Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 TIL RUDOLF SCHMIDT. [Kristiania] 9 jan. 71. Kære Schmidt! Hegels siste svar var bestemt nej. Men jeg går på igæn. Lad ham underhånden vide, at jeg for at skaffe ham Sanct Olaf gik til Stang; lad ham addere dette til, hvad han ved: at hans hele æstetiske forlag har jeg skaf- fet ham, så kanske han tager sagen noget annerledes. Altså med denne samme post til Hegel, du kan gå til ham straks, om du ikke vil vænte på ham. Ellers er dette mindre mod din egen tilstan. Den er meget betænkelig. Havde du råd til at sætte over Sveriges jernbane hid (kun en halv dag i slæde, ellers jern-vej fra Malmø hid), så skulde du her plejes og hvile og spise og drive og snakke og give dig fjorten dagers hvile oven på en forfriskende vinter-fart, hvortil du måtte være rustet med pels-værk og stor-støvler, ypperlig klædt. Dette vilde være det bedste du kunde gøre fortiden, det forsikrer jeg dig. Om nu jeg skal være den figur, "hvis selviskhedens fyldthed og blindhed ikke tillader fuldt at se sig selv og det stof, hvori den arbejder", - så skal du netop på grund deraf få lidt hvile hos mig midt i min kamp med usselheden herhjemme. Jeg er mindre op- SIDE: 2 slidt æn nogensinne. Jeg har til næste jul "Sigurd Jorsalfar" færdig, hvis Gud vil, og sørger samtidig for, at vor sejllads ikke ganske ligger i død-vandet. Mit stanpunkt er det, som den norske situation kræver; at præke åndeligheden direkte vilde her være galskab; men at slå til råddenheden og rejse ansvar i små som store forhold og vække fædrelands-kjærligheden og begej- stringen, der skal arbejdet ligge. Frisk mod, Jeppe! - Situationen her hjæmme er utvilsomt bedre æn den, du står i. Københavneriet må tilslut slide dig op. Men intet mænneske må forsage. Om den vej, du tænker, stænger sig, ser du innen år og dag en ny. Du har store kræfter, følgelig har Gud brug for dem. Se i de bånd, som binder til hjæm og gærning, Guds egen finger. Slut heller tids-skriftet æn at ase dig ud. Du skal se, at også hvile-tiden blir en stor forberedelse. Min drøm for dig er den, at du skal stå på en professor-stol i Norge. Her hører du hjæmme. Det er dig vi fortiden forlanger af Danmarks åndelige arbejde. Monrad lever vel heller ikke evigt - som filosof. Han drager sig vist snart tilbage. Det er netop ikke en Hegelianer eller noget sådant vi trænger, men en poetisk, populær løftelse ud af det sammenhængs- løse. Dette er din fremtids-udsigt. Tag så tingene, som de gir sig. Kom herop og nyd ro. - Hilsen fra Karoline! Hilsen til dine forældre! Din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 3 TIL MARGRETE RODE. Den 15de fbr. 71. Kære Margrete Rode, hvor stort De er på vil-spor. Nej, just fordi jeg takker Dem for al godhed, deri inbefattet alle alle gode råd, just derfor har jeg dvælet med at gøre Dem ondt; ti det vil dette brev gøre. Elskede vænner, nogle af de yderlig få jeg har i Danmark, Deres brev skar mig, til- føjede mig en sorg, jeg sjælden har oplevet mage til. Den ytring af Dem, at man i Danmark ikke kunde samle sig om min digtning, fordi man kaldte mig Dan- marks fiende o. s. v., at på de meget få nær havde ikke engang Grundtvigianerne noget forhold til mig, er så forfærdelig, at mit hjærte har krympet in ved det, og at selv Karoline, som har ælsket Danmark intil forgu- delse, har vændt tvært om; vi gænser det vist aldrig. Fra mine skole-dager havde jeg det intryk, at Dan- marks historie var den småligste jeg læste; den var også for det meste en træls historie; herrerne var kun for- skællige for de forskællige alle stænder ned igænnem, kongen infattet. Intrykket heraf var fulkommen rigtigt, jeg har senere aldrig tvilt på det; selv nu ved at læse Allen får jeg det samme intryk af jammerlig smålig- hed in i min sjæl. Jeg begynte derfor som stærk anti- skandinav. Så kom jeg til Danmark, fik vænner og fik Grundt- vig, og jeg skylledes med af den opvækkelse, som var over Danmark, kampene for det, vor brøde mod det, men især af de personlige oplevelser blant en slægt, som stod SIDE: 4 på skuldrene af den frigørelsens (den første i Danmark) i begynnelsen af dette århundrede. Den store literatur henrev mig tillige. Og især når jeg samlede mig om Grundtvig, sagde jeg mig selv, at over ham, ved ham begynner her for første gang noget stort, ikke i den enkelte digter eller stats-mand, men i folket. Ved ham går alle literatur-længsler ned i folke-sjælen og blir en kraft i den. Her blev jeg medarbejder. Straks jeg kom udenfor ham og hans, så jeg det, jeg ikke syntes om, og deri det smålige. Untagelser i lange rækker, forstår sig; men i hver enkelt kunde jeg gå efter en enkelt årsag. Jeg taler ikke her om det æstetisk-ælskværdige, godhjærtede Danmark, som gør den fremmede så godt; jeg taler om det hoved, det syn, den vilje, som man dog, selv et alvorligt mænneske, spejder efter i sin omgang. Nu, - tænkte jeg, det brede vokser i og ved Grundtvig; vi kan vænte. Der er en udvidende fædrelands-følelse til, som hjælper religionen, og det er den nordiske. Lad nu den nå sjælene! Jeg havde den selv. Ud af den forlangte jeg Slesvig hjulpet, ud af den Sverige tilbageslået i vort eget land, ud af den Island hjulpet. Men så skræmmes jeg en vakker dag op af min tro på, at denne fædrelands- følelse var over Danmark, d. v. s. over ungdommen der. Carl Plougs og konsorters nordiske følelse var dels had til et tysk junker-regimente (oversat på danske forhold), dels Slesvig. Den var intet nordisk syn i kærlighed og tro. Der er efter min erfaring nu kun Rosenberg og et par til, hvoriblant Gotfred, som har det. Samme dag SIDE: 5 jeg kræver agt for Norge som selvstændigt land af københavneriets flotte vilkårlighed, kænner man intet annet svar derpå (Ploug infattet) æn hån og had. Og da jeg krævede agt for Island, der ænnu, det er et historisk faktum, står under en despotisk rege- rings-form uden rettigheder og uden opgør og uden den hjælp, som atter kan hæve landet, anser man mig for en fiende af Danmark, og selv Grundtvigianerne begår denne fejltagelse. Trods at jeg, dengang faren atter truede Slesvig, var den eneste i Norden, som kræ- vede Nordens hjælp, og uagtet jeg havde fåt Norges norsk-norske ungdom i den grad med, at hvad så rege- ringerne havde besluttet, den havde mødt frem i skare- vis, ført af studenterne, - så vrager man mig nu som en udslidt skilling, man ikke længer kunde lade rullere i danske lande og vil af den grund ikke være med på mine arbejder. Er dette ikke smålighed, så er intet i verden det, og er dette hele den nordiske følelse, er dette den ny kærne, så betakker jeg mig. Nu har jeg vændt mig bort. Jeg har vænner i Danmark, som jeg aldrig kan have bedre; vi får samle os om Nordens håb i en vis smærte ved det nærværende; men den danske sær-interesse er veget af min sjæl; jeg holder nu ikke et dansk blad. For Danmark har jeg lidt meget. Dengang alle vore skandinaver (og det vil sige næsten hele vor dannelse) på nogle ganske få nær, blev amalgamister og væntede, at sammensmæltningen med Sverige skulde blive Nor- dens frælse (mens Dunker og jeg forstod, at i så fal kom Danmark aldrig med) - da blev jeg hadet af SIDE: 6 dem alle; ti her tog jeg et alvorligt tag. Husk den 4de nov. 1864, da min sang af disse forhenværende skandi- naver blev vraget, fordi den nævnte Danmarks navn og jeg blev forfulgt på æren som en skamløs hund. Men samtidig brød det norsk-norske parti frem med had både til Sverige og Danmark, de følte landets selvstæn- dighed truet både af amalgamismen og skandinavismen. Dette parti blev efterhånden bestående af så godt som al tænkende ungdom i landet. Og at disse hadede mig for "min danske kærlighed" har været noget af det tyngste jeg har oplevet. Da dette havde varet i nogle år og partiet imidlertid enet sig med Dunker og mig om at forfølge amalgamisterne, var der mulighed for en udsoning. Men skulde de få et bevis for, at vor skandinavisme var en nordisk følelse, ikke en dansk (som Carl Plougs og konsorters) måtte Islands tarv varetages, dette af Danmark krænkede land. Fra samme dag jeg inså det (ved at læse Lehmanns og Kriegers taler), at Danmark agtede at behandle Island med juridisk for- nemhed, fattede jeg planen: at tage på det syge sted, klæmme væskerne ud; ellers blev dette, netop dette en ulægelig sygdom, hele den norsk-norske ungdom, d. v. s. hele vor ungdom vilde i evighed ikke, så længe Island ikke var forsonet, få nogen tro til Dan- mark, eller til at Danmark burde optages i et nordisk forbund. Derfor skrev jeg, og følgen har I set: den norsk-norske ungdom er gænnem studenterne, som jeg samtidig ledede, blevet skandinaver, om også på et tilbageholdent, sundt program; tiden gør resten, d. v. s. Islands skæbne, egen oplysning. Jeg får tåle SIDE: 7 dansk miskænnelse for dette, som jeg har tålt svensk; men af Grundtvigianerne, af mine vænner tåler jeg den ikke. Da har småligheden et så grænseløst råderum, at Danmark faller udenfor al min interesse, til det selv beviser sig. De erfaringer man modtager i form af slag i sit åbne velvillige ansigt, dem får man følge; hvis ikke er man en nar, en blodløs teoretiker, som vor dannelse nu i et halvt århundrede har prøvd at gøre os til; men som jeg med Guds hjælp skal være med at protestere mod i skrift og gærning. Til Island vænder jeg tilbage, straks Slesvigs sag efter fredsslutningen bringes til en foreløbig afslutning. Tar ikke Krieger den op, vil Danmark for nogle tusen dalers skyld lade dette gænnem århundrer mishandlede land være uden ordning og fri forfatning, uden materiel ophjælp i stor stil, nu vel: jeg driver sagen annerledes, da må Island næmlig blive norsk, folkemøder her og afstæm- ning der. Her er allerede knyttet forbindelser, som kan sætte dette i værk, straks det rette øjeblik er kommet. Mine vænner i Bergen har alt begynt at drage landet did. Island er den bedste smørprøver på dansk skandina- visme, friheds-sind, folke-følelse, som kan opfinnes. Kla- rer Danmark denne situation ligeså ilde, som det kla- rede den slesvigske, hvor de hværken skillede efter natio- nalitet eller efter friheds-følelse, - så vil det være ilde. Herregud, om også Islands krav synes strenge, hvad gør det, når man derved kan reparere en smule på århun- dreders mishandling, som har kommet Danmark selv til- gode, direkte og indirekte. Men har jeg sét en eneste dansk stæmme løfte sig for Island? Nej!!!!!! SIDE: 8 Kære Margrete og Gotfred Rode, så siger I, hvad bryr du dig om dette? Men dette er jo min tilværelse; et enigt Norden, ordnet, åndeligt, retfærdigt, det er målet i al min virken, når derved forstås det større ved den; tager I dette fra mig og henviser den til små-tingene, så bryder I huset ned som jeg bor i. Og så sant som jeg i de siste år på alle måder har arbejdet for at tilin- tetgøre unions-forslaget her hjæmme og få et folkeligt ministerium op, så sant vilde jeg uden dette i længden fortvile. Hvilken national bevægelse er ikke vakt under denne kamp, hvilken digter er jeg ikke bleven og skal blive i og ved den? - Forstå mig dog, - forstå også, at når mine danske brødre Grundtvigianerne går fra mig, så går hele min danske glæde væk, hele forståelsen, hvert ord derfra er mig en smærte. Jeg må til alt og alle have personligt forhold; jeg mener, at før vi alle får det, den stærke vænne-følelse, slægts-følelse, had, kærlighed, før får vi hverken kristeligt eller folkeligt liv op, ingen personligheds-bygning i den enkelte og i staten, intet gammelt stærkt Norden i ny form. Dette er den hele fremstilling af som jeg har det nu. Om nogen tid har det kanske lagt sig. Men sådan føler jeg nu, mens smærten er ene-rådende. Uden for- ståelse af dem, jeg ælsker, kan jeg ikke arbejde - så heller gæmme mig for dem, og det vil jeg gøre. Jeg får her efter dags kun tænke på Nordmændene, på af alle kræfter at føre dem frem til forbundet; hvad der samtidig sker i Danmark får være mig det samme. Jeg kan ikke uden kærlighed. Muligt, I kan påvise mange modsigelser i dette; men SIDE: 9 det mænneske lever ikke, i hvem der ikke finnes mod- sigelser, og disse tilsammen er genstand for vort arbejde, vor selv-udvikling; måske ser jeg bedre ud imorgen; men til idag er jeg ikke kommet længere. Men lad os nu snakke sammen. Greensteen og I er min samvittighed i danske sager og langt in i mine egne. I må ikke slippe mig. Forøvrigt har jeg i denne tid havt meget arbejde på mig: teatret, den franske udstilling, stortinget, som jeg må prøve at påvirke, og lidt digtning (Sigurd Jorsalfar). Jeg er ikke glad, skønt jeg står nær et par mål (som jeg længe har stræbet til), og Deres breve er den nær- meste årsag. De har gjort mig meget modfallen. Jeg ser, at Ibsen nu er Eders digter dernede i København. Ja, bygger han op for eder, så velbekomme! Ved teatret har jeg megen glæde af mine skuespil- leres fremgang, fordi den isanhed er påfallende. Fru Gundersen gør især kæmpe-skridt. Hun, som nylig havde en så stor mangel på hel forståelse, trænger nu in i den fineste enkelhed som i leg, og bemægtiger sig de stærkeste scener med samme ævne som de blødeste. Hennes "når damer fører krig (kvinnens våben)" er næ- sten ligeså god i sit slags som siste akt i "Faust", hvor huset skalv. Gundersen, Isachsen, Schibsted, Selmer, Klausen (komiker), frøken Parelius (komisk), frøkenerne Belling og Klausen og Nielsen, de har alle gåt så frem i denne sæson, at det blir et grundlag for enhver føl- SIDE: 10 gende. Dette har jeg havt glæde af. Sig fru Heiberg dette og sig henne tak for brevet; når jeg får humør til det, skal jeg svare. Jeg har det ikke nu. Hils nu Deres Gotfred fra mig og begge Deres børn og hils Greensteen og frøken Zahle og fru Ploug. Eders ven B. B. TIL THO. JOH. HEFTYE. [24de marts 71.] Kære Heftye, Paris har endelig ladet gå hul på bylden, og dette har jeg længe væntet på. Så vidt vi kan se, vil dette ende i et overordentlig fiasco, - og så står republiken. Hol- der ikke republiken sig nu vis à vis det preussiske jun- ker-dømme af Guds nåde, så ser det ilde ud i Europa. Men holder Republiken sig, vil det slagne Frankrige være os til større nytte æn det sejrende Tyskland. Stakkels gamle, udslidte Napoleon, nu vil folk skønne, at han i alle disse år kun har opretholdt en synkende stat. Krigen vil nok vise sig at have gjort, hvad han ikke kunde. Før Paris og en del af Frankrige inser, at tabt er tabt, enten det heder hus-leje eller gage eller land, vil en tid gå med; men det siger intet; - dette gærings-stof i det politiske, som flyder af nød i dag og i morgen, vil i overmorgen være aftappet, og så tror jeg, at udvik- lings-processen vil begynne for alvor; der er styrke i SIDE: 11 det franske folk. Religionen, Religionen! Kan den få tag! - Det er Taine og de andre franske naturalister, som har tabt i denne tid, du himmelske Gud, hvilket fiasco! - Heyerdahl skal spekulere på en ny ordning: 1) repræsentantskab 2) direktion 3) bestyrer 4) intendant.!!!! Det er morsomt med teatret: aktie-haverne ejer det ikke; når der er underskud har de ingen forpligtelse. Sparebanken ejer det ikke; den vil ikke for alt i verden eje det. De, der er direktører, vil ikke styre det; de erklæ- rer sig alle kede af det: men når det kommer til stykke, vil ingen give slip på det, hverken aktie-havere, spare- bank eller direktører. Et er de alle enige om, at den mand, som her har Guds kald og derfor odels-ret, han skal forulempes, og hvis han endelig skal bruges, da sidde i hånd-fæstninger og skruer. - Om Heyerdahl, som isandhed her ikke har kald, vil have teatret, det finner alle naturligt, og ingen forlanger garanti af ham, det være sig i nye former eller i at udlevere sine meninger til over- vejelse; men jeg må ikke få en stilling som Heyerdahls uden at alle blir bange. Gud, hvilken vilje-svag, kummerlig slægt; så er det på alle områder! Jeg har sikret mig en fortrinlig medhjælp; ti nu vil jeg (efter hans virksomhed i denne sag) ikke prøve M. Brun én éneste dag. Han kan få sin gage og gå, så tjener jeg uden nogen ænnu ét år og betaler således de andres mis- SIDE: 12 gærninger. Jeg har sikret mig Ludvig Josephson, som er Nordens første arrangør, som har havt tilbud fra Paris om at overtage en post der, da han med stipen- dium lå dernede og studerede disse ting. Han har bl. a. sat Afrikanskan i scene. Ved den almindelige gage-reduk- tion for to år siden tog han afsked; han vilde ikke finne sig heri. Så længe v. Edholm styrer teatrene vil han ikke tilbage. Han ønsker nu at knytte sin tilværelse til vore sceners fremtid, han vil gærne grundlægge en ung operas, et ungt skuespils arrangement. Han vil begynne med en gage af 600 Spd. og lover at holde fast sin levetid, så fremt han finner, at man unner hans arbejde trivsel og ham selv hygge. Josephson er en poetisk natur. Flere af hans dramatiske arbejder har en egen musikalsk farve-karakter (f. ex. Marsk Stiigs døttre), som røber en fin form-ævne. Egentlig digter er han derimod ikke; måske mere musiker (hans bror er prof. Josephson, kom- ponisten). Han er jøde, en overmåde hæderlig karl, lidt sær, men godmodig. - Se, han er efter mit sind! - Hvorfor skal jeg nødes til at arbejde med en mand, som jeg ikke vil ha, som skuespillerne, de bedste af dem, spytter efter, som maskin- og orkester-folk hader. Men De er så slem dermed, at De evinnelig vil mægle, og så kommer også jeg i disse mæglings-klæmmer, som tar min halve energi. Nuja, De er af vore bedste, alli- gevel, solglade natur, men lad mig få ærgre mig, fordi der er en ubrugt kraft i mig, som man gør ondt. Deres innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 13 TIL DIKKA MØLLER. Bergen den 17 april 71. Til fru Møller til Torshov! Kære fru Møller, kære ven, her i Bergen i uventet sol-skin vil jeg, ligesom overrasket af våren, takke Dem for vinteren, og for den del De havde i, at den isanhed blev lykkelig for mig. Omtrent i disse dager ifjor var vi sammen på det kære Torshov, jeg gik med Møller i skogen, jeg læste inne i stuen hos Dem, vi havde det så innerlig godt sammen. Siden mødtes vi i Kristiania, på Sagatun, De huskede mig og glædede mig, og min hustru velsigner Dem i vort ny hjæm, - og så har vi hele vinteren havt en duftende erindring fra Torshov, som fylte vore stuer hvad øjeblik vi selv vilde, jeg mener de æbler De sendte, og som er de første i Norge høstede æbler, jeg har aldrig set deres mage. Mangen gang sad vi så fulle av tak til Dem og Deres prægtige mand, men til brev blev det ikke, jeg ved virkelig ikke hvorfor. Imidlertid har jeg nu i over en måned længtes mere og mere efter at skrive Dem til, så at det tilsist nøder mig, og her sidder jeg hos Dem, kære, kære ven, en af de varme stunder i mit liv flyder in med Dem og alt om- kring Dem i det hjæm, som nu skinner i vår-sol for mit minne. Vinteren har i mange henseender været en overgangs- tid for mig, og adskilligt har klaret sig i mit sind og min stilling. Derom er jeg f. ex. blevet vis, at såsnart folke-re- præsentationen afsætter en regæring, som holder det nega- tive på toppen, hvilket stanser vor unge udvikling - SIDE: 14 og såsnart unions-sagens afgørelse grundlægger vor frem- tid, så den sikrer en naturlig udvikling, - da nedlæg- ger jeg al min smule politik og finnes for fremtiden ikke blant dem, der udskælder og udskældes. - Til teatret det forhold, at enten får jeg en overordnet post med stærk medhjælp eller jeg må drage mig til- bage. - Og til verden forøvrigt det forhold, at jeg hol- der foredrag og møder blant de unge og i sælskaber, hvor jeg kan glæde mig selv og andre (altså ikke sæl- skaber iflæng) og har ingen strid med den. Jeg vil have min tjeneste i linjen færdig, siden krigens genstand er ophævet, jeg går over til reserven. Voila! Mit hjæm er mig så dyrebart. Mine forældre smykker det med sin fred, mine venner fyller det med god tale, mine børn med latter og liv og min hustru med sin uafladelige omsorg i kærlighed til alle og alt. Og så har jeg kunnet digte i det i større målestok æn i noget før; jeg har nu store ting for og synes at have ævne og tid til dem. Og hvad den økonomiske side angår, så har jeg l00 spd. af Lyng og 100 i lejen for tomten bag laden, så dette er en hjælp for Karoline, som ikke er liden, kan De tro. Hvorledes hun til idag, trods venners hjælp, er kommet op og ud af det, er mig ofte en gåde; jeg er kun bange for, at hun har givet noget av sin helbred for det. Nu har hun en tung stund ivænte, enten sist i denne måned eller først i næste; kunde De minnes henne i denne tid med et brev, med et salmeværs som det siste! Kære ven, jeg holder så af Dem, af Deres ærlige, stærke livs-ledsager, i hvem jeg synes at have vunnet en SIDE: 15 af mine stouteste venner. Tro nu om mig, at jeg trods mine mange fejl (og Gud ved, at jeg selv ser dem) er Eder av hjærtet hengiven, og det især fordi I holder mig selv oprejst i det gode, hvergang jeg kommer sammen med Eder, og fordi Eders venskab for mig, selv når vi ikke er sammen, er som en appel til mig om at fremme det, som I tror paa, og for hvis skyld I holder af mig. Derfor bliv ikke træt af mig, om jeg længe tier; jeg skriver egentlig ikke breve, jeg skriver dem heller aldrig gode; jeg trænger øjeblikkene, og mine breve synes, selv om de strømmer ud af et øjeblik, ikke sanne, fordi det, der skrives i en stæmning, ikke læses i samme stæmning. Jeg læser dem ofte selv over i en annen og kasserer dem. Således går det til, at også dette brev er skrevet med tilbageholden pen, jeg frygter for i næste øjeblik at lade det hele ligge, hvis jeg ikke får det til at fortælle netop hvad jeg nu trængte. Det er annerledes med et digt, det har sin egen stæmnings-rytme i sig, annerledes med en bog, - den udarbejder det syn, hvormed den skal læses. - Men prøv at modtage af dette brev en tak for vinteren, for alt godt, en tak til Gud for vort venskab. I lever beskyttede i fredelige forhold, jeg lever ude i fald og knald, fejler stort, livlig og sanselig som jeg er af naturen; ti farvernes ævne forgyller genstandene over deres værdi for mig gang efter gang, som de forstørrer det, der natur- lig støder mig, og narrer mig også på den måde. Der- for er det godt at have freds-steder i sine venners gode tanker og bønner og hjælp. Gud velsigne Eder! Deres Bjørnstjerne B. SIDE: 16 TIL GOTFRED OG MARGRETE RODE. [Bergen] den 17de maj 1871. Søde ven, dejlige veninne, hulde to, mageløse men- nesker, - jeg blir i det mest strålende humør bare jeg tænker på eder! - Nej, at nu fru Margrete har sat sig ned med dette opus og, så vidt jeg kan skønne, ofret det en omtanke og en kløgt, som det var synd at lade være forgæves. Jeg for min del kan ingen hjælp yde, nej, det er så umuligt som at skære og stikke i mit eget legeme, men det gør jo intet til sagen, - frem den I, som kan! - Det ærgrer mig kun, at det er kongs-æmnerne, som har sat liv i Sigurd Slembe; ti det er nu engang ikke så lidt, som Ibsen har nyttet for "kongs-æmnerne" af Sigurd; og den har original-arbejdets ro og sunde mæn- neskelighed ligeoverfor efterdigtningens hysteri. Først i "Peer Gynt" blev Ibsen sig selv, ti "Peer Gynt" er ham selv. Brand er Kierkegaard m. m. m. Hans digte giver klarhed over ham, brudstykker som de er af Welhaven, Wergeland, Heiberg, Baggesen, et par tyskere, kort studier efter andre digtere, og det egentlige Ibsen-mænneske er meget lidet i forhold til det annet og slet ikke ælsk- værdigt eller frugtbart. - Det ærgrer mig, at det er en slags utålmod over kongs-æmnerne, som har sat ar- bejdet i værk, og jeg tror, at så længe kongs-æmnerne i Københavns dannelse øver trylle-kraft, så længe kan Sigurd ikke slå til. Hvor er også fremstilleren? Er Holm- Hansen færdig dertil? Nej! SIDE: 17 Dernæst: det er ænnu for langt. En eneste vil af- gøre dette bedre æn vi alle tilsammen (ti her er jeg aldeles inkompetent; jeg tænker kun på det, der stod, og ikke på det, der står) og det er fru Heiberg. Denne kvinne er ikke så liden som Ibsen i sit digt gør henne til. Hun har ikke bare lagt en billed-krans om sit navn eller til Danmarks hals, hun har virkelig virket i en stor dan- nelses tjeneste, båret dens formål, givet form til dens ord, og fordi hun har gjort dette i ånd og sanhed kan hun stå i en ny tid og forstå. (Havde hun produceret, så vilde hun neppe have forstået; men hun har formet de andres tanker, og derfor kan hun forstå alle tanker, om hun ikke også kan forme dem alle; hun tog så dybt der, hvor hun forløste, at hun til en vis grad kan bunde i alt.) Fru Heiberg, som er langt ud over dette at opfatte digtningen og fremstillingen som et billedskønt gækkende tids-fordriv, hun vil tage meningen i Sigurd for dens egen skyld og måle dens form med den selv og ikke med virkningen for scenen alene, således som denne kræves idag; - imorgen kræves jo en annen. Altså: vil I være anonyme også for henne, så leve- rer jeg digtningen til henne og siger, at jeg selv ingen dom om ændringen kan have; hun får afgøre. Min mening med Sigurd var og er denne: at værket, som det foreligger, i en alvorligere tid med alvorligere scene-krav, kan spilles, som det er, og at derpå uden skrupel kan spenderes to kvæller. Men så længe Sigurds fremstiller ikke står færdig, så længe er den tid og det publikum ikke kommet. I København blir det ikke - ikke på mange, mange år. SIDE: 18 Men I har en annen mening, jeg respekterer Eder og Eders mening, altså, I gør, hvad I synes, og jeg står til tjeneste. Jeg skal gærne instudere rollen med Holm- Hansen, når Gotfred ovenpå vil afstrejfe det muligt nor- ske, som da vilde klæbe ved. NB. Husk, at tredje udgave, som i det enkelte er meget rettet, må lægges til grund. Og så ænnu én gang min innerligste tak. Jeg blev rørt til tårer ved Deres brev, kære fru Margrete, og min kones følge-brev viste, hvor også hun var rørt. Ja, slige vænner er en Guds gave, måtte jeg også have sæde- jord nok for alle de hjærte-frø, som Eders forhold drys- ser over mig; jeg ber Gud om det så innerligt som jeg kan; han bevare Eder for mig! Kære venner, min stilling til teater-sagen har nu holdt mig fast her i Bergen i to måneder. Når man tror så stærkt på teatrets opgave i vort folk nætop nu, som jeg gør, da er det ikke muligt at have større glæde af arbejdet æn jeg nu har. Det er et mirakel, hvad her er gjort. Og der er over denne scene en poesi, en na- turlighed i det patetiske og det komiske, en finhed i følelse og forhold, en sympatisk magt i dens hjærtelag og skønhed (smukke, gode mænnesker med dejlige or- ganer), som gør scenen til en begynnelse, så stærk, at den neppe mere kan væltes. Her begynner det norske skuespil! Mange fejl klæber ved de enkelte i det enkelte; men fejlene omgås jeg nu varsomt; jeg har lært, at de altid SIDE: 19 omhyller en ejendommelighed, som kan udvikles, når hyllet løser sig frivilligt af, men fryser bort, sker det annerledes. Men for mig selv er stillingen lidt fortvilet. Ikke alene har jeg måttet tjene uden gage; men jeg har in- gen forelæsninger kunnet forberede eller holde; og jeg ser ikke udgangen på det, det er det aller-værste. Havde vi ænda et skikkeligt hus at spille i; men det norske te- aters bygning er ubrugelig. I Bergen bør vi spille et par måneder hvert år; men jeg fejler ikke, når jeg tror, at det at holde denne scene samlet, var det rette, selv om vi måtte rejse ænnu mere. Sammensmæltningen er et tilbageskridt i enhver henseende; men nationerne må ofte gøre dem i stort og småt, og Gud råder ofte såle- des for det, der synes et tilbageskridt, at det kun blir en- mere intrængende prøve, som kaller ænnu større kræf- ter frem. Jeg sidder her nu med et stort resultat, som kun er foreløbigt, og med en halv fortvilet økonomisk stilling for mig selv, mens foretagendet er kunstnerisk som økonomisk vellykket i en udstrækning, som jeg in- tet øjeblik vovede at tro. Men her er intet i dette, som jeg angrer, skønt jeg er så blind som en ny-født katte- killing på det, som skal komme. Kritiken over mig i "Fædrelandet", som jeg ikke har læst i sin helhed, er af disse, der er begynnelsen til det rette. At ville have mig "ud over de høje fjælle", at ville nægte mig at have løftet i ånd, eller at vide, hvad jeg vil, er mig det pure nonsens. Det første er SIDE: 20 fejl-syn på hele den nyere tid, nationalitetens tid, hvor man får søge det almen-historiske i den styrke, hvor- med det enkelte forløses, det enkelte folks opgave, det annet er virkelig at læse sig blind på enkelte linjer og modsiges også af ham selv, når han tillægger mig at kunne arbejde i den nordiske opgaves tjeneste således, at der for samtiden er fuld forståelse deri. Jeg ved me- get stærkt, hvad jeg vil, ja, uden dette havde jeg ingen vilje. Ofte, hvor jeg i øjeblikket stanser, går instinktet videre, og det gjorde det ikke, hvis min natur ikke havde den forbinnelse med folk og ånd i gærningen, som her er betingelsen. Men manden er i så meget al- deles vilfarende; der er et punkt, som jeg gærne vilde have rettet gænnem dig Rode, og gænnem Ploug. Det er om Arnljot. Hvorledes kan en kritiker forudsætte, at en digter glæmmer fra det ene digt til det annet i et sammenhængende arbejde; - at jeg skulde have glæmt, at Tore og Afrafaste var med Arnljot i nord-is-havets tåge! De var jo ikke med! Hver mand, som der var med, er borte. Hine kommer for at slås og de ta- ger dåben med som gænnemgangs-middel dertil. Men de overraskes under handlingen af meningen i kristen- dommen og føler sig glad ved det, der sker. Arnljot derimod er meget, meget videre kommen; han har lært, at det, han trodde på, dur ikke, den uendelighed, som finnes i et tumlende liv uden formål, og hvorfor havet er det største udtryk, han kan se, har han også prøvet og underkænt, og på grænsen af denne uendelighed har han mødt Tor, som han også har underkænt. Tvilen er i hans sjæl som fristelse til at dræbe sig, "gyde det SIDE: 21 tomme i det endeløst tomme", men et ekko fra "Irer- nes kirke-klokker" (se nord-havs-tågen) formodentlig med minnelse fra et kvinne-kloster, hvor han har set hvide nonner og tænkt sig, at i et sådant kunde Ingigerd passe, holder oppe, så han stræver videre frem og i natur-kræf- ternes løsslupne oprør, hvori hans sunde natur ikke går under, skimter han en højere magt. Længere æn til at tro på den, der bæres af denne magt, kommer han ikke; gænnem kongens væsen og mund aner han mere; men for ham er kongen alt; "den, du tror på, ham jeg tror på," er for mig de højeste ord for hengivelse, som jeg kænner, når det ikke er Kristi egne "i dine hænder gi- ver jeg min ånd." Og til kristendommen kom han ikke, uden som en helgen-glorie om Olavs hoved, han kom ikke længer æn til kongen. Men nu spør jeg: den mand, som kom så bevidst og bad om at få hengive sig fuldt til kongen, er han ikke mere, er han ikke kommet læn- gere, æn de, som kommer for at slås og overraskes af kristendommen undervejs hertil? Hvor enfoldigt natur- ligt de æn går in i den, de er dog ikke i den forstand blevne mænnesker på den, som Arnljot, der stort og ubetinget hengiver sig til den mand, kristendommen har gjort stor. Det er om hengivelsen mit digt lyder, ikke om kristendommen. Olav hengiver sig til kristen- dommen, men kæmperne til ham. Heri er gradationer; nogle vil kun slås hos ham, fordi han er konge, fordi han er tapper og har de færreste, andre fordi han er stor, vænnesæl, huldsalig, andre fordi han virkelig er den rette arving til Norge, den rette lov-styrer i landet, som de savner, når han er borte, atter andre bliver SIDE: 22 revne med af selve sommertoget g