| s.169 |
4de mai 1890.
Kære, tak for dit lange brev! Ja, nu er
her - på nogen dager! full, full sommer,
alle vinduer og dører oppe, sol over altanen,
hanegal og fuglesang hele dagen, og bjælder
og hammerslag og klang av harven mot små-
stejner.
Så nu er der bare ét vi savner på Aule-
stad og det er vor Pariser-sangfugl. Dette
har i så stort mon tat mig, at det bare er
med største overvindelse, jeg skriver til dig.
Du er ikke der, men her. Og brevene dør
av trang til mennesket.
Jeg fik nætop en bok: "Pepitas bryllup" av
Heidenstam (en Svensker), som i ét og alt
samstemmer med mit opsæt "Den ny kunst".
Jeg gad vite, hvad der f. e. blev igæn av
Garborg, når den poetiske magt, som der
males med, skal gøres til dommer? Da be-
stod ikke meget av disse matte avtryk i
|
| s.170 | mat. - Jeg er enig i alt, de skriver om, at
enhver får være på sin vis, hvad kunstform
angår, det er hans poetiske fylde, hans per-
sonligheds art og rikdom, som avgør in-
trykket. - Jeg er enig i alt, undtagen i let-
færdigheden. En må ikke sælge fræmtiden
for øjeblikket. Jeg forstår heller ikke de, som
for å være gla, nødvændig må ha punsch.
Jeg svarer altid: jeg skal være like glad som
dere uten at jeg drikker punsch. Ej heller
forstår jeg, at ikke to av forskælligt sinn både
kan være gla og glad i hverandre, uten at
de straks skal vælte overende sammen. Er
det ikke just i selvstyrets kraft, at glæden
blir til noget, som gør indskud i vort liv,
styrker personlighedens ævne og gør selvag-
telse og andres agtelse til ét? Hengi dig der,
dit hjærte har valgt hjæm og fremtid; vær
glad uten den siste hengivelse overalt, der
mænnesker lever for det samme som du. -
Forresten er dette ting, som ikke behøver å
trættes om, slægten avgør det; de stærke
(fordi de har været selvstyrende) avler stærke,
de svake (fordi de har været svin) avler svake.
Og verden blir de stærkes.
Her er det allervakkreste vejr, å! Men
|
| s.171 | vil du nu trives her uten nogen variation de
fire måneder av året?
Jeg skulde ha skrevet til Sansot's; ja, nu
skal jeg gøre det. Sig dem, at Ernest Tissot
nætop har sendt mig en bok, han har utgit:
"Les évolutions de la critique francaise".
Den er utmærket. Librairie académique Didier
har git den ut. Det er denne Tissot, som
jeg har skrevet til dem om, fordi han skrev
til mig; han ønsket å gøre en studie av mine
værker. Jeg tiltalte ham, lot det til.
Min ælskede Bergliot, vi længes æfter å
høre din bestæmmelse. Du fryder dig selv så
meget, at vi har lov til å uttale vor fryd til
gænsynet.
Din væn far.
|
\n |
|
