| s.136 |
Brev til Haakon Løken, Dagsposten
om Gunnar Rysstad
Kjære Løken,
nu holder jeg denne maanedlange Forfølgelse av Gunnar Rysstad
ikke længer ud.
Er det en Forbrydelse at være Venstremand, men finde det umuligt
at stemme sammen med sit Parti, da ikke det, men Modparten har
det Program, som tykkes det beste, og den Fører, som vækker Tillid,
ja, saa er vi Forbrydere allesammen, og en saa uhyrlig Følgeslutning
burde bringe selv en Fanatiker til at gaa bagover.
Gunnar Rysstad har jo paa Forhaand erklæret, at skjønt han var
og blir Venstremand, maatte han foretrække Højres Program og gi
dets Fører sin Tillid; det er sandelig ikke hans eller vor Skyld, at
Venstres Ledelse i Regjering og Parti har stelt det slig, at dette blev
Mange av os en Samvittighedssag.
Han har ikke alene erklæret det privat, han har ogsaa erklæret det
offentlig, og da er det heller ikke hans Skyld at hans Sambygdinger
ligefuldt stemte paa ham. At de allesammen, som gjorde det, var
tungnemme eller endog tunghørte, faar ingen mig til at tro. Om det
hadde skét 1 - én - Time før Valget, saa maatte det været tidsnok.
Intet fyker snarere frem fra Øre til Øre end sligt, naar det yttres foran
og under et Valgstevne.
Hvad Tilfredsstillelse kan det være for skikkeligt Folk at gjøre hans
ærlige Omslag og Forkyndelse av det om til Lureri?
Og saa dumt tillige at forudsætte, at en Mand, som like til den Dag
|
| s.137 | og Stund var agtet og æret for Retsind og vel brugt Begavelse, med én
Gang blev en Kjeltring! Det er ikke saadan det gaar til. Det er ikke i
samme Stund at man rører ved Politik, at man blir det. Naar han
derimod har været i Politiken i flere Aar, - ja, da skal jeg ikke længer
holde Forvandlingen for umulig.
Hvem er det ogsaa, som nu træder frem som dydsforargede
Dommere? De selv, kjære Løken, hvordan har De skrevet i senere
Tid? For at bevare mit gode Omdømme om Dem, har jeg maattet
avstaa fra at læse Dem!
Jeg tænker, det nu har faat sin Dom i den Ministeriumdannelse,
som utvilsomt den store Del av det norske Folk vil synes om. Her vil
man finde det lojaleste og vakreste Forsøg paa at samle om Sag, som
endnu er gjort i Norge.
Nu maa vel Tiden være kommet, at vi slipper ud av Personforføl-
gelsens Ørkensand og kommer over paa fast, frugtbar Grund igjen.
Deres hengivne
Bjørnstjerne Bjørnson
|
| s.138 |
|
\n |
|
