Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 5 Til Uffe Birkedal. Aulestad 20/1 1890. Kære vænner, det brev gør den ære, som skrev det; men også den, som det skrives til; tak! Karoline har læst det; hun læser i regelen alle mine breve, såsom hun næsten altid åpner dem; det har været så i de sidste 25 år mindst, så for henne er dette ingen hæmmelighed; men for alle andre. Først det mindre. Vist gav De den unge man et riktigt råd; ægteskab er en sak mellem to alene. Men jeg for min del hadde foretrukket å la ham hypnotisere, "ta ham i min magt". Denne hypnotiske "suggestion" er et doktor-middel av øverste rang. Og han var jo syk. Men ser De, hvor vigtigt det er, at den ny slægt kommer under en opdragelse, som lærer den avholden- hed? Som bruger "suggestionen" i opdragelsen; ti den er i alle vore tilskyndelser, ikke alene de hypnotiske. Opdragelsen er en uænnelig vigtigere sak æn man har forståt; vi kan gøre uænnelig mere æn vi før visste. - Jeg kænner ællers to unge her, som lever sammen med forældrenes samtykke hver fjortende dag æller så. Han studerer medicin, er en dygtig ung man; men i gifte-alderen, likesom hun. Om Kallem, at De ikke skønner hans overgang fra dræng til ung, kan jeg bare sige, at jeg har hat det, men strøket det, især fordi boken blev så lang (halvparten er strøket!), men også fordi det var overflødigt. Han er en ihærdig gut, så, når han finner sit (naturfagene), så er han der. Som da han fant Ragni, og hun bant ham, så blev han der. Desværre, da han fant tuberku- losen, d. v. s. som opgave for livet, så blev han der også, og tråss han ælsket Ragni, så blev han meget for meget hos tuberkulosen. SIDE: 6 Når præsten G. Jensen (ja, er ikke det en norsk præst?) finner ham usand, når han siger, han ikke har gjort henne det bitterste gran, så er dette et bevis på, hvordan de folk læser! Tror De, jeg har tænkt over, om han hadde ret til å si det æller ej; jeg vet bare, at det sa han! - Men der er noget, som er vigtigere. Gamle præsten Meek var helt utført; men jeg strøk det. Og vet De, hvad det var? Han var ansat i den rationalistiske tid og hadde aldrig troet det gran! Han hadde tat det hele som en skole- gærning; han måtte bruke en del billeder og formler for å lære folk å være bra og snille. Så blev kravene andre og meget strænge, og så måtte han la stå til, læggende sig på alt det, som kunde op- drage; men han led under fortielsen, og sønnen, doktoren, som ved et tilfælle kom æfter den, gjorde den tungsindig for livet. Han talte aldrig med far'en om det. Sønnesønnen bruste så ivej med alt det tilbakeholdte, men slog in på avvejene, hadde arvet som en skræk i motet, eller fåt den i opdragelsen, blev skjult, - til Kallem og Ragni drog ham fræm. Som sagt, alt blev strøket. - Og nu til Deres egen historie, kære pastor! Tror De, jeg ikke vet, at så længe der har været religion til, har der været mæn og kvinner, som har måttet bruke formler og tanker, som de selv ikke trodde på, men som var vilkårene for å få andre til å forstå eller selv å undervise? Det har aldrig været annerledes. Så noget mere og noget mindre, det avgør ikke saken. Når jeg har ivret for å "bekænne", så har det været min egen historie, som jeg med min hæftighed har villet påtvinge andre. Jeg er blet svært ræd for å sige det nu. Også det avhænger av de forskællige naturer; nogen må gøre det, ællers går de tilgrunne, for andre er det nætop det frælsende å eje et avgæmt rægnskab, gøre op med sig selv og ingen annen; de blir så forunderlig rike og inadvændte på det og virker som dybhed, som ord med æfterklang. Hoved- SIDE: 7 saken er: intet ondt å mene eller gøre, men bare godt, bare å gi sig, så langt de kan og på sin måte uten ophævelse. Så råd tør jeg ikke gi Dem, ja, De bér jo heller ikke om det. - Deres brev er ikke det første, kan De tro. Det er en djævelsk in- rætning, den statskirken! Å, kunde jeg hjælpe på en eller annen vis! Så skulde jeg gladelig bære denne grænseløse forkættring og miskænnelse. Min eneste hjælp er å si det som det er, i dette strøg og i andre; for fra den religiøse forkvakling utgår så megen annen. En ting må De love mig: prøv Dem selv nøje, om De også ligger helt for å ta op kampen om alt det, som er Dem usant æller ivejen eller uvæsenligt i gudsforholdet. Dette selv er jo hovedsaken! Å holde fast i det eller ænog vinne nogen for det, - der har De store kræfter; - prøv om de andre, kampens, er så vidt stærke, at De holder alt det ut, som følger; og om de gir vederlag for hvad De opgir av godt arbejde. Forresten er det ingen fare med Dem, som har slik gild hustru. De rejser ikke uten vel opgjort plan. Ja, den dag i Ribe! Karoline og jeg kan aldrig glæmme den. Men så hadde jeg en ekstrafornøjelse; jeg gik med Dem rundt byen, og hørte Dem gå og sige nogen ord ved hvært mærkeligt sted, med den døves inadvændte betydning, sommetider bare mum- lende, næppe bestæmt for mig. Jeg fik et helt billede av Dem og jeg ælsket Dem så, kære Birkedal! Der var slik hjærteklang i det av mange, mange timers dype sorg over Danmarks tab, og fra egne tungsinnige drømmerier, og så slik kvikhed igæn av et friskt sinn, et rent kildevæld! Og Deres vælsignede hustru og hele stedet! Jeg blir så vemodig ikvæll, når jeg tænker på, at der traf jeg gode vænner, og alle Sønderjyder [Resten mangler] SIDE: 8 Til Harald Høffding. Aulestad 22/1 1890. Kære Høffding, De har skrevet et fortræffeligt opsæt mot Georg Brandes i "Til- skueren"; jeg er Dem meget taknæmlig for det! Og min hustru ikke mindre æn jeg. Samtidig med, at jeg siger Dem dette, som har været os en trang, må jeg be om undskyllning for, at jeg ikke sendte Dem min bok. Det var den skammeligste forglæmmelse, som det nu er for sent å bøte på. De, som har sendt mig Deres etik og dermed gjort os alle så stor glæde! Den er min bibel. Men jeg sendte en slik mængde omkring, jeg var i så stor gæll, at jeg vist har glæmt flere æn Dem. Kære, se nu ikke heri, at jeg er utaknæmlig for alt det, jeg skyller Dem eller holder Dem mindre kær; - det var den pure, pure forglæmmelse, forklarlig derved, at det er en stun siden jeg særskilt tænkte på Dem som den, jeg skyldte denne høflighed. Vær så god å bring [e] Deres ælskelige brordatter vor hilsen. Deres hengivne Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 14 Til Elisabeth Grundtvig og Kristine Frederiksen. Aulestad 4/3 1890. Kære, gode vænner! Ved en oprydning finner jeg igæn eders vakre brev; det kom sammen med så meget ækelt, at jeg tapte det. Jeg kan neppe gøre det, som I bér mig om, så godt som en kvinne kunde, - skønt jeg nok også kænner lyst til å kappes med henne. Det brænner og raser i mig, når disse svin på to ben ænnelig - for å få sit fræm - vil dra ner kvinne-"idealet". Ordet er evigt, det er sikert; det er tægn for det både fineste og stærkeste i os, det forårsfriske opvæld. Men I skal ha eders bok ut straks, og nætop som man har overfalt mig med en råhed uten like umiddelbart ovenpå min siste bok og mit ærlige stræv med vore hjæmme-saker, er jeg så lite oplagt til sang. Hadde mine vænner mødt op, ja da. Men hvad nu grunnen kan være, f. e. at den, der er stærk, også har pådraget sig vænners kritik, en personlighed er så litet tålt, - jeg vet ikke; jeg kænner mig først ene, og da får det gå en tid hen, imens denne énsomhedsfølelse fra tråss og harm blir til tro- ende sang. Eders taknæmlige væn Bjørnstjerne Bjørnson. Hils Hostrups og Borchsenius fra Karoline og mig. SIDE: 16 Til Olufa Finsen. Aulestad 18/4 1890. Kære, søte Finsala! Du kan tro, jeg undret mig, da jeg av dit brev så, at jeg ikke hadde skrevet dig til. Jeg former næmlig brevene i hodet, mens jeg læser vænnernes, og derav rejser sig ofte den inbildning, at jeg har skrevet, især hvis Karoline har gjort det. Det, jeg især vilde dig, næst æfter å takke for dit fræmmøte, straks du trodde, jeg hadde det vondt, det var å si dig, at nu er to av Carlyles bøker oversat på dansk-norsk av Troye i Bergen (Gjertsens forlag og de tusen hjæms.) På Gjertsens forlag er hans bok om herosdyrkelsen (og tillige Troyes levnetsbeskrivelse av Carlyle) utkommet og på "de tusen hjæm" Carlyles franske revolution. Jeg bér dig nu å køpe levnetsbeskrivelsen og den franske revo- lution samtidig, den ene er lit dyr, den andre særdeles billig, for både du og dine døttre vil finne, at solidere og interessantere læsning har I aldrig fåt; det går ikke an å lægge den tilside, og mens den ene har den ene bog, må den andre ha den andre. Og mens I læser disse bøger, så ser I in i min egen sjæl bedre æn om jeg nu gav mig til å skrive om mig selv, hvad som faller motbydeligt. For Carlyle's syn på, hvad som er væsentligt og uvæ- senligt i lære og liv, i den smule, enhver har å gjøre, det er mit, og forskællen (foruten den intellektuelle, som jeg naturligvis ikke tar hensyn til) er alene, at han er mere pessimist og grinebiter æn jeg, der også har det overtag over ham, at jeg står i et ungt folk med unge opgaver, har et stærkt, sundt legeme og det evolutioni- stiske livssyn, som lå utarbejdet foran mig før jeg helt blev man, og han måtte savne det helt op i sin alderdom. Vil du hilse Dr. Mathiesen fra mig! Hans latter hører til det SIDE: 17 sunneste, som jeg minnes å ha mødt i livet og er mig en sikrere forjættelse om, hvad som er og blir ungdom i Danmark æn alle de orgier samtlige Brandesianere og Bohêmer opfører i literatur og kunst - og liv. Og nu er det snart min tur å tale, og jeg skal nok bruke den. I den hele sak har bare én ting ærgret mig: vennernes taushed og likegyldighed. Men jeg forstår den nu bedre æn fra først av, og de har hat ræt forsåvidt, som just således vant jeg mest; men, men, men - jeg har også ret, og det skal jeg nok få sagt engang. Alt ondt skal møtes, og ingen skal være både min væn og mine forfølgeres; det er en specifik nordisk ansvarsløshed, som engang må revses. Hils de dine med de allerinnerligste hilsener og husk så Mathie- sen og Birks! Eders innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson. [...] Til A. C. Larsen. Aulestad 18/4 1890. Hr cand. theol. A. C. Larsen! Jeg kan ikke undlade å takke Dem for Deres siste værk: "De fem Mosebøger". Æfter mit skøn har De hermed gjort det vigtigste, som fortiden kan gøres blant de skandinaviske folk. Det er ikke alene så, at den religiøse overtro skader intelligens og moral og sinker folkene, som drog de paa millioners dødvægt; men den deler dem, hvert enkelt, i to folk. De skiller i det dypeste, og varer dette ved i menneskealdre, så må det tilsidst gøre ubodelig skade. Ej heller nærer jeg tvivl om, at den opløsning, som alt er i nu, især skriver sig fra, at moralens forkyndere, præsterne, selv er SIDE: 18 usikre, og at mer æn halvparten er blét usikre på dem. Var ikke dette så, da hadde visse ting ænnu fast plass og visse ord og handlinger myndighed. Så synes jeg (der vistnok er en læg i disse æmner, men likefullt længe har sysselsat mig med dem), at De har git dem en gransk- ning og en grej ordning, som er over min ros. At der i min samtid og så nær ved mig dog skulde leve en, som gjorde dette og gjorde det således! Jeg længes æfter å se Dem, holde av Dem, vise Dem al den ærbødige venlighed jeg årker! Kommer De nogensinne til Norge, så husk på mig! Da skal jeg kanske også kunne fortælle om, hvad jeg har gjort for å skaffe denne bok i kurs. Kunde De så ikke gøre en kortere folkebok av den? Deri de mest slående bevis tages op og stilen var æn mere dansk, både til ord - og ordføjning? Lad så "de tusen hjæm" få den! Hvad siger De til det? Deres taknæmlige Bjørnst. Bjørnson. Jeg åpner brevet igæn for å be Deres forlægger gænnem Dem sende mig et par eksempl. til å gøre propaganda med og: Rev. Kristofer Janson, U. S. Minn. Minneapolis, South, Ninth Street, 1419. SIDE: 20 Til A. C. Larsen. Aulestad 1/5 1890. Hr. A. C. Larsen, jeg takker Dem meget for den ære, De har gjort mig med å skrive det brev til mig. Nej, vær bare rolig; det, som har falt i mine hænder, det skal ikke komme bort. De har her gjort en gærning, som hører blant de betydningsfulleste i vor nordiske samtid, og De skal få megen, megen glæde av den. Jeg er aldeles uenig med Deres forlægger. For det første må boken sendes om til venstrebladene i Norge (jeg vedlægger en ufullkommen fortægnelse), og vil hr. Philipsen umake sig med å SIDE: 21 skrive på en inlagt følgeseddel: sendes til anmældelse efter særskilt anmodning av Bjørnst. Bjørnson, så innestår jeg for, at der slås allarm. Dernæst er det nætop "folkebogen", som vil lede alle præsters og videbegærliges øjne på den store bog ved de henvisninger under teksten, som den vil og må ha. Men Philipsen må ikke ta det fortrydelig op, at den må komme i "de tusen hjæms" bibliotek. Den maa komme der, hvor folk er vant til å søke frem, og der de har tillid til tydeligt, jævnt fore- drag, og der prisen altid er overkommelig ænog for den fattige. Tro nu mig på mit ord! Jeg har erfaring her. Fra Norge av skal vi så få bogen igang over Danmark. (Prisen er ellers stiv.) Selv agter jeg å slå til lyd i norsk "Dagbladet", og jeg lover Dem, at der skal bli skrik og forbannelse nok. Deres meget ærbødige Bjørnst. Bjørnson. Til Octavius Hansen. Aulestad 27/5 1890. Kære væn, på almene fraser om demokrati, folkestyre, retfærdighed eller mere bestæmte om "indskrænkning av -", "udvidelse av -" o. s. v. o. s. v. danner vi intet politisk, internationalt samfund. SIDE: 28 Vi må ha gennemslaaende, store saker å samles om, som av- skaffelse av told; voldgift med alle folk, først og fremst med vore naboer, Russerne, Tyskerne, Englenderne, og på grunlag derav det minst mulige krigsstyr; folkeskolen den eneste statsskole; at forpagter- og husmansjord overgår til selveje og ubrugt jord salgbar efter takst; almen stemmeret for valg av den hele repræ- sentation, og retten utstrakt til kvinnerne; de gamle og fattige arbejdere sikrede statshjælp - og mere lignende. Kan der nås enighed herom (en del, det hele eller mere) og denne enighed besegles i et forbund av Nordens demokrater gen- nem deres mest ansete mæn og kvinner, så holder jeg det for en første rangs begivenhed, et vældigt bidrag til fremtids- arbejdet. Jeg har sendt rektor Steen i Stavanger din skrivelse, fulgt av denne min mening om dit forslag. Når han har rådspurt dem, han finner det rigtig at rådføre sig med, og mælder mig resultatet, skal jeg straks sende dig det, din gamle væn Bjørnstjerne Bjørnson. Jeg gør den private tilføjelse, at vore "høvdinger" ikke har synnerlig mere anseelse i partiet, æn eders har, og at her lar sig grunne et stort venstre agitationsparti, aldeles uavhængig av dem, ført av Ullmann. Til Axel Plenge. Aulestad 29/5 l890. Hr. A. Plenge! Hjærtelig tak for at De husket mig. Jeg var først gla i fore- tagendet og er det æn mere i, hvad jeg nu har læst. De vil om nogen dager få sendt fra mig et opsæt om de moralske følger av SIDE: 29 bokstav-trælleriet; kære, ta Dem av den side av saken, den er den viktigste. Og lad så det ny testament komme æfter! Begynn med å for- tælle, at der står "æfter Math." "æfter Marc." o. s. v. o. s. v.; syn os inskuddene (slike som forklarelsen på bærget, der æn og dræper meningen), syn os teologien i de forskellige stykker, tal ut! Og når De taler om guds enbårne søn, fortæl os, at dette ikke er det samme som gud, at nætop det ord bruger Ny-Platonikerne om Messias, som ikke er gud. Tillat mig å sie, at jeg skønner godt, hvad vi skal med jødernes forhistorie, sagn og digt, når Jesus er kødelig født av folket; men hvad vi skal med det, når han er gud eller bare Messias, fatter jeg ikke. Likeså med selve Messiasforestillingen, som jo aldeles ikke var bare jødisk (så lit som gullalder-forestillingen overhovedet). Vil De vise, hvor menneskefødt den er, velan! Men er den gud- ingivet, så fatter jeg ikke, hvad dens forhistorie skal til. "Det utvalgte folk" går ænnu igæn, ser jeg. Da må De sannelig i moralens navn forklare, at De tar ikke ordet i gammeljødisk forstan. Noget væmmeligere kænner jeg ikke. Jeg er got ræd løftet om å gøre bladet fjortendagligt. Gør det månedligt, så ligger det ikke over Dem som en mare. Jeg vet egenlig ikke, hvorfor jeg kom til å skrive noget av det foregående. Igårkvæll læste jeg alle hæfter, og så skulde jeg væl snakke om dem. Til ingen nytte! Kære, hav nu tålmot! Kære, kære, vedbliv å være snill gut, når rabies theologica glæmmer kristelig ånd, ja, anstændighed. Og gi oplysninger mer æn trætte med dem, og vær ikke ræd Dem selv, d. e. hvad De kanske føler Dem bundet av fra før. Tal ut! SIDE: 30 Vi må nå frem til oprigtighed, æller teologernes forræderi drar alle forkyndere med ned i foragt. - Se dog engang, hvor I har eders vænner! Hjælp sanheden i alle dens former, den er den øverste gudsdyrkelse. Jeg skal prøve, om jeg kan få tidsskriftet således mældt, at en og annen får lyst på det. Jeg skal be Dagbladet ta in hele stykket om syndfloden; det gir appetit. Ja, sandhedens motige ånd være over Dem - dens navn være hvadsomhælst! Deres taknæmlige Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 31 Til Johs. Marer. 9/7 1890. Jeg har læst alt, jeg kunde overkomme om grafologien; i hoved- sak tror jeg, den nu er på ret vej! Men ænnu tar den ikke alle nødvændige hensyn og er langtfra varsom nok. Jeg skal ta et døme fra min egen skrift. Jeg har to slags t'er, en fra min gotiske (danske) skoleskrift, en fra min senere latinske; mange av mine bokstaver har samme tvefoldige avstamning. Somme t'er slår jeg stræk over, andre ikke. Jeg ser, det beror på sammenflætningen med de andre og på den tydelighed jeg tillægger dem, om de straks kan ses som det, de er. Valget av t'erne, valget av stræk æller ikke-stræk har sansynlig samme årsak: jeg vil kjøre fort. Men æfter grafologien skulde den ha doven tilfældighed til årsak. SIDE: 32 Dette viser, at en særegenhed først kan avgjøres ved å sammen- holdes med andre karakteriserende tægn. Med andre ord: lad helheden tolke delen og glæm aldrig, at skriftens tilblivelses-historie i vist mon må tas hensyn til. Deres ærbødige Bjørnst. Bjørnson. Også ét: hvad tid på dagen har jeg skrevet dette? Har jeg skrevet meget før, den dag jeg skrev dette? Begge dele bestæmmer over meget i skriften. SIDE: 41 Til Axel Plenge. 2/9 1890. Kjære Axel Plenge, De har mistydet mig, når jeg sa, at jeg vilde sende Dem noget om de moralske følger av bokstavtrældommen. Jeg mente: sende Dem det blad, som dette skulde stå i. Jeg visste ikke rettere end at De nu hadde fåt det. Dette skal jeg prøve å rette på. Blant alle Deres læsere har De ingen taknæmligere, ingen tro- fastere. Gid jeg kunde hjælpe Dem; ingen mans arbejde i Norden støttet jeg heller. Kanske kan jeg, kanske ikke; jeg er fortiden optat av andre stærke ting; men der kan jo hænde noget, som SIDE: 42 helt drar mig innen Deres ring. Før noget i det ydre tvinger mig, kan jeg ikke. Jeg er på ingen måte bare "skribent". Jeg har selv skrevet om Deres tidsskrift i et provinsblad, har nu fåt "Dagbladet" ivej, og jeg har bedt folk abonnere; men det er så nyt å bry sig om fast vidne om bibelske ting. Den ene part er langt forbi, den andre tror det unødigt eller ænog farligt. Gid, De holdt ut, til det var et lønnende foretag! Gid De ikke selv gik træt! De forekommer mig i alle stykker å være man- nen. Også at De er en Kristen (på den eneste måte, som en oplyst man kan være det) er en stor vinding for arbejdet til åndelig frigjørelse. Deres meget taknæmlige Bjørnst. Bjørnson. Til Herman Bing. Aulestad 16/9 1890. Hr. Herman Bing! Tillad mig at takke Dem for Deres optræden i London i den dansk- tyske sag. De har derved gagnet mere end Deres fædreland; De har talt til det retfærdige og gode i folkene - istedetfor til det mod, som også rovdyrene har, og til den hævnstolthed, som er vor dårligste arv fra den såkallte riddertid. På denne Deres vej må vi være nærmere til at vinde vort igjæn end på de farlige veje, som forsvarsbevægelsen gaar, nemlig til forbund med Rusland. Ligesom jeg for tyve år siden prøvede det samme, vilde jeg også nu innerlig ønske, at man fra landsende til landsende gjorde pro- paganda for den strengeste neutralitet. SIDE: 43 Fik det tyske folk, og først og fremst den tyske regjering fast tro på, at Danmark vilde fred, og intet annet end fred, skønte det også snart, at gøre retfærdighed mod Danmark samt det hele Norden. En mandig propaganda herfor i det danske folk vilde ikke alene møde en overhængende fare, men tilføre den inre politik en ny kraft, som gjorde selv den trætte stærk igjæn. Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 45 Til Otto Borchsenius. [Kbh. okt./nov. 1890] Kjære Borchsenius jeg talte ikke et ord med noget mænneske hos Cavling om Georg Brandes. Ikke ét ord. Derimot måtte jeg igår hos Octavius Hansen tale om ham, da man vilde nægte, han var videnskabsman og som sådan berættiget til et ekstraordinært professorat. Slikt er jo oprørende fanatisme. Jeg talte med Hørup om fredssagen og med Henning Jensen om den religiøse stilling, og jeg inser ikke, at jeg ikke har ræt til begge dele, eller at dette kan gi æmne for noget menneske til at tro, jeg er en annen æn jeg var. Når du i motsætning til mig fræmstiller "Morgenbladet" som det, der stod, hvor det før stod, så er dette en av dine vanlige fornærmelser, som jeg alene tåler, fordi jeg holder dig for overirriteret og opfanatiseret. Men gjænem fornærmelser når du ingenting av mig, nu så lit som før. Husk det! I forgårs talte jeg med Bojsen (jeg spiste middag hos ham) og imorgen (antagelig) taler jeg med Berg. Jeg tror, jeg får det til SIDE: 46 å gå med fredssagen som parti-program; men det kommer jo nu an på Berg, hos hvem Paul Sveistrup er idag på mine vægne. Vænligst Bjørnst. Bj. Til Ville Heise. [Høsten 1890]. Kjære Ville, jeg har altid sagt, at du er "et lyst hode", og dit syn på Kallem og Ragni er aldeles, aldeles mit eget. Dette skal være en ret- færdig bok, og dogme-livets byrde (fra de teologiske dogmer, som vi inekserceres i, blir vi bekvæmme for dogme-trældommen) - dogmelivets byrde ber jeg folk kaste av, kristen og ikke-kristen, og at vælge det levende liv til vejleder. Tænk, så dogmeredne er folk, at hermed mener de, jeg vilde kristendommen tillivs! Nej, er den livet for nogen, så har de jo valgt livet i dens skikkelse. For andre har livs-læren annen form. Jeg tror ellers ikke som du, at Kallem gjorde galt, da han tok benet; men i formen fejler han - som de fleste flinke folk gjør. Har du lagt mærke til det? Om Ragni er hvert ord, du siger, korrekt. Men du skulde ha sagt ét til: værden burde være slik, at sommerfugle kunde leve året rundt, de åndelige sommerfugle. Ellers har jo ikke "åndslivet", som vi taler så meget om, nådd længer æn årstidernes planter. Op igjæn: vi tar livet av hverandre med dogmer. Politisk og socialt som religiøst. [...] din innerlig hengivne B. B. SIDE: 50 Til H. J. Greensteen. Høvik pr. Kristiania 2/l 1890 [ ): 1891] . Kjære Greensteen! Du har gjort mig en så stor tjeneste, og du har været så ejegod mot mig, at jeg må bryte på mine vaner og iår skrive dig et brev til med tak for det gamle år. Jeg iler med å tilføje, at du behøver ikke å svare. Helt underlig, at vi aldrig kommer til å tale sammen. Jeg tages bort i en sky, og du står på avstan og ler. Men du kunde jo altid la os opleve en tid som den sist i Norge; den var da dejlig? Fortiden arbeider jeg på et oratorium "freden", som Grieg skal komponere (jeg ønsker det ikke i avisen!) og jeg tænker, at det skal komme mange til glæde og mange nok så uvæntet. Deræfter fullfører jeg en ny tredje akt for "Kjærlighed og Geografi", som jeg har under arbeide, og derefter min ny for- SIDE: 51 tælling. Jeg er næsten ikke politiker mer; kan vænstre nu få magten her (og bærer de sig ikke altfor dumt ad, så har de den i det år, vi er gåt in i), så holder jeg det for givet, at jeg kan dra mig tilbage. [...] Bergliot er i Paris, men så svak, at mor'en må være hos henne, så jeg er aldeles alene, noget som jeg ikke i samme mon er vant til som du. Ingen ynder at klage, - og heller ikke jeg. Men jagu er det vondt. Jeg bor her i Høvik (ved Kristiania) hos en væn. Vil du hilse din søster fra mig! Jeg har tænkt mig, at jeg næste gang måtte kunne bo hos dig et par dage og således få være sammen med dere. Har I en god sæng? For jeg vil være i Kjøbenhavn en tid i fred. Det synes aldrig å skulle undes mig; men nu vil jeg. Hils vore fælles vænner, men mest dr. Pingel. Jeg har så ofte tænkt på ham; ti for mig er han den mishandlede, en ideal natur mellem røvere. Jeg ælsker ham nætop av den grun. - Jeg spekulerer en del på å kjøpe hus; men det går sent; ti alle vilkår for et hus hernede, og da navnlig billigheden, vil ikke samle sig. Jeg tror, at vi står foran et skifte i det åndelige; jeg tror, at det brutale magtbruk har hat sin hovedperiode - for denne gang. Og da vænder idealere magter hjæm. Jeg kan se det i den franske literatur, som er en god vejrprofet, jeg kan mærke det på den ungdom, som nu taler til mig på mange sæt. Ej heller var en sak som fredssaken i sig selv så pågående eller istand til å rejse så alment had, hvis ikke idealere magter fyllte sinnene lit æfter hvært og truede de gamle følbart. Hvis kirken vilde bekvæmme sig til å opgi de ramsalte dogmer og tjene livets gud i livets moderne form, altså i troskab mod alle gode sager, alle lidende, alle villende i den store kamp, som den ene dag arver av den SIDE: 52 annen, så hadde vi en vidunderlig medarbejder, og kirken blev atter vor centrale åndsmagt. Men den forstår ingenting uten å sætte sig på halen og hyle som en syk hund. Dog også her står vi foran en sagte, men solid fremarbejdende klarhed. Det er utrolig som mænneskene er medgjørligere i det religiøse, og som det idéforladte flaberi, der vilde avløse ortodok- sien, er blet kjedsommeligt. Gode, sikre tægn, begge to, på, hvor mænneskene vil hen. Ingen vænter nu på noget nyt, alene på klarhed. Ingen løper æfter undtagelsesliteraturen for der å finne hoved-vejen; ingen tror, det længer er ret å gi op. Der er mot og alvor i de yngste, og noget som av bedre tider over de ældre. Jeg tror ikke, jeg tar fejl i dette, og jeg vænter på, at nogen skal sige det højt. Det gjorde mig ondt, at jeg ingen krans sendte til fru Heibergs kiste; jeg sendte brev og tænkte, at min krans vilde ha kommet bort i mængden. Nu ser jeg, at det hadde den ikke gjort. Og jeg vet, at hun holdt av mig fræmfor de fleste. Nu vil jeg be dig om to ting: I) At du ber fru Emil Poulsen fra mig være så innerlig, innerlig snil å mælde mig om fru Heibergs siste dage, gjærninger og ord med en omstændelighed, som jeg mit liv igjænnem skal takke henne for. Jeg har fast tro til, at hun vil være så god mot mig. Lad henne vænte og ta sig tid, så det ikke plager henne; jeg skal vænte længe, længe, bare jeg kan få det. 2) Du skal på mine vægne sende en krans, når en er død, som du vet, jeg holdt meget av, og jeg godtgjør dig det pr. omgående. Var jeg på Aulestad, så sendte jeg dig visitkort til det bruk. Nu kan jeg det ikke, men vil du bestille en del (store i papiret, men navnet med fin, små skrift), så lad vedkommende sende mig SIDE: 53 rægning. Jeg vil ikke oftere komme i det tilfælle som ved fru Heibergs død. Din tro væn, din taknæmlige Bjørnst. Bjørnson. Til Otto Borchsenius. Brevkort. Postst. Kristiania 8/1 1891. Kjære Borchsenius, først av dit blad ser jeg, hvad V. V. har skrevet. Vil du takke ham for det fra mig (jeg kjænner ikke hans adresse). Jeg skjønte, at i ham måtte vi få en foregangsman, og A. C. Larsen styrket mig i det. Ænnelig engang positivitet og tro! Ænnelig! - Han har skapt mig en glad dag, og det skal synes i, hvad jeg nætop skriver. Godt nyt år! din Bjørnst. Bj. SIDE: 57 Til Anna Poulsen. Høvik pr. Kristiania 22/1 1891. Kjære fru Poulsen, hjærtelig tak! Fru Heiberg hører til det største, jeg har mødt, og hun har - hvad ikke altid vil si det samme - glædet og lært mig i forhold. Ved lejlighed skal De høre fra mig igjen. Hils Deres man og kjække søn. Jeg arbejder paa noget, som engang vil glæde eder, haaper jeg. Hils Pietro Krohn innerligt fra Deres Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 58 Til Jacob Hegel. Høvik pr. Kristiania 3/2 1891. Kjære vænner, jeg vet ikke, - men der er noget i dit brev, som tog tårerne av mig. Det ligger ikke i uttrykket, men mellem linjerne, du er så varm og god og søt. Jeg holder så av dere begge, at jeg vet ikke de mennesker, som kommer nærmere mine egne, ja, sommetider er det, som jeg synes, vi danner ét søskenlag. Herregud, så skyller jeg ingen mennesker nogenting; for saldo i din favør kunde jeg sende dig straks, de ligger her i en bank i kontanter. Forsåvidt er alt godt og vel, og i min ejendom i Kristiania, når alle tomterne sælges, har jeg en hundre tusen; men vil få intægt av mere, da huslejen, som du vet, gir mere æn 5 %. Foreløpig lar jeg alt, som der tjenes, gå til avdrag på obligatio- nerne i husene. [...] Jeg arbejder med fredsoratoriet (har nu hat en opslidende politisk uge på grun av venstreforeningsmøte); oratoriet er snart færdigt - det er stort -, og derefter en ny tredje-akt av "geografi og kjærlighed" og derefter fortællingerne; ti den store fortælling, som jeg talte flygtigt til dig om, er blet til flere mindre, som jeg selv vil fortælle Skandinavien rundt. Denne min ævne på frihånd å fortælle, (den største jeg ejer), den har jeg næsten aldrig brukt, og den vil jeg nu forsøke. Jeg har næmlig også en forælskelse; den er ikke så stærk som Bjørns og den gjælder ikke en sangerinne (der ovenikjøpet ikke er vaker!); den gjælder ikke et mænneske, ikke engang (som ofte før) en hæst eller en hund, nej, dennegang gjælder det et hus, som står ved sjøen like her i nærheden! Nu vet jeg, SIDE: 59 hvad det er å være forælsket "over sin stilling og sin ævne". At jeg på mine gamle dager også skulde friste det! Jeg har set det hus, som gjør alle de andre til ingenting for mig. Jeg har set det hus, som alene kan gjøre mig lykkelig. Denne store ulykke - for det er vist en ulykke - skulde hænde mig en dag, jeg vilde gå til Sandviken (en bugt av Kristianiafjorden, omkring hvilken kunstnerne i den senere tid slår sig ned); på denne side bugten, nærmere Kristiania altså, like ved sjøen med 400 alens strandret så jeg et murhus med tårn på, og mit hjærte var væk; jeg fik næmlig i samme time høre, at den ælskede var til å få, var fri. Der er jord til, nemlig et højdedrag i terrænet og fra dette en liden slætte ud mot vejen. På højden mellem yppig skog kan bygges villa på villa, ialt en 8 à 10 stykker, og på slætten kan lægges haver. Fra hvær villa utsigt over sjøen og øerne, som plasker i sjøen. Og der kan gives strandret til hver eneste villa. Her regnes jorden æfter mål, som er l/4 av en tønde land. Værdien på disse kanter, forsåvidt jorden kan brukes til tomter, regnes nu til at være 700 kroner pr. mål. [...] Luften her er fugtig og mild, jeg sover og arbejder bedre æn i det tørre, strænge Gausdal. Og da jeg ikke mere vil befatte mig med politik (utenom et foredrag nu og da), men arbejde, arbejde, så trængte jeg et sted, som jeg ælsket. Men det må jo ikke bli mit livs ruin! Og, min sjæl, jeg er bange for, at dette kan bli det. Forælskelse er en farlig ting. For å gi dig et begreb om som tomtern