistnok paa en Maade
angaar os, men skulde vi ikke være taknemmelige for, at vi und-
drages den Uleilighed at grunde over sligt! . . . ikke heller
overlade det til ham, vor naturlige Verge og Beskytter, ikke
med Glæde overlade dette til hans Retsind, hans Upartiskhed,
som vi nu, gjennem saa mange Træk har lært at kjende!

Ser vi nu bort fra disse mere indgribende Samfundsanliggen-
der, hen til Dagens mer fænomenalt fremtrædende, dem, som
giver sig Udtryk i offentlige Erindringsfester, Æresbevisninger

SIDE: 144

ligeoverfor vore store Mænd, Reisningen af Statuer, Mindes-
merker, saa vil den samme Lov ufravigelig gjælde. Naar det
ikke er en Storhed, som vi har staaet meget nær i Livet,
maaske selv født til Verden, vil vi alle i Stilhed føle, at det er
en Sag, der ikke angaar os. Der er nu f. Eks. Haraldsstatuen
som man for et Par Aar siden snakkede saa meget om.
Hvilken Harald? vil vi spørge, der er saa mange af disse
Haralder, og det er saa længe siden vi læste Munthes Historie.
Er det ham, som ikke vilde klippe sit Haar eller ikke vilde
bruge Kam -- vi kan ikke tænke os, at det kunde blive saa
fagert derved -- førend han havde opfyldt et Forlangende af
en besynderlig excentrisk Ting, som hedte Gyda, og først da,
naar han havde opfyldt Budet, skulde han faa hende. Nu, til-
lod hun ham ikke at kjæmme sig et helt Aar, eller længer,
skal jeg love for, han da fik Kam til sit Haar.

En anden Sag er det med Schweigaardsmonumentet, det har
jeg hørt flere Damer interessere sig for; selv tør jeg regne mig
til en af disse. Alle har vi været Gjester i denne elskværdige
Mands Hus. Maatte vi ha den Glæde at se dette Mindes-
merke reise sig, og skulde vi vælge en Plads til det, skulde
det være udenfor hans sidste Bolig, det var den hyggeligste
Leilighed, de har havt.

Hvis man nu endelig vilde, kunde man her, hvor jeg har
forsøgt i de væsentligste Hovedtræk at fastholde vor Stilling
til det offentlige Liv, let falde ind med en Modsigelse. Man
kunde indvende, at vi norske Damer dog ogsaa har været
med, naar det gjaldt større offentlige Øiemed. Vi har broderet
Faner, organiseret Basarer, hvor det uimodsigelig gjaldt et saa-
dant. Men jeg kan, særlig hvad Fanedeltagelsen anbelanger,
paa mine Landsmandinders Vegne forsikre om vor fuldkomne
Uskyldighed; forsikre, at der aldrig forudsættes nogen Mening
dermed, uden at de skal syes. Lad os sætte den Mulighed,
at det faldt et uroligt Hoved i denne baldyrende Kreds ind at
ville have nogen Formening om en saadan Fanes Betydning,
og jeg gad se den Mine, de egentlige Korporationsmedlemmer
vilde sætte op, en Mine, der ikke vilde være vanskelig at om-
sætte i Ord: "Hvad Fanden rager det dem, mine ærede Damer,
hvad Fanen betyder? Skyd I blot sammen og sy den, I, mer
forlanger vi ikke. Vor Tak skal ikke udeblive. Festen selv,
naar den skal indvies, skal I bivaane, saa mange som Plads kan
faa, fra Galleriet, og de, som ikke kan faa Plads, kan jo
læse Beretningen derom fuldstændig i Bladene, ikke at glemme
Talerne til Kjønnets Pris. "Denne Magt, den største, den be-

SIDE: 145

tydningsfuldeste i Samfundet, hvis Pris finder en Sangbund i
hver Nordmands Hjerte" . . . som det saa gribende blev sagt
ved sidste festlige Leilighed . . . Kortsagt, Plads paa Galleriet,
for at tilse Festen, skal I faa, saa langt som Pladsen rækker".

Ak, det var mer, end det faldt i min Lod ved Universitets-
festen forrige Aar! Forgjæves ventede jeg paa at faa mig en
saadan Billet til Galleriet tilsendt, og da det ikke skede, græd
jeg mine modige Taarer. Nei, jeg forsikrer Dem til, det var
ikke for Universitetets Skyld, jeg var saa ivrig for at komme
der, saa ukvindelig kunde jeg ikke være; men jeg tænkte paa,
at min Far, som havde nogen Del i, at det kom istand, ende-
lig ved denne Leilighed vilde blive anerkjendende nævnt. Men
det skede ikke. Han blev ikke nævnt, saa at jeg nogenlunde
trøstede mig over Skuffelsen.

Jeg tror nu, ærede Tilhørere, at jeg, Sandheden tro, har for-
svaret mit Kjøn mod enhver Beskyldning for Deltagelse i noget,
der ligger udenfor Grænserne af vor "sande Bestemmelse".
Jeg har med flere Træk søgt at paavise det fuldkomne kvinde-
lige Standpunkt, vi indtager i vor elskede Nation. Derfor over-
flødigt mere at berøre, hvad Betydning en Dag som den syt-
tende Mai kan have for os.

Syttende Mai, "der er bleven Løsenet for alle vore politisk-
patriotiske Rørelser, hvori disse finder sit festligste, mest be-
geistrede Udtryk", som det saa smukt stod at læse i vort -- 
Blad. Behøver jeg da at tilføie, at vi, Landets Kvinder, særlig
paa denne Dag, har indtaget en værdig, passende Holdning?
Skulde den for os have noget Særkjende, fremfor andre Fest-
dage i Aaret, var det maaske, at der den Dag var mer end
almindelig tomt i Husene, og at vi Husmødre i Betragtning af,
at Tjenestefolkene har Frihed og vore Mænd dinerer i Logen,
ligesom ved en stille Overenskomst gjerne paa den Dag har
koldt Kjøkken.

At jeg nu saa grovelig synder derimod, indtil at skulle holde
en Tale til Dagens Forherligelse, har uundgaaelig trængt til
denne lange Indledning for at finde sin Undskyldning. Og skal
jeg tilstaa det! Jeg har med en viss Begjærlighed grebet denne
Anledning til et Selvforsvar. Ja et Selvforsvar, da det neppe
kan være nogen af mine ærede Tilhørere ubekjendt, at man
særlig har mig mistænkt for at ville fremme Ukvindelighedens
Sag. De ser nu, med hvilken Ret man dømmer saa. Men vi
kommer mer og mer bort fra Hovedsagen, den egentlige Tale.
Og nu skulde altsaa den, Festtalen, begynde. Hm. Hm! Her
staar jeg maaske ved den allerværste Hindring, den, man

SIDE: 146

mindst aner er det. Thi selv om jèg, i Ly af dette vort
Kunstnerskabs lykkelige Frimureri, turde indlade mig derpaa,
ja selv om jeg havde Hjemmets autoriserede Tilladelse til at
holde en patriotisk Tale (notab. udenfor Rigsgrænsen), uden at
det skulde komme mig til nogen Forkleinelse paa Navn, Ære
og Rygte, selv med en saadan moralsk Betryggelse indvunden,
er der Grunde, der overordentlig vanskeliggjør en saadan Tale.
Og disse Grunde er, at det er syttende Mai. Der er nu snart
i en Menneskealder talt og sunget saa meget til denne Dags
Forherligelse, at vort Sprog nu omtrent maa erklære sig fallit.
Ja fallit, saa udtømt, saa udpint, saa udfloskuleret paa Ven-
dinger og Billeder er det, at jeg gad se den, der trøstede sig
til at holde en Syttendemaitale uden ved hvert tredje Ord at
støde paa en af disse hæderlig ukjendte Metaforer og Kraft-
vendinger, for saa hovedkulds, redningsløst at hjemfalde Flosku-
laturen.

Jeg maa atter igjen minde om, kjære Venner, at jeg er op-
vokset paa det minderige Sted, hvor Frihedens Tempel stod i
Ly . . . au, der har vi det! Jeg mener, at jeg er opvokset paa
det minderige Sted, hvor Frihedens Vugge, hvad siger jeg, dens
første Morgengry oprandt. Nei, det er umuligt.

Jeg afstaar derfor ligesaa godt fra Talen, sikkert til Lettelse
for mine ærede Tilhørere, der allerede har skjænket mig en
for lang Opmerksomhed.

Saa lad os forene os i det simple Ord, der aldrig bliver
gammelt: Friheden leve! og dette Ønske lægger vi i et en-
stemmigt Hurra for syttende Mai!

MONTE PINCIO OG NEDE I BYEN.

Januar 1881.

Monte Pincio, de gamles Collis hortulanus, Havernes Høi, har
lige til vore Dage beholdt denne sin bukoliske Karakter, da
den endnu repræsenterer saagodtsom Roms eneste offentlige
Lystanlæg. Man kan vel sige, her viser den alvorlige Stad sin
glade, lyseste Side frem. Ogsaa øver det en særlig Tiltrækning
paa de Fremmede, der i store Skarer, tilvogns og tilfods, daglig
valfarter derop.

Som offentlig Promenade tør den nu vel neppe stille sig ved
Siden af andre Storbyers verdensbekjendte, naar man vil søge
dette i en rigere Beplantning, et mere storartet Areal. Vi kan
jo i Tankerne let gjøre Runden, ligefra Prateren, over Bois de
Boulogne og Hyde Park op til vore nordlige Strandpromenader

SIDE: 147

og Djurgaarde -- Kristiania, Stakkel! faar jo melde sig ganske
ud af Konkurrencen, da det, uagtet placeret i et Guds Under
af skjøn Natur, intet eier af den Slags. Der er vistnok med
lange Mellemrum gjort Forsøg paa at faa noget saadant istand;
de har ogsaa vist sig ret lovende; Folk strømmede sammen,
man saa, at Trangen var der, men jeg ved ikke, hvordan det
har været, man gik og saa paa hinanden, som om man vilde
spørge: er det tilladt at se oplivet ud? Over alle disse Forsøg
har der ligget ligesom et Tryk af noget hjemlig zelotisk glæde-
bortmanende, der ligesaa snart har opløst dem.

Paa Monte Pincio er det tilladt at se glad ud. Her kan man
finde alt, hvad der billigvis kan fordres, til efter den Stemning,
man selv bringer med, at føle sig lettet, oplivet, henrykt. Tryl-
leriet ved dette Sted maa altsaa søges i noget, hvori det ikke
ligner andre berømte Promenader og offentlige Haver, i det
eiendommelige Liv, der rører sig deroppe, et Liv, et Mylder,
der faar sin egen farverige Kolorit ved det sterkt sammen-
sluttende i Terrænets Begrænsethed og mageløse Beliggenhed.
 -- Her kan man i Sandhed sige, at al Verdens Nationer har
sat hinanden Stevne! Denne Beliggenhed, den herlige Luft,
disse Haver med sine fremmedartede Træer og Vekster, der
midt i Januar sætter os ind i hin Feverden, vi drømmer om i
Kakkelovnskrogen, -- ak, vi fik netop Breve hjemmefra, hvor
man trøster sig til denne Kakkelovnskrog i 20 Graders Kulde
udenfor -- disse evig blomstrende Haver, der bugter sig langs
den vidunderlige Skrent! Fra denne har vi da udstrakt foran
os det hele nordlige Parti af den gamle Stad med sine utallige
Taarne og Tinder høit overvokset af Panthéons- og Petrus-
kirkens Kjæmpekupler -- saa lige nedenunder Piazza del Popolo,
i sin fulde Udstrækning, længer ud tilhøire, Kampagnens Bølge-
linjer. Man ved ikke ret, i hvilken Belysning dette Syn virker
mest betagende, maaske netop i skyet Veir eller i disig Luft,
der lader dette uhyre Stenhav fremtræde fuldkommen skygge-
løst, efter Omstændighederne mat bly- eller broncefarvet, under-
tiden næsten marmorlig lysende. Herligst er det dog vel, naar
Solnedgangen ligeoverfor strør Farver og sit Guld ud over det.
En Spadsertur paa Monte Pincio giver en Følelse, som om
man allerede var løftet høit over Jorden og dens Jammerlig-
heder, og at man nu var befriet fra at betræde den mer.

Her oppe er det da, særlig i Tiden fra 3 -- 5, naar Regiments-
musikken spiller, at den elegante Driververden samles for at
drage frisk Luft, se og blive set. Den, som nu mindst kommer
der af den sidste Grund, kan ved stille at vandre omkring, eller

SIDE: 148

helst ved at vælge sig en Siddeplads til 10 Øre, magelig studere
alle Nationaliteter, prøve og gjette, og man vil vanskelig tage feil.

Italienerindernes gjerne noget excentriske Toiletter vilde røbe
dem, om ikke Racepræget tilstrækkelig gjorde det. Man vil
paastaa, at disse kostbare, ofte paafaldende Kostumer, under-
tiden skal staa i sterk Modsætning til Bærerindernes Vilkaar
og Optræden i Hjemmet. Hvad nu denne klassiske Skjønhed
angaar, som den Fremmede venter at træffe i ethvert Individ,
ifra Tiggerungerne opad til Høiderne, da tvinges man snart til
at slaa betydelig af i sine Forventninger. Dog vil det fore-
komme os, at Mændene med Hensyn hertil staar langt over
Kvinderne. -- De taaler jo ogsaa lettere at bære det karak-
teristiske ved Typen, det, som vi pleier at benævne med "ikke
fine Træk" i Alderens forskjellige Overgange.

Medens Italienerinderne merkværdig tidlig udvikles -- neppe
ud over Legealderen ser de ofte fuldkommen voksne ud -- og
ved den ligesaa tidlige Ælden let bliver stygge, synes Mændene
først ved de modnere Aar at naa en udpræget, mere karak-
teristisk Skjønhed, dette ikke mindst de lavere Klasser. Det
egentlige individuelle, det, som taler til os gjennem Udtrykkets
Mangfoldighed og fine Nuancering, ligger vel i det hele mer til
vore germanisk-nordiske Stammer, hvor det tildels maa er-
statte Skjønheden; hos alle romanske Nationer vil man finde
dette mindre udpræget. Det fysiognomiske forsvinder her mer
i Racepræget. Paafaldende træder denne fysiognomiske Præg-
løshed frem i de yngre Romere, saaledes som man altid kan
se dem i de rudede, slobroklignende fodside Frakker, gjerne
flere i Følge, at slentre om paa Pincio. Har man set en af
disse Efterkommere i lige Linje af Scipio og Scævola, saa tror
man at have set dem alle. Et skjægløst Ansigt, der i Form og
Farve, og -- vi fristes næsten til at sige ogsaa i Udtryk, min-
der om en overmoden Melon -- jeg overlader mine Læsere
selv at udfinde det betegnende Navn for dette sidste . . . O
Werther, o St. Preux! i eders Tid kjendte man det ikke! Den
fine, sirlige Sternberg jamrede allerede for tredive Aar siden
over sin Tid og vilde i Paletoten, der netop da kom i Brug,
se et varslende Billede paa dens Forfald, et Formløshedens,
Slaphedens -- hvad vilde han ha sagt, havde han oplevet vor
Tid, der med større Føie kunde kaldes Slobrokkens! O Werther,
o St. Preux, o Grandison, alle I Poesiens udødelige Forbilleder,
kunde I se denne Ungdom, der i vore Dage kalder sig Ung-
dom, og ikke alene den, som vi træffer her oppe paa Monte
Pincio i de lange, rudede Slobrokker, men overalt, overalt!

SIDE: 149

Kunde I se op af eders Grave! Nei, slumrer i Ro. Den Tid
vil vende tilbage -- maatte den ikke ligge fjernt -- , da en ny
Slegt vil valfarte til disse Grave igjen, angrende og bodfærdig,
og kaare eder til Livets herskende Magter. I Poesiens og
Skjønhedens, Ungdomsglødens og Kjærlighedens udødelige For-
billeder!

Dog, hvad siger jeg! Jeg bliver jo patetisk -- det har man
jo slet ikke Lov til i vor Tid! det er atter igjen Pincios Skyld.
Nede i Husene bliver man slet ikke patetisk stemt.

Hvor Vrimmelen er taget til! Gjennem den bugter sig Ekvi-
pagerne næsten lydløst i ustanselige Rækker, en Pragt og
Mangfoldighed, som er vanskelig at beskrive. Malerisk tager
sig dertil disse Skarer af geistlige Seminarieelever ud, naar de
parvis ordnede i sine lange Talarer og bredskyggede Hatte
skrider forbi, hver saadan Afdeling i sin Nationalitets Farve:
sort, blaa, høirød. De ser dog noksaa livsglade ud disse unge
Mennesker, hvis Bestemmelse mest er Propagandaen -- intet
mindre end asketisk afmagrede. Dette kunde maaske siges om
den ældre Mand i Abbedkostume, der sidder lænet til den
nærmeste Bænk. Hans gustne Ansigt fortæller os en Legende
om usigelig Kamp og Lidelse. En fjern Erindring synes at
dæmre op i ham, medens han uvilkaarlig med sin sølvspændte
Fod nikker Takten til den rungende Vals, der netop spilles.
Var jeg Maler, vilde jeg male denne Mand, som han sidder
der med sin hensunkne Mine og nikker Takten til Gungls
"Freut Euch des Lebens".

Der har vi ogsaa den grimme, gamle Herre med sin for-
nemme Mine og sin lille Hund dragende efter sig i en Snor.
De mangler aldrig deroppe. Tilfældigvis erfarede jeg, at det
var en fornem Polak. Hunden ser saa usigelig slukøret ud,
medens den lusker afsted efter sin Herre ligesaa krumbøiet
som denne, et besynderligt Optog baade til at le og græde af.
Engang havde han sluppet den, men saa blev den saa ustyr-
lig gal, at den fór ind i Kredsen af nogle legende Børn, hvor-
fra den dog med et Hyl reddede sig, saa op i Brystet paa en
anden Hund, saa blev den fanget og lagt i Baand igjen, og
straks indtog den sin forrige trøstesløs-nedbøiede Holdning . . .
Pauvre Pologne!

Stiger vi saa ned i Gaderne igjen, saa maa vi være belavede
paa at se Trylleriet, der har omspundet os oppe paa Høiden,
grundig forstyrret. Her rører sig jo det egentlige Folkeliv,
hvilket naturligvis er interessant, da det er os saa fremmed.
Kampagnolen i sin maleriske Dragt, Udsælgere og Udraabere,

SIDE: 150

hele vandrende Butikker, Skarer af Børn og Kvinder tumler
og trænger sig omkring en i sand broget Mangfoldighed. Men
under dette Folkeliv gaar der ligesom en Understrøm af noget
hjælpeløst, bundløst-trængende, kun paa Dagen beregnet, der
virker nedslaaende og forstemmende. Disse maleriske Dragter
er for det meste pjaltede. Urenligheden møder os paa hvert
Skridt i sin væmmeligste Skikkelse, og Betleriet, uagtet det nu
skal være strengelig forbudt, synes aldrig at have været mere
paatrængende. Hvad vil ogsaa slige Forbud sige, naar der i
Virkeligheden intet gjøres for at formindske Elendigheden og
modarbeide den i sin Grund? Et Folk, der fra Slegt til Slegt
fordømmes til Uvidenhed og Dovenskab, læres kun to Udveie
til Livets Opholdelse; betle og jukse, hvor de kan komme til,
og dette lærer de da grundig, som et andet Haandverk, der
skal skaffe dem Føden. Fremmede trækker, som vi ved, uhyre
Summer hvert Aar til denne By, den lever saagodtsom kun af
dem, men det er jo som Vand i et Sold. I samme Forhold
som Nøden synes at stige, stiger ogsaa den Beskatning, der er
lagt paa den Reisende. Taknemmelighed hører ikke til Dagens
Dyder. Velgjørere virker let fordærvelig, naar Modparten lærer
at forstaa, at man er bleven dem uundværlig; den Fremmede
forvænner Italienerne og vil drive deres Fordringer op til det
uendelige. Størst Skyld har her, som overalt, Englænderne.
Enhver, der kun for faa Aar siden besøgte Rom, vil finde al-
ting mindst trefold fordyret. Butikpriserne, ganske vilkaarlig,
retter sig meget efter Spørgerens Habitus; i én Butik en nogen-
lunde antagelig Pris for en Vare, i den næste maaske mere
end det dobbelte; man byder da det halve, og straks slaaes til.
En Romerbesøger nu maatte, hvis han tænker paa at nyde
Opholdet uden for megen Gene og Bekymring, tage saa mange
Penge og helst saa lidet Hjerte, hvis han har for meget deraf,
med som muligt. Kommer man med sit hjemlige Instinkt,
villig at kramme sin Skjerv frem, ligesom hvor Nøden en sjelden
Gang paa vore Gader kan have rakt sin Haand ud, saa kom-
mer man i "La bella Italia" med saadan Beredvillighed ganske
tilkort. Giver man her i Rom én, to Gange, saa har man
hele Sværmen efter sig næste Gang og alle Gange. Saa be-
slutter man sig til at være haard og slet ikke give mer. For-
søg at sætte det igjennem, om du kan. Jeg blev i forrige Uge,
og det midt paa den spanske Trappe, saaledes bestormet af en
hel Bande, at jeg under Bestræbelserne for at redde mig, tabte
Portemonnaien, hvori omtrent 16 Frcs. Jeg vil haabe, den blev
delt broderlig.

SIDE: 151

En Lettelse er det dog at kunne sige, at Dyrenes Behand-
ling oprører den Fremmede mindre end før. Der skal nok
være kommen en Slags Forening istand, der har afskaffet de
værste Mishandlinger. Man ser saaledes mindre til de bar-
bariske Stokke og Pigge, hvormed man før drev Lastdyrene
frem. Men der er hundrede Maader at være grusom mod disse
paa, der mindre falder i Øinene. Deres Sæletøi, navnlig Ryg-
Aaget, maa saaledes i høi Grad plage Dyret, især naar Trykket
endnu forøges ved tunge Byrder til Siderne, eller den dovne
Fører har placeret sig muligst langt frem paa Skaglerne. Det
er ikke sjelden at se et allerede tilstrækkeligt Læs bag et stak-
kels udslæbt Dyr, endnu betynget med to à tre kraftige, lange
Lømler, der ikke synes at foruroliges af den mindste Tanke
om, at de burde skamme sig. Det er umuligt at tænke sig
noget saa jammerforkyndende, hjerteskjærende som Æslernes
Skrig, Skryden kalder vi det jo, undertiden kan være det. Der
er ikke mere Lyd deri, kun en stønnende Hiven, nogle hæse
Hvin som af en stor Blæsebælg.

Forleden gik jeg forbi en Viktualiebutik i en af de mest be-
færdede Gader. Indenfor var Manden beskjæftiget med at
transportere Duer, som han tog ud af en fyldt Sæk, ned i et
uhyre fladt Bur, anbragt paa Gulvet, men hver af de smaa
Stakler gav han først et Knæk i Vingerne eller rettere, han
vrængte disse, forat de skulde forholde sig rolige i Buret,
hvilket de da ogsaa gjorde. De rørte sig ikke. En ung Kone,
smuk som en Madonna, med en omtrent toaarig Gut paa
Skjødet, sad foran og betragtede Scenen. Den Lille slog af
Glæde i Armene. Ak Madonna! ja Madonna! tænkte jeg, da
jeg formelig sitrende af Rædsel skyndte mig derfra, for slige
Scener har du snart i 2000 Aar været den beskyttende Pa-
tronesse!

Ogsaa inde i Husene, hvor Komfort og Hygge er en ukjendt
Ting, faar man det samme Indtryk af noget uhaandterligt for-
ældet og forfaldent, der koster den forvænte Fremmede ad-
skilligt Besvær at vænne sig til. Man er med ett sat tilbage i
Tiden, da Tingene endnu var i sin første kaotiske Begyndelse,
førend Kulturen havde udtalt sit fiat lux! over dem. De større
Hoteller gjør naturligvis derfra en Undtagelse, da de af letfor-
staaelige Grunde er tvungne til at holde Skridt med Dagens
Behov. Men den store Masse Fremmede, der foretrækker at
bo privat, lærer desto grundigere den italienske Huslighed at
kjende. De gjør næsten heller ikke andet end flytte, medens
man hører dem forsikre, at de altid savner det sidst forladte.

SIDE: 152

Det er ikke let at paapege, hvori det mangelfulde ligger, der
især berører os Nordboer saa ømfindtlig. Alt, fra den største
til den mindste Ting, synes jeg er ulideligt. Alting vakler paa
disse murede Gulve, hvis Ujevnhed neppe skjules ved Tepperne.
Den hvide Farve, der hersker overalt, i Gardiner, Tepper og
Vægge, plager vore til det dæmpede, lunt vante Øine. Alle
Møbler, bestemte til at yde Hvilens Velsignelser, synes at have
havt sine Forbilleder i Stadens syv Høie; især gjælder det om
Sengene, at de beskriver Buer med sterk Skraaning til Siderne.
Fjær og Dun kjendes ikke. Den simple Ting at skulle hænge
sit Tøi op i et Klædesskab, bliver paa Grund af nogle besyn-
derlige Vippeindretninger, der skal erstatte Krogene, til sande
gymnastiske Øvelser, som man dog tilsidst resolut opgiver og
lader Klæderne skjøtte sig selv, som de bedst kan, uden Skab.

Hvordan de Fattiges Boliger er beskafne, kan man omtrent
da slutte sig til. Vi behøver ikke at gjøre grundige Studier for
at opdage, at her mangler alt, hvad den tarveligste Familie
hos os vilde anse for det strikte nødvendige. Derover maa
man dog ikke glemme, at den simple Italiener lever meget
lidt inde i Husene, følgelig savnes det mindre, saa her glipper
det Resultat, vi skal uddrage af en Sammenligning.

Og dette Folk selv! Et Folk, der intet lærer til Selvophol-
delse, til Selvforstaaelse!

Og dog er der saa meget elskværdigt ved dette Folk. Det
er saa barnligt i sine gode Egenskaber, saa barnligt i sine Feil,
saa fri for den Raahed, vi kjender og altid maa være paa vor
Post imod. Man skulde se deres Miner af skuffet Barn, der
ikke har faaet Toppen til at snurre, naar undertiden en eller
anden liden Streg, som vi er vante til at give et slemt Navn,
ikke lykkes for dem. Man smiler til hinanden, og Freden er
oprettet. Næsten fjorten Dage har nu deres Karneval varet,
Trængsel og Maskeoptog Nat og Dag i Gaderne, men ikke en
Udskeielse af nogen paatalelig Art er bleven kundbar. (Sam-
menlign dermed vort Marked og de Scener, det fører med sig.)
Nogle Uheld regnes som uundgaaelige. Ikke saa underligt er
det, at disse næsten altid skriver sig fra de bekjendte Hesteløb,
der hver Dag i Karnevalet Kl. 6 Eftermiddag aldrig maa savnes.
Disse ulykkelige Dyr, der egges til sit rasende Togt gjennem
Corsoen, næsten hele Stadens Længde, ved nogle Pigge, man
anbringer paa dem -- tidligere var det brændende Lunter -- ,
hevner sig undertiden. Saaledes blev ifjor to Soldater dræbte
af de rasende Dyr, og en Barbaresco, saa benævnes de fun-
gerende Ledere og Ordnere af disse Optog, fik Næsen afbidt.

SIDE: 153

I gamle Dage var det Jøderne, som maatte løbe. Hvilken
Nydelse det maatte være for vore Dages tyske Barbareschi og
Stöcker-stok-fanatiske Jødehidsere blot at tænke sig dette Syn.
Man har forsøgt at faa denne stygge Skik mod Hestene af-
skaffet, men det er ikke gaaet heldigere dermed end med Be-
vægelsen mod Tyrefegtningerne i et andet streng-katolsk Land.
Folket holder paa dem. Det er og bliver et sørgeligt Træk i
denne ellers saa godmodige Befolkning, at den saa lidet kjen-
der Følelse for Dyret. Denne barnlige Glæde og saa megen
Grusomhed!

Ja, om italienske Forhold kunde der siges meget, her vakler
man mer end nogetsteds mellem Yderligheder. Bella Italia!
Modsætningernes Land, Pavernes og Pierrot'ernes, Tassos Italia
 -- Goethes Eldorado, Loppernes og Lazzaronernes Land! hvem
der kunde skildre det rigtig uden Fordomme, men ogsaa uden
den Blindhed, de fleste vil bringe med, skal de finde sit Italien!
Indenfor et trist, koldt Romerværelses syv Høie vinder man
nu mindst dette Overblik.

Af vort herværende Gesandtskab har vi nu, foruden den
svensk-norske Minister, vor norsk-svenske Konsul Myhlenphort,
den sidste almindelig afholdt af Skandinaverne for den taktfulde,
velvillige Forekommenhed, hvormed han møder alle.

Det er sikkert ingen ganske let Stilling, vore Diplomater
indtager paa Steder som Rom, Thorvaldsens Rom, Hoved-
sædet for Kunsten og dens Dyrkere. De selskabelige Hensyn,
her er at iagttage, maa nødvendigvis beregnes efter et andet
Alenmaal end det almindelige fra deres Side vedtagne; det
gjælder at lade dette smukt være hjemme. Medrette maa de
her sig opholdende Kunstnerlandsmænd regne sig for de sande
Hjemlandets Repræsentanter, i hvis Hænder det fremfor nogen
anden er givet at virke til dets Ære og bedre Forstaaelse
blandt Fremmede. Det gjælder for den anden mere officielle
Repræsentation at opfatte dette. Det gjælder at stille sig mæg-
lende og ikke skillende mellem tvende Parter, der altid vil vise
sig lidt tilbøielige til at se hinanden over Hovedet: Kunstner-
og Titelrangen. Den sande Takt vil forstaa dette, den sande
Fornemhed vil have denne Takt. Ikke alle har den. Hr.
Myhlenphort har gjort sig ligesaa yndet, som den gamle Bravo
var det, som den forrige svenske Minister Grev Essen med sin
elskværdige Hustru var det. Jeg vilde ikke tilbageholde ogsaa
nogle Betragtninger over denne Side af vort Romerliv, saa-
meget mindre som de kan siges at være Udtrykket for en
enstemmig Opfattelse af vore Forhold for Øieblikket.

SIDE: 154

Idet jeg vil afslutte dette lille Forsøg til en "Korrespondence"
fra fremmed Sted, føler jeg selv, hvad den mangler, dette let-
tere, mere for alle, flagrende, om man vil, man kræver af en
saadan. Men man kan ikke give det anderledes, end man har
det; naar man ikke oplever meget, maa man lade Betragt-
ningen, den alvorlige, tunge, udfylde det manglende. Det skulde
ogsaa kun gjælde som en Hilsen hjem, en Hilsen først og
fremst til de mange, baade danske og norske Venner, der
under mit Ophold saa kjærlig har mindes mig ved uopfordret
at skrive, idet jeg foreløbig vil bede dem betragte det, indtil
bedre Tider maaske kommer, som "das Buch für alle". De
ved jo nok, at kun en lidende søgte Rom dennegang med
Haab om Hvile for Sjæl og Legeme; man bliver gammel og
træt.

Rom har ikke ydet denne Hvile. Her er for uroligt og
larmfuldt. Den maa søges længere nede, hvorhen saa mange
Landsmænd i den sidste Tid begiver sig, paa et stille Sted
ved Golfen.

Om Karnevalet vil andre ligeledes bedre og udførligere kunne
berette. Man vil sige, at det har tabt meget af sit oprindelige
Præg. Det gamle Roma forsvinder, uden at det nye Rom
har magtet at tilegne sig den nye Tids Fortrin -- dens Tribut
til Fortiden.

EN SAMMENLIGNING.

Februar 1881.

I en tidligere liden Artikel har jeg gjengivet nogle Indtryk
af Livet i Rom, saaledes som det paa nært Hold kan opfattes,
det vil sige af en, der mest har levet indenfor Husenes Mure.
Stemninger og individuelle Dispositioner skattes vistnok ikke
som de paalideligste, men skal de regnes for ganske uberet-
tigede Iagttagere? Man kunde maaske med lidt Forvanskning
af Schiller sige: "Was das Aug' des Frohen nicht sieht, das
schauet in Einfalt ein traurig Gemüth." Det maa derfor ikke
undre nogen, at de faa spredte Træk, jeg har samlet af Romer-
livet, kommer til at staa i en lidt malkontent Modsætning til
de allerfleste Reisendes Indtryk deraf. For det rigere Udbyttes
høiere Syn vil naturligvis meget af det nære, der kan støde
den enkelte, sees i et andet Lys, og den overveiende Masse
Romerbesøgende, der beregner Udbyttet efter Talsummen af
de Seværdigheder, der i muligst kort Tid kan opjages, vil
maaske slet ikke have Syn derfor.

SIDE: 155

Af de mer usedvanlige Turister, der har underkastet italien-
ske Tilstande og Forhold et grundigere, og vi maa lægge til,
sandt sjæls- og aandsberigende Studium, maa nævnes St. A.
Bille i hans "Erindringer fra Reiser i Italien", et Verk, der
med særlig Interesse og Kjærlighed omfatter Rom. Det kan
ikke heller nok anbefales til enhver, enten han reiser eller
sidder hjemme. Mig har denne Bog saagodtsom erstattet det
ikke sete, ikke oplevede, medens den samtidig har en Evne til
uimodstaaelig at vække Lysten til at indhente det forsømte.

Hvad jeg har sendt hjem, trøster sig derfor ikke til at kalde
sig Skildringer fra Rom. Af disse flygtige Indtryk at ville drage
Slutninger tilbage til de italienske Tilstande overhovedet, saa-
ledes som de under den nye Styrelse har artet sig, vilde nu
ovenikjøbet være for dristigt, især for en kvindelig Reisende.
Men "vi Damer", med al Respekt for de mere berettigede
Dommere i dette Punkt, kan ikke undlade at opfatte det lidt
som gode, nidkjære Husmødre, der har faaet et nyt Tyende,
og som i villig Erkjendelse af, at her er "noget at tage op
efter det forrige Uhyre", dog ikke kan verge sig mod en viss
Bekymring for ny Ufuldkommenhed. Vi kan ikke undlade at
kalde Smuds -- Smuds, ikke undlade at tænke, om denne An-
stødelighed, der paa hvert tredje Skridt møder os i de romer-
ske Gader og i de eleganteste, mest befærdede Kvarterer, dog
ikke efter et tiaarigt nyt Regimente kunde været fjernet -- om
der til al denne Lasethed og Vanførhed, som nu spekulerer i
den størst mulige Defekthed, ikke kunde være sørget for Alder-
domstilhold, der kunde yde den et værdigere Underhold end
det, den nu saa paatrængende søger i de Fremmedes Lommer,
om disse mange deilige Børn, der dovent klænger sig op ad
Trapper og Peristyler og, naar det kommer høit, opnaar en
vist ikke meget sund Bestilling som Modeller i et Kunstner-
atelier, ikke kunde gaa i Skole eller paa anden Maade beskjæf-
tiges . . . Vi spørger bare, og disse Indtryk samler sig næsten
mod vor Vilje til Betragtninger, der ellers ikke pleier at uro os
meget, men som ved særegne Omstændigheder, der er stødt
til, maaske har taget denne lidt uvante Retning. Disse frem-
mede Fænomener, har de intet at sige os?

Jo, og særlig os Norske, som færdes saa langt fra Hjemmet,
medens de beklagelige Tilstande, som raader der, gjennem
daglige Beretninger fylder os med Uro og Harme. Slige
Efterretninger vækker til Eftertanke, Sammenligningen ligger nær,
den paatrænger sig af sig selv. [fotnotemerke] 

Fotnote: Man bedes at erindre, at hvad der her siges om Forholdene hjemme,

SIDE: 156

Her har vi da lige for Øie en fremmed Styrelse, der saa-
godtsom har frie Hænder, og ikke, vil man paastaa, skal generes
stort af Konge eller Regjering. Det maatte jo frembringe Undere
af lykkelige Tilstande og en velsignet Enighedens Fred og Har-
moni. (Denne sidste skal dog mindst udmerke det italienske
Folketing.)

Sammenlign dermed, hvad vi dog havde opnaaet i ligesaa
lang Tid, at regne efter vor Friheds Frembrudsdag, og under en
ligevegtigere Fordeling af Magten end den, man nu bestræber
sig for at forstyrre. Disse jevne Fremskridt i alle Brancher,
den værdige, sindige Tone, der udmerkede vore Nationalfor-
samlinger, og som for ikke ret mange Aar siden kunde gjælde
som et Mønster for det øvrige Europas, godt Forhold til
Broderlandet, en saa paafaldende lykkelig Udvikling, og det
under "Trykket af et absolut Veto". Det er jo merkværdigt.
Vore misfornøiede burde gjøre en Europareise for at studere
fremmede Tilstande lidt bedre, end de har Anledning til i
deres Hjembygder, en saadan Kundskab vilde maaske bidrage
til at hemme lidt deres reformsyge Iver. "Le mieux est l'ennemi
du bien" lader sig maaske frit oversætte med: Bessermachen
forstyrrer undertiden det gode, man har. "Le mieux est
l'ennemi du bien," skrev mig nylig en aandrig Landsmandinde,
som med Opmerksomhed følger Tingenes Gang derhjemme.
Et gyldent Ord! der desværre passer altfor godt paa vore nu-
værende Tilstande.

Vi har det saa godt, som nogen anden Nation har det -- 
sammenlignet med mange andre, misundelsesværdig -- takket
være vore gjæve Fædre, der reddede og efterlod os Skatten,
og ikke mindre takket være den kraftige, fremmede Slegt, der
som en Himmelens Tilskikkelse kom til os i rette Tid og har
vernet og bestyret os denne Arv med Fasthed og kongeligt
Sind: og den Taknemmelighedsgjæld, vi, Efterslegten, nu har
at afbetale til disse vore Konger og kjære Fædre -- denne Tak
bliver da ogsaa sin Aarsag værdig, Nationen værdig, ikke
sandt? . . . Det sidste Aars, de sidste Ugers Begivenheder vil
kunne svare derpaa.

Vi havde et Nationalflag, som vore første Fædrelandsvenner
og Frihedsmænd havde erobret os, vore bedste Digtere be-
sunget, et Flag, som vore Sømænd i snart et halvt Sekulum

Fotnote: havde sin fulde Gyldighed for 3 Aar siden, ligesom det altid i Tidernes Række
vil forsvare sin Plads. Af den nye Styrelse vil det da afhænge at føre Frem-
skridtet ligesaa smukt, sundt og jevnt fremad, føre de dengang saa sterkt
splittede Partier til fuld Forsoning. Maatte det ske! 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 157

var stolte af at heise i fremmed Havn, fordi det fortalte disse
Fremmede, at en tidligere lidet bemerket, i Aarhundreder for-
kuet Nation, ikke mere var forkuet, men var blevet jevngod
Kamerat med en anden, en i Verdenskrøniken navnkundig
Nation. Dette stolte Broderskab, dette Pant paa vor Styrke
 -- thi to er mægtigere end én -- maatte ikke, turde ikke gjælde
mere. Ja her ved den nye Flagtilstelning -- bedrøvelig og
latterlig Hukommelse -- kan man vel sige: "Bessermachen er
en Fiende af det gode, man har!"

Men jeg faar nok stanse. Jeg har længe hørt det summe i
Luften, og da jeg endog kom til at nævne Flaget, fik denne
Summen tydelige Ord. Jeg synes, den fik Ord i en berømt
Holbergsk Tirade; denne Tirade, hvormed den store Mand for-
undret afbrød sin Vertinde, der fordristede sig til en Bemerk-
ning udenfor sin Rok -- : "Er det Rokkehovedet, som taler?"
Jeg synes at høre den klinge helt herned til mit ensomme,
triste Romerværelse i Quattro fontane. Det gav ordentlig et
Sæt i det gamle, verkbrudne Skrivetøi, som om det pludselig
kom til Bevidsthed om det uvante for det, at have gjort Tje-
neste i et saadant Øiemed og nu havde megen Lyst til at
frabede sig det.

"Er det Rokkehovedet, som taler?" Ja paa én Maade er
det. Vi har spundet saa længe, vi Kvinder, oppe hos eder og
fundet os i at forveksles med Rokkehoveder, at vi tilsidst har
spundet os til en Slags selvstændig Mening om et og andet,
som ikke strengt hører ind under de afstukne Grænser.

"En Mening om Politik og Statens Anliggender altsaa, som
har formet sig i Spise- og Barnekammeret, det var Moro!"

Netop. Det er merkeligt, hvor man her kan gjøre de dyb-
sindigste Erfaringer, især i dette sidste. Man faar saaledes det
fineste Instinkt for, naar et Barn kan undvære Faldhatten og
Ledebaandet, og dette Instinkt bedrager os aldrig senere i
Livet. Og saa længe har vi ogsaa sullet og stellet paa de en-
somme Gaarde, at vi har lært, at Ensligheden, Sondretheden
netop drager ondt tilhuse og lokker uvelkomne Gjester -- kort
og godt -- at det i vore Dage gjælder mer end nogensinde at
holde tæt sammen og saa tydelig som muligt at vise Folk, at
vi ikke er alene paa Gaarden.

Republik i Norge!

Vor Nation er ikke kommen saavidt endnu, at vi tør se
dette med nogen rigtig Fortrøstning imøde. Tro mig, vi Kvin-
der er ikke saa dumme endda, vi har undertiden rigtige In-
stinkter. Gutten har prægtige Evner, men er noget umoden

SIDE: 158

endnu, han har ikke lært at styre sig selv. Han maa lære
lidt -- Folkeskik, havde jeg nær sagt, naar det bare ikke netop
var det, han har vel meget af -- det gamle agtværdige Ord be-
gynder nemlig at faa en slem Dobbeltbetydning oppe hos os.
Han maa lære sig af med at drikke og bande og gjøre Styr
ved mindste Anledning, blot fordi han altid maa have noget at
krangle om. Han maa lære sig til at behandle -- Kvindfolk
bedre, end han gjør. Han bliver jo dog nu ældre og fornuf-
tigere. Han vil mer og mer skjønne, at den Plads, der er
indrømmet dem, er rigtig en daarlig i saadan en fri Stat.
Summa summarum, han maa lære at fatte, hvad der dog nu
mer begynder at gaa op for andre Nationer, at hvor man ikke
tager hende med, fører det hele Frihedsstræv ikke til noget.
I Danmark har man itide skjønnet dette -- ingen folkelig
Forsamling uden det andet Kjøn er med og tager livlig Del.
Ved I, hvad jeg tænker om Tingene derhjemme? Jeg tænker,
at her er galt begyndt, at en Smule Omflytning af Rollerne i
det Drama, der fortiden opføres der, vilde være det aller-
bedste. Det er Kvinden, repræsenteret i vel 1 Million af Be-
folkningen, hvis Frihedsbegjær først maatte ske Fyldest. Det er
nogle Reformforslag, hun har at stille, der først grundig maatte
tages under Overveielse, inden der findes paa nye, der blot
vilde tjene til at forøge den gamle Magt. Det er dennes "ab-
solute Veto", hun vilde have annuleret af den Grund, at det,
saalænge Verden har staaet, har afgjort alting til sin egen Fordel.
Hun forlanger at løses af den Umyndighedstilstand, hvori hun
i vort Land, maaske mer end i noget andet kristent Land, er
holdt -- forlanger at være med, at tale med, at paatale, med
ett Ord, det er Klagefriheden, hun til en Begyndelse forlanger
sig tilkjendt, hvilket igjen vilde tjene til betydelig at indskrænke,
hvad vi vil kalde -- det er virkelig ikke for Rimets Skyld -- 
Plagefriheden paa den anden Side, der nu kan siges at drives
saa temmelig uindskrænket. Kun hører man ikke noget om
den, af den Grund, at Tilladelsen til at klage grundig er for-
ment hende. Vil I derhjemme, der til denne almindelige Ene-
magt, som tog sin Begyndelse ved Udjagelsen af Paradiset, endnu
stræber at føie den norske Statsstyrelse, ikke indrømme hende
 -- det vil sige den halve Del af Befolkningen -- de Rettigheder,
der tilkommer hende, bliver disse eders Bestræbelser ligesaa
mange Overtag, der med større Føie kan stemples som Despoti
end det, I nu giver dette Navn og retter eders Angreb imod. [fotnotemerke] 

Fotnote: Det skal med Tak erkjendes, at det nu til Roret komne Parti kraftig har
taget denne Sag i Haand. Men saadan sker det engang! 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 159

Det er ellers merkeligt, at Henrik Wergeland, der maa laane
sit Navn til saa mangt og meget, som han aldrig har drømt
om, aldrig nævnes i denne Forbindelse. Med større Føie
kunde det her ske. Enhver, som vil tænke lidt derover, vil
forstaa, at han her var en sand, om end ikke fuldt bevidst
Forløber for en Bevægelse, som dengang endnu intet Navn
havde opnaaet. Overalt, hvor han nævner Kvinde, vil man
forstaa, hvilken Betydning han tillægger, hvilken Plads han
vil have hende anvist. Nationerne faar dyrt betale for lange
Betænkninger i dette Stykke, de klogeste springer over Ind-
ledningen og har fundet sig vel derved. Bring os denne Livs-
visdom med fra Amerika, Hr. Bjørnstjerne Bjørnson, og faa den
anskueliggjort for Deres Landsmænd paa denne Side af Kloden,
og De vil have vundet et virkeligt Resultat af Deres Seierstog
hinsides den. Og kunde De endnu dertil bringe den Opdagelse
med til Hjemmet, at amerikanske Regjeringsformer ikke ube-
tinget skaber Held, ikke udbreder lutter Velsignelse, saa var
det ogsaa nyttigt og godt. Overalt, hvor man stræber hen til
dem, kræves nemlig nogle Egenskaber, som Tiden endnu ikke
har udviklet ret hos alle Folkeslag. Det er ikke let at paa-
pege, hvori disse Egenskaber egentlig bestaar, og som det
maaske ogsaa vil være vanskeligt at erhverve sig, hvor det ene
Nutids-Eneherredømme -- det maskuline -- raader sterkest og
mest skrigende, og saaledes savner sin mildnende Modvegt. Vi
vilde kalde disse Egenskaber: Beherskelse, Maadehold, Selv-
erkjendelse og Selvforstaaelse -- Agtelse for Dannelse og Au-
toritet, der igjen er Dannelsen selv. Med lidt mere af disse
Egenskaber vilde vore hjemlige Reformatorer maaske mindre
søge Kilderne til Misfornøielsen der, hvor den nu søges, lige-
som den vilde hjælpe dem til en rigtigere Vurderen af, hvad
vi virkelig eier, og være tilfreds og taknemmelig derfor.

Thi vi har meget at være taknemmelige for. Vi har en Forfat-
ning saa fri, som vi kan taale den. Vi har en god og os fuld-
kommen uundværlig Nabo, vi har Fredens Velsignelser, naar
vi ikke selv med al Magt vil forstyrre den og fremkalde Ufreden
 -- vi har en hæderlig Embedsstand, som ikke heller overalt
hører til det almindelige, og vi har en Konge -- Gud beskjerme
ham! til hvis Slegt alle disse Goder uforgjængeligen knytter sig,
en Fyrste, som vi med Stolthed hører nævne som den ene af
de tvende af alle nulevende Regenter, der fortrinsvis besidder de
Egenskaber, der pryder en saadan, og som Tiden netop trænger til.

Se alt dette kan vi tale om saa trygt, saa inderlig rolig -- 
vi Damer. Vi ved, at ingen bekymrer sig om det. I vort Land

SIDE: 160

er vi ansvarsfri som Barnet, der pludrer, som Spurven, der
kvidrer, som -- Rokkehovedet, og jeg lægger min Pen, trygt
forvisset om, at hvad jeg her, fjernt fra Hjemmet, har tvundet
sammen til nogle Betragtninger af de her herskende Tilstande,
ikke i mindste Maade vil indvirke paa Verdens Gang, men
Verdens Gang vil gaa sin skjæve Gang uforstyrret nu som før.

ET SYGEHJEM I PARIS.

August 1881.
Chez les Dames hospitalières
de St. Augustin.
Rue Oudinot 16. Paris. [fotnotemerke] 

Man vil til denne lidt uvante Adresse let knytte Forestillingen
om noget klosterlig mørkt og indesluttet. Det er dog en Feil-
tagelse. Den hele Anstalt, uagtet bunden under religiøs Sty-
relse og Lov, gjør ikke Indtrykket af et Kloster, end mindre
et Sygehus. Den har noget lyst, venligt ved sig. Dertil bi-
drager fornemmelig Beliggenheden i et luftigt, roligt, fashionabelt
Kvarter af Byen, ikke langt fra Invalidernes Dom. Gjenbosiden
optages mest af en Række nu i denne Tid forladte Villaer og
Hoteller med sine Haver; Bygningen selv, af maadelig Høide,
beskriver en langagtig Firkant omkring en rummelig Gaards-
plads, prydet med vakre Blomsterbed, i Midten en Statue af
deres Skytshelgen. Tilvenstre Gjennemgang til en liden aldeles
yndig Have, hvor den hellige Jomfrus Billedstøtte troner i en
sand Blomsterflor af mandshøie Myrter, Fuchsier og Nerier.

Anstalten optager kun kvindelige Patienter, deraf helst saa-
danne som trænger til kirurgisk Hjælp, dog bor her ogsaa
almindelige Pensionærer. Indretning, Bevertning og Priser om-
trent som i et af de bedre hôtels garnis. For Øieblikket
huser Anstalten ikke mange, da indtil 40 pilegrimerende Gjester
paa én Gang brød op herfra for at fortsætte sin Vandring til
den undergjørende Kilde i Lourdes (Pyrenæerne). Det var
visselig en uvant Uro og Støi, der hin Aften gjenlød mellem
de stille Mure, da alle disse syge og lamme Stakler blev trans-
porteret ud i sine Vogne for siden pr. Jernbane at fortsætte
Veien.

Det er fra dette Opholdssted, jeg paany føler mig drevet,
ude af Stand til at svare den enkelte, til at sende deltagende

Fotnote: En slem Hændelse med Hotellets Elevator førte mig efter et flere Ugers
Sygeleie som Rekonvalescent did. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 161

Venner en Hilsen. De skal dog vide, at dette kunde været
tristere, ja meget tristere, end de maaske har forestillet sig.

Om min Tilstand kan endnu intet ganske bestemt siges. Til-
ladelsen til ved Krykkens Hjælp at prøve paa at gaa lidt har
endnu ikke vist sig heldbringende, men fører stadig til at maatte
afstaa fra Forsøget. Det er sørgelig langvarigt. Det vilde ikke
være til at holde ud, hvis ikke Vorherre lagde disse besyn-
derlige Kræfter til, som vi selv er saa ivrige til at benegte, at
vi kan eie.

Ogsaa er der noget ved dette Sted, der laaner os Evne til
at holde ud. Man skulde sige, at disse stille Søstre i sin sorte
og hvide Ordensdragt -- de danner et Antal af omtrent tyve
under en Priorinde -- meddeler de Syge, disse urolige, af
Verden oprevne Sjæle, der kastes ind til dem, noget af den
Resignation, den usigelige Fred, der aander omkring dem selv.
Hvor man ser dem samlet i en Kreds, eller syslende med sin
Sygegjerning, hviler denne stille Tilfredshed, man kunde kalde
det Følelse af Lykke, over dem. Jeg begriber blot ikke, hvad
de kan have at skrifte hver ottende Dag. Dronning Dagmar
med sine "Silkeærmer smaa", der ikke lod hende Ro paa Døds-
sengen, maa have følt sig mindre forlegen. "Søster Elisabeth",
der er mig beskjæret til Pleie og Opvartning -- Bonnen har
kun at sørge for Maaltiderne og gjøre rent -- , synes om muligt
endnu mere uberørt af vor Uro, vore Bekymringer, endnu
mere uindviet i vore verdslig puerile Skikke og Sedvaner, da
hun er kommen lige ind fra Provinsen. Jeg bad hende være
saa venlig at banke paa, naar hun kom om Morgenen; man
bliver nervøs i en saadan Ensomhed. Det gjør hun ogsaa
samvittighedsfuldt, kun med den Forskjel, at hun lukker op
først og saa banker bagefter. Jeg har ikke havt Mod til at
forstyrre denne englelige Naivetet; det bliver altsaa i den Orden.
Hun er ofte det eneste menneskelige Væsen, med hvem jeg, et
Par Gange den Dag, kan holde Talens Evne vedlige. Da man
ikke kan læse uafladelig, tilstaar jeg, at der kommer Øieblikke,
Timer, hvor man -- jeg vil ikke længes efter at eie en Edder-
kop som den, der var bleven hin Bastillefanges Trøst og Ad-
spredelse, indtil den grusomme Slutter opdagede det og dræbte
den; men hvor man dog bliver stemt til at tro paa Muligheden
af en saadan Trøst. Jeg har længe abonneret paa en Kat, for
dog at have noget levende i Nærheden at holde af. Men uhel-
digvis har Husets eneste -- en Hunkat -- vigtigt Forfald i denne
Tid, og en anden er privat Eiendom og kommer aldrig ud af
Eierindens Værelse. Hvor jeg misunder hende den Kat!

SIDE: 162

Oplivelsen, den eneste, jeg kjender i denne Ensomhed, be-
redes mig gjennem min snilde Fru Hepp, [fotnotemerke] der trofast besøger
mig, hvordan end Veiret er, flere Gange om Ugen -- heldigvis
bor hun nærved -- , oftest ledsaget af sin Datter, en ung 18-
aarig Pige, der næsten aldrig viger fra hendes Side. Man maa
erindre de strenge Former, der omgiver den unge Pige i Frank-
rige, der ikke tillader hende at vise sig nogetsteds ene -- tout
le contraire af, hvad der er Skik og Brug hos os. Man skulde
se denne endnu ungdommelige Moder hver Dag følge sin Datter
til og fra Tegneskolen -- sandelig et godt Stykke Vei!

Forresten ved jeg ingen Landsmænd mere for Øieblikket i
Paris. Den frygtelige Hede, her herskede de foregaaende Maa-
neder omtrent til Midten af August, drev nok den sidste Rest
af dem bort. Nu vil det onde, næsten kolde Veir bringe dem
tilbage. Kunde det være nogen Trøst for dem, der ganske er
bedraget for sin Sommer, at læse disse Jeremiader udefra Sø-
badene og andre Rekreationssteder, saa vilde der være Stof
nok.

Et Savn, større end man kan tænke sig det, er det at und-
være Aviser. I syv Uger har jeg ikke set en nordisk Tidning
af nogen Sort, de første Uger efter Uheldet erholdt jeg flere
gjennem vor Minister. Fru Sibbern var selv saa venlig et Par
Gange at bringe mig nogle. Siden deres Afreise til Plombières
er det naturligvis faldt bort. De ventes nu daglig hjem. Det
eneste, som erindrer en om, at der dog virkelig eksisterer en
Verden udenfor disse tyste Vægge, ja at man er i Paris, er
"Figaro", der hver Morgen hentes fra et nærliggende Udsalg.
Et kuriøst Blad dette "Figaro"! Hvorledes det kan holde sig
med det Sprog, som det fører, kan vi Norske, der dog
ogsaa forstaar os lidt paa at skjelde ud i Bladene, ikke let
forstaa. Pariserne er nu engang vante til dets Gaminerier og
Etourderier, et elskværdigt enfant terrible tilgives jo meget. En
af dets Medarbeidere kalder sig Janus, en Titel, der kunde
passe bedre paa Bladet selv. Det er ivrig legitimistisk og
klerikalt, hvilket dog ikke hindrer det fra at indrømme Zola
og hans Skole, der dog vel maa siges at være et naturligt
Produkt af deres republikanske Tilstande, venligst Plads for
sin Polemik. Enhver nævner dette Blad med et visst Træk
paa Skulderen, men alle læser det, intet Blad er saa udbredt.
Ingen notabel Person, det være sig Fyrste eller anden Stør-
relse, besøger Paris uden at have aflagt et Besøg i "Figaros"

Fotnote: Vor forrige Statsminister Stangs Datter, gift med fransk Konsul Albert
Hepp. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 163

Bureauer. Hans Majestæt Kong Chong-Chong-misilo-sala vilde
ikke synes, han havde været i Europa, hvis han havde for-
sømt dette.

Dog, hvad sidder jeg her og falder i Betragtning over "Figaro"!
Figaro, Stuefangens Edderkop! Meningen var dog at fortælle
de mange deltagende Venner, der saa kjærlig erkyndiger sig
om mig, hvor de skal søge Gjenstanden for denne Deltagelse,
og lade dem vide, at jeg ikke har det altfor slemt, ja forholds-
vis ret godt.

Ja, jeg kan tænke mig, at slige stille Asyler, placeret midt i
Hjertet af Verdenslarmen, kan virke dulmende paa mange, der
mere saaret paa Sjæl end Legeme søger herind. Man kan
forstaa, at saa mange brillante Eksistenser er endte bag Kloster-
murene. O, der behøves ikke saadanne Skjæbner, skikkede
til at forbause Verden, og give sig et Ry i Historien! Kom
kun med din stakkels dagligdagse Skjæbne, som ikke interes-
serer nogen! Kom med den Dødstræthed, man henter sig paa
et langt, hvileløst, ensomt Reiseliv. Kom med den stille Væm-
melse, hvormed den idelige Kontakt med Følesløsheden, Utak-
nemmeligheden, Vindesygen og den staalsatte Egoisme tilsidst
overmætter Sjælen . . . Naar der kommer Tider, hvor vi ængstes
for ethvert nyt Ansigt, der stiller sig i vor Vei . . . hvor ethvert
Skridt, enhver liden Bevægelse i den Opgaves Tjeneste, for
den, vi nu engang lever, maa prøve sig frem med denne kolde
Varsomhed, hvormed man omgaaes Maskiner . . . Naar vi ikke
er langt fra at synes, at hele Tilværelsen er en eneste saadan
truende, ubønhørlig Mekanisme, der blot lover Skaansel, naar
vi ikke rører os til noget . . . ja da kan det gjøre en godt blot
at se milde, fromme Ansigter omkring sig. Da kan en Hvile
som den, jeg nyder her, ogsaa blive en Hvile, og mere kan
man ikke forlange. Giver Gud mig Helbred og Kræfter igjen,
vil det jo ogsaa sige, at Hvilen er forbi, maa være det, og
Striden begynder paany.

Og hvorfor? Hvorfor denne Strid, dette hvileløse Liv? Saa
vil man spørge, har man spurgt, saalænge jeg kan mindes.

Jeg kan ikke svare paa dette Spørgsmaal. Nogle stakkels
Bøger, som Folk kjender bedre fra Leiebibliotekerne end fra
sine Bogskabe, faar besvare det.

Tvende af disse Bøger har nødvendiggjort Reiser fra Hjem-
met til Danmark, og andre ligesaa mange Reiser fra Syden til
Hjemmet. Ellers vilde de ikke eksisteret.

SIDE: 164

EN DOBBELTBERØMTHED.

Januar 1882.

Vi kjender alle, overflødigt at gjentage det, Paris som Ver-
densstaden, Centrumet, det uopnaaelige, for Kunst, Skjønhed
og sprudlende Livsglæde, en Ros, som det har hævdet og
endnu hævder, trods alle Rystelser, fremfor enhver anden
Storby.

For saadanne Besøgere, der maaske under gjentagne Ophold
der har kunnet samle sig til en roligere Betragtning af de sande,
der raadende Tilstande, vil imidlertid "la ville enchanteresse",
paa de senere Stadier af disse Tilstande, have afklædt sig
meget af det gamle Trylleri. Det gjælder at verge sig mod
Indtryk, der staar i en skjærende Modsætning til dem, man
ellers søger der.

Vi følger saaledes med Forfærdelse de kriminelle Forhand-
linger, som Bladene meddeler os, vi studser over den tiltagende
Mængde Misgjerninger, mest Mord, og hvilke Mord! som de
har at berette os -- Fænomener, der ikke synes at bunde i en
normal Tingenes Tilstand, men skyder op af Tidens politisk
sociale Sump som visse Giftvekster, der kræver særegne kli-
matisk-atmosfæriske Betingelser for ret at florere.

Dog dette er Misgjerninger forøvet af Menneske mod Men-
neske. Fremkaldt af voldsomme Lidenskaber forøves de fleste
i Lidenskabens Hede og Hastverk. -- Love og Domstole for-
følger og straffer dem.

Der gives en anden Klasse Misgjerninger, der ikke forfølges
og straffes af Lovene. De oprører sig kun mod en anden
Lov, Guds Lov, der ligesaa strengt forkyndes os, der tyde-
ligere, uudsletteligere har indprentet sig i vor Samvittighed og
vore Hjerter, end nogen jordisk code civil har kunnet det -- 
Forbrydelser, der ikke sker i Lidenskabens Hede, men som
driver sit koldblodig raffinerte Grusomhedsverk uforstyrret Dag
for Dag, Uge for Uge, Maaneder, Aar, uden at røres af deres
Ofres Kvaler -- Forbrydelser, der ved at give sig Navn af op-
høiede Formaal i Menneskehedens Tjeneste altfor længe har
duperet Verden, og det er de saakaldte lægevidenskabelige Eks-
perimenter paa levende Dyr -- Vivisektionen med ett Ord.

De videnskabelige Dyreeksperimenter! Aa dem kjender vi
jo, hvilken Nation vi end tilhører. Man behøver ikke at reise
til Paris for at erfare noget om dem!

Ganske visst. Alle kjender dem. Vi er alle Medvidere, med-
skyldige, feige, elendige.

SIDE: 165

Men Videnskaben, i hvis Navn de sker, har begyndt at fra-
bede sig Æren af disse Berigelser, der forespeiles den. Den
har selv løftet paa Sløret og vist os, at disse Afskyeligheder
ikke fører, ikke kan føre til de belovede Resultater, men at
de ophøiede Formaal i Menneskehedens Tjeneste simpelthen
tjener til Skalkeskjul for visse Tilbøieligheder og Lyster, som
vi ikke betænker os paa at kalde med sit rette Navn, en per-
sonlig Grusomhedstrang.

Det skulde undre os, om de berømteste Herrer Dyremartrere
ikke allerede tidlig har sporet denne Trang i sig. Skulde de
ikke allerede som Drenge have følt en egen Nydelse ved at
rive Vingerne af Sommerfugle, og ved at faa spiddet en rigtig
kraftig Bille i sin Insektkasse? Denne Trang, denne Nydelse
ved det pinselsfulde er da vokset op med dem, indtil den, ikke
nøiende sig med den Smule private Tilfredsstillelse, Leiligheden
kunde tilbyde, har krævet større, mere sikrede Raaderum. Saa
har den i Lighed med sin nære Blodsforvant Vellysten, der
skabte Bordelinstitutionen, opfundet Vivisektionen og skabt La-
boratorierne for Dyreeksperimenter.

Mistroen til den er vakt. Fra flere Hold, Tyskland, England,
Danmark, har denne Mistro fundet djerve Udtalelser, endog af
Fagmænd. Der er lydt Stemmer, at vilde ikke Lovene skride
ind mod disse Afskyeligheder, vilde en Smule Lynchjustits her
være paa sit rette Sted. Et saadant uanmeldt Besøg i Labora-
torierne! Fangerne befriede, Redskaber og Instrumenter gjort
til Mask, muligt, vil vi lægge til, forinden Fristelsen vandt for
stor Overhaand, at lade de lærde Herrer Eksperimentører selv
prøve lidt af dem! Der gives Tilfælde i Livet, der kunde
gjøre den fredeligste til Oprører.

Disse Betragtninger, der, vi vil dog tro det, ligger mer eller
mindre bevidst i tusende Sjæle, har faaet en synderlig Skjær-
pelse ved en af de sidste Ugers parisiske Retsforhandlinger.

En Mand i en anset Stilling, en af Sorbonnens lærde Pro-
fessorer, [fotnotemerke] ci-devant Minister, er anklaget for Brudd paa Gade-
freden. Han er anklaget for at have drevet det eksperimen-
terende Dyrmartreri til den Grad, at hele Nabolaget har følt
sig inkommoderet deraf. Dag og Nat, gjennem lange Tider er
Folks Husfred bleven forstyrret ved de ulykkelige Dyrs, Hun-
des, Jammerskrig og Hyl. En nærboende Hotelvertinde har
tilsidst reist Klage, da hun paastod, at det skræmte Besøgere
fra hendes Hus. Hvorvidt en Smule menneskelig Medfølelse

Fotnote: Som Forfatter har han nylig vakt Opsigt med en Bog for Børn i ultra
demokratisk-materialistisk-ateistisk Aand. 
(Anm. fra 1882.)

SIDE: 166

med Ofrene har medvirket, skal vi ikke kunne sige. Klagen
dreier sig kun om Rolighedsforstyrrelsen, med Krav paa en
Pengeerstatning for derved lidt Overlast.

Madamens Modstander, Professor, Minister Paul Bert, synes
endnu ikke at have kunnet affinde sig med Klagerne. Det
heder først, at han havde givet det beroligende Løfte, at han
ved en viss Nerveoperation -- en ny Opfindelse -- vilde sørge
for at berøve de paagjældende Dyr Stemmen, saa at han for
Fremtiden trygt kunde love at overholde godt og fredeligt
Naboskab. En senere Beretning siger, at han afstod derfra, at
han foretrak at afstænge Laboratoriets Allerhelligste med en
Række forsvarlige Døre, der vilde forhindre enhver Lyd fra
at trænge ud.

Og det er uimodsigelig det heldigste for Hr. Paul Bert selv.
Disse Lyd, fra den første bønlige, klynkende Piben, til Smer-
tens vildeste Hyl, det er jo netop Raffinementet ved det hele.
Musikken til Teksten, især -- ikke sandt, mine Herrer Dyre-
pinere og Paul Bert'er -- især hvis et saadant Kompleks af
sitrende Nerver, Kjød og Blod, som I kalder Prøvedyrene, og
som merkelig nok er bevæget af visse sjælelige Instinkter, der
minder om de bedre hos Menneskene, især hvis et saadant
Dyr, inderlig fornøiet over at være draget op af Fangehullet
til Lyset, hopper og springer af Glæde, maaske slikker eders
Haand, idet den skikker sig til at skrue den fast i Maskinen
 -- det skjærper Nydelsen, hvad? . . .

Naar I saa er færdig, mine Herrer Paul Bert'er, naar I
kanske en Række Timer med en uforlignelig, aldrig svigtende
Sindsro har bestræbt jer for at afstumpe, udslette hver Gnist
af menneskelig Følelse i de unge Sjæle, som I kalder jeres
Elever, naar I har bragt de blodige Instrumenter paa sin Plads,
vasket pent jeres Hænder, saa tar I disse Melodier med ud
i Livet. De følger jer i Familiekredsen, hvis I har nogen, i
Studerværelset -- paa Ministerbænken, den følger med paa
jeres landlige Ture, den akkompagnerer Bølgeslaget, der bryder
sig mod Baaden, hvis I foretrækker en liden idyllisk Tur paa
Vandet -- den luller jer i Søvn . . . de følger jer disse Melodier
til det sidste Leie, hvor Døden, den store uopnaaelige Ekspe-
rimentør, ikke mindre ubønhørlig spænder sit Offer i disse
Bøiler, som aldrig slipper.

Og her, mine Herrer Paul Bert'er, vil vi skilles fra eder
med et godt, fromt Ønske.

Maatte disse Lyd, der har fulgt eder Livet igjennem som en
Nydelse, maatte de for første Gang vække eder til Rædsel.

SIDE: 167

Maatte de have den Magt at ryste eders Sjæle op til en
Bøn, en Angstens Bøn til den Gud, der har sagt til os Men-
nesker: "Værer barmhjertige, og eder skal Barmhjertighed
vederfares", den Gud, der skabte Hundene og Vivisektøren
Paul Bert og hans Lige.

Den store Vivisektør har et merkeligt Ansigt, at dømme efter
Fotografierne. Hvilket blidt Ansigt! vil man netop sige. Da
stanser man forfærdet ved et Træk om Munden, der ikke
kan vildlede. Det er Marternydelsens Smil, der her skræmmer
os tilbage.

PARIS FØR OG NU.

Januar 1882.

Da jeg sidste Gang besøgte Paris, det er nu fire Aar siden,
traadte der mig noget fremmed imøde, uden at jeg formaaede
straks at udfinde, hvori det egentlig laa. Forklaringen laa den-
gang nær; det var Verdensudstillingens Aar 1878.

Dennegang er der ingen saadanne Rystelser tilstede, der
kan bringe Verdensstaden ud af sin vanlige Ligevegt. Og
dog maa jeg spørge ved hvert Skridt, jeg tar: Er dette Paris,
mit gamle Paris? Skjønhedens, Harmoniens, ogsaa for mange,
Hvilens, de stille Glæders By? Hvad er det da, der som
skjult virker til, at det saa paafaldende har skiftet Fysiognomi?

Indtrykket af denne Forandring har været saa mægtigt, at
det mangengang har fristet mig til at give det Ord. Jeg har
dog ikke faaet rigtig Mod dertil. Andre grundigere Iagttagere
vil gjøre det, og de vil ikke udeblive. Det vil maaske tage sig
for nærsynt mislunet ud, om jeg paastod, at hele Befolkningen
havde skiftet Mine, at det glade, sorgløse Præg, der engang
var dens Særkjende, havde givet Plads for et misfornøiet, mer
nordisk brøsigt Udtryk, og naar jeg tilføiede: "hvad er der
bleven af den bekjendte franske Høflighed og Forekommen-
hed? Jeg merker ikke stort til den", saa vilde man vist ganske
mistro mig.

Jeg paastaar lige fuldt, at man behøver ikke at bevæge sig
langt ud for at gjøre disse Erfaringer. Paa hvert Skridt, man
tar, vil de paatvinge sig os. Ogsaa inde i Husene vil man
spore Forandringen. Den gamle Autoritet, der holdt det hele
smukt sammen og til alles Tilfredshed, synes at have faaet et
Grundknæk. Den ofte ubehagelig stillede Fremmede spørger
sig mangengang forvirret: hvem er her den egentlige styrende?
Forandringen ligger i Luften, den spores overalt. Man kan

SIDE: 168

sige, den forholder sig til tidligere Tilstande omtrent som den
Dyrehavsbakke, man nu bestræber sig for at faa ud af den
gamle, deilige, fredede Tuilerihave, forholder sig til denne.
Man har gjennemskaaret den med larmende Veie, man har
hugget de gamle, ærværdige Træer ned, og den ene Barakke,
den ene Udsalgsbod reiser sig efter den anden under de for-
bausede og fortørnede Guders og Gudinders Øine.

Denne Forandring er ikke den værste. Mer uheldvarslende
møder den os fra Udstillingsvinduerne for Billeder af alle Slags.
Det syntes nemlig, som om Paris, efter Krigen, opskræmt af
sin lidt for sterkt indlullede Bevidsthed om at være sig selv
nok og ikke at trænge til nogen anden Maalestok for det an-
stændige og passende end dens egen, havde taget lidt Rev i
Seilene med Hensyn dertil. Der var indtraadt en viss Decens
i Udstillingsfaget, som gjorde, at en Moder kunde tage sin
Datter med, naar hun gik ind for at kjøbe en Pakke Brev-
papir. Maaske Anstrengelsen var for unaturlig; thi af dette
Maadehold skal man visselig ikke mere finde noget Spor.

Under Arkaderne, langs Rivoligaderne, hvor man næsten under
hver tredje Butik træffer paa disse Udsalg, ser man næsten
ikke andet end nøgne Kvindefigurer i alle Stillinger. Ogsaa den
store Udstilling i Industripaladset strømmer over dette Aar af
saadanne -- en stor Del er vel hentet derfra. Damer, ældre
og yngre, der ogsaa ynder og glæder sig i Billeder, maa nu
saagodtsom ganske negte sig denne Nydelse. Naar jeg pas-
serer Trængselen omkring disse Vinduer, driver det mig afsted,
som naar man flygter for en kvindelig Henrettelse eller offent-
lig Udpiskning.

Som en Prøve paa, hvad der bydes af udstillede Sager, maa
endnu tjene, at jeg udenpaa Aviskiosken, tæt ved Madeleine-
kirken, konfiskerede et koloreret Stentryk i Avisformat, fore-
stillende Apostlerne i en Orgie. St. Peder med sit Nøgleknippe
under Bordet, understøttet af den halvdrukne Johannes. Dertil
en tilsvarende Tekst. Værre kan det vel ikke drives. Det
opfylder alt, hvad man kan vente sig, naar man slipper Dyret
i Massen løs.

Dette er nu i Stadens eleganteste Strøg, dens Midtpunkt.
Hvorledes det staar til i de mere folkelige Kvarterer, derom
belærer os en Artikel, der stod fornylig i et bekjendt Blad,
der hører til de moderat-konservative, som jeg her skal gjen-
give et Uddrag af. Vi faar her i ret levende Træk, næst en
liden Prøve paa den franske Politik-Polemik, et Billede af den
Velsignelse, republikanske Tilstande bereder sine Børn.

SIDE: 169

"Vore Folkerepræsentanter og Styrere ynder ikke, at man
angriber dem. De har alle Doggens opfarende Lader, hvis
man forstyrrer den ifærd med at gnave sit Ben. Især frygter
de Angreb, som støtter sig til noget dokumentalt-bevisligt, noget,
den parlamentariske Majoritet ikke kan undertrykke, hvor gjerne
den end vilde. Hvad der her skal berettes, beviser kun i sine
simple Kjendsgjerninger, at en Styrelse som vor nærværende
ikke kan blive en ret Styrelse, den maa forblive en Revolution.

"Revolutionens Særkjende er, at den er provisorisk, at dens
Ledere altid maa revolutionere. Kan altsaa ikke holde sig.
Det er det, de ikke gjerne vil mindes om.

"Det er forgjæves, at M. Gambetta søger at gjenvinde den
Autoritet, han øvede under Krigen; hans Forsøg derpaa minder
meget om en fuld Mands Bevægelser, naar han stræber at faa
Tag i sin Hat, der er faldt i Gaden. Revolutionen er sterkere
end han selv. Jeg betviler ikke, at det er M. Gambettas Ønske
at ville fremme det, vi kalder Moraliteten, men selve hans
Verk er demoraliserende. Moralen har nemlig faaet en mis-
tænkelig Klang som noget ensbetydende med det forhadte
Presteskab.

"Men Begreberne Gud og Moral formaar vi nu engang ikke
at skille ad, de er uopløselig forbundne. M. Gambetta med
sine altfor vellykkede Bestræbelser for at skille Mængden af
med sin Gudstro (débondieuser le peuple), tvinges derved til at
tage alt det Smuds, der i Skikkelse af Angreb paa Gud og
Moralen afsætter sig deraf, med paa Kjøbet. Vi kan rode i
dette Smuds, som i bundløse Gader efter Skylregnet.

"Jeg vil her nærmest paapege den Oversvømmelse af uterlige
Billeder, Litografier, Fotografier, med tilsvarende Tekster, som
man kan finde udstillet, navnlig i de simplere Udsalgsboder og
Vinduer -- Mængdens Athenæum-Museer. Begiv dig en Søndag
op i de Gader, som henstrækker sig mellem de ydre Boule-
varder og Byens Befæstningsverker, tag disse Avisboder, der
her træder istedetfor de nette smaa Kiosker, lidt nærmere i
Øiesyn, og du vil gaa derfra med Hjertet fyldt med Væmmelse.

"Antallet af disse Udsalg forøges for hvert Aar. I de sidste
fire Aar er de steget til det tredobbelte. Jeg kunde ikke op-
dage noget, selv ikke det moderatest-konservative Blad, hvilket
hverken var paafaldende eller kunde gaa mig synderlig nær.
Næsten alle disse Blade er forsynede med Billeder. Men
aldrig i noget Land, eller under nogen af de tidligere Revolu-
tioner, skulde man have set en saadan Samling Smudsigheder
som de, der her udbreder sig for alles Øine.

SIDE: 170

"Vi vil ikke tale om politiske Brutaliteter ligefra Kommunard-
fraserne indtil det frækkeste Udfald mod det konservative Parti,
Fyrster, Embedsmænd, Prester etc. Man er længe siden fløiet
derfra, kun vil jeg udhæve en Annonce, der foreslaar en Sub-
skription til en Æressabel for General Bréas Morder, endvidere
diverse Opfordringer til Kommunen "at fuldbyrde Hevnen".
Og man tænke sig, at Børn, halvvoksne Drenge, trænger sig
om sligt! Man har forbudt Slagterne at udhænge blodigt Kjød,
men Udstillingen af blodige og eggende Billeder tillades uhindret.

"Forrige Lørdag blev enhver af Minoritetens Repræsentanter
tilsendt et af disse Blade, illustreret med en Guillotine, dertil
forsynet med den utroligste Tekst.

"Man skjuler ellers i Navnet af den offentlige Sartfølelse
alt, hvad der hører til Bøddelverktøiet, notab. naar det gjælder
Forbrydere, men der er intet iveien for at drage dem for
Lyset, naar det er honnette Folk, det gjælder.

"Nu, denne Side deraf, den politiske, vil vi lade bero. Den
kan kun vække en sand Modbydelighed hos enhver ærlig Sjæl.
Men jeg foretrækker dog dens plumpe Gemenheder for de til-
syneladende mere uskyldige, der synes blot at gaa ud paa at
more, men som dog sikrere bærer Giften i sig end noget andet.
De ligner hine Melkespande under Kommunen, der skjulte dens
Petarder og Petroleum.

"Foran alle disse Blad- og Billedudsalg samler der sig
Grupper af Mænd, Kvinder og Børn. Alle ler, de smaa Piger
maaske undtagne, der halvt forundret, halvt forskrækket stirrer
paa alt dette."

Vi springer her over noget i Meddelerens Beretning, der dels
gaar ud paa en mere detaileret Beskrivelse af det udstillede,
dels de Bemerkninger, der lyder blandt Tilskuerne. Jeg vil
kun udhæve ett af de Billeder, han omtaler: en Række sam-
menlænkede Forbrydere, klædt i Prestedragt. Enhver af dem
med en Inskription bag paa Ryggen, der angiver Forbrydel-
serne, naturligvis de allersorteste, for hvilke de er dømt. De
fleste af disse Forbrydelser er imidlertid af den Beskaffenhed,
at selv Beretteren vægrer sig ved at nævne dem . . . "Under-
tiden lyder der en høirøstet Bemerkning fulgt af en Skogger-
latter, der bringer Kvinder og Børn til at fare sammen som
vissent Løv for et Vindstød."

"Og tænke sig," bliver vor Referent ved, "at det er Pariser-
folket, Familiefædre og -mødre, der engang havde Ord for
Skikkelighed, ja man kunde træffe paa sandt mønsterværdige
Eksemplarer af dem! I tidligere Dage førte min Stilling som

SIDE: 171

Medarbeider af Bladet mig ogsaa til at studere Arbeidsklas-
serne lidt nærmere, og jeg kan sige at have truffet paa Familie-
forhold og -dyder, som maatte vække Beundring. Det ytrede
sig især i en Respekt for Barndommen, en øm Omhu for at
verne om den. Og nu byder Fædre og Mødre selv deres
Børn Fordærvelsen imøde, man skulde næsten tro af Frygt for
at høre til de Klerikale.

"Hvilken ny Art af et Pariserfolk, hvilke nye Livsmaksimer
og Tilbøieligheder vil der udvikle sig deraf?

"Det er ikke Kjærlighed, det er ikke Lidenskab engang, der
vil opstaa af dette Smuds. Lidenskaben ødelægger ikke saa
let, men den kolde, golde, skandaløse Débauche er det, der
undergraver et Folk og fører det sin Opløsning imøde. Vi har
set det før, vi vil atter faa det at se . . .

"Jeg angriber ingen Styrelse eller Forvaltning specielt. Jeg
paastaar kun, at alt dette er den simple Følge af hele den
aandelige Retning. Det revolutionære Had til Gud og al Spi-
ritualisme har affødt det materialistiske Raseri.

"Følelsen af Respekt findes ikke mere, hverken for det ene
eller for det andet Parti, hverken hos Forfølgerne eller de
forfulgte, hverken for Tribunen eller for Alteret . . .

"M. Gambetta maa sikkert have en Følelse af sin egen
Vanmagt; hvis man vilde paakalde hans Opmerksomhed for
disse forfærdelige Tegn paa en sig nærmende social Opløsning,
vilde han gjøre som Nelson -- Nelson var ogsaa enøiet -, der
altid satte det blinde Øie til det, han ikke vilde se, og paastod
blot, at han ikke havde kunnet observere Admiralens Signal.
De andre ti Magthavere kan ligesaa lidt gjøre noget til at
hindre Fordærvelsen, som ti Feiekoste forslaar i det store
Paris, naar man rigtig faar Brug for disse uundværlige Red-
skaber!

"Dette er saa visst og sandt, at ikke engang de moderat-
revolutionære Blade som "Le Temps" og "Le Débat" tør
nævne noget derom, man finder det bedst at vende Nelsons
Øie til . . ."

Saavidt Referenten i det franske Blad. Jeg har ikke vovet
at gjengive ham i sin Helhed, men dog nok til at vække al-
vorlige Betragtninger ogsaa hos os. Vi faar her et Glimt af,
hvorledes et Folk opdrages, et Folk, der skal opdrages til at
styre sig selv.

Tør jeg endnu lægge en -- min Betragtning til?

Hvilken Del af en Nation er det, som lider mest ubillig
under Tilstande som de her skildrede? . . . Hvem er det, som

SIDE: 172

dog tilslut maa betale Legen, baade de vakre Udstillinger og
deres ligesaa vakre Følger -- og skulde der virkelig være saa
stor Forskjel paa disse Udstillinger, der nu oversvømmer Paris,
og visse andre, der fandt Sted i gamle Dage paa Galgebakker
og Gadehjørner? -- ja, se det falder nu 
hverkende de styrende
eller Folket eller den indignerede Referent -- overhoved vore
Magthavere ikke med den mindste Tanke ind. Maaske bliver
denne universelle Ubevidsthed dog tilsidst den mægtigste Aar-
sag til, at "et Folk undergraves og føres sin sikre Opløsning
imøde . . . vi har set det før, vi vil atter faa det at se".

En Festdag i Pensionen.

(Brev til Fru Katrine H.)

7de Juni 1882.

Kjære Fru H.

Det var da inderlig leit, at De netop igaar skulde have For-
fald -- De, Hædersgjæsten, ved en Anledning som denne. De
skulde jo repræsenteret ikke mindre end den ene af de to
Magter, der for Tiden staar fiendtlig ligeoverfor hinanden i
vort hidtil saa fredelige Land: Ordenen, Roligheden, Ligevegten,
Tilfredsheden. Der var paatænkt en Tilstelning i min lille
Salon, der skulde bleven mer end almindelig festlig. Jeg havde
allerede i Tankerne kjækt optaget det med alle de Smaafatali-
teter og Hindringer, der i disse Etablissementer, som kalder sig
Pensions de famille, ligesom ligger i Luften, naar det gjælder
et saadant lidet Forehavende. At laane to Glas er allerede
mistænkeligt, at laane en halv Snes ansees som aabenbart
Oprør -- Oprør mod Pensionens daarlige Vine og det stille
Forbud, ikke at smugle noget bedre ind udenfra, et Forbud,
hvilket dog daglig overskrides. Da saa De og Deres A. ikke
kunde komme, tabte jeg Modet og opgav rent Festen paa Væ-
relset. Men da jeg ikke formaaede ganske at lægge Baand
paa mine loyale Følelser, og vi faa Landsmænd, der endnu er
tilbage her i Anstalten, trængtes til at samles i et godt Ønske
for Dagen, faldt det ud til en Flaske, dennegang veritabel,
Cliquot ved Desserten. Men aldrig tror jeg, at en Flaske
Champagne har frembragt saa mirakuløse Virkninger som denne
iforgaars kom til at øve -- jeg kan sige paa det hele forsamlede
Selskab -- at begynde med den lille Kreds, i hvilken den kre-
densedes. Denne bestod nu kun af os tre Norske og et Par
elskværdige danske Damer, der tillod os at regne dem som
"fulde Landsmænd"; deres Fader Kommandør P. var nemlig

SIDE: 173

norskfødt. Den gamle hvidhaarede Grev Lamy de Quibermont,
der blot indtager sin Middag her og har sin Plads tæt ved,
blev høitidelig optaget i Kredsen og drukket til som "Le re-
présentant de la France, le pays natif de Charles Jean, le
fondateur d'une dynastie, qui nous a porté bonheur, l'aïeul
d'Oscar II, notre roi excellent et bien-aimé, dont nous célébrons
aujourd'hui les noces d'argent. Vive le roi et notre reine!"
Dette var nu Talen, ligesom vi ogsaa hilste i ham en værdig
og berømmelig Repræsentant for hin loyale Trofasthed, der
desværre mer og mer forsvinder. Den gamle Adelsmands
Familie havde spillet en Rolle under den første Revolution, et
Par Stykker af den blev guillotineret under Rædselsperioden,
denne noksom bekjendte Epoke, der nok danner -- jeg for-
staar det jo ikke -- den altid sig gjentagende, uundgaaelige
Afslutning paa noget, man kalder "Folkesuveræniteten" . . . Her
i Frankrige staar man nu, vil man paastaa, ved Begyndelsen
til den tredje eller fjerde af disse Perioder.

Den gamle blev ganske bevæget, det var rørende at se. Vi
kom i den ypperligste Stemning. En Landsmand, der netop
stod paa dette for unge Mennesker farlige Vippepunkt, hvor
Bevægelsen river med -- fordi det er Bevægelse -- fik ikke
Lov til at røre sit Glas, førend han havde lovet at modstaa
alle Fristelser og erklære sig for den gode Sag, ligesom Frø-
ken G., der om kort Tid skal sætte Bo, høitidelig maatte love,
at inden hendes Hjem skulde kun en god Aand faa Lov til at
bo og bygge.

Vor usedvanlige Livlighed, dæmpet dog ved noget visst høi-
tideligt, for ikke at sige inderligt, som Dagens Betydning lagde
over den, maa have øvet en fuldstændig elektrisk Virkning
paa det hele øvrige Bordselskab. Flere af Herrerne forlangte
Champagne for sig og sin Kreds, og nu steg Stemningen
crescendo til det Høidepunkt, som jeg nok tror, vor ellers ad-
stadige Pension var modtagelig for. Det var kosteligt at iagt-
tage denne stigende Forvandling paa de forskjellige Ansigter.
Aldrig har vor lille Salon gjenlydt af en mer høirøstet Munter-
hed end denne Aften. De komiske Figurer, thi disse Anstalter
huser altid endel saadanne, kom nu først til sin fulde Ret.
Den gamle kjæmpemæssige, hvidskjæggede Professor i de lærde
Sprog saa ud, som om han vilde omfavne hele Verden. Folk,
som aldrig havde talt et Ord sammen, blev paa én Gang yderst
meddelsomme. Jeg kom i en livlig Disput med den gamle
lærde Miss R., med sin Rosenbuket ved Skulderen, om hvor-
vidt det Gallske System holder Stik, der forviser alle Individers

SIDE: 174

slette Egenskaber bag Øret, et System, som hun ivrig forsvarede.
Jeg har aldrig set en saadan Bagbygning af et Hoved som
hendes. En ung irsk Maler med et prægtigt Ansigt og et Par
Øine, der vækker Tanken om, at han mere havde haandteret
visse "farlige Ting" end den fredelige Pensel, havde netop
faaet Efterretning om, at hans "store Billede var solgt" -- han
saa nu selv ud som noget ildsfarligt, der hvert Øieblik kunde
gaa i Luften, paa godt Norsk -- han vidste ikke, hvad Ben han
skulde staa paa. Jeg nærmede mig forsigtig den Gruppe Damer,
som han paa det livligste underholdt, med det Spørgsmaal, om
det virkelig forholdt sig saa, som man vilde sige, at han var
Irlænder. Dette bekræftet havde tilfølge et forfærdet Tilbage-
tog, medens man ynkelig bad for sit Liv. Fenieren -- som vi
nu kalder han -- lægger truende an, og man redder sig i skynd-
somst Flugt ud af Døren.

Saa blev der givet Musik, -- Tempoet maaske ogsaa en Smule
forhøiet -- , jeg ved det ikke. Vor Bergenserinde gav os norske
Sange med sin smukke Stemme -- først Kongesangen, saa flere
af vore Fjeldmelodier. Derpaa kom et Par Bravournumre af
franske Damer. Selv jeg maatte deran med Beethovens Længsels-
vals, den eneste Reminiscens fra melodiøsere Dage. Den gjorde
Lykke og maatte gives da capo, men da vi saa skulde over-
sætte for et Par franske Gjester det lille Ord, der betegner
den Aand, der rører sig i den uforlignelige Tonedigtning -- jo
saa stod vi der! det findes jo ikke i Sproget. Vi forsøgte
længe forgjæves at fremkalde en Idé om denne Art Sjæle-
rørelse, og det var først ved at ligne den med den Følelse,
hvormed vi alle hver Aften tænker paa og resigneret afventer
Slutningen af Miss O -- s musikalske Præstationer, at det gik
lidt op for dem. Georges Sand har dog forsøgt etsteds at
anskueliggjøre for sine Landsmænd Begrebet Længsel. Hun
forklarer det Indtryk, Beethovens "Sehnsuchtswalzer" frem-
bringer, i en Allegori: de to Genier, Glædens og Sorgens, ømt
sammenslyngede hvirvlende sig i langsom Valsetakt, medens
Glædens straalende og Sorgens smertelige Ansigter vekselvis
møder og hilser os.

Men denne Aften syntes kun den glade Genius at raade
inden vort Selskab. Den endte for os Landsmænd i en deilig
Spadsertur i det nærliggende Champs Elysées. Ubeskrivelig
var Virkningen af de Tusender af Lamper fra Konsertkaféerne,
paa Trægrupperne og Blomsterpartierne rundt om, og vi skiltes
i den stille Overbevisning, at gladere er denne vort Lands Fa-
miliefest neppe feiret nogetsteds end i vor Pension de famille,

SIDE: 175

Cité Retiro. Hvor ofte jeg tænkte paa Dem og beklagede, at
De ikke var med! Nu faar De kun den tørre Beretning der-
om, som jeg lovede at sende Dem. En Stemning som denne
kommer ikke igjen.

Iaftes var ogsaa ethvert Spor af den forsvunden. Alt var
igjen i sine gamle Folder, det vil sige, vor Salon havde antaget
sit sedvanlige, lidt languissante Præg. De yngre ude at more
sig, omkring Bordet en Kreds af strikkende Damer. Det ær-
værdige Whistparti paa sin Plads tilhøire, og i Sofahjørnet lige-
overfor vilde De som sedvanlig fundet, med sin Bog i Haanden,

Deres triste, trætte, gamle
C. C.

Til Venner i Kjøbenhavn.

Marts 1884.

Vi kjender alle Søsygen, hvad det er for en ulidelig Tilstand.
Lad det gjælde som lidt Undskyldning for, at jeg ikke enkelt-
vis har besvaret eders saa gode, kjærlige Breve. Jeg har været
syg, søsyg. Der gives nemlig ogsaa en aandelig Søsyge, som,
hvor vovelig en Slutning ogsaa til en Aarsagernes skjulte Sam-
menhæng her kunde være -- vi vil overlade det til Psyko-
loger og Patologer -- i sine Virkninger har den ialfald meget
tilfælles med de Kvaler, man udstaar paa Søen. Det er denne
Art Søsyge, jeg har lidt af under mit sidste Ophold her. En
stille sjælelig Kvalme ved næsten alt, en træg Utilbøielighed til,
ligesom andre Reisende, at søge Adspredelser og lade fem være
lige -- Symptomer, der nøie svarer til vor ængstelige Frygt
for at røre os i Køien, medens vi forøger Marterne ved netop
denne Ubevægelighed, og ved at tænke: saa og saa længe maa
den endnu udholdes.

"Menneskene er ikke saa gode, som de burde være," et
mildt Udtryk for den Livserfaring, der allerede for 2000 Aar
siden bragte Atenienseren Timon til at flygte ud i Ørkenen
og bosætte sig der. Vore Dages Filosof, vor berømmelige
Schopenhauer, tog det mere praktisk, da han gav sin dybe
Menneske- og særlig Kvindeforagt Luft i at prygle sine Mæ-
tresser, ligesom hans Teori om en Menneskehedens Bod og
Bedring gjennem en universal Hungerkur vil han have lettet
sig betydelig ved selv at dinere i Frankfurts dyreste Hotel.

"Menneskene er ikke saa gode, som de burde være, C.,"
skrev mig ogsaa Collett fra sin Udenlandsreise 1839 -- 40.

SIDE: 176

Behøver man at reise udenlands for at gjøre den Erfaring?
var Svaret, lidt altklugt for en ung, forlovet Pige, kunde det
maaske synes.

Og dog tror jeg det nu. Jeg tror, skal man ret tilgavns faa
denne Livsvisdom indprentet, maa man befinde sig paa Reiser.
Paa Reiser, ak ja! hvor man altid maa holde sig slagfærdig,
altid stødes og rykkes i, indtil man maaske rykkes lidt ud af
sig selv, og sukkende maa bekjende: Vi er ikke saa gode, som
vi burde være det, og Mismodet, Misfornøielsen med hele Ver-
den griber os.

Der har vi det! vil I sige. Mon det ikke mest er din egen
Skyld, kjære? Din egen sygelige Tilbøielighed til at finde det
slette, det vrange ved alting. "Og paa Vrangen skal man aldrig
se nogen Ting, noget Menneske," siger jo Andersen i sin "Hon-
ningkagemand". Og Paris er fremfor alt Honningkagemanden,
som man ikke maa se paa Vrangen . . . det ved du da nok.

Ja, kjære Venner, I har Ret, fuldkommen Ret. Ja, Paris er
fremfor alt Honningkagemanden, der ikke maa sees paa Vran-
gen. Deraf kan jeg forklare mig, at de enkelte Fænomener,
man ikke kan undgaa at støde paa, hvor rolig man forholder
sig, næsten uden Undtagelse berører mig frastødende. Man
synes overalt, hvor man befinder sig, at staa paa "gyngende
Grund", og Hovedindtrykket bliver -- Søsyge.

De enkelte, siger jeg. Thi hvad kjender jeg til Vrangen af
Paris? Hvad ved jeg om de virkelige Parisertilstande?

Jo, Følelsen deraf har jeg, den ligger i Luften; i alt, hvad
man hører og ser, læser og stille lytter sig til, indsuger, ind-
aander man den.

Aviserne -- Dagens Aviser! dem, man leilighedsvis kan over-
komme . . . Almægtige Gud! hvad faar vi gjennem disse Ud-
skrigere ikke alt at vide! Hvad diskes os her ikke op, selv i
dem, der regner sig til de bedste, der giver sig Skin af at for-
svare Dyd og gode Sæder! Vi vil tie om de over al Maade
ofte anstødelige Beretninger og Feuilletoner. Forargeligere er
det endnu, ved Siden af maaske et høistemt Forsvar for den
afsatte Religion (en yndet Form for at kunne komme politiske
Modstandere tillivs), at finde velvillig rosende Annoncer af de
betænkeligste Bøger -- Romaner, hvis Titler alene, og vi be-
tviler ikke, at Indholdet rigelig holder, hvad disse lover -- vilde
andetsteds udsætte dem for Politiets Indgriben. Vil man have
denne Sort Blasfemi, at røre det hellige sammen med det smud-
sige, vil man have den illustreret, saa kaste man blot et Øie
til et af disse mange Skuevinduer for Dagens Billedkunst; man

SIDE: 177

vil her træffe den hellige Jomfru i det betænkeligste Selskab,
en tornekronet Christ i en Kreds af Magdalener, der mindst
synes at tænke paa nogen Bodfærdighed. Overhovedet, skal
vi tale om den Ting, var her nok at sige. Vi havde en vak-
ker Samling den Genre før; nu begynder "Salonen" ogsaa at
udspy sine pikanteste Beholdninger til Bogladerne -- dette Aar
mere end almindelig righoldige. Manden kræver med ubøn-
hørlig Strenghed Blufærdighed hos Kvinden, og dog gjør denne
samme Mand alt for at drage denne Egenskab ned hos hende,
sløve hende selv for den og lære sine Børn lidet at agte den.

Ja, saa var det denne Salon. Jeg vover intet at sige om det,
som her vel ansees for det hovedsagelige; dette bliver de kunst-
forstandiges Sag. Og de kunstforstandige har jo sagt, at der
findes ypperlige Ting, at den er interessant. Hvad jeg har set
af den, har ikke gjort dette Indtryk paa mig, før det modsatte.
Der skal noget til at vinde igjennem; det sker ikke med ett, to,
knapt tre Besøg. Heldigvis kan man gaa ti -- tyve Stykker
forbi uden at fristes til at slaa op i Katalogen. Dette letter jo
noget. Jeg kan saaledes ikke afvinde Billeder, der forestiller
en Kok i sit Kjøkken, eller en Slagter i sin Bod midt imellem
sine blodige Varer, Spor af Interesse. De volder mig omtrent
samme Følelse, som naar man vippende i sin Køie hører Mid-
dagen serveres indenfor. Der er Hundreder af den Sort. I
Grusomhedsgenren har vi dennegang noget ganske nyt, en
Korsfæstelse af Løver i Legemsstørrelse, der heller ikke til-
taler mig. Ligesaa lidt som Psyche, der piskes med forsvar-
lige Ris af Fru Venus's Kammerjomfruer (jeg tilstaar min
Uvidenhed, slet ikke at kjende denne Episode i Psyches Liv).
Dog dette angaar jo bare Stofvalget, Dagens Stridstema, og
derom holder nu enhver lidt egensindig paa sin Mening. Om
selve Maneren tør jeg som sagt mindre dømme; dog vil det
synes mig, som om disse i en graa, kalkagtig Tone holdte Land-
skaber, denne broget klattede Kolorit i Figurbillederne, for-
styrrer Perspektivet, alt Relief, følgelig al Illusion, og at saa
inderlig man kan holde af Billeder, vilde det være liden Glæde
at have dem paa sin Væg. En stor Mængde fortrinlig malte
Dameportrætter vilde behage mere, naar ikke saa mange af
dem skjæmmede sig ved Dragterne. At Forbillederne til disse
Portrætter hylder Tidens Moder, med sine unaturlige Opheft-
ninger og Pukler bagpaa, kan man endnu begribe, da det nu
engang er Mode; men at overføre dens Smagløshed til en Efter-
tid, der vil væmmes ved den, er vanskeligere at forstaa, og
dog kan det bedre udholdes i Maleri end i Skulptur, hvor

SIDE: 178

det bliver latterligt. Skandinavernes Billeder har jeg endnu ikke
truffet paa, hvor meget jeg har søgt; det er en underlig Skik
ved disse Udstillinger, at Billederne ikke placeres efter Numrene;
hvor vilde dette lette og behageliggjøre Besøget, naar man var
fri for denne trættende Slaaen op i Katalogen! Runebergs me-
sterlige Buste af Jonas Lie var jeg dog saa heldig efter lang
Søgning at opdage.

Træder man saa bagefter et saadant Besøg i Aarets Salon
ind i Louvregalleriets kjølig stille Haller, hvilken Overgang!
Som naar man fra en bedøvende Maskeradetrængsel slipper ind
i en Kirke eller en Skovs friske, duftende Stilhed. Ja her er
den sande Kunstens Helligdom! Intet støder os her. Alt fængs-
ler, alt fylder os med et stille Velbehag, med Rørelse, med An-
dagt. Disse hellige Billeder, Inspirationer fra en Tid, da man
endnu troede, endnu bøiede sig, disse Historiens mægtigste
Scener, der knytter sig til Navne som Delacroix, Delaroche,
Ingres, Horace Vernet, vi ser dem her i hint dunkle Perspek-
tiv, der straks stiller os i den rette Afstand ligeoverfor dem:
Fantasiens, Illusionens magiske. De forbliver i majestætisk Ro
i deres, de rykker os ikke paatrængende paa Livet, som vore
Dages Billeder i sin grelle Klattermaner gjør det. Ak, vi gamle
elsker dog ogsaa Kunst, om vi end ikke kan finde os tilrette i
denne nye Maner. Hvem mindes ikke at have læst Heines
Skildringer af Parisersalonen 33, og har saa senere maaske
havt den usigelige Nydelse at hilse disse uforlignelige Kunst-
verker, som han havde forstaaet saaledes at beskrive os, at vi
syntes allerede at kjende dem!

Skal vi ikke opleve nogen Salon fra 33 mere?

I det nye Vokskabinet -- Paris maatte ogsaa have et saa-
dant, og det skulde overgaa alle andre -- er det just ikke, man
lærer at tro paa, at en bedre Tid vil oprinde. Himmelen be-
vare os! det var for sterkt, selv for -- søvante Naturer.

Jeg kjender kun ett saadant Vokskabinet før, det berlinske
Panoptikum. Mægtig betagende var det at gjennemvandre,
særlig naar man er ene, som det engang er min Lod at være
det. Man ved ikke, hvad man skal beundre mest, de enkelte
celebre Personligheder, som de staar der, eller Grupperne;
man har saaledes den hele tyske Rigsdag forsamlet. En stor
Mængde Dødsmasker af berømte Personer, hvori man tydelig
gjenkjender Trækkene fra Billederne, skal alle tilhøre Virkelig-
heden, det vil sige, Kunstneren har taget dem over Ansigterne.

Skal jeg endnu vove at gaa ind af denne Dør? spurgte jeg
mig selv efter en saadan noget betagende Vandring gjennem

SIDE: 179

de mange Sale. Paa denne Dør stod der nemlig "Schreckens-
kammer". Skal jeg vove det? tænkte jeg. Nu, jeg vovede det,
og befandt mig passabel sindsmægtig ligeoverfor en Række be-
rømte Forbrydere, hvoraf Bremerhelten Thomas og Giftblan-
dersken Gedske Timm hilser os først. Her var mange rare
Sager, Vaaben og Instrumenter, som man aldrig havde set eller
tænkt sig før. Jeg bukkede mig for at se nærmere paa et
saadant nede paa Gulvet; da jeg reiste mig, fik jeg et dygtigt
Dunk i Hovedet af noget, der hang og vippede, og som viste
sig at være et stort Slagsverd:

"Das Schwert, womit Sand, Kotzebues Mörder, im Jahre 1820
hingerichtet", stod der paa Sverdet.

Ja, man bliver underlig tilmode, men næste Gang jeg gik
gjennem Keiserpassagen, der under sit mægtige Glastag bred
og prægtig strækker sig gjennem et helt Kvartal, drog det mig
atter op i Castans Panoptikum. Hvor besynderlig rystet, som
om det havde været en for sterkt, man kan gaa derfra, saa
modtager man dog Indtrykket af noget stort, opløftende. Af
noget, der kunde saare den strengeste Anstændighedsfølelse,
ikke Spor her.

Det er mere, end man kan sige om "Musée Grévin", det
parisiske Vokskabinet.

Naar man er traadt ind i Forhallen til dette Kunstens Tem-
pel, studser man straks ved at befinde sig ligeoverfor tvende
kolossale, med noget guldspettet Flor let draperede Sfinks-
gestalter, der i en vistnok egen Uoverensstemmelse med, hvad
Myten lærer os om Skabelonen paa disse mystiske Væsener,
her ender i et Par lodne Gjedekroppe . . . altsaa et Slags Faun-
esser. I Sandhed, en egen Sort Genier, fuldt værdige til at
bevogte Indgangen til den Helligdom. Lidt forbløffet træder
man da ind i Hovedhallen, med sine Nicher til Siderne, og den
store Tribune i Midten, og synker maaske ned paa den nærmeste
Bænk for at samle sig lidt, en Bænk overraget af noget, der i det
uvante Lysskjær syntes os en Slags Baldakin. Et Par Skridt fremad,
og Baldakinen forvandler sig til den luftige Florsperiferi om-
kring en paa sin Piedestal placeret berømt Danserinde. Paa
den store Midttribune finder vi da fast alle Sangens Celebri-
teter, notabene kun dens mandlige, Forfattere, Komponister,
Journalister, Billed- og Scenekunstnere, i forskjellige Gruppe-
ringer og i det bedste Selskab, det vil sige efter den Smag,
der nu synes at raade i Dagens Paris. Vi henstiller til enhvers
egen Fantasi, hvor de vil søge de kvindelige Skikkelser, der,
en Sværm natlige Falæner lig, omsvirrer disse dets store

SIDE: 180

Mænd, helder sig fortrolig til dem, spiller med dem, skjænker
for dem, koketterer foran Speilet -- kort indtager de betænke-
ligste Attituder. Zola, med sit godslige Ansigt, syntes ret at
finde sig i sit Es. Men jeg kunde ikke lide at se Gounod der.
Man havde placeret denne uforlignelige, der med al sin syd-
landske Verve har formaaet at lægge en saa nordisk germanisk
Dybde og Inderlighed i sine Toner -- den eneste Franskmand
maaske, der kunde løse en Opgave som Faust -- ved Flygelet,
omringet af en Kreds lyttende.

I den hele Samling findes der derimod neppe tre hæderlige
Kvindeskikkelser, i det hele faa Kvinder, nogle bekjendte Skue-
spillerinder og et Par do. Kommunistinder undtaget.

Da jeg vendte tilbage fra min Runde i Salene, tiltalte jeg en
ældre Dame, der havde taget Plads paa en Stol i et Hjørne,
dog efter forsigtig at have forvisset mig om, at hun tilhørte
Livet og ikke Kunsten. Det var nemlig netop hændt mig ved
en af Indgangene, at jeg havde rettet et Spørgsmaal, efter, som
jeg troede, at have formuleret det paa rigtig godt Fransk, til en
der posteret kolossal Gardist, men som af gode Grunde for-
blev uhyggelig ubevægelig.

Jeg maatte have lidt Luft for min længe kvalte Forundring
over at se de store Mænd i saa slet et Selskab, og at den bedre
Del af Kjønnet var saa mangelfuldt repræsenteret.

Nei, hun var ikke af Voks.

"Ah, vous avez raison, Madame," fór hun op som elektrisk
berørt. "Vous avez raison, c'est une horreur!" [fotnotemerke] 

En hel Nations, en hel Tidsalders Kvindeklage og Harme
lød til mig i dette Svar.

I noget Teater har jeg ikke været. Ikke set Sarah Bern-
hard, Théo, Judic? Nei. Men jeg har to Gange bivaanet Fore-
stillingerne paa Marionetteatret i Tuilerihaven. De varer et
godt Kvarter, og saa sidder man saa deilig frit under aaben
Himmel, omgiven af glade Barneansigter. Om jeg havde været
i Mme. Adams Salon? Skandinavisk Forening? Den inter-
nationale Kvindekongres?

Heller ikke. En af mine Pariserfornøielser er at stanse
udenfor Dyreudsalget paa Madeleinepladsen. Her findes et
vakkert Udvalg af befjærede og firbenede, af denne tamme
Sort, som vi Mennesker holder af at have omkring os, i Man-
gel af bedre Selskab. Det er en sand Fornøielse at iagttage
dem i deres forskjellige Bure og Aflukker. Der var en Hund,
høi, slank, kridhvid med sorte Pletter, et pragtfuldt Dyr, 300

Fotnote: Ah, Madame, De har Ret, fuldkommen Ret, det er afskyeligt! 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 181

francs var Prisen. Den kunde vist gjøre sin Mand berømt.
Ind i Buret til de fire søde smaa Katunger, ogsaa hvide, havde
man sat et lige Antal Miniaturhundehvalpe. Det var rørende
at se Forholdet mellem dem, enten de legede og boltrede sig
sammen, eller forholdt sig rolige, det kunde ikke være frede-
ligere og bedre. Om man saadan fra Begyndelsen vænnede
disse Racer til at omgaaes hinanden, mon ikke Fiendskabet lidt
efter lidt vilde ophøre? . . . Jeg ved ikke, hvordan det var, men
jeg kom til at tænke paa hint Spørgsmaal om Fællesopdragelsen
og Fællesundervisningen, der nu saa ivrig diskuteres hjemme
. . . vore betænkelige skulde set dette Forhold: Ja, vi kunde
lære meget af Dyrene.

"Hvad tænker De om Darwins Teori om Nedstammelsen?"
spurgte jeg en Abekat, der stirrede mistroisk paa mig bag
Sprinklerne. "Den vinder da Deres Bifald?"

En gyselig Grimase, som om den vilde sige: "Maa jeg fra-
bede mig Chikaner," var Svaret. Naar det kommer til Stykket,
saa er det dem, der føler sig fornærmede, tænkte jeg, og lidt
skamfuld gik jeg derfra.

Se saa, nu har jeg intet mere at melde. Jeg oplever intet,
besøger ingen, søger intet. Jeg gaar hver Dag, naar Veiret til-
lader det, over i Haven, min kjære Have, Tuilerihaven, og
græder over dens Forvandling. Og græder over Paris, mit
deilige Paris, som jeg ikke kan finde igjen. Og græder over
mig selv, der er bleven for træt og gammel til at søge det. I
denne Have har jeg Billedet af mit lille Paris-Paradis. Hvor
er de ensomme Pladse? hvor de himmelhøie, stille susende
Træer, som engang skyggede over et Publikum, der nøiede sig
med Stilheden og Skjønheden, et Publikum, der respekterede
de store Traditioner og ærbødig lod dem sin Plads! Nu har
en Klasse bemægtiget sig den gamle Fyrstehave og skabt en
Dyrehavsbakke af den. Den ene Trægruppe falder, den ene
Fjælebodbarakke reiser sig efter den anden . . . en ny saadan er
endnu kommet til, og det ligeoverfor Pavillon de Flore, den
engang reserverede Del af Haven, hvorfra Marie Antoinette
og Lamballe har skuet ud over den . . . over Døren paa denne
en Inskription, som -- jeg forstaar jo ikke Engelsk -- lød paa
noget som: Watter Closets.

Og saa vandrer jeg trist og hensunken min Vei tilbage.
Kommen udenfor Haven, gjælder det da at samle sig igjen,
skal man vente at komme med hele Lemmer over den myl-
drende Concordeplads hjem til den nærliggende Pension i
Citéen.

SIDE: 182

Saa stod jeg igaar længe ved en af Overgangene, en af de
allerværste. Tog et Skridt frem og et tilbage og kom ingen
Vei. Et Par Gange havde jeg hørt noget som et: Prenez
garde! bag mig.

Det var en af de mange ledige Arbeidere, disse Stakler,
som man ser undertiden i Klynger, paa Trottoirer og Gade-
hjørner.

"Madame, vous me devez deux sous parce que je vous ai
sauvé la vie," lød tilsidst Stemmen.

Se mig til den! tænkte jeg. To Skilling vurderer han mit
Liv til, han ved ikke han, at jeg er af en Stand og fra et
Land, hvor man skatter det mindst dobbelt saa høit . . . Værsgo,
der er fire.

ET VELMENT RAAD TIL VORE PARTIFØRERE
HJEMME.

Paris, Mai 1884.

Et velment Raad til vore Herrer Partiførere! . . . Ja det klin-
ger jo anmassende, og det af en, der ikke tør regne sig til de
i Dagens Forhandlinger immatrikuleret Stemmeberettigede. Et
visst Grundlag, hvorpaa en Mening i disse voldsomme Bryd-
ninger tilsidst maaske kunde bygges, tillader man sig dog at
holde paa -- prøve, dømme kan man kun fra dette Grundlag. [fotnotemerke] 

Og saa vil det synes mig, som om -- og særlig en viss Frak-
tion af vor hjemlige Dagspresse, i sine Referater hentet fra et
visst Sortiment af Udlandets Nyhedsbeholdninger og Notiser,
ofte er uheldig i sit Valg. "Den Nation, der agter sine Kvinder,
agter sig selv," saa vil et gammelt Ord belære os. Men det
er det, man mindst faar Indtrykket af, naar man gjennemlæser
visse af vore hjemlige Blade. De byder os undertiden et be-
tænkeligt Udvalg af et, som det synes for Tiden særlig yndet
Stof, mest hentet fra Pariserpressen, om hvilken man vel kan
sige, at den overbyder alle andre Presser i at stille hende,
Tidens Syndebuk, i det slemmeste Lys.

Det er nogle Indtryk, samlet her i Paris, vort af alle Lyst-
reisende, alle velsigbefindende Korrespondenter, høit priste
Paris, det er til disse Indtryk, jeg har den Dristighed at knytte
en Advarsel til en Magt som vor Presse.

Samlet, siger jeg. O, man behøver ikke at samle, at søge
saadanne. I en By som denne indaander man dem med Luften.

Fotnote: Nedskrevet under den sterkeste Gjæring, der gik forud for den politiske
Katastrofe hjemme. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 183

Ja, i Sandhed, Tidens, Forholdenes Syndebuk er hun bleven
til her. En sørgelig Falliterklæring af en Nation, der engang
kaldte sig den ridderlige.

Der gives maaske ikke noget sikrere Tegn paa en Nations
moralske og politiske Forfald, end naar den i den dumpe Skræk,
der altid følger en saadan, søger at dække egen Skyld med
Beskyldninger -- Beskyldninger, der i dette Tilfælde turde
være ligesaa uretfærdige, som de er lave og feige. Der skri-
ges over de mange hvert Aar tiltagende Selvmord -- det værste
Selvmord, der kan begaaes, er, naar en Nation fører det dræ-
bende Stød mod sig selv. Skulde noget kunne redde det fran-
ske Samfund fra at "gaa i Hundene", som det heder, saa maatte
det være dets Kvinder.

Ja dets Kvinder, der trods alt, hvad der gjøres for at drage
dem ned i det almindelige Fald, maaske er det eneste, der hol-
der igjen.

Og drages ned -- ak! det maa de, her er ingen Redning.
Kun vil det ikke ganske lykkes, takket være Kvindens Natur,
der til det sidste vil holde igjen: i denne Kappestrid, Fordær-
velsens, kommer hun tilkort. Men det gaar her efter den
gamle Maalestok, man altid er vant til at anlægge, naar der er
Tale om Skyld og Feil paa begge Sider, det er Minoriteten,
der maa bøde, det er det usedvanlige, der vækker Skriget. Og
saa har man vænt sig til ikke at se, ikke at ville se Mis-
forholdet, der paa en forfærdelig Maade øges Aar for Aar.
Prøv Statistikkerne, læs Listerne paa de daglige Forbrydelser,
lyt til de Alvorsrøster, der som Nødskrig hæver sig op af
dette Dagens Tohuvabohu af Futiliteter, hadske Smædelser og
tomme Fanfaronader, hvormed en Nation søger at døve sig selv.

En Kriminalstatistik for Aaret 1882 angiver Antallet paa de
i Løbet af dette Aar i Frankrige tiltalte Forbrydelser til 4,814,
deraf de 4,134 begaaede af Mænd, de 680 af Kvinder. Det
sidste Aar, 83, skal endnu i sin aarlige Stigning af saadanne
overgaa alle sine Forgjængere.

Og nu de utallige Forbrydelser, der ikke nævnes, ikke
kjendes, af disse, som Lovene og Opinionen forener sig om at
beskytte! I Paris fødes der aarlig omkring 16,000 uegte Børn, [fotnotemerke] 
hvoraf kun de 2/16 anerkjendes af Fædrene, de andre 14/16 af
disse, med Lovenes Tilladelse, lister sig undaf.

Hvad bliver der af de mange forladte? Hvor mange af disse
kan vi søge blandt de 680? Vi talte i en af Dagens Aviser 19

Fotnote: Efter den sidste Ugestatistik paa saadanne at regne, kunde Antallet, det
aarlige, naa op til 18,000. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 184

kriminaliter tiltalte mandlige Individer, dertil 3 kvindelige. De
to af disse sigtedes for Barnemord og Fødsel i Dølgsmaal, den
tredje for en mislykket Vitriolhevn. Her kan vi maaske sige:
"Où est l'homme?"

Det vil kanske ikke være ganske malplaceret at erindre om,
hvorledes Anelsen om et saadant, den stigende Demoralisations
Omslag i Stemning mod Kvinden allerede for flere Aar siden
har paatrængt sig den stille Betragtning.

Det var netop i Monsterrehabilitationsmaniens vanvittigste
Periode, da en fuldstændig moralsk Tøilesløshed proklameredes
i hele den europæiske Presse. Det var netop i denne Periode,
den "forbrydervenlige" har man siden kaldt den, at der faldt
nogle varslende Ord i en stakkels lidet beagtet, nu ganske for-
glemt Bog, der lød omtrent saa: "Der vil komme en Tid, da
man vil føle Trang til at nedsætte og bagtale Kvinden. Majori-
teten, den lov- og skrankeløse, vil finde sig ubehagelig tilmode,
den vil føle noget, som ligner Skræk over sig selv, en Trang
til at dække Misforholdet. Digtningen maa da atter til, for at
forsøge at bringe nogen Ligevegt tilveie, da Virkeligheden und-
skylder sig med, at den for Øieblikket ikke tør paatage sig
Bestillingen. Deraf vil flyde en Literatur, hvori de lidende,
altbærende Heltindetyper vil give Plads for lutter hadefulde
afskyværdige . . ."

Og Spaadommen er paa en frygtelig Maade gaaet i Opfyl-
delse. Vi har naaet det Standpunkt, hvor Majoriteten i Væm-
melse over sig selv griber til Syndebukken, og hvem skulde
egne sig bedre dertil end -- der foresvæver den dunkelt nogle
blide Minder -- netop hin lidende, altbærende, den engang
hyldede som sin gode Genius, sin reddende Engel! Man kan
nu neppe tage en fransk Bog, et Blad i Haand, uden at møde
dette Omslag i Dagens Stemning mod Kvinden. Man behøver
blot at streife Titlerne paa de lange Rækker af Dramaer og
Romaner, der udstilles i Boghandlernes Vinduer, for at ane,
hvad de indeholder, og stille slaa et Kors for sig. Man behøver
blot at følge de Vink, Bladanmeldelserne giver derom, for at
faa det bekræftet. Men jeg har hjemme i Pensionen i al Ro
og Mag gjennembladet et Par Aargange af en belletristisk Revue,
der lovede noget bedre, da den bød paa flere bekjendte agtede
Navne. Fraregnet disse, talte jeg indtil 50 (femti) mig fuld-
kommen ukjendte Forfattere, der alle overbød hinanden i Dagens
Modekunst, at skabe fæle Kvindetyper. Man skulde sige efter
en saadan Læsning, at for vore Dages Franskmænd gives der
kun to Slags Kvinder, som repræsenterer den eneste beskyt-

SIDE: 185

telsesværdige, det vil da sige, den uundværlige Del af Slegten:
la mère, der har havt den undertiden knusende Ære at bringe
ham til Verden, og -- vi siger ikke mer.

Skal denne Anskuelse i det moderne Frankrige blive til en
Verdensmaksime? Der arbeides paa det.

Her nogle Prøver af bemeldte "Revue populaire", taget
iflæng:

La fille garçon. (Jean qui passe.) En af de dygtigste i den
Kunst at nedrakke Kvinden.

Une histoire sans nom. En forfærdelig Moder.

Les femmes d'artistes. En Række do. Kunstnerhustruer.

La chaste Lucrèce. Naturligvis en Hyklerske.

Le maître de Forges. Ohnets noksom berømte: En Kamp
mellem Mand og Kvinde om bedst at skjule deres Følelser.
Hun knækkes naturligvis og falder tilfode, hans kolde Tyranni
forherliges.

La femme de Paul. (Guy de Maupassant.) Et Stykke Digt-
ning, der svulmer over af smudsige Beskyldninger mod Kvin-
den. En smuk Italienerinde, der udvikler sig til et Uhyre i
Raahed.

Le Million. (Jules Claretie.) Slet Kvinde.

Mademoiselle Fifi. (Guy de Maupassant.) Slet, skandaløs.

La baronne de Trefle. (Jean qui passe.) Et Monstrum af en
Verdensdame, der ender med at kaste sig ud af Vinduet, efter
et Tab ved et Spillebord.

Les femmes qui font les scènes. (Charles Moncelet.) Unød-
vendigt at kommentere.

Le doigt de Dieu. (Camille Lemonier.) En Mand, som eier
overnaturlige Evner til at vitre Ulykker og komme som red-
dende Engel, men som opholdes bestandig af en forfærdelig
Rappenskralde af Hustru, saa han kommer for sent.

La voix des faits. (Alphonse Daudet.) En Historie om en
stakkels Hustru til en Kunstner, der mishandler hende, skjel-
der hende ud, slaar alting itu, naar han kommer i det Humør.
Hun søger en Sagfører til at begrunde Skilsmisse, han siger,
hun maa have Vidner paa den slette Behandling. Med stor
Kunst har Forfatteren nu lavet det saaledes, at hun drevet til
det yderste kommer til at give et Ørefigen, og han staar der
som det skyldløse Offer! En morsom Historie, kun grund-
fordærvet. Overhovedet Daudet, der begynder saa smukt i
sin "Fromont jeune et Risler ainé", er beklagelig steget ned i

SIDE: 186

sine senere Produktioner. Han har faaet det med at raillere
sterkt og gjøre Kvinden latterlig. [fotnotemerke] 

Les heureux du jour. (Aurélien Scholl.) En over al Maade
nederdrægtig Besudling af Kvinden i de høiere Stænder. En
Sværm af Lakeier venter i et Forgemak paa deres Herskaber,
og tilbringer Tiden med efter Tur at fortælle sine "bonnes
fortunes" hos deres Herskerinder. Gemenere kan man ikke
tænke sig Dagens Hang i den omtalte Retning.

Og dette i en Samling, hvor Navne som Victor Hugo, Daudet,
Henri Gréville, George Ohnet skulde bebude noget bedre!

Spørger vi saa, naar vi med stigende Modbydelighed har endt
en Lekture som denne, hvor skal vi søge Grunden til en saa-
dan Raahed, og det i en Nation, i hvem vi er vante til at se
Forbilledet paa høi Kultur, Skjønhed og Smag? saa bliver
Svaret det samme: I den Stilling, dens Kvinder indtager i
samme, maa vi søge den, en Stilling, som man trygt kan be-
nævne "den gyldne Elendighed". Herren er bleven kjed af sin
Slavinde, og sparker nu til hende.

Jeg ved ikke, hvordan det er, men intet Sted, selv ikke
søndenfor Alperne, modtager man et saa bestemt Indtryk af Race-
forskjelligheden, som naar man færdes paa fransk Grund.
Medens hele det øvrige Europa har staaet som aandeløs be-
taget, for ikke at sige beundrende Tilskuer foran den hele Række
af sociale og politiske Dramer og Farcer, der i ustanselig Fart
har afløst hinanden nu snart et Aarhundrede, medens alle Na-
tioner, den stive britiske maaske undtagen, har kappes om
at indforlive sig disse bedaarende Eiendommeligheder, som vi
alle kjender: fransk chic, franske Moder, fransk savoir vivre, -- 
har "la France" selv ikke fundet det Umagen værd at optage
noget af dem, det mindedes maaske kun, at der eksisterede
andre kultiverede Lande, naar det skred til en Erobring.

Sedans Kanoner vakte det lidt umildt, og dog, mon ikke til
dets Gavn? af denne Sigselvnokhedens Tryghed. Indtil denne
Dag havde det gjort Krigslykken, den uovervindelige, til sin
Gud. Guden svigtede, og for første Gang vil det være gaaet
op for la France, at der ogsaa gaves andre Nationer, som det
kunde lære noget af, fra hvem det kunde hente noget, en Op-
dagelse, som Fru v. Staël engang for længe siden haardt nok
maatte bøde for.

Fotnote: Skal vi endnu nævne hans senere saa meget omtalte Bog Sappho? En
faderlig Lykønskning til sin 21-aarige Søn som fuldmyndig. Til hvad? Til at
løse sit Fribrev til Udsvævelsen, kun maa den ikke fæste sig til nogen tro-
fast Gjenstand. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 187

Den Fremmede, der upartisk rolig ser til, vil maaske sikrest
føle, hvori denne Raceforskjellighed ligger. I den romanske
Nationalkarakter møder der os ofte noget hedensk, der berører
os underlig fremmed, usympatetisk, og som kun gjennem en
grundig Blandings- og Lutringsproces med vor nordisk-germa-
niske Nationalitet kunde tænkes udjevnet, paralyseret -- be-
tvunget. Grundelementet i denne sidste kunde man maaske
vove at betegne med et større Inderlighedens, det kristelig be-
aandede; Sproget alene har hundrede Udtryk for Hjerte- og
Sjælelivets Rørelser, som det romanske fuldkommen savner.
Det er "la France", som trænger til os, ikke vi til dem.

Trods at det ikke lettelig kan modsiges, bliver vi ved at øse
og øse af de gamle, grumsede Kilder. Naar det bare er fransk,
er det godt og vel. Det kunde ellers synes besynderligt, at der
neppe kommer os en Beretning fra hint Bedaarelsens Land,
uden at den paa det nøieste stemmer med de Erfaringer, hvor-
til jeg ovenfor har været saa dristig at knytte nogle Betragt-
ninger. Vore nordiske Blade strutter daglig over af Skildringer
og Notiser hentet fra dets Samfundstilstande, indre og ydre
Politik. Beretninger, der kan bringe Haarene til at reise sig
paa den mindre franskbetagne Læser, men som her serveres
os med den beundringsværdigste Sindsro, Forkjærlighedens
mildeste Overbærenhed. Det er nu engang Franzemand, vor
egen Franzemand, med ham maa man ikke regne det saa
nøie.

At vort forrige Søsterland endnu befinder sig i og at det
nødig vil vækkes af Beundringsrusen, kan man lettere forstaa.
Det har sin Undskyldning i Grunde, som man maa respektere,
og som det er overflødigt her at fremhæve. Vi vilde ellers
ikke lettelig kunne begribe, hvilken Smag det idealistisk anlagte
Danmark, Ingemanns, Paludan-Müllers, Hostrups, Christian
Richardts Land, kan have for en saa oversvømmende Import
af den mest grundfordærvede Literatur, som nogen Tid har
havt at opvise, og hvori dens Mønsternation altid er gaaet
forud for andre Nationer. Maatte Invasionen fra Venneside
ikke komme den dyrere at staa, end de fiendtlige Indryk
engang gjorde det!

Men vi oppe i vort Norden! Skal vi stræbe at efterligne
Maneren?

Nei, vi vil ved alt, hvad der staar i vor Magt, stemme os
derimod.

Der gives neppe noget Samfund, af dem, som vi er vante til
at kalde de civiliserede, hvis Kvinder forholder sig passivere

SIDE: 188

til alt, hvad der foregaar, end vort norske. Lad der opstaa
Spørgsmaal, der direkte angaar dem selv, deres hele Eksistens,
de vil tilse, afvente alt med Klokkefaarets Taalmodighed. Vi
behøver blot at minde om Lægesagen, Eiendomsretten og den
skjendige Partiskhed, der endnu raader i Lønninger og Gratialer
etc. etc.

Men skal denne Maade, at glimre ved sin Fraværelse, være
det smukke og rigtige, saa holder vi ogsaa paa vort Privilegium
ikke at nævnes. Vi faar finde os i, at hvor Kvindesagen over-
hovedet nyder nogen Omtale i vor Dagspresse, at det sker i
en Tone, der minder sterkt om den, hvori vore Bjørnehistorier
oppe fra Fjeldbygderne opdiskes os: en viss stereotyp forceret
Morsomhed har de tilfælles. Nu, det gjælder jo ogsaa her en
"Bamse" at overliste, med den skal vi nok faa Bugt!

Et andet er det at lade Kvinderne selv figurere i lutter halv-
sande, eller komplet forvrængte Billeder hentet udenfra, et andet
er det kun at minde om disse hos os saa lidet beagtede Væ-
sener i nogle fremmede Skandalhistorier. Vi vilde neppe finde
det værd at nævne, at et Blad som "Chistiania Intelligenssedler"
nylig under sit æstetiske Blandingskonsortium præsenterte os
en Række af 9, siger ni, Numre, der samtlige, hentet uden-
fra, gaar ud paa at harcellere og nedsætte Kvinden; men det
viser i alt Fald, at selv det uskyldigste Blad finder det tidsmæssigt
tappert at herme efter. Mere betegnende er det, hvad vore
betydeligere Blade i dette Stykke bringer tiltorvs. Vi har nu
blandt mange morsomme Ting faaet Pariserudgaven af Mme.
Rouzades Optræden som Talerinde. Vi har faaet Mme. Mackays
Historie, hin rige Amerikanerinde, der havde den Særhed ikke
at finde det hyggeligt at have et stygt Portræt af sig daglig for
Øie, og som, efterat hun havde betalt Mesteren de forlangte
70,000 Kr., resolut ekspederede det ud af Verden igjen, i Pa-
risernes Øine en crimen læsæ meissoniatis, der ikke undlod
at drage et sandt Styrtebad af Forhaanelse over den dum-
dristige efter sig. En Kvinde, og Meissonier! . . . Se disse Er-
obringer for vore Blade hjemme skal vi ikke opholde os
ved; men der er kommet en til, som ikke kan, ikke bør gaa
upaatalt hen.

For nogle Aar siden tildrog der sig i en engelsk Jernbane-
kupé en Skandalhistorie, noksom bekjendt.

Alle franske Blade var dengang enige i at billige Dommen,
der traf Forbryderen, og i at udtale sin Beundring for den
fornærmede, der kjøbte sin Ære ved paa det farligste at
risikere sit Liv.

SIDE: 189

"En Gentleman sig saa kompromittere!
"En Militær, en Militær sig saa blamere!"

Saa hedte det dengang, og alle Nationer stemte mer eller
mindre indigneret med. Hjemme stod vi forbausede over, at
noget som dette kunde volde saadan Larm.

Nu har Bladet vendt sig. Den samme Baker Pascha har
efter flere Misgreb og Uheld endelig vundet en Dusk Laurbær
nede i Ægypten, han er nu bleven Dagens Helt. Hans Por-
træt, et Billede paa raa Sanselighed, kan man se udstillet paa
alle Boulevarders Aviskiosker. Der solliciteres for ham, at han
med Ære skal optages igjen i den engelske Armé, hvorfra hin
Dom havde udslettet ham. I den Anledning vaskes han nu
fuldkommen ren for den nævnte Forbrydelse, medens Gjen-
standen for den, efter Dagens Skik, paabyrdes Skylden, med
andre Ord, hendes Minde tilrakkes paa det skjendigste.

I det hele taget vil det synes os, som om vort alvorlige
Norden øser vel sterkt af franske Kilder. Vi kan saaledes godt
 -- for at nævne en uskyldigere Ting -- undvære Parisermoderne,
med deres særlige Specifikationer af Kapricer og Finesser,
hvormed man i den senere Tid har glædet os. Det er ikke
til Modedukker, vore Damer i Tider som disse yderligere
trænger til at uddannes, det er til noget ganske andet.

Disse nogle Betragtninger, som en rolig, uforstyrret Tilskuen
af Tilstandene her paa Stedet mod min Vilje har givet et
skjærpet, maaske for mørkt Præg -- med Indignationen, Ræd-
selen har man ondt for at gaa paa Akkord -- , disse nogle Be-
tragtninger vil man ikke forarge mig, at jeg giver i Form af
en Advarsel.

Og særlig til vore Høireblade være denne rettet, til ethvert
af vore offentlige Organer, der let kunde fristes til at optage
enhver ærlig, paa Sandhed og Ret grundet Udtalelse fra den
fiendtlige Side -- Initiativet er givet -- som en ny Stridens
Hanske. Vogter eder for at gjøre den Sag, hvorom her er
Tale, til et Motiv i eders Partistrid. Kvindesagen er en Men-
neskehedens Sag, ophøiet over alle Partier, ligesom den ufra-
vigelig maa danne det usynlige Grundlag, hvorpaa enhver sand
Fremadstræben maa bygges, og hvori alle Partier, det haaber
vi dog, tilsidst vil enes.

SIDE: 190

EN NAT I ROSENBORG HAVE.

Af Fætter Fantasus's Dagbog.

Det kunde synes underligt nok, at jeg, der har reist meget,
har besøgt Syd- og Vesteuropa, ogsaa et Par Gange berørt
Danmark, dog aldrig havde været i den danske Hovedstad.
Og mine Forældre havde dog oftere besøgt det. Imidlertid havde
jeg, maaske fornemmelig gjennem Familiepaavirkningen, mod-
taget et af disse Indtryk af Stedet, der er saa levende, at man
tilsidst forveksler Begreberne ikke været med været der og
ender med for fuldt Alvor at indforlive det sidste.

Da jeg derfor en varm Juliaften i Aaret af vor Tidsregning
1880 drog gjennem Byen, forbi Thorvaldsens Museum, Chri-
stiansborg, ned ad den livfulde Østergade og havde naaet den
store Plads, der vel tør betegnes som dens fashionable Cen-
trum -- Akselstadens Place de la Concorde -- , var jeg vistnok
bleven grebet af noget uventet, overraskende, men det tiltalte
mig dog som det længe bekjendte. Der var det nye Teater,
der Charlottenborg, der "Hesten paa Kongens Nytorv". Jeg
tog ikke feil af noget. Det var i mine Forældres glade Kjø-
benhavn, jeg befandt mig.

Paa Hvile inde var der ikke at tænke. Efter at have bragt
Tøiet i Sikkerhed i Hotellet, drev det mig lige ud igjen.

Jeg fulgte den nye Boulevard, der har fortrængt de patri-
arkalske Volde, indtil jeg stod foran fjerde Christians gamle
Slot. Ogsaa dette hilste mig saa bekjendt som Kirken hjemme.
Det havde prydet min Faders Væg i Kobberstik, min Søster
havde broderet det i Silke paa en Festgave til Mama. Som et
Stykke Eventyr midt i Dagsprosaen dukkede det, med sine
slanke Spir og Taarne, op bag de andre Huse. Den øverste
Brem af Alléen bagved luede endnu i de sidste Solstraaler og
syntes uimodstaaelig at vinke indenfor; jeg modstod heller ikke.

Man maa have reist Dage og Nætter i ett Træk paa Jern-
bane for at forstaa, hvad det vil sige pludselig at kunne aande
op i den friske, svale Skovluft, medens Øiet ligesom beruset
hilser det saa længe savnede kjære Grønne, hilser Skjønheden!
Og her omgiver den os, hvor vi ser hen. Disse majestætiske
Løvhvælvinger, disse dæmrende Perspektiver, der lader os
skimte Eventyrslottet snart fra en, snart fra en anden malerisk
Side -- det var selv et Eventyr; saa følte jeg det i det mindste,
der havde tilbragt tvende Døgn indesperret i de kvalme Kupéer.

SIDE: 191

Enkelte spadserende drev endnu omkring og nærmede sig
nølende Udgangen, som om de tænkte: I de kvalme Stuer
kommer vi tidsnok. Mig var denne Ensomhed, denne fuld-
komne Stilhed netop tilpas. Endnu sporedes intet til Trætheden.
Tvertimod. Jeg havde ikke paa længe følt mig saa spænstig,
saa modtagelig for, saa fuldt nydende alle Indtryk. Man glider,
maaske selv ubevidst, paa denne ligesom af ukjendte Kræfter
baarne, nervøse Incitation, der umiddelbart pleier at følge paa
Overanspændelsen.

Slottet med Standbilledet udenfor skulde allerførst tages i
Øiesyn, derpaa Havens øvrige Merkværdigheder.

Rosenborg Slot maa sees i Afstand.

Jeg sad længe paa Terrassen foran Støtten.

Staden huser allerede en Række Mindesmerker over de
oldenborgske Konger. Dette er reist for den berømteste af
dem. I det hele eier den usedvanlig mange Æresminder over
store Mænd; noget Friluftsmonument over en Kvinde eksisterer,
tror jeg, derimod ikke. Det faldt mig ind, fordi jeg netop
havde oplevet den høitidelige Afsløring af den preussiske Dron-
ning Luises Standbillede, en sand Folkefest. Danmark har dog
havt nogle Regentinder, der alle, merkeligt nok, var betydelige,
ja en endog "nordisk Semiramis". -- Mon der findes noget
saadant over nogen af disse?

En viss i Emancipationens Tjeneste virksom Dame, som jeg
er saa lykkelig at kalde min Kusine, vilde, hvis jeg uforsigtig
havde ladet denne Betragtning faaet Ord i hendes Nærhed,
sandsynligvis faldt ind: Æresmindet over dem, min kjære
Fætter, har Landet sat dem i en viss Lovbeslutning fra Rigs-
dagen i 1859 . . . [fotnotemerke] 

Hvad der nu kan siges derom, saa er det en egen Sag at
finde den rette Stemning ligeoverfor denne voksende Skare af
Mindesmerker og Kunstverker, hvori Nationerne, naar Leilig-
hed gives, sørger for at rekrutere sin Hæder. Jeg er ingen
Entusiast, kan vel neppe kaldes nogen Sangviniker i dette
Ords gjængse Betydning, men er heller ingen saadan pessimi-
stisk Grubler, som man gjerne vil gjøre mig til. Med Følelser,
som jeg vil have ondt for at beskrive, da de har rodfæstet sig
i Sjælen fra Barneaarene, har jeg staaet foran det eneste Mo-
nument af den Slags, vor Hovedstad hjemme endnu har at
opvise: Rytterstatuen -- Helteskikkelsen, den sande kongelige
 -- af den Mand, der kom til os samtidig med vor unge Fri-
hed, der blev dens Vern mod den selv, dens faderlige Leder,

Fotnote: At kvindelige Descendenter udelukkes fra den danske Trone. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 192

da den mest trængte til en saadan, han, Grunderen af vort
Dynasti, Nationens alle gode Aander beskytte og opretholde os
det! . . . Thi, sandelig, den har ikke lært at undvære dette Vern
endnu, vor unge Frihed!

Dog, det maa være Mangel paa Storsind hos mig, ja, kald
mig Særling, Pedant, Filister, alt, hvad I vil, men ellers har
kun faa af disse verdensrenommerede Hædersminder -- og under
mit stadige Reiseliv havde jeg dog havt Anledning til at se de
forskjelligste -- formaaet at aftvinge mig denne uvilkaarlige,
andagtsfulde Betagenhed, som de alle mer eller mindre kræ-
ver af os . . . Ja lige fra den store Nationbesverger og Lande-
sluger oppe paa Toppen af Vendômesøilen ned til salig Bell-
man har jeg havt disse gjenstridige Følelser at verge mig imod.
Man kan vanskelig undlade at tænke: Havde du, hyggelige
Selskabsbror, Tallotterisekretær, havde du levet i en mindre
"salig" Tid, og havde du valgt at besynge mindre salige Til-
stande . . . Og havde du, o store Verdensomkalfatrer hist oppe
paa Søilen, nøiet dig med at slaa saa mange Individer ihjel,
som du har befordret Millioner ind i Evigheden . . . Og havde
du, o store Eventyrer fra Narva og Bender, foretrukket at
gjøre dit Land lidt mindre bemerket og lidt mindre elendigt,
og havde du deroppe dit og du deroppe dat -- saa vilde I
neppe staaet der nu, og en rolig, nøktern Samtid vilde afgive
eder til Eftertiden under helt forskjellige Navne.

Hvad er det da, Tiderne bøier sig for, og hvad reises der
Æresminder for?

For Storheden er det, lige meget i hvad, naar den blot er
stor -- stor nok til at lamslaa Samtidens Bevidsthed og grun-
dig vende op og ned paa dens sunde Dømmekraft. Det er for
Storheden, selv om den er Djævelens, den bøier sig og reiser
Æresminder.

Statuen histhenne indbyder vistnok ikke til saa rebelliske
Betragtninger. Det er et mere tiltalende Billede af den be-
rømte Oldenborger, end man er vant til at se det paa Kobber-
stikkene og Malerierne, og som i sin noget plumpe Førhed,
Haaret kartet ned over den tykke Pande og de vredtblinkende
Øine, er bleven typisk for denne Monark. Mere ungdom-
melig kjæk, med et vindende Udtryk staar han her. Og dog
maatte jeg tænke: lykkelig den Mand og den Kvinde, der ikke
levede i din Nærhed! Lykkelig vil vi i det hele skatte vor
Tid med al dens Brøst, alle dens Kvaler, al dens Forvirring
mod hint Tidsafsnit, da han byggede Borgen der, -- Stok-
prosaismens, Stokkeregimentets, Drikkegildernes og den platte

SIDE: 193

Sanseligheds Aarhundrede, dette Aarhundrede, der endnu ikke
havde opfundet Emaljeringen for det hæslige, hvilket det næste
fik Æren for? . . . Og i den nu sterkt tiltagende Dæmring syn-
tes jeg Øinene begyndte mere og mere at antage hint vrede
Udtryk paa Billederne, og det majestætiske Slagsverd, hvortil
han lænede sig, langsomt runde sig til Stokken, dette skræk-
indjagende, mest betegnende Symbol paa hans Magt, der endnu
opbevares, fortælles der, som et talende Vidnesbyrd fra hine
Hustugtens og Tyranniets feudale Tider.

Det var en deilig Plads, denne paa Terrassen foran det gamle
Slot og Statuen af den Mand, der havde bygget og beboet det.
En herlig Plads i den dæmrende Aftenstilhed! ret skabt til
store, alvorsfulde Betragtninger.

Det var endnu et Monument at opsøge i Haven, før jeg
kunde forlade den. Hvilken Kontrast bød ikke dette? Til
dette gaar man med sine frommeste, barnligst-vemodige Følelser
 -- Mindesmerket, som er reist over Danmarks -- ja vi kan
sige Nordens populæreste, kjæreste Digter, den første, vi læste,
da vi havde lært at læse, den sidste, vi maaske læser, naar vi
er bleven kjed af alle de andre og ønsker, at vi kunde blive
Børn igjen. I tyske Aviser havde jeg læst Beretningen om den
festlige Afsløring af dette Mindesmerke, der havde fundet Sted
tidligere paa Sommeren.

Men hvordan jeg gjennemspeidede Haven i alle Retninger,
vilde det ikke lykkes mig at opdage noget Monument. Alle
Pladser, hvor det rimeligst maatte søges -- ingen Statue af den
store Eventyrdigter og Børneven, det var dog besynderligt!

Naturen krævede endelig sin Ret. Jeg var sunken ned paa
en, den første den bedste Bænk. Trætheden var kommet saa
pludselig, saa overvældende, at jeg i den besynderlige Tilstand,
hvori den forsatte mig, flere Gange maatte besinde mig paa,
hvor jeg var. De sidste Indtryk blandede sig med Reminiscen-
ser fra Reisen i en sand broget Forvirring. Snart befandt jeg
mig foran den skjønne Dronnings huldt smilende Billede, saa
stod jeg med ett foran Oldenborgerens Statue, der ganske havde
undergaaet Forvandlingen til den gamle, barske Christian den
fjerde. Snart søgte jeg fortvilet efter det andet Monument,
saa drev pludselig en Bevidsthed om, at det var bleven sent,
og at det nu kunde være fornuftigt at søge hjem til Hotellet i
en god Seng, mig hen mod Udgangen; jeg lukker Porten op,

SIDE: 194

og se, saa staar jeg paa en skummel Perron, hvorpaa det lange
Træn snøftende og hvæsende venter paa Signalet . . . Med dette
skulde jeg jo gaa, der bruser det afsted! . . . Holdt, holdt! skreg
jeg og fór op . . .

Men der sad jeg jo paa Bænken, hvor jeg havde siddet og
endnu blev siddende.

Hvor længe, ved jeg ikke.

Klokken slog i det nærmeste Taarn, forskrækkelig mange
Slag. Skumringen var sterkt taget til. Slottet med sine spidse
Taarne tegnede sig nu kun som en bisar Doré-Fantasi silhouet-
agtig mod den blanke Nordvesthimmel. Springvandet var den
eneste Lyd, der hørtes.

Jeg saa paa Uret.

Hvad for noget! tolv! nei, det er ikke muligt!

Jeg skyndte mig mod Udgangen: Lukket, laaset. Intet Liv
at se udenfor. En fjern Rullen af en enkelt Vogn afbrød
stødvis Stilheden.

Idet jeg gik tilbage ad Hovedgangen, saa jeg en Mand lang-
somt bevæge sig foran mig og bøie af i en Sidegang tilvenstre.
Da jeg havde naaet denne, var han ikke til at se. Det maatte
været Indbildning. Men idet jeg passerede Bassinet, saa jeg
atter hin Skikkelse paa Bænken ligeoverfor. Denne Gang var
det ikke Bedrag. Han havde en Bog i Haanden, hvoraf han
syntes at læse op med Gebærder, som om han havde en Til-
hørerkreds om sig.

Fra den anden Side mod Boulevarden, hvor jeg havde haa-
bet at slippe ud, var der ogsaa lukket, og jeg vendte nu tilbage
muligst fattet paa den Udsigt at tilbringe Natten i mit ufrivil-
lige Indelukke.

Jeg havde udsøgt mig en Bænk i en af Sidegangene, der
støder op til en Gade, som jeg tror kaldes Sølvgaden, og gav
mig herfra til at speide omkring, om jeg kunde se noget til
min mystiske Nattefælle.

Tilvenste hen mod Hovedgangen kunde jeg ikke øine ham.
Heller ikke i Retning af Bassinet. Da jeg derpaa vendte mig
om tilhøire, sad han paa Bænken ved min Side. Ganske stille
maatte han være kommen fra den modsatte Kant.

Saavidt jeg i den nu sterke Skumring kunde iagttage det, var
det en storslagen, lidt skjævbøiet Mand med store Træk, der,
af Alder eller Bekymringer temmelig udhulede, traadte endnu
mere markeret frem; de lange, magre Hænder holdt endnu
Bogen. Han mindede mig om nogen, hvor havde jeg dog set
dette Ansigt?

SIDE: 195

Han hilste artig og spurgte, med hvem han havde den For-
nøielse? . . .

Da dette var besvaret, blev samme Spørgsmaal rettet til ham.

Andersen, sagde han med et keitet Buk.

Ah, Andersen! Carl Andersen? spurgte jeg nølende.

Nei, Digteren Andersen. Saa kaldte man mig engang. Har
De set mit Standbillede?

Aha, er det saadan fat! tænkte jeg. En ikke ganske lystig
Situation, indelukket den dunkle Midnat i den øde, fremmede
Have og med en Selskabsbror, hvis aandelige Tilstand ikke
syntes tvilsom. Det gjælder at tage sin Mand rigtig.

Har De set min Statue, Mindesmerket? gjentog han med en
smertelig Betoning.

Jeg svarede med en benegtende Gebærde. Da jeg havde
hørt, at ligeoverfor Folk af hans Art gjør man altid klogest i
at gaa ind paa deres Fantasispring, hvor vilde disse end arter
sig, beskrev jeg ham med stor Iver mine spildte Anstrengelser
for at finde den.

Nei, De kan nok søge. De skal have ondt ved at finde den.
Se derhen! Han pegede tilhøire. Som Forbryderen, der be-
graves uden Sang og Klang under Kirkemuren, har man pla-
ceret Mindesmerket over "Den grimme Ællings", "Ole Luk-
øies" og "Hyldemors" Forfatter. Se engang, hva synes De?

Jeg fulgte Retningen af hans Finger og saa nu omtrent i
tyve Skridts Afstand i Udkanten af Haven, lige for Enden af
Alléen, en stor, graa Firkant, som jeg vistnok flygtig havde
bemerket, men i Dæmringen taget for noget ganske andet. Nu
viste det sig tydelig som Sokkelen til en Statue. Træveksten
bagved var netop her noget tynd og forkommen, saa den gamle
Husrække bagved med sine røde Tage kom til at danne Bag-
grunden. Nogen Statue, det saa jeg da tydelig, var der imid-
lertid ikke. Som om min uhyggelige Nattefælle havde gjettet,
hvad jeg tænkte, tilføiede han:

Ja, Støtten selv maa De ikke nu søge der. De ved jo, eller
maaske De ikke ved det, at sande Kunstverker, det vil sige de af
Geniet virkelig beaandede, tør have sine Mindefester. Disse
Mindefester svarer nøie til de Dage i Aaret, hvor de i levende
Live har oplevet det for dem kjæreste og mindeværdigste. En
saadan Dag forundes det dem at se, høre, føle, kort en flygtig
Afglans af Liv, og naar Midnatstimen slaar, tør de endog stige
ned til den kjære, vante Jord, hvor Gruset knirker saa hjem-
lig kjendt under Fødderne, og strække de stivnede Lemmer,
inden Forstenelsen griber dem igjen i sine isnende Arme. Ingen

SIDE: 196

af dem, som pryder vor Hovedstad, vil lettelig forsømme at
benytte sig af dette Privilegium -- det skulde da være Torden-
skjold, der maaske helt bliver der, hvor han staar; han ynder
ikke Kirkegaarde. Det drev ham engang derfra, ned mod den
friske Sø, hans sande Element, men han kunde ikke faa Por-
ten op. Men som sagt, denne Forret har kun de sande Kun-
stens Verker; hvor denne belivende Gnist ikke har berørt dem,
er de den evige Forstenethed hjemfalden. Femte Christians
Rytterstatue paa Kongens Nytorv med flere renommerede Kunst-
verker, jeg nævner ingen -- vaagner maaske slet ikke til dette
Mindernes stakkede Liv. Og ham under dog en taknemmelig
Samtid Ærespladsen i vor stolte By, medens jeg -- oh!

Her stansede han, som om Stemmen vilde svigte. Hvad
skulde jeg svare til alt dette! Kun ved et stumt Minespil ud-
trykke min Deltagelse. Jeg kunde jo ikke længer betvile, hvor-
dan det egentlig stod til med ham. Og dog var der i hans
hele Personlighed og Udtryksmaade noget, der besynderlig
vilde rive mig ind i Fiktionen, saa jeg havde min Nød med at
beholde mit Standpunkt, det kolde Ræsonnements. Jeg har for-
gjæves senere villet gjøre mig selv Rede for mine Følelser hin Nat.

Siden min Afsløringsfest har jeg oplevet tvende slige Minde-
dage. Og vil De tro det, de er kun bleven Lidelsesdage. Den
ene af disse Dage faldt paa den, da jeg feirede den første, alt-
for længe undertrykte Erkjendelse af mit Digterværd. At denne
Erkjendelse skyldes Udlandet, vil mindes fra "Mit Livs Even-
tyr". Herhjemme havde indtil da Venner og Fiender kappe-
des om at kvæle denne Tro paa mig selv og mit Kald, uden
hvilken en Digter ikke kan blive Digter. Man betegnede mig
endnu som den indbildske, forskruede, umodne Dreng, og jeg
havde dog fyldt mit tredivte Aar, havde skrevet "O. T." og
"Kun en Spillemand". Er det dog ikke besynderligt, at man
først skal hente dette Testimonium hos Fremmede, inden man
hjemme tror paa det?

Jeg forsikrede ham med den samme Bereredvillighed til at
komme hans Tankegang imøde, at det var ligesaa hos os.

Nu, mine Landsmænd har rigelig, da Lykkens Dage kom,
oprettet denne Uret, men dengang, da jeg mest trængte til Op-
muntringen, vansmægtede jeg! . . . Dog, dette er Ting, som De
ikke saa let kan sætte Dem ind i, og jeg frygter, at jeg trætter Dem.

Jeg forsikrede ham atter, at jeg godt kunde sætte mig ind i
det. Jeg havde endog hørt om Digtere, for hvem Opreisnin-
gen hverken var kommen udenfra eller indenfra, og som var
gaaet i Graven ligesaa forknytte, som de havde levet. Ham

SIDE: 197

vilde jeg lykønske, der saa smukt og rigt havde oplevet denne
Opstandelse.

"Det er sandt," sagde han med et lykkeligt Barns Udtryk.
"Det er sandt. Opreisningen kom -- pludselig, rigelig fra Sve-
rig, fra Tyskland kom den, og den fandt sit høieste Udtryk
i hin Artikel i "London Literary Gazettes" i 1835.

Det var denne Dag, da jeg med ydmyg Tak til Gud havde
læst denne Artikel, det var denne uforglemmelige Dag, der
vakte mig til den første Mindefest efter Afsløringen af mit Mo-
nument. Fra min Piedestal havde jeg forgjæves ventet paa en
Tilstrømning af Besøgende. Den hele Formiddag havde jeg
ikke set andre passere end nogle Arbeidsmænd, en invalid
gammel Herre, der slæbte sig forbi, støttet til en Tjener, og
en stakkels ung, bleg Dame, hvem et haandfast Fruentimmer
trak i en Sygevogn. Mod Aften kom der tre svenske Studen-
ter; de forsikrede, at de havde søgt i en Time efter at finde
mig; jeg kan forresten ikke sige, at jeg fandt mig særdeles op-
bygget ved deres Besøg. Der udspandt sig en Disput mellem
dem om min Næse, som den ene af dem sagde var for stor,
den anden paastod var for liden, da en Onkel af ham engang
havde taget en Skisse af mig personlig, der endnu opbevaredes
som en Relikvie i Familien. Det var fan så ohygglig en plats!
mente den tredje, der mindre havde taget Del i Striden, idet
de fjernede sig, og deri syntes de alle enige.

Idag var den anden glade Merkedag. Jeg havde tilbragt
Aftenen efter naadig Indbydelse fra Hs. Majestæt Kong Frie-
derich Wilhelm IV af Preussen, og kun for ham, Dronningen,
Humboldt og to Kammerherrer oplæst "Grantræet", "Den
grimme Ælling" og "Toppen og 
Boldten". Det var en velsig-
net Aften. Som et Bevis paa Hs. Majestæts Yndest blev der
mig endog før min Afreise overrakt Ridderordenen af den røde
Ørns tredje Klasse. Jeg blev saa usigelig glad. Hvordan me-
ner De saa, jeg feirede dette glade Minde?"

Denne sidste Vending og endnu mere Tonen deri rørte mig
forunderlig, ja midt i Bevidstheden om mine bedre ordnede
Koncepter følte jeg mig ussel og liden ved Siden af ham. Og-
saa jeg havde modtaget en Orden engang ved at komplimen-
tere en fyrstelig Turist, idet han steg iland paa en Skibsbrygge.
Jeg havde redelig gjort mig Flid for at opdrive denne stoiske
Ufølsomhed, denne overlegne Ro, man har at iagttage ved den
Slags Beskjæringer, medens jeg -- skal jeg være ærlig -- ogsaa
var "usigelig glad" i den.

SIDE: 198

"Hvorledes", gjentog han, "mener De, jeg har feiret den?
O, det havde næsten været bedre, man havde vendt mig mod
Gaden, saa havde jeg i det mindste kunnet se Skomagerens Børn
lege histovre, og den unge Pige paa anden Sal vilde, hver
gang hun fodrede sin Kanarifugl i Vinduet, maaske venlig
nikket herover og tænkt: der sidder Andersen! Mod Aften
kom der en trivelig Bondepige i Hedebodragt, ledsaget af en
Artillerist, og tog Plads netop paa Bænken her, medens de
Smaa, tre Stykker var der af dem, legede omkring. Paa én
Gang tog de Veien ned mod Monumentet . . . O, mit Hjerte
bankede mod dem! Da raabte en skingrende Stemme: Hvad
skal I der? I maa holde jer henne mellem de andre! Og da
de søde Smaa blev ved at lege Tagfat omkring mig, skreg
hun tilsidst: Frederik, Lodvig, Mille! Kommer I ikke, saa
hopper den stygge, brune Manden ned og tar jer! Det kræn-
kede mig dybt."

Han taug igjen.

"Med ubeskrivelig Længsel har jeg ventet paa at høre Mid-
natsklokken lyde, da jeg turde stige ned fra denne forhadte
Plads og søge ned mod Havens Midte. Ja derhen, derhen
drager det mig, hvor Folkestrømmen blander sin Summen med
Vandspringets muntre Rislen, derhen hvor Børneskaren jubler
og leger! Da lever jeg i den Indbildning, at de endnu flokker
sig om mig, jeg ser deres kjære, glade, spørgende, lyttende
Ansigter, naar jeg fortæller dem om Skorstensfeieren og Hyrd-
inden og Tommelise og om Svinedrengen, som vragede Prinsessen
. . . Se derhenne paa Rotunden hist, netop der havde jeg drømt
om, at mine Landsmænd havde undt mig en Plads. Nei, til-
venstre . . . der, mener jeg!"

En Hane galede over i Sidegaden. Ah der! sagde jeg uden
ganske at have forstaaet ham. Ja vistnok, det havde været
langt mere . . . Jeg vendte mig til min natlige Fælle.

Han var forsvunden.

Uvilkaarlig søgte mine Øine ned til Monumentet.

Der stod det med den gamle Husrække bagved. Det første
Morgenskjær brød sig mod Kvistvinduerne og de røde Tegl-
tage, der ligesom haanende kastede Refleksen tilbage over
Hoved og Skuldre paa den siddende Figur -- Broncestatuen
af Nordens største Eventyrdigter Hans Christian Andersen.

SIDE: 199

CHRISTIANIA PROMENADER.

(1882.)

I tidligere Bøger, jeg vil kalde det: i min Produktions skyld-
løse Periode, har jeg givet nogle Skildringer af vort Lands
Natur, deriblandt en fra Christiania og Omegn, betitlet "Byen
og Stranden". De er opfattede, disse Smaabilleder, med denne
naive Beundring, denne Kjærlighed til Naturen og Lokaliteterne,
som endnu ikke havde formet sig til en mere bevidst Ansku-
else: jeg havde ikke set stort af Udlandet dengang.

Nu har jeg det. Jeg har havt Anledning til at lære nogle
af dets mest udskregne Egne at kjende. For at begynde med
"La bella Italia" har jeg altsaa mindst ett Sammenligningspunkt,
og jeg siger: vort Norge bærer Prisen. Det bærer Prisen for
alle andre Lande, naar man med Naturskjønhed mener denne
inderlige Sammensmeltning af det grandios ophøiede med det
yndige, blideste i en sjelden harmonisk Forening.

Fra Florents valfartes der daglig op til Høiderne af Fiesole-
Klosteret [fotnotemerke] med sin berømte Udsigt over Arnodalen. Man kan
svimle ved at se ned paa disse Vidder, oversaaede med Villaer
og Slotte, Byen med sine Domer og Kirkespir fjernere ud, og
gjennem alt dette snor sig søvnig den graagule Arno. Det er
noget nyt, forunderligt for os Nordboer, men det lader os util-
fredsstillet. Vi savner Perspektiver, vi savner Skygge, tørster
efter noget, der skulde formidle alt dette spredte.

Skuet fra Terrasserne ved Sorrento ud over den næsten cirkel-
runde Golf er ligeledes verdensbekjendt. Midt imod: Neapel,
tilhøire Vesuv og tilvenstre i Havbrynet, ligesom bevogtende
Indløbet, Kapri's hvilende Sfinksgestalt. Jeg hørte denne Ud-
sigt hver Dag prise i alle Tungemaal, stemte selv i med. Men
Udsigten fra Ormøen ude i Bundefjorden er smukkere.

Her stod jeg en Sommeraften oppe paa Platformen ud mod
Vest, som netop har levnet Plads til en smuk, liden Villa, der
beboes af min kjære gamle Veninde og Skolekamerat -- dette
vidunderlige Plateau, der er ligesom med Jettebiler hugget ind
i Øens steileste Pynt, medens Naturen kjærlig synes at ville
dække Indhugget ved at brede sin rigeste Vegetation over.
Man kan spare sig Pusleriet med at plante selv; af hver Fjeld-
spræk myldrer der Blomster frem; det laver ned ad de steile
Skrænter af Busk- og Slyngvekster, bag Husets Væg løfter
Birkeskogen sig op til Høiderne.

Fotnote: Her levede og døde den berømte Maler Fiesole som Munk. 
(Anm. fra 1882.)

SIDE: 200

Fra dette Punkt overskuer man et Panorama af Fjorden og
Indløbet til Christiania, som maaske ikke fra noget andet i dets
nære Omegn. Hist nede Malmøen saa nær, at det ser ud,
som om man med et heldigt Kast kunde svinge sig ned paa
den; saa de andre Øer, fortonende sig udover, indtil de fjerne
Bugter ved Bygdø; Byen i malerisk Fjernhed, sluttende Per-
spektivet mod Nord. Helt over fra Bygdø havde Aftensolen
lagt et bredt Belte af mat, bævrende Guld. Skibe med slappe
Seil gled som fantastiske Drømmesyn langsomt frem og tilbage
paa dette magiske Speil -- og jeg skuede og jeg raabte, og jeg
tabte mig igjen i Beskuelsen for at raabe: dette er det deiligste,
jeg har set og nogensinde faar at se!

Men slige Udraab undslipper os rigtignok ogsaa let, naar vi
staar oppe paa Bygdøhøiden og ser indover mod Byen; ja
disse Høider vil have hørt mange saadanne Udraab. Kan man
sige, at Ormøen byder den skjønneste Udsigt over Fjorden og
Indløbet, saa gjælder det samme i fuldt Maal Bygdø, naar der
er Tale om Stranden; derunder forstaaet den hele Kompleks
af Land og Sø, der danner Byens Omgivelse ud mod Vest.
Det er sandt, man kommer ikke langt med at ville beskrive;
et oprigtigt, fra Hjertet brydende: "dette er det vakreste, jeg
har set!" siger maaske mer. Hvo tænker paa en Beskrivelse,
naar vi oppe fra Tinderne paa Oscarshal skal samle de Enkelt-
heder, vi nys flygtig beundrede, til det hele Billede, der ud-
breder sig for os! -- et Naturens Festskrud foldet ud over
Dalen, med sin rigeste Skjønhedsbrem svøbt om Bugten? . . .
Her er alt, hvad Øie og Sind kan begjære -- Skov og Mark,
Fjeld og Sø, Kirker og Slotte, gamle Landsteder, halvt skjulte
under hundredeaarige Træer, og nymodens Villaer, og al denne
Herlighed slutter sig tæt ind til vor fornemste By, her
mangler intet for at give denne sit Præg som Storby og
Hovedstad.

Intet? . . . Jo, noget mangler dog. Disse Lunde og Have-
partier, hvorfra et Tag eller Toppen af en Frontespice rager
op, er lutter privat Eiendom; de tilhører kun den enkelte
Mand, der verger for dem med muligst høie Gitre og for-
svarlige Stængsler. Disse Øer, der lokker os saa forunderlig,
vil vise os tilbage, hvis vi nærmede os dem, med et but: "ikke
herind". I denne vide Christianiaomegn findes ikke en eneste
offentlig Have, stor nok til at samle alle Klasser, den fattige
Arbeider som Rigmanden, den tarvelige Haandverksfamilie som
den elegante Dame, der synes, Stedet kan ikke være heldigere
til at vise sig i sin nye Ride- eller Spadserdragt.

SIDE: 201

Dette er Christianias bitreste Savn, der, saalænge som det er
forblevet uafhjulpet, har betaget det Ret til at kaldes en Storby.

Dette er Christianias sørgelige Hemmelighed, at det selv har
forskjertset Muligheden til at faa dette Savn afhjulpet. Hvor
skal man nu tænke paa at afvinde dets nære Omegn et Terræn,
vidtstrakt nok til at opfylde de Betingelser, man maatte stille
til et saadant Anlæg? Christiania, der er bleven ved at bygge
og bygge, med den bekjendte insolente Foragt for al Besparelse
af Rum, og med denne Mangel paa Orden og Skjønhedssans,
som vil blive Efterverdenens Fortvilelse, har ikke levnet noget
saadant til offentlige Haver. Dets Maade at bygge paa har
ikke alene stængt Pladsen for alle Anlæg af den Art, men
overhovedet for det, vi kalder By. Hvad er her By, og hvad
er Land? kan vi spørge, naar vi undtager den vestlige Side af
den, hvor Slotsomgivelserne og Villabebyggelsen byder et Slags
Vern mod Vandalismen, medens denne des haardere har truffet
Byens andre Udkanter. I alle Udlandets større Byer vil man
se deres nye Partier ordne sig i tætsluttede Rækker, Hus til
Hus, medens det derved indvundne Rum, hvoraf hver Fods-
bred repræsenterer en liden Kapital, er udlagt i brede, luftige
Avenuer, som med sine skyggefulde Alléer selv kan tjene som
Parkanlæg . . . Den Aand, som har raadet, det vil sige faaet
Lov til at raade i Bebyggelsen af den nye Del af vor Hoved-
stad, kan man træffende sammenligne med lille Petter eller
Karlemand, der er bleven kjed af at stille Æskens Indhold op
i Rækker og Rader, og tilsidst drysser det hele ned over
Gulvet. Naar lille Petter eller Karlemand bliver stor, vil han
selv med Bedrøvelse anstille Sammenligningen og finde den
saare træffende.

Selv i de engang ordnede Partier af vor By har Bygge-
ugenertheden trængt sig ind og gjør alt, hvad den kan, for at
forstyrre Harmonien, som f. Eks. i Homansby. Den er nu
engang stemplet til et Villakvarter, det eneste, vi har af den
Slags; men disse Kaserner af Murhuse, som Byggespekulationen
reiser, et her, et der, som det kan falde, -- vil tilsidst ganske
betage det Karakteren af et saadant. Jeg søgte efter en liden
Villa deroppe, som jeg havde beboet i nogle lykkelige Aar;
den laa dengang saa frit og vakkert paa et Hjørne med Have
til. Pladsen foran var nu optaget af et Par af disse uhygge-
lige Kolosser af Bygninger; og indeklemt i Vinkelen bag disse
fandt jeg endelig vort kjære, forrige Hjem.

Ja, vel kan man spørge, naar man nu besøger Christiania og
forsøger at orientere sig lidt paa de gamle Steder: hvor ender

SIDE: 202

Byen, og hvor begynder Landet? Er det By, er det Land,
dette Virvar af Huse, slængt uvilkaarlig hen efter Veien, et
stort, et lidet, et paa langs, et paa tvers, med en Maade at be-
nytte Rummet paa, der saarer al Skjønhedssans, uden at ind-
vinde et Gran Fordel for disse Huse selv?

"Det er By, det faar vi nok at føle," siger Belysnings-
væsenet. "Vi hører ikke andet end Skjend; men hvem kan
lyse op paa slige Vidder!"

"Det er By, det faar ogsaa vi at føle," lægger Veivæsenet
til, ligesaa fortvilet over de Fordringer, der stilles til dette.

"Dette er hverken By eller Land," siger Mødre, der sender
Børn paa Skole ind til Byen, ikke mindre mismodig.

"By? Nei, det er Fanden ikke By, dette!" siger Pøbelen.
"derfor behøver vi vel ikke at genere os saa farlig, men slaa
os lidt løs, som det kan falde."

Og Pøbelen har ikke ganske Uret. Der gjøres heller ikke
et Gran til at lære den at genere sig paa en smuk og anstæn-
dig Maade. Intet Under, at Naturen undertiden gaar over Op-
tugtelsen, eller maaske vi bedre kan sige Optugtelsen over
Naturen, den slette Optugtelse, vi sørger for at give den; der
gjøres intet i denne Retning for at opdrage den simple Mand,
intet for ved at berede ham Indtryk af en ædlere Sort, at vække
hans Sans for en smukkere Anvendelse af sin Fritid. Intet
Under, at den Trang til Forfriskning og Adspredelse efter Ar-
beidet, som han dobbelt trænger til, da Hjemmet gjerne er saa
meget mindre skikket til at yde ham en saadan, arter lidt ud
. . . heller ikke maa det forundre os, at de mindre venlige Fø-
lelser, der altid ulmer i de lavere Klasser mod de mere "be-
gunstigede", drager rigelig Næring af denne Forsømthed og
leilighedsvis giver sig Luft.

Vi siger Klasser, et noget ubestemmeligt Begreb, der især,
naar Modsætningerne skal udhæves ved visse stereotype Be-
tegnelser, faar en maaske lidt anmassende, noget utidsmæssig
Klang. Dannelse binder sig ikke strengt til en bestemt Livs-
stilling, og hvad nu Skilletegnene "begunstigede", "privilegerede"
etc., angaar, ak, Gud hjælpe os! Livets Sorger er mere ligelig
fordelte, end man tænker! Naar vi derfor siger, at medens
Forskjellen mellem "Klasserne" i andre større Byer neppe
træder bemerkelig frem, stikker den intetsteds mere ubehagelig
af end i vort friheds- og lighedsstræbende Norge, saa vil vi
dermed betegne de forskjellige Samfundsstillinger, enhver Stand
fra de høiere til de ringere. Det er denne Forskjel i Optræ-
den og Habitus, som der endnu hos os er gjort saa lidt for at

SIDE: 203

fjerne, men som Tiden medrette bestræber sig for at udjevne;
det er den ringere stillede Befolknings selskabelige Opdragelse,
der er forsømt.

Indrømmes maa det, at forsaavidt denne Opdragelse skulde
fremmes gjennem en større Sammenslutning af "Klasserne"
ude i den fri Natur til fælles Oplivelse, har det sine Vanske-
ligheder. Der skal en særegen Beskaffenhed ved Terrænet
(nota bene naar man ikke fra gammel Tid, da man havde større
Plads at rutte med, har sikret sig det), for at kunne samle og
harmonisk ordne de forskjellige Elementer til et saadant smukt
Friluftssamliv. Den mere dannede stiller heri Regelen kun ett
Krav: Skjønhed og rigelig Plads til at bevæge sig; den simple
Mand nøies ikke dermed, han trænger til noget mere reelt, han
vil have noget at spise og -- man tænke ikke straks noget ondt
 -- at drikke, han vil mores, altimedens han stille kunde paa-
virkes ogsaa af noget andet, mere for Sind og Sjæl løftende,
med ett Ord, hans Behov omfatter alle Elementer i den Re-
kreation, slige offentlige Parkanlæg skulde byde sine Gjester.

Vist er det, at vi ikke har sørget for at berede denne mest
trængende Del af Befolkningen noget af den Sort. Maatte det
derfor ikke undre og forarge os for meget, om den søger ud til
Etterstad og andre Afkroge, hvor den da ogsaa muntrer og
morer sig, "som det kan falde".

Vi har set denne deres Trang til at adsprede sig antage be-
synderlige Skikkelser. Saaledes kunde man for en Del Aar
siden -- jeg ved ikke, om det er Tilfældet nu længer -- , naar
man en Søndags Eftermiddag passerede Christiania Torv, se
hele Pladsen optaget af en Mængde Mennesker -- udelukkende
Mænd -- fordelte i Grupper, omtrent som Spekulanterne paa
en Børs.

"De bytter Klokker," blev der svaret paa vor Erkyndigelse
om, hvad de foretog sig. Altsaa et Slags Hasardspil, neppe til
alles Fornøielse.

Ja, slige Christianiasommersøndagseftermiddage! Hvem kjen-
der ikke dem! Hvo, som har boet i Strøget af Carl Johans
Gade, vil nok ogsaa mindes det melankolske Syn af forkomne
Haandverksfamilier vandre langsomt op ad den i Solstegen for
at søge lidt Forfriskning ude i Naturen efter maaske en hel,
inde i den lumre By hentrællet Uge.

Hvor søger de hen? Efter et Par Timers Forløb ser man
dem vandre forbi igjen. Fatter bærende paa den mindste, Mor
med en Nypetorn eller Hæggeblomstgren, som hun har erobret
maaske henne i Frognermarken. Hvad har de nydt? Intet.

SIDE: 204

Hvor har de hvilt? Ingensteds. De vender nu tilbage, træt-
tere end de gik ud, for at faa sig lidt i Livet hjemme, faa
Børnene i Seng og Hæggeblomstdusken sat i Vand for Ugen.

For atter at ty til Udlandet: hvor ganske anderledes har de
store Byer her sørget for sin Befolknings Tarv, medens de
samtidig har havt sit eget Skjønhedskrav for Øie! Det er her,
vi kan dømme om Virkningen af dette store Fællesskab, hvor
selv det raaeste Subjekt villig bøier sig under den Forpligtelse
at træde anstændig op. Hvad har ikke Stockholm og Kjøben-
havn at opvise af offentlige Haver og Promenader! Kjøben-
havn sin "Kongens Have", Tivoli, det herlige "Langelinje",
Parkanlæggene, der reiser sig paa de sløifede Volde, ikke at
tale om de mere beskedne Rekreationssteder rundt om i Ud-
kanterne, hvor man kan se Borgerfamilierne hyggelig grupperet
omkring Smaabordene, Temaskinen paa Bordet, medens man
muntrer sig ved Musikkens Toner, og Børnene leger omkring.

Man kan faa for meget af det gode ogsaa! vil man maaske
indvende. Det kan nok være. Og saa kommer det an paa enhver
Nations Beskaffenhed, nogle trænger til mere, andre mindre
deraf. Men den anden Yderlighed, at have for lidt deraf,
skulde den være saa meget mere heldbringende? Og for os?
De Bestræbelser, der fra et visst Hold gjøres for at stænge for
det lidet, vi har af den Sort, og at ville forvandle Søndagen til
en fuldstændig Bods- og Bededag, vil neppe føre til det for-
ønskede Maal at opdrage og forbedre Mængden.

Ladegaardsøen? Det gamle Bygdø, vil man sige; her er jo
baade Plads og deiligt nok!

Turen blir for kostbar for hele Familier, og de faa Etablisse-
menter, der findes, byder, vil man sige, ikke den forønskede
Garanti for, at de kan søges af alle.

Vi havde engang, det var i Aarene 1830 -- 40, faaet istand et
Stykke Park derude, nota bene, det var Christiania finere Sel-
skab, der samledes her. Men den Herlighed varede ikke længe.
Klasseaanden, endnu lidt mere borneret-pertentlig, end den er
nu, begyndte at rynke paa Næsen, og Skræmmebilledet: "blan-
det Selskab", opløste lidt efter lidt det hele -- et Bevis for, at
baade Terrænet og Anskuelserne om et saadant Anlægs rette
Maal og Betydning var begge for snævre.

Det er Ligevegten, der her skulde opretholdes; det gjælder
ikke at lade det vippe over i nogen Retning. For nogle Aar
siden kunde Tuileriernes Have i Paris tjene til Model for denne
Ligevegt, denne smukke Neutralitet. Et Storhedens og Skjøn-
hedens Element omsluttede alle lige, intetsteds traadte Klasse-

SIDE: 205

forskjellen finere nuanceret frem. Det er ikke mere saa. Un-
der den sidste Regjering har man bestræbt sig for at udslette
ethvert Præg af den gamle Tuilerihave. Efterat Fjælebods-
kommersen er trukken derind, forsvinder det fine Selskab
mere og mere derfra, og sikkerlig med større Føie, end vor
lille Christianiaklik forsvandt fra Dronningbjerget.

Siden denne Begivenhed er der gaaet en Række af Aar hen.
Vor By er imedens svulmet ud, lig en vandsyg Melon, til et
monstrøst Omfang, medens Haabet om at erholde en Plads til
en eller flere offentlige Parkanlæg er mindsket for hvert Aar.

Da lød der pludselig et glædeligt Budskab. En Anledning
havde aabnet sig til at faa afhjulpet dette Savn for vor By.
Et Stykke Land var bleven den tilbudt, der vilde stille alt i
Skygge, hvad den hidtil havde kunnet ønske sig. Tilstrække-
ligt Areal; den skjønneste, mest oplivende Beliggenhed, som
skabt til at forene alles Interesser, blive et Samlingssted for
alle Klasser. Den hidtil saa stedmoderlig behandlede Østside
af Byen vilde herefter værdig kunne rivalisere med den altid
begunstigede vestre Side. Nu skulde Konfluksen af Kjørende
og Spadserende ligeligere fordeles. Et Parkanlæg her vilde
tillige blive den største Forskjønnelse for Byen selv. Det vilde
komme til at danne Fronten for Indseilingen mod Øst, ligesom
Oscarshal dannede den mod Vest.

Tusender vilde have hørt dette Budskab med Glæde, og med
Spænding imødeset dets Afgjørelse. Det gjaldt at gribe til.

Hvad besluttede Christiania Kommune?

Christiania Kommune fandt, at Pladsen var for dyr, og at
det var bedst at vente til "en anden Gang".

Christiania Kommune fandt det uklogt at indrømme den ene
Side af Byen en Park, da andre Bysider let kunde falde paa
at forlange noget lignende.

Christiania Kommune besluttede derfor, efter moden Over-
veielse, at lade Sagen falde, og har derpaa aabnet Døren for
Udstykningen, for Nedraseringen, for Bebyggelsen, for Hæslig-
heden med ett Ord, og forvist de simple Klasser tilbage til sine
Muntrationer paa Etterstad.

PAA GAMLE TOMTER.

(1883.)

Hvem har ikke besøgt gamle Tomter? . . . opsøgt dem med
denne gjennem Aarrækker opsparede Mindets Ømhed, Mindets
Forventningsfuldhed, Mindets -- Forklarelsestrang! . . . Du, som

SIDE: 206

har prøvet dette Gjensyn, sig, er du aldrig bleven skuffet?
Har det aldrig hændt dig, at du har vendt dig stille saaret bort
fra dette kjendte, kjære, med det Forsæt aldrig at gjense det,
aldrig opsøge det mere, ærgerlig paa dig selv, som man kan
blive det, naar man er kommen i Skade for at knuse sine
Briller eller slaa en Yndlingsvase itu.

Denne uanselige Rønne af et Hus, denne lille Haveplet med
de gamle Træer, er det virkelig Stedet, hvor vi voksede op,
der syntes os at rumme en liden Verden? Var Dalføret hist
saa snævert? . . . Og Søen, "det sorte Hav", hvori vi satte
vore Skibe og lod Vinden bære dem til de fjerneste Kyster -- 
hvad, er det den Dam dernede?

Saa har vi vist alle spurgt, naar Tilfældet førte os i Nær-
heden af Steder, der gjennem den lange dæmrende Fjernhed
stod for os i et ganske andet Mindets Lys.

Der gives ogsaa Gjensyn af kjendte Steder, der nok kan
volde Smerte, men ikke af denne Art nedstemmende. Jeg har
nylig oplevet et saadant. Vi eiede jo et lidet Hus i Homansby,
men havde kun et Par Aar beboet det, da Døden hjemsøgte
det, og lukkede det for bestandig. Siden den Tid, det er nu
over treti Aar siden, havde jeg aldrig magtet at sætte min Fod
indenfor den Port.

Da fortaltes der, at nu skulde Huset rives ned og give Plads
for en offentlig Bygning, en af disse Kolosser, der mer og
mer trænger sig ind i vore Villakvarterer. Saa gik jeg en
Dag derind. Ad Kjældertrappen kom jeg op i Værelserne.
Der var tomt og tyst som i en Grav. Paa Gulvet laa nogle
Murerredskaber. Hvor smukt var der endnu: det samme Tapet
i Dagligstuen, brunt med Guld; under Loftet i Kabinettet de to
Hjørnearabesker, som vi begge for vor Fornøielse selv havde
malt -- til Malerens store Overraskelse. Et saadant Besøg paa
gamle Tomter vækker Følelser, der løfter og beroliger tillige.
Man har staaet som ved en Døendes Leie og taget kjærlig Afsked.

Nogle Uger efter var Huset revet ned.

Men det var ingen af disse Indtryk, der ventede mig, da jeg
efter en Række Aar besøgte Eidsvold, vort kjære, berømme-
lige Eidsvold, Skuepladsen for min Barndom og Ungdom.
Det var hverken Tilfredsstillelsen eller Skuffelsen, det var ial-
fald ikke den Slags Skuffelse, der venter os, naar vi selv er
vokset ud over vor barnlig ungdommelige Erfaringskreds og
vender forventningsfuld, fordringsfuld tilbage -- det var ikke
den, der ventede mig her. Skuffelsen var af en anden, mer
oprørende Art. Her havde Tiden ikke været den ørkesløse

SIDE: 207

Tilskuer, der stille lader det usle, det smaa, men ogsaa det
store bestaa. Men heller ikke som den skabende Magt, vi nu
hilser i den, den Magt, der skaanende fornyer, ordnende for-
skjønner, havde den i denne min Hjembygd fuldført sit Verk
og efterladt sine Spor. Som en rigtig Herjer var den her skre-
den frem, som en brutal Erobrer, der ikke kjender Skaansel,
men blot erkjender Seiren i Ødelæggelsen.

Enhver vil have hørt Eidsvoldsnaturen prise; den er beskre-
ven og besungen mer end én Gang. Man vil dog neppe faa
det rigtige Begreb om denne Skjønhed, naar man følger Lande-
veien, der lidt ensformig, flad, strækker sig mellem Dal Station
og Mjøsen, Bygdens nordlige Grænse. Det er i Trakterne
omkring Vormen og Andelven, vi helst maa søge denne Skjøn-
hed. Og det er sandt, det er vanskeligt at beskrive den hem-
melighedsfulde Ynde, der -- ak, vi maa sige det -- engang
hvilte over disse Kjeder af hinanden krydsende, dybe Dale og
snart steilt opragende, snart blødt nedskraanende Høie, der
danner Bredderne om disse vidunderlige Elve. Geologerne faar
afgjøre, hvad det er for indre, utrættelig virksomme Magter,
der kan frembringe saadanne ofte bisarre Naturdannelser, der
former sig saa at sige lige under Beboernes Øine. Det kan
begynde med en Revne i Jorden, der skarpt kileformet, tru-
ende alt, hvad der stiller sig paa dens Vei, skrider stødvis
frem, indtil Vegetationen, der fulgte den i Hælene, Vegetatio-
nen, saa mægtig, saa forunderlig rig i disse Egne, binder den
og siger: stop! ikke længer.

Jeg mindes en saadan Revne, der tog Veien i lige Retning
op mod Kirken. Hvo, som besøger Badet i Eidsvoldsbakken,
vil finde denne Spræk i Jorden forvandlet til et smukt, skov-
bevokset lidet Dalføre, der maaske dog lidt betænkelig over
det uhyre at skulle forstyrre Gravenes Fred, er stanset lige
foran Kirkemuren.

Vormen, der har sit Udspring af Mjøsen, gaar en god Mil i
sydlig Retning, indtil den optager Andelven, der kommer fra
Hurdalssjøen. Denne sidste Elv passerer, som man ved, "Eids-
voldsbygningen", lige under dens Vinduer -- Dorotheenbusk
med sine prægtige Hængebirke tilhøire; den deler saaledes
billigvis lidt af den Glorie, som omstraaler dette vort Lands
navnkundigste Sted.

Taler vi saa om denne Naturskjønhed, der udmerker disse
Elves Bredder, gjælder dette igjen særlig Trakterne om deres
Sammenløb, den danner den Vinkel, hvorpaa Kirken og Preste-
gaarden er beliggende. [fotnotemerke] 

Fotnote: Se "I de lange Nætter". 
(Anm. fra 1882.)

SIDE: 208

Her er intet smaat eller trivielt, alt i sine vekslende, ofte
overraskende Overgange storartet, eiendommeligt, Sindet fængs-
lende. Disse mørkt beskyggede labyrintiske Daldybder, der
dæmonisk synes at lokke og føre os -- Gud ved hvorhen . . .
vi føier os kun viljeløse -- og se, vi staar maaske henrykt
studsende ved en smilende Udsigt! . . . Denne Blomstersti langs
den blikstille, kulpdype Elv, der, inden vi selv merker det,
taber sig, møisommelig klamrende sig til en steil Fjeldskrent,
under Graners kjølige Skygge . . . Og den samme Elv, i hvis
Dyb Bredderne netop saa salig beskuede sig selv -- den synes
ikke skabt til andet end et saadant Speil -- ogsaa den har
skiftet Sind, har kaad afrystet alle Billeder og skummer nu
larmende afsted mod den nære Fos, . . . hvor gjerne følger vi
den! . . . Det er disse Overgange, der vugger os gjennem alle
Stemninger, der er det særegne ved denne Egns Skjønhed.

Romantikken laa dengang saa at sige i Luften; man vil let
forstaa, at fantasirige Gemytter, der Aar for Aar færdedes i en
Naturensomhed som denne, let kom til at vippe lidt over fra
den jevne Virkelighed til det, vi kalder det overnaturlige.

Jeg mindes en deilig lys Sommernat. Et Par Prestegaards-
gjester havde, varslet om, at der kunde komme noget saadant,
taget Post oppe paa Høiden af Bakkerne og ser nu grandgivelig
en Skikkelse i fuldstændig Ofeliakostume, under en dæmpet
Klagesang, langsomt beskride Stien nede ved Elven og forsvinde
bag Buskene. Ellepigen eller Dalspøgelset -- en gammel Hi-
storie vilde fortælle om en ulykkelig Bygdeskjønhed, der var
forsvunden langs disse Bredder -- var dog dennegang ingen
anden end Gaardens unge Frøken, der ved en liden Mystifi-
kation forsøgte at hjælpe paa sine Byveninders mere skeptiske
Opfatning af det "endnu uudgrundede". Lidt parodisk faldt det
jo, da samme Frøken, da hun, ret bedrøvet over disse Gjesters
Afreise, næste Gang vandrede langs Stien, hørte Færgekonen
histover tysse paa sin Unge: Tier du ikke naa, Skarven, saa
kommer den Jomfrua der og tar dig!

Oppe paa Sletterne, hvor de vidtstrakte, rige Kornmarker
langs Bremmen af de til alle Sider nedglidende Dale giver
Plads for Engene, laa nu, omgiven af sine Haver og Alléer,
Prestegaarden, den gamle Prestegaard.

Hvem, som tilfældigvis kun kjender denne Gaard (og det
gjør jo desværre de allerfleste) af det xylograferede Billede,
der i Anledning af Wergelandsstatuens Afsløring i 81 stod i
et af vore illustrerede Blade, har ikke faaet nogen ret Idé
om den.

SIDE: 209

Dette Skilderi slutter sig, det gjør mig ondt at maatte sige
det, kun altfor korrekt til den Række Billeder af min Slegt -- 
at begynde ovenfra -- der ved denne Leilighed blev bragt for
Lyset, og som Søsteren, der slap for at være med dengang,
ved en senere Leilighed har været saa ulykkelig at forøge.

En eneste Gang i mit Liv har jeg paa indtrængende Anmod-
ning tilladt den Slags Udstilling, og denne eneste Gang har
været en Gang for meget.

Jeg griber Anledningen her til at protestere mod det Portræt,
der findes optaget i "Illustreret Tidende" for 11. Febr. d. A.
Jeg skulde længe siden gjort det. En styg Lighed faar vi alle-
sammen finde os i, naar den ikke gaar os sjælelig altfor nær,
men en Ulighed, der sætter sin Styghed i Smilet, i Udtryk, og
hvortil man skal afgive sit ærlige Navn, finder man sig ikke i.
Dette Billede er en Forhaanelse af mit Minde.

Visst er det, vor stakkels Prestegaard havde heller ikke syn-
derlig Grund til at være fornøiet med sit Kontrafei. Den saa
ikke saaledes ud. Knapt kunde jeg kjende den. Vi eier en
Tegning af afdøde Garnisonspræst Bøyesen, denne varme Be-
undrer af Eidsvoldsnaturen, denne sande Kunstnersjæl, og den
giver rigtignok et sandere, mere tiltalende Billede af den end
den trivielle Kasse af et Hus, der findes optaget i hint Blad og
givet Navn af Henrik Wergelands Hjem. Med alle Mangler
i dens indre Indredning havde den i hele sin Bygningsform
dog noget visst herskabeligt, stateligt, der slet ikke var almin-
deligt ved den Slags Gaarde paa Landet. Store, rummelige Værel-
ser, høie Vinduer, brede, magelige Trappegange -- ak, man vil
ikke stødes ved, at jeg dvæler ved disse Enkeltheder, selv om
jeg fristes til at tabe mig for meget deri -- om Afdøde tør man
jo tale. [fotnotemerke] 

Foran Gadedøren var der en Slags Pergola, [fotnotemerke] hvis Tag, der
maaske i tidligere Dage havde gjort Tjeneste som Balkon til
anden Etage, bares af fire statelige Søiler. Her kunde man
sidde i Ly, naar Veiret eller Aarstiden ikke lokkede en læn-
gere ud. En anselig stor, tildels græsbegroet Gaardsplads
udvidede sig foran denne Perron og holdt de stygge Udhuse,
denne uundgaaelige Tilgift i vore Gaarde paa Landet, i en vel-
gjørende Afstand.

Og her til denne Side Huset manglede det ikke paa Liv og
glade Røster. Alt, hvad der af Dyreverdenens to- og firbenede
kunde heges og huses i en saadan Gaard, syntes at være

Fotnote: Brændt ned til Grunden Vinteren 1877. 
(Anm. fra 1883.)

Fotnote: Findes slet ikke paa Billedet. 
(Anm. fra 1883.)

SIDE: 210

samlet her og befinde sig altsammen saare vel. Og der var altid
nogle særlige Yndlinger, der ikke forsømte at indfinde sig for at
bli fodret og kjælet for. Det bjeffede og brægede, kurrede
og kaglede, snerrede og snadrede fra alle Kanter og Kroge,
saa lang som Dagen var, indtil Storkvæget vendte hjem fra
sine Udmarker og gav Tegn til Aftenfodringen og den velsig-
nede Hvile. Alt forstummede da, men kun forat Fuglekoret
i Alléen kunde stemme des lydeligere op; Frøerne kvækkede
i Dammen, og fra de nærliggende Agre lød Agerriksens takt-
mæssige, melankolske Slag.

Denne Familiens Kjærlighed til Dyr, denne Trang til at be-
skjæftige sig med dem, drage dem omkring sig, gav, som man
nok kan tænke sig, Anledning til baade tragiske og komiske
Scener. En vaarm Sommerdag, just som vi havde et par Frem-
mede tilbords, viser sig pludselig i den aabne Dør Gaardens
Gjedebuk -- med Hat paa. Den havde ganske rigtig ude i
Forstuen fanget en saadan paa Hornene, førend den fandt det
passende at præsentere sig. Den strenge Bordskik, Far altid
overholdt, kunde ikke holde Stand mod dette Syn; han glemte
rent Irettesættelsen, fordi Gadedøren ikke havde været lukket,
hvilket altid strengelig maatte overholdes. Det minder mig
dette om en anden Gjedebukhistorie fra min Faders Formands
Tid. Et sandt Uhyre af denne hornede Slægt var en vakker
Dag trængt lige ind i Storstuen, og rasende paa sit eget Billede
i Speilet havde den stanget dette Husets Pragtstykke iknas.
Man turde ikke fortælle den strenge Husherre det, men Sag-
net føier til, at Magen til det, der befandt sig paa et Gjeste-
værelse ovenpaa, maatte møisommelig flyttes fram og tilbage,
hvergang Muligheden af en Opdagelse kunde true. Heldig-
vis færdes Folk lidet i sine Storstuer.

En anden, en Scene fra min Ungdomstid, stiger klart op for
mig i denne Stund, som om den var passeret igaar. For de
allerfleste Læsere kan disse Smaatræk synes lidet værdt at
berette, men er det ikke Stemningen, der bar det opplevede,
der giver det sin Betydning? Derfor vil man tilgive mig.

En mild, dæmrende Aften, Huset var festlig smykket til at
modtage vore kjære Sommergjester fra Kristiania. Stuens
Potteplanter, omhyggelig pleiet til Anledningen, smykkede Vin-
duer og Borde. Vor Stolthed, et Mosrosetræ med tre svul-
mende Knopper, der neppe syntes at kunne afvente Ankom-
sten for rigtig at udfolde sig, var flyttet ud foran Portalen for
at opfange nogle kostbare Regndraaber, der begyndte at falde.
Mor og jeg i det aabne Vindu.

SIDE: 211

Knusp! sagde det, og atter knusp, knusp, Gaardens store,
hornede Saubuk stod der, som skudt op af Jorden. Der var
ingen Redning. Vore deilige Mosroseknopper var allerede dens
Bytte, og vi naaede netop ut for at se den gumle saa rolig og
uforstyrret paa dem, som om det havde været Smørblomster.

Vi vender tilbake til Huset. Over Indgangsdøren en latinsk
Inskription forgyldt paa sort Grund. Fra Forstuen førte Døren
tilhøire ind til Dagligsuen, den tilvenstre til Storstuen, en Be-
nævnelse, som vor nu mere forfinede Tid vel vilde omsætte
til Selskabsværelset, Salonen.

Fra denne Forstue kom man ad en bred, magelig Trappe op
til anden Etage, og det var fornemmelig eller maaske kun alene
her, at Manglerne ved den gamle Bygning gjorde sig gjældende.
Lange, mørke Gange, hvor det kunde sukke og drønne ret
uhyggelig i de belgmørke, stormfulde Høstnætter, gjennemskar
den i sin hele Længde. Spredte til alle Sider fandtes da nogle
Redkabsrum, et Par Gjesteværelser, vort gamle Barnekam-
mer, endvidere, ud til Alléen, Fars Studerkammer, Biblioteket
og endelig "Grevens Kammer", saa kaldet efter en gammel,
halvforrykt Adelsmand, der havde beboet det i Legangers,
Faders Formands Tid, og hvor man vilde paastaa, at det spøgede.
Det er dette "Grevens Kammer", der senere blev Broder Hen-
riks fantastiske udsmykkede Værelse (se "I de lange Nætter"). [fotnotemerke] 

Hyggeligere var det nedenunder i de daglige Beboelsesrum.
Vi betræder først Dagligstuen, der tillige tjente til Spisestue, et
stort, dybt, trefags Værelse til Gaardspladsen. I midten af
Bagvæggen førte en noksaa sirlig rundbuet Portal ind til et Par
snævre Aflukker, hvor der opbevaredes Testel og andre Re-
kvisiter til Servicen. Foran eller rettere bag denne Portal
havde Far ladet opstille et ligeledes med nogle Statuetter pry-
det rundbuet Skab, hvidt med forgyldte Sirater, alt efter hans
egen Tegning. En strengere Smagens Maalestok maatte man
vistnok ikke anlægge paa Arrangementet i denne Stue. Men man
maa ikke glemme, at i vort dengang endnu mere end nu af-
stængte Landliv spillede Nøædvendigheden Ceremonimester og
Tilfældigheden Dekoratør, og disse Faktorer tog det ikke altid
saa nøie med Sammensætningen. Hvem har ikke stødt paa
rigtig gamle Gaarde inde i Afkrogene af vort Land! Sande

Fotnote: Skulde den stadige Henvisning til dette mit tidligere Verk, hvortil denne
lille Skisse uværdigen er bleven en Slags Supplement, Skallen om Kjernen,
skulde den maaske vække en uimodstaaelig Lyst for vort Publikum til at
lære dette Verk at kjende, saa er det at finde i Hr. Boghandler Cappelens
Forlagsgjemmer i en saa ren, uberørt Skikkelse, som det kom ligefra Tryk-
keriet i 61. 
(Anm. fra 1883.)

SIDE: 212

Raritetskasser! Den strengeste Harmoni herskede vistnok ikke
i vor Dagligstue. Til nogle ret solide Mahognimøbler sluttede
sig et stort, rødmalet Slagbord, der tjente baade som Spisebord
og Tebord, og som især maatte være en sand Forargelse for
en fornem, gammel Lysekrone, der havde "kjendt bedre Tider".
Den syntes ogsaa, hvergang Pigen larmende skjød det frem
til Middagen, indigneret at protestere mod Naboskabet. Henne
i Krogen ved Ovnen en grønmalet Havebænk, som var meget
hyggelig. Alle Vægge behængte med Malerier, Portrætter af
Familien, hvoraf vist ikke mange havde kunstnerisk Værdi.
Paa Chiffonieren et Ibenholts Taffelur, hvis tik-tak, tik-tak
kunde klinge ret ængstelig lydt, naar jeg mangen lang Vinter-
aften, træt af at sy og læse, vandrede op og ned i den øde
Stue, medens Mor fik sig en liden Slummer paa Sofaen. Jeg
holder ikke rigtig af denne Stue, der knytter sig Erindringer
til den om Savn, om rugende, sig selv fortærende Længsler,
om det lange, lange Vinterfængsel.

Heller dvæler Tanken ved de andre Værelser, fire i Tallet,
Værelser, der minder om Liv og Lystighed, om Brødres Ferier,
om Besøg af Christianiagjester, om den smilende, lysegrønne
Sommer udenfor.

Fra Dagligstuen traadte man ind i Mors Sovekammer, et
venligt, tofags, med Udsigt til Dalen og Vormen. Dernæst
kom "Kaminkammeret", saa Hjørnekammeret og endelig, slut-
tende sig til Forstuen, den omtalte "Storstue".

Alle disse Værelser, aabne om Sommeren, var smukt belagte
med engelske Gulvtepper af ett Stykke, en Ensformighed, som
altid i den huslige Dekoration vil frembringe et godt, harmonisk
Indtryk. De var dertil alle sterkt behængte med Billeder,
enkelte ret værdifulde, ligesom det heller ikke manglede paa
andre Prydelser, hvortil den vidtbekjendte "Verksauktionen"
efter Statsraad Anker, der varede en hel Uge, havde ydet et ikke
ringe Bidrag. Endnu mindes jeg de Dage, da disse Rariteter,
som Faders aldrig rastende Skjønhedstrang ikke havde kunnet
modstaa, holdt sit Indtog paa Gaarden, naturligvis til vor glade
Overraskelse. Og hvem tør benegte den Indflydelse, som det
huslige Udstyr øver paa os, og særlig under vort afsondrede
Landliv, hvor man omtrent de 3/4 af Aaret færdes inden sine
fire Vægge! . . . Jeg har lært mer af Skilderierne og Billed-
bøgerne i mit gamle Hjem end i mine Skoler.

Med alt dette raadede der vel ogsaa i disse kjære Rum noget,
som vor Tids mer kræsne Smag ikke vilde anerkjende. Paa det
ene Konsolbord et forgyldt Taffelur mellem to prægtige Sevres-

SIDE: 213

vaser, paa det andet en Plet-temaskine paa Løvefødder . . . Ja,
ikke sandt, det var morsomt! Ogsaa mindes jeg endnu det
Blik, ladet med knusende Kritik, hvormed en ikke ret vel-
sindet Christiania Storborger -- Partimand [fotnotemerke] -- der, jeg ved ikke
ret i hvad Anledning, havde forvildet sig ind til os, mønstrede
denne Prydelse i vor Storstue.

De strengt private Værelser tilstedede jo unegtelig en friere
Anordning, der alt efter sine respektive Beboeres Smag og Behov
kunde stige til det fantastiske. En nøiagtig Skildring af Henriks
og Faders Beboelsesrum vil man ligeledes finde i Familiebogen
"I de lange Nætter". Disse sidste husede ogsaa, foruden en
ret anselig Bogsamling, mange andre Kuriositeter, alskens gamle
Postiller og Billedverker, deriblandt en kolossal, vist et Par
Aarhundreder gammel Bibel, som vi Børn, naar vi laante den,
maatte være to om at bære.

Men til ingen af mit Fædrehjems mangehaande Kunstsager
knytter sig en saa uudslettelig Erindring som til et gammelt
Maleri, der hang i vor Storstue; intet af, hvad jeg i senere Aar
fik Anledning til at se af Kunst, har efterladt saa dybe Spor i
Sjælen som dette Billede. Det var en efter kyndiges Dom
sjelden god Kopi af Rubens' "Korsfæstelsen".

Hvor mangen Gang har jeg fra Sofaen, hvorover det hang,
med skrækblandet Medlidenhed fulgt alle Detailer i Scenen her!
. . . bevægede allerede dengang et dunkelt Spørgsmaal Barne-
sjælen, der senere blev mit Livs Kamp og Tvil: Hvorfor skal
vor Religion, der skulde løfte os, trøste os over Livets Elen-
dighed, være knyttet til slige Rædsler! . . . Fra det første Øie-
blik, man stræber at vække Gudsbegrebet i en saadan uberørt,
enfoldig liden Sjæl, skal den indpodes Bevidstheden, Forestil-
lingen om Lidelser og Grusomheder, som den knapt kan fatte.
Hvorfor vælger vore Kunstnere altid fortrinsvis disse Momenter
i Frelserens Liv, medens der dog gives saa mange, mange, der
løfter og husvaler Sjælen, uden at bringe den til at stivne af
Rædsel!

Maleriet blev efter Faders Død skjænket til Kirken.

Endnu en vemodig Erindring har jeg bevaret fra disse Væ-
relser.

Hjørnekammeret -- forresten ikke i streng Forstand et
Hjørnekammer -- var det smukkeste og venligste Værelse i
Huset. Ved Siden af et Sovekammer ovenpaa havde Husets
Datter faaet Lov til at kalde dette for sit, et lidet Boudoir

Fotnote: Vi levede dengang netop i den sterkeste Partistrid. Welhaven-Werge-
landsfeiden var i sin fulde Gang. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 214

altsaa, hvori hun kunde anbringe alle sine Smaaeffekter, Gui-
taren, Bøger etc., kort ordne efter Behag. Det havde Udsigt
til en liden Blomsterhave, anbragt i den Spidsvinkel, som Alléen
beskriver op mod Huset, inden den fortsætter sin Gang hen
mod Kirken. Hvor deilig kunde Aftensolen, brudt gjennem
Hængepilene udenfor, spille og danse paa Gulv og Vægge i
dette Værelse.

Under Speilet stod et rødt Saffiansskrin, der havde hævdet
sin Plads der, siden vi drog ind i Huset i 1817. Dette Skrin
blev af os Børn altid betragtet med en viss sky, ærbødig Ikke-
viden-af. Det indeholdt nogle med Faders sirlige Haand skrevne
Digte, hvoraf de fleste tilegnet Moder. Et af disse Digte skrev
sig fra 1808, Henriks Fødselsaar:

Til Dig, til Dig, min elskte Lette liden,
Mit Hjertes Afgud og min Hyttes Pryd,
Hvis Kjerlighed har seyret over Tiden,
Og skjænkt mig alt syvhundred Dages Fryd -- -- 

saadan var, mindes jeg endnu, Indledningen til dette Digt. Det
vil ikke være en Krænkelse for de dyrebare Bortgangne, om
jeg citerer det her.

Hvil i Fred, gamle Prestegaard! Jeg skal aldrig mere op-
søge dit Spor. Fra den øde Tomt, hvor Resterne af dine Pile-
træer endnu trofast, sørgende holder Vagten, skal Mindet reise
sig skjært og ublandet.

Hvil i Fred, mit Ungdomshjem, i den Skikkelse, hvori du
sank i Gruset, inden man vovede altfor haardt at krænke
den. Det Stykke Bygverk, uden Udsigt, uden Skygge, uden
Præg, man har reist paa den anden Side Tunet, og som man
har givet Navnet af den nye Prestegaard, skal ikke fordunkle
Mindet om dig.

Ak, det er mer, end man kan sige om Kirken. Her har
Vandalismen i Form af Ombyggelse rigtig holdt sit herjende
Indtog.

Eidsvolds Kirke maatte engang kaldes en ualmindelig smuk
irke paa Landet at være. Der var Stil i den. Jeg forstaar
ikke at betegne denne Stil med sit rette Navn, men den vir-
kede harmonisk. Det var en Korskirke med dybe Fløie til
Siden. Alter, Prædikestol, Pulpiturer, Orgel holdt i forrige

SIDE: 215

Aarhundredes rige Ornamentik, forgyldt paa hvid marmoreret
Grund. Oppe mellem de høie Buevinduer, som Fader havde
forsynet med farvede Glas, var endel gamle Adelsvaaben fæstet
til Væggen, en Prydelse for et Gudshus, der vil forekomme
vor Tid besynderlig nok. Der var noget fornemt ved denne
Kirke; man burde skaanet den, som den var.

Men det skeede ikke.

Kirken befandtes for liden for Egnens Tarv, og Bygdens
Kommune troede, at dette bedst og mest besparlig kunde af-
hjælpes ved at underkaste den en grundig Ombygning. Dette
har dog kun ført til, at vi istedetfor en smuk, mindre Kirke
har faaet en stor, styg, med et Taarn, der siden Ombygningen
er bleven skjævt, man skulde sige af Sorg over, hvad det
skulde opleve.

Jeg sad oppe paa Loftsgalleriet og saa med blødende Hjerte
ned paa den Forvandling, her var foregaaet. Korsformen ud-
videt, udplattet til en almindelig Forsamlingssals trivielle Flade.
Enkelte Ting, Alteret, Døbefonten i sin sirlige Renæssancestil
bibeholdt, hvilket stak besynderlig av mod den tunge, mørk-
brune Træstil, der raadede i det nye. Prædikestolen -- hvilket
Uhyre i denne tunge, brede Træstil . . . Og Loftsgalleriet,
Pulpituret, hvor jeg saa ofte havde set Mors statelige Skikkelse
indtage Pladsen forrest -- Pulpituret -- Prestegaardsstolen, med
sine Buevinduer, sine røde Gardiner, var det den samme?

Jeg maatte ud for at faa Luft efter dette Besøg i min gamle,
kjære Kirke. Uvilkaarlig styrede jeg hen mod den nærliggende
Have, der i vor Tid kun var skilt fra Kirkegaarden ved en høi,
teglstenstækket Mur, overraget af nogle kjæmpemæssige Hænge-
birke. Ingen Mur, ingen Birke, ingen Have! Grav ved Grav
mødte mig her. I Rotunden med sine Bænke, under Syrin-
gerne, var Sølvpoplen væk, og Rosenbedet omskabt til et Hvile-
sted for Provst K., Faders Efterfølger.

Ja, hvil kun i Fred, gamle, venlige Mand! Dødens hellige Ro og
Stilhed er nu lyst over Stedet. Nu kan ingen krænke det mere.

Behøver jeg at sige, at de samme Indtryk mødte mig over-
alt, hvor jeg søgte Sporene af den Prestegaard, jeg kjendte?
Særlig nedslaaende var det at gjense Trakterne langs Andelven,
Skuepladsen for vore bedste Sommerglæder. Disse Stier og
Lystanlæg, Balstigen og Drømmely, Smegterud og Furtero,
Emmalyst og Emilienfels, engang saa omhyggelig pleiet og fre-
det -- alt forfaldent, voldelig fortrængt. Overalt syntes en
skjønhedsfiendtlig Aand at have raadet, der særlig havde udsøgt
sig det yndigste.

SIDE: 216

Dog, hvad siger jeg! Den smerteligste Overraskelse ventede
mig endnu paa det Punkt, der tilsteder Overblikket over Vormen.

Vilde man i gamle Dage ret nyde dette Skue, saa behøvede
man blot en vakker Sommerdag at besøge Eidsvoldsbakken [fotnotemerke] 
og gjennem den gamle, langstrakte Bygning, der som en Mur
sperrer for Udsigten, op ad den snævre, lille Trappe finde sig
frem til "Rødsalen", Husets Stadsværelse. Mer end én frem-
med Reisende, træt af den lange, kjedelige Landevei, vil have
staaet studsende betagen foran det Syn, der her udbredte sig.
Det er fra disse Høider nedenfor Kirken, denne stolte Elv, saa
lidet lignende de almindelige Bygdeelve, maa sees. Medens man
tilhøire kan følge dens Løb op mod Nord, hvor "Ninabbens"
blaalige Kegle bevogter Udløbet fra Mjøsen, fængsles dog Blik-
ket mere uimodstaaelig af Bugten lige foran os. Tilvenstre ser
vi her "Vestsias" Sletteland glide ned i brede, mægtige Terras-
ser, alle skilte ved sine dybe, bugtede Evjer. Oppe paa Høi-
den af enhver af disse Terrasser troner en Bondegaard under
sit Løvly saa kjækt som nogen Ridderborg. Man skulde set
dette Landskab, naar Aftensolen gav det sin Relief og straa-
lende Farve.

Det var paa denne min Post i Rødsalen, som jeg i mange
Aar ikke havde betraadt, at der næsten undslap mig et For-
færdelsesskrig.

Vor deilige Bugt, der strakte sig i lige Linje hen til den
lange, spidse Odde, hvor den udmunder i Elven -- gjennem-
skaaren i sin hele Længde af en smudsig Banke af Sand og
Jord, der midlertidig skulde erstatte en Bro. Skoven, der saa
smukt speilede sig i Vandet rundt Indløbet tilhøire, havde givet
Plads for alskens Bygninger og Skur, strøede omkring med
denne Ringeagt for Skjønhed, som synes at karakterisere alle
blot og bart praktiske Formaal her i vort Land.

Og vor St. Hanshaug! placeret midt i denne Naturens rige
Herlighed, hvorfra vi saa at sige nød den panoramisk . . . Et
gammelt, uhyggeligt Sagn om denne Høi, at den engang skulde
tjent til Rettersted, havde ingen Magt mod det Skue, man nød
her oppe. Ingen vilde rigtig tro paa det, ingen tænke paa det.

Vor St. Hanshaug var sunken ned til en uformelig Grushob,
og her havde man, ikke nøiet med at forstyrre Skjønheden,
manet indtil Dybets Rædsler frem. Til Bekræftelse paa det
gamle Sagn havde man nemlig udgravet flere menneskelige
Levninger.

Fotnote: Dengang et Gjestgiveri, nu ombygget til Badested for "Henrikskilden".
 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 217

Hvo er da denne Herjer, denne ubønhørlige Tamerlan-Tilly,
hvis Spor man møder overalt i vort Land, og som altid er ved
Haanden for ved et Slag at fuldende, hvad privat Raahed og
Uforstand ikke har magtet at fuldføre?

Behøver vi at spørge?

Jernbanen, Christiania-Eidsvold, var bleven afsluttet her og
havde allerede for længe siden afsat sine triste Merker. Be-
slutningen om dens Fortsættelse op ad Vormen var tagen, kun
havde Spørgsmaalet om, paa hvilken Side af denne, vakt lange
Overveielser. Den vestlige var den ulige smukkeste.

For almindelig læge Øine maatte denne Side, uanset alle
æstetiske Hensyn, med sit sterkt kuperede, af dybe Dale og
Evjer gjennemskaarne Terræn, budt ulige større Vanskeligheder
end den anden.

Meningen derom, selv blandt de Fagmænd, der skulde afgive
Betænkningen, var jo ogsaa delt. Min Søn, ogsaa blandt disse
Betænkningsmænd -- blandede der sig en Følelse af Medliden-
hed med den Ynde, der her skulde forstyrres? -- heldede til den
østlige Side.

Vestsiden blev valgt.

Vor Jernbane elsker Skjønheden. Den var færdig med Frogner-
kilen, færdig med Andelven, nu var Turen kommet til Vormen.
Jernbanen elsker Skjønheden, som Saubukken elsker Mosrose-
knopper.
 -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- 

Og saa endte Gjensynsbesøget i Eidsvold. Et Spørgsmaal,
et smerteligt, betegner hvert Skridt, jeg har taget paa denne
Pilegrimsvandring i Mindernes Land.

Hvor er der blevet af Dorotheenbusk, denne stolte Birke-
lund, der syntes os en saa uundværlig Prydelse for Stedet, og
hvorunder vore "gjæve Fædre" engang søgte lidt Forfriskning
efter det ansvarsfulde Dagverk?

Spørg Interessentskabet. Interessentskabet, ogsaa en Magt i
vort Land, der elsker Skjønheden . . . paa sin Vis.

Hvor er der bleven af Blomsterbredderne ved Andelven,
disse Bredder, som speilede sig saa yndig i Vandet?

Følg Sporet af den kvalmende Røgsky, der slangehvislende
og -bugtende vinder sig frem langs din Elv, og den vil føre dig
til disse Bredder.

Men Pavillonen oppe paa Bakken da? Pavillonen paa Bal-
stigen, hvis hele Væg var et Familiealbum, et eneste Erindrings-
blad?

En liden Grushob betegner Stedet, hvor den engang stod.

SIDE: 218

Hvor er der bleven af Kirken, hvor vi alle konfirmeredes
 -- hvor du selv stod Brud -- Kirken, som vi smykkede med
Blomster og Kranse til Høsttakkefesten, og hvor Faders Kan-
tate blev sungen af Bondekoret? . . . disse Fester, som Bygdens
Filistre fandt saa grinagtige?

Kirken er restaureret.

Hvor er da Rubensmaleriet, der skulde pryde denne Kirke?

Forkommet, mugnet hen under Restaurationen.

Hvor er Prestegaarden, den gamle Prestegaard med sine
mange Rariteter, med Henriks Æolsharpe, Sevresvaserne og
Pletmaskinen paa Løvefødder?

! !

Hvor er der bleven, hvor er der bleven . . .? Læser, har du
et kjært Sted, som du heger i Erindringen, saa bevar det tro-
fast der, men lad os aldrig besøge gamle Tomter.

FRA ANTON SCHWEIGAARDS HJEM.

(1883.)

Der er talt og skrevet saa meget til Anton Schweigaards
Pris i denne Tid, da hans Billedstøtte er reist i vor norske
Hovedstad, aldrig har Stemmerne i vort Land forenet sig til
en saa almindelig udelt Hyldning som ved denne Mands Er-
indringsfest, og aldrig har det været mere fortjent. Det kunde
næsten synes formasteligt at ville lægge Enkens Skjærv til en
saadan Anerkjendelsens rige Overflod. Lidet vilde det ialfald
gjælde fra en, der kun kan rose sig af at have staaet vor
store Statsborger selskabelig nær. Hans hele Aandsretning
var mig tildels fremmed, hans Betydning for Offentligheden
interesserede mig, dengang i det mindste, lidet.

Men jeg vil tale lidt om hans Hustru Caroline Schweigaard,
der i denne Anledning ogsaa oftere er bleven nævnt, en Ud-
merkelse, som hun vel fornemmelig skylder deres samtidige
Død. For at fatte dette gribende Sammentræf og de Motiver,
der her har raadet, maa man ogsaa kjende noget til deres
Samliv, kjende lidt til hende, og er det ikke ogsaa en Skil-
dring af ham? Det er nogle Indtryk, jeg har bevaret fra
denne Side af den sjeldne Mands Liv, jeg her vil meddele.

Det var omtrent i Midten af Tiaaret 1830 -- 40, at Parret
Schweigaard traadte op i vor By og fæstede Bo der.

"Christiania eiede dengang," heder det i en senere Opteg-
nelse, "en Kreds af intelligente, tildels geniale Individer af

SIDE: 219

begge Kjøn . . . I denne sin første, af Arbeidet endnu ikke
kuede Kraft tog Aandslivet et merkeligt Opsving. Det var en
Splidens, en Splittelsens Tid, men hvilke Kræfter udviklede
sig ikke i Gjæringen, hvilken Ild og Begeistring, baaret af de
dristigste, rigeste Forhaabninger! Den Ungdom, der i dette
Tidsafsnit færdedes paa Scenen, vil neppe overgaaes af nogen
senere Generation. Denne Ungdom var ikke verdensdannet og
poleret som den nuværende, men der var Lidenskab og Poesi
i den. Og Kvinderne var med i Striden, samlede Kredsen,
vækkende, drivende, dømmende mellem Parterne; hvad der
blev vundet, blev delt med dem. Hvert Møde blev til en Fest,
hvor enhver gav det bedste og skiltes dog beriget . . ." [fotnotemerke] 

Lad nu denne Lovprisning af vore daværende Hovedstads-
forhold være holdt lidt sterkt i Erindringens Rosenskjær -- saa
er det og bliver en Sandhed, at hint Tidspunkt var et merke-
ligt Afsnit i vor Udviklingshistorie.

Man vil derfor forstaa, hvad Indtryk to i sin Art saa merke-
lige Personligheder som Schweigaard og hans Caroline maatte
øve ved sin første Optræden paa Scenen. At de begge straks
saa sig hyldede og optagne, følger af sig selv.

Nedskriverinden heraf var desværre bosat en god Dagsreise
fra Centret for denne aandrige Selskabelighed. Indskrænket til
et Par aarlige Besøg kunde hun saaledes ikke regne sig til
fast, virksomt Medlem af Kredsen. Men hun havde den Lykke
at eie en Korrespondent, der trofast nøiagtig afgav Rapport om,
hvad der tildrog sig paa Scenen, hvilke nye Figurer der duk-
kede op, og den Virkning, de gjorde. Denne Korrespondent
var den stille, fine, men skarptopfattende Emilie Diriks, Datter
af den i 1837 afdøde Statsraad Diriks. Jeg bevarer endnu
disse Breve, et lidet Stykke Kulturhistorie, der nok fortjente
at komme for Lyset som saa meget andet fra den Tid.

Det var under et Besøg hos denne Familie, at et Par af
dens yngre medlemmer og jeg en Dag befandt os oppe i de
øde, triste Sale paa gamle Akershus, for at se noget der ud-
stillet; jeg kan ikke huske, hvad det egentlig var. Midt i
Sværmen af Søndagspublikumet (hvor man helst ikke skal tage
nogen Forventning om Skjønhedsindtryk med) stødte vi paa en
ung Mand, der, idet han skred forbi, aftvang mig -- jeg tilstaar
det -- et sagte, næsten forskrækket: Nei, Gud, Emilie! Han
syntes mig en af disse Skjønhedsaabenbarelser, som Kunsten
og Poesien i sine bedste Øieblikke kan have og gjengive os

Fotnote: "Fortællinger" 1861. 
(Anm. fra 1883.)

SIDE: 220

dem, men som man ikke maa vente at træffe lyslevende i
Cylinderhat og Frakke -- i vort nordlige Verdensstrøg nu
allermindst.

Det var først senere, gjennem et Venskab, der endte med
Schweigaards og Hustrus Død, at jeg forstod det første Ind-
tryk, hans Personlighed gjorde paa mig.

Det var vistnok Skjønheden i en fremmed, fuldkommen syd-
landsk, næsten klassisk Form; men det var noget mere endnu,
det var Udtrykket i dette skjønne Ansigt, der ligesaa lidt var
nordisk, end sige norsk-nordisk. Disse blide, mørke, lidt
mysende Øine, denne Pande til det næsten barnlige Smil -- 
det udtrykte maaske det, som Tyskerne kalder "das rein
Menschliche", udtrykte det saa rent, saa ædelt, som det kunde
lyse fra et menneskeligt Aasyn. I denne Mands Sjæl kunde
ikke en uren Tanke opstaa, denne Mund kunde aldrig, selv
hvor det ansees for tilladt, udtale et Ord, der kunde bringe
Rødmen op i en Kind. Han var ingen Kavaler i den almin-
delige Forstand, gjorde ingen Figur paa Ballerne. Han var
ingen Kavaler, men han var en Ridder uden Dadel; han var
en Mand med Hjerte.

I et af disse Mindeskrifter, som Festanledningen har draget
frem, et smukt og hjertelig affattet lidet Manifest, der skriver
sig, hvis vi ikke mindes feil, fra Schweigaards Fødeby, frem-
hæves som et eiendommeligt Træk den Modsætning, der raa-
dede mellem det næsten barnlig milde -- vel hans Væsens
Grundtone -- og den mandige Fasthed, den ubøielige Viljekraft,
hvormed han holdt paa og satte sine Idéer igjennem.

Det kunde synes at levere et nyt Bevis for det usikre, her
at drage Slutninger frem og tilbage, Slutninger, der har voldt
mer end én Feiltagelse, vakt mer end én Forundring. Men
Schweigaard bød liden Anledning til slige Overraskelser. Vi
oplevede disse Kontraster mellem det offentlige og private Jeg
ganske anderledes udpræget i andre af vore store Aander. Vi
vil blot nævne Høvdingerne for hine Dages stridende Partier,
Welhaven og Wergeland. Hvem som kun kjendte denne første
gjennem hans milde, lidt elegiske Digtning, vilde vanskelig have
kunnet tænke sig den Personlighed, der skjulte sig bag denne.
Selv hans Polemik var misvisende, den var tung og manglede
Humoren. Og nu Personen, Privatmanden Welhaven! Man
har maaske endnu ikke tænkt sig eller vurderet ret den Virk-
ning, denne har øvet paa vore dengang endnu ubefæstede, lidt
konfuse Tilstande. Hans største Betydning har maaske ligget
heri. "Welhaven, denne Stormvind i vore lumre Smaaforhold,

SIDE: 221

der undertiden kom i Skade for at rive Stakitter ned, maaske
en og anden pen liden Vase ogsaa . . .," saa heder det med-
rette i nogle Erindringer fra den Tid. Men en Kritik som
hans var vækkende; man fik Øinene op, man var paa sin Post.
Og hans Kritik skaanede ingen, intet. Man kunde sige,
som det heder i Folkevisen, at hvor han traadte ind ad en
Dør i en, kanske intet ondt anende, Familiestue, "vendte sig
alle Billeder smaa" af Skræk. Nu, naar jeg tænker paa mange
af disse, især Familieportrætterne -- vi kjendte dengang ikke
Fotografier -- , gjorde de ogsaa bedst deri. Af ham taalte man
det, fordi denne Skaanselsløshed mod alt smagløst, latterligt,
borneret bares af en bedaarende Personlighed, et glimrende
Vid, der kastede sine Funker tilbage fra en Sjæl, saa barnlig
ubekymret, saa rolig lidenskabsløs, saa kjølig krystalren som
Solskin i Marts. Han var paa en Gang vor Bys enfant gâté og
terrible. Man kunde ikke undvære ham.

Nede i Danmark læste man hans Digte og drømte om en
nordisk Minnesanger, en from Baldurskikkelse bag disse milde,
formfuldendte Strofer, en sand Modsætning til hans Fiende,
den skrækkelige Wergeland. Dennes Poesi kjendte man slet
ikke, men af hans Polemik mod Welhaven og ved en maaske
ganske misforstaaet Opfattelse af Stridens virkelige Motiver,
havde man dannet sig en Idé om noget "Ungeheuerligt", man
ikke kunde komme nær -- en Slags Jette, der morede sig med
at slynge Klippestykker ned paa fredelige Folks Hoveder. Det
er med inderlig Glæde, jeg har oplevet, at denne Opfatning
af ham nu er veget Pladsen for en ganske anden, og at det
unge Danmark bedre har forstaaet, hvad hint Danmark saa
sørgelig misforstod.

Henrik en Jette, en Umulig at komme nær! Et Barn, et
godsligt, snildt Barn var han. Kritikløs, uberegnet, blot følgende
sit Hjertes Tilskyndelser. Altid forelsket, altid i Ekstase! Alle
Originalers, for ikke at sige Karikaturers Velynder og trofaste
Beskytter! . . . Alle oversiddende Damers Trøst paa Ballerne!
Ja, saadan var han.

Det var en egen, en interessant Tid, denne. Dog ønsker vi
den ikke tilbage. Livet gik i raske Pulsslag; for vor gamle,
forsigtige Doktor Tid maaske lidt for betænkelig raske og fulde.
Selv vi Damer følte ubevidst en Forpligtelse til at følge med
og yde vort. I den lille Kreds, hvortil jeg var saa lykkelig at
høre, havde der endog dannet sig en hemmelig Forening, et
Slags Frimureri, der ikke gik ud paa mindre end at erklære
alle de gamle ærværdige Omgangsformler og Snirkler Krig og

SIDE: 222

lempeligst muligt kaste alt konventionelt usandt overbord. For-
kyndelsen af denne nye Lære turde naturligvis kun træde for-
sigtig op, det vil sige halvt skjemtende, men det gav Anledning
til morsomme Konflikter og mangen fornøielig Scene. Ak, det
er vemodigt i de gamle Gjemmer at støde paa en Pakke for-
krøllede Skripturer -- Bladet, som vi udgav.

I al denne Dagens Gjæring, under Spøg og Alvor, skjulte
der sig dog en Trang, en Higen mod noget, som man i vore
Dage mere bevidst har givet Navn af en Kamp for Individuali-
teten, en Kamp, der ogsaa føres med anderledes mægtige
Vaaben nu end dengang.

Det er ikke ganske uden Hensigt, jeg er kommen til at
dvæle ved nogle Betragtninger, der kunde synes at ligge Maalet
for disse Linjer fjernt. Det skulde ogsaa bidrage lidt til at
kaste et Lys over den Scene, hvor vor Schweigaard indtog en
 -- maaske den fornemste -- Plads, et Lys over ham selv.
Ogsaa han tog Parti i hin Strid. Han var jo Medredaktør for
Hovedorganet for det Welhavenske Parti, men hvor billig-
dømmende, hvor humant! Aldrig traadte han selv saarende op.
Ogsaa i ham denne Modsætning mellem den offentlige Mand
og Privatmanden, men hvor mildt udjevnet, hvor forsonet
traadte disse Kontraster frem i en Individualitet saa ligevegtig
harmonisk som hans!

Der var gaaet et Par Aar hen siden hint første Møde med
ham oppe paa Akershus. Da annoncerede min Korrespondent
mig en ny Fremtoning paa vor Hovedstadshorisont: Caroline
Homann, Schweigaards Forlovede. Hun var kommen i Besøg
fra deres fælles Fødeby Kragerø, og alle talte om hende. Alle
vilde gjøre hendes Bekjendtskab. Efter Beskrivelsen maatte
hun paa det nærmeste virkeliggjøre Forestillingen om disse
Feer og Sylfider, som Folkepoesien luftigst og mest bedaarende
har skabt dem, dertil straalende af Livslyst og det overgivneste
Lune. Med den Ligefremhed, der nu engang var bleven Dagens
Tone, lod vi hinanden straks hilse og forsikre, at vi var yderst
spændte paa at gjøre hinandens Bekjendtskab. Vi skulde nok
vide at finde hinanden, kjende hinanden uden Præsentationer.

Saaledes stod Sagerne, da vi en Aften befandt os i den røde
Sal i Lyceet, det ugentlige Mødested for Christianiasocieteten.
Foran os sad en ung elegant Dame, der straks vakte en tem-
melig sikker Formodning om, hvem det maatte være. Nogle
prøvende Sideblik, der streifede mig, medens hun vekslede
nogle Ord med Emilie D., tydede paa, at hun ogsaa nærede
sine.

SIDE: 223

"Maa jeg ha den Fornøielse at forestille Damerne for hin-
anden," sagde min Veninde, vendt mod hende. "Frøken W.
dg" -- , her nævnte hun et fingeret, mig ganske ukjendt Navn.

"Fra Kragerø?" sagde jeg. "Saa kjender De vist Caroline
Homann, Schweigaards Forlovede?"

"Nei," svarede hun med den fuldkomneste Anstand og det
forbindtligste Alvor. "Men jeg har hørt hende meget omtale . . .
Hun skal være saa elskværdig."

"Saa-aa! . . . det har jeg ikke hørt . . ."

Længere formaaede vi ikke at vedligeholde Spasen, og Be-
kjendtskabet var sluttet.

Vi gjensaa hende som ung Hustru i sit smukke, elegante
Hjem, straalende af Liv og Lune, der dog aldrig gik over Gra-
tiens Grænser. For mig mer alvorlige, indesluttede maaske
lidt for nærgaaende i sit drillende Skjemt. Vi saa hende paa
Bal i Lyceet, i hvid Silke og Flor, med gule Roser i det
mørke Haar. Selv blandt de mange virkelige Skjønheder, som
vor By kunde opvise ved slige Leiligheder, maatte hun vække
Opmerksomhed. Hun havde denne rene Bleghed -- morbidezza
kalder Italienerne den -- , der ved Lys fortoner sig til Marmorets
Hvidhed -- dertil en Figur, middelhøi, slank, hvis alfeagtige
Finhed og Elegance først traadte rigtig frem i det luftige Bal-
kostume. Naar hun svævede hen i Valsen, fulgte alles Øine
hende, og de gamle Fruer paa Tribunen i Fonden bøiede sig
hviskende mod hinanden.

Det var maaske den sidste Gang, hun var paa Bal.

Deres første Barn, en kraftig Gut, havde arvet Forældrenes
Skjønhed. Vi maatte altid stanse paa Gaden for at se og be-
undre lille Christian Schweigaard. [fotnotemerke] Alt syntes nu samlet i dette
Hjem for at gjøre det til et Lykkens, Tilfredshedens.

Saa kom Vendingen i hendes Liv.

En næste Barselseng bragte hende paa Gravens Rand.
Barnet døde straks, hun selv havde faaet det Knæk, hvoraf
hun aldrig kom sig.

Og saa veg Lykken fra dette Hjem, der herefter skulde
blive en Sygestue?

Nei, den overvandt Stødet. I Caroline Schweigaard boede
der en Livsglædens og Freidighedens Magt, der bød selv Syg-
dommens og Smertens Dæmoner Trods; det havde blot for-
maaet at lægge noget mildere, dæmpet over hendes Væsen.
Hendes Alvor stemte saa vemodig!

Fotnote: Forhenværende Statsraad Schweigaard. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 224

Deres Hjem var et af de selskabeligste. Her samledes alle
hine Familier, som vi vel tør vove at kalde vor Bys første.
Nærmest i Rækken Hansteens Familie og Andreas Munch, den
samme trofaste Ven, der skulde opleve at blive hans Hoved-
sanger ved Festen, [fotnotemerke] fremdeles Welhavens, Dunkers, Colletterne,
Fougstads, Sars's, Kjerulfs etc. Denne Sofa, hvorpaa Vertinden
hvilede, mest klædt i sirligt hvidt, var jevnlig omgiven af et
inderlig velstemt Selskab, hun selv den gladeste, mest oprømte.
Han, blid og fornøiet, hørte stille til. Det var, ligesom en under
dette stille Alvor skjult Aare fik Luft i hende. I denne Stue,
fra denne Sofa hørtes aldrig disse Klager, der kan blive en
saa sørgelig Mani hos mange andre Syge. Men en Tilskik-
kelse som denne, baaren med en Sjælsstyrke som denne, har
sin Majestæt, en afvisende Fornemhed, der vil holde ogsaa alle
Mislyd udefra i fjern Respekt -- hvo havde vovet at komme
med sit Smaaklynk her? En Skjæbne som denne vil aande
ligesom i en Atmosfære af skaanende Ømhed.

Den første Mai var hendes Fødselsdag. Ogsaa dette var be-
tegnende. Hun kunde ikke være et Barn af den barske Vinter
eller vor mørke, triste Senhøst. Naar hendes Helbred blot
nogenlunde tillod det, samledes man paa denne Dag til en
større Festlighed, og det forhøiede naturligvis den gode Stem-
ning, naar det var Vertinden muligt at bevæge sig mellem sine
Gjester.

En eneste Gang har jeg truffet hende udenfor hendes Hjem.
Det var en Aften i 59 paa Observatoriet hos Hansteens. En
ren Begivenhed for hende, for os alle. Vi sad rundt om Aftens-
bordet, hun halvt hvilende i Sofahjørnet. Talen, der i den
snævrere Kreds ofte streifede det metafysiske, faldt paa vort
Forhold til det gjennemlevede, det tilbagelagte, og hvorvidt
man havde Mod til at ønske det helt eller periodevis tilbage.
Herpaa blev vi alle afkrævet en Bekjendelse, der omtrent en-
stemmig, maaske lidt mer eller mindre betinget, faldt ud til et:
Gud fri os vel! Welhaven, husker jeg, reiste sig heftig og
styrtede derfra, som om han ikke fandt det et Svar værd. Det
besvarede sig selv, kunde det synes.

Fru Schweigaard var den eneste, der forsikrede, at hun
skulde gjerne leve om igjen fra den første Dag, hun var
bleven sig sit Liv og sit Kald deri fuldt bevidst.

Naar var denne første Dag, hun blev sig fuldt bevidst?

Var det, da Smerte og Sygdom traf hende og knækkede
hende midt i hendes fagreste Ungdom? . . . det kunde røre

Fotnote: Se Kantaten ved Støttens Afsløring. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 225

til Taarer at høre hende tale om Livet i de varmeste, ivrigste
Udtryk.

Kom med alle Schweigaards Lovprisninger, al den Ros, der
har lydt i Tale og Skrift i disse Festens Dage -- denne betyder
mere! Ogsaa har han beseglet sin hellige Ret til denne Ros
ved at følge hende i Graven.

Det gribende ved denne Begivenhed er udhævet i flere af
Festberetningerne. Dog er dette skeet paa en Maade, der
tyder paa en noget forskjellig Opfatning deraf. I et af disse
Referater heder det, at Schweigaard et Par Dage efter Hu-
struens Død, "som angreb ham sterkt", paadrog sig en "akut
Lungebetændelse", der i mindre end et Døgn bortrev ham.

Jeg vil ikke stride med den ærede Indsender, om dette for-
holder sig saa; der kunde maaske skaffes Lægeattest for, at en
saadan akut Lungebetændelse stødte til, jeg har aldrig hørt det.
Vi vil maaske ogsaa kun forstaa det som en undskyldelig, ja
for vor Tids Opfatning maaske uundgaaelig nødvendig Tillemp-
ning af et lidt for uvant Motiv. En norsk Egtemand, Stats-
borger, Stortingsmand, der dør af Hjertesorg ved sin Hustrus
Baare! . . . Vi indrømmer, at dette klinger for mytisk ind i
vor sundere opfattende, over forrige Dages Følelsessværmeri
høit ophøiede Tid.

Men jeg tror paa Myten, fordi jeg har kjendt denne Mand,
hvis Hjerte brast, da hans Hustru døde.

Jeg tror paa Myten, saaledes som den dengang fra sikreste
Kilde blev os berettet.

Schweigaards Sorg over hendes Død var saa dyb, saa heftig,
at hans Omgivelser begyndte at ængstes for ham. Hin Nat til
den 1ste Februar (Fru S. var død den 28de Januar) veg den
kjærlige Søn ikke fra Faderens Side, men holdt trofast Vagten,
til Morgenen randt; om Lungesyge var der ikke Tale.

Ud paa Natten stod Schweigaard op og gik ind til den Døde.
Kom tilbage, og laa faa Timer efter afsjælet i sin Seng.

Formandskabet besluttede enstemmig, heder det endvidere,
"at bemyndige Magistraten til at træffe de Foranstaltninger til
Schweigaards og Hustrus Begravelse, der maatte findes hensigts-
mæssige, for at give Handlingen den Høitidelighed, den fest-
lige Karakter, som værdig kunde udtrykke Kommunens Sorg
og Taknemmelighed". Bisættelsen skulde finde Sted i Tre-
foldighedskirken. Efter den Beskrivelse, der nu følger, maa
den have været ualmindelig smuk og storartet.

Om nu Formandskab-Magistrat-Kommunen troede at forhøie
det festlige Indtryk ved kun at tilstede Mænd Adgang til Kirken,

SIDE: 226

ved vi ikke. I Referaterne nævnes intet derom. "For at fore-
bygge Trængsel," heder det, "besluttedes der, at Adgang til
Kirken for Almenheden skulde begrænses ved Udstedelsen af
Billetter."

Omfattede Kommunens Fortolkning af Begrebet Almenhed
ikkun Mænd? Man maa tro det. Naar vi undtager nogle
reserverede Pladser oppe i Koret, bestemte for Familiens nær-
meste, blev Kvinder negtet Adgang til Kirken. Mig havde Fa-
milien vist den Forekommenhed at sende Adgangskort til Koret.
Men jeg havde hørt om hin Forføining og blev udenfor. Her,
blandt de udelukkede, har jeg havt min Plads, og skal jeg have
den, til jeg selv bæres bort.

TANKER OG MONOLOGER

En Forbøn.

En Selskabssøster har jeg, der har fulgt mig trofast i en
Række af Aar, jeg kan sige fra den Dag og Time, da min C.
lukkede sine Øine, og som vel vil følge mig ligesaa trofast, til
jeg lukker mine.

Hun er noget stille og taus af sig, saa hun nok undertiden
kan trætte mig morderlig; men søger jeg saa andet Selskab,
saa kan det hænde, at jeg længes tilbage til den tause, slet ikke
morsomme igjen.

Heller ikke har jeg kunnet forebygge, at hun af og til er
kommen til at spille en liden Rolle i de Bøger, jeg har udgivet.
Glem ikke, kjære Læser, at det næsten er uundgaaeligt, da
hun saagodtsom er mit eneste Selskab. Hendes Navn klin-
ger lidt pretentiøst, naar hun saaledes træder op; selv er hun,
det tør jeg forsikre, ikke pretentiøs. Det lyder, hvis du ikke
allerede har gjettet det, paa Mme. Jeg.

Fra mit Sygeophold i Klosteret.

Det er eget at betragte en saadan Rude overstænket med
Regndraaber. Et helt lidet Billede af Livet. Alle vil de deres
Bane ned, førend Solen tilintetgjør dem. Nogle skyder Fart,
andre glider langsomt, ventende paa den næste, der skal tilskyde
Kraften, den kommer, de glider, de tager en anden, en tredje
med, og deres Vei er banet . . . se nu, hvilken Fart de tar!

SIDE: 227

En glitrende Draabe laa der ubevægelig, den gled lidt, saa
stansede den, den syntes at vente paa noget.

Og i lige Linje med den kom en tung Draabe, først stille,
majestætisk skridende, derpaa rivende med sig alt paa sin Vei,
svulmende i hurtigere og hurtigere Fart nedad. Den stille
Draabe sitrede i Forventningen af dens Komme, den havde
ingen Magt til selv at flytte sig.

Men den store, mægtige Draabe gled forbi, netop lige forbi.
Solen brød frem i det samme. Et Øieblik efter var Ruden blank.

Da jeg kom ned i Haven idag og forsøgte at hinke lidt om-
kring, gjorde en af Søstrene mig opmerksom paa et uhyre
Spindelvævnet, der strakte sig tvers over hele Hovedgangen fra
Busk til Busk. Noget saadant havde jeg dog aldrig set før,
saa fortrolig jeg under et langt Landliv troede mig bleven med
Naturens mangehaande Fænomener. I Midten af dette Net
hang et Uhyre af en Edderkop, fire Gange saa stor som vore
almindelige Edderkoppe.

En Bi kom tilflyvende, eller var det en Hveps? og blev
hængende. Uhyret styrtede sig straks paa den, og en Kamp
udspandt sig. Jeg blev staaende som fastnaglet; jeg tror neppe,
man med mere Spænding har hilset en af de gamles Gladiator-
kampe. Den fangne sprællede sig løs et Par Gange, men blev
paany hængende.

Ved Hjælp af min Krykkestok lykkedes det mig at redde
den. Den kom løs og -- fløi mig lige i Ansigtet. At jeg nu slap
vel derfra, var ikke dens Skyld. Man slipper ikke altid saa
vel fra Biers Taknemmelighed.

At Dyrene har sit Sprog ligesom vi, ja det er jeg forvisset
om. Jeg strøede idag en rigelig Portion Brødsmuler ud paa
Vinduskarmen.

En Spurv indfandt sig straks, der, uden at jeg skræmte den,
ligesaa snart forsvandt, dog kun for at komme igjen med to
andre. Jeg kunde ikke tage feil, det har hændt mig oftere.
Mon de enlige Fraadsere skulde være Pebersvende, der ingen
Familie har at forsørge?

SIDE: 228

Havde den Klods, Jupiter kastede ned til Frøerne i Dammen,
der kvækkede ham for høit og forstyrrede ham i hans olym-
piske Middagslur, havt mindste Følelse, vilde den bitterlig be-
klaget sin Stilling, som det ømfindtligste, der kunde hænde en
Udsending af den Natur. Først at vække det uventedes,
usedvanliges stupid-ærbødige Frygt, saa se den vige for en
mer og mer nærgaaende Nysgjerrighed, og endelig føle sig
overlabbet og overkvækket af slimede Frøer.

De følesløse Opskræmmere i en saadan Dam er unegtelig
de lykkeligste.

Et Interiør i et moderne Velstandshus.

Det første Indtryk Forvirring; om det kom af de mange
brogede Farver eller Lyset til to Sider, ved jeg ikke. Vin-
duerne hen mod Krogene frembringer altid denne spredte
Lysvirkning, Skjønhedens, den lune Hygges værste Fiende.
Det næste Indtryk var Kulde, hvis man tør kalde noget, der
ikke stod i mindste Rapport til den store, mægtige Jernovn,
saa. Vore, i lys, glinsende Blakfarve malede Vægge, der i de
sidste Aar saa sørgelig har fortrængt de smukke, mørke, fløiels-
lignende Tapeter, dertil de smørgule Døre med hvide Gesimser
gjør altid, jeg kan ikke for det, den Virkning paa mig, som
om jeg frøs. Paa Gulvet et nyt Brysseler i skrigende Farver.
Over Sofaen et Oljemaleri af Husets Herre, malet af en ube-
kjendt norsk Mester, derunder et Fotografi af Fruen, en gammel
And mellem fire grimme Ellinger, hvoraf ingen lovede nogen
Andersensk Forvandling til Svaner. Hvad Slags Betræk paa
Stole, Borde og Sofaer? Det forbliver en Hemmelighed, be-
stemt til at afsløres tre à fire Gange om Vinteren. Et pragt-
fuldt Taffelur mellem to forgyldte Vaser med de bekjendte
pyramidalske Tøibuketter under Glas. Paa Konsoller, Etagèrer
og Kommoder opdynget en saadan Masse af Nipserier og hvad
disse tusende smaa Unyttigheder kaldes, som om vor Bys
samtlige Basarkratere havde udspyet hele sit aarlige Udbytte
over denne ulykkelige Stue alene.

Lidt overvældet var jeg sunken ned paa en Chaiselongue i
Hjørnet. Da jeg havde siddet en Stund, følte jeg mig saa
forunderlig beklemt tilmode, ligesom man vil sige, at Katte-
hadere kan føle Nærheden af disse dem antipatiske Dyr, uden
at vide om dem. Jeg vendte mig, og jeg fik Øie paa en grøn
Gibspapegøie i naturlig Størrelse; det maatte være den; jeg

SIDE: 229

reddede mig skyndsomst ud af den smørgule Udgangsdør med
sin hvide Ramme -- ved den hvinende Knirken i Hængslerne
fór jeg op -- det var kun en Drøm.

Nogle Selvbetragtninger.

. . . Det er det forfærdelige for en, der, som jeg, kan siges
at være kommen i Utide, at der i Sporet af denne hos os i
Folks Bevidsthed indgroede Opfatning af Kvindelighedens Ideal
gaar en hel Række af disse selvmorderske Forskrifter, som, ak,
min egen Natur og hele Opdragelse altfor meget har næret,
men som i den Stilling, jeg nu indtager, omtrentlig hører til
en moralsk Umulighed at gjennemføre. Dertil hører først og
fremst denne hyklerske Selvnedsættelse og Selvnedkuelse, der
falskelig gives Navn af Beskedenhed. Bare man knyr for at
paatale noget, ville noget selv, da ingen hjælper os, har man
straks som et Kast i Ansigtet: Fordringer, Fordringsfuldhed.
Jeg løfter mine Hænder i en Bøn til min Samtid, ikke ganske
at træde mig ned -- Mændene tier haanlig; Kvinderne hvisker:
Fordringer! Jeg ynker mig en enkelt Gang til en Veninde over
den haardhjertede Overenskomst, der udelukker mig fra alt, alt.
Fordringer! Jeg skrev engang en liden Bog, der indeholdt
Skildringer fra Familielivet, mer for at kaste et sandere Lys
over det noksom omtalte, mere udprægede Medlemmer: "Bare
tale om sig selv", blev Hovedanken mod den.

Men hvor det giver Mod til at ville, at vove! Man vil for-
tjene sine Prygl.

Hvoraf kommer det, som man kalder: Intet vil lykkes
for en? Ligger det i en medfødt Mangel i vor Natur, Op-
dragelse, Mangel paa Øvelse i at gribe Livet hændig og
praktisk an?

Jeg vil tie om, at intet vil lykkes i det store, men netop
disse smaa Chancer, der skulde, om ikke trøste, saa dog be-
rolige, disse Dagens Smaafelttog til at vinde denne Beroligelse,
til Erobring af lidt nyt Livsstof, Livsfriskhed, er det, som saa
smertelig skuffer, saa sørgelig sløver.

Jeg gik idag efter Ugers saadanne hundrede Skuffelser over
i botanisk Have for at se Drivhusvandliljerne, der skulde være
saa deilige. Kom netop derhen for at se Døren blive smækket
i lige for min Næse. Hjem i Solstegen. Lagde mig paa Sofaen.

SIDE: 230

Slumrede ind. Da syntes jeg at se Feen fra min Barndom
bøie sig over mig, viftende kjølig af den bredbladede Amaryllis,
jeg ikke fik se, denne deiligste af alle Vandliljer. Trøst dig,
sagde hun, du skal være uheldig i alt, alt, kun ikke i ett, og
det er det, som volder dig mest Kvaler i dit Liv.

Vi kjender alle Protesilaosmyten, der har formet sig til en
Verdenssandhed.

"Den, som gaar foran i en Alvorsdyst,
"Han seirer ei, han kjæmper kun og falder."

Hundreder af Mænd, der har viet sit Liv til en stor, endnu
ikke af Mængden fattet Idé, vil have lært Protesilaos' Betyd-
ning at kjende.

Saa meget mere da en Kvinde, der har stillet sig i Fronten
for noget saadant, beredt paa at tage alle Slagene, der falder,
før hun ligger der selv.

Der var nogen igaar, der vilde give mig Navn af en kvin-
delig Protesilaos. Det er sandt, jeg har prøvet denne Kamp i
al Skrøbelighed og Magtløshed, og det maa man lade mig, imod
en forfærdelig Overmagt, der er vant til at seire, og dog, Vid-
underet er skeet, jeg lever endnu, jeg er bleven 70 Aar i denne
Kamp. Mon Protesilaos var saa gammel, da han faldt for de
tusende trojanske Spyd?

Den 24de Januar 83.

Til Henriksmindet.

Nei, Henrik har aldrig været Republikaner i den Forstand,
man nu vil gjøre ham til. Aldrig har nogen i hans levende
Live opfattet ham saa. Hans første brusende Ungdom faldt i
Revolutionsaaret 30, hans store, nu saa ofte nævnte, dengang
saa lidet læste, af endnu færre forstaaede Digterverk er paa-
virket, om ikke udgaaet af hin Bevægelse. Dette Menneske-
hedens Epos, der begynder med Skabelsen eller lidt før og
ender med den Grænse, som vi med vor bedste Vilje ikke
formaar at øine endnu, hvor denne samme Menneskehed ende-
lig har kjæmpet sig igjennem til Fuldkommenhedens Maal,
kastet alle Krykker, aftakket alle Støtter, hvor alle Ledere,

SIDE: 231

alle Folkeslag tumler hinanden i Armene i en evig beseglet
Broderkjærlighedens Fred -- skulde vi allerede have naaet
denne Lyksalighedens Grænse, hvor vi trygt kan afskaffe alle
Støtter, alle Førere, al Autoritet, man give den hvad Navn
man vil? Vi tror det ikke, og man vil neppe i Henrik Werge-
lands Skrifter eller Taler finde et Ord, der betegner, at han vil
have Konklusionen i dette sit ideale Verdenssyn anvendt paa
vore endnu saa lidet befæstede Forhold. Den varme, aldrig
rastende Kjærlighed, han bar til sit Folk, og navnlig da Almuen,
vil ingen drage i Tvil; men han har kun virket til dette Folks
Belærelse og Opdragelse, han har aldrig ophidset det til Mis-
fornøielse, aldrig brugt det til et Fodstykke for egen Storhed.
"Jeg har kun været Digter, intet andet," saa lød hans Ord paa
Dødsleiet. En smuk Bekjendelse, som ikke alle Poeter tør
aflægge med ham.

Ja Digter var han; har han ikke bevist det ved andet, saa
har han det ved den Maade, han anskuede Kvinden paa. Det
ved jeg, at han med Liv og Sjæl vilde laant vor Sag Ord,
havde den blot havt et Navn, en Lyd for sine Krav dengang.
I hans store Fremtidssyner stod hun ligeberettiget med Manden,
med gamle, svundne Epokers Begeistring og ridderlige Hyldning,
løftet og baaret endog høiere end han selv . . . Ak, min Broder,
vi forlanger ikke saa meget!

Det frygteligste, der tænkes kunde.

Om de andre Universets utællelige Kloder er beboet? Ja,
dette er et Spørgsmaal, som vore Geologer og Astronomer vel
for længe siden er kommen til Enighed om at besvare bejaende.
Vi andre uvidende Stakler staar foran denne Mulighed med et
rædselsfyldt: For Guds Skyld, dog vel ikke!

Konsekvensen er ubønhørlig. De lærde Herrer forsikrer
os, at saa er det, det kan ikke være anderledes, og er i sin
videnskabelige Iver saare fornøiede; men de glemmer at be-
vise os, at vor lille Klode blandt disse Myriader af Himmel-
legemer, der skulde være befolket med levende Væsener, at
denne lille Klode er den allerulykkeligste. Det er heller ikke
tænkeligt.

Men hvem kunde bære Forestillingen om, at der gives Til-
værelser, Tilstande i Verdensaltet, der i Lidelser og Rædsler
af alle Arter endnu skulde overgaa dem, vor Jord huser? . . .
Hu, nei Tanken gyser tilbage.

SIDE: 232

En egen Smag.

Det er forunderligt med de mange Christusbilleder, ældre og
nyere, hvormed Verden er beriget, hvor faa af disse der til-
fredsstiller. Næsten alle er gaaet i de traditionelle Spor: Det
bøiede, langlokkede Hoved med det stereotype Fromheds-
udtryk.

Jeg havde længe, mange Gange følt det, uden at turde sige
det; det er af disse Ting, man ikke tør røre ved. Da skrev
min Collett mig fra sin Udenlandsreise (vi var dengang for-
lovede), at han endelig i Rom havde fundet den Christus, der
havde tiltalt ham, tilfredsstillet ham mest, og det var en Michel
Angelo-Statue, hvis jeg ikke mindes feil, i Kirken "Sta Maria
sopra Minervam".

Denne Christus hørte ikke til de traditionelle Billeder af
ham. Det var den opponerende, harmbevægede Forløser, den
Christus, som jager Hyklerne ud af Templet.

Hvad er det rigtige?

Det er Begreberne stort og smaat, der i vor sociale Moral-
kodeks er saa forvirrende. Hvordan forsone det subjektivt rette
og rigtige med det store, almindelige, Teorien med Praksis? . . .
Hvad bliver tilsidst Ret og hvad Uret?

I Skolen har vi lært, at Christi Kjærlighedsbud strengt skal
holdes, vi har faaet det indprentet i ti Budord, og vi afkræves
Løftet om at overholde dem trofast i vor Konfirmation. Den
samme Yngling, som høitidelig for Guds Alter har aflagt dette
Løfte, er maaske inden faa Aar Medlem af et af disse kom-
munale Hverv, der tilsammen danner den Magt, vi kalder
Staten.

Er Staten kristeligsindet? . . . Handler den i hin Aand, efter
hine Lovbud, hvorpaa vi aflagde Løftet?

En Morder drages for Retten, dømmes og straffes med Døden.
Men den samme Stat opdrætter Tusender og atter Tusender af
Landets kraftigste Sønner i nogle aandssløvende Indøvelser til
at sendes ud for at dræbe eller selv at dræbes. En henrettet
Forbryders Dødskamp er kort, en Soldats Skjæbne, naar han
falder, en langsom Pinselsdød paa en fremmed Valplads, og
saa at begraves, som man begraver Hunde under en Galskabs-
epidemi.

En Tyvebande bryder ind i et Hus, knebler Beboerne og
plyndrer, hvad den kan faa med sig. Den haardeste Straf,

SIDE: 233

vor Lovgivning hjemler, Infami og Død, venter Forbryderne,
hvis de gribes.

En Nation reiser en organiseret Bande, der kalder sig Hær,
overfalder et fredeligt Fremmedland, herjer, plyndrer, myrder
i tusendvis, og forkynder sig tilsidst som Territoriets Herre.
Men her kaldes Indbruddet Heltedaad, Overmandelsen af Be-
boerne Seier og Ranet af fremmed Eiendom Erobring. Naboerne
ser til med frygtblandet Beundring, og Historiens Genius op-
tegner Begivenheden med Stolthed i sine Annaler som et af
dens Lyspunkter.

Er Staten kristeligsindet?

 -- En stakkels forført Pige begaar i Fortvilelse en Forbry-
delse og sperres inde for Livstid. Men Ophavsmanden dertil
ved ingen noget om, han kan gaa hædret omkring, som det
ikke angik ham det mindste. I enkelte Lovgivninger forbydes
det udtrykkelig at efterspore ham. Naar gale Hunde bider,
skynder man sig med at slaa dem ned for at forhindre Smitten.
Her har man ordnet Sagen omvendt. Her er det Ofrene, der
slaaes ned, Forgifterne gaar fri. Og der er forskrækkelig
mange Forgiftere, hvor skal vi finde en Pasteur til at betvinge
denne Hundegalskab?

 -- Naar en af vore Kvinder i en viss Samfundsstilling be-
gaar en Uforsigtighed eller gjør sig skyldig i en Svaghed, eller
ofrer mer i sin Kjærlighed, end Reglementet tillader, er hun
udpeget, maaske fortabt i den offentlige Mening.

Men dette samme dydige Samfund, denne strengt retfærdige
Magt i det, som kalder sig Staten, aabner selv Dørene til
Skjendselens Boliger, hvor Tusender af Kvinder ofres for
Mandens Dyriskhed, aabner dem og siger: Værsgo, mine
Herrer, nu er det ordnet saa godt og trygt, der er ingen Ting
at frygte.

Ogsaa angaaende Dyrene mindes vi at have faaet nogle Leve-
regler indprentede, der kommer i en forfærdelig Strid med en
senere Samfundsopfatning af det berettigede og tilladelige lige-
overfor disse vergeløse.

"Maa være snilde Barn mod Dyrene, ikke rive Vingerne af
Torbisterne, ikke slaa Karo . . . klappe Pus pent!" . . . har vi
ikke alle hørt dette lyde for os hjemme hos Far og Mor?

I det store Hjem Samfundet seigpines daglig Tusender af
uskyldige Dyr tildøde i dertil indrettede Laboratorier, om for
at tilfredsstille en videnskabelig Kundskabstørst eller en sær-
egen Grusomhedstrang hos Bødlerne, kan ingen bestemt af-
gjøre; men Staten holder sin beskyttende Haand ogsaa over

SIDE: 234

disse Vederstyggeligheder, og Samfundet ser rolig, ufølsomt til,
som om aldrig nogen af dets Medlemmer havde havt et Barne-
hjem, aldrig havde hørt en kjærlig Stemme formane: "Snild mod
Dyrene! . . . ikke slaa Karo! . . . klappe Pus pent!" . . .

Er Staten kristeligsindet?

Den sidste Sten.

Naar man gaar tilfjelds, vil man undertiden ved Veikanten
træffe paa en pyramidal Sammenhoben af Smaasten. Medens
man stanser og undrer sig, i hvad Hensigt denne Stenhob er
reist der, har Førerne allerede lagt sin til, og uvilkaarlig gjør
vi det samme.

Er det et Mindesmerke, der er reist over noget merkeligt,
der hændt? Nei. Paa denne Plet tog maaske for flere Aar
tilbage et Par Gjætergutter Sigte paa en pragtfuld opskudt
Tidsel; flere og flere Sten faldt, der trykkede den til Jorden
og skjulte den.

Og nu kastede enhver, der vandrede forbi, sin Sten til, fordi
de andre Stene laa der.

Det er saaledes, Stendyngen kan optaarne sig over et Men-
neskeliv, der løfter sig op over Alfarveien. Er den første Sten
tankeløst kastet, følger de andre efter, og nu gaar ingen forbi,
uden at de har lagt sin Sten til.

Men en Dag er Pyramiden vokset saaledes, at ingen naar
længer derop. Og se Tankeløshedens og Raahedens Stenhob
er vokset til et Mindesmerke, som Eftertiden ærefrygtsfuld bøier
sig for.

Den dunklere Side:

TIL BEDRE FORSTAAELSE.

(1879.)

I.

Hvad der end tales for og imod Sagen, bliver der et Punkt
i den, hvori selv de uenige lettelig vil enes, og det er, at vort
Norden neppe kan kaldes en villig Jordbund for den Verdens-
bevægelse, som vi kjender under Navn af Kvindesagen.

En Smule sammenlignende Erfaring vilde snart belære en-
hver, der rolig vil se og dømme, om, at det Standpunkt, denne
Bevægelse indtager hos os, ligger et godt Stykke under det,

SIDE: 235

som den har naaet i andre Kulturlande -- Amerika taler vi
ikke engang om.

Et bredt Belte tænkt sig draget fra Nordkap gjennem Norge
 -- Danmark -- Tyskland ned til Schweizergrænsen vilde maaske
temmelig nær betegne det Strøg af det dannede Europa, hvor
denne Sags Betydning og Berettigelse endnu ikke er trængt
rigtig ind, men hvor den endnu maa friste en usikker og
kjæmpende Tilværelse.

Særlig maa dette siges at gjælde vort Norge. Selv eier den
ikke et Organ i Pressen, som den kan kalde sit, men der
findes heller neppe et eneste af vore andre Blade eller Tids-
skrifter, hvor den var sikker paa ikke at blive afvist, hvis den
tilfældigvis skulde forkynde Anskuelser og Tendenser, som
ligger lidt over det Høidepunkt for saadanne, der gjælder her
hjemme, men som andetsteds maaske betragtes som noget alle-
rede overskredet.

Et uimodsigeligt Bevis derfor har vi deri, at der ikke som i
de store vesteuropæiske Lande er optraadt en eneste Mand af
Betydenhed, der har gjort denne Sag til sin egen.

Ernest Legouvés herlige Verk: "l'Histoire morale des
femmes", der samlede Tusender af Tilhørere af alle Klasser,
da han i "Collège de France" uddragsvis meddelte det i Fore-
drag, er i vore nordlige Lande neppe kjendt af en Snes Indi-
vider. [fotnotemerke] Her vides ikke en eneste mandlig Forfatter, der i
Lighed med den berømte franske og flere, som England har
at opvise, i et omfattende, paa den rette Grundvold bygget
Skrift har forkyndt sig som Forkjæmper for disse Bestræbelser.
Hænder det, at nogen leilighedsvis udtaler sig om Spørgs-
maalet, kan man være temmelig sikker paa, at det sker i ned-
kuende Aand.

Og hvilken er den rette Grundvold for disse Bestræbelser?
vil man spørge.

Det er den, som ogsaa jeg, med bedre Vilje vistnok end
Evne, har forsøgt at hævde i nogle Skrifter. Man har lidet
søgt disse Skrifter; man synes ikke at have villet forstaa dem.

Det er sandt, der staar ikke et Ord om Mønsterkjøkkener
eller nye Industriskoler deri. Da det fremmedartede i Pro-
grammet imidlertid maatte gives et Navn, har man kaldt det
Fantasteri, Utopier o. s. v. Man har troet at se det yderligst-
gaaende i denne Retning, medens jeg har kjæmpet for Maade-

Fotnote: Sverige har Æren af at eie dette Verk i Oversættelse, medens det i
Danmark, længe siden paabegyndt af dygtig kvindelig Haand, ikke kan finde
nogen Forlægger. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 236

holdet, kjæmpet for at føre det bedste, brugbareste af andre
Landes Resultater i Bevægelsen ind i vor og advare mod
Udskeielsen.

Den er den Grundvold, som den franske Skribent allerede
antyder i Titelen af sit Verk, naar han kalder det Kvindens
moralske Historie.

Det er Kristendommens Grundvold. Ikke den af Mennesker
forvanskede, gjennem Tiderne forfaldne, men den, som Christus
selv forkynder: Lighedens, Fællesforpligtelsens Lov i et evigt,
uryggeligt Forhold mellem Mand og Kvinde, hvorledes den
end uundgaaelig maa tillempe sig en fremadskridende Verdens-
udvikling.

Det er dette gjennem Tiderne saa grovelig forrykkede For-
hold, denne endnu saa uklart opfattede Sag først har at gjen-
oprette, skal der bygges videre derpaa, medens den er tvungen
til at betragte andre mere letfattelige og -gribelige Faktorer i
den, de praktiske Vindinger indtil videre som det underordnede
 -- som noget, der vil falde af sig selv. Naar vi derfor i en
eller anden hjemlig Behandling af Emnet har set dette sidste
Spørgsmaal, det praktiske, omtalt som det for Tiderne enegyl-
dige, eneraadende, der allerede skulde have fortrængt det andet,
Livsnerven i den hele Bevægelse, da beror dette paa en Op-
fatning af Sagens Stilling, der er vel "elementær" endog for os
her hjemme, og som derfor neppe vil kunne dupere nogen. At
de fremmede Samfund, hvor denne Erfaring skal være hentet,
ikke godkjender den, er det overflødigt at forsikre.

Nei, deri skal det sande Motiv til Bevægelsen søges og i
intet andet: dette Forhold, dette af Christus indstiftede Forhold
mellem Mand og Kvinde har ikke vedligeholdt sig. Legouvés
Skrift vil paa en forfærdelig Maade kunne oplyse derom. Man-
den har kun forbeholdt sig selv Tillempningen efter Tidens
Fordringer, alt imedens han efter sine Fordringer først skaber
Tiden, men han har forment Kvinden det. I alt, hvad der
kunde træde hans Egeninteresser for nær og true hans Ene-
magt, medens han selv mer og mer frigjorde sig fra den gamle
Lovs Fællesbud, har han paakaldt den i sin hele knugende
Bogstavstrenghed mod hende og kun tilladt Ophævelsen af
disse Lovbud i formelle Uvæsentligheder.

Men kan det ene Lovens Bogstav hæves, kan andre det
ogsaa, der ganske anderledes fjernende og skillende reiser sig
mellem de to forbundne. Thi ligesaa lidt som en Kvinde i
vore Dage tænker paa et bibelsk Forbud mod at klippe sit
Haar eller røgte et Lærerkald, ligesaa lidt som vore Nutids-

SIDE: 237

damer finder sig religiøst forpligtede til at bede og høre Guds
Ord med bedækkede Hoveder, [fotnotemerke] ligesaa lidt kan vi efter Bog-
staven godkjende den Stilling, som Apostelen fra sin Tids Stand-
punkt, og vel at merke, ligeoverfor den evangelisksindede Mand,
anviste Kvinden. Vi kan ikke anerkjende dette Underdanigheds-
forhold til vor Tids Mand, uagtet vi maa høre det forkyndt i
de kirkelige Ritualer og Ceremonier. Presterne, de bestaltede
Vogtere af dette af Christus indstiftede Fællesforbund, har ikke
magtet at opretholde det -- de er endte med at se gjennem
Fingre med den ene Part og lukke Øiet for Kløften. Deraf
maaske ogsaa den usikre Stilling, de indtager i vor Tid. Man
skulde næsten sige, at jo mere de føler sin egen Uformaaenhed
til at virke paa den mere ustyrlige Del af Hjorden, des stren-
gere søger de at holde den føieligere Halvdel af den under
Bogstavlovens Tugt. Derved udvides Kløften. Det maa komme
til et Verdensopgjør, et Kompromis, hvortil Manden selv god-
villig giver Stevne.

Det er dette Verdensopgjør, dette Kompromis, der for-
beredes i hine store Mænds Skrifter. De har begyndt, disse
Christi sande Bannerførere, med at drage Sløret fra det Dyb
af Fornedrelse, hvori Kvinden i Aartusender har været ned-
sunken. Mer og mer at vække Bevidstheden om en saadan
verdenshistorisk Uret, og ikke mindst hos de forurettede selv,
forberede Forsoningen, opildne til al den Opreisning, der kan
ydes -- saa sandt som vor Tid kalder sig Oplysningens, Hu-
manitetens: at løfte Kvinden op til den Magt, den Betydning i
Samfundet, der med Gud og Rette tilkommer hende, det er og
bør være det sande Formaal for disse Bestræbelser.

Af Mænd, som vil anerkjende Kvindesagens Berettigelse i
denne dens sande Aand: Ligeberettigelsens, Opreisningens, eier
vort Norden vist ikke mange. Det er ikke længe, siden en
enkelt saadan høisindet offentlig tog Initiativet i en simpel
menneskelig Billighedssag, der angik Kvinden. En Karikatur i
et Vittighedsblad var Belønningen for denne ridderlige Handling.

I dette Mørke kan det saa pludselig lysne, det er paa vor
nordlige Horisont, disse Glimt tegner sig uregelmæssig, ube-
regnelige som Kornmodn om Høsten. Men Kornmodn betyder
jo noget godt, derfor hilser vi med Glæde disse Glimt som et
lykkeligt Varsel.

Forsvaret har hidtil kun været lagt i enkelte Kvindehænder,
det er, i Vanmagtens, Forladthedens. En saadan Forkjæmper-

Fotnote: Se Pauli Breve til de Korintier.

SIDE: 238

inde vil snart merke, at hun støttes ikke fra nogen Kant. Hun
vil altid i Farens Øieblik se sig i en Situation, der minder
om den ulykkelige Keiserprins's Allersidste: Ynkelig ladet i
Stikken af sine egne, medens der lurer, kan man sige, en
Assagay bag hver Busk.

DEN NYE OPDAGELSE.

(1879.)

Veltalenhedens Dis, o Musa blid og skjøn,
Jeg dig paakalder, høre du min Bøn!
Thi særlig, naar det gjælder uvant Tale,
Og noget med lidt Fynd og Kraft at male,
Jeg stoler mer tilsidst dog paa dit Kjøn
End paa hin stolte, strenge, laurbærkranste Gud,
Der selv mod egne Dyrkere, naar det ham stikker,
Overmodig, seirsberuset skikker
En eller flere hvasse Pile ud,
Naar han (man har Eksempler og derpaa,
Hvis man i noget drister sig hans Lige)
Ei foretrækker, med Respekt at sige,
Dem levende at flaa;
Og derfor Magtens, Styrkens Symbol, han som
 ingen anden
Til Skytsgud egner mere sig for Manden.
Men du, o milde Dis, vil os tilhøre,
Men du imod et Kjøn vil skaansomt bøie Øre,
Der, ikke kaldet til at herske, handle, styre, stride,
Fik Trangen ikkun til at ofre sig og lide -- 
En Trang, som knapt det holde kan i Tømme,
Men selv, vil man jo paastaa, søger Prøvelsen,
Imedens dog, fuldt villig vi indrømme,
For den at lette, holde jevnt i Øvelsen,
Der gjøres muligst alt ifra den anden Side . . .
Men du, o milde Dis, vil skaansomt bøie Øre
Imod et Kjøn, der -- sælsomt, siger vi,
Med saadan Trang udstyret -- sært mon friste,
At bære paa en tyndere, mer trykket Hjernekiste
Med mindre Indhold indeni
End hint det andet Kjøn, det mægtige, "det sterke"
(De tykke, tunge Kister altsaa dettes Merke!),
Staa du, veldædige Beskytterinde,
Offertrangens, trange Hjerners Skytsgudinde,

SIDE: 239

Staa du, en stakkels Bærerinde deraf bi!
Lyt huldrig til, hvad her hun har isinde,
Læg mer end Kvindes Mod og Magt deri!
Sufler mig, inspirer mig, der min Sang
Saa dristigt Maal har sat sig denne Gang.

Der er et Motiv kommet til i Kvindesagen, der maaske mere
end noget er skikket til at bringe Forvirring i Opfatningen af
denne Sag, for ikke at sige hemme den i dens Gang: Spørgs-
maalet om de naturlige Evners Fordeling i de forskjellige Kjøn.
At det er bleven en mægtig Faktor i Modstandens Bestræbelser,
er ganske visst. Det er allerede adskillige Aar, siden Verden
blev imponeret ved en ny Opdagelse, den, at man ad anatomisk
Vei var naaet til paa det nøieste at faststille Forholdet mellem
de mandlige og kvindelige naturlige Evner. Man var kommen
til det nu endelig uimodsigelige Resultat, at den aandelige
Overvegt overveiende ligger paa Mandens, men den moralske
 -- som en af de mere berømte Sjæleprosektorer galant lægger
til -- overveiende paa Kvindens Side.

Med denne Opdagelse skulde alle Spørgsmaal være løste.
Verdensligevegten var da endelig funden og for evige Tider
sikret.

Sagen er, at det er denne Udskiftning af Egenskaber -- lad
dem grunde sig paa Sandhed eller ikke -- der maaske mer
end noget bidrager til at forstyrre denne Ligevegt og til at be-
fæste Kvindens hele mislige Stilling i Samfundet . . . Vi staar
her svimlende ved Kløftens Rand.

I Virkeligheden vil det nemlig sige, at den aandelige Over-
vegt først og fremst finder sig kaldet til at øve denne Overvegt
netop over sin føieligere Modsætning, de moralske Egenskaber,
bestemme deres Art og indbyrdes Forhold, kort -- lempe dem
efter sit Behov.

Det vil kun sige, at den aandelige Overvegt i det hele no-
torisk har bevisliggjort sin Eneret til at foreskrive Love, tage
Bestemmelser, eksekvere Domme, medens den anden Part
naturnødvendig villig vil underkaste sig disse Love, denne
suveræne Styrelse.

Det vil kun sige, at deraf er flydt Love og Bestemmelser
der i visse retslige Tilfælde stiller Kvinden i Række med Børn
og Imbecile.

Det vil kun sige, at deraf er flydt Love og Bestemmelser,
der tillader Manden "til en viss Grad" at prygle Hustruen.

SIDE: 240

Det vil kun sige, at der deraf er flydt Love, der tillader
ham at dræbe hende paa Stedet, hvis hun gribes i en For-
brydelse mod Egteskabets moralske Forpligtelse.

Skulde vi ikke have denne Udskiftning af Evner og Egen-
skaber at takke for den hele vanvittig opskruede Maalestok for
kvindelig Moral og Pletfrihed i Forhold til Herrens og Lov-
giverens? Til hende Kravene paa Ædelmod og Opofrelse -- 
til ham at modtage Offeret og lønne hende paa en Maade, der
ofte mindst smager af Ædelmod. Man minde sig blot det for-
skjellige Lønningssystem, hvor Arbeidet ofte er ganske ens:
Han byder -- hun skal lyde -- hun yder, han skal nyde, det
er Konsekvensen af denne Naturnødvendighedens Lov, be-
seglet ved baade Sondens og Vegtskaalens uimodsigelige Vid-
nesbyrd.

Vistnok kunde der reise sig Tvil om Paalideligheden af denne
kirurgiske Bevisførelse, og om den i saa Fald giver Ret til en
saadan Udskiftning af Magt, der simpelt væk vilde vedblive at
gjøre vore menneskelige Samfund til Planteskoler for Tyranni
og Uretfærdighed. Det kunde navnlig være Tvil underkastet,
om virkelig den lidende Part med saadan naturbegrundet Glæde
finder sig i Uretten.

Vi tror, den lider forfærdelig derunder, at Tusender sukker
mod den Tid, da alle vil stemme sig op mod den, og denne
Side af Frigjørelsen seirende være traadt for Dagen.

At denne Misfornøielse rører sig, om end dump, i mange
Gemytter, hører i det mindste til det bevislige, uimodsigelige.
Paa hvilken Side den aandelige Overvegt virkelig skulde ligge,
og hvad Indflydelse den i saa Fald vilde øve paa Spørgsmaalet,
dette er et af de Problemer, som, hvis det overhovedet sum-
marisk kan opgjøres, ikke endnu kan finde nogen Løsning.
Tiden dertil er endnu ikke kommen. Man kan formentlig lige-
saa lidt paa vore nuværende Tilstande bygge et System for den
ene Parts aandelige Underlegenhed, som man af en Chineser-
indes forkrøblede Fod vilde bevise, at den ikke kunde være
ligesaa velskabt som en anden Menneskefod, der ikke har
kjendt Futeralet.

Der har vi det. Argumentet hentet fra Foden, ikke fra
Skruerne om den. Den gamle Forveksling af Aarsag og Virk-
ning, som den "logiske" Del af Menneskeheden ikke vil se,
og den ulogiske Del af den naturligvis ikke kan se, paa Grund
af -- den lamme Fod. Vi kan daglig faa denne Argumentation
for en naturbegrundet kvindelig Ulighed og Underlegenhed
præsenteret os i det hele Repertoire af daddelværdige Egenskaber

SIDE: 241

for vor Tids Kvinder og sikkerlig ikke mindst ubønhørlig af
hendes eget Kjøn. Hendes Overfladiskhed og Interesseløshed,
hendes "Pjattevorenhed", hendes Koketteri og Forlystelsessyge
etc. etc.

Men er det ikke saa, man vil have hende? Er det ikke
disse Egenskaber, man mindst i de Par sidste Aarhundreder
netop har fremelsket hos hende? Manden vil have hende saa,
og naar det altfor vel lykkes, burde Daddelen ikke træffe hende.
Jeg kan ikke istemme dette -- især det kvindelige, lidt farisæiske
Skrig over disse Feil -- de maa, synes mig, kun vække den
dybeste Medynk. I Middelalderen indtog Kvinden en helt
anden Plads i sit Samfund. Hun var da den ved Lærdom
og Dannelse overlegne, den aandelig toneangivende, medens
Manden skjøttede sine Rov- og Kampinteresser. Da hørte man
intet til disse Smaaligheder og Ynkeligheder, der nu lægges
hende tillast. Det er sandt, Uvidenheden og Fanatismen var
dobbelt vaagen, en saadan Overlegenhed kunde kun stamme
fra Djævelen; derfor laa Fanatismen og Uvidenheden ogsaa
bestandig paa Lur og brændte hende med sand Fornøielse paa
et Baal, hvor den kunde komme til det.

Forholdet i vore Dage viser sig vistnok mindre skarpt ud-
præget, men skulde Opfatningen af Kvinden og hendes Betyd-
ning i og for Samfundet virkelig staa saa meget høiere end
dengang? En aandelig Overlegenhed sees endnu kun med
mistænkelige Øine, Adgangen til at bruge sine Evner i det
store, bevægede Livs Tjeneste er endnu mere end dengang
sperret for hende overalt. Manden holder sig mere hjemme
end i Feudal- og Ridderskabets urolige Tider, og her skal hun
være Dukkebarnet, der forlyster ham, bortspøger og bortpjatter
hans mørke Stemninger og sørger for hans huslige Behov.
Spørg hvilken Mand af vor Tid, man vil, selv den høiærværdig-
ste, og de vil alle foretrække Dukkebarnets Silkestrømper frem-
for disse stygge blaa Strømper.

Den aandelige Overvegt er i sin Art despotisk. Det er ikke
af den, Kvinden tør vente sig en heldig Løsning af hendes
Sag. Det, man kalder hendes Fortrin, der alle skal have det
passive, lidende Præg, vil neppe heller virke til denne Løsning.
Det kan kun en ligevegtig Udskiftning af Evner og Egenskaber,
der forsonet rækker hinanden Haanden og supplerende kan
virke i Fællesskab.

SIDE: 242

KRITIKKEN OG KVINDESAGEN.

(1879.)

Vi kan forfølge Virkningerne af disse mislige Vilkaar, hvor-
under en hos os endnu saa lidet sympatetisk Sag har at kjæmpe,
vi kan forfølge den i alle dens Spor, gjennem alle Konflikter,
fra Dagens ligegyldigere, simpeltvæk mattende og trættende op
til Livets dyberegaaende, mere skjæbnesvangre. Vi maa her
indskrænke os til at antyde den Stilling, som denne Sag ind-
tager ligeoverfor den væbnede Magt, Modstanden har at stille i
Marken: Dagspressen, Kritikken.

Et saadant kvindeligt Forkjæmperskab er endelig naaet op
til Udgivelsen af et Skrift.

Intet om de Kampe, det har havt at bestaa, medens der
endnu arbeidedes til dette Maal. Man maa bestandig minde
sig om, paa hvilken Jordbund man staar, der maa hverken
siges for meget eller for lidt; det er som at sysle med Pe-
tarder, en enkelt lidt for vovet Sætning kan sprænge det hele.
Censuren ligger allerede i Luften, ligefra Veninders bekymrede
Miner, gjennem diverse andre Instanser, ned til den allersidste,
maaske en "tænkende Sætter" -- "en ny Magt i vor moderne
Kultur, der ikke er mindst at frygte", som en bekjendt For-
fatter udtrykker sig.

Det er endelig naaet dette Maal, den store Dag er oprunden,
den, som andre Kunstnerproducenter hilser som en Opfyldel-
sens glade, der lover dem Belønningen for alt Besvær.

Først nu vil den Stilling, denne Kunstnermission indtager til
den store Almenhed, synlig træde for en Dag.

"Aanden, Kunsten har intet Kjøn," er der sagt; her er da
endelig et Felt, hvor Ligheden synes selvskreven. I alle andre
Kulturlande erkjendes ogsaa denne Aandens Ligeberettigelse.
Hvor det f. Eks. gjælder visse offentlige Nationalbelønninger,
regnes kvindelig Fortjeneste sideordnet med Mandens.

I vort Norden er det ikke saa. En Forfatterinde vilde selv
under den gunstigste Konkurrence, støttet af de mest smigrende
Indstillinger, kun opnaa en Søsterlod, hvis der overhovedet
opnaaes noget. Hvor det derimod af en eller anden Parti-
eller Tendensgrund gjælder Mishagsbevidnelser overfor hende,
kan hun være sikker paa den dobbelte Arvelod.

Det vil vise sig overalt, hvor Kritikken privat eller offentlig
udtaler sig om kvindeligt Forfatterskab vis-à-vis det mandlige,
i den paafaldende Afvigelse i Opfatning og Bedømmelse, der

SIDE: 243

da giver sig tilkjende, nøiagtig den samme, der gjør sig gjæl-
dende i alle livets almindelige Forhold. [fotnotemerke] Skulde denne Par-
tiskhed ikke være den fornemste Grund til, at næsten alle
betydeligere Romanforfatterinder forskanser sig bag Mandsnavne?
 -- Lader et saadant kvindeligt Forfatterskab sig ikke strengt
henføre til den fuldkommen tamme, uskadelige Dameproduktion,
eller endnu bedre, til en viss selvmordersk, selvnedbrydende
Sort, der giver sig Navn af den kristeligsindede (jeg vil heller
kalde den ukristelig), en Sort meget yndet Produktion hos os,
der ganske sparer andre Uleiligheden, -- tillader den sig en
frisindet og -- dette kan neppe undgaaes -- anklagende Stemme
i Tidens store Spørgsmaal -- straks vil man se den daglige
lille Konveniensmaaler for kvindelig Optræden bragt i An-
vendelse.

Hvad gjør vore første Dramaturger andet end at rette de
bitreste, mest nærgaaende Angreb paa bekjendte Samfundstil-
stande? Er Forfatteren saa heldig at staa udenfor Partirække-
vidden, kan hans Stykke dertil æstetisk forsvare sin Plads,
interesserer det, morer det, taales det ikke alene, det sætter
alle Penne respektfuld i Bevægelse. "Et Dukkehjem" skulde
være skrevet af Kvindehaand! Vel, at det ikke er saa; vi
havde ikke faaet det at se paa nogen Scene, men man havde
nøiet sig med at harmes over Noras Bortgang i al lun Gemyt-
lighed hjemme.

Statistikere og Kriminalreferenter, Læger og Sjælesørgere,
Filantroper og Misantroper forener sig i et Skrig over Tidens
Forfald og moralske Udartning.

En Forfatterinde, uagtet hendes eget Kjøn lempeligst beregnet
de 99 af de 100 Gange er Offeret for og i denne Udartning,
maa ikke tale, maa ikke vide om den.

En Mand vil ogsaa i Regelen være forskaanet for disse vivi-
sektoriske Sjæleundersøgelser og Tilbageslutninger paa det rent
personlige, som en kvindelig Forfatter af et ikke ganske nor-
malt Præg altid ser sig udsat for. Ikke mindst heri bliver en
Forkjæmperinde for en større Sag ømfindtlig erindret om, at
den liberale Sats: "Kunsten, Aanden har intet Kjøn" ikke
gjælder her i Norden.

Fotnote: Vi kan forfølge denne uvillige Sky for det sideordnede, ligeberettigede
lige ned til, hvor der er Tale om en simpel Udskiftning af Rum, af Plads.
Ved alle vore offentlige Indretninger, Læsesale, Bade, Restaurationer o. desl.,
vil man se den slettest udstyrede, snævrest mulige Parcel af saadanne anvist
Kvinder. Paa vore Dampskibe gjælder Sammenstuvningssystemet endnu i
hele sin Rædsel. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 244

Der kunde paapeges hundrede Træk af denne Partiskhed
for Forkjæmpermanden. Vi vil tillade os at udhæve et eneste
saadant Træk.

Lorentz Dietrichson udgav nylig et fortræffelig lidet Digt,
betitlet "Kivleslaatten", der strengt gaar visse af vore hjemlige
Tilstande tillivs.

Desuagtet er det blevet venlig optaget. Det har maaske
virket mere overbevisende, mere varmt indtrængende, end vor
berømte "Dæmring" i sin lidt kolde, overlegne Tone nogen-
sinde gjorde det. Det er ogsaa blevet velvillig anmeldt, baade
i danske og norske Blade.

Samtidig dermed er der udkommen nogle "Kivleslaatter" fra
kvindelig Haand, betitlet "Fra de Stummes Leir", der mindre
nærgaaende er rettet mod Tidens literære Udskeielser.

De anmeldtes, de overfaldtes, kan man sige, i tvende kjø-
benhavnske Hovedblade, i en Tone, der haanede al god Tone.
Om Provinsblades Betragtninger derover vil vi ganske tie.

Ret merkeligt er det, at disse Udfald skede i to af den dan-
ske Presses Organer, der gjælder for rene Modsætninger, det
ene for et Fremskridtets, det andet for et Tilbagegangens, Stil-
standens. At nævnte Bog befandt sig imellem begge disse
Retninger, som den ulykkelige Egtemand hos Schiller: "Von
Beiden gleich verstossen, von Beiden gleich verhasst", med
andre Ord var ingen af dem tilpas, har Forfatterinden ikke
kunnet tyde anderledes end som et hædrende Bevis for det
Maadeholdets Standpunkt, hun har indtaget og altid vil indtage,
medens Uviljen mod en kvindelig selvstændig Optræden og
Hadet mod Sagen selv gnistrer frem af begge.

Der er en Maade at affinde sig med en af en eller anden
Grund ubekvem Produktion, den bekjendte, "at tie den ihjel".

En misundelsesværdig Død!

Der er en anden Dødsmaade, som den ugunstige Kritik,
maaske som hurtigere og virkningsfuldere, hellere synes at ville
bringe i Anvendelse, den at citere ihjel.

Kunsten deri bestaar i at opsøge de mere pointerede Steder
i et saadant Skrift, rive dem ud af sin Sammenhæng og sætte
dem i en Forbindelse, hvorved de kommer til at sige noget
ganske andet, undertiden netop det modsatte. Træffer en saa-
dan Kunstnercitator paa en Sætning, der altfor tydelig udhæver
den sande Mening, saa springes den behændig over.

Nu, det er da ialfald vore egne Synder, vi her stevnes for,
og vi har til Nød corpus delicti at henvise til. Vanskeligere er
en saadan mer exceptionel Forfatterinde stillet, naar hun maa

SIDE: 245

være Syndebuk for andres saadanne, knyttede end disse Sig-
telser sig til noget i vor Literatur mere udpræget og ophøiet.
Jeg har saaledes mere end én Gang i Forhandlingerne om
Ibsens "Dukkehjem" nydt den Ære at spille et Slags Rolle
af fyrstelig Prygledreng; [fotnotemerke] hvad man ikke ligetil vovede at sige
ham, det fik man med et behændigt Skub ind under mit Navn.

Vi maa bøie os for en Bedømmelse, der er begrundet i
Læserens egen Erfaring. Men til de Tusender, der ikke kjen-
der til Produktionen uden gjennem Døgnkritikkens Udsagn, være
det bønligst henstillet, ikke ganske at dømme fra disse, og
navnlig mistro -- Citater.

DEN NATURALISTISKE ROMAN.

Denne Retning i Romanen nutildags har visseligen Ret lige-
overfor den usande, tilslørede Romantik, hvori vi Ældre er
optaatet og opflasket. I den Forstand vil jeg ogsaa kalde mig
Realist.

Men "Alles mit Maszen". Vi vil have den sande Side ved
Livet frem uden at behøve at holde saa meget for Næsen,
uden at føle Nødvendigheden bagefter at tage Nafta ind for
Kvalme.

Dog, Kvalmen kunde vi endda nok se at finde os i, men
der skjuler sig en brutal Uret derunder, hvorimod "Krænkelse
af Velanstændigheden paa offentlig Gade" er intet at regne.
Ved at vrænge Livet ud i sine dulgteste Folder, ved at behage
sig i Skildringen af den dyriske Side ved Menneskenaturen er
det atter igjen Kvinderne, der maa betale Legen, Mændene ge-
nerer det ikke. Hr. Zola med Konsorter glemmer, eller har
vist aldrig tænkt derpaa, at Kvinderne kan ikke eksistere
uden dette ideelle Slør; det grunder sig i det dybeste i deres
Natur; vilde de selv befri sig fra det, da vilde man, og med-
rette, høre et Skraal!

HØIRE OG VENSTRE.

En morsom Variant til den bekjendte Kategori, hvori den
franske Code civil stiller "la femme", yder os Hr. Delaunay
i et nylig i den biologiske Forening i Paris holdt Foredrag.

Fotnote: Man vil mindes, at i gamle Dage kunde de unge Fyrstesønner blot fore-
holdes Eksemplet; de maatte derfor altid have en jevnaldrende Dreng ved
Siden af sig, der modtog Pryglene i deres Sted. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 246

Han udhæver den Forkjærlighed, som alle høiere og mere
udviklede Naturer uvilkaarlig viser, altid at holde sig til høire
Side. "De lavere, mindre udviklede Naturer, Børn, Gamle, som
gaar i Barndommen, aandssvage eller aandelig svækkede og
 -- ; Kvinder", saaledes udtrykte Taleren sig, "er derimod altid
tilbøielige til at holde sig til Venstre. Hvor begge Kjøn skilles
ad, i Kirken f. Eks., ved Maaltider, sidder Kvinderne ogsaa altid
til Venstre".(?) Naar man læser sligt Galimatias, fristes man til
at spørge: hvor hører Taleren selv hen? mellem de gamle
Børn, eller de barnagtige gamle, mellem de svage Aander,
eller de aandssvækkede? Bevares nei. Han er en af Frank-
riges berømteste Lærde.

HØIRE OG VENSTRE.

Man skriger over vor Tids Usedelighed, men den har maa-
ske et Fortrin fremfor tidligere Dages, at man har begyndt at
skrige over den, at den ikke vil gaa ganske rolig, ubekymret
hen, som det var Tilfældet dengang. Værre end den var og
havde taget Sæde i vore Landbygder i den første Tid af vort
Aarhundrede, kan den vel neppe være. Vi havde Forbrydere
i alle Genre at opvise, mistænkte Hustrumordere, Bigamister,
Drukkenbolte, og vi behøver ikke at nævne Donjuaneriet i
den laveste Skikkelse. Alle disse gik løse omkring, havde For-
sædet i Kommuneanliggender, gav deres Familiefester og Baller,
gik i Kirke og til Alters, kort repræsenterede anstandsfuldt
Bygdens Honoratiores. Endnu tænker jeg med Gysen paa alle
de Historier, der dog først senere, naar alle disse Helte havde
udspillet sine Roller, kom for en Dag; der fattedes intet af,
hvad man kunde tænke sig til Stof i de forfærdeligste Tragedier.

Vor brave, elskværdige Eilert Sundt, senere Prest i en af
disse Bygder, bad mig engang fortælle ham noget deraf. Jeg
sagde, at det havde sine Vanskeligheder at fortælle, men jeg
skulde forsøge at skrive ham noget op deraf.

Det skede, og jeg optegnede en Del af disse Træk af en
Bygdekrønike og sendte ham det; hvor det er kommet hen
efter hans Død, om det endnu eksisterer, ved jeg ikke.

Og Kvinderne, Hustruerne til disse ryggesløse Mænd! Blev
de ikke selv forgiftede ved Nærheden, virkede ikke Bevidst-
heden om en saadan Fordærvelse sløvende paa deres sedelige
Forhold?

Nei, intet mindre. I rene Gemytter virker Lasten i sin
dyriske Skikkelse, berøvet alt, hvad der anstændigvis tilslører,

SIDE: 247

om ikke forskjønner den: Galanteri, Lidenskab, elegante Former,
kun afskrækkende, ikke forlokkende. Aldrig har jeg samlet,
paa et ingenlunde snævert Omraade kunnet tænke mig en saa
fuldkommen over al Tvil hævet Renhed og Hæderlighed som
den, der omstraalede disse Hustruer og unge Piger. Det var,
som om Fordærvelsen ikke angik dem; man skulde tro, at de
betragtede deres Herrers Udskeielser som noget uundgaaeligt,
som Naturprocesser, vulkanske Udbrud; saaledes bar Hustru-
erne det, saaledes sad de unge Piger i Hjemmet og ventede,
at den samme Skjæbne skulde banke paa og hente dem.

O, hvilke Jammeregteskaber har jeg ikke oplevet, er jeg ikke
bleven Vidne til! Jeg har først senere forstaaet det ret. Der
taltes aldrig derom af de mishandlede; kun hændte det, at et
Par Stykker af dem "af ubekjendte Grunde" forkortede sit Liv.
Enhver skjulte sin huslige Elendighed, som et klogt Pengehus
dølger sin Ruin, sin undergravede Kredit. Aldrig hørte man et
uvilkaarligt Udbrud, aldrig et Suk, en Hentydning, der skulde
gjettes. Hændte det, at der berørtes noget, der angik andre,
saa skede det med den fatalistiske Sindsro, som naar man for-
handler det uafvendelige, et Jordskred, en Stormflod. Undrer
man sig saa over disse Kvinders Hengivelse i sin Skjæbne, en
Resignation, der næsten lignede Tilfredshed, saa har jeg kun
ett Svar derpaa, den laa begrundet i en Mangel hos dem. I
Opfatningen af deres egteskabelige Stilling var der ikke faldt
Gnist af Bevidsthed om nogen Nedværdigelse, der kunde vakt
dem til Selvforsvar, til Modstand, med andre Ord, her var det
Følelsen af deres Værdighed, der manglede. Denne Følelse
var systematisk holdt nede i dem, Opdragelsen, den huslige,
som den religiøse, havde fra Barnsben indprentet dem den
officielle Kvindelighedens Hovedparagraf: lide og tie, tie i den
bogstaveligste Forstand saaledes, at Ordet, Lyden, hvert Begreb,
som stod i Forbindelse med Lasten, med Fornedrelsen, var
dem forbudt, end sige disse Ord skulde eiet en Sjæl, en Gnist
til Opstand. Vil man tro det, Ordet Kvinde (Qvinde, som det
da skreves) var det ikke ret kvindeligt at udtale, det var ligesom
blevet til noget vanhelligt. O, saa dybt nedværdiget var dette
Begreb, at det kun bragte Tanken hen paa noget misbrugt, de
laveste Begjærligheder hjemfalden! Bevis nok for, hvor nær
dette Tidens Kvindelighedsideal var lænket til sin egen Mod-
sætning Tøilesløsheden, hvorledes de gjensidig støttede, beskyt-
tede og befordrede hinanden, et afskyeligt Forbund!

Ja, saa fast sammenkjedet til Lasten var Begrebet Kvinde, at
Nævnelsen kun bragte Tanken hen paa noget tvetydigt, urent.

SIDE: 248

Ikke til det herligste, det aandigste, der knytter sig til dette
Ord. Himlen ske Tak! vi skyr nu ikke mere at udtale det, vi
gjør det med freidige Pander, og en mindre hyklerisk fordærvet,
renere stræbende Efterslegt skal vide at løfte det til den Plads,
der medrette tilkommer det.

Fatter vi Grundtrækkene nu i denne Trældommens Kvinde-
lighed saaledes, som den kun med ringe Afvigelser kom tilsyne
i hin Tids Hustruer, møder os den nedslaaende Kjendsgjerning,
at de af dem, i hvem Bevidstheden om egen Værdighed og
den Fornedrelse, hvori de daglig aandede, mindst var vakt,
baade var de lykkeligste, og vi nødes til at sige det -- de elsk-
værdigste. Jeg mindes saaledes en blandt denne Skare foruret-
tede, der havde, vilde man sige, en mindre lav, derfor ikke
mindre følelig Utroskab fra sit Egteskabs tidligste Dage at be-
breide ham. Hun glemte det aldrig, det forgiftede hele hendes
Liv. Men det var ogsaa en egen Kvinde dette, i hende intet
Slavesind. Hun havde ligesom taget gamle Slegters Selvfølelse
og strenge Ubøielighed i Arv. Hun var den eneste blandt sine
Ulykkesfæller, der med Bevidsthed anskuede sin Stilling, dog
kun for at lide dobbelt derved, baade ved Bevidstheden selv
og den Isolerthed, den paatvang hende; thi alle de andre taal-
modige og elskværdige Hustruer vilde gjerne hakke lidt paa
hende, fordi hun ikke bar sin Skjæbne "kvindelig", ikke
anende, at hun indtog et langt høiere Trin paa Erkjendelsens
og den sedelige Bevidstheds Stige end de alle tilhobe.

EN RAR TYSK HUSMODER.

Under et Ophold i Berlin i 1877 faldt der mig et Par
Skrifter ihænde, der, selv om de ikke skrev sig fra tysk kvin-
delig Haand, maatte kaldes enestaaende i sin Art. Enestaaende
ved den djerve Uforfærdethed, hvormed Forfatterinden stiller
sig personlig ligeoverfor en hel Hær af navngivne Modstandere,
enestaaende ikke mindre ved den skarpe, sønderlemmende
Logik, hvormed hun saa rolig uforstyrret, som gjaldt det at
række en gammel Strømpe op, gaar deres længe noget for-
ældede Dogmer og Anskuelser tillivs, indtil der bogstavelig
intet levnes. I hendes Land -- man vil forstaa, at her tales
om Kvindesagen -- vil dette sige noget.

Det gjælder nemlig her ikke mindre end den hele Armé af
tyske Stuelærde, den bekjendte Münchenerfilosof Hr. von Bischoff
i Spidsen, der har værdiget den Bevægelse, hvormed Sagen

SIDE: 249

kunde true deres eget rolige Land, nogle visselig ikke op-
muntrende Betragtninger.

Forfatterinden, Fru Hedwig Dohm, Enke efter en nylig afdød
anset Literat, er, saavidt mig bekjendt, ikke før optraadt som
saadan, da hun, det var omtrent i Midten af Syttiaarene, debu-
terede med en liden Bog, der bærer den meget forkyndende
Titel: "Der Jesuitismus im Hausstand". Hun søger deri at
bevise, at den ensidige Opgave, man i Tyskland anviser den
gifte Kvinde, ene og alene Husmoderens, Husholderskens,
hverken er national-økonomisk eller en Vinding for Huset selv,
men kun et Skalkeskjul for de herskendes Eneherredømme
over Terrænet udenfor. Hun vil vistnok stille Husfruens Op-
gave i at være Husholdets stille, styrende Aand, men ikke i
at gaa op i en trættende, aandssløvende Detailvirksomhed, der
lader hende stige ned til Tyendets Sfære, idet den lammer al
aandelig Rørelse, enhver Interesse udenfor.

Hovedangrebet er rettet mod den samme Hr. Bischoff, der
havde villet bevise, at Kvinder hverken kan eller bør studere,
at Mangel paa Evner dertil udelukkende anviser dem paa Hus-
moderskabet. Vi kommer her ind paa den bekjendte Forveks-
ling af Aarsag og Virkning, en Forveksling, som den berømte
tyske Filosof ogsaa synes at forvilde sig i.

Forfatterinden ivrer nu mod den gamle "bemooste" Ansku-
else, at en videnskabelig dannet Kvinde absolut maa være en
slet Hustru og Husmoder, og at Moderkjærligheden uund-
gaaelig maa fordunste ved al Kundskab, der ikke direkte an-
gaar Huset. "Auf dem Mittagstisch einer Frau, die es versteht,
Kubikwurzeln auszuziehen, wittern sie gleich immoralisches
Sauerkraut, und der Kaffee muss unumgänglich einen Bei-
geschmack von Tinte haben . . ."

Saaledes udtrykker hun sig etsteds.

Skulde dette ikke være skrevet en lille Smule for os hjemme?
Vi kan ikke negte, at den Slags Huslighed, Kvælnings-
systemet i Detaillen endnu har Borgerret hos os som det for-
tjenstlige, enerette. Jeg kan endnu mindes de Tider, da Fruen,
selv i velstaaende Huse, opvartede ved Bordet, og kom man
i et venskabeligt Besøg, maatte det regnes som et sjeldent Held
at træffe Husets Dame i sin Dagligstue og ikke komme for-
styrrende ind i en Optælling til Storvask, eller maaske i
Mysteriet af en Saucetillavning, der ikke turde betroes Kokke-
pigen.

Til Fru Hedwigs Bog "Der Jesuitismus im Hausstande" er
føiet et Anhang, hvori hun taler den kvindelige Stemmerets Sag.

SIDE: 250

Særlig vakte dette, som man kan begribe, et Skrig fra alle
Kanter. Hun besvarede det med et nyt, dygtig skarpt, men
fortræffelig affattet Skrift: "Die wissenschaftliche Emancipation
der Frau".

I Fortalen til dette giver hun selv os en ret fornøielig Prøve
paa Tonen i disse Tilsvar, navnlig citerer hun en viss Hr.
Wistling, der i et bekjendt Leipzigerblad havde rettet et mor-
derligt Angreb paa hende. "Seit den Tagen, wo ein volks-
thümlich drastisches Räuberstück über deutsche Bühnen ging,
das eine Hedwig zur Heldin hatte, dürfte keine Trägerin dieses
Namens mit solchem Eclat in die Öffentlichkeit getreten sein,
wie unsere Berlinerpamphletin."

Hvor vilde hun ogsaa hen. Kvindelig Stemmeret og Tysk-
land!

Hvordan denne sidste endnu dristigere Brochure er mod-
tagen, da den første vakte saadan Larm, har jeg ikke havt
Anledning til at erfare. Ogsaa denne griber i flere Stykker
ind i vore Forhandlinger af seneste Tid, saa at jeg, villig er-
kjendende egen Uformuenhed til at sige noget mere træffende,
Sagen mere udtømmende, vilde ønske, at disse Smaaskrifter
kunde finde Vei hjem.

Forfatterinden var selv en ikke mindre Merkelighed. Hun
var af disse, som nok kunde bringe Forvirring i vor hjem-
lige Opfatning af Personlighedens Forhold til en udpræget
kvindelig Produktion. Efter denne skulde man have ventet at
finde en emanciperet af den velbekjendte Støbning. Men intet
mindre. Hun syntes paa smukkeste Maade selv at føre
Beviset for, at videnskabelig Dannelse og aandelige Interesser
kan forenes med en brav Husmoders opgave, at man kan
varetage denne uden at stige ned til Kjælder og Kjøkken. De
Gange, jeg besøgte dem -- Manden levede dengang endnu -- ,
fandt jeg en stille, fin, ret elegant klædt Dame, altid indtagende
Husets Trone, Sofaen. Herfra vil hun da have styret og greiet
alle de mange usynlige Traade i det huslige Maskineri, der,
skal man dømme efter det Indtryk, man flygtig modtog, syntes
at være i fortræffelig Stand. Selv Moder til flere gifte Døtre
vil hun have lært ogsaa dem den uskatterlige Kunst at forene
tvende Opgaver, som vi hidtil har vænt os til at anse for
fuldkommen uforenelige.

SIDE: 251

VI KOMMER EFTER.

Vor Hovedstad har unegtelig æset sig op til noget, der
smager af Storby; ogsaa i de andre Tilstande stræber den at
hamle op med Udlandets store Kulturbyer. Det er da uund-
gaaeligt, at vi ogsaa da faar noget med, som ikke er af det
gode, men, nærmere beset, maaske kunde rangere under det,
vi kalder Overkulturens Udvekster. Ved slige Leiligheder røber
vi os gjerne ved en Ubehjælpelighed, en Mangel paa det rette
Maadehold, omtrent, som naar en Rus paa et landligt Bal vil
spille den flotte Byløve.

Vi vil nævne en af disse Udlandets Samfundsudvekster, som
vi ikke har været sene om at give Ly hos os i den Forme-
ning, at det er et Fremskridt, hin nye Institution, der prokla-
merer sig under Navn af "den lovbeskyttede Prostitution".
Her har Manden -- den i Skabningen Guddommen nærmest
stillede, Midleren mellem Gud og den lavere stillede Kvinde,
som en berømt fransk Forfatter udtrykker sig -- skabt en
Lovbestemmelse, hvori han, paaberaabende sig en for Samfun-
dets Sikkerhed og Velfærd uundgaaelig Nødvendighed af en
saadan, endelig officielt -- mer kan man ikke forlange -- be-
kjender Uformuenheden til etisk at kunne betvinge de lavere
Instinkter, med andre Ord, godtgjort sit nære Slegtskab med
sine næstforanskabte, der rigtignok paa en egen Maade mod-
siger den høitklingende Teori om Guddommen nærmest.

Den nye Institution, som vi har tilegnet os med en Iver, en
Raskhed, som om det gjaldt en Menneskehedens Redning fra
Undergang, har imidlertid i alle Samfund, hvor den har vundet
Plads (de er ikke mange, kun tre, tror vi) vakt den ihærdigste
Modstand. Overalt har der dannet sig Foreninger af Kvinder
og Mænd til at bekjæmpe den, som netop den værste Til-
skyndelse til Samfundets moralske Opløsning.

I et nylig i Kjøbenhavn af en saadan Forening afholdt Møde
talte Fruerne Hostrup og Meyerheim Indignationens varme,
kraftige Ord. Pastor Hostrup, Digteren, lignede i en Tale, der
afsluttede Mødet, den lovbeskyttede Usedelighed med kontro-
leret Salg af Menneskekjød, arrangeret af Europæerne for at
hindre de Vilde i at dræbe iflæng.

I vort uskyldige Land er vi ikke kommen til Protesten
endnu; vore Damer er altfor ærbare til at vide noget om, end
sige paatale en saa styg Sag som denne.

SIDE: 252

DE ÆRLIGE CHINESERE.

Det er merkeligt nok, at man i vore civiliserede Samfund
omtrent med samme Miner hilser en Datters Fødsel som en Søns.

Ærligere tager man det i Haarpiskenes og Fodlemlæstelsernes
Land, hvor man, fuldt sig den underordnede Stilling bevidst,
som den stakkels lille skjævøiede indtager i Skabningens Ræk-
ker, hyller sig i dyb Sorg (nota bene naar man ikke letter sig
den ved at dreie Halsen om paa hende straks).

Det er over denne Værdsættelse af og dens Konsekvenser
for den vordende Verdensborgerinde, vor Civilisation har sørget
for at brede et ganske andet forskjønnende Slør. Men løft
Sløret en liden Smule, saa skal vi se, Forskjellen er ikke saa
stor, som den synes. Fra det Øieblik, det søde lille Nor er
sat ind i Verden, vil hun finde alt ordnet til sin Modtagelse,
saa sikkert som Vuggen og Svøbet. Love og Bestemmelser,
der fuldstændig overgiver hende til en fremmed, enevældig
Magt, urokkelig faststillede, og ve hende, hvis hun nogensinde
kommer til at tænke derover, maaske reise sig derimod; de
grusomste Straffe venter den opsætsige. Det eneste, der levnes
hende til egen Raadighed, det er hendes Hjerte og dets Rø-
relser, men det er jo ogsaa det sterkeste, det bedste, hendes
"Væsens Klenod". Raader hun over dette Klenod? Nei, paa
ham, paa den herskende beror det, om det skal udfolde sig
efter sin Trang eller visne hen i sin Rigdom. Men saa tyst,
saa pent gaar det til, som paa Ballerne. Han bukker ærbødig
og fører hende med ridderlig Holdning op i Dansen. Som de
armeniske Kjøbmænd, der har beregnet de udstillede Slav-
inders Fortrin, har vor Balløve overveiet sit Valg og ladet
Holdning, Toilette, Stilling, Anseelse bestemme, hvorfor han
nu engagerer hende.

Men hun er jo ingen armenisk Slavinde. Hun kan jo sige
nei. Men hun siger ikke nei. Hvorfor gjør hun det ikke?
Ja, det er igjen hans Hemmelighed, der har forstaaet at gjøre
baade Oversiddelsen paa Ballerne, og i Livet til en Skam for
hende. Chinesisk!

UNDERLIGE MODSÆTNINGER.

Betegnende er det, hvorledes vort svage Kjøn nyder den
Ære at figurere i alle allegorisk dekorative Repræsentationer,
medens det i selve Livet, hvor det ogsaa undertiden kunde
have en Ret til at nævnes, muligst ignoreres og forbigaaes.

SIDE: 253

Den største Billedstøtte, Verden endnu har set, den netop i
Newyorkerhavnen reiste, er en Kvindefigur. I det kvindesag-
morske Tyskland kan vi paa Titelbladet af deres mest populære
illustrerede Tidsskrifter tælle indtil en halv Snes sindbilledlige
Kvindefigurer, alle repræsenterende de ædleste, mest ophøiede
Magter, Livet har inde.

Og netop i dette Tyskland, der særlig siges at hylde disse
ideale Magter, vil man fortrinsvis støde paa denne Modsætning.
Maaske intetsteds vil man finde hin Mandens Emancipation af
Pladsen mer konsekvent gjennemført end her. Vi kunde an-
føre tusende Træk, men lad os blot til et Eksempel se lidt
paa en Literaturhistorie af en viss Wilmar.

I dette Verk, der omfatter den hele tyske Literatur ligefra
Ulfila, den første Bibeloversætter, indtil vore Dage, nævnes
der blandt adskillige hundrede, tildels meget apokryfiske Mands-
navne, strengt taget kun fire Forfatterinder, deriblandt en bran-
denburgsk Kurfyrstinde, der har skrevet nogle Salmer.

Ængstelig for, at jeg kunde gjort Forfatteren Uret, gjennem-
søgte jeg atter Registeret og stødte ogsaa paa et femte Kvinde-
navn: Heriusintha, Heriusintha! Det klang saa rigtig altger-
manisk. Det har været en kraftig Digtersjæl, en Thusnelda,
tænkte jeg. Men ved nærmere Eftersyn viste Heriusintha sig
at være det gammelgermaniske Navn paa Ulvinden, som Hr.
Wilmar maaske ikke engang vilde fundet det værd at nævne,
naar det ikke udtrykkelig var skeet i Egenskab af Isegrims
Ægtehalvdel.

Bliver altsaa de fire tilbage, hvoraf Anette von Droste-Hülls-
hoff synes at være den af Forfatteren høist vurderede. Hun er
den eneste, der i et Verk paa henved 1000 Pag. vises den
Ære at nævnes i Registeret paa de løbende Forfatternavne,
medens Rahel von Varnhagen og Bettina von Arnim -- ikke
vises denne Udmerkelse, men maa finde sig i at indtage en
lille Landsbyrubrik under Mands og Broders for os i det mindste
meget mindre kjendte Navne.

Efter en Række af Mandsnavne, som, vi tilstaar det, slet
ikke er trængte til vore nordiske Øren: Schuppins, Schnabel,
Schnepperer, Schnorr, Klamer, Knoll, Uz, Göz, Kuh -- ytrer
han sig om den bekjendte Digterinde Anna Louise Karschin,
en i en sjelden Grad kraftig, original Digtersjæl, saalunde:
Endnu mindre fortjener Digterinden Anna Louise Karschin her
at udhæves, da hun knapt kan maale sig med nogle andre
Forfatterinder fra forrige Aarhundrede, som jeg her ikke har
fundet mig beføiet til at nævne (die zu erwähnen ich mir

SIDE: 254

nicht gestattet habe); da jedoch die Karschin ihrer Zeit eine Art
Celebritet war, so glaubte ich, etc.

Kan man haanligere affærdige kvindelig Fortjeneste end
denne Mand!

Hjemme i Norge er vi lovlig undskyldt, da vi ingen kvindelige
Celebriteter har; i det mindste mindes der aldrig om nogen saadan.

Vi kommer til Danmark. For den Fremmede, der har Sin-
det lidt aabent for Misforholdet, vil det kun paa anden Maade
træde ham imøde i de mange offentlige Mindesmerker, man
der finder reist.

De eneste selvstyrende Regentinder, Danmark har havt, har
ved et merkeligt Træf alle udmerket sig. Alle tre har de
skrevet sig et lysende Minde i Historien.

Men ikke ett offentligt Mindesmerke findes af disse i den
prægtige By, medens man paa hvert Torv støder paa Rytter-
statuer af deres store Oldenborgere.

Man skal se dette underlige Misforhold røbe sig i alt, fra
det største til det mindste. Den samme Skræk for at side-
ordne sig et kvindeligt Navn. For kun at nævne disse Merke-
dage med tilføiede Notiser, vi støder paa daglig i Bladene, det
er jo ganske eget at læse disse skrupuløse Optegnelser af deres
Vand- og Brandinspektørers Fødselsaar og Levetid, medens man
skulde tro, der ikke fandtes Kvinder i Landet.

Undertiden kommer derved Konstellationer frem, som synes
at høre hjemme i det Uddrag, man har fundet paa at optrykke
under Navn af "Comiske og curieuse Adressecomptoirs Efter-
retninger fra 1767", naar der f. Eks. efter et "Napoleon dør
paa St. Helena" følger et "Handskemager L. fødes i Nakskov".

EN NUTIDSKAVALER I BALSALEN.

Vistnok, min Frue, mer forladt og ene
End vel til Deres Tid staar Kvinden nu;
Ei mer til Tant og Fjas staar Mandens Hu
Paa Livets store Scene.
Paa Forskningens, paa Vindingens, paa Valen,
Søg der ham nu, ei mer i Selskabssalen,
Se Dem blot om en Smule her i Vrimlen;
Paa halve Tylvten Damer kommer knapt en Herre! . . .
 Fruen:
Ak nei desværre!
Dog faar vi bære det, saalænge vi er her,
Hernede mener jeg, men tænk Dem nu i Himlen,
Værst skal Misforholdet være der.

SIDE: 255

UDE OG HJEMME.

(1883.)

Der eksisterer i vor Literatur en Bog af en svensk Forfatter,
et ret merkeligt Skrift, hvis Titel lyder: "Qvinnofrågan. Jem-
förelse mellan de tre stora kulturfolkens nutidsåsigter rörande
könens psykiska begåfning och sociala ställning. Studie af
Emund Gammal".

Bogen er allerede et Par Aar gammel. Fraværelse har hindret
mig fra at erfare noget om den, hvorvidt den ogsaa i vor
norske Læsekreds er bleven bemerket eller offentlig omtalt.
Lige meget, en Bog som denne er altid ny her hos os. Om
Navnet Gammal er Forfatterens virkelige, om det skjuler et
Pseudonym, er for norske Læsere maaske lidt uklart. Ser vi
hen til den blot formelle Behandling af Emnet, respektabel
Grundighed, baaret af en skarp Dialektik, bringes vi til at tvile
paa, uagtet meget taler derfor, at det er en Kvinde, der har
skrevet denne Bog; ser vi hen til Aanden, Tendensen i den,
maa vi forundret spørge: Kan det være en Mand? Dette være,
som det vil; det er et fortjenstfuldt Arbeide, en af disse sjeld-
nere Tilsyneladelser i vor Literatur, der her i Norden maa
hilses med Glæde.

Det er ikke Meningen at ville levere en gjennemgaaende
Kritik over Hr. Gammals Bog. Andre dertil mere egnede Penne
vil vist allerede have sørget derfor. Jeg ønsker kun ved at
meddele et kort Resumé at vække fornyet Interesse for den.
Maatte det bidrage lidt til at klare Bevidstheden om en Sag,
der hos os endnu ikke kan glæde sig ved nogen stor Sympati.
For den store Mængde staar den ialfald, naar den ikke er en
ganske ukjendt Ting, mer som et mystisk, faretruende Skræmme-
billede end en Bevægelse, hvis Berettigelse dog mer og mer
vinder Erkjendelse i andre Samfund. For mig skulde da det
Stykke Uddrag, der her leveres, tjene som Indledning til og
et ret velkomment Tilknytningspunkt for et Par Betragtninger,
hvortil Dagens Begivenheder kan have givet Anledning. Skulde
det saa hænde, hvilket ikke var umuligt, at min lille Studie blev
beæret med en Anmeldelse, det vil nærmest sige, at den blev
angrebet, mistydet, gjennemheglet, saa tillader jeg mig at give
Svaret forlods: Man læse Gammals Bog.

Forfatteren fremhæver paa en klar, anskuelig Maade Kvinde-
spørgsmaalets Stilling i Europas tre store Kulturlande, saaledes
som det kommer tilorde gjennem sine respektive For- og Be-
kjæmpere. I denne Sammenstillen kommer Tyskland til at

SIDE: 256

indtage en betydelig lavere Plads end de andre Lande, navnlig
England. "England, [fotnotemerke] Frihedens mægtigste Forkjæmper paa
"saamange andre Omraader, er det ogsaa paa dette. Nationens
"sterkeste Selvstændighedskrav kommer i dobbelt Henseende
"Reformen tilgode . . . Det tyske Rige har fra først af, paa-
"virket af den store europæiske Reaktion ved Begyndelsen af
"Aarhundredet, i Almindelighed forholdt sig ligegyldig eller rent
"ud fiendtlig ligeoverfor Bevægelsen. Nogle ganske faa har
"sluttet sig til den, medens flere af dets berømte Mænd er op-
"traadt fiendtlig mod den" . . . og nu fører han frem for os en
Række af disse sidste, hvortil de andre Lande visselig ikke
kan opvise nogen tilsvarende.

I Sammenligningen mellem Tyskland og Frankrige kommer
Forfatteren til et ret interessant Resultat. I Frankrige raader
en paafaldende Modsætning i den social-videnskabelige og den
æstetiske Opfatning og Behandling af Spørgsmaalet. Medens
Vurderingen af og Agtelse for Kvinden i den førstnævnte Art
Literatur stiger til en Slags Tilbedelse, synker hun i den sidste
ned til et Uhyre. I den franske Skjønliteratur vil hun næsten
altid træde op som det ondes Princip, Slangen i Paradiset, og
i denne Opfatning, Romanens og Dramaets, der jo desværre
har det i sin Magt mere direkte at indvirke paa Mængden, vil
man jo ogsaa og vist med fuld Ret søge en af de virksomste
Aarsager til den stigende Sedefordærvelse.

I Tyskland er Forholdet omvendt. Her er det Digterne,
der yder og altid har ydet Kvinderne Kjærlighed, Beundring
og Agtelse: Goethe, Schiller, Auerbach, Freytag, Ebers etc.,
medens den social-videnskabelige Literatur tilbunds river hende
ned . . .

Forfatteren opregner os nu et anseligt Antal af "Kateder-
lærdommens Repræsentanter", der samtlige overbyder hver-
andre i Smædelser og Forhaanelser, mange af en saadan Art,
at de vanskelig lader sig gjengive. I en eneste saadan Scho-
penhauersk Tirade: "Agtelse for Kvingen kan man kalde Top-
punktet af den kristelig-germaniske Dumhed", er alt sagt. Især
træffer Skolens Had og Foragt den dannede Kvinde. Dens
Opfatning af Kjærlighed som den eneste Betydning, Kvinde
kan have for Mand, synes ikke at høine sig meget over det
Standpunkt, enhver hvilkensomhelst hornet og manket Hersker
i sin Kreds indtager. Flere af dens navnkundigste, tobenede
Tilhængere prædiker aabenbart Flerkvinderiet, Polygamiet.

Fotnote: Ordret Citat efter Forfatteren. 
(Anm. fra 1883.)

SIDE: 257

Socialisten Bebel siger: "Kvinderne er fuldkommen udygtige til
"at arbeide med paa Samfundets Gjenfødelse. De er beheftede
"med alle mulige fysiske og moralske Sygdomme, Slaver af alle
"Slags Fordomme, og altid Anstødsstenen, mod hvilken Refor-
"merne vil strande. Mod dem er det nødvendigt at anvende,
"om ikke fysisk, saa dog moralsk, det gamle peremtoriske
"Middel: Pisken."

Vi kan ikke bare os for at tænke, at Hr. Bebel dog vel har
forsøgt begge disse peremtoriske Midler. Det ene har ikke vist
sig virksomt nok til at vække Sansen for Samfundets Gjen-
fødelse, nu skal der eftertrykkelig skrides til den "moralske"
Maade at bruge -- den paa.

Grunden til dette Raahedens paafaldende Særsyn, der møder
os i et høitciviliseret Land, og det fra Lærdommens Høider,
mener nu vor svenske Forfatter nærmest maa søges i det inde-
lukkede Studerkammerliv, hvori den tyske Lærde, unddraget
en sund, livlig Vekselvirkning med Udenverdenen, behager sig
at leve. I samme Retning udtaler sig ogsaa et Par tyske For-
fattere. Ogsaa de fremhæver den dybe Kløft, der skiller Stan-
den fra det praktiske Liv, medens den alene suger sin Næring
"aus dem ungeheuren Literaturtintenfass, ihrer Mutterbrust".

I denne dens Aandskoryfæers Elendighed (Ernæringen ved
denne frygtelige Amme menes her formodentlig) i en naturlig
Kynisme, en medfødt Smag for "die göttliche Grobheit" [fotnotemerke] tilsat
med "den Stuelærdes Pedanteri og Ensidighed", vil nu vor For-
fatter søge Grunden til den Raahed, der møder os i saa mange
Skikkelser fra den tyske Lærdoms Høisæder.

Hr. Gammal opholder sig dernæst noget forundret ved Kvin-
dernes lydig passive Holdning ligeoverfor disse Forsmædelser,
eller, som han næsten lidt for sirlig udtrykker sig, "At hon ei
förmått tilräckligt utöfva sin civilisatoriska Mission. Vist med-
rette vil han søge dette i den uundgaaelige Vekselvirkning som
her, "ved den ensidige uppfattningen af hennes kallelse", maa
indtræde, kort og godt, i Forhaanelserne selv. Raaheden vet-
skræmmer og gjør stum.

Vi har opholdt os noget længe ved Reaktionens yderligst-
gaaende; vi skylder nu ogsaa at nævne de faa, der mer
eller mindre har brudt med den og virket til Reformen.

Som den fornemste Repræsentant for Middelveispartiet i
Tyskland nævnes Sybel. Til ham slutter sig i Almindelighed

Fotnote: "Die göttliche Grobheit" skal vel i Skolens Sprog betyde den absolute,
eneste hyldningsværdige Sort Grovhed. Begrebet synes at være bleven det
tekniske Udtryk for den Frækhed, der intet mer skaaner. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 258

Presteskabet. Begge Parter modsætter sig Kvindens viden-
skabelige Uddannelse og Virksomhed, hvorvel af ulige Grunde.
De Lærde paastaar, at hun udarter derved, Teologerne at det
er mod Religionens Bud. Kvinderne bør kun gives den prak-
tiske Uddannelse, der er nødvendig for, at de kan forsørge sig
selv, men -- men holdes borte fra den lærde og Embedsveien.
Hustruen bør fremdeles baade med Person og Eie være af-
hængig af Manden.

Til dette Parti hører Edward Reich med flere; alle forener de
sig i gjennem en bedre Opdragelse og en mer udviklet prak-
tisk Virksomhed at skaffe hende Sysselsættelse og Underhold,
men -- dermed basta.

Som Talsmand for den virkelig frisindede Retning maa i
første Række nævnes Hermann Lotze og Fr. von Holtzendorff,
begge tilhørende Tysklands udmerkede Mænd. I sin "Mikro-
kosmos" beskjæftiger Lotze sig mindre med Kvindens praktiske
Stilling end med begge Kjøns psykiske Begavelse. "Vel maa
"man studse, naar han paastaar, at den naturlige Intelligens
"hos begge Kjøn staar paa lige Trin; den skiller sig blot ved
"Formaalenes Forskjellighed . . . Der gives neppe noget, som
"den kvindelige Forstand ikke skal kunne fatte, men meget,
"som Kvinder ikke interesserer sig for" . . . Han optager den
gamle Paastand, at Manden interesserer sig for det almindelige,
men Kvinden for det specielle, men viser ogsaa, at man lige-
saagodt kan sige, at Manden lever for det almene, Kvinden for
det hele . . . Han forsker efter Beviserne for Verdensordenens
Love, Kvinden derimod, mere beslegtet med Kunstneren end
med Videnskabsmanden, skyr Analysen og glæder sig i Skjøn-
heden.

Ogsaa G. Teichmüller, Professor i Filosofi ved Universitetet
i Dorpat, søger i sit Skrift "Om Kvindeemancipationen" baade
ad Tænkningens og ad Erfaringens Vei at bevise, at Billighed
og Nødvendighed taler for Reformen fuldt ud.

Den vigtigste af disse Sagens Talsmænd synes dog Fr. v.
Holtzendorff at være. I sit Verk "Kvindernes sociale og øko-
nomiske Stilling" fordrer han fuld Udvikling af hendes Aands-
og Sjælsevner. Familie og Stat vilde begge vinde derved;
Familien, ved at Husmoderen blev sat istand til at dele og
støtte Mandens Interesser og Bestræbelser og lede Børneop-
dragelsen, Staten, ved at erholde et Tilskud af intellektuel Kraft,
der nu spildes. Han fremhæver Nødvendigheden af hos Kvin-
den at søge Erstatningen for den Masse Aands- og Tanke-Arbeide,
som Manden nu mer end før maa ødsle paa den videnskabe-

SIDE: 259

lige Detailstudie. Hos Holzendorff taler de Fordele, som Fa-
milie og Samfund vilde drage af Kvindens fuldkomne Fri-
gjørelse fra Fordommens og Umyndighedens Baand, mere for
en Reform end Kravet paa at berede hende en Selvforsørgelse.
Det ene vilde vel flyde naturlig af det andet, tænker vi.

Som allerede antydet, er det dog Middelveispartiet, som kan
siges i Tyskland at have vundet fast Fod.

For den gjældende Anskuelse turde Lorenz v. Stein ved sit
i 1875 udgivne Skrift, "Die Frau auf dem Gebiet der National-
ökonomie" [fotnotemerke] være Forbilledet. Bogens Hovedopgave er at frem-
hæve Vigtigheden af Orden og Renslighed i Hjemmet samt den
nationaløkonomiske Nytte af Husmoderens Lappe-, Stoppe- og
andre Færdigheder til Bohavets og Klædernes Vedligeholdelse.
V. Steins Verk danner saaledes et af de bedste Udtryk for
den tyske Opfatning af Familielivet og Kvinden.

Forfatterens Mistro til den kvindelige Intelligens ytrer sig
ogsaa deri, at han, som han siger, ikke vover ligeoverfor sine
Læserinder at behandle Spørgsmaalet videnskabelig, men maatte
fremstille det som en halv poetisk, mer til Følelsen talende
Husholdningslære. Følgen heraf er, at Bogen er bleven saa
uvidenskabelig konfus, at man har ondt for at forstaa den.

Det er som sagt denne, Middelveispartiets Lære, der i Tysk-
land har faaet den største Tilslutning. I Virkeligheden synes
den ikke at afvige synderlig fra den Schopenhauer-Hartmann-
ske Skoles. Kvinden henvises ogsaa her udelukkende til det
underordnede Standpunkt, Afhængighedsforholdet. Kun sker
det paa mindre brutal Maade, uden Forhaanelser.

Og dog -- trods dette, trods at Tyskland indtager en Stilling
til Bevægelsen som den her skildrede, medens der i de andre
Lande, mod en forholdsvis svag Opposition, er optraadt en
glimrende Række Talsmænd for den, i Frankrige: Michelet,
de Marsangy, Simon, Pelletan, Legouvé, Damerne Daubié og
D'Héricourt, [fotnotemerke] i England: Huxley (Landets første Anatom), Lecky,
Parkes, John Bright, Stuart Mill, vil Hr. Gammals Studie belære
os om, at Kvindens, det vil da ogsaa sige Sagens, Stilling i sin
Helhed ikke er meget bedre end i "das Land der Hausfrauen".
Den germaniske mer følsomme Nationalkarakter bidrager maaske
her til at jevne meget. I de andre Lande er det især Kvindens
Stilling i de lavere Klasser, der af Sagens Talsmænd skildres
som aldeles forfærdelig. Forførelse og Hustrumishandling, disse
Proletariatets paa én Gang Syndeskyld og Svøbe, begunstiget af

Fotnote: Stuttgart, 5te Oplag (1880). 
(Anm. fra 1883.)

Fotnote: Den sidste en Datterdatter af Fru v. Staël. 
(Anm. fra 1883.)

SIDE: 260

Love, der kun beskytter de skyldige, men lader de lidende i
Stikken, stiller vistnok Reformen svære Opgaver at skulle løse.
Medens man i Frankrige er optraadt mer galant demonstrerende
og mindre handlende -- den sande Tilstand der kan vist trygt
betegnes med den gyldne Elendighed -- , er det alene England,
der har Æren af at have grebet praktisk an. "Ved Overgangen
"fra Kontinentets Kvindeliteratur til Englands føler Læseren
"samme Velbehag som ved Overgangen fra kvalme, ophedede
"Rum til den friske Luft. Personlig Frihed og Selvstændighed
"stræber Landets første Mænd at erhverve ogsaa for Kvinder.
". . . Man begynder nu at forstaa, at den Indflydelse, hendes
"Underordnethed hidtil har øvet, saavel paa hende selv som
"paa Manden, har været lige skadelig for begge Parter. . . .
"Flere Gange har der i England blandt andre Reformforslag
"været talt om at indrømme Kvinden politiske Rettigheder paa
"samme Grund og samme Vilkaar som Manden . . . Stem-
"meret for dem, meget nær paa at gaa igjennem ved sidste
"Votering, haaber paa det gunstigste Udfald næste Gang."

Forfatteren præciserer nu de opstillede Betragtninger over
"Sagens Stilling i de forskjellige Lande saalunde: "Den tyske
"Pessimisme sætter Kvinden under Manden som en ringere,
"lavere Skabning, den franske Idealisme sætter hende over
"Manden som et høiere Væsen, den engelske Realisme stiller
"hende ved Siden af ham, som hans jevnlige. Disse tre An-
"skuelser repræsenterer Orientalismen, Riddertiden og Nutiden."

LÆGER ELLER EI.

Til ovennævnte Kategori af tysk-kyniske Kammerfilosofer
hører en Forfatter, som Hr. Gammal merkeligt nok ikke nævner,
nemlig Theodor Vischer. Og dog har neppe nogen vakt et
saadant Opstyr som denne med sine kvindehaanende, social-
reformatoriske Skrifter, og det i hans eget Tyskland, hvor man
dog er vant til sterk Kost af den Sort.

Vi kan spare os for at give Prøver paa hans Maade at dis-
kutere Emnet; et af vore Dagblade har for ikke længe siden
optaget det noget saa nær saftigste Uddrag af hans mest "be-
ryktade" Afhandling om Moderne; optaget den, som det lader,
som noget remarkabelt fortjenstfuldt, noget pikant nyt daraus-
senfra. Sammenholdt med visse andre Artikler, som Pressen
i den senere Tid har budt os, lader det til, at "die göttliche

SIDE: 261

Grobheit" ret for Alvor ogsaa hos os skal faa Hjemmeret og
blive en anerkjendt Livsmagt. Vi har hidtil hjulpet os noksaa
anstændig selv, naar vi skulde være grove, dermed menes da,
naar man med Rette eller Urette fandt det nødvendigt at tage
hvast i. Vi var en ung, pludselig paa egne Ben stillet Nation,
hvis største Ry ikke egentlig dreiede sig om nogen særdeles
Belevenhed eller Finhed i Optræden. Vi skulde vise, at vi og-
saa havde Levemaade, selv naar vi var ubehagelige mod hver-
andre. Et visst Forbehold, maaske indprentet os fra Barnetugten,
knyttede sig endog dertil:

Saa langt, men ikke videre.

Nu behøver vi ikke at anstrenge os ligeoverfor Udlandet.
Det er netop derfra, vi kan faa den nye Metode direkte ind-
ført. Og den nye Metodes Valgsprog lyder: intet er helligt,
intet bør skaanes, leve die göttliche Grobheit!

Der arbeides af alle Kræfter derpaa. Vi behøver kun at
henvise til den Skik, der begynder at komme i Mode, at sætte
levende, kjendte Personer i Scene. Det heldigste ved stygge
Portrætter er, naar man kan sige: de ligner ikke.

Vor Tids Mand er en grum Skabning. Kun er han lidet
konsekvent i sin Grumhed. Endnu som før fordrende en
næsten overmenneskelig Renhed og Høihed hos sin svagere
Modpart, er han selv den værste Fiende af den. Med den ene
Haand væbnet til ubønhørlig at straffe enhver Skygge af Brudd
paa denne strenge Kvindelighed, er han med den anden lige
ivrig for at neddrage og besudle den. I sit strengreglementerede
Vestagevandt, hvor hver Fold skal ligge saa, og netop saa -- 
ellers, Gud naade hende! blev det Kvinden til alle Tider givet
at repræsentere den Smule Idealitet, Livet endnu har i Behold,
medens vor Tids Naturalister gjør sig det til opgave at rive
hende dette eiendommeligste uantastbare, lad os kun kalde det
 -- sfinksartede, hendes Væsens Vern og Styrke, Stykke for
Stykke fra Livet, og med Satyrens Grin og Fakter stille hende
blot. Sker det ikke i denne Oversvømmelse af skamløse Bil-
leder, der nu hjemsøger Verden? Sker det ikke i disse veder-
styggelige Romaner, hvoraf hveranden, hvis den var kommen
ud i et tidligere Aarhundrede, vilde opnaaet en crébillonsk-
herostratisk Berømmelse, medens de nu hører til Dagens Orden
 -- Billeder, Romaner, og hvorfor ikke tage vore tyske Filoso-
fers Skrifter med, hvor Kvinder med Legeme og Sjæl spændes
paa den aandelige Dissekerbænk, indtil Behandlingen har levnet
en modbydelig Vanskabning. Det er denne Vanskabning, der
er bleven til en Type i Dagens Belletristik.

SIDE: 262

Nu vel ja, vore Moder er afskyelige, Hr. Vischer har Ret.
Ja, ja, det er ogsaa sandt, deres Udartning, deres mange al
Smag og Naturlighed savnende Udvekster tyder -- med Sorg
maa det bekjendes -- paa noget moralsk forkommet, sygeligt
hos Bærerinderne selv. I disse excentriske Toiletter ligger et
til Vanvid drevet Koketteri, en fortvilet Udfordring -- kald det
kun med et Vischersk Smædeord, "en Jagt paa Manden".

En Jagt paa Manden? Hvor er da Manden, at hun drives
til at jage efter ham?

Manden har i vore Dage forladt Kvinden som den person-
lig paaregnelige Forsørger og har til Erstatning afstaaet hende
endel Smaayrker til Selvhjælp, som han bedst kan afse, og
disse Udveie viser sig utilstrækkelige, derfor kalder hun paa
ham ved de eneste Midler, hun ved.

Ja vel -- det er sørgeligt at se vor kvindelige Ungdom kappes
i disse Modens Udskeielser, Skjødehundsluggen ned paa Øien-
brynene, opfunden for at skjule det ædleste, udtryksfuldeste
Parti af Ansigtet -- det giver altid et Indtryk, som om man
talte med maskerte Personer -- de opstyltede Sko, de mor-
deriske Pansersnørliv, der hindrer enhver fri Bevægelse og
lader Bærerinden se ud som vandrende Timeglas, de unaturlig
sammensnerpede, oppuffede Kjoler, der ikke tillader en eneste
naturlig faldende Fold, de overlæssede Hatte, -- alt dette, naar
det i sin Overdrivelse træder os imøde, maa i en ikke ogsaa
forskruet kvindelig Sjæl vække en halvt harm-, halvt skamfuld
Følelse, blandet med Medynk. Man kan sige: heri, maaske
mere end i noget andet, afspeiler sig Kvindens Stilling i sin hele
Ynkværdighed, i Modeekstravaganserne illustrerer den sig selv.

Men ikke alene i Kvindens -- i enhver retsindig Mandssjæl
burde de vække lignende Følelser, Medynkens, Skammens. Det
er uædelt, det er lavt, naar Manden giver sig til at haane
denne Ynkværdighed, han, naar vi ser til, den rette Ophavs-
mand til og Opretholder af snart sagt alle de Feil og Svag-
heder, han dadler og spotter i hende. Ligner han ikke her
Drengen, der først knækker Fuglens Vinger og siden ler af
dens Anstrengelser for at flyve? Ja vel kan det hede og med
mere Føie, naar hun drages for Skranken: Où est l'homme?
Skulde en stor Del af disse Ynkeligheder ikke være den na-
turlige Følge af den Stilling, han, i selvisk Iver for at sikre
sig sin gammelhævdede, uindskrænkede Førsteplads, paatvinger
hende, en Stilling, der i det allersjeldneste Tilfælde byder hende

SIDE: 263

en Virksomhed, der sysselsætter høiere Evner, fyldestgjør høiere
Interesser, med andre Ord, der tillader hende selvbestemmende
at gribe ind? Den "Adgang for Kvinden til Universitetet", som
her vil paaberaabes, er jo kun Midlet, ikke et Maal. Hvad
skal de studere til? Hvad om de Herrer Læger, der har raset
saa meget mod Damernes unaturlige Støvlehæle, selv havde
lidt Skyld i disse Udvekster? Hvad om det stod til dem selv
at faa dem banlyst ved at unde Kvinder Pladsen ved sin Side?
. . . Det er i det mindste sandsynligt, at tillod man dem at
blive Læger, en Virksomhed, der kræver paa én Gang at være
raskt paafærde og at træde tyst og stille op, vilde vore Doktor-
inder være de første til at afskaffe disse ligesaa ubekvemme,
utækkelige -- usunde Modens Udvekster.

Vil I derfor, mine Herrer Reformatorer af Kvindemoderne
og unoderne, vente eder noget varigt Held i eders Bestræbel-
ser, saa begynder først -- foragt ikke et velment Raad -- med
at reformere eders eget Forhold til Eleverne. Vi kan forsikre,
I vil straks spore Virkningen deraf. Spørger eder selv op-
rigtig, om I dog ikke skulde have nogen Skyld i alle disse
sygelige Fremtoninger i den feminine Verden, som i vor ulyk-
salige Tid dukker op i saa barokke, før ukjendte Skikkelser
 -- Tomhedens, aandig Uvirksomheds sørgelige Fostre -- , der
dukker op i vore Modeforvridninger og Ekstravaganser, hvori
den Lille, endnu før hun kan gaa, indvies gjennem nogle lige-
saa skabagtige Dukker, indvies, forberedes og inspireres til selv
at blive Modedukke . . . dukker op i disse væmmelige Skjøn-
hedskonkurrencer nede i Ungarn, med sine Udstillinger og
Prisuddelinger, i den ligesaa usundt opskruede offentlige Toilet-
sport i den engelsk-franske fornemme Dameverden, en Kappe-
strid skikket til at drive Luksus og Forfængeligheden til Vanvids-
punktet . . . Spørg vore Lovgivere og styrende Mænd, der
konsekvent formener Kvinden Stemme i ethvert offentligt An-
liggende, helst naar det gjælder hendes egen Velfærd og Stilling
i Samfundet, hvad Skyld de har i alt dette . . . Spørg -- spørg
vort medicinske Fakultet, der nylig har glædet Kollegiet med
den Erklæring, at det fandt Kvinder uskikket til Lægekaldet!
. . . Spørg disse Raadgivere, eller lad dem spørge sig selv ret
oprigtig, hvor megen Skyld denne Udestængelse har havt og
fremdeles vil have i de Eiendommeligheder og Skrøbeligheder,
hvori man har villet begrunde Udelukkelsen.

SIDE: 264

Dette er de sidste Resultater af vore hjemlige Forhandlinger
i Sager, der angaar Kvinder. Naar en yderst sjelden Gang en
saadan Sag af lidt Betydning har været optagen til Diskussion,
mere, som det synes, som en besværlig Nødvendighed, ud-
sættes den gjerne "til næste Gang".

Denne Gang har man i det mindste givet ren Besked.

Og nu Argumenterne, der paaberaabes for Fraraadelsen og
Negtelsen! Ja de smager af noget, som man herhjemme neppe
har tænkt paa, noget -- vi vil kalde det allerede afbenyttet,
længe siden udspillet. De synes alene at være hentede i vor
egen Verdensdel -- det skulde vel ikke være fornemmelig . . .
fra Tyskland? Gamle Moder Europa holder, som Hr. Gammal
kan fortælle os, hvad denne Sag angaar, i det længste paa det
gamle; ialfald vil man neppe træffe de liberalere Anskuelser i
de Klasser, hvor slige Raad skal hentes. Fra vort laplandske
Standpunkt kan det vist være meget fyldestgjørende at søge
Belærelsen der -- "Was ich am liebsten hören mag, am liebsten
o sag's mir Du!" Disse Grunde, man har paaberaabt sig, for
ikke at tilstede vort Lands Kvinder Adgang til Lægevirksom-
heden, har, som sagt, en forældet Klang, en Klang af noget,
den sande Grund mildt tilslørende, jesuitisk misvisende, som
de praktiske Amerikanere -- hos hvem vort Fakultet ikke
synes at have hentet noget Raad -- for længe siden har eks-
perimenteret væk, medens de har lagt Uholdbarheden af de
paaberaabte Argumenter klart for Dagen. I en af de største
Byer i Amerika indehaves Overlægens Plads med stor Be-
rømmelse af en Kvinde.

Hendes hele Nervesystem, item hendes Kvindelighed skulde
begge være for sarte til at udholde Studiet og Praksis?

Ak, mine Herrer, hun maa udholde saa meget. Det er rent
forbausende, hvad hun altsammen kan holde ud! Og Hospitals-
tjenesten og Sygepleien Nat og Dag, den skulde ikke være
ligesaa nerverystende, helsenedbrydende, ikke sætte hendes
sarte Kvindelighed paa ligesaa slemme Prøver? Og dette hol-
der hun ud.

Er det af samme sarte Ømhed for denne sidste, at man
med Forbudet ogsaa formener hende at blive Læge for sit
eget Kjøn?

Men de mange Kvinder, der af sart Skræk for at søge
mandlig Lægehjælp udhaler enhver saadan, indtil Ondet er
bleven ulægeligt -- fører i Døden? Vi har kjendt saadanne.

SIDE: 265

Omhuen for den kvindelige Blufærdighed bliver i det mindste
her meget problematisk.

Det er første Gang, Spørgsmaalet i vort Land er reist om
at aabne Kvinder Adgang til et Embede. Og det var et, hvor-
til Naturen har givet dem særegne Evner -- en Sandhed, der
er anerkjent ligefra baade den gyldne og den graa Oldtid.

Det blev dem negtet.

Thi tro, at d'Hrr. Raadgivere har handlet ilde ved at give
dette Raad, og at det høivise Kollegium ikke har handlet vist
ved at følge det.

BREV FRA EN UNG KLODEBEBOERSKE TIL EN
KORRESPONDENTINDE I MAANEN.

Mellemeuropa, Marts l88..

Hvor det er længe siden, jeg hørte noget fra dig! Der pas-
serer intet heroppe, som er værd at skrive om, men jeg har
da ganske andre Chancer for at være flittig og interessant
Brevskriver, mener du, jeg, der nylig har hentet mit akade-
miske Betyg, som aktiv Deltager i det store, usikre Spil, vi
kalder Livet, som "Verdensborgerinde", kalder du det jo.

Nu hernede gaar alt jo sin vanlige Gang. Intet nyt. Ufred
og Krangel, Krig og Myrderier overalt, -- og saa pludselig et
frygteligt Knald et eller andet Sted -- selv det kan blive ens-
formigt. De saakaldte Hedningefolk har det maaske, paa nogle
Smaaslagterier indbyrdes nær, roligst og fredeligst.

Men noget kan jeg dog fortælle dig, noget, jeg aldrig har
oplevet før. Her har været et Veddeløb, som Verden endnu
ikke havde set Magen til. Man var bleven kjed af den almin-
delige Slags Sport, kjed af Skiveskydninger, Hesteløb, kjed af
Børsens og Spillebordets Nervespændinger, alt det var bleven
for personligt, for snævert, for lidet spændende og vil nu mere
beskjæftige den tidlige Ungdom.

Dette skulde være et europæisk Væddeløb, hvortil alle Na-
tioner var indbudne. Det gjaldt at styre en temmelig stor Vogn
i raskt Løb, henad en til Øiemedet bygget, ængstelig smal,
himmelhøi Mur, styre den sikkert hen til Banens Ende, hvor
Seiersprisen vinkede tilligemed et Æresdiplom for at anerkjen-
des som Europas første og lykkeligste Nation -- nota bene, og
her er Knuden -- med Vogne, der var forsynede med et stort
og et lidet Hjul; mindre Risiko turde der ikke stilles, vi lever
i Fremskridtets Tidsalder.

SIDE: 266

Kun fire Nationer -- de andre synes dog at have havt sine
Betænkeligheder -- havde meldt sig til denne merkelige Vedde-
kamp. Disse fire skulde nu i ligesaa mange paa hinanden
følgende Dage aflægge Prøven.

Det er overflødigt at fortælle hvilken Tilstrømning af Skue-
lystne! Alle bestigelige Høider langs med Banen, Kirketaarne,
Hustage, Bjergskrenter bogstavelig bedækkede med en kom-
pakt Menneskemasse.

Gamle Germania, i sin rolig imponerende, lidt kyraser-
mæssige Holdning, blev enstemmig tilkjendt Æren at begynde
Løbet. Løbet, siger jeg, hvis det ellers kan kaldes et Løb.
Det gik saa langsomt og bedagelig, at inden det havde naaet
1/4 af Banen, begyndte Mængden at gabe og se paa sine Ure,
og inden det havde naaet halvveis, var der næsten ikke et Liv
at se; jeg maatte ogsaa gaa for ikke at forsømme en Forelæs-
ning; om det løb af uden Uheld, eller hvor lang Tid det tog,
har jeg endnu ikke faaet sikker Rede paa. Jeg beklager dette,
da du interesserer dig for denne Nation; den har jo ogsaa
skrevet saamange deilige "Lieder an den Mond".

Næste Dag var der anderledes livligt paa Banen. Det var
Frankriges Tur, "la belle France", "Europas Hoved og Hjerte",
som en Pariserkorrespondent nylig kaldte det. Med Seiers-
gudinden i Stavnen, vaiende Faner og klingende Spil, togede
det ind paa den farlige Bane. Det var et Syn! Hvor jeg øn-
skede, du havde været her! Men det er saa underligt med to
ulige Hjul, Førerne syntes slet ikke at huske det. Hestene,
uvante til en saadan Kurs, satte fnysende afsted, den lette, ele-
gante Kabriolet hoppede og slingrede, og en, to, tre -- er der
hverken Vogn eller Heste at øine mer oppe paa Muren. Der
gik som en dukkende Bevægelse gjennem Mængden, alle Lorg-
netter sænkedes nedad. Man vil sige, at 7,000 fremmede Til-
skuere skal have veddet paa, at det vilde gaa saa.

Næste Dag, da vi havde sovet paa denne Begivenhed -- du
maa vide, vi er saa vante til Kulbuter og Eksplosioner af alle
Sorter, at denne ikke efterlod et altfor rystende Indtryk -- altsaa
næste Dag skulde den tredje Deltager i Veddekampen aflægge
sin Prøve.

Denne Nation havde været os indtil da temmelig ubekjendt,
det summede ogsaa rundt omkring, hvad det kunde være for
en; nu har vi faaet nok at snakke om den. Den har sit Hjem
i et Hjørne af vor Verdensdel, høit op mod Nord, været lidet
opdyrket og sterkt foruroliget af Ulve og Bjørne. Forresten
skal den have slaaet sig ganske respektabelt op fra næsten

SIDE: 267

ingenting, og man roser den for en viss rolig, sindig Maade at
træde op paa. Den vilde ogsaa nu drage en stille Advarsel af
de foregaaende Konkurrenter og vogte sig for Yderligheder.

Saa tænkte vi. Løbet begyndte. Det gik i Førstningen godt,
saa jevnt pent, at Folk begyndte at se sig om efter Naboen og at
vedde paa England næste Dag. Men snart droges Opmerk-
somheden hen paa Scenen, Veddeløbsvognen kom med ett ud af
Sporet, det slingrede fra høire til venstre, fra venstre til høire
under stigende Skjenderier mellem Førerne, der vekselvis gav
hinanden Skylden derfor, og bums! der laa den, Vognen!
Førerne ud, og nu begyndte et morderligt Spektakel oppe paa
den farlige Bro. Det drev snart til den ene, snart til den
anden Side, det var forfærdeligt at se! En middelaldrende
Herre, der var fulgt med som Passager, søgte forgjæves at faa
et Ord ind, du skulde set ham! En mægtig Skikkelse med
fyldigt, lidt graasprængt Haar, stramme Læber, Briller over et
Par skarpe, sarkastiske Øine -- vi hørte kun nogle enkelte
Ord, naar de formelig overhvinede Skrigene og Skjenderiet,
og de lød for os som "Iserikke", "Iserikke", ser ikke! Hvad
er det, han siger, Iserikke? spurgte vi Damer hinanden for-
bauset. Af Skjenderiet selv var det naturligvis umuligt at for-
staa et Ord; kun hørte vi tydelig et Par Gange noget, der lød
som for Fanden! eller von Fanden! Siden blev det os fortalt,
at det skulde være Navnet paa en for et Par Aar siden ansat
Generalguvernør, der skal øve en betydelig Indflydelse i Pro-
vinserne; den gamle Guvernør er styrtet. Men endelig fik
Stemmen i en sidste Anstrengelse Overvegten, den maatte,
syntes vi, kunnet sprænge Bloksbjerg selv i Luften. "Er I da
bindegale? Hvad strider I om? Ser I da ikke, at det ene
Hjul ganske mangler." Dette Udraab læses nu oversat paa
alle Sprog, selv det malabariske.

Da blev der en pludselig Stilhed; Vognen laa der, men He-
stene havde i fuld Fart fortsat Løbet mod Udgangen, hvor
Besterne ufeilbarlig vilde vundet Prisen, naar Reglementet
ikke strengt havde fastsat, at der skulde følge Vogn og Førere
med.

Saa kom sidste Løb. Jeg melder intet derom, kun at Dagen
efter blev der fra alle Gadehjørner udbasunet, at gamle Albion
kraftig og rolig, som om ingen Ting var paafærde, havde ført
Tømmerne og naaet Maalet. Misundelsen vilde lægge til, at
det havde vidst at eskamotere et med det andet fuldkommen
jevnstort Bevægelsesapparat ind paa Vognen; men hvad kan
ikke Misundelsen finde paa at sige! Nok er det, England

SIDE: 268

vandt Prisen som Europas første og lykkeligste Land. Leve
England!

Og nu lev vel, kjæreste "Luna". Et rigtig langt Brev med
allerførste Ballontræn ventes sikkert af din trofaste Veninde

"Verdensborgerinden".

MAN SKAL IKKE STUDSE OVER NOGET.

Under et Ophold i Rom i 81 modtog jeg fra en mig ube-
kjendt, i Paris bosat Amerikaner, en i meget smigrende Ud-
tryk affattet Opfordring om at yde et Bidrag til et større Verk,
han tænkte paa at udgive, og som i Lighed med et i Amerika
tidligere udkommet skulde omfatte Kvindesagens Stilling i
Europa. For hver Nation skulde der vælges en Referent
(kvindelig), der havde at afgive en Beretning om Sagens Status
i de respektive Lande -- mig vistes nu denne Ære for Norges
Vedkommende. Lidt betænkelig ved en for mig noget uvant
og tilmed ikke lidet ansvarsfuld Opgave, lod jeg en Opfordring
indrykke i et Christiania-Blad, om ikke andre mere skikkede,
mere i Forholdene indviede vilde paatage sig Hvervet, og i saa
Fald underrette mig derom.

Der gik flere Maaneder hen. Ingen meldte sig. I Paris traf
jeg Hr. Stanton, der indtrængende gjentog sin Anmodning.
Hertil var endnu føiet en Bøn om at erholde nogle Omrids af
en Biografi, ligesom ogsaa, at jeg skriftlig vilde meddele ham,
hvad jeg tænkte om den franske Kvindes Stilling.

Jeg nedskrev da disse Artikler efter bedste Skjøn og Evne,
og sendte ham dem fra Hjemmet samme Høst (82). At dømme
efter den Skrivelse, jeg derpaa modtog, maatte jeg tro, at han
var tilfreds.

Først nu efter to Aars Forløb hører jeg her i Kjøbenhavn,
at Bogen er kommen ud, og det lykkedes mig ved velvilligt
Laan at faa den at se.

Jeg tilstaar, uagtet man ærlig stræber at befæste sig i den
Kunst ikke at undre sig over nogen Ting mer, studsede jeg
ved den Maade, Hr. Stanton har takket mig for min gode Vilje
til at tjene ham.

Den praktiske Amerikaner maa dog vel have fundet mine
Bidrag for "lyriske", det vil sige mindre paalidelige, skal jeg
dømme af den Affærdigelse, han har givet dem i sit inter-
nationale Verk. De mindre Stykker, sendt ham i Form af
Breve, har han fundet for godt ganske at udelade, medens

SIDE: 269

Hovedartikelen i den Grad er maltrakteret og beskaaren, at
den ikke er til at kjende igjen.

Men ikke nok dermed. Hr. Stanton har fundet sig beføiet
til at tage andre med paa Raad; om han selv har søgt
Hjælpen, eller man tjenstvillig har tilbudt ham den, skal jeg
ikke kunne sige. Visst er det, at disse værdfulde, "Mrs. Colletts
lidt for mørke Anskuelser af Forholdene", tildels modsigende
"Oplysninger", paa en lidet tækkelig Maade er kilet ind i det
lille Stykke Bidrag, Hr. Stanton under dennes Navn har vær-
diget at holde paa.

Mrs. Collett vilde været enhver af disse bedrevidende høilig
forbunden, hvis de straks, da Sagen blev sat igang, havde fulgt
hendes Opraab i norske Blade og stillet sig helt for Hvervet.
Blandt de flere Navne, som her optræder, har Hr. Statsrevisor,
Stortingsmand Berners unegtelig den største Vegt.

Hr. Berner har gjort sig høit fortjent af Kvindesagen hjemme,
ingen er villigere til at anerkjende dette end jeg. Han er den
første i vort Land, der har formaaet at bringe en ordentlig
organiseret Forening istand, der allerede tæller en Tilslutning
af 5 à 600 Medlemmer af begge Kjøn.

Men denne, Sagen, har tilfældigvis to Sider, hvoraf den ene
har den uheldige Egenskab, at man helst ikke vil se den eller
vide noget om den. Ialfald kan jeg forsikre, at i vort Land
har man en bestemt Utilbøielighed dertil. [fotnotemerke] 

Hr. Stortingsmand Berner er Nordmand, og er Mand. Det
vilde maaske være for meget forlangt, at han skulde her gjøre
en Undtagelse og mer end andre have Sans og Øie for denne
Sagens mindre behagelige, mindre lønnende Side. Det vilde
været smukt, om Hr. Berner havde ladet det bero med den
negative, for ikke at sige fuldstændig ignorerende Holdning,
han altid har indtaget ligeoverfor mig og mine Bestræbelser i
den; hans Optræden i det norske Bidrag til Hr. Stantons
"Woman Question in Europe" tager sig ikke heldig ud.

Paa denne Vis af mine kjære Landsmænd fortrængt af Hr.
Stantons interessante Europaverk, vil jeg tillade mig at aftrykke
disse mine Bidrag, ordret som de er meddelte. Læseren
dømme selv.

Der kunde visselig være sagt andet og mere. Men jeg til-
lader mig den Formening, at de enkelte Udsagn om vore
hjemlige Forhold, hvormed jeg indbildte mig fyldestgjørende,
om end i al Korthed, at have besvaret de af Hr. St. opstillede

Fotnote: De store verdensberømte Talsmænd i Sagen, Stuart Mill og Ernest Le-
gouvé, har dog netop fremdraget denne Side af Sagen. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 270

Spørgsmaal, at disse Udsagn endnu ikke i noget Punkt vitter-
lig kan gjendrives. Et andet er det, om en udførligere Gaaen-
i-Detail af disse vore Tilstande virkelig vil have nogen Interesse
for Fru Europa, for hvem det hele er skrevet, om Supplementet
med andre Ord havde været uundgaaelig nødvendigt.

Tiden har unegtelig givet Kvindesagen i vort Land et mæg-
tigt Stød fremad! Der er aabnet en glædelig Udsigt til at op-
naa det og det, som vi for knapt et halvt Aar siden ikke
drømte om.

Men Tingen er den, at det og det først skal opnaaes; indtil
da faar vi trøste os med Udsigten.

Tvende Skrivelser til Hr. Theodore Stanton, Udgiver af det
paabegyndte Verk "La Condition de la femme en Europe".

Paris, den 16de Mai 1882.

Monsieur!

I Tidsskriftet "Les droits des femmes" har De indrykket den
Erklæring, at det var Deres Agt i det berørte Verk selv at
udarbeide den Del deraf, som angaar Frankrige. De stiller i
Forbindelse hermed et Opraab til enhver, der særlig maatte
finde sig stemt derfor, at meddele Dem, hvad der kunde tjene
til at belyse dette Afsnit deraf, et Afsnit, der kommer til at
indtage en saa betegnende Plads i Deres fortjenstfulde Fore-
tagende. Ogsaa mig, den Fremmede, har De gjort den Ære
at anmode om at bistaa Dem hermed.

Jeg kan kun gjentage, hvad jeg allerede mundtlig antydede
for Dem, at de Indtryk, jeg kan have modtaget af de her raa-
dende Tilstande, neppe til et Øiemed som dette vil kunne til-
lægges nogen Vegt. Ogsaa ved jeg med temmelig Visshed forud,
at De neppe vil godkjende dem. Mine Anskuelser af den fran-
ske Kvindes Stilling beror ikke paa nogen Iagttagelser, man
kan anstille under et Pariserbesøg. De danner et uadskilleligt
Led i en konsekvent gjennemført Grundanskuelse; løsrevne fra
denne sin Sammenhæng kommer de til at staa der som blotte
Tilfældigheder. Det er af samme Grund, jeg ogsaa har vægret
mig for at meddele Dem hin auto-biografiske Skisse, hvorom
De ofte har udtalt et Ønske.

Jeg har maaske for lidt Sans for det specielle, det lokale i
denne Sag, som det dog nu er blevet mig en Livsopgave efter
Evne at befordre. Min hele Udvikling har tidlig bragt mig mer

SIDE: 271

til at anskue den i sin hele store Almindelighed. Distinktionen
mellem Nationerne falder tildels bort. Jeg finder Kvindens
Stilling i hele vort civiliserede Europa elendig. I vore koldere,
nordlige Strøg har vi saa at sige den bramfri, stille Misère,
den, man har stirret saa længe paa som paa den graa Væg,
man ikke kan tænke sig anderledes. I Deres Frankrige, hvor
alting træder mere pyntet op, kan man maaske kalde den la
misère dorée (den forgyldte Elendighed). Overalt, hvor vi
skuer hen i vort berømmelige Europa, vil vi se denne svagere
Del af Parterne viljeløs afhængiggjort af den ved Stilling, Opi-
nionen, gammel Hævdelse af Retten -- det vil da sige Uretten
 -- hundredfold sterkere, overlegne Part. Lidt mer eller mindre
tilstudset og tilsløret denne Afhængighed, som det kan ligge til
de forskjellige Nationer, gjør ikke stort til Sagen.

Og tager vi specielt Deres Frankrige, hvor kan det være
andet med Love, der endnu gjælder den Dag idag, Love der stiller
Kvinden omtrent paa det Standpunkt, hun indtog i hine bar-
bariske Tider, da man fradømte hende en Sjæl? . . . Love, der
i alle Livsforhold overgiver hende saa at sige "mains liées" i
denne hendes Lovgivers, Herskers og Herres Hænder? . . .
Er det som Tegn paa denne sin "suveræne" Magt, at han har
tilegnet sig indtil Fællesbenævnelsen paa den Tvedel af Skab-
ningen, der dog nu i vore Dage ligelig tilkjendes dette Fortrin
over Dyret at eie en Sjæl? . . . Den franske Mand kalder sig
L'homme (Mennesket); hvad er saa den anden Halvdel af
denne Skabning?

At Tilstandene ved en saa forfærdelig Overvegt paa den ene
Side ikke er værre, end de er, at de endog her og der i visse
Samfundsforhold kan give sig Skin af at være gode, ja det er
jo den store Hemmelighed. Mon det ikke simpelt kan finde
sin Forklaring i noget "je ne sais quoi" i Kvinden selv, der
magter for en Del at betvinge Virkningen deraf? -- det uimod-
sigeligste Bevis for, paa hvilken Uretfærdighed denne Overvegt
er grundet. Vi tør vel kalde dette en Personlighedens Magt,
der kun kan være Udtrykket for en aldrig ganske betvungen
Selvfølelse, en ulmende Hjemmelængsel efter en med hendes
sande Værd, Evner og Anlæg mere stemmende Stilling -- en
stum Protest, den fangne Prinsesses ligeoverfor sine Vog-
tere.

Vi feiler vist ikke ved at paastaa, at denne Personlighedens
betvingende Magt i en særdeles Grad ligger til Françaiserne,
at den bæres af en livlig Begavelse, der hverken mangler
Energi eller Mod, naar det gjælder. Vi har set det i de store

SIDE: 272

Begivenheders Dage, da de ogsaa havde Uhyrer at bekjæmpe,
om just ikke den napoleonske Code pénal.

I Tidsskriftet "Les droits des femmes" kan man støde paa
fortræffelige Ting fra kvindelig Haand, Udtalelser, merkelige
ved sin djerve Logik og Uforfærdethed i at gaa lige løs paa
Sagen.

I Deres Land findes, naar det kommer høit, maaske et halvt
Snes slige Organer for Kvindens Rettigheder, medens der dag-
lig udkommer tusende Skrifter af alle Arter, hvor Kvinde,
naar hun nævnes, i 9 à 10 Tilfælde vilde være bedst tjent med,
at det ikke var skeet. Bogliteraturen, hvordan hun der be-
sudles, vil vi ikke engang nævne; men lad os kun tage Bladene,
selv de respektableste, hvor den høieste Plads, man anviser
hende, synes at være den at figurere i en "Carnet d'un Mon-
dain" i den eller den uforlignelige Dragt fra en sidste Fest,
eller -- skal vi søge hendes Tilværelse i de mere høitstemte
Rubrikker af disse en Majoritets Organer -- at figurere i en
Sensationsproces, maaske endog som det interessante Offer -- 
dette med Lovenes og Hr. Alexandre Dumas's fulde Billigelse
 -- for en bedragen Egtemands Raseri. [fotnotemerke] 

De ser nu selv, Hr. Stanton, at De er lidet tjent med mine
Bidrag til Deres Etude over franske Forhold. De faa Strø-
bemerkninger, jeg her tillader mig om disse, venter ikke andet
end at blive anset for Rapsodier -- Fantasterier -- Misantropier
 -- kort, alt hvad der ikke er brugbart til Øiemedet. Jeg har
dog sagt det bedre og forstaaeligere i nogle Bøger, som De
ikke kjender eller vel nogensinde lærer at kjende -- Skrifter,
der desværre deler Skjæbne med hine Ishavsfarere, der ikke
kommer tilbage. De har maaske fundet Passagen, men man
hører ikke mere til dem.

Idet jeg ønsker Dem alt Held til Deres smukke Foretagende,
tegner jeg mig som etc.

For norske Læsere, som det maaske kan interessere -- og-
saa for at verge mig lidt mod en Sigtelse for Overdrivelser -- vil
jeg kun tilføie nogle Prøver paa, hvad den franske Code civil
bestemmer angaaende Kvinden. Idet jeg tillige ved Siden af
en mulig korrekt Oversættelse optager Originalteksten, vil man
sikrere kunne dømme.

Fotnote: Se Alex. Dumas's famøse L'homme -- Femme. 
(Anm. fra 1882.)

SIDE: 273

 -- Manden har i Egteskabet alene Myndigheden i, hvad der
angaar Børnene. (L'homme, dans le mariage, exerce seul
l'autorité paternelle.)

 -- Naar det gjælder at bortgifte Børn, er Faderens Samtykke
tilstrækkeligt. Moderens Negtelse har intet at betyde. (Pour
marier les enfants, le consentement du père suffit; si la mère
refuse le sien, on passe outre.)

 -- Manden er Bestyrer af Hustruens Eie og Formue. (Le
mari a l'administration des biens personnels de la femme.)

 -- Manden kan skalte og valte med alt, Indbo, Møbler, Værd-
sager, Juveler, uden at spørge sin Hustru; han kan sælge det,
bortskjænke det, om han har Lyst, til en tredje Person, selv
en Mætresse. (L'homme peut disposer de tous les effets,
mobiliers, meubles, valeurs, bijoux, sans consulter sa femme,
et cela même à titre gratuit même au profit d'une tierce per-
sonne 
[lisez: d'une concubine]
.)

 -- Hustruen kan ikke give eller modtage nogen Skjænk eller
Gave, end ikke af egen Familie, uden Mandens Tilladelse. (La
femme ne peut ni faire, ni recevoir une donation, fût-ce d'un
membre de la famille, sans le consentement de son mari.)

 -- Fra at være Formynder eller Medlem af et Familieraad
er udelukket alle Mindreaarige, Sindssvage, Mænd af en aner-
kjendt slet Vandel, overbeviste, til en imfamerende Straf dømte
Forbrydere og -- Kvinder. (Ne peuvent être tuteurs, ni membres
d'un conseil d'une famille, les mineurs, les interdits, les hommes
d'une inconduite notoire, les individus comdamnés à une peine
infamante et les femmes.)

 -- Den unge Pige er fra sit 15de Aar selv ansvarlig for sin
Dyd. (La fille, dès l'âge de quinze ans, répond seule de sa vertu.)

 -- Forførelse er ikke strafbar. (La séduction n'est pas un
délit.)

 -- Efterforskning af Faderen er forbudt. (La recherche de
la paternité est interdite.)

 -- Efterforskning af Moderen er tilladt. (La recherche de la
maternité est permise.)

 -- De uegte Børn falder alene tilbage paa Moderen. (Les
enfants naturels sont à la charge de la mère seule.)

 -- Intet Egteskabsløfte gjælder, selv om det følger af at bryde
et Forhold, hvor der er et Barn. (Toute promesse de mariage
est nulle, fût-elle suivie de l'abandon de l'enfant.)

 -- Mandens Egteskabsbrudd udenfor Huset er ikke strafbart.
(L'adultère du mari perpétré en dehors du domicile n'est pas
punissable.)

SIDE: 274

 -- Hustruens Egteskabsbrudd, hvorsomhelst hun gjør sig skyl-
dig deri, er strafbart. (L'adultère de la femme, en quelque lieu
qu'il ait été consommé, est punissable.)

 -- Drab, fuldbyrdet af Manden paa Hustruen og hendes Med-
skyldige, naar de gribes paa fersk Gjerning i det egteskabelige
Hus, er undskyldeligt. (Le meurtre commis par l'époux sur
l'épouse, ainsi que sur le complice, à l'instant où il les surprend
en flagrant délit dans la maison conjugale, est excusable.)

 -- Drab af Egtemanden under samme Omstændigheder er
ikke undskyldeligt. (Le meurtre commis par l'épouse dans les
mêmes circonstances n'est excusable.)

 -- Kvinde kan ikke antages som Vidne i nogen Forsamling,
hvor det gjælder Testamenter, Forpagtning, Salg og Kjøb, De-
linger i Familien etc. Hendes Underskrift er Nul. (La femme ne
peut être admise comme témoin dans les actes de l'état civil,
testaments, les baux, ventes, partages de famille etc. Sa signa-
ture ne fait pas fois.)

Dette siger Lovene. "Og -- tilføier det Tidsskrift, hvoraf jeg
har laant dette Uddrag -- en Mængde andre saarende Ting,
som Kvinder ignorerer, eller først bliver vidende om, naar
det er for sent, naar Ulykken selv har paataget sig at aabne
deres Øine . . ."

Den bedste Klausul i dette Stykke dahomeysk Codex, som
kalder sig den franske Lovbog, er dog den, der forbyder
Kvinder at gjøre sig bekjendt med den.

Det kan man kalde Bøddelens Galanteri.

Medens jeg var ifærd med at nedskrive ovenstaaende Brev,
faldt der mig tilfældigvis en Bog mellem Hænderne, skreven
af en Franskmand, der kalder sig Alfred Assolent.

Den handler ogsaa om Kvindens Stilling her i Frankrige, og
særlig med Hensyn til Lovene. Merkelige maa man kalde slige
Bekjendelser, selv om de ikke skriver sig fra en Mand.

Da Kvindespørgsmaalet i den senere Tid har været lidt paa
Bane ogsaa i vore Forhandlinger hjemme, vil det ialfald ikke
skade at se, hvorledes en Fremmed kan tænke derover.

Et kort Uddrag af Fortalen meddeles derfor.

"Tous les français sont égaux devant les lois". Saa lyder
den første Artikel i vor Lovbog. Den taler om alle Fransk-
mænd, men siger ikke et Ord om Françaiserne. Man ved
virkelig ikke, naar man har læst denne Artikel til Ende, hvor

SIDE: 275

man skal stille disse, om de staar under Loven eller over
Loven eller ganske udenfor den. Hidtil har man ikke villet
bemerke denne Dunkelhed, endsige gjort noget Forsøg paa at
rette paa Sagen. Filosoferne, saa fordybede i sine metafysiske
Grublerier, at de glemmer at vaske sig, har aldrig forstaaet sig
paa Kvindespørgsmaalet -- Juristerne forplumrer det kun mer,
end det var før -- Politikerne foragter det, og Digterne, nervøse,
irritable Folk, der snart forguder, snart raser mod Kvinderne,
undviger helst at dømme i Sagen. Alle synes at forene sig
om at holde dem i Dunkelheden, det vil sige udenfor, som om
de var for dumme eller altfor ophøiede til at kunne have en
fornuftig Mening om denne Verdens Anliggender. For at trøste
dem har man forsikret dem, at de behersker Mændene. Det
er maaske sandt, men det maa være paa samme Vis, som
Perikles's lille Hund beherskede Verden. Azor, sagde den store
Borger af Athen, behersker min Søn Xantippos, men lille
Xantippos behersker min Hustru Aspasia, Aspasia behersker
mig, jeg Athen og Athen Verden, ergo behersker Azor den
hele Verden.

. . . . . . . . Den første Konsul Bonaparte spurgte engang med
impertinent Mine Fru v. Staël: fra hvilken Tid er det, at Kvin-
der blander sig i Politikken?

Siden man guillotinerer dem, svarede hun. Og Svaret var
træffende.

I vore Dage guillotinerer man dem ikke, i det mindste ikke
af politiske Grunde, men Loven tynger paa dem som en Straf,
uden at de tilstedes at gribe ind, at kunne virke til en For-
andring . . . . . . Frankriges Skjæbne ligger i Kvindernes Hæn-
der. Den Uvidenhed, den Frivolitet, som man opmuntrer i
dem, og som man giver Mine af at være charmant, er maaske den
fornemste Aarsag til vor Dekadance. Havde vi sørget for at op-
lyse dem, beskjæftige dem, havde vi stillet dem paa den Plads, der
tilkommer dem, vilde vi nu undgaaet tre -- fire Revolutioner . ."

Saa vidt den franske Forfatter.

"Du Doppelgänger, du bleicher Geselle, wie äffst du mein
bestes Lied mir nach!" maatte jeg sige med Heine, da jeg
læste disse Ord.

Ja, jeg studsede ved at læse dem.

Et underligt Tilfælde maa det dog kaldes, at en Mand, en
Pariserforfatter fra seneste Tid, kommer til den samme Slut-
ning, næsten udtalt i samme Ord, som en stakkels ukjendt
Forfatterinde i et fjernt Land allerede for 10 Aar siden vovede
at udtale den, at den kvindelige Umyndighedstilstand, den

SIDE: 276

skjæve Stilling, hun indtager inden en Nation, mer end noget
fører til dens Forfald.

Skulde der ikke i dette Sammentræf ligge mere end en blot
Tilfældighed?

Paris, den 6te Juli 1882.

Monsieur!

Det er visselig ikke af Vrangvillighed, jeg hidtil har undladt
at opfylde Deres Ønske at erholde en Skisse af mit Liv; jeg
har kun vægret mig, fordi den neppe vilde kunne opfylde de
Betingelser, man maa stille til en saadan, skal den have nogen
Interesse for fuldkommen uindviede Fremmede.

Et saadant Stykke Biografi er mer end noget andet knyttet
til sine Forudsætninger. I et foregaaende Brev har jeg i en
liden Metafor antydet den Stilling, jeg indtager som Forfatter-
inde; deri vil De finde det tilstrækkelig forklaret.

De faa Træk, jeg vil forsøge at fremdrage deraf -- det er
altid en vanskelig Sag selv at skulle det -- , nedskriver jeg der-
for alene for Dem. Det sker i villig og varm Anerkjendelse
af Deres Virken for vor Sag.

Om min Slegt vil jeg kun bemerke, idet jeg overlader den
offentlige Stemme i vort Land at gjøre det bedre, at Fader og
Broder vel tør med Heine sige: Nennt man die besten Namen,
wird auch der meine genannt.

Min Fader var paa Rigsforsamlingen det skjæbnesvangre
Aar 1814 en af de virksomste Konstituenter, en af de faa,
der med vor store Fædrelandsven Grev Wedel-Jarlsberg i
Spidsen djervt kjæmpede for Tilslutningen til Sverige under
det bernadottiske Kongedømme, og Tiden har vist, at disse
Mænd havde det rette Syn, begge Dele har bragt vort Land
Lykke og Velsignelse. Saa kan man kalde en under sund,
jevn Udvikling næsten enestaaende Fremgang i alt. Min Bro-
der, Henrik Wergeland, var Digter og Folkeven. Han var
Almuens personlige Ven og Raadgiver, og han satte sin hele
Id til at oplyse og forædle den. Hans Standbillede blev høi-
tidelig afsløret i Christiania 17de Mai f. A. Min Fader indtog
en geistlig Stilling i dette samme Eidsvold, hvor Konstitutionen
blev grundlagt, i 31 Aar. Vi var fem Søskende og blev meget
strengt opdragne, medens der tillige gjordes alt efter Tidens
Leilighed til ogsaa at udvikle vore Evner og Anlæg. Her
voksede jeg op næsten ene, da mine Brødre studerede i Chri-

SIDE: 277

stiania, en Dagsreise derfra, hvilket kun tillod mig ett eller to
aarlige Besøg derind.

Synlig taget er mit Liv gaaet saa jevnt hen som den store
Mængdes, uden merkelige, paafaldende Begivenheder af nogen
Slags. Man er ung Pige -- bliver Hustru, Moder -- Enke.
Jeg har gjennemgaaet disse Faser i en Kvindes Liv, i et Land
og i en Tid, da vi netop, efter Løsrivelsen fra Danmark, stod
ifærd med at flikke os sammen en egen selskabelig Kodeks;
jeg har gjennemvandret den i en Tid, hvor Idealet af en saa-
dan Borgerinde i Staten faststilledes i den størst mulige Evne
til ikke at gjøre sig bemerket. Et vegtigt ord, udtalt af en
af mine Grandtanter, gik ned gjennem Slegten som en Slags
Familiedevise: den Kvinde, man taler mindst om, er altid den
bedste. Min eiegode Moder og den af mine fem Tanter, der
mest interesserede sig for min Opdragelse, glemte aldrig
ved passende Leiligheder at bringe os Søstre Familiedevisen i
Minde.

Min Søster, stakkel, trængte ikke til den. Hun blev gift
ganske ung og henlevede sine Dage i en ensom, trist Afkrog
af Landet, hvor hun ikke behøvede at gjøre sig mindste An-
strengelse for ikke at blive bemerket eller talt om. Jeg der-
imod, som blev igjen paa Skuepladsen, tog mig Advarselen
desto mere nær, ja saa nær, at jeg næsten ikke vovede at tale
selv. Ogsaa tør jeg give mig selv den Ros, at jeg, saavidt det
stod i en Dødeligs Magt, opfyldte Idealet; ja jeg tror ikke, det
rigorøseste engelske Samfundsreglement, der kan rose sig af at
have sat Pruderiet i System, vilde fundet noget at udsætte
derpaa. Fra et livligt Barn blev jeg til en saa taus og inde-
sluttet ung Pige, som nogensinde har kjedet sig selv og alle Andre
med at spille Sfinksens Rolle.

Saa gik en lang Ungdom hen. Det gjaldt at bevæge sig
mellem en Hærskare af Forbud, ligesom i en Eggedans. Gan-
ske uden Anfegtelse skede det vistnok ikke. Saaledes mindes
jeg, at jeg i hine Aar havde en fortvilet Lyst til at gaa paa
Skøiter. Jeg led Tantalus's Kvaler, naar jeg fra Bredden af
den store Dam saa mine Brødre tumle sig derude. Muligheden
af at sætte sig op imod Forbudet kunde ikke engang falde en
ind. I de senere Aar er dog dette Forbud med flere andre
lykkeligvis hævet.

Jeg blev forlovet. Og nu indtraadte noget ret merkeligt.
Uagtet jeg indbildte mig gjennem bestaaet Prøve at have godt-
gjort min Kapacitet som værdigt, brugbart Medlem af Samfun-
det efter Tidens Opfatning deraf -- troede man mig ikke rigtig.

SIDE: 278

Mit Fædrehjem havde fostret store Aander paa den Side,
som Tilladelsen er givet at være det; man kunde ikke vide,
om der dog ikke stak noget deraf i Blodet. Man var bekymret
for den Mand, jeg skulde egte, om han nu virkelig i sin Hustru
vilde finde dette Mønster . . . om hun forstod sig paa at styre
et Hus, organisere et Kjøkken etc. og forresten var saa inter-
esseløs som nødvendigt, for ikke at falde paa noget, der strakte
sig udenfor dette Omraade, med ett Ord, der var skikket til at
gjøre hende bemerket.

Det gik anderledes, end man havde ventet.

Den Mand, jeg egtede, delte ikke ganske den gjængse An-
skuelse af det hjemlig-hustruelige Ideal. Med al Anerkjendelse
af det ønskværdige, ja nødvendige i, at Hustruen tillige var en
god Husmoder, søgte han fremfor alt Aandsfællen, hans Hjertes
og Sjælelivs fortrolige i hende (efter Datidens Anskuelser saa-
godtsom uforenelige Ting), og jeg tror, Savnet af det sidste vilde
have gjort ham langt ulykkeligere, end om han havde maattet
slaa noget af paa den anden Fordring.

Et Liv, tilbragt helt fra Barneaarene i landlige Forhold, havde
imidlertid ganske godt sat mig ind i alle Detailer af det praktisk-
huslige, og jeg bragte til mit nye Hjem den bedste Villje med
til at faa en smuk Anvendelse for disse Færdigheder.

Var det Tak, fordi jeg i dette Stykke beredede ham en Smule
Overraskelse, at han lod den høiere Opgave, en Hustru dog
uimodsigelig har at løse inden Egteskabet, dobbelt gjælde, at
han paa alle Maader opmuntrede den i mig? Han var selv
literært dannet, omfattede alle aandelige Interesser, alle Tids-
fænomener livlig, dog mere med Kritikerens skarpe, sondrende
Blik end med Digterens. En Skat af Breve og Optegnelser,
som han har efterladt, der endnu venter paa at se Lyset, vid-
ner derom.

Et Par Antydninger vedrørende min Mands Slegt kunde
maaske interessere Dem, Hr. Stanton; det var jo muligt, at
De selv kunde træffe paa et Spor af den i London eller andet-
steds.

De første Colletter (dengang Colet), som man har nogen
Kundskab om, kom allerede ind i England med Wilhelm Erob-
reren; altsaa er de dog oprindelig Normanner. En af Slegten
dukker derpaa op i den anden Halvdel af det 15de Aarhundrede
som Borgermester i London. Dennes Søn igjen, den over-
levende af 22 -- toogtyve -- Søskende, blev den, der af alle
har spillet den betydeligste Rolle i denne Slegt. Rig, uafhængig,
høit begavet, dertil fuldstændig Levemand, gik han pludselig

SIDE: 279

under et Besøg i Italien over til den geistlige Stand. Han blev
Henrik VIII's Skriftefader, tordnede ganske ordentlig mod ham
fra Prækestolen, indtil den katolske Verve gav sig Luft i
Reformationen. Han blev ivrig Tilhænger af Luther, kor-
responderede flittig med den bekjendte Erasmus Rotterdamus,
stiftede og byggede 1510 St. Paul's School i London, der endnu
bærer hans Navn, begavede Skolen med et stort Jordegods
og døde efter at have testamenteret sine betydelige Rigdomme
og Eiendomme til Kirker og offentlige Stiftelser.

En Slegning af ham vandrede ud i Midten af det 17de Aar-
hundrede og nedsatte sig i Norge, hvorfra Familien udbredte
sig til Danmark, hvor den endnu har nogle Besiddelser. I vort
Aarhundrede har kun én af dem spillet en mere fremragende
Rolle, nemlig som første Statsraad under Carl Johan, efter vor
Forening med Sverige. En saare hæderlig, af alle Partier agtet
Mand.

Min Collett var en Brodersøn af denne. Uagtet han virkede
og døde i den beskednere Stilling som Professor ved Universi-
tetet i Christiania, kan jeg ikke negte, at jeg sætter ham høiest
i Slegten, høiere end Statsraaden og Borgermesteren af London,
ja høiere end dennes Søn, den berømte Decanus, som var
Henrik den ottendes Skriftefader og en intim Ven af den lærde
Erasmus Rotterdamus.

Det er denne Mand, der vakte tillive i en hidtil forkuet
Sjæl, hvad der ellers maaske vilde ligget evig begravet; det
er ham, der gav Stødet til, at jeg blev Forfatter.

I den korte Tid, der forundtes os at leve sammen (10 Aar
kun), kunde der ikke være Tale om nogen offentlig Optræden.
Husets Skjøtsel, smaa Børns Opdragelse gjorde det tildels umuligt.

Det var først som Enke, naar alt begynder at blive tomt
omkring en, at Trangen -- var den dog en Arveskjænk, usyn-
lig medbragt fra Fædrehjemmet? -- at denne Trang, under-
trykt, halvbevidst, kjæmpende indtil da, med uimodstaaelig Magt
meldte sig. En større Roman, der udkom anonym, var Resul-
tatet deraf.

Og saa? Ja saa er det gaaet, som jeg har antydet i min -- 
Polarreise.

Endel Bøger, ikke ret mange, thi jeg er ikke "Vielschreiberin",
er komne ud i Hjemmet i Løbet af de mellemliggende Aar,
og er blevne liggende én for én, fast, som man siger, uden at
kunne haabe paa nogen Gjennemgang til de Levendes Regioner.
Jeg trøster mig til, ligesom min Bror, først at blive forstaaet
efter min Død.

SIDE: 280

Nogle Forsøg, jeg har gjort for at faa noget deraf ud i
fremmed Sprog, har formodentlig været ubehændige; upraktiske,
som man betegner det; intet er hidtil lykkes.

Dette beklager jeg for den Del af disse Skrifter, som angaar
Kvindesagen, der mest forlanger at vinde en Stemme, hvor
dette Spørgsmaal for Tiden diskuteres.

Romanen har derimod oplevet at komme ud paa Fransk,
Tysk og -- Russisk. Dette imidlertid sans mon consentement.

Saa er min Bane stille gaaet hen; jeg er bleven gammel og
træt og staar pludselig ved Maalet. For mig ligger den, naar
jeg skuer tilbage, som en lang, undertiden haabløs, undertiden
af et Glimt oplivet, altid trættende Vei. Jeg er hverken mis-
nøiet eller glad, jeg er bare træt. Jeg angrer intet af, hvad
jeg har skrevet: en senere Slegt faar dømme det.

KVINDESAGENS STILLING I NORGE.

(Indberetning til Mr. Stanton, Formanden for det amerikanske Selskab
for Kvindesagens Fremme.)

Paris, 30te Januar.

Noget usedvanligt er skeet. Ogsaa her, i vort gamle Europa,
hvor 
hver Land søger at affinde sig med det Stykke Kvinde-
sag, Tiden nu engang paatvinger det, som det bedst kan, uden
at bekymre sig stort om, hvordan de andre Lande tager det,
ogsaa her er der gjort et Tilsprang til at opnaa en større En-
hed i Bestræbelserne; det første Skridt er gjort til at samle
disse spredte Resultater til et overskueligt, maaske samvir-
kende Helt.

Fra Amerika maatte Stødet hertil komme. Et amerikansk Sel-
skab har Fortjenesten af først at have vakt Idéen til en almin-
deligere Sammenslutning, som skulde knytte det gamle Europa
ogsaa til hine Lande hinsides Atlanterhavet, der kalder sig den
nye Verden, en Konkurrence, hvori vi paa Forhaand ved, at
vort gamle Europa vil komme til at staa betydelig i Skyggen.

I Skyggen ja, nota bene naar vort gamle Europa beslutter sig
til at gaa ærlig tilverks og ikke for sterkt lader sig friste til
at pynte op i sine Beretninger. [fotnotemerke] Slige Beretninger kan i sin
inderste Grund være usande, uden at der er sagt en eneste
Usandhed. Man lader blot enkelte lidt lysende Pointer paradere
som Vidnesbyrd for en hel Tilstand, medens ti af dens mindre

Fotnote: Det synes, som om min Bekymring her har været altfor berettiget.
 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 281

bemerkelige Sider forties. Det er til denne lille Jesuitisme, en
Konkurrence saa let frister. Den Komité af europæiske Damer,
som det amerikanske Selskab har gjort den Ære at udvælge
til Referenter for deres respektive Lande, har faaet en ikke
ganske let Opgave. Vi vil vistnok ligeoverfor det store Publi-
kum nødig frem med Sagens mørke Side; men vi tjener denne
vor egen Sag i Sandhed ikke ved blot at drage den lyse frem.
Man vilde let tage os paa Ordet og mene: nu er alt i sin
Orden. Det er utroligt, hvor uklart denne Sag endnu opfattes
ikke alene af den store Mængde, men ogsaa af mange, som i
Dannelse og Intelligens staar over den. [fotnotemerke] 

Holder vi os nu kun til Europa i den Kappestrid, der er
aabnet, vil det maaske synes, at de nordiske Lande staar langt
tilbage. Hvor det gjælder at tage Initiativet og sætte i Gang,
vil de sydlige Nationer altid gaa foran. Resultaterne, gjerne
af mere positiv Art, falder mere i Øinene. Vi vover imidlertid
den Paastand, at der er noget i den nordisk-germaniske Op-
fatning af dette Spørgsmaal, der sterkt afviger fra de sydlige
Nationers Maade at anskue det paa -- noget, som vil bringe
det langsommere vistnok, men, som vi tror, sandere, mere
stemmende med dets inderste Væsen, en Løsning imøde. Kvinde-
spørgsmaalet er uadskillelig knyttet til Menneskehedens moralske
Historie, dens inderste Sjæleliv, det er i disse Dybder, vi har
at granske dets Berettigelse, det er der, vi maa søge Kilderne
til en hidtil taalt Verdensuret, ligesom Fordringerne paa, Mid-
lerne til en Opreisning. Denne indvunden, den moralske, vil
de mere positive Vindinger falde af sig selv.

Sammenligner nu vi de tre nordiske Riger indbyrdes med hver-
andre, vil der ogsaa her gjøre sig ikke ringe Afvigelser gjældende.

Danmark er ved sin mere centrale Beliggenhed det ulige
mere gunstig stillede for en nær og heldig Løsning af Spørgs-
maalet. Befolkningen er tættere, den har mere af de sydlige
Nationers Livfuldhed og Letbevægelighed, og den har Grundt-
vigianismen -- Grundtvigianismen, [fotnotemerke] ogsaa kaldet den "lyse,
glade Kristendom", der ikke lægger disse Bestræbelser noget
i Veien, men før lover dem en Støtte.

Uagtet Nabolandet Sverige ikke kan siges at eie nogen af
disse Fordele, staar det, naar der er Tale om denne Sag, ube-
tinget høiest blandt de andre Lande. Det er tidlig gaaet foran,

Fotnote: Hele ovenstaaende Indledning er ganske udeladt af Hr. Stantons Verk.
 
(Anm. fra 1885.)

Fotnote: Stiftet af Nikolai Grundtvig, høit anset som Digter og Prædikant for-
resten ren Protestantisme, for almindelig udbredt til at kaldes en Sekt.
 
(Anm. fra 1882.)

SIDE: 282

baade i en mere levende, almindeligere Interesse for den og i
de hidtil vundne Resultater. Vi vil neppe tage feil ved at søge
Grunden til dette Særsyn i Mandens liberale Forhold til den
og til Kvinden. Den svenske Mand har fra gammel Tid re-
præsenteret de mere chevalereske Dyder i vort Norden, og har
Landets Døtre ikke før høstet Fordel af dette uvurderlige
Nationaltræk, saa er Tiden visselig nu kommen dertil.

Dog om disse vore Broderlande vil de dertil opfordrede,
bedre indviede Referenter allerede have aflagt fuld Beretning
 -- det vilde være indiskret at tilføie mer.

Staar tilbage vort Norge, om hvilket der endnu intet er sagt,
og hvorom det maaske bliver vanskeligst at sige noget, da der
er saa overmaade lidt at sige. Det skal imidlertid siges ærlig
og oprigtig.

Der er gjort et Skridt til at aabne Kvinder Adgang til Uni-
versitetet, hvorvel de endnu ikke har opnaaet fulde akademiske
Rettigheder. Dette er det bedste, vi har at berette. Den gifte
Kvindes Eiendomsret, som svenske og danske Damer tappert
har kjæmpet for, kjender vi endnu intet til. Den gamle Arve-
lov fra Chr. 5tes Tid, der tilkjender Døtre kun den halve Part,
er hævet for nogle Aartier siden; men Spøgelset af denne halve
Arvelod gaar endnu igjen i Lønninger, Bevilgninger, og over-
hoved, hvor det gjælder Gratifikationer til ligeberettigede. Vi
har et Par Læseforeninger; nogen Forening ellers eller noget
Organ i Pressen for særskilt kvindelige Interesser eksisterer
ikke. "Indflydelse paa Lovgivning, i Politikken?" . . . Hvor vil
De hen . . . Bare Tanken derpaa vilde være Vanvid. Dette til
en Prøve.

For Norges Vedkommende maa vi altsaa beklage ikke at
kunne besvare de til os rettede Spørgsmaal uden benegtende
eller ialfald høist betinget. Vi magter dog ikke at aflægge denne
lidt ydmygende Erklæring uden et Forsøg paa at lægge et
mildnende Ord ind.

Vi vil bringe i Erindring, at Norge, det mest isoleret stillede
i denne Trilogi af Lande, der kalder sig Skandinavien, baade
ved denne sin Beliggenhed og end mere ved sine politiske
Forhold maa betragtes som en Efternøler blandt Stater. Løs-
rivelsen fra Danmark, hvorunder Landet i 400 Aar havde ført
et provinsialt Stilstandsliv, fuldbyrdedes først i det andet De-
cennium af dette Aarhundrede. Det havde altsaa adskilligt at
indhente, skulde det hamle op med Broderlandene og i det
hele indtage sin Plads i den almindelige europæiske Kultur.

Det hører ikke herhen nærmere at udvikle, hvorledes denne

SIDE: 283

Gjenfødelse af dets Kræfter, begunstiget af en god Forfatning,
under Styret af de brave bernadottiske Konger, der lagde lige-
som en sydlig Gnist til Verket, er fremmet i de mellemliggende
Aar; vi tør sige, den har afsat sine Spor i alle Brancher af
det offentlige Liv. Kunst og Literatur vil her kunne nævnes
i første Række. Landets Hovedstad i hin Tid, da Nationen
gjenvandt sin Selvstændighed, en tarvelig liden Kjøbstad paa
8000 Indbyggere, har nu reist sig til en statelig Storby paa
nær 130 000. Landet var ligesom forødet, mange af vore her-
ligste Fjeldtrakter laa dengang uopdagede, ikke ret mange
vovede de ofte halsbrækkende Forsøg paa at lære dem nær-
mere at kjende -- der gaves Bygder, hvor den Døde bunden
til Hesten maatte ride til Kirkegaarden -- , hvad der alene er
udrettet for Kommunikationen i vort store, vidtstrakte Land,
overhovedet til Bekvemmelighed for Reisende, dette vil den
hvert Aar tiltagende Strøm af Fremmede og Landets egne Tu-
rister bedst vide at vurdere.

Landet har altsaa havt adskilligt at indhente for at kunne
holde Skridt med den rastløst skridende Tid. Det har imid-
lertid ikke kunnet naa til at prøve alle Spørgsmaal, løse alle
Opgaver, som denne rastløst skridende Tid har ført i sit Skjold.
Saa er alt, hvad der angaar Kvinden og hendes Stilling, om-
trent forblevet i den gamle Orden. Vore travle Mænd har
ikke endnu naaet hen til at beskjæftige sig med hende.

Heldigvis for denne celibatære Aand, der mer og mer er
bleven eneraadende, savner vore Kvinder tildels hin danske
Livfuldhed og Bevægelighed, der vilde drive dem til at reise
sig imod den og til selv at gribe ind. De lader det altsaa taal-
modig -- o, hvor taalmodig! -- bero, ligesom artige Børn, der
venter, indtil Turen kommer til dem. Det knugende i vore
storartede Naturforhold, den Afsondrethed, hvori en stor Del
af den dannede Befolkning lever og færdes, planter ogsaa tidlig
noget tungt i Gemytterne, der afsætter sig til hin Passivitet,
der er for træg til at ville, for frygtsom til at vove noget. Der
gives Egne i vort Land, hvor Familiedøtre vokser op og hen-
lever sit Liv uden at have hørt det ominøse Ord "Kvindesag"
nævne. -- Og til dette Forsagthedens stumme Tryk vil en
Retning i Landets Religiøsitet, der mindst af alt kan kaldes
"den glade Kristendom", ikke undlade at lægge sit "saa er det
Ret, Amen" til.

Hvad der her er antydet om vore Landboforhold, gjælder i
fuldt Maal Livet i Byerne. Her vil Forretningstravelheden og
særlig de politiske Stridigheder, der begynder at reise sit Gor-

SIDE: 284

gonhoved ogsaa i vort hidtil saa lykkelige og fredelige Land,
vanskelig levne Rum til en Kvindebevægelse. Disse larmende
Interesser spiller her den samme Rolle som Fossebulderet og
de knugende Fjeldmure i visse Trakter af vort Land, hvor
Solen tager Afsked med Beboerne i Oktober eller November
for at hilse paa dem igjen en vakker Dag i Februar. Vort
Lands Kvinder har ikke, maa ikke have Interesser tilfælles med
Mændene; det ansees omtrent som før 1814 for "ukvindeligt".
Idealet af Kvindelighed er at være saa lidt bemerkelig, det vil
sige saa lidt brydsom som muligt. Taler Mænd sammen om
et offentligt Anliggende, og det kunde falde en tilstedeværende
Dame ind at have en Mening derom, maaske fordriste sig til
en Bemerkning, et Spørgsmaal, saa vil dette besvares i bedste
Form, kun uvilkaarlig henvendt til Nabo-Manden.

Der kan gaa Aar hen, uden at nogen minder os om, at
denne Sag er til, end sige med djervt Mod tager Initiativ til
at løse et af dens mange Baand.

Der kan gaa Aar hen. Da pludselig kan det ske. Der kan
løfte sig en saadan enlig Røst op af denne lumre Fortrykthed,
som et Nødskrig, der overstemmer Larmen.

Er det en Kvinde, der udstøder dette Nødskrig . . . . . . Eksilet,
det selvvalgte Eksil bliver da den lindeste Straf for denne
brydsomme. Er det en Mand, der løfter denne Røst for de
fortrykte, de forglemte, studser man og tager sig om Hagen.

O Februarsol, længselsfuldt ventede -- koldt, lidet magtende
falder dit første Straaleglimt ned i vore skyggede Dale . . . Og
dog, vær hilset, Februarsol! Velsignet være din første spar-
somme Straale; den bebuder, at hver Dag vil bringe flere.

FRA MISANTROPEN TIL DEN SYGE.

Ogsaa en Sang under et af de store Festmøder.

Mel. af Abekatten: "Drik kun, drik kun! Flasken har ingen Bund".

Klingklang, klingklang!
Her har du nok en Sang.
Klingklang, klingklang!
Ei lystig blir den denne Gang.
Du ved, jeg Stakkel
Med halvdøvt Øre,
Et sandt Mirakel!

SIDE: 285

Kan dobbelt høre.
Lig hin famose,
Saa kuriose,
Professors Kikkert,
Der lige nøie,
Fuldkommen sikkert,
Frembød for Øie,
Hvad Tro og Viden
Just skue vilde,
Saa undertiden
Kan tyst og stille,
Hvad Sang og Tale
Kan skjønnest male
I Festers Gang,
Just ei harmonisk,
Nei, fast dæmonisk
Mit indre Øre
Fatalt berøre
Med dobbelt Klang.
Klingklang, klingklang!
Berøre med dobbelt Klang.

Klingklang, klingklang!
Vil du vide Festens Gang?
Klingklang, klingklang!
Kling-kling-kling-klang!
Glædeslarm
Lønlig Harm,
Store Løfter
Uden Tro,
Over Kløfter
Vidjebro,
Venskabsrus
Uden Grund,
Elskovsblus
Slukt paa Stund -- 
Klingklang, klingklang! -- 
Det er lidt af Festens Gang.

Klingklang, klingklang!
Her har du nok en Sang,

SIDE: 286

Klingklang, klingklang!
Ogsaa lidt af Festens Gang.
Vort Stel paa Vrange
Mer ser man ikke.
For Fremmedblikke
Nu lar vi prange,
Ved Gny af Toner,
Dekorationer,
Der sterkt os minde
Om Potemkin,
Da i Tartarers
Og Halvbarbarers
Kultur og Skikke,
Med laante Glæder
Og malte Bræder,
Sin Herskerinde
Han vied ind,
Klingklang, klingklang!
Og narred den Dag saa lang.

Klingklang, klingklang!
Her har du nok en Sang,
Klingklang, klingklang!
Ogsaa lidt af Festens Gang.
Vi saa en Klik,
Der gram i Sind
Pent holde fik
Sig i sit Skind;
En Politik,
Der ei fik Lov,
Tro mod sin Skik
Og store Mester,
I slige Fester
At blive grov -- 
Der ei fik Lov
At gaa paa Rov,
Men festmaskeret
Og balchausseret,
Der sterkt genered
Dens Hestehov,
Klingklang, klingklang!
Istemme maatte Glædens Sang.

SIDE: 287

Klingklang, klingklang!
Tys, stygt det skurrer denne Gang.
Klingklang, klingklang!
Dog, lad os høre Festens Gang.
"Til Kvindens Ære,
"Hvis Nærvære
"Saa huldt os kvæger
"Paa Dagens Strid,
"Vort første Bæger
"Skal viet være!
"Velkommen hid! . . ."
Forstaa, nu lukker -- 
I vil os takke,
I pene Dukker -- 
Jert Bur vi op.
Nu vil vi snakke
Og bare snakke;
Til Alvorsfærden
I Tankens Verden
Vi sige stop.
Nu vil vi danse,
Ja, danse, danse,
Og ikke stanse
Før lysen Dag,
Men blot os fryde -- 
Ei Donnerwetter,
For Toiletter! -- 
Men blot os fryde,
I jert Behag . . .
"Til Kvindens Ære,
"I Brødre kjære
"Fra Øst og Søder,
"Vi slaa til Lyd -- 
"Vor stille Fylgje
"I Dagens Møder,
"Hjemmets Krone,
"Festers Pryd -- 
"Vor Sang skal tone! . . ."
 -- Dog ei I glemme,
I hulde, søde,
At næste Møde
I sidder hjemme,

SIDE: 288

Og nye Dukker -- 
Alle gamle
De blir os vamle -- 
Da ud vi lukker,
I træder fra . . .
"Hjemmets Krone,
"Festers Pryd,
"Vor Sang skal tone,
"Hurrah, hurrah! . . ."
 -- Saa lad os danse,
Ja danse, danse,
Og blot os fryde
I jert Behag.
Kun saa I alle,
Som hid vi kalde
Og Velkomst byde,
Jert Bidrag yde
Til Nordens Sag.
Klingklang, klingklang!
Jert Bidrag til Nordens Sag!

Klingklang, klingklang!
Her har du nok en Sang.
Klingklang, klingklang!
Nok da for denne Gang!
Ja nok af Prat
Om enigt Nord,
Om Nordens Aand,
Om Brødres Baand
Og helligt Ord -- 
"Skaal, Kamerat!" -- 
Om Folkeviljer
Og Venskabsprov,
Om Nordens Liljer
Og Kvindens Lof -- 
"Vivat! Vivat!" -- 
Indtil i Susen
Af Talebrusen
Og Sangerrusen
Man bli'r plakat,
Klingklang, klingklang!
Og ved ei mere, hvad man sang.

SIDE: 289

Klingklang, klingklang!
Her har du sidste Sang,
Klingklang, klingklang!
Blev den kun ei for lang!
Som du jeg sad,
Syg Fugl bag Blad,
Og lytted til
Det sære Spil
Af store Ord,
Der plat paa Jord,
Naar Festen ender,
Og Ryg man vender,
Straks falde vil.
Og hvad jeg tænkte,
I Hu saa mod,
Jeg flagre lod,
Hvor helst det vilde,
Som Blade stille
Til Træets Rod.
Det, som jeg tænkte,
Sig mødig sænkte
Just ved din Fod.
Der lad det være
I Fred, i Fred!
Som andet mere,
Der engang sled
Sig fra min Sjæl,
Farvel, farvel,
Farvel, farvel, farvel, -- farvel!

SPORT.

(l884.)

Elsk en Mand, og kan du ei dy dig,
Da grumt vil han fly dig.
Elsk en Mand, og kan du det dølge,
Vil han dig forfølge.
Elsk en anden,
Da skyder han dig, er Bøssen ret sikker,
Og derefter sig, helst naar det klikker,
En Kugle for Panden.

Det kan nok være, at dette Ord har en mere indsnævret
Betydning, end jeg ved af det, at det strengt taget kun betegner

SIDE: 290

hin Modeverdenens kjæreste, uundværligste Tidsfordriv og
-dræbelse, vi daglig ser forkyndt i Bladene -- Verdensmandens
Sport, der uundgaaelig kræver Heste paa fire Ben, rappe Ben,
og et Førsterangspublikum i elegante Vognrækker -- et Par
Jockey-Kolbøtter tror jeg hører til, skal det være komplet -- 
er det ikke saa, at dette er den egentlige Sport? Jeg tilstaar
min Uvidenhed.

Men jeg vil udvide Begrebet. Enhver ved Hindring og Farer
egget Kappestrid for at opnaa en Vinding, stor eller liden, nær
eller fjern, vil jeg kalde Sport. Ett ved jeg med Visshed, Livet
og Erfaringen har her været sikre Læremestre.

Sport er et Særkjende for Mandens Natur, der mest af alt
skiller den fra Kvindens. Den lille Bébé paa Barnepigens Arm
vil altid være lykkeligere i den Ting, han kan tilskraale sig,
end i en, der godvillig rækkes ham; Gutten vil altid finde det
Æble begjærelsesværdigst, der lover ham den sikreste Udsigt
til at faa et Par forrevne Bukser, og endnu bedre, hvis Træet
befinder sig i en fremmed Have, en banket Trøie paa Kjøbet.

Denne Drift i Mandens Natur har givet Stødet til de største
og velsignelsesrigeste Resultater for vor stakkels Klode, som
vi nogensinde kjender. Uden denne vilde vi maaske endnu be-
finde os paa samme Trin, som vi befandt os paa Konfucius's
Tid. Den er Drivfjæren til alle store Opdagelser, der har om-
formet Jorden, organiseret og civiliseret Samfundene. Her bøier
vi Kvinder os dybt for Mandens Overlegenhed. Vi opfinder
intet Amerika, ingen Nordvestpassager. Den Udsigt, at blive
sat paa raat Sælhundekjød under kanske en aarelang Isblokade,
eller i det mindste bringe et Par dødfrosne Ben som Trofæ
hjem, har ikke det mindste tillokkende for os.

Saalænge Sporten (vi vover fremdeles at betegne den som
en gjennem Farernes Spænding egget Kamp for en Vinding)
bevæger sig paa dette Omraade, de store Opdagelsers og Fore-
tagenders -- behøver vi at minde om Hedningemissionens lidel-
sesfro, dødsfreidige? -- , saa længe er den ophøiet, beundrings-
værdig; den indskriver sig selv i Historiens Aarbøger som dens
lysende Merketegn.

Men Udartningen har fulgt den i Hælene. En fordærvet
Civilisation har ikke forsømt at skabe Afarter, sande Bastarder
af den Verdenssport, der opfandt Lande og brød Skrankerne
mellem Nationer. Afarter, kun bestemte til at tjene som Inci-
tament for snæversindet Egoisme, en blaseret, raffineret, verdslig
Nydelsestrang -- ja vi tør trøstig lægge til, for en skjult Blod-
tørst. Vi kan træffe disse Afarter eller Udartninger ligefra Due-

SIDE: 291

skydningen, den laveste, foragteligste af al Sport, indtil Spaniernes
Tyrefægtninger, der med gammelromersk statsborgerlig Stor-
sindethed indrømmer Tusender paa én Gang Nydelsen af Farens
Spænding gjennem de grusomste Optrin.

Vi har den i Krigens ufordulgte Blodtørst, der endnu, en
Skjendsel for vor Tid, forsmaar ethvert Opgjør mellem Na-
tioner i Mindelighed.

Vi har den i alle Jagtens Afskygninger, fra den ærlige Kamp
mod Skovens vilde Dyr, indtil det legende Mordspil med dens
uskadelige, vergeløse Beboere, -- vi har den i det legende
Mordspil med stakkels ubevogtede Hjerter, tilhørende denne
svagere Del af Menneskeheden, hvem Naturen gav mindre
Anlæg for Sport, mindre Sans for Vindingen gjennem Farer, og
dette er endnu den pikanteste, mest almindelige af al Slags Sport.

Hvad siger vi! Ubevogtede Hjerter! O, de ubevogtede
Hjerter kan maaske være tryggest. Et saadant maa befæste
sig, føre et armenisk Skyts, være beredt paa at kjæmpe, til det
sidste Vern er brudt, skal det, og hvad rigest det dølger, have
noget Værd for vore erotiske Sportsmænd, skal det opildne
dem til Kampen for denne Vinding. Formaar du ikke det,
stakkels Kvindehjerte, formaar du ikke at give en Nordvest-
passage til dine Kjærligheds Skatte, Kampens og Farernes Til-
lokkelse, saa risikerer du at fryse inde med dem selv, uopdaget
maaske til evige Tider. Ak, det er hændt saa mange, mange.

Nei, til evige Tider ikke! Der skal komme en Tid, vi vil
stræbe derhen, der vil ophæve denne og mangen en anden
Sports Barbari som uværdig for den, en Tid, der vil overlade
Befæstningens Kunster og Kneb til de Hjerter, der intet vil
give, intet har at give. En Tid, da Manden, mindre Sports-
mand og mere Menneske, ydmygt vil erkjende Skattens sande
Værd i dens fri, freidige Hengivelse, og mødes vil de med
Jubel midtveis.

Hvem kan vide, maaske den da er bleven sjeldnere, For-
holdene forandrer saa meget, og derfor . . .!

KVINDELIG SELVTÆGT.

Ja, det ord er ogsaa en Tidens Affødning, som vi ikke har
kjendt noget til før.

Maalet altsaa fuldt?

Kvindelig Selvtægt! I vore civiliserede Samfund, hvor Mæn-
denes Æreslove og Begreber, som Bulwer etsteds siger, "kun

SIDE: 292

gjælder Mand og Mand imellem, men ikke Kvinde", dertil i
Lande, hvor Blodet ruller raskere i Aarerne, hvor Lovene selv
tusendfold afføder Forbrydelsen mod de Vergeløse, har denne
Selvtægt begyndt at antage skrækkelige Navne.

Ogsaa i vore mere dagligdagse Forhold med sine fredeligere
Konflikter og Forhandlinger vil Kvinderne snart nok give Bul-
wer Ret, at Mandens Æreslove, det vil sige hans vedtagne
Regler for det hæderlige og passende, ikke ganske gjælder
dem; skulde saa det merkelige hænde, at de gik trætte i Sav-
net deraf, trætte af altid at behandles som Børn og Umyndige,
vil Selvtægten melde sig ogsaa her. Deres Vitriolhevn er ikke
saa slem; den vil komme til at hede Pen og Blæk.

EKKO I ØRKENEN.

En Hilsen fra Norden til Mrs. Josephine Butler.

(1879.)

Krybskytten behandles som fredløs og skydes ned, hvor han
gribes paa Gjerningen.

Krybskytten, der gaar ud paa Menneskerov, Æreskjenderen,
Sjælemorderen, hvem der inden Hegnet af vort fredede Sam-
fund aarlig hjemfalder Tusender af Ofre, gaar uforkrænket hen.

I det borgerlige Liv kan han nyde Ære og Anseelse; hans
Egenskab af Menneskekrybskytte forringer den ikke. Han kan
tabe denne Ære, denne Anseelse i Menneskenes Øine; denne
Egenskab forøger ikke Tabet.

Vi har for nylig set ædelsindede Kvinder slutte sig sammen
til Vern mod dette Slags Hærverk. De vil bestræbe sig for
at redde nogle af disse mange enestillede, mest hidførte uden-
fra, der, mer eller mindre ukjendte med Faren, flagrer den
imøde og hjemfalder den som Offer. De vil hegne om dem,
skjule dem, verge for dem paa alle Maader. De
vil spænde et Net omkring dem, der skal naa over det hele
Land.

Det er vakkert, det er en Tanke, der veier ligesaa meget i
Menneskelighedens Vegtskaal som nogen Hedningemission.

Men det sker dog som under en dump Følelse af noget
utilstrækkeligt, vi fristes til at sige -- haabløst. Disse milde,
dæmpede Opraab, ensidig rettet mod den lidende Side, aander
noget næsten fatalistisk resigneret, som om man her stod lige-

SIDE: 293

overfor en af disse frygtelige, ubetvingelige Naturmagter, dem,
man viljeløst maa lade raade, ikke ligeoverfor Væsener, der
stiller sig Guddommen nærmest paa Skabningens Trin, ikke
overfor Mænd, der kalder sig Kristne, medansvarlige baade
efter guddommelige og menneskelige Love, tifold strafskyldigere
end Ofrene.

Hvis jeg var en af disse kristne Mænd, vilde jeg blues ved
at modtage denne milde Skaansel.

Manden er selv Stifter, som han mer eller mindre strengt
er Bekjender, af den Morallov, der lyder for enhver Kvinde:
"Kun Egteskabet kan sikre dig Samfundets Agtelse og Beskyt-
telse; enhver kjødelig Forbindelse udenfor det vanærer dig og
berøver dig denne Beskyttelse."

Men da disse strenge Lovbuds Hævdelse beror paa ham
selv, kun kan krænkes gjennem ham selv, har han selvfølgelig
forpligtet sig til at være denne skrøbelige, saa farligstillede
Skats Ridder og Beskytter. Til hans Ære er den betroet, til
ham ligger det i alle Maader at verne om den og holde den
oppe.

Sker det?

Svaret kan vi, om ikke i andet, søge i enkelte Tal, der gan-
ske tørt statistisk af og til illustrerer os ofte ret betænkelige
Fremtoninger i vor Tids indre Samfundstilstande.

I alle europæiske Samfund tiltager Mandens Utilbøielighed
for Egteskabet. I Østerrige skal efter en saadan senest Be-
regning omtrent hvert fjerde Individ af den dannede Klasse
undlade at gifte sig. Lad det kun være hvert femte, saa faar
vi paa en Million mandlige Individer 200,000 ugifte.

Det samme Misforhold, kun modificeret, kan vi gjenfinde
ogsaa hos andre Nationer. Overalt bliver der Tusender, der
ad den legale Vei unddrager sig at beskytte kvindelig Ære.

Saa vil disse Tusender ad andre Veie og desto villigere, var-
mere yde den sit Vern. Ikke saa?

Skovens Rovdyr vil sit Bytte utrættelig, umættelig -- hvor
mange af disse Tusender, der kalder sig Mennesker, vil und-
lade at søge sit?

I den danske Hovedstad Fødes efter et meget moderat be-
regnet Middeltal omtrent 150 uegte Børn om Maaneden. Gjør
tilsammen 1800 om Aaret. Fordoblet med Mødrene naaes et
Antal af 3600 ulykkelige, der falder som en Byrde tilbage paa
Samfundet. De offentlige Anstalter vægrer sig ved at modtage
og huse saa megen Elendighed.

SIDE: 294

Ophavsmændene til den nævnes ikke, kjendes maaske ikke.

I Frankrige er det ved Lov forbudt at efterspore dem. Den
hele Sum af Sygdom, Sorg, Fattigdom -- Skam, -- falder alene
tilbage paa de forførte.

Vil man lære denne oprørende Partiskhed for den skyldigste
Part i sin yderligste Konsekvens at kjende, saa læse man,
hvad den franske Code Civil Napoléon dekreterer desangaaende.
Vi anfører enkelte Paragraffer deraf:

 -- La séduction n'est pas un délit.

 -- La corruption, même d'une fille mineure, n'est pas un
délit.

 -- La recherche de la paternité est interdite.

 -- La recherche de la maternité n'est pas interdite.

 -- Les enfants naturels restent à la charge de la mère seule.

 -- Toute promesse de mariage est nulle, fût-elle suivie de
l'abandon de l'enfant. [fotnotemerke] 

Vi kan til disse vakre Lovbud, der endnu den Dag idag
gjælder i "La France chevaleresque", føie det, at Manden har
Ret til at dræbe Hustruen, hvis han træffer hende i Utroskab.

Hvad vil en Samfundsmoral, der skifter saa ulige mellem
Parterne, og endnu i vort Aarhundrede tør iklæde sig saa
brutale Ord, hvad maa den tilsidst føre til?

Den maa føre til Opløsning, til Afgrunden, hvis ikke en
almindelig og energisk Reisning fra de undertryktes Side kunde
forebygge det. Her kan ingen Tvilsomhed raade. Det maa
løse sig i et afgjørende Enten -- Eller.

Enten maa Manden bekvemme sig til at dele den Skam, han
selv paafører Kvinden, paatvinger hende, eller -- han vil bort-
tage denne Skamplet og lade hende dele Friheden og Straf-
løsheden med ham.

Vore nordiske Love er vel i ovennævnte Punkter noget
mindre napoleonske, men hvad forslaar tilsidst Love? Lovene
foreskriver, straffer, men de forebygger ikke, og vore vil vel
ogsaa, hvis vi ikke meget bedrager os, kun i et mildere
Forhold begunstige den sterkere Part paa den andens Be-
kostning.

Fotnote: 
 -- Forførelse er ikke strafbar.

 -- Krænkelse selv af en Mindreaarig er ikke strafbar.

 -- Efterforskning af Faderen er forbudt.

 -- Efterforskning af Moderen er ikke forbudt.

 -- De uegte Børn falder alene tilbage paa Moderen.

 -- Intet Egteskabsløfte gjælder.
 
(Anm. fra 1880.)

SIDE: 295

Hvor mange af disse Samfundets enligstillede, fareomspændte,
som vore Beskyttelsesforeninger vil tage sig af, reddes der nu?
Hvor langt kan denne Omhu strækkes uden at gaa træt?
Enten Omhuen gjælder de endnu ikke Ulykken hjemfaldne
eller de allerede faldne, vil den dog ikke midt i sin varmeste
Iver, sine utrætteligste Bestræbelser dunkelt føle det utilstræk-
kelige? Det er i Fristernes, Fordærvernes Sjæle, Lovene
maatte skrives, med Ildskrift indprentes; fra deres egen Sjæls
Dyb er det, Stemmen maa lyde: Du kaldes ikke Morder, Rans-
mand, Bedrager; kun ligesaa skadelig er din Færd som deres,
der gives disse Navne, og tifold uslere, feigere, fordi du føler
dig tryg, under det Vern, du har lavet alene dig selv.

Hvor mange, har vi spurgt, hvor mange af disse enligstillede,
faretruede, hvem en menneskekjærlig Omhu vil verne om,
reddes der nu? Hvor mange af de faldne lykkes det at bringe
ind paa en hæderlig Vei, medens de dog altid bærer paa et
usynligt Merke, der vanskelig i nogen Stilling ganske udslettes?

Og nu de mange, mange, som ikke reddes, men synker
dybere og dybere paa Fornedrelsens Trin, hvor ingen Frelse
mere er mulig?

Skal vi tage Mod til os og følge dem paa denne grufulde
Stige, til det allerlaveste, der naaes kan? . . . til hine Skjend-
selens autoriserede Bureauer, hvor Mennesker, skabte i Guds
Billede, ogsaa forjættede et evigt, et bedre Liv, opbringes som
en Vare, en mistænkt, maaske bedærvet Vare for at -- garan-
teres eller maaske ikke garanteres. Af Omsorg for dem? O
nei, af Omsorg for Lasten, Bedærveren, for at sikre den, den
aldrig mættede, det ubedærvede -- med det andet paa Dyngen.

Er det Forbrydere, der behandles saa, foragteligere, mere
nedværdigende end Dyret paa Dissektionsbordet, der dog kun
pines i sit Legeme?

Nei, det er Væsener, der tilhører en Stand, som Stat og
Samfund selv protegerer, følgelig driver sin lovlige Haandtering.
Kunde vi tænke os, at de en vakker Dag alle som én reiste
sig mod denne Stand, denne Haandtering (man vil paastaa, at
de allerfleste af disse ulykkelige selv føler en Lede, en Væm-
melse for den, [fotnotemerke] vilde Stat og Samfund modsætte sig det og
skride ind med en Indsigelse.

Fotnote: Er det sandt, hvad der siges, at de afskyr slibrig Lekture og finder en
Tilfredsstillelse i Læsningen af den dydigste, mest strengt moralske, saa er
dette et Træk, der skriger mod Himmelen! 
(Anm. fra 1880.)

SIDE: 296

Og medens Samfundet aabenlyst beskytter den kvindelige
Fornedrelse, stiller det paa den anden Side næsten over-
menneskelige Fordringer til sine agtbare Kvinder og deres
strenge Pletfrihed. De maa helst intet vide om hine ulykkelig
stillede Søstre og deres Elendighed. Tanken derom bør ikke
engang forurene deres Bevidsthed. Den ærbare, hædrede
Kvinde er den anden Nødvendighed for Manden, Hus- og
Festdragten ved Siden af Dominoen, kun maa disse to Hoved-
faktorer i hans Liv holdes strengt ud fra hinanden. De tilhører
begge ham, ingen anden.

Skulde det ikke være paatide at besinde sig paa, at vi og-
saa tilhører os selv! . . . Tilhører os som Mennesker, der har
en menneskelig Værdighed, menneskelige Rettigheder at opret-
holde? . . . At vi tilhører hverandre som Kjøn, der har et ind-
byrdes Ansvar, gjensidige Forpligtelser at løse, de lykkelige
ligeoverfor de ulykkelige, de hæderligstillede ligeoverfor de for-
skudte, dybest nedværdigede? Er deres Skam ikke vor?

Skulde vi i det mindste ikke her turde skrive vore egne Love,
afkaste dette den falske Kvindeligheds kvælende Aag, der alt-
for længe har voldt det onde, det kan. Det har indbildt os,
at det var ikke anstændigt at vide noget derom. Vi har troet
os saa ophøiede i denne Uvidenhed . . . Søstre, tro mig, tro
en ældre blandt eder, der altfor strengt selv har hyldet denne
Art Kvindelighed: Snerperi, koldt Egoisteri, ikke andet laa til
Grund. Vi har kun hælet med Lasten, kun beskyttet Fordær-
velsen, idet vi mer og mer udvidede Kløften mellem os og
dens Ofre. Deres Antal forøges aarlig i en frygtelig Grad.
Skulde vor dydige Passivitet ikke have lidt Skyld? Skulde
det ikke være paatide at ofre den?

Jo. Vi skyr ikke mere at tale derom. Har hin høisindede
engelske Kvinde, hvis Navn nævnes med Ærefrygt i tvende
Verdensdele, har hun ikke banet Veien? Josephine Butler
heder denne modige Kvinde, der i et eneste oprystende Slag
brød med den falske Kvindelighed, idet hun viste os dens Hul-
hed, dens hele Farisæisme, viste os, hvor lidet forenelig den
er med en sand, omfattende og virksom Menneskekjærlighed. [fotnotemerke] 
Hun kalder sit lille Skrift "En Røst i Ørkenen". O nei, en saa-
dan har den ikke været. Den har fundet Gjenklang i tusende
og atter tusende Hjerter. Den har vakt til kraftig Daad. Den
er naaet endog op til vort kolde, i Sedvaners og Fordommes

Fotnote: Mrs. Josephine Butler, en Geistligs Hustru i Liverpool, der ved sit Skrift
"En Røst i Ørkenen" var den første, der gav Stødet til de, nu i de fleste
europæiske Lande dannede Foreninger mod lovbeskyttet Usedelighed. 
(Anm.
fra 1880.)

SIDE: 297

Net indspundne Norden. Ogsaa her har den vakt varmt-
sindede Mænd og Kvinder til aabent og freidig at stille sig til
Kamp for Sagen.

Nei, vi skyr ikke mere at tale derom. Lad os nævne denne
Skamplet paa vort Kjøn -- -- denne Kvindenedkuelsens og
Kvindeforagtens, i Mørket sig skjulende, alt forgiftende sande
Kilde, lad os nævne den i hele sit oprørende Spind af Aar-
sager og Virkninger, med sine sande Navne.

Men lad os ikke feigt se til Siden, men have Mod til at
stevne de rette ansvarlige for Skrankerne. Lad os have Mod
til at rive Sløret af disse, Mennesket saa uværdige Grunde,
hvormed Skjendselen besmykkes og forlanges opretholdt.
Manden raader ved sin hele begunstigede Samfundsstilling over
utallige Midler fremfor Kvinden til at beherske de lavere In-
stinkter og hævde den aandelige Overvegt, han gjør gjældende.
En bitrere Satire paa denne sin Gudnærmesthed, sin sjælelige
og aandelige Overlegenhed kunde han ikke vende mod sig
selv end de Grunde, der paaberaabes, forat denne skjendige
Menneskeofring maa have sin Gjænge. Vi agter ham høiere,
end han her sætter sig selv; det er netop til denne hans etiske
Styrke, hans Selvfølelse, vi henvender os, idet vi i Menneske-
hedens Navn fordrer, at den skal ophøre.

Det vil have store Vanskeligheder, det indser vi. Hvorledes
vil det kunne ske, vil man overlegent spørge. Hvorledes?
lyder haabløst dumpt Ekkoet fra alle Sider.

Og vi svarer: kun ved en fuldstændig Fornyelse af de nu
bestaaende sociale Forhold, som angaar Kvinden. Ved at be-
fordre hendes Frigjørelse helt og holdent, give hende Plads,
give hende Luft. Nødvendigheden af en Selvforsørgelse paa-
trænger sig mer og mer, da Manden mer og mer unddrager
sig de gamle Forpligtelser. Men her paa dette Felt raader et
forfærdeligt Tryk ovenfra, der knuger alle Klasser nedad. In-
telligensen, Begavelsen, maa ikke virke i sin egen Sfære. Den
tvinges til dorsk Lediggang, eller hvis den maa arbeide, til at
gribe til Beskjæftigelser, der ikke passer for den, med andre
Ord, den drives ind paa fremmed Omraade. Men her er der
Millioner søgende, der trænger hverandre om Pladsen, trænger
hverandre ud: dybere og dybere virker Trykket fra oven. Det
er under dette Tryk, Menneskeheden sygner og afsætter Pest-
bylder som St.! vi fine, ærbare Damer er for fine og ærbare
til at røre ved.

Hvorledes? Ja, hvorledes, vil man spørge!

SIDE: 298

Ved at befordre Kvindens Frigjørelse helt og holdent. Ved
at lade hende skrive sine egne Æreslove, ved at lade hende
tage Ansvaret ligeoverfor sin egen moralske Bevidsthed, ikke
Ansvaret ligeoverfor et demoraliseret Samfunds despotiske Magt-
bud -- med ett Ord: giv hende Plads og Luft, og det usunde
Tryk vil ophøre.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Fra gammel Tid var vi hjemme vante til at se Gutterne
efterstræbe Smaafuglene og plyndre Rederne.

Det betragtedes som noget, der ikke kunde ændres, som
Uveir, som Vaarkulden, der alligevel i vore barske Egne øde-
lægger Tusender af disse Smaa.

Da kom der en Dag, da der faldt en Selvbevidsthedens
Gnist ned i Skolegutternes Sjæle, og den faldt midt i deres
Æresfølelse.

Og se, de skammede sig over den feige Bedrift at plyndre
Reder og nedskyde vergeløse.

Og nu er det Skolegutterne, som har dannet Foreninger til
Fredning af Smaafuglene, og som har skrevet Love til deres
Beskyttelse.

Hvis jeg var Mand, vilde jeg ønske -- at jeg var en Skolegut.

ET SKRIFTEMAAL.

Krist, o Krist! vær hilset, o velsignet tusende Gange! Min
Kjærlighed til dig er saa stor, at jeg aldrig har turdet nævne
den, jeg maa kvæle den i mig selv for ikke at se den kvalt i
den officielle, timebestemte Hyldning, der bringes dig, hvilken
altid lader mig kold. Den er tiltaget denne beundrende Hen-
givenhed, jo mere jeg lærer at erkjende selv. Jeg havde den
ikke som Barn, som ung Pige; jeg forstod ikke, hvad du var,
dengang da jeg mest hørte dig nævne i Salmer og Taler. Den
har gjort mig overtroisk denne Kjærlighed, saa jeg tror paa
Underet.

Det var for nogle Aar siden, jeg havde faaet mig en Kamé
med et ualmindelig smukt Kristushoved; ellers tilfredsstiller
hans Billeder mig sjelden. Jeg bar den en lang Tid, og uvil-
kaarlig havde den Forestilling knyttet sig dertil, at saalænge

SIDE: 299

jeg kunde bevare den der, vilde den være en Amulet mod alt
ondt, baade det, der kunde ramme mig udenfra og spire i eget
Bryst. Det er en Sandhed, at saalænge jeg følte den der, var
jeg meget snildere; jeg turde ikke tillade mig en Nødløgn.

Paa en Reise over Brenner med Nattetoget til Florens og
Rom mistede jeg den, og det var, som om alle milde Genier
havde forladt mig. Uheld af alle Sorter strømmede ind paa
mig. Det tog ret sin Begyndelse, da jeg, fortvilet over en
Forlæggers skammelige Brudd paa sit Løfte, kort efter maatte
vende samme Vei tilbage for at begynde den gamle trøstesløse
Kamp igjen, som jeg netop vilde undfly.

Kristus er den største Menneskehedens Reformator, som
nogenside har levet, fordi han er den eneste blandt alle, der
har baseret sin Lære paa Lighedsforholdet mellem Mand og
Kvinde, den eneste af alle, der gjorde Fællesforpligtelsen
til Lov, medens alle andre religiøse Reformatorer, som Historien
og Testamenterne nævner, kun har befæstet Ulighedsforholdet.
Men særlig dette Punkt i hans Lære vil have været for ufor-
staaeligt for hans Tid, for et Folk, der fra Abraham af kun
havde holdt Kvinden i Nedkuelse, for et Folk, som havde en
Historie at opvise, der i Vold og Grusomhed mod hende vist
ikke overgaaes af nogen. For at begrunde en saa uhørt Lære,
som en Ligestillen af Mand og Kvinde under Selvbetvingelsens
Lov, gjaldt det at træffe Dyret lige i Hjertet, Dyret i Menne-
sket, den vilde, utæmmede Styrke, der i Manden havde faaet
Overvegt og gjort dem, der var skabte til hinandens Medhjælp,
Støtte og Trøst, til Herskere og Slavinder.

Og han traf Dyret lige i Hjertet, og det reiste sig, og knuste
ham i sit Raseri.

Men hans Lære kunde det ikke knuse. Hans Apostle havde
reddet den og bragte den med martyrbegjærlig Begeistring til
Efterverdenen.

Sammenholdt med de mange Gjentagelser er det kvantitativt
ikke meget, Apostlene beretter om Kristi Liv og Lære, og det
er ikke usandsynligt, at meget, og særlig hvad der i Mesterens
Forkyndelse angaar Kvinderne, som mindre anskueligt, mindre
forstaaeligt, er gaaet tabt for os. Men allerede hvad der levnes,
er Guld og Ædelstene værd; hvert Ord deraf var selv en
Ædelsten, medens ikke en Ytring af Frelserens Mund har,
hvor nær det end laa, godkjendt Undertrykkelsen, Misforholdet.

Men det var ogsaa at forudse, at de, der kom efter, de, der
kun havde Overleveringen at bygge paa, vilde fristes til at
drage Lighedsforholdet ned i de gamle Spor igjen. Og ganske

SIDE: 300

rigtigt. -- Med den omvendte Forfølgers dobbelt glødende Iver
trykker Paulus Kvinden ned paa sin gamle Plads, Tjener-
indens, Slavindens, og paa denne opfatning har Verden fundet
det bekvemmest at bygge videre.

Efter Læsningen:

"OM ERINDRING OG FANTASI".

(1884.)

Under ovennævnte Titel har Hr. Dr. med. Mygind i "Til-
skueren" for Mai d. A. leveret os en ret merkelig liden Af-
handling.

Der oprulles os her en Side af den menneskelige Aands-
kompleks, som idelig føres i Munden, men lidet eller maaske
slet ikke hidtil har været gjort til Gjenstand for videnskabelige
Drøftelser. Afhandlingen slutter med et Opraab til enhver,
der af egne Erfaringer kunde have Bidrag at yde til nærmere
Belysning af Sagen.

I Sandhed, vi vidste ikke, at vi kunde blive saa interessante
ved den Slags, og vi betviler ikke, at Opfordringen vil blive
fulgt. Hvor mange vil ikke have slige Bekjendelser at aflægge,
merkeligere, mere oplysende maaske end mangt et af de af-
givne Eksempler!

Vi følger Indledningen: almindelige Betragtninger over Fæ-
nomenets Væsen og Art, for hvilke Individer det særlig synes
at egne sig, og vil et Øieblik stanse ved Side 369, hvor For-
fatteren giver disse Betragtninger en Slags Afslutning i følgende
lidt underlig fattede Ord:

"Den Omstændighed, at Kvinder, Børn og Vilde eller kun
lidet civiliserede Folkeslag i det ovenstaaende er nævnte som
dem, hos hvilke Erindrings- og Fantasibilleder fortrinsvis fore-
kommer, maa dog ingenlunde forstaaes saaledes, at Evnen til
at se disse kun findes hos Individer, der staar paa et lavere
aandeligt Udviklingstrin . . ."

Nei sandelig, vi vil heller ikke forstaa det saaledes, og naar
Forfatteren lægger til: "Tvertimod, Evnen til at skabe Fantasi-
billeder kan forekomme hos Individer, der staar paa det høieste
aandelige Trin," saa venter vi os selvfølgelig Opreisningen for
den lidt besynderlige Kategori, hvori han har stillet os Kvinder,
med andre ord, vi venter at se denne Konsekvens anvendt
ogsaa paa Kvinder, ja maaske særlig paa disse.

SIDE: 301

Men Hr. Mygind synes blot at ville søge de ophøiede Und-
tagelser fra den almindelige Regel blandt Mænd, medens det
svagere Kjøn, stillet i Række med umyndige og uciviliserede
 -- her mangler kun Forbrydere og Idioter, saa har vi den
noksom bekjendte Code-Napoléonske Kategori fuldstændig -- 
dog tilsidst staar der som de, der kun paa de lavere aandelige
Udviklingstrin repræsenterer Evnen til at skabe Fantasibilleder.

Nu, dette være, som det vil. Det faar blive den ærede For-
fatters Sag, hvad Plads han paa denne Stige, de aandelige
Evners, vil anvise Kvinden. Vi vilde kun udhæve en Menings-
forskjellighed i et enkelt Punkt i Deduktionen, ikke gaa irette
med ham, fordi han synes at hylde en Opfatning, der deles af
tusende andre, en Opfatning, som, vi haaber det, i en ikke
altfor fjern Fremtid, selv vil tilhøre "Erindringen og Fantasien".
Det er jo dog nu bleven vor senere Tids prisværdige Opgave,
hvor det gjælder dette saa meget omtvistede Punkt, klarere at
skjelne mellem Aarsag og Virkning, og bringe disse hidtil saa
plumrede Begreber i det rette Forhold. Den vil endelig lære
at forstaa, at man kan ikke bedømme en forkommen og altid
vanvyrdet Vekst efter den Tilstand, dette har sat den i. Kvin-
den er bleven det, man til alle Tider har bestræbt sig for at
gjøre hende til. Tag Legetøiet og Dukkestasen fra hende, hæv
den smaalig-ængstelige Karantæne, der i Aarhundreder har holdt
hende udestængt fra Livet og dets Opgaver og dets Krav og
Rettigheder, og det vil ikke falde nogen ind at stille hende i
Række med "Børn og Grønlændere".

Vi gaar et Skridt videre. Vi vover den Gisning, at der af
denne Gjenfødelsesproces vil udvikle sig Evner hos hende, der
i sin Art overgaar Mandens, Evner, der særlig vil gjøre hende
skikket til at indtage en Førsteplads i Hr. Myginds Rangfor-
ordning af fantasibegavede. Skulde hun ikke allerede have vist
sig skikket til en saadan? Hr. Mygind siger nei; i hans paa-
følgende Bevisførelser (se Side 370) nævnes blot Mænd.

Dog dette fører os lidt for meget ud fra den lige Vei. Det
var ikke vor Mening at kaste en ny Ufredsgnist ind i denne
allerede sterkt brouillerede Sag, som kaldes Kvindesagen. Ned-
skriverinden heraf vilde blot sige, at hun hører til de vistnok
mange, som Hr. Myginds Afhandling varmt har interesseret,
ja som har følt sig underlig berørt ved Opfordringen, efter
Evne at yde Bidrag. For første Gang faar man at vide, at
slige Erfaringer kan have noget Værd, og man undres over, at
de har kunnet gjentage sig Aar for Aar, uden at det er faldt
os ind, at de var en Bønne værd at lægge Merke til.

SIDE: 302

Jeg hører ikke til de bildende Kunstnere, har aldrig, det
være sig med Pensel eller Meisel, forsøgt mig i den Retning.
Men det menneskelige Ansigt har altid havt en besynderlig
Interesse, -- tiltrækkende eller frastødende? Følelsen har af-
gjort det. Det har været en Gaade at løse, en Gjetning, et
Spørgsmaal at besvare, og det besvaredes -- naar Tiden dertil
kom -- kun paa en med andres Indtryk deraf ikke altid stem-
mende Maade.

En tiltagende Nærsynethed, der altid vil virke hemmende paa
en alsidigere, mere omfattende Tilegnelse af Indtryk og Tanke-
stof, bidrager maaske mer end noget til at udvikle en saadan
bestemt Specialitet i vor Opfatningsevne. Det menneskelige
Fysiognomi har man altid ved Haanden, og saaledes kan man
nok forstaa, at det let kan bemægtige sig Eneretten til vor
Interesse, Førstepladsen i vore Fantasibilleder. Ingen kunst-
nerisk Nydelse kan overgaa den, i Ro og Mag at færdes i en
af hine Portrætsamlinger, som vi kjender dem fra Museer og
gamle Slotte, og man skal ikke sige andet, end at Besøger-
inden deler sin Interesse ligelig mellem de levende, de med-
besøgendes Fysiognomier og dem, som Kunsten har skabt.
Dog med hin med Aarene tiltagende Nærsynethed og maaske
man kan sige en tilsvarende progressiv Skyhed for personlig
at søge Individerne, selv hvor der kunde være vegtige Grunde
forhaanden til at gjøre det, lærer man tilsidst at nøie sig med
Billederne, og det er kun en ynkelig Tilstaaelse, man maaske
da kommer til at aflægge, at man kjender, paa yderlig faa
Undtagelser nær, alle bekjendte Samtidige kun gjennem Foto-
grafier.

Der tales i Hr. Myginds Artikel om Fantasibilleder, som
man med lukkede Øine kan skabe sig. Det er en Vision af
denne Art, jeg har at berette. Jeg kan ikke vilkaarlig frem-
kalde den, den kommer af sig selv, undertiden med et Mellem-
rum af 8 -- 14 Dage; heller ikke kan jeg med Bestemthed an-
give, hvorfor den da indfinder sig.

Naar jeg har slukket Lyset og lukket Øinene, stiger der
først et menneskeligt Ansigt op for det indre Syn, der straks
veksler i et andet og saa i en ustanselig Række, det ene efter
det andet, det ene ud af det andet; det er ofte de største
Kontraster, der afløser hinanden, skjønne og hæslige, ophøiede
og latterlige, men alle bærer de den menneskelige Lidenskabs
sterkeste Præg. Et ophøiet Heltefysiognomi kan veksle med
en Pjerrots, det deiligste, mest henrivende Kvindeansigt hyppigst
med et bedende, smertetvunget Udtryk, til en Lady Macbeths

SIDE: 303

rædselsvækkende, forstenede. Det underholder, det morer -- 
det kan smerte som en stum Bebreidelse fra en længst for-
spildt, grusomt undertrykt Kunst.

Forfatteren berører i sine Betragtninger over Erindring og
Fantasi etsteds den mystiske Halvtilværelse, som vi kalder
Søvnen. Han benævner den "en mørk, absolut indholdsløs
Afgrund, hvorover kun Erindringen formaar at slaa en Bro".

Jeg er ikke ganske enig med ham i at kalde den saa. Der
gives endnu et mægtigt Bindeled mellem "igaar og idag", og
det er Drømmene.

Mange Mennesker har den Evne at drømme sandt. I en
viss Grad besidder ogsaa jeg denne Evne. Ikke saaledes at
forstaa, at det, som Drømmen forespeiler os, bogstavelig gaar
i Opfyldelse. Den former sig kun paa en allegorisk-billedlig
Maade. Naar jeg drømmer om det eller det, ofte noget ube-
tydeligt, dumt noget, men i en bestemt Forbindelse, saa ved
jeg, hvad Klokken er slagen. Jeg ved, at hvor fredelig Dagen
kan ligge for mig, vil Livet have en, eller maaske flere, af sine
Pile at udsende. Det hjælper ikke, hvor trøstende man ræ-
sonnerer: ak was! du er træt nu, renonce, Beholdningen er
udtømt, -- nei, det bortræsonnerede kommer. I tidligere Dage
kunde disse Drømme i sin merkværdig sikkert varslende
Billedskrift have noget næsten poetisk formfuldendt -- jeg
maatte ofte fortælle dem -- , med Alderen taber det sig i det
mere formløse, usammenhængende, som straks vil smutte os
af Hukommelsen, naar vi forsøger at fastholde det.

Ett fortjener maaske endnu at bemerkes, naar vi taler om
Drømme, og det er den Rolle, Følelseslivet spiller i dem, man
kan næsten sige i samme Mon forsterket, som Evnen til at
skabe og fastholde Billederne aftager og svækkes. Aarsag og
Virkning staar her ikke altid i et rimeligt Forhold. Man kan
vaagne i Efterdønningen af den sterkeste Bevægelse: Skræk,
Frygt, Glæde, Sorg, og le ad det, der i Drømmen har voldt
den. Den latterligste Ubetydelighed kan vække en saadan,
noget virkelig oprystende lade os ligegyldige. Vi træffer og
taler med længst afdøde som det naturligste af Verden, medens
Synet af en os ganske ligegyldig Person kan sætte os i Affekt . . .
Den stakkels Følelse! ikke engang i Drømmene finder den sin
Gjenstand! Man skulde sige, at disse dunkle Sjælefatamorganaer
samler sig, naar Spillet er udspillet, tilsidst i en bitter Spot over
den famlende Blindebukrolle, denne vor sterkeste Livsmagt har
været fordømt til at spille i vor konfuse Tilværelse, og at den nu
morer sig med at parodiere alle dens Feilgreb, alle dens Skuffelser.

SIDE: 304

Vi har naaet en Retning i Tiden, der atter vender sig spør-
gende mod det mystiske i Tilværelsen, det, vi ogsaa benævner
"det overnaturlige". Vi staar foran Søgningen af hidtil uløste
Gaader -- Løsningen, ja, den faar vi overlade til Vingegestalten,
hin velbekjendte, hvilende, ubevægelige, med de lumske Løve-
klør og det uudgrundelige Blik, som de Gamle havde et andet
Navn paa, men som vi kalder Fremtiden.

UNDER LÆGEKONGRESSEN.

(Juli 1884.)

Vi kjender Dagens Løsen, det sørgelige, tungtvarslende, der
toner til os gjennem alle dens Bestræbelser for at døve os
for det. Vi kan ikke aabne en Avis uden at støde paa lidet
lystige Ord som "Desinfektioner og Karantæner", "Baciller og
Mikrober", "Klorzink og Karbolsyre" og hvad det altsammen
heder. Læge og Lærde strider om, hvilke Midler der sikrest
kan beseire den frygtelige Gjest, medens de dog synes alle at
enes i Opfattelsen af dens Natur og Oprindelse, og hvad der i
vore endnu mangelfulde Samfundstilstande virker befordrende
paa den.

Se derom er nu som sagt alle temmelig enige. Vi faar alle
disse "Betingelser eller Hjælpeaarsager" for Farsottens Udbre-
delse minutiøst opregnede, vi kan dem udenad fra den ene
Gang til den anden, de stemmer alle overens i at angive "Jor-
dens Forurening ved organiske Stoffer, der gaar i Forraadnelse",
som Hovedgrunden . . . vi kjender den hele Fortegnelse paa
Kloakker, Rendestene og Sumpe, der ikke er rensede, men
uopholdelig bør blive det.

Saa meget uforstaaeligere er det, at man i alle disse Livs- og
Dødsspørgsmaal, der optager Dagen (naar der ikke spises og
pokuleres), intet hører nævne om den store Sump, Verdens-
sumpen, der i Aarhundreder har forgiftet Luft og Vand, som
uhindret er vedbleven at opdynge sine rædselsfulde Behold-
ninger, Lag for Lag, og som vil vedblive dermed, indtil Jorden
er forvandlet til en Aadselgrube.

Vore Begravelser! . . . Ja, i dem kan vi maaske søge den
indiske Massemorders troeste Støtte og Bundsforvandte. Hvor-
for ikke dens Amme, dens første endnu ikke ret kjendte Ud-
spring?

I London begraves der aarlig henved 80 -- 90,000 Mennesker.
Hvad skal man sige til disse "lokale Betingelser og Hjælpe-

SIDE: 305

aarsager", der skal søges i "Jordens Forurening ved organiske
Stoffer", naar der paa et eneste Sted kan ophobe sig saadanne
Masser!

Kun Vanen, den Despot, har kunnet opretholde denne Skik
saa længe. Ellers maatte ikke alene praktiske, almennyttige
Hensyn, der dog begynder at gjøre sig gjældende, men alt i
den menneskelige Natur modsætte sig den: Vor Skjønheds-
og Renlighedssans og ikke mindst Pieteten for vor kjære afdøde.

Ja netop Pieteten. Det har altid været mig en Gaade, at
Folk finder en Tilfredsstillelse i at besøge Grave og smykke
disse Pesthuler med Blomster. Jo kjærere de bortgangne har
været os, jo trofastere vi bærer dem i Tankerne, jo mere
levende smukt vi vil bevare deres Billede i vor Erindring,
des mere maatte Tanken ræddes ved at søge dem under et
Lag stinkende Jord.

Har nogen tænkt paa, hvilket Tryk af knugende Tristhed
vor Begravelsesmaade breder over Livet selv? Hvilken Hær
af hæslige Spøgerier og lyssky Skræmmebilleder den har kaldt
tillive? . . . Man skulde sige, den stikker sit Dødningefjæs gri-
nende, haanende ind i al vor Glæde.

Har du nogensinde paa et Bal set de unge svinge sig i
Dansen efter Musikkens brusende, berusende Toner? Hvor
de straaler, hvor de gløder, disse Ansigter. Der mangler en,
den yndigste af dem, jeg saa her ifjor. Hvor er hun? Ak hun!
. . . i sin fagreste Vaar! . . . knapt 18 -- 20 Aar!

18 -- 20 Aar! netop omtrent saalænge behøver Opløsningen
til at fuldende sit rædselsfulde Verk, indtil den kan sige: "Til
Jord skal du blive, til Jord est du bleven."

Har du nogensinde bivaanet en saadan Nedgravelse af dit
kjæreste her i Livet, har du holdt ud i en stiv Klokketime
under dens mange dræbende Forberedelser, indtil den første
Skuffe falder hult buldrende paa Kisten, indtil Gruben er fyldt,
har du mættet din Sorg i disse Indtryk, saa har den for be-
standig modtaget Dødens mørke, alt besvergende Daab. [fotnotemerke] 

Kremation eller Raadnesystemet? Det første, Ligbrændingen,
begynder dog nu at vinde Indpas i flere af Europas Stæder,
medens den i sin Helhed endnu, og navnlig her oppe i Nor-
den, møder den mest fanatiske Modstand.

Presterne paastaar, at Religionen modsætter sig den. En
forunderlig Misforstaaelse! Ja, der er Folk, som tror, at Kre-
mationen, Forvandlingen til Aske, ikke tillader nogen Opstan-

Fotnote: Hos os, i vort haarde Klima, har vore langvarige Ligbegjængelser krævet
utallige Ofre, særlig førend vi fik et Kapel. 
(Anm. fra 1884.)

SIDE: 306

delse. Vi kommer her direkte ind paa Middelalderens Opfattelse
deraf; her mangler kun Illustrationerne, hine velbekjendte, hvor
Opstandelsen anskueliggjøres i et gyseligt Mylr af hel- og halv-
fortærede Dødningegestalter, der løfter sig op af Gravene. Hvad
skal da de sige, de mange uskyldige, som Ilden har fortæret
 -- man mindes blot Inkvisitionens utallige Ofre -- eller de
mange, som har fundet Hvile i en Krokodils eller Hvalfisks
Bug, eller lad os mindes de mange tusende afblegede Knokler,
der, opsamlede paa Waterloo-Valpladsen, malet til Mel, maatte
tjene til at gjøde Markerne -- skulde Opstandelsens Forret være
alle disse forment?

Kristendommen har helliget Begravelsesformen, vil man sige.
Kristus blev begravet, eller vel rettere sagt gravfæstet.

Kristendommen havde arvet den efter Jøderne, og den stem-
mede altfor vel med en senere opkommen livs- og glædes-
fiendsk Retning i samme til ikke at optages i den som dens
egen og ingen andens.

Ogsaa i vort Hedenold var Begravelsen den almindelige -- 
vore Kjæmpehøie kan vidne derom, indtil ligervis Kristen-
dommen tog den i Arv.

En sundere, lysere, mere skjønhedselskende, Livet med Døden
forsonende Opfatning af Spørgsmaalet har allerede paa flere Steder
kjækt brudt med de gamle Fordomme og har indført Forbræn-
dingssystemet; maatte det overalt, overalt vinde Indgang!

Leve de milde, fagre Genier, der da skal symbolisere os
Adskillelsen hernede fra vore Kjære, der skal verne om de
skinnende hvide Urner, der gjemmer deres nu ikke mere for
vor menneskelige Sans stødende, "sidste Levninger" . . . Ned
med Knokkelmanden, det gamle Skræmsel!

I DE FRANSKE ROMANER.

I de franske Romaner optræder altid to Kvindetyper, og vi
faar Beskrivelsen af dem specificeret med en nærgaaende Nøi-
agtighed, der minder sterkt om Tonen i en Jockey-Klub. Den
dydigste af disse er altid blond, den anden er yppigere, har
ravnsort Haar og et tilsvarende Temperament. Mellem disse
to kvindelige Fuldblodstyper ser man nu Helten i disse Ro-
maner stillet som Æslet mellem to Kornsække, kun med den
Forskjel, at det her ikke nøier sig med den ene, men ender
med at sluge dem begge.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

SIDE: 307

. . . Overhovedet, Særkjendet ved vore Dages Romanliteratur
er dette evige Ræsonnement over Kvinden. Altid stikker For-
fatteren Hovedet op af sin lille Egenerfaring, noget eget-oplevet,
der da uden videre fastslaaes som Norm for hele Slegten.

I dette Stykke lader Mændene sig langt mer lede af person-
lige Motiver end Kvinden. Man skal neppe tage feil; i det
Standpunkt, han indtager til Kvindesagen, kan man trygt spørge,
hvis han er Egtemand: Où est madame?

Men alle, og som det synes, særlig de franske Romaner, de
slette som de gode, laborerer af dette dybe Kjendskab til Kvin-
den, som Balzac bragte i Moden, men som i vore Dages lite-
rære Terrorisme, man vel kan sige, er sunket ned til en
brutal Vivisektion, for ikke at sige en Obduktion. "La femme,
la femme!" heder det næsten i hver Linje. "Il n'y a que les
femmes", "toutes les femmes" . . . "comme une femme" . . . og
saa har vi den hele Hærskare af Svagheder og Feil, der spe-
cielt tillægges den ulykkelige Evas Døtre -- Eva, der, som
man maaske har hørt, engang for lang Tid siden forspiste sig
paa et Æble. Forfængelig som en Kvinde, letsindig som en
Kvinde, falsk, intrigant, vankelmodig, stivsindet som en Kvinde
etc. M. Adam skulde slet ikke kjende noget til disse Egenskaber?

"Où est la femme?" heder det tilmed i de fleste franske
Retsforhandlinger. "Où est l'homme?" spørges der derimod
aldrig, uagtet det er ganske anderledes bevisligt, at de aller-
fleste kvindelige Forbrydelser har sin Oprindelse i ham.

"Où est l'homme?" spørges der aldrig, naar en stakkels for-
tvilet Pige har dræbt sit Barn eller, forladt af en troløs Elsker
eller forstødt af en haardhjertet Fader, synker ned i Fordær-
velsen.

DEN ÆLDRE FRANSKE ROMAN.

Eugène Süe! Hvor længe er det, siden vi læste Eugène Süe?
Jeg har i disse Dage taget mig for at læse en af hans Romaner
igjen. Den gjorde et overraskende Indtryk.

I min Tid slugte man disse Romaner, talte altid om dem,
dog med et visst Forbehold. Vi havde vænt os til at betragte
denne Forfatter, om just ikke som umoralsk, saa dog som en
af dem, en Moder ikke netop anbefaler sine Døtre.

Hvor ganske anderledes paa vor Tids Baggrund traadte han
mig imøde nu, og det fra hans egen Nation, hvor den væm-
meligste Besudling og Nedrakken af Kvinde er bleven en lite-
rær Modesag!

SIDE: 308

I en Følelsesfuldhed, der svulmer over af varm Indignation
mod al Uret, en sand "Chevalier sans peur et sans reproche"
ligeoverfor den lidende Uskyld, møder os her den engang saa
"beryktade" franske Sensationsmager eller -magiker. Man læse
blot hans "Mémoires d'une femme"! Alt, hvad der kan samle
sig i en forurettet, forpint Kvindesjæl, det har han her givet
ret mægtige Ord, og saa har han appelleret til sin Samtid, og
hans Samtid vil vel ikke have tænkt stort ved det, uden at
det skulde saa være, og at M. Süe var en ret underholdende,
spændende Forfatter.

ET FRANSK HJERTESUK.

Secrets du coeur, vaste et profond abîme,
Qui n'a piété, ne connaît rien de vous.
Juste est la peine au front de la victime,
Sage est sage, et le vainqueur sublime, -- 
Que reste-t-il à qui pleure à genoux?

Jeg kjender ikke Forfatterinden til disse Linjer; men jeg har
kjendt hundrede med hende, der har kunnet skrive det.

FRA NAPOLEONSTIDEN.

Ved at rode om i et af vore Tidsskrifter fra 20-Aarene, med
sit rørende primitive Udstyr og et desto mer svulmende Ind-
hold, træffer man undertiden paa Stykker, som, set i vor Tids
grundforskjellige Belysning, har en egen Kuriositetens Interesse;
meget deraf frister sterkt til et Opkog.

Napoleonsmanien havde dengang, paavirket af hans tragiske
Endeligt paa St. Helena, gjennem alle Stadier af en stigende Rus
naaet den Grænse, hvor den paa en Maade kan stemples som
uansvarlig.

I vort dengang eneste æstetiske Tidsskrift træffer man om-
trent i hvert tredje Nummer Anekdoter og Reminiscenser, der
samtlige overbyder hinanden i at skildre den store Landesluger
og Massemorder som den fine, aandrige Mand, den elskværdige
Omgangsven, den ømme Familiefar, kort som en af disse
Menneskehedens Mønsterprodukter, som den maa have Aar-
hundreder til at frembringe. Vi vælger en af disse Optegnelser,
der, idet den gjengiver nogle historiske Fakta, hører til de

SIDE: 309

mindre legendariske. I vore nøkterne Dage, hvor vi længe
siden har overvundet Rusen, vil vi blot istedetfor de "merk-
værdige Dage" sætte Nemesis over.

Merkværdige Dage af Napoleons Liv.

"Ligesom der ikke synges for nogens Vugge, naar og hvor
Fortuna engang vil tilsmile ham, saaledes tænkte vist heller
ikke Napoleon paa, at den Dag, paa hvilken han i Aaret 1805
(den 15de Mars) blev kronet som Konge af Italien, 16 Aar
senere skulde blive Begyndelsen til hans sidste Sygdom; den
11te April, Aarsdagen for hans første Seier (ved Montenotte
1796), 18 Aar senere (1814) skulde blive den Dag, hvorpaa
han skulde frasige sig Frankriges Keisertrone. Den 3dje Mai
(1804) besteg han Keisertronen, og paa samme Dag (1814) steg
han som forvist iland paa Elba. Den 5te Mai (1796) gik han
som Seierherre over Po. Den 5te Mai (1811) var den alle-
rede i Vuggen til Majestæt udnævnte og med Herskerglans om-
givne Konge af Roms Fødselsdag, og den 5te Mai (1821) hans
til St. Helenas nøgne Klipper forviste, fra Tronen afsatte, Faders
Dødsdag. Den 2den August (1802) blev han af Frankrige ud-
nævnt til Konsul paa Livstid, den 2den August 1815 for Livstid
fordømt som Fange paa St. Helena. Den 18de Oktober (1805)
aabnede han Felttoget mod Russerne. Den 18de Oktober 1813
afgjorde han, i Folkeslaget ved Leipzig, Europas Skjæbne, den
18de Oktober 1815 landede den ved Waterloo af Lykken og
Seieren forladte Ekskeiser paa sit sidste Tilflugtssted, St. Helena."

"I PARADISET". AF PAUL HEYSE.

(1875.)

I dette nye Eden
Det gaar ei ganske til paa samme Sæt og Vis
Som i det kjendte, gamle Paradis.
Det har saa sine egne, sære Skikke.
I dette nye Eden
Staar straks det slet til med Uskyldigheden,
Og hvad nu særlig angaar Kjærligheden,
Saa dyrkes Klinten fortrinsvis for Hveden -- 
Figenblade kjender man slet ikke.

I dette nye Eden vil vi se
Det gamles Lov stødt om at gaa tilgrunde,

SIDE: 310

Se Hunde givet Rang med Menneske,
Og Mennesker gebærde sig som Hunde.
Hist seraf-rent det første Menneskepar
Sin Takkehymne fromt mod Himlen bar,
Selv Skovens vilde Dyr sig buged, kjelne, tamme;
Her tamme Kjøbstadsborgere sig te som vilde,
Mens Lasten svøber sig i Lader, slebne, milde,
Kun Slangen er der -- Slangen er den samme.

I denne Bog, min Læser, sku i Speil
Den Aandens Magt, der nu For Tiden raader,
Af hvem vi venter Løsning af dens Gaader,
Lægedrikken for dens Brøst og Feil.
Af denne Bog, min Læser, vil du lære,
Hvad hidtil høiest du har holdt i Ære
Kun Tant at være.
Hvad hidtil du for Ret og godt har kaldt,
Var lutter Hjernespind, kort, pæredumt og galt.

Din Gud, dit Haab, din Tro paa Stemmen i dit Bryst,
Hvad hidtil dig har styrket, dig har glædet,
I denne Bog, min Læser, vil du se
I Støvet draget ned til Spot og Spe,
Og Styrkens vilde Magt og lavest Sanselyst
Paa skjendet Høiplads løftet op i Stedet . . .
Er dette, store Gud, er dette Paradiset?
Det gamle heller da, selv med Forliset!

EN ROMANFEUILLETON

AF DEN EGTE KVINDEMORDERSKE TILLAVNING.

(1882.)

I disse tvendes indre Strid sku her
Det gamle Grundprincip, der styrer Verden
Og bringer stille den til sit Forfald.
Kun blind Henofren blev den enes Kald,
Den anden -- fri, ubunden i sin hele Færden -- 
Blev ingen Skranke sat for sit Begjær.
Saa gaar det ogsaa her, som hvermand kan formode,
Den sterke, Egoisten, knuser kun forfode,
Han knuser kun, og dog, vil man det tro!
Mens under tyste Kvaler Offeret sig vrider,
Ei mindre Bødlen selv derunder lider;

SIDE: 311

Han lider under denne slappe, trygge Ro.
Thi Mandens Art vil Kamp, vil Modstand, det er Tingen,
Og Modstand, ak, her bydes ham jo ingen!
Hvem mon ulykkeligst af disse to?
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Og som det her saa rystende fortalt,
Min Læser, tro mig, gaar det overalt.
Despoten raser kun -- den ædle Mand,
Mer skaanende, bær' Savnet som han kan;
Men begges Savn er ett: Giv os vor Lige!

TIL ET STED I HEEGAARDS "OM INTOLERANCEN",

HVOR DER KLAGES OVER "SLEGTENS SLAPHED,
FAMLEN IBLINDE, HYPOKONDERI" ETC.

O vistnok sandt, vist famler den iblinde,
Kun vil du ei forstaa, min lærde Ven,
Hvor denne aandelige Sygdom peger hen -- 
Hvor skulde du vel ogsaa Sporet finde! -- 
Naar her du Manden stiller ligt med Kvinde, -- 
Vil ikke se, hvor uligt paa et Magtens Bud
Lys, Frihed, Livets Goder her blev skiftet ud:
Til en Part Eneret til Livets fulde Nyden,
Fornegtelse den kjender knapt af Navn,
Den anden Part, i hykkelsk Navn af Dyden,
Man lod i Arvepart kun Krænkelser og Savn.
Mon denne slemme Livsmelankoli
Ei kunde søges simpeltvæk deri:
Den ene Part vansmægter, hvori den besveget,
Den anden rammes selv ved, hvad den fik for meget?

EN REPLIK TIL HR. GOSSE.
I ANLEDNING AF HANS PAASTAND, AT SWINBURNE, DEN STORE
ENGELSKE NATURALIST, SKULDE STAMME FRA DET HØIE NORDEN. [fotnotemerke] 

(Af en norsk Husmoder.) 

Sikkerlig De vil, Hr. Gosse,
Mig skjelde for en stakkels liden Tosse,
Der snakker med om Ting, man ikke ved
Tilstrækkelig Besked.

Fotnote: Se Hr. Gosses Anmeldelse i Hr. Brandes' Tidsskrift, en Realismens og
Kynismens Lovsang fra først til sidst. 
(Anm. fra 1885.)

SIDE: 312

Men dette i sin Art saa sjeldne Eksemplar
Hvoraf De os til Videnskabens Ære
Saa intressant en Studie os skjænket har,
Af norsk Oprindelse det skulde være?
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Undskyld, paa grundigt Skjøn det vistnok skorter,
Men tar jeg feil, er Skammen jo kun min:
De sjeldne faa af den Sort mer monstrøse
Man ser hos os gaa løse,
Dem har i Regelen vi selv ført ind.
Vort Reglement for egne Dyreksporter
Omfatter Hornkvæg ogsaa kun af alle Sorter,
Men Monstra ikke, heller ikke Svin.

EN NY FAKTOR I BEVÆGELSEN.

(1885.)

C'est l'indignation, qui nous manque, mine Søstre, det er
denne sunde, livskraftige Nerve i den Opposition, der nu er
reist, der mangler i den.

Verden er altfor længe bleven beriget med noget, som kalder
sig Kvindehad, Kvindeforagt, et Begreb, der vel fra først af
skylder Livsleden og Herskerblasertheden sin Oprindelse, og
som uheldige Friere, ødelagte Udhalere og gnavne Pebersvende
siden har optaget som et Slags Vaabenmerke, medens tyske
Kammerfilosofer, der maaske forener flere af disse Egenskaber
i én Person, har bragt det ordentlig i System.

Men vi Kvinder savner et tilsvarende Begreb, der gjælder
for os, ligesom Kvindehadet for Manden. Der er saa rigeligt
at øse af, at vi bliver som forstyrrede. Det gjælder at samle
sig om noget!

Mændene sig imellem kjender det nok, o altfor vel! Sproget
har kun ikke Gift og Braad nok til at give det Ord. Men
heller ikke i denne Smeltedigel har det formet sig til noget
Betegnelsen Kvindeforagt tilsvarende. Ligervis som visse Na-
tioners Adam i Følelsen af sin Førsteskabtværdighed kalder sig
homo (Mennesket), saa synes han ogsaa her at finde det mere
stemmende med denne Værdighed at generalisere Begrebet,
han kalder det Menneskehad, Menneskeforagt.

Læs Strindbergs "Giftas", læs den kun trøstig, mine Damer!
Tag maaske lidt Nafta bagefter, hvis det strengt behøves, men

SIDE: 313

lad det sjælelige Indtryk blive, og det vil afsætte sig til denne
Faktor i vor Bevægelse, vi dunkelt savner, ialfald endnu ikke
har vovet at give noget Navn. Det gjælder at samle sig om
noget.

"BARNEMORDERSKEN".

(Af Henrik Wergeland.)

"Paa Bølgespeilet en Hvirvelvind
"Saa vildt ei farer paa sorte Trin
"Som Modersveer fra Fod til Isse.
"Dog mere voldsomt og vildt end disse
"Fly Smertestanker i hendes Sind.

"Mer rastløst bølger end Siv ved Kyst
"Vespændte Nerver i hendes Bryst.
"Lig enkelt Vindstød, der Egen bøier,
"En Ve sig over de andre høier,
"At hyle ene, mens alt er tyst.

"Ve Liv, hvis Traade ei briste vil!
"Ve Død, som griber med Hast ei til!
"Det er en Døen, som ikke endes,
"En Livsilds Sluknen, som atter tændes
"Til nye Kvaler i Smertesild.

"Ei Hjælp fra Jorden, ei Himles Trøst,
"Ei fatte Engle dens Smertesrøst.
"En fremmed Verden, et Kaos lukket
"Er Moderskjødet. De høre Sukket
"Saa koldt som blev kun en Blomst forløst."

Naar Engle ikke har nogen Følelse for denne Lidelse, og
den dertil, som skildret her, er parret med Fortvilelsen, hvor
skulde da Menneskene, de haarde Mennesker, have den?

En ung 22-aarig Mand, Digter, har følt og skildret denne
Lidelse -- Indledningen kun til Forbrydelsen og en skjendsels-
fuld Død, som et eneste Syndens Øieblik har paadraget hende,
medens Deltageren deri, Anstifteren, gaar frank og fri.

SIDE: 314

ET UFORLIGNELIGT ORD AF GEORG BRANDES.

". . . Vi gjenkjender denne bitre Stemning overalt hos den
nyere Tids Aander. Der kommer et Tidspunkt i deres Liv,
hvor alt, hvad de har oplevet og døiet, al den Kval, de har
udstaaet, alle de Nederlag, de har lidt i Kampen mod spids-
borgerlig Usselhed, Lavhed og Raahed, skylles hen over dem,
dog kun for at egge dem til fornyet Modstand.

Fra nu af ansees de af det store Flertal af Mennesker for at
være omtrentlig gale. Som en Fil, der slider, en Sag, der
skjærer, Naale, der stikker, som Røg, der kvæler, arbeider nu
Omgivelserne paa at gjøre dem Livet uudholdeligt . . . Thi disse
smaa nordiske Lande er i Virkeligheden Kjøbstæder i Smaa-
lighed ligeoverfor sine betydeligste Aander."

EN IBSENSK HELT.

(1876.)

Ibsen har i sin "Kjærlighedens Komedie" taget Spørgsmaalet
om vore Egteskaber og Forlovelser under Behandling.

Enige maa vi jo alle være med ham, at en sjælelig Sympati,
et fælles idealere Blik paa Livet og dets Formaal og Opgaver,
en Karakterernes Ligevegt maa være det bestemmende, skal
Egteskabet blive et, der i Sandhed kan kaldes saa. Hvor denne
sjælelige Samklang, denne Ligevegt mangler, faar vi det i den
altfor vel bekjendte Skikkelse, der i hans mange kostelige Fi-
gurer træder os imøde i dette hans sidste Drama.

Men Ibsen stanser ikke dermed. Hans Satire paa de daar-
lige, sjælløse Egteskaber overfløier dem tilsidst og synes at
sigte mod Egteskaberne -- quand même!

Vi vilde ellers, vil det synes os, faaet dette i sin rette Skik-
kelse udhævet og godkjendt i de to Elskende, som træder op
i Svanhild og Falk. Men uagtet alle de ideale Betingelser i
fuldt Maal her skulde være tilstede og intet udenfra hindrer
en Forening, skilles de frivillig, de flyr altsaa Egteskabet.
Uagtet, siger vi. Eller skal vi maaske sige, fordi de i fuldt
Maal er tilstede? . . . Det er Ibsens Hemmelighed.

Det eneste Svar, vi kan aftvinge ham, gjette os til, maa vi
søge i Skildringen af hans Egteskabs-Kandidater.

I Falk gjør vi Bekjendtskab med en Sort Kvindeudbytter,
der heldigvis hører til Sjeldenhederne hos os. Udbytter kalder
vi trøstig denne Genre, idet vi gaar ud fra, at ethvert Forhold

SIDE: 315

mellem Mand og Kvinde inden vore Samfundsforhold, der ikke
har den endelige Livsforening til Formaal, vil kun geraade
hende til Skade.

I Udlandet, under ganske andre friere Livsvilkaar, kan den
Slags Intimitet tænkes og trives. Og hvem tør tvile paa deres
Berettigelse, og paa de velsignelsesrige Resultater, de kan
bringe? Forbillederne har vi i disse fri Venskabs- (ikke altid
Elskovsforbindelser) mellem betydelige Mænd og Kvinder, der
især i tidligere Dage var almindeligere, og hvoraf flere har op-
naaet et Verdensry. Goethe -- Fru v. Stein, Tieck -- Grevinde
Falkenstein, Immermann -- Fru v. Lützow, Chateaubriand -- Mdm.
Récamier og Gud ved hvor mange flere. De havde, mange af
disse Forbindelser, Forlovelsens hele Sarthed og Egteskabets
Inderlighed. De sluttedes mest i den modnere Alder, i Ly af
grundmurede Livsstillinger, Samtiden respekterede dem, ja saa
op til dem med Beundring. Maalet af den Indflydelse, de har
øvet, Vegten, de har lagt til disse store Digteres Berømmelse,
ja, det lader sig ikke engang bestemme.

Hos os forbyder enhver saadan, selv den ærbareste Forbin-
delse, sig af sig selv. Alle Forhold er baseret paa den praktiske
Realitet: Egteskabet. Vore Falke kan kun give Gjesteroller som
aandelige Samfundsdestillatører; de yder selv intet Ly for sine
høitflyvende Livsmaksimer og ideale Drømmesyn, der finder en
altfor villig Jordbund i visse Kvindesjæle, de byder intet Ly,
ingen sikret Stilling selv, de forstyrrer undertiden andres saa-
danne.

Hvad ivrer vor Falk imod i sine snart af en bitter Satire,
snart en begeistret superspiritualistisk erotisk Lyrik baarne
Haranger? Er det mod det nøkternt banale i Forlovelserne,
det trivielle i Egteskaberne?

Nei, det er mod Forlovelserne, mod Egteskaberne selv.

Hvad skal vi saa sætte i Stedet? Forhold à la Falk og
Svanhild, der ender med, at naar disse Falke en Tid har leget
Idealist med sin Elev, bliver de kjede af Legen, og lader en
saadan halvplukket Due ligge, et Bytte for Græmmelse eller
et alt andet end idealt Tilfældighedsparti. Hendes Hjertefrisk-
hed har lidt et Knæk, hendes Evne til at bære Livets Realitet
er sørgelig formindsket.

Og han? Han flyver derfra, maaske til en anden, en tredje

"Thi jeg brød Blomsten, lidt det siger,
Hvo der tar den døde Rest . . ."

SIDE: 316

synes straks ved hans Optræden at forkynde sig som hans
Valgsprog.

Men hvor bliver der saa af Egteskabet, den eneste Havn og
Frelse i Forhold som vore, naar ikke alene hvad de mindre
høitstemte Sjæle finder for godt og betryggende ved det (ud-
hævet af den gamle Egtemand Presten), angribes med knusende
Spot, men ogsaa hine for hinanden skabte Sjæle formenes
Foreningen? . . . Der sidder vi skikkelige Kristiania-Borgere og
-Borgerinder i Teatret og ved ikke, om vi skal græde eller le,
medens vi dunkelt føler, at Satiren rammer os allesammen selv.
Denne lange Hale af langstrantede, søndagsklædte Smaapiger,
der bringer os til at le, som om vi var gale, det er jo vor
Glæde hjemme . . .!

Hvor bliver der af slige Idealister som Falk? "Du vil ende
som den krasseste Realist," var mit uvilkaarlige Tilraab efter
vor Helt, da han med sin flotte Afskedsharang til Svanhild
svinger sig op over Høiene og forsvinder, medens jeg i Fru
Gundersens mageløst gribende Gjengivelse af dennes Afskeds-
ord næsten syntes at høre en smertelig Klang af Ironi. Hun
maatte ikke været Kvinde, hvis det ikke var saa.

Hvor bliver der af vore hjemmefødte Falke? Er der nogen
anden Udvei end Kontoret, Ungkarlshjemmet med en skrap
Husholderske, hvis ikke det, vi kalder "Tilfældets Ironi", ander-
ledes paatager sig at arrangere Slutningsscenen og lader ham
egte "Frøken Skjære".

Man kan sidde rolig i sin Stue og læse "Kjærlighedens Ko-
medie" med den Tilfredshed, hvormed man nyder en Mesters
Verk, noget sprudlende aandrigt; men jeg lider ikke at se
dette Stykke fra Scenen, vor Scene.

Hvorfor afstaar Falk og Svanhild saa begeistret heroisk fra
at egte hinanden?

Jeg skal hviske dig det, min Læser, men røb det ikke:

Fordi . . . de elskede hinanden ikke.

HENRIK IBSENS "GJENGANGERE".

(1884.)

Hvad jeg siger om Ibsens "Gjengangere"? Ja, det vil man
altid vide. Har jeg ikke blandt andre Dagens merkelige Be-
givenheder nævnt denne enestaaende Bog, har jeg skyet det,
naar det mundtlig kom paa Tale, saa har det været af den
uvilkaarlige Angst for at faa en Sten i Hovedet, naar det regner

SIDE: 317

dermed fra alle Kanter. Nu først, naar Veiret stilner af, faar
man lidt af det, jeg vil kalde Feighedens Kurage, og man
stikker Hovedet forsigtig frem.

Ibsens Drama er selv en Gjenganger. Ikke en af disse be-
kjendte Gjengangere, der træder op i vore Spøgelseshistorier,
og om hvem min gamle Far altid sagde: "Var disse Aander
bare ikke saa aandløse, saa kjedelige." Ibsens Gjenganger
søger vi maaske bedst i Shakespeares Repertoire af saadanne,
disse Rædselsskikkelser, der træder op som Gjengjældelsen,
som Skjæbnen, og vi stanser ved hans Hamlet, ved Konge-
spøgelset, som gaar igjen og søger efter en Sjæl, sterk nok til
at bære den forfærdelige Hemmelighed, der driver det ud af
sin Gravfred.

Det har hidtil søgt forgjæves. Alle stirrer et Øieblik paa
det, korser sig og lader det stiltiende gaa forbi. Mængden, der
hører om det, siger, det er Snak, pur Indbildning.

Hamlet træder op, Tvilen, den granskende, søgende, Tids-
aanden med ett Ord.

Ogsaa han ræddes, men han vil høre. Han lytter, medens
Hjertet isner i hans Barm, til hvad denne Gjenganger har at
fortælle, og jo mere han lytter, jo mere giver Rædselen Plads
for andre Følelser. Han vil ikke alene vide Hemmeligheden,
der betroes ham, han vil røbe den; han vil ikke alene røbe
den, han vil hevne den. Og som Hamlet, Anklageren, Hev-
neren, gaar vor Digter Samfundshykleriet og -sminkeriet lige
paa Livet, river dette Slaphedens og Vanens ormstukne Klæde-
bon, hvormed det saa længe har dækket sig, af, -- den første,
der har havt det Mod at tilskrige dette Samfund: "Der ser I,
hvad I har keiset og kronet og daglig bøier Knæ for -- af al
eders gammeltolererede, aabenlyst ignorerede, skjult protegerede
Syndelast den allerværste -- se nu, hvor vakker den er!" . . .
Og Samfundshykleriet hujer Forstyrreren imøde og kaster sine
Stene.

"EN MALSTRØM" AF JONAS LIE.

(Februar 1885.)

Denne Fortælling slutter sig værdig til hine Tidens Digter-
opgaver der har sat sig vegtige Tendenser at bære frem; den
største Ros, man maaske kunde give Løsningen deraf, er, at
man lidet merker det.

Naar man tager en nyannonceret Bog af Ibsen eller Kiel-
land i Haanden, saa ved man, hvad de Fører i sit Skjold. Det

SIDE: 318

blikstrer og klirrer af Harnisk og Vaaben paa lang Led. Man
er paa sin Post, man møder selv væbnet.

Ikke saa med Lies Bøger. Ham tiltror man ikke "noget
ondt". De onde, de slemme Forfattere hos os, er, ved man nok,
dem, som giver sig af med at vrænge det onde for Lyset. Det
er dog ubehageligt at skulle vide om alt det! . . . Den snilde,
godslige Lie har ikke noget saadant isinde, og skulde desuagtet
en liden Mistanke derom være vakt, saa glemmer man den,
naar man læser ham. Folk sidder saa lunt og morer sig inderlig
godt, medens den ene Pille gaar ned efter den anden, uden at
de merker det mindste til det.

En saadan Dosis virker ikke altid straks. Der kan gaa Tid
hen. Saa træffer vi en vakker Dag paa en saadan "Ma", som
han har givet os hende i sin "Familien paa Gilje". Noget visst
fornemt høitstemt, høitstræbende betegnede hendes Væsen en-
gang. Vi træffer hende igjen, reduceret til Maskine, forskræmt,
forstummet under et husfaderligt Regimente af den rigtige gamle,
buldrende Sort . . . eller vi oplever, at en Stedets "Mads Foss"
sælger sine Døtre, én for én -- under den legaleste, pynteligste
Form, Gubevares! -- til den høistbydende, den, der lover
"Forretningen" den bedste Støtte . . . eller vi hører om en
anden respektabel yngre Mand, der ikke tænker paa nogen
saadan Vinding, naar han bare kan komme pent unda, efter
at have gjort en stakkels tillidsfuld Pige grundig ulykkelig -- 
altsammen Fænomener, som man fra Slegt til Slegt har været
vant til ikke at anse for noget at tale om.

Nu vækker de Opmerksomhed! Der rører sig maaske i
Bevidstheden noget som Misbilligelse, Protest derimod . . .
hvor har man hentet den?

Lies Fortællinger, særlig hans sidste, har en stor Evne til
hos den velfornøiede, umistænksomme Læser at vække til
denne Forstaaelse, derfor Tak og Ære ham!

Camilla Collett

SIDE: 321

OTTE DAGE I HAMBURG.

(1837.)

"Ein Mensch, ein Mensch!
Ein Königreich für einen Menschen!"
Th. Mundt.

Det er skjelden at nogen bekjendt Digter, noget berømt Navn
forvilder sig til vort fjerne Norden. De Utaknemlige! Deres
Tanker streife os kun som Halvbarbarer medens deres Pro-
dukter paa intet andet Sted i Verden blive læste med en renere,
paa alle lavere Tilsætninger urørt Beundring end her, ja maaskee
netop af den Grund at vi staae deres Person saa fjernt om-
give vi denne med en Nimbus, som kun det ubønhørlige nær-
mere Bekjendtskab er istand til at forstyrre. Vist er det at
denne Veneration kan gaae for vidt, da den strækker sig til
det tilfældigste og trivielste ved deres Personlighed; saaledes
see vi vor elegante læselystne Verden med graadig Interesse
styrte sig paa den Notitze, at Bulwer gaaer med lyse Been-
klæder, og at Heine hverken røger Tobak eller spiser Suur-
kaal, og ak -- Nedskriverinden af disse Blade tør ikke rose
sig af at høre til de fornuftige Undtagelser. Jeg havde læst
Forfatteren af "die Nordseelieder" og da jeg kom til hans
Fødebye, med hvilken hellig Ærbødighed opsøgte jeg ikke et-
hvert Spor af Digteren, medens jeg blot mødte hiin Kulde,
hiin smaaelige Indignation, som man viser Mennesket Heine.
Det er en smertelig Operation at adskille Digteren og Menne-
sket, men Erfaring lærer at man overalt er nødt dertil. Jeg
lod mig imidlertid ikke afskrække ved den første Skuffelse:
Jeg læste: "Charlotte Stieglitz, ein Denkmal", som underligt
nok her først skulde falde mig i Hænde.

Ingen Bog i Verden har grebet saa dybt ind i mit Hjertes
skjulte Traade som denne; kunde jeg forebygge at min Inter-
esse ogsaa omfattede Forfatteren? Jeg er selv ikke enig om
var Digteren eller Forsvareren af denne ædle Sværmerinde
som meest opvagte den, og det Ønske engang at træffe ham,

SIDE: 322

endskjøndt dertil var der liden eller ingen Udsigt. Min Sejour
i Hamburg, var næsten tilende, da den gamle ærlige Rath for-
talte at Theodor Mundt var kommen til Byen, at han ventede
hans Besøg. Det glædede mig naturligviis, men nu begyndte
jeg belært av saamange traurige Erfaringer at nedstemme mine
Forventninger om hans Person. Man havde sagt mig at han
var Læge og han selv synes jeg at erindre hentydede derpaa
i sin Bog, jeg udkastede da et Billede af en tør pedantisk
gammelagtig Doctor som kommer i Morgenbesøg, og af Fruen
blev buden til Aftens, og som derved retfærdiggjorde sit Navn
af "Huusven". Hans herlige varme Skrift tilgive mig denne
Idee om ham! Længe før i Begyndelsen af Vinteren havde
Ch. St-s Portrait, som staaer foran i Qvartudgaven og hvortil
hans forunderlig gribende Skildringer leveret den skjønneste
Kommentar, begeistret mig, og vagt det Ønske hos mig at lære
denne Kunstner, en ung Maler fra Berlin, at kjende; han op-
holdt sig netop dengang i H. og da jeg hørte Rath havde stiftet
Bekjendtskab med ham bad jeg hiin engang at føre ham ind
hos os. Gamle Rath, som gjorde ethvert Ønske af mig til en
Befaling, havde heller ikke forsømt dette, men det blev uden
Følger; den unge Maler uvist af hvilke Grunde viste ingen
Lyst til at 
[lade sig see?]
 Imidlertid trøstede jeg mig let da jeg
hørte ham skildre af alle der havde truffet ham, som en uhyre
seig langweilig Schwatzer, som med intolerant Suffisance bedømte
ethvert andet Product, medens han selv kun var en maadelig
Kunstner. Det Portrait af Ch. S. var ikke af ham, det var
bleven forvexlet med et andet, jeg ikke har seet, men
som formodentlig ikke fortjener at nævnes sammen med hiint.
Saaledes gik Vinteren hen, og Tiden til min Afreise nærmede
sig; med Lysten til at see og tale med ham, svandt ogsaa hans
Minde af min Hukommelse, da jeg ganske ved et Tilfælde
blev bragt i hans Nærhed. Netop den samme Dag som Rath
havde fortalt mig Mundts Ankomst, sad jeg ved Siden af Oscar
og saae die Jüdin. Den dobbelte Nydelse som dette herlige
Kunstværk skaffede mig og min elskede Broder, maaskee ogsaa
en Smule Coquetterie (skyldigt eller uskyldigt vil jeg have
indstillet) at kunne vise mig for Hamborgerne under Beskyt-
telse af hans glimrende Epeauletter og kjække ungdommelige
Skjønhed, og en saa værdig Fader, gjorde mit Humeur mere
rosenfarvet end sædvanlig. Det lignede den blomsterrankede
Kjole med flagrende Baand jeg just havde paa. Ved Slutnin-
gen af anden Act vare en Herre og en Dame komne ind i
samme Loge. Damen havde jeg flygtig seet da O. i en liden

SIDE: 323

Raptus af ridderligt Galanterie, som visselig ikke findes i Hamb.
tilbød hende sin Plads, hvilken hiin imidlertid formodentlig i
den pludselige Overraskelse ikke modtog. Hendes Ledsager
derimod, havde jeg ikke seet, men den høirøstede Stemme og
egne suffisante Maade hvorpaa han førte Underholdningen der
meest dreiede sig om Skuespillet, bragte mig dog til at tænke:
hvem mon det er? Det er altid noget, naar man kan blive
bragt dertil. Gamle Rath som sad bag mig kom min Uvished
imøde og fortalte at det var B., Maleren. Imidlertid, da jeg
ikke dreiede mig om blev der ikke vexlet et Ord. Dagen efter
da jeg var paaklædt for at gaae ud, blev jeg overrasked ved
at høre at Mundt var inde tilligemed B. som jeg for første
Gang hørte var en nøie Bekjendt af ham. Man ventede jeg
vilde komme ind, der var bleven talt om mig. Altsaa nu skulde
jeg see en Digter, en tynd Brædevæg skilte mig fra denne Gud-
dommens Repræsentanter. En Tærskel kun, og denne skulde
jeg selv overskride! min gamle Skræk for en saadan Optræden
kom som lamslaaende over mig og kun den Tanke hvilket Rov
jeg begik mod mig selv om jeg lod denne taabelige Frygt faae
Overhaand, bekjæmpede den, jeg satte Hatten paa og gik om
til den anden Dør som fører fra Gangen ind i Dagligstuen.
Der ligger virkelig en forunderlig Talisman mod Frygt i en
saadan Hat; man kan undflye hvert Øieblik under Paaskud af
et uopsætteligt Besøg. Da jeg af Erfaring vidste at intet er
daarligere end at vente ved Dørene indtil Modet kommer greb
jeg det med et Slags fortvivlet Anstrengelse selv og traadte
kjækt ind. Under Forestillingerne, Hilsenerne og min næsten
hørlige Hjertebanken havde jeg endnu ikke ret seet ham og
først da vi havde placeret os, han paa sin Plads i Sophaen,
jeg ligeoverfor til Venstre Maleren, og Rath og Räthin -- jeg
veed ikke hvor -- havde jeg Roe til Iagttagelse. Ak nu kom-
mer Knuden -- Beskrivelsen.

Digtere, de moderne især, som skulle hente denne af Phan-
tasiens Rige, stjæle saa ofte Træk af Virkeligheden for at for-
lehne den Sandhed medens man ved Skildringen af en simpel
virkelig Tildragelse er saa tilbøielig til at lægge vel stærkt paa
af Phantasiens Farver, og at undgaae dette sidste er det jeg
vil omhyggelig vogte mig for. I de 10 Minutter jeg var inde,
talte jeg neppe 20 Ord med Dr. Mundt. Han havde vendt sig
til sin Naboe, og førte en temmelig ordknap Samtale, derimod
havde Hr. B. med saadan Iver lagt mig i Beslag som om han
forsøgte at indhente den Tid han havde forsømt. Var M. ord-
knap saa var jeg det Modsatte. Deels tvang mig B. til denne

SIDE: 324

forcerte Ordriighed, deels søgte jeg i den at give min Forknyt-
telse det sidste Stød. Jeg vil derfor tilstaae, at jeg bagefter
ærgrede mig over min Snaksomhed, som ikke er mig naturlig;
thi vel var jeg forfængelig, men ogsaa beskeden nok til at
frygte at jeg ikke skulde formaae at fortrænge dette første Ind-
tryk som man siger er det overveiende, og jeg frygtede at
dette første Indtryk af mig var ufordeelagtig. En ung Pige, saa
ugenert, saa ordriig i 2de aldrig før seete Herrers Nærværelse!
Da jeg efter et Qvarters Tid recommanderede mig og gik ned
af Trappen, forekom jeg mig, som en Bog i denne Menneske-
studerer og -kjenders Hænder, hvis frivole Titel ikke lader
slutte til dens ærbare Indhold. Dr. Mundts Udvortes, havde
dog overrasket mig. Fru Räthin, havde vel sagt føren jeg gik
ind, at det var "ein hübscher junger Mann", men da Fruen
var temmelig ødsel med saadanne Udtryk, lagde jeg ingen Vægt
derpaa. Dennegang traf det dog ind, skjøndt jeg maae sige
at dette Prædicat ikke betegnede ham; idet mindste er jeg vis
paa at Faae, selv i det paa mandlig Skjønhed saa fattige H.
vilde fundet ham smuk, og dog havde dette Ydre for mig, som
har store Fordringer til den menneskelige Forms Skjønhed,
noget særdeles tiltrækkende. Den Skjønhed der er skjult for
Massen holder sig ligefrem skadesløs ved den dybere men tause
Hyldning som enkelte Individualiteter yder den. Mundt var
af næsten mere end Middelhøide, af slank Bygning og en vis
Spædhed og Fiinhed i de enkelte Dele som jeg ikke kan kalde
Tyndhed eller Magerhed. Hans Ansigt havde en ungdommelig
Runding og Colorit, som det undrer mig han har kunnet con-
servere, thi han er en Mand paa nogle og 30. Hans Haar er
mørkt og lokket, og temmelig rigt og dertil efter Faldet at
dømme meget blødt, men som dog skjuler kun den ene Side
af den smale udtryksfulde Pande. Profilet har intet udmærket,
det viser fuldkommen den tydske Oprindelse. -- Overgangen
fra Panden til Næsen meget dyb og denne nedentil temmelig
fremspringende. Hvis jeg gjerne vil forbigaae Øinenes Beskri-
velse, da er det ikke fordi der intet kan siges om dem, men
fordi mine Evner strande her; jeg er saaledes ikke istand til
at forklare Udtrykket i disse Øine, men jeg har en Anelse
om at i dem concentrerte sig hans hele Skjønhed. Saaledes
kan undertiden den nedgaaende Sol udbrede over det fattigste
Landskab en magisk Glands, der skuffer Betragteren. Man
skjændte ofte paa mig som Barn, fordi jeg havde den Vane at
stirre paa Solen med aabne Øine, havde jeg fortsat dette Ex-
periment vilde jeg maaskee have lært at udholde Middagssolen

SIDE: 325

i dens Glands -- men neppe -- M -- s Øine. Der var noget i
dem der bragte mig til at slaae mine ned ved et Blik af dem.
Kan hans Øine udholde denne himmelske Sammenligning, saa
var hans Mund desto mere jordisk, dens fyldige Læber slut-
tede til 2 Rader af de sirligste Tænder -- (jeg er en stor Ynder
af hvide Tænder) -- denne Mund havde idealiseret noget af
den Form man tillægger de Gamles Fauner. Han loe skjelden
og aldrig høit, derimod smilte han ofte, og dette Smiil der
gjorde hans dybe Mundvinkler endnu dybere, endnu uudgrun-
deligere, ophørte altid pludselig, men over hele dette charakteri-
stiske Ansigt var udbredt noget blidt Godmodigt, der indgjød
Tillid. Han talte lidet, med lav Stemme, der aldrig blev heftig,
i sine Domme kunde ingen være mere overbærende end han
og jeg hørte ham med mageløs Koldblodighed døie Andres,
ved deres borneerteste Anskuelser taug han og smiilte dybt
og forunderlig -- kort der lod sig ikke tænke et Væsen saa
beskedent, saa fordringsløst, saa fjernet fra al Stræben efter
Knaldeffect, alskens Affectation og Vindbeutlerie som hans.
Man fandt ham som alle andre elskværdige Mennesker og dog
var han anderledes, men man kunde ikke gjøre Rede for hvori
det stak. Dette er allerede nok til at skaffe ham 2 Slags
Fiender paa Halsen. En Digter er da værst faren af alle, han
maae tilfredsstille det lunefulde Uhyre Publicum baade med
Hensyn til hans Frembringelser og hans Person, thi de kunne
aldrig abstrahere fra Digteren, men bedømme altid den Ene
fra den Andens Standpunkt. Har derfor mangen fra M -- s
milde geräuschlose Væsen gjort Fordringer til hans Aands-
producter ville de finde sig ligesaa skuffet som de der kjende
dem og ønske at see dem mere afpræget i ham; hos hine tabes
Digteren, hos disse Personen.

Gamle Rath havde buden ham til Middag og havde des-
værre ikke kunnet undgaae Maleren Hr. B. Min Sanglærer-
inde, Jødinden ligeoverfor, og Frøken F., en stor Velynderske
af mig, traf tilfældigviis til, ogsaa blev vort lille Bord med
Fader og Broder og de unge L -- s omtrent paa 10 -- 12 Per-
soner. Jeg havde udtrykkelig forbeholdt mig af Fruen at hun
skulde sørge for at jeg ikke kom ved Siden af B. thi om jeg
end ikke kom til at tale med M. vilde jeg have Roe til Iagt-
tagelser; men Fru L. er af de Mennesker, om hvem man siger:
"hun har den bedste Villie", og saadanne sætte skjelden noget

SIDE: 326

igjennem. Da Fader havde sadt sig øverst ved Bordet vilde
jeg placere mig ved Fløien til hans Venstre, M. tog Stolen ved
min Side i Beslag, og vi vilde netop sætte os, da Rath under
Paaskud af at vi maatte sidde i Bunterad, (hvilket jo alligevel
kunde gjøres) vilde trække mig bort fra min Plads som jeg
dog haardnakket forsvarede ved at klamre mig til Stoleryggen.
Hvor herligt vilde jeg ikke været placeret! Fader til Høire
M. til Venstre, jeg hører bedst paa venstre Side -- M. i Lys,
jeg i Skygge, den nødvendigste Betingelse for at befinde mig
a mon aise ligeoverfor en Bordcavaleer; men Rath var ubøn-
hørlig og Fruen kom mig ikke til Hjælp -- han hvilede ikke
førend han havde placeret mig paa venstre Side af M. og i
næste Øieblik havde jeg Hr. B. paa den anden og Frøk. F.
indtog min Plads. Baade denne og den omtalte Sanglærerinde
H. ere 2 respectable fortræffelige, med megen Snak begavede
Damer; i Betragtning af den sidste Egenskab troede jeg saa-
meget lettere at kunne være taus Iagtagerinde og foresatte
mig det, men B. lod det ikke komme dertil og da hine be-
standig holdt M. i Aande, kom vi til at vende Ryggen mod
hinanden næsten uafbrudt. I Førstningen ærgrede jeg mig
derover, men B. forsonede mig efterhaanden, han var uagtet
sin Vigtighed og Ufordragelighed temmelig indviet, han fortalte
mig mange interessante Ting om Charlotte S., Berlin, M. o. s. v.

Et Par Gange blev Samtalen almindelig. Man talte om Stef-
fens, og Mundt var den der ogsaa ydede vor berømte Lands-
mand sin Paaskjønnelse. Det er, bemærkede Maleren til mig
med lavere Stemme, overraskende at høre M. tale om S. saa-
ledes, thi denne er netop en av hans ivrigste Modstandere.
Et Par Gange da jeg drog Aande efter Oxestegen og Maleren
ved Bordet, vendte M. sig om til mig og spurgte hvorledes jeg
leed at være i Tydskland -- det var den første Tiltale. -- Jeg
elsker vel Tydskland, svarede jeg, men naar jeg kunde boe hvor
jeg vilde, vilde jeg ikke vælge H. til mit Opholdssted. Han
smiilte og syntes at kunne begribe dette meget vel, men for-
drede ikke desmindre en nøiere Forklaring. Jeg klagede da
over Aanden, over den Pengespeculationsaand, der gjennem-
trængte Alt, det utaalelige Hovmod der i det selskabelige
adskilte Klasserne fra hinanden, den rædsomme Materialisme
 -- kort jeg veed ikke hvad -- man maae have været et Aar
i H. for at blive veltalende i det Capitel, og det var jeg -- 
og sluttede med da han vedblev at smile saa besynderlig uden
at sige noget -- at det burde jo egentlig for en ung Pige være
nok, naar hun kan paa et saadant Sted gaae paa Baller, Co-

SIDE: 327

medie og frequentere alle Adspredelser; men for en norsk er
det ei nok, hun har altid nogle Interesser à part som i H.
ikke finde ringeste Gjenklang. Ingen kjender vor Litteratur,
vor Politik, vore Forhold -- det hele Scandinavia er dem et
terra incognita. I dets Sted skal man sig af al Magt interessere
sig for dem, og sætte sig ind i deres Interesser, der ere mig
modbydelige i enhver Henseende -- man skal beundre denne
lille Stat med sine forædte Senatorer, [fotnotemerke] denne tomme Glands i
Selskaber, denne latterlig-fornemme Tvang som man giver Navn
af den gode Tone, disse aandfortærende Smauserier og den
usigelige Tomhed og indre Raahed, der skjule sig under alt
dette -- Handel, Handel aander Alt, her som Alt forhandles,
det Høieste, Ædleste er tilfals for klingende Mynt, Alt maales
med en Alen og veies paa Krambodvægtskaal, Mennesker og
Menneskeværd -- -- -- -- -- -- -- -- 

Jeg fik ikke endt denne Elogi over H., vi stod op fra Bor-
det, og det var meget beleiligt, thi nu kosted det mig megen
Umage faae den endt. Saa sammenhængende i lang Tale blev
den nu heller ikke fremført men afbrudt ved korte Spørgsmaal
eller Bemærkninger fra min Tilhørers Side.

Vi drak nu Caffée i næste Værelse, mit lille Cabinet. Frøken
F. og jeg havde placeret os i Sophaen og Hr. B. indtog lige-
overfor os en saadan smægtende Stilling som en Troubadour
der har faaet en Kurv, at jeg spurgte om han spilte paa Guitar,
det maatte han bestemt gjøre. Hvoraf slutter De det spurgte
M. Jeg kunde ikke angive nogen anden Grund end at Hr. B.
paatrængte denne Idee. "Det maae da være at han seer saa
verliebt ud," svarede han. Det befandtes at han virkelig spil-
lede, jeg hentede i Forglemmelse Fruens Guitar, endskjøndt
der gjennemfoer mig en bitter, smertelig Følelse ved at see
den brustne Streng. Han havde afrevet den. Saaledes for-
vandles Spøget selv til Sorg for mig. Imidlertid reddede dog
den brustne Streng mig fra Hr. B.' Musik. Den blev aldrig
siden sat istand. Fader havde spøgende benævnt M. junges
Deutschland, derved faldt Talen paa Heine. Frøken F. kom nu paa sin Yndlingskjephest og fortalte M. at jeg drev
et Slags Afguderie med H. uagtet jeg bad om Naade og raabte
at jeg havde lidt nok for denne Sag. Da jeg kunde komme
til Orde vendte jeg mig til M. og fortalte hvorledes jeg i min
schuldlose Verehrens første Uerfarenhed havde gjort hans Mo-
der et Besøg, et Skridt som jeg maaskee hjemme ikke havde
vovet, men i H., hvor jeg maatte troe mig ubekjendt og ube-

Fotnote: Billede paa sand lilleputiansk Værdighed.

SIDE: 328

mærket havde jeg ikke kunnet modstaae den Nysgjerrighed at
see hende "in dessen selig süssen trauten Nähe ergreift ihn
oft ein demuthsvolles Zagen", men dette Skridt hvor uskyldig
i selv var ligesaalidt bleven mig tilgivet der. Fr. F. meente der
var intet Ondt i det, kun at jeg drev min Beundring for vidt,
og at det eneste der kunde helbrede mig var hans personlige
Bekjendtskab, og nu gik det løs paa ham med en Hamburger-
indes hele Hadskhed. Jeg paastod derimod at Bekjendtskabet
med ham hverken vilde gjøre fra eller til, da min Beundring
alene var ydet hans Digte, og deraf havde Tilfældet spillet mig
det Skjønneste i Hænderne, hans senere saa meget udskregne
Frembringelser kjendte jeg slet ikke, men at hun paa Ham-
burger materiel Maneer ikke kunde adskille Personen fra Dig-
teren og heller ikke tiltroede andre det. M. lod til at morre
sig ved denne Strid, og nu fortalte jeg ham mangt et comisk
Træk af H -- burgernes Maade at bedømme ham (H) paa. Blandt
andet hvorledes jeg engang i et Selskab havde forsøgt at for-
svare ham, men blev næsten overdøvet af Fortællinger der
skulde nedsætte ham, men som oftest havde den modsatte
Virkning, en liden, tyk, riig Dame, en Skjønaandinde, førte
især Ordet med megen Bitterhed. "De maae ikke troe, "mein
Fräulein", at han er saa interessant, saa underholdende, saa
vittig i sin Omgang som hans Skrifter lade formode" -- og saa
fortalte hun et Træk af ham der skulde give min Interesse
for ham Naadestødet. H. var i et Selskab. Efter Bordet havde
endeel Damer trukket sig ind i et Sidekabinet og var i en liv-
lig Passiar da H. traadte ind og afbrød den. Længe sad han
i sin nonchalante Stilling i en Lænestol uden at mæle noget
og de andre vovede heller ikke at gribe Traaden til deres
Samtale igjen, de ventede Alle paa en geistreich Bemærkning,
et Stikord fra H. Læber. Endelig siger han: "Heute ist das
Wetter hübsch." Det var alt.

Da jeg hørte denne Historie, forsvarede jeg ham ikke mere
og lod Mad. beholde Pladsen. Jeg var overbeviist. Jeg var
overbeviist om at jeg var et dumt Fæe hvis jeg vilde indlade
mig paa at overbevise disse Mennesker, der ikke kunde for-
staae at der i H.s laconiske Bemærkning laae den bittreste
Persiflage over dem, over sig og det hele Selskab og alle Sel-
skaber i den hele vide Verden. Disse Folk forlanger en Lystig-
hedskræmmer, en selskabelig Hanswurst i den store Digter. -- 

Men tilbage til vort lille Selskab. Der blev proponert Musik.
Først sang H. D. min Sanglærerinde en Bravourarie af Hugue-
notterne med megen Kunst, men hendes Stemme er noget ud-

SIDE: 329

sunget og derpaa beredede jeg mig til at synge Duetten af
Faust. De Andre havde paa Fru L.s Anmodning som kjendte
min Svaghed trukket sig tilbage i Stuen, og det gik mod For-
ventning godt. H. D. sagde at jeg aldrig havde sunget med
mere Udtryk. Imidlertid yttrede Ingen, undtagen Fader der
første Gang hørte det noget herom. Da jeg begyndte paa næste
Duet efter Göthes Ord, rastlose Liebe, lænede jeg mig modig
mod Væggen, og havde allerede rolig tilladt, at M. og Hr. B.
havde posteret sig i den aabne Dør fire Skridt fra mig, men
neppe havde jeg sunget 2 Stropher da sank dette Mod for
M -- s besynderlige Blik han havde fæstet paa mig, jeg gjorde
en afværgende Bevægelse, som de strax fulgte. Og jeg sang.
Atter blev der mumlet noget derinde men jeg veed ikke hvad
det var. Nu sang H. den store Arie af Julie og Romeo med
et Udtryk, et lidenskabeligt Liv og saamegen naturlig Smag -- 
thi det er ingen dannet Pige, at ikke alene Alle saalænge San-
gen varede gave tause deres Bifald tilkjende, men da den var
endt ilede M. hen til hende, og saavidt jeg fra min Krog kunde
høre overøste hende med smigrende Lovtaler, deriblandt havde
han, som jeg siden fik høre, sagt hvor urigtigt det var af hende
at berøve Scenen et Talent som hendes, og gav hende de mest
glimrende Opmuntringer til endnu at træde op. Da jeg hørte
ham pludselig saa veltalende gjennemfoer mig lille jaloux Følelse.
Altsaa hun kunde bringe ham til at tale -- tænkte jeg. Men
i næste Øieblik følte jeg at han ikke vilde have sagt dette til
mig, og jeg var stoltere i hans Taushed. Selv om jeg havde
været en saa stor Kunstnerinde som H. havde han ikke tiltalt
mig saa, og aldrig opfordret mig til at bestige Brædderne.
Strax efter anbefalede de to Herrer og uagtet nogle venskabelige
Forestillinger fra Værtinden at det var saa tidlig endnu, gik de.
Naar en overlegen Aand som ved et Tryk har holdt de Under-
legnes fangen, bortfjerner sig, gjøre disse deres Frihed gjældende
paa den mest bemærkeligste -- det vil sige støiende Maade.
H. D. formodentlig beruset af al den Virak, og Fr. F. bleve ved
hans Bortgang dobbelt høirøstede og muntre. Mig havde da han
lukkede Døren et frygteligt Øde bemestret sig, som jeg søgte
at skjule under min sædvanlige Restance en forceret Lystighed.
Hvorfra skrev dette Øde sig. Var det over hans Bortgang,
jeg kjendte ham jo ikke, havde blot seet ham en Gang -- ?

Jeg kjendte ham førend jeg saae ham. Intet i Verden gaaer mig
over Berørelsen med en beslægtet Aand den være sig mandlig eller
qvindelig. Dog helst mandlig. Hvilken Nydelse at blive forstaaet,
at blive fattet ogsaa uden Ord. Det er saa trættende at tale, men ak

SIDE: 330

hvor rædsomt skjelden skeer dette og tilsidst bliver man kjed
af idelig at banke paa hvor den tomme hule Klang møder os.

Men finde vi os i Nærheden af et Væsen der forstaaer os,
hvilken Glands hvilken Betydning faaer ei den ligegyldigste
Samtale. Sjelene tale et stumt rigt Sprog, uden at nogen mær-
ker det, thi man musicerer og taler om Veiret, og drikker The
ligesom før. Det forekom mig som M. og jeg kunde forstaae
hinanden. Da han lukkede Døren havde et frygteligt Øde be-
mestret sig mig. Omendskjøndt Sang i dette Øieblik var mig
det modbydeligste saa greb jeg dog dertil. Alle Duetter bleve
tagne frem, alle Solopartier, og jeg sang -- jeg opbød alle mine
Kræfter -- inde i Hjertet Kulde og Tomhed med glødende
Kinder, og jeg sang indtil jeg ikke kunde mere, og man spiste
til Aften og jeg var munter og man loe.

Et Par Dage vare forløbne. Vor Afreise var fastsat til den
næste Mandag. Løverdag havde vi tilbragt en lang piinlig Dag
i Familien H -- e og der taget Afskeed. Jeg ventede ikke at
see M. mere og havde maaskee over Dagens Kampe ikke tænkt
paa ham. Da jeg Søndag Formiddag klædte mig paa til en
Afskedsvisit hos Senator D. kom Fru L. ind og fortalte at han
var inde hos gamle Rath og havde spurgt efter mig. Hun hjalp
mig da hurtig Kjolen paa og vi traadte ind. Fru F. indfandt
sig ogsaa og snart havde vi rangeret os i en hyggelig Kreds
rundt om Frokostbordet. M. for Enden af Bordet -- jeg i
Sophaen -- ligeoverfor mig det ærværdige gamle Par, og Frøk.
F. ved Vinduet, og der kom en ualmindelig livlig Underhold-
ning i Gang. Gud veed om det var ved Tanken om Reisen
og den deraf udsprungne Vemod der rørte saa nær til sit andet
Extrem Overgivenhed, vist er det at jeg var i rosenfarvet Hu-
meur, det smittede de Andre, selv M -- s Ordknaphed tøede
op, han blev næsten munter og snaksom. Han yttrede strax
jeg kom ind Lyst til at lære vort Sprog, som han fandt saa
smukt naar vi talede, deels for at komme til de Skatte
som jeg forsikrede vor nordiske Literatur gjemte. Derved kom
Talen paa min Broder; jeg havde tilfældigviis blandt mine Bøger
et Par Bind af ham, dem hentede jeg for at han kunde see
hvordan en norsk Bog saa ud. "Siden det er Deres Alvor at
lære vort Sprog saa skal De her faae en god Grammatik," og
præsenterte ham dermed Spaniolen, det Digt af H. jeg sætter
høiest. Han bad mig om en Idee om det, og den søgte jeg
nu at give ham saa godt jeg kunde. Efter at jeg havde givet
ham et Afrids af Form, Sujet og udhævet nogle af Vende-
punkterne forsøgte jeg -- jeg erindrer ei hvorledes opfordret

SIDE: 331

 -- at oversætte et Stykke, og valgte de smukke Vers: "Da af
et Kobbel Kongetigre jaget, Frankrigs Løve i Oceanet sprang."
Det gik visselig over min Forventning godt, jeg vovede mig,
uden Frygt for at brække Halsen, med et Mod og en Begeist-
ring der ikke tillod nogen Gêne eller Affectation ind i disse
svimmelhøie Udtyk, og havde den Satisfaction at vor Digter
ikke alene med Tegn til Interesse og spændt Opmærksomhed,
der søgte at hindre enhver Afbrydelse af de Andre, hørte til,
men da jeg havde endt og Fru L. spøgende bemærkede hvor
echaufferet jeg var bleven sagde han at han var "erstaunt über
mein dreistes Deutsch, und wahrhaft poetischen Wendungen"!
Digtet lod til at have overrasket ham. Han stod i det Øieblik
i den Vildfarelse at det var O. som han sidst havde seet hos
L -- s, der havde skrevet dem, men da jeg spurgte ham om
han syntes "der ehrliche Junge" saa ud til at skrive saadanne
Vers, smiilte han, og meente han saae "allerdings jung und
unschuldig aus". Jeg bad ham beholde det Exemplar og tage
sig endnu et af H -- s Arbeider ud, han valgte da paa min
Recommandation "irreparabile tempus". Om han end aldrig lærer
at forstaae dem, kan han jo betragte dem som en anden Curiosa,
et ægyptisk Snurrepiberie, kort, som et norsk Digt. Han tak-
kede mig og bad mig tillade at sende noget af hans seneste
udkomne. Min Veninde i Norge har spurgt mig om "literai-
risches Codiakus" af Thomas M. Her smiilte han med sit
korte Smiil og jeg har siden tænkt det gjaldt min Feiltagelse
af Navnet, og svarede at han desværre ikke kunde give mig
dette da det tilligemed alle hans tidligere Arbeider var forbuden.
"Det er Skade, sagde jeg, thi jeg er just en Elsker af forbuden
Frugt." Dette turde jeg sige til ham uden Frygt for at mis-
tydes. Men denne Formiddag havde vi Privilegium paa at gaa
lidt udenfor den sædvanlige Udtryksmaade, som den hverdags-
lige -- nykterne Convenienz foreskriver os. Vort Lune var
nu engang rystet, det perlede og skummede, uden derfor i
mindste Maade at overstrømme Randen -- Grændserne for det
Passende. Det gik Slag i Slag mellem de 2de Hovedpartier,
M., Frøk. F. og mig. Raths Vidtløftighed kom ikke engang til-
orde og Fruen skar Smørrebrød hvortil vi ikke sparede Saltet.
Nu kom ogsaa Hr. B. til. M. modtog ham temmelig koldt, og
det var tydelig at mærke at han var kjed af at have ham som
en Skygge efter sig. Han satte sig heldigviis langt fra mig,
mellem M. og Rath, og den sidste blev et Slags Lynildsafleder
for hans uendelig langtrukne Demonstrationer, som nu blot til-
deels naaede mig, derimod kunde han ikke aflede hans Blik,

SIDE: 332

som med en vis dum sørgmodig Smægten i alle Mellemrum
og naar det lod sig gjøre slog ned hos mig, dog uden at tænde
hvis det er fornødent at forsikre. Samtalen blev ved hans
Mellemkomst mindre gemytlig, omendskjøndt vor Udtryksmaade
beholdt det samme drillende overmodige Præg. Apropos om
gemytlig, jeg spurgte M. hvad da dette Ord som man saa ofte
brugte strængt betydede, og bad ham om Forskjellen mellem
Hjerte og Gemyt. "Hjerte," sagde han, "kunde mange have
uden derfor at have Gemyt, til dette udfordredes endnu visse
Sjels Egenskaber der forædler og uddanner hiint. Hjerte er
altsaa Grundvolden, den frugtbare Jord, hvoraf der ved Dyrk-
ning kan fremspire Gemyt. Gemyt er Hjerte og Sjel for-
enet.

Sagde Du ikke saa? O tilgiv mig hvis jeg citerer falsk. Af
Frygt derfor vover jeg neppe at lade dig tale. Disse Opteg-
nelser skulle heller ikke fremstille Dig, kun mine Tanker og
Fornemmelser ligeoverfor Dig -- hvorledes skulde jeg kunne
det? Som Brudstykker af en Dagbog maae de betragtes og
det af et Fruentimmers Dagbog.

Det er intet kunstigt Arachnearbeide, det er en simpel Væv
af hjemmespundne Tanker og Udtryk -- glimter der enkelte
lyse Guldstriber paa den mørke beskedne Grund da er det
ham, hans Aand.

Men Maleren fik fat paa min Present til M. og nu skulde
der Forklaringer. M. talte meget smigrende om H. til ham
understøttet af Fr. F. og jeg maatte døie en heel Deel Hen-
rikske Anecdoter som hun vel havde snappet op henne hos
Reimers hvor der altid komme Norske, og nu kom Talen igjen
hen paa ham. Maleren spurgte paa sin ziirlige Maneer hvor
han opholdt sig, hvilken Ansættelse han havde -- "Ingen" -- 
hvad han beskjæftigede sig med. "Er schreibt und sucht ein
Amt und kriegt keins," svarede jeg tørt, men om jeg havde
sagt han styrer Riget, han er Stadtholder, havde et stoltere Blik
og Følelse ikke kunnet ledsage disse Ord -- Denne Overgang
var imidlertid saa uventet at vi alle brast i Latter -- kun M.
var alvorlig, undtagen hans pludselige Smiil hvori denne Gang
den gode Sags Martyrdom aabenbarte sig. Medens vi saa-
ledes sad og gjorde os tilgode med de deilige Havejordbær
blev der bragt mig en ziirlig Billet fra Mad. Hesse, ledsaget af
en prægtig guldbroderet Fløielspose. Jeg havde aldrig seet et
saadant Væsen, og der blev en almindelig Deliberation over
dens Bestemmelse, endelig udfandt M. at den store Poses Øie-
med var at gjemme de Tørklæder jeg vilde udgræde ved Skils-

SIDE: 333

missen fra Hamb. deri, og Mad. H. ventede vist da, der vilde komme
ein "thränenschweres Tuch" deri. Frøk. F. mente at deraf blev
intet og gjorde mig comiske Bebreidelser for min Lystighed og
straalende Humeur Dagen før Afreisen. Jeg forsikrede med
Haanden høitideligen hævet at jeg var dybt vemodig stemt,
men loe idetsamme høit. Det er hiin uforklarlige tilsyne-
ladende ugrundede Latter som jeg saa ofte gjør mig skyldig i
og ofte har paadraget mig Fortrædeligheder eller selv Bebrei-
delser, og der er mig ligesaa gaadefuld som de Andre. Der
gives Øieblikke, skjelden kostbare Øieblikke, hvor jeg er lyk-
kelig uden noget bestemt Hvorfor, jeg er det i mig selv, jeg
føler og nyder min Existence og da naar jeg ikke kan støie
og hoppe og springe bliver der ingen anden Udvei for denne
indre Jubel end Latter, -- jeg kan lee høit for mig selv. Da
M. var gaaet blev Hr. B. igjen, han holdt mig gruelig op med
sit lange Snak om den Begunstigelse M. havde nydt i en Pre-
sent af mig, men jeg søgte ganske rolig at gjøre ham forstaae-
lig at det ikke 
[var]
 M. der havde modtaget min Gave men Digteren.
Her kunde ikke være Tale om nogen personlig Interesse. Gud
veed om han forstod det, men endskjøndt jeg stod som paa
Gløder for at komme bort, og havde for at betegne ham det
taget Hat paa, holdt han mig dog længe op. Han bad mig
hvis vor Reise muligens blev udsat om den "Lykke" at turde
male mig, og L -- , som han vilde forære dette Portrait under-
støttede hans Bøn. Jeg kunde ikke sige ham reent ud at jeg
havde megen Ulyst, men beklagede at Reisen vilde hindre mig i
at profitere af hans artige Tilbud. Siden, da han gjentog sine
Anmodninger gjennem L.s, thi jeg paste paa at jeg ikke traf
ham, fik jeg aflenet dem under jeg veed ikke hvad for Paaskud.
Man vil spørge hvorfor jeg var saa streng og lei mod denne
Maler. Han var selv saa lei, en reen Personification af tydsk
Ufordragelighed. Han havde Knebelsbarter og forgav mig 
[med]

dem og Complimenter. Endnu slap jeg ikke -- han bad mig om
min Adresse da han haabede at besøge Norge, rev et Blad ud
af sin Tegnebog, hvorpaa jeg maatte skrive Navnet paa vort
ærlige E. -- endskjøndt jeg havde heller skrevet Blocksbjerg, hvis
der havde været noget Haab om at faae sendt ham did. Kl.
blev 3 inden jeg kom til D. -- 

Om Aftenen netop da Fader og jeg stode i Begreb med at
gaae i Operaen (Gustav) kom de lovede Bøger fra M. tillige-
med et Brev. Jeg aabnede det og vilde læse, men Fader drev
mig ubarmhjertig afsted og stak Brevet til sig. Under Operaen
tænkte jeg paa det men vilde ikke bede derom. Fader syntes

SIDE: 334

at have gjettet mit Ønske og rakte det i en af Mellemakterne.
Jeg sagde til Fru H., der spurgte, at det var et Brev fra Dig-
teren M. som vi havde lært at kjende, men for at undgaa Drøf-
telser og Drillerier lod jeg hende blive i den Formening at det
var stilet til Fader. Imidlertid læste jeg det med den ligegyl-
digste Mine og indsugede Ordene. Denne uendelige Zarthed
og Fiinhed i Udtryk, denne sande ærbødighedsfulde Tone uden
Stræben efter at være galant, denne Simpelhed og Hjertelighed
uden ringeste Svulst -- aldrig har jeg læst et smukkere Brev,
endskjøndt saa kort! -- Han siger mig ingen Complimenter, og
dog følte jeg mig smigret. Det er fuldkommen fiint, hverken
for meget eller for lidt, omendskjøndt det slutter med et "Gott
verleihe (?) Sie, Verzeihung für den langen Brief!" Hvorfor maatte
hans Bøger forstyrre det rene varme Indtryk af hans Brev.
Det tilgiver jeg ham ikke. Om Aftenen før jeg lagde mig slog
jeg hans "Situationer og Skildringer" op og der faldt mit Øie
rigtignok paa Skildringer af et saa skammeligt Slags, at jeg op-
rørt kastede Bogen, og ærgrede mig i Søvn over ham. Næste
Dag gjennemlæste jeg det Hele, og endskjøndt jeg fandt mig
noget forsonet ved det Øvrige, da jeg nok havde truffet paa
det værste Sted, kunde jeg ikke nægte at Alt bar et vist sandse-
ligt Præg, og jeg skrækkedes for en Phantasie der altid hen-
tede sine Billeder fra den Verden. Naar jeg tænkte paa at
jeg maatte takke ham for Bøgerne (vor Reise var nemlig ud-
sat, og jeg kunde altsaa vente at see ham endnu) og derved
paa en Maade erindre ham om at jeg havde læst dem blev jeg
ganske heed om Ørene. Jeg var næsten forbittret paa ham
fordi han havde valgt disse -- men saa erindrede jeg, at han
ingen andre havde, han havde jo beklaget ikke at kunde sende
mig dem jeg ønskede af hans Skrifter. Maaskee har han fundet
mig saa liberal, saa fri for Snerperie at han intet befrygtede
i Valget af sin Present. Med disse Betragtninger søgte jeg at
raisonere min Fortrydelse bort. Det lykkedes maaskee for en
Deel, men ikke ganske endnu den Dag idag ønsker jeg at han
ikke havde givet mig disse Bøger.

Om Torsdag kom M. i Visit. Jeg var alvorlig og lidt mer
afmaalt mod ham end sædvanlig. Om hans Bøger talte jeg
ikke. Der var traadt noget fremmet mellem os. Han var ogsaa
stille, eller blev det og jeg var befangen -- var det maaskee
af Frygt for at opdage atter en nye fremmet Streng?

Vi havde tilligemed Fader aftalt en Tour til Blankenese,
hiin for sin romantiske Eiendommelighed bekjendte, omt. 2
Mile fra Altona beliggende Fiskerlandsby, og M. der til Rath

SIDE: 335

havde yttret det Ønske at gjøre en Landtour med os blev
buden med. Lørdag blev bestemt. Fru L., Rath, Fader, M.
og jeg.

Dagen kom, og var skjøn og klar. Reisen var fastsat til Kl.
11, men allerede 9 var Fru L. og jeg det smukke Veir og M.
til Ære i pyntelig snehvid Dragt, og min Battistes Kjole med
Pelerine med Brüsselerkniplinger, fik et mere elegant Snit end

jag egentlig vilde, thi i Dragt maae intet søgt findes, men passe
til den Leilighed man tager det paa. Da det endnu var saa
tidlig, vilde jeg gjøre et lidet Sving over til Mad. H., Posens
Skjænkerinde, og bringe hende en Morgenhilsen, og tillige vise
hende "que j'etoïs belle", thi hun interesserede sig levende for
mit Toilette, og roste eller dadlede, det første altid naar jeg
var i Hvidt med himmelblaat Shallet. -- Nedkommen af Trap-
pen, haabede jeg at slippe ubemærket forbi -- forgjeves -- 
vor Cerberus, til hvis graadige Nysgjerrighed Enhver Kom-
mende og Gaaende og alt hvad der aandede i dens Naboskab
var hjemfalden, passede ogsaa paa denne Gang, og jeg maatte
paany beundre den Sikkerhed hvormed den ikke lod noget
Offer undslippe sig. Denne Cerberus var en gammel rig tyk
Mad. B. der boede i nederste Stok. med sin eneste Søn.

Jeg vil ikke indlade mig paa nogen nøie Carakteristik over
denne Dame, men hendes Historie er saa mærkelig at den
fortjener at omtales med et Par Ord. I hendes Ungdom gif-
tede en ellers ganske forstandig Mand sig med hende, men
strax efter blev han forrykt, og hun der elskede ham for høit
til at taale denne Ulykke, skilte sig ved ham; neppe var det
skeet saa blev han frisk igjen og reiste til Sverrig hvor han
giftede sig uden at blive forrykt, og har 8 Børn, og hun sidder
igjen med hendes Adolph og har Tid til at reflectere. . . For-
resten var det et grueligt Fruentimmer men en meget agtvær-
dig Kone. Med sine mange Besøg hos os -- ovenpaa -- var
hun enten til Besvær eller til Moroe efter som vi vare i Hu-
meur til; til det Sidste bidrog væsentlig hendes Toilette hvoraf
især hendes Kapper vare bemærkningsværdige af en monstreus
Omfang, da de skjulte en Indballering som nogensinde kunde
blive betragtet med mistænkelige Blik af en Toldvisiteur. Da
jeg kom ned af Trappen gjorde hun store Øine da hun saae
mig en grande parure at ville gaae ud saa tidlig; hun søgte
saa fiint at faae det at vide, men jeg tilfredsstillede kun halvt
hendes Nysgjerrighed ved at sige jeg vilde blot hilse paa Mad.

SIDE: 336

H., og denne steg vist i en utaalelig Grad da M. i det samme
kom, og uden at mærke at det var mig som han vel ikke for-
modede saa tidlig paafærde, vilde ile forbi men nu pludselig
kjendte mig og standsede. Madamen retirerte. Det er intresant
at iagtage en Persons Miner i det Øieblik han bliver os vaer,
uden at formode det. Vi overrumple dette uvilkaarlige sande
Udtryk af Sjelen førend det har faaet Tid til at maskere sig.
Dette Udtryk, det udgaae fra et godt eller slet Indtryk af os, er
det eneste uforstilte det eneste man sikkert kan lide paa. Da
M. med den ligegyldigste Mine af Verden vilde streife mig forbi,
vexlede denne pludselig til noget som jeg ikke veed hvad var.
Han rødmede. Jeg er overbeviist om at M. rødmede, idet han
næsten forvirret gjorde nogle Bemærkninger over det skjønne
Veir der begunstigede vor Plan, og jeg ganske hvid 
[heed?]
 i Ansig-
tet gav nogle stammende Svar, og for at afbryde dette pinlige tête
a tête, sagde jeg at jeg vilde først besøge en Veninde i Nær-
heden. Der gives Mennesker der slet ikke ere skabte til nogen
tête a tête med hinanden.

Endelig sade vi i Vognen, Fader og M. paa Forsædet, denne
sidste lige overfor Fruen og Fader for mig. Gamle Rath blev
upasselig og sparede os saaledes for den Fornøielse at tage
ham paa Skjødet, thi hvor besynderlig luftig hans Skabning
er, vilde dog dette have blevet noget byrdefuldt, og paa anden
Maade skjønner jeg ikke vi kunde have rummet 5 i en Vogn.
Jeg forbigaaer Skildringen af vor Kjøren derud. Vor Stem-
ning var, som enhver saadan i Begyndelsen blandt et
Reiseselskab der, smeddede sammen i en Vogn, ikke ere
nøie nok bekjendte, men alle dog af mere eller mindre Be-
tydenhed, noget "beengt". Det værste er at man er nødt til
at see paa hinanden; under disse Omstændiheder er det klo-
gest at byde kjækt Trods, thi seer man til Siden, eller ned,
saa giver man sig just til Priis. Vor Calesche var opslagen for
Støvet, og vi havde ingen Paaskud til Parasollen. Ved denne
Leilighed opdagede jeg at M. var i fineste, sorte Antræk, og
havde en sort Atlaskvest med røde Rosenknupper; jeg havde
nær brudt ud i Beundring over den. Da vi kom i Nærheden
af B. talte M. om at introducere os i en Familie derude, noget
jeg erindrer han lod sig forlyde mig da han blev invitert, men
nu tilføiede han at han havde meldt os til denne og at man
ventede os. Det var en Ven af ham, Lappenberg, der baade
var lærd og gift med en Millionairs Datter. Hiin Bauer som
boer i et Palads, i sin for sin umaadelige Omfang og sin Skjøn-
hed vidt berømte "Bauersche Garten". Svigersønnen L. (op-

SIDE: 337

rindelig en Nordmand, en Laplænder) boer ogsaa paa Havens
Terrain, der strækker sig i yndige Skraaninger langs Elbens
Bredder og berører med den ene Ende Landsbyen. Vi bleve
overmaade galant modtagne i denne Familie. Den unge Kone
med et blegt, interessant men noget jødisk Physiognomie, tog
sig meget venlig af mig, ud i Haven hen til et Bord hvor jeg
fandt en Forsamling af 15 -- 20 Damer, i enhver Alder og som
det lod til paa et vist huusligt Snit, bestaaende af blot Familie,
Tanter, Bestemødre og hvad disse respectindgydende Navne
alle hedte. Der sadde vi Fru L. og jeg midt i denne Grouppe
af lutter fremmede og lutter Fruentimmer -- jeg tænkte paa
Fürst Püchler Muscaus Skildring af en lignende og om jeg
end af Ærbødighed for dette Navn ikke vil forsøge nogen,
tør jeg dog paastaae, at hans Fornemmelser ikke have været
mere levende og piinlige end mine ligeoverfor denne Kreds.
Intet manglede for at gjøre Ligheden fuldstændig, ikke engang
de almægtige Strikketøier, disse for mig af alle Vaaben i en
Dames Haand mest frygtede, der kunde mellem de korte Til-
taler og lange Blik begynde "schicksalschwer zu rauschen".
Jeg saae paa Fru L. at hun leed ligesom jeg, og det var en
sand Lise, da Værten med vore 2 Herrer kom, og fordrede os
op at besee Haugen. Da kom Fru L. med et Slags Fortviv-
lelse og hvidskede til mig, at vi vare budne der til Middag, og
Fader havde modtaget, da han ingen Undskyldning havde! Alle
vore skjønne landlige Planer laae omstyrtede ved det rædsomme
Ord: Middagsbord. Vi havde glædet os til at nyde Naturen
med fulde, tørstige Drag, løst fra Stadens og Selskabelighedens
Baand, vi havde ret udmalet os hvorledes vi vilde traske om
i Landsbyen, snakke med Ungerne, sole os i det Grønne og
leve frugalt, og nu saae vi os i en stiv Familiekreds, fordømt
til et rigt, ziirligt Middagstafels lange Qvaler, kort udsat for al
den Gêne vi netop flygtede for og som blev forøget ved den
Omstændighed at det netop var en Familiefest, Fruens Geburts-
dag -- thi fatalt er det at generes, men at vide at man generer
er endnu fatalere. F. havde vist ligesaameget imod det
som vi. Fru L -- . yttrede for M. disse Betænkeligheder. Me-
dens vi vandrede omkring i Haven ført af Værten og dennes
Søster, var jeg ilet lidt foran de Andre. M. indhentede mig
og sagde at det gjorde ham saa ondt at han havde derangeret
vor Plan at han havde troet at gjøre os en Fornøielse ved at
føre os ind til denne Familie. Jeg afbrød ham med nogle
trøstende Forsikringer, og tænkte hos mig selv at jeg vilde
resignere for hans Skyld og gjøre gode Miner til slet Spil.

SIDE: 338

"Det kan endnu ændres" sagde han med en elskværdig Hjerte-
lighed i Stemmen, "siig mig blot da, hvortil De har mest Lyst,
vil De at vi skulle gaae i Landbyen, eller blive her?" Ak ja i
Landsbyen" sagde jeg, jeg føler mig saa ulykkelig mellem
alle disse Fruentimmer -- "Jeg skal sørge for Vognen" -- -- 
men, afbrød jeg ham, "De skal derfor ikke bringe det Offer
og følge med os, De bliver hos Deres Ven. -- "Nei jeg gaaer
helst med Dem," svarede han: Her blev vor korte Samtale
afbrudt. Det er mærkværdigt at vi ikke uden en vis Gêne
eller Uroe kunde være alene, hos mig havde denne Gêne
alligevel noget fortryllende ved sig. Jeg bemærkede at hver-
gang jeg talte med de Andre var han almindeligviis alvorlig,
men ved hvert Ord han henvendte til mig, trak hans besyn-
derlige Smiil op der bestaaer af et pludseligt Træk af Munden
tilbage i de dybe Mundvinkler. Jeg sønderbrød mit Hoved med
dette Smiil, der især i det sidste tête a tête var saa stærkt at
det et Par Gange gik over til et lydeligt Hm! Hm! jeg smi-
lede ogsaa, men det var af den samme uforklarlige Forvirring.
Som Barn og i min første Ungdom naar jeg befandt mig lige-
overfor eller talede med Personer der paalagde mig nogen
Gêne, røbede jeg denne altid i en Lyst til at lee jeg ikke
kunde betvinge. Hvorfor denne Lyst kom hos ham, naar
han talte med mig veed jeg ikke, men jeg gjør vist ikke denne
overlegne Aand, denne fine, slebne Verdensmand nogen Skam,
naar jeg troer at den kunde skrive sig fra den samme Kilde
som min. Jeg var bleven lettere til Sinds efter denne For-
klaring og jeg overlod mig til Nydelsen af min Frihed. Hvor
herligt efter et langt Fængsel i et Par snævre Værelser i Byen
at see den ubegrændsede Natur for sig! Mig vilde Naturs Elev
 -- eine Tochter des rauhen Norden, blev denne Trang under-
tiden for utaalelig -- jeg græd engang da jeg saae en Flok Duer
svinge sig over Naboetaget uden at disse lykkelige bevingede
havde den mindste Anelse om hvad Hamburger bon ton var
og da Trætoppene i Naboehaugen begyndte at grønnes under
Kjøkkenvinduet, følte jeg sommetider saadan beklemt Lyst til
at springe ud af Vinduet! Men i den Hauge maatte man ikke
sætte sin Fod og det var vist ikke heller tilladt at brække
Halsen i den. Dog nu vare vi paa Landet -- min gamle Lyst
til at springe afsted som paa mine hjemlige Spadseergange
vaagnede hos mig. Undertiden gjorde jeg det ogsaa. Engang
kom vi til en Gang der løb nedad gjennem det tætte Budskads
og jeg satte udefter som en Piil og var snart de Andre af Sigte
 -- da hørte jeg nogen tæt bag mig. Det var M. der forsøgte

SIDE: 339

at holde Skridt med mig. "Ah De vil prøve et Væddeløb"
raabte jeg -- "Ja svarede han, hvem troer De vinder?"
"Jeg," forsikrede jeg leende. Dog hvorledes gjengive Letheden
i en saadan Samtale! Der maae en stor Kunstner til at hugge
Epheuens lette spøgende Slyngning ud i Steen.

Haven var som fyrstelig. Chinesiske Taarn med klingrende
Klokker der bevægede sig i Vinden, Eremitager og prægtige
Pavilloner hvis ottekantede Speilvægge mangfoldiggjorde det
smilende Panorama udenfor -- alle disse Capricer og kunstige
Overdaadigheder var der nok af, ikke at glemme det forunder-
ligste, det gamle Riddertaarn. En saadan Flor af Blomster og
Væxter kan man ikke forestille sig, alle Zoners Productioner
blomstrede her, Side ved Side i broderlig Endrægtighed, og for
at fuldstændiggjøre Begrebet om Paradiis maatte ikke heller
Figentræet, beladen med Frugt, mangle. Selv en virkelig Fisker-
hytte var tryllet ind paa Haugens Grund -- den var nemlig
ved dennes Udvidelse bleven skaanet af den godmodige Eier-
mand. Et mere idealsk Exemplar af en Blankeneserfiskehytte
kan man heller ikke tænke sig. Den laae i Lye af Terrassen,
tæt ved Stranden under et Tag af kjæmpestore Almer og tæt
indhegnet af blomstrende Syringer og Gyldenregn -- vi maatte
Alle udraabe: hvor deiligt! Her glemte man ganske Absicht,
Kunsten. Vi gik ogsaa indenfor for at besee os. M. var hen-
rykt. Han og jeg visiterte om i alle Kroge og vi jublede over
hver nye Opdagelse, enhver Eiendommelighed i Meubler, Huus-
geraad, især indtog os den rolige landlige Hygge, den udmær-
kede Reenlighed der herskede og de venlige Folk. "Hier
möchte ich wohnen!" sagde M. Ich auch! svarede jeg. Jeg
var ganske henrykt. Nu sidder jeg her i min Stue og undrer
mig over dette unbefangne, ich auch. Men jeg er heller ikke læn-
ger henrykt. Sengene vare høist originale. De vare saa høie at
man maatte tage et Tilsprang for at naae op i dem, men 
[da]

dette vist ikke har forslaaet, var der stillet store Skamler foran,
hvis Høide stod i Forhold til Husets Velstand -- en meget høi
Skammel tydede paa stor Rigdom. Til min Forundring vidste
den lille comiske Doctorinde med Rottetænderne og de blom-
strende Kinder, at i Norge er Kobberkjedlernes Antal Thermo-
metret for Husets Rigdom. Da vi vare færdige med at besee
Haugen foreslog jeg at gjøre en Tour hen til et Bjerg 1/2 Miils
Vei høiere op, hvor der var en herlig Udsigt. Jeg havde før
været der engang med D -- s. Damerne bleve tilbage, men
Fader og de tvende Herrer fulgte med. Om denne Tour er
der meget lidt at sige -- paa Henveien var jeg taus og meget

SIDE: 340

forlegen. Det er altid piinligt at have nogen ligeoverfor sig i
en Vogn, der er noget unaturligt galeimæssigt i denne parvise
Urokkelighed og disse sammenkjedede Blik. Værten L. havde
megen Liighed med Henrik, dennes Høide og Førlighed. Især
naar han beholdt Brillerne paa var den virkelig iøinefaldende.
Det var en behagelig, vittig og munter Mand og jeg syntes han
maatte være elskværdig, senere hørte jeg ham meget nedrive
af en Dame der meente at Konen havde indgaaet en Mis-
alliance (hun var vel riig) og paastod at hun skulde være ulyk-
kelig. Da vi kom hen, hvor vi standsede, paatog jeg mig at
være Guide og førte dem hen paa Udsigten der var mere
original og viid, end egentlig smuk. Fader raillerte ogsaa lidt
derover og spurgte om det var den jeg havde pralet saa med,
men M. tog min Smag i Forsvar. Imidlertid havde jeg gjemt
den bedste tilsidst. Denne Udsigt fra Pavillonen oppe paa
Skrænten er virkelig meget mærkværdig. Terrassen sænker sig
fra den i betydelig Udstrækning ned til Elbens Bredder og er
tæt bevoxet med Skov af alle mulige vilde Træer, hvoriblandt
nogle høie prægtige Graner og Fyrre der kjækt trodse den
fremmede Jordbund. Fra Pavillonen, der behersker denne
Terrasse har man den herligste Udsigt over Elben og Bred-
derne hiinsides, det Indtryk man faaer af den er af en frem-
met næsten nordisk Art, saa jeg indbildte mig det maatte virke
end mere overraskende paa den Einheimische end paa mig.
Skoven nedenfor er gjennemskaaren i alle Rettninger af Veie
der føre Gud veed hvorhen -- det er en sand Labyrinth. Men
jeg var betaget af en Uroe, en Flygtighed der ikke tillod mig
at dvæle længe paa noget Sted. Den dunkle Skov med sine
hemmelighedsfulde Stier lokkede mig som om den lovede mig
Husvalelse for mit urolige Sind. Jeg sagde Herrerne at de
skulde ikke frygte for mig eller søge efter mig da jeg vilde
støde til dem længere hen i en Retning jeg antydede dem med
Fingeren -- og dermed foer jeg ned ad den bratte Sandvei og
forsvandt i Skoven inden jeg hørte deres Svar. Der var her-
ligt derinde, nu var jeg alene, og jeg overlod mig ganske til
hiint ubevidste Drømmerie som Skovaanderne fremlokke og
beskytte. Hvor længe jeg vandrede omkring veed jeg ikke
jeg erindrer ikke hvad jeg tænkte paa eller hvor jeg var, men
jeg havde nok glemt Tiden, thi da jeg kom op paa Høiden
igjen traf jeg Fader der sagde mig at begge Herrerne vare
gaaede ud for at søge mig. Herregud, tænkte jeg, hvorfor
straks Ængstelse! men lad dem kun gaae, det have de godt
af. Dog de kom ikke igjen, her maatte jeg beskikke mig til at

SIDE: 341

søge dem op. Jeg løb paa kryds og tvers -- ikke et levende
Væsen i den hele Lund! Jeg foer ligened til Vandet standsede
 -- lyttede -- i det Haab at det var dem -- dog frygtede jeg
det -- mit Hjerte bankede naar jeg hørte noget rasle -- men
da alt forgjæves, vendte jeg tilbage til Fader. Oppe fra Høi-
den saae jeg M. komme ned mod mig. Han bød mig Armen
og førte mig op ad Bakken idet han beskrev den Ængstelighed
hvor-
[med]
 han og L. havde søgt efter mig. Jeg forsikrede at
jeg havde søgt meget ængstelig efter dem. Snart sadde vi i
Vognen og kom lykkelig hjem uden andre Modgange end det
qvælende tykke Støvsand som Hestene næsten sank ned i.
Da vi kom ned i Landsbyen og havde den tunge Vei opad
yttrede L. at vi kunde trænge til M -- s Vinger hvilket vi andre
bejahede med den Forbeholdning at disse mægtige Vinger ikke
maatte skaffe os længer bort end vi ønskede for den Middags-
mads Skyld der ventede paa os, om da det ikke vilde være vove-
ligt at betroe sig til dem. Over dette rødmede M. gjennem
Støvet, og forsvarede sig saa nydelig ganske som en 16-aarig
Pige man bryder for en Kjærest, og talte om hvor satiriske
vi vare. Strax vi kom hjem skulde vi tilbords, nu vare vi bleven
kjendte med hinanden saa vi fandt os lettere i vor Skjæbne
at blive. Ved Bordet sad jeg mellem vor Vært og Fruens
Broder, et ungt hamburgsk Menneske, som saae saa ulykkelig
ud som en Millionair der ikke har Vid og Gemyt nok til at taale
at være det: kort, hvem Verden ikke har mere at give. Han
var ordknap og saae fortrædelig ud. Ved Bordenden Værtinde,
ved Siden af hende M. Derpaa Fader der havde ført en gam-
mel Bestemoder til Bords. Vor lille Kreds og Verten var de
eneste Talende, det hele øvrige Selskab lange Rader af Fruen-
timmer og Børn sadde tause og ubevægelige som chinesiske
Dukker de snakkede ikke engang mellem sig. Lykkeligviis
blev Conversationen paa vor Side ført med saa megen Liv,
L. vidste som en galant Vert at drage mig jevnt ind i den, at
jeg ikke fik ret Tid til at overlade mig til den ængstende
Fornemmelse Synet af saamange Tause opvækker og som
formeres ved at tænke at vi ere Skyld i denne Tvang
for dem.

Vor Samtale var meget livlig, der blev fortalt, givet mange
gode Bemærkninger, sagt endeel Vittigheder, man disputeerte,
man drillede hinanden og drak de prægtigste Vine. Da man
drak paa M -- s Bortreise sagde L. snart vil Digteren ombytte
"der rothe Baum" (Et Sted udenfor H. hvor M. logerte) med
Helgolands eneste lille Træ, og der rothe Baum give meget

SIDE: 342

nødig Slip paa ham da det er den bedste Frugt det nogensinde
har baaret."

Vi vare blevne ganske muntre da vi stode op for at drikke
Caffee under Portalet i Haugen. Jeg fløi ned ad den engelske
Græsvold som, indhegnet til begge Sider af de høie dunkle
Træer, aabned et Perspectiv mod Søen. Her stod paa en høi
Stang et Flag som bølgede sagte i den milde Luft -- Solen var
i Synken, dens Straaler faldt ligesom gjennem et rødligt Slør
uden at nogen Skye fordunklede Himlen og udgjød et saadant
Skin af usigelig Mildhed og Resignation over hele Naturen,
som jeg blot havde seet det Aftenen for min Afreise
hjemmefra. Hvem kjender ikke slige udprægede Stemninger
i Naturen der undertiden byde sande smertelige næsten ironiske
Contrast med vor Egen! Begge L -- s fulgte mig, Faderen
med sin yngste spæde Søn paa Armen. Han syntes at være
ret lyksalig over ham og fortalte mig at han var den yngste
af det "junge Deutschland". Imidlertid løb M. ind og kom
tilbage med min blaae Hat som han rakte mig med sin sæd-
vanlige gauche Maneer der røbede hvilken sand poetisk Man-
gel paa Øvelse i det almindelige Galanterie og Høflighedsvæsen
 -- o hvor betegnende hvor udtryksfuldt, var ikke en saadan
lille Bevægelse af ham midt i hans almindelige Tilbageholden-
hed! Han sagde intet, idet han rakte mig den hen og jeg vilde
ikke gjøre ham nogen Skam i den Vei modtog den med et
"hvorfor har De hentet den, jeg behøver den jo ikke." -- 
"Jeg troede De ønskede den, jeg er bange De bliver brun af
Solen" -- "Ak her er ingen Sol -- hvilke Farver har det
preusiske Flag?" Sort og hvid, svarede han med en Mine,
som saae ud som "sort og hvid" saa jeg troede det var et
Raillerie og svarede i samme Tone, men han forsikrede mig
at det var hans Alvor. Efter Caffeen besluttede vi at gjøre en
Tour til Landsbyen. L. og hans Kone M. og en af de umæ-
lende unge Damer og jeg vare af Partiet -- Fader og Fru
Rath vilde blive tilbage. Paa denne Tour lærte jeg at kjende
Fru L. jeg talede meest med hende. Det er en af disse
stille qvindelige Sjele, hvis Ordknaphed havde noget piquant
da man veed den ikke grunder sig paa indre Tomhed, et vist
Udtryk af Lidelse som man ikke vidste om det var sjeleligt
eller legemligt udbredte noget Indtagende over hende, Glæde
vilde vist ikke have klædt hende. Hun var for maver og
havde for dybe sorte Øine dertil. Da vi gik nedad bad jeg
hende hjertelig ikke at tænke med Uvillie paa os fordi vi som
Vildfremmede vare traadte ind i en Familiefest paa en saadan

SIDE: 343

Dag, men jeg lovede hende aldrig at gjøre det mere. Hun
afbrød mig saa venlig forsikrende at jeg troer nok hun holdt
os det tilgode ogsaa bagefter. Det lille Rede af en Landsbye
ligger indeklemt mellem Dünerne, med sine lave Tage høie
Steentrapper og hængende Haver. Men dette underlige uregel-
mæssige Terrain udfordrede netop hiin flygtige Dæmon i mig,
det bragte mig ret til at forsøge mine Kræfter. Jeg blev vild
og forvoven som en angorisk Geed, medens vi klavrede om
hernede, ingen Sandbanke var for steil, ingen Terrasse for brat
at jeg ikke sat ud over dem, intet Punkt for fjernt eller farligt,
at jeg ikke naaede det, undertiden lod jeg dog mine Ledsagere
Valget enten de vilde gaae den lige, fornuftige Vei, Livets jevne
Prosa, eller naae Maalet paa den vilde, poetiske, eventyrlige
Vei, og naar de for at føie mig valgte det sidste og satte alle
muelige Seil til for at overvinde Vanskelighederne, var jeg
ordentlig lidt ængstelig tilmode ved deres Anstrengelser, og
tænkte om der kunde være Brystsyge iblandt; Fruen saae
ganske hectisk ud. M. sagde engang idet han voltigeerte ud
over en Terrasse: "Det er umueligt andet end at følge Dem,
hvor De saa gaaer hen." Men saa var jeg til Gjengjeld igjen
fornuftig for at tækkes dem, og gik nok saa hyggelig og talte
med Fruen.

Midt under en saadan fornuftig Raptus, standsede vi foran
en af Hytterne. Vi blev alle fængslede af det samme Syn.
Inden for Hegnet af den lille Hauge sad en ung Blankeneser-
inde i hendes maleriske Dragt, med et lille Barn paa Skjødet,
ved Siden af hende legede en ældre Dreng. Den unge Moder
var saa smuk, den hele lille Grouppe saa livsfrisk og yndig, at
vi samtlige gave et Overraskelsesudraab, det var den livagtige
Madonna della Sedia. Fru L. kjendte hende, og proponerede
for mig at gaae indenfor, den unge Kone fulgte, Herrerne
bleve udenfor. Egentlig var det for at faae tømt vore Skoe,
som ved at rode i den dybe Sand, vare blevne saa besynder-
lig tunge, og viste sig at indeholde en utrolig Beholdning af
Sand. Efter denne Lettelse var Fru L. gaaet hen til Vinduet
og kjælede for Barnet. Jeg betragtede denne Scene taus, med
hiin besynderlige halv skye og halv tiltrækkende Følelse, der
altid griber mig ligeoverfor smaae Børn og som gjør mig
saa forlegen, naar nogen opfordrer mig til at snakke med
dem -- ak denne Følelse og dens skjulte Oprindelse med
al sin Bitterhed og Vemod traadte frem i min Erindring i dette
Øieblik. Den trængte sig ligesom frem i Øinene, i hver Ansigts-
muskel -- da jeg idetsamme ved at slaae Øiet op mødte M -- s

SIDE: 344

Blik der med et besynderligt Udtryk var fæstet paa mig
 -- han stod foran det aabne Vindue -- Var det Smiil,
var det Nysgjerrighed! jeg saae det ikke, thi jeg foer som
ramt af Lynilden tilbage i det dunkle Rum. Jeg skammede
mig da vi traadte ud af Døren og gav mig ivrig i Snak
med Fruen, til vi kom hjem. Her blev der holdt lidt
Toilette, drukket The og derpaa talt om Hjemreisen. Dog
først skulde et Taarn i Haven bestiges. Da jeg havde drukket
en Kop sneg jeg mig ud, gik langsomt i Forveien og ventede
de Andre, men kun M. og L. kom efter mig. Da jeg vilde
tilbage for at hente Fader, forsikrede de mig at det ikke vilde
nytte da han ingen Lyst havde, og at gamle Fru R. kunde
ikke taale den Anstrengelse. Jeg maatte anbetroe mig deres
Ledsagelse. Derimod var der intet at indvende, og jeg jeg steg
alene op i Taarnet med begge Herrerne. Det er bygget som
en af de gamle tydske Borge i Form af Ruin. Vindeltrapper
føre op gjennem 4 Etager, og fra hver af disse aabne de colos-
sale Buevinduer den vide Udsigt, der bliver herligere jo høiere
man stiger op. M. havde aldrig været der, var henrykt, og
jeg var mere end henrykt. Den Spænding hvori jeg havde
været den hele Dag havde nu naaet sit høieste Punkt der og-
saa var dens Udgangspunt. Da jeg med et Udraab svingede
mig op ad Trappen og ud paa den høieste Tind hvor man
har Himlen til Tag og blot nogle løse henslængte Stene som
Værn mod Afgrunden, greb L. mig forfærdet fast, uden at
Grunden til denne Frygt kunde ligge saameget i den legemlige
Bevægelse som i mine Blikke, mine feberglødende Kinder.
Hvad der bevægede mig saa?

En bestemt, bevidst Følelse havde jeg deraf, det var Sorg
over Skilsmissen fra alt det jeg saae. Denne Sorg havde en
vild, men skuffende Skikkelse. Folk troede jeg var glad og
munter, og endnu lever jeg vidst i deres Erindring som den
lystige norske Pige. I det Øieblik jeg stod ude paa Tin-
den blev jeg mig denne Sorg bevidst, jeg blikkede rundt
om mig og tog Afskeed med den tydske Jordbund, med dens
venlige Mennesker, med dets blomstrende Haver med Elben
med alt som jeg var bleven fortrolig med. Ved Siden af dette
solvarme, venlige Billede kan jeg ikke nægte at mit fjerne
Nord som jeg nu skulde vende tilbage til, traadte noget barsk
og truende frem, jeg vidste at jeg gik hen at begrave den
Smule freidige Lebenslust jeg havde tillagt mig blandt disse
Fremmede, i dets Kulde og Øde -- ja mit Fædreland tilgiv
mig, men jeg tænkte i det Øieblik med Skræk paa dig. Hvad

SIDE: 345

skulde jeg der, hvad kunde mit Hjem byde mig! Ak den
hjemlige Jordbund var i Grunden ikke andet for mig end en
uhyre Valplads, hvor jeg havde begravet min glade Barndom,
mine Ungdomsforhaabninger og sødeste Drømme. Kun saa-
rende Erindringer vilde modtage den Hjemvendende, i mine
Venners Træk vilde jeg blot læse Sorgens og Erindringens
Runer, evige Gravskrifter over en evig, aldrig glemt Fortid.
Men nedenunder mig rødmede Solen med sine sidste Straaler
de yppige Trægroupper i Haven, det lyse Grønsvær laae alt
indhyllet i Skygge, og naar jeg saae ud over den majestætiske
Flods rolige Flade ved hvis Bredder jeg havde søgt og fundet
kort Glemsel, men som jeg nu skulde forlade uden Haab om
nogensinde at vende tilbage, da hævede et vildt Mod mig i
Veiret og idet jeg bøiede mig ud over Trætoppene neden-
under hørte jeg dem hvidske op til mig, at deres bløde hvæl-
vede Kroner vilde favne mig ligesaa venlig som mine Venners
Arme i det fjerne Hjem og vugge mig til Roe ovenikjøbet, og
jeg spurgte mine Ledsagere om de troede de havde noget ondt
af at forsøge denne Nedvei, og de svarede nei, det vilde vist
ikke skade mig noget, men L. holdt mig ikke desmindre fast
ved Kjolen. M. rørte mig ikke, men han sagde til L. at naar
han blev træt af Livet vilde han komme til ham og bestige
hans Taarn for idetmindste at døe smukt, hvortil L. svarede:
vel! men først tømme vi et Par Flasker Champagne sammen
og see saa Sagen an. M. meente fremdeles at det vilde være
herligt at sidde deroppe og skrive, da Phantasien vilde faae et
aldeles nyt, høit Sving, at han engang vilde forsøge det men
min prosaiske Bemerkning at Pen og Papir og alt bevægeligt
vilde faae det samme høie Sving og maaskee svinge sig reent
bort for ham, forstyrrede denne smukke Idee og han maatte
bekjende at det var et dumt Indfald. Men der var herligt!
At være deroppe i Maaneskin! et almindeligt Menneske maatte
blive Digter, og en Digter Gud. Jeg steg ugjerne ned. Adieu
Deutschland!

Paa Hjemtouren sad jeg ligeoverfor M. og vi talede næsten
udelukkende med hinanden, medens Fader og Fru L. godhedsfuld
passiarede om Veiret og Støvet og Veiret igaar. Jeg vil ikke kunne
gjengive meget af vor Samtale. Det var en af disse dybe,
rige Seelenaustausch, saa skjeldne i Livet, hvorved man er
uenig, om man giver mere end man modtager, og hvor Taus-
heden selv er veltalende. Men jeg erindrer at jeg var saa
lykkelig. De to Mile som om Formiddagen vare forekomne
mig i Hede, Støv og gemeinschaftlig Samtale saa uendelig

SIDE: 346

lange, endte inden jeg kunde begribe hvorledes. Jeg veed nu
at en Delinquent der skal forlade Verden en skjøn Maidag,
maae finde Veien til Retterstedet alt for kort. Da vi havde
naaet Altona faldt Talen (jeg troer dog ikke det var Altona
selv, der vagte denne Ideeforbindelse) paa Overcivilisation,
Tidsaanden og disses gjensidige Indvirkninger. Der var des-
værre lidt Tid til at forhandle dette intressante Evne som jeg
gjerne havde hørt noget mere om. Men jeg erindrer at M.
talte meget langmodig derom, at vi bleve enige om at den
første var et Onde der kunde blive fordærveligere end Bar-
bariet selv, og han talte om Raad mod Giften, og at jeg tilsidst
i al Beskedenhed gav mit Raad som ikke var fuldt saa lempeligt
som hans, jeg meente, at det eneste Universalmiddel mod det
snigende Ondet var at den hele Jord træt af den sørgelige
Byrde af denne forkeerte og fordærvede Menneskehed, at den
hele Jord med samt dens Taalmodighed brast, og begrov os
med vore Dampvogne og Maskiner og tydske Bøger og vor
Luxus og sygelige Forføielse 
[?]
 og at kun et lidet Antal dygtige
Folk arbeidede sig ud af dette nye Chaos som Myrer af en
omstyrtet Tue for at begynde et nyt, kraftigt Naturliv igjen -- 
 -- og han raabte med comisk Forfærdelse: Gud hvilke rebelske
Ideer! etc. men lagde alvorligere til: "med saadanne mørke
Taler forstyrrer De det muntre livsfriske Billede jeg glædede
mig til at tage med af Dem -- De gjør mig bedrøvet." "Ak,"
svarede jeg, "Sie haben gewiss geglaubt dass ich ein gutes
nettes Mädchen" var, og han loe høit.

Vi vare nu ved Døren -- M. vilde gaae men Fru L. søgte
med sin sædvanlige Hjertelighed at overtale ham til at følge
med op. Vi havde deelt Dagen saa trolig med hinanden at
vi ogsaa burde slutte Aftenen sammen, meente hun. Men M.
vedblev høflig at undskylde sig -- han havde givet et andet
Løfte. Denne lille Scene varede en Stund, medens vi Andre
hørte tause til, og da jeg syntes den trængte til en Afbrydelse
sagde jeg til M: vil De gaae med op? og M. fulgte os uden
at sige et Ord, men jeg havde ikke vovet at see paa ham i det
Øieblik.

Vi havde spiist til Aftens under en almindelig Passiar. Jeg
var stille og temmelig alvorlig. Jeg længtede efter Roe skjøndt
jeg vidste at denne Roe vilde komme som en total Slaphed,
en grændseløs Nedstemmelse, men ogsaa den var god for
at kunne reise Dagen efter. Fader gav Signal til at gaae, idet
vi reiste os fra Bordet, og jeg saae M. tage Farvel med L -- s.
Derpaa kom han hen til mig og bukkede idet han sagde

SIDE: 347

nogle almindelige forbindtlige Ord, hvormed man pleier at tage
Afsked. Jeg kunde ikke see ham, thi jeg lukkede næsten
Øinene, medens jeg intet sagde. Der blev en lang Pause
hvori jeg vidste at han betragtede mig, jeg følte det gjennem de
lukkede Øine. Men det forvirrede mig ikke mere -- jeg var alt
rolig. Ubevægelig som under den hele Scene slog jeg Øinene
op og mødte hans Blik. Det var det sidste. Han bukkede
endnu engang, jeg bøiede mig og han gik.

Camilla Collett

SIDE: 348

[DEN VENDER TILBAGE DEN GAMLE FEST.]

Den vender tilbage den gamle Fest,
Aarrækkers ærværdige Scene;
De sidder der alle, Gjest ved Gjest . . .
Der mangler kun han, den Ene.

Den Ene! den Ene! der altid var
I Salen mig Lyset og Varmen,
Den Luftning, der Festtrykket løfted og bar -- 
Den eneste Tone i Larmen.

Da gik der og kom, lig trøstende Blink
I Taagen, Forstaaelsens Blikke;
Kun to forstod disse stumme Vink,
De andre merked dem ikke.

Er Aar gaaet hen? . . . Den gamle Fest
End engang jo vendt er tilbage.
Det gamle Taffel, Gjest ved Gjest,
Præcis som i forrige Dage.

Er det virkelig ogsaa den gamle Fest?
Skifted den velkjendte Scene?
Svandt der af Rækken en enkelt Gjest?
 -- Jeg savner kun ham -- den Ene.

Sidder idag, som altid, som sidst,
Ene i Tummelens Øde,
Stirrer i Sværmen, som maatte forvist
Forstaaelsens Tegn jeg møde.

Jeg ser det, Tegnet! . . . O tydelig
Jeg ser det; hører din Stemme!

SIDE: 349

Jeg speider; jeg lytter, at tydelig
Hvert Ord jeg ogsaa kan nemme . . .

Hvad var det? Ei klinger som fordum din Røst,
Lønlig dump gjennem Vrimlen,
Saa lydt, saa klar, med en ukjendt Trøst
Den naar mig som sænkt fra Himlen:

"Bryd din Ensomheds Ring, gjør, min Elskte,
 dig fri!
"O slut dig til de Levendes Kjede!
"Alle disse have lidt, have Hjerter som vi,
"Der søge Lyd for Kummer og Glæde.

"Hvad den ene ei vandt, en Løsningens Ro,
"Vandt en anden maaske i rigere Fylde,
"I Kjærligheds store Fællesbo,
"Se til, om ei noget vi skylde.

"Ak, nu savner du selv Hjertets daglige Brød,
"Giv da selv, lad det Savnet erstatte!
"Giv det bedste, du har -- i almindelig Nød
"Ofrer hver sin Skjerv, sine Skatte.

"Hvad engang jeg tænkt og digtet og drømt
"I hine vaarlig svulmende Dage -- 
"Hvad varmest jeg hyldet, strengest fordømt,
"I Vredesmod, Jubel og Klage -- 

"Sjæletoner, der fanged et Bliv
"Gjennem Aandens Rune, Ordet -- 
"Ord, som neppe fødte til Liv
"I en anden Sjæl jeg jorded -- 

"Alt hvad i Ømhedens skinsyge Hu
"Dig, ene dig jeg har givet -- 
"Løft af sit smuldrende Gjemme det nu
"Og giv det tilbage til Livet."

SIDE: 350

Forstod jeg dig ret? O salige Aand,
Var du nær, vied selv du mit Bæger?
Det Bæger, der rummer det hele Væld

Af det Aandens Livsmod, du gjød i min Sjæl,
Forstod jeg dig ret, min skjælvende Haand
Skal det række, at andre det kvæger? . . .

Se, høit over Mængden jeg løfter det nu!
Vær hilset, min Husbond kjære!
I Mindernes Sødme og Mindernes Gru
Dig tømmer jeg Bægret til Ære!

TIL NATALIE MUNCH.

Hvi klager du, at man kan ikke lære,
Hvad Guderne som Gave ei beskjære -- 
Hin Talens Evne os paa Vuggen lagt.
O ønsk dig ikke Sprogets hule Kunst!
Et høiere fik du ved Guders Gunst,
Igjennem Skjønheds tause stille Magt,
Belivende en Musa selv at være.

I HAVEN, DA MARIE KALTENBORN VAR DØD.

Hvad fagrest skal jeg bryde
Af Havens Flora fin?
Hvad Blomst er værd at pryde
En Barm saa ren som din?
Ja ren som Liljens Stængel,
Og dog saa varm i Hu,
Hernede alt en Engel,
Maria, saa var du! . . .
Og derfor vil jeg bryde
Kun Roser, Liljer hvide;
Kun de er værd at pryde
Din Barm, du rene, blide.
End vil jeg ikke glemme
En Gren af Christi Blod -- 

SIDE: 351

 -- Pensé og Glemmigeien
Dem strø vi dig paa Veien -- 
 -- Cypressen vil jeg gjemme
Til os, som du forlod.

TIL SØKAPTEIN, VERKSBESTYRER PETER
STEENSTRUP OG HUSTRU FØDT COLLETT

PAA DERES SØLVBRYLLUP 2den APRIL 1860.

Til Bergstaden kom der en Ungersvend fin,
Der listed i alles Hjerter sig ind.
Han sagde: nu maa jeg desværre afsted,
Kun et Minde vil jeg tage med.
Og saa hug han af Bjerget en skikkelig Klump -- 
Det var vel neppe saa ganske paa Slump -- 
Og sagde Adjøs og svinged sin Hat
Og skyndte sig bort med sin Skat.

Men de Bergmænd de rysted paa Ho'det saa smaat
Og mente, den Skjelm, han smurte sig godt;
Han traf akkurat paa det rigtige Sted -- 
Jo, vi merker, han vidste Besked.
Men det var en saa prægtig formorosam Kar,
Ret efter vort Sind, og hvis ikke det var,
Saa skulde han føle, minsandten, at vi
Kalder sligt for -- Sølvtyveri.

Men Sagen er den, at Fyren var Smed,
Og Smede, de hytter sig nok, som man ved;
Thi den Stenen, han snapped, den var -- uden Skjerts -- 
Af det pure, gedigneste Erts.
Deraf fik han siden, den heldige Tyv,
De prægtigste Smykker, en fem -- seks -- syv,
Men det rareste er, at trods denne Men
Er Klumpen lige vegtig og ren.

Du heldige Mand, du lyksalige Smed!
Ja dengang havde du Lykken med!
Saalænge du har den Skat under Tag,
Er du sikker hver Regnskabsdag.

SIDE: 352

Den giver foruden alt Hovedbrud
Hvert Aar det rigeste Overskud.
Og derpaa tømmer vi Skaalen ud
For Smeden og for hans Brud!

TIL DEN ANONYME
DEN 24de JANUAR 74.

I Anledning af en stor Blomstersending.

Navnløse Gaver har den slemme Lyde,
Jo mer de glæder os, jo mer de fryde,
Jo varmere man vilde Takken skikke,
Desmere trykker den -- man kan jo ikke!
En viss Beskedenhedens Lov
Forbyder os endog at gjette.
Hvor tør man tro, at den og den
Er slig en Ven,
Har tænkt saa ømt paa os og sendt os dette?
Og skikker man saa Tanken ud paa Rov,
Den træffer maaske ti, kun ei den Rette.
Saa gaar man der,
Og lige klog, saa lang som Dagen er.
. . . Men naar den viger,
Med alt sit Hovedbrud, sin Møie og sit Plunder,
Naar Aftnen stunder,
Og Natten stiger
Af Dybet op, med alle sine Under,
Med sære Syner og med vaagne Drømme -- 
Hvad Dagen os fortaug, os Natten siger.
Thi vid, just som jeg laa
Og grunded paa de Blomstergaader ømme,
Lyslevende jeg saa
De Svibelklokker smaa,
Hver en, de røde med de hvide og de blaa,
Sig aabne og en liden Blomstalf tømme.
Som Fnug i Sol, snart fjernt, snart nær,
De boltred lystigt sig i Nattelampens Skjær.
. . . I Alfer, bønfaldt jeg, o sig mig, hvem det er!
Men drillende de alle lod mig høre:
Vi kjende hende, kjende hende vel,
En Slegtning af os er det, selv en Blomstersjæl,
Der aabner sig med Lyset, gjet nu selv!

SIDE: 353

Og som jeg laa der, lige taus og stur,
En bitte liden en i blaa Mondur
Tilsidst dog lod sig røre.
Og han har hvisket mig et Navn i Øre,
Der klang saa mildt alt længe for mit Sind,
Og som jeg bedre lukke vil i Hjertet ind.

TIL ELISE BIRCH
DEN 10DE OKTOBER 1873.

I denne sidste Tid fra mit Erindringsland
Der stiger ofte frem en gammel Mand,
Hvis fulde Værd man neppe rigtig skatter.
Saa meget af hans Færd dog selv jeg fatter:
At vil man noget rigtig vel,
Da maa man ikke tænke paa sig selv,
Da maa man, lig den gamle General,
Den aldrig trætte -- dette store Hjerte,
Villig døie Utak, Harme, Smerte
Og rolig høre paa, at man er gal.

Camilla Collett

TIL HDS. MAJ. ENKEDRONNING JOSEPHINE

6TE JULI 1874.

Naadigste Dronning!

Den Fest, der samler os idag omkring Deres Majestæt,
kjender vi alle Betydningen af: den er en Fest for det hele
Land. Men dette vort Land er stort og vidtstrakt; dets spredte
Forhold, dets umaadelige Afstande vanskeliggjør, særlig for dets
Kvinder, enhver Sammenslutning til en Deltagelse, der kunde
siges at være et Fællesudtryk for alle. Tusender, hvis Hjerter
banker varmt for Festen idag, maa nøie sig med at sende
Tankernes stumme Bud.

Dog, jo mere vi nærmer os Festens Centrum, vil Trangen
til en aktiv Deltagelse i den med dobbelt Magt gjøre sig gjæl-
dende, og særlig har denne Trang levende rørt sig i den By,
der havde den Lykke at modtage og huse inden sine Mure
Deres Majestæt, da De første Gang betraadte Landets Grund.
Den er altid blusset op paany, og i de forskjellige Kredse.

SIDE: 354

Det er en saadan Kreds af Christiania Bys Kvinder, der her
bringer vor Kongemoder sin Hyldest i Anledning af Dagen.
Vi beder hende, i den Gave, hun med moderligt Huld har
lovet at ville modtage, et Maleri af en af vore Kunstnere, at
se et Udtryk for, hvor oprigtig denne Hyldest er. Det er ikke
det storartede, ofte ophøiede ved vore Naturegne, det er det
blidere, mere idylliske ved dem, der her møder Deres Maje-
stæts Blikke; en af disse tyste, lukkede Skovtrakter, der sjelden
betrædes af en Vandrers Fod. Den melankolske Ynde, der
hviler over disse Egne, er Ensomhedens. Og selv de levende
Væsener, saa af Mennesker, saa af Dyr, hvis Stemmer er de
eneste, der gjenlyder i disse Skovindelukker, forsterker kun
Indtrykket af denne Ensomhed; den minder denne stille Skjøn-
hed om meget baade i Naturen og i Menneskelivet, hvis Art
det er, og hvis Lod det blev at blomstre hen ukjendt. Den
minder blandt andet om en Velgjørenhed, der er sig selv nok,
og som elsker at udstrø sine Gaver uset af Mængdens Øine.

Naadigste Dronning! Se undertiden paa dette Billede, og lad
det fortælle Dem, hvor dybt vi paaskjønner den Kjærlighed,
hvormed De omfatter vort Land, baade hvor denne Kjærlighed
udstraaler fra den Krone, De i saa mange Aar med Glans har
baaret, som -- og ikke mindst der -- hvor den spreder sin
Velsignelse skjult og i Stilhed.

Camilla Collett

TAK FOR IGAAR (64de Fødselsdag).

SENDEBREV TIL DEN SKANDINAVISKE KREDS I MÜNCHEN
24de JANUAR 1877.

Naar længe alt man bagud er af Dansen,
Naar selv af Venner man fornegtet er,
End sige da af Paal og Per,
Naar fast som Haan det klinger: Lønnen, Kransen
Den er dig viss som mange andre fler,
Trøst dig dertil, naar du er Støv og Ler -- 
Hvad Under da, man blir som rent fra Sansen,
Naar pludselig lyslevende det sker?

Saa gik det mig igaar.
Det var just en af disse Merkedage,
Da ivrigst selv man plager sig tilbage,
Hvad helst der burde være gjemt og glemt,
Da hver en Hjertefiber er forstemt,

SIDE: 355

Og selv man spørger sig, tilbunds bedrøvet:
Skal al din Stræben visne hen som Løvet,
Der under Vinterdækket tyst forgaar?
Skal intet deraf haabe paa en Vaar?

Da se, o hvilket Under!
Sker der Mirakler ogsaa nuomstunder?
Imens jeg saadan, fjernt fra Hjemmets Scene,
Sad som en Støtte der saa taus og ene,
En Straale fra et fremmed Ømhedsvæld
Faldt som et Solglimt varmt i den forstemte Sjæl.
I Blomstergavers rige Flor,
I Aftnens festlig tændte Kjerter,
I Sangens søde Toner, vennefulde Ord
Et Tilraab naa'de mig fra unge friske Hjerter.

"Vær kjæk," lød deres Røst, "glem ei din Sangerpligt!
Øv freidig du som vi din ædle Kunst -- 
O bryd dig ei om Mængdens usle Gunst!
Syng som du kan, trods Modgangs Harm og Smerter,
Ja aand dit Liv kun ud i Sang og Digt!
Se denne Krans, vi dig om Panden vinde,
Skal evig dig til Broderskabet binde,
Og dobbelt freidig, dobbelt fuldt og rigt
Skal strømme Tankens Liv paa nyt derinde.
Af slige Kranse flettes disse Palmer,
Der aldrig, aldrig falmer,
Men føier Seierstegnet til den Martyrglorie,
Der knyttet er, det gaar os ei af Minde,
Til alle sande Kunstneres Historie."

Var det maaske min Moderslegts Natur,
Der, vil man sige, lettere end nogen anden
Formaar at dreie om ved Stemningsranden,
Brat skiftende fra Mol til Dur?
Knapt var af Broder-Søsterkransen jeg omslynget,
Hvad sker? Et nyt Mirakel!
Da føler jeg forknytte gamle Stakkel
Mig som ved Hekseri forvandlet og forynget.
"Top!" raabte jeg: "Det er et Ord:
Med denne Krans om Panden

SIDE: 356

Herefter giver jeg, hør hvad jeg svor,
Al Verdens Tak og Utak Fanden,
Begynder atter paa en frisk at skrive,
At Per og Paal og Paal og Per,
Og hvem nu saa de er,
Dog altid merke skal, jeg er ilive."

Camilla Collett

LITERÆR KRITIK.

(Dagbladet 1878, 9de Febr., Nr. 40.)

Der er visse Sider ved vort sociale Liv, som man daglig har
for Øie uden ret at Fatte dem i Øie, omtrent som naar man
ikke ser Skoven for lutter Træer -- og dertil hører vore lite-
rære kritiske Forhold. Enhver uhildet vilde dog let kunne enes
i et Skjøn, en Dom om disse Forhold; men selv om man ikke
sammenlignede dem med tidligere, baade for Læserne og For-
fatterne gunstigere og visselig mere opmuntrende, vilde Dommen
neppe falde glædelig ud.

Vi kunde virkelig se tilbage paa et dengang, hvor Interessen
varmere samlede sig om Literaturen, hvor enhver Læser, der
dertil følte sig særlig bevæget, betragtede sig ogsaa kaldet til
at udtale sine Tanker og Følelser ved det Læste.

Fra denne sin uafhængige Stilling, der ogsaa gav Plads for
subjektive Stemninger, er Kritikken mer og mer dalet ned til
saa godt som en blot og bart bestaltet, der affinder sig med
enhver literær Tilsyneladelse muligst kortfattet forretningsmæssig.
Det er unødvendigt at tilføie, at den i Regelen er mislunet, d.
v. s. ildestemt.

Medens den nedskrives, sidder der maaske inde hos Naboen
en Kreds, hvori der læses høit af Bogen. Man glæder sig
over den og ønsker den alt Held. Forelæseren er imidlertid
mere Taler end Skribent, og de lyttende og varmest bevægede
hører desværre alle hjemme i "de Stummes Leir". Det be-
staltede Manifest kommer ud, og i det skal nu en hel Nations
Opinion om Verket være fastslaaet.

Det rent tilfældige, for ikke at sige fatalistiske, der raader
her, rammer naturligvis de kvindelige Forfattere i vort Land
haardest. De deler jo dog saa godt som ingen af de lykkeligere
Chancer med sine Brødre af Faget, det være sig nu i Form
af offentlige Begunstigelser eller smaa selskabelige Opmerk-
somheder. For Udmerkelsens Laurbærblade, der dog af og til
efter fattig Leilighed drysser ned over disse heldigere, har hun
faaet Udpegethedens Tidselkrans i Eie, og Bladkritikken maa

SIDE: 357

endnu komme til for at lægge sin sidste Fletning til denne
Krans og høitidelig sætte den paa.

Da Indsenderinden for et Par Aar siden udgav sit første
Indlæg i Kvindesagen ("Sidste Blade", 2den og 3dje Række),
løftede der sig en, siger 1, Stemme i vort Land -- i "Aften-
bladet" -- for at anmelde denne Bog. Det eneste, der med
Tydelighed huskes af denne Anmeldelse, er den Sætning, "at
Forfatterinden fisker efter Komplimenter", om for hende selv
eller for sine Klienter, Kvinderne, blev hende ikke ret klart.

En eneste saadan offentlig Omtale er ogsaa bleven hendes
sidst udkomne Arbeide, "Fra de Stummes Leir", tildel -- "Mor-
genbladets". Denne Anmeldelse lader sig maaske bekvemt fast-
stille i 3/4 Citater af Bogen, tildels løsrevne af sin Sammen-
hæng, for i 1/4 at dokumentere, hvad Forfatteren ikke har
ment, men hvad Anmelderen vil se deri. Den er dertil krydret
med et usedvanlig rigt Udvalg af Trykfeil, hvoriblandt nogle
særdeles uheldige, f. Eks. hvor det heder, at Forf. vil have
vort Vielsesritual ombyttet med -- et fransk.

Den lille Minoritet i vort Land, der læser Forfatterne, vil
jo, trods Kritikkens vildledende Fortolkninger, saa temmelig
finde sig tilrette. De Tusender derimod, der læser Bladene,
men ikke Bøgerne?

Dog -- det er ikke for at føre Besværinger over den be-
staltede Kritik, at disse Linjer nedskrives. Den er nu engang
der, og det kan efter vore Forhold maaske ikke være ander-
ledes. Det beklagelige ligger kun i den Magt, hvormed disse
samme Forhold forlener denne Kritik, idet Dommen paa Liv
og Død over ethvert nyt optrædende Produkt saa godt som
enevældig er lagt i dens Haand. Heldigvis har dog Sagen to
Sider.

De Anskuelser, jeg i ovennævnte Bøger omtaler, saa umildt
modtagne i den offentlige Kritik, har dog fundet sine Bekjen-
dere trindtom. Mangfoldige Vidnesbyrd om denne stille Sym-
pati, i Breve og anden Form, har jeg været saa lykkelig at
modtage, baade dennegang ligesom tidligere.

Det er, fordi jeg ikke ser mig istand til -- saa meget mere
som flere er anonyme -- særlig at takke enhver for den usige-
lige Trøst og Opmuntring, disse Vidnesbyrd har ydet mig, at
jeg ad denne Vei vælger at udtale denne Tak.

Jeg bringer den til min Ubekjendte i Bergen for det tidligere
tilsendte deilige Digt -- nogle Forsøg anstillede paa at opspore
Forfatteren har ikke ført til noget -- og ikke mindre, kun
anderledes dybtfølt, til min som det synes i pietistisk Retning

SIDE: 358

paavirkede religiøse Brevskriverinde for hendes billige, kjær-
lige Opfatning.

Endelig vil jeg udtale min Tak for Telegrammet til den 23de
fra Kunstnerkredsen i München, ligesom for et do. fra flere
ubekjendte i Bergen. Jeg takker enhver, som paa denne Maade
har glædet mig, og vil i disse mange stille Tegn tro at se et
sikrere Udtryk for raadende Stemninger, end i de enkelte ilde-
varslende Stemmer, der lader sig høre i Bladene.

Camilla Collett

ET LYST BILLEDE I EN MØRK RAMME.

(I Kommission hos Jacob Lund 
[April]
 1878.)

Det var en Tid, da en Forfatter trøstigere kunde afvente det
skjæbnesvangre Øieblik, da hans Produkt, Frugten af saa mange
vaagne Nætter og trætte Dage, skulde træde for Dagen og det
første Avertissement forkynde denne Begivenhed.

Om det ogsaa gjælder for Broderlandenes Vedkommende,
fordrister jeg mig ikke til at afgjøre; men for os Nordmænd
gjælder det i alt Fald, at vi har oplevet bedre, baade for Læ-
serne og Forfatterne gunstigere, mere opmuntrende Tider. Vi
kan virkelig se tilbage paa et dengang, da Interessen varmere
samlede sig om Literaturen, da enhver Læser, der dertil følte
sig særlig bevæget, ogsaa betragtede sig som kaldet til at ud-
tale sine Tanker og Følelser ved det læste. Der laa Velvilje i
Luften; det var, som om man følte sig usynlig omgivet af be-
skyttende Arme.

Fra denne sin uafhængige Stilling, der ogsaa gav Plads for
subjektive Stemninger, er Kritikken efterhaanden svundet ind
til en saa godt som blot og bar Redaktionsaffære, der overgiver
ethvert Produkt af nogen Betydning, helst naar det er i ten-
dentiøs Retning, mains liées i Partilidenskabens og Partisk-
hedens Hænder. Det gjælder kun, hvem af dens Faktorer
der først kan bemægtige sig Byttet og da efter Omstændig-
hederne dele det mellem sig eller ekspedere det alene.

Imidlertid er det nysudkomne maaske Gjenstand for varm
Sympati i private Kredse. Man har ydet dets æstetiske Værd
al Ære, diskuteret det som et Tidens betydningsfuldt mene
tekel, man er sat i det nobleste Oprør over den Kritik, der
samme Dag er kommet ud. "Men den er jo en Fordreielse
fra først til sidst! Og hvilken usømmelig Tone! . . . Der maa
absolut opponeres derimod, og førend det er for silde, thi saa-
dant sætter ondt Blod" etc. etc.

SIDE: 359

Saa lyder Røsterne. Men den ene af disse varme Forsvarere
har maaske et svagt Haab om at faa et Digt optaget i Anmel-
derens Blad, en anden gjør Kur til hans Søster, en tredje tør
ikke for en Onkel, der regalerer ham, hvergang han maa gjøre
ham et Podagrabesøg, med netop saa mange Udfald mod Kvinde-
sagen, som han har faaet Kurve i sin Ungdom . . . og de aller-
ivrigste og varmestbevægede hører desværre alle hjemme i -- 
de Stummes Leir. Protesten til Fordel for den stakkels "En
for alle", der skulde afbøde lidt af de Slag, der kan føres af
"Alle mod en", udebliver, og Offeret hjemfalder til sin Skjæbne.
I det Interdikt paa Liv og Død, der engang er udtalt, skal nu
en hel Nations Dom over en Forfatters Værd som Digter og
Menneske betragtes som urokkelig fastslaaet.

Jeg udgav for et Par Aar siden mit første Indlæg i Kvinde-
sagen (Sidste Blade, 2den og 3dje Række). Dette Opraab til
simpel menneskelig Rets- og Billighedsfølelse erholdt ogsaa et
Svar, der løftede sig én -- siger 1 -- Stemme i vort Land for at
anmelde denne Bog. Det eneste, der med Tydelighed erindres
af denne Anmeldelse, er den Sætning, at det hele smager af,
at Forf. "fisker efter Komplimenter" . . . om for hende selv
eller for sine Klienter, Kvinderne, blev mig ikke ret klart.
Nu, de Komplimenter, denne Sag indbringer, vil vi søster-
lig dele.

En Række Anmeldelser i noget saa nær samme Aand har
sluttet sig til min sidste Bog: "Fra de Stummes Leir". De
bærer alle et Fællesmerke, en paafaldende Usikkerhed i Til-
egnelsen og Behandlingen af det givne Emne. Man merker i
dem alle, at D'Hrr. Anm. befinder sig paa en for dem og deres
egne Interesser ikke ret hjemlig, ikke ret behagelig Grund.

Den merkeligste af disse Anmeldelser har dansk "Fædre-
landet" leveret, medens vort "Morgenblad" har Æren af, med
en upaaklagelig skyndsom Redebonhed at have omplantet den
paa norsk Grund. Denne Artikel gjør Indtrykket af, at det
mindre kan være Sagen selv, der har vakt en Uvilje, som
neppe kan holde sig inden Sømmelighedens Grænser; den
synes helt igjennem inspireret af en mystisk Irritation, der maa
skrive sig fra fjernere, baade Bogen og Forf. uvedkommende
Kilder. Vi vil ellers have ondt ved at forstaa en saadan Vrede,
saa megen aabenbar Misforstaaelse af ofte de klareste Satser i
et literært Arbeide, som ikke personlig angriber nogen, og som
helt igjennem støtter sig til Kjendsgjerninger. Hvorledes det
kan forsvares, at Anm. selv, og med Udhævelse af Navne,
stiller vore skikkelige norske Novellister i Lighed med de

SIDE: 360

kvindemorderske franske, medens det forekastes Forf. som en
Partiskhed, at hun anviser dem en hæderligere Plads -- hvor-
ledes hint lille vemodig-traurige Memorandum til en forloren
Digtersjæl kan kaldes en Apoteose af Heine, det faar den ærede
Anmelder opgjøre med sin egen Samvittighed. Der er kun en
af disse Inkorrektheder, som jeg nødes til lidt udførligere at
paatale, da den er graverende for Forf., og andre Anmeldere
ogsaa har gjort sig skyldige i den.

Vil man dadle, at jeg giver disse Vink til bedre Forstaaelse?
Vil man dadle mig, fordi Nøden tvinger mig til at skyde disse
Ord ind mellem saa mange ublide Røster, der har forenet sig
om at angribe mig i en Sag, der dog nu ikke længere kan
være en blot Partiernes Sag, men den hele Menneskeheds?
Kun mere eller mindre uvillige har ladet sig høre, mere eller
mindre skikkede til at befæste Misforstaaelser, hvor de kan op-
staa. En saadan Misforstaaelse har særlig knyttet sig til hint,
mit lille fantastiske Tankeeksperiment med Jacobsens "Marie
Grubbe", og "Fædrelandets" Anmelder har gjort sit bedste, det
maa man lade denne, for at bestyrke Misforstaaelsen.

Jeg har ikke kaldt Marie Grubbe Fremtidens Kvinde, for-
staaet som "Idealet" af denne; der staar udtrykkelig Over-
gangens, den nære Fremtids d. v. s., hvilket ogsaa fremgaar
af den hele Karakteristik af hende: Opbruddets, Gjæringens
usalige Tids Kvinde.

Vi maa her sætte os tilbage i det syttende Aarhundrede,
denne plumpe Udartning af det ridderlige sekstende, i dette
uskjønne, plat sanselige Aarhundrede, der endnu ikke havde
opfundet "Emailleringen" for sin Hæslighed, hvilket var dets
Efterfølger forbeholdt. I Jacobsens Roman træder det typiske
i denne usminkede Fordærvelse os imøde i alle dens Mænd,
men særlig har den naaet en udpræget Skikkelse i de tvende
uegte Kongesønner, Gyldenløverne.

I denne Bundløshed kan vi kun tænke os Kvinden, Hustruen
 -- hvis hun ikke selv redningsløst er gaaet tilbunds -- stillet
et alternativt Valg. Først, hun beregner og vælger, hun vælger
at kjøbe en Verdensstillings Fordele med et forpestet Hjem
og Væmmelse for sig selv og den hele Skabning. -- Kvinden,
Hustruen, der akkommoderer sig med sin Nedværdigelse og
holder tappert ud -- Kvinden, Hustruen, saadan som Sam-
fundet ærer og beskytter hende. Saa kommer Overgangens,
Revoltens Kvinde. Hun beregner intet, hun river sig blot løs
i "høilig dégoût og Afsky" og render sin Vei, for maaske efter
en ny Skuffelse at gjentage det samme -- Kvinden, Hustruen,

SIDE: 361

som Samfundet foragter og forstøder -- Marie Grubbe. Hvo
af disse to nu staar høist paa Stigen, den, der holder ud hos
en G., eller den, der render fra ham, det maa jo blive en
Smagssag. Det gjælder om dem begge, dog mest om den
sidste, at de kun maa bedømmes i Belysningen af sin egen
Samtid. At rive Marie G., den historiske Marie G., ud af denne
psykologiske Sammenhæng med den Virkelighed, der omspandt
hende, og blot bedømme hende efter hendes Livs brogede
Fata, det er en Uretfærdighed, hvori to Aarhundreder har
været hildet, men som vor Tid ikke mere vil gjøre sig skyldig
i. Jacobsens Roman har sin dybe Betydning ved, at han har
brudt med denne Uretfærdighed, som kun en borneret Into-
lerance kunde vedligeholde saa lang Tid, idet han i en gribende
Skildring viser os denne ulykkelige Kvinde i det Lys, der be-
grunder og tildels undskylder hendes Forvildelser. Ikke i disse,
men fornemmelig i Sindet, det oprørske, det til Bevidsthed
vaagnende, har jeg fundet Varselet om Overgangens Kvinde,
den nære Fremtids. Hvo, som læser min Kommentar til Jacob-
sens Marie G., kan ikke misforstaa dette.

Et andet er Fremtidens Kvinde, den rette Fremtids, den til
fuld Bevidsthed om sin Værdighed endelig vaagnende Kvinde.
Hun hverken styrter sig i eller bærer den sminkede Elendig-
hed. Paa hende synes Forfatterens saa betegnende Ord mere
at kunne passe. Stillet mellem sin Tids Gyldenleuer maaler
hun dem kun med "et roligt prøvende, gjennemtrængende Blik,
fuldt af stille Undren og en kjølig, næsten haanende Nysgjer-
righed" [fotnotemerke] -- med ett Ord, hun indlader sig slet ikke med D'Hrr.
Gyldenleuer, førend D'Hrr. G. har stillet en fuldkommen sik-
ker Garanti for, at hun med Ære kan gjøre det, og -- hvo
kan vide, hvad Fremtiden bær i sit Skjød? . . . Et Lysstreif
mere tør en dristig Fantasi endnu føie til dette opløftende
Fremtidsbillede; maaske Gyldenleuerne virkelig da har bedret
sig og kan stille denne Garanti!

Jeg har i denne lille Udflugt kun gjort et Forsøg paa at
imødegaa noget af den Usikkerhed, der endnu kan raade med
Hensyn til min Opfattelse af dette og lignende betænkelige
Spørgsmaal. Man har baade skriftlig og mundtlig henvendt sig
til mig om Oplysning desangaaende. En saadan kan kun ufuld-
kommen gives her; men jeg maa atter og atter henvise til
Kilden selv og bede dem, der tviler, læse, og jeg maa bønlig
lægge til: læse rigtig.

Fotnote: Se "Marie Grubbe, Interiører fra det 17de Aarhundrede", af Jacobsen.

SIDE: 362

Vore hjemlige Kritikere taler vistnok i mildere Toner end
den danske Anmelder; kun raader ogsaa i dem hin lidt for
sorgløse Unøiagtighed, der nødvendiggjør en Protest. Jeg vil
kun tillade mig at paavise enkelte af disse Unøiagtigheder, der
mest er skikkede til at vildlede.

Om den ene af disse, norsk Morgenbladets, kan vi fatte os
kort. Denne Anmeldelse lader sig maaske bekvemt faststille i
3/4 Citater, tildels løsrevne af sin Sammenhæng for i 1/4 at do-
kumentere, hvad Forf. ikke har ment, men Anmelderen vil
se deri. Den er dertil krydret med et rigt Udvalg af Tryk-
feil, hvoriblandt nogle saa sindrig anbragte, at man kunde mis-
tænke dem for ikke at være Trykfeil, hvor det f. Eks. heder,
at Forf. vil have vort norske Vielsesritual ombyttet med -- et
fransk. [fotnotemerke] 

En anden, norsk "Dagbladet", tilsteder mindeligere en Imøde-
gaaelse.

Hvorledes Anmelderen kan af noget Ord i "Fra de Stummes
Leir" faa ud, at Forf. ser med Ringeagt ned paa de praktiske
Fordele, der er vundne for Kvindesagen, at hun "intet Hjerte
har for det døgnstø Arbeide", er ikke let at begribe. Enhver,
der læser blot første Side i hin Bog, maa forstaa det ander-
ledes. Der ydes dog disse vundne Fordele al Ære. Kun maa
hun fra sit Standpunkt have Tilladelse til at udhæve, at uden
en Samvirken med andre, dybere gaaende Bestræbelser vil de
i Længden neppe forslaa, men blot vise sig som Palliativer,
som "lindrende" -- ikke "hindrende" Forholdsregler.

Det har aldrig været Forf.s Mening at ville have angjældende
Verkers æstetiske Værd fastslaaet efter den Rolle, Kvinden
spiller deri. Paa flere Steder i Bogen verger hun sig ud-
trykkelig mod denne Fortolkning deraf, og bekjender, hvor
lidet hun føler sig kaldet til æstetisk Dommer.

"Hun (Forf.) bedømmer Kvindens Stilling, ikke efter hvor-
ledes den er i Livet, men hvorledes hun opfattes og behandles
i den europæiske Literatur."

Denne Beskyldning for "Ensidighed" og "Overfladiskhed"
er med en viss Forkjærlighed benyttet af næsten alle Recen-
senterne.

Uden at ville indlade mig paa nogen Diskussion om det fuld-
kommen berettigede ogsaa paa dette Omraade at søge disse
Beviser, vil jeg blot oplyse de ærede Anmeldere om, at der
eksisterer en for faa Aar siden udkommen Bog betitlet "Sidste

Fotnote: Se Bogen. Det svenske der er meget smukt.

SIDE: 363

Blade, Erindringer og Bekjendelser, 2den og 3dje Række", der
omhandler Kvindens Vilkaar og Stilling ogsaa fra andre, d. v. s.
Virkelighedens Synspunkter, som altsaa kan siges at indeholde
Hovedsummen af mine Betragtninger over dette Emne, ligesom
jeg nu og altid vil regne denne lille Bog som Kvintessensen af
min Produktion.

Det er en i sin Art meget sjelden, en kostbar Bog, denne
Bog, som ingen ved noget om. Den er betalt med en Sum
af Lidelser, Tab og Anstrengelser der selv paa en mer end
almindelig, paa slige Erfaringer rig Bane maatte ansees som
ganske ualmindelige . . . Ak, jeg maa næsten bede om For-
ladelse, at jeg taler saa meget om den! Men den er mit
Smertes Barn, denne lille Bog, som kalder sig "Sidste Blade,
2den og 3dje Række", og om dem maa man jo altid tale . . .
men som alle Smertes Børn gjerne er det, ogsaa min Glædes.
Og min Glæde er, at den dog nu engang er sat i Verden, og
at ingen menneskelig Magt kan nu fordrive den derfra.

Naar det paa et andet Sted heder, at Forf. har gjennemført
Revuen af disse kvindemorderske Romaner med en viss "ny-
delsesgrisk Begjærlighed", saa maa man jo kun beklage, at naar
den ærede Anmelder endelig vilde benytte en Ordkompleks,
hentet fra hendes eget Verbarium, det da var skeet lidt mere
træffende, end Tilfældet er. Den "nydelsesgriske Begjærlighed"
kan hun Sandheden tro omsætte til den dybeste moralske Over-
vindelse, det har kostet hende at gjennemrode disse altfor rig-
holdige Beviskilder for hendes Sag. Valget var der mellem
flere og værre endnu, hvis ikke en Modbydelighed for at røre
ved dem havde afholdt hende.

Dette kun som nogle Prøver paa, hvad Dagens Kritik for-
maar, naar den skal operere paa et for den uvant og ukjært
Territorium. Den lille Minoritet, der læser Forfatterne, vil
altid, trods alle vildledende Fortolkninger, saa temmelig finde
sig tilrette; men de Tusender, der læser Bladene, men ikke
Bøgerne?

Dog, det var ikke Hovedøiemedet med disse Linjer at for-
dybe sig i Betragtninger og Besværinger over Dagens Kritik.
Bortset fra nogle Forklaringer, der maatte gives, skulde de
blot tjene til den nødvendige Indledning, Rammen om Billedet.
At denne Indledning er bleven mer udførlig end strengt nød-
vendigt, burde maaske være undgaaet. Man maa være Filosof,
alle andre er det jo, og for godt Kjøb, paa ens Vegne: "man
skal tage sig Sagen lettere". Jeg vil ogsaa forsøge det, jeg vil
sige: den er der nu engang, denne Kritik, og kan, efter vore

SIDE: 364

norske Forhold i det mindste, maaske ikke være anderledes.
Heldigvis har Sagen en anden, en mindre bemerket Side, der
betydelig formilder den Virkning, den ellers vilde øve.

De Anskuelser, som Forf. i ovennævnte Verker udtaler, har
dog fundet sine Bekjendere trindtom. En Række Vidnesbyrd
om denne stille Sympati i Breve og anden Form, har jeg
baade dennegang og tidligere været saa lykkelig at modtage,
og jeg vover i disse mange Tegn at se et sandere Udtryk for
raadende Stemninger end de enkelte Røster, der hæver sig i
Bladene.

Det er, fordi jeg ikke ser mig istand, saa meget mere som
flere er anonyme, til særskilt at takke enhver for den usige-
lige Trøst og Opmuntring, dette har ydet mig, at jeg ad denne
Vei vælger at udtale denne Tak.

Jeg bringer den til hin Ubekjendte i Bergen for det deilige
Digt med Bøn om at hæve Anonymiteten. -- Jeg bringer den
ikke mindre, kun anderledes dybtfølt, til min religiøse Brev-
skriverinde for hendes billige, kjærlige Opfatning. -- Min var-
meste Tak ogsaa for de fra flere Kanter indløbne Telegrammer,
fra Danmark, München, Bergen, Christiania, og hvorpaa saa
mange kjære, kjendte, ogsaa mange ukjendte Navne.

Jeg sender den til Upsalastudenten, der i sit og flere Unges
Navn har bragt mig en saa smuk Hilsen . . . o, den har glædet
mig denne Hilsen!

Jeg sender den . . . dette var endnu kun de stille Vidnesbyrd
om en Sympati, som jeg neppe havde drømt om . . .

Hvad skal jeg da sige om den, der er traadt mig imøde i
Danmarks Hovedstad paa en anderledes overraskende, kun alt-
for storartet høilydt Maade? En Udmerkelse som den, der
den 21de Februar 78 paa min hidtil saa lidet bemerkede, saa
gravstille Kunstnerbane var mig beskjæret at opleve, tør man
næsten ikke personlig tilegne sig; man tager mod den som en
betroet Skat, man har at svare til, som en kostbar Forjættelse
om Fremtiden.

Dette var Billedet, det lyse, smilende i den mørke Ramme.
Mellem tvende saa udpræget modsatte Opfatninger, der her saa
sterkt er kommen tilorde, være det ogsaa mig tilladt at skyde
et lille, muligst formildende ind; jeg vil forsøge paa at gjengive
de Tanker og Følelser, der bevægede mig under hin minde-
værdige Fest, lidt mindre ufuldstændig, mindre ufuldkomment,
end jeg formaaede det der. Den gamle Sats, hvad Hjertet er
fuldt af, strømmer Læben over, holder ikke altid Stik.

SIDE: 365

Den Tale, Festens Gjenstand vilde holde til Tak for saa
mange smukke til hende rettede, kan omtrent fattes i føl-
gende Ord:

. . . I en tidligere udkommen Bog forekommer det Udsagn,
at Kvindesagen hernede i Danmark, netop paa Grund af de
lettere, mageligere Livsvilkaar, det byder sine Kvinder fremfor
de andre skandinaviske Lande, maaske senest vilde vinde nogen
Fremgang; den var bedst tjent med en streng, barsk Amme.

Jeg tager disse Ord tilbage; jeg har allerede længe i Stilhed
gjort det. Med glad Forundring har jeg erfaret den Fremvekst,
der forberedes den fra Grunden af i en i bedste Forstand
folkelig Bevægelse, ligesom vi ser den i mer end ett glædeligt
Tegn sætte Blomst ogsaa i det kultiverede Liv. Hvordan det
gaar i Broderlandet Sverig, der uimodsigelig har Æren af at
have taget Initiativet i Sagen, derom tør jeg ikke dømme; i mit
Hjemland har vi intet saadant at opvise; vi er ikke naaede
derhen endnu. Det er et Land, et forskrækkelig stort Land,
hvor der er meget at rydde og ordne endnu, et Land, hvor
Mændene følgelig har meget at bestille. Under disse Omstæn-
digheder finder de sig bedst tjente med, at deres Kvinder for-
holder sig saa stille, saa lidet mindende om deres egen Til-
værelse, med ett Ord saa upersonlige som muligt, ikke attraar
noget, ikke deltager i noget udenfor Huslivets snævre Grænser.
I Sandhed, vi hører hjemme i "de Stummes Leir". De enkelte,
hvis Kaldelse uimodsigelig strækker sig udenfor denne snævre
Grænse, er nu slemt faren. De har kun Valget, enten at bryde
med denne deres Kaldelse og begrave den og sig i Huset, eller
hvis de har det Uheld at være Forfatterinder, resigneret bære
sin Huldrehat, d. v. s. ikke at eksistere som Personlighed, som
Individ, men beslutte sig til blot at blive en Stemme. Altsaa
en Stemme, men derved er maaske endnu intet opnaaet. Vil
man noget ordentligt, og ikke blot more, saa maa man hæve
denne Stemme; man maa løfte den næsten til et Skrig, et
Nødskrig, skal den trænge gjennem Larmen og Travelheden paa
den ene og den døde, magtløse Stilhed paa den anden.

Det er det, Venner, jeg har gjort. Jeg har istemt dette Nød-
skrig, der skulde trænge gjennem baade Larmen og den døde
Stilhed. Det var beregnet paa Hjemmet, mindre paa Tilstandene
hernede. At denne Stemme fra "de Stummes Leir" alligevel
er bleven hørt, derom vidner, taknemmelig skal det erkjendes,
baade de milde og umilde Røster, der har svaret den; at ikke
alle har ladet sig vildlede af det maaske for sterke, uvante, at
man har forstaaet, at der bankede et Hjerte bag den, et Hjerte

SIDE: 366

i Angst og Nød, i Uvilje, i Sorg, derom vidner dette Festbord,
der har samlet en Skare af Kjøbenhavns ædle og betydeligste
Mænd og Kvinder for at sige mig det. Og de siger mere. At
de har forstaaet at tyde denne Stemmes dybeste Mening, at
den ikke ensidig stiller Anklagen mod den ene, ikke Bekla-
gelsen mod den anden Part i Sagen; snarere kunde det da
lyde: Eder, I Kvinder, træffer Anklagen, thi I vil det jo saa;
eder, I Mænd, Beklagelsen, da I ikke mindre bærer Følgerne,
nei, I har forstaaet, at den er en Appel til den hele Menne-
skehed. Vi staar, siger den, paa Skilleveien mellem en Fortid,
der vil holde os tilbage, og en Fremtid, der i jublende Friheds-
trang vil drage os med sig. Hvorhen? I det skrankeløse, mod
Opløsning, mod Kaos? Tager vare paa, hvor denne Grænse
er sat, at den ikke overskrides. Kvinden, Kvinden er den
naturlige Vogter af denne Grænse, hun er det i Gratiens, i
Tugtens, i Maadeholdets Navn, ved Kvindelighedens evige, ufor-
styrrelige Magt . . . Men forat hun rettelig kan blive denne
Vogter, maa hun selv frigjøres, maa hun selv bryde med alt,
hvad Fortiden har eiet af Tryk og Nedværdigelse. Dette siger
Røsten, der har talt til eder.

Camilla Collett

TIL PARISERKUSKENE.

(Nyt norsk Tidsskrift IV, 1878.)

Paris yder i denne Sommer de fra alle Verdenshjørner til-
strømmende Fremmede et i Historien næsten ukjendt Særsyn;
det er ikke alene Skuet af Verdensudstillingen og dens Herlig-
heder; dertil har de jo selv bragt sin Del; det er heller ikke
alt det seværdige, denne pragtfulde Stad har at byde sine
Gjester; det er noget endnu mere, det er dette Folk selv, der
efter de tungeste Lidelser og Prøvelser viser os, at de er de
samme Franskmænd, de gamle Franskmænd, glade, sorgløse,
energiske, rede til at gaa i Ilden for enhver god Sag og blive
Europas Forkjæmpere, hvor det gjælder, det er en By, som
efterat man har forsøgt at lægge den i Ruiner, formaar at
hævde sin Plads som Verdens skjønneste, pragtfuldeste Stad,
Centrum for Fremskridt og sand Kultur.

I alle er Borgere af denne skjønne Stad. Alle Klasser, fra
de høieste til de laveste, har sin Del i denne Hæder. I har
alle kjæmpet og lidt for den. Men Æren derfor paalægger og-
saa den Forpligtelse at bevare denne Hæder uskadt, saa at
Fremmede kan modtage et helt og holdent godt Indtryk af

SIDE: 367

denne eders skjønne, glade By, saa at de kan bringe dette
gode Indtryk helt og holdent med til sine fjerne Hjem.

Dette sker ikke ganske; der er noget, der forstyrrer dette
smukke harmoniske Indtryk af Paris; der er et Punkt, der
virker saarende og forstemmende paa den Fremmede, et Punkt,
hvori den franske Nation, vi nødes til at sige det, endnu synes
at staa tilbage for flere andre Nationer, og det er i dens Be-
handling af Dyrene.

Det er fra de nordligere Nationer, Bestræbelserne for at
mildne Dyrenes Kaar og beskytte dem mod Mishandling er
gaaet ud. Jo sydligere man kommer, desmindre vil man spore
denne Følelse for Dyret. Frankrige staar paa Middelveien;
kommer vi til Spanien, bliver det værre. Her har man endnu
de grusomme Tyrefegtninger, hvor et halvt Snes Tyre og Heste
paa en Aften sønderflænges til Publikums Forlystelse.

Endnu længer ned kommer vi til Italien, og der er det jo
rent oprørende, hvordan man behandler Dyr. Selv den haar-
deste blandt eder vilde her vende sig bort; det forstaar sig, at
det ogsaa her mest gaar ud over Lastdyrene, det vil da sige
dem, man skylder mest, og 
[som]
 følgelig mest havde Krav
paa en skaansom Behandling.

Har I nogensinde hørt et Æsel skryde? Ingen Røst i den
hele Skabning har denne smertelige, gjennemtrængende Klang
som Æselets. Det lyder, som om den hele mishandlede Dyre-
slegt anraabte Himmelen om Hjælp, om Beskyttelse, om Hevn
over de haardhjertede Mennesker. [fotnotemerke] 

Hvad i de sydlige Lande Æselet maa lide, det er Hesten
mest udsat for at lide i andre Europas Egne, ja det er faldt i
dette ædle, uundværligste Dyrs Lod at blive værst behandlet,
og det smerter os at sige det, men det daglige Syn indprenter
os det sørgelig nok, ikke mindst i Paris.

Vi har forhen antydet, at det er fra de nordligere Nationer,
Impulsen til en menneskeligere Behandling af Dyret er gaaet
ud. I alle Lande har der dannet sig Foreninger til dets Be-
skyttelse, der belønner en mer end sedvanlig god Behandling

Fotnote: Det er ikke godt at vide for den Fremmede, der ikke kan undlade at
oprøres ved, hvad han her daglig maa se, hvorledes han skal forholde sig
derved. At uddele et truende barbaro! til den ene Side og et medlidende
poveretto! til den anden, vil være af liden Virkning. Man forsøge, hvor et
Æsel af mer end almindelig ynkeligt Udseende er stanset med sin Fører, at
gaa hen og kjæle og klappe Dyret! Hvilket forbauset Smil der da trækker op
i den sidstes Ansigt! Som om det første Gang gik op i hans Bevidsthed, at
dette magre, lurvede Automat, som han med sin Pisk sætter i Bevægelse,
virkelig kunde have Nerver som han selv.

SIDE: 368

med Præmier og Udmerkelser, og straffer den slette med
Bøder, undertiden med Fængsel. Vi tviler heller ikke paa, at
der i eders Frankrige ogsaa findes saadanne Foreninger eller
vel endog Love, der beskytter Dyrene. Det naturligste, naar
man ønskede at virke noget for Sagen, vilde nu være at hen-
vende sig til disse Foreninger selv. Men vi vil ikke gaa denne
Vei. Vi henvender os ikke til dem, hvis Stilling og Dannelse
gjør dem det let selv at efterkomme Budet og være skaan-
somme mod Dyr, men til dem, der ikke har saa let for det,
hvis Bestilling idelig udsætter dem for den Fristelse at mis-
bruge deres Magt over disse deres stakkels, vergeløse Med-
skabninger, og dertil maa da først og fremst regnes Kuskene,
hvis Kald det blev saa lang som Dagen er at styre og drive
Heste.

Vi gjør det saa meget heller, som vi blandt flere af eder
har truffet paa milde, gode Herrer, der har behandlet sine Dyr
godt. Andre, mindre skaansomme, er det ofte blot af Tanke-
løshed, og man behøver maaske kun at appellere til deres
bedre Følelser. Atter andre viser en Grusomhed, der vidner
lige meget om bestialsk Raahed, som om ren Stupiditet, og
med disse er der vel lidet Haab om at udrette noget.

Der gives dem, der mener, at Grunden til den slemme
Medfart af Heste skulde ligge deri, at Kuskene, der er smedet
den hele Dag til Bukken, trænger til, hvad vi kalder Motion,
og at de søger den i denne idelige Haandtering af Pisken. Man
vil endog have udfundet, at det særlig er de tykkeste og blod-
rigeste blandt Standen, der forfrisker sig ved denne Motion.
Vi ved ikke, hvorvidt der skulde være nogen Sandhed i denne
Paastand. Vi tror kun, at denne uafladelige Manøvreren med
Pisken gjennem Vane er bleven en næsten mekanisk Bevæge-
lighed, at den derfor ikke altid er begrundet i et raat og haardt
følesløst Sind, men kun i Tankeløshed, i hin Vanens sløvende
Magt. En saadan Kusk, der hele Dagen har mishandlet sin
Hest, kan godt kjæle for sin Kat, naar han kommer hjem, og
unde sin Hund, der har faaet en liden Skavank i et Slagsmaal,
det bedste Stykke af sit Aftensbrød.

Kuske af alle Klasser og Bestillinger! til eder selv rettes
disse Ord, maatte de kun naa disse mildere, menneskelige
Strenge i eders Bryst! Betænker, disse Dyr, som I altid har
under eders Pisk, deler uimodsigelig med os Følelse for Smerte,
de har Kjød og Blod og Nerver som vi, men de er kun ikke
saa bevidst som vi Mennesker begavede med Sjælens Evne
til at glædes og bedrøves. De kan altsaa kun martres i det

SIDE: 369

stakkels Legeme, og er det værdigt for os, der vi dog formaar
at skjelne ondt og godt, Ret og Uret, at vi unødvendig skjærper
disse Pinsler for dem? Betænker, disse Dyr træller den hele
Dag for os. Alene uafladelig at skulle anspænde sine Kræfter
er Lidelse nok, skal vi endnu føie unødvendige Pinsler til? Vi
har observeret Kuske, der har tildelt sin Hest 20 Piskeslag i
Kvarteret; gaar nu et saadant ulykkeligt Dyr maaske 12 Timer
om Dagen, regner saa selv ud, hvor mange det omtrentlig bliver
en saadan Dag! Nogle Hundrede, og det medens de træller og
slæber og Solen brænder ned paa disse mishandlede Rygge og
Sider. Nogle Hundrede Piskeslag! Med det sættes de til Hvile,
maaske en, maaske to Dage over, for saa den tredje at faa
samme ømme, svulne Hud, disse saarede Nerver oppiskede
paany. Hvad mener I om at modtage Hundrede Piskeslag om
Dagen og trælle dertil? [fotnotemerke] 

I vil mene, at I er Mennesker, men de kun Dyr. Ja, det
er netop det, vi vil, I skal huske paa, at I er Mennesker. Men
hvem tror I nærmer sig Dyret mest, enten den, der med bedre
Vidende paafører andre ubillige Lidelser, eller de, der taal-
modig bærer dem? Vogter eder, at Dyret ikke kommer til at
staa høiere end I.

Ogsaa ser vi tydelig, at de lider. En stor Del af Hestene
her i Paris har et træt Udseende, som man mindre ser det i
andre større Byer. Vi tror, dette kommer mere af den idelige
Mishandling end af Anstrengelsen. I kjører dertil for hurtig.
Det er ubegribeligt, at det tillades, hvor det andetsteds for den
offentlige Sikkerhed strengt er forbudt, og det i denne Sommer,
hvor den til Parisergadelivet ikke vante Reisende har ondt for
at redde sine Lemmer i den skrækkelige Mylder. At der ikke
oftere sker Ulykker, er et rent Under, og her er et Punkt,
hvori vi yder eder den villigste Anerkjendelse. Vi beundrer
eders Kunstfærdighed, vi forstaar, at paa denne præcise, haar-
fine Nøiagtighed, hvormed I styrer eders Heste, beror Tusen-
der af Menneskeliv; vi anerkjender, at Udøvelsen af denne
eders Kunst er i høi Grad ansvarsfuld og anstrengende. Men
mon den ikke kunde øves ved at være mildere mod den Skab-
ning, der deler disse Farer, denne Anstrengelse med eder?

Eders Dyr er trætte, man kan se det paa deres Hovslag,
naar de drives frem, og paa disse ligesom krampagtige Ryk
med Hovedet, som om de forsøgte at friske sig op, men det

Fotnote: Det hændte flere Gange i Paris denne Sommer, at sterkt mishandlede
Heste hevnede sig, idet de i Raseri anfaldt sin Plageaand og næsten dræbte
ham.

SIDE: 370

hjælper ikke! Vi gjentager det, det er vor Tro, at Trætheden
mer kommer af Mishandling end af Anstrengelse. Forsøg at
behandle dem mildere, og de vil gaa lettere.

Kuske i alle Bestillinger! Franskmænd, Mennesker! thi i
dette sidste bliver vi alle lige, her, i denne Værdighed ophører
Kløften, der skiller Klasser og Stand fra hinanden -- lader os
da ogsaa stræbe at blive i den rette Forstand Mennesker, lad
os ikke glemme, at vi fremfor Dyret har en udødelig Sjæl, der
tør haabe hisset at belønnes for uforskyldte Lidelser hernede,
medens Dyret ikke har en saadan Gjengjældelse at vente; det
har kun en eneste Lindring at haabe for sin Trældom og sin
Anstrengelse i vor Tjeneste, den, at træffe paa menneskelige,
barmhjertige Herrer. Glemmer ikke, at disse Dyr skylder I
Tak; de er eders Velgjørere; ja disse Heste, som I pisker hele
Dagen, er eders Velgjørere, der føder og klæder eder, der til-
lader eder enhver liden Forfriskning om Dagen. Ethvert godt
Glas Vin, enhver Hjertestyrkning skylder I eders Heste. Uden
Drikkepenge ingen Vin, uden Heste ingen Drikkepenge, det er
en ganske simpel Sag. Eders Dyr skylder I Glæderne; I be-
reder dem til Tak kun Lidelse. Viser eder værdige til at være
Medlemmer af den store Forening, Menneskelighedens, dette
rette Lighedsforhold, dette sande Broderskab. Gjører hine
Beskyttelsesforeninger overflødige -- slutter I selv Foreninger
mellem eder indbyrdes, lad det blive en Ære at behandle eders
Dyr mildt, lad det blive en Skam at mishandle dem. Erindrer
eder, at Tusender af de tilstedeværende Fremmede følger eder
med opmerksomme, ofte misbilligende Øine. Eller bryder I
eder ikke derom, saa husk, at der gives en usynlig Gud, der
ser eder, en gjengjældende Gud, der har forkyndt for den hele
Skabning: værer barmhjertige, saa skal I engang selv veder-
fares Barmhjertighed.

Camilla Collett

KORRESPONDANCE FRA ITALIEN.

Af C. C.

("Aftenposten" 26de April 1881, 95 A.)

Sorrento i April 1881.

Der tales nu ogsaa i norske Aviser og Breve, der naar os her
i Rom, om en nær forestaaende Afsløring af Henrik Wergelands
Monument. Der nævnes, hvem der er valgt til at føre Ordet
ved denne Høitidelighed, og at den valgte har modtaget Kaldet.

Denne Efterretning har endelig brudt Isen for en længe
undertrykt Protest mod et alt for længe taalt Misbrug af min

SIDE: 371

Broders Navn, og jeg stiller denne Protest paa eget og endnu
gjenlevende Slegtningers Vegne i et Spørgsmaal til den Mand,
i hvem dette Misbrug har fundet sin villigste og mægtigste
Talsmand, den samme som nu er kaaret til hint Æreshverv,
til Digteren Bjørnstjerne Bjørnson.

Kan De for Deres Samvittighed forsvare at tage Henrik
Wergeland saaledes til Indtægt ved Deres republikanske Fan-
tasterier, som De ved hver Anledning paa Tryk og mundtlig i
den senere Tid har gjort det? Tidligere i Deres Omtale af
ham hørte vi jo intet dertil.

De vil mindes, Hr. Bjørnstjerne Bjørnson, at De engang -- 
det er allerede nogle Aar siden -- i min, hans Søsters, Stue,
kaldte denne Broder en hul, opskruet Aand, saa hul, saa op-
skruet som Horace Vernet, foran hvis Judith De netop stod,
var det i sin Kunst . . . hvilket dog ikke forhindrede Dem fra
at holde begeistrede Foredrag over ham samme Høst i Stock-
holm og næste Aar i Kjøbenhavn. De vil maaske sikrere
mindes, at De ved den nævnte Leilighed over hans Søster
udtalte den Kjendelse, at hvad hun manglede var Fantasi,
hvortil svaredes: Jasaa. Dette skulde ikke været nævnt her,
naar det ikke var, fordi jeg tror, at den paastaaede Mangel
paa denne ofte vildledende Egenskab nu maatte regnes mig
lidt tilgode, hvis Scenen foran Judith maaske ikke skulde fore-
svæve Dem ganske saaledes, som den uudslettelig er indgravet
i min Erindring.

Vær nu konsekvent og lad ham være en hul og opskruet
Aand, og vi afstaar ham villig som en værdig Prototyp for en
hul og opskruet Idé. Eller vil De vælge den Wergeland, som
De har skildret i hine Foredrag, saa maa De ogsaa lade ham
gjælde for, hvad han i Sandhed var, sin Konge varmt hen-
given, hans store Beundrer, der før vilde fordømt sig til aldrig
at røre en Pen, før han havde tilladt den et uærbødigt Ord
om denne. Tænk Dem lidt om, o store Digter! og De vil og-
saa mindes, at det sidste Stød, der fældte denne Kjæmpe,
modtog han af sine egne gode Venner og Tilhængere, fordi
hans Konge, i Erkjendelsen af denne hans Hengivenhed, havde
vist ham en Gunst.

Henrik har aldrig været Republikaner i den Forstand, De
nu vil gjøre ham til. Aldrig! Det ved De bedre, end jeg kan
sige Dem det. Aldrig har nogen i hans levende Live opfattet
ham saa. Hans første brusende Ungdom faldt i Revolutions-
aaret 30, hans store, nu saa ofte nævnte, dengang saa lidet
læste, af endnu færre forstaaede Digterverk er paavirket om

SIDE: 372

ikke udgaaet af hin Bevægelse. Dette Menneskehedens Epos,
der begynder med Skabelsen eller lidt før og ender ved den
Grænse, som vi med vor bedste Vilje ikke formaar at øine
endnu, hvor denne samme Menneskehed endelig har kjæmpet
sig igjennem til Fuldkommenheds Maal, kastet alle Krykker,
aftakket alle Støtter, hvor alle Ledere og Folkeslag tumler
hinanden i Armene i en evig beseglet Broderkjærlighedens
Fred. Skulde vi allerede have naaet denne Lyksalighedens
Grænse, hvor vi trygt kan afskaffe alle Støtter, alle Førere, al
Autoritet, giv den hvad Navn, De vil, Diktatorer, Præsidenter,
Konger, alt efter Behovet? Vi tror det ikke, og man vil neppe
i Henrik Wergelands Skrifter eller Taler finde et Ord, der be-
tegner, at han vil have Konklusionen i dette sit ideale Verdens-
syn anvendt paa vore endnu saa lidet befæstede Forhold. Den
varme, aldrig rastende Kjærlighed, han bar til sit Folk, og
navnlig da Almuen, vil ingen drage i Tvil; men han har kun
virket til dette Folks Belærelse og Opdragelse, han har aldrig
ophidset det til Misfornøielse, aldrig brugt det som et Fod-
stykke for egen Storhed. "Jeg har kun været Digter, intet
andet," saa lød hans Ord paa Dødsleiet. En smuk Bekjen-
delse, som ikke alle Parter tør aflægge med ham. Og levede
denne sande Digtersjæl endnu, vilde han ligesaalidt, det tør jeg
paastaa, slutte sig til Dagens rabulistiske Utopier og Anstalt-
magerier, som han nogensinde vilde fornegtet det vakre,
langt mere hædrende Unionsflag, det han selv engang hilste
med Begeistring. Har nu det Vidnesbyrd om hans Stilling til
Flaget, som han har nedlagt i hint Digt til Stortingsmanden
Foss: "Nu har du levet en virksom Dag, en Dag af Nætter:
befri'de Flag er Morgenrøden, som den har endt. Nu hvil dig,
Borger, det er fortjent" . . . har dette uimodsigelige Vidnesbyrd
om hans Stilling til det kunnet redde ham fra ogsaa her at
blive taget til Indtægt, naar Leilighed bødes? Nei, ogsaa her
er det skeet, og navnlig var det Tilfældet hin 17de Maifest,
afholdt ved hans Mindestøtte udenfor Eidsvolds Kirke, hvor
hans Navn ogsaa maatte tjene som Løsen for den rene Flag-
galskab, der ret kom tilorde ved den Leilighed.

"Du, som under falske Flag
"Her paa Folkets Høitidsdag
"Af mit Minde sligt kan tvinde,
"Du forstod mig ingensinde;
"Skal min redelige Sag,

SIDE: 373

"Fra sin Høide lumsk neddraget,
"Foran Folket saa fortolket,
"Tjene dig og Tvedragtsflaget,
"Er du min og Folkets Fiende" . . .

Omtrent saa -- jeg har nedskrevet det efter Hukommelsen
 -- tænkte en af de yngre Tilstedeværende, idet han, for frede-
ligsindet til nogen lydelig Opposition, gav sin Følelse Luft i
disse improviserede Strofer paa Støttens Fod. Sne og Regn
vil længe siden have bortvei
[r]
et disse Ord; men Mindet om
dette nye Misbrug af Henriks Navn klæber ved Støtten.

Hans store Mindefest nærmer sig. Digteren Bjørnson er
valgt til at være Nationens Fortaler ved den Leilighed.

Vi stiller atter en indstændig Opfordring til denne Fortaler
nøie at overlægge med sig selv, hvorledes han værdig kan
forsvare at udføre dette Hverv. Er det en Partiets Seiersfest,
der her skal feires, eller skal det blive en Kjærlighedens og
Forsoningens Mindefest for ham, hvis Billede man vil afsløre?
. . . Skal hin Tid, hvori denne Mand stod og -- faldt som
første Kjæmper, skal hin Splidens og Splittelsens Tid manes
op omkring hans Støtte, eller var det ikke det enige Folk,
der her skulde hilse ham og række ham Kransen?

Camilla Collett

KVINDESPØRGSMAALET OG -- SPORVOGNSKUSKENE.

(Anonym i. "Aftenposten" 26de Febr. 1883.)

Spørgsmaalet om Forholdet -- eller skal vi sige Afstanden
mellem Mands og Kvindes naturlige Evner er jo atter komne
paa Tapetet. Man var engang, jeg ved ikke hvorledes, kommet
til den Gisning, at den dog maaske ikke var saa forskrækkelig
stor, Forskjellen; nogle Ivrere gik endog til at antage, at de
omtrentlig opveiede hinanden, men skilte sig kun i Arten.
Men videnskabelige Psykologer, ærgerlige over saadanne Dum-
heder, paatog sig da at levere det uimodsigelige Bevis for den
ene, den sterkere Parts, aandelige Overlegenhed, i de større,
vegtigere Hjerneskaller. Deri slog man sig til Ro, indtil en
vakker Dag Bevisførerne traf paa en uhyre saadan Skalle,
der havde tilhørt en stakkels Dumrian. Saa kom en verdens-
berømt Lærds Hjernekiste, der befandtes ikke større end en
ferm Sypiges. Der skede flere saadanne Opdagelser, der bragte
Systemet ud aflave, og Striden vaktes paanyt.

SIDE: 374

Hvad nu den almindelige Mening derom kan være her hos
os -- og tvilsom er denne vel neppe, -- saa kjender vi dog en
Faktor i vort Samfundsliv, der stiller Kvinden fuldkommen lige
med Manden, en, der i sit Kald af Styrer og Leder vel kan
siges at indtage en høivigtig og ansvarsfuld Post inden samme,
og det er Sporveiskuskene. Hvor det gjælder Udholdenhed
til at naa et fjernere, vinkende Maal, med Mod og Mandskraft
svinge sig op paa Høider, beholde Ligevegten i de vanskeligste
Situationer, gjør de ingensomhelst Forskjel paa Kjønnene, men
forudsætter akkurat det samme Maal af naturlige Evner og
Kræfter for begge, ja selv Fru Collett, denne ihærdige For-
kjæmperinde for Kvindens Ligestillen med Manden, vil her
endelig engang være tilfreds og ikke have noget at ind-
vende.

Men vi andre almindelige Dødelige har derimod meget at
indvende mod denne Opfatning af Spørgsmaalet. Det var
ønskeligt, om Sporveiskuskene fra det ophøiede, strengt absor-
berende Standpunkt, de unegtelig indtager, kunde vinde Anled-
ning til at prøve denne sin Opfatning en Smule med ogsaa
andres angaaende dette Punkt, deraf flere ret merkelige, der
er kommet tilorde i den senere Tid. Vi kan i denne Hen-
seende særlig henvise dem til det medicinske Fakultets nylig
afgivne Betænkning, det medicinske Fakultet, der ganske ander-
ledes ømt og hensynsfuldt har taget Kvindens Kræfter i Be-
tragtning og træffende paavist, hvad der vilde resultere for alle
Parter, om man lod disse svage gaa i Spand med den sterkere
Mand.

Nedskriverinden heraf kan oplyse dette ved egne Oplevelser.
Jeg har faret et halvt Snes Gange i det hele med Sporvognen.
Hvilken Velsignelse den er for vor By, saavel i vor hede
Sommer, vor sølede Høst som vor forfærdelige Vinter, er-
kjender vi alle, og jeg er vist ikke mindst gjennemtrængt deraf,
naar det hænder, at jeg trods al Raaben og Vinken ikke for-
maar at gjøre mig bemerket, og tænker, hvor deiligt det dog
skulde være at komme med! Slemmest er Damer farne, naar
man vil stanse den i en viss Afstand fra Holdepunkterne, som
da vedkommende Kusk, hvor forskjellig end Meningerne der-
om kan være -- betegner som "like ved". Trods min Alder
ganske rask tilbens, har jeg dog sjelden magtet at naa dette
"like ved", førend Vognen var afsted. Engang frelstes jeg
som ved et Guds Under, da jeg aandeløs havde naaet til at
svinge mig op paa Platformen, og der rykkedes til i det samme.
Det gjælder, medens Vognen er i fuld Bevægelse, uden Molest

SIDE: 375

før de andre lykkelig indskibede at voltigere hen til en Plads,
medens Billetindkjøbet, naar dette kommer til, stiller ikke min-
dre betænkelige Fordringer til vor ekvilibristiske Dygtighed.
Nogle Gange gik det ret heldig. Den sidste Gang løb det
derimod ikke saa vel af. Fuldstændig bragt ud af Ligevegten
tumlede jeg over diverse Ben tilsidst ned paa Skjødet af en
gammel Herre, der vist aldrig i sit Liv er bleven saa for-
skrækket. Selv stum af Skræk formaaede jeg ikke at bede
det forskrækkede Selskab om Undskyldning. Jeg tillader mig
det derfor venligst herigjennem.

Hvad jeg her har anført nogle Træk af, maa endnu regnes
til de heldigere Følger af vore Sporveiskuskes for liberale Op-
fatning af Kvindespørgsmaalet. Som et Varsel om, hvorledes
det vilde gaa, hvis vi fik Emancipationen rigtig indført hos os,
mangler det ikke heller paa mere tragiske.

Vi anbefaler endnu en Gang til vore Sporveiskuskes Over-
veielse den Betænkning, som det medicinske Fakultet nylig
har afgivet til Kollegiet, om det farlige i at stille den svage
Kvinde paa lige Fod med Mændene.

Camilla Collett

VÆR IKKE GRUSOM MOD DYRENE.

(C. C.)

Hr. Dyrlæge Nielsen-Sæther har i et af vore Dagblade le-
veret et Indlæg i Dyrebeskyttelsessagen, som alle oprigtige
Venner af denne maa være ham taknemmelig for.

Hr. Dyrlæge Sæther paataler deri fornemmelig den Slagte-
metode, der endnu som Rester af gammelt Barbari finder Sted
i mange Egne af vort Land, medens han varmt anbefaler den
nye Opfindelse Slagtemasken, med behørige Vink om, hvad
der burde gjøres for at skade denne muligst størst Ud-
bredelse.

Hr. Dyrlægen har her truffet det rette Udgangspunkt for
vor Betragtning af og Bestræbelser i Sagen. Vore landlige
Slagterier kan man trygt betegne som de egentlige Forskoler
til Forhærdelsen -- Afstumpningen af al Følelse for Dyret.
Disse uhyggelige Skuespil, som Børn, fra de knapt kan gaa,
bliver Vidne til, er det, som maaske mer end nogen aner,
lægger Spiren til den senere Ufølsomhed og Grusomhed mod
Dyr . . . Kunde man faa indprentet i vor Almue en Følelse af
Afsky for den gamle stygge Aflivelsesmaade, kunde den lære
at skatte de nye Opfindelser, der hver i sin Art tilsigter den

SIDE: 376

mindst mulige Lidelse for Dyret, vilde en god Grund være
lagt, og man vilde høre mindre til disse oprørende Mishand-
linger, som vi næsten daglig læser om i Bladene.

Ja, i Sandhed forfærdelig var den gamle Aflivelsesmetode,
som den foregik rundt om i Gaardene. Hr. N.-Sæther nævner
som et Træk deraf, hvorledes der slagtedes Gjæs, nemlig ved
et Stik i Hovedet. Men han fortæller ikke, at man endnu,
medens Dyret sprællede, lukkede Saaret med en gloende Ild-
tang!!

Bevidstheden om det umenneskelige i en saadan Behandling
af Dyr manglede endnu ganske. Det var nu engang Skik og
Brug paa denne Maade, gaaet i Arv ned gjennem Slegterne.
Det kunde ikke anderledes være.

Jeg ved dog en, som det voldte megen Lidelse, som aldrig
sov den Nat, da den store Juleslagtning skulde begynde, men
laa ængstelig lyttende efter den første Lyd fra Gaarden.

Men som sagt -- talt blev der ikke derom. Tiden laa ikke
for nogen Opposition dengang, af hvad Art den end kunde
være, og et Forsøg til en Reform af vort Slagtervæsen, der
tilsigtede at skaane Dyret for unødvendige Lidelser, vilde kun,
betragtet som et sygeligt Fantasteri, vist sig fuldstændig virk-
ningsløst.

Slige Reformer maa afvente sin Tid: Reformernes, Frigjø-
relsernes egen, hvor de da vil slutte sig til dens andre Emner
og Opgaver som uundgaaeligt Led i det hele.

Og vi kan skatte os lykkelige, at vi har naaet en af denne
Reformernes Tidsepoker, hvor ogsaa Dyresagen er taget med.
Vi har faaet Beskyttelsesforeninger, fuldt organiserede, vi har
literære Organer, hvori Sagen diskuteres, det er al Ære
værd.

Kun tror jeg, at vor Forening vilde udrette mer, virke mer
gjennemgribende, naar den fandt en villigere Støtte i den mer
personlige, vil sige den jevne daglige Paavirkning. Her kunde
Forældre, Barnepiger, Slegtninge, Lærere, kort alle, som tidligst
kommer i Berørelse med de unge, gjøre velsignet meget til at
vende deres Følelser for Dyret i en mildere Retning.

Og vore Prester kunde bidrage meget dertil. Ved Konfirma-
tionen. Her var god Anledning, i de mange og lange For-
beredelsesmøder med de unge, hvor Belæring og Formaning
til det gode jo danner Indholdet.

Skulde de finde Sagen for uvant, for ringe til her at give
den Navn og Plads? Skulde Grusomhed mod, eller blot Lige-
gyldighed for Dyret, denne stakkels Skabning, der slider sig

SIDE: 377

op i vor Tjeneste, uundværlig for vor Velfærd, vore Fornøiel-
ser, for vor hele Eksistens -- skulde en saadan Utaknemme-
lighed ikke ogsaa føres ind under Begrebet: "Djævelen og alt
hans Væsen og al hans Gjerning", som de unge Verdens-
borgere jo høitidelig afkræves Løftet at forsage?

Camilla Collett

BREVE D'OUTRE TOMBE.

D'outre tombe! Fra en afdød, vil det jo, frit oversat, hede.

Men dertil hører jo en efter alle Regler foregaaende Begra-
velse! vil man sige.

Det kan nok være. Men der gives flere Maader at blive
vist denne sidste Ære paa, og man vil sige, at den Kunstner-
klasse, hvortil jeg er saa lykkelig at høre, fremfor alle andre
kan vente at faa et "Hvil i Fred!" lyst over sin Livsgjerning,
ligesaa oprigtig velment som over nogen Kiste, der sænkes i
Jorden.

Man vil ogsaa sige, at denne Bestatningsmaade særlig hører
hjemme i vort Norden.

Lykkelig kan man maaske skatte dem af vore Digterkongs-
emner, der tidlig unddrager sig den -- nogle redder sig ved
Flugten.

Bror Henrik kan siges at høre til en af disse heldige. Han
merkede ikke stort til, hvor ihærdig man beredede ham en
saadan, uagtet Gravklokken over hans Digterfærd og Digter-
værd rungede ham om Ørene til det sidste. Han var maaske
for meget Digter dertil.

Og Digter var og blev han, indtil hans haardhjertede Sam-
tid lukkede hans Kiste.

Jeg er det ikke, eller maaske ikke nok -- og der er bleven
levnet mig god Tid baade til at nære Illusionerne og faa dem
grundig afskaffede. Det blev ikke mig forundt at leve i min
Digtning her i Verden. Jeg har lært, at alle Forsøg til at naa
denne Lykke -- ak, upraktisk kluntede vistnok! -- kun førte
til nye Skuffelser. Jeg har lært, at en kvindelig Digtning af
den Sort, og i en Tid som denne med sin altoverdøvende
Partikiv og Larm, maaske selv fakket og flenget i den, ikke
kan bestaa, at den ubønhørlig hjemfalder "den stille Begravelse
uden Ceremonier".

Man vil modsige mig her, maaske især mit eget Kjøn, for
hvem et Navn, ak en stor Raritet! omtrent er ensbetydende

SIDE: 378

med en glimrende Stilling. Det er denne, Stillingen, man, uden
at vide det, hædrer i Navnet.

Men jeg vil selv afrive denne falske Glorie; den har længe
trykket mig. Jeg fandt frem et Par Breve, ikke forhen af-
sendte, som jeg noget forkortet vil meddele her; lidt vil de
bidrage til at slukke Glorien. En Stemme d'outre tombe.

Brev til Alexander Kielland.

Kjøbenhavn, September 1883.

Da Manden, som den første paa Scenen, skulde skifte Ver-
den mellem sig og sin Medskabte, tog han straks den Fordel
iagt, som Størrelsen og sterkere Knoger indrømmede ham over
den svagere udrustede. Havde Lammegribben og Storken ind-
taget samme afvigende Styrkemaal ligeoverfor sine respektive
Halvdele, vilde de ufeilbarlig være gaaet ud fra det samme
Princip. Heldigvis for Gribbe- og Storkemor kunde de i dette
Stykke magelig optage Kampen; derfor er det heller ikke
kommet til nogen Kamp, og mer end ett saadant jernsterkt,
vinget og firbenet Pars Husholdning vilde kunnet afgive et
vakkert Mønster til Efterlignelse.

Ikke saa med det Produkt af Skabningen, der stiller sig
øverst i Rækken som dens ypperste. For ham gjaldt kun:
den største, sterkeste: Retten, Magten, Enevældet, selv gav han
Lovene derfor, som har gjældt indtil vore Dage. "Jeg byder,
du lyder. Jeg har at nyde, du mer at yde. Jeg, at lære, at
vide, du, der er med dit lille Hoved mindre skikket til Aan-
dens Bedrift, at bære, at lide etc. etc. -- -- kort og godt Jeg
vil "ha dig saa ret i min Lomme"" -- en Metafor, hvori vore
tidligste, ukostymerede eller halvkostymerede Lovgivere sand-
synligvis vilde samlet den hele Sum af Magtens Budord, havde
dette saa uundværlige Appendiks til vor Beklædning været op-
fundet til deres Tid.

"Og for rettelig at kunne eksekvere denne vor saa forskjel-
lige Opgave overlader du alene til mig at sørge for dit Tarv,
medens du indenfor sørger for mit . . . og tys pent rolig! . . .
jo mindre vi merker til dig udenfor, des bedre. Og hvad nu
angaar Livets Plager, som vi nu engang, siden Paradisets
Dør smekkede i for os, er hjemfalden, saa har jeg, merk dig
det vel! Eneretten til at klage. Undslipper der dig et Suk,
et Støn, der kan høres ud over Murene, saa vil vi give det et
Navn. Vi vil kalde det "Indbildning", "opfindsom Bitterhed".

SIDE: 379

. . . Og det var paa det sjette Aartusendets Dag efter den
gjængse Tidsregning, og Manden overskuede sit Verk, og se!
det var altsammen saare godt."

Nu, det har vist sig, at det slet ikke har været saa saare
godt, og at vi kan paavise Virkningerne af denne ulige Rolle-
fordeling ligefra Patriarkerne op til vore Dage. Skruer man
et frit Hjul og et bundet paa den Vogn, der skal bære frem
til et stort, fjernt vinkende Maal, saa faar man være beredt
paa, at det gaar derefter: Forvirring, Fordærvelse, Opløsning,
har fulgt dette Verdensløb i hvert af dens Spor.

Dog dette kræver en anden Plads nærmere at paavise, end
det kan gives her. Vi vil holde os til det sidste Magtbud til
de forurettede, at de skal tie dertil og ikke klage.

Jeg vil ikke forstaa det saaledes, Kielland, som om "den op-
findsomme Bitterhed", De nævner i Deres Brev, udtrykkelig
er myntet paa mig; thi endnu har jeg ikke klaget. De faa
Gange, jeg har været ude med noget, der kunde kaldes saa,
har det været af Nødverge, Redegjørelser, uundgaaelige Ret-
telser af faktiske, tildels grove Urigtigheder, der igjen har havt
sin Grund i den indgroede Misforstaaelse af den Art kvindelige
Personlighed, hvis "Stemme lyder ud over Murene". Endnu
har jeg det ikke, og naar der nogensinde er undsluppet mig
noget, som kunde ligne en Klage, har jeg altid stræbt at føre
den fuldstændige Døvhed, hvormed man har mødt den, tilbage
til det nu engang i vor Nation hjemlede Princip, at det
overhovedet er forbudt Kvinder at ytre sig paa den Maade.
Vil jeg nu gjøre det her, vil jeg klage, sker det ogsaa paa alle
mine Søstres Vegne.

Det skulde være Kvinder forment at klage? O, af Kvinde-
klager har vi sandelig nok, vil man mene.

Ganske visst, kun ikke af den rette. Vi er endnu ikke komne
ud over denne Sutren og Jamren inden Døre, dette Smaa-
klynk personlig os imellem; det er ikke det, som skal lette
det kvalme Tryk, der hviler over vort Kvindeliv hjemme; det
nærer maaske netop hin sløve Ligegyldighed, denne Ufølsom-
hed for kvindelig Lidelse, som er bleven noget saa nær et
nationalt Træk. Den, til hvem der klages, synes altid at have
større Skjel til at beklage sig end Skriftebarnet selv. Ingen
ser, at det har sin Rod i en hel Tilstand. Det er mod denne,
man har at vende sig som den eneste værdige Gjenstand for
vor Klage, men en Klage, som har Kraft til at løfte sig for
alle, Mod til "at lyde ud over Murene".

SIDE: 380

Skjønt nu dette ikke er Meningen med, hvad der velfor-
seglet sendes Dem her, sker det dog, jeg gjentager det, paa
alle mine Søstres Vegne. Saaledes som det er gaaet mig paa
min sørgelige Bane, vilde det være gaaet hver eneste Sjæl af
dem, havde de indtaget en Stilling som min. Her er Loven
lige for alle.

Og Loven har her et fast Grundlag at bygge paa, og det er
en i vor Nation siden Arilds Tid indgroet Ringeagt for kvin-
delig Produktion, navnlig den literære, en Ringeagt, som man
vil træffe i skjønneste Enighed, hvad man saa yder, hvilke
Betyg, udstedt af vore første æstetiske Skjønsmænd, man kan
have velforvaret i Skrinet. Man vil træffe denne Ringeagt i
alle Skikkelser, ligefra Redaktørers og Forlæggeres lidt med-
lidende nedladende Betænkeligheder . . . er det Morskab? hvis
ikke! . . . til Korrektørers og Sætteres sorgløse "pyt, med "Dame-
sager" behøver man ikke at ta' det saa nøie." Havde jeg ikke
ved egne Anstrengelser reddet visse af mine Bøger fra den
Skjæbne at blive uforstaaelige -- det er nok, at de er ufor-
staaede -- saa skulde De set, hvorledes de vilde blevet. Under
det flerhundredaarige danske Herredømme, ja til et godt Stykke
op i vor Selvstændighedstid er der, paa enkelte Undtagelser
nær, jo heller ikke optraadt nogen kvindelig Forfatter hos os,
medens andre Lande, og navnlig efter Revolutionen, har flere
af stor Betydenhed at opvise.

Vor Nation skal altsaa først vænne sig til Fænomenet, ikke
mindre omstridt og betvilet end ethvert andet Fabeldyr. Der-
efter kan vi maaske øine Tider, hvor det videnskabelig er-
kjendes og klassificeres som et virkeligt, kun lidt mer used-
vanligt Sødyr. Men Behandlingen deraf vil neppe lide nogen
Forandring; dertil har vi lange Udsigter. Den er nu engang,
uadskillelig fra vort hele noksom bekjendte kvindelige Løn-
ningssystem, fast indforlivet i vort Folks Bevidsthed som det
ene billige og rigtige.

Nei, Kielland, endnu har jeg ikke klaget. Jeg har, saavidt
som det stod i en Dødeligs Magt, baaret dette mit Livs bitre
Vilkaar, saa maa jeg vel kalde en Skjæbne, der altid stod
færdig til at vrænge det bedste, jeg følte og vilde, ud i noget
smerteligt, ydmygende for mig, altid satte Narrekappen paa
enhver høiere Stræben, enhver dybere Følelse.

Paa den ene Side vil man sige, at jeg har en Betydning;
det er de vegtigste Stemmer i vort Land -- ogsaa vor høit-
anseede Alex. Kielland hører til disse -- der vil forsikre mig
derom. Paa den anden Side synes alt stiltiende at forene sig

SIDE: 381

til, hvorsomhelst Anledning gives, at drage mig ned i Glem-
selen, som den usleste, uværdigste, sperre alle Veie, kvæle
alle Muligheder til at reise mig og indtage min Plads.

Det er denne Modsætning mellem den Betydning, man leilig-
hedsvis vil tillægge mig, den Plads, man indbilder sig, at denne
anviser mig, og den Stilling, jeg i Virkeligheden indtager, som
i den senere Tid er bleven mig for sterk at bære; jeg er træt,
træt deraf til Døden.

Ja, den er i Sandhed mit "Livs bitre Ironi", saa kaldte en-
gang for længe siden en af vore store Aander, hvad der som
en stille Haanlatter ogsaa klang ind i min Ungdoms dybeste
Bevægelse.

Det er denne haanleende Modsætning, som ingen ser, ingen
vil se, allermindst nogen af mit eget Kjøn, der dog skulde have
lidt Hjerte for den. Kvinderne i vort Land -- eller skal jeg
sige her i Norden -- er saa vant til fra Mors og Bedstemors
Tid at stille Idealet af kvindelig Fortjenstlighed i det mindst
mulig bemerkede, stille virkende, at de fuldstændig taber Maale-
stokken for Ydelsen og Lønnen, naar de gaar lidt udenfor de
vante Spor. Vilde jeg forsøge paa at paavise Misforholdet, vilde
det møde forbausede Ansigter. Gud, De er jo anerkjendt!
N. N. og Fru N. N. sagde netop det og det! Hvor mange
velforseglede, tidels anonyme Forsikringer derom har jeg ikke
modtaget! Men ikke en af disse sympatetiske vilde vove at
stille sig i Skranken for den sorteste Uret, der offentlig kan
times mig i dem og dem i mig. Aldrig har jeg af Lands-
mandinder, end ikke af dem som siger sig mine varmeste
Tilhængere, kunnet aflokke en Gnist af Følelse for dette Mis-
forhold, hvorunder jeg har været knuget.

Det er denne idelige Forveksling af en Betydning, man vil
tillægge mig, og den Stilling, jeg i Virkeligheden indtager, det
er, jeg gjentager det, dette Misforhold, der i de sidste Aar er
bleven mig for overvældende til ikke at fylde en Sjæl med
Bitterhed, men ikke den Bitterhed, De sigter til, Kielland.

Nei, ingen "opfindsom Bitterhed"; det skulde da være, at
den anstrengte sig for at finde et Glimt af Haab i dette
Mørke, Haab, der i samme Grad som jeg blev mig bevidst,
hvad jeg vilde, og hvor jeg hørte hjemme, altid har svigtet,
altid.

Lykkelig er maaske den, der gaar tidlig bort. De har Ret,
naar De siger, at man med et langt Livs Bestræbelser som
mit maatte kunne haabe paa at opnaa noget af det, der ellers
pleier at være Gravens Privilegium.

SIDE: 382

Tak, fordi De siger dette. Andre vil nu mene, at jeg har
opnaaet dette Gravens Privilegium i rigeligt Maal. Adjø, Kiel-
land. Tak for Deres Brev.

C. C.

Til Alexander Kielland.

Kjøbenhavn, Oktober 1883.

Atter igjen Forvekslingen. Og alt det skulde jeg have op-
naaet? . . . Nei, jeg har intet opnaaet, intet.

Kan De ikke for en eneste Gangs Skyld overvinde Dem
til at lægge vort norske Alenmaal bort og maale et kvindeligt
Forfatterskab med det almindelige europæiske, og endda slaa
dygtig af?

Medens andre Landes Forkjæmperinder for den samme Sag
lever i Ly af et vernet Privatliv og under Vilkaar, der tillader
dem at omgive sig med alt, hvad der betrygger og forskjønner
Livet, og hvem tør negte den Indflydelse, ogsaa dette øver paa
vor Aandsproduktion, [fotnotemerke] har Hjemmet for mig kun havt, hvad
jeg vil kalde Udpegelsens Kvaler, det ømfindtligste, der kan
træffe en Natur som min, en daglig Tortur, der regelmæssig
driver mig derfra, naar jeg, huldrelokket af denne Hjemme-
længsel, der aldrig lader en i Ro ude, drives derop igjen.

Thi hvad giver mit Hjem mig til Vederlag for de ofte utro-
lige Anstrengelser, hvormed disse korte Besøg maa kjøbes,
Besøg, der skulde love os lidt Hvile og Opmuntring efter
Reiselivet?

Enkens Kaar. Enken hos os, ved De, har kun havt sin
selskabelig borgerlige Stilling i Manden -- Enkernes Kaar, men
ikke deres Privilegium, stille og ubemerket at forsvinde i sin
Intethed.

Udpegelsens Kvaler. Ja dem har man levnet mig. Ikke at
kunne gaa ud af en Dør uden at være kjendt, vogtet paa af
alle lige fra Fruinden -- paa hvis Bal mine Sønner maaske
skal danse samme Aften -- og som fra sin Vogn sender mig
et huldsaligt Nik, indtil Butiksjomfruen, af hvem man kjøber
et Brev Knappenaale. Har De selv skrevet den Bog, De har
der? spurgte en af denne interessante Klasse mig engang under
en saadan Handel.

Fotnote: For at tale om den blot praktiske Fordel af et kvindeligt Navn i Ud-
landet: George Eliot har for en af sine Romaner faaet 90 000 Lstrl. -- Georges
Sand for Linjen i et visst Pariserblad 25 Frcs. Jeg maa være tilfreds, naar
en Bog, jeg giver ud, ikke volder mig 25 Ærgrelser.

SIDE: 383

Udpegelsens Kvaler! Ellers synes alle, der i en bedre, mere
løftende Forstand raader for en saadan, navnlig de mere be-
staltede Forvaltere af den offentlige Mening, omhyggelig at
sørge for, at denne Art Udpegelse ikke skal falde til Besvær.

Jeg vilde nødig blive trættende ved at opramse Dem Prøver
paa denne Maade at skaanes paa, der i de sidste Aar synes at
være bleven fast Overenskomst.

Men De udfordrer selv en Bekjendelse, De vantro som De
er! Kjendsgjerninger er nu engang Kjendsgjerninger, der ikke
lettelig lader sig afvise. De vil finde Kvælningssystemet kon-
sekvent gjennemført i alle Samlinger, hvor mit Navn hører
hjemme, alle Forbindelser, hvor det burde nævnes. Hænder
det saa, at det ikke skikkelig kan undgaaes, sker det paa mu-
ligst nedsættende Maade.

Lad nu denne Afretningsmaade have sin Grund i den Mod-
stand, der lurer overalt ligeoverfor den Sag, jeg maa kalde
min, en Sag, som, naar her er Tale om Mænd, vistnok kun
tør regne paa Støtte og Sympati hos ganske særegent anlagte
Naturer, hvis sjælelige Anlæg mere endnu end Aandsover-
legenheden hæver dem over Mængden. Dermed menes natur-
ligvis ikke, at der blandt Kvindesagens Modstandere ikke skulde
findes baade sjælelig og aandelig veludrustede Folk. Jeg paa-
staar kun: til i ret Forstand at være dens Bekjender, modig
at optage Kampen mod Mængden, mod dem selv, dertil hører
noget særegent høisindet, storslaget, om De vil, i Karakteren.
Hvor mange findes deraf?

Mindre fattet er man jo rigtignok paa at møde Modstanden
fra den Side, hvor man netop skulde vente at finde Trøsten
 -- og Takken. Hvad der her er oplevet af Skuffelser og
Krænkelser, tier jeg med; det er, som om jeg selv havde An-
svaret.

De vil Kjendsgjerninger, for at kunne dømme klart om min
Stilling som Forfatter. Men dette kræver igjen en Gaaen i
Detailler, som jeg netop vilde forskaane Dem for. Jeg kunde
ikke opregne Dem 1/100 af de Træk, hvori Misstemningen
mod Sagen selv, og mod mig i den, i de senere Aar har givet
sig Luft. Jeg sigter her mindre til de Angreb, jeg offentlig
har været udsat for i den norsk-danske Presse, end til de
private Udslag af denne Misstemning, som man daglig maa
være paa sin Post imod -- Myggesværmens mod hine væl-
digere, mere frygtindjagende Klassens Braad-udrustedes, der
vistnok sætter dybere Merker, men hvoraf Virkningen dog
ligger mere klart for Dagen.

SIDE: 384

Kun lidt om den mere praktiske Side af min Stilling inden
vor Literatur; ogsaa denne turde være lidet kjendt i sin Virke-
lighed.

Jeg har ingen fast Forlægger, men er den eneste blandt alle,
der maa regne sig til de hjemløse, der altid maa være fattet
paa at negtes Ly. Siden en viss dansk Forlægger i 72, paa-
virket af et Par Raadgivere, man har citeret mig som ihærdige
Modstandere af Kvindesagen, paa jammerlig Maade sveg sit
Løfte, det vil sige sin mundtlige Kontrakt med mig (alt var af-
talt, endog Dagen, da Manuskriptet skulde være i hans Hænder)
og tvang mig til en fortvilet Tilbagereise fra Rom, for under
en sørgelig Vinterkampagne hjemme at bekoste Bogen selv
udgivet [fotnotemerke] -- siden den Tid har jeg ingen fast Forlægger havt.
De Vanskeligheder, der her er mødt mig, vil jeg forskaane
Dem for at høre noget om. Er vi først bleven enige, og
Samarbeidet begyndt -- jeg korrigerer altid selv -- , er det jo
gaaet inderlig fredelig af; det er Genren, der volder dem Be-
tænkeligheder.

Vil jeg ha en liden Artikel ind i et Tidsskrift eller en
Tidning, og jeg ikke udtrykkelig forbeholder mig ikke at blive
underkastet "de nødvendige Afkortninger og Rettelser", saa
kan jeg opleve at faa disse nødvendige Rettelser disket op i
Korrekturen, omtrent som naar man retter en Skolepige i 3dje
Klasse. Det har hændt mig fra adskillige Sider hernede i
Kbhn.; her giver jeg mig dog ikke, det ender altid med et:
jeg paatvinger aldrig nogen noget -- enten eller!

Saa er det gaaet i alle disse sidste tunge Aar, o hvilken
Række! Jeg havde tilslut modløs opgivet Tanken paa en ny
Produktion. Jeg klamrede mig kun til et sidste Haab, en
sidste Mulighed, at se de ældre Ting opstaa i en ny, mere
tidsmæssig ordnet Udgave, hvortil jeg vilde foretage den samme
omhyggelige Revision som med "Amtmandens Døtre", den
eneste, der havde opnaaet nye Oplag. Det var mit inderlige
Ønske at kunne arbeide derfor, medens Syn og Kræfter endnu
tillod det.

Men dertil er heller ikke levnet mig nogen Udsigt. Haabløs
Afvisning er mødt mig overalt. Hos Steensballe ligger endnu
Restoplaget af "Fortællinger" (61), hos Cappelen, "I de lange
Nætter" nedstøvet i Glemselen. Der mindes aldrig om disse
Bøgers Tilværelse; der er en hel Generation vokset op, der
ikke kjender dem.

Fotnote: Erindringer og Bekjendelser II -- III Række.

SIDE: 385

Et andet Ønske, at faa min Mands Breve ud i Trykken,
har ikke havt bedre Held.

Disse Breve skriver sig dels fra hans Udlændighed under
vor Forlovelse, dels fra vort 10-aarige Egteskab, naar jeg i
Sommerferien laa oppe i Eidsvold, hvor han senere kom efter.
Et lidet Kulturbillede fra hin ret merkelig bevægede Tid inde
i vor Hovedstad, giver disse Breve, der i Form af en daglig
Bulletin lyksaliggjorde mig i min landlige Ensomhed.

Mit sidste Forsøg paa at faa et Udvalg af disse Breve ud,
var da jeg i 76 skrev til en Forlægger i Kristiania derom, en
human, venligsindet Mand, som jeg tænkte lettest vilde komme
mit Ønske imøde. Jeg modtog et Svar, fuldt af Betænkelig-
heder, der alle synes at bunde i hin nationale Fordom, at
denne Opgave at forvalte en andens Eiendom laa over en
-indes Evner. En af Betingelserne lød paa, at jeg maatte helst
lade "en bekjendt Literat" gjennemgaa og besørge Udvalget af
disse Breve.

Der stod jeg igjen foran den Mur, som man støder sit Hoved
mod, kun ikke kan bøie sig for. Jeg maatte skrive Manden,
at jeg desværre ikke kunde gaa ind paa hans ærede Forslag,
formedelst at jeg selv var "en bekjendt Literat", og at jeg var
Hustruen, og de Breve kom ikke i andre Hænder.

Saa ligger de der endnu.

Og dette er dog kun den ene Side af mit Forfatterliv, det,
som rører Hjemmet.

Jeg har baaret det saa taalmodig, som det kan bæres, som
det uundgaaelige, som Følgerne af at ville noget, der ikke har
sin Rod i Hjemmet.

Mit sidste Haab stod til Udlandet.

Der vilde være den rette Jordbund for en Tankesæd som min.

Saa tænkte jeg, og flere tænkte det med mig.

I et Brev, jeg i Vinter modtog fra Jonas Lie, den af vore
Digtere, som jeg maaske føler mig sjælelig mest beslegtet,
heder det:

"De var fra først af et europæisk Træ, med europæisk
Spirekraft, europæiske Frugter".

Jeg er den eneste af mine Landsmænd, der ikke har faaet
en Linje ud paa fremmed Grund, hin stakkels Roman und-
tagen, der ved andres Tjenstiver, foregribende en Oversættelse,
jeg havde, kom ud paa tysk. Den er, hører jeg, ogsaa kom-
met ud paa engelsk og russisk. Hvorledes det er gaaet den
paa disse forskjellige Markeder, maa Gud vide, jeg har aldrig
hørt et levende Ord derom.

SIDE: 386

Farvel, Kielland. Tak for Deres Bog. -- Jeg har læst den,
behøver det at siges, med "glubende Interesse". -- Ogsaa De
har optaget den mindst nationale af vore Kvindetyper, som
Ibsen, Bjørnson og Hostrup har indført: Reisningens, Pro-
testens. Jo mere slige Kvindeskikkelser kan skræmme op,
kan støde, desmere berettiget tør man antage, at de er, jo
mere trænger vi til dem. Forløberne for slige, dem, som
man vil give det stolte Navn af Banebrydere -- "de seirer ei,
de kjæmper kun og falder", heder det jo saa smukt. Mig er-
indrer disse Ulykkelige mere om Forkjæmperne i en Juleleg,
som heder "Flaagjetta", disse ved De nok, som skal verne om
hele Rækkken bagved mod Ulven foran, og som altid kommer
derfra forrevet og forpjusket.

Andet om Deres Bog tør jeg ikke indlade mig paa at sige
Dem. Trænger De til min Ros?

Idet jeg skal lægge Pennen, overkommer der mig dog noget
som Anger, Misfornøielse med, hvad jeg har sagt Dem, klaget
Dem her, at jeg har klaget det. Og det er dog saa
lidt, saa
lidt! De dybeste Smerter, hvad jeg bitrest har maattet ofre
min Sag, har jeg dog fortiet, det faar være Beroligelsen.

Camilla Collet.

Camilla Collett

TIL CHRISTIAN RICHARDT

("Berlingske Tid." 9de Dec. 1884.)

Blandt Dagens, alle vore nordiske Blade, paa Vers og i Prosa,
overstrømmende Festberetninger, blandt alle disse Hymner til
den Tohundredaariges Pris, som man mere eller mindre fest-
stemt gjennemlæser i sin Dagligstue, var der en, som i al sin
fyndige Korthed, klarere, mere levende lod mig forstaa, hvad
denne Mand havde været for Tid og alle Tider, og det var
Deres Studentertale efter Fakkeltoget igaaraftes.

Jeg læste den i det samme Blad, der velvillig vil optage dette.

Den har stemt godt med Omgivelserne denne Tale. Den
fe-artet belyste Plads under Guds fri Himmel, Teaterhuset,
hans Hus, i sin stateligste Festdragt som Scenens Baggrund
 -- en af alle Stadens Sider sammenstrømmet, fra alle Samfunds-
lag hentet Menneskemasse, der i det mindste i ett Punkt sam-
ledes og enedes, at de alle jublede -- maatte ogsaa give Talen
sit Præg, et befriende, Friskhedens. Det var den ungdomme-
lige Holberg, Vandrehelten, den lystige Kamerat, Komedie-
skriveren, der her manedes frem for os, medens man stiv-

SIDE: 387

pyntet rangeret i de lumre, festtilstellede Rum indenfor maaske
mere kom til at tænke paa Baronen, Epistelmanden Holberg.

Det vil sige saa lidt, der hvor Tusender har bragt Dem sin
Tak, at en ubekjendt bringer dem sin. Og det en, hvis hele
Deltagelse i Festen bestod i at se Himmelen over Gadens Huse
 -- og de er her tilfældigvis meget høie -- farvet af Festlysene
nedenfra. Heller ikke er det Landsmandinden til den store
Mand, hvis Fest nu feires i begge Broderrigerne, der vilde sige
Dem et forbindtligt Ord; andre vegtigere Stemmer vil gjøre det.
Naar jeg sender Dem denne Hilsen, skal der ligge noget andet
og mere deri end en "Tak for igaar!" ... Den skulde inde-
slutte ogsaa en Tak for alt, hvad De har skrevet, og som jeg
trofast har verget for, hvordan nu vor Tid kan rive og ruske
i det, vi mest trænger til at verne om, at holde paa.

Fester som disse er vistnok luftende, løftende, men der klæ-
ber dog altid noget som et Savn, en stum Manelse ved dem.
Hvad der mangler dem, er, at Jubilanterne aldrig faar nogen
Glæde af dem selv. Vi feirer disse Mindefester med en dump
Skyldbevidsthed om noget uoprettelig forsømt, som vi søger at
bedøve os imod ved at more og fetere os selv paa det bedste.
O hvilke Rækker drager her forbi! ... Havde den gamle, trætte,
forærgrede Mand, der nu er Dagens Helt, blot i en Drøm skuet
denne Scene foran sin Billedstøtte inat, havde han seet Fak-
lerne afspeile sig i de Tusenders glade, begeistrede Blikke,
hørt det kalde paa hans Navn -- havde en Engel hvisket ham
i Øret: om 130 Aar! -- Blidere skulde han have lukket sine
Øine, tror de ikke det?

Den 4de Decbr.

C. C.

Camilla Collett

TANTE BINES BETRAGTNINGER.

Hr. Folketingsmand Rektor Dahl fra Slagelse har i Dansk
Kvindesamfund holdt et Foredrag om "Ædruelighed og Kvinder",
der paa en smuk Maade slutter sig til visse Spørgsmaal i den
saakaldte Kvindesag, som i den senere Tid har været paa Bane
i Landstinget, et Foredrag, som af Landets bedre Kvinder vist
vil hilses med Tak og Erkjendtlighed.

Efter at have skildret, i hvilken forfærdelig Grad Drukken-
skabslasten er steget her i Landet i Forhold til andre Lande, at
den i de sidste Aar har opløst 838 Egteskaber, skaffet 19,333
Individer paa Hospitalet og 630 paa Sindssygeanstalterne, ud-
talte Foredragsholderen sig saalunde:

SIDE: 388

"Blandt dem, der bedst vilde kunne optage Kampen for
denne betydningsfulde Samfundsopgave, stod Kvinden i forreste
Række. I Troslivet havde Kvinden stor Betydning, endvidere
i Familielivet, ved Børneopdragelsen, i Skolen, ved Sygepleien
og Kampen for Sedeligheden. Der var Omraader nok, der
først og fremst tilhørte Kvinden, og det vilde vist være meget
tvilsomt, hvorvidt Kvinden vilde vinde ved at naa til direkte
Deltagelse i det offentlige Liv. Men paa Drikfældigheds-
spørgsmaalets Besvarelse vilde Kvinden kunne udøve stor Ind-
flydelse" o. s. v.

Det var gyldne Ord, den ærede Taler her udtalte, Ord i
rette Tid, som vi netop trænger til at høre dem. De satte
mig, disse vegtige Ord, tilbage i tidligere, bedre Dage. Jeg
maatte tænke paa gamle, salig Bedstemor, der ogsaa saa smukt
forstod at indprente os disse Kvindelighedens urokkelig sande
Lovbud. Da jeg læste Hr. Rektorens Tale i Bladene, blev jeg
ganske rørt; det var, som jeg Ord til Ord hørte hende sidste
Gang tale. Vi var 3 Sønnedøtre -- Nanni bare 12 Aar -- der
nød godt af disse hendes jevnlige Formaninger til os, For-
maninger, der bød en nyttig Advarsel mod disse forfløine
Emancipationsidéer og -fantasterier, som det ikke var frit for
allerede dengang begyndte at forstyrre Hjernerne.

Kvindens hele Natur, Virkekreds og Opgave er saa helt for-
skjellig fra Mandens, mine kjære Døtre, sagde hun. Kvinden
er kun givet den supplerende -- eller skal jeg sige den repa-
rerende Rolle i Verdenslivet; men hun maa strengt vogte sig
for den generende, det er den mer indgribende, bestemmende.
Hendes Rige er derfor strengt sat indenfor Familielivets
Grænser, hendes Opgave Husets Røgt og Stel, Sygepleien paa
Hospitaler og Lasaretter, -- kort, ovaralt, hvor hendes Trang
til Selvopofrelse og Selvforsagelse kan finde rigeligst Næring.

"Men Bedstemor," kan jeg endnu huske Nanni afbrød hende,
"hvorledes skal vi skjøtte Huset rigtig, naar vi skal være alt
dette udenfor? Husk paa, at Hospitalet ligger paa Nørre-
farimagsgade, og jeg sætter, vi var gifte og boede i Vimmel-
skaftet eller helt ude paa Vesterbro, hvor Tante bor . . ."

Den lille Næsvished blev naturligvis bragt til Taushed, og vi
forklarede hende paa bedste Maade, at Kvindens Virksomhed
godt kunde ligge udenfor Huset, naar den blot var kvindelig
 -- og Bedstemor udviklede nu for os denne Mands og Kvin-
des Forskjellighed i sine mest udprægede Modsætninger om-
trent saalunde:

"Al den Elendighed, som Menneskets Syndefuldhed har bragt

SIDE: 389

ind i Verden, Menneskets Hang til Drik og Usedelighed, den
menneskelige Egoisme og Herskesyge, der fylder Verden med
uafladelig Kiv og Strid og egger Nationerne mod hinanden i
Krigens Rædsler -- se det er Følgerne af denne Menneskets
Syndefuldhed, som det blir Kvindens Opgave efter Evne at
lindre, at læge, at leve og ofre sig for, og der vil vist aldrig
mangle hende Stof til denne hendes Livsopgave, Stof til vær-
dig at fylde hendes Bestemmelse."

Det var disse Teorier, som saa smukt gjentog sig i Hr. D.s
Foredrag i Dansk Kvindesamfund. Det har naturligvis ikke
manglet paa spydige Bemerkninger fra den anden Leir. Kusine
Karoline, en af de ivrigste her, ytrede i den Anledning -- hun
giver sig ud for at være et Stykke af en Poet ogsaa: "Si-
gyn," sagde hun, "Sigyn, der holder Skaalen over den arme,
lidende Loke, eller endnu bedre, en Hoben Kvinder, der, knæ-
lende foran den befængte Job, stræber at tørre Edderet af hans
Bylder og Saar, vilde jo være en træffende Allegori paa denne
Kvindens Opgave i Samfundet, et Emne, der maatte begeistre
en Kunstner."

Saadant kommer man med nu. Gud være lovet, Bedstemor
gik bort, førend dette Emancipationsvrøvl havde Faaet Tid til
at gribe for sterkt om sig. Hvad er det, de vil, disse For-
kjæmperinder for "Verdens vigtigste Sag", som de kalder den?
Der tales om, at Kvindernes Lededukketilværelse nu skal op-
høre, at de vil være Mennesker, Individer, Borgerinder, det
vil ogsaa gavne Manden og Samfundet mere, og hvad alt det
Snak heder! Ja, godt var det, at hun gik bort itide! . . . Hun
skulde oplevet, hvad sidste Rigsdagsforhandling bragte for en
Dag, at danske Kvinder, og i stor Mængde, vil trænge sig ind
i Skole- og Fattigkommissioner, vilde herefter ikke nøies med
at have fuld Adgang til Syge-, Skole- og Fattigstuerne; nei, de
vilde andet. De vilde have Andel i Bestyrelsen deraf; med
andre Ord, de fordrede Stemmeret i et aldeles offentligt An-
liggende. Det skulde Bedstemor oplevet!

Dog jo. Jeg vilde ønske, hun havde oplevet det. Jeg vilde
ønske det. Hun vilde oplevet ogsaa Nederlaget, Seiren for
den gode Sag. 3 (tre) af Danmarks betydelige Mænd satte
energisk en Bom for et hidtil dog uhørt Udslag af Emancipa-
tionssygen. Ploug, Matzen og Styhr var Navnene paa disse
modige Mænd, hvis Navn skal straale i Civilisationens og den
sande Kvindeligheds Annaler til sildigste Tider.

Kusine Karoline er naturligvis vittig i den Anledning; men
kunde man ikke fristes til at tage hendes Ord for god Vare,
naar hun deklamerer:

SIDE: 390

St. Georger trende der maatte til
For at fælde i sidste Ridderspil
Et Hoved kun paa den stygge Drage.
Hvor faar vi ved næste Ridderspil
St. Georger fra, der modigen vil
Nedlægge de mange, som staar tilbage?

Jacobine.

Camilla Collett

GADELIV.

(Anonym i "Aftenposten" 25de Februar 1885.)

Jeg er kun en Dame, og har følgelig kun en høist betinget
Tilladelse til at klage eller paatale noget, der ligger udenfor
Husets Omraade; den første Betingelse for Tilladelsen er, at
man villig finder sig i, at ingen tager mindste Notis deraf.

Saa har jeg ogsaa pent tiet med adskilligt her i vor kjære
By, som nok kunde friste til at bryde Tausheden.

Men nu er der i Gaarsdagens Aftenpost en Mand ude med
nogle vist altfor begrundede Klager over den uforsvarlige Kjør-
sel i Gaderne. Saa faar man Mod til ogsaa at give sit Ord
med i Laget; et lidet Lod til i den Vegtskaal skader ialfald ikke.

Det skal imidlertid kun ske, idet jeg tager alt, hvad der kan
gaa ind under heldige Chancer, kort alle "mildnende Omstæn-
digheder" samvittighedsfuldt iagt.

Jeg har saaledes i Løbet af de sidste Aar havt den over-
ordentlige, ikke noksom skattede Held tvende Gange, og det
ved høilys Dag, at blive kjørt overende paa Gaden, uden at
det kom mig til væsentlig Skade paa Liv og Lemmer.

Den 3dje Gang, for en Maaneds Tid siden, udsat for Faren,
gik det ikke fuldt saa heldig, da min nye Silkekaabe i en vir-
kelig beklagelig Grad kom ilde derfra. Kan det tjene til nogen
Veiledning, vil jeg lidt nærmere skildre Situationen.

Det var i Mørkningen, velforstaaet den lidt pludselige Over-
gang fra det sidste venlige Lysskjær ovenfra til -- vor Gade-
belysning. Trods Beskaffenheden af denne og under Akkom-
pagnementet af en fra et nærliggende Tag nedbuldrende Lavine,
var jeg lykkelig og vel naaet over Øvre Slotsgade, og havde
taget Post, saa godt som det lod sig gjøre, oppe paa Kanten
af disse isglaserede Volde, der efter det voldsomme Snedrev,
vi havde i Begyndelsen af Januar, en Tid lang blokerede alle
Fortouge, og indbildte mig nu i fuldkommen Tryghed at kunne
afvente en i fuldeste Fart sig nærmende Kjører; en anden
Slæde med sin ventende Kusk holdt desuden stille et Par
Skridt foran mig.

SIDE: 391

Men istedetfor at gaa udenom denne vælger vor Kristiania-
hurtigkjører Gjennemgangen, og ritsch! et Uhyre af en Lang-
slæde driver, flængende alt hvad den kan, igjennem og for-
svinder i det dæmrende Mørke af en eller flere manglende
Lygter.

Kommen mig lidt af Skrækken maatte jeg atter prise Til-
fældet, at det gik, som det gik. Kaaben, stakkel! havde jo
rigtignok mindre Grund dertil.

For at komme tilbage til Belysningen i vor By -- atter til-
hørende dette kommunale Felt, som ikke i mindste Maade an-
gaar os Damer, men som jeg nu engang uforsigtig er gledet
ind paa, altid i den stille Forudsætning at "ingen tar mindste
Notis deraf" -- for saa at komme tilbage til Belysningen i vor
By, saa kunde vistnok ogsaa derom siges adskilligt. Det er en
Kjendsgjerning, at vi endnu kun er naaede til at oplyse ett
Gadestrøg paa nogenlunde europæisk Vis, nemlig Karl Johan,
medens Belysningen i de andre Gader mer eller mindre til-
hører "det gamle Christiania".

"Universitetsgaden" skulde man dog mene maatte gjøre en
lykkelig Undtagelse; men det er ikke saa. Paa det hele Kvar-
tal, fra Chr. Augusts Gade hen til Pilestrædet, findes bogstavelig
kun to, siger to, Lygter, disse anbragt paa Hjørnene. Saa hændte
det mig da en Aften følgende:

Jeg bevægede mig med muligst Forsigtighed hen ad Fortouget
og havde maaske naaet det Punkt af dette, hvor Lysskjæret
fra Kvartalets Hjørnelygter maatte ansees mindst virkningsfuldt,
da støder jeg voldsomt mod noget, haardt som en Mur. Mine
nye Briller, der allerværst modtog Stødet, saa jeg da atter igjen
knuste, eller rettere jeg saa dem slet ikke mere; de havde gjort
en Volte ud i Sneen, hvor de ikke var til at finde. Ved nær-
mere Tilsyn viste det sig, at der ud paa selve Fortouget var
stillet ikke en, men to Brandstiger, rene Kolosser, der vilde
optaget det med de haardeste Pander, der ikke tilstrækkelig
forud var varslet om deres Tilværelse.

Hvor meget den mangelfulde Belysning ogsaa bidrager til
den eksempelløse Usikkerhed, der raader i vore Gader, det
vil enhver kunne sige sig selv. Man tænke sig Hurtigkjørselen
støttet af den. Selv at anholde nogen, naar en Ulykke hænder,
hører for os vergeløse jo til Umulighederne. Heller ikke tør
man nogensinde paaregne, at andre mere kapable dertil, naar
de tilfældigvis bliver Vidne til den Slags "Hændelser", gjør det
mindste til, at det kan ske. Og hvad disse halv mytiske Væ-
sener der kaldes Konstabler, angaar, de egentlige Vernere om og

SIDE: 392

Opretholdere af den Sikkerhed i vore Gader, som dog enhver
tør gjøre Fordring paa, saa har vi vistnok her og der truffet
paa saadanne (gjerne iagttagende en viss rolig, stille, afventende
Holdning, forresten i Skikkelse af almindelige, uniformerede
Dødelige); men jeg maa tilstaa, jeg har aldrig hørt, at disse
Vernere om den offentlige Sikkerhed nogensinde har været ved
Haanden, naar man netop trænger til deres Hjælp og Beskyttelse.

Den 20de Februar 85.

Camilla Collett

SPILDTE BESTRÆBELSER.

Af C. C.

("Nyt Tidsskrift", Begyndelsen 1885.)

Slette, ukunstneriske Portrætter, særlig naar de knytter sig
til afdøde Personer, der selvfølgelig er ude af Stand til at paa-
vise det forfeilede, kan man trygt, naar man tænker sig den
Masse, der huses inden vore Familievægge, regne for et af
disse Nationalonder, vi endnu har at overvinde. Det maa
næsten ansees som et Held, jo mindre de ligner, jo mindre
de minder om Originalerne. Men alle lider de af noget visst
ubetvingeligt, seiglivet, der trodser Aarenes Løb og de mere
kræsne Fordringer, Tiden dog nu stiller til Billeder af Folk.
Man kan ikke blive af med dem.

Er det nu en kjær Afdød, maaske en af en større offentlig
Betydning, hvis Navn slige Billeder bærer, har man maaske
redelig forsøgt, hvad der kunde gjøres derfor. Man tror dem
nu endelig sunket ned til det Glemselens Hades, hvor de
hører hjemme. Men nei. En vakker Dag dukker de Hodet
op som Nissen af Spandet, og pip, pip, her er jeg.

Dette kan særlig siges at være Tilfældet med en viss Sort
af Henrik Wergelands Billeder, hvoraf der helt fra den salig
Wintherske Stentrykpresses Tid er levnet os et ualmindelig
uheldigt Udvalg.

Der kom en Tid, da jeg mere og mere følte det beklagelige
i, at disse Karikaturer skulde gaa over til Efterverdenen. Jeg
gjorde et Forsøg paa at redde det sidste virkelige Billede af
ham, og Forsøget lykkedes.

Henrik oplevede ikke Fotografien. Men der eksisterede en
Del Daguerrotyper af ham. De nærmeste overkommelige viste
sig imidlertid ubrugelige. Fra et Sted paa Ringerike fik jeg
saaledes efter lange Forhandlinger et Eksemplar tilsendt, hvor-
paa man kunde skimte Omridset af den høire Skulder. Et

SIDE: 393

andet, nedsendt fra Nordre Trondhjems Stift, viste dog endnu
tydelig hans Træk: de sidste forsvindende fra hans Menneske-
tilværelse her.

Kjøbenhavns dygtigste Tegnekunstner kopierede det, og deraf
blev taget et Par Hundrede Litografieksemplarer, hvoraf om-
trent Halvparten sattes ind tilsalgs, for om muligt at dække
lidt af det ikke ubetydelige Udlæg.

Hvordan det er gaaet dem der, derom er jeg ganske uvidende.
Jeg ved kun, at man uden at indhente Eierindens Tilladelse
tog og udstillede Fotografier deraf, som forhaabentlig vilde have
havt god Afgang. Jeg kan forsikre de ærede Kjøbere, at det
er det eneste af alle eksisterende Billeder, der kan siges at
ligne. [fotnotemerke] 

Desværre synes det ikke at have været den gjældende Mening.
Hvorsomhelst man har villet benytte Forbilleder, er dette min-
dre end noget andet agtet paa, og nu forkyndes det os i nogle
Avisopsatser af seneste Dato, at et af disse tidligere, det aller-
uheldigste, atter skal for en Dag.

Men beklageligt er det, at vore Billedhuggere saa lidet har
holdt sig til det eneste reddede Billede af Henrik. Det blev
hovedsagelig skaffet tilveie for at tjene Kunstneren ved Model-
leringen af hans Buste, bestemt for Studentersamfundet i 62.
Men Hr. Middelthun, hvem jeg havde overdraget Arbeidet,
fandt sig lidet beføiet til at gaa ind paa Søsterens Bøn om
dog udelukkende at benytte dette, men holdt sig til andre For-
billeder, deraf fornemmelig til en gyselig Gibsmaske, der regel-
mæssig skræmte mig derfra, naar jeg under mine Besøg i
Atelieret troede at kunne give ham et eller andet nyttigt Vink.
Da blev ogsaa Busten derefter, død og udtryksløs som Masken.

Om Standbilledet i Studenterlunden vil jeg ikke engang tale.

Alle disse Fantasiforestillinger af den afdøde Fædrelandsven
og Digter, baade de tidligere og de senere, synes at have sin
Grund i en og samme Misforstaaelse. Skulde man ikke kunne
kalde det en Smule Forvirring i Opfatningen af Personlighedens
Forhold til Aandsevnerne, der endnu hos os ikke har faaet
Tid til ret at klare sig? Ligesom man ikke ret kan tænke sig
en usedvanlig, lidt sterkere præget kvindelig Produktion uden
i en mandhaftig Amazoneskikkelse, saa maa en Digter-Person-
lighed af Wergelands Kaliber, naar ikke Anledningen netop er
der til at give ham den bekjendte martialske Holdning à la
Kosakhøvding, i det mindste have tilsvarende, det vil sige mar-
kerede Ansigtstræk.

Fotnote: Senest optaget i "Norsk Lyrik".

SIDE: 394

Det er gjennem denne Feilslutning, vore Billedhuggere stadig
har mistaget sig.

Alle Linjer i Henriks Ansigt -- Kinderne, den noget brede
Hage, selv Profilen med en Ansats til krummet Næse, var
uendelig blødt formede. Munden en fin Barnemund, med et
næsten bønligt Udtryk. (Selv paa Litografierne er denne lidt
for sterkt markeret.) De ikke meget store Øine, lidt mysende
bag Brillerne -- en fuldstændig Modsætning til Welhavens
ganske anderledes udprægede Træk, hvoraf det jo ogsaa lyk-
kedes Middelthun at skabe et Mesterverk.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg erindrer den Dag, da Henriks Buste var kommen op
fra Kjøbenhavn for at hugges af Bergslien, og jeg blev an-
modet om at komme derhen for at se den.

Samme Aften traf jeg Welhaven i et Selskab hos Sars's.
Han nærmede sig for at fortælle, at han ogsaa havde set den.
Da jeg udtalte min Sorg og Skuffelse, forsøgte han sig i nogle
af disse almindelige trøstende Talemaader, bag hvilke man dog
forstaar den sande Mening.

Hvad kan De dømme om Ligheden, sagde jeg, De har jo
aldrig set Henrik. (Set paa ham.)

Har jeg aldrig set Henrik! . . . Der laa en inderlig Vemod,
næsten Sorg i dette Svar.

Camilla Collett

ET MINDESMERKE OVER A. MUNCH!

(Anonymt i "Aftenposten" 8de Juni 1885.)

Der er gaaet en af vore Digtere bort, en af de faa, der har
holdt Kampen som saadan ud til op i en saa høi Alder; vi
kjender inden vort Land ellers ingen af hans Stand, der har
opnaaet at blive 73 Aar. Det er den forrige Aar afdøde An-
dreas Munch, der lukkede sine Øine paa dansk Grund, for
efter Ønske at begraves i det Fædreland, han elskede saa høit
og har viet sine smukkeste Sange.

Derved, at det, vi kalder et Digterlivs Zenith, ligger os
fjernere, og at hans Død faldt ind i en Tid som den nærvæ-
rende med sine nye Interesser og Synsmaader, sin alt over-
døve
[n]
de Partilarm, kan vi forstaa, at denne Begivenhed er
gaaet stillere, mindre oprystende hen, end den ellers vilde
have gjort.

SIDE: 395

Men ikke alene heri maa vi søge Grunden, men maaske
mere i Munchs hele Art som Digter; den hørte i sig selv ikke
til de sterkt oprystende, ikke til den Sort, der gjør Larm.

Der eksisterer et Billede af den belgiske Maler Stalleart,
benævnt "den sidste Gladiator-Kamp".

I en Kommentar til dette heder det, at en Munk, Amachos,
oprørt over den grusomme Kamp mellem to Gladiatorer
trængte ind paa Arenaen og ved Korsets milde besvergende
Magt skilte de kjæmpende ad, medens han selv maatte lide
Martyrdøden.

Man vil maaske kalde Lignelsen søgt, men naar den ubuden
paatrænger sig, kan den vel altid forsvare sig.

Dette Billede minder om den Stilling, M. indtog, selv Tredje-
mand paa Scenen, i hint vor Digtekunsts mindeværdigste Ti-
aar: 1830 -- 40.

Som en sand Fredens og Forsonlighedens Apostel stod han
her ligeoverfor vore to Digtergladiatorer, omgiven af hin fana-
tisk bevægede Tilskuerkreds; kun var det her de stridende,
der en for en bukkede under, medens Mægleren længe skulde
overleve dem.

Mægler kalder vi ham, uagtet han i denne Strid egentlig talt
ikke kan kaldes saa, en Strid, hvori han vistnok ogsaa havde
sin Mening, men hvori han aldrig traadte personlig op.

Andreas Munch repræsenterer et Element i vort norske
Samfundsliv, som vi, maaske uden at være os det ret bevidst,
dybest savner: Hjertets, Følelsens, et Element som man nu
engang vil stemple som det specifik kvindelige, medens Arena-
kampens Vildhed og Uforsonlighed endnu synes uindskrænket
at gjælde for den "kristne Menneskeheds" anden Halvdel. Denne
Norm for den sande Mandighed pleier vi vistnok helst at søge
i fjernere Tiders mer barbariske Tilstande; men hvad skal vi
da sige om vor Nutid, hvor Mand mod Mand, Borger mod
Borger, Nation mod Nation, værre end nogensinde staar rustet
mod hinanden?

Det er disse tvende Livsmagter, Styrkens og Mildhedens,
kald dem kun den mandlige og den kvindelige, der i Natio-
nerne indtager den skarpt sondrede, endnu ikke forsonede
Stilling til hinanden, og visselig ikke mindst i vort Norge.

Det er i saadanne Samfund, Digtere som A. Munch optræder
som Formidlerne, og maaske derfor har man fornemmelig villet
betegne ham som en Kvindernes Digter.

Men er det deres Savn og Krav og Haab, han i sine mange,
af en saa varm Følelse baarne Sange og Skildringer har givet

SIDE: 396

Ord, saa kan vi med fuldt saa megen Føie kalde ham en Digter
for Mænd; det er det rent menneskelige i sine ædleste, mere
ophøiede Rørelser, i sine Lidelser og Kampe, han har gjort sig
til Tolk for.

Og dog -- det sterkere Kjøn raader nu engang for Tiden og dens
Stemninger og dens Tilstande; derfor har Røster som Andreas
Munchs vanskeligere for at trænge igjennem, og derfor er han
heller ikke vurderet saaledes, som han tilfulde fortjente det.

Der vil komme en Tid, da man atter vil læse ham, læse
ham med det stille Velbehag, hvormed man efter de længe
uhyggelig oprørte Søer glider ind i den lune, skjærmende Bugt.

Maatte disse Betragtninger over vor bortgangne Munchs
Digterart og -værd bidrage lidt til paany at vække og styrke
Bevidstheden derom, og navnlig hos den yngre Slegt, Bevidst-
heden om, at vi alle, Unge og Gamle, er denne Mand noget
skyldig, at vi har noget at indhente.

Hans gjenlevende Hustru, der bragte hans jordiske Levninger
op til Hjemmet, har allerede tidligere skjænket hans Marmor-
buste til det norske Studentersamfund, ligesom hun staar i
Begreb med at reise ham et Monument paa Graven.

Skal vi tillade, at hun, den Fremmede, hvem vi allerede paa
en Maade skylder hans Liv fra den Dag, da hun blev den af
Skjæbnens Slag saa grusomt prøvedes Trøst og Støtte i et
langt kjærligt Samliv, skal vi lade hende alene den Forpligtelse
at reise ham et Minde?

Pladsen dertil synes at tilbyde sig selv.

Andreas Munch kan man sige har opdaget Bygdø, det gamle,
minderige Bygdø, ligesom Kammerherre Holst har skabt og
skjænket os det nye. Tidligere havde vi blot et Stykke Som-
mertilflugtssted i den gamle agtværdige spidsborgerlige Stil med
sine vel afstængte "Løkker", hvorhen man naaede ad nogle
mindre velbanede Veie, et Sted som vi kaldte "Ladegaardsøen",
og hvor vi vistnok havde faaet anbragt et ganske pent lidet
Slot, som dog ikke syntes ret at passe til Omgivelserne.

Men ligesom vor utrættelige, energiske Holst har omskabt
Ladegaardsøen til et lidet Paradis af fornem, kunstbeaandet
Skjønhed, saa kan man sige, at ogsaa Munchs Navn ufor-
gjængelig er knyttet til denne fortryllende Ø. Vi formaar ikke
bedre at udhæve dette end ved at opfriske i Erindringen lidt
af, hvad der faldt i Tale og Sang ved hans Digterjubilæum,
der i Sommeren 1880 saa smukt og festlig blev feiret, netop
denne hans kjære Ø.

SIDE: 397

Vi hidsætter af Dietrichsons Tale ved Anledningen følgende:

. . . "Ja i disse Lunde skal hans Fest feires; thi om nogen
"kan kaldes det skjønne Bygdøs udkaarede Sanger, og om
"nogen kan kaldes Barn af vor norske Sommers korte, ve-
"modige Herlighed, saa er det Andreas Munch. Over disse
"Strande har han kastet Romantikkens duftende Blomsterflor,
"i Bygdøs Sommerskjønhed, som han har besunget, være han
"nu hilset og takket af sine Landsmænd.

". . . Vor unge Digtekunst har nu sin Sommer; den blomstrer
"og fredes, og med Rette glædes vi derved. Men vil vi se dets
"Tempels Tinder stige i denne Sommer, lad os da erindre at
"takke de Mænd, der lagde Templets Grundvold, lad Sommeren
"ikke glemme, at den er Vaarens Barn; det bør os, som en af
"vore ædleste Digtere har sagt, at "kalde Anemonerne for Aarets
"Pryd, skjønt vi ved, at Roserne vil komme." [fotnotemerke] 

"Og en saadan Aarets Pryd i Norges Digtervaarbrudd var
"Andreas Munchs Digtning. Her er ikke Stedet til en kritisk
"Vurdering, end mindre til en tom Panegyrik, men det tør og
"skal siges, at A. Munchs Digtning havde Vaarfloraens deiligste
"Egenskaber: dens bly Ynde, dens friske vaarlige Duft.

"Kan Norge glemme, at det var ham, som midt i Vrimlen
"af de hastemte Toner først skjænkede os en Fædrelandssang,
"der var sungen af Hjertet, og derfor anderledes end alle andre
"tidligere gik til Hjertet? Er der nogen i denne Kreds, hvis
"Hjerte ikke har bævet ved Ord som disse:

"Du vil savne den Jord, hvor din Moder har grædt,
"Hvor som Barn du i Skovene sang.
"I det Land, hvor din Fader til Jorden er stedt,
"Vil du længes at hvile engang."

 
"Er der nogen i denne Kreds, der ikke har jublet i sit in-
"derste, naar Billed, Toner og Ord strømmede sammen til en
"eneste stor Fest: "Brudefærden i Hardanger"? . . . Hvem har
"ikke været løftet af den sorgfuld skjønne Tanke:

"Det er bedre at have elsket og tabt,
"End aldrig at have elsket en Gang! [fotnotemerke] 

Fotnote: Henrik Wergeland: "Paa Sygeleiet".

Fotnote: Vi kan forstaa, at Taleren ved en Anledning som denne har undgaaet
at nævne hans "Sorg og Trøst", dette i vor Literatur enestaaende Digt, en
Sangens og Kjærlighedens Høisang, der underlig maa have kastet sine
Funker ind i mangt et Egteskabs Iskulde.

SIDE: 398

"Jeg kunde længe blive ved, vilde jeg drysse over eder hele
"den Rigdom af vemodsfuld Skjønhed, han har bredt over vort
"Folk. Nu vil vi takke ham for det alt, altsammen, nu skal
"han vide, at han er elsket og erindret i sin Sang, om end
"Livet har ført ham selv bort fra os, og om end nye Tider
"har skabt nye, fremmede Interesser, som ikke er hans -- 
"vide det just af os, den nye Tids Arbeidere."

Saavidt Dietrichson. Og vi vil lægge til: Nu vil vi takke
ham for alt, altsammen, om end Døden har ført ham bort for
os, og om end nye Tider har skabt nye, fremmede Interesser,
der ikke var hans . . . hvad han var, vil vi derfor trofast mindes.

Hvad han var, vil vi derfor trofast mindes, og værdigst gjør
en Nation dette, naar den reiser sine Digtere et synligt Tegn
derpaa.

For Andreas Munch tænker vi os et saadant, helst i Form
af et Buste-Monument, der smukkest vilde finde sin Plads paa
hans kjære Ø.

Skulde Tiden endnu ikke være kommen dertil?

Vore Partistridigheder, der nu længe saa sørgelig har optaget
og splittet Gemytterne, der ogsaa kastede en Skygning ind i
vor gamle Digters sidste Leveaar, maa dog, som andet Byge-
veir, engang drive over. Trangen til at udhvile i ædlere, mil-
dere Indtryk vil da dobbelt melde sig. Enhver i vort Land,
der har Sans for Kunst og Poesi, disse sande Livsfornyelsens
Kilder i en Nation, vil da, til hvilket Parti han eller hun end
hører, besinde sig paa, hvad ogsaa A. Munch har været os,
og spore Ønsket om synlig at lægge det for Dagen som en
kjær Forpligtelse.

Maatte denne Tid ligge nær! Som et Fredens, Forsoningens
Tegn i al vor Splid, vil vi hilse det.

Camilla Collett

VOR STORE LILLE BY.

C. C.

("Aftenposten" 6te Oktbr. 1885.)

Det synes mer og mer at skulle blive en ubestemmelig Frem-
tidens Sag at erkjende paa hvilken beklagelig Maade vort Kri-
stiania er bygget. Endnu synes det som om kun Fremmede
eller egne Tilreisende, som kommer udenfra, har faaet en
Smule Øie derfor, og hos hvem det første forvirrede Indtryk

SIDE: 399

da mer eller mindre vil samle sig til Bevidstheden om noget
grundforfeilet, uopretteligt. Overalt, hvor vi ser hen, savner
vi denne sammensluttende Enhed -- Storbyers første Sær-
kjende -- en Enhed, der midt i den rigeste Afveksling dog
kan overholdes og virke harmonisk. Her er alt uensartet,
splittet; enhver synes at være ledet af en bestemt Tilbøielighed
til at bygge sit Hus, saa at det mindst muligt ligner Naboens.
Et Par Nabohuse har tilfældigvis faaet en saadan forræderisk
Lighed med hinanden, at man kunde tage dem for ett; Vindus-
rækkerne i statelig Buestil bidrager sit dertil. En ny Eier
drager ind i et af dem, og -- jeg vil min Tro "se ind af mine
egne Vinduer" -- Buerne mures til og giver Plads for den
almindelige platte Vindusform. Vi har Eksempler ved Haanden.

Det er denne snævre Partikuliaritetsaand, der uhindret har
faaet raade inden vor Hovedstad, som til evige Tider vil
stemple den til en By af provinsielt Tilsnit, provinsiel Rang.
En eller anden Ildebrand kan saa gribe ind og i det mindste
stykkevis rette lidt derpaa. I Sandhed, vi nødes til at er-
kjende, at vi skylder denne ubudne Regulator, der af og til
har hjemsøgt os, de enkelte nogenlunde helstøbte Partier, vor
By har at opvise.

Og denne beklagelige Hang til det smaalige snirklede, ud-
stykkede, gjør sig ikke alene gjældende i vor Bygningsmaade;
man kan paavise dens Spor i alle vore offentlige Anlæg.

Naar man fra Slottets Vinduer mod Vest skuer ud over
Parken, vil man kunne se noget glitre dernede mellem Træerne,
noget, der kunde bringe Tanken hen paa et Speil, der er slaaet
i Knas udover et teppelagt Gulv.

Gaar man ned til Stedet, vil man finde et Kompleks af 2 -- 
3 Damme, indrammede i alle mulige og umulige Bugtninger og
Slyngninger. Af Frygt for at Indtrykket dog let kunde blive
for storartet, har man anbragt en liden Øklat i hver af disse
Damme. Det er overflødigt at bemerke, at Vandet allerede
har antaget dette trube, moradsagtige, som ligger til alle ind-
snævrede Vandleier, og det hele vil, naar Træerne vokser til,
ganske forsvinde i Skyggen. En Flok Ænder finder sig imid-
lertid inderlig vel der; her er alt, hvad de kan ønske og be-
gjære, medens en Svanefamilie, mindre tilpas, synes stille at
længes efter en mere standsmæssig Leilighed.

Paa en af disse Øer har man anbragt et Andehus, medens
der paa den anden hæver sig noget ubestemmeligt noget i lys
Stenfarve, som man ved nærmere Betragtning kunde fristes til
at tage for et Springvand, hvis det var muligt at forene Fore-

SIDE: 400

stillingen om en Prydelse foran et Slot -- vor eneste Konge-
borg -- med et Snurrepiberi som dette.

Skulde det aldrig være faldt den ærede Slotsbestyrelse, eller
hvad man nu skal kalde de her raadende, ind, hvilket ganske
andet Indtryk det havde frembragt, om man havde slaaet alle
disse Smaaparceller sammen til et Parti -- Sø -- Kanal, eller hvad
man nemmest kunde faaet ud af det -- kort, noget i Lighed
med, hvad man støder i alle nævneværdige udenlandske Par-
ker og Stadsomgivelser? München kan saaledes opvise en ved
Kunst frembragt ganske anselig bred Elv med Vandfald, der
strækker sig flere Mil gjennem den deilige Königspark.

Skulde det forfeilede ikke kunne rettes paa? Os synes det
at være en Nationalsag at faa dette Parti af vor smukke Slots-
park forandret til noget, som Fremmede ikke fristes til at le
af, og vi faar lidt mindre Grund til at græde over.

Camilla Collett

FRA EN HUSMODER.

(Anonymt i "Aftenposten" 24de Oktober 1885.)

Jeg er vistnok ikke af dem, der blander sig i uvedkommende
Sager, allermindst i saadanne, som omhandles i Aviserne, der
nu engang er Mændenes Gebet; men det hænder dog, at der
kommer Ting frem deri, som, om de ikke direkte angaar os
Fruentimmer, vi nok kunde have vor Mening om.

Der er saaledes til Eksempel i den senere Tid skrevet meget
om Teatret og det beklagelige i, at det har saa lidt Søgning,
og man har derfor søgt flere Grunde, blandt andet at Forvalt-
ningen ikke har været saa god som ønskeligt kunde være.

Jeg er norsk Husmoder og skal naturligvis ikke indlade mig
paa at drøfte disse Grunde; men jeg vil tillade mig at angive
en Grund, som de ærede Herrer Indsendere kanske ikke har
tænkt paa. Det er den uheldige Anordning af vor Spisetid,
som vi endnu ikke har Faaet rettet paa, uagtet vi bestræber os
i saa mange andre Ting at følge udenlandsk Skik.

Hvad har nu det med Teatret at gjøre? vil man spørge.
Ja, det var netop det, jeg vilde forklare.

Selv har jeg aldrig været i Udlandet; men jeg har i yngre
Dage havt en Kusine paa Fædreneside og senere tvende Søster-
døtre, som har opholdt sig et Aars Tid i Paris. Først Hanna,
der var der længst, saa Rikke og Anastasia. Alle led de af Kar-
dialgi, en Sygdom, som gamle Doktor C. forsikrede, at mindst
2/3 af vor Ungdom lider af. Desværre har ogsaa jeg, skjønt

SIDE: 401

hjemmefødt paa Landet, hvor der dog skulde være sundere,
ogsaa som ung havt en Snev af denne Sygdom. Det er saa
underligt med den; man spiser sine Maaltider med briliant
Appetit, men saa bagefter kommer det med denne Sviden i
Brystet og en Trang til at sætte sig hen og græde; man blir
saa underlig melankolsk. Men dengang forstod man sig lidet
paa den, medens det nu har vist sig, at et Ophold i Udlandet
oftere har bragt Bedring. Som sagt, Rikke og Anastasia var
det, som sidst prøvede denne Kur. Det var vel en Begeistring
over Paris i deres Breve! Især kunde de ikke nok berømme
dets Café au lait, de prægtige Grønsager -- saadanne Asparges!
Og jeg, som havde gjort mig rigtig til af min Kaffe, og nu
skulde 1/4 Kaffeekstrakt, opspædet med 3/4 kogt Melk være
saa meget fortræffeligere! Nei det fik de mig ikke til at tro.
Det første, deres Læge havde spurgt dem om, var ogsaa om
Diæten. Om de spiste Fløde? . . . Fløde? ja, det skulde vi
mene; de maatte ikke være norske ellers. Fløde paa Kaffe-
og Tebordet, Fløde til alle Stuvninger, alle Havens Bærsorter,
vore Flødebunker ikke at nævne. Se det var netop det gale.
I de rigtige Flødelande ser man ikke Fløde; det gaar altsammen
i Smørkjernen. Hvordan Retter det kan blive, forstaar jeg
forresten ikke. Men det er nu især Spisetiden, som var saa
forskjellig fra vor og som skulde være saa meget sundere; ja
det vil jeg gaa ind paa. En let Te om Morgenen, som de
Fremmede gjerne nyder paa Sengen. Saa kommer Dagens to
Hovedmaaltider, en kraftig, tildels varm Frokost med Kaffe
eller Chokolade Kl. 12, og saa Middag Kl. 6 præcis. Og der-
med afsluttes Dagens Møie og Besvær baade for Forretnings-
manden og Arbeideren, baade for Husmoderen og for Tjenerne.
Aftenen tilhører da Familielivet eller Adspredelser udenfor, som
man har Raad eller Trang til.

Men lad nu Grunden saa være, hvilken den vil, friske blev
vore unge Reisende ved denne nye Leveskik. Det var merk-
værdigt, hvor de kom sig alle tre, indtil de var vel hjemme
igjen; da gik det desværre lidt nedad. Jeg tilstaar, at jeg ver-
gede mig i det længste mod at gaa ind paa den udenlandske
Vis at ordne Dagen paa. Men jeg tror, den vilde i mange Hen-
seender være heldig. Jeg kan føle det paa mig selv, som har
stort Hus at sørge for; man bliver saa underlig slap og træt,
naar Dagens Møie udhales saa længe, og der ikke levnes for
nogen en Smule Tid til Hvile og Forfriskning. Og især for
Ungdommens Skyld kunde det nok være værd at faa en
anden Orden paa Dagen, da det er tydeligt, at den ikke trives

SIDE: 402

derved, og det dog blir for kostbart at sende den til Udlandet.
Jeg forsøgte ogsaa lidt herpaa; men derom vilde nu min Mand
ikke høre noget.

"Frokost Kl. 12 og Middag Kl. 6! Hvad er det for noget
Galskab," sagde han igaar, vi talte lidt derom . . . "og hvordan
skulde vi saa skjøtte vore Forretninger, naar vi skal gaa og
drive hele Aftenen . . .?"

"Ja men Svendsen min, naar alle andre store Lande har indrettet
det saa, og di har da ogsaa et Forretningsliv, skulde jeg mene.
Jeg har hørt Folk, der har havt Anledning til at prøve begge
Maader, sige, at de arbeider mere og dygtigere end vi herhjemme
med vor lange Arbeidstid . . . Rikke og Anastasia fortæller, at . . ."

"Aa du med din Rikke og Anastasia! Hvad skjønner de sig
paa det . . .!" og dermed slutter gjerne mine Forsøg paa at faa
Svendsen stemt derfor, og det bliver ved den gamle Orden,
som vi har kjendt den fra Bedstefars Tid. Vi begynder med
et tungt Maaltid og slutter den senaftens med et endnu sværere.
Hvad der ligger imellem, er da Middagen, Kl. 1 -- 2, ofte tar-
velig nok at gaa saa længe paa.

Kommer saa Teatertiden. Hvem kan tænke paa at gaa i
Teatret! Svendsen kommer hjem henved 8, undertiden senere,
fra sit Kontor, inderlig træt, som enhver kan tænke sig, kaster
sig i Sofaen og griber til Bladene. Kommer der saa nogen,
som vi altid kan gjøre Regning paa -- gamle Onkel Bernt
hører til de faste -- , saa gaar det løs paa en Diskut og Disput
saa hidsig og høirøstet, at det kan høres paa langt Hold. Aldrig
tales der om andet, end hvad disse fatale Blade har at berette
den Dag. Hører jeg andet, saa lang som Aftenen er, end om
Høiremøder og Venstremøder, om ynkelige Fiaskoer i det ene
Blad, hvad der kaldes "glimrende Udfald" i det andet, saa vil
jeg aldrig være ærlig. Staar der i en af dem, at "Festen
begunstigedes af det heldigste Veir", saa kan man være tem-
melig viss paa, at det øsregner i det andet.

Naar Punchen kommer, kan Stemningen mildnes lidt. Der
tales da vakkert om en større Tolerance, om den Uforsonlig-
hed, der saa sørgelig adskiller Partierne. Men altid om det
samme. Det kan ikke nytte, om jeg vilde forsøge at bringe Sam-
talen ind i en anden Retning. Nu, Svendsen, sa' jeg en Dag,
nu kan jeg glæde dig med, at den Sort Tobak, du har talt saa
om, er at faa. Virkelig! hvor staar det? Her i "Dagbladet",
hos Kjøbmand Ousen.

I "Dagbladet"! og hos Ousen! Tak skal du ha'! Du ved,
jeg kjøber ikke for et Øre hos Ousen eller nogen af hans

SIDE: 403

Kompagni! . . . Men snilde Svendsen min! . . . Ikke for et Øre!
 -- og Svendsen savner den Dag idag sin Yndlingstobak! Lige-
dan er det gaaet med en anden Sag, som der tales saa meget
om nu, med Kvindesagen. Svendsen var ordentlig en Slags
Velynder af den før, ingen, tør jeg nok sige, holdt saadanne
"Taler til Damernes Pris" som han; de er bekjendte. Men nu
er han bleven saa lynende gal paa den, siden Venstre begyndte
at tage sig af Sagen, at han ikke taaler at høre den nævne.
Det samme er det med Kristian, kun omvendt. Han kunde
være slem nok til at spotte den før, men nu, siden Berner
har faaet istand noget som en Kvindeforening, nu skulde man
høre! Glad maa jeg næsten være, naar han ikke er hjemme
om Aftenen; ellers kommer det til Kjævleri og Disput, og det
er ikke tækkeligt at høre mellem Far og Søn.

Se, det er nu den Familiehygge, vi har, og jeg tror sandelig
ikke, at den er bedre i mange andre Huse her i Byen. Og
spør jeg endnu engang, hvor skulde vi tænke paa at søge
Teatret eller anden Oplivelse udenfor? Svendsen har altid
ærgret sig over noget og har ingen Lyst, og jeg har nok med
at skaffe til Aftensbordet, skal det tilfredsstille Folk, som har
spist Kl. 2. Og jeg har dog i tidligere Dage sværmet for Te-
atret, og endnu kan det gaa i mig, naar der gives noget aparte.
Hænder det saa en sjelden Gang, naar der averteres et af mine
Yndlingsstykker, at jeg tænker: nu vil jeg gaa iaften, saa kan
jeg være saa viss paa, at der kommer noget i Veien. Enten
melder Tante Lene med sine to Døtre sig ind fra Løkken,
eller ogsaa er det den Dag, Svendsen har sit Vihstparti. Det
er saa sikkert, saa sikkert som at "Morgenbladets Hamburger-
korrespondent begynder Linjen med Fondsbørsen", som Kri-
stian pleier at sige, naar han ingen anden Vittighed har ved
Haanden.

Saa er det da Julle, som faar gaa, naar der er nogen Mulig-
hed til det, og her mangler vist ikke Lysten, derover skal der
ikke klages. Klokken saa ved 11 kommer Julle hjem og sætter
sig til det ventende Aftensbord, hvor jeg da har stræbt at be-
vare nogle Rester af Skinken, Oksestegen, Sildesalaten og hvad
der nu kan falde sig. Kanske dertil en liden halv Bajer, hvis
Teen er bleven kold. Med hvilken Appetit hun giver sig ifærd
dermed, overlader jeg til enhver at betænke, som vil gjøre sig
den Uleilighed at udregne, hvor mange Timer der er hengaaet
siden Middagen.

Desværre begynder stakkels Julle ogsaa at spore Tegn til
den slemme Kardialgi.

Camilla Collett

SIDE: 404

BREV TIL DIGTEREN IBSEN.

Af C. C.

("Nyt Tidsskrift" Novbr. 1885.)

Hvad siger De nu, Ibsen, hvad siger De til den store Be-
givenhed, der merkede Deres sidste Besøg herhjemme? Den
kom som et pludselig Stormrusk, oprystende, vækkende -- 
dybere, mere følgesvanger end vi alle tænkte. Mig, jeg tilstaar
det, har den glædet. Det har været en sand Forfriskelse at
følge den hele Procedure, Bekjendelser og Forklaringer fra "de
Fornærmedes" Side, der i blotstillende Udførlighed intet efter-
lader at ønske af, hvad der kan kompromittere deres egen
Stilling i den.

Endelig! sagde jeg. Endelig er der gaaet en ordentlig Revne
i det Frasehylster, hvormed alt skal dækkes her i vor By.
Mer og mer vil det nu briste og vise os den hule Grund.
Men der maatte en Ibsen til at give Stødet. Vi begynder at
faa lidt Luft i den Kvalmhed, hvori vor berømmelige Hoved-
stad uforstyrret har indlullet sig helt fra Bernt Ankers Tid
 -- den største Frasemager, vi har eiet -- Selvindbildningens
Kvalmhed, at den er Intelligensens, Smagens, Kunstens og Poe-
siens Vugge og Moderhjem i vort Land.

Det sidste, Kunstneres og Poeters beskyttende og opmun-
trende Moderhjem, er den nu mindst af alt. Der gives i vort
hele Land neppe en mere filistrøs og, særlig naar det gjælder
en Forstaaelse af hine mer meteorlignende Fremtoninger paa
vor Samfundshimmel, en mere ubehjælpelig konfus By end
Kristiania. Men ulykkeligvis har den æstetiske Høiesteret og-
saa sit Sæde der, og dette vort hjemlige "Vehmgericht" har
ogsaa ufortrødent arbeidet paa at nedkue alt, hvad der løftede
sig en Smule op over dets egen Horisont. Heldigvis lykkes
det ikke altid. Meteoret kan pludselig præsentere sig som
Stjerne, en Opdagelse, som vi allersjeldnest selv har Æren
for.

Det er eget nok, mon man skulde sige, at denne antipatiske
Atmosfære, dette Kansel- og Katedervældets kolde Tryk, der
ruger over denne vor akershusiske Metropol, virker selv paa de
Ufødte? Næsten ingen af vore Digtere er født i Kristiania,
og de, som Nødvendigheden drager dig -- desværre er det
her, de er tvungne til at søge den første Dressur til deres
senere Livskald -- , vil alle som en have følt en stigende Trang
til at forlade det igjen for at finde et mildere Paulun ude
blandt Fremmede. Der er næsten ikke en af dem bosat her.

SIDE: 405

. . . "Digter! er det ikke andet, du duer til? . . . Se heller
at faa dig en Skolelærerbestilling etsteds . . . der skal være en
ledig i Svelvig eller paa Kongsberg . . . Digter! . . . af den Slags
Fantaster har vi nok."

"Hvad heder du?" -- Henrik Arnold.

"Ah, er det dig? . . . Har du noget Betyg udenfra?"

"Udenfra! . . . jeg? . . . nei, det er aldrig faldt mig ind at
skrive for andre end mit eget Folk . . ."

"Ja, men dit Folk forstaar dig ikke. Du er en forskruet
Fantast, en Himmelstormer, en Urostifter -- en umulig med
et Ord . . . Ned med ham!"

Og de slog ham ned. Der skulde virkelig Kraft til, men de
fik ham ganske ordentlig ned.

Et Par Aar gaar hen.

"Gud, jeg har tat Feil!" siger pludselig Kristiania. "Han er
en stor Digter. Det er nylig opdaget. Hartvig Lassen, ja selv
en dansk, H. Schwanenflügel, har edelig bevidnet det . . . Reis
ham en Statue midt i min By, jo høiere, jo bedre! . . ."

Og de reiste ham Statuen, og der var stor Hyldning og Fest.

"Hvad heder du?" . . . Johan Sebastian.

"Ah, det er dig! . . . hans Fiende, hans værste
Modstander.
Det skal du faa undgjælde, at vi tog Feil af ham og slog ham
ned. Vi skal sky dine Forelæsninger, et Skjældsord skal hilse
dig, naar du træder op, skrevet paa din Pult . . . Du er ikke
mere vor Bys forkjælede enfant terrible, Damernes Skræk og
Beundring; Lykken har vendt dig Ryggen, du er kun en
unyttig Versemager, en gammel, bøiet, bitter Mand . . . synk
hen i din Forladthed!" [fotnotemerke] 

Der er gaaet nogle Aar.

"Har du hørt, at den 29de er det Johan Sebastians Jubi-
læumsdag?" . . . "Nei virkelig? . . . Død og Pine! der maa
gjøres noget. Naar det kommer til Stykket var han dog en af
vore Størrelser . . . Lad os se at faa noget istand."

Fakkeltog og Hyldning.

"Og du, du har ogsaa git dig af med at skriblisere og det
længe nok . . . Betyget udenfra vilde maaske lidet nytte dig,
men har du vundet dig et ordentligt Publikums Sympati og
Anerkjendelse og ikke blot nogle Fantasters, er du som andre
dine skrivende Søstre trængt ind i Kjernen af dit Folk? . . .
Kan vore Prestemænd, kan en agtværdig Skolelærer eller Land-

Fotnote: De har vist hørt, at nogen af "Atenes Sønner" havde skrevet et: Æsel!
paa Pulten, hvortil Welhaven med sin sedvanlige Slagfærdighed føiede et
-driver til, før han steg ned.

SIDE: 406

handler med Tryghed og Glæde lægge dine Bøger paa sine
unge Døtres Jule- eller Konfirmationsbord? . . . Svar os herpaa!"

Ak nei, desværre, jeg har vist ikke voldt mange af dem saa-
dan Glæde!

"Nei, fordi dine Bøger ikke er skrevet i den rette ydmyge
Aand, de er mere skikket til at saa Ufred og Misfornøielse.
Dog, vi er en ridderlig Nation . . . vi vil tage Hensyn til dit
Kjøn, din Udmerkelse skal hede Udpegelse, en aandelig Død,
stille og tyst, som det sømmer sig en Kvinde . . ."

Mange Aar er gaaet hen, og den stille Død er lykkelig til-
endebragt . . .

Atter en! "Hvad heder du?" . . . Henrik I. "Har du Be-
tyget?" . . . Hvilket Betyg? . . . "Nu Betyget, Attesten uden-
fra . . ."

"Nei, jeg har intet Betyg udenfra. Men jeg har skrevet Ca-
tilina, Hærmændene paa Helgeland og Fru Inger til Østraat . . .

"Aa visvas med dine "Hærmænd paa Helgeland" og din
"Fru Inger til Østraat" . . . En af vore Brødogvandkure vil
være dig tjenligst, dertil hver Dag en ordentlig Dusch af Ær-
grelser og Smaabekymringer, indtil de grimstadske Digtergriller
er forgaaet dig . . ."

Ti Aar er gaaet hen.

"Gud, vi har tat Feil . . . Han er en stor Digter . . . Fra alle
Europas Hjørner -- selv fra Kjøbenhavn -- forlyder det . . . Hans
"Hærmændene paa Helgeland" og hans "Fru Inger" er Mester-
verker. Ja selv "Et Dukkehjem", som -- vi tilstaar det ærlig -- 
syntes os selvskreven til Parodien, et rent Fund for vort Sam-
fundsteater, selv "Et Dukkehjem" skal være et Storverk, der
spilles paa de første Scener . . . Velkommen hjem, o store
Ibsen! "Atenes Sønner" hilser dig i din By! . . . Modtag vor
Hyldning!"

Men vor Digter havde endnu sine første Indvielsesaar i
denne sin By i levende Erindring. Han sagde lidt perplex: Tak!
jeg fraber mig Hyldningen! og skyndte sig afgaarde, forbehol-
dende sig en mere passende Anledning til en nærmere For-
klaring, en Høflighed, der blev meget ilde optaget, da man
vilde havt Forklaringen straks.

Jeg gad vist, hvordan den da var bleven optaget!
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Der har De, høitærede Digter, en svag Antydning af mine
Indtryk af Christianialivet og den Aand, der raader her. Der er

SIDE: 407

i det mindste levnet mig god Tid dertil. Jeg kan sige, at jeg
lige fra min Ungdoms Prøvelsestid, gjennem Enke- og For-
fatterstandens lange Skjærsild, ikke har havt nogensomhelst
Anledning til at skifte Mening derom.

Tigerstaden har nogen -- mon ikke Bjørnson? -- kaldt
denne By.

Men hvad er der da ved den, at den paa alle poetisk og
kunstnerisk anlagte Gemytter øver saadan nedkuende Virkning,
som de siden, og da kun, naar det selvvalgte Exil byder dem
særlig gunstige Vilkaar, formaar at ryste af sig? . . . Hvad er
det ved den, som gjør, at nogen kan falde paa at kalde
den saa?

Jeg skal forsøge at besvare det, som det stiller sig for mig.

Det er, at vi lever og færdes paa en usynlig Fallit, at et
Livsstof er gaaet op, et Element, som er saadanne Naturers
 -- jeg vil kalde det Digternes og -- Kvindernes uundværligste:
Følelsens Element. Hvor kan det være! Jeg har truffet Lands-
mænd ude -- vel oplagte til alt, velvillig, ja hjertelig stemte -- 
jeg har mødt de samme, naar de har faaet Tid til at kristiania-
sere sig lidt: ganske andre Mennesker! Jeg har aldrig kjendt
et Sted, hvor den personlige Medfølelse er saa sørgelig af-
stumpet som her. Denne liden Deltagelse indbyrdes, denne
Kulde i Familierne! . . . dette Hang til at veie ethvert Individs
Værd efter nogle tilfældige ydre Fordele! Det er en trist Til-
staaelse at maatte gjøre, at denne Stillingens Guldkalvdyrkelse
træder sterkest frem i mit eget Kjøn -- Afhængighedens og
den aandelige Betydningsløsheds letforklarlige Udslag. En an-
set ydre Stilling! En Mand med en lidt klingende Titel, et
solid, presentabelt Hus, en sikker Plads i Teatret og paa vore
notablere Koncerter, et Par Gange om Aaret sit Navn paa en
Basarindbydelse i et smukt veldædigt Øiemed -- dette er,
hvad der danner Høidepunktet af kvindelig Anseelse, Eneste-
betydningens Maal og Stræben.

Og denne Stillingsdyrkelse, denne Brammen med noget i 
[sig]

selv betydningsløst skulde være mere fremtrædende her i vor
By, Centret for vort aandelige Liv, vor Kultur?

Maaske netop derfor. Kristiania er Mændenes By. Om
Deres metafor, Ibsen, at en Pebersvendaand regjerer vort
Samfund, udtrykkelig er myntet paa denne vor Stad, vover
jeg ikke at afgjøre. Men ett er visst, at Forvaltningen af alle
disse Forgreninger af vort Lands Kulturopgaver og -interesser
er samlet her og udelukkende lagt i Mændenes Hænder, det
vil da, i vore Dage, omtrent sige: i Magtkonkurrancens og

SIDE: 408

Splidens. Og nu vore Kvinder, stillet som de er, uvirksom,
udeltagende mellem et overdøvende Partibulder paa den ene
Side, paa den anden et teologisk-zelotisk Tryk, der vist her i
Skandinavien kan kaldes enestaaende, af hvis mørke Kuelses-
trang, naar den en Gang imellem rigtig giver sig Ord, der for
mig kun klinger et: bare stille! stille! Barn! hold jer pent
udenfor, at eders Herrer "Gudnærmester" kan faa Ro til at
 -- slaas.

Det er disse Magter, Partistridsbulderet med sit Magtbegjær
og Stillingsdyrkelsen med sin lille Ærgjerrighed, sin Egoisme,
sin Festivitetssyge, det er disse tvende Hovedmagter -- Følel-
seslivets værste Fiender -- , der for Tiden synes at regjere vor
By. Følelsen for det nærmeste, for Individet, for det dybere
menneskelige -- digteriske Naturers uundværligste Element -- gaar
deri umerkelig tilgrunde. Man skulde kunne sige, at den Smule
Hjertevarme, vi endnu har i Behold, og som det dog skulde
være os Kvinders smukke Vestaopgave at verne om og ved-
ligeholde, ogsaa som alt andet er spruttet op i de obligat-
officielle Festtilstelningers Frasefyrverkeri for saa, naar Basar-
raketterne er knaldet af og Festosen fordunstet, at lade os føle
det dobbelt slukt og tomt bagefter.

Farvel Ibsen! og Tak for Deres Protest. Havde jeg ikke
sat Dem høit før, vilde jeg gjøre det nu.

Camilla Collett

TIL BESTYRELSEN AF DEN FRISINDEDE STUDENTER-
FORENING I CHRISTIANIA.

("Aftenposten" 31te Decbr. 1885.)

Jeg har en Tak at bringe for den viste Udmerkelse, at tælle
mig som Æresmedlem af Deres nystiftede Forening, og det ved
Siden af vore store Digtere. Uvant, som jeg er, til at nævnes
i Række med dem, er Æren dobbelt.

At jeg med Interesse har fulgt Bruddet med det gamle, at
mine varmeste Ønsker følger den nye Forening, det vil en-
hver let forstaa, der kjender mit "Brev til Ibsen". (Se "Nyt
Tidsskrift" for Novbr.)

At jeg, for at kunne bevare denne Interesse lige frisk og
varm, stille maa holde paa mine Betingelser, vil ligesaa uaf-
viselig udgaa af alt, hvad der fra min Haand foreligger Offent-
ligheden.

Strengt taget bekjender jeg mig ikke til noget politisk Parti;
af den Grund turde jeg neppe tilegne mig den Udmerkelse,

SIDE: 409

det frisindede Studenterforbund har vist mig. Spørger man
mig, om jeg er "rød" eller "hvid", kan jeg ligesaa godt svare:
Chamois -- det er ogsaa en vakker Farve. Jeg optager bil-
ligende eller misbilligende, uden Hensyn til Partistandpunktet,
hvad der synes mig at fortjene det -- har blot efter Evne søgt
at fordre et Element i vor stridbar gjærende Tid, der mest og
saa beklageligen savnes: Billigheden, Upartiskheden, Humani-
teten; jeg har villet paavise, hvori Savnet, efter mit Skjøn,
dybest har sin Grund. Har noget i min Produktion lignet en
politisk Bekjendelse, saa bunder den dog paa det samme uryg-
gelige Grundsyn, hvorpaa denne Produktion er bygget: mit
"Høire" og "Venstre" heder Mand og Kvinde.

Et andet Syn paa, en anden Plads for, en anden, en saadan
Agtelse for denne sidste, er det, som efter min Politik, maa
besjæle vor mandlige Ungdom, skal den i ret Forstand kaldes
"Tidens Bærere" -- derunder forstaaet dens Løftere til noget
høiere og bedre.

Kvinden agtes ikke ved at minde om hendes Tilværelse i
nogle banale Skaaltaler, agtes ikke ved, at vore første Dig-
teres Bestræbelser i hendes Sag -- den alvorstungeste. Tiden
maaske har oppe -- gjøres til Gjenstand for Grin og Løier paa
et Studenterteater, for maaske Ugen efter paa denne samme
Scene at paradere som Baldame; vore Digtere hædres ikke
ved paa denne Maade at drages ned, for saa, naar Leilighed
gives, 
[at]
 beredes en eklatant Hyldningsfest.

Til den vordende Ungdom knytter vi andre Forhaabninger.

Mine varmeste Ønsker følger den nye Studenterforening.

Kjøbenhavn, 28de December 1885.

Camilla Collett,
født Wergeland.

Camilla Collett

TIL FRU W. M. FRA C. C.

("Nylænde" 15de Decbr. 1889.)

"En stakkels Rankevekst" skulde du være -
Der hjælpeløst slynger
Sig til og klynger
Sig til, hvad bedst du kan støtte og bære? . . .
Nu vel! Men Ranken den gror og gror,
Med ett har den vokset sig sterk og stor.
Over Revner og Brøst, over Mure og Vægge
En Skjønhedens festligste Skrud vil den lægge . . .

SIDE: 410

Saa ynder vi Huset, i Sandhed beror
Paa Rankens Vekst det mer end man tror . . .
Og kommer saa Høsten med herjende Magt
Og melder dens Hverv som Ranke fuldbragt,
Den bøies dog ikke. Er end hvert Blad
Af Savnets mildnende Taaredug vædet,
Den vidne vilde, freidig og glad,
Mindet er rigt, jeg har levet og glædet! . . .
Og derfor med Tak vi mindes vil nu,
En saadan Vekst, Wilhelmine, var du.

Camilla Collett

BREV TIL FRU LAURA KIELER.

("Tilskueren" 23de Mars 1886, "Aftenposten" 19de Septbr.)

Kjøbenhavn, Februar 1886.

Hvad vil De vide af mig? Noget, der kunde klare Dem
en Personlighedens Forhold til min Produktion, hvilken første
De unegtelig har havt mindre Anledning til at lære at kjende
 -- vor Alder er jo saa forskjellig! -- end denne sidste.

Jeg tilstaar oprigtig, at det koster mig Overvindelse at opfylde
Deres Ønske. Hvad der foreligger af den Slags Bekjendelser,
var ikke bestemt til at komme for Lyset i min Levetid. Kunde
det imidlertid tjene til lidt Opklarelse af denne evige Misfor-
staaelse af, eller rettere dristige Tilbageslutning fra en maaske
lidt uvant Art af kvindelig Produktion til Producenten selv, en
Opklarelse, som De, kjære Fru Kieler, jo velvillig vil række
en Haand, saa vil jeg ikke vægre mig ved at yde, hvad jeg
formaar, til at dette kan ske. Desværre er en saadan Protest
ikke den første af den Art.

Saa længe disse Fantasibilleder, hvortil denne Feilslutning
giver Anledning, skyder op paa hjemlig Grund, har det mindre
paa sig. Et andet er det, naar de overflyttes paa den fremmede
Grund, hvor Anledningen til en Berigtigelse bliver vanskeligere,
eller tildels umulig.

En saadan fremmed Anmelderkunstner er senest optraadt i
et kjøbenhavnsk Tidsskrift Nutiden Nr. 435 forrige Aar med
en Artikel overskrevet "Kvindesagens Forkjæmpere".

Jeg skal ikke med et Ord opholde mig ved selve Artikelen.
Tonen i den taler for sig selv.

Men Forfatteren har illustreret denne sin biografisk-literære
Studie med et Portræt af angjældende Forkjæmperinde, og det
er om dette, jeg har et lidet Ord at sige.

SIDE: 411

Denne Udgave af et Portræt præsenterede sig allerede for
et Par Aar siden i et illustreret Christianiatidsskrift, en saare
mislykket Kopi efter det eneste Fotografibillede, der eksisterer
af mig. Ogsaa var det kun i en Festanledning, Tilladelsen for
første Gang til en saadan Offentliggjørelse paa en Maade blev
mig aftvungen.

Et gyseligt Vrængebillede! Forat det nu ikke mere skulde
komme frem, maaske gaa igjen og spøge efter min Død, tillod
jeg mig en Advarsel derimod, optaget i "Mod Strømmen",
anden Del.

"Et stygt Portræt faar vi finde os i," heder det der, "naar
det ikke sjælelig gaar os altfor nær, men et Portræt, der
lægger sin Styghed i Smil og Miner, finder man sig ikke i;
dette Billede er en Forhaanelse for mit Minde."

Men min Anmelder i "Nutiden" har ikke agtet paa Pro-
testen. Han har fundet, at Billedet passede godt til Teksten,
og derimod kan jo intet siges.

""Tungsind, Grubleri, Selvfordybelse, reflekteret som den
melankolske, heftig som den koleriske, selskabelig som den
sangvinske" . . . Himlen bevare os, hvordan skal det stakkels
Barn svare til al denne Zerissenhed!" . . . [fotnotemerke] 

Saa dreves jeg ogsaa til at spørge, da jeg maatte se alle de
Eiendommeligheder og voldsomme Tendenser, som man en
halv Levealder senere destillerede ud af mine Skrifter, anvendt
paa et dødsstille Barndoms- og Ungdomsliv oppe paa Landet.
En af disse mine Anmelderkunstnere har saaledes den smag-
fuld Betegnelse af en varmt udtalt Iver for Sagen, at "hun
skummer af Forbitrelse" . . . Nu, det vil jo altid sige noget i
al vor Slaphed og Vanmagt, at man driver det til "at skumme".

Skulde der nu ikke være nok af Protester? Nei, der maa
mere til.

Jeg maa gaa saa langt tilbage som til min Barndom. Døtre
i Familierne blev dengang ret strengt opdragne, fik sig Katekis-
mens -- nota bene efter Samfundets Tarv tillempede -- Lovbud:
Ærbarheden, Selvfornegtelsen, Taalsomheden, Alttilgivelsen o. s.
v. indprentede som uundgaaelige Leveregler.

Bibelens Mening med disse strenge Lovbud, der underlægger
dem Fællesforpligtelsen, med andre Ord: gjør dem til Menne-
skehedens, fik vi vistnok vagt fortolket i Religionsundervisningen
og i Kirkerne. Men hjemme i Husene opfattedes det ikke
ganske saa. Der var der faststillet en Moral for Gutterne og

Fotnote: Se "Et Gjenmæle" (Mod Strømmen, 1ste Del), foranlediget ved Hr. Henrik
Jægers literær-biografiske Skisse: "En norsk Forfatterinde".

SIDE: 412

en for de smaa Piger. Hvad der for den ene Part gjaldt for
en ringe Forseelse, kunde for den anden blive til en for-
skrækkelig Forbrydelse. Og denne Moralforskjel voksede sig
umerkelig større og større med dem, indtil Kløften, den uover-
stigelige, var der, og den fik sin høitidelige Stadfæstelse paa
hendes saakaldte Hædersdag, hvor hun i rene, tydelige Ord
overgives ham som fast Tjenerinde og Slavinde.

Der strides om, hvad vel Ibsen har ment med Peer Gynt.
Man famler omkring i alle optænkelige Samfundslivets Former
for at finde et Begreb, der svarer til denne hans Helt, og man
kommer altid tilbage til den Nationalitet, han tilhører. Men vi
norske vil ikke vide noget af Peer; det er heller ingen national
Figur. For at udfolde en Livlighed som denne maatte en
norsk Bondegut være rent overstadig.

Peer Gynt er simpeltvæk Manden, saaledes som Samfundet
opdrætter og former ham, enten han nu optræder i Skikkelse
af norsk ustyrlig Bondegut, europæisk Levemand, eller som
Æventyrhelt nede i Marokko, ligesom Solveig, den utrættelig
ventende, med Sæbevand og Toeklud altid parate Solveig, dets
Ideal af Kvindelighed.

Og dette Samfundets Kvindeideal er det nu, vor Digter præ-
senterer os, medens han stille smilende ser til, om det endnu
har Magt til at røre os.

Ibsen? . . . Ibsen godkjender ligesaa lidt Solveig, som han
godkjender Peer.

Nu, lad enhver se i Peer Gynt, hvad han vil. For mig er
dette kolossale Verk med sin norske Aladdinhelt kun Allegorien,
Legemliggjørelsen af en Samfundsopdragelse, der opmuntrer alt,
hvad der er slet i Manden, og kuer alt, hvad der er stort og
godt i Kvinden.

Om jeg end tør sige, at mit kjære Fædrehjem mindre frem-
trædende end maaske de fleste andre, hyldede hint Partisk-
hedens Princip, der her laa til Grund -- vi blev alle, Brødre
og Søstre, efter Datids Skik strengt opdragne -- , laa det dog
ubevidst i Luften. Det var baade smukt og rigtigt, om en liden
Søster angav sig for Broderen, naar denne havde forskyldt
noget. Jeg mindes en saadan Offerscene, engang min lille
Bror var kommet i Skade for en Rude og havde tat Flugten.
Det gik haardt paa, men jeg tog dog modig mine Klaps der-
for, og nød vist -- det var umuligt andet -- Selvopofrelsens
ophøiede Følelser dobbelt bagefter.

Opholdet i en Herrnhuter-Anstalt i Christiansfeld fra det 14
 -- 16 Aar mellem nogle englelige "Søstre" kunde kun drive

SIDE: 413

disse ideale Livsmaksimer op til en næsten overmenneskelig
Høide, det vil da sige, gjøre et saadant afrettet Fuldkommen-
hedsautomat noget saa nær umuligt for den Verden, hvori det
siden skal leve og færdes.

Saa fulgte Ungdomsaarene, en lang Række, i det ensomme
Hjem -- alle mine Søskende var allerede dragne ud -- et
drømmende Naturliv, kun afbrudt ved korte Besøg i Christiania,
dengang skilt fra Hjemmet ved en lang, besværlig Dagsreise.
Jeg formaar ikke at give en klar Fremstilling af, hvad der i
hine Aar, vi maa vel kalde dem den vaagnende Bevidstheds,
foregik i en stakkels uerfaren Sjæl. Tilsyneladende har jeg
levet dem som enhver Datter i Familiehjemmet dengang:
Potteblomstens Liv i Haven, saa længe Veir og Sommer til-
lader det, for saa, naar Høsten og Kulden kommer, at flyttes
ind bag Ruderne.

Ganske som den vegeterende Plante har det dog neppe
været. En Tvil, et Spørgsmaal vil allerede da have rørt sig i
den ensommes Sjæl: Er disse os Kvinder med en saadan
drakonisk Strenghed foreskrevne Lovbud, medens de ikke i
mindste Maade synes at anfegte Mændene, Lovbud, der lægger
Baand selv paa de ædleste Følelser, naar de lover os en
Smule Livslykke, er denne saa ulige fordelte Moralbeskatning
grundet paa Ret og Billighed? er den kristelig? I Kristi Lære
forekommer ikke et Ord, der godkjender den. Hvorfor kalder
da alle, som holder paa denne Uretfærdighed, sig Kristne?

Men der blev ikke spurgt. Det vilde ogsaa været fuld-
stændig unyttigt. Tanken om, at en saa ulige Udskiftning, der
havde Aarhundreders Hævd for sig, kunde grunde sig paa
Uret, var ikke født til Verden endnu, end sige en Protest der-
imod. Og nu en ung Pige, der ikke maatte have en Tanke en-
gang for slige Ting!

Men alle disse fortrykte, hentærede Skikkelser rundt om i
Gaardene, alle disse Fruer og Madamer Gynt, hvad havde de
at sige os? . . .

Og saa gik den første Ungdom hen. Men disse kvalte Tvil
om saa meget, alt medens den tvilende selv -- og dette maa
siges, skal et saadant Liv ret forstaaes -- maatte bære Trykket
af en Forsagelse saa tung, saa bitter, som den kan lægges paa
et Menneske, havde den Virkning, at den omskabte den ellers
livlig anlagte unge Pige til et saa taust, utilgjængeligt Væsen,
som nogensinde kunde "kjede sig selv og andre med at spille
Sfinksens Rolle", en løierlig Modsætning, i Sandhed, til den
Figur, hendes senere Herrer Biografer har faaet ud af den!

SIDE: 414

Men saa hændte det, at der var én, som begyndte at tro,
at Statuen kunde fange Liv, naar man vidste det rette Ord.
En Veninde, en Korrespondentinde inde i Hovedstaden, havde
nok røbet det.

Og denne upaaregnede Pygmalion kjendte det løsende Ord,
der vakte Støtten til Liv, og saa længe han var der, dannede
han et Vern om dette vakte Liv, at det skulde holde sig urørt
af Verden, denne endnu saa lidet kjendte Verden udenfor med
sin over vort Kulturlivs Buler og Udvekster formede og af-
glattede Samfundsmoral.

Jeg kan aldrig huske, at vi var uenige om nogen Ting. Jeg
stolede saa ubetinget paa, at hvad han vilde, var det rette, at
jeg syntes, det var mig, der vilde det. En deilig, en magelig
Lydighed den der!

Jeg mindes engang, som vi vendte hjem fra en af vore
Ministerballer i Stiftsgaarden; vi befandt os alene i den luk-
kede Vogn.

"Er det ikke underligt," sa' jeg, "jeg har den hele Aften
ikke talt med et Menneske, nei, ikke et Ord! . . . Og du syntes
jo, jeg var saa pen!"

"Du er en ensom Sjæl," sa' han, idet han tog min Haand
og -- ja, jeg kan ikke hjælpe det, det er nu engang hans
Maner -- og kyssede den.

"Men vi to taler dog sammen og synes aldrig, vi kan bli
færdige."

"Jeg er ogsaa en ensom Sjæl, derfor har vi saa meget at
sige hinanden."

Og han var det, kun i en anden Forstand, ganske ander-
ledes overlegen, mere bevidst. Jeg skottede frygtsomt til Siden,
hen til den mægtige Udenverden, i hvis Midte vi levede vort
aandelige Eneboerliv; han skuede fornemt ned paa den.

Og siden, da dette Vern faldt, ak, altfor snart! har jeg
kjæmpet tappert, blodig for at verne om disse Livsprincipper,
vi havde fælles.

Og jeg har reddet dem; det er de samme den Dag idag, og
vil blive det til min sidste Stund, som de, den unge Pige
under tusende Tvil og Smerter tilkjæmpede og formede sig i
den Eidsvoldske Naturensomhed.

Jeg har aldrig godkjendt dem, der gjælder i Verden, ikke
dens Venden op og ned paa stort og smaat, paa ret og slet,
ikke dens Æresbegreber og Love, ikke dens Hyldning af Skinnet
og Vedtægten, ikke dens ukristelige Kristelighed. Jeg liker ikke
de Grundsætninger, hvorefter den lever og handler, ligesaa lidt

SIDE: 415

som den godkjender dem, der gjælder for mig. Deraf den dumpe
Uvilje, som mine Skrifter vækker, en Uvilje, der minder os
om de Miner, som man møder, naar man halvkvalt i en over-
fyldt Kupé slipper Vinduet ned.

Og nu Resultatet af en saadan hvileløs langvarig Kamp? vil
man spørge. Hvad har du vel opnaaet med dine Bestræbelser
for at trænge igjennem det umulige? . . .

Nu, jeg har i fuldt Maal opnaaet det Resultat, der er lovet,
der vinker saadanne. Lønnen, der aldrig udebliver for den
dumdristige, der vover at ville gjøre andre Meninger gjældende
end dem, der raader i Samfundet. Og man skal ikke sige
andet, end at de Livsmagter, der fortrinsvis repræsenterer dette
Samfund og villig stiller sig som Organer for dets raadende
Meninger og Stemninger: Vanedespotiet, den forhærdede Ego-
isme, man skal ikke sige andet, end at de trolig har røgtet
deres Hverv og ikke forsømt nogen Leilighed til at plante
deres Stene paa min Vei.

Dette var nu Anatemet, lyst over disse Bestræbelser for en
Livssag, der er bleven min.

Men den mangler heller ikke Velsignelsen. Den har vundet
en Velynder, en mægtig en, der vil gjøre hele Tidens Mod-
standstaktik til intet, som alt brøstfældigt, sigselvoverlevet, og
vor Sag holder sig festlig beredt til at modtage denne Velynder,
og den heder Fremtiden, og har med mer end ett Tegn alle-
rede forkyndt os sin Nærhed.

Peer Gynt er kommen hjem igjen efter sin lange Tur.

Men Solveig er ikke ganske den samme. Hun kjeder sig i
Sæterhytten og er bleven træt af at vente.

Og naar Peer saa kommer, liker hun ham ikke saa godt som før.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Dette er alt, hvad jeg kan meddele Dem, kjære Fru Kieler.
Jeg véd ikke, om det er for meget eller for lidt af det, De
ønsker at vide. Kun saa meget vil De med Visshed faa ud
deraf: Jeg har kun været en Stemme i min Tid, en Stemme
for Solveigs vaagnende Træthed og Tvil. Den Personlighed,
Naturen har forlenet mig, har ikke synderlig kunnet støtte
denne Stemme. Havde jeg eiet nogle af de Egenskaber, man
saa gjerne vil se i den, vilde meget maaske være anderledes.

Camilla Collett.

Camilla Collett

SIDE: 416

EUROPÆERNE KONTRA DE KONSERVATIVE.

(Anonymt i "Aftenposten" 26de Juni 1886.)

I brauter med Stornavnet "Idealister",
Med et fromt Slaaenkors for os "Naturalister".

Hvad betyder det saa? . . . Efter nedarvet Skik
Seigt holde fast paa en død Romantik.

I vil ikke slippe, hvad I har paa Bagen,
Ikke se fremad, se det er Sagen!

Men nu har vi nok af sligt skimlet og gammelt;
Det blir os -- vi tilstaar det -- snart lidt for vammelt.

Hvad er os jert Snak om "Uskyldsglæder"?
Tabte Sager, som man ikke begræder!

Om "Trofasthed", "Dyd" og andet sligt mer? . . .
Sprukne Lyd fra et gammelt Klaver.

Jer Enhustrudyrken, en kun at hædre!
Vi lover os Tyrken, han forstaar det s'gu bedre.

"Ærbarhed", "Blu"? . . . Hutetu, hutetu!
"Undseelse", "Sky"? . . . Kak, Kykkeliky!

Saa kommer det værste af alt: jer Moral,
Der hjælper ei Brækvand, tar vi Kloral.

Vi tror i det nærmeste her at ha rammet
De vigtigste Punkter i Fremskridtsprogrammet,

Har tydelig paavist det dumme, det fæiske
At vove en Kamp med det "nyeuropæiske".

Vistnok maa vi Nordboer endnu beklage
I enkelte Punkter at staa lidt tilbage;

Knuget bag Fjernhedens skyggende Bræer,
Saa let er det ikke at bli Europæer.

SIDE: 417

Dog, gjælder det Spørgsmaalet Kjærlighed,
Skal vi vise, vi Nordmænd er ogsaa med;

At er der end dem, der af god, gammel Skik
Holder fast paa en svunden Tids Erotik,

Har vi Digtere med, der sig Heroer tror
Ved at følge de gamle, udtraadte Spor

Af en Ingemann, Winther, en Oehlenschläger, -- 
Har vi ogsaa vor Zola, vi har vor Hans Jæger.

Nei hør, ved I hvad! om Kjærlighed
Ved I ligesaa lidt som Børn Besked!

I stænger for jere Familiebure,
Og lukker den ind bag Fængselsmure,

Og byder os kun paa salgbare Vare,
Paa Fangekost altsaa, paa Affaldet bare.

Vi vil Stængslerne ned, der til Burene fører,
Hver Kvinde skal med, til hvad Stand hun end hører!

Og paastaar man saa, at til Kjærlighed
Hører ogsaa et sjæleligt Element med;

At her maa fornemmelig tages i Agt,
At den grunder sig paa en Hjerternes Pakt, -- 

Nu tag det kun med! Dog helst lad det være,
Det let slige Forhold kan slemt udtvære.

Thi Princippet i al fri Kjærlighed
Er at bryde det, blir man hinanden kjed.

Og særlig gjælder Princippet Manden,
At han snor sig derfra og kan søge en anden,

Og stemmer, da Manden jo let blir kjed,
Det kun med simpel Retfærdighed.

SIDE: 418

Se derom sig dreied den første Sag,
i vor "frie Forening" bragt for en Dag,

Som, uden Brammen være det sagt,
I alle tre Riger stor Opsigt har vakt,

Som til Samfundsmoralens fremtidige Gavn
Evig vil knytte Hans Jægers Navn.

Og at Sagen sig vinde skal gjennem til Seier,
Derfor borger os Folk som vor dygtige Meyer.

Dog findes maa først et visst Ord i Sproget,
Et Monsterbegreb, et ubekjendt noget,

Der sterkest udtaler Begrebet at fnyse
Og Modparten faar til at skjælve og gyse,

Der, magter det fuldt ud Begrebet at huse,
En jammerlig Trykkelov grundig skal knuse.

Der er Præmier udsat; er Ordet først fundet,
Ja da er en Sag ugjenkaldelig vundet,

Der vil aabne for higende, unge Subjekter
Helt andre lokkende Fremtidsprospekter . . .

Og vi jubler: hver Skranke for Kjønslivet ned!
Leve den frie Kjærlighed!

Camilla Collett

EN IMØDEGAAELSE.

C. C.

("Aftenposten" 21de Novbr. 1886.)

Den tidligere i aabent Brev til Udgiveren af "Norske Dig-
tere", Hr. Nordahl Rolfsen, [fotnotemerke] omhandlede Biografi er nu i 7de
Hefte af hans Verk kommet for Lyset.

Længe bebudet, ængstelig ventet, som en af hine Jordrystel-
ser, der paa bestemt Dag og Time skal gjøre det af med hele
Landskabet, har den lykkeligvis det tilfælles med disse Forud-
sigelser, at Ødelæggelsen ikke altid indtræffer.

Fotnote: Morgenbladet -- August.

SIDE: 419

Vi maa dog lade Biografen, Hr. Henrik Jæger, der nu for
3dje Gang har taget min Forfatterpersonlighed under Behand-
ling, at han ærlig og redelig har gjort sit til, at det kunde ske.
Ramler det hele, ved saa gjentagne Stød, ikke sammen, saa
er det ikke hans Skyld. Han har maaske for sterkt røbet
Hensigten. Selv hvor han i denne sin Sidsteinstanskjendelse
synes at have fundet det uundgaaeligt at give det et visst Upar-
tiskhedens, ja Anerkjendelsens Præg, er der neppe et Punkt,
der ikke lumskelig har en Underforstaaelse, beregnet paa at
svække Virkningen. Det hele hviler paa et Underlag af indre
Usandhed, der, saasandt det falder -- atter nødvendiggjør Ind-
sigelsen.

Ikke for Hr. Jægers Skyld. Med denne ihærdige Mod-
stander af en Sag, som jeg kalder min, og hans ligesaa utræt-
telige Bestræbelser for at vanære den i Personen, maa jeg nu
anse mig grundig færdig. Men for det Samfunds Skyld, i hvis
Midte jeg har levet og færdes gjennem alle Livsforhold til
seneste Alder, finder jeg et Tillægsord nødvendigt. Skal Hr.
Jægers Testimonium være Udtrykket for min Samtids Farvel
og Tak, for et langt, nu afsluttet Liv, saa har ogsaa jeg et
Farvel og Tak for mig! at tilføie.

Jeg maa her atter minde om, hvad jeg i mit aabne Brev til
Udgiveren villig har erkjendt: om den æstetiske Side af et
Forfatterskab maa enhver have Lov til at tænke og udtale sig,
som ham synes. Ogsaa indrømmer jeg, at denne for mit Ved-
kommende kan have sine Brøst, som ikke vil undgaa en
strengere, mere nærgaaende Kritik. Det savner vistnok, dette
mit Forfatterskab, et virkeligt Forstudium, som en ung Pige i
min Tid ikke synderlig tænkte paa, heller ikke havde nogen
Adgang til at erhverve sig. Det har maaske ikke engang været
mit rette Kald. Som en Frugt af Sorgen og Ensomheden blev
det mere til en Hjertets end en Aandens, Forstandens Sag.
Jeg optegnede saa godt jeg kunde et Livs triste Erfaringer og
mine Tanker derom, fæstnet og lutret ved Samlivet med den
skarpest og sundest dømmende Aand, jeg nogensinde har
kjendt.

Se alt dette kan ligge klart for mine æstetiske Anmeldere;
de kan dømme og værdsætte Aanden, Tendensen, der raader
i et saadant Forfatterskab, ligesom Evnen til kunstnerisk at
give det Ord. Men jeg modsætter mig disse dristige Tilbage-
slutninger paa det rent personlige, hvor Kjendskabet til denne
sidste er ufuldkomment eller aldeles mangler; jeg kan i det
hele ikke med denne ugenerte Bryden ind i Privatlivets Ene-

SIDE: 420

merker, der synes at være bleven en Modesag her hos os.
Det bliver en Eftertidens Sag, altid under Forudsætning af, at
her er hint Dobbeltkjendskab ligelig tilstede, fra et høiere
vundet Standpunkt rettelig at dømme Forholdet mellem disse
tvende Livsfaktorer, Produktionen og Personligheden, gjøre sig
deres Indgriben i og Paavirkning af hinanden klar og for-
staaelig, for af det ofte tilsyneladende modsigende og uforene-
lige at finde den skjulte Forbindelse.

Men skal allerede den Levende i sin Dobbeltegenskab: Kunst-
neren -- Mennesket, stedes tildoms, kræver det ogsaa mer end
noget disse Betingelser opfyldt, kræver dette rolig vundne, fra
alle smaalige Bihensyn befriede Overblik, ja den ømtaaligere
Part i Sagen kan vel siges at have et dobbelt Krav paa dis-
kret Varsomhed at stille.

Det er denne Hensynsfuldhed, Hr. J. i flere af sine For-
fatterbiografier i en beklagelig Grad sætter sig ud over. Han
skaaner hverken Levende eller Døde. Hans Omtale paa flere
Steder af min Broder Henrik Wergeland vidner noksom der-
om. Vi behøver blot at minde om hans Stellaopsats i "Nyt
Tidsskrift" for Juli d. A. Vistnok er det saa, som Hr. J. ikke
undlader at fortælle os, at Digteren har i nogle senere Skrifter
selv meddelt Bidrag til denne Ungdomsbegivenhed; dermed
kunde det ogsaa været nok. Vi holdt nu engang mer af at se
den i Poesiens dæmrede Lys. Men under Hr. J.s Behandling
af den faar vi denne ulykkelige Attenaarskjærlighed først rigtig
vrængt ud, i al Virkelighedens lattervækkende Ynkelighed, vi
faar vor Stelladigtning fra hin luftige Skreiahøide Trin for Trin
draget plat ned, til under Laavebroen i Eidsvold Prestegaard.
Nu, vi vil haabe, den skal slippe ligesaa heldig derfra, som
stakkars Digteren selv.

Ogsaa den gamle fra Dæmringstiden stammende, som vi nu
troede længe siden døde og begravede Insinuation om hans
Danskehad, "som blev næret af hans Fader", har Hr. J. fun-
det passende at opfriske.

Dette "Danskehad", der skulde raadet i hans Hjem, er en
fuldstændig Fiktion. At den var det, er flere Steder i mine
Familieoptegnelser bevislig udhævet. [fotnotemerke] 

Far havde udgivet et politisk Skrift, der vel fornemmelig
skylder det Opstyr, det vakte, nogle tilfældige Omstændigheder:
den Gjæringens Tid, hvori det kom frem, næst en yderst uhel-

Fotnote: Se "Mod Strømmen", 1ste Del.

SIDE: 421

dig valgt Titel. Hvad der anføres deri, uundgaaelige Konse-
kvenser af en Provinsstilling under et Enevoldsherredømme,
er nu bleven til historiske Kjendsgjerninger, som neppe nogen
retsindet Dansk vil falde paa at bestride. Noget Had til Na-
tionen kunde dette ikke vække, og det synes mig lidet værd
at rippe denne Skrøne op igjen, for hvilken Henrik i sin Tid
har, tænker jeg, bødet nok.

Det er visselig ingen misundelsesværdig Stilling, vore Digter-
berømtheder indtager i vore Dage. Levende eller døde, mer
eller mindre betydelige, er de uden Naade og Barmhjertighed
hjemfaldne enhver selvbestaltet Psykologkunstners Vilkaarlig-
hed. Det er Tidens eget Behov, der former Billedet; det er de
Tendenser og Lidenskaber, der tilfældigvis er oppe i den, der
markerer Linjer og Udtryk. Ingen har været mere udsat for
denne Slags Udbyttelse -- ogsaa kaldet at "blive taget til Ind-
tægt" end Henrik Wergeland. Ligesom paa disse xylograferede
Portrætter, man finder i Bøger og Tidsskrifter af ham, Næsen,
ved enhver ny Udgave, bliver længere og mere krummet,
Mundens fine, bløde Linjer mer og mer markerede, Holdningen
mere udfordrende, saa gaar det ogsaa med hans sjælelige Ka-
rakteristik: det er som om vor frihedsstormende Tid trænger
til at se alle dens Udvekster og Ekstravagancer godkjendt i ham.

Hvad skal vi, for at nævne noget, sige til denne Udbyttelse
af Digterens "Utrykte Digte og Breve", som han selv aldrig
havde tænkt paa skulde offentliggjøres, der nu i sidst ud-
komne Hefte af "Nyt Tidsskrift" drages for Lyset? En Øie-
blikkets kaade Spøg, en polemisk Sonet, som man i hine Dage
gjerne gav Epigrammets Form, maaske kun bestemt til at tænde
en god Vens Aftenpibe med, opstøves nu i hine Glemsels-
kroge, for saadan revet ud af alle sine Forudsætninger brutalt
at drages frem for Offentligheden.

Er det simpeltvæk denne Dagens Lyst paa det privatliges
forbudne Frugt, der besjæler vor Samler -- han navngiver sig
endnu ikke, men tilsteder kun Gjetningen -- eller er det og-
saa kun Iver for at tjene Partiet? Hvad det saa er, og hvem
det saa er, saa stempler vi det som en fræk Forsyndelse mod
Digteren, og de af vore Presseorganer, der aabner sine Spalter
for den Slags literære Kludesamlere, gjør sig ingen Ære derved.

Dog, det var ikke om Broder Henrik, jeg vilde tale. Han
trænger ikke til mit Forsvar. I sit Folks Erkjendelse af, hvad
han har villet og været -- og den skal mer og mer vinde

SIDE: 422

frem til Klarhed -- er han støttet nok. Der er i denne Erkjen-
delse reist ham et Monument, der vil staa lige skinnende ube-
rørt, om det end har maattet tjene som Skive for Tidens Parti-
stemninger og -brydninger som dem, vi nu maa gjennemgaa.

Det er om en fra "de Stummes Leir", jeg vil tale, en, som
ikke tør paaregne nogen Talsmand.

Ingen bedre? . . . Nei, jeg har lyttet forgjæves. Altsaa: "Aide-
toi et Dieu t'aidera". Vi faar stole derpaa.

Det er et Par af de mest fremtrædende Punkter i hin bio-
grafiske Opsats i det Nordahl Rolfsenske Skrift, jeg vil imøde-
gaa. At vi derved kommer lidt ind paa det autobiografiske,
er desværre uundgaaeligt.

I Hr. J.s Opsats heder det:

"Da hun i en Alder af 28 Aar tog fast Ophold i Christiania
som Professor P. J. Colletts Hustru, havde hun den Ensommes
pinlige Følelse af, at alle beskjæftigede sig med hende og havde
noget at udsætte paa hende, hun troede at bemerke, at man
graadig gav sig ifærd med "at uddiskutere og indregistrere
hendes Væsen" under visse usedvanlige Begreber: Excentri-
citet, Overspændthed etc. etc. med dertil hørende uundgaaelige
Konsekvenser af praktisk verdslig Umyndighed."

"Hun begyndte da tidlig at leve paa Krigsfod med sin Om-
givelse. Hun følte sig krænket, saaret, angrebet saa skarpt,
saa vedholdende, at hun begyndte at tage Offensiven, og i
over en Menneskealder har hun rettet Angreb paa Angreb paa
dette Samfund for dets Aandløshed, Raahed, Bornerthed og
Smagløshed."

Det var sterke Ord. Ingen af disse voldsomme Forbitrelser
og Hevnlystens Paroksysmer kjender jeg det mindste til. I
hine tidligere Ungdomsaar stod jeg, naar jeg besøgte Byen,
kjærlig vernet mod alle saadanne Indtryk inden den Diriks'ske
Familiekreds, en af de elskværdigste, mest begavede, jeg har
kjendt. Allermindst er de anvendelige paa mit Egteskabsliv
herinde i Tiaaret 41 -- 51.

Hr. J. har altsaa uddraget al denne lidenskabelige Ufred,
hvori jeg skulde levet med min Omgivelse, af nogle Betragt-
ninger, stille samlet, der mange Herrens Aar senere (73) fik
en Plads i "Erindringer og Bekjendelser" 2den -- 3dje Række,
Betragtninger over den dengang gjængse Misforstaaelse eller
ialfald konfuse Opfatning af noget, maaske særlig i min Art
fremtrædende -- det nære Slegtskab med den ene af Dagens
Stridshelte bidrog naturlig sit dertil -- hvor jeg da under en
flygtig Opdukken paa Scenen ganske naturlig kom til at spille

SIDE: 423

Sfinksens Rolle. Det gik jo alle ikke ganske i Kristianiastøb-
ningen saa. Men dengang gav disse Erfaringer mer Stof til
Spøg og Moro inden vor Kreds end til Vrede og Bitterhed.
I Familiebogen "I de lange Nætter", der indeholdt Skildringen
fra hine Ungdomsaar i Hjemmet, vil man neppe træffe et Ord,
der bestyrker, hvad Hr. J. her har anført.

Og al denne Bitterhed og alle disse voldsomme Angreb paa
Samfundet kun af personlige Grunde! Jeg kan Forsikre Hr.
J., at dette er en dobbelt Vildfarelse, min svenske Anmelder-
indes "bara Fru C. ser en dam snöra sig, tycker hon snör-
lifvet trycker henne sjelf" -- kommer da Sandheden nærmere.
Og allermindst, det maa atter gjentages, er denne Hypotese
anvendelig paa mit Egteskabsliv herinde. Sfinksen havde af-
sløret sig til en ganske flink Husmoder, der klippede og syede
sine Smaagutters Bukser fuldkommen korrekt. Jeg havde vun-
det Tillid og Venner. Af selskabelige Goder var der mere, end
jeg trængte til og kunde forlange. (Udførligere derom i "Et
Gjenmæle", "Mod Strømmen" 1ste Del.)

Men saa kommer et tredje Afsnit i mit Liv, som jeg helst
vilde forbigaa: Enkens, Forfatterindens. Jeg kunde ved denne
Skillevei sætte to Gravkors istedetfor ett. I Sorgens, Savnets,
den aandelige Anstrengelses bitre Aar, hvor jeg mest trængte
til venlig Opmuntring, har min By været haard mod mig. Jeg
har lært Enkens Kaar grundig at kjende, Enken, mod hvem
alle selskabelige Forpligtelser falder bort -- Loven er lig for
alle. I vort glorværdige Old tog man dem -- Forfatterinder
eksisterede dengang heldigvis ikke -- naar de blev for gamle,
op paa et høit Fjeld og slog dem ihjel.

Endnu -- Forfatterinden: Udpegelsen og Forladtheden -- 
denne Kombination blev mig for sterk; for at forsøge at leve
maatte jeg undgaa den.

Vi havde, min C. og jeg, en Husven, den kjæreste af alle.
Det manglede heller ikke paa de varmeste Bevidnelser fra
hans Side, om hvilken Pris han satte paa sin Stilling som
saadan. Huset lukkedes. Jeg vidste kun, at han selv havde
sat Bo her i Byen. Der gik vel 20 Aar hen, og jeg havde
ikke set noget til vor kjære N. N., da han pludselig en Dag
traadte ind til mig i fuldt Ornat.

Han kom for paa det venskabeligste at besverge mig "ikke
at skrive disse Bøger".

"O Gny af Glæde, som ei er min!" Hvor mangen, mangen
Aften har ikke disse vor Digters vemodige Ord klinget ind
i min ensomme Stue, naar jeg træt af et ofte pinligt anstren-

SIDE: 424

gende Dagverk tænkte paa: Nu er der Fest i Byen! Slegt og
Venner, alle er der. Ja, min Hr. Biograf, da kom "Selskabs-
lysten" virkelig over mig, naar jeg maaske i 3 Dage ikke
havde talt med et Menneske, og jeg tænkte paa, hvor deiligt
det skulde være at høre Musik, se glade Ansigter og se mine
Sønner, mine vakre Sønner danse!

Det er denne Evne til at kunne give Glæden Rum, denne
Sindets velsignede Elasticitet, som et naadigt Forsyn har givet
mig -- til at holde ud -- det er denne Evne som mine Herrer
Psykologer ikke forstaar, ikke vil forstaa, men som altid skal
drages ud i noget mørkt, heftig fordrende, urolig søgende,
aldrig tilfredsstillet.

Jeg var engang i en Soiré hos A. Munch i deres smukke,
elegante Bolig i Kjøbenhavn. Udsøgt Selskab, Vert og Vert-
indes Elskværdighed, alt forenede sig til at give Aftenen et
mere end sedvanligt Præg. Jeg følte mig meget oplivet.

Dagen efter gav en af vore hjemlige Psykologer, som ogsaa
havde været der, en Skildring af Festen i et bekjendt Kjøben-
havnerblad. "Ogsaa Forfatterinden Fru C. var der med sit
sedvanlige triste, misfornøiede Ansigt".

Det er ikke Gabriel Max's Martyrinde paa Arenaen, der glad
overrasket takker for den tilkastede Blomst (Dietrichsons smukke
Digt), det er Martyrinden, "der venter paa", at Rovdyrene
slippes løs mod hende, medens det fiendtligsindede "Publikum
venter i blodgrisk Grusomhed" -- det er denne Martyrinde,
hun absolut selv vil være.

Om min i 1877 udkomne Bog "Fra de Stummes Leir" ære-
fuldt anmeldt i franske, danske, bergenske Blade, medens Til-
slutningen i Kjøbenhavn gav sig Udtryk paa mere end en for
Forfatterinden visselig overraskende Maade, ytrer Hr. J. sig
paa følgende Maade:

"Denne Bog maa beklageligvis karakteriseres som en Mis-
"forstaaelse. Forfatterinden har ud fra meget ensidige og
"snævre Forudsætninger ladet sig forlede til at fælde en haard
"Fordømmelsesdom over det 19de Aarhundredes Literatur, idet
"hun i de sterkeste Udtryk rakker ned paa dens største For-
"fatterskikkelser, Goethe og Byron etc." Skulde ikke Misfor-
staaelsen og de snævre Forudsætninger her være paa Biografens
Side?

Jeg har ikke angrebet nogen "19de Aarhundredes Literatur".
Kun tilladt mig i enkelte af dens Romaner, forsaavidt det an-
gik Kvindens Stilling i disse, at paatale denne. Det var for-
nemmelig i 70-Aarene, at hin Genidyrkelse, der lod en Goethes

SIDE: 425

og Byrons værste Forsyndelser mod Kvinden paraderer som
ligesaa mange Heltebedrifter, det var mod denne Literatur-
udskeielse, der fandt sine vældigste Repræsentanter i en Spiel-
hagen, en Cherbuliez, en Fr. Elze, Byrons Biograf, at jeg har
rettet nogle Angreb, der dog paa flere Steder bestemt frabeder
sig Æren af at regnes til literære Anmeldelser.

Overalt synes Hr. J. at være paa sin Post mod mine refor-
matoriske Bestræbelser, dem, han snart stempler som smaalige,
snart som anmassende. I det Hele liker han ikke, at man
befatter sig dermed eller overhovedet paataler noget.

Welhavens "Norges Dæmring", det drøieste, som vel nogen-
sinde er sagt vor Nation i nær hundrede smidige Sonetvers,
udtaler derimod "Sandheder, som vi er nødt til at anerkjende
den Dag idag", og naar han videre bemerker, at W. senere i
"Den Konstitutionelle" retter Satiren mere direkte mod "Hoved-
stadens aandelige Død", saa er alting i sin Orden.

Hr. J. har i den antologiske Del af sin Artikel optaget "Blade
af Margrethes Dagbog".

Er det ogsaa af god Vilje, at han af disse Optegnelser, der
kræver et Fuldtud, skal de rettelig forstaaes, har udeladt Slut-
ningskapitlet, den Døendes sidste Bekjendelse -- en begeistret
Hymne til den Lidelse, der har fortæret hendes Liv, fordi
den dog har givet det et rigt Indhold? En Bortskjærelse,
hvorved det Hele falder sammen til et almindeligt Klynk over
ulykkelig Kjærlighed.

Dette maatte ogsaa siges. Hr. J.s Bemerkning, at det er
Damen, ikke Kvinden, Forfatterinden arbeider paa at frigjøre,
behøver formentlig intet Tilsvar.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kommer vi saa til det mest saarende i Hr. J.s Manifest,
hans Indgreb paa et Felt, hvor han, alvorlig allerede vist til-
bage, dog ihærdig trænger ind, hans Berørelse af, hvad han
kalder mit "Livs bitre Skuffelse".

Hvad kjender Hr. J. til dette Afsnit af mit Liv? Hvem,
kunde jeg sige, har nogensinde kjendt det ret? Hvor ved han,
at det var en Skuffelse?

Det var ingen Skuffelse. Kald det en Forsagelse, en bevidst
Forsagelse fra første til sidste Stund. Den første Samtale, om
"mig og dig", blev ogsaa den sidste, Afskedens kolde, bitre.

"Ak Tanken har ei levet i Blik og Tale,
Og Ordet, der er skrevet, blev stumt og dødt".

SIDE: 426

Ja saa var det nok. Nogle Dagbogsoptegnelser (32 -- 36),
endel Breve, der endnu henligger fra hine fjerne Aar, kunde
bedst tale herom. I et næste Aarhundrede, om ikke før, naar
Heltinden i dette stumme Drama -- hvem ved! -- har opnaaet
et Slags Dortheengelbrethsdattersk Berømthed, vil disse Minde-
blade maaske optrykkes og læses som Kuriositet.

Camilla Collett

ET ORD TIL FAMILIEHJEMMENE.

C. C.

("Aftenposten" 20de Novbr. 1886.)

I denne Samfundsdebatternes Tid, da ogsaa Sedeligheds-
spørgsmaalet er oppe paa Budgettet og ivrig diskuteres -- 
vippet, som det synes, mellem de tvende Yderligheder "Bo-
hêmens" mislykkede Stormløb og Bjørnsons "En Hanske" -- 
er det fornemmelig vore bekymret agtværdige Familiefædre og
-mødre, der indtager den ivrigst interesserede, om just ikke
aktiveste Del ligeoverfor Spørgsmaalet.

Den mandlige Ungdom er endnu for meget personlig Part i
Sagen, for subjektiv paavirket til, at man kan vente et fuld-
kommen klart og lutret Syn paa et Spørgsmaal som dette.

Hvor skulde den ogsaa vinde det? Den nu engang raadende
Samfundsopinion har jo fra den første Stund, disse Unge faar
et Begreb om Livet, sørget for at forplumre dem disse Begreber
og berøve dem den Beskyttelse, de skulde have i sig selv.

Og hvad gjør da vi for at skjerme dem mod at hjemfalde
Ondet, som skal bekjæmpes?

Vi præker for dem.

Til vor By strømmer en stor Skare af Landets unge Sønner,
der søger sin Uddannelse her, mest ad akademisk Vei. At
mange af disse vilde været bedre tjente med at blive i sin Bygd
og dyrke sin Jord, derom faar vi et Begreb, om ikke af andet,
saa ved at læse Garborgs "Bondestudenter". Men det er nu
engang saa, at Landets mandlige Ungdom fornemmelig søger hid
til vor Hovedstad.

Hvorledes gaar det dem saa her? Hvorledes gaar det mange
af disse stakkels unge Mennesker, der fra det stille Landliv,
et kjærligt, agtværdigt Hjem stuper lige ned i Bylivets Rummel
og Tummel, hvor Forførelsen lurer fra alle Kanter, ja den
skyr ikke lyse Dagen -- en merkværdig Politiets Tolerance -- 
at stille sig op paa Gadehjørner og Promenader. Mange af

SIDE: 427

dem har neppe en Kjending, end sige en Slegtning, der kan
tage sig lidt af dem. Saa begynder deres Hybeltilværelse, op-
livet af Sammentræf her og der med maaske mer erfarne Kame-
rater. Kan det undre os, at Livet, det endnu saa ukjendte Liv
udenfor, antager et Skjær af noget mefistofelisk koglende, at
det fortoner sig tilslut i Lokkebilleder lig dem, der drog en
Faust ned i Hvirvelen? Det er ofte Uerfarenhed mer end
slette Tilbøieligheder, der drager ned i Fordærvelsen.

Hvad kunde der gjøres derfor?

Det er vakkert nok, at der prækes Moral fra Scenen og i
Sedelighedsforeninger, men her staar vi igjen ligeoverfor Teori
og Praksis -- Dobbeltbegreber, der skulde passe sammen som
Prikken til i-et, som Tappen til Tønden. Men det er det, som
de ikke altid gjør. Mr. Praksis forholder sig gjerne noget re-
serveret ligeoverfor sin mere veltalende Halvdel og er ikke
altid villig til at yde, hvad denne saa smukt har lovet.

Og dog er det dennes Hjælp, vi maa paakalde. Selv om
Bjørnsons prægtige Stykke ikke var naaet igjennem til vor Scene,
maa alene den Kjendsgjerning, at Spørgsmaalet er optaget til
offentlig Diskussion, alvorlige Mænd og Kvinder imellem, være
af stor Betydning. Vel kan det siges et merkeligt Tidens Tegn.
Men Diskussionen er ikke nok. Vi vil, at disse Betragtninger
og Bekymringer, som vore sedelige Tilstande har vakt, og som
saa modig og smukt har givet sig Ord, skulde gaa lidt mer op
i Gjerning, stille bramfri Gjerning.

Christiania er, i almindelig Forstand taget, ingen gjestfri By.
Den har meget af det, vi vil kalde Stillingsdyrkelsen, en over-
ordentlig levende Sans for Festovationer og Optog, der især
kommer tilsyne, naar en eller anden fremmed Celebritet gjester
vor By. Dog maa disse helst ikke komme igjen anden Gang.
Af den stille, bramfri Gjestfrihed, der aabner Dører og Hjerter
for den ringere stillede, endnu navnløse, har vor By ikke saa
særdeles meget.

Der danner sig saa mange Foreninger nutildags, at vi har
ikke Tal paa det. Hvad om vi stiftede en Forening til at op-
hjælpe denne vor gemytlige Gjestfrihed, der vilde lønne sig
bedre og sikrere end disse Knaldfyrverkerier, vi anstiller for
fremmede Størrelser? en Forening uden Basarreklamer og
Foredragsmøder . . . et Hjerternes Samlag, der særlig skulde
sætte sig det Maal efter Evne at erstatte det tabte Hjem for
de mange Hjemløse, Fristelser hjemfaldne unge Mennesker,
der søger til vor By . . . aabne vore Døre for dem, uanset om
de er os fremmede eller, som det mere tørt heder, "uved-
kommende".

SIDE: 428

O, de er os ikke ganske uvedkommende. Af disse unge,
endnu kun ubestemmelige Emner til det vordende: Mennesket
 -- Borgeren, skal dog Slegten udforme sig, Livets Stemme-
berettigede og Stemmegivende, i hvis Hænder vore dyreste
Interesser, vort Lands Ve og Vel engang vil lægges. Lad os
gjøre, hvad vi kan, forat denne Udvikling bliver god og vel-
signelsesrig. Dertil hører fornemmelig den sedelige Paavirk-
ning, og den kan kun tænkes muligst gjennemført ved Familie-
livets Indflydelse.

Ja, det er til Familiehjemmene i vor By, at vi henstiller
denne Sag.

Ethvert saadant antage sig en eller flere af disse unge Ind-
vandrede eller ogsaa Bysbørn, der savner Tilhold og Slegtninge,
Husets Ældre være dem muligst i gode Forældres Sted, vei-
lede dem, oplyse dem, advare dem, hvor det trænges, tale
aabenhjertig som kjærlig Far og Mor om disse farlige Ting
(af det gamle Snerperi, der strengelig forbød at røre derved,
er der ikke kommet et Gran godt), lutre deres Syn paa Kvin-
den i dannede Kvinders Selskab, muntre og oplive dem, i det
Hele vække og styrke deres Sans for et af ædlere Motiver
baaret Liv end det ned i Sumpen lokkende udenfor -- ethvert
velordnet Familiehjem sætte sig efter Evne denne Opgave, og
det vil velsignes af Tusende Mødre, der med Angst og Be-
kymring sender sine Sønner herind.

"Ak havde Kristian" . . . "Ak havde Jens'en min" . . . "Ak
havde han Per bare et eneste hyggeligt Sted at gaa hen til en
Søndag, saa vilde jeg være saa lykkelig!"

Ja, saa lyder Sukket i mangt et fjernt Hjem.

C. C.

("Aftenposten" 1ste Decbr. 1886.)

Da jeg i Lørdagsnummeret forrige Uge stillede en Opfordring
til Familiehjemmene mere selskabelig at tage sig af den mand-
lige Ungdom, der søger til vor By, var jeg allerede villig til
at indrømme, at der er noget ved vor hjemlige Dagsorden,
som gjør det vanskeligere at udøve denne Gjestfrihed saa
villig og udstrakt, som ønskes kunde.

Hermed menes fornemmelig Anordningen af vor Spisetid,
hvor Tyngdepunktet efter en tidlig Morgenfrokost, en ofte meget
tynd Middag, lægges paa det sene Aftensbord.

Manden kommer sent, ofte træt hjem. Husmoderens Kræfter
tages, netop til denne Tid, mest i Beslag. Særlig gjælder dette

SIDE: 429

om de ældre Familier, hvor den senere Livsperiode dog burde
være Hvilens, efter et langt Ydelsens Liv, men som i sjeldne-
ste Tilfælde her hos os bliver det.

Ogsaa har jeg flere Gange tilladt mig at paatale det ønske-
lige i, at vi kunde optage den almindelige europæiske Skik
heri. [fotnotemerke] Jeg er nemlig ved gjentagne Erfaringer, baade egne og
andres, bleven forvisset om, at den Dagsorden, der faststiller
en Lunch Kl. 11 -- 12 og Middagen Kl. 5 -- 6, ikke alene i sa-
nitær Henseende langt er at foretrække, men at den ogsaa for
vort sjælelige Liv er af største Betydning. Kl. præcis 6 af-
sluttes Dagens Anstrengelser for Forretningsmanden som for
Husmoderen, og Dagens øvrige Timer er da indviet Hvilen og
Rekreation. En efter Omstændighederne let Forfriskning dan-
ner da Bevertningen, ingen dækkede Borde! Vi har hørt Folk,
der har arbeidet i samme Fag ude og hjemme, forsikre, at de
med Udlandets Dagsorden, den afkortede Arbeidstid, produ-
cerede baade mere og dygtigere end herhjemme, hvor ingen
Grænse er sat. Hvorledes en saadan Dagsorden vilde virke
til en større Gjestfrihed og give den et rigere Udbytte for
begge Parter, vil enhver kunne sige sig selv.

Og dog! Trods det mindre heldige i vore huslige Forhold,
og altid i Haabet om bedre Tider -- denne Sag maa derfor
ikke opgives. "Hvor der er Hjerterum er der altid Rum", og
vil ogsaa være det for denne Art Gjestfrihed. Det Spørgsmaal,
hvad der kan gjøres for at stanse et overhaandtagende Onde i
vore Samfundsforhold, er nu engang optaget til offentlig Dis-
kussion; men jeg tror ikke, der er noget, der sikrere kunde
love en virkelig Forbedring i disse vore Tilstande, intet, der
mer indtrængende forlanger at gjennemføres, end dette Krav
paa en større og inderligere Sammenslutning af Familierne
med de mer enestaaende udenfor. Hvad der mangler denne
vor mandlige Ungdom, er dannet Omgang, og denne Mangel
afsætter, selv i de bedste, sine Merker for hele Livet. Og der
er intet, der øver en saadan dybtindgribende Dannelsens Ind-
flydelse som en jevn selskabelig Omgang begge Kjøn imellem.
Og der er intet, vi i vort Christianialiv savner mere end denne
gjensidige, forædlende Paavirkning, hvor nogle tomme Baller
saagodtsom skal danne det eneste paaregnelige Berørelses-
punkt.

Jeg har oplevet en Tid, da Vilkaarene var bedre, meget
bedre. Det var det ret merkelige Afsnit i vor Kulturhistorie

Fotnote: Se "Breve fra Christiania" "Mod Strømmen" 1ste Del. "Fra en Hus-
moder" se "Aftenposten" 1885.

SIDE: 430

30 -- 40-Aarene. Det var vistnok ogsaa Stridens Aar, men denne
dreiede sig om noget andet, mere løftende end den sinds- og
aandsfortørrende Politik, der nu er bleven Dagens Løsen.

Men vor By husede ogsaa dengang ved et sært Tilfælde en
Samling af merkelig begavede Individer af begge Kjøn; vore
større Genier var dengang Balkavalerer, ikke altid som saa-
danne de allerheldigste. Men et Bal i den røde Lycésal var
dog en Oplevelse. Og der havde i flere Huse dannet sig et
Samlingssted for disse Begavelser, hvor Vertinden ganske upaa-
klagelig dygtig skilte sig ved en Rolle, som Kamma Rahbeks
berømte engang.

Noget saadant findes ikke i vor Tid, og det burde dog findes
og kunde findes. Jeg er viss paa, der er Kvinder i vor Midte,
der vilde være godt skikket derfor; de savner blot Mod. Tiden
stiller intet Krav dertil.

Camilla Collett

FRANSK KOMEDIE.

Af Camilla Collett.

(Nyt Tidsskrift 1886, s. 777 -- 780.)

Den danske Scene, dennegang et af Sekondteatrene, havde
i forrige Sæson optaget et af hine Pariserdramaer, der dreier
sig om Dagens Yndlingstema, Egteskabsbrud, og det et af egte-
ste, reneste Vand; det blev ogsaa ikke mindst for Spillets Skyld
til et fuldstændigt Kassestykke. Vi lempeligere Nordboer bliver
her eftertrykkelig indviet i Franskmandens Maade at anskue
Spørgsmaalet paa, om til følgeværdigt Eksempel skal jeg ikke
kunne sige. Oversætteren synes imidlertid at have opfattet det
saa, ved at oversætte den lidt mildere klingende Titel "Le
supplice d'une femme" til det barskere, ubønhørlige "Straffen".

Det er ikke Meningen med, hvad jeg her nedskriver, at
levere en Teaterkritik, hvortil jeg i det hele føler mig lidet
kaldet. Det skulde kun give Plads for nogle Betragtninger,
der har havt god Tid til at samle sig ved den hernede i det
blide Danmark mer og mer overhaandtagende Forkjærlighed
for fransk Literatur, særlig da Dramaet, Betragtninger, som
uundgaaelig maa paatrænge sig enhver af Franskmanien mindre
betaget Nordbo.

Jeg har kun faaet Anledning til at se et af disse Stykker
spillet paa dansk Teater. Men jeg tror nok, "Moralen" er saa
temmelig ens i dem alle, at har man set ett af dem, kan man
trygt slutte sig til alle de andre.

SIDE: 431

"Le supplice d'une femme" har til Medarbeider Alexandre
Dumas, den noksom bekjendte Forfatter af "L'homme femme",
et Skrift rørende samme Emne, der selv i Samfundsforhold
som de franske, og vi maa lægge til, i det Tidspunkt, det duk-
kede op, vakte en viss Studsen.

Det kom nemlig ud i Syttiaarene, en Literaturperiode, man
maaske kunde betegne som den "forbrydervenlige". Monstre-
rehabilitationens, hvor alle Historiens Uhyrer lige til Nero og
Tiberius feirede en gloriøs Opstandelse, medens Romanlitera-
turen særlig syntes at have sat sig til Opgave at tilfredsstille
en blaseret Samtids Trang til det nervepirrende grusomme.

Ligesom Kinesergourmanden, i Bevidstheden om de Pinsler,
der her maa til, sætter Nydelsen af ristede Andefødder over
alle andre Lækkerier, saa overbød hin Tids Romaner sig i at
skildre Kvindelidelser i Forholdet til sine Herrer og Bødler;
thi som sande Bødler, der havde taget sig Tidens "jo vold-
sommere jo bedre" til Devise, vil man se disse dens Helte
optræde ligeoverfor sin altid fortvilet kjæmpende, altid be-
tvungne svagere Modpart.

Det var i dette Tidsafsnit, hvis vi ikke feiler, i 72 -- 73, at
en Franskmand, Henry d'Ideville, opkastede det Spørgsmaal,
om det strengt taget lod sig forsvare, at en Mand dræbte sin
Hustru, naar hun blev grebet i Egteskabsbrud, det vil da sige
efter fransk Logik, naar hun dristede sig til et Indgreb i Man-
dens Enerettighed til at begaa saadanne.

Man vil erindre, at den franske Lovgivning tilsteder et saa-
dant Drab uden paafølgende Straf, medens en lignende Hevn-
daad udført af Hustruen straffes med Døden.

Alexandre Dumas optog Spørgsmaalet. Han besvarede det
med sit bekjendte "Tue-la!" (Dræb hende!), hvori han -- under
en kraftig Benyttelse af Skriftens Ord! -- giver Loven fuld Med-
hold.

Dette Skrift vil være faldt i god, frugtbar Jord der, hvor det
kom frem; det oplevede i ganske kort Tid 42 Oplag og vil
vist ikke have været uden Indvirkning paa den Maade, hvor-
paa den flere Aar senere af Kamrene vedtagne Skilsmisselov
blev modtaget. Hele Paris kom i Oprør. Tilladelsen for en
Hustru at søge Skilsmisse, naar Manden var hende utro! Det
var for sterkt for Pariserne.

Og Alexandre Dumas selv? . . . Ja, han var imidlertid bleven
optaget i "de Udødeliges" Rækker, og det syntes, som han i
denne sin ophøiede Akademiværdighed havde bragt sin gammel-
testamentlige Retfærdsiver noget til Ro. Han er i sine senere

SIDE: 432

Skrifter optraadt med umiskjendelig større Moderation, ja man
skulde næsten sige, at han i enkelte af dem producerer sig
som Kvindeforsvarer. Han maa nu ogsaa længe siden have
naaet det tryggere Livsstadium, hvor Muligheden af en Selv-
oplevelse maa ansees for lykkelig overstaaet. Hvem ved!
kanske han allerede har voksne Døtre, altsammen Grunde til
at blive mildere stemt og vække nogle Betænkeligheder lige-
overfor sit "Tue-la!"

I det sidste Stykke "Le supplice d'une femme" har Forfat-
teren til "Dræb hende!" heller ikke undladt at øve Benaadnings-
retten ligeoverfor den skyldige Hustru. Han har forandret
Dommen til livsvarig Forvisning. Nærmere turde han heller
ikke gaa sine Landsmænds Opfatning deraf paa Klingen.

Denne Dom vil i Virkeligheden sige: Efter en tilbørlig brutal
Opfaren af Manden, vanærende Bortvisning fra Hjemmet, Skils-
misse fra Barnet, en 8-aarig liden Pige, det eneste, der lover
hende en Smule Trøst og Selvopreisning i den tunge, bitre
Udsoningstid, der nu ligger for hende.

Og de franske Forfattere har, det maa man lade dem, sat
hele sin Styrke paa at vise det ubønhørlige, som intet kan for-
milde. Hun er ædelt anlagt, Forsyndelsen er begaaet i hendes
første uerfarne Ungdom, hendes Liv har siden været en eneste
Angerbod, hun har lært at elske sin Mand, hun afskyr sin
Forfører, Spanieren -- Mandens Kompagnon, der forgjæves
med al Lidenskabens Magt vil lokke hende tilbage -- hun til-
staar det selv for Manden, alt dette for at vise, at Princippet
quand même, trods alle formildende Omstændigheder, skal
gjennemføres.

Og ligeoverfor disse rystende Konflikter sidder nu vi skik-
kelige Nordboer og ved ikke, hvad vi skal tænke om det.
Bevæges vi af Indignation over denne ulykkelige, der har
bragt Skjændsel over et ellers lykkeligt Hjem? . . . af inderlig
Deltagelse for denne brave Mand, der endog kaster sin hele
Formue i dette Ulykkens Svælg -- han betaler nemlig Kom-
pagnonen, idet han opsiger ham, et betydeligt Indskud, hvor-
paa hele Forretningen hviler, og som nu truer med at styrte
sammen -- bevæges vi af alt dette? . . . Det er ikke godt at
afgjøre. Forfatteren har heller ikke forsømt noget, der med et
kraftigt sidste Slag kunde virke til at drage Sympatien hen til
den Side og til at sende et stille, velment Anatema til den
anden.

Og det har ikke manglet ved Opførelsen af "Straffen" paa
saadanne Tilskuere.

SIDE: 433

Af disse retfærdige har maaske en og anden, sidst de var
paa Komedie, truffet til at se et ligeledes fransk Stykke, der
heder Oscar, og som nøiere beset ogsaa er bygget over et
Egteskabsbrud.

Men her var altsammen bare morsomt og fornøieligt, og det
ender med en rørende Forsoning.

Der er ogsaa Forskjel paa Kong Salomo og madame ma
femme.

Om Spillet i det Dumas'ske Stykke, navnlig Hovedpersonens,
er der allerede sagt saa meget, at vor Ros vilde være ganske
overflødig. Vi vil kun bemerke, at Frøken Aalberg gav Hu-
struens Rolle med et Raffinement i Forpintheden, der vilde
tilfredsstillet en Kineser.

Skal vi vove en Bemerkning, skulde det være, at vi kunde
ønsket et Moment i hendes Spil lidt mindre -- fransk. Det
Moment i Slutningsscenen nemlig, hvor hun sønderknust under
Vegten af sin Brøde og den Dom, der er fældt over den -- 
selv Barnet flyr hende -- haabløs forstenet stirrer mod Jorden.

Her vilde vi se denne Forstenelse løse sig i et bittert Smil
tilsidst . . . se dette stirrende Blik løfte sig op fra den haard-
hjertede, uforsonlige Menneskedom, anraabende den Himmel,
der ene kan yde Tilgivelsen, og fra hvem der engang i Frel-
serens Mund lød til den brødefulde Kvinde: "Gak bort i Fred,
og synd ikke mer!"

Dette Sted i Skriften har Hr. Alex. Dumas ganske overset,
da han skrev sit "Tue-la!" og sin "Supplice d'une femme".

Camilla Collett

EN PROTEST.

(Dansk "Morgenbladet" 26de Febr. 1887, optat i "Nylænde" 1ste Mars, s. 65.)

Hr. Dr. Georg Brandes har i Bladet "Politiken" for 25de
Decbr. bragt os en Anmeldelse af den svenske Forfatter Strind-
bergs sidst udkomne Bog, "Giftas" Nr. 2, der, skal vi dømme
efter de Antydninger, der her leveres os af Stil og Indhold,
maa være noget i sin Art -- i den nordiske Læseverden ial-
fald -- hidtil ukjendt.

I korte, fyndige Træk giver Hr. Brandes os et Billede af
den svenske Forfatters Verk, saa anskueligt, at vi synes, vi
behøver ikke mere, vi kan ganske spare vore Nerver for den
Risiko at læse Bogen.

Vi Nordboer har nu altsaa ogsaa vor Schopenhauer. Vor
unge, opvoksende Slegt behøver ikke at ty til tyske Kammer-
filosofer for at faa vide, hvad dens Mødre, Søstre, Tanter etc.

SIDE: 434

er for en Slags Skabninger, og hvad Behandling der selv-
følgelig derefter tilkommer dem.

Hr. Georg Brandes serverer os denne sjeldne Samling Smæ-
delser med en viss stille, indbidt Billigelse, som endog holder
Stand ligeoverfor "en løssluppen Hidsighed, der" -- Himmelen
bevare os vel -- "flænger og bider fra sig, saasnart der øines
et Glimt af "det evig kvindelige"". Den hele Anmeldelse er
holdt i en Tone ligeoverfor "det evig kvindelige", der bringer
os studsende til at spørge: Er det den samme Mand, som en-
gang indførte Stuart Mill med et varmt Forord i den danske
Læseverden?

Dog, det er ikke om det Standpunkt, den danske Kritiker
engang indtog og nu indtager til Kvindespørgsmaalet, vi her
vil udtale os.

Dette faar blive enhvers egen Sag.

Det er om nogle Udslag af denne forandrede Sindsstemning,
der, uagtet vi er vant til adskilligt i den Retning, dog er for
merkværdige til ganske at ties ned.

I Hr. Dr. Brandes's Anmeldelse heder det videre:

"Men det skal siges til Hr. Strindbergs Undskyldning og
Forsvar, at det ikke er ham, som har gjort Begyndelsen og
erklæret Krigen . . ."

Nei, ganske visst. Det er ikke Hr. Strindberg.

Der er allerede gaaet adskillig Tid hen, siden den Krig blev
erklæret. Der var en Mand, som Dr. Brandes ogsaa kjender,
der hed Stuart Mill, der var flere store Mænd med ham, som
aabnede Felttoget. Det er i deres Spor, Sagens senere For-
kjæmpere og Forkjæmperinder har arbeidet sig frem -- her-
hjemme i Norden ak! -- møisommelig nok.

Men dette simple historiske Faktum synes ikke at gjælde
for Hr. Dr. Brandes.

Det er Dagens Forkjæmpere, eller vel egentlig dens For-
kjæmperinder, der maa holde for.

Det er disse "vrede Damer, hvoraf mange tager endnu saa
galt og latterlig paa Veie, at det er tilgiveligt, at en Poet som
Strindberg" etc . . . og da Hr. B. ikke let kan komme alle
"disse vrede Damer med deres ofte pudsige Anklager" tillivs,
saa bliver der efter god gammel Skik udset et Sonoffer, der
kan gjælde for dem alle.

Det er undertegnede Forfatterinde, der her er bleven Offer-
dyret paa Alteret.

En Forfatterinde, hvis Arbeide kun kan bedømmes efter Arten
og Dybden af samme, stemples her som en Slags kvindelig

SIDE: 435

Strindberg, der i sit Mandshad ikke alene staar paa Høide
med den iltre svenske Forfatter i sit Kvindehad, men endog
overfløier ham.

Dette er en saa merkværdig Insinuation, at den kun kan
tænkes dikteret af Partinagets voldsomste: "Ramme hvadsom-
helst, naar det bare rammer -- saarer!"

Vi tror dog, enhver, der kjender noget til nævnte Forfatter-
skab, ogsaa vil erkjende dette for en grov Misforstaaelse. Det
er i sin Helhed, dette maa læses og dømmes. Løsrevne Citater,
Misgunstens sedvanlige Tilflugt, beviser intet.

Fru Colletts literære Kamp har kun gjældt de raadende
Samfundstilstande, Kvindens Stilling under dem; det er mod
disse, hun har rettet Anklagen, og sandelig ikke mindst mod
den Servilitet, den Feighed, de har afsat i hendes eget Kjøn.

Fru C. har altsaa kun fulgt Konsekvenserne af hine store
Forfatteres, paa historisk Grundvold byggede Maksimer og
Systemer, fulgt dem gjennem et langt Livs Erfaringer, fra
Familie- og Samfundslivet ud i det store Verdensliv.

Fru C. er endnu, saa gammel hun er, ikke kommen ret ud
af den Forestilling, at saa usigelig meget ondt og stygt her i
Verden har sin skjulte Grund i dette Misforhold, et Misforhold,
der synes at gaa ud paa at opelske alle mindre gode, vold-
somme Instinkter i den sterkere Part og kue alle de bedre,
mer heldbringende i den svagere.

Fru C. vil efter al Sandsynlighed komme til at gaa i sin
Grav i den ubøielige Overbevisning, at mange af disse Onder,
visse lovbeskyttede Afskyeligheder, den evige Krigsrummel uden-
for, den usalige Partistrid indenfor, staar i en skjult Rapport
dertil, og havde vi havt mer af den Ligevegt, som Adam og
Eva overholdt selv i sit Fald, og Kristus fornyede i dets Op-
reisning, denne Ligevegt, som vi nu savner eller vil lade, som
vi slet ikke savner -- saa vilde vi maaske hverken kjende
Kruppske Kanoner eller Hr. Strindbergs famose Bøger.

Saaledes vil enhver uhildet have opfattet dette Forfatterskab.
Saaledes har de vegtigste Stemmer udtalt sig om det.

Men selv vil jeg lægge til et Ord, der end mindre stemmer
med Hr. Brandes's Opfatning deraf.

Jeg har oftere grebet mig selv i Forundring over, at der ved
Tilstande som disse kan gives ædle Mænd, at der kan gives
saa mange ædle Mænd, og hvor høit jeg har anerkjendt denne
Mandens sande Overlegenhed, Magten over Fordærvelsen, der-
om turde mine Skrifter bære mer end tilstrækkeligt Vidnesbyrd.

Camilla Collett.

Camilla Collett

SIDE: 436

NORSKE MØDRES ANGST FOR, AT STRINDBERG SKAL
FAA INDPAS I VOR LITERATUR, BEROLIGET.

("Nylænde" 15de April 1889.)

En Forfatter, som kun i hver retsindet Sjæl Afsky
 maa vække og Skræk!
Vil vi Mødre saa sandt vore Sønners Vel, da hold
 ham for Himlens Skyld væk!

Efter Kvinderespekt, alt ridderligt Sind, som vor Tid
 og vor Ungdom har inde,
Kommer Strindberg herind, kan vi skyde en Pind;
 for hans giftige Aand det vil svinde.

Den trøstende Stemme.

Ridderligt Sind i vort Land, her, her? O den Sag I
 ta jer kun let!
Her fordærves kan intet; hvor intet der er, har Kei-
 seren forloret sin Ret.

Camilla Collett

KJÆRLIGHED ER ALDRIG FOR HAARD.

(Dansk Morgenbladet 1887.)

Drachmanns Eventyrkomedie trækker nu fuldt Hus hver
Gang. Handlingen spændende, Dragter og Dekorationer blæn-
dende, Publikum begeistret.

Jeg gav mig ind paa Læsningen af Bogen, bevæget af et
Spørgsmaal:

Har Forfatteren nedskrevet dette Stykke saa naivt uskyldig
som H. C. Andersen sin "Svinedreng", hvorover det jo er
bygget? Eller har han været sig en Tendens, der knytter sig
til et visst brændende Dagens Spørgsmaal, fuldt bevidst? . . .
Den første Formodning synes at stemme med Forfatterens egen,
mer lyrisk milde Digterpersonlighed.

Men vi er ikke naaet ret langt i Stykket, før vi nødes til at
antage den sidste Gisning for den rette.

Nei, vi er ikke naaet langt, før Tendensen stikker sit Hoved
frem og nikker til os fra hver Replik, hver Strofe i Sangene.

For os former den hele brogede Eventyrdigtning sig til en
Allegori, et Billede af den Stilling, vore Dages Kvindebevægelse
indtager ligeoverfor en viss Fraktion af Modstanden, særlig
derunder forstaaet den Medfart, den fra denne Kant har at
vente sig.

SIDE: 437

Dette fastslaaet, kan vi trygt betegne Hovedpersonerne i
Stykket saaledes:

Prinsessen af Illyrien: Tidens Kvindevægelse (nota bene saa-
ledes som Modstanden opfatter den).

Prinsen af Danmark: Modstanden, Betvingelsen, Overvindelsen.

I første Akt træder da Prinsessen op med sin Stillings hele
Myndighed, et Overmod, der runger gjennem hele Akten.

Dette gjør hende dog ikke mindre bedaarende, mindre be-
gjæret af den Skare Friere, der en for en træder op. Men nu
driver hun Overmodet saa vidt, at hun haanlig giver dem Af-
sked allesammen, derunder selve Prinsen, og da -- ja vent
du bare!

Da kommer Gjengjældelsen. Og vi maa lade denne vor
Helt, at det sker med al den krænkede Friers Ubønhørlighed,
al den Overmagtens brutale Vælde, hvem alle Midler er tilladt,
og som ingen Midler skyr.

Og Gud skal vide, der er Kneb og Kunster og Kanalje-
streger i Overflod.

Overlistet ved noget, vi i vor prosaiske Virkelighed vilde
kalde et lavt Kontraktbrud (man vil mindes den lille Ombyt-
ning af Pladsen i Prinsessens Sengkammer) føres nu det af-
gjørende Slag mod hende.

Prinsen, i Kjedelflikkertaterens Skikkelse, er tilsidst den
eneste vaagne i Sovegemakket. Hofdamerne er nikket ind en
for en paa deres Stole. Han reiser sig fra sin Plads ved
Sengefoden paa Gulvet og leverer os derpaa en Monolog foran
den slumrende Prinsesse, hvori Stykkets Idé utvetydig har
samlet sin hele Styrke, d. v. s. efter en Hyldning af hendes
Skjønhed præciserer han os Mandens hele Stilling, hans op-
dragende Mission ligeoverfor Kvinden.

Thi Kvinden eier Evnen i sit Skjød
Ei blot til Liv ved Livet at gjengive,
Men til som Barnet selv en Vekst at blive,
der vokser under myndig Røgt og Pleie.
Den Mand, der virkelig vil Kvinden eie,
maa som en Gartner al sin Indsigt bruge,
maa stække vilde Skud og Ukrud luge,
Maa, fuld af Kjærlighed til Plantens Liv,
ei altfor nænsom spare Saks og Kniv . . .

Efter denne Proklamation af ogsaa Mandens moralske Over-
vegt over Barnet, Kvinden, der indsætter ham til lovbefalet
Tugtemester for hele Livet, lister Prinsetateren sig til at ind-

SIDE: 438

tage Pladsen i Sengen. Dørene rives op, og det listig for-
beredede Overfald følger nu. Bedækket med Skjændsel stødes
Prinsessen ud til den Tugtelse, der venter hende.

En rystende Scene! Selv Strindberg vilde fundet et: "Smid
hende ud!" som dette fuldkommen fyldestgjørende.

Hun drives nu af sin Følgesvend afsted over Stok og Sten
 -- fra Illyrien til Hillerød er Veien lang -- , indtil hun segner
af Træthed, puttes ind i en Kulsvierhytte, sulter, tørster, maa
staa i Markedsbod, hvor Raaheden slipper løs paa hende som
et Kobbel vilde Hunde, haanes og spottes af selve sin egen
høibaarne Tugtemester, der endnu ikke bag Kulsviersoden har
afsløret sin Høibaarenhed. En Gang, som hun mukser, og
ikke vil bøie sig for hans Magtbud, han vil true hende ind i
Hytten for at sætte Gryden paa, tager han og knuger hendes
Haandled med følgende Ord:

"Gyldent Armbaand har jeg ikke, men Merket af denne
Skruestikke skal være din Brudeskjænk. Naar du er ene, saa
se paa dette røde Kjærlighedspant, og erkjend din Overmand!"

Prinsessen synker iknæ og holder med venstre Haand
Skjørtet op for Øinene.

Prinsen slipper hende, siger i samme rolige Tone som før,
idet han peger paa Døren:

"Katrine, Gryden staar paa Arnen og venter paa dig."

(Prinsessen reiser sig, ser paa sin Haand, derfra hen paa
Prinsen, gaar hen imod Døren, dreier sig, som om hun be-
tænker sig, ser atter paa ham og gaar ind.)

Gjennem Scener som disse naar vi endelig Knudepunktet,
det afgjørende Sted i dette Kjærlighedens Opdragelsesverk;
Prinsessens Hovmod er knækket, og hun falder sin Kjedel-
flikker tilfode med et: Min Herre og Husbond.

Da jeg havde naaet dette Punkt i Dramaet, ved jeg ikke
hvordan, men jeg kom til at tænke paa Smedehustruen, jeg
samme Dag havde læst om, hun, der foruden en Del Merker,
hun havde at opvise efter en saadan Opdragelse, havde faaet
et Øie slaaet ud.

Havde hun kunnet læse Drachmanns Drama! Hun vilde
maaske set paa sin Skjæbne med et andet Øie -- vilde tænkt
med Rørelse paa ham, som nu skulde sidde hele tre Gange
fem! Nei, "Kjærlighed er aldrig for haard!"

Men Prinsesse Kvindesag bliver tugtet og bøiet tilgavns, og
det er dog det vigtigste.

Paa Scenen maa det tage sig brillant ud; intet Under, at
Publikum applauderer, saa det runger.

Camilla Collett

SIDE: 439

LANDLIV OG BADELIV.

(Anonymt i "Aftenposten" 13de August 1887.)

St. Olafs Bad, Modum, 10de Aug. 87.

Naar Dagene længes, Heden allerede begynder saa smaat at
leire sig over Christiania By, farer der i alle flytbare Familier,
der ikke er saa heldige at eie faste Landsteder, en sælsom
Uro; Svenskerne vilde kalde den Sommersjukan. Sovende og
vaagen drømmer man om Landlivets Herligheder. En rigtig
gammelnordisk Bjelkestue med lave Lofter, frugale Maaltider
ude paa Svalen eller i den lille Have vilde, akkompagneret af
"Skovens Sus og Fossens fjerne Brus", kort alt, hvad som
kan byde den størst mulig idylliske Modsætning til Bylivets
kjedelig monotone Komfort og Bekvemmeligheder, danner de
lokkende Billeder i disse Sommerdrømme.

Og virkelig, vore Bondegaarde langs Fjordene og oppe i
Lierne begynder at fylde sig med "fine Folk" nede fra Byerne,
mest fra vor Hovedstad.

At en stor Del af disse fine Folk gjennem lidt nærmere Er-
faring opdager, at de idylliske Glæder ikke svarer til Forvent-
ningen, at man med en hemmelig Lettelse vender tilbage til
sine gamle Husguder, er vel simpelthen den uundgaaelige Følge
af Udflytningsprincippet selv: en altfor brat Omflytning af Livs-
vaner og Fornødenheder, som vi Mennesker nu engang -- det
nytter ikke at negte -- er Slaver af.

Tilfældet kan jo ogsaa paa disse Gaarde føre Familier sam-
men, hvis Fruer ikke alle liker hinanden, og hvoraf ikke alle
Mændene har den samme Farve. Dette foranlediger selvfølgelig
Meningskonflikter, som ikke altid falder behagelig under et saa
nært Samliv. En nervøs Dame, som Lægen specielt havde
anbefalet "landlig Stilhed", fortalte mig, at paa den Gaard,
hun havde tilbragt sin kostbare Ferietid, var der samlet et
Antal af 14 muntre Børn.

Min gamle Ven og Slegtning, Misantropen, undlader heller
aldrig, naar Leilighed gives, at foreholde sin kjære Egtehalvdel
alle de Lidelser, han havde udstaaet under deres Sommerop-
hold paa Gloppestad, saa tror jeg, det interessante Sted heder,
berømt for et gammelt Stabur. Ved en nøie Opsummering fik
han Antallet af Mislighederne ved dette bragt op til et halvt Snes
Netto, medens hans Hustru, der vel ikke kunde fragaa at have
været den drivende og afgjørende Faktor i Udflytningen, ikke
vilde indrømme mer end den halve Del deraf.

SIDE: 440

Men bedste Ven -- brød han af, da Sagen sidste Gang var
paa Bane -- du glemmer det værste, Væggedyr.

Med dette Argument forstummede hun. Og atter slog det
mig, hvor sikkert min gamle Ven Misantropen vidste at træffe
og djervt give Ord min dulgte Opfatning af mangt og saa
meget: ja, det var rigtignok det værste.

Med disse Smaatræk, hentet fra Landliggeriet oppe i Gaar-
dene, skal det ingenlunde være sagt, at dette alene bereder
Skuffelser. Jeg har kun en dunkel Formening om, at Und-
tagelserne hører til de sjeldnere Oplevelser. Det er nu engang
bleven Modesag, en formelig Mani, selv for de mere bemidlede,
at søge Sommerrekreationen under denne Form.

Men netop for saadanne Folk, der har Raad til at vælge,
vilde jeg, var jeg en af dem, langt foretrække Opholdet ved
et af vore Bad, og af disse kjender jeg kun ett, der fremfor
alle andre forener Betingelserne for et roligt, behageligt Som-
merliv, og det er det Bad, jeg oftere har besøgt, som har
skjænket mig saa mange rolige, lykkelige Dage, det Bad, hvor-
fra jeg sender disse Linjer.

Vi vil her ganske bortse fra dets Fortjenester som Kur-
anstalt. Kun erindre vil vi dets maaske for lidet paaagtede
Egenskab som Luftsanatorium. Ikke saa lidet høit, som det
er over Havfladen, er det ved sin lune Beliggenhed bedre
garanteret mod Klimaets og Veirligets Kapricer, end vore saa
sterkt besøgte Høifjeldssanatorier, hvilket ikke lidet turde lægge
sit til et baade sundt og behageligt Sommerophold. Her kan
man leve landlig, idyllisk om man vil, uden at savne nogen af
disse daglige Livsfornødenheder, som et civiliseret Menneske
nu engang ikke kan undvære: Musik til forskjellige Dagens
Tider, Avissalon, Anledning til Bekjendtskaber, om man vil, og
til at undgaa Bekjendtskaber, naar man ikke vil, og selv min
strenge Ven Misantropen vilde vanskelig finde noget at udsætte
paa Fru Hansens gode, kraftige Kjøkken. Her maatte enhver,
den selskabelig som den uselskabelig anlagte Gjest, finde sig
tilrette.

I disse lune, beskyggede Irgange kan man stille fortabe sig;
man kunde tro sig milevidt fra Døgnets Travelhed og Trængsel,
hvis ikke de mange tækkelige Smaavillaer, der titter frem under
Løvhanget, mindede os om, at det ikke er den vilde Skov, vi
befinder os i, men en deilig, kunstnerisk ordnet Park, hvortil
Eierens utrættelige Virksomhed har forstaaet at omskabe den.

Udenfor denne Grænse, eller rettere, her er ingen Grænse,
har vi da den fri Natur i al sin Herlighed, alle dens Afskyg-

SIDE: 441

ninger fra blideste Ynde til vild, imponerende Storhed, -- alt
gjort bekvemt tilgjængeligt for enhver Besøgende.

Naar Aftenen da begynder at sænke sig over Skove og Dale,
søger Selskabet gjerne frem til Tunet foran Kurhusene, en
langstrakt Terrasse, der med sine venlige Bosketter, overraget
af mægtige Birke, sine Rosenhækker og lune Hvilesteder
strækker sig langs Dalskrænten ud mod Vest.

Ubeskrivelig deiligt kan Aftenskjæret, forklarende alt i sin
Glød, lyse hen over den hele Strækning; lader Musikken, der
visse Aftener flytter ind fra Skoven til Tunet, dertil sine Toner
lyde fra en nærliggende Pavillon, saa kan det ikke feile, at
der ogsaa over alle Ansigter har spændt sig et sollyst, veltil-
freds Skjær.

Badet er i denne Tid besøgt af vor store Kunstnerberømthed
Hans Gude, der ligger her med Familie. Han er i jevn Hen-
rykkelse over Stedets Skjønhed. Vi andre føler denne Skjøn-
hed mer eller mindre; han forstaar den.

En Egenhed ved St. Olafs Bad er det, at det besøges mest
af Fremmede. Danske, Svenske, Finlændere, tildels tilhørende
de høiere stillede Klasser, vil man fortrinsvis finde her, faa
Norske. Dette Bad synes at dele Skjæbne med vore Genier,
det er Fremmede, som har Æren af Opdagelsen, indtil vi, saa-
ledes belært, selv faar Øinene op for dets Betydning.

C. C.

Camilla Collett

I FÆNGSLET PAA MUNKHOLMEN.

JULI 1887.

Grumt du, o Danmark! behandled, hvad engang du eied af stort.
Nu hevner det sig; hvad du levned, har Tiden grumt feiet bort.

Mens Usseldom, høibaarne Laster du hylded og hæved paa Skjold,
Dit bedste, dit dyreste Eie, brød ned du, med skjændigste Vold.

Der fulgte en Tid, da du skjelned med renere lutret Sans.
Da over dig rigt sig spredte den sande Storhedens Glans.

Alt hvad der dengang blandt Lande en Hædersplads høit dig gav,
Dit Kunstnerry, dine Skjalde, hvor blev det altsammen af?

Med Norge, dit stakkels Stedbarn, blev ogsaa jo brat det forbi -- 
Barnet kom vel af Gaarde; det gjorde et godt Parti.

Hvad er det, som over din Storhed saa herjende lagde sin Haand?
Er det Struensees, Leonoras, er det Griffenfelds hevnende Aand?

SIDE: 442

Ja Griffenfelds hevnende Aand. Bag de skumle Mure herinde
Har, o Danmark, din store Søn seet Dagene, Aarene svinde,

Har han speidet hver Dag histover, hvor Domen, hin Stenkolos,
Sig løfter med graanet Tind i det gamle Nidaros.

 -- Nei, ud over barsken Nord, over Fjeldetind, over Sjø
Ustanselig Tanken søgte hans Længslers fjerne Ø -- 

Og Dag for Dag -- var det med Afmagtens Bitterhed, Had -- ?
Sin Klage stevned han ind for dens mægtige Kongestad:

"Sig mig, mit Fosterland, sig, hvad havde saa haardt jeg forbrudt?
Din Hæder jeg vilde jo kun, har du derfor saa grumt mig forskudt?"

Dog døv du, o Dana, forblev for den fangne Ørn og dens Skrig.
Hvad tænkte du saa hin Dag, da man bragte dig Fangens Lig?

Camilla Collett

OGSAA ET LIDET ORD DEROM.

C. C.

("Nyt Tidsskrift" s. 455, 1887.)

Der skrives og skrives for og imod om denne vistnok egne
Fremtoning i vor Literatur, der i sin sidste Afstøbning har
faaet Navn af Albertineliteraturen.

For den Sags Skyld kunde den gjerne beholdt sit gamle
Navn efter "Bohêmen", saa meget mere som jo Forfatteren
har erkjendt Broderskabet. I Virkeligheden gaar disse Skrifter,
hidtil tre i Tallet, ud paa det samme: at forkynde sig som
Mirakeldoktorer, Enebesiddere af det Middel, der fuldstændig
skal læge visse slemme Samfundsskader, der har begyndt at
vække alvorlig Bekymring.

Tiden, Vækkeren, der lader sit Gjallarhorn lyde ind til
Samfundets dulgteste Kroge, har ogsaa vakt en Betragtning af
Mands og Kvindes gjensidige Forhold op af Dvalen. Den
svagere stillede Part, vaagnet til Bevidsthed om den uværdige
Stilling, hun indtager deri, har stevnet sin Sag ind for det
Forum -- Humanitetens, Menneskerettighedernes -- , hvor saa
mangt et Tidens Spørgsmaal ser sin Løsning imøde. I Europas
store Lande har Mænd, hvis Navne vil lyse ind i de sildigste
Slegter, stillet sig som dens varmeste Talsmænd.

Og i vort Norden?

Den Literatur, der for Øieblikket her i vore nordiske Lande
kan siges at repræsentere den mandlige Deltagelse i Striden,

SIDE: 443

kan vi betegne med tvende Navne: den Strindbergske og
Albertineliteraturen.

Den førstnævnte er det overflødigt nærmere at omtale. Der
er maaske talt altfor meget om den. Vi ved, at den har samlet
al den Forbitrelse, som Bevægelsen selvfølgelig har vakt, samlet
den i et Raseri, der paa jevnt normale Læsere har gjort et
Indtryk af det ikke fuldt tilregnelige. Den har alle en saadan
Tilstands voldsomme Kriser, fikse Idéer -- Forvekslingshallu-
cinationer, Forvekslinger -- underligt nok -- af de undertrykte
med Undertrykkerne, af Bøddelen med Offeret.

Albertineliteraturen har taget Sagerne ganske anderledes i
Haand. Her er ingen Ombytning af Rollerne, ingen Bestræ-
belser for at vække Medfølelsessympatier for det arme, for-
kuede Mandkjøn.

Nei, Gud skal vide, de Skildringer, disse Skrifter leverer
os, er skikkede til at vække helt andre Følelser. De afslører
os kun det gamle Misforhold forfærdeligere, end vi har kunnet
tænke os det, de viser os den Afgrund, som en forskjellig
Sedelighedsopfatning og faststillede Love har dannet mellem
begge Kjøn, idet de peger hen til en Skrankernes fuldstændige
Brydning som den eneste Redning, det eneste, der lover at
oprette Ligevegten.

Skrankerne mellem Kjønnene! Ja af dem findes der vist
mer end nok. Spørgsmaalet bliver kun:

Er det de rette Skranker, der her skal brydes? Albertine-
literaturen giver intet tilfredsstillende Svar herpaa. Den synes
før at pege i en Retning, der er alt andet end beroligende.

Hvad vi savner i disse Skrifter, endog det bedste af dem,
som vi saa gjerne i god Tro vilde slutte os til, er det rette
Hjertelag. Vi savner denne Indignationens Varme, denne Med-
følelsens vibrerende Streng, der gaar fra Hjerte til Hjerte,
der vilde formilde os lidt de unødvendig krasse Skildringer,
som nu kun vækker Væmmelse, Skræk. Objektiviteten (For-
fatterens ikke-Tilstedeværelse), saa skrupuløst overholdt som
her, øver, naar det gjælder Skildringer af saa sterkt oprørende
Beskaffenhed, ofte den modsatte Virkning. Det er mod ham,
Fortælleren, vi vender os tilsidst; vi søger ham paa hver Side
med et hjælpeløst: Hvor er du? hvad mener du med dette?

Vi faar intet Svar. De meddeles os, disse Bekjendelser ud
af Mændenes egen Leir, med Xylografens kolde Nøiagtighed,
en næsten flegmatisk uryggelig Sindsro, som om det ikke an-

SIDE: 444

gik denne vor Herres og Herskers Ære og Anseelse det bit-
terste Gran. Mænd, der endnu holder en Tankens og Livets
Renhed i Ære -- og vi vil ikke betages den Tro, at der deraf
endnu findes mange, mange -- , vil føle Sorg, vil blues ved
disse Skildringer, som om de var solidarisk ansvarlige. Paa
den endnu uerfarne, paa den halvdannede Læser vil de van-
skelig efterlade andet Indtryk end et raadvildt: Huf, det var
fælt! men saaledes er det nu engang. De, som fortæller det,
siger ikke noget om det, det kan vel ikke anderledes være da!

Det er dette kolde, ansvarsløse: saa er det nu engang! der
mer eller mindre gjør sig gjældende i den Trilogi af Skrifter,
der under Navn af Bohême-Albertineliteraturen har skaffet
vort ærlige Bjergland et saa eget Ry endog ud over Nabo-
rigernes Enemerker.

Og dog -- midt i den Forargelse, den selvfølgelig har vakt,
trods den Modstand, den har kaldt tillive, har den ikke manglet
Tilslutning. Selv ubetinget nobeltsindede Folk af begge Kjøn,
vistnok i Følelsen af det ulidelige og snart sagt fuldstændig
uholdbare, hvortil Forholdet mellem Mand og Kvinde er naaet,
daaret vel ogsaa af det Sedelighedens Skjoldmerke, hvorunder
den er traadt op, har -- vel kan vi forstaa det -- i den troet
at hilse Redningsvarselet. Albertinerne fører i sit Banner, som
man ved, et: Ned med den lovbeskyttede!

Meget smukt! Men paa den anden Side af Banneret staar,
kun lidt mindre læseligt, noget, som let kunde udtydes til et:
bedre Vare! . . . Skulde det ikke være Pointet i Devisen?

Paa den ganske uhildede Læser vil disse Skrifter efterlade
et Indtryk, der betænkelig ligner det, som en viss Sort Inse-
rater i Bladene vækker i os. Gjennem en lang, salvelsesfuld
Indledning forberedes vi paa en Sag, hvorpaa hele Menneske-
hedens Ve og Vel synes at bero, og saa opløser den hele
Harang sig i en Reklame for "Apoteker Brandts Schweizer-
piller" eller "Fox Normal, der ikke kryber".

Hvilket ganske andet Indtryk faar man ikke ved at læse blot
et Kapitel af Ernest Legouvés "Histoire morale des femmes". [fotnotemerke] 

Sandere, mere indtrængende har aldrig nogen skildret Kvin-
dens Stilling inden Samfundet. Ogsaa han udhæver Fordær-

Fotnote: Den franske Akademikers Verk kom først ud, efterat han havde prøvet
det Indtryk det vilde gjøre, i en Række Foredrag afholdt i Collège de France.
Et glimrende Udfald af denne Prøve bestemte ham til at udgive Bogen,
der siden har oplevet en Række nye Oplag. Ret betegnende for Sagens
Stilling her i Danmark er det, at en Oversættelse af denne saa merkelige
Bog har henligget i en Række af Aar og ikke kan finde nogen Forlægger.

SIDE: 445

velsen, Fornedrelsen, som hun redningsløst bliver Bytte for;
men han oprøres med os, vi græder med ham, vi røres til
Bunden af vor Sjæl.

Men hvorsomhelst vi møder disse Skildringer, paa vor egen
eller paa fremmed Grund, paatvinges der os et stille Spørgs-
maal:

Hvorledes har Manden, i hvis Hænder Magten siden Ver-
dens Skabelse har ligget, som ogsaa uindskrænket har raadet
for Kvindens Samfundsstilling, særlig da for hendes Stilling
ligeoverfor ham -- hvorledes har han kunnet bringe det ned
til saa jammerlig nedværdigende Tilstande som dem, Tidens
Forfattere alle er enige om at skildre? . . . Tilstande, der har
ført til disse Verdenskatastrofer, Historien kan fortælle os om
 -- ført til Keiserrigers og hele Folkeslags Undergang, og som
nu ved Slutten af vort oplyste Aarhundrede oppe i et fjernt
nordisk Bjergland har affødt noget som "Fra Kristiania-bohêmen"
og "Mannfolk"?

Svaret ligger nær.

Ved dette Magtvælde selv, der har virket ens overalt og til
alle Tider, selvnedbrydende, et Magtvælde, som ligeoverfor den
svagere Part mindst har fundet det nødvendigt at paalægge sig
nogen Tøile eller Tvang.

Medens han formente hende menneskelige Rettigheder, me-
dens han i Aarhundreder arbeidede paa at skabe en viljeløs
Dukke af hende, afpasset efter alle hans lavere Behov, har
det mer og mer opelsket Dyret i ham selv.

Tiden, Vækkeren, har endelig vakt en dunkel Bevidsthed
om et forfærdeligt Misforhold ogsaa her hos os, og i Skræk-
ken over, at det ikke kan gaa længer paa den Maade, famles
der efter en Udvei, der skal bringe Ligevegten tilveie, med ett
Ord redde Samfundet fra den truende Undergang.

Og hvad er det saa for en Udvei, der er funden, som skal
føre til et saa storartet Resultat?

Ja, der staar vi foran Spørgsmaalet.

Har den Reform i Kjønnenes Stilling til hinanden, som vor
Albertineliteratur enstemmig synes at søge hen til har den
taget hendes Tarv, hendes Lykke med i Betragtning?

Nei, ingenlunde. Tvertimod, skal vi dømme af de Krav,
der her stilles paa Mandens Vegne, der synes at gaa ud paa
at fjerne de sidste Skranker, der skiller hende fra hans Magt-
begjær.

SIDE: 446

"Vi vil Skrankerne ned, der til Burene fører,
hver Kvinde skal med, til hvad Stand hun end hører."

Og Burene, det er Familien, Egteskabet, hidtil hendes ene-
ste Vern.

Og hvilke Krav til Troskaben skulde der stilles inden de
Pakter, der sluttes paa den Maade? . . . Det helt menneskelige,
det lige Krav paa begge Sider? . . . eller det halvt menneske-
lige: Forpligtelser for den ene Part, medens den anden anser
sig løst derfra? Eller skal det hede: alle Skranker bort! saa
kommer vi jo ned til Abens frie Kjærlighed.

Den frie Kjærlighed! Ja, det klinger vist deilig forløsende
for mange; men endnu er vi ikke naaet derhen, at Tilstande
som de, en saadan vilde medføre, ogsaa sikrede hende Tryg-
hed og Lykke. Der skal rinde meget Vand i Stranden, før vi
kan tænke paa den. Der er Aarhundreders Uret at sone og
oprette, der er svælgende Dyb at udfylde, som en unaturlig
ulig, en ukristelig Morallov har plantet mellem Kjønnene,
Bjerge af Fordomme at omstyrte, inden vi kan tale om "den
frie Kjærlighed".

Og skulde det ikke være denne, Kjærlighedens Væsen selv,
der først og fremst kunde trænge til lidt nærmere Drøftning,
inden den udvidede sit Terræn paa en for den ene Part saa
lidet betryggende Vis?

Vi kan med Lethed forfølge Virkningerne af den sterkeres
Overmagt i dens indbyrdes Kampe om Herredømmet. Indre
Splittelser, Forbrydelser, Krigens Rædsler har merket dens
Spor gjennem alle Tider, indtil sidste Dag. Ingen besvergende
Magter, ikke Oplysningens, Humanitetens, ikke Religionens,
har kunnet betvinge den; Korsets Løften paa denne Gladiator-
mark har vist sig magtesløs. [fotnotemerke] Men der er andre Kampe, mere
skjulte, mere tyste, derfor ikke mindre grusomme; i sine Virk-
ninger maaske mere ødelæggende end nogen, og det er Kampen
mellem de ulige stillede, ulige væbnede Parter, den vi kalder
Kjærlighedsforholdet mellem de to Kjøn.

Det er den sterkeres Kjærlighed, der trænger til Reformen.

At ikke alle Børn paavirkes lige under en slet Opdragelse,
at her træder Anlæg og Natur reddende til, ved vi jo nok.
At der overalt gives Mænd, der med Ære har bestaaet Mama
Samfunds partisk forkjælende Behandling af sine, er det lige-
saa overflødigt at minde om. Heller ikke skal det glemmes,
at de vegtigste Anklager mod Uretten, mod dem selv, er
kommen fra Mænds Side.

Fotnote: Se den hollandske Maler Stallaerts gribende Billede.

SIDE: 447

Men vi maa bortse fra Undtagelserne. Det er i sin store
Almindelighed, denne Sag maa betragtes.

"Kvinden, naar hun elsker," siger Legouvé, "sætter alt, hvad
der er stort og godt i hende i den ene Følelse. Manden
overfører altfor ofte sine slette Tilbøieligheder (ses vices) i
hin. . . . Der ligger en Afgrund mellem Mandens og Kvindens
Kjærlighed, der bedst kan fattes i det gjensidige: "Jeg er din!"
og hans: "Du er min!" (Je suis à toi -- tu m'appartiens!)."
"Mandens Kjærlighed," siger en berømt engelsk Forfatter, "er
en egennyttig, selvberegnende Følelse, der fordrer ethvert Offer,
lidet villig til selv at give noget. Manden elsker Kjønnet,
Kvinden Individet, hendes Følelser ligger i Hjertet, i Fantasien"
. . . etc.

Ikke mere skaanselfuldt udtaler diverse andre Psykologer
og Kulturhistorikere sig om sit eget Kjøn. Og Romanforfatterne
optog begjærlig Anvisningen: Bramarbasheltene og de rigtige
Kvindeknusere kom formelig i Mode, især var det Tilfældet i
Syttiaarenes Romanliteratur.

Vi vil lade de fremmede Forfatteres Analyser staa ved sit
Værd. Uimodsigeligt bliver det vel, at den mandlige og kvinde-
lige Kjærlighed, hvis Grundelementer dog maa tænkes ens,
skal den fortjene Navn af Kjærlighed, i sin Sammensætning og
hele Fremtoning byder betænkelige Afvigelser.

I Mandens Følelsesliv er der tvende Faktorer, der vel for-
nemmelig kan kaldes de ledende og afgjørende. Den ene af
disse, den mægtigste, er det vel overflødigt nærmere at be-
tegne, den anden, hvad vi vil kalde Sportstrangen i hans
Natur, der sætter Kampen for Vindingen høiere end alt -- begge
den sande Kjærlighed fiendtlige Magter, begge daarlige Raad-
givere, naar det gjælder ogsaa hans egen Lykke.

Tag to Søstre, begge indtagende, stil en Mand i deres Nær-
hed. Den ene elsker ham, han har maaske gjettet det; den
anden mere udfordrende i sin kolde Uberørthed, ikke. Hvem
af disse øver den sterkeste Tiltrækningskraft, hvem er det
ham om at vinde?

En Kvinde kan være fiendtlig stillet til Slegten af den Mand,
hun elsker, hun ofrer villig Hadet for sin Kjærlighed. En
Mand ofrer altfor villig Kjærligheden for sit Had.

En Sandhed bliver det, at Kvindens Følelse staar over Man-
dens i etisk Styrke og Værd; den har et sandere Lykkens
Instinkt, der sikrere veileder, sikrere slutter Pakter i og for
Livet.

SIDE: 448

Og hvorledes har Manden fredet om denne hendes "Væsens
dybeste Evne", hendes "sterkeste Sjæledrift", som man saa
smukt kalder det -- Anlæg og Egenheder, der skulde aabne
hende Indgangen til det, man ogsaa saa vakkert kalder "hendes
Bestemmelse"?

Han opretholdt Frasen. Forsømte ikke ved nogen passende
Anledning at anbringe de smukke Talemaader. "Herskerinde i
Følelsens Rige" kaldtes hun her, medens han forbeholdt sig
selv Herredømmet i Aandens.

Ak, det er blevet ved Lydriget; andet er dette hendes Konge-
rige ikke. I Virkeligheden har han gjort alt for at kue og
kvæle denne hendes Væsens dybeste Evne, idet han i den
saakaldte Kvindeligheds Navn brutalt satte en Mundkurv paa
ethvert Livstegn fra den for desto mageligere at kunne vælge
efter sin. Det er sandt, man indrømmede hende den Rettighed
at kunne afslaa, et Privilegium, som dog i de allerfleste Til-
fælde ikke benyttes, hvor man nok gjerne vilde det, dertil er
der sørget for Grunde nok. Dette Despoti, som Vane og For-
domme, jo mer raffineret Kulturen har udviklet sig, har fæstnet
til et drakonisk, uryggeligt Forbud, har affødt Jammerfølger,
som ikke har Udtryk i Sproget for tilfulde at fattes.

Tusende Forkrøblede Tilværelser, Millioner ulykkelige, for-
feilede Egteskaber er flydt af, at ogsaa denne Valgurne har
været lukket for hende -- hele Slegters Sygelighed og Marv-
løshed kan vi trygt udlede af, at Kvindens Følelsesliv syste-
matisk er blevet kvalt og dræbt i hende. Det er Personen,
Manden vil vinde, ikke hendes Kjærlighed.

Det er denne, det er hendes Kjærlighed, det gjælder om at
frigjøre, inden vi taler om at udvide Territoriet for Mandens.
Det er stort nok før.

Ak, det har lange Udsigter med det! Endnu kan det hede
uden for stor Overdrivelse:

"Elsk en Mand, og kan du ei dy dig, da grumt
 vil han fly dig.
Elsk en Mand, og vil du det dølge -- vil han
 dig forfølge . . ."

Det er hendes Kjærlighed, det gjælder om at frigjøre. Men
denne Frigjørelse maa bygges paa en helt anden Stilling i
Samfundet end den, hun nu indtager, en Stilling, der skal
hæve den fra Slavindens tvungne Offer til Herskerindens fri-
villige Gave -- eller om man heller vil, fra den blindt for-
smaaede til den varmt attraaede Ditto. Forsørgelsesmotivet vil

SIDE: 449

have udspillet sin lidet hæderlige Rolle, og -- Mødrene ængste
sig ikke! -- Herrerne faar neppe Anledning til at uddele saa
mange Kurve, som man kunde befrygte.

Det er hertil, vi maa tilbage, mine Herrer Samfundsreforma-
torer; her er endnu adskilligt at rette paa, inden vi taler om
"den frie Kjærlighed".

Camilla Collett

BREV TIL FRU H.

fra C. C.

(Nylænde 15de April 1888.)

Hvad jeg synes om "Sensitiva amorosa", spurgte De mig.

Ja, det er ikke saa let saadan i en Fart at svare paa. Det
lader sig ikke fatte i en Grimase, et afvergende Ord. Det lille
Skrift maa, trods det noget taagede Høidestandpunkt, det ind-
tager, vel ogsaa gjælde for en Stemme i Spørgsmaalet om
Kjønnenes Forhold til hinanden, der heroppe i vort sindig
ærbare Norden har givet Stof til Diskussioner saa heftige, som
vi i vor stridbare Tid nogensinde har oplevet dem, Diskus-
sioner, som -- jeg tilstaar det -- jeg har fundet mig vel ved at
holde mig ganske udenfor. Forsaavidt bunder den svenske For-
fatters Bog vistnok i det dybeste af vor -- Kvindernes -- Sag,
og kunde udfordre et ganske andet grundigere Tilsvar, end jeg
kan give det. Deres Spørgsmaal til mig har kun vakt nogle
Betragtninger, som jeg i al Korthed nedskriver for Dem. Husk
paa, Emnet ligger ikke ganske -- eller, om De vil, for dybt -- 
for mig -- det har ondt for at forme sig.

For mig kan det kun stille sig saa, at Kjærlighedsforholdet,
eller skal man nu sige "Kjønsforholdet", mellem begge de an-
gjældende Parter har tvende Udgangspunkter, der blir det
bestemmende for dets videre Udvikling, dets Værd og Varig-
hed: hvor et blot og bart sanseligt Motiv giver Stødet til en
Forbindelse, og hvor de mer sjælelige Impulser overveiende
er tilstede, leder, slutter og bærer en saadan.

Hvor dette sidste er Tilfældet, har vi ogsaa den muligste
Garanti for dens Styrke og Varighed, saavidt vore skrøbelige
Menneskekaar kan yde en saadan. Øm Forstaaelse, gjensidig
Sjæls- og Aandsberigelse, Hengivenhed, ubrødelig Trofasthed
kaldes de lykkebringende Genier, der lover at følge en saadan
Forbindelse. Har en sand sjælelig og aandelig Sympati knyttet
Baandet, saa vil den optage alle Kjærlighedslivets Elementer i
sig, selvfølgelig ogsaa det sanselige, kun vil dette ikke raade,
men maa lystre, behersket af, underordnet sin ædlere Modpart.

SIDE: 450

Men denne Modpart er en mild, retfærdig Hersker. Hvor
Livsforholdene uundgaaelig indsætter den kjødelige Forbindelse
i sine Rettigheder, vil den ogsaa virke løftende, lutrende paa
denne, vil den smelte sammen med den til Kjærlighedslivets
høieste Fuldendelse.

Verdenshistorien kan fortælle om saadanne Forbindelser,
hvor de forbundne fulgte hinanden til Døden -- i Døden.

Mon ikke Stuart Mills Egteskab var et saadant Mønster-
forhold?

Jeg har kjendt flere saadanne.

Anderledes hvor ene og alene kjødelig Attraa -- vi kan vel
fatte det i Ordet Sanseligheden -- giver Stødet til og bliver
det raadende Motiv i Forbindelsen. Den er en mer despotisk
Hersker, der lidet finder sig tilrette med hine ædlere Faktorer i
Kjærlighedslivet. Den har kun sat sig ett Maal, Begjærets Til-
fredsstillelse; men ligesom sin nære blodsforvandt Grusomheds-
trang gjør Tilfredsstillelsen den kun mer umættelig. Tidlig
Blaserthed, aandelig og legemlig Slappelse, Livslede -- Selv-
foragt pleier at være denne Umætteligheds traurige Følge-
svende, og den ender ikke sjelden, naar den af aandeligt Livs-
stof har fortæret, hvad der er at fortære, med at dræbe sine
egne Bekjendere.

Det er vel overflødigt nærmere at betone, for hvem af de
tvende Parter i Kjærlighedsforholdet de her antydede Maader
at elske paa er det mest betegnende. Det turde være nok-
som udhævet af mer end en verdensberømt Forfatter, hvis der
her behøvedes andre Vidnesbyrd end Livet selv.

Og Mandens Natur, den ubegrænsede Frihed, han har sikret
sig, til at følge sine lavere Instinkter og styrte sig i denne Mal-
strøm har krævet og kræver Tusende slige Ofre. Udskeielsen
paa dette Omraade er vokset til en Samfundspest, et Verdens-
onde, der ikke mere kan ties ned, men begynder at vække
en alvorlig Bekymring, der kalder til Overveielse!

Vore hjemlige Bohêmeforfattere har givet os slemme, meget
slemme Oplysninger om, hvordan det staar til i deres egen
Leir; om de Botemidler mod Ondet, som de temmelig en-
stemmig synes at anbefale, just vilde være de heldigste, er en
anden Sag. Det er ikke den Art Lighedskrav, der skal redde
Situationen.

Den kvindelige Kjærlighedsart med dens finere Lykkesinstinkt
skulde her danne Modvegten og yde det mer betryggende Ini-
tiativ til Forbindelsen. Til hende at give Tegnet, Varslet.

Men det er jo netop dette, der er hende strengelig forment.

SIDE: 451

Man har betegnet denne Given-Signalet med "at fri selv", et
Haansord, der kan skræmme den modigste til at smække
Laasen i for sit Hjertes Lønkammer. De smukke Talemaader
om "Kvindens Herredømme paa Hjertets og Følelsens Om-
raade", der benyttes med saadan Effekt i Skaaltaler og lig-
nende Anledninger, tar sig da ganske besynderlig ud ved
Siden af den magtløse Passivitet, hun i Virkeligheden maa ind-
tage, naar det gjælder hendes Hjertelivs dyreste Anliggende.

Der ligger en dobbelt Forbrydelse mod Kvinden skjult bag
dette Kvindelighedens strenge Lovbud: ikke at røbe en Følelse,
lad den være saa sand og dyb, saa lykkeforjættende for begge
Parter, som den være vil, førend han naadigst har givet Til-
ladelse dertil, -- og ogsaa da først, naar han har "reelle Hen-
sigter", -- den forvandler hendes Lykke til et usselt Lykketræf,
medens hun, overalt hvor Mandens Kjærlighedsart, den ikke
etisk betvungne, besjælede, vinder sin Seier, uundgaaelig -- 
Naturen har nu engang laget det saa -- bliver Byttet.

Ja vel er dette en Naturens grusomme Ironi, hvortil Sam-
fundet ikke undlader at lægge sin infameste Vegt til. Medens
det stænger for hendes Kjærlighedstrang og gjør alt for at døde
den, medens hun uundgaaelig maa blive Offeret for hans, er
det hende alene, hvor Tilfældet ikke falder ind under det
strengt lovlige, der maa bære Skylden og Vegten.

Han har kun, bag dette Samfundets milde Vern, at sørge
for, ikke for sterkt at misbruge Friheden og ødelægge sig selv.

Der ligger noget forfærdeligt deri, at Kvinden saadan natur-
nødvendig ureddelig maa drages med i Fordærvelsen.

Forfærdeligere endnu er Samfundets fuldstændige Blindhed
derfor. Det synes ikke at bringe mindste Forvirring i dets
Logik, at Gjennemførelsen af dets sedelige Ulighedsteori, fuld
Frihed for ham, streng Kyskhed for hende, bunder i en
fysisk Umulighed. Ett Offer for hvert et Jægerskud, -- for
hvert et tilladt Brud paa Sedeligheden, ett utilladeligt. Samfundet
delt mellem at tilgive og straffe! Kun følger det her den mod-
satte Metode end den under visse Galebidsepidemier: det er
Ofrene, der slaaes ned, Fordærverne, der gaar fri.

Det er dette mægtige Trekeiserforbund mellem Naturens
Grumhed mod Kvinden i alle Retninger af Kjønsforholdet,
Mandens Egoisme og en nederdrægtig Samfundsopinion, der
har affødt disse legaliserede Skjændselsinstitutioner, hvor Mil-
lioner af Kvinder ofres for den menneskelige Dyriskhed, In-
stitutioner, som dog nu har begyndt at vække noget, der ligner

SIDE: 452

Betænkelighed, men som engang i Tidens Fylde vil staa
for en mer frigjort, uhildet, mer ophøiet Samfundsbevidsthed
som en af disse mørke Sider i vor Verdensudviklings Annaler,
der trygt kan maale sig med de gammelmeksikanske Menneske-
ofringer og det bethlehemitiske Barnemord.

Men disse Betragtninger har bragt mig rent bort fra det
egentlige Sujet for min Skrivelse til Dem, den svenske Bog.
Det er neppe uden Grund, at den har vakt saadan betænkelig
Opsigt.

Fuldkommen ubekjendt med Forholdene, vover jeg naturlig-
vis ikke nogen Formening om, hvorvidt dens Ophavsmand selv
har været et mer eller mindre ulykkeligt Offer for en selv-
beredt Nemesis. Ved at gjennemlæse hans Skrift kan jeg
ikke negte, at man faar ligesom et Indtryk deraf. Den megen
"Lede og Vemjelse", han opvarter os med, leder i det mindste
Tanken derhen.

Men Forfatteren er Digter, og sand Digter, og med Digterens
ømme Sensibilitet forstaar han fuldt ud at vurdere den op-
høiede Rolle, Sjælelivet spiller i Kjærlighedsforholdet, føler han
det sjælsbeaandedes hele Forrang. Han vil gribe det igjen,
men det vil ikke ret lykkes ham. Hans Forsøg derpaa bliver
kun en frugtesløs Famlen tilbage til hans Idealers tabte Paradis.
Disse Smaafortællinger i hans "Sensitiva amorosa", der alle
samler sig om at skildre det ene lyksaliggjørende i den første
Blikvekslen mellem de to, medens han nervøs, ængstelig skyr
Nærmelsen, det vil sige enhver Udvikling af Forholdet, mun-
der alle ud i noget sygelig forceret, der savner al naturlig
Grund og virker paa Læseren som en Sindssygs Monomani.

Naar en Kvinde lader sig lede af og lever efter sin Maade
at elske paa, belønner Verden hende med den Ros, at der er
"intet at sige paa hende".

Naar en Mand, beherskende de lavere Instinkter, lader de
ædlere raade i Kjærlighedsforholdet, er han ophøiet over Ver-
dens usle Ros, det høieste, det mandlige Ideal kan naa.

Der tales saa meget om "Fremtidskvinden"; kunde vi ikke
ogsaa haabe paa en "Fremtidsmand"?

Camilla Collett

(C. C.)

("Dagbladet" 7de Juni 1888.)

Et af vore Hovedstadsblade -- Høireblad -- har i et Par
Nummer bragt os en Del Beretninger om den nys afsluttede
Kvindekongres over i Washington. Skal dette Stykke Skildring

SIDE: 453

gjælde for det ene afgjørende, der er naaet os fra hine Møder,
saa kunde det nok friste til nogle Bemerkninger.

Det er ingen heldig Korrespondent, det ærede Blad her har
aabnet sine Spalter, naar der er Tale om en troværdig Frem-
stilling af, hvad der gik for sig paa hin Kongres. I hver Linje
forkynder Meddeleren sig som et værdigt Medlem af en viss
Fraktion i vort kjære Hjemland, der savner de tarveligste For-
udsætninger til at opfatte og bedømme den Sag, der her for-
handledes. At det hele er holdt i denne halvironiske Mor-
somhedstone, som vi nu engang er vant til at høre denne Sag
omtalt af dens Modstandere med -- en Art Vittighed, der minder
sterkt om den, hvormed vore Bjørnehistorier oppe fra Byg-
derne serveres os -- falder af sig selv; kort og godt, vi har
her en af disse fødte og baarne Kvindesagsantagonister for os,
som vort Bjørneland, tildels unddraget den umiddelbare Paa-
virkning af Bevægelsen udenfra, særlig har Æren af at fostre
dem.

Med et Sindelag som dette havde det været hæderligere for
Korrespondenten ganske at holde sig borte fra Kongressen;
hans Nærværelse der, saaledes som han selv skildrer den,
gjør mer Indtrykket af et lavt Spioneri.

Vor Referent har ogsaa optaget den gamle eller maaske ret-
tere den nye Beskyldning mod Kvindebevægelsen for "Mands-
had", der i den senere Tid er bleven et yndet Slagord fra
Misgunstens Side.

Mandshad! Bevares! Derhen vil det forhaabentlig ikke
komme. Vi hader Mandens Misbrug af den Magt, der er givet
ham, vi ræddes ved de Føtger, det har draget efter sig, og
som selvfølgelig først maa ramme den i Samfundet svagest
stillede, mindre beskyttede Part. At denne da, naar den, som
naturligt er, søger at udgranske de sande Grunde til denne
Uret, disse Følger, allerførst staar en Smule mønstrende lige-
overfor Ophavsmanden selv, er vel uundgaaeligt. Kvinden i
vore Dage maa dog finde sig i, saa at sige, med Sjæl og Le-
geme at blive gjort til Gjenstand for den mest nærgaaende
Analyse -- en Art Vivisektion, der særlig brutalt har sat sit
Præg i den nyfranske Drama- og Romanliteratur, hvor "la
femme" synes at være bleven fast Syndebuk for den over-
haandtagende Fordærvelse. Vi behøver blot at tælle efter den
hele Række af hine Forfattere, alle Berømtheder, alle vel
kjendte og skattede her i Norden -- alle synes de at overbyde
hinanden i den Kunst at skabe fæle Kvindetyper. 
[I alle op-
træder de som Slanger for de intet anende uskyldige Mandfolk.]

SIDE: 454

Manden, selvsikker i sin olympiske Uantastbarhed, har hid-
til aldrig været Gjenstand for Særstudier af lignende Art. Skulde
den Tid ikke være kommet, da ogsaa hans Natur og Væsen
underkastedes en menneskelig sandere, mere retfærdig Drøf-
telse, der vilde skille ud hans sande Menneskeværd fra det,
hvori Fordærvelsen har sat sine Merker, -- lade et Glimt af
den Kristendommens Belysning, hvorunder Kvinden saa ubøn-
hørlig strengt er stillet, ogsaa falde paa ham? Skal denne
Fordring fra de Forurettedes Side stemples som Had?

Vi hader ikke Manden. Det er netop ham, vi vil vinde.
I ham søger vi den bedste Støtte -- mod ham selv. Sand-
heden deraf vil mer og mer træde frem for Dagen. Det er
de bedste, de sjælelig og aandelig overlegne Mænd, der har
sluttet sig til vor Sag. Og vi vil mer og mer søge at vinde
ham. Hvilken Misforstaaelse, at Bevægelsen skulde gaa ud
paa at fjerne Kjønnene fra hinanden! Vor Stræben gaar netop
ud paa aandelig at blive ham værdigere, være ham mere end
vi hidtil har været ham, ligesom vi vil arbeide for, at han
sjælelig kan blive os mere.

Nei, det er ikke Hadet, der her skal drive Verket, selv hvor
dette uundgaaelig fører til strenge Anklager. Det er Trangen,
en brændende Higen efter at naa dette, der skal komme alle
Parter -- vore Modstandere maaske ikke mindst -- tilgode.
Og ligesom hine behjertede amerikanske Kvinder, der uføl-
somme for Haan og Spot sluttede sig sammen med Drukken-
skabslasten, saa vil vi alle, efter som vi mer og mer faar Øie
for Fordærvelsen i sin videre Udstrækning, slutte os sammen
 -- slutte os sammen Familie til Familie, Kommune til Kom-
mune, Nation til Nation -- ja over Verdenshavet rækker vi
hinanden Haand til Forbu
[n]
det mod det Onde, vi vil mod-
arbeide. Det Gode, vi vil naa, og den samme Devise, der har
lydt ved enhver Tidens Bevægelse, hvor det gjaldt at afryste
et uretfærdigt -- et uværdigt Tryk, er ogsaa bleven vor. Og-
saa vor Devise, vort Kampraab er mer Frihed -- Lighed.

Korrespondenten fra den amerikanske Kongres synes ikke
at have havt Øie for denne Opfatning af den Bevægelse, han
saa haanende omtaler. Han ser i dens Forhandlinger kun et
Udslag af en gjensidig kvindelig Selvforgudelse og Mandshadet.
Naar han dertil bemerker, at disse Møder tilslut trættede og
kjedede ham, saa undrer det os slet ikke. En Trøst maa det
da været ham, at det hele gjorde Indtrykket af en "komplet Fiasko".

Men det er netop det, som ikke var Tilfældet. De Skil-
dringer, man har af denne Kongres i andre udenlandske Blade,
lyder ganske anderledes.

SIDE: 455

Vi henviser blandt andet til en af dansk kvindelig Haand
meddelt Beretning, der særlig omfatter en Karakteristik af de
forskjellige der optrædende dygtige Talsmandinder -- dygtige
ved denne Modets Energi, denne seige, alt udholdende, alt be-
seirende Handlekraft, som vi over hos os kunde trænge til at
se lidt mere af.

Forfatterinden, Frøken Kirstine Frederiksen, har under et
længere Besøg i Amerika nøie kunnet sætte sig ind i Forhol-
dene, i mange Henseender saa forskjellig fra vore.

Camilla Collett

OGSAA EN STEMME I RAADET FRA EN STEMMELØS.

C. C.

("Nylænde" 1ste September 1888.)

Det er omtrent efter et Mellemrum af ti Aar, at der afholdtes
de saakaldte Kirkeraad, der samler Repræsentanter for vor
Geistlighed fra alle Landets Egne.

Et saadant Kirkemøde, der længe havde holdt vor Menighed
i Spænding, afsluttedes i August Maaned forrige Aar. Her
blev, som vi alle ved, hovedsagelig afhandlet og besluttet noget,
der vedrører det mer formelle ved vor Gudstjeneste, benævnt
den liturgiske Side af samme, Reformer, der dog ikke har
været saa heldig at vinde ubetinget Tilslutning overalt.

Havde jeg havt en Stemme deri, vilde jeg ladet Liturgi være
Liturgi, men allerførst bragt en Reform i Erindring, der griber
anderledes dybt ind i hele vort Samfundsliv, men som vor
Geistlighed ved hver Anledning synes sky at vige tilbage for,
og det er en Reform af vort Vielsesritual. Mine Tanker derom,
men jeg tør vel sige Tusender med mig, har jeg allerede ved
en tidligere Anledning efter Evne givet Ord. Vegtigere Stemmer
vil nok saa optage Emnet, tænkte jeg, og føre Sagen kraftig frem.

Dette blev en Skuffelse. Emnet blev ikke optaget. Endnu
den Dag idag ruger Dødens Taushed over denne Sag.

Altsaa den gamle Røst i Ørkenen i Mangel af andet. Kun
maa jeg, for ikke at forfalde i Gjentagelser, tillade mig at gjen-
give det væsentligste af hine Udtalelser. Skulde en eller anden
Læser maaske finde Tonen i disse noget udfordrende, maa det
erindres, at de dannede Indledningen til en Imødegaaelse af
hint Alexandre Dumas's famose Skrift "L'homme-femme", hvori
han paa bibelargumentarisk Grund søger at bevise, at en Mand
har Ret til at dræbe sin utro Hustru. [fotnotemerke] 

Fotnote: Se "Fra de Stummes Leir". Chr.a 1877.

SIDE: 456

Om den utro Mand nævner Hr. D. intet.

Det er merkeligt, heder det der, at se, hvor bibelsterke selv
de gudløseste Mænd blir, naar det gjælder det umyndig-
gjorte Kjøn og at træde en eller anden Fremskridtssag, der
angaar dette, hemmende i Veien. Hvor ustø de forresten
kan være i den hellige Bogs Paragraffer, kan de alle
hine Lovbud, der støtter deres egen Magt, paa Fingrene, og
ved at anbringe dem, naar det gjælder, med en egen Vegt,
som ordentlig har noget hemmelighedsfuldt i Skindet født og
baaret ved sig.

Er det hæderligt, er det retfærdigt, er det -- kristeligt at
hente disse Vaaben, hvormed de vergeløse idelig skal tugtes til
Lydighed og Underkastelse, fra tusendaarige Samfundstilstande
og Lovbestemmelser og ville indpode dem paa vore Dages
himmelvidt forskjellige Kulturforhold? Skal man endelig
plyndre det gamle Testamentes Kapitler, hvor næsten hvert et
aander Grusomhed og Undertrykkelse mod de svagere, og
glemme, at vi har et nyt Testamente, en barmhjertigere Midler
mellem det og os?

Men ogsaa dette turde i mange af sine Udtalelser kun var-
lig og ikke uden omhyggelig Kommentar benyttes; bogstavelig
at overføre dets Opfatning af Mandsforhold til Kvinde i vore
Forhold, som vi hver Dag maa opleve det, er neppe forsvar-
ligt. Der skjuler sig en Uærlighed derunder, som man ikke
bliver var, ikke vil blive var. Bibelargumentørerne handler
nemlig selv stik imod Bibelens Ord; de hænger sig i Bogstavet,
der ihjelslaar, men ænser ikke Aanden, der levendegjør.

Vi maa ikke glemme, at alt imedens Kristendommen fuld-
byrdede denne Aandens Seier over Trældom og Mørke, var
den selv bunden til sin Tids Betingelser; den maatte gaa ud
fra det Standpunkt, hvorpaa Kvinden dengang var stillet, ja
maatte adoptere indtil den Terminologi, hvori hun om- og til-
taltes. Den vil have forstaaet, at Nøden var saa skrigende,
saa bundløs, at her nyttede det ikke med partielle Forholds-
regler, dem vi i vore Dage kvakler med; det gjaldt ikke at
indrømme Kvinden nogle Rettigheder, men at tvinge Manden
til ikke at misbruge sine, ikke at give hende Forsvarsvaaben
ihænde mod sin Undertrykker, men det gjaldt at afvæbne
Undertrykkeren og bøie ham under den fælles Lov. Naar
derfor Paulus ganske naturlig fra sin Tids Standpunkt stiller
Manden som Kvindens Hoved og Herre, saa mener han natur-
ligvis Evangeliets Mand, der bøier sig under hin Fælleslov. I
etisk Forstand stod Kvinden, saaledes som hun udvikledes

SIDE: 457

gjennem Kristendommen, omtrent paa det Standpunkt, hvorpaa
hun stod fra Skabelsens Tid, og som hun den Dag idag staar.
Man krævede dengang, som man gjør det nu, Opofrelsen og
Hengivelsen af hende, kun med den Forskjel, at før Kristi
Forkyndelse blev den hende aftvungen og aftruet ved Styrkens
raa Magt, blev den miskjendt og misbrugt, men ved hin For-
kyndelse turde den for første Gang kun lystre Kjærlighedens
milde Bud og Krav. Hvor inderlig, hvor taknemmelig hun har
erkjendt dette, udgaar ogsaa af den tilbedende Hengivenhed,
hvormed alle Kvinder sluttede sig om Frelseren; medens der
er nok af onde, hadefulde Mænd, nævner det nye Testamente
ikke en eneste Kvinde i hans Nærhed, der ikke var god -- 
eller blev det. Ja han, Kristus den retfærdige, var den sande
Kvindebefrier, der, idet han afvæbnede Styrkens raa Magt, ud-
fyldte Afgrunden mellem Mand og Kvinde og oprettede et Lig-
hedsforhold, der er det eneste sande, som vi maa gaa ud fra,
eller -- skal vi rettere sige -- vende tilbage til.

Det er dette af Kristus selv indstiftede Forhold, der aldrig
kan ophæves. Hvor det sker, synker Samfundene sammen -- 
Historien kan fortælle det. Ingen af Parterne kan eksistere
uden i denne nære, inderlige Sammenhæng med hinanden.
Hvor Manden vil løsrive sig i selvstiftet Frihed, drager han
Kvinden med i Fordærvelsen; vil han rettelig beholde hende,
maa han bøie sig til hende. I ret Aand at befæste og opret-
holde dette Sambaand bør være Maalet for alle sande Eman-
cipationsbestræbelser. Hvor dette Maal lades ude af Syne, vil
de udarte til afmægtige Forsøg, jammerligt Flikverk!

Thi desværre, det har ikke bestaaet gjennem Tiderne, dette
af Kristus indstiftede Forhold. Kløften har stadig udvidet sig.
Den raa Styrke har gjentaget sin Mon, ikke det mindste mindre
raa, mindre brutal, fordi den optræder modificeret efter vore
mere slebne Kulturforhold, og dobbelt ulykkelig staar Kvinden
der med sin Trang og Vilje til Opofrelse og Hengivelse, fordi
hun forstaar nu, hvad hun dengang var for nedværdiget til at
forstaa, sin forfærdelige Skjæbne: at maatte spilde paa den raa
Styrke, hvad hun kun vilde yde Skaanselen og Kjærligheden.

Naar derfor vor Tids Mænd stadig vedbliver at hente Ret-
færdiggjørelsen for sin Uret mod Kvinden paa testamentlig
Grund, saa paastaar vi, at det beror paa en Uredelighed; thi
disse Udtalelser af Frelserens eller Apostlernes Mund er myn-
tede paa den evangeliske Mand, og da vor Tids Mand saa
temmelig har emanciperet sig fra denne evangeliske Fælleslov,
har han med Retten til at kræve den i sin Strenghed overholdt

SIDE: 458

af den anden svagere Halvdel tillige tabt Retten til at hente
sine Beviser paa den Grund.

At vi hos os har en Overflod paa Bibelfortolkere og Anven-
dere, falder ligesom af sig selv. I alle Samfundsforhandlinger,
hvor der maaske kan være Tale om at vindicere en fattig liden
kvindelig Fordel eller Rettighed, vil de aldrig mangle. Vi kan
ikke tilbageholde den Formening, at det vilde være fortjenst-
fuldere, om vi bestræbte os for at rydde lidt op blandt det, vi
allerede havde af den Art, og som nu, fuldstændig utillempeligt
Tidens Behov, som tomme Formler klæber blandt andet ved
visse af vore kirkelige Forhandlinger og Ceremonier. Vi vil
blot erindre om vort Vielsesritual. Det synes, dette Vielses-
ritual, der skal indsigne to Unges Kjærlighedsforening for Livet,
som om det havde samlet alle den gamle Moselovs uforson-
ligste Forkyndelser til det stakkels Menneske og Kvinden i
Særdeleshed; idet det overgiver Bruden næsten som en Tjener-
inde i sin Herres Haand, i Udtryk, som den noble og humane
Mand ikke vil misforstaa, -- men den ikke noble Mand, den
raa, brutale, hvem Presten i Herrens Navn tilsiger en saa for-
færdelig Magt over hende? Heder det endvidere til Manden
af vor Tid, at han skal elske sin Hustru "som sit eget Legeme",
saa maa vi jo bare sige: Gud fri og bevare os!

Vi kjender alle det tilvantes forfærdelige Magt, vist ikke
mindst forfærdelig, hvor det optræder paa religiøst Omraade.
Vi vilde vel have lidet Haab om en Reform af vort Vielses-
ritual, hvis vi ikke vidste, at Eksempler smitter. Vore Naboer
hinsides Kjølen har i det mindste givet os Eksempel paa, at
det gaar an at røre ved sligt. Det svenske Vielsesritual er
særdeles smukt og tiltalende. Vi maatte kun ønske, at vi havde
det, og intet vilde være rimeligere, end at vi delte det med
vore politiske Brødre. Men nu er det omvendt svensk Geist-
lighed, der har forelsket sig i vort. Det er især den kjære
Passus om Underdanighedsforholdet, som de bittert savner i sit.
Paa det ominøse Kirkemøde i 1873 blev der ogsaa reist en
levende Motion om "Forbedringer" i dette Ritual og særlig at
faa hin Passus optaget. Ogsaa den vakre Tiltale til Manden,
at han skal ære sin Hustru, skulde gaa ud. Det vakte ogsaa
en fortjent Opsigt. Sagen kom under Betænkning paa alle
Landets Konsistorier, og til Ære for Menneskeheden og en op-
lyst Nation gik det heller ikke gjennem.

SIDE: 459

Det var det store nordiske Kirkemøde i Stockholm 73, eller
vel nærmest ovennævnte Udslag af dets Forhandlinger, der saa
uventet ydede Stof, for ikke at sige gav Stødet til mit lille
Indlæg i den Dumas'ske Sag. Naar det gjælder Kvindens Ned-
kuelse, viser Prælat og Verdensmand sig lige bibelfaste. Men
vort Norden har heldigvis ogsaa fri- og høisindede Geistlige
at opvise; derom vidnede den Modstand, Forslaget overalt
mødte. Der er gaaet 15 Aar hen siden, vi har oplevet Afslut-
ningen af et nyt saadant Møde, og der er intet foretaget til en
Forandring i vort Vielsesritual.

Hvor længe skal denne, med vor hele nuværende Udvikling
saa lidet stemmende, nu ganske antikverede Overlevering fra
et 2000-aarigt Apostelbrev, hvor længe skal en Formular, saa
lidet stemmende med Egteskabets sande Idé, saa saarende for
begge angjældende Parter, vedligeholdes i vore Kirker?

I Frelserens egen Mund vil man som sagt forgjæves søge et
eneste Ord, der godkjender en saadan Nedsættelse af Kvinden.
Paulus's Omvendelsestid faldt jo ikke ganske sammen med Kri-
stus; han havde følgelig ikke som de andre Apostler Anledning
til personlig at høre ham. Under den pludselige Overgang fra
den mest fanatisk ubønhørlige Forfølger af Kristendommen til
dens varmest nidkjære Bekjender, kunde det da let tænkes,
at han endnu ikke ganske havde frigjort sig fra sin tidligere
gammeltestamentlige Opfatning af Kvinden; han bekjender jo
selv, at han var "overmaade nidkjær for sine Fædres Lær-
domme". [fotnotemerke] Apostelen skrev de noksom bekjendte Breve til sin
Menighed i nogle græsk-hedenske Byer i deres værste For-
faldstid, da Usedelighedslasten især truede med at tage Over-
haand, og stiller, som det ogsaa dengang faldt naturligt af sig
selv, sine Paabud og Formaninger skjærpet til Kvinden. Hun
skulde ikke alene være Kristi Lov strengelig undergivet, hun
skulde ogsaa være sin Medkristen -- medfristede -- "lydig og
underdanig".

Men det maa ikke glemmes, at med denne Medkristen og
medfristede, mente Apostelen Manden, som bøier sig under
Kristi Lov og lever denne efterrettelig, den evangeliske Mand
med ett Ord.

Kan vi nu med frelst Samvittighed overføre hine Apostelens
paa denne Forudsætning hvilende Ord paa vore Dages For-
hold? Hvorfor da ikke tage hans andre Bud til Kvinden med,
at hun ikke maa høre Guds Ord med ubedækket Hoved, ikke
tale i Forsamlinger, ikke lære (undervise) . . . har man over-

Fotnote: Se Brevet til de Galater.

SIDE: 460

holdt disse Bud? . . . Og naar det dertil heder: Kvinden maa
ikke klippe sit Haar, men Manden vanærer sig ved at lade
det vokse langt -- har nogen af vore Kristifremstillere fra
tidligste til seneste Tider holdt sig dette Apostelens Bud efter-
rettelig? Vi kjender ikke en eneste Kristusfigur uden med
langt nedfaldende Haar.

Men Dogmet om Kvindens Underordnethed i sit Forhold
til Manden er omhyggelig bevaret.

Og hvad nu særlig Kjønsforholdet med dets Fristelser og
Forsyndelser angaar, saa er det i vore Dage dobbelt vanskeligt
at tænke sig den ene Part i en saa ophøiet Stilling til den
anden som den Apostelen foreskriver. Heller ikke tror vi,
at Underdanighedsforholdet, hvor det strengt kunde tænkes
gjennemført, vilde yde nogen synderlig Garanti mod Fordær-
velsen. Naturen har nu engang laget det saa, at i den enes
Fald har den anden sin uafviselige Del. I det Spand gaar der
altid to, og lidet vil det baade -- vi har Aarhundreders Erfaring
for os -- at stramme Tøilen og lade Pisken smelde kun til den
ene Side.

Det skal regnes vor Tid med al dens Kvalm og Forvirring
til Ære, at den begynder at faa Øiet op derfor, at den be-
gynder ligeligere at stille Anklagen, stille baade den ene og
den anden Part under en Fællesansvarlighedens strengere Lov.

Vort Ritual er en Overlevering fra en Tid, da denne Er-
kjendelse endnu ikke var vakt, neppe kunde tænkes. Det
skriver sig, hvis vi ikke tager Feil, fra en viss streng pietistisk
Kongetid under vor Forening med Danmark, af hvem vi da
har arvet det som en lidet opbyggelig Levning fra Enevolds-
tiden. Vore to nordiske Riger er nok ogsaa ene om at dele
denne Skat; jeg tror ikke, den er kjendt i noget andet kriste-
ligt europæisk Samfund. Det svenske Ritual er, som bemerket,
særdeles smukt.

Det er underligt nok. Fra jeg var ganske liden og skulde
med i Kirken "for at se paa Brura", slog den Tiltale, som
denne fik, mig med noget pinligt, jeg ikke kunde forklare. En-
hver virkelig nobelsindet Mand, der staar for Alteret, vil ogsaa
finde sig ilde berørt af dette Bud, der overgiver ham den, han
har valgt som sin jevnbyrdige, til fælles Trøst og Støtte paa
Livets trange Vei, den, som han før vilde se op til som noget
høiere og bedre end ham selv, som en viljeløs Slavinde.

SIDE: 461

Og nu de Tusender, der ikke kan kaldes nobelsindede, der
huser i sig alle Betingelser for at lade den forfærdelige Over-
magt, der her i Guds Navn tilkjendes ham, manifestere sig i
de raaeste Mishandlinger -- skulde det ikke for saadannes Skyld
alene være værd at skride til en grundig Omordning af vort
Vielsesritual? . . . [fotnotemerke] 

O mine Herrer Høiærværdigheder! skulde I slet ikke kjende
til nogle forpinte, forgræmmede Væsener, som kommer og søger
"Trøst og Beskyttelse hos han Far . . . for naa blir det for
galt!", skulde I ikke kjende en og anden af disse Stakler
igjen? Tænk jer lidt om!

Det er hende, der stod for Brudeskammelen den Gang og
til hvem I sagde: "Du skal være denne Mand, der staar, lydig
og underdanig . . . Afstanden mellem ham og dig er saa stor,
som Gud Herren er ophøiet over Menigheden."

Camilla Collett

TIL DEN 21DE JANUAR 1890.

(Anonymt i "Aftenposten" 21de Januar 1890.)

En Tale, som ikke blev holdt ifjor, men passer lige godt
iaar og alle Aar.

Berlin 89.

Den ærede Repræsentant for Sverige-Norge har samlet os
her i den fremmede By til en for begge Broderriger fælles
Mindefest.

Ved en Anledning saa festlig som denne er det maaske ikke
ganske i sin Orden, at Damer holder Taler, og det en -- det
kan jeg forsikre det ærede Selskab -- fuldstændig uvant til
den Art Optræden.

Undskyldningen for en saa uvant Dristighed maa blive An-
ledningen selv, de særegne Følelser, den formaar at vække' -- 
og naar det gjælder Følelser, mit ærede Selskab, maa vi jo faa
Lov til at være lidt med, ikke sandt? Ja, her gjælder det
Følelser, Indtryk, der, modnet, fæstnet gjennem et langt Liv,
drog sin første Næring af Begivenheder, der ligger et godt
Stykke tilbage i vor Historie, men dog med uopløselige Baand
er knyttet til den Fest, vi feirer her iaften.

Jeg er et gammelt Eidsvoldsbarn, havde allerede gjort min
Indtrædelse i Verden, da det pludselige Omslag i vore politi-
ske Forhold fandt Sted. Jeg er saa at sige ammet op med

Fotnote: Det hænder ikke sjelden, at saadanne for Retten tiltalte pukker paa den
Ret, der her formentlig er givet dem.

SIDE: 462

disse Begivenheder. Min Far var en af de Rigsdagsmænd,
der havde Fremsyn nok til at tale for Tilslutningen til Sverige,
en Forening, der kun har bragt os Lykke -- alle gode Aander
beskjerme den! Thi den bragte os tillige den Kongeæt, der
trofast skulde verne om denne Lykke, og nu gjennem 4 Led
er bleven dens uundværlige Leder og Støtte.

Ja i Sandhed, vort Norge trængte til et saadant Vern, en
saadan Støtte i 
[en]
 Krise som den, 1814 bragte med sig. Vi
trængte til en Styrer, som vi stod der i vor nyvundne Frihed,
overvældet, næsten forbløffet ved en Selvstændighed, der var
falden os saa at sige i Skjødet.

Vi trængte til en kraftig Styrer, og den træder os imøde i
Carl Johans mægtige Skikkelse.

Der er gaaet tre Fjerdedele af et Sekulum hen siden, og
drømmer et og andet uroligt Hoved om, at nu kunde Tiden
være kommen til at undvære denne Styrelse, saa spørger vi
blot: kan de sidste Aars Tilløb til et saadant Selvstyre -- be-
klagelig Ihukommelse -- opmuntre dertil?

Lad os heller spørge: Forstaar vor Samtid ret, hvad de
bernadottiske Konger har været os? . . . Skal det først bli
Historiens Sag rettelig at vurdere det? . . . Den brave, utræt-
telige Historie, ja, den har Korrekturarbeide nok at gjennemgaa.

Men vi, Broderrigernes Mænd og Kvinder, vil forene os i
Erkjendelsen af, hvad denne Kongeæt har været os, og Sum-
men af denne Erkjendelse vil vi bringe ham, hvis Fest har
samlet os her, -- ham, ogsaa i Aandens, den høiere Dannelsens
Rige Fyrsten, i hvem Slegtens Særkjende, Sydens Varme for-
mælet med nordisk sindig Kraft, har afsat sin rigeste Evne, og
i denne Erkjendelse bringer vi ham et fra Hjertet kommende:

Leve Kong Oscar II.

Gud opholde ham og hans Slegt!

Camilla Collett

OM ANONYMITET.

C. C.

("Nylænde" 15de April 1889.)

Blandt de Kunstarter og Aandsyrker, som vor Tid har op-
taget til Konkurrance, Mand og Kvinde imellem, er der maaske
ingen, der har mødt en seigere, mere ildesindet Modstand fra
den sterkere Side, end det kvindelige Forfatterskab, særlig
naar dette ikke tør regne sig til den mere harmløs uskyldige
Genre af samme, men drister sig til at have en selvstændig
Mening i Dagens vigtigere Spørgsmaal.

SIDE: 463

I denne Modstand kan vi skjelne tvende Hovedfaktorer, der
begge synes at ophæve hinanden: Kvælningsundertrykkelses-
systemet, hvor der synes noget alvorligt at frygte, og Blottelses-
systemet, hvor man har det sikrere Haab at komme den kvin-
delige Konkurrance tillivs og vise, hvor ynkelig haabløs den i
Grunden er.

Det er denne sidste Bekjæmpningsmetode, vi her vil opholde
os lidt ved.

Det er allerede nogen Tid siden, at der i et anset kjøben-
havnsk Venstreblad stod en skarp Artikel mod Anonymiteten
i det hele taget, dog særlig myntet paa de skrivende Damer.
At den ivrige Anonymitetsbekjæmper selv optræder anonym,
synes ikke i mindste Maade at have forvirret ham.

Han indleder en meget skarp Anmeldelse af en under pseu-
donymt Merke netop udkommen Bog med følgende Ord:

"Det halve af denne Bog er et Forsøg i den almindelige
"Dameliteratur . . . Naturligvis er det muligt, at en Mand kan
"have skrevet Bogen, men mange Julemerker tyder paa, at det
"er en Kvindes Pen . . ."

Efter denne lidet opmuntrende Indledning fortsætter Anmel-
deren:

"Mon vi ikke engang kunde komme bort fra den nu over-
"haandtagende Uskik med anonyme og pseudonyme Forfattere?
"Publikum har et billigt Krav paa at erfare, hvem det har for
"sig, om det er Mand eller Kvinde, etc."

Nei, det er netop det, som Publikum formentlig slet ikke har
et billigt Krav paa. Det har ingen Ret til, naar en Bog ikke
falder i dets Smag, baade i lun Privatlighed og endnu værre
gjennem sin Storeksekutør Pressen ogsaa at sønderflænge Per-
sonen, og navnlig maa de kvindelige Forfattere have Lov til at
benytte sig af den Smule Beskyttelse, Pseudo- eller Anonymi-
tetens Skjerm yder dem. Er deres Produktion dertil, som før
bemerket, af en mer udpræget Art, følger den ikke ganske den
slagne Landevei, saa kan jeg forsikre, at de staar udpeget nok
i deres nærmeste Omgivelser. Saa sterk er endnu Fordommen
mod kvindelig Produktion -- vi kan vist tage Kunsten med,
Scenens naturligvis undtagen -- rodfæstet i den almene Be-
vidsthed, og navlig her i vort kjære Norge, at "Dameliteratur",
"Dameromanstil", "Damehelte" o. s. v. omtrent er bleven typi-
ske Ukvemsord, og Gud skal vide, den ærede Forfatter af
Artikelen sparer ikke paa dem.

Udlandets mest navnkundige Forfatterinder, en George Eliot,
Gréville, Marlitt, Detlef, E. Werner, snart sagt alle de betyde-

SIDE: 464

ligere, er ogsaa samtlige og vist med fuldt bered Hu optraadt
under Mandsnavne, og hvem kan afgjøre, hvor meget den uhyre
Popularitet, deres Bøger har vundet, skyldes denne Omstæn-
dighed . . . ikke at tale om de praktiske Fordele, der knytter
sig til en saadan Popularitet. Det er jo ganske vakkert, naar
George Eliot, vel fortøiet bag sin Pseudonymitets utilgjænge-
lige Eventyrborg, for en af sine Romaner har oppebaaret en
Sum af 90,000 (Halvfemsindstyvetusend) Lstr., lad nu dette
klinge noget for eventyrligt for vore nordiske Øren.

Disse Forfatterinder skulde skrevet deres Bøger heroppe
hos os og sat deres ærlige Frøken- eller Fruenavne paa!

Det var nu de store verdensberømte. Hvor meget mere
Grund for mindre berømte, mindre fremtrædende, maaske
ængstelig begyndende kvindelige Forfattere at forbeholde sig
Anonymitetens Skjermelse og særlig her i vore trange For-
hold, hvor en lidt mere udpræget Digterpersonlighed, der ikke
har sikret sig dette Skjul, kan faa sin Forfatternavnkundighed
beseglet i enhver Kræmmerbutik.

Jeg kan selv tale derom. Ogsaa jeg har skrevet adskilligt.
Den første Del deraf var strengt anonym. En velsignet Fre-
dens Tid! Kun foruroliget ved en eller anden Venindes dis-
krete Hentydning.

Da jeg senere, bevæget af flere Grunde, besluttede mig til
at opgive Anonymiteten og sætte mit ærlige borgerlige Navn
paa, fik jeg andet at føle. Jeg har tilbunds lært begge Metoder
at kjende, hvad det vil sige at ombytte en uhildet Anerkjen-
delses stille Glæde med Udpegelsens Kvaler.

Camilla Collett.

Camilla Collett

"GALEOTTO" I NORDEN.

("Verdens Gang" 7de Oktbr. 1889, 238.)

Hr. Redaktør!

I Deres ærede Blad Nr. 184 findes under Merket G. B. op-
taget en Artikel, der paa et enkelt Punkt kræver en Berigti-
gelse; vi maa kun beklage, at Omstændigheder har hindret den
fra at komme før.

Indsenderen griber her Anledningen af Bibliotekar Halvor-
sens, vor høitfortjente Personalbiografs, nys udkomne Bog om
Ibsen til ogsaa samstemmende at udhæve den Hyldest af Dig-
teren, der nu i saa rigt Maal tilstrømmer ham i Udlandet.

Til denne Hyldning slutter sig vist alle, der med sand For-

SIDE: 465

staaelse af Ibsens Værd og Betydning ogsaa paa Landsmands-
skabets Vegne føler sig hædret ved at se dette mer og mer
vinde europæisk Anerkjendelse, noget, der ingenlunde før i saa
udstrakt intens Grad er timet nogen norsk Forfatter.

Men paa dette Ibsenaltar, som vi alle vil være med at be-
kranse, har Indsenderen fundet for godt at anstille en Ofring,
som Guden selv, til hvis Ære den sker, neppe vil godkjende
 -- en Ofring, som selve en nu raadende Tidens Moral, der
ellers ikke synderlig respekterer, hvad vi vil kalde Privatlivets
Ukrænkelighed, maatte stemple som skaanselløs utilladelig.

Hvo som har havt Anledning til at læse Artikelen, vil straks
forstaa, hvad der her sigtes til. Paa enhver, der har en Smule
Følelse i Behold, vil det, midt i Hyldningshymnens smigrende
Toner, berøre som en skurrende Mislyd. Et Træk drages
her frem af en bekjendt Dames, en agtværdig Familiemoders
tidligere Liv, der skulde givet Stødet til Ibsens "Et Dukkehjem".

Kan hænde, men ikke paa den Maade Indsenderen vil ha
det forklaret, idet han stempler det, som laa her noget bevidst
lovstridigt til Grund.

Det forholder sig anderledes.

Det sande er, at en ulykkelig Krise var indtraadt i Angjæl-
dendes Liv. Pekuniære Bekymringer, som en aandelig Over-
anstrengelse forgjæves søgte at raade Bod paa, stødte her
sammen med en nedbrudt Helbred. Anfald af Sindsforvirring,
der endte med et heldigvis kortvarigt Ophold i en Sindssyge-
anstalt, var Følgen deraf. I et saadant Anfald dreves hun til
den Handling, der skulde blive saa skjæbnesvanger for hende siden.

Naar en anden saadan ulykkelig gribes af Mordmani, eller
Lyst til at sætte Ild paa Huset, beklages det som det util-
regnelige. Vinder hun saa Forstanden igjen, og hun dertil er
skattet i sin Kreds, mødes det med den Glæde, hvormed man
hilser en lykkelig helbredet. Men gaar hun hen og skriver et
fremmet Navn paa et galt Stykke Papir, og dette uforvarende
kommer ind under Lovmaskineriets Ubønhørlighed, saa er det
noget andet! Det er noget nyt, et for Sladderen mer taknem-
meligt Emne.

En saadan Sladdertillavning har jo H. C. Andersen allerede
for femti Aar siden saa fornøielig skildret os i sin Hønse-
gaardshistorie og dette "det er ganske visst" kan vi den Dag
idag træffe paa Scenen i det spanske Skuespil "Galeotto".

Det er denne Sladdertillavningen i sin yderste Konsekvens,
Hr. G. B. har benyttet som et Motiv i sin Karakteristik af
Ibsens Digtning.

SIDE: 466

Nogen foregaaende Korrespondance med Digteren har heller
ikke, saavidt vi har erfaret, fundet Sted. Efter Helbredelsen
foretog Angjældende en Rekreationsreise til Udlandet, og paa
denne opsøgte hun den Ibsenske Familie. Og her vil hun
ganske naturligt have fortalt Begivenheden, sine nu heldig over-
staaede Fata, ikke anende, at de engang skulde komme til at
tjene som Stof for Digterens "Arbeiden efter Model", som Ind-
senderen udtrykker sig. Ligesaa harmløst, vi kan sige uskyldig,
vil I have opfattet det. Det var Idéen om den ubevidste Skyld
og dens Konflikter med "det ubønhørlige", der har grebet
Digteren og stemt ham til at behandle det dramatisk; havde
han i Angjældende vidst eller troet at ha en bevidst skyldig
for sig, vilde han neppe skabt sin Nora.

Ligesaa lidt vil den Karakteristik, Hr. G. B. giver af angjæl-
dende Gemal, som en brutalt opfarende Helmer, der endog
praler af denne Maade at ta Sagen paa, 
stamme med Virke-
ligheden. Naar man lærer denne Mand, der indtager en anset
Lærerstilling i sin Kreds, nærmere at kjende, faar man et
ganske andet Indtryk af ham. I en sørgelig Periode af hans
og Hustrus Liv, der lykkeligvis nu ligger langt tilbage, vil han
ha været, hvad enhver brav Egtemand vilde været under
saadanne Omstændigheder. De lever nu under sorgfrie For-
hold i et smukt, hyggeligt Hjem, omgivet af en vakker Børne-
flok, anset og afholdt, som ogsaa hun er, af enhver, som har
Anledning til nærmere at lære hende at kjende. For eget
Vedkommende, der jeg i en Række Aar har kunnet glæde
mig derved, kan jeg kun føie til, at jeg sjelden har truffet
aandelig Begavelse forenet med en saa mild, lidt stille præget
personlig Elskværdighed som hos hende.

Jeg slutter dette nødtvungne Indlæg med indtrængende at
foreholde Forfatteren ikke at forfølge denne Sag videre, men
være tilfreds med den Ulykkessed, han i sin ominøse Ibsen-
artikel allerede har udsaaet.

C. C.

Camilla Collett

ET GAMMELT MINDE FRA KJØBENHAVN.

("Tilskueren" Novbr. -- Decbr. 1889.)

I Digteren Schandorphs nys udkomne, saa livlig underhol-
dende "Oplevelser" støder vi paa et Afsnit, der omhandler et
Ungdomsbesøg, Forfatteren aflagde hos H. C. Andersen.

Det vakte en levende Erindring om et Møde med denne,
det eneste, hvor det forundtes mig personlig at staa ligeoverfor

SIDE: 467

den saa høityndede danske Digter -- Gespenstermødet i Ro-
senborg Have da upaatalt.

Der var noget i Schandorphs faktisk vegtige og dog saa
fornøielige Skildring, noget, der supplerede, vakte til bedre For-
staaelse det lidt konfuse Indtryk, mit Møde med Digteren havde
efterladt. Der var noget smittende, der frister, efterat saa lang
Tid er gaaet, til ogsaa at komme med min Oplevelse; den
springer mig nu i alle sine Enkeltheder saa levende imøde,
som skrev den sig fra igaar. Men knyttet, som den er, til et
særlig mindeværdigt Tidsafsnit i mit Liv, nødvendiggjør den
først nogle Ord om dette, hvorved den gaar ind under det, vi
vil kalde "Minder fra Kjøbenhavn".

Det haardeste Slag i mit Liv havde truffet mig.

De første Dage, Uger, efter et saadant, dem vi vil kalde
Sorgens Festdage, er ikke de værste. Man hvirvles omkring
paa noget ophøiet, ukjendt, der ikke lader en komme til ret
Besindelse om det frygtelige. Saa kommer Sorgens Hverdage,
tifold ulideligere at bære. Og jeg magtede ikke at bære dem paa
det samme Sted, hvor Stødet havde rammet. Jeg solgte vor
lille Villa ved Uranienborg, kun beboet i 2 Aar, og overflyttede
midlertidig til Kjøbenhavn med 2 af mine Gutter. Var det en
dunkel Skræk for en Enkes Stilling, der i vor travle By om-
trent vil sige med ett Strøg at slettes ud af den selskabelige
Bevidsthed? Var det Skrækken for denne Nultilværelse, der
ligesom høitidelig ringes ind med det sidste drønnende Klokke-
slag? . . . Eller var det en endnu ikke fuldt vakt Bevidsthed
om noget, der kunde reddes for Undergang -- det samme, der
har drevet snart sagt alle vore Forfattere til at søge Redningen
i Udlandet? . . . Jeg ved det ikke, men jeg solgte Huset og
reiste til Kjøbenhavn.

Jeg havde dengang kjære, inderlig kjære Venner dernede,
hvoriblandt særlig maa nævnes Familien Schmidt-Phiseldeck.
Fru Sch. havde jeg første Gang truffet under et Besøg, hun
og hendes Mor aflagde i Kristiania, hos nogle fælles Bekjendte,
hvor de paa en Tur oppe i Landet ogsaa havde gjestet mit
Hjem i Eidsvold. Det var en hel Begivenhed, da den unge
danske Skjønhed med Moderen, den prægtige, originale gamle
Fru B., eskorteret af nogle af Kredsens mer notable Med-
lemmer, Herrer og Damer, drog ind paa den stille Prestegaard,
og rigtig blev sluppet paa Græs i dens naturskjønne Omgivel-
ser, [fotnotemerke] en flygtig Gjestfrihed vist de danske Damer, der tifold

Fotnote: Se Paa gamle Tomter: "Mod Strømmen" II.

SIDE: 468

gjengjældtes mig under det senere fortsatte Bekjendtskab her-
nede. Uforglemmelig bliver mig de Timer, jeg tilbragte i denne
Familie, i dens Hjem paa Nørregade.

Om Gemalen, Sch.-Ph., maa det være mig tilladt at sige,
at han var en af de elskværdigste Mænd, jeg har kjendt. Han
og J. L. Heiberg. Jeg bekjender mig nemlig endnu til den nu
vist forældede Anskuelse, at Aand og sand, gedigen Dannelse
kun kan optræde i en tilsvarende Form, skal den forkynde sig
som egte Vare; vi var jo den Gang endnu et godt Stykke fra
70-Aarene, der synes at have været det Tidspunkt, hvor Bra-
marbasskabet dekreteredes som Norm for den sande Mandighed.
Flygtig betragtet kunde dette Par gjælde som aandelige Mod-
sætninger. I Væsen, Alder, Ydre kunde det maaske siges. Det
er sandt, hun forholdt sig lidt taus og tilbageholden, hvor al-
vorligere, mere dybtgaaende Temaer forhandledes; det var, som
om hun ganske bøiede sig for hans Overlegenhed, maaske
netop fordi den paa saa mild, elskværdig Maade gjorde sig
gjældende. Men hun manglede ingenlunde den fine Forstaaelse,
hvor stille hun gik dermed.

Denne lille fine Dame, hvis Skjønhed havde et Præg af
noget tilsløret melankolsk, der gav den en særegen Ynde,
havde en levende Sans for det komiske. Kunde man bare
bringe hende et lidet Stænk deraf, fandt man i hende den
taknemmeligste Tilhører; hvor hjertelig kunde hun le!

Jeg er her kommet ind paa en Personalkritik, der maaske
kunde synes en og anden for -- personlig. Men ak, Tilladelsen
er givet. Skillerummet er nede. Ogsaa hun, den sidste af dem,
er borte, som de mange -- mange! Og er jeg alligevel gaaet lidt
for nær, maa Mindet om disse elskværdige, saa forskjellig
begavede Mennesker undskylde det.

Fru Welhaven, født Bidoulac, havde medgivet mig et Brev
til Digteren Andersen, som jeg maatte love hende, da hun
kjendte min liden Fremfærd, naar det gjaldt at stifte Bekjendt-
skaber, at sende ham. Det vil ikke have indeholdt noget nær-
mere om Forhold og nære Familieforbindelser, ligesaa lidt som
der dengang var Tale om noget Forfatterskab. Hun har nævnt
sin Protegé som en mangeaarig Veninde, der varmt interes-
serede sig for hans Digtning, og hvem det vilde glæde per-
sonlig at gjøre Bekjendtskabet.

Der gik nogle Maaneder hen, inden Anbefalingen blev be-
nyttet.

Men ud paa Vaaren flyttede vi ind i Fru Lippmanns Leilig-
hed paa Charlottenborg; Livsmodet begyndte saa smaat at

SIDE: 469

reise sig igjen, og da A. boede lige i Nærheden, sendtes ham
Brevet.

Allerede næste Dag, jeg havde netop et Besøg af Fru Schmidt-
Phiseldeck, indfandt han sig. Det gjorde heller intet Skaar i
hans, som det syntes, gode Stemning, at han traf en elskværdig
Landsmandinde. Fru Sch. interesserede det naturligvis høilig
at faa en Anledning til at se den store Mand i Nærheden.

Han var meget charmant, forsikrede om den Fornøielse, det
vilde være ham at fortsætte Bekjendtskabet. Han vilde oftere
komme, og saa vilde han læse noget smukt op for Børnene.
Jeg paa min Side forsikrede ham om den varmt interesserede
Læsekreds, han ogsaa havde vundet oppe i Norge, men var
saa uheldig, da Samtalen nogen Tid havde dreiet sig derom,
at falde ind med et: Men hvorfor, Hr. Andersen, har De aldrig
i disse mange Aar været i Norge?

Nei, det turde han ikke vove. Nordmændene var ham for
sterke, dem gik han helst af Veien for. Jeg bestred naturligvis
af bedste Evne denne hans Frygt. Norge er nu engang Even-
tyrlandet par préférence. Et Besøg af den store danske Even-
tyrdigter maatte jo kun fordoble Interessen paa begge Sider.
At nogen her skulde optræde saarende mod denne, var jo
ikke tænkeligt . . . det maatte da være Dovregubben, som med-
rette følte sig stødt over, at han ikke for længe siden havde
besøgt ham . . .

Aa, med Dovregubben skulde han nok blive færdig. "Men,"
blev han ved, "jeg har engang i Udlandet truffet en Nord-
mand, det var netop hos den bekjendte Major Serr i Dresden
 -- men Gud bevare mig!"

Bevares! hvem var da det?

"Det var saamæn en af deres store Digtere, det var Welhaven."

Ja Welhaven! For ham vil vi andre intet Ansvar have. Det
er nu engang hans Væsen, som vi alle finder os i. . . . Det
maa tages som et uundgaaeligt Udslag af et overmægtig sprud-
lende Liv, hans Digtning ikke kan rumme . . . af den lærer
man ikke den rette Welhaven at kjende . . . Noget saadant vilde
jeg lagt til, men han faldt ind:

"Der var ogsaa en anden Nordmand, endnu umuligere for
mig, og som jeg neppe vilde kunnet undgaa under et Besøg
oppe hos Dem -- -- "

En værre endnu? . . . Gud, hvem var da det?

"Wergeland, mener jeg." Og for de forbløffede Tilhører-
inder fulgte nu et Par fyndige Træk af det velbekjendte, den-
gang gjængse Skræmmebillede af "den norske Udigter", saa-

SIDE: 470

ledes som det paa Afstand havde formet sig for danske Øine.
Henrik har som bekjendt aldrig været i Danmark. Men man
vil mindes, at den bitre, mangeaarige Feide, der havde ud-
spundet sig inden vore hjemlige Forhold, temmelig almindelig
opfattedes dernede som et Norge contra Danmark, repræsen-
teret i nævnte vore tvende Digtere, en Misforstaaelse, som
Tiden, med saa meget andet, lykkeligvis har rettet.

Fru Schmidt, der under Samtalen havde forholdt sig temmelig
taus, dog under en synlig Bestræbelse for at forblive alvorlig,
forsøgte nu med et lidet raskt coup de main at stanse den
Vending, den truede med at tage. Hun præsenterede mig med
al Anstand som Wergelands Søster.

Situationen var jo lidt betænkelig. Den bedste Udvei havde
jo været at tage den fra den komiske Side -- forene sig, alle
Parter til i al Gemytlighed at more sig over den. Jeg vilde
netop give Stødet med et muntert: det skal De ikke bryde Dem
det mindste om, Hr. Andersen! . . . dette var jo bare morsomt!
. . . da han med et forskrækket Ansigt reiste sig og efter et Par
skyndsomme Buk forsvandt bag Døren.

Vi saa ikke Digteren Andersen mere; mine Smaagutter ven-
tede forgjæves paa den lovede Oplæsning, de havde glædet
sig saa til.

Rækker af Aar er gaaet hen siden. Men endnu den Dag
idag kan jeg sidde i Kredsen af mine Børnebørn og med in-
derlig Fornøielse læse "H. C. Andersens Eventyr og Historier".

Camilla Collett.

Camilla Collett

BREV TIL BROR JOHAN I BOSTON.

(Anonymt i "Dagbladet" 23de Januar 1890.)

Kjære Johan! Du kan tro, vi har faat Liv i Leiren her-
hjemme. Vi lever i en Bevægelse, der med Lynildsfart spreder
sig fra By til By over det hele Land, en Bevægelse, hidtil
ukjendt, som man har givet et stort, høitklingende Navn.

Men for en stille, mere nøgtern Iagttager kan den ogsaa
have sine mindre synbare, mindre hørbare Sider. Jeg har jo
maattet love dig at holde dig muligst à jour med, hvad der
foregaar af nogen Betydning herhjemme, og da du naadigst
har tilladt, at Meddelerinden føier nogle af sine egne Tanker
og Betragtninger til, saa vil jeg nu i al Oprigtighed sige dig,
hvad Indtryk denne Bevægelse har gjort paa mig.

Kvindesagen, der hidtil har levet sin flakrende Skintilværelse

SIDE: 471

paa Navnet og Drønnet af en Række tildels uopfyldte Krav, har
pludselig faaet et Skub fremad, der lover noget. Fru Collett,
hvem man vil give Skylden for at have sat denne Bevægelse
igang, men endnu ikke ret vil indrømme, at der er opnaaet
noget synderligt, kan nu lægge sig rolig i sin Grav, hvis det
er det, hun har ventet paa. Vi Kvinder, der nu engang har
faaet vor Plads anvist -- "hertil og ikke videre" -- , hvem Kirke
og Stat, Tradition og Opinion, kort alle raadende Magter
strengelig har forment at pleie nogen Interesse udenfor denne
engang afstukne Grænse, vi opfordres nu fra alle Sider at tage
virksomste Del i dette.

Og hvem er saa de ivrigste Tilskyndere? . . . Ja, det vilde
over i dit Amerika ikke være saa svært at gjette; men i vort
Bjørneland herhjemme er det kanske ikke fuldt saa greit. Nu,
gjet engang!

Det er vore Modstandere, det er Mændene selv, der aabner
os Døren til det nye Eldorado. Kun maa Entréen betales med
en prosaisk Sum Penge; des mere der kan ofres, jo bedre.

Ja, det er underligt nok, Johan. Mænd, som notorisk har
stillet sig fiendtlig til vor Sag, der neppe taalte at høre nævne
Særeie, Lægepraksis, Lønningstillæg, Ritualreform, Skolestyre
og hvad Navn nu disse Krav kan have -- ikke at tale om kvin-
delig Valgret, da var de rent ud farlige at komme nær -- 
Mænd, vore dannede Kristianiamænd, der har vist saa usigelig
ringe Sans for disse Krav, disse Bestræbelser, at det eneste
Organ for samme, det dygtig redigerede Nylænde ikke findes
i deres "Athenæum"! -- disse samme Mænd er nu de ivrigste
til at drage os ind i dette "offentlige Liv".

Og Kvinderne selv? vil du spørge.

Jo, de styrter frem ved Raabet, som naar Porten pludselig
smækkes op for et kvalmt, overfyldt Rum. Der er en Til-
strømning af Fru Kapteiner og Fru Advokater, Fruer Majorer
og Pastorer, Assessorer og Administratorer -- hvem kan for-
tænke os deri! -- det er noget nyt for os, det lover da endelig
lidt Bevægelse, Liv!

Men hvad i Guds Navn er det da, der volder et saadant
Opstyr? hører jeg dig raabe saa høit, som om du glemte, at
der laa et lidet Verdenshav mellem os.

Jo derom kan du nok spørge. Hvad er det for et ophøiet
Formaal, der har drevet norske Mænd og Kvinder til at slutte
sig sammen, slutte sig sammen til et Fællesoffer, en Selvbe-
skatning, der her i vort fattige Land allerede har reist Summer

SIDE: 472

der klinger fabelagtige i vore Øren! . . . Er det for at reise en
Fredens Mindestøtte, et nyt "Siegesdenkmal", der for det over-
raskede Europa skal Forkynde, at heroppe i det fjerne, barske
Norden har den seiret endelig den store Verdenssag, Menne-
skehedens største, vigtigste, den lange Kamp mellem Mand og
Kvinde, er nu høitidelig afsluttet, -- er det for at spare til et
saadant Fredens og Forsoningens Monument, vore Kvinder
gjerne berøver sine fattige . . .?

Nei, det er til et Krigsskib, et saadant rigtigt et, der med et
Knald kan slaa et andet i Knas saa let, som man knækker
et Egg.

Et Krigsskib! . . . Og hvem er saa Fienden, der vækker et
saadant Opstyr i vort hidtil saa fredede Land, hvor man saa
velsignet trygt og rolig kunde skjøtte sine egne Trakasserier
og Skjermydsler, uden at frygte for nogen Forstyrrelse uden-
fra . . . hvem er han og hvor er han, denne frygtede?

Ja, det ved vi Damer ikke det mindste om. Det maa Mæn-
dene ganske afgjøre, hvad det er for nogen; jeg kan ingen
Besked gi dig. Drister jeg mig alligevel til at ha en Tanke
for et og andet, der rører dette Spørgsmaal, saa sker det i
Fortrøstning til, at Holbergs berømte: "Er det Rokkehovedet,
som taler" endnu til Datum har beholdt sit Hævd, i Fortrøst-
ning altsaa til, at ingen tager ringeste Notis deraf.

Det vil nemlig ikke ind i mit Rokkehoved, at den Slags
fiendtlige Overfald kan tænkes mulige i vore Dage. Selv om
Overmagten paa den angribende Side ikke tillod nogen Tvil
om Seiren, og netop da vil den, maa den være utænkelig.
En saadan Stormagt regner sig dog, saasandt som den hører
hjemme i vort Europa og ikke blandt Hottentotter eller Hale-
negre, med i de civiliserede Staters Række. Den har sit Rets-
system, sine Love og Statutter ogsaa for Indbrud og Mord, der
efter Omstændighederne bøder med Fængsel eller Galgen, ial-
fald med Skjendselsmerket uudsletteligt, der har sine Kirker,
hvor der forkyndes for en andægtig Menighed: "Salige er de
Fredsommelige, thi de skulle se Gud."

Skulde nu et Overfald paa sagesløs Nation, hvis Id og Maal
ligeledes heder Mord og Rov, skulde det gjælde for hæder-
ligere? . . . Mændene, som har skabt Logikken og Krigen, faar
svare derpaa. Er der Logik heri? Svar, Johan!

Ja Krigen, Krigen! er den tænkelig i vore Dage? Vi lever
dog ikke længer i Tider, da man skjænked Klokker, ranet
under Plyndring af fremmed By til kristne Kirker og indgrov

SIDE: 473

det paa Ranet som en høisindet, fortjenstfuld Handling. [fotnotemerke] Vi
lever i et Aarhundrede, der bryster sig af at ha optat det
med alle Fortidsbarbariets Raaheder og Misbrug, et Aarhun-
drede, der paa sine gamle Dage, jo mer det nærmer sig sin
Udgang, viser sig følsommere, mildere stemt, eller sogar har
faaet Øiet op for Dyrenes Lidelser, har opfundet Slagtermasker
og Kloroformbedøvelsen, der i bevægede Øieblikke drømmer
om at afskaffe Lystjagter og Dueller, -- en ømsindet Tidsepoke
skulde ikke raadet Bugt med det mest oprørende, den kristne
Menneskeheds mest nedværdigende Levning fra Barbariet? . . .
Sandelig en bitter Haan paa dets ophøiede Bestræbelser! En
almindelig Indbrudstyv nøier sig dog, naar det kommer høit,
med at slaa en gammel Kjærring, Dragen, der vogter Skatten,
ihjel, medens Krigen fordrer Tusender af uskyldiges Liv. [fotnotemerke] 

Jeg mindes at have set en Samling fotolitograferede Billeder
af danske Officerer, 40 -- 50 i Tallet, ordnede i Rækker paa et
halv Meter bredt Kart. Nedenunder stod: "Faldne ved Dyppel
den 28de April -- 64", mestendels unge, kraftige Mænd; et Par
af dem smilte saa lunt fornøiet, som om de tænkte paa en
sidste Kotillon eller en lykkelig Stund i Rosenborg Have. Og
tænke sig, at disse alle som én havde fundet Døden paa en
Dag paa Slagtermarken eller Lazarettet . . . Og hvilken Død!
. . . under Pinsler, der kunde bringe dem til at misunde Mor-
deren paa Skafottet.

Og paa saadanne Rædsler skulde det øvrige Europa sidde
pent resigneret, som om det var noget, der ikke lod sig ændre,
eller gjøre nogle ligesaa magtløs unyttige Anstrengelser for at
verge sig mod Overmagten?

Se dette, Johan, er det, jeg ikke kan forstaa. Heldigvis er
du ingen Holberg, saa du vil, det ved jeg, taalmodig høre paa
mine Rokkehovedbetragtninger, ja kjender jeg dig ret, vil du i
det væsentlige give mig -- Ret.

Med denne Beroligelse gaar jeg nu modig til en anden Side
af Sagen.

Selv om der virkelig skulde være nogen Fare paafærde -- 
selv om der fra nogen Kant var mindste Grund til Frygt for
vort fredelige Land, vil det synes mig, at den hele brammende
Rustning derimod, kan den ikke kaldes blind Alarm, kunde

Fotnote: . . . Skjænket Aar 1676 til Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn af Statholder
Ulrik Fredrik Gyldenløve.

Fotnote: I Tidsrummet fra 1850 til 1880 er der i Krig dræbt 2,188,000 Mand. -- 
De Napoleonske Krige ved Aarhundredets Begyndelse krævede 6 Millioner
Menneskeofre.

SIDE: 474

den, paa den Maade den drives, maaske kaldes endog en
farlig Alarm, mere skikket til at udfordre Faren end at be-
trygge mod den. Hvad er det, der kaldes Spioner, Spioneri?
At den angribende Magt ved leiede Speidere lumskelig tilsniger
sig Kundskab om det fremmede Lands indre Forhold, dets
svagere og dets sterkere Sider etc. etc. Men Herregud! Der
behøves jo ikke at lønnes Spioner, vi sørger jo selv for de nøi-
agtigste Oplysninger om, hvad en saadan fiendtligsindet Magt
kunde ønske at vide. Gjennem hele vor Presses høilydte
Diskussioner, offentlige Foredrag faar jo den befrygtede Stor-
magtsindbrudstyv de mest opmuntrende Vink om, 
[hvor ynke-
lig vergeløse vi er]
 hvordan han bedst slipper ind, hvor Rovet
skal søges, og hvor stort det kan paaregnes at blive, samt
endelig, hvor meget der skal slaaes ihjel for at slippe uhindret
bort. Er dette ikke at male Fanden paa Væggen, saa ved jeg
ikke. Det vilde -- ta mig tusan -- ikke være saa underligt,
om han i egen høie Person tilsidst indfandt sig.

Saadan har Søsterlandet Danmark i allerede en Række af
Aar drevet sine verdensalarmerende Forsvarsrustninger, har
brandskattet Landet for enorme Summer, hugget sine deiligste
Skove og Parker ned for at bygge Bastioner istedet, der kan
ventes færdig, siges der, i Løbet af et halvt Snes Aar, al denne
Vandalisme efter al Sandsynlighed til ingen Verdsens Nytte.
Danmark, det lille, fredsæle Land, der aldrig har gjort en
Mand Fortræd, men selv tilstrækkelig har lært Fortidens bru-
tale Overfald at kjende, skulde paany være udsat? Nei, tusen
Gange nei, det var umuligt. Dets tidligere Ulykker vil her-
efter være dets bedste Vern og Fæste, en høilydt Appel til en
mer humansindet Samtids milde Skaansel -- ja, kunde man
ikke sige ridderlige Beskyttelse? Hvo kunde nenne at an-
gribe en vergeløs, en uforskyldt mishandlet? En saadan Raa-
hed i vore Dage vilde stemple sig selv.

Men vogte sig, vogte sig skulde de mindre Stater for selv at
udfordre Faren, udfordre den ved en utidig, for høirøstet
Mistro.

Det er, som naar de smaa Mopper gir sig til at larme og
gjø. Ja da kan det hænde, at den vaagner den store Buldog,
det skikkelige Bæst, der slet ikke tænkte paa noget ondt . . .
"Hvad er dette for Larm, I smaa? . . . Vil I bare holde jer i
Skindet, eller jeg skal! . . . Vov, vov, vov!"

Som sagt, Johan, jeg kan ikke for det, men dette Forsvars-
rabalder, der har betaget vore to fredelige Lande, byder mig
saa underlig fremmed imod. Jeg kan kun tænke mig disse to,

SIDE: 475

vort stolte Bjergland og det blide Danmark, med det glade
Velkomstsmil, hvormed de hilser en fra alle Europas Hjørner
tilstrømmende Turistsværm, i Bestræbelser for at gjøre det
godt og behageligt for dem, men ikke optaget af Tanken paa
Kanoner og Torpedobaade.

Og denne Forsvarsiver bæres neppe oppe af det sande Mod.
Den skjuler en god Portion af knæbøiende Respekt for den
gamle Dalailama: Erobring, Seier, en Efterdønning af den lange
Bedøvelsesrus, hvori hin Aarhundredets store Erobringsmagiker
havde nedsænket det hele Europa, han, den forfærdelige, som
min gamle Lærerinde i Institutet for ramme Alvor betegnede
som "Dyret i Aabenbaringen", Dyret med de 7 Hoveder, -- 
nogen anden kunde St. Johannes ikke have ment.

Det gjælder nu for Alvor at ruste sig mod Dyret med de 7
Hoveder. Det er en aandelig Rustning, der her paakræves.
En Aandens Angrebsrustning, ikke et magtesløst Krigsforsvar.
Det er med Indignationens, Afskyens forenede Væbning, det
fredsindede Europa har at møde Uhyret, som det frygter; det
er Korsets Tegn, det har at løfte mod dette, indtil det be-
seiret, betvunget som Djævelen i Faust bøier sig for den sande
Overmagt.

Ja, saa var Tiden der til at virkeliggjøre den vakre Tanke
om en almindelig Fredsliga, der, hvor det trænges, vilde samle
alle Folkeslag, ikke til at slaa hverandre ihjel, men til et min-
deligt Opgjør. Skulde det ikke være et Aarhundrede, der
kalder sig Humanitetens, Oplysningens, mere værdigt?

Og -- skulde det værste alligevel hænde, Besvergelsen vise
sig magtløs, Krigslysten virkelig ulme og true med at slaa ud
i en saadan rovbegjærlig Stormagt . . . O! en saadan Nations
Kvinder var Tegnet givet til en almindelig, en energisk Reis-
ning til at slutte sig sammen, alle, alle mod én -- dog ikke for
at skaffe Kanoner og Torpedobaade tilveie.

Camilla Collett

(C. C.)

("Aftenposten" 26de Juni 1890)

Man skal ikke forsverge noget. Jeg, som i de sidste Maa-
neder ikke har havt en Pen i Haand, der følte sig som uden-
for alt, som færdig med alt, drives dog nu til at tage Blæk-
huset frem.

Det skulde lette Sindet, i det mindste for noget af det, som
saa sterkt har bevæget det i den senere Tid . . . mundtlig at

SIDE: 476

søge denne Lettelse undgaar jeg, særlig da jeg ikke hører til
de meget "snakkesalige", af flere Grunde helst.

Nei, her kan ikke ties. Ogsaa jeg maa faa tale et Ord med
om de sidste Dages Stortingsforhandling, denne i vore Forhold
enestaaende Begivenhed, hvor norske Kvinders Sag var optaget
til offentlig Diskussion af Mænd, var det end blot for at bringe vore
kjække Talsmænd min og -- jeg tør vel sige med mig -- Tu-
senders Tak for, hvad de her har ydet og udrettet.

Ja, vi har meget at takke dem for. Kommende Tider skal
vidne derom. Deres Navne vil ikke glemmes.

Jeg maa desværre begynde med at anraabe om Læsernes
Taalmodighed, idet jeg af en tidligere udkommen Bog ("Fra de
Stummes Leir") citerer et Uddrag, der synes ekspres at være
skrevet for Dagen.

Talen er her om den gammelhævdede, passive Kvindelighed,
hvis Ideal var en komplet Selvopgivelse, om den langsomt
fortærende Virkning, den øver ikke alene i sin egen Sfære,
men paa den hele store Samfundsorganisme. [fotnotemerke] 
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det er sterke Ord, for 12 -- 13 Aar siden optaget i en Bog,
som nu forlængst er gaaet ind under Rubrikken "gamle Sager",
hvis Tilværelse det ikke falder en velassorteret Boghandel ind
at minde mere om.

Faktum er, at hvad der her siges, fandt ingen ret Gjenklang,
da Bogen kom ud. Nogen Sympati for Sagen var saagodt-
som ikke født dengang -- en lang smertelig Fødselskamp
skulde til.

Og nu? . . . Forhandlingerne i vort Storting den 6te og 7de
Juni kan svare derpaa.

At Sagen skulde "gaa igjennem", har jo ingen af dem, der
føler for den, ventet.

Udfaldet maa dog, mer end paaregnet, kaldes glædeligt. En
Debat som denne, hvor selve Modstandere ærlig bidrager til
at støtte den, er af en uberegnelig Virkning. Den har med
nogle faa Spalter udrettet mere end ligesaa mange Bøger i
sin kummerlig hensygnende Leiebibliotekstilværelse. For den
store Mængde er Kvindesagen noget uforstaaet, tildels ukjendt.

Fotnote: Citatet af "Fra de Stummes Leir", som her er udeladt, findes II 378 -- 9
("Jeg hører Indvendingen" -- "Men Søstre, Kvinder").

SIDE: 477

Men alle læser Aviser; her faar man med ett Slag noget at
vide om den, Syn paa den.

Der var ett Punkt i vore Talsmænds Argumentation i Sagen,
som man kunde ønsket var bleven noget sterkere udhævet,
saa maa det des ufuldkomnere forsøges her.

Modstanden har, som vi ved, samlet sig om et Hovedpunkt:
Skarp Afgrænsning af det Territorium, hvor Manden ene skal
herske og styre -- fra umindelige Tider har hersket og styret,
og som det strengelig formenes den anden Halvdel af Slegten
at overskride.

Hvad Resultat har dette Eneherredømme havt for den hele
Verdensudvikling?

Vi vil ikke spørge Historien derom. Den har kun ett Svar
at give, og det er ikke glædeligt. Vi vil beskedent holde os
til det nærliggende, os vedkommende: hvorledes har vort Sam-
fundsliv -- Tidens Samfundsliv artet sig derunder?

Vore Modstandere, ja selve Enevældssystemets ubøieligste
Forfegtere, synes ikke at finde disse Tilstande mønsterværdige.
Vi faar høre noget om "en Raaddenhed i det offentlige Liv",
som det vilde være forfærdeligt at slippe ind paa Kvindens
hellig fredede Omraade: Hjemmet, som vilde drage hende ned
fra "det høiere etiske Standpunkt, hun indtager".

Det høiere etiske Standpunkt: "En Aandens og Sjælens fuld-
komne, kun forskjelligartede Ligebyrdighed med Manden -- et
rigere Følelsesliv, finere Intuition -- større Udholdenhed!" -- -- 
Ja, disse og lignende smigrende Udtalelser er virkelig faldne
fra vore Modstanderes Side. Kun kommer de ved en Anled-
ning som denne til at smage noget af Skipperens: Damerne
først! (overbord nemlig for at redde Skuden, der holdt paa
at synke.)

Og 
var galante Herrer vil ikke se, at denne Karakteristik
fører lige lukt ind i en Labyrint af Modsigelser.

Thi var al denne Ros ærlig ment -- erkjendes det, at
Kvinden i disse Eiendommeligheder overgaar Manden, erkjen-
des det, at hans Enevælde ikke har magtet at tøile den sti-
gende Fordærvelse, at alle Samfundstilstande, hvor vi ser hen,
raaber paa Fornyelse, Undsætning -- Redning, saa er jo den
konsekvente Udestængelse af saa uimodsigelig praktikable Ele-
menter rent ud meningsløs.

Og de udestængte selv?

Ja, de har at grunde over det Spørgsmaal: hvad er mest
heldbringende, hvad er hæderligst, enten viljeløst resigneret
finde sig i Udestængelsen, eller modig stille sig op mod For-

SIDE: 478

dærvelsen og med al sin Sjæls og Aands Magt søge at mod
arbeide den? . . . Er det ikke netop Kvindens Kald? . . . Vilde
ikke hine Egenskaber, der saa smukt anerkjendes hos hende,
netop her finde sin rette Anvendelse, blive det fornyende,
rensende -- stilnende Element, Oljen lig i det oprørte Hav?

Ja, som et oprørt, vragbedækket Hav -- eller lad os ikke
blive patetisk -- som en opreven Myretue, kan vi nok
stemple de nu raadende Tilstande, overalt -- overalt, hvor vi
ser hen.

Og hvorfor da stænge hendes Evner ind i en snæver af-
sluttet Virkekreds, hvorover hun ikke heller altid raader? . . .
kan hun selv skabe sig dette "Hjem", særlig naar det skal ske
paa Basis af hendes "rigere Følelsesliv"? Nei, ogsaa her paa
sit eget Omraade er hun afhængig af den eneraadendes Be-
stemmelse.

Dog, hvad nytter Grunde her, hvor overbevisende de kan
være. Vore Modstandere vil ha sit Territorium for sig -- 
Punktum finale. De kan ikke tænke sig en kvindelig Stemme
i deres Forsamlinger uden som en skjærende Mislyd -- et
Trompetskrald midt i Korets milde Harmoni? -- der vilde
drive dem alle paa Flugten.

Mig paatrænger der sig en anden Lignelse, henter fra det
kongelige Teater i Kjøbenhavn. Vi bivaaner en Opera.

Gjennem det brusende Kor af Blæse- og Strygeinstrumenter
gaar der ligesom en mild, dulmende Underklang, der, naar den
undertiden stiger til en Solo, lader alt lytte i Taushed.

Det er et Instrument, der fortrinsvis tilhører Kvinden, det er
Harpen, der lyder her og virker saa bedaarende. Og det er
en Kvinde, der har sin faste Plads i Orkestret, der med Mester-
haand haandterer det.

For nogle -- jeg kan ikke angive, hvor mange Aar tilbage -- 
var denne "Stemme i Forsamlingen" vel heller ikke ret tænke-
lig; nu kan den ikke undværes.

Og saa kommer vi til den gamle Tale om, at enhver saadan
Overskriden af Skrankerne, enhver saadan Deltagelse i det
offentlige Liv -- Emancipationen med ett Ord, uundgaaelig vilde
afføde Had til og Forsømmelse af Husets Pligter.

Jeg hører strengt taget vistnok ikke til "de redigerende -- 
debatterende -- prækende og omreisende Kvindesagskvinder",
har i det hele en sørgelig liden Evne til enhver personlig Op-
træden, [fotnotemerke] men vil dog alligevel af visse gode Grunde neppe kunne
undgaa at regnes til de meget slemme af Arten. Og dog kan jeg

Fotnote: Se Debatten.

SIDE: 479

af mangfoldige Eksempler, ogsaa af egen Erfaring, forsikre, at
denne Slutning ikke holder Stik. Jeg kunde fortælle de ærede
Herrer, at i den Tid, jeg var saa lykkelig at eie et saadant
Hjem, gik jeg saa samvittighedsfuldt op i dets Skjøtsel og Stel
som nogen, at Høstsyltningen led ikke det mindste Skaar, om
der samtidig kom en Novelle ud: "Hjemmet og Vandringen",
at jeg følte mig ligesaa alarmeret, naar der ved den høitide-
lige halvaarlige Optælling af Tøiet manglede et Haandklæde -- 
eller to, som om det kunde være en Recension i "Morgen-
bladet".

Men glæde os skal vi nu ved, hvad der er vundet. Er der
faktisk kun opnaaet et negativt Resultat, maa det dog kaldes
en aandelig Seier.

Sagen er reddet. 44 Mandsstemmer! . . . For mindre end 10
Aar tilbage vilde vi neppe -- hvis det forresten er tænkeligt,
at Sagen var kommet til Behandling -- opnaaet l/4 Part saadan.

Sagen er reddet. Partiets Hval har ikke magtet helt at sluge
den, ja selv dets fornemste Talsmand, den høiærværdige Re-
præsentant for det gammelprestelige Standpunkt her i vort
Land, lod skimte en haabløs Frygt for, at den, Modstanden, i
Længden vil være forgjæves.

Camilla Collett

(C. C.)

("Aftenposten" 25de August 1890.)

Vore Byer hjemsøges ofte af svære Ildebrande; men ingen
har paa lange Tider vakt en saadan almindelig, altoprystende
Deltagelse som den, der har herjet Hammerfest -- Landets
nordligste By, dobbelt beklageligt under et saadant Klimas
haarde Betingelser ved den sig nærmende Vinter.

Man er gaaet ud fra, at de mere trængende Klasser altid
lider mest ved en saadan Hjemsøgelse, og begrunder den
noget træge Bidragsindsamling paa, at disses Nød, og særlig
ved det splendide Bidrag fra dansk Side, nu rigelig er af-
hjulpen; de velstaaende hjælper sig nok.

Denne Slutning kan vistnok have sin Berettigelse. Et Spørgs-
maal bliver det dog, om Lidelser og Savn overhoved skulde
være mindre følelig for de lykkeligere stillede, og nu særlig
ved denne Leilighed, hvor mange af dem har set det graadige
Element fortære alt, hvad der ved Vanens og Mindernes Magt
var bleven dem uadskillelig kjært -- uden at turde regne paa
den Deltagelse, der saa menneskelig naturlig vilde samle sig
om de mere absolut trængende.

SIDE: 480

Vi er tilbøielige til at betvile dette. Vi tror, at disse saa-
kaldte "dannede" har faaet sin rigelige Andel, kun mere sjælelig
intensivt, i Livets Prøvelser og Lidelser -- Lidelser, Prøvelser,
der netop gjennem disse Dannelsens saa misundte Privilegier
dobbelt skjærpes, uendelig mangfoldiggjøres.

Lad os sætte os lidt ind i disse "lykkeliges" Sted, naar de
rammes af en saadan Ulykke.

Naar en Yndlingskop eller -vase gaar itu for os -- et kjært
Familieportræt ved et eller andet Uheld spoleres -- et dyrebart
Smykke, maaske nedarvet gjennem Slegterne, frarøves os, gaar
det os saa nær, som om den største Ulykke rammede os.

Men lad os tænke os, hvordan det vilde være i Forfærdel-
sens sansesløse Skynding selv 
[at]
 forlade alt dette kjære, alt, hvad
der havde hygget og smykket dette Hjem, som vi flyr, 
[og]
 -- ak
Gud! derpaa tænkte vi ikke! -- ogsaa Fatters store Afhandling
næsten fuldendt! og Babys Yndlingsdukke! -- altsammen for
at se det fortæres for vore Øine, indtil Huset selv ramler ned
og levner kun en rygende Grushob.

Kan det nye Hus -- var det end et Palads -- erstatte noget
af dette!

Saa vil vi ikke stride om, hvem der ved Branden i Ham-
merfest er mest at beklage, enten de virkelig trængende eller
dem, som det ikke staar i vor Magt at yde nogen Hjælp eller Trøst.

Med det inderlige Ønske, at de førstnævnte af de saaledes
hjemsøgte maa faa deres Tab rigelig erstattet, kan vi kun sende
de andre en vemodig Hilsen, at vi føler for dem, lider med
dem.

Camilla Collett

C. C.

("Aftenposten" 28de September 1890.)

Naar et Tidsskrift har sat sig som Titel "Folkebladet", saa
tænker man sig nærmest et for den store Almenheds Oplys-
ning og Forædling virkende Organ.

Saa meget mere maa man studse ved at finde optaget i et
saadant Artikler, der mindst kunde synes at virke til dette
Øiemed.

Det var tilfældigvis ved at gjennemblade nogle Hefter af
vort norske Folkeblad, at jeg stødte paa et saadant overmaade
tvilsomt Bidrag til den almindelige Oplysning og Forædling.
Det skriver sig vistnok helt fra forrige Aar (30te Juni 1889),
men det gjør intet til Sagen. Det nævnte Inserat knytter sig
ikke til noget Dagens Spørgsmaal, der kommer og diskuteres
og forsvinder som et andet Tidsfænomen; det berører en Sag,

SIDE: 481

som vil være oppe iaar -- næste Aar -- om hundrede Aar,
saa længe Menneskeparret, Skabningens høieststillede og lige-
stillede, splitter sig i Undertrykkere og de undertrykte.

Artikelen præsenterer sig som en fra Tyskland importeret Vare
under Titelen:

"Kriminalistiske Betragtninger af Kvindens Andel i For-
brydelser".

Forfatteren, Hr. Oscar Klautzmann, forkynder sig her som
en værdig Discipel af Schopenhauer, den første, der bragte
den tyske Kvindenedrakkelse ordentlig i System, den store
Filosof, i hvis bekjendte Kraftsentens: "Agtelse for Kvinden
kan man kalde Toppunktet af den kristelig-germaniske Dum-
hed", den vakre Teori ogsaa kan siges at have naaet Top-
punktet.

Og som en Gift har denne Lære spredt sig over det hele
Tyskland -- Schillers, Goethes, Varnhagens, Freytags Tysk-
land.

Forfatteren tager som Udgangspunkt det Faktum, at vistnok
indtager de kvindelige Forbrydelser ligeoverfor Mandens et
Minimum; det forholder sig, siger han, som 1 : 5 (et Forhold,
som ikke ganske stemmer med andre Statistikeres Beregninger,
der betydelig fordobler 5-Tallet).

Alligevel synes vor Forfatter at finde sit Facit for gunstig
for Kvinden, og han søger nu at rette paa dette ved at tillægge
hende Skylden for snart sagt alle Mandens Forbrydelser -- 
Bandit- og Røvermeritterne ikke undtagne.

Man skal søge længe for at finde saa forrykte Paastande
fremsat med en saa kynisk Applomb som denne.

Han støtter sig her til en anden, som det synes, ligesaa fana-
tisk Schopenhauerbekjender, Hr. v. Oettinger, leverer os endel
morderske Citater efter denne "Tysklands første Moralstati-
stiker", og efterat han saa paa en god halv Side af Bladet har
fortsat dennes Invektioner mod Kvinden, udtrykker han sig
saaledes: . . . "Her er netop Stedet til at omtale Fouché's be-
"rømte "Où est la femme?" (Hvor er Kvinden?), hvormed hin
"store Politimand vilde udtrykke, at man, naar en Forbrydelse
"forelaa, først og fremst maatte søge efter en Kvindesperson,
"fordi i ethvert Tilfælde (!) en saadan havde foranlediget eller
"forskyldt Forbrydelsen, og om ikke selv udført den, saa
"dog ansporet til dens Udførelse og ved alskens List hjulpet
"til ved den. . . ."

Altsaa, kun i en ond Forstand, ikke i en god, forædlende,
skal Fouché's berømte bevingede Ord gjælde! Og dog har

SIDE: 482

Tusender, deriblandt store, berømte Mænd, høilydt anerkjendt
dette sidste, erkjendt det i sine Hustruer, sine Mødre.

Hvor skal vi saa søge Oprindelsen til det nu engang gjæl-
dende "Où est la femme?" Mon det ikke, nærmere beset,
simpelthen turde vise sig som et Udslag af den stigende De-
moralisation, -- Tidens Nødraab, dens Raab paa sin Syndebuk?

Thi som en Syndebuk for den stigende Fordærvelse er Kvin-
den nu nedsunken. I Frankrige, som det synes, først, de andre
Lande kommer nok efter.

Saa meget om den tyske Forfatters Produkt. Kun vil jeg
til lidt bedre Forstaaelse af den Uvilje, det har vakt og maa
vække i enhver retsindig Sjæl, tilføie et lidet Uddrag af nogle
ogsaa "kriminalistiske Betragtninger", nedskrevne under et Op-
hold i Paris 1884. Gamle Sager altsaa! vil man sige, hvad
skal vi med dem her? Men Tingen er den, at mange af disse
"gamle Sager" snarere kan siges næsvist at være kommen for
tidlig; i det mindste synes efternævnte Betragtninger ganske
som skrevne for Anledningen.

"Der gives maaske ikke noget sikrere Tegn paa en Nations
moralske og politiske Fald," heder det her, "end naar den i
den dumpe Skræk, der følger et saadant, søger at dække Skyld
med Beskyldninger, der i dette Tilfælde turde være ligesaa
uretfærdige, som de er lave og feige. Der skriges over de
mange hvert Aar tiltagende Selvmord. Det værste Selvmord,
der kan begaaes, er, naar en Nation fører det dræbende Stød
mod sig selv. Skulde noget kunne redde det franske Samfund
fra at "gaa i Hundene", som man siger, maatte det være dets
Kvinder.

Ja dets Kvinder. Dets Kvinder, der trods alt, hvad der
gjøres for at drage dem ned i det almindelige Fald, maaske er
det eneste, der holder igjen.

Og drages ned, ak, det maa de. Her er ingen Redning.
Kun vil det ikke ganske lykkes, takket være Kvindens Natur,
der til det sidste vil holde igjen. I denne Kappestrid, For-
dærvelsens, kommer hun tilkort. Men det gaar her efter den
gamle Maalestok, hvor der er Tale om Skyld paa begge Sider:
det er Minoriteten, som maa bøde, det er det usedvanlige,
der vækker Skriget. Og saa har man vant sig til ikke at se, ikke
at ville se Misforholdet, der paa en forfærdelig Maade øges
Aar for Aar.

En Kriminalstatistik for Aaret 82 angiver Antallet paa de i
dette Aar i Frankrige paatalte Forbrydelser til 4814, deraf de
4134 begaaet af Mænd, de 680 af Kvinder.

SIDE: 483

I Paris fødes der aarlig omkring 16,000 (sekstentusen) uegte
Børn, hvoraf kun omtrent de 2/16 anerkjendes af Fædrene; de
14/16 af disse under Lovenes Beskyttelse lusker sig unda.

Hvad blir der af de mange forladte? Hvor mange af
disse kan vi søge blandt de 680? . . . Vi talte nylig i en af
Dagens Aviser 19 (nitten) kriminaliter tiltalte Mandsindivider,
dertil 3 kvindelige; de to af disse sigtedes for Barnemord, den
3dje for en mislykket Vitriolhevn.

Her kunde man nok spørge "Où est l'homme?" (søg Man-
den); men dette bevingede Ord kjender man endnu ikke, uagtet
det er ganske anderledes bevisligt, at de allerfleste kvindelige
Forbrydelser har sin Oprindelse i ham."

Det var netop i Monsteropreisningens vanvittigste Periode,
da en fuldstændig moralsk Tøilesløshed proklameredes i den
hele europæiske Presse ("den forbrydervenlige", som man
kaldte den), at der faldt nogle varslende Ord, i en dengang
udkommen Bog; jeg citerer deraf:

"Der vil komme en Tid, da man vil føle en Trang til at
"bagtale og nedsætte Kvinden. Majoriteten, den lov- og skranke-
"løse, vil finde sig ubehagelig tilmode; den vil føle noget, som
"ligner Skræk over sig selv, en Trang til at dække Misfor-
"holdet. Digtningen maa da til, da Virkeligheden undskylder
"sig med, at den for Øieblikket ikke tør paatage sig Bestillingen.
"Deraf vil flyde en Literatur, hvor de hidtil velkjendte Helt-
"indetyper vil give Plads for lutter afskyværdige."

Og Spaadommen er paa en frygtelig Maade gaaet i Opfyl-
delse. Vi har naaet det Standpunkt, hvor Majoriteten, i Skræk
over sig selv, griber til Syndebukken, og som skulde egne sig
bedre dertil end -- der foresvæver den dunkelt nogle blide
Minder -- netop sin lidende, altbærende, den engang hyldede
som sin gode Genius, den reddende, altforsonende Engel? . . .
Man kan neppe tage et Blad, en Bog i Haand uden at støde
paa dette Omslag i Dagens Stemning mod Kvinden. I en Aar-
gang af en belletristisk Revue talte jeg indtil 50 (femti) For-
fattere, der alle overbød hinanden i den Kunst at skabe fæle
Kvindetyper.

Endel af disse vakre Produkter optegnede jeg, saa godt det
i Hastverk lod sig gjøre i enkelte Hovedtræk. Jeg vil dog
forskaane vore Læsere for ogsaa at følge mig i dette uhygge-
lige Register; vi har nok, tænker jeg, med Hr. Klautzmann.

Skal denne Opfatning af Kvinden blive til en Verdensmaksime,
der ogsaa skal trænge ind i vort skikkelige, for de værste Ud-

SIDE: 484

slag af en fordærvet Overkultur dog hidtil forskaanede Land?
. . . Der arbeides trolig dertil.

"Den Nation, som agter sine Kvinder, agter sig selv" . . .
Ogsaa et bevinget Ord, der forhaabentlig længe skal overleve
og virke anderledes velsignelsesrigt end hin ilderenommerede
franske Politichefs:

"Où est la femme?"

Camilla Collett

LIDT WERGELANDIANA.

("Aftenposten" 1ste og 2den November 1890.)

Et nyt Bidrag til Henriksmyten er dukket op i de sidste
Dage, heldigvis ikke af de allerværste. Det kunde tvertimod
i sin paaviselige Uholdbarhed tjene som et Varsko overfor
andre mere vildledende, mere nærgaaende saadanne.

I et Par af vore Venstreblade fortælles, at der i Huset hos
Sadelmager Lilloe er død en gammel 87-aarig Kvinde -- op-
rindelig fra Eidsvold, der har angivet sig som Henrik W.s
Barnepige, lige fra hans 3dje Aar.

Henrik W. har aldrig havt en Barnepige, der kalder sig
Marte Andersen: Hans første Barndomsaar faldt i Christian-
sand, og han havde ved Familiens Overflytning til Eidsvold
1817 allerede fyldt sit 9de Aar. Den Barnepige, vi der fik
 -- den eneste, vi har havt -- hedte Lisbeth Maria. Hun tjente
os trofast i en Række Aar, og endnu efterat Henrik i Huset
hos sin Onkel General Aubert havde endt sin Latinskolegang
inde i Kristiania. Et merkeligt Menneske, en fin, poetisk an-
lagt Natur var denne Lisbeth Maria. Hun forede os Børn
med en Masse, dengang endnu tildels ukjendte Sagn og Even-
tyr, hvoraf flere findes i Asbjørnsens Samling. Ogsaa med
"Tusend og en Nat" gjorde vi først Bekjendtskab gjennem
hende.

En Marte Barnepige har selvfølgelig ikke eksisteret. Ligesaa
apokryfisk lyder Beretningen om nogle høist fantastiske Udslag
af Henriks Godhed mod fattige.

At han havde et aabent Hjerte for disse, for alt lidende,
er sikkert nok. Men at han, for ret at indforlive sig i Stil-
lingen, forklædt som Tigger, selv gik omkring i Gaardene, at
han gav Stegen bort og anviste de indbudne Gjester paa
"Spegekjødet", er ren Opdigtelse. Han var en ærbødig Søn,

SIDE: 485

der aldrig vilde vovet at sætte sin Mors Taalmodighed paa
slige Prøver.

Først op i Tyveaarene kom en Marte i vort Hus, hvor hun
forblev som dets uundværlige Styrerske, indtil Huset lukkedes
i 49 -- den sidste paa Gaarden.

Denne Marte blev senere gift med en agtværdig Bonde, bo-
sat i en noget afsidesliggende Trakt af Bygden. Da jeg senere
besøgte hende der, fandt jeg hende sørgelig forandret. Der laa
som et stille Tryk over hende. Var det, fordi de rige Evner,
hun besad, ikke fandt rigtig Næring i hendes nye Stilling?
Hun havde ikke Børn. Siden hørte jeg til min inderlige Be-
klagelse, at den stille, fine, tilbageholdne Marte havde endt med
halvtullet at gaa omkring paa Gaardene og synge sine gamle
Sange.

Om begge disse merkelig begavede Mennesker, som vi var
saa lykkelig at eie i vor Tjeneste, har jeg givet en udførlig
Beretning i en tidligere udkommen Bog, "I de lange Nætter",
Skildringer fra Ungdoms- og Hjemmelivet, fortalt til de søvn-
løse. [fotnotemerke] Alene gjennem disse merkelige to -- og jeg vil endnu
lægge Jakob til, Formanden for Gaardens Husmænd, der kunde
omtrent alting, alle Haandverk, uden at have lært noget -- i
vor Tjeneste fra første til sidste Dag, -- alene gjennem disse
fik man et Begreb om, hvilke Evner vor Almue sidder inde
med, Evner, Anlæg, som dengang maaske mindre end nu
turde haabe paa en befriende Anvendelse, og som, forkuet, for-
trykt, ofte uforstaaet for dem selv, ikke sjelden endte i Vanvid.

Der kunde skrives meget -- ak hvor meget endnu om min
Broder Henrik. Helst om det kunde ske ved mulig endnu
levende samtidige, der stod ham nær. Det er den virkelige
Wergeland, vi vil have, ikke Mytefiguren. Den, der maaske
mest har bidraget dertil, er, merkeligt nok, en dansk Mand, der
aldrig har kjendt Henrik, den bekjendte Literaturhistoriker H.
Schwanenflügel, ogsaa Ingemanns Biograf. Med fin Intuition,
upaavirket af Partimotiver og Stof til Vrængebilleder, har han
mer end nogen anden vidst at træffe Mennesket gjennem Digt-
ningen.

Og Søsteren, hvis Stemme her ogsaa skulde gjælde noget? . . .

Hvad jeg har kunnet bidrage dertil, er efter bedste Evne
forsøgt.

Fotnote: Cappelens Forlag 63.

SIDE: 486

Mere kan jeg ikke yde. Alderen og dens Følger har nu
sat sit ubønhørlige "Hertil og ikke videre!" for en af min
Samtid lidet, saare lidet opmuntret Produktion. Den ligger nu
der i sin Rækkefølge som noget antikveret, en betænkt For-
lægger ikke finder det værd at minde mere om.

Og dog -- et Ønske har i disse sidste Aar bevæget mig:
det Ønske at kunne drage et Par af de tidligere udkomne
Bøger op af den Glemselssump, hvori de i Aarrækker har
været nedsunkne. Jeg vilde, medens Syn og Kræfter endnu
tillod det, underkaste dem en ligesaa omhyggelig Bearbeidelse
som den, der er bleven et andet ældre Produkt, "Amtmandens
Døtre", tildel; den eneste af mine Bøger, der ved Hr. Cam-
mermeyers velvillige Bistand har opnaaet et nyt Oplag.

Mine Forsøg paa at realisere denne Plan har ikke ført til
noget. Jeg beklager dette for ovennævnte Bogs Vedkommende,
da det særlig var den, jeg ønskede i en forbedret Skikkelse at
berede en Smule Gjenopstandelse. Jeg beklager det for Hen-
riks Skyld, fordi denne Bog, hvis den var bleven mere be-
kjendt, maaske vilde modarbeidet endel af de senere Til-
digtelser, der, jo mere man har fjernet sig fra Gjenstanden,
har antaget fantastiske Former.

Og netop denne, Familiebogen, har mer end nogen anden
henligget under Glemselens Tryk, og den rummer dog maaske
de eneste Optegnelser fra hine Dage, der skildrer os den vir-
kelige Henrik, skildrer os hans Liv i Hjemmet, hvorledes han
der traadte op, tænkte, talte, følte -- der fører os ind i selve
Helligdommen, hans fantastisk udsmykkede Værelse, hvor Vind-
harpen lyder udenfor,

"hvor den hinker omkring den gamle Kanin,
"Enøiet, trebenet, violblaa og fin." -- -- 

Der gives neppe nogen blandt vort Lands mere fremtrædende
Personligheder, hvor langt vi end gaar tilbage, der har været
Mytetildigtningen og -tillavningen saa hjemfalden som Henrik
W. Den er stegen for hvert Tidsafsnit, indtil den har naaet
Yderligheden, hvor den ikke kan komme længer. Kunde
stakkels Henrik se op af sin Grav, vilde han forbauses ved
det Billede, Partifanatisme har skabt af ham. Ultra Radikaler,
Kongehader, Republikaner -- og hvad ved jeg alt! . . . Og her
synes begge Partier, de Radikale selv og de Konservative, op-
fattet fra deres respektive Synspunkt -- som Ros, som Daddel -- 
at være enige; kun forsømmer det sidstnævnte Parti ikke at

SIDE: 487

føie et Element endnu til Hovedkarakteristikken, og det er
Rumleren, Sviregasten.

Det er herom, jeg endnu har et Ord at lægge til.

Henriks Studenterdage faldt som bekjendt i Drikkesangenes
salige Periode, hvor Løsenet for ethvert velrenommeret Selskabs-
bord lød paa et:

"alt undtagen bare Vand, det ene duer ikke . . ."

Og at Henrik i Studentersamfundet, og hvor han ellers viste
sig, blev tappert drukket til, kan enhver forstaa. Men hvor
ynkelig lidet han taalte af den Slags, førend det viste sine
Virkninger paa ham, blev ikke tat med i Betragtning, naar
disse Virkninger, senerehen mindre velsindet, blev optat til-
doms.

Denne Svaghed hos ham, hvis man tør kalde det saa, gjorde
ham saa at sige til Tilfældets Bytte. Den usalige Egenskab
ved det mindste at beruses, viste sig kun som et Tilfældets
forsvindende Fænomen, det blev, det tør jeg sverge høit og
dyrt paa, hverken til Trang eller til Vane. I de Aar, han til-
bragte i Hjemmet, netop de første sprudlende Ungdomsaar,
altsaa i den værste Stridsperiode, hvor enhver saadan mor-
derisk Ladning fra den fiendtlige Leir let kunde fristet til
Ekstraopfriskninger af den Sort, merkede vi ikke Spor deraf.

Kjed af at se denne Misforstaaelse fast indregistreret i hans
Livskarakteristik, opsøgte jeg forrige Høst hans tidligere Hustru,
Enkefru Bjørn, idet jeg appellerede ogsaa til hendes Vidnesbyrd,
der dog turde veie noget i Vegtskaalen.

Næsten heftig afbrød hun mig: "Nei, det kan jeg bevidne,
da jeg har levet samfulde 6 Aar sammen med ham, at den
Beskyldning er usand."

Jeg bad hende derpaa indtrængende at nedskrive nogle Træk
af sit Egteskabsliv med Henrik, særlig hvad der kunde kaste
et Lys over dette saa meget omstridte Punkt. Hun havde
oftere fortalt mig baade morsomme og rørende Træk fra dette
Samliv -- hvorledes Henrik den Dag, han havde modtaget
Budskabet om, at hans Ansøgning om Prestekald var afslaaet,
istedetfor at gaa hjem og buldre det ud for hende med en til-
givelig Efterdønning af Grættenhed og slet Humør, satte sig
hen og skrev Digtet: "Grotten skal sælges!" som han stil-
tiende rakte hende. Ak nei, Prestekald fik han jo ikke. Saa
var det, han tog en beskeden Arkivarpost paa Akershus, og
her bag de gamle, iskolde Mure var det, han fik det Knæk,
der kastede ham paa Sygeleiet for aldrig mere at reise sig.

SIDE: 488

Hun vægrede sig dog beskedent, som ikke øvet i Pennen,
mod at træde offentlig op med noget.

Ak Amalie, bad jeg, skriv det blot ned saa let og naturlig,
som du fortæller det, og bryd ikke dit Hoved med nogen Stil
eller sligt . . .

Hun lovede det halvveis. Dermed tog jeg Afsked med hende;
Afreisen til Kjøbenhavn stod for Døren.

Efter et Par Ugers Ophold dernede modtog jeg Efterret-
ningen om hendes Død.

Camilla Collett,
født Wergeland.

Camilla Collett

ET FORSLAG.

C. C.

("Aftenposten" 10de Februar 1891.)

Det er, som vi ved, bleven en almindelig Skik at opkalde
vor Bys Gader og Strøg efter mer eller mindre bekjendte Mænd
 -- levende og afdøde -- en Udmerkelse, der, da den jo skal
gjælde for en uoverskuelig Eftertid (forudsat at ikke, som Gud
forbyde! en større Ildebrand griber forstyrrende ind) nok kunde
bringe en mindre orienteret Efterslegt til at studse over en saa-
dan Masse Berømtheder, og hvemog hvad de dog alle kan have
været for nogen, hvis Navne her er indskrevet for Evigheden.

For den mere tvilende ligger det da nær at spørge: er det
Navnet, som hædrer og beliver Gaden, eller omvendt, er det
Gaden, der holder Liv i Navnet? . . .

Og en Tvil som denne vilde ikke være ganske ubeføiet.
Ser vi hen til de virkelig mindeværdige og den Plads i vor
By, man har valgt til nogle af dem, kunde der nok allerede
nu, inden en strengere Eftertid skrider ind, være adskilligt at
bemerke. Jeg tror nok, kunde enkelte af disse saaledes hædrede
se op af sin Grav, vilde de finde sig lidet smigret ved Udmer-
kelsen, og havde de bare kunnet, vilde de helst frabedt sig Æren.

Der er tvende Hensyn, der kunde synes de overveiende,
naar man vil opkalde Gader efter virkelig mindeværdige: først,
at saadan Mindelse om dem muligst knytter sig til det Sted,
hvor de havde fast Bolig eller en Virkekreds; dernæst at Stedet,
Gaden, der i en uoverskuelig Fremtid skal bære deres Navn,
ogsaa nogenlunde er denne Ære værdig. Kan disse tvende
Betingelser ikke forenes, bør man ubetinget holde paa det
sidste, Værdighedshensynet.

Christiania har huset tvende Digtere, samtidige, der uagtet
ihærdige Modstandere har fæstet sig i Nationens Bevidsthed

SIDE: 489

som Grundpillerne for vor nynorske Literatur. Drikkesangenes
og Nationalhymnernes Tid var forbi; de udfyldte ikke længere
Behovet. Vi trængte til kraftigere, sundere Kost, da disse Dig-
tere viste sig paa Scenen. Den ene af dem, Henrik Wergeland,
har, kan man sige ved et besynderligt Træf, fæstet sit Navn
til et Punkt i vor By, der paa en glimrende Maade opfylder
begge Betingelser: med en ret statelig Husrække bag sig, vis
à vis den nordlige Side af Parken, betegner det Høidedraget
af den opstigende Terrasse, med Grotten, hans kjære Grotte,
som Hjørnepunktet. Et smukkere Parti end "Wergelandsveien"
kan vor Hovedstad knapt opvise.

Men den anden af disse to, Welhaven, hvor skal vi søge
hans Navn?

I et uanseligt Bakkeheld, beklumret til begge Sider af en
høist uregelmæssig Bebyggelse, neppe særdeles yndet af nogen,
allermindst af Sporveishestene, der hver halve Time stønner
op ad det -- et Strøg, der, saavidt vi ved, ikke i fjerneste
Maade staar i nogen Rapport til den bortgangne Digters Liv
og Færden blandt os.

Mindet om disse to kan ikke skilles ad. Gjensidig paa-
virkende hinanden, udfyldende hinanden, den ene Følelses-
manden, kritikløs i sin himmelstormende Digterflugt, den anden,
den fine, skarpe Kritiker, Formfuldendthedens Digter og Mester,
er ogsaa i Mindet uadskillelig knyttede til hinanden. Ligesom
deres Buster i Studentersamfundets Sal har fundet sig Side
om Side, ligesom den længstlevendes sidste Nattedrøm var et
Besøg paa den forudgangnes Grav, vil deres "Veie" ogsaa
søge hinanden, kjede sig til hinanden.

Vi har her et Forslag at stille de ærede, der raader derfor.

Paa Hjørnet af "Wergelandsveien" strækker sig i ret Vinkel
den saakaldte Parkvei, begrænsende Slotsparkens vestlige Side.
Døb denne om. Giv den Welhavens Navn; den nuværende
er baade ham og vor By uværdig.

Camilla Collett

VOR HOVEDSTAD.

C. C.

("Aftenposten" 14de April 1891.)

Hedda Gabler vedbliver fremdeles at volde Hovedbrud, hvad
mon dog Ibsen har ment med denne sin Heltinde? . . . Og jo
mere man gransker Muligheden af en Løsning af Gaaden og
tror sig den nær, des fjernere finder man sig fra denne Løsning.

SIDE: 490

Har Digteren i denne nordiske Sfinksskikkelse villet hævde
en fornem, høibaaren Naturs Oprør mod det spidsborgerlig
snævre i vore hjemlige Forhold? Det vilde været en smuk
Opgave at løse for Dramaets store Mester.

Men dertil er hans Hedda Gabler os for lidet sympatisk, ja
saa fremmedartet afskrækkende, at vi i dette pro og contra,
enten vi vil eller ei, bringes til at erklære os -- tænk engang!
 -- for den stakkels skikkelige Tesman.

Men hvor skal vi saa søge Hedda Gabler? . . . Ved omhyg-
gelig at gjennemgranske "Der neue Pitavals" Annaler kunde vi
muligens støde paa en Kvindeskikkelse, der i visse Hovedtræk
mindede om hende; men en saadan Hedda Gabler vilde vist
der vendt Pistolen mod den forhadte Egtemand, ikke gjemt
den til sig selv for at "dø i Skjønhed".

I vor By, placeret i Tid og Rum i vor nærmeste Nærhed,
hører hun ikke hjemme. Tænke sig Hedda Gabler lyslevende,
Pistolen i Barmen, vandrende henad Karl Johan! Eller søge
den nævnte hendes Villa i Homansbyen eller Parkveien, som
Dramaet antyder det, nei, det kan vi ikke. Inden vore For-
hold er en Kvindetype ikke ret tænkelig. Vi kan til Nød tænke
os Kvindesjæle, der huser lignende Anlæg, Oprørsaanden, lad
den være mere eller mindre beføiet, men kvalt, forkuet, forment
at give sig en Form vil den ende i slap Selvopgivelse -- maa-
ske, har Kampen været for haard, i et Galehus. Det er nu
engang strengelig forment en kvindelig Individualitet, det være
sig i en god eller mindre god Retning, frit og naturlig at ud-
vikle sig. "Hun er ikke som andre Folk" gjælder for et meget
slemt Tegn; hvad det kan dølge, derom spørges der ikke. En
mere fremtrædende Afvigelse fra dette usynlige Samfundsdekret
vilde sees med samme mistænkelige Øine, som naar i vore
Mødre og Bedstemødres Tid en ung, nygift Dame undlod at
anlægge Kapperølliken -- Matrone- og Husmoderværdighedens
ophøiede Symbol. Jeg kan ikke mindes nogen saadan nygift
Dame uden i Kappe; den maatte slutte tæt til Kinden, et Par
Hængekrøller foran var dog tilladt.

Men er den Ibsenske Heltinde bleven til en blot og bar
symbolsk Figur, saa har jo enhver Lov til, efter det Indtryk,
Fænomenet gjør paa ham, at søge Tilknytningspunktet.

Jeg vil benytte mig af Tilladelsen.

For mig staar det ikke som en Type, hentet fra vor Hoved-
stads moderne Dameverden; det staar som en Legemliggjørelse
af denne vor By, den vordende Storby, selv, paa den Aand,
der for Tiden raader i den.

SIDE: 491

Til en Parvenustorstad hører ogsaa Storhedskravet -- Storheds-
strævet, Kravet for at tilegne sig disse høiere Kulturformer i alle
Brancher, der stempler den som Storby -- i den overvældende
Dagens Travelhed, hvori den befinder sig, ikke altid de heldig-
ste Bestræbelser.

Et af de mindre tækkelige Udslag af denne Storhedsmani
vil vi kalde Stillingsdyrkelsen, der takserer et Individs Værd
alene efter den ydre Habitus, hvori han eller hun optræder,
efter det Trin paa Lykkens Stige, de tilfældigvis indtager, og
denne Stillingsdyrkelse, Stillingshovmodet er det, som gaar Haand
i Haand med det andet Hovedtræk i den Hedda Gabler'ske
Karakteristik: Koldhjertetheden, en Henstivnen af Følelseslivet.

Jeg har i en tidligere Bog givet nogle Christianiatyper, hvoraf
jeg i et næste Nummer af Bladet vil tillade mig, da de er som
skrevne for Leiligheden, at meddele et Par Stykker. [fotnotemerke] 

Garborg i sin Bog "Hos Mama" lader Enken, der maa flytte
tilbage til Christiania, sige:

"Skal man bo der og ikke være rig, gjorde man bedst i at
ha Ligkisten staaende færdig. Folk er saa ligegyldige derinde,
saa hjerteløses" etc. etc.

Bjørnson kalder vor By etsteds Tigerstaden; og naar Ibsen
(her er, som vi ser, stor Samstemmighed) betegner vort Sam-
fund som "et Samfund af Pebersvendssjæle", og et Samfund
af Pebersvendssjæle vil, ikke altfor frit oversat, sige det samme
som et Samfund, hvor det kvindelige Element Følelsen, Følel-
seslivet, ligger kuet og lammet under en for sterk fiendtlig
Overmagt, saa passer dette særlig igjen paa vor Hovedstad.

Kristiania er Forretningslivets Hovedmarked, hvor alle offent-
lige Gjøremaal stuper sammen for at udkjæmpes og afgjøres
 -- Centret, Arenaen, da særlig for vore politiske Nævekampe.

Thi saa kan vi vel kalde den Maade, hvorpaa disse Kampe
føres, der just ikke skal befæste Agtelsen for vor Nation i Ud-
landet. En enkelt Partirøst kan da roligere, sindigere, forsmaa-
ende Skjeldsordtaktikken, denne hadske personlige Angrebs-
maade, lyde ud af Bulderet, bringe noget som en lettende
Stilnen af; man aander en Smule op, og saa er vi midt op i
det igjen.

Men under denne larmende Overmagt vil det høiere Aands-
liv, det dybere Sjæleliv ikke ret trives. Poesiens, Kunstens
Genier flygter forskræmt, har aldrig fundet sig rigtig hjemlig
i Kristian den IV.s gamle By. Merkeligt nok er, om vi end

Fotnote: C. C. meddelte "Enker" fra "Mod Strømmen" 1879, III, 95.

SIDE: 492

gaar tilbage til Holbergs og Wessels Tid, mig bekjendt, ingen
af de Forfattere, der nu engang repræsenterer vor nationale
Poesi, født i Christiania.

Men sørgeligst paa vore privat intimere Forhold sporer vi
Virkningen af dette Partistridighedernes og Forretningslarmens
kuende Tryk. Om den Kulde, den Splittelse, det spreder i de
nære Familieforhold, vil vi ikke engang tale, kun holde os til
den selskabelige Side deraf.

Manden i vor Tid søger ogsaa i Adspredelsen efter Arbeidet
udad -- udad hvor han kan træffe -- Manden, Meningsfællen,
med hvem han da kan lette Sindet efter Dagens Forhandlinger,
give sin Harme over Modstandere rigtig Luft og i al Gemyt-
lighed klinke paa deres Undergang. Det gamle gjestfrie hygge-
lige Familieliv, der samlede Venner, ogsaa ydede saa mangen
en af de unge hjemløse Mennesker, der aarlig søger Byen, et
kjært og, vi tør vist lægge til, ofte uskatterligt Tilflugtssted, er
mer og mere veget Pladsen for Klubber og Sport, og hvad nu
selve Selskabslivet angaar, der dog engang bød Mænd og Kvin-
der oplivende Mødesteder, saa har vi jo faaet Jubilæums- og
Korporations-Festtilstelninger i velsignet Overflod istedet. Vi
tror neppe, der findes en europæisk By af den Størrelse, hvor
Samlivet mellem dannede Mænd og Kvinder er sunket saa til
Lavpunktet som Christiania med nær 150,000 Indvaanere.

Og Kvinderne selv under Tilstande som disse?

Oh, til det gode virker de ikke altid paa dem. Fuldstændig
unddraget al Andel i, al Indflydelse paa det store Arbeide,
under en tiltagende Forladthed paa eget Gebet, samler deres
hele Ærgjerrighed sig om Stillingen, en muligst anselig borgerlig
selskabelig Stilling. Fru Elise Aubert har i sin sidste dygtig
skrevne Bog "Forfængelighed" gribende skildret os, hvad en
saadan sygelig Ærgjerrighed, der spirer og næres i en kvinde-
lig Sjæl, kan føre til.

Altsaa kun Stillingen, dens Magelighed, den ydre Anseelse!
Er en saadan vundet, forskanse de sig da -- det er beklageligt
at maatte sige det -- mer og mer afstumpet for Samfundslivets
høiere Interesser, for Hjertelivets finere Rørelser i selvgod
Utilgjængelighed.

Vi har en hel Klik af saadanne velsituerede Kristiania-
borgerinder, der giver alt, hvad der passerer udenfor deres
lille Verden, en god Dag. Spørger nogen om deres Andel i
Samfundsarbeidet, saa kan vi søge den paa en eller anden
Bazarliste. At det er disse, som den offentlige Mening til-

SIDE: 493

kjender Førstepræmien for "sand Kvindelighed", er det over-
flødigt at bemerke.

Jeg har mer end en Gang havt Anledning til at erfare, hvor-
ledes Kristianialuften virker selv paa de bedste.

Man træffer hinanden i en af Udlandets Byer, man søger
hinanden med den varmeste Interesse, det er som en stor
Livsbegivenhed, at man har truffet hinanden og lært hinanden
personlig at kjende.

Der spørges ikke om nogen Stilling i Hjemmet, her gjælder
man for, hvad selv man er.

Det første Skridt, man tager paa hjemlig Grund, aander der
os ligesom i en kold Gufs det Spørgsmaal imøde: Har du en
Stilling her, et solid, velindrettet Hjem, en Mand, helst med et
lidt anseligt Navn? . . . Og du er en af dem, der maa svare:
Ak nei, -- ikke Spor af noget saadant, jeg! . . .

Ja . . . saa!

Et halvt Aar kan gaa hen.

Men disse Veninder, der søgte dig med en saa varm Inter-
esse i Rom og Paris, hvor er de?

Jeg ved ikke, jeg tror de har sine Villaer paa Drammens-
veien eller i Parkveien, vi sees ikke mer. Vi er i Kristiania.

Og skulde saa Tilfældet lave det saa, at man endnu engang
mødes paa neutral Grund, saa lad det ikke overraske os for
meget, om en eller anden af disse kjære Venner farer os
imøde med sit gamle hjertelige: "Nei er det Dem! . . . Nei
Goddag!!"

Vi er ikke i Christiania.

Hvoraf kan det komme, at ikke en af vore mer bekjendte
Forfattere, -- og skal vi tage Kunstnerne med? -- er fast bosat
i vor By, men de har alle fæstet sig til Udlandet?

 -- -- Hvoraf kommer det, at flere af dem endnu nærer en
dulgt Bitterhed mod dette Hjemsted, som hverken Tid eller
nu senere Lykkens Gunst ganske kan udslette?

Det kommer af, at de her tilbragte sine første Gjæringens
Aar, ofte kjæmpende med Nøden, uforstaaet, uopmuntret, kun
betragtet med kold Mistro.

Men lad dem saa kun skræmmes ud i det fremmede, hvor
de løftet og baaret af friere, lysere Forhold snart vil finde sig
selv og sin Kunst, lad dem tjene en Spore der, maaske, hvem
ved! naa til en europæisk Berømthed som Ibsen -- kom saa
hjem til "Tigerstaden", saa skal vi se! . . .

Frem med Faklerne! Hurra! Hurra!
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

SIDE: 494

Vi træffer undertiden paa Strøg i vort Land, der, uagtet en
forholdsvis gunstig geografisk Beliggenhed, lider under en Veir-
ligets Barskhed og Omskiftelighed, der mere synes at høre
hjemme i Lofoten.

Der gives aandelige Klimatforhold, der kan opvise noget lig-
nende Modsætninger, Politik- og Partistridighedernes evige, alt-
forstemmende Bygeveir, afbrudt ved et opskræmmende Torden-
brag af en eller anden eksploderende "Krise", -- Gemytlivet
slappet, træt, krybende i Skjul, og dette midt i Hjertet af vort
Kulturliv -- -- et svagt Billede af vor Hovedstad for Øie-
blikket!

Skal dette vare ved, eller tør vi regne det til "det Christiania,
som forsvinder"? . . .

Og naar vil saa Omslaget komme? . . . Naar vil den Sol
oprinde, der over alt dette i vort Kulturliv fortrykte, forkomne
vil sænke sine milde Straaler, varmende, vækkende til nyt Liv
dets rige Muligheder?

Camilla Collett

C. C.

EN HILSEN TIL DYREBESKYTTELSESFORENINGEN.

("Aftenposten" 23de Juli 1891.)

Det er underligt med det, man kalder sande Drømme. Mange
vil ikke kalde dem saa, naar de ikke bogstavelig gaar i Op-
fyldelse. De kan have noget, jeg vil kalde allegorisk for-
mummet ved sig, der ikke peger paa noget faktisk bestemt af
det, som vil komme. Kun varsler de os ubønhørlig sikkert,
om Dagen vil bringe os noget særlig slemt eller godt.

Vi kan vistnok drømme fuldt ud hele Begivenheder; men
det almindelige ved det, man kalder at "drømme sandt", er,
at der gjennem en ofte yderst broget Forvirring glimtvis duk-
ker enkelte Momenter frem af noget senere oplevet.

Vi drømmer om en Personlighed, som siden lange Tider er
svunden af vor Erindring. Dagen efter støder vi paa ham paa
Gaden, eller paa hans Navn i en eller anden bemerkelig For-
bindelse i vor Morgenavis.

Jeg kan sige særlig at være benaadet med den Slags mysti-
ske Varsler om -- "noget, der vil komme".

Saaledes drømte jeg forleden, at jeg befandt mig ligeoverfor
ingen mindre end Dronning Margherita af Italien, at jeg be-
svor hende at træde op mod det oprørende Dyrplageri, der
skjæmmer hendes Land.

SIDE: 495

Saa læser jeg Dagen efter, at en Adresse til nævnte Fyrst-
inde er sat igang af den finske Dyresagsforening om at yde
de nordiske Trækfugle paa deres Hjemtur over Havet sin høie
Beskyttelse.

Hvorfor kun de nordiske Trækfugle? Nei, da var jeg mer
fordringsfuld i min Drøm. Høilig oprørt skildrede jeg hende
nogle Prøver paa, hvorledes Dyr blev behandlet i "la bella
Italia" -- det forjættede Land for alles Ønsker og Længsler.
Særlig stræbte jeg at vække hendes Medfølelse ved noget om
en Dromedar, som en liden Lassaron havde prikket med en
Naal.

Dog -- tar jeg feil? . . . er den italienske Dronning maaske
allerede erklæret Beskytterinde af Dyresagen helt ud? . . . Jeg
tilstaar min Uvidenhed i dette Stykke. Men isaafald, hvad
Frugter har det baaret? . . . Kan en lidt mer humant anlagt
Reisende færdes i disse bedaarende Byer uden at se sin lyk-
kelige Stemning fordærvet ved idelig at støde paa Optrin,
Scener, der maa oprøre enhver følende Menneskesjæl? . . .

Vi vil kun minde om den Maade, hvorpaa Handlerne med
slagtede Duer og andet Fjærkræ behandler den levende Be-
holdning: vrænger, brækker Vingerne paa de arme Dyr og
putter dem saa en masse ind i et trangt Indelukke under
Gulvet, indtil Timen slaar, der skal ende deres Pine.

De italienske Børn vænnes, syntes det, helt fra Vuggen af
til at haandtere Kjeppen paa Dyr, ligesom Børn hos os sine
første Legeredskaber. For de smaa sorthaarede bliver det og-
saa en Leg, en oplivende Motion at slaa løs paa ulykkelige
Dyr, som færdes i deres Nærhed.

Under et Ophold i Neapel spadserede jeg hver Dag paa den
vidunderlige Terrasse, der slynger sig helt om Byen, indtil den
dreier af mod Syd, med Vesuv lige foran sig.

En Dag stansede jeg ved et Æsel foran en belæsset Karre.
En ung Gut holdt Tømmen, medens han syntes at vente paa
Føreren, der ikke var tilstede.

Men det arme Dyr var saa bedækket med Ar og friske
Saar, at det var en Jammer at se det.

Af og til gav Gutten det et dygtigt Rap, kun som Tidsfor-
driv, kjed af at vente, syntes det.

Det var for oprørende. Hvergang han smeldte til, truede jeg
ad ham; han smilede forundret og slog igjen.

Da kunde jeg ikke dy mig længer. Jeg rev ham Pisken ud
af Haanden og slængte den henad Veien. Man stansede, for-

SIDE: 496

undret over, hvad dette var. Hvis Mesteren var kommet i det
samme, ved jeg ikke, hvorledes det var gaaet mig.

Men alle Nationer, alle med én, som kalder sig civiliserede,
burde forene sig i et enstemmigt Andragende til Italiens smukke
Dronning om kraftig at modarbeide Dyrplageriet i hendes
Land.

En stor Tilfredsstillelse er det da at tænke paa, hvorledes
Følelsen for Dyr dog er ganske anderledes vakt hjemme hos
os, og de vakre Bestræbelser, som Bestyrelsen for vor Dyre-
beskyttelsesforening stadig gjør for at virke til dette Maal . . .
Ære være disse Mænd og Tak fra alle, der har et Hjerte til
fuldt at vurdere det!

Camilla Collett

TIL JOHN PAULSEN,

EFTER HANS NYTAARSHILSEN TIL "LITERATURENS
DEILIGSTE ROSE".

En saadan Rose skulde jeg være? . . .
Jeg ber -- nei, det var for stor en Ære! . . .
Jeg tog det for Spøg, en behagelig Skjemt.
Vidste min bolde Ridder da ei,
At Rosens Torne kun ser man i mig? . .
Jo, vistnok, jo. Dog ei for at saare mig,
Kun for at skaane mig,
Lader han nu, som det ganske var glemt. -- 
Nu -- vil De saa vakkert mig hædre og rose,
Saa lad os da vælge et andet Navn,
Et Navn, der ikke saa let lar sig skose;
Saga selv tog det kjærlig i Favn,
Og Sagnet nævner det Tornerose.
Ja Tornerose. Den Stakkel! der helt ifra
 tidligste Vaar,
Mættet af Kummer,
Sank i en Slummer,
Der varede helt op til otti Aar . . .
Saa kom der en Dag -- jeg tror, at det var,
Hvis ikke jeg feiler, i Januar -- ,
Da aabned en viet Haand Eventyrsalen
Og vakte den slumrende op af Dvalen.

Camilla Collett

SIDE: 497

TAK FOR FESTEN.

("Aftenposten" 3die Februar 1893.)

2den Februar 1893.

Da jeg havde samlet mig lidt efter en Oplevelse som Festen
den 23de Januar, var min første Følelse en Trang til Taksigelse.
Men i denne blandede sig en Modløshed, en Tvil om værdig
at kunne løse denne Opgave.

Forstaaelsen og Sympatien havde jeg tidligere været vant til
at finde inden en snævrere Vennekreds. Men hvorledes for-
mulere en Tak, der skulde naa ud over et saa udstrakt Om-
raade som det, der nu var aabnet for mig, naa de mange
Hjerter nær og fjern, der kjærlig havde erindret mig paa denne
Dag? Hvor finde dem alle?

Fra Broderrigerne, fra alle Egne af vort eget Land lød Til-
raabet. Selv gamle Kjendinger i mit Ungdomshjem Eidsvold
havde sendt mig en venlig Hilsen. Tak, gamle Hanna Kyhn!
Tak, Albertine, min kjære medkonfirmerede -- nei, at du lever
endnu gamle Albertine!

Ja, fattig klinger min Tak mod, hvad jeg har modtaget hin
Dag. Jeg maa her tænke paa Fattigmanden, som istedetfor
den ventede Nødskilling af den flotte Rigmand trykkes en
vegtig Guldmynt i Haanden. Han kan ikke rigtig tro det.
Han ser spørgende fra Gaven til Giveren, fra Giveren til
Gaven, vil fremstamme en Tak, men kommer ikke rigtig fra
det. Gaven har været for stor.

Og saa gaar det ogsaa mig nu. Ogsaa jeg famler efter et
Takkens Ord, værdigt en saa uventet Gave. Men jeg kommer
ikke rigtig fra det. Gaven har været for stor.

Camilla Collett.

Camilla Collett

(C. C.)

Vi stammer alle fra en Tid, da det var en fastslaaet Sag, at
Kvinden i aandelige Evner stod et godt Stykke under Manden.
Det var nu engang en Naturens Lov, det kunde ikke være
anderledes. Nyere Granskere søgte endog anatomisk at paa-
vise denne Underlegenhed ved et mindre Hjerneindhold hos
Kvinden, en Bevisførelse, der dog ikke ganske holdt Stik, da
de største Dumrianer undertiden kunde opvise en rigelig Be-
holdning af dette Livsstof.

Men sandt er det, at Kvinden gav selv Anledningen til denne
Opfatning af hendes underordnede Natur, idet hun paa alle

SIDE: 498

Aandens Omraader kun indtog en negativ Stilling. Hun kunde
øve sig op til paa skjønneste Maade at frembære andres Aands-
storverker, men nogen selvstændig Skaberevne hørte til de
sjeldne Undtagelser.

Hvad kunde det være for Hindringer, der raadede her?

Kineserindernes Fødder skrumper mere og mere ind til noget
uformeligt. Gives der ogsaa aandelige Forkrøblinger, der virker
ned gjennem Slegterne?

Tiden har besvaret dette med et: Ja, deri synes det at
ligge.

Nu da denne Aarhundreders Forkrøbling begynder mere og
mere at afryste sine Hindringer, gives der neppe et Gebet paa
det menneskelige Aandsomraade, hvor ikke Kvinder selvstæn-
dig skabende er traadt op.

"Disse faa Undtagelser," vil man sige, "hvad kan det bevise?
. . . Et Par Svaler gjør ingen Sommer."

Aa jo. De bebuder Sommeren, det vil sige mere.

Og dog -- der er noget i sidste glædelige Tiders Tegn, som
har undret mig, jeg kan ikke rigtig forstaa det.

Den Kunst, der kunde synes at ligge den kvindelige Evne
nærmest, da den dog maa kaldes Følelsens umiddelbareste,
varmeste Tolk -- Musikinspirationen, Kompositionen, til denne
har yderlig faa Kvinder fæstet sit Navn.

Agathe Backer Grøndahl er en af disse faa her paa vor
Grund, som har ført Beviset for, at ogsaa denne Kunst til-
hører Kvinden, og for dette Varsel om den kommende Som-
mer vil Tusender paa denne hendes Mindedag beundrende
bringe hende sin Tak.

Christiania, 18de Marts 1893.

Camilla Collett.

Camilla Collett

VAKTE MINDER.

TILEGNET JOHANNE VOGT, EFTER FREMSIGELSEN AF "FORAN
SYDENS KLOSTER", 8DE OKTOBER.

("Nylænde" 1ste Novbr. 1893.)

Tak for dit vakre, varme Foredrag igaar!
Forunderlig det rørte gamle kjendte Strenge,
der døde -- brustne, trodde jeg, alt længe, længe.
Min tabte Kunst det var jo, fra min Ungdoms Vaar . . .

SIDE: 499

Igjennem denne Kunst det er Alverdens Aandsliv taler;
den Mælet giver til enhver, dens Glæder, Sorger
 -- Kvaler.
Og medens saadan varmt den tolker, ret med
 Ildskrift maler,
vort eget bundne Sjæleliv, den løser -- letter -- svaler.

Ja Scenens ædle, skjønne Kunst, til Lettelse i Livet
for -- o saa meget kuet, kvalt forvisst den blev os givet! . . .
Men ak, i mig blev selv den kvalt; en anden kom istedet,
en faretruet, ensom kold, der lidet mig har glædet.

C. C.

Camilla Collett

EN SEN, MEN FORNØDEN REDEGJØRELSE.

("Nylænde", dat. 16de Februar 1895.)

I den af min Søn Bureauchef Collett udgivne Beretning om
Festen den 23de Januar 1893 omtales ogsaa den Stilling, jeg
skulde have indtaget i den Welhaven -- Wergelandske Feide.
Alle Beretninger, hentede fra Blade og hvorsomhelst fra, er
enige om, at jeg med Liv og Sjæl havde sluttet mig til Mod-
standen, det Wergelandsfiendske Parti, eller som det etsteds
heder, "med varmeste Sympati" skulde jeg have sluttet mig
til dette.

Dette beror paa en fuldstændig Feiltagelse, der vel nærmest
er bevirket ved, at jeg senere egtede et Medlem af Partiet. I
Stridens mest brændende Tid sluttede jeg mig, som naturligt er,
til den Sag, som var bleven en Familiesag, og den skaanselløse
Maade, hvorpaa Modpartiet førte den, skulde ikke lokke mig
over i den anden Leir. Personlige Grunde skulde heller ikke
virke dertil, da jeg dengang havde liden Berøring med Hoved-
staden.

Striden var imidlertid betydelig afdæmpet, da jeg i 1839 for-
lovede mig med Collett. Han var ikke den Mand, som skulde
skræmme fra en saadan Forbindelse. En eneste Gang mente
jeg at have Grund til Frygt, hvilket havde tilfølge, at jeg i en
udførligere Skrivelse foreslog ham at bryde vor Forbindelse.
De Breve, der omhandler dette, bevarer jeg endnu.

Der var dog ikke nogen Grund til Frygt. Ved vort Gifter-
maal i 1841 var Feiden saagodtsom forstummet. Vore drabe-
lige Partiførere fra 30-Aarene havde forvandlet sig til hyggelige
Selskabsmænd, gjestfri Verter for deres Gjester, hvem disse

SIDE: 500

saa var; der spurgtes ikke om, til hvilket Parti de hørte eller
havde hørt.

Og Henrik var flyttet til Byen som værdig Egtemand. Ja
Henrik! Det smerteligste for mig var, at han delte Misfor-
staaelsen. Vistnok lod han mig aldrig paa nogen saarende
Maade føle det, men som en frafalden stod jeg dog for ham,
og ligeoverfor ham var jo ingen Forklaring mulig. Faktum
var der: et Egteskab med en Modstander.

Ak, min Broder, her i Livet var ingen Forstaaelse mulig;
men jeg skal gjøre alt -- alt -- for at afsone den Sorg, jeg har
forvoldt dig.

16 -- 2 -- 95.

Camilla Collett.