| s.377 |
Svar fra "en Nordmand".
("Oplandenes Avis", 19. Okt. 1872.)
Blandt de Misforstaaelser, jeg har seet af min Artikel,
skal jeg tage to frem. Man bebreider mig, at jeg ikke har
undtaget Norge, naar jeg nævnte, at Norden første som
anden Gang fik sin Kristendom og dens Kultur fra Tysk-
land, - saasom Norge vitterlig fik sin første Gang fra
Vesten. Dette har jeg da længe nok vidst, og den norske
historiske Skole, som paa dette og mere bygger en egen Op-
fattelse af Forholdet mellem Nordens Folk, tæller Mænd,
som er mine Venner, og saaledes har præket dette ind i
mig, at jeg just ikke skal være udsat for at kunne glemme
det. Men med dette Forhold havde jeg dennegang intet at
gjøre; thi baade tænkte jeg fortrinsvis paa Danmark, og
Konklusionen blev den samme, om Undtagelsen blev gjort
eller ei; men jeg skal med Fornøielse sætte den ind, naar
man udtrykkelig beder om det.
En anden Misforstaaelse er den, at man har fundet, jeg
fraraader de smaa Folk at forsvare sig med fysisk Magt.
Dette vilde have stemmet lige saa lidt med min Fortid som
med min Tanke den Dag i Dag; thi kommer Danmark i
den ny Nødvendighed at drage Sværdet, maa vi gaa med.
Men netop fordi jeg tænker saa, bliver Ansvaret saameget
større af at lade Forholdet til Tyskland bero paa en saa-
dan Tilfældighed som en ny Krig mellem Frankrig og dette
Land eller mellem Rusland og dette Land. Og Krigstan-
kerne, mener jeg, skal i hvert Fald ikke holde den Lille
borte fra at gaa de Veie, som ligger nærmest for.
Derpaa til Hovedsagen: Er det nuværende Tyskland
saaledes, at vi kan ønske Forbund med det? Kan vore Op-
gaver finde Støtte der og Fremgang gjennem det Beslæg-
tede der?
Hadet har noget ved sig, som til sine Tider falder ko-
misk for Tilskueren; thi det er i al sin Sørgelighed komisk,
|
| s.378 | at Menneskene bliver mere rasende, naar man vil tage et
Stykke Had ifra dem, end naar man vil tage et Stykke
Kjærlighed.
Jeg vil ile med at berolige de Rasende, som tror, jeg
vil tage Hadet til Preusserpolitiken fra dem, - jeg vil ile
med at berolige dem med den høitidelige Udstrækken af
mine toede Hænder: "Had væk!" Thi Preusserpolitiken er
jo ikke det tyske Folk; der er visselig noget andet og mere
oppe i Tyskland end Preusserpolitiken, som kun har tjent,
men forresten tjent saaledes, at den kan taale adskilligt
Had. Denne Politik afskediges med selve Behovet, og det,
som var, som er, som bliver, er det i Aand, i Arbeide, i
Inderlighed og i Mod store tyske Folk, - og ikke gjør det
synderlig fra eller til, om vi hader nogen eller noget en-
kelt inden dette Folk, naar vi kun ser Vort i det, elsker
dette og søger Forbund med det.
Jeg, som aldrig til nogen Tid i mit Liv har været Ty-
skehader, skjønt det har været sagt af saa Mange, ogsaa i
Tyskland; - jeg, som har været med af at Magt at rope
til Kamp mod det, men samtidig har beholdt herlige Ven-
ner i Tyskland, jeg ved det kan gaa an, og jeg ved, der er
noget i Tyskland, der er værdt at elskes!
Det gjælder i saadanne Forhold at beholde noget af
det, man har kaldt "den historiske Følelse". Lad os med
denne Følelse se lidt paa Forholdene.
1) Tysklands Forhold til Slesvig. Den store Almenhed
i Tyskland har enten ingen Forstaaelse af, at der nu gjøres
Danmark Uret i Slesvig, eller, forsaavidt den forstaar det,
overser den det foreløbig af Hensyn til det Store, som fore-
ligger. Saaledes oversaa Danmark det islandske Spørgsmaal,
saalænge den slesvigske Sag optog Sindene; - ja, hvor-
mange Danske kjender den islandske Sag den Dag i Dag?
2) Tysklands udvortes Samling, d. v. s. Preussens Krig
med Østerrig, Bayern, Sachsen o. s. v. Vi kan sige, at den
ikke burde have foregaaet med Sværdet; men det følte den
store tyske Almenhed, at den maatte; begge Partier i Folket
følte det. Lad dette have været en Vildfarelse, - indrømme
maa vi, naar vi husker, hvorledes en Samling ellers er fore-
gaaet, at denne foregik med Lempe. Samlingen er, som sagt
i min forrige Artikel (hvad den danske Brevskriver har
overseet!) endnu kun udvortes; den er kun Betingelsen for
en Samling i Aand, i Folkeaand. Men hvor vil man ikke en-
gang være taknemmelig for, at denne Betingelse blev saa stort
skaffet tilveje!
3) Elsass-Lothringen. I hver tysk Mands og Kvindes
|
| s.379 | Bevidsthed hørte Elsass og Lothringen med til et samlet
Tyskland, og derfor blev paa Samlingens Dag de stjaalne
Lande førte hjem i Triumf. En saadan Folkefølelse er nem-
lig en respektabel Magt; men den er ogsaa en frygtelig Magt.
Hvor 40 Millioner er paa Benene, blir Adskilligt nedtram-
pet, som burde have staaet. - "Lad Folkene selv bestemme
over sig selv og sin Jord," siger vi jo til dem. Den Tid vil
ogsaa komme, at saa vil ske; men den er desværre
endnu ikke kommen, - og vi faar ikke dømme efter
en Folkeret, som endnu ikke er blevet Folkeret. Napoleon
den Tredie, som først vilde sætte den ind i Historien, var
desværre selv den første til atter at krænke den. Med gam-
mel Folkefølelses Hævd siger derfor det tyske Folk:
"dette Land og Folk er mit, og mit vil jeg have!" Saart fal-
der det Overgangsslægten at høre dette; det er frygteligt at
læse om, hvad de arme Mennesker i Elsass og Lothringen
maa udholde; men jeg tør ikke af den Grund underkjende
hin tyske Folkefølelse eller kalde den Rovsyge.
Overhovedet at kalde denne tyske Reisning, som er
Frugt af et femtiaarigt Arbeide i Vækkelse, denne "Opstan-
delse", - at kalde den Preusserpolitik og karakterisere den
som Rovlyst, Jættemagt, Rus, Ølsvindel, det kan jeg ikke;
jeg melder mig ud af Hadets Forening!
Og det Lurendreieri, som et Preusserdiplomati samtidig
kan have gjort, bryder jeg mig ligesaa lidt om, som det
Junkertum, der i Krigen fik sit andet Naadestød, eller den
Soldatesk, som staar igjen, eller det despotiske Regjerings-
begreb, som endnu en Stund huserer; - thi det stod kleint
til med os selv, om vi ikke skulde kunne tage et større
Syn paa vore egne Folk, end det, vi kan faa idag af vor
Regjering og dens Smule Foranstaltninger, af vort nuvæ-
rende Militær- og Kirkevæsen o. s. v. o. s. v.
Lad os dvæle lidt ved det tyske Folks Aand og vort
Forhold til den! Allerede hvad den for vore Øine i disse
Aar har fuldbragt, maatte lære os at indse, at vi i mange
Stykker har dømt feilagtigt om den, - og Grundtvig
ikke mindst. Man siger efter ham, at denne Aand er af me-
get blandet Natur, forsaavidt som mange forskjellige Stam-
mer udgjør det tyske Folk. Dette er forsaavidt sandt, som
de større Grupper gjør sig i særegen Grad mærkbare; men
paa en enkelt Undtagelse ikke anderledes, end at jeg kan
se en ligesaa stor Lighed og Ulighed mellem dem, som mel-
lem det norske og det danske Folkefærd.
Naar man nu atter efter Grundtvig citerer for mig:
|
| s.380 |
Paa din Rigsdag, i din Skole
aldrig mer med Tysk du bole,
for din Lunge,
for din Tunge
Tysk er Ædder og Forgift, -
saa har dette Vers og den Maade, hvorpaa det citeres, væ
ret noget af det, som har vakt mig til Eftertanke. Thi Ære
være Grundtvigs Minde! men han feilede i Adskilligt, som
han selv senere rettede, og hvor Had eller Andet har hin-
dret ham deri, faar vi rette ham. Og om dette Vers tør jeg
nu ikke andet end nævne det Udtryk, som min Følelse altid
har givet det; jeg tør ikke undlade det, naar det endnu kan
troende gjentages: dette Vers er afskyeligt, og det baade
til Aand og Form.
Jeg fatter, hvad det er at faa et Folks Dannelsesgrund-
lag lagt om, hvad det vil sige at fjerne fra selve Grund-
laget alt det Fremmede - og da først og fremst Tysk;
- jeg fatter, hvad det er at vende et Folks Politik og Syn
fra Syd mod Nord; - jeg fatter, hvad det er at faa den
fremmede Sprogundervisning fjernet fra Barneskolen. Men
naar denne Sprogundervisning engang skal begynde, da maa
vi mindes, at tysk Sprog og Aand fører ind til de rigeste
Tankeschakter i Verden, ind til Verdens største Videnskab,
til en sædelig, storartet Literatur, til en stor Kunst (i Mu-
siken Verdens største), til et Folkeliv i Slægt med vort og
industriøst, vindskibeligt til stadig Belærelse af vort, og
endelig ind til en Kristendom, hvori Luther giver Klarhed
og Styrke og en uendelig Ring af store Mænds Oplysning,
og denne tyske Kristendom og Videnskab og Industri og
Sædelighed er en Erobring ogsaa for os, grundlagt paa
de forfærdelige Kampe, som i Tyskland betegner Overgan-
gen fra Middelalder til Nytid, fra Katholicisme til Prote-
stantisme. I vort Tyskehad er saa megen god og kristelig
Taknemmelighedsfølelse mod Tyskerne gaaet under. Og
skulde det være saa, som Hadet siger (hvilket naturligvis
er en stor Usandhed!), at Dansk tager Skade bare af at tale
eller indaande Tysk, da bør Dansk ikke existere som Dansk;
thi den, som ikke kan værge sig uden ved det Unatur-
lige, ham er det Naturlige: at give efter, - og saa skal han
ogsaa give efter!
Jeg ved fuldt vel (thi jeg ved det desværre fra mig selv),
at al Frigjørelse begynder med Had mod det, som trykker
os, og det er da strax den Uretfærdighed i Hadet, at det
vender sig mod andres Styrke mere end mod egen Svaghed.
Men alt faar have sin Tid, - og nu maatte Tiden være
|
| s.381 | kommen, at den danske Mand og Kvinde kan forsmaa Ha-
det og føre Kampen af Styrke og ikke af Frygt, d. v. s. af
Kjærlighed til sit og ikke af Had til det, som hverken vil
eller kan være vort. Og kunde ikke ogsaa Tiden være kom-
men til at lære Tyskland at kjende, saadant som det er
idag? Tror Nogen, at vi gjør det?
I saa Fald er det en ny Feiltagelse. De danske Aviser
refererer efter de tyske kun, hvad der tjener Partiliden-
skaben eller er ligegyldigt for den. De norske Aviser (de
svenske vil jeg ikke tale om i denne Forbindelse) lever i
det ynkeligste Afhængighedsforhold af de danske og trykker
disse viljeløst af. Naar det engelske Handelskjøkkens Over-
kok Times giver en skinsyg Dom over Tyskland, trykker
vore Aviser den af efter den danske Oversættelse. Paa
samme Maade med de franske Aviser. Nu er det desværre
saa, at Nordens Folk ikke læser synderlig andet og mere
end Aviser, saa det er intet Under, at man med den tyske
Aand, som nu er oppe, tænker i Almindelighed paa Bis-
marcks gruelige Rænker, Keiserens Røverreligiøsitet og
Moltkes træske Krigskunst og paa hele Resten som en
"Masse", en Jættemø, der ifølge Sagnet maler Guld og Fred
for Riget.
Men saavist som vi ved, at det er den tyske Folke-
følelse, som har begyndt det Befrielsesværk, der nu udvor-
tes er istand, og at denne Følelse har skabt sine Førere
(ikke omvendt), saa vist maatte vi, selv uden at kjende det,
slutte os til, at det indre Befrielsesværk allerede samtidig
maa være begyndt, at der overhovedet nu maa være en
Aandens og Hjertets Vakthed over Folket i Seierens Mor-
gentime.
Fra alt dette har vi tvært stængt os ude. Naar den
danske Brevskriver siger, at dette er rigtigt, - thi intet
Samfund med Tyskland, fordi det, som der er oppe, er
stygt, - da svarer jeg: i denne grændseløse Uretfærdighed
er det Hadet ligger.
Jeg for min Del ved noget om, hvad der nu er oppe i
Tyskland. Noget af dette stiler bent op til vort. Noget af
det vilde kunne fri os i vor Sneverhed eller kanske rettere
udtrykt: hjælpe os til at se, hvad der er eller bør være
oppe nu hos os selv.
Det forbidte, udestængende Tyske-Had har gjort stor
aandelig og hjertelig Ulykke i vore smaa Folk. Blandt mine
kjære Landsmænd kan jeg ikke saa snart finde Procentfor-
holdet; thi Nordmændene har længe havt det stærkt med
at hade (og har det saa endnu), hvorfor den tyske Tilvæxt
|
| s.382 | ikke er god at skille ud. Men i den vakre danske Natur har
jeg seet Kræftskaden, og det saaledes, at jeg er bleven skræmt.
Flere har seet som jeg, saaat jeg sikkerlig ikke bliver den
eneste, som nu skal slagtes paa dette Altar, indviet Hadet;
der kommer nok flere og beder om samme Ære.
Forresten skal jeg takke den danske Brevskriver tor,
at han ikke praktisk har bevist Hadet paa mig; saadant er
noget saa uvant for mig, at jeg næsten faldt i Forundring,
og skal i hvert Fald ikke glemme det.
Tilsidst Gjentagelse af mit Program i Sagen:
1) Forbundet med Tyskland er en Slægternes Sag; hvad
det engang fører til, ved vi ikke. Men ser vi, at med dem
gaar vor Fremtid og at aandelig og legemlig er vi gjensidig
hinanden størst til Hjælp af alle Folk paa Jorden, - da
begynd hver enkelt idag, begynd med at slaa Hadet ned,
med at hindre Alliancehaab med Tysklands Fiender og be-
gynd med at lære Tyskerne selv at kjende!
2) Hele vor Modstandskraft mod Tyskerne som erob-
rende Magt maa lægges i den stærkeste Udvikling af vort
eget, hver i sit Folk. Ogsaa denne Aandskamp til Baade for
Tyskerne som os selv maa fortsættes gjennem Slægter. Men
alle maa vi ene os om Kampen i Slesvig! De brave Mænd
og Kvinder, som siden Krigen har kjæmpet der og paa
Grænsen, de maa ikke længer staa alene! Hele Norden mis-
sionere i Slesvig!
|
\n |
|
