Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Camilla Collett

I DE LANGE NÆTTER

SIDE: 7

TILEGNELSE

Ved du, hvad det vil sige at være søvnløs? end du, og du?
Lykkelige Mennesker, I ved det ikke. I ved ikke, hvad
det vil sige at tilbringe Uger, Maaneder, Aar, og ikke nyde denne
Naturens største Velgjerning uden i knappe, lunefulde, tillistede
Portioner. Saa vil jeg betro eder, at det er meget slemt, I
kan ikke tro, hvor slemt! Men værre er det næsten endnu
om Dagen at skulle omgaaes dem, som sover godt om Natten.
Ifølge en Regel, der vil gjælde, saalænge Verden staar, at det
legemlig syge lettere forstaaes end det sjælelige, hvis Aarsager
og Virkninger er dunklere, gives der kun en Slags Søvnløshed,
den som har sin sunde, naturlige, paapegelige Grund i Sygdom,
den følgelig enhver kan erindre fra sine egne Nervefebre og
Gigtnætter. Friske Folks Søvnløshed hører hjemme blandt
Chimærerne. Jeg har hørt nogen for Alvor paastaa, at man
drømmer det. Saaledes fornegtet, kan man vide, hvad Medfart
dette Aandens tristeste Sorgensbarn har at vente, naar man om
Dagen skal bære det omkring i den øvrige Menneskehed. Tand-
pine, se det ved enhver, hvad er, og den maatte være en stor
Barbar, der ikke viste al den Deltagelse og udtømte sig i alle
de unyttige Midler, der kan spildes paa dette lunefulde Onde.
Jeg i det mindste synes, at det er saa pinefuldt at være nær nogen,
der lider af Tandpine, at man kunde ligesaa godt have den selv,
og jeg er viss paa, at mange vil være enige med mig.

Men hvem har Medlidenhed, eller endog blot Overbærelse
med den Træthed, den Nedstemthed eller Ømfindtlighed, der
er en Følge af langvarig Søvnløshed, denne Mørkets Igle, der
usynlig suger vor Livskraft, og hvis Umættelighed stiger, jo
mere den berøver os? Hvem vurderer den Sjælsstyrke, den
stille Anstrengelse for at være ligesaa flink til vor Gjerning,
ligesaa kvik og elskværdig som de andre? Hvem under os af
Hjertet en Middagssøvn? Og vover vi da, forknytte som vi
altid er, at henvise til den traurige Grund til, at man er træt,
sløv og gjerne vil sove Middag, ja, da kan man i det høieste

SIDE: 8

regne paa et høfligt, vantro Smil; i det høieste, siger jeg, thi, o
bitre Ironi! der ligger i Skildringen af denne Lidelse og dens
trøstesløse, uinteressante Ensformighed noget for den uindviede
saa smittende, at vi maa være glade, om de ikke gjør Mine til
at falde i Søvn lige for vore Øine.

Da er det ordentlig en Kvægelse at træffe paa Lidelses-
kamerater, dem, til hvem man med fuldt Bryst kan udbryde:
Du ved det du, du ved, hvad det vil sige! Der hersker Fri-
mureri mellem søvnløse, de vil vanskelig tage feil af hver-
andre. I Almindelighed vil de kjendes paa noget febrilsk i
Blikket, der har laant sin Glød af Nattestilhedens dybe, for-
tærende Grublen, paa det trætte, resignerede Smil, paa at deres
Ure gjerne gaar for sent, overhovedet paa noget visst "saumse-
ligt" fraværende, naar de færdes mellem de øvrige sikre, vel-
orienterede Dagens Borgere, og endelig vil de alle røbe sig
ved hin allerede paapegede Trang til at hvile om Eftermiddagen.

At denne sidste Tilbøielighed byder et nyt Angrebspunkt, et
nyt Vaaben mod de søvnløse, kan man let begribe. "Lod I
Middagssøvnen fare, saa fik I nok sove om Natten," heder
det. Men dette Argument, der imponerer mange, er alligevel
grundfalsk, og passer kun til Nattesovernes eget Forhold til
Middagssøvnen. Til Fraadsere kan man sige: "Vogter Eder
for utidige Maaltider, hvis I vil nyde Eders Gourmandise ret,"
men det vilde være en Latterlighed at foreskrive Maadehold for
dem, der truer med at dø af Hunger. Det ligner disse For-
sagelsestheorier, der partout skal indskjærpes endog Folk, der
aldrig nyder et Korn af Livets Glæder.

Til eder, I søvnløse, kommer jeg nu i den tause Nat, til
eder vil jeg tale, kun I vil forstaa mig ret, og medens jeg
ønsker alle andre en god rolig Nat og behagelige Drømme -- 
lige hjertelig ment, fordi det er overflødigt! -- stiger jeg sagte
hen til eders Leie og sætter mig ved Gjerdet. Saa fortæller
jeg noget, traurigt og lystigt, hvad der kan falde sig. Det vil
forkorte os de lange Timer. Jeg ved jo af egen Erfaring, hvor
nøisom man bliver, jeg husker det fra mine egne legitime
 -- tilladelige -- vil sige sjælskarske Søvnløshedens Nætter,
hvoraf jeg ogsaa har oplevet enkelte, der, fuldt anerkjendte af
Hus og Venner, Doktor og Apotek, har sit eget lille Hofhold,
sin Æresvagt, sine Indfald og Luner, men som alligevel kan
være saa lange og ulidelige som nogen. Da har jeg formaaet
Vaagekonen eller Barnepigen, hvem der netop havde Æres-
vagten, til at fortælle. Om ikke om andet, saa om sin Moders
Kjør, hvor mange Søskende hun havde, maaske om, at hun

SIDE: 9

engang i sit Liv har ligget til Sæters. Kunde hun slet ikke
fortælle noget, saa sagde jeg: Nu, saa snak da bare!

Og kjære Venner, det er netop det, jeg ogsaa vil gjøre. Ak,
jeg holder allerede af eder, som de bedste, de taknemmeligste
Tilhørere, jeg nogensinde har havt! Der skal noget andet til
at underholde et Dagspublikum, det kræsne, det sovende
Publikum, der skal noget til at tilfredsstille det. Og derfor har
jeg heller aldrig tilfredsstillet det, naar jeg har havt noget at
fortælle. Var det virkelig oplevede Ting, saa klagede man over,
at det var usandt, overdrevet, og har jeg da jammerlig brudt
mit Hoved med at digte noget op, saa har man beskyldt det
for at være sandt, altfor sandt, ja man kjendte hver eneste
Person igjen. Nei, da er det dog bedre at holde sig til Sand-
heden! Intet Liv er saa fattigt, saa armt paa Begivenheder, at
der ikke skulde findes noget, der kunde due til Meddelelse,
i det mindste for den Slags Tilhørere, jeg har valgt mig, dem
som ikke sover. Kun maa I love mig ett, -- ja I maa tage mig
i Haand derpaa: at I vil tilgive mig, at jeg taler i første Per-
son singularis, og at jeg bliver en Slags Hovedperson i mine
egne Oplevelser. Der klages nemlig ofte, jeg ved ikke om med
Grund, over, at Folk i sine Selvbiografier og Bekjendelser taler
saa meget om sig selv: "Her var dog en skjønne Anledning
til at være beskeden og lade, som om de ikke var til: men se
om de gjør! I alle sine Oplevelser stikker de sig selv frem."
Det er sandt, Beskedenhed er en priselig, en skjøn, en klæde-
lig Dyd, naar bare ikke dette Begreb var saa forbistret vanske-
ligt at bestemme. Hvad den ene kalder Beskedenhed, synes
den anden slet ikke er det, men kalder det maaske skinhellig
Fordringsfuldhed. Og omvendt, mangen en, der, uden at han
egentlig kan for det, er kommet til Verden nogle Tommer
høiere end sine Medmennesker, faar det Ord paa sig, at han
ser alle andre over Hovedet, med andre Ord, han er ubeske-
den. Saaledes veksler denne kamæleonske Egenskab blot efter
den Stilling, vi indtager til andre, eller en tilfældig Belysning,
hvori man er stillet. Jeg havde engang en Veninde, som var
det beskedneste Menneske, jeg har kjendt. Hun gik egentlig
ud af Verden af lutter Beskedenhed, hun ønskede sig forme-
lig ud af den, hun længtedes, den stakkels fremmede Ibis, til
det fjerne Hieroglyfland, hvor hun hørte hjemme, hun længtedes,
saa stille, saa inderlig, saa vedholdende, at dette Ønske tilsidst
pludselig opfyldtes. Samme Veninde skrev mig engang: "Mit
Brev dreier sig denne Gang udelukkende om mig selv, men
det kommer af, at det er den interessanteste Person, jeg for

SIDE: 10

Øieblikket kjender og omgaaes." Hun vilde blot dermed ud-
trykke en tilfældig Ensomhed, hvori hun var stillet, men jeg,
som netop dengang levede i en endnu dybere, absoluttere En-
somhed, svarede, at jeg havde slet intet derimod at indvende;
jeg kjendte en Person, som var endnu interessantere, ja en
mig for Øieblikket aldeles uskatterlig og uundværlig Person.
Vi mente intet ondt dermed, kjære Venner! Det er den Slags
Indbildskhed, man har, naar man lever paa Høiden af Sne-
hætten, den forgaar straks, bare man stiger ned i Dalen! Ved
Siden af de andre bliver man slet ikke indbildsk, slet ikke
interessant mere, ja man er hjertelig glad ved at faa gjælde for
noget, f. Eks. for et med sund Menneskeforstand begavet Men-
neske.

Saa vil I, kjære, overbærende Venner og Lidelseskame-
rater, ikke miskjende mig. I vil huske paa, at jeg har levet
for lidet i Dalen og for meget paa disse Livets Skagastølstinder,
som heder Ensomhed. Ak, min Sjæl har drukket for lange,
dybe Drag af de isnende Kilder, der udspringer mellem Taus-
hedens og Savnets Jøkler, og det netop i de Aar, da den varmest
higede mod Solen og Lyset. Og derfor vil det blive ensomt,
det jeg vil fortælle, og traurigt, fordi det er ensomt.

Men med denne lange Indledning er jeg slet ikke kommen
til at fortælle! Hvor Tiden er gaaet! Hør, allerede galer
Hanerne, og denne blege Lysning, der saa glædelig pleier at
forkynde os vor Slummertime, ser jeg allerede langsomt sænke
sig fra oven og jage Skyggerne ud af Krogene. Lampen stri-
der med Døden, det var dens sidste fortvilede Opblussen!
Til de sovende nedstiger Morgendrømmen, den lyseste, klareste
og lykkeligste af alle Drømme, men vi vil blot sove, slet ikke
drømme -- har ingen Tid til at drømme . . . Der er Dagen!
nu tusende god Nat!

SIDE: 11

UD AF FAMILIEN

FØRSTE NAT.

I mine første Ungdomsaar holdt jeg Dagbog, hvori der dog
ikke blev skrevet hver Aften, men, ligesom naar man paa en
Søreise ligger for Vindstille, naar jeg følte Grunden tryg under
mig. Dagbogen gav efterhaanden Plads for den friskere, fyl-
digere og i alle Maader rigere Brevveksling. Ogsaa denne for-
stummede efterhaanden, efter som de herlige Mennesker, med
hvem den førtes, steg ned i Graven og lod mig ene paa
Scenen. Saa tænkte jeg mangengang, naar jeg saa disse Mas-
ser af Brevskaber og Papirer: Det var maaske værd at ordne
dem, og forsøge paa at bringe noget helt ud deraf. Naar alle
disse spredte Stykker sindrig føies sammen, hvad vil der komme
ud deraf? Altid et ret merkeligt Stykke Menneskeliv, ikke
merkeligt ved usedvanlige og spændende Kombinationer af
Begivenheder, men ved den Sjælens indre Glød, de fulde Hjer-
ter, der banker deri. Men, men! hvem skulde læse det! Jo,
saa vilde jeg forsegle det og testamentere det til et af mine
Børn, der havde vokset sig fortjent til denne Arv -- et af mine
Børn, der maaske vilde blive det mindst bemerkede, men som
jeg allerede nu med en smertelig Sympati føler vilde blive det
mindst lykkelige: det maatte eie mest Hjerte, det ømmeste,
svageste, sterkeste Hjerte af dem alle.

Men jeg mistvilede altid om at faa udført dette uhyre Ar-
beide. Traaden, der gik gjennem det hele, var engang bleven
pludselig afreven, ligesom den undersøiske Telegrafstreng, der
brast, netop som man drømte den stolteste Drøm om at forene
tvende Halvkugler. Saa havde jeg længe opgivet det, og det gik
næsten i Glemme. Heldigvis er Livet et Eventyr, ja et Even-
tyr! Saa har jeg altid fundet, det har været, og tilsidst maa
man ikke studse eller fortvile over noget -- ikke engang naar
man har tabt Traaden paa Bunden af Havet. En smuk Aften
sidder du i Baad paa den blanke Fjord, hvor Fiskene hopper

SIDE: 12

i Sollyset. Du lader dine Fingre legende glide gjennem de
linde, friske grønne Vande, da griber du pludselig noget, som
du tror er en lang, svaiende Tangstengel . . . Kjære Venner,
det er jo et Eventyr! . . . Jeg fandt Traaden, jeg fandt den plud-
selig, engang som jeg mindst drømte derom, og nu skal jeg med
Guds Hjælp bringe den over og knytte den til Evighedens Strand.

Det er af dette storartede Verk, der først skal skrives, at
jeg anteciperer enkelte Træk, hvortil jeg havde gjort et Slags
Udkast. De vil gjengive nogle Erindringer og Indtryk -- 
indtil en Livsperiode, da jeg paa en Maade selv blev mig be-
vidst og begyndte at leve, Billeder fra min Barndom og tidlige
Ungdom, som jeg nok uden Fare for Mistydning af den rette
Tilhører freidig tør meddele. De er skrevne for mine Børn
og min egen Samvittighed; de bærer derfor Sandhedens evige
Berettigelse i sig. Maatte de med denne Sandhedens Magt til-
lige tjene til at kaste et renere Skjær over nogle Karakterer og
Forhold, der, hidtil kun seede i Offentlighedens grelle, usikre
Lys, aldrig rigtig helt eller med Ro er blevne opfattede. For-
resten vil dette Afsnit, fraregnet nogle Forsøg til en Familie-
karakteristik, intet paafaldende indeholde, ingen merkeligere
Oplevelser og Begivenheder, end mange kunde meddele dem,
naar de blot vilde, naar de ikke af Magelighed og ufor-
standige Betænkeligheder lod det være. Nedskrev enhver,
der dybere havde levet, om end mindre bemerket, med Sand-
hedens Mod og Frihed, hvad de havde oplevet, saa fik man en
Lekture, der vilde bringe Menneskeheden kraftigere fremad end
meget af det Digt og Hjernespind, man nu næres ved. -- 

Jeg er den næstyngste af fem Søskende -- vi har ikke været
flere -- , hvoraf min ældste Broder hedte Henrik. Født i
Christiansand den 23de Januar -- ja Aarstallet vil jeg ikke
sige. Det kunde gaa mig med mine Tilhørere, som det gik
mig med en Kavaler, der for et Par Aar siden opfordrede mig
til en Dans. De kunde maaske synes, at med den Alder
maatte man skrive ganske anderledes sat og fornuftig og aldeles
ikke lade Pennen danse. Min Kavaller var nemlig nærsynt,
han stod i den Tro, at han havde engageret en Dame, der
netop vilde tage sig ud i en majestætisk Lancers. Han var
yderst underholdende og behagelig, indtil jeg tilfældigvis kom
til at omtale, hvor gammel jeg var, da Rigsforsamlingen holdtes
paa Eidsvold. Da blev han besynderlig tankefuld og alvorlig,
ligesom naar man skal regne et indviklet Stykke ud i Hovedet
og ikke kan faa det til at gaa op og ikke kan slippe det heller.
Nei, nu er jeg bleven klogere.

SIDE: 13

Fader var paa Rigsforsamlingen i 1814 og forelskede sig der
i den pragtfulde Egn omkring Prestegaarden, hvilket var af stor
Betydning for vor Fremtid. Han har siden vist mig den Plet
med Udsigt over Elven, hvor det første Ønske om at søge
Kaldet opsteg hos ham. Ak havde denne Plet været lidt min-
dre deilig! Jeg havde netop fyldt mit fjerde Aar, da vi ind-
skibede os til Christiania.

Fra mine tidligste Barneaar i Christiansand har jeg endnu
de klareste Erindringer. Huset, vi beboede alene, Gaden uden-
for, hvor Græsset spirede saa smukt mellem Stenene. De smaa
Værelser med Kobberstik paa Væggene, den engelske Vugge
med den rare Kalesche over, og at Henrik engang skulde
vugge, medens Barnepigen gik ud, men vuggede mig ud paa
Gulvet (!). Ogsaa Kongsgaard og Bragdø, det deilige
Bragdø, hvor mine Tanter boede, mindes jeg saa tydelig, som
om jeg havde besøgt disse Steder igaar. Jeg følte allerede da
det forunderlig fortryllende ved Skjærgaardsnaturen, der er at
regne som et lyst, muntert, naivt Barneeventyr, mod Indlandets
storartede, overvældende, ofte pinlig længselsvækkende Skjøn-
hed. Min første Kunstnydelse, husker jeg, blev mig tildel,
engang min Tante Sara havde taget mig med i Teatret, hvor
der blev givet Kotzebues "Galningen". Teaterdilettanteriet var
netop dengang i sit Flor, og Privatteatret i Christiansand stod
navnlig i Ry for de mange udmerkede Talenter, som der pro-
ducerede sig. Jeg tør ikke dømme om denne Ting, jeg ved
kun, at jeg var i høi Grad satisficeret, at Illusionen var saa
fuldstændig, at jeg ikke kjendte min egen Moder, som spillede
deri, og den naaede sit høieste Punkt, da den Scene kom, hvor
Galningen springer ud af Vinduet. Jeg tænkte mig ikke mindre
end to Etager, gav et frygteligt Skrig og blev for denne utve-
tydige Anerkjendelse af deres Kunstnerevne belønnet med at
bringes ud og faa dygtig Skjend til. Altid et Bidrag til Scenens
Historie i min skuespilelskende Fødeby!

Søreisen til Christiania varede i fjorten samfulde Dage, noget
som let hændte i hine Tider, men som nu rigtignok klinger noget
eventyrlig. Man tænke sig fjorten Dage med fem smaa Børn,
ombord i en liden Skude. Moder fortalte os ofte senere om
de Møisommeligheder og tildels Farer, vi havde havt at kjæmpe
med, men dog aldrig, som om det havde været noget leit og
sørgeligt. Jeg tror, der var andet "Ty" i Folk dengang, de var
kraftigere baade paa Sjæl og Legeme, de bar sig ikke for saa
lidet. Og hvad taalte ikke et Par kjernesunde, lykkelige Men-
nesker, der elskede hinanden, og som saa Livet foran sig far-

SIDE: 14

vet af et Rosenskjær! Stakkels Far og Mor! Jeg maa for-
modentlig have havt et konfust Indtryk af en evig, ustanselig
Vuggen, og at der ikke gaves mere fast Jord at træde paa. Jeg
mindes kun, at vi en stille, klar Juniaften kastede Anker ved
en liden Ø, nogle Mile fra Christiania, og at jeg troede, vi var
komne i Paradis. Hele Stranden var som oversaaet af den
smukke hvidklokkede Saxifraga, og jeg sad midt i denne
bølgende Eng i en Tilstand af stille Henrykkelse. Mine smaa
Brødre klatrede jublende omkring i Stenhellerne. Fader stod
nær mig, hans dengang endnu smekre Skikkelse og det fine,
blege Ansigt rødt belyst af Aftensolen. Inde i Hytten var Mo-
der med Pigen beskjæftiget med at lave Te og koge Fisk. Da
kom hun i Døren med min yngste Broder paa Armen og
raabte til mig: Bina! Bina! Fader vinkede hende ned til
sig. Hun skal herefter ikke hede Bina, men vi vil kalde
hende ved hendes andet Døbenavn -- et Navn af en Rolle,
hvori Moder havde spillet med megen Bravour! Dette blev
sagt paa hans egne kategoriske Maade, der ikke fristede til Mod-
sigelse. Jeg følte straks et ubevidst Velbehag ved det nye Navn
og glemte aldrig at bringe det i Erindring, naar man tog feil.
Naar mine Søskende vilde ærgre mig, kaldte de mig ogsaa
Bina, indtil det forhadte Navn dog omsider døde hen. Nu,
enhver faar tænke om det, hvad han vil, jeg tror, at Navnet,
man faar i Daaben, ikke er uden en hemmelighedsfuld, ube-
vidst Indflydelse paa Individet. Noblesse oblige, siger man, og
jeg tror ogsaa om Navne, at de paalægger Forpligtelser; jeg er
endog overbevist om, at det Væsen, som heder Coelestine, maa
nødvendigvis arte sig anderledes, end om hun var bleven kaldt
Stine. Bettina Brentano havde neppe skrevet sine planetstor-
mende Breve, havde hun hedt simpelthen Tina. Mangen en
Tina, Stina havde fortjent et andet Navn, og vil altid føle lige-
som noget uharmonisk, en Kløft mellem sig og Navnet, hun
ikke formaar at udfylde. Omvendt vil et brillant og fordrings-
fuldt Navn ofte virke parodisk tilbage paa sin Bærer. En
anden Sag er det, om jeg for min Person har havt Grund til
at lykønske mig til Omdøbningen. Maaske var jeg bleven et
nyttigere, lykkeligere, mere agtet og yndet Medlem af Samfun-
det, havde jeg beholdt mit skikkelige husbagte Binanavn, der
desuden har et ærværdigt Hævd i Familien, da saa mange i
min Moders Slegt har baaret det.

SIDE: 15

ANDEN NAT.

Min Morfader Henrik Arnoldus Thaulow var en Kunst-
elsker og Skjønner, han malede selv Dyre- og Krigsscener,
hvoraf der endnu findes enkelte Stykker i Familien, hvilke be-
tragtes med al den nedarvede beundrende Pietet, der udelukker
enhver Tvil paa, at det er Mesterverker. En Slegtning her
i Byen eier ogsaa hans Portræt, malet i Rom. En stor, men
fintbygget Mand, med smukke, ædle, fornemme Træk. Han
sidder iført Sloprok og en rød Morgenhue og skuer tankefuld
hen for sig. Hans fine Hænder, der ofte forlangtes til Model,
stikker koket frem af de lange Kniplingsmanschetter. Medens
han endnu var ganske ung, blev Frederik den femte under et
Besøg her i Landet opmerksom paa ham, drog ham ned til sig
og sendte ham udenlands paa sin Bekostning. Han gjorde flere
Reiser i Tyskland og Italien, hvor han for denne Konge ind-
samlede Malerier og Kunstsager. Senere blev han ogsaa for
egen Regning en lidenskabelig Samler. Hans hele Skat, Frugten
af mange Aars Savn og Stræben, blev endelig indskibet fra en
italiensk Havn for at afgaa til Hjemmet. Men dette Skib kom
aldrig frem, ialfald fik han aldrig Greie paa Sagerne, og det er
et almindeligt og drøveligt Sagn i Familien, at der stak et
Bedrageri under. Harme derover kastede min Morfader paa
Sygeleiet, Følelsen af Forladthed i det fremmede Land kom
til, og det vilde maaske endt med hans Død, var ikke Rednin-
gen kommen, men i en ligesaa overraskende som forfærdelig
Skikkelse. En Efterretning fra Hjemmet rev ham voldsomt ud
af hans hensygnende Tilstand, og gav ham med en værdigere
Gjenstand for hans Sorg tillige hans Livskraft og Energi til-
bage, den Efterretning, at hans eneste Broder, en brav ung
Mand, var bleven myrdet -- skudt -- af sin egen Kompagnon.
Skinsyge skal have foranlediget denne Gjerning, ellers ved
Familien intet nærmere at meddele angaaende den. Kriminal-
forhandlingerne fra hin Tid -- Sagen daterer sig fra Aarene
1740-50 -- maatte dog give enhver, der ønskede det, den for-
nødne Oplysning. Vist er det, at stakkels "Grandpapa" aldrig
forvandt Tabet af sine Malerier, og jeg frygter for, at denne
Sorg dog tilsidst har overlevet Virkningen af hin sørgelige
Begivenhed.

Engang som han kom hjem fra en saadan Reise og steg
iland i en af Byerne, stod der just en Barnepige med et lidet
Barn paa Stranden. Han tog den smukke, fremmedklædte
lille Pige paa Armen, kjærtegnede hende, men tænkte dog

SIDE: 16

mindst paa, at hun engang skulde blive hans Hustru. Hun
var Datter af en Skotlænder Chrystie, der var indvandret un-
der Stuarturolighederne og havde nedsat sig paa Moss. Da hun
havde naaet sit sekstende Aar, blev hun gift med min Grand-
papa, der dengang var over firti Aar, altsaa mere end fireog-
tyve Aar ældre. De levede meget lykkelig og opnaaede begge
en høi Alder. Af deres tretten Børn var Moder den næstyngste.
Næsten alle mine Onkler og Tanter var store, kraftfulde og
smukke. Især skal en af dem, Andres, have været merkelig
for sin Skjønhed og Styrke. Han var dansk Officer og døde
ugift nede i Holsten, efter et noget flot Ungdomsliv, paa en
høist sørgelig Maade. Han veddede med en Ven, en Englæn-
der, at han skulde gaa en Mil i en viss kort Tid, jeg har endog
hørt hvor kort, men jeg tør ikke sige det af Frygt for det
usandsynlige deri. Veddemaalet vandt han, men -- han maatte
betale Døden Omkostningerne kun faa Maaneder efter. Flere
af mine Onkler drog ud til fremmede Verdensdele, kun en af
dem, den nu eneste gjenlevende, har boet og bygget her i
Landet. [fotnotemerke] Naar undtages hin Onkel Andres's Ekstravagance, skal
man have ondt for at paapege nogen saadan i hele denne tal-
rige Familie; den udmerkede sig meget mere ved noget strengt
sobert, regelret, for ikke at sige dydsiret, der i hin Tid, og
maaske heller ikke nu, slet ikke hørte, eller hører til det
almindelige. I det hele taget er min Moders Familie af Tem-
perament sangvinsk-kolerisk, erotisk, godmodig og ureflekteret
og byder i denne lykkelige Sammensætning den største Kon-
trast til Faders sterkt reflekterede, forstandsskarpe, til Grublen
og Melankoli tilbøielige Natur. Begge mine Forældre mødtes
dog i en lige Passion for Kunst og Skjønhed og i den Evne lige
til det sidste at tage Livet illusorisk -- mægtige, stridende
Slegtselementer, der havde ondt for at smelte sammen, og som
har afsat sig i deres Børn i en mere eller mindre lykkelig,
og jeg behøver ikke at paapege i hvem af os i den mest paa-
faldende Blanding. Ja i ham synes Slegterne ret at have af-
læsset sine sterkeste Tendenser og Lidenskaber, som om de
for lang Tid vilde føle sig lettede.

TREDJE NAT.

Mine Forældre fandt ikke Virkeligheden i sit Hjem saa for-
tryllende, som deres Fantasi havde udmalet sig den. Fader
havde set Prestegaarden i sin Festdragt, da den var befolket

Fotnote: Ogsaa senere død. 
[Forf.'s Anm. fra 1862.]

SIDE: 17

og smykket til at modtage Prinser og Rigsdagsmænd. Han
gjenfandt den øde, gyselig forfalden, og vi blev modtagne med
kolde Ansigter af de bortflyttende. Ja De græder, sagde den
gamle Frue til Moder, der i en af de øde Stuer hulkende havde
kastet sig paa en Stol, De græder, fordi De drager ind, men
det er meget bitrere at forlade det. (Ogsaa sandt!)

Hvad mine Forældre har kjæmpet med i disse første Aar,
hvad de har døiet og baaret, det fatter jeg ikke engang i sit
Omfang, og det hører ikke heller herhen at fortælle. Der
fandtes ikke mange Familier til at omgaaes med dengang.
Moder, Stakkel, maatte til med en stor Landhusholdning og
mange grove Folk, og Fader kastede sig med al sin Iver og
Kraft over sit Kald. Enhver, der mindes, hvordan Tilstanden
i Bygden dengang var, vil kunne forestille sig, hvilken Augias-
Stald her var at rense, og jeg ved ikke, hvor langt han endnu
var naaet i dette Arbeide, da han efter tretti Aars Møie lagde
sig til Hvile. Adspredelserne ydede da den i Sandhed deilige
Omegn og begges Smag for Læsning -- lykkeligvis eiede
Fader et betydeligt Bibliotek -- samt en sjelden Gang et
Besøg.

Fader var meget omhyggelig for sine Børns Opdragelse.
Medens mine Brødre endnu var for smaa til at sendes i
Skolerne herinde, blev der stadig holdt Huslærer til os. For-
uden denne boglige Lærdom, han bestræbte sig for at bibringe
os, vogtede han med yderlig Strenghed over vor Opførsel og
navnlig alt, hvad der hørte til det udvortes Dekorum. Vi holdt
af ham, vi beilede til et Smil, et Bifaldstegn, men hans Person
indgjød os ikke desmindre megen Frygt. Naar vi hørte hans
langsomme, vegtige Trin paa Trappen, stansede Lege og Trætte
og hvad der havde oplivet Stuen. Moder kastede Øiet omkring
for at se, om maaske en Stol eller et Bord havde forskudt sig.
Ve den, som ikke holdt Bordskik, som enten kom for sent
eller i en eller anden Ting stødte an mod Ceremoniellet.
Barnekammeret laa udenfor Faders Værelse ovenpaa, saa han
havde os rigtig under Opsigt. Lege maatte vi gjerne og aller-
helst synge; dette sidste fik han aldrig for meget af. Men al
Støi, eller anden Disharmoni blev øieblikkelig stanset ved et
Tegn indenfra. Viste han ovenikjøbet sit alvorlige Ansigt i
Døren, saa blev der tyst som i en Kirke.

Det Værelse, Fader beboede, vil jeg forgjæves forsøge at be-
skrive. I sit Udstyr gav det Indtrykket af noget kabalistisk
middelaldersk, naar man fra den jevne Hverdagslighed udenfor
pludselig betraadte det. Det var dybt og trist, og der skinnede

SIDE: 18

ikke Sol i det uden senaftens; da brød der nogle Straaler gjen-
nem Pileguirlanderne udenfor, streifede nyfigne henover de
mange underlige Mobilier og gav enkelte af dem et Slags
gjøglende Liv. Hvor ikke Væggene var optagne af nogle
kolossale Chatoller og Skabe af en antediluviansk Form, var
de bedækkede med Billeder og garnerede med en Række
Statuetter og Buster. I Baggrunden tronede en vældig Jupiter
i Bronce ligesom en Gud i et Tempel. En utallig Mængde
Karter, Mapper, Illustrationer bedækkede Bordene, endvidere
fandtes Krucifiks, Timeglas, et Staffeli, Glober, Modeller til alle-
haande, Tegneapparater, hans Violin og et nyt, af ham selv
opfundet og forarbeidet Instrument, som han kaldte Harmoni-
akkord, og som klang, som naar man river med en Griffel paa
en Rude, altsammen opsat i den uryggeligste, aldrig afstøvede
Orden syntes, ligesom fængslet i en tusendaarig Søvn, kun at
vente paa den Stav, der vilde løse Trylleriet. En grøn Pape-
gøie sad ubevægelig paa sin Stang, som om den ogsaa var
forstenet, eller ventede paa at blive det. Jeg følte altid noget
beklemmende ved at træde ind i dette Værelse. Gjorde man
sig mer fortrolig med det, saa forstod man det. Her boede
en Mand, der havde mægtige, mangeartede Tendenser, nok
til at nære en Slegt med, men som ikke var bestemte til i
ham kunstnerisk at forløses. Fader var en Tankens Mand
og kun dette, Ordet var hans Kunst, hvori alle hans Evner
fandt sit fuldeste, fuldendteste Udtryk. Hvad enten han skrev
eller han talte, i Dagligstuen, paa Talerstolen, eller ved et
Selskabsbord, hvor klart, hvor gribende, hvor helstøbt var
hans Foredrag! Det lignede hans Haandskrift, der var saa
smuk, saa meislet! Det dunkleste blev forstaaeligt, det tørreste
interessant og belærende, naar han foredrog det for os, og bag-
efter sporede vi aldrig Træthed, vi syntes blot, at vi havde
moret os.

Den Skjønheds- og Kunsttrang, Fader dog uimodsigelig var
besjælet af, uagtet den endnu laa ligesom ufuldbaaren og kjæm-
pende i hans Sjæl, søgte han at gjennemføre i sit hele huslige
Arrangement. Han kom aldrig hjem fra nogen Reise, uden
at han medbragte noget til Husets Forskjønnelse og Komfort.
Nede raaded imidlertid Mor, og hendes renere, lysere Smag
vidste at ordne disse ofte uensartede Ting og udbrede Harmoni
og Hygge over det hele. En anden Eiendommelighed hos ham
var hans Smag for det festlige. Alle Fødselsdage i Huset blev
høitidelig feirede. Naar hans egen Fødselsdag nærmede sig,
maatte vi Børn under et eller andet Omsvøb bede ham om

SIDE: 19

Penge for at festligholde den paa det bedste. En Gratulations-
skrivelse, især hvis vi formaaede at sætte den paa Rim, en
Tegning eller andet Arbeide gjorde ham meget lykkelig og os
selv ikke mindre. Overhovedet, naar vi fandt noget rart, den
første Blomst eller det første Bær, gik vi til ham dermed
førend til Mor, hans Bifald havde dog en anden Vegt, og var
vanskeligere at erholde. Ogsaa Gudstjenesten søgte Fader at
give et mere festligt Præg. Han arbeidede meget for at rense
Sangen og indføre Orden og Stilhed i Kirken. Naar Aaret
havde været godt og Indhøstningen var endt, blev der holdt
en Takkefest. Kirken var da smykket med broget Løv og
Blomster, og det var en Glæde for os, naar vi Dagen forud
kunde være med og hjælpe til, binde Kranse, bringe Løv
o. s. v. Der blev sunget en Kantate, som han havde kom-
poneret og med en uendelig Møie og Taalmodighed indstuderet
med Bondepigerne og Sognets diverse musikalske Individer.
Fra et kritisk Standpunkt maatte denne Præstation naturlig-
vis ikke bedømmes, men Tiden var naiv dengang; naar jeg
undtager nogle ildesindede, der opholdt sig, om ikke over
andet, saa over det usedvanlige, var disse Fester smukke,
og Mængden fandt sig opbygget ved dem.

Den Strenghed, hvormed vor Fader opdrog os, det noget
stive og ceremonielle i hans Væsen, der især i de senere Aar
steg til barsk Utilgjængelighed, stod igjen i en forunderlig Mod-
sætning til andre Egenskaber. Ubeskrivelig var den Ømhed,
han viste, naar der feilede os noget. Han vaagede med os,
han kunde sidde utrættelig foran vor Seng og fortælle og synge
for os med sin smukke, kraftige Stemme. Det selskabelige
Talent, han medrette var bekjendt for fra sine unge Dage i
Christiansand, udfoldede sig ogsaa undertiden paa en merkelig
Maade; det glimtede endog gjennem hans sidste Aars mørke
Melankoli. Ingen kunde elskværdigere oplive et Selskab end
han. Vore Lege, især de skriftlige, blev først morende og
pikante, naar han deltog i dem. Stakkels Fader! Det livsvarige
Ophold i en Bondebygd, hvor hans Evner ikke fandt den rig-
tige Sysselsættelse, end sige Anerkjendelse, unddraget levende
Omgang med sine lige, forbitret og foruroliget ved saa meget,
som er unødvendigt at paapege her, gav disse hans Væsens
lyse, jeg kan sige glimrende Sider mere og mere Plads for
Grublen og mørk Afsluttethed. Ensomheden, denne langsomme
Forgifter -- thi man vil dog forgjæves tænke paa at undfly
Menneskene -- bestyrkede kun den Hang, han havde til at
systematisere og teoretisere alting. Det gik, som man kunde

SIDE: 20

vente: Det virkelige Liv blev ham mere og mere fremmed,
og Fænomenerne vilde slet ikke passe i hans Systemer. Selv
vi Børn følte undertiden smertelig, at vi ikke tilfredsstillede
ham, ikke fordi vi ikke artede os, men vi artede os kun paa
en anden Maade, end han havde -- bestemt det. Jeg eier
endnu et Manuskript, skrevet af hans sirlige Haand, indehol-
dende halvhundrede Paragraffer om Barneopdragelsen, Regler,
som enhver forstandig Opdrager kunde bringe i Anvendelse,
men det gjør et eget Indtryk at tænke, at de udtrykkelig er
skrevne for Henrik. Halvhundrede Opdragelsesparagraffer og
Henrik!

Med denne Hang til at skabe sig Teorier og tage Livet
illusorisk forenede Far en Storartethed i at give og hjælpe og
paa sin tause og barske Maade gjøre godt, der naturligvis især
voldte ham Skuffelser. Hvor denne Godhed blev misbrugt!
Hvor han blev bedraget, du milde Gud, hvor han blev be-
draget! -- saadan rigtig hvad man kalder trukket op! Og han
blev altid lige overrasket. Det vilde slet ikke enes med hans
Logik, at Velgjerninger lønnes med Utak, og Ædelmod med
Spot. Lige til det sidste ventede han at finde Menneskene, som
han troede de var og burde og maatte være.

Faders sidste og ulægeligste Illusion var, at Fortjenesten an-
erkjendes af sin Samtid, og at en Stat, et Samfund har en
Gjæld at afdrage mod en Mand, der har gjort dem store
og vigtige Tjenester. Han bad tilsidst kun om en Plads i
sin Ungdomsby, forat han kunde ofre denne Resten af sine
Kræfter, inden han lagde sig til Hvile, og det negtedes ham.
Med denne sidste Illusion brød hans Kraft sammen, og han
sank ikke længe efter i Graven.

FJERDE NAT.

De Huslærere, vi havde, blev altid omhyggelig valgte blandt
de mindst uduelige og mindst ulidelige Subjekter, som denne
Klasse i hine Tider var istand til at frembyde. Det var som
oftest ældre Personer, som paa en eller anden Maade var
strandede i Verden, der opofrede sig for dette Kald. Om
alting slog dem feil, havde de dog den Ressurce at blive Barne-
lærere og Opdragere. De mest pedantiske af dem gjaldt for
at være de bedste og paalideligste, og der laa jo unegtelig en
Slags Garanti deri, at de ikke havde andre endnu værre
Egenskaber. At de alle var Originaler, følger af sig selv, og
jeg kan ikke sige andet, end at de Eksemplarer, vi erholdt,

SIDE: 21

kunde i denne Egenskab kaldes udsøgte. Hvis jeg vilde for-
tælle alle de Scener, som vore Huslærere gav Anledning til,
saa fik jeg nok at gjøre; men i slige Vidtløftigheder tør jeg jo
ikke tabe mig; jeg frygter, det vilde kun lidet tilfredsstille saa-
danne alvorlige Tilhørere som mine søvnløse Venner. Lykke-
ligvis havde Far flittig Tilsyn med Undervisningen og overtog,
især da vi blev ældre, endog visse Fag. Paa Skolen læstes
nu de almindelige Ting, som enhver maa lære; men vi pugede
ogsaa diverse Bøger, der egentlig laa for høit for vor spæde
Opfatningsevne. Saaledes en Bog, betitlet Forstands- og Tanke-
lære, som jeg kan forsikre i det mindste paa mig var aldeles
spildt; hvad Resultater den kan have efterladt i mine Brødres
sterkere Hjerner, kan jeg ikke vide. Endnu gyser jeg, naar
jeg tænker paa et Verk, som hedte Dolz's Anstandsregler,
hvoraf man lærte Høflighed, og hvordan man skulde opføre
sig i Omgang med sine Medmennesker, et Verk, hvortil Knigges
berømte Forskrifter til at omgaaes Menneskene forholdt sig
omtrent som almindelige trange Støvler forholder sig til de
saakaldte spanske. Det var en ulykkelig Bog, og har den
ikke gjort andet ondt, saa har man i det mindste lært af den,
at mange af de Medmennesker, man siden støder paa, slet
ikke har læst Dolz's Høflighedsregler. Havde man nu ikke
selv puget den engang, saa savnede man det maaske mindre.
Dertil kom, at vi læste den med en Huslærer, der var en
levende Illustration til Verket, saafremt en pedantisk, stiv, i
yderste Maade ceremoniel gammel Skrue kunde være det.
Hr. Skatmand, saa hedte denne Skat, var oprindelig fra Lol-
land, eller et andet saadant Øland, og kaldte sig studiosus
philosophiæ, men han havde tilbragt omtrent tyve Aar i Norge
som Huslærer, og som saadan havde han brillante Anbefalinger,
da vi fik ham. Skal jeg ligne Hr. Skatmand ved noget, da
maatte det være med en Messingildtang, der føler sig at være
af Messing, men som ved Tid og Ærgrelse har antaget noget
anløbet grønligt. Ved hans hele Atmosfære var der noget irret,
metalagtigt, der virkede besynderlig ubehagelig. Man havde
aldrig set ham smile eller le. Hr. Skatmand var en vred-
agtig Mand, han forsømte ikke paa ret haandgribelig Maade at
indprente os Anstandsreglerne, naar de ikke vilde ind i vort
Hoved. Han vilde blandt andet indføre den Skik, at naar
Skolen endte om Dagen, skulde mine Brødre gjøre et dybt
Skrabud og jeg en ligedan Neining, naar vi baglænds havde
naaet et vist Punkt af Gulvet. Engang jeg var færdig til at
gaa, sad Præceptoren just med Ryggen vendt mod Døren; i

SIDE: 22

Tillid til denne Omstændighed og i min Glæde over at være
fri for Skolen og for ham og for Dolz gjør jeg min Kompli-
ment vel dyb og lidt for overgiven, saa de andre gjorde
Grimaser for ikke at le, men o ve! Han havde udtrykkelig
holdt Øie med mig i Speilet, og jeg saa ham blot reise sig i
fuld Vrede, inden jeg satte afsted i den voldsomste Flugt hen-
over diverse lange Gange, ned ad to Trapper, altid fulgt af
den opbragte Hovmester, indtil jeg med et Skrig styrtede ind i
Stuen. Moder var af dem, der slet ikke taalte Overraskelser;
hun stod netop med en Blomsterpotte, der skulde flyttes, og
den gik da i Gulvet. Jeg behøver ikke at fortælle, at jeg
maatte betale baade Blomsterpotten og det altfor dybe Kniks.
O Dolz, Dolz, hvad har det kostet mig at blive et saa høfligt
Menneske, som jeg nu er!

Jeg husker endnu, hvad der gav Anledning til, at Hr. Skat-
mand blev afskediget. Vi havde en meget lattermild Husjom-
fru, med hvem han levede i stille indædt Uvenskab, da han
altid troede, det var af ham, hun lo. Naar hun sad til-
bords, var hun ogsaa ofte i den pinligste Knibe, da den strenge
Bordtugt ikke tillod hende at give efter for den Fristelse, Hr.
Skatmand altid satte hende i. Engang havde hun ganske uden
at tænke noget derved dannet et Profil af et Stykke Brød.
Hr. Skatmand tog det til sig og indgav siden Klage derover,
men nu var Far kjed baade af ham og hans Klager og afske-
digede ham med det samme.

En anden Husfælle, men af en ulige fornøieligere Art end
Huslæreren, havde vi i vor Papegøie, et virkelig ret merkeligt
Individ i sit Slags, uagtet jeg kan ikke sige den "hørte til mine
Folk". Dyrekjærlighed var forresten et Hovedtræk i Familien;
paa Gaarden vrimlede der af alskens befjærede og firbenede,
og alle havde vi vore Yndlinge, ret betegnende efter egne
respektive Individualiteter. Skulde engang et tamt Kid eller et
Lam slagtes, saa græd Moder og jeg vore modige Taarer længe
forud. Mor fodrede hver Dag Henriks Brune fra sit Vindu.
Katte holdt jeg mest af, jeg havde altid en Kjælekat, der fulgte
mig overalt, endog ude, naar jeg spadserede. Hvis her var
Stedet dertil, kunde jeg fortælle mange Ting om Dyrene, Træk,
som kun røber sig for dem, der med Kjærlighed omgaaes og
iagttager disse vore stumme Medskabninger. Kun i Forbigaa-
ende et Par af disse Træk. Katten er et miskjendt Dyr. Det
er sandt, den har Klør, som den undertiden river med, men
det sker som oftest ufrivillig, ligesom godartede Mennesker
undertiden kommer til at saare med sin Tunge. Et merkeligt

SIDE: 23

Træk er det, naar man leger med en halvvoksen Kat og den
saadan med Tænder og Klør bearbeider vor Arm, hvor rørende
bange den er for at tage for haardt i; forsøg det med en Hund
eller et andet Dyr, og vi slipper ikke saa let. Det individuelle
er overordentlig sterkt udpræget hos dem, ja mere end i nogen
anden Art Dyr; jeg har truffet Katte i alle Temperamenter,
alle Karakterer. Merkelig var en halvvoksen Kat, vi anskaf-
fede os herinde, -- det var et deiligt Dyr, og saa livlig, saa
overstadig lystig, at den bogstavelig ikke vidste, paa hvad Ben
den skulde staa; den hoppede derfor engang op paa Afsatsen
af den varme Ovn og brændte sine Poter. En Dag løb Pus
sin Vei, vi averterede efter den, og den blev virkelig bragt os
igjen, men hvad den havde oplevet paa denne sin første Tur
ude i Verden, ved ingen; fra det Øieblik var den stur og trist
og ganske forandret. En Hunkat, vi havde hjemme, var af et
saa blidt og kjærligt Gemyt, at den lod fremmede Unger, endog
af andre Dyreracer, die sig. Kaninhannerne har den gru-
somme Drift, at de lemlæster og fortærer sine egne Unger. Vi
søgte at redde en saadan liden Stakkel, hvis Søskende laa der
ilde tilredte, tog den og lagde den til vor Hunkat, og se! den
tog sig moderlig ømt af den forladte. Min Yndlingskat blev
engang bidt af en Hund i Halen, saa den maatte sættes af.
Jeg ved ikke, hvad for et uovervindeligt Indtryk af Skræk og
Skam der overgik det arme Dyr ved denne Operation, men
det forsvandt fra det Øieblik, og jeg sørgede over min Kat,
som om den var død. Flere Maaneder efter, en Sommerdag
jeg spadserte nede i en noget uveibar og ensom Dal, sprang
Pus pludselig ud af en Busk og strøg sig til mig med alle
Tegn paa den heftigste Glæde. Dette hændte oftere, den
fulgte mig endog lange Stykker indtil i Nærheden af Gaarden,
men aldrig indenfor Grinden; herfra vendte den tilbage til sit
Eremitliv i Skoven. Ud paa Høsten blev den dog ganske
borte, maaske har Ræven taget den.

Men det var egentlig om Papegøien, jeg vilde fortælle. Dette
var nu Fars Yndling, og som saadan blev den betragtet med
al Respekt, men egentlig elsket var den ikke af os andre. Det
er merkværdigt, hvor nøie disse egoistiske, arrige Dyr forstaar,
hvem der ynder dem, og hvem der ikke gjør det, og hvor
hevngjerrige de er. Kun Far og Husholdersken, vor brave,
elskværdige Marthe, som særegent tog sig af dens Oplærelse,
viste den al den Hengivenhed, som dens lille Papegøiesjæl
kunde rumme. Den løb frit omkring i Huset, og var i Almin-
delighed taus, men det hændte undertiden, at den faldt ind

SIDE: 24

med de faa Sætninger, den til en høi Grad af Tydelighed
havde lært, høist uventet og træffende, saa det var ikke for-
underligt, at simple Folk, der aldrig havde set eller hørt dens
Species omtale, korsede sig, naar de kom ind og hørte den
pludre, og spurgte sig selv, om dette gik rigtig til. Marthe
havde altid merkværdige Træk at fortælle om den. Det er
sandt, at Papens Indfald traf undertiden heldig ind, og gav
Anledning til Moro, men jeg tror nok, at den ligesom Talley-
rand fik Æren for mange Vittigheder, som den ikke havde
sagt, og derfor tør jeg kun anføre to Træk af den, som jeg
indestaar for. At den engang paa en Bondemands forbausede
Udraab: "Nei Jesu Navn, aa er detta for Faul?" svarede:
Papegøie, er ikke meget morsomt. Men engang kom en tysk
Gjøgler vandrende med sin Violin og en Abekat, der dansede
efter Violinen. Far, som et Barn indtagen i alle Slags Præ-
stationer, bød Manden med sin Abekat indenfor. Vi havde en
Stund lang hørt paa Musikken, Far med en Mine og et Alvor,
som om han havde Paganini for sig, da Papegøien med ett
flagrede ned af sin Pind og satte sig paa Bordet. Kan du
snakke? sagde den skjærende. En ny Kolbøtte af Abekatten
var Svaret. Aa Skit! sagde Papen og fløi op igjen. Den sidste
Kraftytring var saa meget mere overraskende, som ingen havde
lært ham den, den var et rent Selvstudium. En varm Som-
merdag sad den mellem Blomsterne i det aabne Vindu, hvor
vi ofte havde set den uden Frygt for, at den skulde flyve
bort. Solen brændte hed paa dens grønne Fjær, og jeg ved
ikke, hvad for brasilianske Drømme den vuggede sig i, eller
hvilken sød Illusion der kan have betaget den, men med ett
strækker den sine rubinspidsede Vinger ud i Solen, flagrer
tungt op paa dem, og forsvinder, idet den beskriver en lav
Bue over Gaarden, bag Tagene. I tre Dage var Papegøien
borte, og vi ansaa den allerede for tabt, maaske taget af en
Rovfugl, da det faldt Marthe ind at søge i en anden Retning.

Nu først et Ord om Marthe. At sige, at hun var et sjelden
tro, trofast, sedeligt og flinkt Subjekt, udtrykker langtfra til-
fulde, hvad denne fortræffelige Pige i femogtyve Aar var for
vort Hus. Hun lukkede begge mine Forældres Øine og var den
sidste paa Gaarden. Hvad Lisbeth, Eventyrsaras Datter, var i
poetisk Forstand -- jeg finder intet bedre og mere beteg-
nende Ord derfor -- det var Marthe i en praktisk; man kunde
næsten kalde hende genial. Hun lærte alt, hun kunde alt,
hun havde Tid til alt, og forenede dermed et Overblik, en saa
rolig, stille Dygtighed, at hun i egentligste Forstand blev Husets

SIDE: 25

styrende Aand. Dertil saa klog, hun havde den fortrinlige
Evne at gjøre sig ligesaa afholdt af Folkene som af sit Her-
skab. Mine Forældre vidste ikke, hvor høit de skulde sætte
hende, og medrette. Af hendes Færdigheder vil jeg kun
nævne, at hun vævede alt, hvad der paa den store Gaard for-
brugtes af Linned, fint Dækketøi, endog Gulvtepper, lavede
Fortrinlig Mad, og -- at hun sang meget smukt. Hun var altid
Forsangerske ved Kirkefesterne. Naar der blev spillet et Tema
inde, skulde det meget undre os, om ikke Marthe Dagen efter
sang det i sin Væv tidlig om Morgenen, og det saa rent og klart,
som om hun havde indstuderet det med en Mester. Af Væsen
var hun faamælt -- lakonisk, stille, beskeden og altid i godt
Humør, ligesom hun viste en Takt, en Finhed i alle Forhold,
som man skal søge efter, selv udenfor hendes Stand. Dette
sjeldne Klenodie af et Tyende skulde jeg arvet, det var en
stille Overenskomst mellem mig og hende; men denne for mig
saa lykkespaaende Udsigt blev desværre forstyrret ved en høist
ubeleilig Frier. Marthe, der havde afslaaet saa mange Tilbud,
der havde modstaaet saa mange Fristelser, medens hun stod
paa sin Post, kunde ikke modstaa en ung, brav og anset
Gaardmand, der netop i det kritiske Øieblik meldte sig.

Samme Marthe havde en Evne til at finde bortkomne Ting,
som næsten maatte kaldes overnaturlig, ialfald ubegribelig. Den
havde noget tilfælles med hin Piges, der vitrede Metallerne i
Jordens Skjød. Kom noget bort, og jeg kan ikke fragaa, at
dette hændte undertiden i vor Familie, saa fortvilede vi ikke,
thi Marthe var der jo. En Dame havde paa en labyrintisk
Tur ned gjennem Dalene, langs Elvene, tabt sin Ring, en For-
lovelsesring -- denne sidste Omstændighed gjorde hende især
ulykkelig, da hun tog det for et slemt Omen -- Marthe gaar
ud og finder Ringen midt i Engen. En Dag Far kom hjem
fra en Christianiatur, havde han tabt en meget værdifuld Dia-
mantbrystnaal -- hvor, havde han ikke ringeste Formodning
om. Han savnede den først, da han kom hjem. Marthe ud-
bad sig Tilladelse til at reise indover for at søge, og Marthe
reiste med sin besynderlig naive, jeg kan næsten sige inspire-
rede Tro paa sin Lykke, og vi med vor overlegne Vantro saa
hende reise. Hun havde søgt paa et Par Steder, og det var
allerede mørkt, da hun kom til Skydsstedet Trøgstad, henved
to norske Mile fra Hjemmet. Her fik hun en Lygte og gav
sig til at søge paa Gaarden, og i Høstsølen mellem Bøndernes
Vogne og Heste fandt hun Naalen. En anden Gang savnede
Far, ligeledes efter en Byreise, en sølvforgyldt Snusdaase; denne

SIDE: 26

Gang negtede han hende rentud at gaa paa Opdagelse; han
havde savnet Daasen paa et Sted nær Christiania og havde
allerede selv anstillet Undersøgelser, den var vist stjaalet. Men
Marthe, dennegang ulydig, tog Hest og Slæde og drog afsted.
Da hun havde kjørt et lidet Stykke, vilde hun drage Felden
tilrette; derved faldt der noget ned i hendes Skjød og se, det
var Daasen, der havde skjult sig mellem Felden og Foret, og
som Marthes magnetiske Nærhed nu drog frem. Denne samme
Marthe var det, som blev sendt ud efter Papegøien. Selv hun
havde næsten opgivet Haabet, da det faldt hende ind at søge
i en ganske anden, lidet sandsynlig Retning, nede i en dyb
Sidedal. Nu kommer Papegøiens anden Genistreg, som jeg
skulde fortælle. Glemmer ikke, kjære Venner, at meget af
dette er skrevet for mine Børn, saa lad os da være Børn og
glæde os over Papegøien! Marthe havde som sagt næsten
opgivet Haabet, da hørte hun pludselig lige over sit Hoved en
skingrende, vel bekjendt Stemme: Kom hid, Marthe! Marthe,
kom hid! I Toppen af en af vore store Hængebirke saa hun
sin kjære gamle Ven sidde. Ikke før blev den hende var, saa
entrede den med Neb og Klør ned til hende, og spadserte
gemytlig op paa hendes Skulder.

FEMTE NAT.

Barndomsaarene gik saaledes lunt hen, jeg ved ikke selv
rigtig hvordan. Mine Søskende og min Fætter, der blev op-
draget med os, kom paa Skoler herinde i Byen, og vi saaes
kun i Ferierne. Min Skolegang ophørte dermed, jeg læste kun
enkelte Ting med Far, saa jeg fik mere Tid til at sværme om-
kring ude. Om den Ensomhed, der dengang herskede i disse
Dale og langs den dybe, bugtende Elv, kan man nu ikke gjøre
sig noget Begreb, og jeg kunde i halve Dage færdes dernede.
Hvilke Tanker, Planer, Drømme har disse Dale ikke fostret i
sit Skjød! En ubeskrivelig Sørgmodighed kunde undertiden
der overfalde mig. Især de lange Søndagseftermiddage, naar
Vaaren brød op med Sol og Isluft, naar den gule Hestehov skjød
op i Lerfaldene og Birkene dryppede af de Saar, vi tilføiede dem.

Et Billede fra mine første Barneaar i Eidsvold knytter sig
til disse Elvebredder. Engang jeg vandrede om ved dem, det var
ogsaa en Søndagseftermiddag, men en deilig Midtsommersefter-
middag, traf jeg paa en liden Gut omtrent paa min Alder, syv
til otte Aar, der stod og fiskede, eller indbildte sig det, med
en Barnefiskestang. Han var smuk som en Engel; paa det

SIDE: 27

lyse, sterkt krøllede Haar bar han en Straahat med et blaat
Baand; en lys Dragt, med en fin, broderet Krave, klædte ham
ganske fortryllende. Jeg syntes, at jeg aldrig havde set noget
saa himmelsk. Den lyseblaa Bluse kunde jeg endda mod-
staaet, men den havde to Rader hvide Perlemors Knapper,
en Raritet dengang, som aldrig var kommet mig for Øie før
 -- nok, jeg syntes, han var en Engel. Han var ordknap og
kort for Hovedet, maaske fordi han ingen Fisk fik; jeg vovede
ikke at forstyrre ham, men stod og saa paa ham og hans Bil-
lede i Elven. Hjemme følte jeg en Undselighed ved at for-
tælle, at jeg havde truffet ham, men næste Dag gik jeg ned til
Stedet, og næste Dag igjen, og mange Dage, men han var der
ikke mere. Jeg havde ikke spurgt, hvad han hedte, eller hvor-
fra han kom. Det faldt mig ikke ind at knytte ham til Virke-
ligheden; ellers havde jeg saa let kunnet udregne, at han var
en liden Hovedstadsindvaaner i Besøg paa en af Nabogaardene,
og at han efter endt Besøg var reist igjen. Det fik jeg først
senere, tilligemed hans Navn, at vide. Længe efter tænkte jeg
paa Synet. Jeg havde aldrig siden truffet ham eller spurgt
efter ham; da blev der engang, mange mange Aar efter, i min
Nærværelse fortalt, at han var bleven Landhandler.

Da hændte det engang, at jeg gik ind i en Kolonialbutik for
at spørge efter en viss Slags Frugt til en syg. Støttende sig
med Albuen paa Disken, i intim Samtale med Firmaet, stod en
før Mand i en brun Pennsylvanskindshue, med Ulveskindspels,
sammenholdt af et grønt, korslagt Skjerf. Det lyse Haar
snoede sig tykt og fast som paa en Væder omkring den be-
regnende Pande og et bredt, rødt, skjegløst Ansigt. De talte
om Sildepriserne og sidste Grundset-Marked. Kjøbmanden
nævnte ham ved Navn, og da det var et usedvanligt Navn,
studsede jeg og tænkte: hvad er der ved det? hvor har jeg
hørt det engang? Venner, ja jeg kan ikke hjælpe det. Det
var Helten i min Idyl, det var mit Syn fra Elven! Livet er
en stor Humorist, og det behager sig ofte i Overraskelser og
Kombinationer, som ingen Menneskehjerne kunde finde paa.

De sværmeriske Stemninger, Ensomheden satte mig i, mer-
kede jeg dog mindre til inde. Jeg var et livligt Barn, der havde
meget ondt for at sidde stille, og tog derfor flittig Del i Husets
udvendige Gjerning; hvor der bryggedes, bagedes o.s.v., var jeg
altid med som Tilskuer. Skal jeg endelig nævne nogen frem-
stikkende Tilbøielighed til noget, da var det, næst Læsning, en
Lidenskab for at spille Komedie, en høist bedrøvelig Lidenskab,
der ikke paa nogen Maade fandt Næring, da jeg hverken havde

SIDE: 28

Anledning til at se eller deltage i noget saadant. Alle Forsøg,
jeg gjorde paa at samle de Muligheder, der var forhaanden
til at sætte noget i Gang, strandede bestandig ynkeligen. Engang
havde jeg faaet Løfte om Deltagelse af endel af Bygdens Ung-
dom; jeg skrev alle Rollerne af og fordelte dem, og Stykket
skulde opføres i Julen, men da Julen kom, vilde dog ingen,
og det endte med, at jeg, der bogstavelig havde lært alle Rol-
lerne, ogsaa maatte give dem alle, og opførte paa den Maade
hele Scener solo, dels for tomme Vægge, dels for et Publikum,
bestaaende af Moder og Jomfruen, den samme, der havde leet
Hr. Skatmand ud af Huset. Maatte jeg altid have et saa tak-
nemmeligt Publikum!

Ogsaa i denne sidste, vor brave Jomfru Dorothea Bay,
havde vi en uerstattelig Husfælle. En venlig, livsglad Sjæl,
musikalsk anlagt, raadede hun over næsten alle, kjendte og
ukjendte, gamle og nye Sange, deraf alle de Bellmanske, den-
gang saa i Mode, som hun da leilighedsvis, til stor Glæde for
os Børn, foredrog.

Naar jeg nu kommer til at tænke paa disse trofaste, der i
Rækker af Aar, med en rørende Hengivenhed, der overlevede
Adskillelsen, var knyttede til vor Familie, griber der mig noget
som en Angersfølelse, en stille Bebreidelse, at jeg dengang
ikke forstod det nok. Var jeg ogsaa noget for dem, som var
saa meget, saa uendelig meget for os! . . . "Husets Frøken",
vist ikke andet. Der kommer Tider, da man bedre erkjender,
hvad de har været -- Livet er en god Læremester.

Men for at komme tilbage til mine teatralske Tendenser, de
nød just ingen Opmuntring, og da de ikke ganske kunde under-
trykkes, søgte de at give sig Luft paa en anden Maade, nemlig
i Forklædninger og alskens fantastiske Optog. Paa Landet er
man nøisom, undertiden kunde disse Tilstelninger give Anled-
ning til Morskab. Snart kom jeg forklædt som Taterske og
Spaakvinde, snart som omvankende Sangerske, eller som en
gammel, tilspjaaget Jomfru, og jeg var sjæleglad, naar jeg blot et
Minut kunde dupere nogen. Engang som der var et Par muntre
Damer i Besøg hos os, lod jeg Pigen melde, at Presten F.
var i Farvandet og vilde straks arrivere. Samme Prest var
bekjendt for sin næsten unaturlige Længde, der kun fandt noget
tilsvarende i hans ligesaa unaturlig lange Prækener. Moder
havde netop givet Damerne et lidet Udkast af hans Personlig-
hed, og disse var meget spændte paa hans Ankomst. Den
Prest, som kom, var imidlertid ingen anden end den unge
Frøken, der paa et Par uhyre Stylter, indsvøbt i en fodsid,

SIDE: 29

sort Kjole, hvid Krave og en trekantet Hat, kom stavrende
over Gaarden til en umaadelig Forfærdelse for det hele Hus.
Nu sidder jeg her i min snævre Bykasse og undrer mig over
disse Fantasterier. Det er stygt af mig, men jeg kan ikke for-
drage, at Børnene forklæder sig eller vil agere. Det vækker
en besynderlig trist og ængstelig Følelse af noget -- hvad skal
jeg kalde det! -- spildt, smertelig undertrykt. Her er heller
ikke Scenen for sligt, her er for trangt, for nykternt. I hine
Tider laa det i Luften, og der var Forbilleder nok; hvor man
saa hen, stødte man paa de eventyrligste Figurer, man behøvede
ikke at sende Bud efter dem.

Hvilke Tider! De ligger dog ikke saa meget langt tilbage, og
dog vil enhver have ondt for at sætte sig ind i dem. Liden-
skaberne, Lasten, Latterligheden traadte dengang ganske ugenert
og umaskeret op; men hvilke Typer udviklede sig ikke af denne
naive Lovløshed! Skummet, Bermen af disse Tilstande præ-
senterede sig i en Mængde omvankende Personer, hvoraf nogle
var ganske vanvittige. Disse stakkels omskvulpende Menneske-
vrag havde næsten alle tilhørt den bedre Klasse. De kom
gjennem hele Rækker af Aar næsten regelmæssig igjen paa
sine Besøg i Kjøkken og Borgestue og blev altid mødte
med Modbydelighed af Mor og en rædselsblandet Nyfigenhed
af os Børn. Der var blandt andre et Kvindemenneske, som
kaldte sig Johanna Maria Catharina Eleonora von Kolbrandt.
Det var en stor, prægtig Skikkelse, med regelmæssige Træk
og sorte, lynende Øine, en veritable femme de brigand. Hun
fortalte med en fremmed Akcent, at hun var af høi Adel og
Datter af en tysk Kommandant, maaske paa en af de Fæst-
ninger, der maatte overgive sig til Napoleon, foruden en
Mængde eventyrlige Hændelser. Hun var ikke gal, men utro-
lig fordærvet. Brændevin var allerede for slapt for hende, og
hun forlangte det med alskens Tilsætninger af bittert og skarpt.
Negtede man hende noget, blev hun frygtelig uforskammet.
Engang tog Henrik hende for sig og fik hende til at fortælle,
dog først efterat han havde opfrisket hendes Livsaander med
en Eliksir, som efter hans Forsikring bestod i Spiritus med en
Tilsætning af Sennep, Perikum og spansk Peber. Saa fik hun
Tungen rigtig paa Gled. Hvor meget sandt der var deri, ved
jeg ikke, men Henrik sendte, hvad han havde optegnet, til
Mauritz Hansen, som ogsaa lavede en af sine maaske hel-
digste Fortællinger deraf. Den vil kunne findes i Maaneds-
skriftet Husvennen under Navn af "Den meklenburgske
Familie". En anden var Galeberthe, der gik pyntet som

SIDE: 30

Frue, med Fjærhat og Blomster; hun fortalte om en fornem
Kjæreste, hun havde havt, men hun "vidste, hvor han var".
En rørende Figur var en Person, som kaldte sig Keiser
Doff, som kom udstafferet med en Mængde Guldstas, især
Ordener, og var sjæleglad, naar man gav ham noget saadant at
fæste paa sig. Han havde et blidt, sværmerisk Ansigt og spil-
lede paa en Barnefløite. Han vilde aldrig lægge sig tilsengs
for ikke at tage sin Stas af sig, hvori han paa en Maade var
indsyet. Saa sad han paa en Krak om Natten, hvor man
laante ham Hus, og blæste vemodelig paa sin Fløite. End-
videre tvende Damer Bodsprædikantinder, der uden videre
trængte ind i Værelserne, satte sig paa Sofaen og læste os alle
Teksten. De var saare uforskammede, naar man ikke gav
dem, hvad de forlangte, eller kjøbte af deres Skrifter. Disse
sidste Fremtoninger forekom, som man vil forstaa, i en meget
senere Periode; vi havde endnu ikke faaet Sotten rigtig i Lan-
det, man kunde regne dem til de sporadiske Tilfælde, som
altid gaar foran en saadan. Forunderlig blev jeg mindet om
alle disse Figurer, og om saa meget fra hin Tid, ved at læse
Aurore Dudevants (Georges Sands) Skildringer af sin Barn-
dom, da hun blev opdraget paa Landet hos Bedstemoderen.
De samme underlige Kumpaner af Huslærere, næsten paa et
Haar de samme Skolescener; ogsaa til hendes Farmoders Slot
kom Personer ranglende, som morede og skræmte Børnene.
Blandt andre var der en ung Mand, som gik omkring med en
Lygte, for at søge efter la tendresse (Ømheden). Naar han
havde siddet en Stund, reiste han sig for at søge omkring i
Huset og Haven med sin Lygte, men han kom altid tilbage og
meldte bedrøvet, at han havde ikke fundet la tendresse.

Stakkels Mand, nei han kunde nok søge efter den! Ak hvor
Menneskeheden ligner sig overalt! Enten Scenen ligger i Roma
eller paa Romerike, de samme Lidenskaber, de samme Egen-
heder, den samme Forrykthed, kun gaar den ene med en
Lygte, den anden med en Fløite, den ene ynder la tendresse,
den anden Brændevin med Sennep. O hvor man maa ynke
og holde af denne vor stakkels skrøbelige, uforbederlige Men-
neskehed, der bærer den samme Moders ufeilbare Merke paa
sig -- hvor vi burde være fordragelige og overbærende mod
hverandre, ligesom Gud vil og maa være det.

Aarene gled saaledes umerkelig hen midt i det stille afson-
drede Liv, vi førte. Vi havde saa godt som ingen Berørelse
med Christiania dengang. Dagen gik dog for os Børn hurtig
nok, delt mellem den fredelige Tilværelse inde og en utrætte-

SIDE: 31

lig Tumlen ude, hvortil det smukke, men meget farlige Terræn
fristede os. Heldigvis havde ingen af vore Forældre noget af
den utidige Ængstelse, hvoraf nogle Mødre især er ligesom
besatte, og hvormed de indbilder sig at kunne danne et Vern
omkring Barnet, der vil forhindre alle Farer, medens de i
Virkeligheden indbyder Farerne og gjør det forsvarsløst mod
dem; vi havde altsaa god Anledning til at øve og hærde os i
denne Retning. Der var Braastyrtninger og Jordfald og Damme
og Elve, dybe, lumske Elve paa alle Kanter, og jeg maa kun
her nævne det som et Under, et tydeligt Guds Fingerpeg, at
vi slap lykkelig gjennem disse Aar uden Tab paa Liv og Lem-
mer. Vi var vel tyve Gange nær ved at drukne og ligesaa
mange Gange ved at blive lemlæstede. Den Dristighed og
Sikkerhed, vi opnaaede i at haandtere det farlige, forekommer
mig selv nu fabelagtig, hvis jeg ikke kunde fæste Erindringen
derom til bestemte Kjendsgjerninger. Vi balancerte over Ræk-
verket paa Broerne; vi hoppede igjennem et helt Stokverk
ned paa en Bundt Hø ikke større, end en Mand magelig kunde
stikke det i en Krybbe. Men man bliver adræt og haardfør
derved, det lærer os at bære Smerten. Et Træk deraf tør jeg
nok meddele. Jeg agede, ni Aar gammel, med min tre Aar
yngre Broder paa Skjødet, paa Isholken ned igjennem en lang,
bugtende Dal; han slap vel derfra, men jeg kom hjem med en
kløvet Tinding og et lukket Øie, og i denne Tilstand satte jeg
mig meget rolig hen til Lisbeths Rok og spandt. Det skulde
være en behagelig Overraskelse. Den trofaste, gamle Sjæl for-
vandt den aldrig; sidste Gang jeg saa hende, i 48, talte hun
endnu derom. Stueluften forkjæler, nu frygter jeg den mindste
Smerte. I 1825, hin stormfulde Maieftermiddag, da Fredriks-
hald brændte, kuldseilede vi, tre Søskende, i Vormen. Masten,
der brak af som en Pibestilk, reddede os og lettede Baaden,
da vi allerede laa i Vandet. Hvor ofte vi har plumpet i
Andelven, denne dybe, stille, lumske Elv, og har reddet os
ved at holde i Sivet, ved jeg ikke -- vor farligste Moro var
dog at ro ud netop saa langt, at vi undgik Linjen, hvor Strøm-
men tager Baaden og fører den ned mod Fossen. Gud være
takket, som vilde holde sin Haand over os, som sparede de
uprøvede til andre Farer, mod hvilke hine er at regne som
en Leg -- Farer og Smerter, der fører over Livets hule, svig-
tende Grunde, til Trygheden i ham.

SIDE: 32

SJETTE NAT.

Moder hedte Alette Dorothea og var den næstyngste af min
Bedstefaders tretten Børn. Hvad skal jeg sige, der mest
træffende kan betegne hende: Hun havde et Barns Aand,
men en Serafs Hjerte; noget saa uberørt og rent kunde man
ikke tænke sig. Hun bevarede en sekstenaarigs pigeagtige Sky
og Undseelse til det sidste. Hun havde været Christiansands
Skjønhed i Byens Velmagtstid, det vil da sige under og efter
Krigen, da den var Sædet for en Dannelse og Selskabelighed,
der af alle skildres som usedvanlig. Det var siden hendes
største Glæde disse Erindringer, naar hun kunde fortælle om
Familierne Hegermann, Grev Moltke, Isaachsen, van Kervel,
Reinhardt etc., alle rige og ansete Huse, hvor Damerne var
Skjønheder og Herrerne noget tilsvarende, maaske uimod-
staaelige. Jeg tror virkelig, at Menneskene var gladere og i
det hele lykkeligere i den Tid. De bar ogsaa Lidelsen let-
tere og gladere, og de -- døde gladere, maaske fordi de
havde levet mere fornøiet, i den rette Forstand, mener jeg
da. Fra al denne Herlighed og den huslige Lykke, mine
Forældre nød, trods de tarveligste Kaar, blev hun pludselig
bortrykket og hensat i Eidsvolds dybe Naturensomhed. Her
fandtes dengang meget faa, til hvem hun kunde slutte sig, saa
stakkels Mor, ganske anvist paa sig selv, kom totalt tilkort.
Saa levede hun vegetativt hen ved Siden af Far, de største
Kontraster, Livet nogensinde kunde stille sammen, uden at
optage noget af ham, skaanet af ham, som den ludende
Klippe skaaner og skjermer for den skjælvende Blomst, den
tillige berøver Sol. Far behandlede hende med en viss øm
Overbærelse, blandet med et Anstrøg af gammeldags Cour-
toisie; han tog altid Parti med hende, om Uretten var aldrig
saa stor. Hun var huslig og flittig og havde nok med den
store Landhusholdning, hvoraf hun ikke forstod det mindste,
saa Tiden gik paa den Maade taalelig. Hun forrettede alting
med en mageløs Hurtighed. Det var umuligt at følge hendes
Fingres Bevægelser, naar hun syede eller strikkede. Om hun
var praktisk, naar man dermed forstaar noget andet end en
Detailfærdighed, om hun havde Kunstnerevnen til at samle
og belive disse utallige og modstræbende Enkeltheder, det ved
jeg ikke, men i hendes Nærhed var der altid godt at være.
Hun havde Sans for Komfort, og hun selv var blid og be-
hagelig. Natur og Kunst, især de bildende Kunster og
Teatret, elskede hun, vel kritikløst og ureflekteret, men dog

SIDE: 33

med saa megen Inderlighed! Hvor hun kunde straale af
Glæde over en smuk Udsigt, et smukt Ansigt! Og her havde
hun rigtige Instinkter. Jeg husker endnu den Iver, hvormed
hun altid løb en vis Fattigkone, Mari Næringen, imøde; for
vore Øine var det en almindelig pjaltet frastødende Skikkelse,
men Mor raabte: Ser I ikke, hvor deilig hun er! Slige An-
sigter ser man kun paa Gemmerne! Og hun havde vist Ret.
Moder selv var saa smuk. Hendes hele Organisation var
mageløs kraftig og dog fin og elastisk. Hun var let som en
Fugl i Bevægelser og Gang og havde ædle, næsten kongelige
Træk. Min Mand sagde altid, at hendes Øine havde dette
sjeldne Snit, som man beundrer hos Gasellen, hvælvet opad,
med et paa engang fyrigt og fromt Blik.

Mors kjæreste Aandsadspredelse var at læse; hun læste især
Romaner i uhyre Kvantiteter. Merkværdig nok behagede de
gode og ofte dybsindige hende ligesaa meget som de ikke-
gode. Men det var og blev Adspredelse; hun uddrog vist
ikke meget deraf for Livet selv. Den mest bevidste og le-
vende Betragtning, hendes Aand har hævet sig til, maa have
været en Forbauselse over Børnene, saadan som de artede
sig og voksede op om hende. Vi var alle sterkt og eien-
dommelig anlagt. Dog vil ikke Opdragelsen af disse i sin
Eiendommelighed saa grundforskjellige Børn have foruroliget
hende meget. Hendes Anskuelser om Egteskab og Døtres
Forsørgelse var som de fleste Mødres paa den Tid, Ansku-
elser, som omtrent lod sig fatte i følgende tvende Hoved-
punkter: Døtre bør giftes, og enhver brav Mand, der kan
forsørge dem, er god og passende. Saa havde hun tænkt sig,
at hendes Døtre, naar de havde naaet en viss Alder, skulde
gjøre et pent, passende Parti med en Proprietær, en Prest
eller endog en Militær. I denne Henseende gjorde hun ingen
Forskjel paa sine Børn, hun undte os begge lige vel. Hun
havde tænkt det, men derved blev det. Passivere kan ingen
i dette Stykke have forholdt sig end hun. Enhver vil have
forstaaet, hvor aldeles hun manglede Evne til Intrige. Min
Søster blev gift, da hun var nitten Aar, men med mig havde
det jo lange Udsigter, ja det var desværre uundgaaeligt, at jeg
kom til at gjøre Mor Sorg i dette Stykke: vi var slet ikke
enige angaaende Hovedpunkterne. Min stakkels gode Moder!
hvad vilde hun have sagt, om hun havde oplevet, at hendes
Datter i tredive trykte Ark havde dokumenteret sine perverse
Afvigelser fra Læren! Rørende var undertiden hendes Forsøg
at virke paa, hvad der i hendes Øine var den dybeste For-

SIDE: 34

kjerthed. Hun eiede en sjelden smuk Biskuitkande, der kun
blev brugt ved festlige Leiligheder, da den havde hørt til
hendes Brudeskjænk. Denne Kande vidste hun, jeg var
meget glad i, og hvergang den var fremme, sagde hun spø-
gende: Den skal du faa, naar du sætter Bo! Men hun kunde
intet hykle, det var hendes Alvor. Nu eier jeg Kanden, og
naar jeg ser den, ak vel maa Taarerne komme mig i Øinene!
Moders Vrede havde samme uskyldige, barnlige Karakter. De
haandgribelige Straffe, der overgik os som smaa, knyttede sig
altid til de mindste Ubetydeligheder, sønderslagne Tekopper
o. s. v. Endnu staar lyslevende i min Erindring, hvorledes
en af os heltemodig angav sig for den anden i Anledning af
en knækket Rude. Synderen havde netop samme Dag begaaet
en lignende Forseelse, saa han var ganske ude af Stand til at
tilstaa denne nye. Hvis Sagen var bleven opklaret, vilde der
hverken fulgt Straf eller Belønning for rette vedkommende,
Heden var nu engang over, Sonofferet bragt. Vore Begreber
om smaat og stort kunde paa denne Maade blevet temmelig
indviklede. Men det har ingen Fare! Livet retter snart
 -- ak, altfor snart derpaa. Naar det først begynder at gaa
itu inde i En selv, saa har man Maalestokken.

Lige til det sidste, da vi forlængst var voksne, havde vi en
Angst for at bedrøve hende paa denne Maade. Ja, naar en
sjelden Gang noget saadant hændte, havde i det mindste jeg en
Følelse, som om jeg havde begaaet en Forbrydelse.

Da var det engang, at vi stod et helt lystigt Selskab,
Venner og Veninder fra Christiania, en smuk lys Sommer-
aften paa Toppen af Misbjerget, netop paa Randen af den
merkværdige Précipice mod Vest. Nedenunder, næsten i
blaalig Fjernhed, strakte sig Hurdalens uhyre Skovsletter med
dens mange blinkende Tjern. Vi havde drukket Vin og spist.
Der gik et Glas itu. Var det maaske det parodiske i denne
Stuetildragelse midt i det overvældende, eller greb Erindringen
Oscar og mig om al den Angst, vi havde udstaaet for sligt,
men vi kastede et til i Dybet som et Sonoffer, saa et til; til-
sidst greb en sand dæmonisk Ødelæggelseslyst os, og Tal-
lerkener og Flasker og Glas gik under en almindelig Jubel ud-
over Fjeldet ned i Hurdalen. Men nu slaar jeg næsten aldrig
noget itu.

Stakkels Moder! Lykkelig følte hun sig dog aldrig i Eids-
vold. Altid længtedes hun, altid havde hun Blikket sørgende
vendt tilbage til sin lyse Ungdom i Christiansand, og denne
længselsfulde Tilbageskuen, der tog til med Aarene, efter som

SIDE: 35

Børnene drog ud og lod hende alene, udviklede sig til en
Sygdom, for hvilken vi i vort Sprog ikke har noget betegnende
Udtryk -- Franskmændene kaldte den rigtigere "langueurs"
 -- en langvarig, næsten trediveaarig Sygdom, hvoraf hun til-
sidst døde. Syg var hun næsten aldrig, jeg kan ikke mindes
at have set hende sengeliggende uden de to sidste Dage af
hendes Liv.

Hun døde, som enhver god, elskende Hustru kunde ønske
at dø, i Opfyldelsen af sit Kald. Midt paa Sommeren 1843
blev Far betænkelig syg, vi maatte alle frygte det værste. Mor,
der gik utrættelig op og ned ad Trappen for at pleie ham,
snublede engang og fik en ubetydelig Skramme paa Benet.
Hun lagde slet ingen Vegt derpaa; vi var alle optagne af
Fader. Ved et sjeldent Tilfælde var alle Børn og Svigerbørn
netop samlede dengang hjemme, og i denne Omstændighed
syntes der at ligge et Varsel for os om, at vi skulde miste
ham. Vor gamle trofaste Barnepige Lisbeth Maria undlod
ikke at lægge sine Jertegn til. Hun kom engang ned fra
Fjeldet og fortalte os, at hun havde drømt om Natten, at hun
havde set alle Børnene sortklædte i Dagligstuen, og paa
Kjøkkenskorstenen laa Brandene faldne ud til alle Sider, og
hun karede dem sammen. Men hendes Drøm blev ikke syn-
derlig paaagtet, thi da var Far sterkt i Bedring. Han var
allerede rask igjen, da Mor begyndte at klage over Foden.
Kun med Møie fik vi hende overtalt til at kalde Lægen og
lægge sig tilsengs. To Dage efter var hun død.

Det var en straalende klar, varm Sommermorgen. Vi var
alle som bedøvede. For faa Timer siden havde hun havt sin
lille halvaarsgamle Dattersøn paa Sengen og kjærtegnet ham!
Jeg stod i det aabne Vindu i hendes Værelse, hvorfra man
havde baaret hende bort, og stirrede ud paa denne Udsigt,
som jeg hundrede Gange havde hørt hende prise, bestandig
med et Barns naive, altid nye Forundring! Den dybe, bug-
tede Skovdal, der bar ligesom paa sine fjerne, bølgende Toppe
det mægtige Vandspeil, Kirken tilhøire, det hele Billede ind-
rammet af de gamle Hængepile udenfor, laa der i uforstyrret
Deilighed og Ro, som om der ikke eksisterede Sorg i Verden.
Et langt Tog af Slaattekarle hang ned ad Skraaningen helt
ned til Dalbunden. Paa Kommoden stod et Glas med Roser,
næsten friske endnu, som hun for tre Dage siden havde
plukket. Det forundrede mig at de understod sig at være til.

Far var mest fattet af os alle, han begyndte alt samme Dag
at træffe Foranstaltninger. Nogle Dage efter kom jeg ind til

SIDE: 36

ham, men da fandt jeg ham hændervridende sidde paa Sofaen.
Han rokkede med Hovedet og sagde ikke andet end: Alette,
Alette.

Først den Dag, da hun blev begravet, fik jeg rigtig græde,
og jeg syntes, jeg maatte græde mine Øine ud. Jeg gjemte
mig i den fjerneste Vraa nede i Dalen, jeg holdt Hænderne
knuget for Ørene for ikke at høre Klokkerne. Ak, hun var
saa lys en Sjæl! hvor hun kunde le! Alt hvad der var mørkt
og mystisk, hadede hun. Saaledes havde hun en sand rebellisk
Afsky for Kiste, Grave og Kirkegaarde, kort alle vore Be-
gravelses triste, skumle Apparater, igjen modsat af Far, der
ordentlig sværmede derfor, ja at bivaane en Begravelse med
ret mange Ceremonier var en af hans største Nydelser. Ak,
jeg troede det var umuligt, at et Menneske kunde græde saa
ustanselig, som jeg græd den Dag, da Moder blev begravet, og
var det ikke for andet, saa var det dog, fordi vi ikke havde
været noget rigtigt for hinanden, ikke kunde være det.

SYVENDE NAT.

Vor kjæreste Omgang i Eidsvold pleiede vi med Familien paa
Nabogaarden, en Oberst von Krogh med Kone og tvende
Døtre, en Omgang, et Venskab kan jeg sige -- mellem Mødre
og Børn, der vedvarede uforstyrret gjennem næsten tre Decen-
nier, indtil Døden opløste det. Dette Sted var i Sandhed mit
Barndomsparadis. Det havde den deilige Beliggenhed, og var
indvendig udstyret med den gammeldagse Pragt, jeg har for-
søgt at skildre i Skissen "Kongsgaard". Oberstinden var den
sødeste gamle Kone, jeg har kjendt; munter og blid bestandig,
og dog med en saa stille, fordringsfri Værdighed. Han
havde egtet hende mod Familiens Vilje, thi hun var ikke af
Adel. Men hvis Fortræffelighed i Forening med Elskværdig-
hed adler et Menneske, saa kunde hun gjerne undvære Stam-
træet; ogsaa var deres Egteskab og hele huslige Forhold et af
de lykkeligste, man kunde tænke sig. I mine Øine havde hun
blot en eneste Feil, der tillige, naar man endelig vilde udfinde
noget, i sin Ubetydelighed kunde røbe, at hun ikke var af
Blodet -- ligesom man jo paa de hvideste farvede skal kunne
opdage deres Herkomst af en Skygning paa Neglen. Hun satte
ikke nok Pris paa de gamle, ærværdige Stykker, som var
nedarvede fra Svigerforældrene, og som gav denne Bolig en
saadan karakteristisk Ynde, ja man fortæller, at hun undertiden
byttede bort eller solgte af disse kostbare Ting. Jeg kan ikke

SIDE: 37

tilgive hende, at hun efter Gemalens Død tuskede disse herlige
gamle Sager bort med nogle stygge Mahognimøbler. Ham
erindrer jeg som en yderst sirlig gammel Mand, med snehvidt
Haar og ædle, fornemme Træk, altid i sort Antræk, enten
læsende eller vandrende med knirkende blanke Støvler og
Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet; en sjelden Gang
nærmede han sig os for i en dæmpet Tone at gjøre en eller
anden behagelig Bemerkning, hvis Svar han dog hensynsfuld
ikke afventede, da han var næsten stokdøv. Han led af enkelte
Udbrud af Sindsforvirring, der kom, naar det blev varmt i
Veiret, eller rettere, han led slet ikke under dem, thi da blev
han egentlig rigtig fornøiet. Disse Udbrud ytrede sig paa en
sælsom Maade. Ligesom han i normal Tilstand var elskværdig,
stille og fordringsfri, slog han nu om i det modsatte Hjørne.
Han iførte sig sin røde Uniform med trekantet Hat, fæstede
et Par forlagte danske Ordener paa sig, steg til Hest, og i dette
Kostume gjorde han Besøg rundt omkring i Egnen. Her traadte
han op som den fornemme Herre, høimælt og overlegen,
ødslede med Penge til høire og venstre, kneb de unge Piger
i Kinden med et skjelmsk Ord, kort spillede den flotte Adels-
mand. Karakteristisk var det, at han under disse Raptuser
kjøbte igjen til uhyre Priser de gamle Klenodier, som engang
var solgte. Det gjorde et komisk uhyggeligt Indtryk at se den
gamle Oberst, hvem man ikke kunde tænke sig uden i hin
stille, ærværdige Skikkelse vandrende op og ned i sin Dagligstue,
komme farende i rød Uniform ind paa Gaarden. Et Aristo-
kratiets blodige, hvileløse Gjenfærd! Det manglede blot, at
Synet havde vist sig hovedløst. Man fortalte, at denne perio-
diske Sindsforvirring havde han arvet efter Moderen, da hun,
den stolte, fornemme Dame, tilligemed Gemal overflyttede fra
Christian den syvendes yppige Hof til en forfalden, trist Bonde-
gaard heroppe i Norge, hvor de boede et Par Aar, inden de
kjøbte Mork. Da overfaldtes hun af en Melankoli, der græn-
sede til Vanvid, og som siges at have virket paa den ufødte.

Obersten havde havt en Søster, der havde været meget skjøn
og elskværdig, men som døde i den fagre Ungdom af Sorg
over ikke at maatte forenes med den Mand, hun elskede, en
brav Militær. Maaske var det for at forsone hendes Manes,
at Broderen siden egtede hendes Selskabsjomfru. Hans lystige
Anfald var dog sjeldne, og Familien tog dem med hin Tids
lette Filosofi, ligesom de heller ingen Stans gjorde i vor lyk-
kelige Omgang. Hvilke hjertelige, sandt humane Mennesker!
Hvor megen Moro og Munterhed, som dog holdtes i Ave af en

SIDE: 38

Rest af det gamle fornemme Ceremoniel. Dette faldt dog ingen-
lunde trykkende, nei, det meddelte netop Glæden Intensitet og
en vis Gratie. I Julene havde vi hele Maskeoptog, eller vi ud-
førte disse kostumerede Lege, der dengang neppe endnu var
kjendte her, og hele Sceneriet og den gamle Garderobe kom
os ret tilpas. Hvor hjertelig kunde Oberstinden le -- og den
gamle Jomfru, der idelig blinkede med Øinene! Saadanne
Huse, og jeg kan gjerne sige saadanne Mennesker, eksisterer
nu ikke mere.

Obersten døde i 1839, og Familien flyttede bort. Det er no-
get saare vemodigt i et saadant gammelt elskeligt Huses Op-
løsning. Hvor mange Scener fra det første, næsten usynlige
Tegn lige til den sidste Akt i det sørgelige Drama: Auktionen,
Ødelæggelsen i sin Vederstyggelighed. Med Bedrøvelse hørte
jeg, da jeg kom tilbage fra et Ophold i Udlandet, at denne
allerede havde været, saa jeg kom for sent til at redde nogle
af mine kjære gamle Sager. Nu var de strøede for alle Vinde,
og man kunde ikke engang give mig Oplysning om, hvorhen
de var komne; man vidste kun, at to Bønder i Bygden havde
kjøbt de tvende store Speil. Der var altsaa Haab om at kunne
erhverve dem. Det var sande Pragtstykker, disse Speil; bag
paa det ene af dem stod Venedig 1601, altsaa det Aar, Maria
af Medicis blev formælet med Henrik den fjerde. De var af
et eneste Glas, af en pragtfuld Høide, omgivet af en Speil-
ramme, der oventil ragede op i en majestætisk Top af slebne,
kunstig sammenføiede Glas. Naar Lysene var tændte, glim-
rede alt dette som lutter Diamanter. Hin Smag for det Antikke
(Rokokomanien) havde dengang neppe begyndt at ytre sig, man
levede endnu i bedste Forstaaelse med sine Birke- og Mahogni-
møbler, og eiede man et enkelt antikt Stykke, saa kunde man
som oftest søge det paa Klædeskammeret. Jeg ved kun, at jeg
altid havde afskyet de dengang saakaldte moderne Møbler, der
i Grunden slet ikke var moderne, men egentlig kun udlevede
Rester af den slette, stive, poesiløse Stil, der kom ind med
Keiserdømmet, og at jeg, saalænge jeg kan mindes, har holdt
af det gamle. Til denne rodfæstede Lidenskab kom endnu den
særegne Pietet, jeg nærede for Bohavet paa Mork, hvortil der
knyttede sig saa mange kjære Barndomsminder. Jeg havde alt-
saa intet andet at gjøre end at gaa paa Jagt efter de Sager, der
var solgt i Bygden. Bønderne havde givet 5 Spd. Stykket for
Speilene, og selv om jeg skulde opdrive dem for det dobbelte,
maatte det ansees som et rent Fund. Og hører nu, kjære Ven-
ner, hvordan det gik mig paa min Rokoko-Excursion. Om den end

SIDE: 39

ikke er meget merkelig, vil den kunne levere et nyt og ganske
originalt Bidrag til den Sandhed, at man ikke maa fæste sit
Hjerte til noget her i denne Verden, ikke engang til gamle
Møbler. Jeg vil fortælle mine Oplevelser ordret.

Det ene Speil var kjøbt af en Bonde, der boede en hel Mil
nordlig fra mit Hjem. Jeg tog ud tilhest, og jeg tror, det reg-
nede dygtig den Eftermiddag; men hvad gjorde det? For den
rette Ivrer, der drager ud med den sikre Forhaabning om at
erobre et egte Stykke, gives der ikke Regn eller ondt Veir.
Jeg naaede Stedet og traf Manden staaende i sin Sval.

Er det kanske Lars Moestue selv?

Jo, det er nok det.

Er det ikke dig, som kjøbte det ene af de store Speil, der
solgtes paa M. Auktion?

Jo, det var nok det au, sagde han.

Aa maatte jeg ikke faa se det?

Nei, det var nok ikke beleiligt det.

Ikke beleiligt? . . .

Nei Gu' bære mig, det gik nok rigtig gæli med den Speilen!

Aah! . . . Hvordan det? den er da vel ikke slaaet itu?

Nej, just ikke det, men da jeg skulde kjør'n him om Kvellen,
saa kom jeg til aa kjør'n sund -- 

Kjøre den sund! Saa er den jo itu! Men hvordan kunde
det gaa til?

Aa, sagde Manden, jeg hadde vel lidt i Hue, som saa let kan
hænde paa sligt et Sted, men slettes ikke saa jeg kan sie, at
jeg ikke sansede mig rigtig; det skal ingen kunne sie mig paa!
aa saa la' jeg mig oppe paa Lasse for aa stø'n lidt, det taalte
han inte maatru!

Jeg overlader til enhver at tænke sig alle de Udraab, jeg
udstødte i mit Indre. Ligeoverfor Manden kunde det rigtignok
lidet nytte. Jeg vilde ikke se den, men jeg spurgte, om han
kunde sige mig, hvor det andet Speil var.

Jo, den blev rigtig solgt til Østvold, nu huser jeg det ogsaa.
Han Hans Østvold kjøbt'n. Jeg hadde vel lidt i Hue, som saa
let kan hænde, men slettes ikke saa jeg kan sie, at jeg ikke
sansede mig . . .

Det var en dryppende, sterktduftende, men lys Sommeraften,
saa jeg besluttede at holde ud og tage indom Østvold, om det
end blev sent.

Jeg naaede Gaarden.

Er det ikke den Manden, som har kjøbt o. s. v.

Nei, det var inte mig det, blev der svaret.

SIDE: 40

Men Manden paa Moestue forsikrede mig . . .

Aa var det ligt sig det da! Jeg kjøber nok ikke slige Speiler
jeg! Det maa være han gamle Hans deroppe i Nordgaarden
da, men jeg har ikke fornummet nogen saadanne Speile oppe
hos ham heller.

Gamle Hans traf jeg ikke, men hans Kone forsikrede, at det
beroede paa en Feiltagelse af Moestuemanden. Speilet blev ikke
solgt til Østvold, men til Vestvold. Der boede hendes Søster,
hun havde nylig set Speilet hænge der.

Østvold og Vestvold!

Altsaa til Vestvold! Jeg repeterede for mig underveis ligesom
en Formular, der skal aabne Døren til den forheksede Skat:
Konen paa Østvold har set Speilet hænge paa Vestvold, Ko-
nen paa Østvold har set Speilet hos sin Søster paa Vestvold,
Konen paa Østvold har set det hænge paa Væggen hos sin
Søster paa Vestvold o. s. v.

Ankom til Vestvold. Ved en liden hvidhaaret Fyr, som stod
i Svalen og spiste paa et Smørrebrød, hvis Tykkelse syntes
mig langt overskred Grænserne for, hvad man rimelig kan
fordre af et Par Kjæver, fik jeg Konen ud, der sad i sin Væv
indenfor.

Er det ikke Mor Vestvold, som er Søster til Konen paa
Østvold?

Jo, det er nok Søster mi det.

Saa er det vist dig, som kjøbte o. s. v.

Jo, det var nok det; Frøkena faar være saa god aa gaa ind,
sagde den venlige, pene Kone, idet hun hjalp mig ned.

I Stuen saa jeg mig forgjæves om efter det, jeg søgte.

Jo, det var ganske rigtig det, det var en gild Speile, men jeg
solgte den igjen til Manden her borte paa Børgje; han har
bygget saa maatru, og saa syntes han, at han vilde ha' en
Speile.

Men det er ikke langt til Børgje, det er bare Jordet bortover,
lagde Konen til, da hun saa min Skuffelse, der grænsede til
Forfærdelse. Frøkena rider snart bortom der. Han har byg-
get han maatru, og saa syntes han, at han skulde ha' sig en
Speile.

Til den betegnede Gaard var det netop saa langt nedigjen-
nem Dalen og bortover Jordene, at jeg havde Tid til at udfinde
alle Muligheder for Speilets Ikketilstedeværelse der, for med
det sidste glippende Haab at opløse dem igjen i ligesaa mange
Umuligheder. Han kunde ikke have solgt det igjen; thi
han havde bygget, og saa syntes han, at han vilde ha' o. s. v

SIDE: 41

Konen har nylig set det hænge paa Væggen i hans Nystue.
Det skulde dog være besynderligt, om det paa den korte Tid
var blevet slaaet itu! -- Ildebrand kan ikke have ødelagt det;
thi Huset, det nye Hus, staar der jo. Desuden intet af, hvad
jeg kan tænke mig, hænder, ergo er der ingen tænkelig Grund
til, at jeg nu ikke skal se Speilet hænge paa Væggen lige for
mine levende Øine.

Er Manden hjemme? spurgte jeg en Jentunge, der stod med
en anden næsten ligesaa stor paa Armen.

Nei, han er inte.

Vil du være saa snild og vise mig den store Speilen, han
kjøbte af Mor Vestvold? sagde jeg, dristig springende over Ind-
ledningen.

Nei, Speilen kan Dem inte faa se.

Hvorfor ikke det?

Han er inte hime.

Speilen?

Nei, han er hos Snedkeren, men imaaraa kan Dem nok faa
se'n, for da blir'en færdig.

Færdig, skreg jeg; min Gud, hvad har Snedkeren gjort med
den? Var den itu . . . Var den sund?

Nei, han er inte sund. Snedkeren har bare skøri'n op til
Smaaspiler.

"Dann wendet sich der Gast mit Grausen", staar der i den
smukke Balade, som Schiller kalder Polykrates's Ring, -- og
saa gjorde jeg. Toppen af det gamle Klenodie -- et Fnug af
den sønderslagne Ædelsten -- reddede jeg fra Vandalismen,
efterat jeg Stykke for Stykke havde sammensanket Glassene,
der var forærede Børnene rundt omkring til Legetøi, og nu
staar det paa Pulterkammeret mellem saa mange andre verk-
brudne Minder.

OTTENDE NAT.

Fra hine Aar, da jeg netop stod paa Grænsen af Barne-
alderen, ser jeg nu et Billede stige op, som jeg ikke mere kan
bortvise. Ofte, i lange Tider, har det ligget begravet, for atter
i stille Timer at vaagne lige friskt, lyst og livsaligt -- men
aldrig har jeg været fristet til at drage det frem af sit Skjul
for at gjøre det anskueligt ogsaa for andre. Det Navn, som
fæstede sig til dette Billede, har jeg nævnt gjennem den hele
Tonestige af det første entusiastiske Venskab; jeg har nævnt
det hver Dag, hver Time -- i Drømme, indtil pludselig en

SIDE: 42

Dag min Sjæl lukkede sig over dette Navn, og jeg har aldrig,
aldrig udtalt det siden. Det var Navnet paa en af mine
Institutkamerater, og hun hed Christiane Schoulz.

I en Alder af fjorten Aar blev jeg sendt ned til Christians-
feldt, hvor jeg skulde forblive, indtil jeg havde fyldt mit seks-
tende. Idéen dertil var, tror jeg, fornemmelig vakt ved en
glimrende, men høist overfladisk Skildring, som en Reisende
efter kun en Dags Ophold paa Stedet havde ladet indrykke i
en Avis. Der ligger saa meget godt og hæderligt til Grund
for denne Anstalt, som man vel skal vogte sig for at miskjende;
men det gjælder om denne, som om alle af denne Art, at den
passer ikke for alle; den magter ikke, ligesaa lidt som nogen
Skole, hvor Opdragelsesforretningen drives en gros, at yde
enhver Individualitet, enhver Skjæbne sin særskilte Forpleining.
For mange Naturer kan den maaske være en beroligende,
høist velgjørende Overgang til det Liv, de siden vil føre, og
jeg har hørt netop verdslig opdragne Børn prise den rolige
Tid i Christiansfeldt som den lykkeligste i sit Liv. For mange
ulykkelige Børn har det været en velsignet Havn, hvor de
undertiden har slaaet sig til Ro for Livet. For mig var det
Afsondring, Ensomheden kun i en anden, klosterligere Form
end den, jeg havde været vant til. Men Meningen er jo ikke,
at man skal indvies til at gaa i Kloster, men til at færdes i
Verden bagefter. Man skal lære at kjende sig selv og sine
Anlæg og Kræfter, og hvorvidt de duer til at træde op i de
Kampe, der ikke længe lader vente paa sig.

Jeg var vokset op som et Pileskud paa Marken, jeg kjendte
kun Verden af Bøger og i det høieste af Moders Ungdoms-
erindringer, der uheldigvis alle var glimrende og lykkelige, og
det er visst, at fraregnet en Smule Skolekundskab, der netop
vilde ind i mit Hoved i samme Forhold, som jeg likte dem,
der søgte at bibringe mig den, kom jeg ligesaa klog ud af
Instituttet, som jeg havde betraadt det, det vil sige, ligesaa sky,
konfus og ubefæstet, med et Ord, fuldkommen uskikket til at
begynde Livets Realitet.

Jeg var dertil et godmodigt, grundskikkeligt, velopdragent
Barn, ubetydelig af Skikkelse, formløs i al min Væren, og af
mit eget Væsens Hemmelighed forstod jeg dengang omtrent
saa meget, som jeg den Dag idag forstaar Matematik. Om
man havde forsikret mig, at jeg var dum, ubetydelig, forkjert,
utaalelig, saa havde jeg fundet det ligesaa troværdigt, som om
nogen havde gjort sig Umage for at indbilde mig det modsatte.
Min Dømmekraft var som sagt Nul; desto rigere var jeg paa Ide-

SIDE: 43

aler. Med denne ulykkelige Kombination af Egenskaber faldt
jeg pludselig ned i en Kreds af ti, tolv jevnaldrende Børn, alle
mer eller mindre kloge, mere selvbevidste, mere rutinerede end
jeg. Det regelmæssige og tvangfulde Liv, den nøgne Tarvelig-
hed, Institutkosten vilde dertil lidet smage et Barn, der var
opvokset i Frihed og en viss daglig Overflødighed. Jeg følte
mig meget ulykkelig. Mest voldte dog Forholdet til de andre
Børn mig Lidelse. Der var Børn fra alle Soner, fra Europa,
Vestindien, Surinam. I Spidsen for den lille Republik -- thi
Børnenes indbyrdes Stilling til hverandre afgav igjen en egen
Stat i Staten -- stod tvende smaa Kjøbenhavnerinder, der var
uadskillelige Veninder. Med det beskedneste, mildeste Despoti
af Verden herskede de ikke desmindre uindskrænket. Enhver
rettede sig ubetinget efter dem, ingen vovede at modsige dem,
paa dem kom det an, om en Lærerinde eller en ny Elev
skulde likes eller ikke likes, om Ølsuppe var en velsmagende
Ret eller ikke. Det var begribeligt, at jeg stod bævende lige-
overfor disse smaa Diktatorer i hvide Jakonetsmodester. De
var nemlig ogsaa ens klædte, i hvide lange Kardinalskraver
og røde Halsbaand, maaske som Tegn paa deres Myndighed.
Hvori denne Myndighed, denne Magt over de andre Børn
egentlig stak, ja det har jeg siden spurgt mig selv om! Var
de merkelige, var de udmerket eller eiendommelig begavede?
Ingenlunde. Det er den evige, aldrig løste Gaade af Middel-
maadighedens Overlegenhed, denne mere trykkende, mere
ulidelige Overlast end nogen anden. Maaske er denne
Overlegenhed ingen anden end Bregnernes; de trives og kneiser
i Forhold til deres Mængde og den sikre, brede Plads, de
indtager. Kunde Bregnerne tale, vilde de ytre sig meget haanlig
om enhver uensartet Vekst, der var saa ulykkelig at gro i deres
Nærhed; men flyt engang Bregnen ind i en Jordbund, hvor
ædlere Vekster hører hjemme og elskes, saa skal vi se, hvad
der bliver af Bregnen. Saa er det ikke umuligt, at vore smaa
Diktatorer ved sin senere Omplantning har undergaaet en
saadan expatrieret Bregnes Skjæbne. Naar jeg undtager et
Par Stykker af et blidere, negativere Slags, var ingen af mine
Stuekamerater særdeles eller ædelt udviklede, men enhver af
dem førte dog allerede Kvindenaturens sterkt udprægede,
karakteristisk-mangfoldige Eiendommelighed omkring i sin lille
Person. Sammenlign kun en Hoben Drenge i den Alder!
Ikke til nogen af dem følte jeg mig sterkt tiltrukket. Det var
derfor med mere Uro end Glæde, jeg hørte, at vor Kreds
vilde blive forøget med et nyt Medlem. En Fru v. Schoulz,

SIDE: 44

Enke efter en dansk Oberst v. Schoulz, havde meldt ikke
mindre end tre Døtre ind i Instituttet. En vakker Foraarsdag
kom hun med dem, en ædel, høi Skikkelse, klædt i dyb Sorg,
da hun for nogen Tid siden havde mistet en voksen Datter.
De nyankomne blev fordelte paa de tre Stueafdelinger, Chri-
stiane, der var femten, paa den ældste, Minnie paa den anden,
og den yngste blandt de mindre Børn nedenunder.

Om Minnie, der dengang var tolv, tretten Aar, kan jeg kun
bemerke, at hun var, selv i denne mest uheldige Alder, det
skjønneste, man kunde se for sine Øine. Hendes hele Skab-
ning, og hvert Træk, fra den lille, blege Mund, som hun bar
lidt aaben, Profilet, indtil Panden, der var glat og hvid som
paa Marmoret, saa den hele blaa Cellevæv viste sig under -- 
alt var fuldkomment, ja næsten til Sælsomhed fuldkomment.
Over denne Pande reiste Haaret sig i de bølgende Linjer, som
man kun ser paa Antikkerne. Det var lyst, solglinsende og
stak underlig af mod de mørke, næsten staalblaa Øine. Hun
var hvid -- jeg vilde sige -- som en Lilje, men hun lignede
ikke en Lilje, hun lignede kun en Statue. Der var noget stolt,
undineagtig koldt ved hende, og hun bar sit deilige Hoved lidt
tilbagekastet. Der var ikke Spor af Barnlighed ved hende.
Hun var korrekt, velopdragen, paadrog sig aldrig nogen Daddel,
men det faldt heller ingen ind at vise hende Kjærtegn; hun
var ikke ilde likt af nogen, men ingen sluttede sig heller til
hende. Jeg har under vort hele Samvær næsten ikke talt med
Minnie; men traf jeg hende pludselig i Haven eller andetsteds,
stod jeg blot stille og stirrede paa hende.

Christiane -- ak Christiane, hvordan skal jeg skildre hende!
Jeg føler Umuligheden deraf, og jeg har heller ingensinde for-
søgt det. Der er ingen, jeg kan se saa tydelig med lukkede
Øine som hun. Hun mindede lidt om Charlotte Munch, men
saa var hun dog igjen helt forskjellig. Hun var ikke saa smuk
som Minnie, men langt yndigere, langt sjælfuldere. Høi, slank,
fyldig og smal som et Rør, men af denne bløde, naturlige
Smekkerhed, der ikke er frempint, bar hun sit noget store
Hoved med det deiligste cendréfarvede Haar lidt bøiet, som en
Blomst, der har udviklet sig for yppig for sin Stengel; men
man behøvede blot at kjende hende og se paa det Ansigt for
at finde denne Bevægelse naturlig. Grundtonen i hendes Væsen
var en Følelsesfuldhed, som var altfor letvakt, altfor øm til, at
den kunde holdt Stand i en Verden som vor. Man maatte
set, hvorledes den sitrede i dette Ansigts bestandig vekslende
Rødme og under disse store, sky, halv tilslørede Øine; men

SIDE: 45

fæstede hun Blikket paa En, da saa man ligesom ind i en Him-
mel af Kjærlighed og Blidhed. Man taler om en svævende
Gang! Det var ikke, som om hun gik! O, man skulde set
hende om Søndagen, eller en af de mange Festdage, naar hun
i sin hvide Dragt, kun med et sort eller hvidt Slør kastet over
Hovedet, gik til Kirke, eller naar hun kom ud fra den, bevæ-
get, oplivet af Gudstjenesten, der i sin ædle Simpelhed ikke
kan være smukkere og mere opløftende end hos Herrnhuterne!
Man kunde lagt hende en Palme i Armen, og hun havde
virkeliggjort Idealet af en af de kristne Jomfrumartyrer. Saa
var Christiane Schoulz's Ydre.

Men hendes Sensibilitet var for stor og maatte med Grund
vække Ængstelse hos enhver, der iagttog hende. Vor Lærer-
inde, den kloge Margarethe N., sagde undertiden -- i Instituttet
taltes bestandig Tysk -- : Mein liebes Kind, wie wirst Du
damit hinausreichen? Spare diese grossen, heissen Thränen, ach,
wirst sie immerhin gebrauchen. [fotnotemerke] En Uvisshed i Leksen, Skyg-
gen af en Daddel, kunde bringe hende til voldsomt at skifte
Farve; ligesaa kunde en andens Lidelse, et gribende Sted i en
Bog, der forelæstes, en smuk Melodi, en Bekjendts pludselige
Ankomst sætte hende i en sitrende Bevægelse; dog var hun
stille dermed, hun græd ikke hørlig, men aldrig har jeg set
større, tungere Taarer falde fra menneskelige Øine, jeg siger
falde, styrte; thi de gled aldrig. Et lidet Træk af hendes
Følelses stille, dybtgjærende Karakter mindes jeg just. Under
vort senere Bekjendtskab besøgte jeg en Dag med Christiane
en Familie i Apenrade, Borgermester S -- s, gamle Bekjendte
af Schoulz's. Dette rige, dannede Hus med de mange opblom-
strende Døtre, hvoraf den ældste, Charlotte, var en Skjønhed,
den anden, Caroline, var Christianes Veninde, gjorde dybt Ind-
tryk paa mig, og det bød naturligvis bagefter Stof til Samtaler.
Engang senere havde Christiane været der, men hun var be-
synderlig indesluttet og talte mod Sedvane ikke om S -- s. Jeg
anede intet og spurgte om Familien. Og Charlotte, var hun
ligesaa deilig? hvad havde hun paa? og Caroline, var hun
ligesaa munter som sidst? Nei, sagde Christiane. Hvorfor
ikke? var hun syg? Nei, sagde hun atter og blev blegere.
Hun saa paa mig, som om hun bad for sig. Jeg taug. Caro-
line er død, sagde hun. Ikke spurgte jeg mere, og ikke var
der mere at sige, Omstændighederne var jo ligegyldige mod
dette sørgelig rolige, stille sørgende: Caroline er død.

Fotnote: Spar disse store, hede Taarer, mit kjære Barn, ak, du faar altid Brug
for dem!

SIDE: 46

Men tilbage til Christianes første Ophold i Instituttet. At jeg følte
mig mægtig hendraget til hende, vil enhver kunne begribe.
Men ogsaa hos hende var der ligesom hos Søsteren noget for-
nemt tilbageholdende; ogsaa hun var sky, kun paa en anden
Vis end jeg. Man forstod, at med hin Blyhed var hun opdra-
get i Verden; hun havde Sikkerhed, Anstand, hun udførte med
Lethed alle disse daglige Smaapligter, der i et Institut hænger
i Minuttet, lutter Fuldkommenheder, hvori jeg desværre stod
langt tilbage. Saa kom jeg hende ikke nærmere. Jeg saa be-
undrende op til hende; hun var ogsaa et halvt Hoved høiere
end jeg. Hvor kunde jeg, der betydede saa lidet hos de andre
Børn, vente at vinde hendes Venskab? Og dog bevægedes
jeg af en smertelig Trang til at gjøre mig forstaaelig for hende,
den første i Verden, som jeg syntes, jeg havde noget at sige.
Med al min Alders Excentricitet ønskede jeg en Anledning til
at vise mig stor, paafaldende for hende. Tilfældet er jo alle
Daarers Formynder; saa lod Leiligheden ikke længe vente
paa sig.

Jeg var svag af Helbred dengang og ret et ynkeligt lille
Skind at se til, Følger, tror jeg, af det noget skarpe og tørre
Klima hjemme, der virker forknyttende paa Organisationer af
en viss Kaliber. Men det gik med mig som med Kalkunungerne,
som det var saa vanskeligt at holde Liv i, da de var spæde:
naar vi havde naaet en viss Alder, tog vi vor Mon igjen og
trivedes noksaa godt. Blandt de unge Piger var der en Kvar-
teron fra St. Thomas, som hedte Anna Friborg. Denne Anna
hørte ikke til Bregnerne; hun var ret et Produkt af sin egen
fjerne Sone, en Kaktus, med pludselige, glorøde Blomster,
skarpe Torne og bisarre Blade -- mig forresten en Umulighed,
en fuldkommen fremmedartet, ubegribelig Skabning, ligesom
jeg maatte være hende det. Smuk og gratiøs var hun, ja
undertiden henrivende, men saa besynderlig heftig og lunefuld.
I hele Uger kunde hun være melankolsk og indesluttet, saa
igjen overstadig lystig og ligesom besat af en drillende Dæmon.
I det ravgale Kaudervelsk, hun talte af Engelsk-Tysk-Dansk,
vakte hendes Drillerier dog som oftest kun Latter. Den Om-
stændighed, at jeg, svag af Helbred og forvænt hjemmefra,
havde ondt for at finde mig i Instituttets drøie Levemaade og
tidlige Opstaaen, gav hende især Stof til Drillerier.

En Dag angreb Anna mig paa denne Maade i de andre
Børns og Christianes Nærværelse. Det ene Ord tog det andet,
og for en Gang for alle at bevise dem, at jeg ikke fortjente
deres Beskyldninger for Kjælenhed og Blødagtighed, tilbød

SIDE: 47

jeg mig at ville paatage mig at leve for fire Skilling daglig i
otte Dage og strengt ikke nyde andet end, hvad jeg kunde
faa for disse fire Skilling. Dette var jo meget morsomt, Løftet
blev modtaget og beseglet med alle Formaliteter, og vi blev
enige om alle at sørge for, at det ikke blev opdaget af Lærer-
inderne. At jeg spiste Melk og Brød, medens de andre drak
Te, kunde man jo angive en diætisk Grund for. Der spistes
i tvende Stuer; naar jeg ikke var i den ene, saa maatte jeg
være i den anden. Et frygteligt Løfte var det dog, frygteligere
end jeg havde tænkt; og holdes maatte det. Naar man over-
veier mit Forhold til disse Børn, der pinte og misforstod mig,
til Christiane, hvis Venskab jeg vilde vinde, hvad det skulde
koste, saa vil man begribe, at jeg maatte holde det, om det
skulde koste mit Liv. Ganske alvorlig skikkede jeg mig til
at begynde Hungersprøven. Mine venlige Tilhørere! Skal
jeg fortælle, hvordan det gik mig? Ja, hvorfor ikke! Jeg har
jo ikke lovet andet og bedre, end hvad jeg selv har oplevet,
 -- og skulde I ogsaa falde i Søvn over min Fortælling -- 
nu, Gud velsigne eder, det var jo det bedste, som kunde
hændes eder!

Besynderlig klart staar disse Dages Kampe med de mindste
Smaatræk i min Erindring, som om det var oplevet i forrige
Uge. Lørdag skulde Prøven begynde, og jeg kjøbte om Mor-
genen for to Skilling Brød, en Skilling Melk og en Skilling
Frugt. Den gik taalelig den Dag, den gled endnu paa Gaars-
dagen. Endnu ser jeg Kanden med det rosenrøde Landskab,
der indesluttede den hvide Livseliksir, hvoraf jeg omtrent tog
en halv Pægl ad Gangen. Søndag var værre; Kirkegangen
angreb mig, og det var vanskeligere, end jeg havde tænkt, at
være andægtig, naar man har fastet i et Døgn. Om Aftenen
spadserede vi i det smukke Christineruhe, en Park, der er
skjænket Byen af en from, afdød Godseierinde, der havde
boet tæt ved. Man spadserer i disse Anstalter parvis, og alle
paa en Gang, kun kan man vælge, med hvem man vil gaa.
I Skoven slippes da Hjorden, og man leger og blander sig,
som man vil. Begivenhederne paa en saadan Tur er, at man
kan møde Gutterne med sine Hyrder, der halv smilende,
skottende, men ligesaa tause vandrer forbi. Det var en deilig,
varm Septemberaften; paa Veien stansede jeg ved en Brom-
bærbusk og vilde plukke nogle Bær; deraf udspandt sig en
Disput om det tilladelige heraf. Nogle af de mere ømhjertede
mente, at Brombær ikke var indbefattede i Forbudet; men
de mere juridiske Hoveder paastod, at der var sagt: hvad

SIDE: 48

man kunde faa for fire Skilling. Disse Brombær var ikke
kjøbte, og det blev staaende derved: Brombær tillades ikke.
Mandag var ikke værre. Jeg kjøbte de samme Ingredienser, kun
lidt "drugere" Brød. Aftenen bød imidlertid et vanskeligt Skjær
at slippe omkring. Efter en gammel Skik serveres der hver
Mandag noget bedre, en varm Ret f. Eks. Gott, die Arme!
hørte jeg et af Børnene sige, da jeg gik ud af Værelset. Det
hjælper at have en god Nattesøvn. Men det er mindre be-
hageligt at staa op Klokken tre Kvarter paa seks for at gjøre
to Værelser rene. En ung svensk Baronesse og jeg havde
netop Uge dengang. Mandag Aften bad Christiane mig, om
jeg vilde gjøre hende en Tjeneste: om jeg vilde bytte Uge
med hende, da det var hende saa meget om at gjøre at være
fri den næste. Ganske naivt troede jeg, at det var derfor, og
at jeg gjorde hende en stor Tjeneste. Tirsdag var slem, værre
end jeg havde forestillet mig, en saadan Prøve kunde blive, og
endnu havde jeg tre Dage igjen. At slippe Taget var den jam-
merligste Fiasko, saa det gjaldt at holde ud. Om Aftenen, da de
andre satte sig tilbords, havde jeg netop Kraft til at styrte
bort derfra ind i Sideværelset, hvor jeg brast i en voldsom
Graad; men da ingen maatte se dette Tegn paa Svaghed, gik
jeg ned i Haven. Resten af min knappe Ration havde jeg
allerede om Eftermiddagen fortæret med en sand femtenaarig
Loshunger; der var intet mere for den Dag. Haven bugnede
af Frugt. Det var imidlertid en stiltiende Æressag mellem os
store, næsten voksne Piger, at vi ikke rørte et Æble, selv om
det var nedfaldet. Det kunde de smaa Børn gjøre sig skyldig
i. Og saa strengt holdt vi over dette Bud, at vi vilde paa-
draget os en Selvforagt værre end de andres, om nogen
havde syndet mod det. Med denne skjærpede Opfordring til
at være stoisk og ikke give efter søgte jeg, saa godt jeg
kunde, at overstemme min Maves knurrende Indsigelser. Og
 -- man er stoisk, naar man er femten Aar. Jeg satte mig
paa en Bænk foran et Pæretræ og overlod mig til mine Be-
tragtninger. Blandt andet fløi min Tanke hen til Edens første
Dage, og jeg kan ikke negte, jeg tænkte paa vor priste Moder
Eva med mindre venlige, mindre agtelsesfulde Følelser. O
Eva, Eva, hvilken Mangel paa Sjælsstyrke har du ikke lagt for
Dagen! Ikke nok med den almindelige Elendighed, du har
ført ind i Verden, men den Skam, du har bragt over dine
arme Døtre! Det Læs af Fordomme og stereotype Beskyld-
ninger, vi til evige Tider maa slæbe paa! Nu har enhver
Mandsperson, der ryster Erkjendelsens Træ af Hjertenslyst,

SIDE: 49

Lov til at skjelde os ud -- for dine Døtre, o Eva! og enhver
Skolegut, der plyndrer Naboens Blommetræ, snakker det efter!
O Eva, Eva, og du, som ikke engang ligesom jeg levede af
fire Skilling om Dagen, men svelgede i Paradisets Have!
Maaske du samme Dag havde spist Fasansteg og Fersken-
kompot, og Bringebær med Krem, og Gud ved hvad, og
skulde endda forgribe dig paa det ulykkelige Æble! Havde
det endda været en Pære, netop af samme Sort som de, der
hænger der -- -- -- 

Kjære Venner, sover I? Godt, saa kun et Ord, førend jeg
gaar videre. Jeg lyver, naar jeg siger, at jeg holdt den Tale,
medens jeg sad foran Pæretræet hin Aften. Nei, jeg har ikke
holdt den der. Det høieste, jeg har tænkt, er, at Pærer er
langt at foretrække for Æbler, men Æbler er ogsaa en meget
behagelig Frugt. Nei, jeg forveksler disse Betragtninger med
andre, som jeg senere har havt Anledning til at anstille -- og
ak! der har ikke manglet Anledninger. Du ler af mit Indfald
at ville være stoisk, du forarges maaske, du kalder det For-
skruethed, Sværmeri, Galskab. Ak, jeg synes, der ligger en
dyb, alvorsfuld Visdom skjult deri. Er disse ungdommelige
Kraftprøver, hvoraf I selv vist mindes at have anstillet nogle,
er denne ubevidste Leg andet end et anelsesfuldt Forspil til
vor hele Tilværelse? I Sparta blev Ungdommen offentlig ind-
øvet i at taale Smerter. Sult og Piskning var der et Skolefag
ligesom Geometri og Fruentimmernetheder hos os -- alt for
at hærde dem til deres Bestemmelse: Krig. Saa burde i en-
hver kvindelig Opdragelsesanstalt visse Kraftøvelser ugentlig
anstilles. Jeg kjender og kunde foreslaa en Mængde meget
sindrige. Man kan aldrig vide, hvor nyttige slige Øvelser
kan blive. Hvad mener I om Hjertets Hungerprøve?
Hjertet, naar det kommer med sine umaadelige Fordringer?
Det vil ikke leve, det vil svelge i Paradisets Have, og det har
kun fire Skilling at leve af, og -- Brombær tillades ikke.

Næste Morgen, Onsdag, var jeg ikke rigtig vel og fik om
Formiddagen Lov til at gaa tilsengs. Melken og Brødet
smagte mig ikke rigtig, hvilket jo var glædeligt; desto drøiere var
det! Jeg laa som i en Døs den største Del af Dagen, men
vaagnede ved at se Christiane knæle foran Sengen og med
strømmende Taarer besverge mig at afstaa fra Prøven; ellers
vilde hun røbe mig. At det ikke allerede var skeet, vil maaske
synes eder utroligt; mig selv har det ofte forekommet besyn-
derligt. Forat ingen Selvskuffelse eller Erindringsfeil skulde
vildlede mig, talte jeg nylig med en af Lærerinderne fra hin

SIDE: 50

Tid, der er bosat her i Byen. Hun angav, at den Omstændig-
hed med de tvende Bordsætninger, samt at ingen kunde falde
paa Sandheden -- thi en saadan Streg hørte ikke hjemme
blandt nogen af deres Erfaringer -- havde gjort, at det var
forblevet skjult. Men tilbage til Christiane. Om hun røbede
mig, ved jeg ikke, men det blev røbet. Doktor M. kom, han
var ikke at spøge med, han inkvirerte skarpt, forordnede en
Kop god Te og nogle styrkende Draaber, og om Aftenen
endte den lille Tragikomedie, som jeg tror, fyldestgjørende for
alle Parter, og hermed vil jeg slutte min Fortælling for inat.

NIENDE NAT.

Christianes og mit Venskab blev beseglet med Hunger-
prøven. Hvilken Kilde til Trøst, Glæde og Nydelse dette var,
kan jeg ikke udtale. Ligesaa varm som hendes Følelse var,
ligesaa begavet og merkelig udviklet var hendes Aand. Hun
havde læst grundigere, mere omfattende end jeg, der havde
levet af, hvad man netop kan faa paa Landet, og hun mang-
lede ikke Kritik til at greie dette i sit lille Hoved. Her var
Stof nok til Udveksling. Da der, strengt taget, ikke fandtes
andre Bøger i Instituttet end Lærebøgerne, var vi ganske
henviste til vor gode Hukommelse og vort Talent til at for-
tælle. Men her viste sig en Synderlighed i hendes Aand, der
senere mere end dengang har vakt min Forundring. Den
stille, fromme, harmoniske Christiane havde en merkelig Smag
for det satiriske. Medens jeg øste mine Foredrag af de mere
sentimental-romantiske Kilder, hentede hun sine fornemmelig i
det humoristiske; overhovedet i, hvad der var markeret og
karakteristisk, fandt hun mest Behag. En viss mystisch-schauerlich
Aand spøgede dengang omkring og gjorde Rabalder i de
Hoffmannsk-Novalisske, Wilhelm Müllerske og i Kruses Ro-
maner. Den nyere Kritik havde endnu ikke ret ladet det
Morgenhorn klinge, der skræmte disse Romantikkens Natfugle
hen i sine Kroge. Christiane kjendte alle disse Forfattere,
som jeg neppe, naar jeg undtager Kruse, vidste var til. Kruse
dyrkedes sterkt hjemme, og en besynderlig Mand er det vir-
kelig, denne Kruse! Man kan vove at læse ham efter tretti
Aars Forløb uden at falde i Forbauselse over, at man engang
har kunnet taale det og glædes ved det. Naar man tænker
paa Clauren, Lafontaine, Tromlitz osv., ja næsten uden Und-
tagelse Romanliteraturen fra før 1830, saa vil det altid sige
noget. Christiane foragtede allerede dengang grundig disse

SIDE: 51

Forfattere og forundrede sig over min Naivetet, naar jeg vilde
fortælle hende det mest rørende, jeg vidste af Caroline Pichler.
En Modsigelse bliver det altid, at hun yndede Müller og Hoff-
mann. De havde grebet hendes Fantasi; thi her har neppe
været nogen Fare for, at den mørke, dæmonisk-fatalistiske
Betragtning, der raader i disse Forfatteres Skrifter, nogensinde
vilde slaaet Rod i en Sjæl som hendes. Ogsaa hendes Frem-
stillingstalent var merkeligt; det indskrænkede sig ikke til det
fremmede alene, nei, ogsaa originale Typer gav hun meget
heldig. Uforlignelig var hendes Arv i Komedien og hendes
dumme Skolepige. Hvilket Ansigt hun kunde sætte op, og
hvilke Svar hun kunde finde paa ved den høitidelige Eksamina-
tion! Hendes Yndlingsrolle var dog "der arme Dorfschulze",
en Slags Landsbydegn og Skolemester, der gjør sine Aften-
betragtninger efter den besværlige, i de forunderligste og for-
skjelligste Forretninger tilbragte Dag. I Førstningen yderst
melankolske lysner disse Betragtninger efter hvert af hans lige-
som for sig selv skjulende Kluk af Flasken mere og mere og
bliver tilsidst straalende. Hun udrettede mest ved sin Mimik;
thi hun gestikulerede ikke; hun sad altid rolig paa sin Plads;
men alt, hvad hun gav, var saa vekslende og fuldt af Lune,
at man ikke kunde blive kjed deraf. Jeg har endnu et Brev
fra hende, hvori hun fra den hjertelige Tone som Veninde
pludselig gaar over i "der arme Dorfschulze". Saa var
Christiane Schoulz.

Mange vil denne Skildring maaske forekomme modsigende,
gaadefuld. Jeg kan kun hertil svare: en Gaade, Skabningens
dybsindigste Gaade, er Menneskenaturen. I sin Mangfoldighed
og mystiske Sammensætning spotter den alle Beregninger, alle
Forsøg paa at bringe den i Systemer. Derfor heller intet
almindeligere end Folks skjæve, paa slige Beregninger byggede
Domme om hverandre. Af tre fremspringende Egenskaber,
hvoraf man har konstrueret sig en Personlighed, slutter man
sig til ti andre, som maaske slet ikke eksisterer eller eksisterer i
saadanne Modifikationer, ja Modsætninger, at de synes ligefrem
at opløse, hvad man nu engang har paa Haanden. "Det
bedste i et Menneske faar aldrig nogen at vide," staar der et-
steds; men det bedste, mon det ikke netop er Harmonien
i det uensartede? og det er den rette Harmoni, og store
Menneskers Harmoni, og den er det, som ikke forstaaes. Saa
lad os glæde os ved den hvor den toner os imøde! Fatte
den rigtig kan vi ligesaa lidt som vi i disse forbausende
Maskiner, man ser, fatter det Virvar af store og smaa Hjul,

SIDE: 52

der alle synes ødelæggende at gribe hverandre, men dog dreier
sig saa trygt om hverandre efter harmoniske Love -- den
evige, store Mester Æren!

Christianes dramatiske Talent var for mig rigtig, hvad
Tysken kalder "gefundenes Fressen". Jeg havde jo selv, som
I ved, et stort Skuespillertalent, og det var ikke noget løst
Barneindfald, nei, jeg er endnu begavet dermed. Jeg kan for-
tælle eder dette, mine Tilhørere, med samme stolte Rigmands-
følelse, som en fattig Prakker taler om den Arv, han engang
saa sikkert havde, men som gik tabt i en Proces. Ja, ogsaa
mig har den tragiske Muse kysset, da jeg endnu laa i Vuggen,
og hun elskede mig og testamenterede mig en betydelig Arv.
Men jeg tabte Processen, jeg tabte den foran den snæ-
verhjertede Skranke, som heder Familiehensyn, hvor saa
mange viede Kunstnersjæle har tabt sin Sag. Processen
tabte jeg og min Musas Arv, men hendes Kys brændte længe,
længe paa min Pande, og undertiden føler jeg det der endnu.

Ja, kjære Venner, jeg har elsket Scenens Kunst alvorligere,
end I tror, lidenskabeligere, mere udholdende, end det har
været gavnligt for mit Livs Tilfredshed. At I ikke har merket
det, der jeg dog har vandret stille og bemerket mellem eder
i saa mange Aar, kommer atter igjen af, at "det bedste i et
Menneske faar aldrig nogen at vide". Ja, jeg erkjender denne
Kunst endnu for at være den Form, hvori mit sterkeste, eien-
dommeligste Liv naturligst vilde fundet sit Udtryk. Alle
andre Smaatalenter, f. Eks. at kunne Sprog, spille paa Piano,
skrive, hekle og brodere, er dog i Grunden møisommelig ind-
puget Plunderverk, som jeg ikke selv vilde give stort for, naar
ikke noget af det var blevet til en sørgelig Nødvendighed.

Vi opførte Scener af Oehlenschlägers Tragedier, Schillers
Maria Stuart, og tilsidst blev ogsaa Emilia Galotti indstuderet,
Christiane -- Marinelli, jeg -- Grevinde Orsina. Ak, tror I
ikke, at jeg har grublet over Nuanceringen af Orsinas be-
rømte: "Ikke læst det! Ikke læst det? Ikke engang læst
det!" hvor Marinelli med djævelsk Kulde trøster hende med,
at Grunden til hendes kolde Modtagelse er den, at Prinsen endnu
ikke havde læst hendes Brev. Det første kun den saarede
Løvindes, det skinsyg pinte Hjertes Skrig, det andet kunstig
roligt, mere spørgende, næsten truende, og endelig brudt af en
Erindring, glemmende vemodig, dog ikke resigneret eller til
at tro paa: "Ikke engang læst det!" Men dengang brød
jeg ikke mit Hoved stort med disse Replikker; et passende
Decrescendo var allerede af stor Virkning og blev meget

SIDE: 53

applauderet. Til Nød havde vi faaet de andre Roller besatte;
kun Emilia vilde ingen vide noget af; saa blev Tragedien
givet -- uden Emilia. Et lidet Lystspil af Kotzebue gik bedre
endnu. Kun vilde en af de smaa, der spillede Tjenerens
Rolle, ikke faa i sit Hoved, at Parentesen maatte være stum, saa
hun deklamerede straks ved sin Indtrædelse: (En Tjener fra
Døren i Baggrunden med tvende Armstager) -- det var meget
morsomt!

Saa var vi uadskillelige i Klasserne, paa Spadserture, i
Havelysthuset. Man forestille sig ikke, at vi altid agerede
og gjorde Løier. O nei, Dagene, Ugerne i Instituttet var
lange og velsignet uforstyrrede, de rummede mange Slags
Stemninger. Vore Samtaler kunde være alvorlige, dybe, ro-
lige; som oftest var de det. Christianes større Dannelse og
Dømmekraft kom mig her tilgode. De kunde være vemodige,
fulde af Længsel og Taarer; men sandt er det, et vel anbragt
Stikord kunde ligesaa snart bringe Munterheden tilveie. Chri-
stiane var, tror jeg, den første, der rigtig vakte denne Aare
hos mig. Undertiden bød Hændelsen os et velkomment Stof.
Her et til Prøve.

Den store Skoleeksamen fandt Sted med megen Høitidelig-
hed i Søstrenes Festsal. Herrnhuterne har en egen Sans
for Arrangementet af sine mange Feste. Enhver Stand og
Alder har sin, foruden at der gives en Mængde Kirkefeste.
Den deilige Musik, en fin Røgelse, naar ikke Aarstiden byder
Blomster, af og til ved særegne Leiligheder Te og Kage, der
virkelig bliver ombudt i Kirken, eller som de der kalder den
"der Gemeindesaal", giver disse Sammenkomster noget høist
gemytligt uden at skade Høitideligheden. Der strømmer ogsaa
en Mængde fremmede til ved slige Leiligheder. Især er dette
Tilfældet den 17de August ved Børnenes Fest; da vrimler der
formelig i Gaderne. Men det var om Eksamen, jeg vilde for-
tælle. Alle Børn hvidklædte, ordnede efter sine Klasser; langs
Vindusrækken en Forhøining, hvorpaa samtlige Lærerinder,
Forstanderne, Stedets Honoratiores og de Fremmede. Blandt
disse befandt sig et Par tyske Officerer. En af de mindre
Elever, en liden vever vorwitzig Ting, som hedte Tinchen P.,
blev eksamineret i Historie. Tinchen var af dem, som
aldrig er forlegen for Svar; hun syntes heri at gaa ud fra
det Princip, at det er bedre at svare noget end intet. Hun
havde allerede beriget Anstaltkrøniken med flere morsomme
Prøver paa denne sin Aandsnærværelse. Lærerinden spurgte
hende i Verdens store Opfindelser, og hun havde meget rigtig

SIDE: 54

forklaret, at Bogtrykkerkunsten var opfunden af -- en Bog-
trykker, som hedte Gutenberg. "Wer hat denn das Pulver
erfunden, kleines Tinchen?" spurgte hun videre. Die Offi-
ziere, var det meget raske og bestemte Svar. Bravo, raabte
de tilstedeværende Medlemmer af Standen og gned sig i Hæn-
derne, Bravo, Bravo! Men Tinchen, som merkede Uraad i
den undertrykte Knisen rundt om hende, faldt raskt ind:
"Nein, sie haben nicht das Pulver erfunden!" De stille
Sale har maaske hverken før eller senere gjenlydt af en saa
almindelig, sund, hjertestyrkende Munterhed som ved dette
Tinchens brillante Indlæg.

Christiane og jeg maatte være meget alvorlige og forstemte,
naar vi kunde modstaa et pludseligt og behændig appliceret:
wer hat denn das Pulver erfunden, kleines Tinchen? og under-
tiden kunde denne Replik komme ret fortvilet ubeleilig i
Situationer, hvor det hverken var tilladt eller passende at være
lattermild.

En ganske merkelig Fremtoning i vort ensformige Liv i An-
stalten var en gammel Baronesse von Holstein. Hun var vist
otti Aar og boede i det store Søsterhus, der blot optager ældre
og yngre ugifte Medlemmer af Søsterskabet, men en Gang
hver Maaned omtrent meldte hun sig til Visit i Anstalten. Det
var altid med en viss Spænding, vi afventede hendes Ankomst,
og vi ordnede os gjerne i Rad og Geled for at modtage hende.
Jeg ser endnu den lille voksblege, sortklædte Skikkelse med
fornem Anstand skride ind ad Døren. Paa det kridhvide
Haar bar hun den lille hvide, fintkrusede Kammerdugshue,
der er eiendommelig for alle Kvinder hos Herrnhuterne, kun
at Farven af Baandet antyder Standen: de ugifte bærer bleg-
røde, de ganske unge Piger, der tænker paa at tage Huen, og
som opholder sig som Novicer paa Stedet, mørkerøde, Konerne
blaa og Enkerne hvide. Naar den gamle Baronesse kom,
maatte man ikke byde hende at sidde; hun gjorde kun en
Runde i Stuen, idet hun stansede foran enhver af os, med
hvem hun da knyttede en liden Konversation -- paa Fransk.
Efter et Par Spørgsmaal om Alder, Navn og Fødested eller
en Bemerkning om Veiret avancerede hun med næsten ordret
de samme Replikker til Naboen, indtil hun var færdig og bort-
fjernede sig, under vore dybe Kniks, ligesaa høitidelig, som hun
var kommen, for at gjøre den samme Runde i de andre Klas-
ser. Mange af os havde ondt for at forblive alvorlige under
denne Scene; selv under Christianes nedslagne Øine laa en
Mine, der truede med at springe. Jeg derimod var yderlig

SIDE: 55

imponeret af den gamle Dame. Jeg lo ikke meget i hine Aar;
ofte havde jeg ondt for at begribe, hvad de andre fandt latter-
ligt. Maaske var jeg selv komisk. Originaler havde vi fuldt
op af hjemme, men Genren var mig ny, og jeg fandt Baro-
nessen interessant. Sælsomme, rørende, bliver altid disse Re-
miniscenser fra den gamle Adelsfrøkens tidligere Liv, der midt
i den klosterlige Ensomhed gik igjen i de stive franske Visitter,
hun aflagde i Anstalten. Maaske har disse smaa Erindrings-
fester, hun feirede, fra først af været belivede og underhol-
dende, indtil de lidt efter lidt svandt ind til en blot og bar
Formalitet.

Den sidste Gang jeg saa den gamle Baronesse, laa hun paa
Parade paa en hvidttilsløret Katafalk i Søsterhusets store Sal.
Hun havde Roser i Haanden, og der brændte Vokskjerter i
Sølvkandelabre rundt om hende. Et Skjær af den Glans, der
engang havde lyst over hendes Ungdom, men som i femti
Aar havde ligget slukket under den lille hvide, krusede Kam-
merdugshue, havde de venligsindede Søstre bredt over hendes
Baare, og saaledes var det smukt og opløftende, og det rystede
os alle.

Var det Christianes Venskab eller Virkningen deraf, der kun
kan lignes med de kjække utaalmodige Spirer, en i Kjelderen
længe forkommen Vekst skyder, naar den bliver bragt op til
Lyset, var det den kraftige Støtte, jeg fandt i Lærerinderne, -- 
men min Anseelse blandt Børnene var steget i den sidste Tid
betydelig. De begyndte at merke, at ogsaa jeg bar min sterke,
bestemte Art i mig, en Individualitet, der mindre tilgjængelig,
mindre populær, om jeg tør udtrykke mig saa, ikke paa nogen
Maade lod sig spotte eller se over Hovedet. En liden Be-
givenhed, der kom til, skulde endnu mere styrke min ny-
vundne Autoritet.

Der kom undertiden en gammel General von Bülow til Ste-
det for at besøge sin Datter, der var en af de ældste blandt
os. Hvad nu end Tinchens uforgribelige Mening angaaende
Opfindelsen af Krudtet kan have været og hvilken Stand hun
indrømmede Æren derfor, saa er det visst, at General B. havde
ikke opfundet det, og Datteren, den smukke Bella, slegtede
ganske paa sin Papa. Engang som han var i Byen, inviterede
hun mig tilligemed et Par andre med sig i Hotellet. Neppe
var vi komne ind og havde taget Plads, saa tog Generalen et
Papir frem, udfoldede det høitidelig og overrakte mig det med
en særegen, selvtilfreds Vigtighed, idet han sagde, at det var
noget, som vilde glæde mig meget at læse. Jeg behøvede ikke

SIDE: 56

at læse langt, før jeg saa, hvad det var: et grovt og i raaeste
Tone affattet Spotdigt over en mig dyrebar Nærpaarørende,
foranlediget ved et noksom bekjendt politisk Skrift. At dette
eksisterede, vidste jeg jo; ogsaa havde jeg hørt noget om, hvor-
ledes denne Kile i den gamle revnede Bygning engang i sin
Tid var bleven modtaget, hvad Tak den havde høstet, og for-
nemmelig af saadanne, der syntes, at fordi de havde boet i en
faldefærdig Bygning i Aarhundreder i Fred, skulde den ikke
røres eller give Plads for noget bedre. Men jeg var ikke prø-
vet i den Slags Kampe endnu, og jeg tillagde et saadant for-
lagt gammelt Nidvers en Betydning, som det slet ikke havde.
Dertil kom, at jeg var trykket af en nagende Længsel efter
mine egne, -- alt tilsammen vil forklare det frygtelige Oprør,
jeg kom i, der gav den ellers tause baade Mod og Mæle.

Har De læst dette? spurgte jeg. Lidt betænkelig svarede
han: Ja.

Rahel, den berømte tyske Brevskriverinde, kalder etsteds
den Tilstand at være ude af sig selv for "herlige Parenteser
i Livet". "De giver os en Frihed, vi ellers ikke tør indrømme
os," siger hun. I denne Livsparentes har jeg formodentlig
fuldstændig været hensat; thi jeg har senere ikke kunnet samle
et Ord af det hele Udbrud. Det var kun en Strøm af Taarer
og Vrede, hvis Mening dog var ganske tydelig og vilde om-
trent lydt saa: Har Generalen læst dette og ikke forstaaet, at
det ikke er noget at glæde en Datters Hjerte med, at det
meget mere maa saare en Datters Hjerte paa det dybeste, at
det er et Angreb paa min Fader, min prægtige Fader, som
Generalen ikke er værd at løse Skobaandet paa, -- kan han
ikke skjønne det, saa er han mildest talt et -- hoved. Papiret
blev revet i mange Stykker og kastet over Bordet til ham, og
ud fór jeg fra det forstenede Selskab. Historien spadserte
rundt; men merkelig nok tog man mit Parti mod Generalen.
Jeg fik slet ingen Streg for Opførsel, ja Bella fandt sig endog
beføiet til med Graad og Undskyldninger at afbede den slemme
"Feiltagelse", hendes Fader havde gjort sig skyldig i.

Saadanne Træk befæstede endnu mere Baandet mellem min
Veninde og mig. Vi var som et Par unge Kampfæller, der
brændte efter at lægge sit Mod for Dagen i en ordentlig Be-
drift. Og Venner! jeg tror, det var min første Bedrift i Ver-
den, og skulde i den Art ogsaa blive den sidste. I Tildragelser
som denne, da jeg stod i mit Vredesmod ligeoverfor den mar-
tialske General, stødes Aanden ud af Barnereden og tvinges
til de første, selvstændige Vingeslag. Da gaar der Anelser

SIDE: 57

gjennem den om en stor, vid, stridbar Verden udenfor, -- og
den forstaar, at Reden har været tryg.

Fru v. Schoulz var flyttet til en Landsby i Nærheden af
Christiansfeldt. Christiane besøgte hende her hver Søndag,
og jeg blev engang inviteret med. Der var to voksne Døtre
hjemme, hvoraf den ene, Antonia, var smuk. Var det en
hemmelig Sorg eller den, hun bar for Søsteren, men der laa
et Skjær af Mathed over hende, ligesom en Rose, der en Nat
er falden af Glasset; den er ikke til at sætte blandt de friske,
man nenner ikke at kaste den bort heller. Hvor mange saa-
danne Kvindeskikkelser ser man ikke, allerede umerkelig fal-
mede, inden Livets Støv og Hede har berørt dem? Over den
hele Familie var der udbredt et Præg af Dannelse og stille
Fornemhed, og den hjerteligste Ømhed syntes at forene dem
alle. Den saa længe savnede Familiehygge gjorde saa godt . .
bare de grønne Vægge var saa velgjørende, naar man længe
har levet og aandet mellem klosterlig hvide Murvægge. Og
der var Bøger, Bøger! Jeg maatte knæle ned for at finde
dem frem af det lille Sofaskab; men jeg glemte rent at staa
op igjen, jeg sansede ikke mere, hvor jeg var, indtil jeg følte
mig sagte løftet af et Par Arme og sat ned i Lænestolen, og
jeg saa ind i Fru v. Schoulz's blege, ædle, halvt forundrede,
moderlig overbærende Træk. Til Middag fik vi Frugtsuppe, og
Lammesteg. Christiane var mindre livlig, mindre munter, end
hun kunde være i Instituttet.

TIENDE NAT.

Med Christiane delte jeg ogsaa Religionsundervisningen hos
Røentgen, vor nye Prest. Disse Timer, ligesom alle hans
prestelige Foredrag, indtager et saa vigtigt Led i mit Christians-
feldter-Ophold, ja i min hele Udvikling, at jeg maa omtale
dem nærmere. Religionstimerne med Røentgen regner jeg for
de herligste, interessanteste Læretimer, jeg har oplevet i mit
Liv. Vi glædede os alle til dem, enhver af os var stolt ved
bagefter at kunne sige: Han spurgte mig i det eller det. Røent-
gen var bleven vor Helt; bare han gik forbi Anstalten, var
det en Begivenhed. O, nei! han var ikke ung eller personlig
indtagende! Det var en ældre, lidt tør og alvorlig Mand uden-
for Timerne, men i dem blev han forynget, han blev varm og
veltalende. Det var, som han havde noget rigtig glædeligt at
meddele os. Og vi, hvor modtagelige! Som Smaabørn, man
har lovet at skulle faa se skjønne Rariteter og Verdens syv

SIDE: 58

Underverker, sad vi begjærlige, spændte paa, hvad herligt han
vilde vise og forklare os. Og han rullede op et Stykke Him-
mel efter det andet for vore undrende Blikke; men vi havde
den Følelse derved, at vi sad lunt og trygt paa den grønne
Jord, ja det var netop fra dette Standpunkt, vi forstod Him-
melen bedst. Han udlagde os Bibelen omtrent indtil Josva
Bog; altimellem fortalte han os interessante og rørende Træk
af Livet -- "das liebe, traute Leben!" -- hvori Gud ikke altid
blev nævnt i Ord; men hvad behøvedes det? Enhver, der
besøger Strassburgerdomen, ved, at Erwin von Steinbach har
bygget den; hans Navn vil tone usynlig under Buerne, men
man udtaler det ikke ved hver Enkelthed, man peger paa.
Og Han, der skabte Erwin, og Jordens prægtigste Dom gjen-
nem ham, og den store Dom, som hvælver sig over dem
begge, behøver vi at tage denne Bygmesters Navn idelig i
Munden? Kan man undgaa at tænke paa ham hundrede
Gange om Dagen? Saa knyttede sig vor unge, nyvakte Be-
vidsthed om Ham sig til alt, hvad der forekom os og bevægede
os om Dagen; vi kunde ikke tage Feil af, hvad der var af
ham, ligesaa lidt som man kan tage Feil af Lys og Mørke.
Alt, hvad der var vakkert, hvad der voldte ren, angerløs Glæde
 -- naar vi fordrog og gjorde hverandre noget godt -- Tanken
paa Hjemmet -- Naturens, Kunstens Herlighed, der endnu laa
som en dæmrende Anelse i vor Sjæl! Gjennem begge vore
Lærerinder, hvoraf den ene var god og blid, den anden var
alvorlig, streng og -- blid -- jeg holdt af dem begge -- talte
han dadlende og rosende til os; han trængte sig til os i alt,
at vi kunde fatte og elske ham, vi stakkels, umyndige, uartig-
fødte, i Sanselivet bundne, efter Lys og Frihed sukkende
Menneskebørn, ja forat vi rigtig kunde fatte og elske ham,
steg han lyslevende ned til os i Jesu Kristi Skikkelse.

Saa lærte den kjære Prest i Christiansfeldt os det. Har jeg
misforstaaet ham i noget, da vil han tilgive mig i sin Grav.
Men saa har min Sjæl opfattet det, maattet opfatte det. Og
jeg frygter ikke for endnu at vedkjende mig denne Opfatning.
Jo mere Livet har opladt sig for mig, jo mere har ogsaa Guds-
begrebet udvidet sig. Jeg erkjender det at være i alt, hvad
der griber os i Skabningen, og tilsteder ingen menneskelige
Reservationer og Klassifikationer. Ikke alene i det alvorlige,
strengt rystende taler han til os, men ogsaa i det muntre og
blide. Ikke alene alt, hvad vi benævner stort og ophøiet, men
ogsaa, hvad vi kalder interessant, fantasirigt, yndigt, hyggeligt,
elegant, i det største som i det mindste, -- alt, hvad der rører

SIDE: 59

sig i Duft, Digt og Toner, kald dette et Requiem eller en Ro-
mance, er ligesaa mange Glimt, vel brudte og fordunklede
gjennem vor jordiske Atmosfære, men ligesaa visst dog Glimt
af hans Væsens evige Herlighed.

Men nu i vore Dage skal man lære det bedre. I hvilken
Fjernhed, i hvilken ugjennemtrængelig Sky af kold Abstrak-
tion skal man nu søge og erkjende Guddommen? Selv Talen
om den har dannet sig en egen iskold Terminologi, der i vid
Afstand holder alt, hvad der smager af Livet, det varme, pul-
serende Liv, borte. Et ulasteligt Forhold, som vi selv raader
for, er intet, og Troen, som vi ikke selv kan give os, alt -- 
vel! og Troens Løn er den evige Glæde -- nu vel! men hvil-
ken Idé skal vi gjøre os om den evige Glæde, naar man ikke
af nogetsomhelst, hvad der stemmer og løfter og fryder en
Menneskesjæl, maa tage Maalestokken, naar alt, lige til Næste-
kjærligheden, er bleven mistænkt? Derfor gives der ogsaa i
vore superreligiøse Tider saa gudsjammerlig lidet af den. Skal
det gaa fremad, eller rettere tilbage, i den Aand, kommer vi
til at stanse i det tykkeste af Middelalderen. Den hellige Iver
gik da saa vidt, at i Basel blev Nattergalen erklæret for Djæ-
velens Fugl og høitidelig sat i Ban, fordi den med sine smel-
tende Toner sang Fordærvelse ind i Menneskehjertet. Nu,
Nattergalen er af gode Grunde beskyttet mod den Overlast
her hos os, men maaske Banstraalen kunde komme til at
ramme vore Maaltroste og Sisiker? Og alle disse usynlige
Interdikter, al denne graa Forsagelse for at anskueliggjøre os
den himmelske Lyksalighed! Man fortæller, at Børn i London
kan vokse op i denne Stengrav uden nogensinde at have set
et Træ. Alle Beskrivelser, al Verdens Billeder vilde her ikke
forslaa til at give dem ide om det . . Ak, bring dem en
levende Gren, et eneste Blad, og de vil forstaa det og forgaa
af Længsel efter Træet.

Under Jul forlod Christiane Anstalten; hun skulde til Paaske
konfirmeres hjemme i Landsbykirken, hvis jeg ikke tager Feil,
i det danske Sprog. Dog kom hun oftere ind til Sprog- og
Musiktimer. O, jeg ser hende endnu, naar hun kom flyvende
hjemmefra, i sin blaa Casavaika, kantet med Skind, en liden
polsk Hue paa Hovedet, glødende, synlig hjertebankende ved
Tanken om at komme et Minut for sent, og dog saa straa-
lende, saa kjærlig ved at gjense os! Hvilken Glæde, naar jeg
saa hende!

Paasken kom, og jeg var indbuden til hendes Fest. Men
Gud havde ordnet det anderledes. Netop ved den Tid blev

SIDE: 60

jeg syg. Jeg laa tilsengs Konfirmationsdagen og et Par Dage
efter. Da hændte der noget paafaldende. De andre Børn kom
ofte ind til mig og var saa forunderlig venlige. Nogle af dem,
der af lutter Retfærdighed gjerne havde set paa, at jeg hun-
grede mig ihjel, vidste nu ikke, hvorledes de skulde lægge sin
Ømhed, sin Omhyggelighed for Dagen. Undertiden havde de
grædt. Ak, længe kunde det ikke skjules. Hvad en eller
anden fremsynt Sjæl havde anet og ogsaa udtalt, at Christianes
Følelsesliv var for sterkt for en Organisation som hendes, var
indtruffet, altfor hurtig, altfor bogstavelig. Efter Konfirmationen,
endnu i Kirken, var hun bleven heftig syg, havde derpaa lig-
get stille, næsten maalløs hen, og paa den fjerde Dag døde
hun, efterat hun havde forlangt og nydt Sakramentet.

Om min Sorg vil jeg ikke tale; Sproget har intet Udtryk
for noget saa heftigt som Sorgen i den Alder. Det var første
Gang, Døden traadte mig nær. Næste Lørdag vandrede alle
ud med Blomster og Kranse for at se hende endnu en Gang,
alle undtagen jeg, der ikke kunde, der blev alene hjemme, og
alle vendte de dybt grebne tilbage. De kunde ikke noksom
udtrykke, hvor deilig, hvor forklaret hun havde ligget i sin
Kiste.

Ogsaa jeg forlod Christiansfeldt kort efter for aldrig mere at
se det igjen. Med Erfaringer og verdslig Visdom beriget vendte
jeg visselig ikke tilbage, men dog med en Skat af lyse Indtryk,
som aldrig kan forsvinde. I Christiansfeldt har jeg truffet
paa saa herlige, i sin Art fuldkomne Mennesker, at den blotte
Erindring om dem er en Lægedom, naar man mangen Gang
maa mistvile om Menneskeheden; men den er ikke mindre en
Lægedom, en Trøst, mod den mørke Dagens Anskuelse, at
Menneskesjælen er en Kloak af lutter Synd og Urenhed. Nei,
der er Forskjel. Der gives Naturer, der ligesom Duggen ikke
kommer i Berørelse med Jordstøvet, men -- som den -- merker
de kun sin Tilværelse hernede ved at forfriske den Plet, hvor
de en kort Stund dvælede, -- Naturer oprindelig saa rene og
skjære, at det forundes dem næsten uberørte at vende tilbage
til det evige Væld. Der gives ligesaa rene, men større, kraf-
tigere Naturer, bestemte til at leve og lide, lide uendelig. Deres
Gang gjennem Verden er som Bækkens, der har den smud-
sige Jord til Leie, men strømmer sig klarere og klarere!

Troede jeg ikke det, saa maatte jeg glemme Christiane, der
var bare Geist og Sjæl og Godhed i en Engels Skikkelse -- 
Christiane, der i min Stambog blot skrev de rørende, træffende Ord:
"Giebt's Trennung wohl, wo man sich lieb hat?" -- jeg maatte

SIDE: 61

glemme de mange, mange elskelige, jeg dog, Gud være lovet,
har truffet paa min Vandring . . . . Ogsaa dig gamle, sterke,
prægtige, kildeklare Margaretha! [fotnotemerke] Hvor har du som Flint af
Staal slaaet den første Selverkjendelsens Gnist af den unge
uvakte Sjæl og med Strenghed og Ømhed fredet den til Selv-
ydmygelsens, men ogsaa Selvfølelsens smeltende, styrkende
Varme . . . . Og du Louise, [fotnotemerke] reneste! der med Kjærlighedens
og Kunstens mildere Evne vakte andre Spirer tillive, hvor
underlig har Livet skilt os og skillende igjen ført os sammen!
Forhold og Verden har reist en Breddevæg imellem os; men
i min Sjæl staar du den samme som i hine Dage, da jeg
bøiede mig for din Renheds og Mildheds Magt, og jeg kunde
gaaet gjennem Ilden for dig! Og min henfarne Emilie! og
Maria C., den prøvede, den trofaste! og du -- du, hvis Navn jeg
vilde nævne, naar jeg kunde det; men ved Hjertet kan man
ikke røre; det skal have sin Tid at læges. [fotnotemerke] 

ELLEVTE NAT.

Ved hin unge, elskværdige Piges Død og min Udgang fra
Instituttet i Christiansfeldt sluttede Barndomsaarene.

Var det noget tilfældigt, eller stiller Kvindeskjæbnens gjen-
nemsnitlige Udvikling sig aldrig gunstigere, men de Efterret-
ninger, der har naaet mig om mine Klassekameraters senere
Liv, har næsten alle været sørgelige. "Verstorben und ver-
dorben!" har lydt mig imøde ved næsten alt, hvad jeg har
hørt om dem. Om nogle ved jeg intet, flere er døde tidlig,
et Par af de bedste af dem efter ulykkelige Egteskaber. Den
smukke, drillende Anna rammede den frygtelige Skjæbne, at
hun lige ved sin Hjemkomst til St. Croix mistede sin Fader
og eneste Slegtning (han var hvid) ved et Fald fra Hesten.
Man maatte have set den lidenskabelige Kjærlighed, hvormed
hun hang ved denne Fader, og den Længsel efter at komme
over til ham! Saa har jeg tænkt mig den ulykkelige Skabning,
stolt og ømfindtlig som hun var, vergeløs midt i de Fordomme,
der træffer hendes Race, -- Fordomme, som hun maaske ikke
har havt Anelse om; thi i Instituttet var der naturligvis ikke
Tale om nogen saadan Uretfærdighed. Kun om en af mine
Stuekamerater, der -- menneskelig talt -- mindst og virke-

Fotnote: Margaretha Nielsen, født i Drammen. 
[Forf.s Anm. fra 1892]

Fotnote: Louise Kjørbo. Udmerket Kunstnerinde i Maling og Tegning. Senere gift
med den herrnhutiske Prest i Christiania, Möhne. 
[Forf.s Anm. fra 1892.]

Fotnote: 
Her fulgte i Udgaven av 1863 "En Brevveksling" og "Paa et gammelt
Herresæde".

SIDE: 62

lig meget lidet fortjente, at det gik hende vel, ved jeg, at hun
lever, rig, mægtig og lykkelig. Nu bliver kun tilbage at fortælle,
hvordan det gik med Schoulz's, Christianes Moder og Søstre.

Egentlig ved jeg selv lidet om denne Familie. Ved min
Venindes Død blev al Forbindelse mellem dem og mig afrevet.
Jeg tog straks efter hjem og tænkte neppe nogensinde at træffe
dem igjen. De flygtige, enkelte og ganske tilfældige Glimt, jeg
siden opfangede af dem, var imidlertid saa betegnende, saa
vækkende for Tanken, saa udfyldende, om jeg saa maa sige,
de lange, dunkle Mellemrum, at det var mig, som om jeg altid
stod dem nær. Naar man i Livet træffer paa saadanne Skjæb-
ner, saa forstaar man, hvorledes de gamle dannede sig et
Fatum. Man kan have vanskelig nok endnu for at holde
sig Troen paa et saadant fra Livet.

Der var gaaet nogle Aar hen, da jeg paa en Reise kom
over Hamburg. En Dame, der kjendte noget til Familien
Schoulz, fortalte mig, at de nu boede i Nærheden af Hamburg,
men at Fru Schoulz atter igjen havde havt den Sorg at miste
en voksen Datter. Det var den smukke A. Smertelig berørt
ved denne Efterretning, der saa levende gjenkaldte mig det
oplevede, besluttede jeg at besøge dem. Jeg blev yderst ven-
lig modtaget, da jeg først havde forklaret, hvem jeg var; thi i
Førstningen kjendte de mig ikke igjen. Atter i dyb Sorg!
Nu var der kun de to yngste, mine Skolekamerater, og den
ældste Datter igjen. Minnie holdt fuldkommen, hvad hun
havde lovet. Det var en glimrende Skjønhed, dog af en mere
sælsom end egentlig fængslende Art. Man kunde gjort hende
til Feen Lorelei eller en af disse mystiske, marmorblege Kvinde-
skikkelser, som Heine besynger i sine Lieder, og som man
ikke ved, om de tilhører Luften eller Jorden. End ikke det
svageste Spor af Rødme var at se paa dette deilige Ansigt,
som den elegante Sørgedragt gjorde endnu mere lysende. Fru
Schoulz reiste sig engang under en Pause, gik hen til mig og
sagde, idet hun med begge Hænder fattede mine: De holdt af
min Christiane! Minnie derimod gjorde ikke en Hentydning
til vort Ophold i Instituttet. Hun var artig, forbindtlig, som
en Dame er mod en anden fremmed Dame, men ikke mere.
Hun talte om Hamburg, om Paris, og at de havde tænkt paa
en Tur til dette sidste Sted, hvortil hun glædede sig meget,
men nu havde hendes Moders Helbred tvunget dem til at
forandre denne Plan, saa de agtede om ganske kort at tiltræde en
Reise til Harzen og maaske til Schweiz. Jeg forlod dem, idet
jeg ønskede, at denne Tur ret maatte styrke og forfriske dem.

SIDE: 63

Et Par Aar senere vendte jeg tilbage til Hamburg, denne
Gang For et længere Ophold. Da jeg traf den omtalte Dame,
faldt Talen igjen paa Schoulz's. O, den arme! sagde hun; efter
det sidste Slag, der rammede hende, er hun flyttet bort, jeg
ved næsten ikke mere hvorhen. Ja, svarede jeg rolig, det var
allerede hændt hende, da jeg var her sidst; da stod hun i
Begreb med at gjøre en Reise til Harzen; jeg haaber, den
gjorde dem godt?

Harzen! men det var jo netop der, Ulykken rammede hende!
Netop som hun havde naaet Brocken, døde en af hendes
Døtre af et Nerveslag. Hun bragte hendes Lig med tilbage.

Jeg stod forstenet. Store Gud! . . Det var vel ikke . .! Jeg
mægtede ikke at udtale Ordet.

Minnie hiesz sie, ein wunderschönes Mädchen, gebildet, in
jeder Beziehung ausgezeichnet, sagde min tyske Veninde be-
lærende. Ak, jeg vidste jo mere end hun.

Atter gik en Række af Aar hen. Jeg havde selv erfaret,
hvad Sorg og Tab vilde sige, men havde over saa meget næsten
glemt Familien Schoulz. Jeg var taget ned til Kjøbenhavn til
min Collett, der i nogen Tid havde brugt Rosenborgs Brønd-
kur. Vi boede i Store Kongensgade. I Vinduet ligeoverfor
bemerkede vi ofte en gammel Dame sidde bøiet over en Bog,
som om hun læste opmerksomt. Læste hun ikke, sad hun
ubevægelig og saa hen for sig. Vertinden fortalte os, at det
var en Enkefru v. Schoulz, og af flere Omstændigheder kom
jeg til den Visshed, at det var min Christianes Moder. Er der
ikke tvende Døtre hos hende? spurgte jeg, angst for at høre
noget rædsomt. Jeg har ikke set mere end denne; jeg tror,
hun har kun denne ene igjen. Jeg turde ikke spørge mere,
jeg vilde ikke vide mere, jeg var blot angst for, hvem det
kunde være. Da kom en ung Pige ud af Døren ligeoverfor
og gik ned ad Gaden. Det var den yngste af Søstrene.

Fru Schoulz er nu længesiden død; men Elise blev senere
gift med en berømt Mand. [fotnotemerke] 

Nu tusende Godnat!

TOLVTE NAT.

Straks efter min Hjemkomst fra Christiansfeldt fulgte min
Konfirmation, hvortil Fader beredede mig med al den Alvor
og Grundighed, som var ham egen. Han gav mig ganske

Fotnote: General Rye. 
[Forf.s Anm. fra 1892.]

SIDE: 64

alvorlige Lekser op og gjennemgik dem i lange Drøftelser og
Samtaler. Det var lykkelige Dage, jeg levede denne Sommer,
naar jeg gik op og ned i Alléen og læste på mine Opgaver.
Verden laa saa lys og klar for mig som Himmelen bag Træerne,
og jeg syntes, det var ingen Sag at forblive god i den. Dagen
selv skjøn, alt var opløftende, selv Salmesangen, og det gjorde
slet intet Afbræk i min virkelig høitidelige og rørte Stemning,
at jeg maatte staa blandt lutter sorte i en gammel, kort, hvid
Kalikos Kjole, da Silkekjolen, der skulde komme fra Udlandet,
netop kom otte Dage senere. Men hvorfor skal man ogsaa
være sort paa denne Dag?

Den hele Stemning fra hin Tid, og især under de første
Altergange, finder jeg nøiagtig optegnet i de Dagbøger, jeg den-
gang førte -- Optegnelser, som jeg ikke uden dyb Vemod nu
kan læse igjen. Det vilde være en let Sag, og maaske
synes ganske passende, her at meddele Uddrag af hine Dag-
bøger. Men Venner! mine Fortællinger er ingen Selvbiografi,
naar man dermed mener en fra et Menneskes Inderste ud-
spunden og sammenholdt Kjede af Oplevelser og Begivenheder.
Jeg har valgt den biografiske Form som en bekvemmere Bag-
grund for endel Personer og Tilstande, jeg gjerne vilde give
den størst mulige Sandhedens og Livets Relief, og jeg har i
det mindste ønsket kun at fremtræde saa meget, at jeg kunde
konstatere mig som et lyslevende, forstandigt og paalideligt
Vidne. Har der knyttet sig noget fortællelsesværdigt ogsaa til
min Person, nu, saa har jeg ogsaa fortalt det. Medens jeg
paa Grund heraf hos en Del af mine Tilhørere maaske
vil paadrage mig Beskyldninger for at have talt for meget
om mig selv, vil en anden Del kunne anke over det mod-
satte; de vil føle, hvad der ikke er talt om, hvad der inder-
ligst udgjør og angaar et Menneske, saadanne Bekjendelser,
der helst viser sig paa Scenen, naar "Stykket er ude", og da
er det igjen et Spørgsmaal, om de kan bære sig selv.

Der fulgte et Afsnit af et Par Aar i mit Liv, der ligger for
mig i en Drøms usikre Taage. Vi havde saa godt som ingen
Forbindelse med Christiania dengang. Jeg har dog vist følt
mig ganske lykkelig dengang. Alle mine Søskende var dragne
ud paa en nær. Men denne ene var nok til at beskjæftige os
alle og fylde os med denne ubestemte Bæven og Forventning,
hvormed man pludselig opdager, at man huser det kolossale
og usedvanlige i sin Midte.

Henrik var optraadt som Forfatter. Han sprang over de
sedvanlige Indledninger og udkastede med saa fulde Hænder

SIDE: 65

sin Musas Gaver, at man ikke fik Tid til at besinde sig, hvad
alt dette var for noget. Han tilbragte disse første, sprudlende
Aar for det meste hjemme, og de var sikkert de roligste og
lykkeligste i hans Liv. Jeg ser og hører ham endnu, naar
han kom i tre Sæt ned ad Trappen, fór sagte fløitende og i
Dansetakt gjennem Stuen, med den evigblomstrende Nellik i
Brystet. Han havde altid nogle gamle Kumpaner ude i Bygden,
som han besøgte, og de underligste var ham de kjæreste. I
dette Stykke var han Skjønner og ordentlig kræsen, "Fein-
schmecker", som Tyskeren vilde kalde det. Platheden, den
trivielle Korrekthed afskyede han; der maatte Begavelse til,
men dog tilsat med en viss haut-goût af noget latterligt eller
fremstikkende, skulde han sætte Pris paa den. Imod dem,
der kunde rose sig af denne Blanding, var han altid elskvær-
digst, de var ham uundværlige, ligesom han blev dem det.
Paa Ballerne tog han altid de uheldigste Damer op, og man-
gen en, som ellers ikke fik danse, førte han i Vinden. Det
forstaar sig, at han ved Siden deraf lod Skjønheden vederfares
sin Ret. Han trængte altid til nogen, der kunde staa Buk for
hans Lunes vilde Spring. Havde han dem ikke ved Haanden,
saa forskrev han dem. Denne hans Smag for det bisarre, det
originale, kunde falde byrdefuld nok for dem, der ikke delte
den; det var altid med en viss Bæven, Moder hørte ham
melde en ny Gjest, og jeg har udholdt mere end en frivillig
Kammerarrest i denne Anledning.

Aldrig glemmer jeg min Forskrækkelse, da han, engang som
jeg var i et Besøg i Byen, kom med Vogn for at hente mig.
Jeg troede, vi to skulde reist op alene. Denne Vogn indeholdt
foruden Henrik selv et Bur med to Kanarifugle, en Engelsk-
mand, et stort oljemalet Portræt, foruden forskjellige andre
Produkter af Kunst, Dyre- og Planteriget. Endvidere Bella,
Henriks franske Mynde, hvis fine Poter ikke taalte den
lange stenede Vei. Henrik skulde passe paa Bella, Engelsk-
manden paa Buret, jeg holdt Portrættet; men hvem skulde
passe paa Engelskmanden? Den første Mil græd jeg, medens
jeg af og til skottede til Siden; dog beroliget ved, at jeg blot
saa en stor, skarp Næse springe frem af en ligesaa ubevæge-
lig Indhylling, blev jeg tilsidst dristig ligesom Frøerne i Fabelen,
til hvem Zeus nedkastede Stolpen, og da endnu en Mil var
gaaet, forsøgte jeg at indlede en Samtale. Dennegang havde
Skrækken været blind. Efter som han udviklede sig noget af
sin britiske Utilgjængelighed, den han dog aldrig ganske gav
Slip paa, kom der et af de bedre Eksemplarer af hans Slegt

SIDE: 66

tilsyne. Mr. Latham var en lærd og dannet Mand og besad
vist høist respektable Egenskaber, naar man havde faaet Tid
til at arbeide sig igjennem til dem. Han udmerkede sig ellers
ved den Pretention, det urokkelige Alvor, hvormed han kunde
sige de latterligste Ting, uden at han havde en Anelse om den
Virkning, de frembragte. Han var Sprogmand og gjorde sig
især til af den grundige Kundskab i vort norske, som han efter
tre Maaneders Ophold i Landet havde erhvervet sig. Forat
denne hans Dygtighed skulde komme til sin fulde Ret, ventede
han gjerne, til de andre havde udtalt, førend han langsomt og
med en overordentlig Vegt sagde sin Mening. Engang faldt
Talen, foranlediget af en Historie i Aviserne, paa Selvmord,
og der udspandt sig en liden Strid om den letteste og hono-
rableste Maade, hvorpaa et saadant kunde ske. Vor Engelsk-
mand hørte en Stund hovedrystende til, som en Mand af Faget,
der hører andre dømme om en dem ganske uvedkommende
Ting. Jaj tror, sagde han tilsidst, jaj er viss paa, at den
sikreste Dod er, at man -- gifter sig. Men -- javisst, sikkert
nok! faldt Henrik naivt forskrækket ind, men det var en Fan-
dens sen Død! Oh naj, blev Mr. Latham ved med urokkelig
britisk Alvor, ikke naar man tager -- tager en god Dosis.

En Lækkerbisken for Henrik, men en ren Fortvilelse for os
andre, var en Løitnant v. Hadeln paa Vartpenge, som jeg tror
egentlig kun levede, og levede meget fornøiet og tilfreds, af
andres Gjestfrihed. Vi har aldrig i de Aar, vi kjendte ham,
erfaret, hvor hans egentlige Hjem var, men han befandt sig
altid i Besøg. Hvis Hostrup havde levet mellem os, vilde
man have mistænkt ham for at have taget vor Løitnant til For-
billede. Derfor er hans "von Buddinge" saa uforlignelig en
Figur, fordi den gjengiver med træffende Sandhed en hel udøde-
lig Race. Til denne inderlig selvtilfredse, opblæste, med megen
Ridderlighed og Æresfølelse trumfende Klasse, dog tilsat med
en viss Godmodighed og Skikkelighed, der gjorde ham ganske
uskadelig, hørte vort Eksemplar af Klassen; men uheldigvis
havde han, i Forening med en burlesk Personlighed, disse
Egenskaber i en saa høi Grad, at Henrik forelskede sig i dem
og kunde ikke undvære ham. Løitnanten havde sin største
Force i at underholde og konversere Damer. Naar den Art
Besøg kom, maatte jeg have Forsterkning, det var ikke til at
holde ud alene. Saa blev der sendt Bud efter min jevn-
aldrende Veninde, der boede en halv Mils Vei derfra. Den
smukke Vilhelmine var rigtignok en farlig Allieret ved slige
Leiligheder; men hun var kjækkere end jeg, og to er altid en

SIDE: 67

Magt mod én. Varede nu Beleiringstilstanden i to Dage, lagde
vi vor Plan ganske militærisk undvigende. Første Manøvre:
en ren Forsvinden; enten stjal vi os ud tilhest, eller opsøgte
saadanne Veie ude i det fri, at det var en Umulighed for den,
der ikke var kjendt med Terrænet, at finde os. Anden Man-
øvre: en haardnakket, til alle Sider forskanset Syning; saa
havde Fienden Forpostfegtninger at bestaa, inden den naaede
til os. Var Henrik tilstede, gik det bedre; thi da holdt han
Løitnanten varm, og han var da meget mindre oplagt til at
være Kurtisør. Engang havde Vilhelmine og jeg aftalt at holde
Siesta i den lille Pavillon i Bakken. Henrik havde lovet os
at holde v. Hadeln fast i det kritiske Øieblik, da vi reiste os
fra Bordet. Han fik ham ogsaa virkelig ind i Sideværelset til
et Parti Schak, medens vi iverksatte vor Flugt over Gaarden.
Vi havde netop naaet Høiden af en Laavebro, der fører ud til
Marken, da vi saa Løitnanten styrte ud af Døren med Chako
paa -- Henrik forsikrede ham altid om, at denne klædte ham
bedst -- og saa hurtig, som hans Ben kunde lange ud, stave
over Gaarden i Retning mod os. Dette Syn, i sig selv bare
latterligt, undlod ikke at sætte os i den voldsomste Skræk.
Som et Par opskræmte Høns og med den samme selveggende,
voksende Forfærdelse fór vi ned ad Bakker og Skraaninger
og stansede først i det dybeste af Tykningen, hvor vi krøb
ind i et Hasselkjærr. Vi havde ogsaa den Tilfredsstillelse at
høre ham komme og gaa forbi, inden vi forlod vort Skjul og
nu jubilerende slog ind i Retning af Pavillonen, som vi næsten
halvdøde naaede. Her laasede vi os ganske ordentlig inde og
rullede ned. Ogsaa her hørte vi ham komme; men han tog
dog det Parti at gaa, da Huset var og blev utilgjængeligt. Men
Henriks Alliance undgik vi rigtignok siden.

En anden Figur, som Henrik satte megen Pris paa, var en
viss Mellbye. Han havde engang været Lærer i Fransk paa
en offentlig Skole; men af visse "spirituelle" Grunde -- stak-
kels Mellbye førte altid dette og andre franske Udtryk i Mun-
den -- var han stegen ned til en Huslærers beskedne Stilling
oppe i vor Bygd. Mellbye var en Mand med ophøiede Ten-
denser; han sværmede for Kunst, Poesi og alt, hvad der var
stort og ædelt, forresten et godt og grundskikkeligt Menneske,
og man kunde neppe finde andet at udsætte paa ham end den
ulykkelige Tilbøielighed, der havde berøvet ham hans Stilling.
En høfligere, sirligere og mere patetisk ridderlig Person i al
sin Optræden end Mellbye kunde man ikke tænke sig. Endog
hans Træk bar oprindelig Præget af en viss ophøiet, renskaa-

SIDE: 68

ren Skjønhed. Han maa have lignet Camoens engang. Hvor-
ledes han med alt dette var kommen til at blive en af de
største og fornøieligste Karikaturer, der er forekommet, endog
i hin Tid, saa rig paa saadanne, forstaar jeg ikke; maaske
havde alle disse Egenskaber et Plus for meget; eller hvad
kunde det være? Han havde ligesom Camoens blot ett Øie;
men dette var igjen altfor stort; det lignede meget det runde,
matlysende Glas paa en rødmalet Raritetskasse, der var vor
Glæde, da vi var smaa. Mellbye manglede maaske blot en
eneste Egenskab, og det var Kritik, Selvkritik, dette Ironiens
Saltkorn, der kunde vakt ham til at beskue sig selv og sin
Tilstand og derved maaske til at reise sig igjen. Stakkels
Mellbye! han gik i Grunden ganske lykkelig sin Undergang
imøde. Han skattede sig selv som et Mønster paa Smag, Takt
og Dannelse og havde en stor Nydelse deraf. Følelsen heraf
tog altid til, og ligesaa tilfreds, ligesaa gravitetisk anstandsfuld,
som han havde levet, steg han Trin for Trin ned til det hem-
melighedsfulde Stade, hvor vi med Sorg har set ædlere, dyg-
tigere Kræfter end hans forsvinde.

Men da vi kjendte ham, var han endnu høit oppe paa Sti-
gen. Henrik var i Grunden snild mod ham; men han kunde
naturligvis ikke bare sig for at have Moro af ham, naar Leilig-
hed gaves; og det var da næsten bestandig. Mellbye sværmede
for Henrik og taalte merkværdig godt alle hans Drillerier og
Extemporationer, medens han var yderst ømfindtlig mod An-
greb af andre.

Mellbye, der længe havde opholdt sig i Paris, havde en
Passion for alt, hvad der var fransk. Han talte Sproget meget
korrekt og underholdt sig helst paa Fransk. Det faldt ret i
hans Smag, da min Veninde Vilhelmine, i hvis Fader, Oberst
Sisseners, Hus han var Huslærer, efter Aftale med mig, fik
ham til at forklæde sig som reisende Franskmand og i dette
Kostume aflægge en Visit i Prestegaarden. Det var netop
Geburtsdag og Selskab den Dag. Vi underholdt ham paa det
bedste og lod ham i den Tro, at han ikke var kjendt. Især
var det det franske Kjøkken, Mellbye sværmede for; han om-
talte ofte med Henrykkelse disse smaa, lette Retter, hvis Sam-
mensætning og Stoffer ingen kjender. Henrik inviterede ham
derfor engang høitidelig til en saakaldt souper à la française,
der havde kostet baade ham og Marthe lange Tilberedelser.
Dette Maaltid bestod af noget, som han kaldte farcerede Snep-
per, men som i Virkeligheden var Kraakefrikassé, Løvetands-
salat, Kompotter af en eller anden Slags Sop, Champagne af

SIDE: 69

Birkesaft, samt en Dessert af vild Honning (Humlebol), en
Anretning, som, uagtet den paa Moders udtrykkelige Anmod-
ning blev serveret for lukkede Døre, dog betog os Appetitten
i lang Tid. Men Henrik maa rigelig have krydret Maaltidet
med Vid og Elskværdighed; thi Mellbye var fuldkommen hen-
rykt og talte længe om den delikate Souper.

En Scene vil jeg endnu fortælle, som det undrer mig, Hen-
rik ikke selv har fortalt i sine Livsskisser; han maa have glemt
den. Den vil til Overflod erindre os om, hvor nær det tra-
giske ligger vore overgivneste Harlekinader -- hvem har ikke
følt det! -- og hvilken Guds Velgjerning det er at kunne le
og være lystig nogensinde i denne Verden.

Under et Besøg hos Oberstløitnanten, hvor der var nogle
Herrer samlet, havde Henrik drevet sin Spas med Mellbye
vel vidt. Hvis jeg ikke tager Feil, havde han i en Forundrings-
leg bemerket om Mellbye, at det var en besynderlig Maane,
der lyste slettest, naar den var fuld. Det var den Slags
"spirituelle" Hentydninger, han slet ikke taalte, endog ikke af
Henrik. De andre pustede for Løier til og sagde til Mellbye,
at dette gik for vidt; hans Ære krævede, at han fordrede
Wergeland ud. Mellbye, der maaske netop var i første Kvarter
af Maanen, fandt dette meget beføiet. Duellanterne indfandt
sig samme Aften i en tom Bjelkestue, der laa i en afsides Fløi
af Huset, hver af dem med en af Oberstløitnantens Rytter-
pistoler, der sidst havde været ladede 1814.

Henrik, som den udfordrede, skjød først. Sekundanterne
dundrede i Gulvet og kastede en Kugle eller noget saadant
hen paa Mellbye, der opfangedes i den tililende Sekundants
Arme. "Er De saaret?" "Ubetydelig," sagde Mellbye og tør-
rede Angstens Sved af sin Pande. Nu skulde Mellbye skyde,
Henrik vilde falde, forat man kunde faa se Mellbye som fortvilet
Seierherre. Men den Spas glemte de. Mellbye skyder, ædelt,
forsikrede han siden; et Knald ryster hele Huset; ved at se
efter har der boret sig en Kugle ind i Væggen nogle Tommer
høiere end Henriks Hoved, og der sidder den endnu den Dag
idag. Først længe efter fik vi denne Begivenhed at vide.

Af saadanne Scener kunde jeg fortælle mange; men jeg tæn-
ker, dette er nok til Prøve. Hvad for Indtryk de gjorde paa
mig, dengang jeg oplevede dem, kan jeg ikke selv gjøre Rede
for. For en ung Pige, der netop skal begynde Livet og staar
usikker og forventningsfuld foran det, var disse Henriks Ex-
centriciteter altid en underlig Indledning. Jeg savnede Und-
sætning, nogen, der vilde fylde og virke dæmpende, nogen,

SIDE: 70

med hvem man kunde le, om ikke andet. Dette kunde blot
ske i Ferierne, naar vi fik Besøg af mine eller mine yngre
Brødres Bekjendte.

Efterhaanden dannede der sig en liden Kreds, der samledes
i en Række af Aar, fornemmelig i Sommerferierne, men nogle
Gange ogsaa i Julene. Da blev Ligevegten oprettet; Henriks
Nærværelse merkede vi kun som en høirøstet Kilde, der for-
frisker, uden at forstyrre. Tonen begrænsedes, men blev aldrig
mat eller tvungen. Endnu kunde der udvikle sig Timer, Situa-
tioner, fulde af spillende Humor. Det var herlige Uger disse;
der hviler et Skjær af Ynde, Friskhed og Romantik over dem,
som jeg ikke har Ord for at beskrive.

Man kan begribe, at for Damerne i denne vor Kreds var
Henrik altid noget som den himmelfaldne Stolpe i Fabelen.
De begyndte med en viss Frygt; men de merkede snart, at han
ikke var saa slem, og de endte med at være glade i ham.
Han blev paa sin Vis galant Ridder; man gjorde Indrømmelser
og søgte at komme hverandre imøde. Saaledes føiede vi os
modigen i hans Bøn om at maatte kjøre os til et Julebal i
"Pilen", hans selvopfundne Pulk, der ganske havde Formen
af en Baad. Der var temmelig dyb Sne, og vi forudsaa meget godt,
hvorledes det vilde gaa. Men naar Henrik havde ned-
lagt sin Vadmels Frak for Damernes Fødder og traadte op i
Klæde til deres Ære, saa turde de til Gjengjæld ikke gjøre
mindre end at kjøre i "Pilen" med ham. Kun betingede vi
os, at han ikke maatte velte os mere end tre Gange; imidler-
tid skede det fire Gange. Ak, mine Damer, som maaske faar
høre dette! De gyser ved at tænke paa denne Fart! Tænk, i
Finnepulk og med Henrik Wergeland! Men jeg forsikrer Dem,
at ingen af os, og maaske ikke engang De selv, mine Damer,
har i vore magelige Kareter kjørt til Bal saa lystige, saa hjerte-
lig fornøiede som vi i vor Pulk, og vi var virkelig ogsaa pene!
 -- ja maaske netop derfor. Vi havde klare, hvide Kjoler paa,
der dog ikke tog synderlig Skade. De maatte kun tørres lidt
ved Skorstenen, inden de gjorde Effekt inde i Balsalen.

Vor Kreds fik undertiden en kjær Tilvekst i vore Naboer
fra Ullensaker. Denne musikalsk følende og begavede Familie
var nylig overflyttet fra de bergenske Fjorde til Ullensakers
triste, nøgne Sandsletter; de vidste derfor fuldtvel at skatte den
eidsvoldske Naturskjønhed. Det var ret taknemmelige Gjester
at have. Saalænge Presten levede, denne fine, varme, ung-
domsfriske Gamle, der var "skjøn i sin Nedgang", som Wel-
haven sagde om ham, fulgte han ogsaa med; siden var det de

SIDE: 71

unge, der jevnlig besøgte os. Naar mine Veninder, det Diriksske
Søsterpar, forlod os, var det næsten blevet en Regel, at jeg
fulgte dem til Ullensaker Prestegaard for der at afslutte vort
Sommersamliv. Her skiltes vi da, de for at drage hjem til sine
Husguder i Grænsegaden, jeg til det stille Naturliv hjemme, hvis
Ensomhed da undertiden kunde forekomme mig overvældende.

Var det Sommer, gjorde vi undertiden store Ture, sjeldnere
disse mindre, der ofte blot virker oprivende. Prestegaardens
Omegn er saa uudtømmelig rig; hvad skulde vi søge i den
Art, der var smukkere? Men en Gang imellem gik vi til-
fjelds; vi besteg Misbjerget. Henimod Aften drog vi op ad
Skyggesiden for at naa ud til den røde Klippe, hvorfra man
kan se Solen gaa ned over Hurdalssiden. Vi rastede paa
Randen af denne merkelige Styrtning, der stiger saa lodret
ned, at det ser ud, som om man kunde kaste Smaasten ned i
Tjernene, der dog maaske ligger en god Fjerdingvei ud paa
Skovsletten. Saa gik Natten, som ingen Nat er, men kun en
gylden Dæmring, hvori Aften og Morgen mødes i et eneste
langt Velkomst- og Afskedskys. Et Par saadanne dæmrende
Timer, og Solen dukker op over den fjerne, blaa Linje i Nord
og kaster en bleg Lyssøile udover Mjøsen, hvis hele Speil vi
har foran os. Nu ligger Hurdalen dunkel under Aasrækkerne,
der tegner sig kobberfarvet, mat oplyst mod Vesthimmelen.
Hvor ser nu denne Egn, som laa der saa smilende i Aften-
solen, hvor ser den vild og øde ud i den kolde Morgenbelys-
ning! Eller vi roede op ad Mjøsen paa disse gode gamle,
bredbundede Dølebaade, der maaske nu ikke eksisterer, be-
søgte Herregaarden paa Helgøen et Par Dage og drog saa
hjemover, ikke uden adskillige Smaaeventyr og Fataliteter, der
naturligvis slet ikke nedslog vort Mod, men lod os kun dob-
belt føle det behagelige i at komme tilbage til den velsignede
Prestegaard. Ogsaa Far og Mor, begge af Natur selskabelige,
levede op i disse Uger og tog ofte Del i vore Udflugter.

Hvor eiendommelig afsluttet, ikke lignende noget senere op-
levet, staar disse Sommerdage i min Erindring! Var det en
Mangel, at man ikke forstod eller kunde forstaa det, medens
man stod midt i det? Man skal have levet, iagttaget og sam-
menlignet først; men hvor bliver der saa af Naiveteten og det
sprudlende Liv, der gav hine Dage sin særegne, fornemste
Ynde? Og de herlige Mennesker, der delte hine Dages Glæder
og gav dem sin rette Vielse! [fotnotemerke] Som Syner midt i Ørkensandet

Fotnote: Af disse maa særlig fremhæves Statsraad Diriks's tvende Døtre, Natalie og
Emilie, denne sidste min mangeaarige Korrespondentinde. 
(Forf.s Anm. fra 1892)

SIDE: 72

stiger de vinkende op, én for én, disse kjære, disse store
Hjerter uden Falsk, der dengang var som ett med mig, der
benaadede mig med et Venskab, som Døden først har kunnet
løse -- alle, næsten alle er de borte!

Fader havde paa min Bøn bygget en liden Pavillon paa en
skovbegroet Odde i Dalen, hvorfra man havde Udsigt over
Andelven. Det var blot en Træbarakke, hvis Vægge hver
Sommer blev beklædte med alle Slags brogede Mosarter, hvil-
ket saa meget smukt ud. Efterhaanden groede Birkene saadan
sammen over den, at den næsten skjultes, og det flade Tag
blev selv en Løvsal. Til denne Pavillon valfartedes sent og
tidlig; den blev et Slags Midtpunkt for vore selskabelige For-
handlinger. Alle de Smaapikanterier, der udspinder sig, hvor
Ungdom og Kvikhed mødes under de gunstigste Betingelser,
det vil sige, naar de ikke har andet at gjøre end at ryste
Hverdagsstøvet af sig og blive elskværdige, fandt sin Løsning
under disse Birke. Enhver Bemerkning, der ønskede at for-
blive anonym, blev betroet Væggen, og Svaret lod ikke længe
vente paa sig. Lidt efter lidt bedækkedes Væggene med In-
skriptioner, dels af lyrisk, men fornemmelig dog af polemisk
og epigrammatisk Indhold, der mindre syntes at passe til Ste-
dets idylliske Karakter.

Mange af disse Udgydelser var morsomme, og jeg angrer
paa, at jeg ikke optegnede mere deraf; thi ak, Pavillonen
skal senere være brændt op! Far og Henrik var de iv-
rigste Producenter, og ingen var flinkere i fine, træffende
og tildels bidende Vittigheder end vor Ibis, den stille, alvor-
lige Emilie! Forundringslegen blev her leget i det store; Be-
merkningerne førtes ordentlig til Protokols, og en saadan,
skrevet af Fars tydelige Haand, steg op til ganske anselige
Hefter. Vi blev dog aldrig fornærmede. Det er blot Plat-
heden, der fornærmer. Der var flere Lysthuse og Smaaanlæg
nede i Dalen, der alle førte Navne, som de endnu hævder.
Det smukkeste hed Drømmely, et andet Smegterud; men vi
havde ogsaa et Furtero, som dog ikke, saavidt jeg ved, blev
taget i Brug. Et Par af disse Smaavers paa Væggene husker jeg.
Enhver fik en Strofe opgivet, som han dømtes til at rime paa
et visst Antal Gange. Faders Impromptu lød saa:

Høit og dyrt jeg her forkynder:
Hvo som ei paa disse Hynder
Røres af Naturens Ynder,
Være maa en rigtig Synder
Eller og -- en simpel Flynder.

SIDE: 73

Et andet:

Se Livets bedste Lyst i Huslighed og Tevand!
Thi bryd dig ei om Kunst, om Moder paa Nyseland,

Om Krig, om Poesi, om Stat og Orla Lehmann.
Hjælp heller dine smaa at bygge sig en Snemand,

Men vogt dig vel for Gjæld, for Kort og Fader Evan;
En Whist tillad dig dog, til Fire- eller Tremand.

Din Kone vente ei med Maden eller Tevand!
Forsigtig ogsaa vær med Rottekrudt og Skevand.

Thi husk paa Tyskens Ord, han siger at: der Eh'stand',
Blandt andre Livets Kaar kan næsten kaldes 'Weh'stand'.

Her artede Rimene mere og mere ud, og endte, hvad man
ogsaa kunde vente sig, med en Træmand.

Vi morede os med at sammenligne de dengang levende unge
Damer, hvoraf en stor Del var Skjønheder, med Blomster og
at forsyne hver af disse med et lidet rimet Tankesprog. Naar
det ikke vilde gaa, hjalp Henrik os. Her er et af ham. Han
valgte selv for vor Natalie en Pensée og skrev:

Dit Blik er tankefuldt, din Taaredugg et Speil,
Der viser i dit Dyb os alt, kun ingen Feil.

(Pragtnerium.)
En Skjønhed, der havde gjort et daarligt Parti.

Tidsler man ser,
Kjække og flotte,
Tidt vokse paa Slotte;
Det omvendt er her:

Din Skjønheds Magt,
Der fængslede Drotte,
I limet Potte
Maa skjule sin Pragt.

SIDE: 74

(Hvid Rose.)
En af vore smukkeste, yndigste Damer, der døde ung.

O hvide Rose! fagrere end rød!
Og bedre, thi den hele Livsensglød,
Som denne bærer prunkende paa Kinden,
Den har som Hjerte i din Kalk du inden!

(En affekteret Dame; vi kunde ikke finde noget Navn.)

Dig ei Naturen kjender.
Hvad siger Kunsten da?
Den siger: "Gid jeg var vel derfra!" -- 
Og vasker sine Hænder.

(Liljekonval.)
En ung Pige (senere Fru Schweigaard), der sjeldnere viste sig
paa Skuepladsen.

Du Skovens Yndling, hvi lader du funkle
Dit Perlerad kun i Skovens Dunkle?
Ret som om du var
Af Alfehænder
En henslængt Række forlorne Tænder
I Feen Capricias Boudoir.

(Livet som en Drøm.)
En ung Dame uden megen Sjæl, der holdt paa at danse
den Smule, hun havde, bort.

Hvad Thyra er, saa spørger du.
Halv Willis, halv Najade.
Selv Døden søger hende nu
I Skikkelse af Sprade.
Vi andre raabe ve og ak!
Saa ung! o hvilken Skade!
Men Thyra neier siger: Tak,
Er det en Galopade?

Otto Aubert havde skrevet, straalende af Ungdom og Sundhed:

"Das Leben braust, das Leben schäumt!
Frisch auf! eh' der Geist noch verduftet."

To Aar efter var han død.

SIDE: 75

Sommerfuglens Gravfest.

Jeg sad en solvarm Aften
Her netop i Birkens Ly.
Da blev der et pludseligt Stille; -- 
Saa toned det sælsomt paany.

En sagte Luftning vifted
Henover den stille Vang,
I Rørenes hule Piber
Det gik som en Orgelklang.

De store Blaaklokker ringed
og kimed af al sin Magt,
Og Engens Kjæmper og Stargræs
Trak op til en Sørgevagt.

Saa blev der en Summen og Brummen
Som af en hel Million;
Høitidelig skred forbi mig
Den hele Insektprocession.

Og høit paa Rosenbladsbaaren
Laa bleg liden Sommerfugl,
Hver Blomstalf luded bedrøvet
Frem af sit Blomsterskjul.

Saa reded de for den Døde
En Seng af Violer blaa
Og finest Linnea og velted
Et Lindeblad ovenpaa.

Guldbillen vilde tale,
Men maatte rent tie stil;
Sit Savn den vilde afmale,
Men var for bevæget dertil.

Saa gik det og Bien, den Formand
For Honningmændenes Laug;
Den bryned sin lille Snabel
Og rømmede sig -- men taug.

SIDE: 76

Men Humlen med mere Styrke
Besteg nu en Talerstol;
Det var en lige ved Graven
Høit opskudt Natviol.

Den talte om Aanden fra oven,
Der vakte med ukjendt Lyst
Duften i Blomsternes Kalke
Og Længslen i Insektets Bryst.

Den breded ud sine Vinger
Og talte om Liv og Død!
Om Sommerfugllængslen, der vilde
Den vække af Jordens Skjød.

Det var den smukkeste Tale,
Jeg hørte nogen Stund;
Det var, som om søden Honning
Strømmede ud af dens Mund.

TRETTENDE NAT.

Henrik beboede hjemme et Værelse, som hedte Grevens
Kammer, saa kaldet, fordi der i en fjern Fortid havde boet en
halv forrykt Adelsmand, som havde Kost i Huset. Det var
stort og skummelt, og det havde Ord for, at der spøgte. Dette
kan nu være, som det vil; men det er ikke sandsynligt, at det
var Tilfældet, saalænge Henrik havde opslaaet sit Paulun der-
inde. Jeg gad vidst, hvad Slags Spøgelser der havde havt Mod
til at betræde dette Værelse, end sige finde Behag i det som
et fast Aftrædelsessted? Henriks lidenskabelige Kjærlighed til
Naturen og det naturlige havde her ret con amore udfoldet sig.
Alt hvad der af Produkter, hentede fra dens tre Riger, paa
nogen Maade kunde anbringes i et menneskeligt Beboelsesrum,
det kunde man vente at finde her, noget til Pryd, andet som
Surrogater for de almindelige brugbare Ting. Aarhundreders
Opfindelser og Fremskridt var spildte paa ham; han elskede
Tingene kun i Raaform og foretrak dem saaledes langt for det
fuldkomne og bekvemme. En Barkstol stod foran hans Bord,
en Tiurfjær tjente ham som Pen; om Blækhuset var naturligt
 -- kunstigt mener jeg -- og ikke kunstig-naturligt -- husker jeg
ikke; udenfor Vinduet en Vindharpe, i en Krog et Kranium
overraget af en blomstrende Hybenbusk. Man vidste ikke, enten

SIDE: 77

man var kommen ind i et Naturaliekabinet, en Eneboers Hule
eller en Heksemesters Laboratorium. Vægge, Mure, Dørgesimser
bar ogsaa Spor af hans ligesaa fantastiske Kunstsans. Paa
Muren havde han malet en legemsstor, dansende Neger, hvilket
sigtede til et Sagn om, at de sorte tror, at naar de syngende
og dansende styrter sig i Flammerne, kommer de tilbage til sit
Fædreland. Bønderne korsede sig, naar de kom i Døren; de
troede naturligvis, at de saa den skinbarlige selv. Midt paa
Væggen et kolossalt Eksemplar af Grundloven -- bevogtet af
tvende Jetteskikkelser i Døledragt med Biler og Økse. Dyre-
riget var ogsaa mangfoldig repræsenteret. Fugle flagrede løse
omkring; Fiske og levende Snoge i Glas; Bella paa en Pude,
med et forgyldt Halsbaand, hvorpaa den Indskrift:

Er du lydig og klog og from,
Saa skal du hede Bella;
Men er du lumsk og bisk og dum,
Saa skal du hede Nella -- 

(Spotnavn, som Modstandere af "Den Constitutionelle" havde
sat paa dette Blad), -- ikke at glemme hans Yndling, den gamle
Kanin, der "enøiet, trebenet, violblaa og fin" hinkede gemytlig
omkring mellem Mos, Stene og friske Løvbuske. Paa Bordet
ragede en uhyre Kvast af vilde Vekster og Blomster op af et
gammelt Drikkehorn, og her sad han, visselig selv det sæl-
somste Naturprodukt -- en Skovens vilde, yppige Vekst, liflig
i sin Art, Vandrerens Glæde, saalænge den beholder sin Plads,
men som blot forstyrres og virker forstyrrende, naar den, bort-
rykket fra denne sin Sfære, skal tjene Realiteten og blive et,
dog kun maadeligt, Redskab i dens Tjeneste.

Ak nu ved jeg det, disse Aar var de lykkeligste for os alle.
I denne Periode af sit Liv tilhørte han os endnu, og tør jeg
lægge til: ogsaa mig tilhørte han. Han holdt af mig dengang,
og han lagde det for Dagen paa sin Vis, jeg kan ikke huske
egentlig hvordan. Det faldt saa af sig selv, det kunde ikke
være anderledes, vi maatte være glade i hinanden dengang.
Jeg husker, at jeg stod engang ved Vinduet og saa ud; han fór
fløitende gjennem Stuen og var alt i Døren; da kom han til-
bage, tog mig om Halsen og kyssede mig, og ud fløi han igjen,
uden et Ord. Men vore Veie skiltes, maatte skilles, for aldrig
mere hernede at forenes. Min Broder! Det er ikke saa, at
jeg troløs forlod dine Spor; jeg kunde blot ikke følge dig i den
vilde Larm! Paa den stille Vei, jeg maatte gaa, har jeg staaet

SIDE: 78

og skuet ud som hin Dag ved Vinduet og ventet og ventet med
Smerte; men du kom ikke tilbage. Min Broder! Dit Kys har
jeg dog, og det skal gjælde udover de lange Adskillelsens Aar,
og rent skal det bevares, og rent og trofast skal det besvares
der, hvor Cirkelen slutter og det adskilte mødes!

Hvor han kunde være elskværdig, hvor han var elskværdig!
Selv lo han næsten ikke, han gottede sig, han fløitede ligesom
Latteren ud, men i hans Nærhed sprudlede der evige Fontæner
af Latter, Liv og Lystighed. Man kunde ikke blive rigtig vred
paa ham, hvad han end sagde og tog sig for. Henrik havde
Anlæg til alle huslige Dyder, til alt, hvad der gjør Familielivet
let og dog høiere beaandet. Alle hans Egenskaber havde noget
af Barnets. Han var snild, nøisom, altid glad, taknemmelig for
det mindste, en elskværdig Søn, og alt dette gjorde, at man
under et længere Samliv med ham indlulledes sødelig i den
Tro, at det maatte vedvare uforstyrret. Det er den Slags Sik-
kerhed, Beboerne af Torre del Greco føler; de hænger som
berusede ved den skjønne Jord og glemme tilsidst den farlige
Nabo, indtil en vakker Dag Grunden bæver under dem og
minder dem om, at næste Minut kan det hele være forvandlet
til en Askemark.

Og saa har hans Nærmestes Liv været ved Siden af ham,
en Usikkerhed, der ikke tillod os at dvæle i nogen Glæde, en
Bæven paa Randen af et Krater. Vi vidste aldrig, hvad Øieblik
Udbruddet vilde komme. Iagttog vi ængstelig ett, aabnede der
sig maaske to fra en anden Side. Som oftest var det de æd-
leste Anlæg i ham, der gav Anledningen. Hvor vilde de kunnet
virke velsignelsesrigt, havde Klogskab og Sindighed ledet dem!
Hans Iver for Menneskehedens Sag var saa brændende, og han
fór saa blindt afsted, at han ikke kunde skjelne sandt fra det
usande. Deraf hans fleste Feilgreb. Enhver virkelig eller falsk
Nødlidenhed var selvskreven til hans Hjælp, og Mor maatte
passe paa, at han ikke gav sine Sengetepper bort. Enhver
Klage, der støttede sig til et Skin af lidt Uret, af en mægtigeres
Overgreb, kunde være sikker paa at finde et villigt Øre og en
fluks beredt Vilje til at gaa i Ilden. Han undersøgte ikke;
Ringheden, Afmagten var Klagerens Ret, en luvslidt Kjole det
ubestrideligste Argument. Af saadanne Grunde udspandt sig hans
Fiendskab med Praëm, der berøvede os vore kjære Naboer, [fotnotemerke] 
og havde saa langvarige, sørgelige Følger for ham selv. Denne

Fotnote: Dog kun for nogen Tid; Forsoningen indtraadte senere, og Omgangen
med Familien Praëm fortsattes. 
(Forf.s Anm. fra 1892)
.

SIDE: 79

Sag er altfor bekjendt til, at det skulde være indiskret at be-
røre den. Hvad skal jeg sige til den saa haardt angrebne
Mand? Hvad han allerede længe vil have sagt sig selv:
Døden forsoner, og vi vil alle tilgive, som vi engang ønsker
at tilgives.

Ligesom Henriks Menneskekjærlighed, der ikke lededes af
Menneskekundskab, paadrog ham Sorger og Processer, saa gik
det ham ogsaa med hans Politik. Han vilde være Politiker, men
han var kun -- noget bedre -- Patriot, og ingen vil negte, at
det var han af Hjertet. Dette førte ham ind i den bekjendte
Samfunds- eller Dæmringsstrid, denne langvarige, forbitrede
Kamp, der konsumerede mere Aand, Vid og Galde, end der
ellers forbruges i et halvt Aarhundrede, og som er lige merke-
lig, enten man ser hen til de Kræfter, den udfoldede, den
Udstrækning, den vandt, eller de gjennemgribende Følger, den
efterlod for vort Samfundsliv. Maaske ikke mange af de yngre
har tænkt sig klart Henriks Forhold til denne Strid. Lige til
henved Aaret 30 levede man her i en gemytlig Blindheds-
tilstand; man skjød endnu Fart paa 1814's Begivenheder og
tænkte, at med, hvad der var skeet, var Land og Lov bygget;
nu havde man ikke andet at gjøre end lægge Hænderne i
Skjødet og jubilere. I Studentersamfundet drak man tappert
hver Samfundsaften og skraalte patriotiske Sange. Henrik kom,
et egte Foster af sin Tid. Han løftede vel Stemningen og rev
de andre med sig, men han var blendet som dem; ak, hvorfor
skulde han ikke være det? Det var smukt, det var rigtigt,
saa som han var. Hvor skulde han taget den fremadskuende
Refleksion, der øiner Sandheden bag Fænomenerne? Hvad
han kunde gjøre og virkelig gjorde, var at samle Rækkerne,
lade sig kaare og holde sig slagfærdig. Welhaven kom og fandt
sin Mand parat, og det var en Tak værd. Hvad han har villet,
fik først sin rette Gyldighed og Betydning gjennem en Brydning
med en Modstander som Henrik.

"Nu gjælder det at vinde selv en Krans,
At stille rolig for den indre Sans,
Hvad der maa vækkes, skabes og forbedres."

Og Slaget stod, det store Slag, og det lynede fra begge
Kanter, og Henrik-Merrimac kastede sin Granatregn af "Sifu-
liner", og Monitor-Welhaven svarede med riflede "Kompli-
menter" og 80-Pundinger af polemiske Stanzer, og Dæmringen
faldt over Kampen, og det var en prægtig og morsom Kamp,

SIDE: 80

og alle saa til; men Blodet, der flød, og de kvæstede agtede
man ikke paa.

Der er ofte blevet ytret en Beklagelse over Henriks tidlige
Bortgang. Jeg vover hverken at modsige eller istemme denne
Klage. Den maa finde sit Svar deri, at det er skeet, at det
skulde saa være. Henrik har sagt et sandt Ord om sig selv
paa Dødsleiet: Jeg har kun været Digter og intet andet. Havde
han lagt til: gid jeg aldrig havde forsøgt paa at være andet,
saa havde det været endnu mere træffende. Ak, han var blot
skabt for sin Digterverden, til at se fra dens Regnbusky ned
paa den øvrige Verdensgang; som Barnet, der stikker sin Haand
ind i et Maskineri, maatte han smertelig bøde for ethvert For-
søg paa styrende at gribe ind i den.

For kort skulde han have levet? Kan et Digterliv beregnes
efter Længden? Silkeormens længste Tilværelse er nogle Maa-
neder; da bliver den Sommerfugl og dør. Men i den Tid har
den spundet tusende Miglier Silke og født tusende Spirer til et
nyt Liv. Som Digter har Henrik levet fuldt, rigt og længe.
Livet fra den Dag vilde blot bragt ham Skuffelser og Anger
over Feilgreb, som han dog aldrig vilde lært at undgaa. Klog,
verdensklog var han aldrig blevet.

Saa lukkede Gud mildt hans Øine, førend de for smertelig
oplodes. Maatte hans Sjæl finde den Hvile, den her aldrig
vilde fundet.

FJORTENDE NAT.

Da jeg var liden, drømte jeg om en Have, jeg skulde faa,
naar jeg blev stor; den blev altid smukkere og smukkere; til-
sidst kom der endog Springvand i den. Den maatte i det
mindste være meget smukkere end vor Prestegaardshave, der
var stor, men noget forvildet; thi den forsømtes til Fordel for
Markerne; saa groede Lunden til, Markblomster og Bregner tog
Overhaand, og Jordbærene artede ud i vild Tilstand. Endelig,
efterat jeg havde levet længe, længe, fik jeg en. Det var en
pen liden Have med en Række Træer, to Rosenbed og fire
Gulerodsenge. Men det var ikke den Have, jeg havde drømt
om. Den er snæver! den er for snæver! raabte jeg i mit stille
Sind, og saa toges den straks fra mig som fra et Barn, der
skriger, at Kagen er for liden, og saa havde jeg ingen.

Nu sidder jeg igjen og drømmer om min Have, og se, nu
er den funden, den rette, den mig bestemte, der ikke mere
kan tages fra mig. Statuerne og Springvandet er borte, den er

SIDE: 81

svunden ind til en Række smaa Bed, der høiner sig efter hver-
andre. Dog er den stor nok min Have -- o, kun altfor stor! -- 
og den er smuk. Roser, Nelliker og Rosmarin trives herlig paa
Bedene, og jeg besøger dem den hele lange Dag.

Kjære Venner, I har selv besøgt dem med mig. Er det faldt
eder ind, hvad jeg først nu, med en viss Frygt opdager, at jeg
har ført eder ind iblandt lutter Grave? Jeg lovede eder Under-
holdning, Adspredelse i de lange Nattetimer. I har maaske
tænkt paa en Fart gjennem en rig vekslende Handlingens
Verden eller vel endog gjennem Digtets Eventyrlande, og jeg
fører eder ind paa en Kirkegaard for at læse Gravskrifter og
vise eder, hvor pent Blomsterne staar, vel endog en liden
Strimmel Udsigt over Muren. Og Datoer og Navne og de gode
Vidnesbyrd, ja dem kan vi alle læse; men den usynlige Skrift
mellem Linjerne, disse Hjertets uforfalskede Runer, ak, kunde
jeg blot tyde eder dem! Formaaede jeg at beskrive eder de
forskjellige Følelser, der bevæger mig ligeoverfor disse Grave,
jeg har ført eder til! Med Taarestrømme, der aldrig vilde ende,
har jeg vædet Moders Baare, som om jeg med dem kunde
kjøbe tilbage det lyse, det blideste i vor Slegts dunkle, til Kamp
indviede Liv! Jeg har staaet rystet ved Henriks sidste Leie,
rystet af Skræk, som naar man ser en Kolos falde, der syntes
bestemt til at staa den sidste paa Grunden. Men ved hans
Grav føler jeg en Fred, usigelig Fred! Her ligger, vel et kort,
i sin Fylde sammentrængt, men dog afsluttet Liv, et Digterliv,
der i sin indre Glød havde kulmineret, og som ikke syntes
bestemt til at bære bedre, eller rettere andre, Frugter, end det
allerede havde givet.

Kun ved Faders Grav har jeg ikke følt denne Fred. Jeg
har set ham nærme sig den, med den nagende Smerte, hvor-
med man ser det store ubenyttet, fortærende sig selv, endelig
haabløs synke for denne Verden. Han var 27 Aar ældre end
Henrik, men endnu i sin fulde Aandskraft, da han, bøiet af
Modgang og Livstræthed, kun kjendt af faa, uforstaaet og upaa-
skjønnet af sin Tid, sank ned i Graven.

Er det nødvendigt at gjenkalde, hvad Fader har virket i sit
Lands Tjeneste, da han endnu stod kraftig og fuld af Haab i
Livet? At han var Tanken, hvor Grev Wedel var Haanden,
der reiste vort Universitet; at han var en af de fire frem-
ragende, der i Landets store Forsamling havde Fremsyn og
Mod nok til at tale for en Tilslutning til Sverige, medens
Sympatien for det gamle Broderland endnu var saa grund-
fæstet, at det snarere saa ud som et Forræderi; dette kan

SIDE: 82

Historien fortælle bedre, end min uøvede Haand kan sætte
det i Pen; jeg berører kun disse Fakta, forsaavidt som de
angaar Faders mindre bekjendte Privatliv. Carl Johan glemte
aldrig, at Fader havde været en af disse Støtter for hans Trone;
thi selv en Trone har ondt for at staa paa mindre end fire,
skal den ikke falde, naar den reises. De mange personlige
Beviser paa erkjendtligt Sindelag, denne Monark altid viste
Fader, har været dennes eneste og kjæreste Løn, hvor Natio-
nen takkede ham med Kulde og Glemsel. Fader var en taus
Mand, han klagede aldrig over uopfyldte Løfter. Den Hen-
givenhed, den Veneration, han nærede for Carl Johan, blev
han tro til sit Livs sidste Øieblik.

I en ungdommelig Illusion om Landlivets Herlighed, om det
idyllisk skjønne i at virke for "den ufordærvede Bondestand"
havde Fader søgt Eidsvold Kald. Disse Illusioner maatte han
som sagt opgive efter Gud ved hvilke Kampe. Men Fader
elskede sin Stand, han troede sig kun Født og baaren til den;
ved Hjælp af den Iver, det dybe Alvor, hvormed han virkede
i dennes Tjeneste, den Glæde, han fandt i Naturen og i Jord-
dyrkning -- holdt han sig i en Tid af tyve Aar taalelig tilfreds
paa sin Plads. Omtrent paa den Tid stødte, længe forberedt,
alle de Omstændigheder sammen, der gjorde ham det ønskeligt
at forandre sin Stilling, og han søgte sig endelig bort fra Eids-
vold. Jeg vil forbigaa, hvad jeg kun med Modbydelighed kan
henpege til, hvorledes Veien til hans Konge sperredes ham, da
han for første Gang vilde gjøre et Ønske gjældende, et saa
længe, saa rigeligen opmuntret og visselig ikke overdrevent
Ønske. Det er ikke derom, jeg vil berette, det er kun lidt om
min Faders sidste Dage, jeg vil fortælle til de faa, der har
Hjerte til at forstaa og dele med mig den smertelige Tilfreds-
stillelse, dette volder mig.

Langvarig Kamp mod raa Forhold, aandige Savn af alle
Arter, Chikaner og Utak, hvor han kunde ventet sig det mod-
satte, havde efterhaanden nedbrudt hans Sind og hans hele
Livsmod.

De idelige Feider, Henrik indviklede sig i, virkede især til
denne sørgelige Forandring hos ham. Han havde heri en høist
angribende Dobbeltrolle; streng dadlende og saavidt muligt af-
vergende ligeoverfor Sønnen, følte han bittert, med en Faders
hele tilgivelige Partiskhed, ethvert Angreb mod denne. Det,
som gjorde vor alles Stilling i disse Stridigheder saa ulidelig,
var den ørkesløse, afmægtige Afstand, hvori vi maatte se paa
dem. Der sad vi, seks Mile fra Skuepladsen for disse Feider.

SIDE: 83

Vi fik saa at sige det bitre afveiet unsevis et Par Gange
ugentlig, blot og bart, uden Kommentar, uden Meddelelsens
Lindring. Mangengang turde vi neppe aabne de usalige Aviser
eller, naar de flygtig var gjennemsete, lade Fader faa dem.
Ja, Landet, Landet! Du høitpriste Landliv! En Lykke er det,
at Vorherre synes at have bestemt en stor Del Mennesker til
at vegetere.

En af de mest udprægede Egenskaber hos Henrik var en
barnlig, aldeles kritikløs Ærbødighed for Fader, der ytrede sig
i hans hele Optræden mod ham. Hvordan det var blevet
mellem dem, havde ikke denne været, ved jeg ikke. Om
Fader talte aldrig saa strenge Ord, taug han og ofte med et
bønligt Blik, som en overbevist Skolegut. Han tog sine Skjend,
underkastede sig sønlig fromt, for næste Gang at handle -- 
akkurat, som Henrik handlede. Et Træk af den Strenghed,
hvormed Fader behandlede ham, tør jeg vel hidsætte som be-
tegnende for dem begge. Fader og jeg var reiste ind til en
Koncert af Ole Bull for at blive nogle Dage. Vi var netop
ankomne og tog lige hen til Koncerten, da vi underveis uhel-
digvis møder Henrik, der med et Par af sine Venner kom lige
fra et lystigt Lag, hvilket var at merke paa ham, men virkelig
heller ikke mere. Det er bekjendt, hvor lidet han taalte, før
det merkedes paa ham. Men Fader, allerede før forstemt ved
den lange, trættende Vei, blev det nu tilgavns og sagde med et
par strenge Ord til Henrik, at han var Skyld i, at han vilde
reise Morgenen efter. Forgjæves kom Henrik op senere om
Aftenen og gjorde Undskyldning, forgjæves tryglede vi om
Morgenen, Henrik næsten knæfaldende. Vognen kjørte frem,
Fader og jeg reiste den samme seks Mile lange Vei tilbage.
Hvilken Dag, hvilken Reise! Fader sad forstenet rugende ved
Siden af mig i Vognen, jeg turde ikke tale til ham.

Et andet Træk af den ubetingede Magt, han øvede paa sin
hele Omgivelse, af den ubegrænsede Underkastelse og Lydig-
hed, vi selv i de seneste Aar var vante til at vise ham, er
heldigvis mindre sørgeligt, og jeg vil vove at fortælle det,
uagtet jeg ikke vil formaa at give det den Kolorit af uopnaae-
ligt Humor, hvori det foresvæver mig. Der var flere unge
Damer fra Christiania hos os, da der en Dag var blevet aftalt
en Tur tilhest. Min yngste Broder, dengang i sin første Ung-
dom og sprudlende munter, var ved saadan Leilighed vor
uundværlige Ridder. Men samme Dag havde Tilfældet sendt
os til Huset en Slags Bygdevirtuos, der havde bevæget Fader
til at tage Violin og Nodestol ned i et af Værelserne. Naar

SIDE: 84

gamle Mænd faar fat paa Violinen, holder de aldrig op. En
Tidlang havde vi ganske alvorlig hørt paa denne Musik. Den
maatte ufeilbarlig være komponeret i længst forsvundne, for-
historiske Tider, saa mange ubeskrivelige Triller bestod den af
 -- Fremtidsmusik var det ialfald ikke. Tilsidst begyndte Situa-
tionen i den Grad at virke paa vore Lattermuskler, at vi fandt
det raadeligst at skynde os afgaarde. Men idet vi gik igjennem
Stuen, hvor der spilledes, blev Oscar ganske rolig imperatorisk
anmodet om at tage sin Fløite og ledsage dem paa samme i
nogle Tersetter. Naturligvis, med Fornøielse! En Bøn om
Skaansel, et Forsøg til en Forestilling blev ligesaalidt gjort,
som Fader tænkte paa, at en Ridetur med elskværdige Damer
kunde have mere Tillokkelse for en ung Løitnant end et Ak-
kompagnement til to skrigende Violiner med Udsigt til, at det
vilde vare til senaftens. Fader vidste maaske ikke engang om
Turen. Det faldt ingen ind at sige noget derom. Vi maatte
reise alene, og med blødende Hjerter.

Hvor længe vi blev borte, ved jeg ikke; adskillige Timer var
gaaet med ved et Par Besøg, vi aflagde i Bygden; men vi blev
næsten overraskede ved at høre Musik ved vor Hjemkomst.
Scenen var uforandret. Far og Organisten spillede Violin, min
Broder blæste, man kunde næsten sige, med en Engels re-
signerede Smil og saa fordybet, at han ikke saa op; men
en Trækning med Øienbrynet viste, at han merkede, vi gik
igjennem.

Der kom tunge, mørke Dage over Prestegaarden. I 40 havde
Fader endnu en Gang søgt, nemlig Christiansands Bispekald.
Begge mine Forældre havde sat sin Hu til denne Forandring,
der skulde føre dem tilbage til deres Ungdoms Skueplads, for
i dennes Jord at lægge sine Ben tilhvile. Enhver af Faders
Venner havde spaaet ham som visst dette Ønskes Opfyldelse;
allerede havde Rygtet fortalt, at han var udnævnt. Derom
maatte dog endnu ikke tales; men vi andre troede paa det.
Det var en mørk, regnfuld Høstaften, da en af mine Brødre
selv hentede Posten, der skulde bringe os Vissheden. Bævende
sad jeg oppe og ventede. Endelig kom han; bleg som en Væg
rakte han mig, hvad han kaldte en Dødsdom. Fader tog den
nye Tilsidesættelse forunderlig rolig. Der blev som sedvanlig
intet talt derom, naar han var tilstede. Han var endog i læn-
gere Tid venligere, mere omgjængelig end sedvanlig. Senere
kom de mørke Anfald, og værre end nogensinde. Han kunde
i hele Uger lukke sig inde paa sit triste Værelse og blot vise
sig ved Maaltiderne, hvor ingen af os vovede at afbryde den

SIDE: 85

dybe Stilhed. Moder, Stakkel, tog sig hin Skuffelse i Særde-
leshed nær; hun svandt fra den Dag synlig hen de Par Aar
der var hende beskjæret at leve.

Moder var død, Henrik var død, vor lille Sommerkreds op-
løstes, da hun, som havde været Sjælen i den, vor herlige
Emilie, ogsaa pludselig var bleven bortrykket, netop samme
Aar som Moder (43). Saa var det kun Børnene, selv allerede
berørte af Livets Alvor, der samledes hos den ensomme Mand;
i deres Smaa, hans Børnebørn, livede han igjen lidt op. Man-
gengang naar hans mørke Dage kom, har jeg staaet med ban-
kende Hjerte udenfor hans Dør, med min lille Spæde paa
Armen, der skulde forsøge hin Magt over den tause Bedste-
fader! Engang vilde det ikke lykkes mig rigtig, og jeg stod
modløs foran Speilet. Da strakte den Lille Armene ud mod
Skikkelsen i Speilet, vendte sig og rakte dem mod Fader og
gjentog det med Tegn paa den største Forundring og Fryd.
Dette var mer, end Bestefader kunde modstaa; det mageløse
Træk blev omhyggelig føiet til de øvrige "mageløse" Træk,
hvorom jeg endnu -- o hvor bevæget -- læser i hans Breve,
hvori han altid saa kjærlig omtaler Børnene.

I Juni 1847 besøgte jeg ham og fandt ham betydelig taget
af, men ogsaa mildere tilsinds. Han besøgte igjen sine kjære
Marker, som han i et Par Aar neppe havde været paa. Ogsaa
skrev han ivrig. Foruden nogle Taler havde han fuldendt sine
"Tanker og Bekjendelser", samt "Den franske Stilist", vist et
grundigt, men maaske mindre praktisk brugbart Verk, der havde
kostet ham megen Tid og Flid. Af æstetiske Arbeider skrev
han paa en Oversættelse af "Les Burgraves", denne bisar-
kolossaleste Frembringelse af den Victor Hugoske Muse, hvori
Usans og storartet Skjønhed ligesom klatrer tilstangs for at
vinde Kransen, men -- Skjønheden vinder! Hvad der kunde
bringe Fader til at give sig af med et Verk som dette, er ikke
let at forstaa uden for dem, der kjendte ham nøiere. Det havde
dengang vakt Røre i den literære Verden. Franskmændene
gabede selv paa "Les Burgraves" og henviste dem, da de ikke
vidste, hvad de skulde gjøre med dem, til deres gamle Spøgelse-
borge ved Rhinen; men Tyskerne vilde aldeles ikke vide af
dem, og saaledes negtede Hjemfødsretten overalt maatte de
stakkels Borggrever dele Skjæbne med den evige Jøde, Han
d'Islande og andre bekjendte hjemløse Personer. Da er det
en underlig Tanke, at en gammel Bygdeprest oppe i vort taa-
gede Nord optager Flygtningerne venlig, taler deres Ret og
lover at indføre dem hos sine Landsmænd og det i et Seks-

SIDE: 86

spand af rimede Alexandriner. Men frygter ikke, mine Lands-
mænd! Borggreverne skal aldrig forurolige eder. De har op-
fyldt sin Bestemmelse, at forkorte nogle lange Timer for en
gammel, livstræt, af Verden forglemt Mand, og Frugten deraf,
Verket selv, skal forblive rolig som en anden Relikvie i mine
Gjemmer.

Flere rørende Træk af den hos Fader indtraadte formildede
Sindsstemning bevarer jeg i uforglemmelig Erindring. Han havde
det Princip, at den vilde Natur ikke maatte stækkes. Det natur-
lige var det smukkeste. Han nennede aldrig at hugge et Træ
ned, og intet kunde oprøre ham mere end den Operation, man
hertillands kalder at "gane" Træerne, som han med god Grund
kaldte Amputationer, og som jeg ogsaa tror, at vi norske har
arvet direkte ned fra Birkebenerne. (Hvad vilde han have sagt,
om han havde set Vor Frelsers Gravlund mishandlet paa den
Maade!) [fotnotemerke] Den kraftige Trævekst, hvormed Gaarden var vel-
signet, havde derfor tilfølge, at alle vore Udsigter groede til.
Hvorfor hugge, hvorfor rydde og rense? sagde han, engang
jeg bad ham dog tilstede en Smule Oprydning og viste ham
et Par gamle, udlevede Træer, der stod iveien. Er denne
vilde Uorden ikke netop smuk? Kan noget være beundrings-
værdigere end et saadant mosegroet Træ? Se paa den Mose!
. . . Hvad skulde man sige! Jeg saa paa Mosen og fandt den
beundringsværdig.

Vi havde en Lund, Moders Yndlingssted, der især efter hendes
Bortgang var geraadet i Forfald. Denne Lund indtog en for-
høiet Del af Haven og løb i en til alle Sider steil, men smukt
planeret Odde ud i den dybe, kløftede, tætbegroede Dal, der
udvider sig mod Vormen. Intet kunde være yndigere end dette
Engplateau, stille henplantet midt i Skovdybet, selv tæt om-
cirklet af Træer, der aabnede sig til Fjernsyn over Dalen og
Elven. I en god Time havde jeg faaet aflistet Fader det Løfte,
at Lunden skulde ryddes. Grænsen for Tilladelsen vogtede jeg
mig klogeligen for at berøre; men i mit stille Sind besluttede
jeg langt at overskride den, han vilde givet, og heller risikere
en Storm. Dog dertil skulde det ikke komme. Fader maatte
love ikke at besøge Stedet, før han blev kaldet, og da skulde
Skjønheden ganske afvæbne ham.

I et Brev, skrevet til Collett herinde, staar en Beretning om,
hvordan det gik. Dette Brev tog jeg med; nu skal jeg læse
det op for eder ordret:

Fotnote: Og ikke alene i Vor Frelsers Gravlund, men overalt, hvor vi i vort Land
kommer, møder vi denne Vandalisme. 
(Forf.s Anm. fra 1892.)

SIDE: 87

"For dit kjærlige Brev Tak! Det glædede mig saa, at jeg
maatte tage det med paa min Inspektion i Lunden idag; men
tænk, da jeg kom hjem, træt i Middags, havde jeg tabt det!
Jeg har siden ledt efter det den hele Dag. I den sterke Vind
maa det være blæst ned i Tykningen. Ja, der skal det være,
jeg vil ikke vide det andetsteds; der hviler det trygt under
hvidpudrede Hægge mellem Blaaveis og spirende Konvaller.
Naturen, til hvem det indeholdt en saa øm, angerfuld Erklæ-
ring, har stjaalet det fra mig og gjemmer det trofast ved sin
Barm, at det ikke skal falde i uhellige Menneskehænder.

Du kan tro, jeg er paafærde fra tidlig Morgen til sen Aften
i Regn, Blæst og Sol, har selv taget i med, har renset og trillet
bort Løv og sanket hele Bjerge af Kvas og Kviste. Vel har
jeg to Mand og Heste og Vogn; men hvad forslaar det! Man
ved ikke, hvad Øieblik Fader kan sige stop, nu er Haven
færdig, og kommandere hele Styrken ud paa Ageren. Bob er
ikke god at passe paa; [fotnotemerke] han efteraber paa bedste Vis det Hær-
verk, han ser, der øves, ved at rykke op og plukke alle de
Blomster og Planter, han kan finde. Jeg har ordentlig kunst-
nerisk studeret Virkningen; enhver befriet Gruppe af Træer og
Buske, ethvert Tegn til "Organisation" har jeg hilset, som om
jeg stod foran et Staffeli. Saaledes maa man jo i Grunden be-
tragte ethvert Landskab, tænke sig det malet, ligesom man ved
det malede sættes ind i Naturen.

En liden Forskrækkelse havde vi straks i Begyndelsen; men
den drog heldigvis over. Vi var i fuld Oprydning, et Par væl-
dige Træer var netop bragende faldt for Øksen nede i Tyk-
ningen, Veiene oprodede, kort Forstyrrelsen havde naaet sit
Toppunkt; da sagde Ole med sit bekjendte urokkelige Flegma:
"Der kommer Prosten". Lykkeligvis var han langt borte endnu;
du ved, han gaar langsomt. Jeg tænkte et Øieblik paa at flyve
ham imøde og søge at opholde ham; men det vilde blot vakt
hans Mistanke; saa foretrak jeg at afvente Stormen. I Hui og
Hast blev da de værste Ødelæggelsens Spor skjulte, et Par
fældede Træer styrtede hovedkulds ned i Dalen, her noget Mose
over de afhugne Rødder, der friske Grene over en Stenrøs.
Han kom, gik langsomt fordybet i sig selv ned ad Veien, hen
til Udsigten. Ingen Studsen over, at den nu var kommen igjen,
som om den altid havde været der! Saa sagde han, ligesom
for sig selv: Her stod jeg i 1814 og beskuede denne Udsigt;
her paa dette Sted steg den første Tanke op i mig om at søge

Fotnote: Vor ældste, dengang 4 Aar. 
(Forf.s Anm. fra 1892.)

SIDE: 88

herhen . . . Det syntes mig et jordisk Paradis. En Stund efter:
Ak man skal ikke her (hernede?) søge Paradiset! Ligesaa
stille, uden at skue sig om, vandrede han afsted igjen. Hvor
denne Mildhed rørte mig! Men hvilken Række af Tanker vakte
ikke hans Ord! Arbeidet blev mig pludselig imod; jeg tog Bob
og gik straks efter.

Men du skulde se Lunden nu! Kunde du staaet med mig
paa Skrenten igaaraftes ved Solnedgang! Til høire Kirken med
sine Træer, dunkel, kjæmpemæssig midt i Branden; enkelte
Straaler listede sig over Dalen og streifede horisontalt hen-
over Engfladen, og Hvidveisene glødede og rødmede glade
undselige over Besøget. Og Dalen og Elven! Andelven er
deilig, men den har ingen Baggrund, den er en Idyl; men
Vormen er et Digt, et Epos, som vækker Tanken om det
uendelige, det, man ikke ser. Dog, hvem kan beskrive, uden
at rødme for sig selv! Det er Belysningen paa disse sælsomt
formede Høie, og denne ødsle Vegetation, i sin første skin-
nende Friskhed, dette kun for Eidsvolds Natur eiendommelige,
der frembringer denne mageløse Virkning. Det var en Glæde
for mig og Bob, da vi endelig var færdige og kunde bede
Bedstefader komme. Gangene pene og brede, nye Bænke,
Lundens Konge, den firstammede Sølvpoppel, stod endelig
frank og fri i sin hele kolossale Majestæt, da alskens Rask af
Krybvekster og Slyngplanter var ryddede væk. Lovet være
Kunsten! Fader fandt alting saare vel, og han savnede slet
ikke Mosen."

Da Træerne næste Aar grønnedes, var Fader bragt til Hvile
bag Kirkemuren, og vi samledes kun en Gang endnu hjemme,
men for at overgive Lunden i fremmede Hænder. Jeg har
aldrig betraadt den siden.

Mildt, som det var begyndt, var dette hans sidste Aar, mildt
og stille som hans Død. Han besøgte denne sidste Sommer
helst Kirkegaarden. Engang da vor trofaste Marthe søgte efter
ham med Teen, som hun altid maatte bringe ud til ham, saa
hun ham gjennem den lille aabne Dør i Havemuren sidde paa
en Grav tæt ved Moders. Han vinkede hende hen og drak
sin Te gemytlig paa Stedet. Nu drikker jeg Te hos gamle
Jomfru Grefsen, sagde han.

Her mellem lydløse, ensomme Grave tilbragte han lange
Timer. Store, opløftende, forsonende Tanker vil her have
kvæget ham.

Hans sidste Brev var dateret den 19de Mars 1848. Med
sin sedvanlige Aandsfriskhed gjør han deri nogle Betragtninger

SIDE: 89

over Revolutionen, der netop dengang rasede gjennem Verden;
det endte med en Velsignelse over Børnene. Seks Dage senere
var han stille og umerkelig hensovet. [fotnotemerke] 

FEMTENDE NAT.

VED BADET OG I DALEN

Kjære Venner!

Efterfølgende lille fornøielige Skildring fra vort Badelivs
første gryende Tider modtog jeg fra min Collett, da han efter et
Sommerbesøg i Eidsvold var vendt tilbage til Byen, medens min
Ferie med Børnene hos Bedstefar endnu ikke var afsluttet. -- 

En ung tysk Forfatter kalder ensteds de tyske Bade: " An-
stalten, wo man sich mit Anstand langweiligen kann". Dette
siges om de udenlandske Bade, disse Rendezvouspladse for den
fornemme, rige Verden. Hvad skal vi da sige om de norske?
Og dog har de norske Bade netop i sin kummerlige Begyn-
delse et Fortrin, man maaske ikke straks opdager, idet man
lader de ydmyge Navne Moss, Sandefjord, Eidsvold passere
forbi. De besøges nemlig af Syge, lutter Syge, virkelig Syge,
der vil blive friske; de har endnu ikke fjernet sig fra sin op-
rindelige Bestemmelse, og de slipper derfor ogsaa for Udartel-
sen, der er en Virkning af de Kulturtilstande, hvorpaa hin
Forfatters Karakteristik passer. Vore Bade vil af gode Grunde
aldrig naa det Punkt, der gjør dem til Asyler for Intriger og
fornem Lediggang. De, der besøger dem, har den tunge, bleg-
sottige Nødvendighed ført did -- Folk, der efter samvittigheds-
fuldt at have raadført sig med Gud, sin Doktor og sin Slegt
og Venner har besluttet at udholde en kort Tids Pinagtighed
for den Udsigt at blive af med sin Rheumatisme, sine Lever-
og Mavetilfælde. Man ser, hvilken Gevinst det allerede er at
reise derhen saa aldeles uden Pretension. Nu kommer de hen
i en smuk, landlig Egn, hvor Stedets Familier modtager dem
venlig og gjestfrit. Bekvemmelighederne paa Stedet! . . . nu ja,
man er jo ikke kommen der for at have det bekvemt! Og
Haabet, der stiger, jo mere ilde Patienten befinder sig, breder
sit milde Skjær over det hele.

Disse og mange andre Betragtninger har man Tid til at an-
stille paa den Rute, der fører fra Christiania op til Badestedet
Eidsvold; en kjedsommeligere, længere Vei kan man ikke let
tænke sig. Men har man ikke ærgret sig altfor meget over

Fotnote: 
Her fulgte i Udgaven af 1863 "Den første og den sidste Nat".

SIDE: 90

Skydsgutterne, den stenede Vei og de nøgne Sandsletter, vil
man behagelig oplives, naar man har naaet den sidste Arm af
Bygdeveien, der behersker Trakten om Badestedet, og en Egn
af en ganske anden, rigere Art pludselig udbreder sig i en
smuk Aftenbelysning. Vældige Agre strækker sig mellem de
begyndende Dalfordybninger, der længere nede mod Elven
taber sig i mørke, hemmelighedsfulde, skovrige Dybder; midt
paa Sletten mellem Løvskov og Alléer hæver Kirken sit Spir;
til høire blinker Ruderne i Prestegaarden mellem de store,
mørke Træer, der næsten ganske overskygger den gamle Byg-
ning -- til venstre ser man et Glimt af Vormen, der mer og
mer udfolder sin Herlighed. Paa mig gjorde denne Scene et
saa meget dybere Indtryk, som jeg, engang saa fortrolig med
den, nu gjensaa den som fremmed. Jeg var ikke Badegjest,
ikke engang Gjest, jeg var Reisende.

Det var en raa, kold Morgen, Himmelen hang tung og skyet
ned paa Fjeldsiderne og skjulte ganske den stolte Mjøskol.
Vormen var graa og smudsig at se paa, og hvergang Vinden
rørte sig, dryppede det af de vaade Træer i Alléen, der fører
derned. Paa Gaardspladsen vandrede Badegjesterne med sin
beskjæftigede Mine op og ned. Man kan straks se paa en,
der gaar for at gaa, at han ikke har noget bestemt Maal; en
viss ledig, rolig Mine røber ham; en Brøndgjest derimod har
altid en Mine som en Forretningsmand eller som en, der gaar
Erende. Dybt nede i en snæver Dalspræk ved Siden af Gaar-
den opdager man det egentlige Brøndhus, en liden Bredde-
bygning, af hvis Dør de Brønddrikkende myldrede ud og ind.
Ad en Trap, der saa ud, som om den var improviseret af et
Gjærde paa en Regndag, kommer man ind i Salonen, i hvis
ene Ende Brønden er. Rundt om Salen strakte en Træbænk
sig; en Sofa var ogsaa tilveiebragt. Paa Væggene hang et
Pragteksemplar af Grundloven, omgivet af visne Guirlander,
og paa den anden Side en af de mange sørgelige Karikaturer
af stakkels Henrik, vor Kildeopdager, han, der gav Stødet til
vort første Badeforsøg; en venlig Damehaand havde forsynet
dette Mindesmerke om Kunstens Barndom i vort Land med
en frisk Krans. Her var meget livligt. Man anslog Bade-
gjesternes Antal til mellem 120 og 150 dette Aar, der var et
af Badets første, og ved denne Tid af Dagen var alle samlede.
Her hinkede Halte og Lamme, her spadserede Fruer og Frø-
kener, her gjorde man Kur og hviskede om sin Næste, Bønder
i Graatrøier, Døler med røde Luer, Koner og Piger fra Gud-
brandsdalen i sine Bygdedragter med det rige, brogede Hoved-

SIDE: 91

skrud myldrede om hverandre, og midt i Sværmen stoltserede
nogle unge Herrer Arm i Arm op og ned. Alle sendte uro-
lige og prøvende Blikke op mod et lidet Ur paa Væggen og
stansede kun for at fylde Glasset og med større eller mindre
Grimase tømme det. Jeg maa tilstaa, at dette Vand skal der
Overvindelse til at synke. Mod det forekommer alle mig be-
kjendte Sundhedsvande som en behagelig Drik. Mest syntes
en liden Pige, som en Bondekone holdt paa Armen, at lide
derved. Hun vendte sig flere Gange med Modbydelighed bort
fra Glasset; endelig drak hun resigneret, den stakkels Lille.
Det var et af de deiligste Ansigter, man kunde se, -- fromt og
alvorligt; de store, sørgmodige Øine og det lidende Udtryk
kunde passe paa en katolsk Altertavle.

Klokken var nu bleven henved ni, og nedover den omtalte
improviserede Trappe saaes et Par Tjenestepiger at komme
med nogle monstrøse, dampende Kaffekjedler og nogle Rulle-
kurve fulde af Hvedebrød. Ved dette Syn stimlede Bade-
gjesterne sammen fra Gaarden og fra Dalens begge Ender med
en Hurtighed, som man ikke skulde tiltro syge Folk. Jeg
tænkte paa den homeriske Lignelse om Troerne, naar de stor-
mede fra den skamandriske Slette ind gjennem Trojas Porte.
Nu blev der Liv i Salen; de respektable Fruer i Sofaen reiste
sig, Medisancen ophørte, Krykker og Stokke klang, Børn og
Voksne, Frøkener og Fattige, -- alle lod til at være uhyre
sultne. Det er Vandet og den tidlige Opstaaen, som giver
denne glædelige Appetit. Enhver ilte med Begjærlighed bort
med sin Kop sort Kaffe og Hænderne fulde af Hvedebrød
for meget snart at komme igjen efter mere. Denne Scene var
morsom. For ogsaa at have noget at drikke slugte jeg et
halvt Glas Jernvand. En gammel Herre med et voksgult An-
sigt og et klogt, skarpt Smil, med hvem jeg før havde vekslet
et Par Ord, nikkede venlig til mig: Nu, De drikker vor Sund-
hed i et Glas Brøndvand? Det er ufornødent, vi befinder os
vel, som De ser. Se hvilken Appetit, allevegne sanitatis argu-
menta. Vi drikker Kaffe, og medens vi drikker Kaffe, tænker
vi ikke paa vor Gigt og vore Mavetilfælde; vi bagtaler ikke
mere og ærgrer os ikke over Veiret. Dette er i Grunden
Dagens Glanspunkt. De vil sande mine Ord, naar De ser
Ballet i Aften.

Der levnedes mig kun kort Tid til mit Besøg ved Badet, og
jeg benyttede den i Selskab med min gamle, kvikke Herre til
grundig at bese Badet og dets Indretning. Altsammen bestyr-
kede kun altfor vel, hvad jeg i Forveien halvt vidste. Hvad

SIDE: 92

kunde dette blive til, naar det faldt i de rette Hænder! [fotnotemerke] Her
har Naturen med ødsel Haand søgt at erstatte Kunsten og
den træge Menneskevilje. Brøndgjesterne er altsaa henviste
til Naturomgivelserne og den heldigvis storartede Gjestfrihed
der i Egnen; thi selskabelige Tilstelninger paa selve Stedet
kommer der vel ikke stort ud af, hvis jeg kjender os norske
ret. Denne Hjælpe- og Holdningsløshed, der udmerker os
ved alle slige Leiligheder, maa være noget ganske nationalt.
Vi har tabt Naiveteten og har faaet Kritikken istedet uden
endnu at have vundet den Sikkerhed, den Helhed, som udvik-
lede Seder og ældre Tilstande fører med sig. I Smaapartier
ude i det grønne gaar det bedre, og her er rig Anledning for
dem, som sætter Pris paa den Slags Adspredelse. [fotnotemerke] Bønderne
er meget villige til at leie sine Heste ud, og ved Badet findes
en Art civiliseret Høvogn, paa hvilken Mennesker ogsaa kan
kjøre. At denne Befordring dog efterlader noget at ønske,
slutter jeg af dens Navn "Taarepersen". Desuden er der de
deiligste Fodstier allevegne i Omegnen, og maa man end imel-
lem klyve over Gjærder og springe over Grøfter, saa kan jo
dette for en Del erstatte Mangelen af gymnastiske Apparater
ved Brønden. Hvad Søfarten angaar, saa har denne hidtil
været besørget af et stort, rummeligt Ferskvandstrug, der be-
farer Vormen. Paa dette kan man endog bekvemt danse, saa
meget mere som Rederen, der gjerne følger med, kan spille
Violin, og den Fart, Skibet skyder, forstyrrer slet ikke Takten.
Det er ingen Hurtigseiler. Naar det kommer svømmende, ser
det ud som en uhyre Flyndre med Master paa. Det kantrer
aldrig. Til Jagtelskendes Underretning kan jeg fortælle, at der
løber adskillige Harer og Aarfugle i Skoven rundt om, og i
Myrene inde paa Aasene svømmer de skjønneste Ænder.

Da jeg kom ind i Salonen om Aftenen Kl. 6, var de tre
Spillemænd samlede i en Krog, og Ballet var allerede begyndt.
Damerne sad om Væggene efter en Dans; men det støvede
sterkt, og det saa ud, som om der var spildt Sundhedsvand
paa Gulvet. Scenen var nu ganske anderledes end om Mor-
genen; Selskabet var pyntet, og der var ingen Sygdom eller
Elendighed at se mere. Dansen trivedes dog bedst i Salens
nederste Ende. Høiere oppe spadserede de ikke dansende

Fotnote: Det skal erkjendes, at dette for længe siden er skeet. Eidsvold Bad har
nu arbeidet sig op til en ret respektabel Plads blandt vore andre, senere til-
komne Badeetablissementer. 
(Forf.s Anm. fra 1892.)

Fotnote: Den store Prestegaardshave med Lunden, heldigvis ikke for nær Huset,
stod dem saaledes aaben. 
(Forf. Anm. fra 1892.)

SIDE: 93

Gjester i Frakker. Dertil kom, at Tilskuerne udenfor var
temmelig nærgaaende. Den, der skulde ind i Salen, maatte
bryde sig en Gade gjennem en tæt Flok Graagutter, som efter-
haanden avancerede langt ind paa Gulvet og trykkede Ballet
mere og mere hen i den anden Ende. Og efter som de tiltog
i Antal, voksede deres Mod, og paa Trappen dreves en høi-
røstet, romerikisk Kritik. Det var F. hakke mig noget, som
fint var, sagde en, da Ballets eleganteste Dame bruste gjennem
Flokken. Nei, har du set sligt Stel paa et Hue før? -- Nei
hu da! -- 

Jeg havde nok efter et Kvarters Ophold i Salen, slap lykke-
lig og vel ud og løb nu mere end jeg gik, saalænge jeg kunde
høre Musikken og Støien. Veiret var pludselig blevet deiligt.
Vormen blinkede, og Solen kastede lange, smaragdgrønne Lys-
striber ned ad de vældige Terrasser, der omkranser dens Ind-
løb til Eidsvoldbakken . . . Hvilken Lettelse! . . . .

Da jeg havde læst hans Skildring tilende, var det, som om
jeg selv havde været med og trængte til denne Lettelse. Ud
maatte jeg, ud i Naturen, den store, uberørte, endnu ikke af
Menneskehaand forkvaklede, mishandlede Natur, -- og det blev
til et lidet Stemningsbillede, som I, kjære Venner, der hidtil
saa trofast har fulgt med, maa have med paa Kjøbet.

Jeg tog Veien ud paa de søndre Marker og vandrede ned
ad en af de utallige, skovbevokste Odder, der gjennnmskjærer
Dalen omkring Andelven. Til venstre midt i Bakkeheldet fandt
jeg den Plet, jeg søgte: et lidet Anlæg under nogle gamle,
hvidstammede Birke og store Graner. Her sank jeg ned paa
Mosbænken. Hvilken ubeskrivelig Stilhed og Fred herskede
ikke her! Skal jeg forsøge paa at beskrive dette Skue? Neppe
vil man nogensteds finde en Natur, hvor det norske Element,
Himmelens og Farvernes lyse Pragt, de sterke Skygge- og
Lysvirkninger saa vidunderlig smelter sammen med en sand
sydlandsk Yppighed som her. Om jeg nu sagde, at Skoven
var rig og Dalene et eneste Blomsterteppe, at Elven bugter
sig dybt nede, stille og dyb, saa stille, som om den stolt af
sine Bredder ikke kunde afspeile dem klart og tro nok, om
jeg endvidere fortalte, at der gror Vandliljer og Nøkkeroser i
denne Elv, saa vilde man maaske tro mig paa mit Ord, men
alt dette giver intet anskueligere Billede end alle slige for-

SIDE: 94

brugte Beskrivelser. Kom selv! Paa Sjælens Speil vil denne
Naturs Skjønhed aabenbare sig, lægende, trøstende og manende,
efter som du bringer dine gode eller onde Lidenskaber med.
Den maa øve sin Magt over alle. Glæden maa den forhøie;
men ve den, som skal bære en Længsel i disse Dale! Og
dog maa selv den smertefulde, henrykt over denne Sympati,
idelig drages hen i dens Skjød. Den urolig higende vil den
maaske pine og forjage, men den livstrætte vil tro at have
fundet Freden paa denne lille Plet.

Der var saa tyst under Birkene, Solen var næsten nede bag
Skrenten, hvor jeg sad. Elven var saa speilblank og Skyg-
gerne saa dybe, at man havde ondt for at skjelne de virkelige
Bakker fra dem i Vandet; Illusion og Virkelighed smeltede i
ett. Trætoppene paa Høiderne, der springer frem den ene
bag den anden, opfangede endnu det sidste Solskjær, før det
steg op paa Baarliaasen. Tilsidst laa hint violblaa Slør, der
undertiden i varme Sommere giver vore Landskaber en næsten
sydlig Tone, over det hele: Solen var nede. Fra Grundene,
hvor de skjulte Kilder forener sig med Elven, steg den kjølige
Aftenluft; den førte med sig en berusende Duft af Hø, alle
hine varme, krydrede Dufte, som om Dagen leirer sig dernede.
Hvilken Stilhed! Aspen rører ikke engang sine Blade, og
den summende Lyd af en travel Sommeraften, der lyder fra
Gaardene trindt om, forhøier kun Stedets drømmerige Ensom-
hed. Koklokkerne klinger fra alle Fjerner, en Gaaseflok flyver
skrigende henover Markerne efter sine Tyverier i Agrene,
nede bag Buskene lyder Aareslag; det er den fattige Kone,
der sætter over for en Skilling, hun næsten aldrig faar. Denne
Natur tilhører en anden Tid, et andet Folk, en anden Kultur.
Saa sart, saa rig, saa kunstmæssig ædel er den udgaaet af
Skaberens Haand, og Bonden har trampet paa dens Jordbund
og hugget i dens Skove uden at ane Kløften, der adskilte dem.
Den maa forstaaes denne Natur! . . Drag ind i den med din
Sjæl, med din dybeste Smerte og Glæde; da vil Egnens Nymfe
aabenbare sig for dig; til dig vil hun hæve sin tusendaarige Klage,
at hun er saa smuk og saa forladt . . . forladt . . . forladt. Mit
Hoved var sunket mod Granstammen, og ved hvert Ord syntes
jeg, de unge Birke henne paa Balstigen nikkede og vinkede
med de lange, svaiende Grene; og Granerne nikkede ogsaa,
og den graa Kol over Baarliaasen rokkede ganske tydelig med
sit gamle, skaldede Hoved. Men nede fra Elven reiste en
mørk Skysøile sig i Veiret, der flød ud i fantastisk-dæmoniske
Former til alle Sider, fyldte Kløfterne, hvirvlede sig om

SIDE: 95

Trætoppene og steg langsomt op til Høiderne -- alt blev
dunkelt.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg vaagnede ved en skjærende, langtrukken Lyd, der hvi-
nende kastedes tilbage fra alle Sider; derpaa fulgte en hul,
klaprende Brusen, der først nærmede sig, siden døde hen i
Stilheden. Forfærdet sprang jeg op -- i det samme gik der
ligesom et smerteligt Suk gjennem Dalen, Aspen over mit
Hoved skalv af Rædsel, og en Flok Kraaker svang sig ve-
skrigende henover Egnen og tabte sig i Luftperspektivet hin-
sides. Først da jeg havde naaet op paa Skrenten, kom jeg til
Samling igjen; jeg vendte mig, og dybt nede, i stille Aften-
dunkelhed, laa Elven. Dens Bredder havde ganske formælet
sig med Skyggerne; kun en bugtet, guldblank Vei i Midten rø-
bede dens Gang. Ingen Taage, ingen Røg var at se.

Min Dal, min elskede Dal! raabte jeg . . Dig times, hvad
der vil, forbliv som før, ensom og forladt og uforstaaet, maatte
end aldrig en Menneskefod nedtræde dine jomfruelige Enge!
Kun ikke dette! O kun ikke dette! Før vil jeg aldrig mere
se dig, min Dal! aldrig mere kvæge min Sjæl ved din Skjøn-
hed, før jeg skulde opleve den Dag, da Industria finder Vei
hen til dig for at skjende dine Bredder, forpeste dine Markers
rene Blomsterduft og krænke din hellige Stilhed!

SEKSTENDE NAT.

EVENTYRSARA OG HENDES DATTER

Prestegaardshaven i Eidsvold ligger tæt ved Kirken et godt
Stykke fra Gaarden, med hvilken den ved en lang, stump-
vinklet Allé er sat i Forbindelse. Den er anlagt efter en stor
Maalestok ved Slutningen af forrige Aarhundrede af daværende
Sogneprest, Professor Leganger, der med mere Hensyn til
Skjønheden end til det egentlig praktisk nyttige valgte denne
Plads for deri at kunne indlemme et Skovparti med en merke-
lig Udsigt over Vormen.

Denne fjerne Beliggenhed, maaske ogsaa Kirkegaardens noget
beklemmende Nærhed, gjorde, at den i min Tid var lidet be-
søgt af Gaardens Beboere, der foretrak de smilende Trakter
omkring Andelven til sine Valfarter. Sjelden saaes en Arbei-

SIDE: 96

der i denne Have; det eneste Liv, man sporede en Sommer-
eftermiddag, naar de kjæmpemæssige Træer paa Muren hyllede
den i tidlige Skygger, var Lyden af en Spade fra Kirkegaarden
eller Trinnet af en snusende Hund, der søger efter sin Herre,
som nys sprang over Stenten, eller ogsaa en Raslen i Havens
eneste, store Æbletræ, der betydede, at Omegnens smaa Tyve-
knegte "nok skulde gaa en Beinveg", som de gjerne udtrykte
sig, naar man kneb dem paa frisk Gjerning; men denne
"Beinveg" gik da paa Lemænsvis netop bent over Æbletræet.

Jeg havde paa mange Aar ikke været i denne Have, da jeg
en smuk, varm Julieftermiddag gik igjennem den. Ensom havde
den altid været, dog belivet af Muligheden; nu var den øde
og afsjælet. Jeg havde ikke ret Mod til at se mig omkring,
men gik lige igjennem den lille Port i Muren ind paa Kirke-
gaarden. Her var ligesaa lydløst, kun Grave, grønne Grave,
sjunkne Grave, nøgne Grave! Bonden er ikke meget for at
plante for de levende, end sige for de døde! -- Den østre
Side er derimod ret smuk og vel vedligeholdt, da Bygdens
mere dannede Familier har valgt den til sine Hvilesteder. Jeg
havde fundet de Grave, jeg søgte, og jeg forlod dem dybt og
taknemmelig rørt over at se, hvor kjærlig fremmede Hænder
havde fredet og smykket dem. Saa blev jeg gaaende mellem
de andre Grave, alle gamle Bekjendte fra Barneaarene; næsten
til alle knyttede der sig Erindringer og Indtryk, der aldrig ud-
slettes. Ak overalt, endog her i Dødens ubevægelige Rige,
efterlader Tiden sine Spor; nogle af de velbekjendte Høie var
sjunkne ned til frodige Græspletter, andre havde givet Plads
for nye, frisksmykkede. Ak, siger jeg? Nei, Herren være
lovet! Netop her i Dødens stille Rige skal Tiden seirende og
glædeligst feire sin Forvandling! -- Hist ligger den unge, vakre
Jomfru, der saa gjerne vilde danse; hun døde af Meslinger.
Ved den Bred stod jeg som seksaarig, den mindste af dem,
der strøede Blomster. Uudsletteligt er dette Indtryk af sorg-
fuld Høitidelighed og egen ubeskrivelig, næsten overvældende
Vigtighed. Endnu synes jeg at se den lille Papirkurv med
Hæggeblomst og gule Marienøgler! Indskriften om Trærammen
er ikke mere læselig. Her hviler Mathilde, min kjære, flinke
Elev, Enkens Glæde, nedlagt kun seksten Aar, ak, med saa
mange Taarer og Blomster! Endnu maa jeg læse de lange,
pompøse Indskrifter paa de tre Jernplader, der dækker Støvet
af den von Kroghske Familie. Mand, Kone, Datter begravne
her 1800 -- 1801 -- 2. Den sidste døde først, midt i sin Ung-
doms og Skjønheds Flor, som det almindelig fortælles, af

SIDE: 97

Hjertesorg. Hun elskede en borgerlig; men hine Tiders strenge
Standsfordomme tillod hende ikke at egte den elskede. Paa
Dødssengen blev endelig Lykken hende lovet. Hvor ofte har
jeg staaet her og stavet mig til den lange Fortegnelse paa hen-
des Dyder, og mellem hver af de stive, kolde Linjer stod i
usynlige Runer den hemmelige Smerte, der fortærede hende!
Det var med en egen hellig Sky, jeg altid nærmede mig denne
Grav; paa den turde jeg aldrig træde, medens jeg trampede
rask væk henover de andre Jernplader. Det skumrede alle-
rede, da jeg gik tilbage gjennem den triste, nøgne Egn af Kirke-
gaarden, hvor Almuen har sine Grave. Et Trækors af en
egen Form faldt mig i Øinene. I Midten var anbragt en liden
Dør, der syntes at lukke for et Skab og havde den pirrende
Indskrift:

Lok op den Dørr,
Se hvad der staar,
Lok den igjen,
Før du Bort gaar.

Jeg fulgte naturligvis Opfordringen. Indenfor stod: Sara
Sandmark, født 1760, død 1836. Sara Sandmark! Sara Træ-
næse! Eventyrsara! Altsaa her hviler du, gamle Sara! Det
var, ligesom Erindringen greb mig ved Fligen af mit Klædebon
og vilde ikke slippe mig denne Aften; overvældet sank jeg ned
i Græsset og tabte mig ganske i den Række nye Scener og
Billeder, dette Navn havde vakt hos mig. Sara var Moder til
vor Barnepige, vor prægtige, uforlignelige Lisbeth Maria. Hun
besøgte undertiden Datteren, eller vi Børn med denne aflagde
hende et Besøg oppe i Fjeldet hinsides Vormen. Altid var
hun Gjenstand for en frygtblandet Nysgjerrighed, og det var
saa langt fra, at hendes Trænæse vakte vor Spot eller Lyst
til at le, at vi tvertimod betragtede den hele Person med den
dybeste Respekt. Hvor klart staar en Scene for mig! Jeg og
min yngre Broder havde en vakker Sommerdag tigget os Til-
ladelse til at gaa over til Sara i et Erende. Da vi havde ud-
rettet dette, gik vi lidt høiere op i Skoven for at plukke Blaa-
bær; men efter nogen Tid kom vi begge grædende tilbage og
klagede vor Nød for Sara. Min Broders nye Hue laa midt i
Svartemyren, og mit Forsøg paa at naa den havde jeg betalt
med begge mine Sko. Ugjerningsmanden Murat, vor sorte
Puddelhvalp, maatte det endda regnes til Fortjeneste, at den
blot drog den derud uden at tilføie den videre Skade. Murat

SIDE: 98

var for længe siden en fredløs, banlyst Person. Efter en Række
mindre Forbrydelser, hvoriblandt jeg vil nævne et Overfald
og Mord paa Kapteinens Andrik, der havde en Spænding mel-
lem Familierne tilfølge, havde han netop Dagen før begaaet en
ny, der fældede ham aldeles. Jeg kan ikke bare mig for at for-
tælle denne lille tragi-komiske Tildragelse, idet jeg appellerer til
enhvers egne Barneindtryk, og han vil selv føle, hvilken Vigtig-
hed en saadan kan opnaa for os. Moder var Venligheden og
Forekommenheden selv, hun søgte altid med størst mulig Re-
signation at lempe sig efter hine Tiders landlige Gjestfriheds-
krav og at finde sig i dens mangehaande Tilskikkelser. Men
enten hun nu gav efter for et Anfald af menneskelig Svaghed,
eller hun netop den Dag havde et uopsætteligt Arbeide, nok,
hun negtede sig hjemme for den gamle, vrøvlede og yderst
besværlige Løitnant og laasede sig med sin Søm inde i Side-
værelset. Medens nu Løitnanten underholdt sig med sine Ofre
inde i Stuen, maatte Moder fra sit Fængsels Vindu med en
Martyrs Urokkelighed udholde at se Murat sønderflenge tre
Fag Gardiner, der snehvide laa paa Volden for at tørres; han
var snart færdig og levnede kun en Bundt Pjalter. Processen
blev anlagt, og vi Børn førte den naturligvis med al optænke-
lig Veltalenhed for ham. Vi formente nemlig, at Løitnanten,
Moders egen Passivitet, der næsten kunde henregnes til Med-
videnhed, maatte kvalificere sig som formildende Omstændig-
heder. Vor Logik hjalp ikke; Sagen, indanket for alle Husets
øvrige Instanser, Fader, Præceptoren, Husjomfruen, faldt gjen-
nem alle, og Murat blev dømt tildøde. Og saaledes havde den
nu lønnet os! Gamle Sara hørte vor Klage, satte straks sin
Rok hen og gik op for at redde. I det samme kom Murat
gjøende efter, og da vi følte os betydelig trøstede ved Saras
Mellemkomst, begyndte vi letsindig den gamle Leg at kaste
Pind for den. En Pind fløi over det takkede Plankeverk ind
i Saras Have, Murat efter, sparkede omkring efter den, og ak
 -- dermed var det ikke gjort! -- Vor Skrigen og Lokken hjalp
ikke; den endte ikke, saalænge der fandtes Busk eller Plante
at øve sin vilde Ødelæggelseslyst paa: Ertesengen indfattet med
Salvie, Blomsterbedet, saa stort som en Fladbrødlev, med Val-
mue, Ringblomst og Abrod, var nu blot en smudsig Hob Græs.
Min lille Broder pilede afsted det forteste han kunde, slagen
af Rædsel. Jeg stod som fastnaglet tilbage og ventede bævende
Saras Tilbagekomst. Allerede oppe ved Leddet kunde hun
overse Ødelæggelsen; men hvad jeg havde ventet, en gammel
Kjærrings sedvanlige Udbrud af raa Beklagelse, Korsen og

SIDE: 99

Skjelden, udeblev ganske. Rolig, næsten majestætisk skred
hun ned ad Stien, og for at gjøre min Ydmygelse fuldkommen,
bragte hun foruden de tabte Sager en Kvast med friske, svul-
mende Multer, som hun stiltiende rakte mig; derpaa gik hun
hen til Gjærdet, betragtede Skaden et Øieblik taus og udbrød
endelig i Lastdragerens Ord i det arabiske Eventyr: O ve! O
ve! mine 200 Guldstykker! O ve, o ve! Den hjertegribende
Patos, der laa i dette Udbrud, forstod jeg ikke rigtig; men
hendes Rolighed gjorde det dybeste Indtryk paa mig. Man
tror kanske, Sara ikke kunde arabiske Eventyr? Jo, hun
kunde, og mange andre til, baade norske, spanske og franske;
men selv fortalte hun dem kun sjelden. Hun havde nedlagt
den hele Rigdom i Datteren, den omtalte Lisbeth Maria, og her
gjentog sig det samme psykologiske Fænomen, som viser sig
i næsten alle store Mesteres Liv. Naturen formaar kun gjen-
nem flere Led at præparere og frembringe det fuldendte, Ge-
niet; men dermed har den ogsaa udtømt sig, Geniet producerer
igjen ikke sin Lige. Lisbeth forholdt sig til Sara som Rafael
Mengs til Faderen, som Bertel Thorvaldsen til den gamle Got-
skalk, Billedskjæreren. Med Moderens merkværdige Hukom-
melse og rene, korrekte, jeg tør næsten sige klassiske Gjen-
givelse, forenede hun en skabende Evne, mere Fantasi og en
viss romantisk Inderlighed, og jeg behøver ikke at anføre et
mere slaaende Bevis for hendes store Begavelse, end at hun
i ti samfulde Aar havde det Hverv at nære en Børneflok, saa
graadig, saa umættelig paa Fortællinger som Svaleunger efter
Mark; og saa vidunderlig løste hun denne Opgave, at vi altid
troede at høre noget nyt, selv naar hun fortalte det gamle.
En stor Del af Asbjørnsens Sagn skriver sig fra denne vor
gamle Barnepige. Han lader hende ogsaa selv træde op i
nogle af disse -- hvis jeg ikke tager feil, under Navnet Anne
Marie. Dybt vemodig hørte jeg under mit Besøg deroppe i
58, at hun var død. Hun var endelig vandret bort, denne
kjærlige, trofaste Sjæl, fra dette Sorgens og Trældommens
Land, der netop for hende i særegen Forstand, lige fra den
Dag hun blev gift fra vort Hus, havde været et Sorgens, Møiens
og Trældommens Land.

Mekanisk lukkede jeg den lille Dør paa Gravmindet, og snart
havde Livet udenfor med sine mangehaande Indtryk fortrængt
Tanken om Sara Trænæse og hendes Datter.

Nogen Tid efter tog jeg mig en vakker Solskinsdag en Ride-
tur over paa den anden Side af Vormen opad mod Guldverket,
et Sted, der ligger omtrent paa Høiden af den Fjeldstrækning,

SIDE: 100

som i lige Linje fra Nord mod Syd, parallelt med Elven, skil-
ler Eidsvold fra Nordre Odalen. Skovveien bugter sig bred og
velbanet i jevne Bølgelinjer derop, og denne Ensformighed er
netop i visse Stemninger saa yderst velgjørende. Intet kan
være gunstigere for den ensomme Betragtning end en saadan
Tur tilhest eller tilfods paa ensformige, lukkede Veie, medens
Livsaanderne forfriskes ved Bevægelsen og Sjælen ubevidst
indsuger den stille Skjønhed trindtom. Vil man ret skjøtte sit
Tankeliv og lade det sprudle uhindret, saa sky man Udsigterne
og vælge helst en Allé til at vandre op og ned i. Mit Maal
var naaet, inden jeg næsten vidste deraf; mit Maal var en Mil
tilskovs; det Punkt, man kalder Guldverket, var her noget
ganske tilfældigt. I Virkeligheden eksisterer der jo intet, eller
har der nogensinde, tror jeg, eksisteret et saadant Guldverk,
uden i den spekulativ-fantastiske Bernt Ankers Drømme. Ial-
fald er der nu ikke andet igjen end Navnet og en Hoben usle
Hytter. Jeg var allerede halvveis nede igjen, og det var ordent-
lig med et Slags Mismod, jeg saa det lysne i Bygden, og at mit
lille Fjeldtog snart vilde være endt. Sindet var nu vakt for
Omgivelserne, Veiret var deiligt; thi den lille Sky over Berg-
knatten histoppe, den var jo kun en Godveirssky! Graaen,
min lyse Jægerhest -- paa enhver stor Gaard maa der holdes
en saadan -- snublede ikke altfor ofte, uagtet den ikke var
fjeldvant; jeg besluttede derfor at forlænge Turen. Ved at følge
en Sidevei til venstre, som omtrent en halv Mil sydligere skulde
støde til Bygdeveien, kunde jeg ad denne gaa tilbage langs
Elven, hen til Færgestedet, hvorved jeg kom til at beskrive en
Halvcirkel. Men jeg var ikke kommen ret langt, førend jeg
angrede denne Plan. Veien, der tegnede godt i Begyndelsen,
udartede mere og mere og endte tilsidst i en almindelig Sæter-
sti eller en af disse Tømmerveie, der blot befares ved Vinter-
tid. Den var paa mange Steder steil og næsten ufremkommelig,
og det var desværre altfor visst, at det ikke var den rigtige.
Jeg forfulgte den imidlertid haardnakket i det Haab, at den
dog vilde føre mig ned ensteds, og da jeg alligevel havde nok
med at holde mig i Sadlen og vare mig mod Træerne, gav
jeg min Hest fri Raadighed og overlod mig til dens Instinkt.
Ogsaa ovenfra begyndte det at true. Den lille "Godveirssky"
viste sig nu at have været en Forløber, en Slags Spion for en
ganske alvorlig Byge, der lumskelig trak op fra Skovsiden.
Med denne lidet trøstelige Udsigt til at fare vild paa Fjeldet i
Regnveir blev jeg ved at drive Hesten frem, eller rettere over-
gav jeg mig til dens Styrelse. Hvor langt det gik saaledes,

SIDE: 101

tør jeg ikke sige; maaske det dog ikke var saa langt, som det
forekom mig; thi under Omstændigheder som disse, hvor Sjæ-
len er i en viss Spænding, taber man Maalestokken baade for
Tid og Rum. Endelig lysnede det i Tykningen. Stien førte
ud paa en Braate eller Rydningsplads, hvor der var hugget;
tildels stod Veden allerede i mægtige Stabler, tildels laa de
store Træer nedhuggede og afkvistede, en sørgelig Skovens Val-
plads! Intet Menneske var at se. En Gjertrudsfugl svang sig
langsomt henover den, istemmende sit gjennemtrængende, regn-
varslende Skrig. Over Tuer og Trætoppe, Rødder og Stammer,
gjennem Lyng og Kvas naaede jeg endelig over Pladsen hen
til Skovranden; Stien snoede sig her, netop bred nok til en
Hestehov, brat ned til en stor Myr. Der stod Graaen og jeg,
ikke Spor af Vei mere!

Dermed var ogsaa Nøden forbi. Paa den anden Side af
Myren hørte jeg Øksehug, og inden jeg havde forsøgt at naa
rundt om den, kom en gammel graaskjegget Mand med sin
Økse paa Nakken mig halvveis imøde. Uden mange Ord og
uden at ytre nogen synderlig Forundring over en saadan Frem-
syning tilhest midt i Sumpen, tog han min Ganger rolig ved
Tøilen og førte den et godt Stykke op paa Veien igjen. Den
gamle var, som sagt, ikke af mange Ord. Det var paa en
egen lakonisk Maade, han indskjærpede mig sine Instrukser,
der uden al malerisk og vildledende Udførlighed indskrænkede
sig til tvende Merker, jeg havde at holde mig til: "den store
Bjørka" og "Tømteleddet". Men disse blev ogsaa blokkede
ind i min Hukommelse. Det var umuligt at glemme dem.
"Kommer Dem til Tømteleddet, saa er Dem berja," raabte
Gamlen efter mig for tiende og sidste Gang. Neppe var han
afsyne, saa kom Skuren. Det brusede i de store Graner, og
de smaa Skovbække fik en saadan Hast og et saa høirøstet
Mæle, at man skulde tro sig nær en Fos. Men nu ænsede
jeg ikke mere Regnen i min Glæde over at have fundet Veien
igjen; meget mere følte jeg den gaa over mig, træt og hed
som jeg var, forfriskende som et Bad.

Herlig var Aftenen! Skuren var over, og den hele Fjeld-
vegetation sendte sine rigeste Dufte op efter Badet. To Maal-
troster, den ene nær, den anden lidt fjernere, slog med saa-
dan tungsindig Kraft, at det gjaldede i hele Skoven, og gav
Gjenlyd i de nærmeste Aaser. Det hele Fuglekor forstummede
for disse vældige Toner; kun Kraakerne ænsede dem ikke;
skrigende drev de i store Flokke op fra de vaade Graner,
som om de anede det rige Bytte af Kryb og Orme, Regnen
havde lokket ud.

SIDE: 102

Solen brød just frem, da jeg naaede Leddet, ved Udkanten
til Skoven. Foran mig laa Bygden med sin mægtige Strøm,
udstrakt i det pludselige Lys. Regnskyerne, der havde taget
Farten mod Nord, udgjød sig netop i en bred, skraa, hvidlig-
graa Strime over Mjøsen og Morskoven. Den smukkeste Regn-
bue, jeg endnu har set, sænkede sig med sin ene Fod ned i
Vormen; den anden tabte sig i de fjerne, ubekjendte Skov-
trakter, der høiner sig mod Øst. Indenfor denne pragtfulde
Halvramme, mod den dunkle Regnhimmel, laa Dorrlandet med
sine skovrige Bakker, overraget af den spidse, eventyrlige
Ninabbe [fotnotemerke] , belyst af den glimrende Aftensol. Nei, det var for
deiligt; jeg sprang af Hesten, og medens den græssede, blev
jeg staaende fortabt i dette Skue, lænet til Leddet. Dette Led!
den steile Braate nedenunder! . . . Mellem de sorte afbrændte
Stubbe staar -- man kan neppe sige Rugen, men Rugaks,
maaske to Aks for hver Sten, som er ryddet bort! . . . Og
Granroden der til høire, hvorpaa Blaabærlyngen vokser saa
frodig og grøn, jeg skulde kjende dette Sted! Ja, rigtig! . . .
Sara, gamle Sara, skal jeg atter møde din Skygge! Taget der-
nede under Braaten i Bjerkelien, det er Taget af hendes Stue.
Her gjennem dette Led var det, hun kom, da Murat havde
ødelagt hendes Have; histnede stod jeg med min Angst og
onde Samvittighed. Jeg havde ofte set Sara før, men i det
Øieblik, hun skred saaledes ned ad Stien, prægede hendes
Skikkelse sig uudslettelig i min Hukommelse. Hun var gam-
mel, men desuagtet høi og rank; hendes Dragt afveg ikke fra
de almindelige, fattige Husmandskoners uden i den yderste
Renlighed. Hun havde et Udtryk af Kløgt og resigneret Taal-
mod, hvortil hendes Trænæse, forunderlig nok, syntes at passe
saa vel, at den aldrig var synderlig paafaldende; kun naar hun
fortalte et Eventyr, gik hendes Ro over til saadant Liv, at
dette ubevægelige Parti af hendes Ansigt i sin Kulde og Pas-
sivitet spillede den besynderligste Rolle. -- Om denne Næse
forresten var græsk eller romersk, cirkassisk eller mongolsk,
var ikke let at bestemme, og gamle Ola Tømte, der havde
modelleret den, har nok ikke gjort sig stor Bekymring derover.
I sin Tale var Sara en Typus for hin sentensrige, lakonisk-
dybsindige, ofte geniale Udtryksmaade, man undertiden finder
hos den simple Almueskvinde, naar hun er bleven graa i store
Sorger og bitter Nød. Den næsten poetiske Maade, hun ud-

Fotnote: Et Fjeld lige ved Vormens Udløb i Mjøsen; det skal have 9 Spidser,
men ser i Afstand ud som en regelmæssig Kegle. 
[Forf.s Anm. i Fortællin-
ger 1861.]

SIDE: 103

trykte sig paa, blev forhøiet ved et Sprog, der var saa sirligt
og dannet, som man kunde ønske det; selv os Børn tiltalte
hun altid med "De" og "Dem". Jeg vil her fortælle hendes
Historie, saaledes som jeg ofte har hørt den.

Hun var Datter af en Klokker i Eidsvold, der havde stu-
deret, uden dog at kunne obtinere den sorte Kjole og den
hvide Krave. Ganske ung tog hun Tjeneste i Kjøbenhavn.
Den smukke, livlige norske Pige vandt almindelig Yndest; hun
havde adskillige Tilbud og forlovede sig tilsidst med en brav
ung Mand, der var Tapetmager og sad i en god Stilling. Glad
og lykkelig reiste hun op til Norge for at tage Afsked med
sit gamle Hjem, førend hun ombyttede det med sit nye. Under
dette Besøg var hun uden Modsigelse den strunkeste Pige i
Bygden; man forsikrer, at hendes Væsen var ligesaa fint som
Skriverjomfruernes; men hendes venlige Forekommenhed mod
alle gjorde, at ingen forargede sig derover. Om hendes Skjøn-
hed har jeg ikke hørt tale; men af visse Tegn at dømme har
den været af denne noblere Art, der falder for lidet i Øinene
til at blive populær. Dagen for hendes Afreise var bestemt;
da blev hun buden til Bryllup paa Nabogaarden Bjerke. Sara
vilde tidlig hjem; thi hun skulde reise Dagen efter; Løitnanten,
der forherligede Bryllupet ved sin Nærværelse, bad hende
endnu om en Polskdans; han tryglede, og hun gav endelig
efter. Foran dem dansede Hans Østgaarden; han havde svo-
ret, at han skulde træffe Krogen i Taget med sin Fod . . . En
vild Huien og et rasende Kast med Legemet viser, at det er
hans Alvor, en jernskoet Hæl blinker mod Loftet . . . Støv,
Forvirring . . . Da Løitnanten vender sig for at gribe sin Dame,
ligger hun besvimet paa Jorden. Hun bæres bort, Dansen
fortsættes, som om intet var paafærde. Hvad var det ogsaa i
Grunden? -- Stakkels Sara! -- en Fremtid var spildt . . . En
Fremtid, en Kjæreste . . en Næse.

Da Sara efter en langvarig, smertelig Sygdom kom sig igjen,
var hun vansiret for sin hele Levetid. Et Brev fra hendes
Kjæreste, fuldt af Uro over hendes Taushed og de ømmeste
Forsikringer om urokkelig Troskab, indtraf da. Hun meldte
ham sin Ulykke, løste ham fra hans Løfte og bad om sin
Ring tilbage. Hendes Elsker havde vel kjækt udfordret Skjæb-
nen, men at den vilde tage ham saa skrækkelig paa Ordet,
tænkte han ikke; Prøven var grusom; den var for haard for
enhver Mand, og en Tapetmager er ikke mere end en Mand.
Han sendte hende Ringen tilbage. Mon da ikke Sara har
smilet bittert? -- thi et hemmeligt Haab, at han ikke vilde

SIDE: 104

modtage hendes Offer, boede maaske i hendes Hjerte. Flere
Aar forløb i hendes glædeløse Hjem; i denne Tid led og grun-
dede hun meget, og et andet Liv maa da være opgaaet for
hende. Da friede den gamle Enkemand histnede i Stuen til
hende. Han eiede ikke en Haandsbred Jord, men mange
sultne Børn, og Sara flyttede ind til ham. Han gjorde Matter
af Lyng, og hun opdrog hans Børn med Godhed og Strenghed
til Gudsfrygt og Skikkelighed. O, en saadan Fattig er en ær-
værdig Gjenstand, der fortjener mere Beundring end Rigdom-
mens ufristede, velnærede Dyder. Saras Mand paaskjønnede
ogsaa hendes Værd; han drak ikke, han slog hende aldrig, ja,
det blev ikke med disse negative Beviser paa hans Omhu.
Gamle Ola var det, som med kunstfærdig Haand modellerede
de Trænæser, hvoraf hun fik sit Navn i Bygden. Han gjorde
to, en til Hverdags- og en til Søndagsbrug. Den første var
blot simpelt malet, den anden var endnu omhyggeligere skaaret
og var poleret. Saalænge gamle Ola levede, sørgede han altid for
denne Artikel; efter hans Død indskrænkede Sara sig som saa
mange andre Enker; hun havde da ikke Raad til den Luksus
at have to Næser, men maatte afskaffe Stasnæsen.

Dette var Sara Sandmarks ydre Liv. Ja, en Sandmark, en
øde Sahara, hvori hvert Fodtrin betegnedes med Sved og Taa-
rer, var dit virkelige Liv, arme Sara! Kun i dine rige Erin-
dringer og i din Indbildningskrafts Skatte, der levede som
utallige Sagn og Eventyr paa dine Læber, skabte du dine Oaser
og rislende Kilder. Hvo har gjort sig rigtig Begreb om Livet
i en Stue oppe paa det nøgne Bjerg? Det var altid en Gaade,
hvorledes hun, der aldrig betlede, med sin Familie kunde
eksistere. Det er den noble Fattiges Hemmelighed, at man
ikke kan begribe det. Men kommer nogen og røber os de
jammerfulde Gaader, ved vi saa, hvad det vil sige at spise
Vasvelling Morgen, Vasvelling Middag og Vasvelling Aften . .?
Den eneste Afbrydelse, her indtræffer, er ingen Vasvelling at
have. Saras Datter har fortalt os, at slige Aftener, hvor de
intet havde at spise, fortalte Moderen dem Eventyr, og de
glemte Hungeren over de fortrollede Slotte og "Tusend og en
Nats" Herligheder. O, denne Datter maa ofte have sultet; thi
hun kunde mange Eventyr.

Solen stod netop i Aasranden, da jeg naaede ned til Saras
forrige Hytte. Den store Birk, hvorunder jeg saa mangen
Gang havde set hende sidde og sysle med sit Arbeide, var
hugget ned og Haven omskabt til et Kartoffelbed. To-tre
sodede, hvidhaarede Gutter i bare Skjorten stod udenfor

SIDE: 105

Svalen og glanede efter mig under de skyggende Hænder, idet
jeg skyndte mig forbi.

SYTTENDE NAT.

EN BREVVEKSLING.

Kamerater, Vaagende, Lidelsesfæller! Med venlig Overbærelse
har I fulgt mig gjennem disse Skildringer fra min første Ung-
dom. Mange, mange Aars dybe Kløft ligger der mellem den
Gang og de Oplevelser, jeg nu vil fortælle eder. Men her,
Venner! vil jeg gribe Leiligheden, jeg vil forudskikke et Par
Betragtninger over et Punkt, hvorom jeg længe har ønsket for
en større Kreds at kunne udtale mig, nogle Betragtninger, der
knytter sig til en for mig selv fremmed og med mit hele Væ-
sen lidet stemmende Retning i mit senere Liv, den, at jeg er
optraadt som Forfatterinde. Maatte denne Udtalelse bidrage til
at bringe eder min Personlighed klarere, menneskelig sandere
for Øie, maatte jeg kun haabe at blive bedre forstaaet af de
gode, de bedste -- meget, ja meget kunde da udholdes.

Det har altid forekommet mig ved den Smule Erfaring, jeg
har havt Anledning til at samle angaaende Forfatterskab i Al-
mindelighed, at Anonymitet, den Ret, en Forfatter har at kunne
optræde navnløs, var af en overordentlig Betydning. Under mange
Omstændigheder fremstillede den sig som en Forpligtelse for
en Forfatter, i de allerfleste Tilfælde vilde den bringe ham
Lykke. Den, der fik den Opgave at være Tidens Tolk og
løse og tyde dens Gaader for Mængden, maatte kun være en
Røst i den, intet Individ, antastet af personlige Sympatier og
Antipatier. Ogsaa lærer Erfaringen, at selv store Aander har
virket mægtigst, medens de var anonyme. Nyheden har ikke
alene gjort dette. En stor Del har skrevet under et pseudo-
nymt Navn og har aldrig opgivet det. Georges Sand, Halm,
Novalis, Lenau, Dickens. Med hvilken stigende Beundring,
hvilken, man kan næsten sige forklaret Nysgjerrighed fulgte
det danske Publikum ikke de første unavngivne Udbrud af
deres Digter Hertz? I sin anonyme Nytaarsgave for 1832
har Hertz selv givet nogle høist pikante Skildringer af hine
Dage og de Eventyr, han bestod for ikke at blive opdaget.

En anden Sag er det, at ikke alle Anonymer er Hertz'er
og "store Ubekjendte" (Walter Scott), og at Anonymiteten
arter sig ligesaa mangfoldig, som der gives Produktioner og
Producenter. Set fra oven, fra Publikums Standpunkt, naar

SIDE: 106

vi tænker os den Orden: Publikum, Anonymiteten, Produktionen,
Producenten, eller om man vil: Beskuerne -- Sløret -- det tilslø-
rede -- Tilsløreren -- , vil den i Regelen kun forhøie det gode og
ypperlige, men kue det middelmaadige, medens den vil slaa plat
ihjel, ligesom en Lyseslukker en Praas, det slette. Set fra
Forfatterens Side modificerer den sig i det uendelige efter den-
nes respektive aandelige Formue og Eiendommelighed samt en
Hærskare af personlige og borgerlige Hensyn. For en er
Anonymiteten det kokette, forskjønnende Slør, der tilsteder en
Gjetning, for en anden den ugjennemtrængelige Maske. For
den ene en en-tout-cas, at tage med i Skoven en smilende
Sommerdag, og atter igjen for en anden er den Uveirskoften,
man omhyggelig slaar om sig, naar man er sat i den Nødven-
dighed at age i aaben Vogn i Høstføre, allerede forud opfyldt
af Ængstelse for en lang, ensom, melankolsk Veis Farer og
Besværligheder.

Denne alvorligere, mere praktiske Opfatning af Anonymi-
tetens Væsen faar man jo først, efterhaanden som man vinder
Modenhed og Erfaring, og navnlig gik den op for mig, kjære
Venner! da jeg, næsten mod min Vilje, selv satte Foden paa
den farlige Bane, og det i en Alder, da mange allerede for-
lader den. Tingen tabte rigtignok derved meget af sin poetiske
Glorie; men den forekom mig tillige nødvendigere, mere uund-
gaaelig end nogensinde.

Jeg troede virkelig dengang, at Anonymitet bestod i og kunde
overholdes ved at undlade at sætte sit borgerlige Navn paa
Titelbladet og haardnakket at negte enhver Sigtelse. Denne
behagelige Illusion var -- en Illusion; men jeg kan forsikre, at
den for mig dog var af uberegnelig Nytte og vil være det for
alle i min Stilling. Den styrker vidunderlig i det kritiske Øie-
blik, da det første Produkt kommer ud, saa man kan læse
Avertissementerne derom i Aviserne med en Rolighed, som om
det slet ikke angik os. Efter de første Dages konfuse Bevidst-
hed om at have "gjort noget galt", noget, man dog mere har
at afgjøre med sin egen Samvittighed end med andre, gaar
man saa kjækt omkring som en Struds, der med Hovedet un-
der Vingen tror sig fuldkommen sikker for de forfølgende
Jægere. Jeg er anonym! siger man.

En Ungdomsveninde, som jeg i længere Tid ikke havde set,
besøgte mig et Par Maaneder efter at en saadan første Bog
havde set Lyset. Endnu ser jeg den tilbageholdne Skjelm i
Øiet, som engang for tyve Aar siden havde fortryllet mig, og
som ligesaa mange Aars grundige Husmoderstand paa Landet

SIDE: 107

ikke havde ganske raadet Bugt med, -- endnu hører jeg hen-
des alvorlig vigtige Bemerkning, der halvt klang som et Spørgs-
maal, halvt som en snusfornuftig Billigelse: Du er jo anonym?
Jo, jeg er, svarede jeg med et ligesaa urokkeligt Alvor. Ak,
hvor vi saa lo! Og det har du kunnet tænke dig som muligt!
sagde hun, da vi alvorlig kom til at tale derom. Jeg er ano-
nym, sagde jeg, og vil blive det, om jeg skrev hundrede
Bøger, saavist som dette er den sidste; thi jeg skriver aldrig
mere.

Mere radikalt tog en Ven og Slegtning af mig Sagen. Han
er lidt barsk og afgjørende i sin Tale, forresten et prægtigt
Menneske, og han mener mig det vel. Han vilde endelig for-
maa mig til at sætte mit Navn paa, hvad jeg skrev. Hvad
skal en Anonymitet til, som i Virkeligheden ikke eksisterer?
Lad den Pjalt falde! Tror du, at i et Samfund som dette,
hvor alle, der ikke aandig talt regner sig til la brute, sidder
som Misfostre paa Spiritusglas, hvis noksaa ringe Afvigelser
hundrede Gange er iagttaget og drøftet; tror du, at en saadan
Abnormitet som et kvindeligt Forfatterskab skulde kunne skjules?

Moralsk talt, kan en Anonymitet ikke eksistere her, svarede
jeg; men den kan derfor have en juridisk Gyldighed. Saa-
længe man ikke har sat sit Navn paa et Arbeide, har ingen
heller Lov til at nævne det i offentligt Skrift. Et Brud herpaa
er et Brud paa al Ridderlighed, al Folkeret, hvori vi Damer
forhaabentlig ogsaa er delagtige.

Det vil dog ske! Det vil ske, pas paa! Du Stakkel med
din juridiske Ret!

Og endelig vil Anonymitet gjælde i et fjernere Omraade,
hvor det personlige ikke virker. Den vil gjælde udenbys, den
vil gjælde for Skræddere og Skomagere, som man siger.

Skræddere og Skomagere! raabte min ihærdige Ven. De
hører til Autoriteter og Critici nutildags.

Indrømmet, at din Skomager er en æstetisk dannet Person.
Du har netop givet en Bog ud, paa hvis Navneanonymitet du
lægger en stor Vegt. Hele Byen nævner dig forresten som
Forfatter. Din Skomager har maaske den mest brændende
Lyst til at sige, medens han overrækker dig et Par Støvler,
han anbefaler som uopslidelige: Deres Verk har jeg læst, jeg
tør spaa det Udødelighed; men nei, han siger det ikke, naar
han ikke har set dit Navn trykt; en Skomager kjender Borger-
rettighederne, han er Gentleman: Anonymiteten er ham hellig.
Eller tag Eksemplet i min Sfære. Min Syjomfru er i samme
Kasus; det er Mandag, og hun har netop læst min Roman

SIDE: 108

Dagen før. Jomfru Engebrechtsen eller Jomfru Prebensen op-
fatter den mere fra den etiske Side end fra den æstetiske:
hendes Dom er mere betinget. Sæt, at det er i det kritiske
Øieblik, da hun skal tilskjære et Liv, og at Idéforbindelsen
vækkes ved en ringe Ting, et Blad f. Eks., som hun har taget
til Mønster. Jeg vil forsøge at følge den Tankerække, dette
vil vække hos hende: "For denne Frue, som giver sig af med
at skrive Bøger, siger dem, behøves ingen videre Akkurathed.
Det er næsten ubegribeligt, at hun bruger Kjoleliv som andre
skikkelige Mennesker. Forresten er Bogen fra Formens og
Snittets Side ikke ueffen, i visse Stykker kan den sættes ved
Siden af det bedste i Mauritz Hansens og Storm Wangs For-
tællinger. Men -- ! den har en Mangel, en stor Mangel, noget,
som ikke maa mangle i nogen Bog nutildags, om den saa bare
var en Anvisning til at tage Maal efter engelsk Façon. I de
andre Damelekturer og Romaner er der netop passe af det,
her og der lidt; i den sidste, jeg læste, kanske vel lidet, -- 
men det smager altid af Fugl, sagde Konen, hun kogte Suppe
paa Pinden, hvor Røien havde siddet -- " o. s. v.

Se, alt dette tænker hun og giver i sin kritiske Iver mit
Kjoleliv maaske det Klip, som hun havde tiltænkt mit literære
Navn; men maa jeg alligevel ikke skatte mig lykkelig, at jeg
ikke hører et eneste Ord! Og saa endelig udenbys gjælder
Anonymiteten fuldkommen. Tænk, hvilken Lise at kunne stige
i Land i Holmestrand, Brevik eller et rigtig smukt Sted, Laur-
vik f. Eks., uden at være kjendt af en Kat? Man er ingen
Personlighed mere, man er et Nummer, et Abstrakt, en Pas-
sager. Ingen, som spørger, om man har Raad til den Hat,
man gaar med, og hvad mon man fik i Honorar for det sidste
Arbeide. Ingen, som undrer sig over, at man reiser, fordi
man ynder at reise; fordi man overhovedet elsker Sol, Sø og
grønne Skove. Ingen, som formener, at det kunde man godt
være foruden, at man godt kan skrive Bøger og skildre Na-
turen og Menneskelivet i et pent tillukket Værelse; man har
endog Eksempler paa Forfatterskab i Blaataarn. Regner du
det for intet, at ingen Fiender modtager en, naar man kommer,
at man ikke har "Venner" bag sig, naar man drager bort?

Vor Samtale blev efterhaanden roligere og mindre polemisk.
I det væsentlige var vi jo dog enige. Min Ven var selv For-
fatter; han havde udgivet et Bind Digte, der havde staaet af-
trykte i Morgenbladet.

Ingen forstaar og føler bedre end jeg, sagde han, hvad en
Forfatter særlig har at lide, og nu ovenikjøbet her i vore For-

SIDE: 109

hold. Han er den eneste af alle Kunstnere, der ingen Arena
har for sin Kunst, hvis varmeste Udstrømning maa savne den
Løn, den opildnende Spore, som ligger i den umiddelbare Ud-
veksling. Tonekunstneren, Taleren, Skuespilleren, selv Jong-
løren staar Ansigt til Ansigt med sit Publikum. Han kan
tale til det, klage til det, de bedste er tilstede og kan høre
ham og forsvare ham. Han elektriserer og bliver elektri-
seret. Ensom sidder Forfatteren; ensom, træt, dødstræt, eller
af tusende uvedkommende Ting forstyrret og draget ned, maa
han ofte afhaspe sit Tankespinds fine, indviklede Traade. En-
hver ny overraskende Idé, ethvert Spørgsmaal, ethvert bræn-
dende Udraab kvæles i Tummelen om ham eller gjenlyder
mellem et koldt Natteværelses tomme Vægge. Hvad hans
Sjæl eier af Gratie, Liv og Lune, dens ømmeste, sarteste To-
ner fanger han, afretter han møiefuldt og sender dem ud, for
engang -- men naar, i hvilket Øieblik? -- at træffe den lige-
stemte Sjæl, hos hvem de vil dale, til hvem de vil tale. Om
en Maaned maaske kommer Svaret. To Spalter i Dagens Avis!
O læs dem ikke! Naar Galleriet hysser, staar Scenekunstneren
der rolig og smilende. Maaske kaster han et eneste Blik ud
i Mængden, og den stumme Appel falder i Hjerter, der endnu
banker ved hans sidste Ord. Et renere Kor tiljubler ham
Takken, de fineste Hænder sender ham en Blomst. Men Dig-
teren, hvor, naar og med hvad lønnes han?

Det ved jeg ikke, svarede jeg, men jeg ved kun, at en
Digterinde her i vort Land var bedst faren med hverken at
nyde Løn eller Uløn og om muligt ingen Person at være.
Hun burde aldrig gaa i andre Hatte end Huldrehatten. Evige
Guder! naar en Forfatter, for den Møie, de Kvaler, du saa
træffende skildrer, ikke har bedre Tak, hvad skal da de arme
Væsener sige, der maa betale denne tvilsomme og kold ser-
verede Opmuntring med frygtelige Ofre af sin Frihed og per-
sonlige Stilling? Du siger selv, at paa en Skueplads som vor,
hvor der intet passerer, og hvor man bor hverandre saa nær
paa Livet, hører det til Umulighederne, at en Kvinde, som op-
træder offentlig i noget, kan forblive skjult. Ak, det havde
ingen Nød, var det blot i en enkelt Livsytring, f. Eks. Forfatter-
skabet, at hun opgav Anonymiteten; men hun opgiver den i
alt. En ensom, af ingen Familie omgjærdet og beskyttet Kvinde
især, har fra det Øieblik intet Privatliv, ingen Fold i det, hvori
hun kan skjule sig. Det er ikke alene hendes Aandsprodukter,
hun maa finde sig i at se recenseret; men hendes Handlinger,
enhver Bevægelse, hendes huslige Stilling, Barneopdragelse,

SIDE: 110

aandelige Tilstand, kort hendes Forhold til Gud og Mennesker
bliver fra det Øieblik indviet til en almindelig Overveielse og
Opmerksomhed. Og hvilken Opmerksomhed! Svangret med
alle de Fordomme, alle de stereotype Forudsætninger, der her
knytter sig til alt, hvad der ligger udenfor det regelrette. Man
kan forfølge Konsekvenserne af denne bedrøvelige Navnkun-
dighed ned gjennem alle Klasser. Jo dybere man kommer
ned, jo fiendtligere, mere fordomsfuld vil den møde hende.
Den simple Klasse forstaar aldeles ingen Overlegenhed, som
ikke er begrundet i noget udvortes. Et kvindeligt Renommé,
der ikke er bygget paa en Stilling, helst et solid Kjøkkenstel,
en velforsynet Madbod, vækker en Mistillid, der afsætter sig i
en dunkel Forestilling om noget ondt. En Frue, der har Hus
og Barn, der skriver Bøger og staar i Bladene! Vi har
mange forunderlige Fabel- og Myteskabninger; men en Frem-
syning som denne er uhistorisk, den savner al Hjemmel i
Folkebevidstheden. Mod den er Søormen ordentlig at regne
for en hyggelig gammel Bekjendt. Forfærdeligere end nogen
tror, virker dette tilbage paa hendes huslige Liv. "Hun er
ikke som andre Folk, hun forstaar sig ikke paa andre Folks
Gjerning," er en Sætning, man maa være belavet paa at møde
i ethvert kvindeligt Individ af Klassen, man kommer i Berørelse
med. Det nytter ikke at ville bevise noget andet; man kommer
ikke længer dermed end Montanus med sin runde Jord. Mæn-
dene af Klassen har ogsaa hørt noget dunkelt om, at man
"ikke er som andre Folk". De forundrer sig høilig over, at
man kan regne. Har man nu om Morgenen kjæmpet mod
saadan Miskjendelse i Skikkelse af en Gangkone eller Ved-
mand, og der maaske staar at læse i Bladet om Aftenen: Den
nævnte Forfatterinde, hvis seneste Aandsprodukt her foreligger
os, kan maaske være dygtig til alt andet, kun ikke til at skrive
Bøger -- o min Ven! her har du en Forfatterindes Løn, og
vær nu glad og taknemmelig over Forfatterens.

Det var ellers et merkeligt Træf, et af dem, som vi kalder
Hændelsens Ironi, at samme Dag som ovennævnte Samtale
havde fundet Sted, og just som jeg sad og tænkte paa Anony-
mitetens Behageligheder udenbys, kom der et Brev stemplet
Porsgrund. Det var usedvanlig stort og næsten firkantet, med
en temmelig mystisk Udenpaaskrift. Det maatte dog være til
mig; jeg sluttede det af flere Bogstaver i mit Navn, der var
uforandrede. Adressen temmelig rigtig; de første Ord, da jeg
aabnede det, betog mig imidlertid enhver Tvil. Det kostede
mig endel Umage at arbeide mig gjennem dette Brev; men,

SIDE: 111

kjære Venner! som Ordsproget siger: den haardeste Skal, den
sødeste Kjerne, saa gik det her. Det var en fin og ædel, en
varm Sjæl, som havde skrevet dette Brev. Naar jeg undtager
et Par ortografiske Egenheder, der ligefrem forvirrede Menin-
gen, har jeg ikke villet forandre en Tøddel. Næste Nat vil
jeg læse det op.

ATTENDE NAT.

TIL FORFATTERINDEN FRUE KOLLERT.

Ærede Frue!

Indlagte Pakke er jeg saa frie at sænde Dem, og overlader
ganske til Dem selv, hvad Brug De ville gjøre af de deri inde-
sluttede Breve. De Personer, der have skrevet dem, lever ikke
mere, men jeg har kjendt dem for saa fordomsfrie Mænnesker,
saa frie mener jeg, for den smaallige Frygt som Hverdags-
mænneskerne har for at se paa Prent, hvad der andgaar dem,
hvad de kalder deres "Helligdommer", at jeg visselig ikke vil
fortørne dem i deres Grav, om jeg forskylder, at disse Breve
kom for Dagens Lys. Jeg tænker som saa: naar ikke de
ualdmindelige Mænnesker vilde offere Noget af disse Hellig-
dommer og Hæmmeligheder, som Folk alligevel kjænder, men
kuns paa en forkjært Maade, saa fik Man alderig Noget at
vide og Mænneskehjærtet blev til evige Tider ret ligesom en
tillokket Bog. Men enten nu De min ærede Frue! finder dem
skikkede til det omtalte Øyemed eller ikke, saa er jeg viis
paa, at De selv ikke vil læse dem uden at føle Deeltagelse.

Jeg er Enke efter en Bagermester i Porsgrund, hvor jeg
ogsaa er Barnefødt, og jeg har i en Række af Aar boet paa
dette Stæd. I min tiligeste Ungdom kom jeg i Huuset hos en
anseet Embedsmand paa en Gaard nogle Miile fra Christiania,
som var en streng, barsk men døgtig og retskaffen Mand.
Der lærte jeg at kjende tvende Mænnesker, der vil blive mig
evig Uforglæmmelige. Det var Husets eneste Datter og hen-
des kjære Forlovede. De vare begge vakre, velopdragne og
velbegavede Mænnesker. Saa var det nu Guds Almægtige
Styrelse at jeg skulde stilles i Nærheden af disse skjældene
Væsener, der i Fornuft, Stand, Opdragelse og Alt stode saa
langt over mig. Da maa jeg vel med Taknæmmelig Rørelse
erkjende, hvorledes Hun, som af Mange af sine Lige blev
holdt for stolt, nedlod sig til at viise mig den Ubetyddelige,

SIDE: 112

ringe Pige en saadan Godhed, jeg kan næsten sige Fortroelig-
hed. Hun tog sig ogsaa af min Opdragelse, hun lærte mig at
sye, brodere, læse forre og skrive Ortograhpisk. Hun var saa
god, hun havde aldrig noget imod, at jeg sad inde naar hendes
Forlovede var der. Naar jeg vilde gaae, holdt hun mig ofte
tilbage. Du er en stille, trofast Sjel Christine, Du forstørrer
os ikke, sagde hun da. Og saa blev jeg oftere Vidende til
deres Samtaler. Snart var det om Høytidelige og alvorlige
Ting, snart om ganske aldmindelige Ting, men selv det Ube-
tyddeligste fik i deres Mund et andet Udseende, end naar
Andre talte derom. Det var besønderlig at de havde begge
et Hang til Noget Viist hvad skal jeg kalde det -- Pahntastisk
 -- og undertiden kunde de digte sammen saamange underlige
Ting, at jeg troede jeg sadt midt i det, og sandsede næsten
ikke, hvor jeg var. Hvor han var glad i hende, du gode
Gud hvor han var glad i hende! Han saae ethvert Ønske ud
af hendes Øyne! Og han var ogsaa saa ælskelig! Han var
liveligere, heftigere og saa besønderlig urolig, naar hun var be-
drøvet. Engang sagde jeg til Hende: Ak hvor det er deiligt at
see et Par som De kjære Frøken og Hr. Ernst. Her er Alt det
kommen sammen som saa skjælden træffer sig i Værden, baade
udvortes og indvortes Fortrin og Fuldkommenheder! ja de er
som Skabete for hinanden. Du tager Feyl Christine, sagde hun
med sin tungsindige Mine, Ernst og jeg paser ikke for hver-
andre. Jeg er for gammel for ham. Han burde kalde mig
Tante. De for gammel! sagde jeg, De er kun to Aar ældre
end han! Hun var fem og tyve Aar og han tre og tyve Aar
den Gang! men han var saa stø og Udmærket af Forstand, at
man tænkte sig at han var meget ældere. Af Aar kunde det
til Nød pasere, men Hjærtet, Hjærtet har ogsaa sin Alder, jeg
er for gammel til ham, sagde hun igjen.

I Smaastæderne hører man Alt, hvad der hænder inde i
Krestiania. Ja det er forunderlig nok, men det er sandt, Hvad
jeg siger, at Rygterne gaar ordentlig som et Vardøger forud
for Hændelsen, især naar det er noget, som ikke er godt. Og
saaledes hørte jeg fortælle under et Besøg, jeg gjorde hjemme,
at det var forbi mellem min Frøken og Hr. Ernst. Det var
desværre sandt. Det var hende, der havde slaaet op. Ingen
kunde forstaa Aarsagen, da de havde seet saa løkkelige ud,
og som om de havde paset saa Udmærked til Hverandre. Og
der var overmaade megen Forundring og Snak derom. Men
paa hende kunde jeg Intet mærke, da jeg saa hende igjen,
ikke heller torde jeg spørge. Men nævnede hun hans Navn,

SIDE: 113

da blev hun saa rar, hun skjalv i Stemmen! o det skjær mig
endnu i Hjærtet, naar jeg tænker derpaa.

De døde begge To ikke saa længe efter. Han først og hun
et Aar senere. Jeg var dengang alt forlovet med min Salig
Mand, og skulde holdt Brøllup, men det blev udsat, for at jeg
kunde reise ind og pleie hende. Da hun laa paa det yderste
sagde hun til mig en Nat: Jeg har intet at give Dig kjære Kri-
stine! -- ak hun havde givet mig saa meget -- men jeg forærer
Dig mine Breve -- -- og Ernsts, som jeg har faaet tilbage.
Naar Du nu sidder som en løkkelig og agtet Kone henne i
din Fødebye, saa kan Du en Søndageftermiddag naar Du har
en rolig Time, more Dig lidt ved et læse i dem, sagde hun,
meget af det vil Du ikke forstaa, men Du finder altid noget,
som vil fornøye Dig og Du vil tænke paa mig og Ernst, sagde
hun. Tag dem der i Kommoden til Høyre i det røde Saffians-
skrin sagde hun, tag kun hele Skrinet. Til Venstre ligger en
anden liden Pakke i Guult Omslag, den skal Du brænde, lover
Du mig det? sagde hun. En anden Gang sagde hun igjen, at
denne Pakke skulde jeg lægge under hendes Hoved i Kisten,
men da var hun ikke rigtig ved sin Samling, og jeg som var
harm paa denne Pakken, jeg veed ikke selv hvorfor, jeg tog
den og brændte den op.

Det er nu udaf disse mig af saa kjær en Haand skjænkede
Breve jeg sender Dem ærede Frue et Par Støkker. Jeg ud-
valgte netop disse, fordi det var dem jeg Mindst forstod af
dem Allesammen, og netop fordi de ere saa Pahntastiske, saa
fulde af Billeder og Lignelser, De forstaar nok, Hvad jeg me-
ner, saa tænkte jeg, at De kjære Frue vilde fortrække dem!
Der er maaske Noget deri som forklarer, hvad det var, som
adskillede disse ædele, Uløkkelige Mænnesker. At disse kjære
Breve har været mig en Skat, en uudsigelig kjær Skat i de
simple Tarvelige Forhold, hvori jeg har levet -- tilfreds fordi
jeg engang var sat der af Gud! det behøver jeg ikke at sige
Dem. De vækkede Minder om en høyere, ædlere Værden,
som jeg ogsaa var forundt at see et Glimt af, et Minde, der blot
har stemt mig til vemodig Glæde, men som aldrig, Gud være
lovet! har formaaet at vække Utilfredshed og Misnøie i min
Sjæl! Saaledes kan Duften af Høi eller en tørket Urt bringe
os en Hilsen fra den sidst forsvundene Sommer, men Herren
skee Tak og Priis! den minder os ogsaa om den glade Vaar vi
gaae Imøde, den evige Vaar, hvor vi Alle haabe at see hver-
andre igjen, og hvor ingen uløkkelige Misforstaaelser mere ad-
skilder os.

SIDE: 114

Helene til Ernst.

15de Decbr. 1840.

Min kjere, snille Ven!

Tak for dit sidste, mig inderlig kjere Besøg. Gud glæde
Dig, som vil glæde din gamle Tante med at see til hende i hen-
des Ensomhed. Dit muntre, behagelige Selskab har ret livnet
mig gamle Menneske op igjen; jeg vil længe have godt deraf.
Naar jeg nu sidder saadan i mine stille Betragtninger, maa jeg
mangen Gang smile for mig selv, naar jeg tænker paa alle de
Løier og Skjæmt, Du fandt paa. Gjorde Du ikke der Cour til
mig, som om jeg havde været et ungt tyveaarigt Blod! Vor-
herre veed, hvor Du fik alle de underlige Taler og Lignelser
fra, men det er vist og sandt, at havde mit Hoved været
endda lidt skrøbeligere, end det er, saa havde Du gjerne kunnet
indbilde mig, at jeg var en ung, smuk Pige, til hvis Gunst Du
beylede, saa livagtig kunde Du agere og forstille Dig. Men Gud
skee Tak, endnu gaaer jeg ikke i Barndommen, og veed, at
jeg er din gamle Tante, som holder ret hjertelig af Dig. Lad
det nu ikke fortryde Dig atter at skulle stave Dig igjennem et
Brev fra mig, nu kjender Du dog mine Kragetæer; men kjere
min Ven, jeg faaer jo skrive, skal jeg kunne tale et fornuftigt
Ord med Dig! Naar Du er hos mig og kommer med alle
dine rare Indfald og pudseerlige Talemaader, saa bliver jeg rent
tummelumsk i mit Hoved og veed til Slut ikke, hvor det sidder.
Mangen alvorlig Fortælling, mangt et Raad, mangen nyttig Ad-
varsel har Du forspildt paa den Maade. Jeg maae jo tage mig
lidt af min lille Ven, da han er saa ligegyldig med sin egen dyre-
bare Helbred. Tro mig, gamle Tante Helene kjender Verden og
har oplevet mere end een skrækkelig Følge af Ungdoms Ufor-
sigtighed. Den Badning! den Badning! og det i koldt Vand!
hutetu! Det isner i mig ved at tænke paa det. I min Tid
kjendte man ikke Bad, og vi vare sunde, lykkelige Mennesker
derfor. Kan jeg da slet ikke bringe Dig derfra, saa lov mig,
min egen Ven, at være forsigtig. Jeg sender Dig hermed en
Pakke Flonel af den bedste, samt nogle Regler, som jeg har
optegnet, og som jeg beder Dig læse med Eftertanke igjennem,
førend Du tager disse slemme Bad. De ere inddeelte i tolv Para-
grapher, hvoraf de sex angaae Sundheden i Almindelighed og
kan læses af Enhver, som sætter Priis paa dette dyrebare
Gode; de andre indeholde nogle Anviisninger om, hvordan

SIDE: 115

man skal forholde sig før og efter Bad. Jeg har nu meget
tilovers for Nathuer, især de strikkede; dog derom vil Du jo
ikke høre noget: naa, naa, de komme nok! Men derimod
slipper Du mig ikke, førend Du har lovet mig, ja med Haand
og Mund lovet mig, at Du skal anlægge Uldtrøie. Lige fra
min Ungdom har jeg benyttet Uldtrøie og fundet mig vel der-
ved. Den bør være af tyk Flonel, helst rød, den kryber
mindre, og med hele Ærmer, tillige bør Du have et Uldbelte,
det styrker Brystet. Havde jeg været forstandig og havde lagt
mig til et saadant, saa havde jeg ikke nu min slemme, tørre
Hoste, som jeg har fortalt Dig om -- ja jeg vilde fortalt Dig
om den, men saa kom Du igjen med dine Galskaber. Du
husker nok det var netop den samme Dag, jeg havde havt
den rare Drøm om Natten; jeg sad i Lænestolen mellem
Vækkeruhret og det gamle Nøddetræesskab og nøstede, og Du
sad ligeoverfor mig med Haanden under Kind og saae saa vist
paa mig; -- jeg vilde netop fortalt Dig, hvordan jeg havde
faaet min slemme, tørre Hoste, da afbrød Du mig igjen og
sagde: Helene, sagde Du, du burde aldrig tage andet end Blaat
paa. Den røde Farve passer ikke for dig. Den tilhører Dags-
lyset, Munterheden, det praktiske Liv. I den blaa Farve bry-
der sig derimod det drømmende, gaadefulde, sylfeagtige i dit
Væsen, din Skabnings hele Trylleri. Den blaae Farve er Natur-
aandernes Dragt, med dem er du beslægtet. Dog kun saalænge
du endnu er min Trolovede; den Dag jeg fører dig hjem, gjør
jeg Korsets Tegn over dig, og de har tabt deres Magt over dig.

Gud trøste mig! tænkte jeg, da jeg hørte denne løierlige
Tale, nu begynder den stakkels Dreng at phantasere igjen og
indbilde sig, at jeg er ung, og saa blev jeg ganske confus og
kom reent fra Concepterne; men det var da sandelig ikke min
Skyld, men min egen lille Vens, at han forspildte sig den
Historie.

Men det er da paa Tide, at jeg holder op, tilgiv mig min
Snaksomhed. Alt her er ved det Gamle; -- Slagtning og Bag-
ning til Juul er lykkelig og vel tilendebragt. Tager Du en lille
Tour herud, saa skal vi have os et Parti Piquet sammen, som
jeg veed, Du ynder, og saa skal jeg fortælle Dig de sidste Drømme,
jeg har havt -- de ere grumme besynderlige. Og nu lev ret
hjertelig vel, mit kjere Barn, glem ikke mine Formaninger; Du
ved, der er Ingen, der mener Dig det bedre end

Din Dig hjertelig hengivne
Tante Helene.

P. S. Skriv mig snart til.

SIDE: 116

Ernst til Helene.

20de Decbr. 1840.

Dit Brev af 15de hujus har jeg rigtig modtaget og gjennem-
læst med al sømmelig Respekt. Tak for de mange gode Raad;
de tolv Paragrapher skal for det første, saalænge jeg bader,
være mine daglige Tolvbudord. Sært interesserede det mig at
see, at Tante har overstaaet Slagtningen og Bagningen til Jul.
Vare Svinene fede? Tante, som er saa praktisk, har her rig-
tig været i sit Es, og jeg tænker mig, hvor travlt Du har havt
det lige til den sene Nat. Men nu kan Du da ogsaa sidde
rolig og trygt i den store Lænestol mellem Vækkeruhret og det
Nøddetræesskab, og hvile Dig rigtig og tænke paa alle dine rare
Drømme, som Du har lovet at skrive mig af engang.

Men Tante, jeg tror virkelig, Du har smittet mig med dine
Nattesyner; thi siden det lange, forunderlige, Du fortalte mig
sidst, har jeg ogsaa havt en Rem af Huden, som man siger.
Det ligger ellers ikke til Ungdommen at drømme meget; den
seer fremad, ikke gjerne tilbage. Og disse underlige Syner,
vi kalde Drømme, ere jo som oftest kun Reflexen af det Op-
levede, ligesom i Aftendæmringen, naar Stilheden falder paa
Vandet, Bredderne troest afspeile sig. Det bliver altsaa de Gamles
Sag at drømme, men ikke alle Gamle drømme smukt, dertil
skal der igjen noget, som Du netop har, Tante; thi skjønt Du
er saa gammel som Sibylla, der oplevede de sibyllinske Bøger,
saa er der dog noget vist Ungt ved Dig, ja, det er underlig
nok, at bare Du kommer ind paa at fortælle, mærke vi det saa-
gar paa dit Sprog. Det begynder undertiden med Sytti, men
bedst som det er, kaster det Krykkerne og dandser afsted til
vor store Forundring, som om det havde fyldt Sytten igaar.
Nu skal du høre min Drøm.

Det bares mig for, at jeg forlystede mig med at staa paa
Ski -- ned ad Vettakollen. Men som det gik bedst afsted,
mærkede jeg, at en Anden stod bag mig paa Skierne. Jeg fik
neppe Tid til at raabe: hold fast, ellers styrte vi begge, saa
gik det afsted igjen over Snefonner og nedbrudte Gjærder
og hen over Skaren, saa Syn og Hørelse forgik mig næsten.
Men da jeg standsede langt nede paa Sletten og vendte mig
om, saa jeg, det var en ung Pige; en blaa Klædning omslut-
tede de ungdommelige Former, over Hovedet havde hun et
sort Skaut, og der sad Rim i hendes Haar. Jeg betragtede

SIDE: 117

hende forbauset; men hun neiede paa den Maade, som vore
Bedstemødre brugte at neie paa, og sagde: Jeg er din gamle
Tante Lene, og næste Mikkelsmes fylder jeg mine halvfjers.
Ja, du synes, jeg er rød og rund i Kinderne, men det kommer
af Snoen. Og jeg, din gamle Tante, holder saa meget af dig,
derfor er jeg løbet efter dig med denne uldne Trøie for at
bede dig trække den over din Frakke, at du ikke skal blive
kold over Brystet.

Men dermed var det ikke forbi. Næste Nat drømte jeg, at
der hvilte paa mit Bryst noget Tungt, noget Kolossalt, som jeg
ikke kunde afvælte. I Førstningen troede jeg, det var Kvart-
udgaven af den gamle Lovbog, der havde plaget mig om Da-
gen; men det voxede og voxede; tilsidst kunde jeg neppe bære
det; jeg stirrede paa det, hvad mon det kunde være, og ende-
lig opdagede jeg, at det var det skjæve Taarn i Pisa! Og
høit oppe i et Buevindu, hvem mener Du sad der? Hin unge
Pige, der havde staaet med mig paa Skierne! Men nu havde
hun en Dragt af hvid, bølgende Silke, paa Hovedet et Diadem
af Perler og Guld, og i Haanden holdt hun en hvid Vifte.
Ja, det var mit Hjertes Prindsesse, der sad fangen i det snevre
Kammer indenfor! Og hun bøiede sig dybt ud over Randen og
vinkede med sin hvide Vifte, og jeg raabte: O, kom mit Hjer-
tes Prindsesse! Har du Tillid og Tro som et Sennepskorn,
saa bærer Luften dig, o kom! Men hun rystede bedrøvet paa
Hovedet og vinkede igjen. Da hævede mit Bryst sig som
Jorden, naar den ryster under den indespærrede Flamme, og
det skjæve Taarn i Pisa styrtede ned. Men ved mit Bryst
hvilte mit Hjertes Prindsesse og sagde smilende: Denne hvide
Nathue har jeg strikket til dig, tag den paa, den er god mod
Gigt.

Men den tredie Nat havde jeg endnu den forunderligste
Drøm. Jeg syntes, at jeg vandrede i Skoven ved Abbediengen;
da saa jeg midt paa Skovsletten en ung Pige sidde paa en
Sten. Hun vendte mig Ryggen og sad ubevægelig; sagte sneg
jeg mig nærmere; da løftede hun Hovedet, det var hende.
Nu skal jeg passe paa, tænkte jeg, nu ved jeg Raad, og hun
skal ikke oftere narre mig. Jeg satte mig ved hendes Side og
tog hendes Haand. Den Ring, jeg gik med, var en viet Ring,
der var givet en bindende Kraft, fordi den havde tilhørt sin
Tids kjerligste og reneste Kvinde: min Moder, og denne Ring
satte jeg paa hendes Finger. Da græd hun, og jeg fæstede
hende. Siden møder jeg hende bestandig i mine Drømme paa
samme Sted, og vi vandre under Træerne og sidde paa Mosset

SIDE: 118

oppe paa Skrænten over de smaa Fossefald, og hun er altid
ung og smuk og stille. Engang imellem forsikrer hun mig vel
med en kummerfuld Mine, at hun er saa gammel som Sibylla,
og at hun har oplevet de sibyllinske Bøger; men hun tror
det ikke selv, jeg ved det bedre.

Hvad synes Du om mine Drømme, Tante?

Helene til Ernst.

Jeg synes, Vennen min, naar Du endelig spørger mig derom,
at Saadant ikke er naturligt. Ungdommen maa ikke drømme,
den bør have en let Søvn. Drømme og Phantaseringer komme
af en uregelmæssig Diæt. Spiser Du varmt til Aftens? Jeg
siger som saa: Senere end Kl. 8 burde Ingen, der sætter Priis
paa sin Nattero, nyde Noget. Klokken præcis 8 drikker jeg
mit Glas Melk og spiser mit Smørrebrød og gaaer en Time
senere til Sengs. Fulgte Du mit Exempel, vilde Du sove som
en Steen. Det kan jeg desværre ikke sige jeg gjør, men det
er en anden Sag med mig.

Siden Du da udtrykkelig ønsker det, min egen, kjere Ven,
at jeg skal meddele Dig den sidst oplevede Drøm, vil jeg gjøre
det her, før min Hukommelse slaaer mig Feil og jeg kommer
ind paa andre Ting.

Det bares mig for, at jeg virkelig var ung Pige igjen. Vort
Huus var, som det er nu, stort, tyst og trist, med lange, mørke
Gange og dybe Værelser. Du veed det, min Ven, at jeg mi-
stede min Moder, da jeg var otte Aar, og Fader blev fra det
Øieblik, hvad han lige til sin Død var, mørk og indesluttet.
Fremmede saae vi næsten aldrig. En Velgjerning vilde det
været, havde jeg kunnet tage mig af Huusets Styrelse, hvortil
jeg som eneste Datter syntes selvskreven; men den var i andre
Hænder. Undertiden var jeg den Eneste, Fader taalte at see;
han kunde endog vise mig enkelte Tegn paa Svaghed; derfor
led jeg dog under det despotiske Tryk af hans Villie ligesaa
fuldt som de Andre. Den Uvirksomhed, jeg fordømtes til, var
en af dens Yttringer.

Men al den Tristhed, der rugede over vort Huus, hjalp
ikke; jeg var yr og glad som en Fugl, ja sandelig, en stoltere,
kjækkere, mere overgiven ung Pige end jeg dengang gaves der
ikke milevidt. Ved et besynderligt Træf laae dette ensomme,
mørke Huus midt i denne saa rige og smilende Egn! Der

SIDE: 119

udenfor var min Verden; her færdedes jeg og drømte Tiden
bort. Jeg havde min Hest paa Stalden, der ikke hvilte meget,
og Midler nok til at tilfredsstille Luner, hvis jeg havde havt
mange af dem. Uden at jeg var, hvad man i daglig Tale kal-
der forfængelig, yndede jeg at omgive min Person med, hvad
der er yndigt og behageligt for det sandselige Menneske. Det
faldt nu saa ganske af sig selv, at jeg var fiint og kostbart
klædt, og at vor huuslige Indretning var smukkere og bekvem-
nere, end hiin Tids Skik bød det. Ak, kunde jeg vise Dig mit
Kammer, som det var dengang! Da havde jeg Sands for saa-
dan Tant.

Jeg drømte nu, at jeg sad i hiint Kammer ovenpaa; jeg syn-
tes, det var en Bryllupsdag paa Gaarden og, -- det var saa-
mæn min Bryllupsdag. En deilig Sommerformiddag, først i
Juni. Begge Vinduer stode aabne til Haven, og over Trætop-
pene saae man ud over Søen hele den herlige Bjerglinie, som
Du, Vennen min, altid siger har saadanne italienske Farver og
Omrids. Frugttræerne stode i fuld Blomst, et eneste hvidt
Blomsterhav, der sendte sine liflige Vellugtstrømme ind i Væ-
relset, hvor de blandede sig med Duften af de første Pintse-
lillier -- min Yndlingsblomst -- , der stode i den gamle sach-
siske Vase paa Marmor-Consollen, den Samme, der nu staaer
oppe paa Nøddetræesskabet. I Hjørnet paa en Piedestal sad
den store, graae Papegøie, som fra Først af har tilhørt min
Oldefader. Men Papen var idag ualmindelig stuur og ordknap.
Alt, hvad jeg vilde lokke og drille den med, hjalp ikke. Jeg
troer sandt for Gud den var jaloux; den havde en Anelse om,
at Festen ikke gjaldt den selv, og den ærgrede sig. Et mere
behageligt og underholdende Selskab var det store Speil ligefor
mig. Dette gamle Pragtstykke havde tilhørt en dansk Prind-
sesse og havde engang tilbagestraalet Skjønhed og Høihed;
dog troer jeg ikke, det havde Skam af det Billed, der nu viste
sig indenfor den gyldne, snørklede Ramme. Jeg var endnu
ikke ganske færdig. Den hvide Kjole med blomstrende Bu-
ketter laae endnu paa Sophaen ved Siden af Silkestrømperne
og de brudelige Sko; mine Fødder stak for Varmens Skyld
blot i et Par høirøde Tøfler broderede med Pallietter, som jeg
havde faaet af min nu ved Døden længst afgangne Veninde.
Kun Frisuren var fix og færdig, og det var Hovedsagen, som
det nu er og altid har været. Min salig Oldemoder havde
engang den Malheur -- -- -- dog nei, nu bliver jeg igjen for
vidtløftig. Naar Du kommer herud engang, da mind mig om
min Oldemoers Frisurhistorie; thi Du skal ikke miste den der-

SIDE: 120

for. Min Frisur var altsaa færdig, Haaret opstrøget og for-
enet oventil i ziirlige Bukler, og halv skjult mellem dem og
blomstrende Myrt sad en eneste, stor, fuld, rød Rose. Der
sidder den ret som en fangen Ridderbrud, der længselsfuld
titter ud af sit Fængsel, tænkte jeg. Da traadte den gamle
Jomfru Jordhøi ind, hun, der i saa mange Aar havde styret
Faders Huus. I Førstningen bemærkede jeg ikke det gamle,
trofaste Menneske; hun havde en tyst, snigende Gang, og jeg
var, sandt at sige, sommetider tilbøielig til at falde i Staver.
Nu, Jordhøi, sagde jeg, da jeg blev hende vaer, er det Tid, at
jeg gjør mig færdig? Ikke endnu, Barnet mit, vi ville bie lidt.
Herregud, sagde jeg, hvad er der i Veien? Ikke Andet, sagde
gamle Jordhøi hemmelighedsfuldt, end at Brudgommen først
skal fødes til Verden. Ikke Andet? gjentog jeg mechanisk.
Ikke Andet! skrattede Papen henne i Krogen, og det var
sandelig det første Ord, der var kommen af dens Mund den
Dag. Nu, saa faaer jeg vente en Stund; og den Gamle gik.
Men jeg satte mig henne ved Vinduet og saae snart over de
blomstrende Terrasser ud til Søen og lyttede til Fuglekvidren
og Humlesurren; snart saae jeg paa den snørklede Ramme
og Billedet i den, snart pludrede jeg lidt med Papen; Tiden
faldt mig ikke lang. Men over Naturen udenfor drog der flyg-
tige Skygger, som naar Skyerne jage paa en frisk Solskinsdag.
Jeg sad drømmende og stirrede paa Væggen, der snart lysnede
og snart mørknede i hurtigere og hurtigere Vexel.

Hvor længe jeg havde siddet saa, veed jeg ikke; men da jeg
vendte mig om, var den gamle Jomfru Jordhøi atter traadt ind.
Hendes Skikkelse forekom mig i Dæmringen endnu tyndere
og længere end sædvanlig. Hun tændte Lysene og lukkede
Skaadderne for Vinduerne. Nu da, Jordhøi! raabte jeg. Aa,
han voxer rask, det bliver et ypperligt Hoved. Folk siger,
der bliver noget Udmærket af ham. Troer du, det kan vare
længe endnu, du? Jeg er bange, Rosen skal falme . . . Men
hutetu, hvor her er koldt! En Stund vil det sagtens vare,
Søden min, sagde hun med en betydende Hovedrysten . .
Stakkels dig, jeg er bange, du vil komme til at kjede dig
for længe. Aa, kjede mig, det har ingen Nød. Adieu, du
kan gjerne gaa. Hun gik. En Ruslen bag mig lidt efter
vakte mig paany af mine Tanker. Der stod Jordhøi endnu.
Er du der! skreg jeg, jeg syntes du gik! Nei, Barnet mit,
jeg staaer her og tænker paa, at det vil min Sandten vare for
længe, og om jeg ikke skulde finde Noget at give dig at læse
saalænge. Uden at bryde sig om min afværgende Bevæ-

SIDE: 121

gelse begyndte den Gamle at gramse i sin Lomme og halede
virkelig ud en -- to -- tre -- fire -- fem -- sex -- syv tykke svære Bø-
ger i mørke Træbind, af den Sort, hvori man for to til tre
hundrede Aar siden indbandt Bibler og Krøniker. Det er
virkelig rart, Jordhøi, sagde jeg, at du kan rumme alle de Bø-
ger i din Lomme, som du igaar sagde var for trang for din
Snuusdaase. Bare gjør mig nu den Tjeneste at tage alle dine
gamle Postiller med dig; du veed, jeg vil nødig have sligt
Skrammel inde paa mit Værelse! Vogt dig, Barnet mit, at du
ikke læser, saa du glemmer dig; har du faaet et Bind rigtig
tillivs, da er det nok, ho, ho, ho! blev Jordhøi ved, som om
hun aldrig havde hørt, hvad jeg sagde. Da er det nok, ho,
ho, ho! skrattede Papen efter. Og den gamle Jomfru stablede
Bøgerne op foran mig paa Bordet, greb med sin lange, tørre
Haand i den sachsiske Vase en Haandfuld tørrede Roser, som
hun lagde paa Ovnen efter først forsigtig at have pustet Støvet
bort og gik.

For Moroes Skyld vil jeg see lidt i dem, sagde jeg og slog
den Første op. Ørkesløs legende gled mit Øie hen over de
første Sider; jeg fulgte mere de underlige, blege Bogstaver paa
den sorte Grund end nogen Mening deri; jeg forstod Intet
deraf. Saa traf jeg paa et Ord, som lyste som et Blus over
den hele dunkle Sætning, saa paa Flere og Flere, indtil den
hele underfulde Skrift flammede op for mit Blik. Hvorledes
skal jeg beskrive, hvad der foregik i min Sjel under Læsnin-
gen? Hvormed skal jeg ligne det? Tænk Dig Skoven, hvis
Mosgrund neppe er berørt af Andre end Raadyret og den
frygtsomme Hare, læg over denne ensomste af alle Skove en
Vaarnats dæmrende, duftfulde Stilhed; da sprænger pludselig
et fyrsteligt Tog ind, de glimrende Skarer sprede sig til alle
Sider, og Skrig og Skud og Jubel og Jægerklang giver Gjenlyd
overalt og trænger ind i de fjerneste, tauseste Dybder. Saa-
ledes saae det ud i min Sjel under Læsningen. Hvor lystig
gik Jagten gjennem Skoven, trara, trara! Skræmt, jaget op af
sit trygge Ly var den sorgløse Barnetanke, det unge, kjække
Overmod; op flagrede den legende, gjøglende Tant! Hvor lystig
gik Jagten gjennem Skoven, trara, trarara! Glemt var min
Faders Gaard og den stolte Rose i mit Haar og Brudgommen,
der var kommen forseent til Verden! Og jeg læste og læste,
og jeg veed ikke hvor længe; naar jeg havde endt et Bind,
greb jeg et Andet; af og til lød en skrattende Lyd for mit Øre:
det er nok, ho, ho, ho! uden at jeg kunde besinde mig, hvor
denne Røst kom fra. Men jeg læste og læste med bøiet Pande

SIDE: 122

og bankende Hjerte, og mine Taarer strømmede paa den luende
Skrift; men den vilde ikke slukke, indtil jeg ikke kunde græde
mere. Og Rosen faldt tung ned og spredte sine Blade ind i
Folderne af Bogen; men jeg agtede det ikke, og det var det
sidste Bind; lidt efter lidt slukkedes den dæmoniske Ild, Bog-
staverne stivnede igjen til sine forrige, blege Hieroglyphtegn,
da stod der pludselig: Forbi, og en Gravkulde hviftede mig
imøde som fra en Kirke paa en hed Sommerdag. Forbi! hær-
mede den samme spottende Røst, nu ganske nær mig. Jeg saae
endelig op, mit Blik faldt i Speilet, og hvad mener Du, jeg
saae, min egen Ven, Andet end din Tante Lenes ærlige Ansigt?
Hvor Rosen havde siddet, sad saamæn den røde Sløife paa
min nye Bobbinets Kappe, og paa Canapeen, hvor jeg havde
seet Brudeskoene, laae mine to nystrikkede, hvide Vanter.
Udenfor slog Søndenvinden mod Ruderne og jog hvinende
gjennem de tørre Grene i Haven. Ere Bladene faldne af
Træerne? mumlede jeg; jeg syntes mig saa livagtig tilbage i
mine unge Dage. Men hvor her er koldt, og jeg sidder her
i bare Fødder; nu der faaer jeg mig en deilig Hoste efter!

Da bankede det paa Døren, og ind traadte ilsom en bekjendt
Skikkelse. Og Dig, min Ven, var det, i sorte Klæder, med fine
Manschetter, men -- med een Støvle og een Sko paa. O, raabte
Du, endelig, endelig har jeg dig! Du har maattet vente længe,
elskede Helene, men nu er jeg kommen for at hente dig, nu
skal ingen Magt, intet Kogleri mere adskille os! . . . Ja, du seer
forundret paa mine Fødder! -- Saaledes har jeg skyndt mig,
at jeg blot har byttet min ene Støvle! Ernst, Ernst! skreg
jeg, see paa mig; er jeg ikke din gamle Tante Lene? er jeg
ikke? Nei, afbrød Du mig, du er Helene, min Brud! Der
ligger endnu Brudekjolen og dine hvide Brudesko; skynd dig,
min Helene, det er seent! Uvis, forstummet, overvældet saae
jeg hen til Canapeen, hvor Vanterne laa . . . Kom, mit Hjertes
Prindsesse! tag dem strax paa; ak hvor længe, hvor længe
har du siddet her i det skjæve Taarn og frosset og ventet paa
din tro Ridder! Dine Fødder ere jo ganske kolde, kom lad
mig varme dem, og Du sank ned paa Knæ og greb min Fod,
som Du aandede paa og gjemte ved din Barm. Ak, raabte jeg:

Forgjæves du stræber at varme min Fod,
Den luende Skrift har kjølet mit Blod.

Den listed sig lige til Hjertets Bund
Og tog det mildeste Smiil om min Mund.

SIDE: 123

Dig saae jeg forlængst i en Barnedrøm:
Du loved at komme saa trofast og øm.

Den drøied forlænge, din Atterkomst,
Da visned imedens min Ungdoms Blomst.

Den luende Skrift har daaret mit Sind,
Og drukket min Graad og furet min Kind.

Nu er det forseent! Hvi kom du ei før?
Nu fanger min Sorg du kun, før jeg døer.

Da foer Du op, kastede Dig som rasende over Jordhøis Gave,
de syv sorte Bøger, der endnu laae paa Bordet, og slængte En
for En ind i Ovnen. De gamle Permer praslede lystigt, og
det hvinede, og Luerne peb som af indestængte Dæmoner,
men af Bladene udviklede sig en tyk Damp, der indhyllede
os Begge, indtil Du tilsidst forsvandt ganske i den. Kun hørte
jeg endnu dit søgende Raab fjernere og fjernere: O kom mit
Hjertes Prindsesse! Kom, o kom!

Ernst til Helene.

Nei, nei, nei! saa var det ikke! Thi vid, jeg har drømt
Drømmen tilende. Da Taagen fordelte sig, laa Du bleg, bæ-
vende, men med et Smiil i mine Arme, og jeg holdt dig fast,
fast for alle Evigheder.

Da kom atter den gamle Jordhøi snigende ind ad Døren;
paa hendes Haand sad den gamle graa Papegøie, hun saa
ikke mere ud som noget Jordisk, noget Virkeligt, men som en
Skygge; hun gik hen til Ilden, hvor de udbrændte Blade endnu
laa i store Lag, medens nogle Gnister fredløse og søgende
streifede om deri. Og hun rørte ved Bladene, der sank sam-
men til Aske og Emmer, og til Dig sagde hun: Jeg har gjen-
nem lange Tider hersket i dette Hus. Jeg er dets styrende
Aand. Da jeg mærkede, at du, det Stolteste og Dyrebareste,
der fødtes i mit Rige, vilde gjøre dig fri i overmodig Glæde,
i ungdommeligt Sværmeri, da betoges jeg af Frygt, thi i dette
Hus maa Ingen være altfor fri, eller altfor glad, og jeg beslut-
tede at fastlænke dig til dit Udspring. Og af Troldmanden
Valrun laante jeg de syv sorte Bøger, som du har læst. Ak,

SIDE: 124

jeg mærkede for sildig, at én havde været nok til at gjøre
dig uglad for dit hele Liv. Derfor be'r jeg om Forladels'.
Forgjæves bad jeg Valrun at standse Troldskabet. Han sva-
rede, at det kunde alene en Mand, der var istand til at bære
det Tungeste, som findes paa Jorden, næst Feen Merlines store
Ædelsten, som Ingen kan løfte, og det er et ensomt, stolt,
saaret Kvindehjerte. Og denne Mand er funden, derfor er mit
Herredømme til Ende. Jeg be'r tusind Gange om Forladels'!
 -- Om Forladels'! skrattede endnu en Røst, men utydelig,
næsten døende. Og den gamle Jordhøis Skikkelse blegnede
mere og mere, og hun forsvandt tilligemed den graa Pape-
gøie tilsidst hen i Røgen. Da gik jeg hen og aabnede Vin-
duet, og den kvælende Damp, der var stegen ud af de
brændte Bøger, drog ud, og Vinden tog den strax og
førte den bort. Og derude var det igjen Vaar, ja ret en
deilig, første Vaardag efter langvarig Regn. Knopperne paa
Frugttræerne vare brustne om Natten, og Grenene vug-
gede sine spæde, rødmende Børn med moderlig Ømhed. I
Favnen paa enkelte af de store, graaskjæggede Graner laa
endnu Sne, men paa Tuerne og over Volden i Haven stode
Anemonerne og den gule Marianøgel i Flor, og Stærrene sadde
paa Taget og musicerede. Og over Trætoppene saa man
Elven blinke, og hinsides laa Bjergene med de italienske
Linier. Da vendte jeg mig om, og der stod Du rødmende, en
hvid, folderig Kjole omsluttede de ranke Former, og i Haaret
sad en blomstrende Guirlande af Myrte, saaledes som paa
hin Dag, du drømte om. Kun Rosen manglede, men i dens
Sted sad en blegrød Hyazinth; og Klokkerne ringede i det
samme og raabte: Kom, kom! Kom, kom! og idet Du tillids-
fuldt lagde din Haand i min, var det, som vi langt borte hørte
Melodien af den gamle Riddervise:

Nu stilles Bølgens Flugt
Mod Klippens Side,
Og i den milde Bugt
Maa Snekken glide.
I Bugtens trygge Favn,
Og under Palmekroner,
Ved Nattergaletoner
Gaar Snekken i sin Havn.

Her ender Eventyret. Gud være os siden naadig!

SIDE: 125

DEN FØRSTE OG DEN SIDSTE NAT.

Vi har nu talt om saa meget; som gamle Krigskamerater,
der kommer til at fortælle, har vi pegt paa mangt et Livets
Merke og Ar, vi har fortalt om de Lidelser, de har voldt os,
og forsøgt at snakke dem bort; men Kamerater! merkelig nok
har vi aldrig berørt ett, hvor og hvorledes de er blevne til.

Hvor staar det sørgelige Grænseskjel i eders Liv, som I
kalder den første søvnløse Nat? Hvorledes var den Dag, der
gik forud for den Nat, da Søvnen den første Gang flyede
eders Øie? Eller maaske I tæller ti -- hundrede -- tusende
af disse dryssende, smaaplagende Dage, der tirrer Nerverne,
indtil de tilsidst reiser sig og beslutter at holde Vagt hver Nat?

Venner! ogsaa disse Dage kjender jeg; men det er ikke dem,
jeg mener. Det er saadanne Dage i vort Liv, der overfalder
os aabenlyst, med Begivenhedernes Kølleslag, og efterlader os
paa Pletten, hvor vi stod sorgløse og intet anende, plyndrede
og sansesløse af Skræk -- Dage, som følges af vor første
gjennemvaagede Nat.

Af saadanne Nætter har jeg oplevet tvende i mit liv. Den
ene var en dunkel Vinternat. Omkring et leie sad flere Per-
soner, Time for Time. De talte ikke, de rørte sig ikke. De
syntes blot aandeløse at lytte til et svagere og svagere Aande-
dræt. Uret pikkede overlydt, med bestandig hurtigere Slag.
Og deres Ansigter var blege som Urskiven, og de stive Miner
viste alle med frygtelig Overensstemmelse til det samme Punkt,
det ubønhørlige, forfærdelige Forbi. Og dog vilde en blandt
dem ikke tro det og tilbragte den hele Nat med at gruble
over, om det var sandt, og denne ene -- I ved, hvem det
var! To eneste paa en Ø midt i det store, øde Hav; -- den
ene bliver igjen; hvorledes kan man ogsaa fatte det?

Ak, først i de lange, lange Bekymringens Nætter, der følger
efter en saadan Nat, lærer man at fatte, at det er sandt; fatte,
at noget saa grusomt kan ramme en, som at man kan være
to paa en vild Ø og blive alene igjen.

Den anden Nat, eller rettere den første, den allerførste -- 
thi det er længe, meget længe siden, saa længe, at jeg syntes,
det er noget, der foregik paa en anden Klode, i en anden Til-
værelse -- , denne eller rettere den Dag, der gik forud for den
Nat, oplevede jeg under ganske andre Omgivelser. En Aften
i Begyndelsen af Juni, himmelsk mild og fuld af Vellugt, Liv
og Lys! Jeg sad paa Bænken under det store Æbletræ i Ha-

SIDE: 126

ven. Hele Gangen var hvidspettet af dets Blade, og jeg sad
i dybe Betragtninger. Jeg tænkte over et Under, der laa for
mig, jeg tænkte paa, at iaar var alle Pinseliljerne raske, ikke
en af dem havde Tæring, som de ifjor næsten alle havde. Og
saa tænkte jeg: Mon Hængebirken der paa Muren altid har
været saa prægtig og stor? Ved Siden af den gamle, krogede
Asp ser den ud som en Konge! Har den altid reist sig saa
majestætisk op i Veiret, saa forunderlig elastisk kneisende og
med denne yndefulde, nedladende Bøining? Hvilken ædel
Stamme, hvilken Krone! Hvor kjækt lader den sin glinsende
Kaabe flagre og i tusende maleriske Folder flagre lige ned
om sin Fod! Den er deilig, den Birk! Jeg er stolt af, at den
staar i vor Have. Det samme synes ogsaa Solen; den ser
slet ikke paa de andre Træer; men til Birken sender den et
langt, glødende Afskedsblik. Det samme synes ogsaa den lille
Fugl, der sidder i Toppen af den og synger. Undertiden
jubler den op i saa henrykte, klingende Slag, at man maa for-
undres over saadanne Lyd i den lille Strube; men med ett
falder den ned i lange, dirrende, dæmpede Toner, saa vemodig
beklemte, som om den vidste om noget sørgeligt. Og det
hjælper ikke, at Græshopperne nede paa Volden enstemmig
siger: Snik, snak! og Humlene brummer og brummer: Pur Ind-
bildning, Stikkelsbærblomsterne er ualmindelig søde iaar, brum,
brum, intet er sørgeligt; iaar faar vi Pinseliljer, brum, brum,
brum; -- den lille Fugl, der sidder oppe i Birken, synger
endnu vemodigere, endnu tungsindigere, den ved det bedre:
der er noget sørgeligt. Og min Sjæl var som en af Knopperne,
saa fuld, saa rigtig færdig til Udspringen, men ikke utaalmodig,
pent stille som disse; de venter, til Regnen kommer. Ja, min
Sjæl var rig og fuld dengang, den var tung af Haab og Livets
hele Sødme.

Da kom der et Brev; det var endda rosenrødt, som man
dengang ofte brugte Brevpapir. Da jeg havde læst det, og det
var gledet ned paa Sandet, saa det saa uskyldigt ud, som om
det var et Blad faldt ned af Træet med de andre Blomster-
blade. Og det havde dog været vegtigt nok det lille Blad til
at knuse et Haab for denne Verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
I den Time brast et Baand mellem Naturen og mig, der aldrig
skulde heles, og jeg elskede den ikke som før.

Engang senere kom jeg til Stedet. Den store Birk paa Mu-
ren var borte. Man havde hugget den ned for at skaffe til-

SIDE: 127

strækkeligt Lys og Sol til Volden nedenunder, hvor Klokkeren
havde Lov til at slaa Græs. Aspetræet derimod stod der
endnu, kun var dets Grene blevne endnu mere knudrede og
vanskabte. Den gamle Krokmeisen, sagde Klokkeren, hvem
jeg netop traf i egen Person, slibende sin Lja, kan gjerne staa
der; den gjør ingen Skade. Mod denne Logik var intet at ind-
vende. Jeg kastede blot et smerteligt Blik paa det tomme
Rum og skyndte mig bort.

Endnu én Gang -- det var efter mange Aars Forløb -- kom
jeg atter gjennem Haven. Da var den ganske forandret. Væk
var Birken, hvori den lille Fugl havde sunget Dødshymnen
over et Hjerte; men Klokkerens Græsvold, der havde fældet
den, eksisterede heller ikke mere. Væk var Æbletræet, hvor-
under jeg havde siddet hin vaarlige Time, denne Time, der
endte min Ungdoms korte, dæmrende Tryllenat for at vække
mig til den lange, trætte Dag. Ogsaa Pinseliljebedet var borte.
Rundt omkring var ei andet at se end endel Muldhøie, der
lig kolossale Muldvarpeskud stak op af det lange, vantrevne
Græs. Men paa Muren stod den gamle Asp endnu; trodsig,
med sammenslyngede Arme syntes den spottende at overskue
Ødelæggelsen, ligesom om den vilde sige: Ha, ha! Jeg gjør
ingen Skade jeg, ha, ha!

Natten er skreden frem: derude er der koldt og blankt,
Morgenmaanen er kommen op; jeg har alt længe hørt den
første Hane. Der har vi ogsaa vor Nabo! -- En sindig, rolig,
overlegen Galen, der altid følges af en heftig, kolerisk-ung-
dommelig Røst ligeoverfor. Saa kommer to langt borte som fjerne
Vagtraab. Hvor merkværdig regelmæssig disse Hanegal gjentager
sig! Hanernes Ure gaar ganske anderledes punktlig end vore.

Vi har talt saa meget om vor Lidelse, Venner! Kunde jeg
nu, inden vi skilles, ogsaa give eder et Raad, et praktisk Raad!
Men hvis jeg kjendte noget, da sad jeg jo ikke her; thi jeg
tror nok, at jeg paa det nærmeste har udtømt alle saadanne.
Og dog maaske! Man siger, at Midler mod Søvnløshed virker
individuelt. Der er nu først alt, hvad man maa nyde og ikke
nyde for at komme til at sove. Øverst paa Listen staar jo
Teen, den slemme, berygtede Te. Men jeg ved ikke, hvad
jeg skal sige dertil. Mig er det omtrent det samme, enten jeg
drikker Te eller forviser Maskinen, dette uundværlige Aggregat
i den huslige Aften-Poesi, og spiser Grød istedet -- helst med
tynd Melk til. Dette sidste Raad har jeg faaet af en gammel
Bekjendt og Ven, der er Kasserer ved en af Pensionskasserne
her i Byen. Østersposteier, mente han, var heller ikke til-

SIDE: 128

raadelige; derimod havde han med Held anbefalet flere i min
Stilling at drikke Ølost om Aftenen. Jeg har drukket Ølost,
Melk, Øl, alt, hvad der ikke har smagt mig; jeg har gaaet
tilsengs og har vandret oppe uden at være i Seng. Jeg har
talt til Hundrede, ja saagar til Tusend. Jeg har marscheret,
gymnastiseret, konverseret, alt efter de skjønsomste diætiske Hen-
syn, og endelig har jeg forsøgt det Raad, jeg fik engang af en
høist elskværdig Dame, der hed Johanne Luise.

Johanne Luises Raad var, at man skulde indbilde sig at
staa paa Randen af en dyb, mudret Kanal. Langs denne Kanal
skal man tænke sig fire hvide Heste, skridende efter hverandre
i samme Takt. Plask, plask, plask, plask! De gaar og kom-
mer, altid de samme Heste igjen, saa regelmæssig, som naar
man dreier Valsen paa en Børnelege. Jeg lod Hestene de-
filere, og det gik godt et Par Gange; men saa kunde jeg ikke
faa dem til at gaa ordentlig; de gjorde Kaprioler til høire og
venstre, og i mine Bestræbelser for at ave dem blev jeg kun
mere vaagen.

Nu ved jeg ikke flere Raad, uden at det skulde være det
Raad, som I vilde give mig. Maaske I tror, at jeg har glemt
det! Nei, jeg har ikke glemt det.

Vaager og beder, staar der -- vaager og beder, at I ikke
skulle falde i Fristelse!

Ja, lad os vaage og bede, bede, at vi ikke maa fristes til at
knurre og blive utaalmodige over den lange Nat og den trætte
Dag. Lad os vaage i Blidhed, at vi kunne bede. Lad os bede,
at vi kunne vaage paa den rette Maade, naar Slummeren ende-
lig kommer, den Slummer, som skal ende Livets lange, angst-
fulde, dunkle Nat.