| s.107 |
Gildet paa Solhaug.
Skuespil i 3 Akter af Henr. Ibsen
(opført paa Kristiania Teater den 13. Marts.)
|
| s.108 |
("Morgenbladet", 30. Marts, 1856.)
Ofte hører vi Mennesker, hvem vi ved blottede for
alt ideelt Liv, derfor udygtige til at føle noget foran,
til at fatte et Kunstverk, - dog fælde en ikke ueffen
Dom om dette. Ikke enkelte, men en hel Mangfoldig-
hed af forstandige Mennesker i vor superforstandige Tid
nøder os til idelig at gjøre om igjen denne Erfaring.
Forundre os kan det egentlig ikke. De store Æstetikere
har gjennem de mindre afsat en hel Del Læresætninger
om det Skjønne ned til den store Masse, og de lader sig
lære uden synderlig Møie. I vor dannede Tid glider
|
| s.109 | Kunstverker dagenedags forbi vore Øine, og fra de bedste
af dem kan ved lidt udvortes Hjælp ogsaa et helt Regel-
verk opkonstrueres. Hele Forstandighedens Folkefærd
er dygtig til at lære, og vi ser dem derfor snart at fare
afsted til det næste Kunstverk med fuldfærdigt kritisk
Verktøi. Deres Selskab uleiliger ofte, skjønt det ikke
forstyrrer. Det kunde være, hvis man i et væk maatte
vende sig fra sit Arbeide til Publilkum for at vise,
hvor skjævt de dømmer, naar de ikke indenifra tager
Dommen med. Men det sparer man sig. Man venter
blot paa, at der skal komme et listigt Kunstverk af sær-
egen Art, som de kan maale sig fordærvet paa. Og alt-
imellem kommer der et. Der er visse velsignede Digt-
ninge, som, hvor uskyldige de er, dog bliver dem usyn-
lige Faldgruber, og i dem styrter hele den kjække Skare
hulter i bulter paa Hovedet.
Selskab med dem gjør en anden Del, som vel kan
være æstetisk anlagt, men som er gaaet sig fast eller op
i en enkelt Kunstner-Individualitet, tildels i en enkelt
Retning, og vil se denne i det frembragte, saafremt det
skal duge. De kjender kun et eller to Synspunkter, og
lader Verket sig ikke tage i Kikkerten fra noget af dem,
saa erklæres det ikke til at finde i det Skjønnes Hori-
sont. Hine er den personificerede Travlhed; disse hviler
dovent i en Slags taus Foragt for alt det, som ikke
kommer ind under deres Øiemaal. Hine styrter sig over
hvert eneste Verk, det store og det lille; thi det er den
Snusforstandiges Væsen, at han vil anvende, hvad han
har lært. Disse løfter blot paa Hovedet, naar det bliver
for støiende om dem af alle de tirrende Skabninger, hvis
Tilværelse de ikke vil erkjende. Da reiser de sig med
Vælde, da tager de Køllen i Haand og styrter afsted,
jager og slaar om sig - - og dumper paa Hovedet
ned i den fule Faldgrube.
En saadan er Hr. Henr. Ibsens Stykke bleven for
mange.
Da det nu er udkommet i Trykken (hos Tønsberg
- som historisk, ovenikjøbet historiskt (!) Skuespil),
har vi Anledning til at tale nærmere om det. Det bliver
blot i et og alt at stadfæste og begrunde det første Ind-
tryk. Man har det engang om igjen, naar man læser
det, og det forhøies, fordi ingen skjæmmer os ud de
|
| s.110 | deilige Vers. Thi det bekræfter sig, at de, netop de maa
være Udgangspunktet for Bedømmelsen.
Man har klandret dette Stykke i Forhold til "Svend
Dyrings Hus" og Kjæmpeviserne. Dette skal da for-
modentlig betyde, at det lyriske Moment er laant af
Kjæmpeviserne, det episke af Hertz's Stykke, med andre
Ord, at Formen, Behandlingen er Kjæmpevisernes, Stoffet
Hertz's. Allerede dette kan man ikke godt sige, da
baade det episke og lyriske Moment i Svend Dyrings
Hus ganske er Kjæmpevisens og ene Sammensmeltningen
af begge, det dramatiske, er Hertz's Verk - og hans
Mesterverk. Men dette er da noget, som den ene Mand
nok lader være at tage fra den anden. Skal man nu
endelig afhandle, hvorvidt Hr. Ibsens vakre Stykke er
et Rov, saa kan han til Hertz ikke komme i noget andet
Forhold end det, som man har til en Veiviser. Hertz
har vist ham hen til Kjæmpeviserne, og af disse skal
da Rovet være forøvet.
Men det at digte sig ind i deres Forestillingskreds
og Tone, kan dog ikke kaldes Rov. Da har ialfald
Hertz gjort sig skyldig i den samme Brøde. Jeg for-
staar godt, hvordan en saadan Mening kan danne sig.
Naar Veien er sterkt befaren, falder det ingen ind at
sige, at den ene gaar efter den anden, fordi om de begge
gaar henad den; men naar den er folketom, og en en-
kelt en enkelt Gang gaar henad den, og en anden ogsaa
gaar, da siger man ofte, at den ene gaar efter den anden.
Det var nok meget faa, som havde Øie for, hvilken kun-
stig Efterligning Ernest Legouvés "En Brud ved Erobring"
var af den nyfranske Skoles bedre Verker. Overhovedet
reiser man ikke den Bebreidelse mod nogen af denne
Skole, at den ene efterligner den anden, eller at de alle
efterligner Scribe, fordi de benytter hans "Opfindelser".
Men jeg undrer mig paa, om ikke den, som først be-
mægtigede sig den Maade at behandle Stoffet paa, fik
paaskrevet sit Karakterkort: "han er bare en Efterligner
af Scribe?" Nr. 2 fik det neppe, Nr. 3 endnu mindre,
og siden kunde Forfatterne uforstyrret udvikle sin Indi-
vidualitet bag denne fælles Kunstform; thi ingen talte og
taler længer om Plagiat - ja selv om det virkelig
er der.
At befølge en ny Bane, som er brudt af en anden,
er ikke at eftergjøre denne. Den grove Sans merker, at
Maneren er den samme og skriger straks ende over sig;
men den merker ikke eller vil ikke merke det indi-
|
| s.111 | viduelle Liv, som rører sig inden Maneren. Det er hos
den begavede Digter saa sterkt, at han egentlig ikke gjen-
tager noget, selv ikke engang Maneren; thi ved at gribe
den paa sin Maade, udvinder han ogsaa noget nyt.
Dette viser ogsaa Hr. Ibsen. Medens Hertz fortrinsvis
har behandlet den episke Side af Kjæmpeviserne, tager
Ibsen den lyriske. Medens den første løfter Stoffet helt og
holdent ud af dem, laaner den anden blot deres drøm-
mende Aand, deres underlige Tonefald, og lægger i dette
en Kjæmpeviserne aldeles uafhængig, paa første Haand
digtet Tanke. Hin stræber i sit Versemaal fornemlig
efter at skaffe det enkelte Ord en særegen, næsten over-
naturlig Vegt, saa det hele Apparat bliver bevægeligt
og sterkt og som saadant ualmindelig skikket til fyldig
Karaktertegning. Dennes Hovedomsorg gaar ud paa at
fjerne alt, som kan forstyrre det melodiøse, vække det
lyrisk drømmende, gribe ind og forme fremmede Fore-
stillinger. Ingen voldsom Overgang, ikke en eneste en,
ingen Vildhed, ingen Overanstrengelse; alt skal roligt
glide frem, risle, synge, daare. -
Intet kan være mere forskjelligt end Hr. Hertz's og
Hr. Ibsens Vers; man behage blot at se efter. Og dog
har de begge øst af Kjæmpevisen. Hvorfor tager de
hver sin Del i hine Viser, dersom de ikke tager til hver
sit Øiemed? Og det viser sig snart. Man siger, at
Hertz's Figurer er Ibsens, og endog Katastrofen saa om-
trent den samme. Til en saa kummerlig Paastand bruger
man et saa kummerligt Bevis, som at én Figur i Hertz's
Stykke er to i Ibsens, to i Hertz's én i Ibsens! Tage
Bolt er fordelt paa Bengt Gautesøn - og Knud Gjæs-
ling! Margit er Regisse - og Ragnhild! Saadan er det
naturligvis med os allesammen, at vi er et Stykke af
den og et Stykke af den; men netop Foreningen er det
karakteristiske, skulde jeg mene. Der bruges Gift i begge
Stykker - altsaa Lighed! Men man lægge Merke til,
at det er Kvinder, som i begge Stykker vil rydde et
Medmenneske afvejen, og disse har over hele Verden
det tilfælles, at de maa bruge den Svages Middel; de
bruger ikke mere Sverdet hos Hr. Ibsen i Norge end
hos Hr. Hertz i Danmark; de bruger Giften. -
Men jeg kom bort fra, at disse Stykker er blevne
til i saare forskjelligt Øiemed. Maa det ikke være paa-
faldende, at Hr. Ibsen ikke laante sit Stof af nogen
Kjæmpevise, skjønt de har saamange, og skjønt han
kjender dem som faa. Han tog det heller ikke af den
|
| s.112 | samtidige Historie; men han dannede ganske ud af sit
eget Hoved. D. v. s. Kjæmpevisemaalet dannede det for
ham. Hvad der er frembragt, er ligesom det Indtryk,
han havde efter Læsningen. Saadan omtrent maatte dens
Tid være, mener han; en Margit og en Signe maatte
den danne. Og Gudmund er den, som har udført Verket;
han er Sangeren eller rettere sagt den personificerede
Kjæmpevise. Ved hans Kvæde er de ammet; i det hviler
hele deres Liv. Saaledes kunde det forvilde en Margit
og frelse en Signe.
Hos Hertz er det derimod ikke Kjæmpevisen, som
danner; det er ham, som danner Kjæmpevisen. Han
dramatiserer den, d. v. s. dens Indhold, og benytter
dertil dens eget Middel. Han gjør om igjen hos os
den Udvikling, som den spanske Romance har haft i sit
Fødeland: han fører dens forskjellige Figurer paa Scenen.
Ibsens Arbejde er ligeoverfor dette virkelig næsten blot
den lyriske Stemning efter et Samliv med de gamle
Sange. Men Herregud, hvor den er yndig!
Hans dramatiske Ramme er forresten ikke saa ilde
enda. Nærmere beseet er der baade Tanke i den og
en smuk Tanke; men den er svagt gjennemført. Margit
har man fremstillet som en meget simpel Kvinde, "der
giftede sig for Penge", og som siden begik Mord. Ja, det
vidste vi før, at den faktiske Handling ikke er det poe-
tiske, men Motiveringen. Hvorfor giftede hun sig Guld
til, hvorfor vilde hun begaa Mord? Se, derpaa kommer
det an. Hakon Jarl kan ogsaa være en simpel Karl; han
dræbte sin Søn. Alle de gifte Damer i de franske
Skuespil, "som har giftet sig for Guld", er vel ogsaa
simple Kvinder, - der beviser, "at enhver Gaas kan
blive Heltinde". Men jeg skulde tro, at de forstaar at
gjøre "Heltinder" af dem, ligesom Oehlenschläger har
gjort en Helt af Hakon Jarl.
Lad os betragte Margit. Hun er som sagt en Skab-
ning af Gudmunds Sange. Signe lyttede til disse samme
Sange, men hun drak blot Haab og en umaadelig Tro
paa en god poetisk Verden af dem. Margits Gemyt var
ikke saa mildt; det dvælede mere ved den ydre end
indre Verden i Viserne, mere ved Riddernes og Fruernes
Fester og Optog, end deres stille Kjærlighedsleg. Hun
formede alt en rig Verden i sine egne Tanker, hvori hun
saa sig selv som Dronning. Gudmund reiste; men Bil-
ledet stod for hende. Hun saa ingen Virkelighed for
det - og greb næsten ubevidst en enkelt Leilighed, som
|
| s.113 | frembød sig. Men aldrig saa saare var hun flyttet ud af
Drømmen og ind i Virkeligheden, førend hun smerteligt
tænkte: det var ikke paa den Maade! Sjælen, som ube-
vidst havde rørt sig i det hele Tankemaleri, nemlig
Kjærligheden, den savnede hun i Virkeligheden, og intet
havde længer Glans. Lad os tænke os de tre frygtelige
Aar, et Væsen som hun tilbragte ved Bengts Side. Lad
os tænke os, hvor ofte og vemodigt Gudmunds Billede
stod for hende, som anede hun nu først, hvad der gjorde
hans Sange saa usigelig kjære. Hun saa sig Offer for et
stort Bedrag, og Smerten og Længselen arbeidede i Fælles-
skab paa hans Billede. Derfor kunde hun saa straks
falde ham i Armene, da han kom, derfor med en saa-
dan Feberkraft klamre sig fast ved ham, da han vilde
vige.1
Tager man Gudmunds Sange bort, har hun intet at
helde sig til og vil synes urimelig; men har man dem
med, saa vil man godt forstaa hende. Da vil man - lige-
som man hidindtil har forstaaet hendes Udvikling -
fatte, hvilken Fremtid hun imødesaa, nu, da hun engang
havde havt et lyst, forbifarende Haab om noget bedre.
Hun siger selv:
"Jeg hørte engang om et blindfødt Barn,
som voksed op i Leg og i Glæde;
Moderen spandt et Trolddomsgarn,
som mægtede Lys over Øiet at sprede.
Og Barnet skued' med undrende Lyst
over Bjerg og Sø, over Dal og Kyst. -
Da svigted' de koglende Kunster brat
og Barnet gik atter i Mulm og Nat;
det var forbi med Gammen og Lege,
af Sorg og Længsel blev Kinderne blege,
det sygnede hen og leved' alle Dage
i en evig, en endeløs Klage."
Dette Barn var hun, og Fortællingen om Audun af
Hegrenæs, (der virkelig er benyttet til Handlingens Frem-
skyndelse med en Dygtighed, som lover noget mere)
"lokker og frister" hende. Hun overgiver sig til sin
syndige Længsel, alt gaar i saadan voldsom Hast; Signe
kommer imellem; hun maa straks kunne staa ligesaa fri
|
| s.114 | som hun for at kunne virke paa hans Sind med lige
Magt, og fortvivlet, opskræmt, aandeløbende efter sin
Lykke, som hun pludselig tror at skimte, tykkes hun
"- - den Lykke vinder i Pris,
som maa kjøbes med Blod, med min Sjæls Forlis."
Den Vælde, hvormed flere Aars tilbageholdte Længsel
stormer paa, Hasten, Situationen gjør hende, som man
ser, næsten vanvittig. Hun ved ikke mere af sig - og
hun helder Draaberne i Bægeret!
Med sund Takt lader Digteren ingen falde som Offer
for denne Udaad.2 Giftblandingen stilles saaledes ene i
Forhold til hende selv. Og paa dette Punkt søger jeg
det dramatisk brugbare i Stykket. Digteren lader hende
gaa saa langt i sin Forvildelse, at hun ræddes tilbage
for sig selv. Ganske alene fuldfører hun sit Omvendelses-
og Soneverk. Ganske alene, blot ved at lade hende frit
rase ud, vender hun fra Syndens Tomhed tilbage til
Religionens Fred. Hvad ellers en Katastrofe virker, hid-
ført gjennem andre eller i Brydning med andre, udretter
hun selv, og dette er baade naturligt og originalt frem-
stillet.3
Man dadler Bengt Gautesøns Fald. "Han fortjente
ikke at falde, han var blot et sølle Skrog." Vistnok;
men hans Forretning var tilende. Alt maa naturligvis i
et Drama staa i et Kausalitetsforhold. Bengt er sat der-
ind som Aarsag (rigtignok en uskyldig) til det, der sker.
Den har sin Virkning - og falder bort. Et saa strengt
Forsyn er nu engang Digteren i sin selvskabte Verden.
Hans Tilværelse som Egtemand var Straffen for hendes
Forræderi mod sin poetiske Fortid og hendes letsindige
Offer af sin Ungdom. Efter en udvidet Brøde skal hun
ogsaa sone i en højere Forstand, og han maa ikke være
iveien herfor. Det staar alligevel ikke til at betvivle, at
en sterkere Dramatiker ogsaa havde holdt ham i et lidt
|
| s.115 | mørkere Lys; som han nu er, kan man ikke undlade at
tænke paa hans Fald, og det skulde man ikke.
Flere svigtende Træk i det hele Anlæg kunde jeg
paavise, ligesom jeg og kunde udhæve Signe lidt nøiere.
Men hun vil nok forstaaes af en kjærlig Læser, og
hvad hint angaar, saa kan det her ikke være rimeligt at
gaa irette med Dramatikeren Hr. Ibsen.
Jeg vil takke ham for hans lille venlige Arbeide og
anse det som en sjelden Gave til vor Literatur. Lad saa
andre forlyste sig med at klassificere ham. Det maa og-
saa blive deres Sag at forklare, hvad de mener med sine
"Halvdigtere". Vi maa ikke være for prutne paa det; i
Sandhed, vi har ikke og faar ikke mange som Hr. Ibsen.
Jeg forstaar ikke, at de tarveligt begavede Digtere (jeg
anser langt, langt ifra Hr. Ibsen for en saadan) "kan
skade Smagen" og fordærve den for de store Digtere.
Det store var ikke stort, dersom det ikke erobrede sig
Kjærlighed, naar det kom. Og de mindre Digtere, der
ikke er hævet langt over Folkets almindelige poetiske
Bevidsthed, udvikler dog denne, pleier og nærer den.
Men hvorom alting er: det er en slibrig Sag at sætte
Rang for en ung Digter, en endnu slibrigere at bænke Hr.
Ibsen paa det nederste Sæde. Kjære Læser, vil du ikke
heller være med mig, naar jeg vender om Signes Ord til
Gudmund, saa de kan blive vore til Digteren - vil du
ikke være med og sige til ham:
"Min ædle Sanger: i Sorrig og Lyst
slaa kun din Harpe, som bedst du lærte;
tro os, der er Strenge dybt i vort Bryst,
som skal svare dig i Fryd og Smerte! - ?"
1 tilbakeHendes studse Adfærd i Begyndelsen er naturligvis ene at betragte
som Egenkjærlighedens svage Modstand. Hun følte, hvilken grænse-
løs Magt han kunde faa over hende, og skammede sig, da hun var
bange, han skulde ane det - maaske endog nyde en Triumf; hun
kjendte ham jo ikke. - 2 tilbake
De Elskende vil drikke af Bægeret, men forhindres. Forsaavidt
dette ikke skal symbolsk betegne, "hvor nær hun havde voldt deres
Lykkes Forlis" (et rigtignok temmelig unødigt Symbol), saa er dette
blevet til blot for Teatereffektens Skyld, forat Tilskuerne skulde
ængstes. Men uden Grund i Stykket er dette utilladeligt. - 3 tilbake
Stykket har sin Svaghed i, at vi egentlig ikke ser Gudmund amme
hendes Kjærlighed paany, blot hører hende sværme, og derfor ikke
ganske let fatte dens Styrke. Derfor er vi ikke deltagende nok i,
hvad der sker. Fremdeles har Forfatteren ikke forstaaet at lade
den udvortes Nødvendighed for Giftblandingen ledsage og fortolke
den indvortes. Vi maa ogsaa her løbe tilbage til at tro paa hendes
Ord. Men hvad Digteren har villet, det forstaar vi allesammen. |
\n |
|
