Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 TIL PAUL BOTTEN-HANSEN. Khavn, Hôtel Phønix, den 13de Marts 57. Gode Ven! I "Fædrelandet" 59 og 60 staar en symbolsk For- tælling, af højstærede mig selv. Denne maa din Ven- skabelighed unde Plads i Nyhedsbladet, saasom den for mine uhyre mange norske Venner (?) vil vise sig at have den Fejl, blandt flere, at være god. Men den maatte komme hel i et enkelt Nummer, og med mit Navn som jeg fik det i Daaben "Bjørnstjerne (intet Bindetegn) Bjørnson". Herregud, smør Vig lidt mere; men vær ikke ond med ham; vogt dig, du er nær paa Vejen til at blive det. Smør ham, du skrev yndigt, jeg saa de norske klurede Furruer stritte og ryste Kongler af Harme. Smør ham! Det var dog dejlige Syn i disse Bondenorske jeg havde bag dit klare gjennemsigtige Forstandsglas; Gud, hvor det myldrede! Som Maddiker i en norsk Gammel- ost! O, at jeg ikke kan aabne Brystet paa en af dem og se, rigtig se. Eller ogsaa faa et Glimt af Drammens Tidende; thi den plejer at bære Tidende derindeifra, dybt fra de mørkeste Vraaer. Jeg skriver ogsaa Norsk som du ser; men jeg haaber du finder den Slags Norsk fordragelig. Jeg respekterer SIDE: 2 intet Grammatik-Norsk; jeg bruger Bryst-Norsk! Det skal flyde lige ud af Brystet paa den, som føler poetisk, som kan gjennem Kjerligheden fange det i Folket og Sagaen og gjennem sin dannede æsthetiske Følelse slippe det ud igjen. Hvor Fanden vil disse Mennesker hen uden Forfattere? Eller tror de nogen Forfatter, naar han har gaaet et halvt Aar i Thorvaldsens Musæum, da vil stampe i en af deres Baase, selv om der er 300 af dem, som i Knudsens Grammatik? Men det er brave, hjertensgode Folk, og de mener det saa godt, trods deres dygtige Forfængelighed. Denne kan man drille, endvidere afklæde Taabeligheden, Ukon- sekventsen m. m.; men rør ikke ved Vigs Svagheder (hans Domme om franske Digtere!) o. s. v. Han vidste dengang ikke hvad han gjorde; det er for haardt. At han beskylder dig for Mangel paa Grundighed, se det kan du inden Sagen selv, og paa mange andre Maader, ja blot ved at le, modbevise. Det er klart at til en saa- dan Virksomhed, som den Vig driver, faar man ikke andre end Overgangsmennesker, d. v. s. dem, som endnu selvbehagelig tror, at de kan Noget, og har hele Verden for sig som en Skoleungdom. Andre har ligefrem ikke Taalmod til at spænde sig selv saamange Oktaver ned, at han bliver den Sort Spillemand for Bønder. Men da nu Stillingen i Norge er saadan, at Vigs Virksomhed er en af de gavnligste i Landet (vær med og sig dette!), og da han endvidere røgter den med ualmindelig Flid, saa bør man bære over med saameget, som hos deslige Overgangsmennesker (Seminarister) ikke kan være ander- ledes. Betog man dem for skarpt Illusjonen, betog man SIDE: 3 dem ogsaa Arbejdslysten. - - Du undskylder at jeg saadan ligefrem, men ganske sagte, som inde mellem alle dine lydslugende Bøger, siger dig dette. Jeg har sørget for at det danske Studentersamfund vil holde dit Blad. Men dertil er det nødvendigt, at man har nogle at lægge frem i en Generalforsamling. Hvordan skal jeg bære mig ad dermed? Det er lige- frem i vort Lands Interesse, at du kommer mig til Hjælp her. Om jeg fik 1ste Kvartal, og dette saa senere eller strax (ligegodt strax) blev overført det danske Studenter- samfund. Det vil nemlig holde Bladet, men har hin Bestemmelse i Loven at opfylde. Desuden er det Hr. Levin, som plager mig hverevige Dag med at faa fat paa det Nummer i forr. Aarg. som omhandler ham blandt flere Bogindustririddere hernede. Den joviale Sprogmand banker mig i Ryggen med sin Stok, blot han ser mig: "Nyhedsbladet om Jøden I. Levin, Uhyre!" Lad mig endelig paa en eller anden Maade faa fat i det. Og snart! Han lo mageløst af din Strid med Vig. Og det maa jeg sige dig, at dit Sprog i sidste Artikel (II) er det bedste jeg har seet dig føre. Det lader til, at det gaar sagte, men sikkert opad med dig heri, og nu er du jo lige ved at være Stilist. Nu vil jeg betro dig en Hemmelighed. Forsaavidt der ret snart kommer til Opførelse et Stykke "Mellem Slagene" paa Kr. Th., saa er det af mig. Det var blot for at faa Lejlighed til at flygte fra Journalistiken jeg tog herned. Og da jeg nu i den Grad er bleven kjer- lig modtagen af Heiberg, Høedt, Goldschmidt og alt af SIDE: 4 Kritik hernede, at jeg næsten er skamfuld (og der skal Meget til), saa skriver jeg nu lutter Dramer, og vil intet Andet gjøre saalænge jeg lever. Skitser, Fortællinger o. s. v. vel ogsaa - og for den Sags Skyld kan du gjerne sætte mit Navn ved Siden af Schübelers blandt dine Bidragsydende! Men se nøje paa det Drama, naar det kommer; det bliver naturligvis mishandlet paa Sce- nen, da det er saa norsk i Aanden, at Danske ikke kan spille det. Ellers var nu Fru Heiberg allerede optraadt med det. Og hun vil dog gjøre det, men vente, som hun siger, til jeg andenstedsifra har faaet saapas Navn, at man sidder stille og ser paa det Fremmede; saa skal nok hun forstaa at føre Karakteren frem. Ja, ja; der maa være en Ende paa den Sort Opfatning af det Norske, som A. Munch har i Aftenen paa Giske, som Ibsen ogsaa har (dog bedre); vi maa faa frem noget af den, som Welhaven tydelig kan tale om, men blot uklart famle efter i "En Sjel i Vildmarken" f. Ex. Naaet det har han i "Dyre Vaa" eller, hvad Navnet lyder; men der bærer jo Eventyret ham, ligesaameget som han det. Salomon de Caus har gjort komplet Fiasco hernede. Theaterbesøget kan Ingen regne paa, da man her ser Skuespilleren mere end Stykket. Høedt har nemlig engang denne ejendommelige falske Stilling til Publikum. Forresten spilte Jørgensen overmaade meget bedre; kraf- tigere og skjønnere. Høedts Opfatning er en spidsfindig, pilket, og hans Spil, paa Grund af svigtende Stemme, ikke godt Organ, lille, spæd Figur, alt andet end kraf- tigt og tragisk. Desuden Høedt tragisk! Du skulde rigtig kjende denne moderne Dansker, forat fatte, hvad SIDE: 5 det er for noget latterligt Noget. Men Damerne bærer ham nu engang. Han er nemlig K.havns første Selskabs- mand (i en vis Henseende dog næst efter Goldschmidt), han er Komponist, Politiker, Skuespiller, Digter, Maler, Rigmand og ugift. Han ser passe forlevet ud, er sar- kastisk og religiøs-kierkegaardiansk - Gud han er yndig! A. Munch er da sig selv lig. Ploug fortalte mig for- leden Dag, at han har sendt et saa grovt Brev ned til ham paa Grund af hans Kritik (skreven af min bedste Ven hernede), at Ploug ikke turde læse mere end Begyn- delsen. Saa har han skrevet til Goldschmidt, fortalte denne mig, selv, og takket og rost, takket og rost. Han lader telegrafere til sig om Udfaldet, og ifjor under min bekjendte Strid med ham lod han en Resumé af Gr. Thomsens Kritik telegrafere til sig, endog førend jeg rørte ved den. Af dette ler Folk hernede meget. Men nu vil jeg, min Salighed, slutte. Jeg bor i Hôtel Phønix, om du vil skrive mig til. Din Bjørnst. Bjørnson. Det er i sin Orden, at du, som mange Penge har, be- taler for den som ingen har. Undskyld, kjere Hansen! Hils Thaasen og Birkeland! SIDE: 6 TIL CLEMENS PETERSEN. [Kristiania, omkr. 25. juli 1857.] Min herlige Petersen! Fy, skamme dig, at du lod et Støvgran af Tvivl til mig falde i dit Sind og derfra paa dit Brev! Fy, skamme dig, at du kunde tro, jeg var vred paa dig, - jeg, som ikke skriver en Linje bent frem, men bøjer den lige mod dig, - jeg, som ser dig dernede, hvorhen jeg vender mit Øie og leder op mig selv fra det tilbagelagte Op- hold, - og jeg, som plager alle Kammerater med dig, slaar op i dig Pag. - og næste Gang Pag. - og har endog faaet dem til at lægge Mærke ved enkelte. At du et eneste Øjeblik har kunnet misforstaa min Taus- hed viser, at du dennegang ikke tog det rette Øjemærke. Du er orienteret i Egnen, det ved jeg nok; men det kommer ofte an paa at finde Sigtepunktet. - Ser du, - jeg har det med Trangen til at søge min fraværende Ven, som jeg har det med at søge mig selv i de lyriske Digte. Jeg søger den Nærmeste op og digter saa hele Trangen episk væk. Dersom denne Nærmeste, d. v. s. den, jeg først faar fat paa, er af dem, som løfter, saa digter jeg mig glad; men er han af dem, som først skal løftes, digter jeg mig mismodig. I sidste Tilfælde er jeg atter nær ved at skrive, men saa er Aanden lavt flyvende, tung, og Brevet skrives da i Hovedet. Skriver jeg langt idag, saa bliver dette Brev ikke godt; thi jeg er syg, fornemmelig af Mavepine, men ogsaa af ren, ligefrem Træthed. Thi jeg arbejder nu formeget. SIDE: 7 Da jeg fik dit Brev igaar og endda ikke kunde skrive Synnøves Klagesang, saa mærkede jeg, det var galt fat. Aldrig havde jeg følt slig Lyst til at lægge dig fuld- stændig ned paa anden, rettere tredie Haand end da, - nemlig gjennem mine Karakterer. At jeg ikke kunde dette er det vel, som gjør, at jeg nu sidder her og skriver direkte til dig. Det var ret længe før jeg kunde oversætte mine For- dringer fra Dansk til Norsk, og mit første Ophold her var saare møjsomt; thi jeg maatte daglig grave nye Ka- naler og Afløb, da de gamle ikke kunde bruges og Strømningen spændte paa. Nu, Gud ske Lov, har jeg lejet mig et lyst herligt Værelse til 6 Spd. Maaneden, tæt ved Slottet, frit landligt til alle Sider, Have omkring, susende Løvværk længer borte og Smaafugle om Morge- nen. Her sidder jeg da og skriver, en enkelt af mine Kammerater finder mig nu og da; de fleste føler ingen Trang dertil og jeg ikke til at søge dem. De er komne bort fra mig i Vinter, og at samle dem ind igjen bliver et tungt Arbejde med liden Løn. En enkelt, Kahrs, den Stærke, har jeg kastet mig over, og han er bøjet til- rette, er kjerlig og søgende med mig. En ny har jeg vundet i Meidell, den bekjendte "Krydser", og gaar vi og driver omkring i de herlige Omgivelser her til 1, 2 om Natten. At vi stod hinanden saa nær, ante mig mindst; jeg er nu for ham, hvad ingen Anden kan være, og skal i ham vinde en komisk Forfatter for Landet og Tiden, som man skal søge Magen til. Hans skarpe Blik er overraskende; han kjendte dig af dine Opsatser (som i Forbigaaende sagt har gjort stor Opsigt og Lykke her) SIDE: 8 bedre end de Fleste af dine Kammerater i Danmark kjender dig. Ja, det var til Forundring. Og kom nu strax op til os, saa skal du se, hvor ypperligt du kan fældes ind mellem os. - Foruden ham har jeg den smukke, sentimentale Landskabsmaler Bagge, som har fundet mig (rigtig det Bedste i mig) og klynget sig fast. Og saa har jeg Bye. - Men mit Meste har jeg i mit Arbejde. I hine har jeg en mit Gemyt fornøden Opmuntring, og ellers er jeg saa afstængt, at Papiret maa faa Alt. - Synnøve Solbakken er bleven en lang stor Fortælling, og jeg ser godt, at den skulde være endnu længer. Nu udgiver jeg den kapitelvis i mit Blad og tager Aftryk med det Samme. Den kommer ud som Bog om 3 Uger, og jeg venter at den vil blive en kjerlig Hilsen til dig. Da her skulde være Bevilgning til et norsk Theater, satte jeg mig her og skrev en Anbefaling i Morgenbladet. Den gjorde megen Lykke, blev rosende omtalt i selve Thinget, og Udfaldet (forkastet med 49 mod 54) var dog saa godt, at det nu naturligvis gaar næste Gang. Saa har jeg maattet skrive en Kritik over de ny norske Skuespillere Brun med Madame, og en Anbefaling for Jfr. Svendsens Aftenunderholdning. Jeg benyttede den til at gjennem- gaa hende og saaledes, at det sviede, da hun - nok sagt! Saa har jeg skrevet over Wiehe, som de holder paa at ødelægge med at forcere ham. Det bed. Se, saaledes maa vi kjæmpe her til Højre og Venstre; ellers har vi tilsidst ingen Mark for det mindste æsthe- tiske Frø. Og, saavidt muligt maa een eneste Mand gjøre Altsammen. Jeg er hjertelig, hjertelig kjed af SIDE: 9 dette; naar man omtaler, at det var dog godt jeg en- gang kom hjem igjen forat sige dem Sandheden o. s. v., da er det mine værste Øjeblikke; thi ieg føler saa vel, at det maa gjøres; men jeg er for god til at gjøre det, og dette kan jeg ikke gjøre dem begribeligt. Naar jeg da midt i dette (jeg læser ogsaa Norsk paa Heltbergs Skole med Artianerne) skriver Synnøve Solbakken og skriver den, som jeg nu har gjort det, saa aarker jeg ikke Mere; thi jeg maa dog ogsaa læse, maa dog ogsaa tale med Folk. Og der er ingen af dem, som søger mig, der kan give mig Noget, de kommer Alle forat faa. Jeg imødeser en mørk Vinter. Men det er det Samme: om en tre Uger drager jeg hjem forat fuldføre Hulda; imidlertid er Synnøve udkommen, ligeledes "en Bjørne- jagt", en Skitse leveret Tønsberg forat ledsage to Male- rier af Tidemand og Eckersberg (vor) som oplysende Text. Jeg har nemlig sammen med A. Munch faaet det hædrende Hverv at give Text til "Norsk Bondeliv". Han tager de religiøse Emner og lægger Digte paa dem, kan jeg tænke, - jeg tager "Kortspillerne", Sanct Hans- kvelden, "Tømmerfløderne" m. fl. og lægger Fortællinger paa dem. Dette Værk har Subskribenter over hele Verden og gaar ud paa Norsk, Fransk, Engelsk og Tysk. - Nylig skrev jeg en længere Opsats i Aftenbladet om den foreslaaede Lektor i Literatur. Mit Avismærke er Bn; jeg skriver baade hist og her. Det lader til at min Synnøve gjør megen Lykke, og det kunde nu næsten være det Samme; for nu tror jeg selv paa hende. Mit bedste Kapitel blev det, som fulgte næst nærmest (det 5te) paa det, du sidst læste. Syn- SIDE: 10 nøves Moder er godt greben nu senere hen, Aslak er færdig. Du skal se, hvorhen jeg har ladet Aarene føre begge disse. Men jeg ærgrer mig over, at jeg har luk- ket op Aslak; jeg vilde gjerne have havt Hemmelig- heden for mig selv. Dette gik saa haardt i mig, at jeg straks maatte trække frem et Par, som ikke har lukket op og ikke vil. - - Hele min Arbejdsomhed er vendt tilbage; jeg har skrevet et Kapitel i Synnøve paa een Dag og det fuldt af Vers og Fantasier. Jeg længes indtil Sygdom efter Halte-Hulda; nu skal hun blive færdig paa en Uge, saa- sandt hjælpe mig Gud! Men jeg kan desværre først vinde frem til hende gjennem meget Arbejde. Jeg maa nu ogsaa skrive om Kunstudstillingen. Her er jo ikke et eneste Menneske, Morgenbladet gaber og gisper, og Folk forstaar lidt af, hvad de ser; saa vil jeg da lade et poetisk Gemyt gaa gjennem Gallerierne, ikke videre. Weilbach skal ærgre sig sort. Dette begynder jeg paa imorgen. Naar nu den er expederet, Tønsberg, Syn- nøve (blot et Kap. igjen!!), saa hjem! Forinden maa jeg have dig her - hører du? Eller hjem, eller siden, nej strax: Petersen! Du bor frit hos mig, paa et herligt Sted, Alt frit, Kammerater med aabne Punge rundt om, Ærefrygt præsenterer for dig, Fjeldene bestiges, klare Dage over Kattegat, blot 20 Spd. i Lommen og da rej- ser du paa første Plads op og ned. Kom! - Se dette var mit Forretningskapitel, da jeg ved, at du vil have et sligt. Jeg har ogsaa skrevet det med alle Angivelser af at "gjøre Lykke" o. s. v. Du kjender mig, og misforstaar mig ikke. - Nu noget Bedre. - - SIDE: 11 (Senere) Jeg er frisk igjen, har atter læst dit velsignede Brev, som er det bedste jeg nogentid har modtaget; det kan vel ogsaa alene overtræffes af dig selv; thi om der er flere slige forunderlige Mennesker til, saa er de i alle Fald ikke til for mig. Var Tiden til det, fik du mange Ark som Svar; men Gud, hvor jeg maa arbejde, skal jeg naa frem til Hulda om en 3 Uger. Jeg er Jakob, som træller for Rachel og som tit har troet at naa hende, men fik Lea. Mit Brev kunde give dig Billedet af et uroligt, distra- heret Menneske; men det er jeg ikke. Kun lever vi her paa en anden Maade, midt oppe i Livet. Jeg spænder og sparker fra mig, Avisopsatsene stjæler jeg fra mig selv saaledes at ikke Synnøve ved af det, og saa op til hende igjen og til Goethe, med hvem jeg fortiden rejser i Italien. Min Fremstilling vinder, som det fore- kommer mig, og Karaktererne aabner mig daglig Dybder, som jeg ikke har seet før. Hvorhen jeg vender Blikket staar de og venter; kun saameget kan jeg se, at jeg kommer til at skrive flere Fortællinger end jeg een Gang tænkte; men aldrig slipper Hjertet sin før- ste Elskov; Dramaet sidder i Højsædet og venter, me- dens jeg blot giver en kort Audiens til "denne Ene", som rigtignok slæber nok En med, og saa En og endnu En; men Dramaet sidder dog og venter. Jeg ser godt, at jeg vil have al min Kraft behov forat holde mig til det, da det kræver Ro, Ro, - og Alle trækker i mig. Men, Gud, hvor jeg ogsaa skal snyde dem allesammen! Som sagt: om 3 Uger herifra! Hvis ikke du kommer da. SIDE: 12 Saaledes som nu Alt kommer mig imøde her, har jeg Haab om Stipendium til Vaaren. Italien, Italien! Ja, jeg rejser der alt ... Jeg omgikkes Goldschmidt fordi han smigrede mig? Nej: fordi han aabnede sig! Saasnart En viser lidt af sit Hjerte, er jeg fangen, og dersom den, der gjør det, ikke har gjort det for Nogen paa nogle Aar, da er jeg fangen tilgavns. Se Erik Bøgh; jeg holdt ogsaa af ham; thi jeg følte at han snakkede med mig, som han ikke har snakket med Nogen siden, - ak, siden hans sidste Ven forlod ham, og det er visselig længe siden! Men Herregud, dette er jo mine dejligste Øieblikke i Livet, og dem vil du tage fra mig? Det er i Kraft af dem jeg virker, ja, du vil se det i Syn- nøve, du vil se denne Højtid over enkelte Scener, hvori man kan høre Hjerterne slaa og Stemmen tale saa sagte, saa sagte for ikke at forstyrre den store Nær- værende: Sandheden. Du, ene, du vil gjennem slige Scener kunne aflure mig, hvorledes jeg er kommen til min Menneskekundskab, at Halvparten er ligefremme Selv- tilstaaelser; thi jeg har denne Nøgle med mig, som op- lader Folk. Og den er ikke min, for jeg kan ikke bruge den; den er Vorherres, og han bruger den for mig, naar jeg mindst venter det. I slige Øjeblikke prøver jeg da ogsaa mig selv, og Nøglen føler jeg drejet om i mig, og det er mig et Behag at lukke mig op, uan- seet hvem der sidder hos mig; thi jeg gjør det egentlig for mig selv. Men du har en Nøgle, som du selv kan bruge og fremfor Alt bruge paa mig. Du er min anden Samvittighed. Jeg er bange dig, for fuldt Alvor bange. SIDE: 13 Det du nu sidst sagde mig, takker jeg atter for, atter og atter! Det er sandt. Men trøst dig: her er Ingen, som smigrer. Hovmodig gjør jeg Fejl! Ja! Jeg har nylig syndet. - - - Men jeg bliver mere og mere moralsk stærk; thi jeg var een Gang uhyre svag. Jeg lever ogsaa nu ordentligere end nogensinde før, og du skal se, du faar Glæde af mig, du kjere, kjere Ven. Aldrig har jeg seet et saa uhyre stort Begreb om hvad Venskab er, som hos dig. Jeg maa gaa lige til- bage i Digtningen for at søge Sidestykkene, og heller ikke der træffer jeg dette Hvisk, som du kan faa istand med En, enten du nu er ved hans Side eller over Ha- vet. Herlige Fyr, med de herlige Evner; jeg skulde havt dig her forat beskytte mig, forat du kunde tage din Andel i vort Fællesarbejde ud imod Verden; thi, ak, jeg maa besørge begge, og det er dette, som vil dræbe mig, intet Andet. Men jeg skulde især havt dig forat kunne hviske. Jeg har ikke seet to Venner skildret, ikke saadan som du har givet mig Motivet i dit Begreb og i dig selv. Sig mig en saadan Bog, eller jeg er nødt til at gjøre en. Jeg tænker mig, at den, der tog denne Side i Men- neskelivet, han greb, han maatte gribe saa dybt fat, at han enten blev siddende der, som den der vilde rædde de sjunkne Pengekister, eller han kom op igjen som Verdens rigeste Mand. Og jo mere jeg nu stirrer ind i et saadant Sujet, des mere synes det mig et Tids- emne, og at det vilde komme som Englene til Loth. Thi Venskab er Indgang til Sandhed. SIDE: 14 Dette sidste Begreb er nu den store Klokke, som hænger i mit Taarnuhr og ringer baade Morgen, Middag og Aften. Jeg fører Alt tilbage dertil, og naar jeg fra dit Brev gaar ind i mit, saa ser jeg ret, hvor langt tilbage jeg ligger; jeg sidder egentlig og bivuakerer ved en rask Ild, som brænder et Steds i en Skog, hvor Løvværket dækker meget af Himmelen, Mørket er faldt paa, saa Fantasien kan flagre og forsøge at erstatte Dagen, den fulde dejlige Dag. Men du er kom- men frem, er vel herbergeret og studerer blot paa, til hvilket Kammer du nu ogsaa skal vende dig. Og kom- mer jeg engang frem, saa er det meget fordi slige prægtige Karle som du og flere til sender Hest ud forat lede mig op og føre mig frem. Mandag Morgen (d. v. s. Dagen efter) [27. juli.] Jo mere jeg nu tænker dig frem igjen, des ulykkeli- gere bliver jeg ved Sammenligningen af hvorledes man har det i Verden, og hvorledes man kunde have det. Det, jeg hver Dag har erindret hos dig, har mere været dine Bemærkninger, din Vejledning; nu kommer dit Brev og minder om det Andet, det jeg næsten havde glemt: dit Venskab. Du ved jeg har denne velsignede Evne at kunne glemme. Jeg kjender næsten ingen Retning, hvori det er nødvendigere end her. Blot siden igaar, siden det fulde Begreb af dit Venskab svul- mede mod mig, har jeg været meget mismodig; thi mit Hjerte er saa skabt for saadant, at naar jeg midt i min Ørken endelig ser det, ak, blot i Luftspejling, bliver jeg aldeles ulykkelig. Du kunde nu lænke mig SIDE: 15 fast til dette Brev som en Hund. Saalænge i alle Fald sad jeg midt i Stilhedsringen, Stedet, hvor der hviskes.- - - - - - - - Du har Ret: det er urigtigt at kalde dig et Reflexionsmenneske, fordi Folk, naar de tillægger En et Prædikat, da har afpudset det saaledes, at blot dette ene, rene Stof findes deri. Men fik jeg sige: Petersen er et Reflexionsmenneske, som styres af Fantasien, saa skulde jeg være med. Din Reflexion er din Kikert, dens Stillads utrolig megen Læsning, men Fantasien stiller den; det er fuldstændig regelløst, hvad du den eller den Tid betragter; du tror der er fuldstændig Regel deri, men det er saa tilgavns Regelløshed i dens Bevæ- gelser, at dine Kammerater engang for alle maa vænne sig af med at gjøre visse Fordringer til dig, som de ellers gjør til Alle. Jeg kjender ikke to slige Mennesker, og derfor heller ikke denne Nummer To, som kan staa bag mit Digt og sige: derhen gaar det! Du har glemt det og det! Det tyske Forsøg paa Sligt kjender jeg nok; men ikke den virkelige Evne. Denne sætter jeg i, at Reflexionen hos dig er ikke alene, som hos Alle, den sidst Tilkomne, men den meget sent Tilkomne; ellers plejer den hos de Fleste paa Grund af Verdens karrige, tørre Opdragelsesmethode at vinde Jakobsretten til Esaus Førstefødselsrettighed; men din Esau holdt sig, og Knæg- ten maa istedetfor at fly til Mesopotamien og gjøre adskillige Giftermaal, blive hjemme og arbejde, ja rigtig trælle. Indbyd dig til at gaa ind i et Digt, - og du kommer som den grønne Jæger, med Riflen kastet let over Skulderen, glad, munter, forat jage paa det nye SIDE: 16 Revier. Du har med dig en fin, spids, allesteds snusende Hund, som du er rigtig tyrannisk imod, men hvad Ingen lægger Mærke til. De Andre har ogsaa Hunde med, store, mæskede Bæst, som plager dem og trækker dem med. Saa gaar Jagten, Pidskene smælder, Hornene blæ- ser, Hundene spænde paa og gjør; de slippes; du slipper ogsaa din. Men se: de Andre kommer væk med een Gang, din farer aldrig længer bort end han kan lyde dit sagteste: hid! Og saa gaar I Eder ganske stille ind paa Vildtet. De Andre løber, løber, Hundene, hvor er Hundene? Men denne spidse Snusende i Snoren er din Reflexion. Vrøvl. Det er forunderligt at du fik samlet saavidt din Læs- ning, at du fik Examen, meget forunderligt. Men ogsaa her har vel Fantasien gjort Underværker. - - - - Saa skulde jeg vel tale lidt om mine Karakterer. Ja, - du ved, hvorledes jeg har det: jeg tænker i det jeg skriver, men ellers leger jeg. Det Bedste jeg har gjort i min Fortælling er et Relief jeg har givet de handlende Personer i hint Bryllop paa Nordhaug, som Thorbjørn føres ind i. Det er Granlidfjeldene udsat i Mennesker, - Slagskyggen i Bygden. Forat lade det inder- lig Menneskelige i Synnøve faa Lov til at bøie sig mod Thorbjørn, selv hvor han er skyldig, - og navnlig ruste hende ud med Kraft til at søge ham, hvor han ikke længer tør søge hende (netop Tegnet paa hans Forbe- dring), saa maa jeg tage Noget bort af Moderen. Dette lille spinkle fine Væsen, som du engang kjendte, er gjennem Aarenes Løb bleven en travel Kone med saare SIDE: 17 meget af Bibelen i Munden, men ganske umærkelig udsat til Sætninger som: "holder vi os nær til ham, husker han nok os" - "bed til Vorherre om Kvelden, saa øges dit Arbejde om Dagen" - en selvkjerlig Religion, som ikke kan fylde Synnøve (naturligvis ube- vidst) og lader hende gaa paa egen Haand (ogsaa ube- vidst). Hendes Fader er den Samme med de store blaa, milde Øjen, som holder saa mageløst af Synnøve, men tier, hvergang Moderen nævner Noget af Bibelen. Altsammen bare let og antydningsvis. Jeg forstaar heller ikke denne Tegning ud over al Mark, denne ørkesløse Snak. Jeg nævner næsten ikke deres huslige Indretning, og dog indbilder jeg mig, at vi allesteds bor hos dem og kjender Stuen. Jeg indbilder mig, at ni tiende Parter af vore Roma- ner faldt bort, hvis man rigtig tegnede, og hermed mener jeg: havde Formaal, mente Noget med hvert Ord. Jeg er desværre endnu ikke kommen længer end jeg hist og her føler mig i en "Fyldningsscene"; hvor jeg da arbejder, indtil den ogsaa har en bestemt Opgave, og jeg stryger den, har den det ikke; thi Mærket og Maalet bærer jeg hos mig: de kjeder mig, ja Mere: de gjør mig ondt at skrive. Naar jeg læser Romaner, begriber jeg ikke, hvorledes man "er kommen over" det eller det Afsnit. Disse Mennesker kan da ikke føle Glæde, naar de skriver, thi Glæden er dog ikke den at se sin egen Pen gaa, men at se Andre gaa gjennem den. - Og saa deres Naturskildringer. Naturen har da intet andet Sprog end det Mennesket giver den, kan følge- SIDE: 18 lig heller ikke som gjengivet opfattes uden gjennem et Medium. Dette Medium er de Menneskers Stemning og Forhold, som netop er paa Scenen. Men hine be- gynder sine Bøger med en Naturskildring! Begynder regelmæssig sine nye Kapitler med dem! Selv, hvor man ingen Tone tager med at lægge udover - fra den sidste Scene! - - Saa tykkes det mig ogsaa, at den hele Bog er anlagt paa at røre, eller paa at forfærde, eller paa at delikatere, anlagt paa et Indtryk! Jeg har paa 6 Aar ikke læst 4 Romaner, og dog sidder jeg her og skriver. Gud ved, hvordan det nu gaar. Kom jeg bare engang saa langt, at jeg kunde læse mine Ting i Bog forat kunne faa dette Maal paa mig af "for langt", "for lidt", "for meget". Ligesaa med mine Dramer. Jeg maa se dem opført! - Aslak var ikke af disse stærke Folk, som kunde stige, selv i det Onde. Hans Ondskab er en Svaghed hos ham, og den trækker da ogsaa mere og mere af det hele Menneske ned i en alsidig Afkræftningsproces, hvori den selv tilsidst faar liden Magt, skjønt megen Vilje, - og næsten bliver blød over Følelsen heraf. Han drikker nu, og naar han er fuld, græder han. Bli- ver han fuld tilgavns, taler han om det, som han ikke ved af, naar han er ædru; men han ved af, idet han siger det, at han siger det, - ogsaa, at han ikke hu- sker det, naar han er ædru. Saaledes faar vi se ind i ham. - - - Sæmund, min herlige Sæmund, elsker jeg og kjæler for. Hvilken norsk Bonde! Skjønt lidt styg. - Gud ved, hvad Wille vil sige, naar nu ikke engang Syn- SIDE: 19 nøves Moder faar Lov at være et Ideal, ikke Syn- nøve selv engang! Det er forbudt blandt Haugianerne at dandse. Saa sidder Ingrid og hun paa Stølen og er saa glade over, at Thorbjørn "som er saa mærkelig god til at dandse", ikke dandser paa Nordhaug idag. Men Ingrid griber hende i, at det er ikke fordi Thorbjørn dandser, at hun før (uden dog at lade sig mærke der- med) har været vred paa ham, naar han gjorde det; - "men fordi han dandser med Andre end hende!" Og da hendes Protest ikke hjælper, mener Ingrid det er bedst, hun lærer hende dandse, "forat hun ikke skal have det at ærgre sig over." Den Anden vil sletikke, men Sangen, Dagen, Anledningen river med, og saa - - kan kun dandse!! Ingrid blev forundret, kan du tro; for (mellem os) er hun et lidet nydeligt Tossehoved; men sig det endelig ikke til hende. Hun har nemlig hele Maneren af at være klog; thi hun er jo ogsaa opdragen af Synnøve mere end af sin Moder. Derfor er hun ogsaa uden Kristendom mere dejlig i sin Færd end Synnøves egen Moder med sine Regler (skjønt engang var det nok mere end Regler). Syn- nøves Moder er ventelig bleven slig, fordi Forbindelsen med den Mand lod hende formeget faa Overtaget og lokkede hendes energiske lille Karakter noget udover Kvindegrændsen, om ikke i sin Færd, saa i sin Tanke. Nu ja, det er maaske ikke rigtigt at optage vor korte Samværestund med dette. Men det er fristende, fordi her er Ingen jeg kan tale med dette om; Meidell ser blot dem, som gaar omkring ham, her er jeg med og det er interessant nok; men være med at konstruere SIDE: 20 abstrakt morer ham endnu ikke. Og med ham er den Sidste gleden ud ifra mig. - - Greensteen tænker jeg usigelig ofte paa; men skrive - ja, havde jeg Tid saa; men jeg lever i det Nærvæ- rende; de faar holde paa mig, de som kan. Greensteen maa huske mig med sine Digte; thi mine omarbejdede Fortællinger skal snart lægges under Pressen, naar blot Hulda er færdig. Wille - nu ja - Hils ham; det skulde glæde mig meget at træffe ham igjen. Weilbach hu- sker jeg bedre, forunderligt nok. Men hans bestandige Ord om Samliv, Indvirkning - ja; han er i mit Væsen, det er sandt, og det troede jeg ikke. Lille Elberling er en brav Gut. Nehm, du, er Ingenting. Affekteret, snild, brav. Nej, takke mig til Greensteen, Gud bevare: end Greensteen! og hans mageløse Moder, solide Søster, haardhændte Broder med det sikre Øjekast. A. Smidth, ak ja, - tag dig af ham .... Sig ham, at den Baad- tegning, han bad om, kan Ingen her gjøre, hvorfor jeg maa vente til en Ven kommer hjem efter Ferierne. Hils din Søster. Jfr. Svendsen er nu meget gladere i mig end jeg i hende. Bestandig faar jeg mere Magt over hende; for- leden tvang jeg hende til at gaa ind og kysse sin Vært- inde, som hun havde været uartig mod. Nu har jeg ikke været der paa fjorten Dage, hun sidder og venter mig hver Dag, og det har hun godt af. Men Sagen er, i en saa travel Tid maa jeg benytte min lille Ferie til at lædske mit Hjerte, og det gjør jeg ikke der. Hele Verden er forresten hinsides - og jeg her. En hel Del Overløbere kommer over til mig forat - give mig SIDE: 21 Noget? - nej, forat faa Noget hos den Fattigste af de Fattige. Verden er Fru Heibergs Entredør. - - Du, dette Menneske hader jeg, og kan ikke hjælpe det. Naar Folk spørger mig efter Heibergs, fortæller jeg lidt af hvad du fortalte og lader dem i Uvished om jeg har talt med dem eller ej, fordi jeg i sidste Tilfælde maatte fortælle Grundene, og det vilde tirre dem heroppe fryg- teligt. Saameget har din Samtale virket, men ikke Mere. Jeg hader hende, fy! hader, hader! - Hvor hun har krænket mig, hvor hun krænker mig daglig derigjennem, at "det er en lukket Dør for mig", og jeg, som havde slig Ærefrygt for den, at det næsten var det lukkede Parnass, - ja, som endnu har den; men netop derfor hader; thi det var en Uretfærdighed, hele mit Indre stamper i Gulvet af Raseri. Det er af dette, som jeg, hvis jeg havde Magten, vilde tugte, tugte, tugte! - - Der er Øjeblikke, hvori det forekommer mig, at hele min Tilværelse som Digter er koncentreret paa dette Punkt. - - - - - - Gud, lad mig ikke selv engang komme til at gjøre et ungt begyndende Menneske saa ondt. Jeg vil aldrig se hende i hendes Hus. Fordømt. Otte Dage efter. [Omkr. 2. august.] Ja, desværre: otte Dage efter! Det er ogsaa Pokker: naar jeg har skrevet, saa har jeg ingen Trang til at sende det; at faa udtale det er Hovedsagen, tror jeg. Min Artikel om Lektorposten i Aftenbladet brænder mig paa Samvittigheden; jeg var saa kaad, da jeg skrev SIDE: 22 den, men i det Kaade er smaa smaa Partikler Ondt; det ser man først bagefter. Det Menneske, som jeg har for- nærmet, kunde jeg kysse; det ved ikke han noget om, og hader mig. Men det er Bladskriveriet, som gjør det Altsammen; det fordømte demoraliserende Bladskriveri. Nu holder jeg paa med Udstillingen og har et Øje paa hver Finger. Je