| s.138 |
"De smaa Sangfugle"
Denne Gang henvender jeg mig - jeg kan uden overdrivelse sige i
Millioner Menneskers Navn - til denne samme store og høisindede
Nation med Bøn om, at den vil spare vore smaa Sangfugle. Spar de
smaa Venner, der befrir vore Marker, vore Haver og vore Trær for
skadelige Insekter, og som forlener vor korte Sommer med Sang og
især vore Børn med en saadan Glæde! De smaa Reisendes Familieidyl
under vore Tage, i vore Trær, paa vore Marker lader Børnene forstaa
Naturens Husholdning, føder i deres Hjerter Medfølelse for det, der
ikke tilhører dem, og vækker deres Fantasi, der paa den Maade gjør
sin første Reise mod Syden. Thi disse flyvende og syngende Budbære-
re fra solrigere og varmere Lande er for os kun et Sommerens Laan.
|
| s.139 |
Jeg kjender desværre ikke den franske Landbrugsministers Cirku-
lære. Men Landbrugsministeren er visselig Videnskabsmand nok til
at forstaa og lade andre forstaa, at for hver liden Fugl, som er fanget
og solgt i Paris, vil en Uendelighed af Insekter som den kunde have
ødelagt, vedblive at leve. Den Skade som disse Insekter gjør paa vore
Marker, vore Agre og Trær, er bleven paavist af Darwin og efter ham
af flere andre Lærde. Ved nøie at tælle alle de Kimer, der findes paa et
bestemt Omraade, og ved ligesaa nøiagtig at udregne den efterføl-
gende Ødelæggelse af Størsteparten af disse Spirer under Insekternes
Herjinger, vil man tilnærmelsesvis faa en Forestilling om Ødelæggel-
sesverket. Man har paa samme Maade udregnet det Antal Insekter,
som en saadan liden Sanger kan sætte tillivs paa en Dag; det er i
Betragtning af den lille Fugls Størrelse, et Antal saa uhyre, at det er
at berede sig sin egen Ruin, i Uvidenhed ved Mangel paa Omtanke at
dræbe dem.
Hos os dræber man ikke de smaa Sangfugle. Allerede i lang Tid har
vore Børn sluttet sig sammen i Foreninger for at beskytte Fuglenes
Reder.
Men det, som vi derved vinder for vore Marker, vore Haver og vore
Skove, er intet at regne i Sammenligning med det, som vi vinder for
vore Børns Opdragelse, derved at vi vænner dem af med Grusomhed
og gjør dem til Smaafuglenes Beskyttere. Vi lærer dem at beherske
sine Luner og Indfald ved at vække dem til Begeistring for de lange
Maal. Vi forvandler deres Rovlyst til Ædelmodighed. Vi lærer dem
Respekten for Naturens Husholdning og andres Liv og Velvære.
Saaledes opelskes en Aandsretning, som senere vil hævde Folkenes
Solidaritet. Og det er saaledes man maa begynde dersom vi vil, at
denne Solidaritet skal blive en Kraft, der staar over selv de mægtigste
Landes Kanoner.
Har man lagt Merke til, at intet protestantisk Folk, saavidt jeg ved,
gjør sig Industri af de smaa Sangfugles Ødelæggelse? Hvorfor vil de
katholske Folk blive ved at gjøre det? Hvorfor er det især Englænder-
ne og de protestantiske Tyskere, som i Italien danner Foreninger til
Dyrenes Beskyttelse?
Under mit Ophold i Paris gjorde jeg en Reise hjem til mit
Fædreland. Ved min Tilbagekomst spurgte en fransk Ven mig: "Hvad
er det, der mest har slaaet Dem ved Hjemkomsten til Norge?" Uden at
betænke mig, svarede jeg: "Jeg saa ikke en eneste mager eller
|
| s.140 | mishandlet Hest." Han ble først forbauset, idet han ikke strax forstod
at han ved min Forklaring havde forstaaet Rækkevidden deraf, hvad
det betyder hos et Folk, dette at behandle en Hest som en god og
fuldtro Ven, og de Følger en saadan Ædelmodighed kan indebære,
sagde han: "Javel, De er Protestant."
Hvad han vilde sige dermed, skal jeg ikke her opholde mig ved. Jeg
vil indskrænke mig til at sige, at en Lov som den, der existerer i
Frankrige, og som forbyder at fange Landets smaa Fugle i Net og
Snarer, medens der paa Trækfuglene (det vil sige andres Fugle) kan
gjøres Jagt efter Behag, en saadan Lov existerer ikke hos os, og jeg
tror heller ikke i noget protestantisk Land. Et Tilfælde som den Debat,
der har fundet sted i Deputerkamret, og hvorom Le Temps for 11.
November beretter, vilde være umulig hos os. Det er Skolerne hos os
som underviser Børnene om, hvad de skylder de smaa Sangfugle. Det
er paa Skolerne de danner sine Foreninger til Redernes Beskyttelse.
Som saa mange andre af Europas Folk kan vi aldrig fuldtakke
Frankrige for alt, hvad det har lært os. Kunde vi nu blot i al
Beskedenhed faa lært Frankrige denne lille Ting til Gjengjæld?
Bjørnstjerne Bjørnson
|
| s.141 |
|
\n |
|
