Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 TIL FREDERIK HEGEL. 11 januar 1879. Søde mænneske, ænskønt jeg har en meget fortræffelig hustru, så vilde jeg stundom ønske, at jeg var gift med dig også; fordi din omhyggelighed kommer så blødt som et kind-klap, og er så stadig ude som tøffelknirk. - Du husker da også på at jeg skal skrive til gamle Munch. Inlagt har du brevet; - er du så tilfreds? Jeg skriver på et kærligheds-stykke; Gud hjælpe os, det rægner, sner, tordner, hagler, drypper (æfter de for- skællige stæmninger, skønner du) med kærlighed. Jeg sidder i meget tætte klæder for ikke sælv at blive gænnemvåd. Og det værste er, at jeg trives ugude- ligt ved det. Ja, rigtig lever op igæn! - Tak for jule-bøgerne. Jeg har været borte og har ikke fåt læst mere æn Brandes's Beaconsfield, men den er rent fortrinlig! Jeg holder hans Søren Kierkegaard for hans bedste bog; men denne har en frihed, sikkerhed, ligevægt, som hin med sin geniale skarpsindighed, sin fine omhyggelighed alligevel savnede. Jeg ved snart sagt ikke, hvilket æmne han her ikke har behandlet. SIDE: 2 Godt nyt år! Hils din centaur af en søn og hans centaurinne så hjærtelig fra mig, at der ramler ned et par sporer og et dusin bidseljærn inne i værelset, hvor jeg lå. Du skal ikke vænte længe på dette stykke; jeg lader det oversætte og i afskrift inlevere i München; jeg har lovet Perfall det. - Lad Ibsen sige nej til Richardt, så slipper jeg. Digtet til Ill. Tid.! Nej! fanden skrive digte til slige tidender, som glæder sig over venstres nederlag. Hils Larsen. Din udødelige væn Bjørn. TIL GEORG BRANDES. [Aulestad, 24. januar 1879.] Kære Brandes, jeg må dog takke Dem for Deres jarl! Den bog af Dem, som utvilsomt er finest, genialest udarbejdet er Søren Kierkegaard; men denne er frit, hurtigt skrevet ud af Deres viden (special-studierne nævner jeg ikke engang), Deres erfaring, Deres mandige livssyn; den drager uvil- kårlig med, fordi den er så varm af hånden ænnu, så frejdig medtalende i hvært eneste æmne, som er oppe i aktion. Det er en fornøjelig og belærende bog, som spænder senerne og gør tilfreds. Vi har et mund-held her på lande-vejen, når en ikke vil afvejen hurtig nok: "halv-vej!" - Det roper denne bog fra første linje til SIDE: 3 siste! Halv-vej, I fordømmende, magt-kære, sikre og uvidende! Halv-vej! Jeg ropte det til den ny præst her, første gang vi mødtes på lande-vejen. Jeg skrev Dem ikke mere til, fordi det syntes mig dyr-plageri at umage Dem; De er så overlæsset. - Men dennegang kan jeg ikke dy mig. Tak for denne bog! Tænk, jeg har ænnu ikke overvunnet mig til at læse Drachmanns nyeste bøger. Jeg er så stærkt anderswo engagiert, at jeg ikke kan begribe, at andre mænnesker ikke også er det. Med gode ny-års-ønsker for Dem og Deres følge i livet, Deres hustru mener jeg - Deres væn Bjørnst. Bjørnson. Akkurat som vedlagte var skrevet og puttet i kon- volut (til al lykke fik jeg fri-mærkerne sparede!) kommer Deres virkelig meget vælkomne kort! Gratulerer! Nok én gang: gratulerer! Og nu skal jeg betro Dem noget. Ser De, at det allersiste i brevet (det med Deres "følge") blev kejtet? Jeg vilde løbe fræm med et spørsmål om, hvor stort det nu var blevet? Men tog mig i det; ti sæt, at De arbejdede forgæves! - Gratulerer! En natur som Deres, en rolle som Deres, en udvikling som Deres, jeg ved ikke hvad jeg smukkere og mere nærende kunde ønske den æn det, som nu er hændt! Jeg har et to-års barn løbende her; jeg har ikke forståt hvad et sådant lidet væsen kan være en før nu. Tidsskriftet: Hegel vidste bedre æn nogen, at jeg ikke på et år kan befatte mig med noget somhælst. Men for- SIDE: 4 udsat, at jeg da er frælst, skal jeg ikke alene tage fat; men jeg skal blive den ivrigste av alle. På én betin- gelse: vi går alle i vej. De og Deres vænner (hvoriblant Ibsen og Drachmann) og jeg og mine. Her må slås et hoved-slag. Jeg har så meget tænkt på dette. I den se- nere tid også på et sommer-kursus heroppe i det "be- rømte" Gausdal (jeg mener for sin sunde luft og sine "ideal"-mænnesker) for vide-begærlige fra alle Nordens lande, hvor de fik den virkelige bibel-historie, den virkelige jord- og mænneske-tilblivelse og forræsten bud fra åndens arbejde i vore dage på alle strøg, som kunde rækkes i én måned à seks uger. Her må ar- bejdes! Jeg skriver på en kærligheds-historie (tragisk skue- spil) som interesserer mig ganske overordentlig. - Det siste stykke har jeg tabt troen på; og dog er det godt. Deres væn Bjørnst. Bjørnson. Jeg har atter gænnemlæst mit første brev (om jeg tør kalde disse få linjer så). Jeg har deri meget ufullkom- ment sagt Dem, hvor intagen jeg er af Jarlen af Bea- consfield. Der er partier i den, jeg læser højt; der er andre jeg nu og da viser fræm æller sælv gæntager, fordi de ligner et plog-jærns gang i frodig jord. Død og pine for et stolt foredrag der i den bog. Jeg ved hæller intet, jeg protesterer i den. Rigtignok har jeg mine betænkeligheder ved at han ingen stor man får være; men da De har lagt fræm, hvorpå De fradøm- mer ham titelen, er navnet ligegyldigt. Han er det nok, SIDE: 5 tror jeg. Men han er meget ejendommelig konstrueret, meget ejendommelig udviklet. En av mine iagttagelser under læsningen må jeg hid- sætte: det vilde være aldeles umuligt i hvilket som hælst annet land at komme fræm for en man, der havde be- gyndt som Disraeli. Han var i det højeste blevet en Crusenstolpe, en Gutzkow (jeg mener i ydre stilling). Men hvilken humor, kynisme, dygtighed, ubændighed i et offentligt liv, som desuagtet tager ham! I sin virkelig foragtelige periode er han, så vidt jeg kan skønne, de høj-adeliges gæst!! Har kredit, blir valgt! - Han fik hos os i Norge ikke engang ansættelse i et blad - for politi-notitser. (Se det ny system, Kampe!) Vil De have bogen? - TIL GEORG BRANDES. 22de fb. 79. Kære, gode Brandes, dette er det ælskværdigste brev, som De ænnu har sendt mig. Tak! - Først om Drachmann. Jeg må nu først og fræmst fratage Dem den tro (hvis De nogensinne har havt den) - at jeg er konsekvænt; jeg er stæmnings- full i højeste grad og jeg bryr mig aldrig det minste om at være annet; ti jeg er så tæmmelig sikker på, at der nok er sammenhæng i det alligevæl. Her er den føl- gende: at jeg havde hjærtelig ondt av Drach- mann. Han led. Og jeg vilde, så godt jeg kunde, hjælpe ham. Dernæst var det et intryk af, at både De SIDE: 6 og jeg har (forledede af ham sælv) draget falske veksler på ham; han er jo intet annet æn en båd på en bølge med forbannet store sejl og uforholdsmæssigt spraglet og stort flag. Han er digter på den gamle vis og ikke på den ny; men han er betydelig som sådan, ja meget betydelig. - Har jeg da gjort nogen fejl, så må den tilskrives den egenskab hos mig, som har ladet mig begå hundre før: en for rask vakt medlidenhed, en for snar hengivenhed; ti jeg kunde ganske rigtig som De sagde have sagt noget annet æn det, jeg sagde. Jeg trodde imidlertid af alt mit hjærte dengang at gøre det bedst således. Hvad skål-taler angår, så er jeg en af de meget få (så vidt jeg sælv har hørt), som kan sige nætop det, jeg vil, ikke mere, ikke mindre. Har jeg fejlet i form, så er det altså af beråd hu; skål-lejligheden må ikke have skylden. (Ællers var der svært dårlig luft; da kan jeg ingenting, så jeg hvær gang inskrænkede mig til nogle få ord.) - Jeg tror ikke De gør ræt i at skænde på Drachmann. Æfter at jeg nu kænner ham (og jeg er tæmmelig sikker i mine "psykologiske studier", skal han have sælve sanheden på en mild, halvt kær-tægnende måde; da gavner den ham; ællers ikke. Gud, hvor den fyr har løbet med mig, til jeg nu personlig fik et in- tryk! Jeg har trod, han var en handlings-natur, en ma- tros, en don Juan, en Appeninner-røver med en rød fjær i . . . og så er det fantasi altsammen, han er et langt sukker-rør, det fredsommeligste, "gebræklikste" og sæl- skabeligste av alt, som vokser. Han er også ganske rigtig født i Aladdins land. Hæld det land, som fo- SIDE: 7 strede ham! - Drukken af fantasi drømmer han sig en hælt at være; er han ikke det, så er han i alle fall så ælskværdig dansk, ung, frugtbar, at jeg dernede kan beruse mig i ham. - Og jeg skal aldrig mere skænne på ham; men for mange bøger af ham vil jeg ikke læse, så længe han tjener Carl Ploug men det eneste virkelig tanke- førende fra det moderne liv (ved siden av Vullums ar- tikler; ti Vullum tar sig op; synes ikke også De det?) En sådan en som den idag, der begynner med den 82- årige hore-værtinne, der blev dræbt, kaster et barskt skrå-lys in over mange hjæm i Norge, som ligger i halv-mørke og hel-mørke og forfærder dem for dem sælv. Ti det er min daglige erfaring, at de ved ikke, hvad de tjener i stats-kirke og kongeri. Jeg er for en ænkelt slig artikel så taknæmlig, at jeg hele den dag, ofte længere æfter, tar den fræm i min tænkning, ræt som det er, og samtaler med den som med en væn, der er kommen i besøg. De har ingen forestilling om, hvor godt det gør; ti dette er det, som er min glæde, virkningen af den, som jeg på grun af mit store kænskab til folk, kan tænke mig denne. De taler uden "ekko"; ja; det er derfor at De taler, så stæmmen in- gen hindring møder! Var nu ikke det pent sagt? Men det er alligevæl sant. De fik nok ekko, hvis De ikke var så stærk i beviset, så tændende i følelsen, når De tog en ting fat; - der blir uvilkårlig stilt deræfter. SIDE: 8 Det var før, man skreg; men da ejede De ikke den for- trinlige form, den personfri stilling til Deres spørsmål, den overlegne sikkerhed, som ingen tid har til små- handel. - Hør, Brandes, vil De virkelig tage fast ansættelse der ude? Betænk Dem tre ganger! Jeg kunde sidde her og rægne Dem op en mængde hvorfor; De kænner dem alle sælv; men jeg minner alene om, at en alvorlig man står ved siden af Dem og tæller med Dem disse grunne op. "Alvorlig" tør jeg i dette stykke kalles; ti det, som vænter hos os, har talt dybt til alt, som er alvor i min sjæl; - og aldrig vil De få den magt æller indre ævne som blant Deres egne, så jeg tror det også er et tab for Dem sælv at "gøre Dem om". De er for gammel til dette. Fortalte jeg Dem i forrige brev, at jeg i disse dager foretager siste overarbejdelse af et stykke, som handler bare, bare om kærlighed (bevar's i modernt kostume; der er en bisp med!) Deræfter min "over ævne", som jeg tror er det bedste af de tre. Så en fortælling, som jeg alt har lovet Atlantic monthly. (Men jeg ved virke- lig ikke om hvad; ti her passer ikke mine æmner rigtig.) Jeg læser teologi, udelukkende teologi. Jeg kaller det så, ikke fordi at nogen præst nogensinne har læst den; men fordi det var denne de burde læse, religion- ernes udviklings-historie. Det er den interessanteste læs- ning, jeg nogensinne har havt. Fortiden sætter jeg til- livs von der Alms theologische briefe, tre svære bind, og da jeg er en langsom læser, går det langsomt. Men nu et spørsmål, som De ved lejlighed skal huske på SIDE: 9 at få løst (og løsningen mig sendt). Er der noget senere udkommet skrift, som fullstændig behandler alle Bibe- lens dogmer, og som roses høiere æn theologische briefe, og som har taget det nyeste med; ti det har v. d. Alm ikke allevægne gjort (han skrev i 62, 63)? Er der et ænkelt spørsmål af særdeles interesse for bibel-forståelse nylig behandlet udmærket - giv mig det op! Det er intet mindre æn min agt ved tid og lejlighed at tage det op med teologerne. Jeg er kommet æfter, at de er meget uvidende, når det gæller deres egen "videnskabs" historie, - æn sige i Bibelens modsigelser og uvilkårlige "åbenbarelser" om sig sælv. Men når jeg læser en sådan artikel som Deres idag, blir jeg ræd, at jeg dog burde have levet derude og ikke her. Jeg har ikke råd til det, det er den hele grund. Det [er] forsåvidt synd i mig. Men så får jeg gøre, hvad jeg kan. Det er også først i den senere tid jeg har lært, hvad man sådan kaller "at arbejde"; men er naturlig- vis ænnu en stor stymper i det. Ja, ja! - Vi har det ganske godt her, skønt jeg nu har drevet det til udenom min hustru ikke at have et eneste mænneske at tale med; - de tør ikke!!! - Så kører jeg; jeg har byg- dens bedste, vakreste hæst. Min hustru hilser! Lad ikke Deres frue give die mere!!! Brug de fine gryn; de er også de bedste for den lilles mave; mælk er lumsk; den kan være så forskællig; sælv moderens forskællig æfter hænnes stæmninger og sun- heds-stan, og alt bringer uorden. Bjørn er i Wien, skal blive k. k. skuespiller. Ak ja! - - - SIDE: 10 Mit stykke sendes Dem fra Hegel. - Hils Deres hustru hjærtelig! - Deres væn Bjørnst. Bjørnson. TIL DIKKA MØLLER. 23 februar [1879.] Kjære Dikka, [- - - -] Jeg har i de senere år læst teologi. Jeg ved, at jeg nu i flere stykker kan tage det op med teologerne; det er religionernes udviklings-historie, hvær eneste dogmes, som jeg læser. Og dette har man fåt os til at tro var åbenbaring, - og har pint næsten livet af os med det!!! Nu stiller jeg mig i spidsen for en kommite til bidrags- insamling for oversættelse af videnskabelige værker (jeg læser tyske) om bibel-historie, den ægte, den sanfærdige, om orientalernes tænkesæt på Jesu tid, om alt som for os er det ukænte land, just hvor vi tror at være bedst kænt!!! Karoline har den mest rasende tandpine som jeg har set noget mænneske have. Jeg fortviler rent. Tanden er for ond til at komme ud, men den må jo ud. Jeg er snart færdig med mit kærlighedsstykke. Bare kærlighed, mor, fra første til sidste replik, å! - Jeg er i godt humør, men jeg længes svært æfter lidt tryggere økonomi; æfter at komme ud af dette knib. Jeg håber mine stykker skal hjælpe mig. Jeg har jo et tredje lige SIDE: 11 bag dette. For tiden har jeg taget op med en kamp med målstræverne, som interesserer mig. I det hele er jeg stærkt åndeligt oppe for tiden. - Og så har jeg lille Dagny. Nej, nej, nej hvor hun er dejlig! Og de dansende killinger omkring hænne. Ak, for et syn. Hils din taks og din gut fra din tro væn Bjørnstjerne. TIL FREDERIK HEGEL. 20 marts p. t. Kristiania 79. Papa Hegel, min allerkæreste væn, du kan tro, jeg her har gænnem- gåt en slæm tid; jeg har opdaget intet mindre, æn at hoved-staden og tilliggende kyst-byer i al gemytlighed forsvænskes, og at det altså blir nødvændigt at væbne det øvrige land for en stræng, national rejsning mod denne forfærdelige smitte. Begynnelsen er gjort under piben, stenkast og hyssen, - men gjort. Sagen er stærkt voksende. Gud være nu med os! Min væn, du har nu læst mit ny stykke, og jeg håber, du er med på, at dette vil gøre lykke. Jeg sætter nu den billigste pris, f.E. 300 Spd., d. v. s. 1200 kr. på hvært af Nordens teatre, d. e. 6000 kr. I Tysk- land kan vi forholdsvis da rægne på 20,000 kr. Dette er ædrueligt sat. "Det ny system" skal også inbringe mig noget. Dette stykke har jeg ikke opgivet. Så har jeg "over ævne" færdigt i sommer, og til æfteråret en liden fortælling for Atlantic monthly (og Rundschau og SIDE: 12 et eller andet dansk og svænsk tidsskrift). Digtsamlin- gen må vi foreløbig lade bero. Jeg årker ikke mere æn jeg har opsat nu, skønt min arbejds-kraft (det så jeg i siste arbejde) er meget betydelig. Summa summarum: det ny stykke må kunne inbringe mig 26,000 kroner, og skulde dette ikke slå til, så må alle fall dette stykke i forbindelse med alt, som efter- hånden slutter sig til, inbringe mig mere æn denne sum, så jeg væl ikke gør et rægne-stykke, der er over- modigt æller usant, når jeg siger, at nu har jeg, innen dette års udgang fræmbragt valuta for mere æn 26,000 kroner. Jeg har før skrevet dig til om, at i denne måned skulde jeg have 4000 kroner af ejeren af min forrige løkke i Kristiania, ligesom han i juni skal betale mig rænter med 2000 kroner. Han er fullkommen solid; men i denne tid må intet forceres, så jeg sansynligvis må lade mig nøje med en væksel for de 4000 kroner. I april (næste måned) skal Heftye vekselen skal i hvært fall blive god. 2) Adgang til at hæve alle honorarer for mit stykke "Leonarda" og de andre, samt for min lille for- tælling. 3) Kaution i alt, jeg ejer. - Vil du have den formelt, så kan du også gærne det, skønt du ved, at i mig har du med en rætskaffen man at bestille. Ord- nes sagen på denne måde så er jeg over alle vanske- SIDE: 13 ligheder og har fåt megen gæld fjærnet. Ligesom "Le- onarda" har noget i sig af det, som kaldes "værdens- lykke", om også i al beskedenhed, således tror jeg, at "over ævne" skal få det samme og i noget større stil. Det er i hvært fall, som jeg ofte har sagt dig, et vær- dens-stof i dette stykke. Jeg håber, du ikke nægter mig denne tjeneste. Det er jo det eneste, som kan give mig fred, ti den udvej, som ællers står tilbage: at sælge mit stykke "Leonarda" til en tysk teater-entreprenør, er til tab for mig, og så længe jeg er i forbund med en nordisk forlægger af din rang bør jeg derfor være skånet. Din tro Bjørnst. Bjørnson. TIL MATHILDE SCHJØTT. 21de marts p. t. Kr.ania. 79. Kære fru Mathilde! At Schjøtt har været vænlig mod mig, er jeg så taknæmlig for, at jeg tror, både De og han må have følt det; ti det må dog have skaffet sig udtryk i mit væsen og åsyn. At han i nærværende sag føler anner- ledes gør mig ondt; jeg kan umulig holde det for annet æn et stærkt bevis for, hvor lidet vi ænnu er et folk, når sælv de, der har ånds-magt, ikke umiddelbart og uvilkårlig føler fane-ropet, nøden, faren. Alligevæl kan jeg i min nuværende alder og udvikling omgås alle meninger, som er høflige, å ja, også de uhøflige, så jeg af den grun vist ikke skyr Deres kære, gode mans sælskab. SIDE: 14 Men jeg er træt, såret, mere enn det vises, når noget gør mig livlig. Af den grun må jeg få have Deres vælmente inbydelse (som for mig altid er ærefuld) tilgode til næste gang - om jeg nogensinne mere kom- mer til "hoved-staden". Deres tro væn Bjørnst. Bjørnson. TIL FREDERIK HEGEL. Aulestad, 1. april 1879. Du er i en misforståelse, min innerlig kære Hegel, når du tror, at mit obligations-lån i sin helhed er et lån; det er en omsætning til sin halve del og til sin halve del rænter m. m. Jeg kan fortiden ikke sælge; priserne er lavere æn nogensinne. Så må jeg gribe til dette, som jeg jo tør; ti innen ét år fra dato er både dette og det, jeg skyller dig, betalt; men så er jeg jo i annen forlegenhed igæn! Men nu er min arbejds- tid, min omsætnings-tid. Nu våger jeg; siden (om nogle år) stanser alt. Har du læst mit ny stykke? Din bemærkning om min optræden i flag-sagen viser mig bare én eneste ting: hvor umodne sælv de dannede i Danmark ænnu er til at forstå frihed og nationalitet, hvor forklarligt det derfor også er, at I ikke kunde eller kan føre nogen virkelig kamp for Slesvig. Der kommer den tid at I vil få øjnene op, kære vænner! Da vil meget synes eder annerledes æn nu, og da vil det også vise sig, at det var ikke med frase- SIDE: 15 magere, jeg stod i forbun; men med folkenes fræmtid. (Frase-magere har ællers alle partier). Ja, kære, gode Hegel, den kamp, jeg her er kommen in på, er den samme, som jeg under andre former altid har ført. Mit navn stillet under det rene norske flag er den skønneste plads det kan få i værden! - I den kamp sejrer vi; derom må du være overbevist, kære væn. Gør det kgl. teater kunster, så bør vi gå det forbi med stykket, så vi har frie hænder til at udgive det. Teatret har ikke kræfter til at give stykket godt (Leonarda?). Hils dine hæste-betvingere og Larsen fra din tro kammerat Bjørn. TIL AMALIE SKRAM. Aulestad 1879, 1. april. En dame fra Bergen ved, at det er Dem, der har skre- vet om "kongen", og derfor skriver jeg direkte til Dem. "Rønnaug" - Jeg har sat hænne hæn i den tve- tydighed, som slige frodige, frejdige naturer, som baner sig fræm fra husmands-hytten og kællerne, gærne har. At hun har tjent pænger ved usædelighed, tror jeg ikke. At hun har fåt større drikke-pænger æn andre på grun af sin skønhed, og at dette har været en slags spekulation - ja. Hun vilde ud, væk, op. Her var midlet funnet: de fornemme rejsendes drikke-pænger; derfor rødmede hun, da én gennemskuede hænne og hele hænnes farlige stilling. Denne rødme er hænnes anklage og hænnes unskylning. SIDE: 16 Spør De derimod: er hun aldeles uskyldig? Har hun været forført? Så blir svaret, når pænge-spørsmålet al- deles er fjærnet, et spørsmål for sig, som forholder sig til hænnes natur og forholde. Jeg mener da, at hun har været vidende om alt sligt og sansynligvis i om- gang med gutter ligefra barn, eller måske nætop da, og som voksen hævet over den slags folk, som fræmdeles bød hænne sligt. Med andre ord: dette spørsmål spil- ler ingen rolle i hænnes karakter æller sjæls-tilstan - uden senere hen som en ækel erindring om al den råhed, fristelse, væmmelighed, som omgav hænnes for- ladte vilkår fra skyds-jente-dagerne. Hun er tægnet efter naturen. Hænnes sunne, stærke sjæl, hænnes fyldige følelses- liv, hænnes rige vilje har intet havt at bestille med, hvad der muligvis har hændt hænne i hænnes første ungdom, - intet uden at det har afgivet et spænd- bræts styrke i hænnes forsæt at komme op og væk. - Der er tusener af piger, som er forførte, uden at nogen del af deres sjæl derved er fordærvet, uden at det har sat noget væsenligt mærke i deres karakter. Det er ingensteds urigtigere at møde op med general-domme æn i slige forhold. Jeg opsætter med at udvikle mig nær- mere derom, til De muligen siger mig, at De ikke for- står mig hær. - Nu til noget annet! Da jeg i vinter gav mig til for alvor at undersøge den såkaldte fri kærlighed og den ny sædeligheds- bevidsthed, hvorpå den er grundlagt, gjorde jeg et stu- dium i vore sædeligheds-begrebers historie og virkninger, som var det lærerigeste, jeg nogensinne og om noget SIDE: 17 har gjort. Kristendommens sædeligheds-lære var ikke den på hin tid almindelige, men nærmest nogle svær- merske sækters (f. E. Essæerforbundets), hvortil flere af apostlerne og sansynligvis Jesus sælv hørte, og som er komne fra Indien til de væstligere lande og svarer til deres direkte affødning i slægterne. Med andre ord: det er unaturligt, misvisende, farligt. Det har skadet værden mere æn alle dens øvrige plager tilsammen; det er fader til fattigdommen, prostitutionen, slægts- sygdommene, karakter-fordærvelsen, svækkelsen i alle hænseender. Jeg står her foran samtidens dybeste problem, og til i vinter var jeg aldeles uvidende derom. Vor slægt kan ikke arbejde i denne sag (uden lægerne og filosoferne og stats-økonomerne); men allerede den næste må tage en del op til diskussjon, og den deræfterføl- gende vil brænde i en kamp på liv og død. Og det vil blive kvinnerne, som slutter sig om den fri kærlig- hed (formen bliver som diskussjonen engang har afklaret den); ti kvinnernes frigørelse hviler her, udelukkende her. Hænnes sunhed hviler også her. - Mine studier her faller sammen med mine teologiske, d. v. s. med religionernes historie; forsåvidt kan jeg ikke anvise Dem nogen bog til gennemlæsning, som udtømmer æm- net. Men en bog (forræsten gruelig vidløftig, gruelig kedelig skrevet; men som må læses alligevel, hvis man vil have insigt) kan jeg anvise Dem, hvis De ønsker at sætte Dem in i det. Dette ønsker De måske ikke. Deres væn Bj. Bjørnson. SIDE: 18 TIL F. T. BORG. Aulestad 2den april 1879. Trofaste væn, du kan tro, det har været mig en smærte at opdage, at "intelligentsen" i dette mit folk i al stilhed har slup- pet troen på et sælvstændigt Norge og længes æfter en "nøjere" forening med Sverige. Det er det samme "skandinaviske" parti, som i Danmark, Sverige, Norge har prøvet at ruinere både folkelighed og frihed. Også jeg er skandinav; men på Grundtvigs måde, som i en trofast forening så den sikreste garanti for sælvstæn- digheden, så Nordens fri ånd kan give sit fulde svenske, fulde danske, fulde norske udbytte. Men "Skandi- naverne" af Plougs sort har altid havt tyngden i sin længsel uden for sit eget land. Dette er det de- moraliserende, som i tidens længde har båret så bittre frugter. De danske var ikke danske nok til i Slesvig at lade sig nøje med det danske; de norske var ikke norske nok til at oversætte sit eget folks udvikling i frihed og sælvstændighed som sin højeste opgave. Tværtom; lige- som i Danmark folkets deltagelse i styrelsen er dem en pæst, er den i Norge også en pæst for de norske skandinaver. Jo stærkere union, des stærkere konge- magt, og under kongemagtens beskyttelse desto stær- kere bureaukrati og særinteresser. Jo stærkere storting, des stærkere folkemagt - og derfor væk med hele det nationale prat; det fører os fanden i vold! Ærlige, al- vorlige mæn spurte mig på gaden, om det dog ikke var bedre at vi blev Svensker æn oprætholdt den splid, SIDE: 19 den dumhed, som altid udviklede sig i et så lidet folk. Jeg skal i en meget kort sum sige dig min mening herom. Kom det dertil, at vi opgav vor sælvstændig- hed, at vi blev et skog-brug for Frankrige, et fiske-brug for Spanien og Italien, et sæter-brug for os sælv og et fragt-brug for al værden, - væl, så kunde vi gærne gå op i Sverige; men da varede det ikke længe, før Sverige gik op i en større stat; ti i sådant er der smitte. Nu fører hele værdens-udviklingen i rætning af indi- vidualisme. Man samler sig for at styrke sin nationale individualitet, og innen dens beskyttelse gror de enkel- tes stærkere. Om det så er socialismen, så er den en tilintetgørelse af nogle enkeltes forræt til at udvikle individualitet på de tusenes bekostning; lige ræt dertil for alle! Men om du tror, jeg kæmper for mit folks voksende sælvstændigheds-følelse på teoretiske grunne, så tar du naturligvis fejl. Jeg kæmper fordi jeg ikke kan annet; jeg kæmper fordi jeg ællers forlod mit land, min gær- ning, ja, fordi jeg ællers ikke kunde leve. Hvad har jeg i disse dager ikke opdaget! Vi har jo aldrig været sælvstændigheds ærekære! Vi kom fra Dan- mark, vi gik over til Sverige, vi tiltvang os en og annen liden inrømmelse; men den hele, fulle sælvstæn- digheds-tanke, den har den dannede del af vort folk aldrig tænkt! Så vanvittig har jeg levet i tro på dem, at jeg ikke har opdaget dette før i disse dager! Og dog er det så historisk naturligt, at det er bare min skyll, at jeg ikke før har sét det. SIDE: 20 Du kan tro, jeg har tilgivet den kære, stoute Hedlund hans fejl-tagelser, da jeg opdagede, hvilke langt større jeg sælv har levet i! Fra jeg så, at den dannede del af vort folk aldrig har tænkt, aldrig har havt trang til hel sælvstændighed og anser talen derom for farlig, - har jeg ikke mere husket på Sverige. Min smærte og min skuffelse og min anstrængelse har været så stor, at jeg årkede ikke at tænke nogen annen tanke, tage noget annet hænsyn. Sagen har ikke nærmest at be- stille med Sverige (med hvæm vi nok skal blive enige). Nej, den er vort: at være æller ikke være; den er et program for slægters fræmtid, det eneste mulige; den er alt, som heder Norsk og skal hede Norsk, den er en vænding i hele vor tilværelse som folk; den er inledning på sælvstændighedens hoved-vej; vi gik før på mange mindre side-veje, på hoved-vejen har vi al- drig været siden Håkon Håkonsons dager. Sælvstændighedens fulde æres-følelse, som I har den, har vi aldrig ejet siden hin tid. Dette er den rene tørre sanhed. Den kan være forfærdelig; men med Guds hjælp, for hvis åsyn jeg har handlet, den er alene væk- kende, samlende, styrkende. Du skal vise Hedlund og Rydberg dette brev, og for- ræsten hvæm du vil. Vil de ikke forstå mig, så vil det næppe engang gøre mig ondt; ti det, jeg står i, er så stort, at en mindre smærte kænnes ikke. Men du for- står mig, det ved jeg forud; ti du er den ideelleste na- tur jeg nogensinne har mødt. Om jeg døde imorgen, så skulde du kunne lægge fræm dette brev fra din bekym- rede væn, og det skulde blive et stykke i din hæders- SIDE: 21 fane; ti at jeg er ærlig, tror dog folk ænnu om mig. Stillingen (forat ordne det for dig) er altså denne: et åbent amalgamistisk parti, (støttet fra højden af) ar- bejder i ly af den halve sælvstændigheds-følelse, som er den eneste, der ænnu er oparbejdet i vort folk. Imod dette arbejde har rejst sig under det rene norske flag en liden flok, som især gør opbud blant bønderne. Og i spidsen for denne flok er kommen en man, som for en måned siden ingen anelse havde, hværken om kam- pen, dens nødvændighed eller dens mål, - og det er din væn Bjørnst. Bjørnson. TIL KRISTIANIA ARBEIDERSAMFUND. Aulestad 4de apr. 79. Til Kristiania arbejder-samfun! Allerede i længere tid har jeg havt i sinne at takke Kristiania arbejder-samfun for dets vænlighed mod mig ved forskællige lejligheder. Arbejder-sangforeningen tak- ker jeg for den mig bragte hyldning. Den forekom un- der omstændigheder, som gjorde den værdifull. Jeg takker arbejder-samfunnet for det mig sendte tele- gram på min siste fødselsdag, men fræmfor alt for dets tilslutning i flag-sagen. Under det rene norske flag skal vi engang nå sælvstændighedens hele æres-følelse, den SIDE: 22 som en stor del af vort folk ænnu savner. Under det rene norske flag skal også arbejderne engang nå sin ræt; ti først når vi blir helt norske, kan vi blive helt fri. Jeg takker for de under siste generalforsamling faldne udtalelser; men jeg må få tilladelse til at oplyse et og annet. Da hr. Johnson morgenen æfter flagmødet var hos mig, meddelte han, at formannen, hr. kgl. fullmæg- tig Boeck, havde sagt, at han gæntagende havde søgt mig for at aftale om det foredrag, jeg skulde holde; men formannen havde aldrig været så hældig at træffe mig hjæmme. Jeg svarede, at jeg havde været hjæmme den hele tid lige fra mit komme til byen, og til mødet blev avholdt. Hr. kgl. fullmægtig Boeck kunde sælv- følgelig umulig have søgt mig. Jeg lovede hr. Johnson at holde et foredrag, og jeg tænkte i dette at tale om republiken. Men længer ud på formiddagen hørte jeg, at pøbel-optøjerne fra flag- mødet skulde fortsættes på gaden samme kvæld, og da afsagde jeg foredraget for ikke at lokke hoben til ar- bejder-samfunnet annen gang. Men denne afsigelse må ikke være nåd fræm. Ud på æftermiddagen kom forbud fra hr. Boeck mod mit foredrag. Han sagde i sit brev, at han ikke, sålænge han var forman, kunde tillade, at "arbejder-samfunnet indrages i dagens stridigheder". - Jeg visste ikke, at republiken hørte til "dagens stri- digheder" hos os. Jeg visste hæller ikke, at en stats- form, som giver orden, frihed, oplysning, vælvære til mer æn 70 millioner mennesker skulde være en utillade- lig foredrags-gænstan i et norsk arbejder-samfun. SIDE: 23 I general-forsamlingen har hr. Boeck rættet det dertil, at jeg væl kunde få tale om republiken, men ikke om dens inførelse hos os. Jeg må tilstå, at jeg ænnu i dette øjeblik ikke forstår, hvad hermed kan menes. Har no- gen hørt tale om republikens inførelse hos os? Kan nogen fornuftig man - og jeg må dog antages for en sådan - idag alvorlig give sig til at forhandle repu- blikens inførelse hos os? Kan det tilstedes en forman for Kristiania arbejder-samfun at nægte mig at holde fore- drag over republiken, fordi han (som i sit brev) finner, at den hører til "dagens stridigheder", æller fordi han (som på general-forsamlingen) finner, at jeg muligens vil forhandle republikens inførelse hos os? Der er én ting til, som jeg må beklage mig over. Dette afslående svar til mig er straks æfter meddelt Morgenbladets redaktø