Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - København, 31te Okt. 1860 Godmorgen Rosalinde! Intet passende Papir finder jeg, men jeg finder det, som bedre passer, - en Længsel jeg ikke saa flyve og en Glæde, der træn- ger Ord. I dag kl. 5 kommer jeg, og hvor du er, hvad du gjør, hvem du har tilkaldt, saa skal du i dag kl. 5 være ved din Dør og lukke mig ind. Du var ikke på Koncerten igaar. Jeg stirrede efter dig mellom hvert Nummer, til jeg halvt prostituerte mig. Men jeg saa ingen Rosalinde; derfor i dag, kl. 5 med Smil og Glands, med Kys og Dands, - saa skal jeg bære dig på Armen som et Barn. Igaar skrev jeg en glødende Kjærlighedsscene, i dag skal jeg ogsaa skrive, men bagefter saaledes selv nedsænke mig i en Vir- kelighed, at jeg ret kan sige, jeg lever helt, fuldt, stærkt, varmt. - Hvor mange kan sige det? Du skal se, hvor meget mere brei- skuldret vor Gjerning bliver af at føre et fuldt udstrømmende Følelsesliv. Hvor langt alvorligere vor Karakter, hvor langt san- dere vor Omgang, vor Forakt for Pjat, vor Glæde i det store, SIDE: 19 vor Respekt for det Brave. Men saa skal du også se den Ild, som flammer ud af os i Kunsten, hvor den tager fat og brænder. - Og dog er alt dette det Mindste. Det største er denne tindrende Glæde, denne kvalfulde angst, dette Alt sprængende Haab, dette dødsvangre Mismod - og begge Ting ofte paa en Gang. Se, det udvider et Menneskebryst, spænder Senerne, klarer Øjet, øver Hjertet, vækker Troen. Hurra for vor Kjerlighed, saa bange, og dog saa modig den er, saa ydmyg og dog saa stolt! - Føler du ikke sammen med Andre ligesom en uhyre Over- vægt, i det Samme du husker, at du er elsket og Ingen ved det? - Saaledes med mig, ja, naar jeg skriver, klinger det i mig: du er forelsket og elsket, derfor kan du skrive nu. - Hvad jeg før har været oppe i af Følelse, har været mig for snevert, for skjørt, jeg har været bange for at tage rigtig fat, for ikke at sige formeget, for ikke at skræmme. Men nu kan jeg tage i og løfte med al min Magt, nu kan jeg jage ud saa langt jeg formaar, nu kan jeg kaste mine stærkeste Ord, alt, alt hvad jeg vil, og alt bliver sandt. Kan du forstaa, hvad det er for en Velsignelse? Kan du forstaa, hvor udpint en Sjel kan blive, som ikke stundom faar gjøre det? Ak, hvad sidder jeg nu her og skriver Altsammen? - Jeg har jo sagt hvert Ord tusinde Gange før til dig. Men de er hver Dag nye i mig, derfor maa du lade, som du slet ikke har hørt dem før. - Din trofaste Bjørnstjerne. SIDE: 20 København, 7/11 1860. Idag er det Ole Bulls Koncertdag, hvilket vi to har glemt. Jeg kan følgelig ikke komme iaften. Er det mig muligt at komme idag Middag, kommer jeg, endskjønt naar jeg betænker, at du ikke ynder de korte Visitter, bør jeg nok blive borte, "Hellere borte end være her kort; det har jeg sagt dig før!" Du Egenkærlige, Hidsige, Tossede, end jeg som ikke saa dig igaaraftes! Jeg saa efter dig, men du sad vist lige over os. Efter Komedien ventede jeg paa Nytorv, men jeg saa dig ikke med din Pige, kanske var du gaaet, medens jeg skyndte mig til Bred- gade, skjøndt jeg skyndte mig saa. Jeg gik siden forbi, saa Lys i det inderste Værelse. Jeg vilde jo ikke ind, jeg vilde blot se Lys. Jeg var syg af Længsel igaar. Og jeg er syg af Længsel idag. Jeg faar Bull til at sidde og spille for mig; men det forslaar ikke. Jeg sidder imidlertid be- standig og siger mig selv, at jeg nu snart vil begynde paa den fornuftige Kjerlighed, saasom vi nu ødelægger os, Begge to. Men naar skal vi begynde, Rosalinde? - Vi saa En igaar, som døde af Troløshed; men det gaar ogsaa an at dø af Troskab. Du er En af dem, om hvem jeg med Be- stemthed kan tænke dette. Din Sjel rummer stærke Følelser og SIDE: 21 uhyre Forsæt. Men vugge skal vi, vysse skal vi, at ikke Barnet vaagner; stille, stille! - Vor Kjerlighed er nu som Løven i en Snor, ført af et Barn. Dette Barn er vore barnlige Øjeblikke, der klapper, vugger, kys- ser og vil ikke se længere ud end til den Andens Øjne; men sæt at alle disse Øjeblikke voksede sammen til eet stort - til en eneste Længsel eller en eneste Kval! Ingen af os holdt det ud! Derfor vys, vys, - stille, stille! Disse uhyre Kræfter, som blot otte Dage har været nok til at vække i os, dem skal vi forsøge at styre og drage ind som en uhyre Dampkraft i vort Arbejde. Men naar begynde? Rosalinde, naar begynde? Nu blot vugge, klappe, klappe, kysse ... o, lidt igjen idag ... imorgen, iovermorgen ... og hver Dag bare vugge, klappe, kys- se ... Din Bjørnst. Bjørnson SIDE: 22 København, 13/11 (60) Trofaste! Nu vilde jeg, om muligt tale saaledes til dig, du Elskede, som du talte til mig igaarmorges. Dog nej, ikke saaledes, men jeg vilde sige, at vi maa begge bestræbe os paa at føre vor Kjerlig- hed ind i større Fred og skabende Samtale. Denne Heftighed mætter Øjeblikket, men ikke Erindringen. Den maa kunne overvindes; thi vier jo begge to gode Mennesker, og da kan vi saa godt hjælpes ad. Blot Forholdet fanges, og den Ene ikke overtaler den Andens Blik. Og saa ikke Lokkerne falder dig ned over Panden og du smiler halvt opad, halvt paa Siden i det Sam- me. Blot - ja, blot vi ikke elskede saa meget, det er hele Sagen. Blot vor Kjerlighed havde havt en tidligere Alder, saa der ikke var hældet Smerte i den; thi det er Smerten, der tænder Hef- tigheden, idet den driver til at udsuge, hvad Øjeblikket giver, næsten med Vanviddets Kraft. Men hvorfor skrive? Jeg kan jo ikke endnu samle mine Tan- ker omkring denne Kjerlighed; jeg kan endnu blot kysse, blot favne, blot se, blot røre, blot erindre, blot længes, blot ængstes, blot haabe, blot bede, blot bønfalde, blot fortvivle, blot, blot elske; siden, ak, siden faar jeg forsøge at tænke over. Men jeg kan heller ikke vende min Tanke til noget Andet. SIDE: 24 Den svæver blot om en eneste Gjenstand, som Fluen om Lyset, den ser Intet, sandser Intet, blot brænder sig og udmatter sig, men dog maa den flyve. - Kunde du enda føle det, hvor den anstrængte sig; men se, den kan jo ikke bringe dig et fornuftigt Ord. Den fortærer sig selv uden engang at opdages af den, for hvis Skyld det sker. Der gaar lange Digte tabte for mine Arbejder; men kan du takke for de Digte, som ikke skrives? Dersom Erstatningen tilflød dig; men jeg indsparer ikke hvert Arbejde for at blive rigere til et andet; thi al min Rigdom øder jeg i Luften, og min Omgang og min Skrift er fattigere end en bleg Høstmark. Og dog forstenes mit Hjerte af Rigdom og Fylde. Dog sidder jeg som nedtynget af Blomster, naar jeg hælder mit Hoved bagover og lader Erind- ringerne komme. Dog haster jeg op som til store Fester, naar jeg husker Timen, jeg skal til dig. Saa rig og saa fattig er jeg, saa rig i mig selv og saa fattig mod Andre. Kunde jeg endda dele min Rigdom med dig; men Ordet tager du fra mig. Ømhedens Tegn tænder du Ild i, saa jeg maa omgaaes varsomt dermed, ja, blot at komme til dig gjør os begge bange, - hvor skal jeg saa hen med min umaadelige Rigdom? Til mine Drømme, mine ufrugtbare Drømme. Men se, naar jeg en Morgen atter vaagner, skal jeg have et Syn over alle and- re. Hvert Straa hænger fuldt af Frugt og Dug som efter et rigt natligt Besøg, jeg vil ikke have Lader store nok til deri at optage al min Herlighed ... se det er den indsparede Rigdom, som disse Kjerlighedens og Nattens Taager hindrer os i at se, men som samler sig, som venter; af hver Kys gror der et Aks i vor Følelse og Fantasi, af hvert Blik skinner der større Klarhed udover en eller anden Tanke, saa at jeg til Tid og Sted vil møde det igjen og sige: saadan var det! - og med det samme kan jeg skrive det! - SIDE: 25 Saaledes kan jeg trøste mig selv i min Fattigdom over min uanvendelige Rigdom. Saaledes kan jeg kastes om af Haab og Frygt, sætte store Kapitaler ud paa Rente, medens jeg ikke har en Tanke til 1/2 Skillings Værdi at byde dig. Hvorfor skriver jeg saa? Af samme Grund som Fluen flagrer om Lyset; jeg kan ikke lade være. Jeg vilde naa dig, men du kan jo ikke engang se min Vilje; thi jeg faar jo slet ikke sige, hvad jeg vil. Imorgen Middag! Ja, imorgen Middag skal vi atter forsøge, om vi kan føre lidt Mening og lidt Ro til vort Møde. Imorgen Middag! Din Bjørnstjerne. SIDE: 26 København, 14/11 (60) Rosalinde! Lad mig ikke vente længere. Imorgen Klokken 5, eller maaske ogsaa lidt før kommer jeg! Og er der Nogen til den Tid, maa de gaa. Jeg kan ikke Andet, jeg maa tale med dig, du evig Els- kede, som jeg bærer paa med en Smerte, der risler mig gjennem Lemmerne, og med en Salighed, der skriver Digte og stormer, men atter falder ned i den grændseløseste Længsel. Jeg, der har været blank som en Vaarsol, har ikke længere et lyst eller varmt Ord til noget Menneske. Jeg flygter Selskab, jeg ledes ved alle kjendte Ting og stunder ikke efter noget ukjendt; bare een Ting vil jeg, det er at komme til dig! Gud i Himmelen! denne Kjerlighed har kastet mig overende med sin Heftighed. Og den sælsomme Bebrejdelse gjør jeg mig hver Dag, at den maaske har forstyrret dit Liv istedetfor at byg- ge det op; thi du vilde græde igaar! O, saadan staar du for mig, saadan, saadan! Men saa smiler du igjen, med Hovedet bagover, med Hænderne om mine Kinder, og med en Bøn i dine Øjne. Nei, vi skal dog ikke blive ulykkelige, vi To, som har be- gyndt med at give hinanden Alt og paa dette alvorlige Grundlag vil føre et stort aandeligt Liv sammen! En saa vidunderlig Sym- pathi maa danne sig en Kjerlighed, saa heftig, saa ubegrændset, SIDE: 27 saa hensynsløs, saa sammensmeltende som vor; men den maa ogsaa eje en Lægedom for vore dybeste Længsler, et Ord for vor lønligste Smerte, et Smil til vort helligste Forsæt, en Tak til hver Fremgang, hver Glæde, som skal gjøre vort Liv, (naar den- ne første Smerte er overstaaet) til et stort jublende Tog frem- over! Vort første Møde (og vi staa jo endnu midt deri) var dog blot et Gjensyn. Det var Billedet af vort Savn, som vi begge mødte, og vi kjendte det strax begge saa godt. Men Smerte var der blandet i dette Gjensyn, fordi det kom for sent, fordi det blev for heftigt og uroligt, fordi det pludselig gav hele Livet et uhyre forøget Ansvar! Men nu skal du se, hvor sagtelig alt dette fortoner sig i bløde Melodier, som følger vort Arbejde, ledsager os paa hver Udflugt i Tankens og Virkelighedens Verden og giver Alting Varme, Kjerlighed og Harmoni med vort Væsen. Den, som elsker En, elsker pludselig hele Verden! - Men forat denne Gjensynets Smerte snart kan vige, og vi kan indgaa i det stille, opløftende Liv, som vor Kjerlighed skal føre, - maa vi nu ofte mødes; thi desto snarere sker Forvandlingen. Hver eneste Dag, saalænge jeg er i Kjøbenhavn maa vi mødes. Nu først imorgen Kl. 5. Godnat, du velsignede! Lad uskyldige Drømme omsvæve dig, ingen ond Tanke om mig, din Elskede, og en inderlig lang Bøn til Gud, at han vil forbarme sig over en Kjerlighed, vi ikke kan, men som beder om lidt Lykke! Din - udover Døden - din Bjørnstjerne. SIDE: 28 København, 16/11 60. I en Angst gaar jeg omkring uden Beslutning. Var det din Pige, som saa os to Lykkelige, eller var det en Anden? Var det Pigen, saa tag hende ind til dig, sig hende Alt, fuldt ud, omfavn hende, bed hende tie og vær god mod hende. Hun har kanske selv elsket. Saa kan jeg trygt komme imorgen Kl. 5, og siden bestandig. Din Arne. Kan jeg ikke komme saa send et aldeles tomt Brev til Hotellet. SIDE: 29 København, 16de Nov. 60. Elskede Rosalinde. Mangen Gang er det Gemyttet en saadan Trang at skrive som at gaa afsides og græde. Allerede at høre sig selv tale forstyrrer ofte Udsagnets Sandhed; man føler et Ord er valgt galt eller sagt urigtigt, og Tanken enten bortføres eller gjør bevidst en Drej- ning fra det, man vilde. Her har man Ro; den Talendes Øje frister heller ikke til Fortielse eller Forandring. Ikke som om jeg nu vilde sige, hvad jeg før ikke har sagt, eller sige det anderle- des, blot at jeg vil sige det inderligere, mere baaret af den Kjer- lighedens rolige Varme, hvori min Sjel lever. Jeg vil tale om den Maade, hvorpaa jeg er dig tro. Men jeg maa forinden sikkre mig mod en Afbrydelse som den: Gud, du overdriver fordi du elsker; thi Elskov beror jo netop paa Syn for det Store og Ædle i Mennesket; han, som har det, han elsker, og det er ikke saa, at de, som ikke har det, ser Ret, men saa, at han, den Ene, han ser ene, fordi han ene elsker. Hun, selv den ringeste, har, saasnart hun kan elskes, Noget dybt inde, som den store Mængde ikke saa Dag over; men han, selv den ringeste, naar han blot elsker, han har seet det, og han skal kun tro. Kjere, der er saa store Længsler i din Sjel, saa dybt ned og SIDE: 30 saa højt op, og en saadan Klarhed over de Kræfter, som søger at skabe grønt og vækstrigt i disse Tragter. Der er hellig Ensom- hed inde hos dig, Du hører Slaget af dit eget Arbejde, ikke Ver- dens Forfængelighedens Tummel. Din Sjel er ingen Handleplads og bliver det aldrig. Der er ensomt, fordi din Opgave er stor og fylder dig med Respekt. Du slipper blot ind, hvad der har Stem- me i det store Raad. Derfra din Heftighed ligeover Afbrydelse, din Utaalmod til Pjat, din Foragt for det Lave. Naar derfor en Beundring, en Hengivenhed, en Elskov flytter ind, er den ene, uforstyrret med sig selv og den bliver derved saa vældig. At flytte med ind til saadanne Omgivelser, at færdes i disse ensom- me Højder, det er en Jubel. Og dette er min Lod! Men længe, før jeg saa dig, var det min Længsel. Din Skjæbne blev det at skabe mig Gjenstande for denne Længsel i min Fantasi, gjøre Afkald i Livet, saa, da jeg fandt Mennesket Lyslevende, Sjelen ventende Hilsenen færdig, Omfavnelsen varm i sin Længsel, da maatte jeg sige: ti Fold Lykke, fordi du kom uventet! - og kaste mig op til dig som til en Igjenfunden. Min Troskab mod dig er ældre end mit Møde med dig, den er det, som har skrevet og den er min ensomme Ledsagerinde over slibrige Steder. Og den- ne Længsel hen efter dig, var det ogsaa som drog dig hen imod mig, du følte du her havde en Elsker; men du vidste det ikke. Og du jublede, da du fik vide det. Som Synnøve staar paa Kirkens nederste Trin og ved at Thor- bjørn faar Øje paa hende der, glemmer sin onde Hensigt og tager Psalmebogen, saaledes skal du, den Igjenfundne, blive mig Indgangen til Kirken og det Gode. Lad nu denne glødende, heftige Kjerlighed bruse ud og gjære af, da vil den Solfred, Reli- gionen giver, falde over den og gjøre den varm i det Gode. Thi hele vort Væsen er jo med, og saa sandt som dette længes efter det Højere, saa sandt er vi ogsaa paa Vejen dertil nu, naar vi SIDE: 31 elsker. Det er netop, netop denne Længsel, denne daglige, in- derlige Bøn efter det Gode, vi elsker i hverandre, som du op- dagede i mine Karakterer, som jeg følte af den milde Klang i din Stemme, og som overraskede mig, hvergang paany, naar jeg blot huskede dit stærke Legeme det af tunge Tanker ordnede Ansigt - og ikke Øjet, ikke Stemmen. Nu har du oplukket Templet for mig, liflige, milde Toner, Barneskikkelser og Skamler for Bøn og Taksigelse staar der, jeg er med, jeg er med, Gud, den Almægtige hjælp mig at være med! - Naar vi atter mødes, hvilken Forandring! Da skal det have vist sig, hvad Kjerligheden har udrettet i hver Enkelt af os. Nu i dens første Festdage, nu da den endnu atter og atter maa omfavne forat faa vide, at den er til, nu har den ingen Tan- ke, blot Følelse, ingen Sorg, blot en heftig Taare, ingen klar Rolighed, blot Angst eller Begejstring, Glød af Lykke eller sort Fortvivlelse, - ... nu er den et vildt Barn med sorte udslagne Haar, men den skal blive højtidelig, vejledende, opadpegende; thi hele det store, sprudlende Liv ruller i Aarerne; der er Løfte om Sandhed i en saadan Evne til at leve fuldt ud, selv i Vild- skab. Hvis vor Kjerlighed levede halvt ... men den lever helt, stor- mende, - se, derfor kan vi vente Alt ligesom af Børn med Geni. Om det, jeg vilde skrive staar her endnu Intet; men næste- gang, hvis jeg kommer saa langt. Din trofaste Bjørnstjerne. SIDE: 32 København, 22/11 (60) At du kunde lade mig vente i Dag, den sidste Dag! - Jeg har nu været her en Time og maa gaa. Iaften (ubestemt) maa jeg møde dig og takke dig, og trøste dig, og velsigne dig. Din trofaste Bjørnson. SIDE: 34 København, Novbr. 60. Min Kjerlighed! Ret af Hjertens Lyst opsøger jeg dig, ikke som om jeg havde noget at sige, men øjensynlig blot for at søge mig selv. Siden jeg sidst var hos dig har jeg arbejdet stærkt, og saa forbausende hurtig er det gaaet, at i Begyndelsen af næste Uge er hele Arbej- det færdigt. Det tager vel nogen Tid at overarbejde det, men naar saa dette er gjort, skriver jeg det af paa en halv Uges Tid eller mere og sender dig det. Det maa dog ikke gaa dig som med Sverre. Stykkets tre Akter er meget lange; det er skrevet paa Prosa, og Repliken modtager sjelden Billedets Løftning, den bærer saameget Stof, at den orker ikke mere. Det er altfor tørt, lige- frem, uhyre kort, og med en saa helt igjennemført Spænding, at før sidste Akt indser jeg neppe et Sted, hvor Stykket kan vinde Klap, endsige Skuespillerne. Her er Intet for det Oratoriske, Intet "at gjøre af", men desuagtet forlanger dette Stykke et saa gjennemført Spil, som intet jeg tilforn har skrevet. Naar jeg med eet Ord skal betegne dig Stykkets Karakter, maatte det hedde: der er Trolddom i Stykket. I andet Optrin mellem Sigurd og SIDE: 35 den, han elsker, Audhild, er der ganske Bestemt Trolddom; thi nu har jeg først skrevet Scenen, siden lagt den over til forskjelli- ge Tider, men hvergang har mit Hjerte klappet, som stod jeg paa et fremmed Sted og var angst. Det er en kort Scene, men jeg forlanger Rang for den blandt de Elskende over al dannet Verden. Scenen bestaar fordetmeste af Repliker paa to og tre Ord. - Hvorvidt Stykket vil gjøre Lykke, kan jeg ikke sige, da jeg end- nu som sagt ikke er færdig. Men at Anlægget er godt, Behand- lingen ejendommelig, ved jeg. Her viger Halte Hulda. Nu, Gud være med det! Jeg skal ikke nægte, at jeg nu snart trængte et opmuntrende Tegn. Jeg har været meget længe alene, og i en udstrakt Betydning af Ordet. - - Med Sverre tager mine Venner det meget mageligt. Jeg ved ikke mere, naar det kommer ud. Formodentlig synes de ikke om Stykket. Det gjør jeg selv meget hardnakket, jeg er ogsaa ganske vis paa, det blandt Publikum vil møde megen smuk Hjertelighed. Men jeg er nu træt af al Frem og Tilbageskriven derom, og Ingen kan undres derover. Af dette Stykke har jeg havt mere Bryderi efterat det blev færdigt, end under Arbejdet. - Dette om mine Sager. Som sagt: Sigurd faar du snart til dig SIDE: 36 sendt. Derfra gaar den til Hauch, privat, da jeg nok ønsker hans Mening om dette Arbejde. - Jeg er nu færdig med hele Beckers Verdenshistorie og be- gynder historiske specialstudier som før. Jeg har altsaa læst om Napoleon. Han er hadefuldt tysk fremstillet, ofte indtil Væm- melse, men forfejler dog ikke altid sit Indtryk. Jeg vilde følgen- de Retfærdighed mod ham: man skal ikke (hvad jeg ser i Myn- sters Breve, at ogsaa han har sagt), sige, at det var et Liv uden Maal, følgelig et tvivlsomt Liv, der trods Evnerne, hvoraf det sattes i Bevægelse, ikke kan komme ind under Menneskehedens (ikke blot den enkelte Nations) Store. Man maa dog til evig Tid sige, at det, at ville erobre Verden, er et Maal! Forfængeligt i Rod og Skud, det ved jeg, men Maal, stort, svimlende stort, det er det dog. Endvidere, man maa ikke af ham kræve en Kriger- politik som ikke fandtes før ham. Krigens Politik var til den Tid paa saare faa Undtagelser, bestandig oprørende. Ludvig den Fjortendes Generaler tog i Tyskland Alt som kunde tages (især Kvinder) og brændte siden Landet. Elsass blev under denne ene Kongens Regjering tre Gange brændt. Ludvig den Femtendes Souleise havde Ordre til at brænde hele Hanover, etc.; men kom rigtignok ikke til. Udplyndringer overalt. Revolutionsar- meerne plyndrede og brændte, men især brandskattede, og især SIDE: 37 dette Sidste adopterede Napoleon. Han traadte op i Tyskland som i en Stald. - Endvidere: man forlange ingen moralsk Politik i Kabinettet af Napoleon, naar en saadan til den Tid ikke var kjendt i Europa. - Jeg behøver ikke at give Exempel fra Fredrik den Store, eller Napoleons franske Forgjængere, - ikke at tale om England, skjønt frit, eller Katharina af Rusland eller Gustav IIIdie af Sverige. Endvidere: man forlangte ikke uden videre af Napoleon, at han skulde respektere Tyskeren som Tysk, som Nation, i større, mindre Kredse, naar Tyskerne paa den Tid ikke gjorde dette selv. Det største Gode Napoleon maaske som Hersker har bevirket, er, at han vakte og samlede Tyskland, saa Europa har faaet den uhyre Medarbejder i sit Kulturraad, som dette Land siden er blevet. Deres Armeer, jeg mener de mindre Staters, førte han mod Østerig, Preussen, Rusland, Spanien til Sejer, Selvfølelse, og Ligeberettigelse med Verdens Bedste, og de var før bleven slaaede overalt og af Alle, var en Foragt for sig selv. Siden lærte de jo at slaa hans egne Franskmænd: han havde selv lært dem det. Men hele Tidens Retning var af Arme at blive Nation. Det blev den tyske ved ham. Han saa ikke selv saa langt; men man maa ikke bebrejde ham det; thi Samtiden saa ikke engang saalangt som han; først modstræbende omgjort til Arme, begyndte de at føle sig Folk, og Napoleon, som maatte lyde de fleste Menneskers Lov, ikke at kunne skabe sin Gjer- ning anden Gang, satte sig imod og maatte bort, for at dette kunde ske: nemlig næste Skridt gjøres i Nationernes Opdragel- se. Dog - een Ting er, ikke at forlange saameget af ham, og der- for yde ham Retfærdighed, idet man sammenholder ham med hans Tid, og fremfor alting husker: han var Revolutionens Barn, hensynsløs, haard, grusom, hevngjerrig, men vældig, fantastisk, og med en Forening af Plan og Vilje, som neppe før er set i SIDE: 38 Historien, - - een Ting er det, skaanende at huske disse Fejl og disse Egenskaber i sin Sammensætning, udgaaet af Tiden - et Andet er at bedømme ham som Menneske, med Guds og gode Menneskers Lov, den samme "som staar skreven i vore Hjerter", og som altsaa i enhver Tid er vaagen, og kan kræves af alle Om- stændigheder. - Det er paa dette Punkt han denne gang er sun- ken saa uhyre i min Agtelse. Jeg er bleven modnere til at be- dømme det, jeg har selv faaet mere Hjerte, og jeg fatter nu den sande, skjønne Storhed i andre ting end det Forbausende. SIDE: 39 Hamburg Hotel Victoria 26de Nov. 60. Mandag Middag. Elskede Rosalinde! Ja, elskede, over Alt og Alle elskede, savnede, Kilden til min skjønneste Erindring og min dybeste Smerte! Hvor tungt jeg bærer paa dig. Hvor smerteligt jeg savner dig, og jeg tænker bange paa, hvorledes Fremtiden atter vil lade os komme sam- men. Hvor vi trænger at bede til Gud, hvor hjælpeløs vor Kjer- lighed er! Mit Liv er søndersplittet netop i Stunden, da det blev samlet. Der, hvor al min Længsel skulde havne, der skulde jeg ogsaa lære at kjende Grændsen for min Lykke! Hvor forfærde- ligt jeg føler det, hvor aldeles modsat Haabet, som din Nær- værelse indgyder mig, der spreder Lys over Vejen, nævner store Forsætter og smigrer vort Hjerte med Øjeblikkets Øjekast. Var du her kun et flygtigt Minut, jeg havde atter Frejdighed for lange Dage, smilte du bare een eneste Gang, saa ved jeg, at jeg sov ind trøstet i Nat. Nu derimod hænder det skrækkelige mig, at jeg ingen ingensteds finder dig, men hæslige vrængte Mindel- ser om dig i enkelte af de Ansigter jeg møder; thi dit Ansigt er mere Tysk end jeg troede. Eller rettere ikke Ansigtet, men din SIDE: 42 aandelige Opdragelse, dine Manerer, dit Udtryk; - og hvergang jeg føler det, stikker Noget mig i Brystet, jeg har en Smerte som fra den Tid jeg var Barn og havde gjort noget Ondt. Gud den Almægtige, hvor jeg elsker dig! Jeg taaler ikke at se dig erindret, høre dig nævnet, og dog befolker du alle Steder, mit Øje, min Tanke møder; ja kun at du har engang flygtigt nævnet Alsteren gjør, at det synger susende, smertefuldt Rosalinde, Rosalinde, Rosalinde, hvergang jeg ser udover den, og det gjør jeg den hele Dag; thi jeg bor der, netop ligeoverfor Alstern- pavillion! - Rosalinde, igaar var jeg ganske syg af at tænke dig spille, der gaves Øjeblikke, hvori jeg livagtig hørte dig tale til Pigen, med Hast og bange; thi du skulde afsted, og du var ikke samlet, ikke vel. Og om Aftenen sad jeg i Stadttheatret, netop som du spillede, og jeg var saa bekymret over at jeg ikke kunde sende dig varme lange Bønner til Understøttelse; thi jeg følte netop da saa smerteligt at der var meget Tysk hos dig, og jeg søgte, protesterte, rødmede, protesterte, o, jeg led. Medens du spillede for at erobre det nordiske Publikum, kjæmpede jeg med mit Hjerte forat beholde dig for os. Nej, du er ikke Tysk, skjønt din Plastik, nej, du er ikke Tysk! Du er jevn, sand natur- lig nordisk, du har dog Intet tilfælles med al denne oplærte Dygtighed, færdige Civilisation jeg her ser, selv om der i din Opdragelse er Mindelser af Aanden i Folket. Du er da saa frisk som en syngende Elv, du er da saa sund som en ung Skov, du er da saa stærk i din Følelse, at du begejstrende svinger Fanen over min Fantasi, o, Gud, o, Gud, og saa din grændseløse Øm- hed, dine knugende Favnetag, dine ind i mit Inderste trængende Øjne, naar du i halvt Smil ser ufravendt ind i mit! Min, min, min, jo min egen nordiske Pige er du, givet mig af Grændselan- SIDE: 43 det til Vagt om min Digtning for Norden! Jeg skulde have skrevet et mere løftet og dygtigere Brev; men jeg er endnu saa betagen af Erindring og Savn, at jeg ikke mag- ter at forme, du faar Tankerne i deres første raa Form med Superlativer og Udbrud. Jeg gaar her saa syg af Elskov, saa tung af Stof, men jeg har ikke den, jeg kan hælde mit Hoved til; thi hun er blot En, og hun er dig. Rosalinde, Rosalinde skriv mig til, langt varmt, sig mig det mange mange Gange at du elsker mig, ikke fordi, at jeg jo er til Livsalighed vis derpaa, men fordi at det er mine højeste Ord. Det anede mig, da jeg stod saa frej- dig hos dig, at denne Fortvivlelse skulde komme, men ikke at den skulde saaledes kunne kaste mig til Jorden. Jeg har idag samlet Tanker til et Digt, men om dig gaar det, og du skulde slet ikke have været med. Men du er min Evne til Følelse for Øjeblikket, det er blot gennem dig jeg kan komme til at elske alt Andet. - Imorgen tidlig vil jeg have Brev fra dig, jeg venter, jeg gaar ikke fra Hotellet, saalænge det kan ventes, og kommer det ikke, da har du været grusom mod mig. Da har du været som den næst sidste Dag, at du løb i Byen baade Formiddag og Eftermiddag, medens jeg var indelukket paa dit lille Værelse. Men saa kom du dog med al Verdens Kjerlighed, da du kom, og saaledes vil du ogsaa komme i dit Brev, komme, saa det løf- ter mig op af Sorgen, komme som det første Kys, komme som den Tanke, hvormed en Forelsket vaagner, komme som Sejers- budskab til en Konge, komme som et savnet Barn til sin Moder, nej komme som en Elskerinde til sin Elskede, som Rosalinde til Bjørnstjerne. Ved du, hvorledes jeg helst tænker dig, naar jeg er lettet og lys? - Jo, kommende mod mig over Gulvet: "Godaften Bjørn- stjerne!" halvt hvisket, smilende, med udstrakte Hænder, men langsomt, som vilde du ret længe nyde. Ak, da tager jeg dig op SIDE: 44 til mig, kysser og favner dig, og der er ingen Ende paa. Vi ser paa hinanden atter og atter, vi gaar omslynget af hinandens Ar- me til Vinduet, vi kysser og bliver bange for Nogen i Vinduet, kysser og sætter os, ser paa hverandre, kysser, og vi hvirvler ind i en Tummel af Ømhed og Omfavnelse. Tror du Mange har elsket som vi? Tror du Mange, som har byttet Ringe, har byttet saadanne Ord, saadanne Blik, saadanne Haandtryk, saadanne Omfavnelser, saadan Angst, saadanne Udbrud, saadan Længsel, saadanne Savn? Naar to Lykkelige gaar forbi, smerter det, men det er dog ogsaa altid, som jeg raabte efter dem: "mere, mere, mere! - I kan ikke elske!" - Og da har jeg atter dit brede, stærke Bryst op til mit, dit Hoved holdt tilbage med funklende Øjne, me- dens begge dine Hænder trykker mig saaledes ind til dig, at jeg ikke kan gjøre Gjengjæld. Saaledes stod du saa ofte med mig. Men gaar jeg ud, da ledsager en pinlig Uvished mig, om du har gaaet her, om du har seet paa dette, hvad du har tænkt. Jeg vil- de have dig ved Siden og vejlede dig, jeg er saa bange du ikke forstaar Modsætningen af det Nordiske og Tyske. Jeg tror, at naar jeg ledsagede dig gjennem en tysk Stad, saa følte du den. Elskelige, unge Pige, min Tankes Bud! er vi nu ogsaa aandelig indviede til at forstaa hinanden, har Kjerligheden saa tilfulde lyst sin Velsignelse, at ingen Misklang kan bæve gjennem Temp- let? Jo, den har, Gud den Almægtige, saa er det; nu føler jeg først: at Kjerlighed er Sympathi. - Mange plappre Ordet, men forstaar det ikke; de føler ikke, hvorledes Tvivlen hensmelter, Ordet hendrager, Blikket forstaaes, Savnet føles i Kjerlighed; Sympathi er egentlig Samlidelse, Samfølelse, og de forstaar ikke, at to Elskende lider sammen, naar de er borte, føler sammen, naar de taler og sees. O, blot jeg kunde trykke din Haand een eneste Gang! Dersom Gud sagde: I skal faa mødes; men ikke SIDE: 45 tale, ikke hviske, ikke smile, blot, blot trykke hinandens Hæn- der een Gang? Ikke sandt det var nok? Hvor sagte begyndte vi ikke, hvor tæt sammensluttende forsøgte de ikke at blive, og hvor langsomt henstrygende skiltes de ikke? Men dersom Gud sagde: I skal faa leve sammen i een Dag, hvor I vil og hvorledes I vil ... jeg tog det ikke; thi jeg kunde ikke leve bagefter. Der- som han lagde til: og saaledes kan I siden leve bestandig ... da! - Hvorledes bar vi os ad, dersom vi nu mødtes? I ti Minutter blev der ikke talt, jeg bar dig rundt i Stuen, jeg satte dig ned og saa paa dig; jeg tog dig igjen og dandsede, og saa lagde jeg dig ned for at kysse dig, bare kysse, klappe, kysse, Rosalinde, Rosa- linde, hvilken Kjerlighedens Fest! Det er dog værdt at skilles, blot for een Gang at kunne mødes paa hin Maade. Der maa Ingen være tilstede, det maa være dybt aftalt, Døren maa laases bak mig, vi maa have en hel Dag for os, det maa være paa Lan- det, om Sommeren, Huset maa ligge i en Skov, ikke fuldt Sol- skin paa Himlen, helt stille, Natten maa være ganske lys som i Norge, Fuglene tier i to Timer, ogsaa vi, og først ved det første Gry sniger vi os fra hinanden, kyssende, hviskende. Rosalinde, et saadant Møde med din Bjørnstjerne! SIDE: 46 Victoria Hotel 27de November 60. Tirsdag Aften. Inderlig Elskede! Dit Brev har jeg modtaget. Jeg brændte i mit Ansigt, mit Bryst spændte og stormede, da jeg læste, at det er gaaet dig godt! Jeg bad inderligt til Gud for dig, jeg var stoltere, end jeg nogensin- de tør være over mig selv, og jeg saa en lang kunstnerisk skjøn Fremtid staa foraan dig, skjælvende og trampende som Gan- geren, en Helt skal bestige. Var det mig ikke som vor Kjerlig- hed har bestaaet en Prøve! Thi havde det glippet, var det fordi den ikke havde Livskraft nok til at fylde din Forestilling med. Thi det var dog paa den du spillede, og det undrer mig, at du ikke med et eneste Ord siger dette. Men den bar dig til Sejer, den skalv som Jakobs Røst i Esaus Klæder, den straalede af dit Øje som Aktæon, gjemt bag Sivet, den hviskede, naar du gik frem, den modtog dig med Jubel, naar du kom ud, - eller var det ikke saa Rosalinde? Huskede du den ikke, Rosalinde? Jo, du gik, du, lige fra Theatret og hjem - til mig! Tak! O, var jeg hos dig, hvor godt du skulde have det hos mig paa mit Fang for denne din Troskab. SIDE: 48 Men hvilken forfærdelig Magt du har over mig! I hele Timer efter dit Brev var jeg febersyg; her var fuldt af Besøgende, men jeg kunde ikke tale til dem, jeg kunde heller ikke skrive; thi jeg var saa træt, saa træt af Bevægelse. Kan dog vor Kjerlighed ikke engang blive fornuftig? - Jeg maa dog leve for noget andet, som den skal omslynge og smykke. Men nu er den selv Statuen, som alt det Andet maa omslynge og smykke! Kunde jeg enda