| s.362 |
Er det med Frankrige eller Rusland at vi har
en Fremtid, eller er det med Tyskland?
(Af en Nordmand.)
("Oplandenes Avis" 21. og 25. Sept. 1872.)
Denne Artikel være nærmest rettet til Kristenfolket i
Norden, og da især i Danmark.
Paa Spørgsmaalet: "Er det med Frankrige eller Rus-
land at vi har en Fremtid, eller er det med Tyskland?" kan
jeg tænke mig, at en Mand vil svare som i sin Tid gamle
Rimestad (Fader af Arbeiderhøvdingen), naar man i den
Baggesenske Feide spurte ham: hvem er størst, Baggesen
eller Ølenslæger? - "Grundtvig!" svarte han.
Saaledes ogsaa her, naar nogen spørger, med hvem gaar
vor Fremtid, med Frankrig, med Rusland, eller med
Tyskland, - da kan en Mand træde frem og svare: "med
England!"
Men jeg maa bemærke, at i den baade aandelige og
legemlige Brydekamp, som ganske sikkert forestaar mellem
Franskmænd og Tyskere som imellem Slaver og Germaner,
er England ikke med - hvis det fører en Tilværelse som
|
| s.363 | hidtil. Og skulde England erkjende sin Medansvarlighed,
staar Kampen ligefuldt mellem Franskmænd og Tyskere,
Slaver og Germaner, saa Spørgsmaalet ændres ikke derved.
Altsaa Spørgsmaalet er dette: gaar vor Fremtid med
Franskmændene eller gaar den med Tyskerne, gaar den
med Slaverne eller med Germanerne?
Skjønt Spørgsmaalet stilles alvorligt til alle tre nordiske
Folk, ligger det i Sagens Natur, at den væsentligste, i alle
Fald den foreløbige, Afgjørelse er lagt i Danmarks Vold.
Ved Afslutningen af de store Revolutionskampe i Europa,
var af de nordiske Lande Danmark det eneste, som ikke
fik klare Forhold. Det hærskede over en Del af det tyske
Folk, og det hærskede over en anden Del af det nordiske
(Islænderne). Det var at forudse, at disse Forholde ikke
kunde løses uden Misforstaaelser. Ved det endelige Opgjør
med Tyskland skal vi ikke dvæle, kun fastslaa to store
Kjendsgjerninger: 1) de danske Fyrsters Fejl i Slesvig har
været fulgt af det danske Folks; den belejlige Tid blev
unyttet, ja misbrugt; 2) Tyskerne var og er, mest paa
Grund heraf, i den store Almenhed uvidende om, at der
gjøres Danmark Uret i Slesvig.
Dette maatte kunne bane Veien for et andet Syn paa
Spørsmaalet, og af den Maade, hvorpaa Danmark behand-
ler dette, afhænger for en stor Del Nordens foreløbige For-
hold til Tyskland.
Og da de sidste Begivenheder har med Skarphed sat
Valget op, saa vi endelig engang maa komme til at svare
paa det: med hvem skal vi gaa i den løbende Tid, med
Tyskerne eller Franskmændene, med Slaverne eller Ger-
manerne, saa har Danmark først at svare, og det for hele
Norden. Nordens Folk har i dette som saa mange andre
Stykker levet uden Program; levet af Indtrykkene
fra igaar og paa Følelserne fra idag, og dette gjælder vor
indre som vor ydre Politik, - Ordet i sin store Tydning.
I aandelig Forstand at blive vakt, er at begynde med
at gjøre sig op, hvor man staar, og hvor man skal hen.
Skulde nu ikke de siste store Begivenheder have vakt os
- og da især de Danske - saa vidt, at vi forsøgte her-
paa, - og skulde ikke specielt de, der af Kristendommen
har lært at handle efter noget højere end Indtryk og For-
domme, (og atter især de, som af Grundtvig har faat Syn
paa de nordiske Folks Gjerning og Bestemmelse i Verdens-
historien), skulde ikke disse ogsaa have faaet Evne til at se
vor Opgave i Begivenhederne?
|
| s.364 |
En, som hører til de siste1, har derom nylig skrevet:
"Hvilken er da vor Bestemmelse? Den synes at staa
"saa klar, naar vi samholder den europæiske Tilstand med
"vor heri Norden, at jeg heller ikke har mødt nogen aands-
"vakt Mand og Kvinde med Tro, uden at de selv har set
"den, eller sandet den, naar den blev nævnt. Som Verdens-
"bladet "Times" nylig meldte, er der i Verden nu kun
"Kamp mellem Friheden (d. v. s. Tankens, Forsknin-
"gens, Samfundets) og Kirken (d. v. s. Kristendommen),
"og de, der vil Kirken (d. v. s. Kristendommen), de er
"nødt til i større eller mindre Grad at nægte Friheden, alt-
"saa til at indskrænke Tænkningens, Forskningens Resul-
"tater, Folkenes Frihedsbevægelser; og de, der vil Friheden,
"er nødte til at nægte Kristendommen. I denne Kamp er
"der en forfærdelig voksende Gudløshed, eller i alle Fald et
"forfærdeligt stort Frafald fra Kristus (thi mange tror dog
"endnu paa en Retfærdigheds og Sandheds Gudsmagt). Der
"er videre en Uendelighed af Mæglingsforsøg, betegnet ved
"Frafald fra Kirkens ydre Myndighed (Gammel-Katholikerne
"er de sidst og bedst kjendte) eller ved voldsomme For-
"holdsregler mod enkelte Sekter inden Kirken (f. Eks. mod
"Jesuiterne i Preussen). Men Grunden i al den store Ver-
"densstrid naaes ikke ved noget af dem, Kristendommen og
"Friheden er og bliver, ved hele denne Maade at tage Stri-
"den paa, Fiendemagter.
"Ligesom Normanerne engang før har hugget og
"sunget Personligheden en Ret i Verden, ligesom Gustav
"Adolfs gode Tro og Sværd har erobret os vor Ret til
"vort eget Liv i Gud, saaledes er der i Europa nu kun i
"Norden Fred mellem Kristendom og Frihed (trods alle
"smaa Forsøg paa at faa Striden ogsaa hid) - og at her
"er en Verdens-Mission betroet os, det maa dog enhver tro,
"som tror paa sin egen Tro. Luther har profetisk pegt
"paa Norden som det Sted, hvorfra Hjælpen vilde komme,
"og hvo, som er i Samfund med Aand, ser ogsaa den Aan-
"dens Vei, hans Tanker dengang gik, naar han holdt Fol-
"kenes Eiendommeligheder og Vilkaar mod hinanden og
"deri ante deres Udvikling.
"For at frelse denne sin Bestemmelse, maa altsaa Nor-
"dens Folk videre udvikle baade sin Kristendom og sin
"Frihed, saa Verden kan se, her er en lovsyngende Menig-
"hed og dog ingen Afkortning i den gamle Tro for Frihe-
|
| s.365 | "dens Skyld, og her er en udstrakt Frihed og dog ingen
"Afkortning for Kristendommens Skyld, at tvertom Kristen-
"dommen har bevaret Friheden fra at blive tøjlesløs og
"Friheden Kristendommen fra at blive aandskuende, og at de
"følgelig har fremmet hinanden i inderlig Trang til hver-
"andre. Men forat naa dette, maa Selvstyret til, i Stat som
"i Kirke. Skal den store Folke-Bestemmelse ikke krænkes,
"maa dens Gjennemførelse falde fyldigt af Forholdene; men
"alene Selvstyret giver Forholdene som de er; thi det
"er selv Forholdenes Facit.
"Saaledes staar det; saaledes er, saavidt vi kan se,
"Vejen banet for dem, som skal lede dette Folk, - og at
"en Folkefølelse snart vil sande dette, derom maa man
"kjende sig saameget mere vis ved alt, som nu samtidigt
"sker i alle de tre nordiske Folk."
Skal vi overhovedet tro, at et Folk lever for mere end
for at leve, at det virkelig har en Bestemmelse i Verdens-
historien, tør det vel ikke være usandsynligt, at dette er
Nordboens, og at den Vækkelse, som nu gaar over Norden,
er ifærd med at indlede den. Men da tør der nok ogsaa
spørges om: skal den føre os til Frankrige eller Tyskland,
til Slaverne eller Germanerne; med andre Ord: vi tør
ikke i Længden handle tilfældigt eller an-
svarsløst.
Svaret kan umuligt være tvilsomt; vor Bestemmelse
fører os i sin Udvikling uvilkaarlig til det Folk, med hvil-
ket vi har Blod og Kristendom fælles, fra hvem vi har faat
Troen, første som anden Gang, og hele Kristendoms-Oplys-
ningens Kultur, og som i sin med os beslægtede Inderlig-
hed og Begeistring ogsaa har Forstaaelsen paa Forhaand.
Og Svaret svækkes ikke det mindste ved, at muligens ogsaa
England engang vil staa aaben for samme Veksel-
virkning.
Men er dette saa, da maa Danmarks Forhold til Tysk-
land (og den slesvigske Sag gjør, at Danmark her maa være
Føreren), blive et andet. De to Indrømmelser, som nys
blev nævnte, maa kunne hjælpe paa Vei, og det Ansvar, at
hele Norden i sine Opgaver og deres Udvikling er afhængig
deraf, maa lægge Advarsler til.
Det er Signalerne, som maa forandres. Den eneste
Tale Tyskland nu hører fra Danmark er Hadets, Folke-
hadets Tale; - og den høres og opfattes i Tyskland, der-
om har jeg desværre Eksempler.
(Fortsættes.)
|
| s.366 |
Tyskland staar nu i en stor Begejstring. Efter i Aar-
hundreder at være holdt fra hinanden ved franske Intriger
og egne Fyrster, efter til Tak for sine Gaver af sit bedste
Blod og Tænkning til vor kristne Tro, til Tak for Oplys-
ningen fra dennes store Arnesteder i Tyskland, for Viden-
skaben i dens Opdagelser og Fag-Storhed, for Vindskibelig-
heden i dens Fremgang over Verden, og ikke mindst hid,
- efter til Tak for dette at være herjet og sønderrevet, at
være spottet i sin Kultur-Gjerning, foragtet i sine store og
smaa Emissærer blandt alle Folk, - rejser Kjæmpen sig
en vakker Dag; han slaar mod Nord, mod Syd, mod Vest,
hvert Slag lykkes; thi en umaadelig Folke-Længsels samlede
Begejstring fører dem. Syngende sine stærke Salmer gaar
Regimenterne indover Franskmændene og op paa deres
stærkeste Fæstninger og tager sine i Aarhundreder stjaalne
Lande tilbage. I Jubelen over at være samlet og udfriet
(og den maa ikke miskjendes; den hører til det største og
skjønneste, Europa i Aarhundreder har seet!), i Jubelen
hører det fra Norden bare Hadets, Folkehadets Ord. Tysk-
land fatter ikke, at det er et svidende Saar af den Uret,
det selv har øvet, som lader Medfølelsen forstumme og
lader Nordens Folk se feil, ja, ondt paa dets ny Herlighed,
der jo er at ligne ved en Opstandelse. Det hører kun Ha-
det, og det tænker, at Norden heller vil se det i sin aar-
hundred-lange Ydmygelse og folkelige Vanskjæbne. Da
samler sig en overlegen Kulde imod os, som i Tidernes Løb
kan tillade endnu mere end Slesvigs Tab. I alle de store
tydske Begivenheder fra de senere Aar er det alene Folke-
følelsen, som har kommanderet. Bismarck, Moltke,
Kongen har kun været dens duelige Redskaber. En ny
tysk Folkefølelse af Harm mod Norden, og da især mod
Danmark, vil i en ny Krig med Frankrige (og den kan ikke
være fjern), eller med Rusland (og den ligger vel neppe en
halv Menneskealder borte; thi det slaviske Spørsmaal
strammer sig nu) alene føre til, at Tyskland lægger Beslag
paa Jylland "for i Eftertiden at have Fred fra den Kant".
Men dermed er mere end Danmark sønderlemmet; vor Op-
gave er med Forholdet til Tyskland brudt i tusene Stykker.
Saadan vil det ikke gaa, svarer man. Frankrige, Rus-
land vil seire, og vi faa vort tilbage. Det er et naturligt
Svar; thi saaledes har vi alle tænkt lige til den sidste fran-
ske Krig, i hvilken næsten hele Skandinavismens Sympa-
thier var paa Frankriges Side, og hvori alene den Omstæn-
|
| s.367 | dighed, at Frankrige ikke seirede, hindrede Danmark (og
sandsynligvis de forenede Riger) fra at komme med for at
prøve at tage Slesvig tilbage. Siden den franske Krig er
imidlertid Sandsynligheden forat seire over Tyskland blevet
noget mindre. Men lad os alligevel antage, at Tyskland
beseires, og at vi staar blandt Sejerherrerne. Hvad saa?
Dette Spørsmaal henvender vi til den Oplysning om disse
Ting, som er vundet siden sidste Krig og dens Aabenbaring
af fransk Aand og Moral. Vi tillader os at spørge, om det
vilde være at fremme vor egen Bestemmelse i Verdens-
historien: i Pagt med den franske Aand at slaa
til den tyske, at berøve den hin Sejerens Adel, Selv-
tillidens rolige Retskaffenhed, som den alt for længe, til
ubodelig Skade for sig selv og sin Naboer har savnet?
Vilde virkelig det: at ydmyge vort legemlige og aandelige
Frændfolk i Pagt med dets Fiende, vilde det være at handle
ud af historisk Opfatning, som det sømmer sig et vakt
Folk?
Bagefter saadan Gjerning skulde vi kunne vinde Ind-
gang for det, som Gud har givet os at bære ud til Velsig-
nelse for Folkene? Da staar nok Sagen meget mere saa,
at vi har vundet vort Land paa Bekostning af noget af vor
Aand og dens Opgaver. Det er en anden Aand end vor, vi
da har hjulpet til at hærske.
Begge Muligheder altsaa af fortsat Krig med Tyskland:
Jyllands Tab eller Slesvigs Vinding ved fransk eller russisk
Sejer over Tyskland, er meget farlige, meget sørgelige.
Skal da Kampen med Tyskland ophøre? Saa langt ifra,
at først naar Krigstankerne faar Afsked, kan Kampen faa
sin rette Fynd. Nu lægger vi Vægten af vor Kamp did,
hvor vi ikke kan andet end saare os selv i vor Aand og
vor Tilværelse; mens Vægten, ja al vor Magt skal lægges
did, hvor vi kan føre den. Der, hvor vi engang tabte
Slesvig (i Fredens Dage tabte vi det; Krigen indhøstede
kun Fredens Resultater); der maa vi nu kunne vinde det
igjen; nu er vor Tid med Guds Hjælp kommet. Med
Aand mod Aand, med Kjærligheden til alt Vort i begejstret
Ihærdighed, med Kraften af at føle sin Opgave, af at
føle, at den er større end Modpartens, og med den sej-
rende Bevidsthed af at have Guds evige Ret paa sin Side,
skal vi kjæmpe!
Men kan en saadan Kamp virkelig føre tilmaals, vil
den Forsagte spørge: har saadant nogensinde været hørt?
Meget vil sikkerlig ske herefterdags, som aldrig før har
været hørt; men forresten har det sikkerlig været hørt, at
|
| s.368 | den, der bæres af en stor Tidsstrømning, og den, der kom-
mer tilbage i naturlige Forhold, han faar Magt, saa han
faar ogsaa lettere Sit frem. Hvad den første angaar, da er
Nationalitets-Strømningen evindelig voksende, og det tør
nok hende, at den engang blir stærk nok til at gjøre Ret
mod de smaa Folk, og allermest naar Kampen har været
ført saaledes, at ikke Folkehad har reist sig mod Folkehad.
Hvad dernæst de naturlige Forhold angaar, saa vil Tysk-
land, naar vi atter prøver paa at indtage vort naturlige
Frændeforhold til det, have lettere for at se: at vi, Nor-
dens Folk, er deres eneste naturlige Forbundsfæller mod
den fælles store Fare Slaverne. I en Kamp med Slaverne
vil Østerriget falde i mange Stykker, men vi ved vor Be-
liggenhed være uvurderlige Fæller. Aandeligt samme For-
hold. Nihilismen med dens Affødninger i Socialisme og
Kommunisme er af slavisk Æt og har sikkerlig dybe Rød-
der i den slaviske Aand, men kun en forloren Intelligents
har sat Skud af den i vor Jord. Indtil siste Trevl maa den
kunne ryddes ud igjen; vor Troesbund, vor Sædeligheds-
følelse, vor Hjemglæde kan ikke bære den, og Tyskerne
maa faa Lyst til Forbund med Vort ved at se, hvor farefri
vi staar. Men vi maa selv lette Tyskerne Adgangen til at
se dette og meget andet. Saalænge Krigs-Signalerne staar
paa Grænsen, ser de intet andet. Kan disse tages ned,
kan de faa en tryg Følelse af, at hvorvel vi fører en ubøje-
lig Kamp forat faa Vort igjen, saa kan de være rolige for
os, vi slutter ingen Pagt med deres Fiender, og vi har
hverken Frygt eller Smerte ved at de endelig, efter Aarhun-
dreders Kamp, er blevet et stort, samlet Folk, - da tør det
hænde, at Tyskerne ogsaa opdager de naturlige Forholde
og føjer sig ind i deres Krav. Men dertil hører først og
fremst, at de giver os Vort tilbage.
Eller tror man ikke, at vi ved at heise andre Signaler,
atter skulde faa Tyskerne i Tale? Skulde Tyskerne ikke
lægge Mærke til det, Tyskerne, som nu faar sig berettet
næsten hvert Hadets Ord herifra, i sin naturlige Mistænk-
somhed mod alt, som truer eller overser deres unge Stor-
hed, naturlig fordi Storheden endnu er saa ny og slet ikke
tryg, - skulde ikke de, som sender straalende Takke-Tele-
grammer, bare et enkelt lidet Folkemøde i England eller
Amerika lykønsker dem, skulde ikke de høre og mærke
sig, at et dansk, et nordisk Folkemøde, og et til, og endnu
et og atter et erklærede: ingen Krig med Tyskland, intet
Forbund med Tysklands Fiender; men Vort tilbage, og
Samfund med Tyskland?
|
| s.369 |
Jeg tror det, fordi jeg tror paa de Vaaben, Kristendom-
men har givet os, tror paa Aanden, hvoraf og hvorom vi
forkynder, tror endog meget stærkere herpaa end paa
Folkehad og Kanoner, - selv om de er smedede hos
Krupp.
Nu høres nogle at spørge: hvad vil et Forbund med
Tyskland overhovedet sige? Og de, som spørger saa, tænker
udelukkende paa et politisk Forbund.- Grundtvig, lige-
som P. A. Munch, talte og skrev om et stort (gotisk) ger-
mannisk Forbund, og den første tænkte sig England som
Førstemand i et saadant. Dette er imidlertid at overspringe
et Mellemled; thi saalænge England har sine Hænder inde
i Andres Eje over al Verden, kan vi ikke godt gaa i et For-
bund, som ogsaa sent eller tidlig vil bringe Ufred over al
Verden. Tyskland (altsaa ikke Østerriget) staar i langt kla-
rere, afsluttede Forhold; thi af fremmed ejer de i egentlig
Forstand kun Posen og Nordslesvig; - i Elsass og Lothrin-
gen er Land som Folk deres eget, ihvorvel en Folkeafstem-
ning idag vilde udsige, at hvad de har tabt, faar være saa
fremdeles. Forbund med Tyskland til Berging af en Ejen-
dom med saadant Forbehold er umuligt og vilde naturlig-
vis ikke blive krævet. Spørsmaalet Posen knytter sig til
en saa fjern Mulighed som Polens Gjenoprettelse, hvilket
forøvrigt Tyskland i Tidens Fylde neppe vil have noget
imod - tvertom! Det kan selvfølgelig heller ikke være til
Hinder for et nordisk-tysk Forbund. Men der er mange
Slags Forbund, og selv om det til en Begyndelse ikke var
større, end at Tyskerne vidste sig fri for os i en Kamp
med Frankrige og senere hen blev sikre paa os i et Over-
fald af Slaverne, saa faar andre Slægter og andre Tider se,
hvad deraf videre vil udvikle sig.
Disse Betragtninger er, som sagt, nærmest henvendt til
Kristenfolket i Norden, da det tilkommer disse at træde
Fordomme ivejen for Sandhedens Skyld og at lide for den
Mening, som ikke behager. Men af disse er det især det
Grundtvigske Kristenfolk vi henvender os til, fordi de bør
have faaet Øje for Nordens Folke-Bestemmelse, og bør vove
at træde op for den.
Men nu træffer det saa, at netop disse har i Danmark
taget det fortjenstfulde Arbeide paa sig at uddrive den om-
snigende Tyskhed af Tænkemaade og Sprog inden deres
eget Folk, og Slesvigs Tab har gaaet deres Fædrelandssind
|
| s.370 | dybest til Hjærte. Det er ikke alene almindeligt, det er et
Særkjende for en god Grundtvigianer at føre Hadets stær-
keste Ord mod Tyskland. Det kunde altsaa synes en stor
Modsigelse af mig netop at ville vende mig til disse. Det
er det ikke. Den samme stærke Følelse, som tildels her
har vildledet dem (thi at her har været ført Hedningetale
af Kristenmund, og det ofte af de bedste af dem, det er
mig fuldstændig sikkert) - den samme stærke Følelse vil
lettest bøje sig, det føler jeg mig saa meget mere vis paa,
som det dog altid har været deres krænkede Sandheds-
følelse, som har talt de altfor stærke Ord, og da kan man
haabe, at deres Sind, engang sat i Bevægelse af en højere
Sandhedserkjendelse, selv om det begynder med forarget
Protest, nok skal arbeide sig frem og ikke blues ved at be-
kjende, hvad det finder frem til.
Svar som dette: "naar Tyskland først gjør sin Uret god
igjen, saa skal vi gaa dem imøde", er ikke kristeligt; ja,
det er ikke engang smukt menneskeligt; thi den, der har
lidt Uret, har som oftest lettest for at gaa det
første Skridt. Her er de to Indrømmelser, at ogsaa Dan-
mark har gjort Uret, og at Tysklands store Almenhed især
af den Grund ikke klart fatter, at man fortiden gjør Uret
mod Danmark, - de maa være med som hjælpende Følge.
- Svar som dette: "først naar vi har taget vort tilbage,
skal vi prøve paa at give Venne-Signaler", kan ogsaa en
Hedning give. - Svar som dette: "vi skal ikke ydmyge os
mere end nødvendigt; det vil blive haanet", er sandt; men
gjemmer paa noget, som ikke er det. Thi alene det er til
Syvende og Sidst Ydmygelse, som tager paa, Æren; men
Æren mister ikke det mindste, naar man ikke opgiver det
mindste af sit; men alene gaar den Vej, som er anvist den
lille paa Jorden; ja, den, som elsker sit, føler Trang til
at gaa denne Vei, saa ikke det kjære skal forspildes derved,
at man bærer sig ad som den store. - Svar som dette:
"den, som tror paa Gud, gjør Gud stor", er overmaade
sandt; men naar Anvendelsen kommer i den Skikkelse, at
man henviser til det Jødiske Folk og siger, at Gud
frælste dette lille troende Folk Gang efter gang af Milli-
onernes Fiendehaand, da er det oprørende. Thi hvor er
den Profet iblandt os, som har faat Guds-Fuldmagt til at
skræmme Konge og Folk i Knæ til Anger og Bod? og hvor
er den Konge og det Folk, som tror Profeten og kaster
sig ned, saa Herren kan tale som til Jødefolket: nu har jeg
fornummet din Anger, nu frælser jeg dig? Jøderne selv af-
giver et forfærdeligt Eksempel paa, hvad det fører til at
|
| s.371 | gjøre Profet-Tidens religiøse Tempo efter med et modvil-
ligt, halvt-troende Folk. I Jerusalems Belejring førte Præ-
sterne det sammen til Miraklet; - Miraklet kom ikke; men
Undergangen kom. Uden Fuldmagt at føre Folket hen
forat vente paa Miraklet, og gjøre det forat spare dem for
at underkaste sig de Vilkaar, Gud har sat i deres Skjæbne,
burde, efter Advarselen i Jerusalem, kjendes for hvad det er.
- Og saa tilsidst vil jeg sige om Svar som dette, hvilket
jeg ofte hører: "vi hader slet ikke Tyskerne; vi hader kun
den Uret, de har gjort os", - at det er usandt, - saa
længe man ikke kan vise det. Men at se paa den Stor-Tid,
som nu er gaaet op over Tyskland, som er det ingen Stor-
Tid, men kun et Hoffærdighedens Luftslot, skabt af Jætte-
Kræfter, og som snart vil dunste bort i Guds-Sol, - det er
den dybeste Fornærmelse, som kan tilføjes Tyskerne nu,
og kun et stort Had kan indgive den. Hvad kunde verds-
ligt være skjønnere for os selv end efter en stor Sejer over
en stor Fiende at vinde vort tilbage, og paa en saadan
Sejer tillige vinde den udvortes Adkomst til engang i Aand
og Sandhed at blive aandsvakt og samlet i en Folke-Gjer-
ning? I megen Overdrivelse, i stærk Forvildelse (og ander-
ledes gaar det ikke til, naar et helt Folk rejser sig efter
langt Tryk) har Tyskerne alligevel nu udført, hvad vel er
værdt, at den germanniske Stammefølelse optegner det som
Stor-Bedrift af sin gamle Kamp-Aand, og vel værdt, at vi
bejler til i Samfund med dem engang at føre Troens, Folke-
frihedens Sag ud i den stridende Verden.
Ja, havde Grundtvig staat ny op idag og skulde ud
af sin unge Mandom tage Tag i Folke-Gjerningen og spejde
efter Vejene, - han havde faat det samme, - som heller
ikke er synderligt forskjelligt fra, hvad han sagde efter i et
Liv at have levet med i Danmarks forgjæves Kamp mod
Tyskland og i den daglige, grusomme Lidelse, som ingen
følte dybere end han.
Grundtvigs Disiple og Tilhængere skal fortsætte
ham, ikke bare gjentage ham, altsaa i de ny Begivenheder
se de ny Krav. De, og alle Danske, som handler i dette
Forhold, maa føle Ansvaret af, at de aabner eller lukker
Vejene for sin egen Bestemmelse som Folk, og, foreløbigt i
alle Fald, skruer fast hele Nordens Forhold til Tyskland.
Her er en Naturmagt i dette Forhold, som trods alt i Læng-
den vil drage Norden til Tyskland, og den vil lette Arbei-
det, hvis det lægges rigtigt an, og knuse det, hvis det læg-
ges urigtigt. Det er Slægternes Arbejde, som det her er
|
| s.372 | Tale om; først af Slægterne kan man kræve udviklet hos
os selv og baaret ud til andre alt, som her venter; men
det hindrer ikke, at hver enkelt maa begynde idag.
Skjønt man vil forstaa, hvem der har skrevet dette,
sætter jeg ikke mit Navn under for derved at tilkjendegive,
at jeg ønsker ikke andre Hensyn tagne end dem, Sagen ejer.
Der maa kunne vindes en Maade at forhandle ogsaa denne
Sag paa, som skiller sig fra den almindelige Forfølgelse og
Forkjetring. Hele den udenadlærte Lektie om "Schlesvig-
Holstejner", "Anti-Skandinav", "Folkefører", "Danskehader",
og hvad det altsammen heder, maa kunne spares, thi den
er ikke af det Gode og fører ikke dertil. Alt Had indsnev-
rer og forhærder, og er derfor en Ulykke for den Enkelte
som for et Folk; og anvendes Følelsens skjønne Gave kun
til dermed at spinde sig ind, saa blir den jo til en For-
bandelse.
Hvad mit Forhold til den tyske Sag angaar, kan jeg
derom oplyse følgende: Allerede i 1868 gik det op for
mig: med Frankrige vinder vi intet, af Tysklands Nationa-
litetsfølelse, naar den engang udfolder sin Blomst, muligens
det vi vil. For denne Opfatning stred jeg samme Aar meget
i Danmark, bl. a. i "Nordisk Samfund". Da Krigen mellem
Tyskland og Frankrig brød ud, tænkte jeg desuagtet: maa-
ske dog dette er Vejen, og jeg arbejdede for Forbund med
Danmark, hvis Danmark vilde gaa med Frankrig; men jeg
opmuntrede ikke dertil. Jeg ønskede Frankrig Sejer for vor
Sags Skyld; men udtalte ofte, at da sejrede vel desværre
ogsaa den franske Aand i vore Byers Dannelse, - og for
denne er den med sin Vantro og sin overvejende æstetiske
Retning en Gift. I Kampens senere Stadier, da Frankrige
blev Republik, da Tyskland saa ud som en Fare for alle
smaa Stater, ønskede jeg hjærtelig Frankrige Held, og Freds-
opgjøret smertede mig. Men senere har jeg seet tydeligere,
hvad her dog dengang blev gjort, og Frankrige har jo selv
hjulpet mig dygtig dertil. Herom skal jeg ikke mere sige,
end at jeg beundrer dets Hjælpekilder, jeg elsker dets Re-
publik, jeg ønsker det alt Herligt og Godt, og jeg tror paa
dets Opstandelses-Evne; men vore Veje falder ikke her, og
vi har spilt megen Tid og meget Arbejde paa fejle Veje i
vor Udvikling. Vor Vej ligger hos os selv og bøjer derfra
til vort Frændfolk, der har lidt under den samme franske
Aand som vi. Vi klager ikke derover; thi naar den
|
| s.373 | fremmede Aand vinder, saa er det altid
fortjent. Men vi vælger den ikke, naar vi er blevne
seende.
Vi vælger de store Færdsels-Veje, paa hvilke vi dog har
faat vort Meste og Bedste, og ad hvilke vi snart ved
Guds Hjælp skal føre noget tilbage af vort Folke-Arbejde,
for hvis Skyld vi ønsker Fred!
1 tilbakeBjørnstjerne Bjørnson. Stykket staar at lese i "Oplandenes Avis" i
August d. A. |
\n |
|
