Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 2 Til Rudolf Schmidt. [Kristiania] 27/1 1870. Saalænge der ikke offentlig rejses Klage mod mig, kan maaske en offentlig Redegjørelse holdes ude. Madsens private vil jeg i hvert Fald have, saa jeg offentlig kan sige, jeg har den, hvis det gjøres fornødent. Sagen hører hverken "Øjeblikkets Lidenskaber eller forbigaaende Stemninger til"; saalænge det skandinaviske Spørsmaal er aabent, hos os og i Sverige, om alle tre ret fatter og begriber, at de to sidste Lands istandbragte Forening kun bestaar i at begge har een Konge tilfælles og ikke i det mindste Andet eller Mere. For vort Vedkom- mende er det desuden i saa stærk Sammenhæng med vor Fædre- landsfølelse at se vor Selvstændighed fattet og vurderet, at ingen norsk Mand kan aandeligt arbejde sammen med den, eller dem af et Broderfolk, som her underkjender vor Ret. venskabeligst Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 3 Til Rudolf Schmidt. [Kristiania] 28/1 1870. Kjere Schmidt, efter i dette Øjeblik at have læst Eders Redegjørelse, frafalder jeg naturligvis Alt, jeg havde krævet af Hr. Madsen; dette er godt og grejt og vil gjøre et fortrinligt Indtryk. Heftet har jeg endnu ikke læst; det synes udmærket. Godt Nyt-aar! din Bjørn. Med Hensyn til "Kongeriget" tager I Fejl. Norge hed ogsaa "Kongeriget", da det var forenet med Danmark og betragtedes dog ikke som selvstændigt. Irland hedder Kongerige, Bøhmen, Ungarn tilforn som østerigsk hed ogsaa Kongerige o.s.v. og er og var dog ikke uafhængige og selvstændige. Ingen egen Rigsdag, egne Finant- ser, eget Statsraad, egen Armé, Underhandlinger om Love og Traktater drives og dreves ikke mellem disse Riger og dem, hvormed de er forbundne, aldeles som mellem fremmede Magter. Dette er Forholdet med Sverige og Norge, hvis Forbund er et Mønsterfor- bund, som nu Ungarn og Østerig har fulgt, som der tales om at faa istand mellem Portugal og Spanien, og som er Fremtidens Forbund, hvortil f Ex. Tyskland maa gaa tilbage, hvis det skal blive lykkeligt og enigt. Gjælder det ikke Noget at faa indprentet Menneskene dette? Vi har jo her en Missjon. Skandinavismen er afhængig af den rette Opfattelse af dette. SIDE: 6 Til Erik Bøgh. [Kristiania] 7 [?] /5 1870. Min kære ven, da jeg har adskilligt at takke dig for i senere tid, vil jeg nytte den ild, dine rimerier tændte i mig, til at varme op gamle minder ved. Du er en af de få mænd jeg ser nede i københavneriet; og skønt jeg stundom synes, at du tjener det uforsvarligt, så ser jeg dig atter igen uforfærdet stemme ryg imod, så du nu engang får være som du er (jeg glemmer dig således aldrig, da hele københavneriet tabte modet, straks efter Als-affæren, og du stillede dig hos Ploug!) Din lille bog om Kierkegård ved du jo fra Norge af, at jeg er enig i, hvad standpunktet i begyndelsen angår, ti det er positivt, og det er fra den positive Kristendom og sunde menneske-natur at han skal dømmes; - mod slutten offrer du lidt til københavneriets nega- SIDE: 7 tivisme. Men da denne nu engang har tag i din sjæl, og jeg synes at du har din Fortjeneste især i det at være sand mod dig selv (mere og mere blir du det; ingen af os er istand til rigtig at være det) - så siger jeg intet dertil. - Det er derfor jeg hader M. V. Brun, han er den slyngelagtigste løgner, som er oppe i vor Kunst og i et så lidet erfarent land som Norge kan han narre folk en stund - til stor skade for kunsten. - Dit forsvar for Tidemand, Gude man overså jo ganske den stille reserva- tion, som lå i artikelen og som vi begge er enige om, - ligeså vist som vi er enige om, at de danske kunst-kritikere skader en god sag ved så mageløs ø-boer-agtig selvgodhed. Jo mere jeg flytter bort i tid fra Eder, d.v.s. fra mit ophold blant Eder, jo bedre ser jeg på det enkelte menneske jeg møder, hvor æn- drede I er efter siste krig. I vover ingenting mere, hverken i retning af fantasi, tro, hel handling. I vil helst sidde trygt, romantiken er død, illusjonerne er ikke mere til. Det er en sørgelig overgang i et folks liv; men Gud være lovet, det er også blot en overgang. Den uhyre nationale op-takt, som nu er stemt i heroppe, fjerner os i øjeblikket meget langt fra Eder; men det er også en overgang. Jeg for min del har fridd mig fra den blød-sødne skandinavisme; - hele, greje forhold, helt opgør; - ondt blod må væk ved at tage lige på det syge sted og tappe det, - se, det er grundlaget for vor ny skandinavisme, og på denne har jeg alt fåt en forsoning for skan- dinavismen heroppe blant de Norsk-Norske, som er mange et sær- syn - Ça ira! - Vi liberale ung-folk vinner nu slag i slag heroppe, Herregud, det var heller ikke for tidligt! Men forfærdelsen er jo stor, og jeg for min del må holde adskilligt ud. Sverdrup og de karle røres kun ved praktiske ting, det får endda gå; men at tage fat i de ideelle betingelser for hele livet og kræve dem anderledes, kræve lighedens offre til almuen, kræve folkeligheden lige in i universitetet, lige op i regeringen, lige in i familiens og selskabets liv, - se, der er raseriet! Og så sætte en fornem af-gud under folkelighedens syns- SIDE: 8 vinkel og måle ham således, - hvilken råhed. Men jeg mener: har et så lidet, og så ensartet folk som vort en opgave, så er det den demo- kratiske; - men har det denne, så lad det tage den da som opgave, altså tilgagns. I vise-bogen er du en af de stærkest repræsenterte (naturligvis Bellman, Ploug, Grundtvig undtagen). Jeg gad se de københavnske studenters ansigter! Island! Det er min mening, at her har I handlet med uforsvarlig ligegyldighed, og vil nu tilsist ikke, hvad ret er. Og dog er dette mig det mindste. Islands velfærd må op; men der gives intet annet folk i verden, som kan rejse den end vi. Vi rejser den, som vi (d.v.s. Bergen) har rejst Finnmarkens. Der er nu mænd på 100.000 spd; unge byer er der fra igår, d.v.s. fra damp-skibsfartens begyn- delse; før var de flækker; - idag har et enkelt hus på Hammerfest en slig omsætning, at den provisjon, som betales husets forretnings- mand ved Tromsø Bankafdeling, er indtil 10.000 spd aarlig! I Norge er der også intil 10.000 Fiskere samlede ved samme vær; - det er sligt, som kan rejse Island, og det i en fart. Men dertil telegraf did og langs fiske-kysten og ugentlig damp til Bergen! Din heng. Bjørn. Hils hustru. Til Otto Borchsenius. [Kristiania] 8/6 1870. Kære Borchsenius, nu har jeg forslaget: skriv uopholdelig til Christopher Brun, "forstander for folkehøjskolen i Sel i Gudbrandsdalen" og bed om de foredrag han nu har holdt i studenter-samfundet, bed om dem for Deres forehavende. Gør det straks! Skriv ligeledes til Berner, redaktør af "Dagbladet", til hvem han skal have lovet dem, og bevis SIDE: 9 ham, at det for sagens skyld er vidunderligt, at I får foredragene, netop I, til studenterkalenderen; de vil vække samme røre hos Eder og i Sverige som her. - Vi er i forbund, Brun og jeg; han noget videregående i et par enkelte punkter, jeg intensere i mine krav i andre, forsåvidt jeg vil reform i vor egen (latin) skole, og det straks. Anderledes kan jeg for øjeblikket ikke karakterisere det med tanke om, at De fatter ånden i dem uden at få referat. Det digt af Dem om Studenterånden er godt; tak! Jeg hører I nede i Danmark, venner som fiender, misforstår mig, når jeg punkt for punkt tar de såre steder under behandling, som forholdet mellem Norge og Danmark lider af. Enten I forstår det eller ej, er det alene dette, som skal gøres, og der kommer den dag, da jeg samler den hele ungdom under skandinavismens fane; ti intet fejler herpå uden at lade hver få sit, alt fusk, alt sentimentalt løgn- system under hensynenes kategori væk, - så blad møder blad, stamme stamme, ånd ånd, trang trang. Gud bevares, sålænge københavneriet (hvormed menes den ånd, som spotter, tviler, pjatter, kritiserer, og lige så lidt tror nogen Gud som noget jordisk mål der er værdt at rejse sig for) sålænge den behersker Eder, og det gør den, ja delvis hver enkelt af Eder, sålænge I er dybt nede og mistvilende efter siste nederlag, så længe forstår I ikke det, jeg mener. Men der kommer den dag, da Grundtvigianerne og ungdommen, den genfødte ungdommen rejser sig og siger: med Nordmændene, mod københavneriet, - og kommer den ikke, så er Danmark så til gagns tabt for Norden, at den politiske ening med Prøjsen blot er et tids-spørsmål. Et Danmark isoleret, er en uting og en umulighed, - ikke at ville handle som nordiske mænd med ansvar for Norden (som i den islandske sag) er dårlige veje på en selvstændigheds-bane, der brister, - historien vil sige hvor og når. Her foregår nu en folke-vandring mod de dybere sundheds-kilder i folke-livet og Sagaen: personligheden rejses på den brede nationale bund; det samme foregår hos Eder blant Grundt- SIDE: 10 vigianerne, - og skønner ikke ungdommen, og navnlig den stude- rende, at disse veje er de rette, og her mødes folkene, når hindrin- gerne er fjærnede, så skønner de ikke det, som fører til frelse, hvor meget de kan kritisere og overse. Jeg må nu, hvad jeg længe har vidst, forlade alle mine gamle venner, fordi de forlade mig; jeg samler på et yngre tåg, et be- gejstringens tåg, der tar strengt i og er hensynsløst, men vil frem, - ça ira! Deres Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 13 Til Otto Borchsenius. [Kristiania] 22/6 1870. Men kære Borchsenius, De må da både på prent gentagende og af mit brev have sét at jeg med "københavneri" ikke mener den dannelse der hører til Europas første. Jeg mener Bille - Brandes - Bøgh (den siste dog kun tildels; der er noget af folket i ham) jeg mener Folketeater - Watt - Vesterbro-løjerne; jeg mener den nedtrakkede tro og det nedtrakkede liv; jeg mener den intetsigende ånd, som intet trænger, når den har sit eget mageligheds- eller fornøjelses-liv, og som vistnok kan gå på i et slag, fordi at leve og at dø omtrent er det samme for den, når bare det kan gå muntert til, men som pakker sammen, når selve reden, det yndige København, trues! Det er ikke annerledes den store byes afskum jeg taler om, SIDE: 14 end det er en falsk dannelses afskum, den, der fremkommer af alt det fremmede og ikke af folket. Jeg mener den inførte Taine og den inførte franske flothed og liderlighed, enten den finnes i et blad eller i folketeatret, i en doktordisputats eller i fornøjelses-livet. Jeg mener alt det, der ikke er nordisk, og som, Gud forlade dem det, inbilde sig, det er specifik Dansk! - Men ligefra Carl Ploug til den siste Grundtvigianer forstår de ikke selv, hvad de kæmper imod. - Jeg forsikrer Dem at "Dagbladet" som oftest for os - tager sig ud som skrevet helt udenfor den folke-ring, hvortil - jeg vil ikke sige den nordiske, men - den germaniske race hører. Vi forstår ikke, at en sag kan drøftes og tænkes på den måde; vi forstår ikke Dagens Nyheder, vi forstår ikke ånden, sproget i sin åndige udskejelse, og det samme er tilfælle med Nordmænd, som i København træffer på denne ånd og dens liv, at sige de bedste Nordmænd, og derfor er det almindeligt, at netop de bedste Nordmænd afskyr Danmark, de tror dette er Danmark! Københavneriet ligger ivejen for Norden og for Danmark, studenter se faren! - De store byer! Det er disses ånd nutiden er kallet til at ødelægge, som Frankrig overstemmer Paris; vent på, hvilken åndelig folke-rejsning der i Frankrig kommer efter plebiscitet! - Udgiv I også næste hæfte! Dette var min mening. Christopher Bruns foredrag fyller det, blot noget til som pynt men som må have samme ånd! Det er rigtigt, at det kommer ud hos Eder, skriv dette fra mig til de to herrer; det er dette, som de vil forstå! Jeg skulle også have skrevet det, hvis jeg vidste, I var villige til på denne måde at tjene Nordens folkesag. Tro mig på mit ord. Dette er rigtigt. Deres ven Bjørn. SIDE: 19 Til A. F. Krieger. [Kristiania] 20/7 1870. Kære Krieger, - den norske ungdom, som i siste tid har undergåt en mærkelig ændring, vil i stort tal gå til Danmark som frivillige, straks I vil have krig. Jeg vilde spørge Dem, forinden jeg om denne sag holder møde med ungdommen i Kristiania, om de modtages, og om Aarø samler et fri-Korps, hvor de kunde være for sig selv, hvilket er deres brug. De gør ingen betingelser, de spør blot. Folkehøjskole-lærerne Christopher Bruun og Foosnæs samt mu- ligens Herman Anker drager afsted; en mængde studenter, jeg tror overhovedet at ungdommen dennegang kommer i hundredevis istedetfor [som] før enkeltvis; jeg tror tallet blir meget stort, hvis I vil ha det stort. Og det ber jeg om! Nordens sag vil tage vækst af det, Danmarks håb på en nordisk fremtid styrkes af at se væksten i ungdommen, - lad den derfor også - få synes. Og vor ungdom og de ting, som er den troet og vil troes den, har så godt af det. Den helhed i vilje, og det mod i øjeblikket, som vinnes, - vinnes in for vort eget arbejde her hjemme, som er over- måde stort - for den, som ser det. Men det er synet de vinner på de højder af følelse og tro, hvorpå livet våges, og en stor fælles-sag kan samle de tuseners vilje. Inse dette, slå det igennem, hvor det endnu ikke inses, og tag min hilsen fra Norges ungdom; jeg står nu i sligt forhold til den, at jeg spekulerer stærkt på at gå med selv, jeg vil gærne leve og dø med den. SIDE: 20 Jeg er bare så forbandet uduelig til krigsbrug; jeg ser så dårlig. Svar mig nu helst ved telegraf! Hilsen til fru Hejberg! - Har fru Hejberg lyst til at blive ved? Jeg talte med Holm-Hansen; han er den alvorligste skuespiller jeg endnu har mødt. Jeg er kun bange, der alt er kommet for meget kritik i ham. Enten den vændes inad eller udad, suger den, suger den, suger den! Deres innerlig heng. Bjørnst. Bjørnson. Til Karl Schønberg. [Kristiania] 21/7 1870. Det har længe hørt til almindelig god folke-skik, at man sendte bladene de bøger, man ville, de skulle mælde noget om og fra. Skønt "Norsk Folkeblad" vitterlig er det eneste Grundtvigianske blad med stor udbredelse her i Norge, sender De det aldrig en bog fra denne literatur-kreds. Ærbødigst Bjørnst. Bjørnson. Til Otto Borchsenius. Postst. Kristiania 22/7 1870. Kære Borchsenius, - Jeg har vistnok ikke nævnt navne; men hverken første eller annen gang jeg skrev om dette kunde det misforståes - af andre end Ploug, som bestandig misforstår mig - intil tiden så i det ene, så i det annet spørsmål fører ham til samme mening. Derom er intet at sige: han er en overgangsfigur, og disse har altid tungt for at forstå som for at gå helt med. Første gang karakteriserede jeg københavneriet"- - den dan- nelse, som ligger i "mellem-lagene", - anden gang: "Carl Ploug modtager dog såmange blade på sit bord ifra det, at han burde have SIDE: 21 kænt det. Han har også en annen meget let adgang til at få kænne det: han kan tale til Grundtvigs-folk derom. Vi kan visselig ikke have ment den dannelse, som København må være stolt af, fordi den ikke alene er Nordens største, men hører til den største i Europa, - og som ingen er taknemmeligere mod end vi." Men jeg kan ikke for, at Carl Ploug trykker af mine artikler det han vil, og lader mig stå i det lys, han i øjeblikket har brug for, - selv om dette skal inlede en årlang miskænnelse af mig og mit der, hvor jeg helst vilde være forstået og ælsket. Jeg skal nok ved lejlighed nævne navne, vær tryg. Men enhver kamp har sin taktik, og min er meget enfoldig. Jeg nævner tingene hver gang tingene her hjemme møder mig. Men nu har vi her hjemme gåt fra sejer til sejer; københavneriet har på intet punkt nåd frem gennem den afart af norsk dannelse, som vi kæmper med. Ej heller har det været til hinder i forståelse af Danmark; ti det er ganske forunderlig hvorledes denne går frem, siden vi har taget alvorlig fat på vort mellemværende, siden vi har fjernet de senti- mentale forhyllinger og slåt på grund-skaden, hvor den fantes. Nu går al min ungdom ned til Danmark, så sandt den på nogen måde kan komme løs, I får dennegang frivillige i tusenvis, hvis I vil have dem. - Regeringerne, storting og rigsdag? Gamle folk med den gamle skade; jeg skal gøre, hvad der står i en enkelt mands magt, og den er visselig større nu end sidst, netop når det gæller folket; - men det er på faktorernes tilfældige sammensætning regne-stykkets sum beror, og Gud alene kænner den, - sålænge vi slet ingen konge har, og neppe nok en regering. At min gamle ven Meidell har gjort sig til en fejg hønsehund som vil vågte kvæget og dets affald til fordel for jorden, mens I slås for vor sag, det har idag gjort mig ondt til tårer, og derfor har jeg før Deres brev kom, just skrevet artikel om krigen, hvori jeg atter har sat tingene på sin plads, det ved jeg; - men hvad det udretter står i Herrens, den Almægtiges hånd, som ene kan løfte os af vor SIDE: 22 usseldom, hvis han tillader at det skal ske ved den pludselige dåd, og ikke ved vort anstrængte arbejde gennem år og slægter. Vi får se. - At jeg ser tingene med tvil nægter jeg altså ikke, - og dog er der en stemme i mig, som .... er med og siger: "dennegang går det!" - Straks I taler (hvor blir I også af? Vil I virkelig have garantier af Frankrige, så I går med i Eders egen sag, så taber I!), så sanker jeg ungdommen her til et folkemøde. Til regering etc. taler vi ikke; jeg tror dette er det rigtigste, driver stemningen stærkest ivejret; der kommer så et korn af harme med. Deres Bjørn. Deres yttringer om R. Nielsen og R. Schmidt er aldeles uforsvar- lige, og viser blot, at også De (som Ploug etc. stikker adskillig i Københavneriet. Det er netop med den sort dum kritik, hvor der arbejdes, at man røber sig.) Til A. F. Krieger. [Kristiania] 25/7 1870. De, der læser norske aviser, kænner Christopher Bruun, som jeg herved sender Dem. Jeg holder ham så omtrænt for vor største mand; jeg ved i alle fald ingen med højere syn på vore forhold og renere opoffrelse for det, han ser. De vil have interesse af ham, hvis De giver Dem tålmod med ham; jeg ønskede, at fru Hejberg så ham, - om blot hans ædle hoved, der ligner mere et Kristus-hoved end noget annet jeg har set. Deres ærbødige Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 23 Til Gotfred Rode. [Kristiania] 26/6 [ ): 26/7] 1870. Kære Gotfred Rode! husker du, at fru Borch og jeg røg sammen om Christopher Bruun; nuvel, denne Bruun og jeg er nu så gode venner som mænd omtrent kan blive. Jeg er ikke enig med alt hans, men ganske vist med det meste. - Det er denne mand, som jeg holder for at indehave en stor gærning blant os, som jeg nu sender dig og din hustru. Han går for annen gang som frivillig til Eder, skønt vi synes, at han forlader for meget her hjemme. Ikke derfor, jeg havde også gåt, hvis jeg dermed havde gjort nogen nytte; dette må jeg tvile om; jeg ser dårlig, og har et tilfælle, som forbyder mig lange marscher. Havde dette ikke været ivejen, jeg havde også gåt i forrige (rettere annen) krig. Hvad jeg stræver med altsammen her hjemme, gider jeg ikke udvikle. Men herved højtideligt, uimodståeligt inviterer min hustru og jeg dig og din og gutten til at gæste mig og hende og hende og mig i vort ny hus næste sommer! Da har vi et gæsteværelse eller to ledige, hvad vi endnu ikke har råd til. Da skal I naturligvis være de første, som nytter det; i det samme vi købte huset overlagde vi dette. Om mine forhold til den islandske sag m.m. kan I spørge fru Ploug. Arnljot, som jeg har forsømt, fuldendes i disse dage. Ak, kunde jeg snart få tale med Eder, snart få lidt hvile i Eders venlighed igæn; men jeg går imøde det tyngste arbejds- og slags- måls-år jeg endnu har havt. Unddrage sig er i alle fald mig umuligt. din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson. At du skal hilse din hustru, som jeg elsker, ved du! - End Clemens Petersen!!! Hils den herlige frøken Zahle; hun skal snart få brev. Kommer SIDE: 24 hun til Norge iår, må hun komme hid op nogle dager. Til én har vi alt rum. SIDE: 31 Til Gotfred og Margrethe Rode. [Kristiania] 14/9 1870. Kære Rode, kære fru Rode! I dette øjeblik læste jeg telegrammet om Orla Lehmanns død og min tanke fløj i bønnen til eder, og min hustrus sorg var stor som min egen. Vi håber, døden har været så vidt ventet, at I har fåt skyde under eders frælsende tanker, så I ikke er slagne af fortvilelse. Hans missjon var altså endt; det nye Norden skulde han ikke være med at lide i eller at kæmpe for; ti det er vist, vi går en ganske ny tid imøde. Har I læst i norske dag-blade min prolog ved det norske teaters åbning, så skønner I, hvad jeg hermed mener. SIDE: 32 Ja, kære venner, vi er omringede og belejrede af de frygteligste trusler og varsler fra den bestandig sig nærmende fiende, og midt i denne frygt springer en bombe i vort eget hus, og innenifra og udenifra sorg og gråd. Skønt jeg tror at have mod, kan jeg i disse dager skælve for et telegram, ja, vente mig alt, når jeg går bort fra eller vender hjem til mit hus. I vil derfor forstå, hvor lyslevende vi nu ser Eders tanker og følelser i blik og ord og angst i disse dager. Da Eders breve kom, var det en kær time for os. Ikke alene erindringen om og længslen til Eder, men også Arnljot Gelline gør, at jeg i disse samme sommer-dager har uafladelig været hos Eder. Gotfred Rode er den, jeg oftest ser under arbejdet; det kommer ham kærest af alle i min omgang; han vil best kunne læse det, han vil også, tror jeg, oftest læse det. Den er det bedste jeg har gjort, og jeg kunde aldrig have gjort den, hvis jeg ikke havde sådd mig så dybt ned i arbejde og kamp her hjemme. Det skrivende liv som sådant er mig mer og mer en modbydelighed. Og må jeg nu få fortælle lidt, om hvordan vi har det; det vil sprede Eders tanker en stund i denne tunge tid, det vil sætte et par venner ned mellem Eder. Når I så atter samles i og ved Eders sorg, så er det som i selskab. Kjære venner, jeg har lidt adskilligt siden sidst. Ti det er jo lidelse, at halvdelen af dem, man møder, holder En for en fantast, eller tåbe, eller forfængelig nar, eller værktøj for andre, eller mis- undelig, afsat, arrig. Det er lidelse at have kræfter, som må kæmpe mest for at komme til at kæmpe, det er lidelse at se det hånet, som man tror på som Ens egen og Nordens fremtid. Min tro, min mageløse Karoline har været fuldt med, og i den forstand har det ikke taget på mig, at jeg har mistet mod eller ævne, tværtom. Lidt efter at jeg var hjemkommet så jeg, at jeg ligesom var en længde foran. Af den grund store skuffelser, af den grund virknings- løst arbejde. Folkebevægelsen og ungdommen måtte jeg have et fast tag i, derfor Pokker ivold med bøgerne og alt skriveri, ned iblandt og ud iblandt dem! - Her har ståt kampe, som har hørt til de største vi SIDE: 33 har havt; i denne tid har folke-majoriteten på tinget fåt magten for evige tider, tingene er blevne årlige, reformerne i stemme-ret o.s.v. kommer slag i slag; den lille dannelse på nogle tusen viger slagen på alle sider. Det er folke-bøgerne, som har gåt forud, det er dem, som går jevnsides, det er Norges folkelige forfattere, som har lagt tale, sang og mod til. Åndløsheden, juristeriet, fremmed- tænkningen må væk, og navnlig har Kristiania fnyset; her har rent ud sagt neppe været en mere hadet mand herinne end jeg. Da jeg lagde min protest ned til Schwejgård-Forgudelsen, så, skønt jeg gjorde det på den smukkeste måde, frygtede jeg hver kvæld med rette for mine vinduer og dører, at de skulde kastes ind, - og af hvem? af byens dannelse! Da studenterne midt i dette valgte mig til formand, rejste der sig en storm, som Kristiania ikke har sét siden Wergelands-tiden. Det slag, som stod i studenter-samfundet var byrokratiets siste anstrængelse; siden har jeg stiftet det norske teater og der begynt en elev-skole efter mit eget hoved; aldrig før har noget foretag af den art kunnet trives, som ikke byens rigmænd, "dannelse og penger" har rejst. Nu er det sket, det synes at ville gå udmærket, d.v.s. det, som har været størst, er blit minst, ånden, folke-ånden intar sin stilling også i hoved-staden, majoriteten blir til opposition. Gennemføres det, er det ligesåmeget en politisk sejer i det som en kunstnerisk, snobberiet vil da vige på mere end ét punkt. I kænner vore mål-strævere. De beste, med Kristoffer Brun i spidsen, er fødte skandinaver. Den store mængde derimod, som afdøde Vinje førte, stod stik imod. Men i sine siste leve-dager gik han og hans tommevis over til skandinavismen, og det tilskrives ene den alliance, jeg fik istand på et noget nyt grundlag. Fra det øjeblik nemlig, at det program blev opstukket (som den islandske sag prak- tisk beviste), at alt mellemliggende surt og sumpigt, som hindrede os i at komme sammen, blev frejdig angrebet, fattede de, at skan- dinavismen ikke behøvede at true nogens selvstændighed; tvertom at den førte til opgør på alle punkter. Og derved fattede man også, SIDE: 34 at skandinavismen ikke er politisk i den forstand, at det er en rigernes forening, som er mål; men i den forstand, at det er noget åndeligt, som skal sammen, og at den ydre forening kun er et af de mange midler hertil. Standpunktet er ikke nyt, forsåvidt det er gamle Grundtvigs; men nyt i situationen. Vi må først have noget at forenes om, før vi kan forenes. Jeg for min part sætter (med Grundt- vig) dette i den nordiske åndelighed, sådan som den former sig i en stærkere personligheds-fordring, på grundlag af tro, med folke- dannelsen som udviklings-middel. Den må forene sig om at op- arbejde en stor fælles-bevidsthed, fælles-kærlighed gænnem alt folk, saadan som folke-højskolerne har begynt det. Den må bøje hele sin dannelse in ad, den må vænde hele tænkningen hjæm en stund, forat få, såvidt muligt, alle med, gående ud på det samme i skole og liv. Den må demokratisere sig i en forstand, som i Europa alene Nordens folk kan, fordi alene det er et helt udelt folk af samme rod, derfor med ævne til samme tænkning og følelse. Den må lade stands- adskillelsen så vidt mulig falle, den må vinne højere mål i livet æn byernes forfinelse, så f. Ex. fædrelandets behov ned til den sidste mand må være et kærere æmne for samtale og arbejde æn Paris's siste moder, selv om disse efter denne dag blir Berliner-moder. Den må gå i kast med fordommene, de, som nu overdynger os med fattigbyrder og overforfinelse, fordi den ene part ikke skøtter om den annen, men sejler hver sin sjø fra barndommen af. Og dette må nåes - først og fræmst ved at skolerne giver bonde-barnet og em- beds-barnet samme tro, samme fædrelands-kærlighed, så de siden livet igænnem har samme grundlag for tænkning og følelse, hvor så æn forholdene fører, så der er noget, som altid samler dem, altid bøjer dem til hverandre. Al uniforms-eksamen, artium først og fræmst, må væk, at personligheden ikke skal binnes i sin udvikling på den måde, at alle slags anlæg behandles på samme måde og kundskaben blir eksamens-humbug istedetfor livs-brug. Hele livs- synet må bli et annet. Ikke dette: hvor langt kan din søn vinne på en SIDE: 35 embeds-bane, din datter i at tage sig ud, men dette: hvor brav, hvor dygtig blir han, hvor selvstændig og sand blir hun. Fædrelandet må ikke ses på som en bank, der skal plyndres, derfor må hele dette embeds-væsen så vidt muligt væk, blive borgerlige institutioner. Et lands dannelse, dygtighed, moral er ikke, som vi nu tror, embeds- mændenes, det ser vi noksom i Amerika, hvor en stor del af dem er kæltringer. Et land er der, hvor den producerende d.v.s. den tæn- kende og arbejdende mængde er, og ikke der, hvor det administreres. Et opvakt, enigt folk administrerer sig selv og ler ad en forbi- gående skade ved administrationsværket, at sige, når det styrer sig selv. Men får vi først væk hele embeds-synet på vore forholde (og dermed naturligvis kongedømmet med alle de falske værdier, som det sætter i omløb, al dets løgn, al dets personlighedens fornedrelse), så bøjer opgaverne af sig selv in ad, livet fyller dem med et helt annet fædrelands-inhold, - og stands-forskellen føles kun som en valgfrihed; stærke ævner vil til evige tider gjøre dem gunstigere for sig end de svage kan. Se her stykker af mit program, mit skandinaviske program; ti det er mit arbejde nu at få det fremstillet i sammenhæng og på dette grundlag inbyde Nordens ungdom til samarbejde og sammenkom- ster. Jeg er træt af studentermøder uden skandinavisme, læge-, lærer-møder uden skandinavisme; det kunde ligeså godt være Eng- lændere, som mødte. Jeg er træt af løgn, fortielse, humbug. Jeg er træt af diplomati og "højere giftermål", træt, træt af den kolossale svig, hvergang arvefienden truer os. Det er en hel liden bog jeg har udarbejdet herom; jeg har kun ikke tid til at skrive den af, før Arnljot er ude; jeg holder på med sidste sang, som jeg må omskrive. Men prøver om formiddag og eftermiddag på teatret, folkebladet og studentersamfundet, som jeg nu giver fra mig, - holder mig fast! Og så mit hus, mit vidunderlige hus, som jeg ved forelæsninger skulde samle penger til før Nytår, men kan ikke komme af stedet! - Viger jeg, så adjø Arnljot, teater, folkeblad! Jeg må søge opsættelse SIDE: 36 til foråret for forelæsningerne, men Gud alene ved, om det lykkes, og jeg ikke innen drives ud af mit hus, samtidig med at jeg får mine opgaver frem eller knuste! Jeg har ikke søgt dem, de har mældt sig, en efter en, jeg har god samvittighed; men kanske kunde jeg have forsigtigere delt mig i selve arbejds-timerne, jeg er for blod-varm, derfor løber ét ad gangen for langt med mig. Holder Gud mig i sin nåde fast, så jeg kommer over vinteren, i alle fald bærgende opgaverne, så tror jeg, at mit Sadowa er vunnet. Huset vinnes vel så igæn siden. - Her har I mig, kære, kære venner! Nu lidt om Franskmændene. Skønt stillingen er fortvilet ved deres tab, vil frøken Zahle vel have fortalt Eder, hvor dårlig min personlige tro om og på Franskmændene har været, og hvor glad jeg er ved, at den kolossale inførsel af fransk kultur, navnlig gæn- nem Københavneriet til hele Danmark og Norge, - og gænnem Stockholm til hele Sverige, - nu tager slut. Hr. Brandes-Taine, Tivoli-Mabille, Folketeater-Saint Martin, Bille-Figaro, dernæst hele denne unyttige franske selskabelighed, der sattes som livets højeste, det er endelig skudt og brændt sammen i vore hjerter. Disse tårne af falsk hår på alle unge pigers hoveder, svarende til alle de forlorne tanker inunder, er raseret, alt pikanteri er dænget til af massiv virkelighed, så det ligger som røde, blå, hvide laser mellem ligene, som bar på det. Adjø! lad os så begynne for os selv! Nu tror jeg Arnljot vil komme godt; nu tror jeg Stiklestad-kampen vil stå i Nordens lys, så alle ser Nordens ånd over den. Hilsen fra Margrethes gudsøn, siger min hustru! Ja, han er den kækkeste af alle vore børn, en kæmpe, Grundtvigs hånd på hans hoved og mine beste venner som vidner, det var en af de skønneste stunder i mit liv, ak, derfor kan den kun blive inledning til for- dærvelse; men til idag ser han rigtignok ud til at blive et dygtigt menneske. Den, som fulgte ham heder Bergliôt (vi vil have o'en udtalt lukket), ikke Svåva. Det skal den næste hede! - Hun, SIDE: 37 Bergliot, er den smukkeste af vore børn. Bjørn spiller og er en ret flink gut, vistnok overvejende kunstnerisk begavet, Ejnar er en stor klods, jeiper og raser. Vorherre ved, hvad der samler sig i ham. Der er noget trofast ved ham, ihærdigt tillige, som gir håb; men vi ser med bekymring på ham. Erling, gud-sønnen, strutter af sunhet, er aldrig træt, aldrig dårlig, lydig, glad, beskæftiget, javist er han prægtig. Bergliot sint som ulykke, men meget dejlig. - Se saa, giv nu I også besked! - Ved vor ven Krohns forfærdelige død fik min Karoline en abort. Men nu er hun velsignet igæn.