| s.33 | Bjørnstjerne Bjørnson
En Nytaarsbog
("Morgenbladet", 15. Januar 1854.)
Her klages ofte over, at Nutiden fast intet leverer
til Berigelse af vor Poesiliteratur, eller mere direkte over,
"at der ikke fremstaar nye Digtere nu som i gamle
Dage". Man overvælder Tidsaanden med Bebreidelse
herfor; man ynker dens praktiske Retning, dens filistrøse
Bestræbelser; man søger at rette den ved at lade afdøde
|
| s.34 | Digteres Værker leve op igjen; man leder om inde blandt
Folket efter deres egne gamle Kvad, steller lidt ved den
simple, ærværdige Dragt - og lader ogsaa disse gaa
manende til os. Men fremdeles den samme tunge
Stilhed.
Dog, for denne Stilhed bør man ikke være bange,
ei heller ifølge gammel god Skik søge dens Grund i Tids-
aanden. Thi nøiere efterset er den kun den Forknythed,
den bange Gjæring, som Følelsen af et uundgaaeligt Uveir
avler. Det gamle Literaturens Land trues med Omvælt-
ning; thi udenfor dens dansk-tyske Enemerker staar der
et nyt Tankefærd med Krav paa Landet fra gamle Tider
af. Det er ikke længere kommet streiftogsvis eller i
smaa Hobe; det er den hele samlede Masse, som trodsig
og sterk vil bryde ind og tage det Hjem i Besiddelse,
hvorfra det engang er drevet bort og saalænge holdt ude.
Med dette vil en ny Digterslegt fremstaa; men indtil da
- endnu medens man uvis vakler mellem sit eget og
det fremmede, famler om iblinde mellem nyt og gammelt
Sprog, nye og gamle Begreber - kan ingen stor Aand
komme til Gjennembrud, og vi maa enten intet nyt -
og paa samme Tid godt - forlange, eller ogsaa holde
os til de ældre, dem, der var modnede og sterke, før
Stormen kom, - der ikke vakle, ikke tvivle, fordi de
længst har taget Parti. Men disse ældre, man ser jo
næsten intet, som kan vidne for dem, at de lever og
lever for at tænke og skrive.
Var de store Digtere, kunde de ikke saaledes hen-
give sig til at forstumme, thi den store Digtersjæl er
produktiv, den maa tale den, tale altid og til alle.
Her hos os maa vi derimod vente taalmodig, indtil
en betydningsfuld Mand eller Reisende lægger sig til at
dø, eller der slumper til at indtræffe en Fest, saasom
ved Studentersamlingerne, Kronprinsessens heldige For-
løsning, Kongens lykkelige Helbredelse osv. Men især
klapper man i hænderne af Forventning mod hver Nyt-
aarsdag; thi det feiler sjelden, at jo et eller andet lykke-
ligt Træf aflurer vore skrivende Kapaciteter nogle Digte
til den Tid. For tre Aar siden var saaledes - til stort
Held for os - et Par Løitnanter komne til at fornærme
P. C. Asbjørnsen under et Togt nede paa Middelhavet,
og da dette skulde hævnes digterisk, fik vi til Nytaar
den ganske fortræffelige "Ydale". For to Aar siden
troede derimod Welhaven det nødvendigt paa Grund af
Nationens mageløse Længsel efter noget fra Digterens
|
| s.35 | Haand, at udgive en Bog til Nytaar. Denne Længsel
kom imidlertid overraskende paa ham, han havde vist
ikke ventet den; thi han havde saagodtsom intet nyt
færdigt, hvorfor han maatte lade opigjentrykke adskillig
gammelt om Vasdrag o. d. Den særdeles Glæde, hvor-
med Bogen alligevel blev modtagen, den rosende Anmel-
delse, den høstede i begge vore Storblade, burde, saa
synes man, drevet den yndede Digter til at lyksaliggjøre
os med mere og om han endnu ikke havde skrevet noget
nyt, saa da fremdeles noget gammelt, noget fra den Tid,
han ikke var Professor, og var nødt til at skrive. Men
dette skete desværre ikke. Forrige Nytaar blev det
meget mere Munchs Tur. Hans Kone var død, og saa
stort Tab dette end var for ham, blev det dog til Gevinst
for os, da det afnødte ham den hjertelige Digtning "Sorg
og Trøst".
Iaar er det, vi ved ikke hvilken Familie, Mand eller
Kone, Olding eller Barn, som lider Nød. Dette har hel-
digvis vore Digtere observeret; det gik dem til Hjerte,
thi om de ikke er store Mennesker, er de dog gode
Mennesker. De slog sig sammen om at give den eller
de Ulykkelige en Nytaarsgave, - og saadan gik det til,
at vi fik lidt fra otte af vore Digtere paa en Gang.
Det kan naturligvis ikke blive Stort fra hver især,
naar de kun har 143 Pagina i Oktav at forsøge sig paa.
Men det er da altid saameget, at vi kan have Anledning
til at sammenligne og dømme. Idet vi skal forsøge her-
paa, følger vi den i Bogen brugte Orden.
Bogen begynder med et Stykke af Th. Kjerulf.
Det er den samme Kjerulf, der har leveret et Par Stykker
i "Hjemmet og Vandringen" - og særskilt udgivet en
egen Digtsamling. Han er altsaa allerede en forsøgt
Literat, og da han har gjort en Pause af flere Aar i
Offentliggjørelsen af noget belletristisk, gaar man til dette
med en Smule Forventning. Stykket er overskrevet
"Udenlands", og første saavelsom andet Afsnit sees at
være skrevet i Bonn Sept. 52, tredje i Heidelberg s. A.,
fjerde sammesteds 2den Januar 53.
Hvo venter ikke efter dette at faa noget "udenlands
ifra", - lidt om Landene, han reiste igjennem, Byerne,
han opholdt sig i, Menneskene, han stødte paa? - Hvo
føler sig ikke derfor ogsaa betydelig skuffet, naar man
næsten intet faar "udenlands ifra" - men bare inden-
lands ifra i dette Ords sterkeste Betydning, nemlig Fan-
tasier og Tankeeksperimenter over Gjenstande i Kjerulfs
|
| s.36 | inderste Indre? Der er med andre Ord næsten intet i
denne Fremstilling, der ikke kunde være skrevet for
Norge, paa Kjerulfs Værelse, forinden han foretog Reisen
til Tyskland. Men dermed er naturligvis ikke hans Bi-
drag forkastet. Dermed er der ikke givet Indsenderen i
Nyaarsdagsnummeret eller Anmelderen i Nyhedsbladet Lov
til noget saa nær at karakterisere Kjerulf som en gal
Mand. Det usædvanlige er ikke Galskab - og den, der
offentlig kommer med en Kritik, skylder den Literatur,
til hvis Gartner han gjør sig, med varsom Haand at
rydde Ukrudtet tilside, - om der muligens kunde være
en enkelt lille Spire, der var værd at reddes. Ikke en,
men mange saadanne trives inde mellem det meget for-
voksede i Kjerulfs lille Blomsterbed, og det er derfor
sørgeligt at se disse kjække Herrer luge væk og spade
om for at plante sine egne frosne Poteter deri.
Vi havde tænkt at levere enkelte Eksempler paa
hans Forkertheder; men Gud skal vide, at dette er os
sparet; den anden Del af Kritiken, den at undersøge,
hvoraf disse kommer, at han kan skaffe dem væk, saa
det gode faar Spirekraft, er imidlertid - som man
kunde vente - ubeskaaret overladt os andre. Kjerulf
bør saa meget mindre behandles saa inhumant, som man
af alt bør tro, at han kun for et Øieblik er ledet vild
og ind paa en Afvei, hvorfra han maa føres tilbage.
Denne drømmende, sygelige Maaneskinsvandring, hvortil
vore egne, saa længe feterede Digtere med Welhaven i
Spidsen har overgivet sig, denne Banghed for Dagslyset
og Sværmeri for alskens sørgelige Natscener, - denne
mystiske Snak med Huldre, Alfer og Nisser og andre
Natfolk, som gjør Hovedet kruset baade paa dem selv og
Læserne: alt dette er det, som fra Begyndelsen af ogsaa
har draget Kjerulf ind til sig - som saa mange andre
Dilettanter, f. Eks. Paul Botten Hansen med sin Bog
"Huldrebryllupet" eller hvad den heder.
Men det er ikke alene herifra Kjerulf bør drages
tilbage, det er fra den senere tilkomne fikse Ide - og
hvor let undfanger man ikke fikse Ideer, naar man altid
gaar og ser bort fra Virkeligheden ind i en sygelig
Drømmeverden? - at ville være en Jean Paul i sine
Betragtninger, en Heine i sine Fantasier. Han spænder
derfor hele sit Indre mange Toner for høit, og dette
er hans væsentligste Fejl. Hør nu, hvordan det da
bliver.
Han vil være Geni. Dette ved han er det samme
|
| s.37 | som at danne rare Ting af en ubekvem Materie. Faar
han derfor fat paa noget i Livet eller Naturen, beskriver
han ikke dette, men tror sig forpligtet til gjennem Bil-
leder at skabe det om først til en Gjenstand, saa denne
igjen til en anden, denne atter til en tredie og kommer
under denne Forædlingsproces til at sætte saameget
til af sin egen Lavning, at det hele bliver bare Rør
og Rot.
Er han ifærd med at levere en Reisebeskrivelse,
skal denne være affattet saadan, at man straks kan se,
det er en Digter, som har reist. Derfor bryder han sig
ikke om de Steder, Vorherre allerede har befolket, men
desto mere om dem, han selv kan befolke, - ser intet
der, hvor andre ser, men særdeles meget, hvor andre
ikke ser en Smule. Vi, som skal følge ham, kommer
saaledes bare til at reise i Hurtigvogn om i Kjerulfs egen
Hjerne, snart med en Tanke, snart med en anden, indtil
hver er udkjørt. Man kunde derfor fristes til at raade
ham til, at han en anden Gang, naar han vil reise Uden-
lands, først lægger lidt igjen af sine egne Syner og
Aabenbarelser her Indenlands; thi nu gaar det ham som
Manden, der ikke kunde se Skoven for lutter Trær.
Men med alt dette er der virkelig Fantasi hos Kje-
rulf; hvor han kan spille over paa Naturen, er den end-
ogsaa meget rig, meget vekslende. Han vilde derfor
være istand til at levere ganske anderledes smukke Ting,
naar han ikke troede sig nødt til at forcere den saa
uhyre. Mangesteds tiltales Læseren ogsaa af en vis from
Naivitet, men Ulykken er, at han selv har opdaget, at
han besidder noget deraf, hvorfor han har skyndt sig at
gjøre hver Opfatning, hver Anskuelse saa rørende naiv,
at det altfor ofte udarter til latterlig Sentimentalitet.
Hans Reflektioner er undertiden sande og farvede af en
livlig Fantasi; men samme Udskjæmmen, samme Over-
drivelse. Naar man slaar op Pag. 24, hvor han sætter
sig til Formaal at skildre et Maleri af Rottmann, vil man
maaske lettest komme efter baade Fortræffelighederne og
Forskjerthederne hos ham. Thi den, som, efterat have
arbeidet sig igjennem Beskrivelsen og holdt ud al den
ofte smukke, men tilsidst overskyllende Fantasiblomstring,
de ofte dristige, men med Vold og Magt sammenføiede
Tankeeksperimenter, han skal nok kunne sige, at han har
læst noget meget besynderligt, men naturligvis ikke et
Ord om Maleriet, Maleren eller noget af det, som en
anden vilde have beskrevet.
|
| s.38 |
Ligesaa karakteristisk hos ham er det, hvor han
Pag. 32 viser os at være stødt sammen med to Damer
paa Veien opad Brocken. Han kommer ikke i Samtale
med disse Damer, skildrer dem ikke, eller kan over-
hovedet ikke dvæle hos dem der, hvor de nu engang er,
men, opgivende Virkeligheden, begynder han at tænke
sig, hvordan mon de har det, naar de kommer hjem til
Hannover, hvordan de da sidder i Vinduskarmen og ser
ud og taler sammen og fantaserer over Livet, over Na-
turen, over . . . Gud ved hvad - kun ikke et Ord, som
de virkelig har talt eller tænkt.
Hans Stil er let og klar; ofte maler den kraftigt
med faa Ord, idet man altid finder ham at have et ud-
tømmende sandt Udtryk paa rede Haand. Men den
ulykkelige Jagt efter at synes genial pusserer ham til at
gjøre den altfor urolig og sønderrevet; hans lige ulykke-
lige Jagt efter Naivitet gjør den hyppig barnslig-enfoldig
i sin Sammensætning indtil Affektation. Han henfalder
derfor ogsaa til et Punktumraseri uden Lige; thi selve
Vinjes i fordums Dage eller Lud. Lud. Daaes i hans med
Universitetets Prismedalje lønnede Afhandling er mod
intet at regne i Sammenligning med dette. Da nu saa-
mange, der flygter den latinske Periodebygning, falder
over i denne modsatte Yderlighed, som bestemt kunde
kaldes Hakkemadstilen, vilde vi her slutte vore Bemerk-
ninger om Kjerulfs Stykke med at aftrykke et tilvisse
afskrækkende Eksempel. Men Morgenbladet har alt gjort
det ved at levere det bedste af dem alle, nemlig hans
Skildring Pag. 21 og 22 af Samtræffet med den lille Gut.
Pag. 48 har han derimod gjort en hæderlig Undtagelse,
hvor nemlig det ene Billede saaledes hægter i det andet,
at han maa tøie Sætningen udigjennem nogle og tredive
Linjer eller omtrent halvanden Side. Men denne Und-
tagelse er enestaaende.
Den næste er P.A. Jensen. Han har leveret fem
Digte.
P.A. Jensen besidder nok ikke synderlig Digter-
talent, hvad nu ogsaa enkelte af hans Velyndere eller
Bekjendte har at fortælle Almenheden i den Anledning.
Den Modbør, hans første Frembringelser maatte udholde,
omendskjønt Forfatteren allerede da var en moden Mand,
hvis Tanker havde faaet Tid til at udfolde sig, - viser
noksom, at det egentlig er den senere tilkomne Sprog-
kunst, som nu har imponeret Publikum en Smule. Men
denne er da ogsaa al Ære værd; det er ganske fornøie-
|
| s.39 | ligt at lægge Merke til, hvor den er steget, hvor aldeles
mesterlig den tilsidst er bleven, saa det hist og her
næsten synes at gaa over til Taskenspilleri. Men han
har da ogsaa øvet sig, den Mand! Mange tykke Bind
dramatiske Verker og næsten alle i bunden Stil, - en
Masse lyriske, episke og didaktiske Digte spredte udover
alskens Aviser og Skrifter, - en ny Prædiken til hver
eneste Søndag foruden alle de Taler ved Begravelser,
Brudevielser, Fester, ja endog nede blandt Frimurerne,
- en Hoben Bidrag i theologisk Tidsskrift, prosaiske
Opsatser ellers og Prologer og Epiloger til begge Teatre
. . . vi paastaar høit og dyrt, at der siden Wergeland
ikke findes en Mand i Norges Land, der har hakket,
pløiet, harvet, saaet og høstet saa utrættelig og meget i
det norske Sprog som han! Prof. Munch har nok leve-
ret mere; men det er lutter Prosa, og det ofte meget
simpel og ligefrem Prosa. Jensen derimod har øvet og
øver sig i alle mulige Sprogarter - og det paa en Gang,
saa man begriber fast ikke, hvor Mennesket har taget
Tiden ifra.
Det har ogsaa, som paapeget, baaret Frugter; thi
selve Welhaven - denne Gigant udi al Sprogbehandling
- trænger sandelig at sætte et Par Seil til, skal ikke
Jensen tage Luven ifra ham. Jo, vi synes endog, at med
Hensyn til Sproget staar Jensen i denne Bog over Wel-
haven; og gjør han det alt nu, hvad vil han da ikke
gjøre, og hvor i al Verden vil han ende, om Vor-
herre giver ham Stunder til at holde paa Slig et Snes
Aar til?
Men Tankerne, Indholdet, Poesien? spørger du.
Feilen er, at dette ikke lader sig øve op i samme For-
hold som hint. P.A. Jensen besidder liden Følelse,
liden Begeistring; men en klar Forstand, et temmelig
sikkert psykologisk Kjendskab lader ham næsten overalt
med Held beregne Virkningen af det, han slaar an. Dra-
matisk Digtning kan bære hin Mangel, naar han har
denne Fortjeneste at dække den med; men Lyriken al-
drig. Lyriken er Følelsens Felt i Ordets ædleste Betyd-
ning, og alt tilstelt - det være saa kunstigt det vil -
bliver hæst og klangløst, naar det skal forsøge at tale
til Hjertet fra dette. Paa Scenen derimod kan en vel
anbragt Spænding, en smuk Deklamation af en god Skue-
spiller, der gyder sin egen Følelse ind i Digtningen, dække
Hulheden, især da alt er saare korrekt bygget og smukt
- ofte glimrende udført.
|
| s.40 |
I det første Digt, betitlet "Studenterne", hvilket er
af ren lyrisk Karakter, er saaledes Jensen efter vor For-
mening falden aldeles igjennem. Var der sand Følelse,
virkelig Begeistring hos ham, maatte et Digt anlagt som
dette - med strygende Versemaal og dristige ungdomme-
lige Sving hæve ham og gjøre ham veltalende. Nu der-
imod skyder den fattige Beregning feil den ene Gang
efter den anden, fordi den har en hel Rus af Begeistring
at gjøre efter, - og da al Slags Rus er udenfor enhver
Beregning, er Digteren ilde ude. Det gjælder da at
vove noget; det gjælder at kaste vildt om sig med
store, djærve Tanker, . . . . . og Prøven paa hans Held
kommer her:
Se dette freidige Folk,
Streifende hen over Klipper og (over) Skove (!)
Vis paa at vinde (hvorfor? jo:) thi skabt til at vove (!!)
Stærkt i sig selv, - med en Kjæp for en Dolk (!!!).
Hvor hult, hvor tomt! - Og saa slige Bomskud
som: med en Kjæp for en Dolk! - Om de ogsaa havde
Dolken, hvad i al Verden skulde den være god for, og
hvad er det altsaa Kjæppen skal udrette istedetfor den?
Jensen fortsætter:
Luftig i Dragt (Tak!) som i Sind (Tak, Tak!)
Farer det frem uden Belt, uden Taske (Task - svarede ikke det bedre?)
Eied det Guld, som det eier kun Aske (Tobaksaske?)
Asken og Guld røg i Veir og Vind!
Her troede vist Jensen at have sagt "noget grumme
pent", men vi tror, at Jensen aldrig bør befatte sig med
lyrisk Poesi af den Natur. Den ligger som sagt udenfor
Beregningen! Han kan alletider slumpe til at træffe som
i femte Vers, der er smukt; men det bliver ogsaa bare
Slump.
[En Analyse af det andet og tredje Digt i P. A. Jensens Samling ude-
lades her af Hensyn til Pladsen.]
De to sidste Digte "Mit dobbelte Hjem" - i Stuen
hos sine Børn og paa Kirkegaarden hos en Afdød - og
"Landet", d. e. Faderens Land, er smukke og malende.
Dette siger vi ellers med samme Forbehold som før; thi
Digtenes Ide, der her som i alle lyriske Digte bedst kan
afspeile os det poetiske Blik paa Livet, den er ogsaa,
som man alt har seet, baade gammel og hel almindelig.
|
| s.41 | Sidste Digt "Landet" begynder med Fritten efter, hvor
det findes, hvor Veien derhen ligger; han viser paa
Hjertet, som kan fortælle om den, viser paa den Vei,
Kristus vandrede, hvilken er den ene rette, og denne
skal vi følge, hvor "brat" den og synes, og jo længere
vi kommer frem paa den, jo klarere bliver Landet, jo
renere vort hele Væsen, og er det sidste Skridt, Dødens,
gjort, kommer Jesus selv for at tage imod os. Digtet
har altsaa en ren didaktisk Karakter, men naar man
læser det, vil man glæde sig ved en Behandling af denne
almindelige Forklaring over Landet, som trøstig kan
spørge efter sin Lige blandt alt, Welhaven har skrevet,
- saa let og legende, saa korrekt og afrundet er den.
Der findes i næsten hvert et Digt af Jensen hyppige
Spor af en saaatsige færdiglavet poetisk Terminologi, den
kan bruges alt eftersom han finder det fornødent og
passende. Det er da Naturen, navnlig Blomsterne (frem-
for alle Roserne), Fjeldsøerne, Kilderne og levende Væ-
sener som Fuglene (hvoriblandt Lærkerne staar høiest
paa Grund af sin Sang), Bukkene, Hindene o. s. v., som
altid maa holde for. Er det nu et Øie, som skal males,
heder det straks, at det "er dybt som en Fjeldsø" eller
"klart som en Kilde" (Pag. 60). Skal noget gjøres lifligt,
eller fortælles at være lifligt, saa kaster han om sig med
"Roser", "Rosers Flor", "en Flor af Roser" (omvendt),
"Rosenflor" (i et Ord), "Rosengaard fin", "Rosernes Duft",
"Duft af alle Blommer" (nyt Ord), "Blomsterflor", "Blom-
sterspor" o. s. v., o. s. v. - alt eftersom Rimet og For-
bindelsen fordrer det.
Var det virkelig Følelsen, som lokkede disse Billeder
ind, hvergang den begyndte at blive varm, saa blev det
aldrig gjort smagløst, aldrig paa urette Sted. Men den
over Digtet svævende kolde Forstand jager dem ind, naar
den synes at have Brug for dem, og saaledes gaar det
til, at han kan gjøre sig skyldig i Smagløsheder som i
fjerde Vers af "Mit dobbelte Hjem".
[En Analyse af dette og et følgende Sted udelades her af Hensyn til
Pladsen.]
Men vi tror at have sagt nok til Begrundelse af
vore før udtalte Meninger om Jensen, og vi slutter der-
for vore Bemerkninger om ham med at anbefale ham for
Fremtiden at anvende sin Sprogkunst, sin Forstand og
sin Fantasi til Behandlingen af dramatiske Optrin, ma-
|
| s.42 | lende, episke Digte og didaktiske Stykker. Vi tvivler
ikke om, at han da ofte vil kunne glæde os. -
Vi forstaar ikke, hvem der henvendte sig til J. Rør-
dam, naar der spurgtes om en Nytaarsbog af vore
Digtere. Rigtignok har han nu og da leveret enkelte
smukke Leilighedsvers, været Medarbeider i "Krydseren"
i dens Mindreaarighed, - men at dette Smaatteri skulde
foranledige Indbydelse til saa fornemt Selskab, forundrer
os høilig. Vi siger forundrer os; thi igrunden glæder
det os, at man ogsaa engang imellem vil give vore yngre
Digtere Anledning til at forsøge sig, - til at erhverve
Publikums Dom og saaledes faa en liden Veiviser med
paa Fremtidsreisen. Men dette Eksempel er saa uhørt i
vort Land, hvor i næsten alle Forhold et velsignet Af-
spærrelsessystem straks slaar Kreds om de faa Udvalgte,
som fra først af har faaet fat i Tingene. Det uhørte er
skeet: Rørdam figurerer mellem Welhaven, Jørg. Moe og
A. Munch, - og vi gaar derfor straks til at bedømme
ham - kort og skitseret som hans Bidrag er.
I hans Digt "En Vaarkjending" iagttager vi straks
som i hans før leverede Smaadigte en Mangel paa grun-
digt Studium, paa Øvelse, paa Kjendskab til æstetiske
Love, ja endog til de nødvendige Forkundskaber. - Vi
kjender ikke Rørdam forresten, ved derfor ikke, om det
er saa, eller om det er blot Sluskeri. I sidste Fald er
det endnu mere beklageligt, at en virkelig smuk Fantasi
skal gaa sig træt i alle disse Hindringer. Det var at
ønske, at han vilde gjøre den Veien lidt ryddeligere;
thi i dette Digt foretager den sig da ofte saa klodsede
Sving, at den ikke kan glæde ham selv, endmindre os.
"Det dufter alt fra Lien, skjønt ei af Blomst og Blad" . . .
Men hvad ialverden dufter det da af? - Ja, det
har heller ikke Rørdam tænkt nøiere over; men det var
nødvendigt at sige saa, forat Ideen skulde gjennemføres,
- den Ide, at hele Naturen begynder lidt efter lidt at
smykke sig til Vaarens Komme. Og selve denne Ide? -
Det gaar da paa ingen Maade an saaledes at skille Vaaren
fra Naturen - jage Vaaren op i Luften, hvorfra den
iagttager Naturen under sin Udviklingsperiode, indtil den
staar med Blomst og Blad, Fuglesang og Bækkestøi -
og først da komme for at tage den i Besiddelse. Thi
hvad er det, vi kalder Vaar, og hvori tilkjendegiver den
sig uden just i dette Bladspræt, Blomsterskud og Bække-
|
| s.43 | hop, som han siger gaar forud for den og gjør Jorden
færdig til at tage imod den? Naar saa alt er færdigt,
da kommer Vaaren, mener Hr. J. Rørdam! Nei, da
kommer Sommeren, med Deres Tilladelse; Vaaren har
kun at overlevere; thi det var den og ingen anden, som
ordnede Sceneriet, og med dette er ogsaa hver dens
Forretning tilendebragt.
Digtets Grundtanke er altsaa falsk, og dens Anven-
delse, eller Stykkets Eftertanke, den, at Menneskets Hjerte
ofte ingen Vaar kjender - er smuk nok i sin Udvikling,
men forslidt, og vi tror overhovedet, at man gjorde rig-
tigst i at lade Stagnelius have Eneretten til disse Efter-
tanker, der berøver Lyriken dens Karakter, gjør den
belærende og fuld af Øiemed, medens dens Væsen just
er intet Øiemed at have, uden det, at give Rum for en
fri, uvilkaarlig Udgydelse i et begeistret Øieblik.
Vi kunde levere Eksempler fra dette lille Digt, som
vilde godtgjøre, at han har feilet mod Æstetiken, Proso-
dien, Logiken, ja endog mod Grammatiken. Men i den
Tro, at de er Frugter af et utilgiveligt Sluskeri, i den
Tro, at Rørdam derfor ikke ønsker at lægge mere Tid
paa Poesien for at bringe det til noget, opgiver vi det
og slutter med at udpege næstsidste Vers saavelsom en
Tanke i Begyndelsen af tredie og Slutningen af andet,
der synes at spaa om mange vakre Frænder der, hvor
de kom fra, som fortjente Udstyr for engang at flytte
efter ud til os.
Det er ikke uden Ængstelse, at man begiver sig ind
imellem alle de stridige Domme, der har samlet sig om
J. S. Welhaven. Man ønsker nemlig Kraft nok til at
kunne undgaa at tage Parti, og Klogskab nok til med det
samme at holde disse Partier ifra sig selv. Enkelte fra-
kjender Welhaven alt, som kan frakjendes en, der træder
op som Digter, og paastaar, at et Sprog fuldt af Svada
og Kunst har hildet ham selv og os. - Andre gjør ham
saa stor, at han ikke kan blive større; thi uden at
rødme holder de ham oppe mellem Byron og Wergeland.
Welhavens gode Ven Thue har rigtignok tilsyneladende
- maaske ogsaa kun tilsyneladende - søgt at mildne;
men hans paa en uforklarlig Maade erhvervede Ufeilbar-
hed har gjort det endnu værre for nogen at komme
efter, medens hans af Venskab og Døgnskrig lige paa-
virkede Dom paa den anden Side vækker saamegen Lyst
|
| s.44 | dertil. Alle Trusler upaaagtede, alle Farer overseede vil
man freidig skride frem, men gaar ikke langt, før der
atter er Fare. Thi Welhavens overmodige Anmasselse og
tirrende Udfordringskrig ved hver mulig Leilighed samler
et nyt Parti mod ham i os selv, nemlig en hvert Men-
neske medfødt Lyst til at fornedre den, som ophøier sig
selv, - og vor Dom bliver atter saa let fangetagen. Nu
ser man da, at vi i det mindste har havt et Øie for alle
disse Farer, men deres Opdagelse har gjort os frygt-
somme, hvorfor vi gjennem en kort, men samvittig-
hedsfuld Udtalelse vil komme ifra det saa snart som
muligt.
Vi finder i to af hans leverede Digte den Livs-
anskuelse opslaaet, som alle hans før leverede lyriske
Digte mere eller mindre tydeligt er merkede af. Der er
endnu den evige Lamenteren over Verdens og Tidernes
Pinagtighed, hvilken han forresten heller ikke nu ind-
lader sig paa nøiere at karakterisere. Ogsaa denne Gang
koketterer han med "et Sind i Kamp med Haab og
Frygt", vaklende mellem "Tro og Tvivl". Snart synes
han at ville blotte dette, snart søger han ligesom at lege
Skjul dermed. Vi faar halvkvalte Suk, enkelte uheld-
svangre Støn, men saa ikke mere, - Klager, men ingen
Oplysning. Snart er det Digterens "higende Sind", hans
"speidende Blik", der er ude igjen og plager ham; han
spørger fortvivlet "hvor han skal stanse det?" "hvor han
skal søge Ro?" Deraf naturligvis Misnøien med Verden,
med sig selv, med alt udenom og indeni sig, og vi ser
denne ulykkelige Digter forgjæves jage om efter en Smule
Hvile, tilsidst mistvivlende fly Verden og dens Larm for
at søge Ly for Livets trykkende Solhede i en stor Gran-
skov, "i Naturens vinkende Ensomhed", eller allerhelst
ved et eller andet Fjeldvand; da sætter han sig træt; da
"slipper han sin Byrde og stemmer sin Lyre"; men for-
resten er det os lige ubegribeligt, hvori denne Byrde
bestaar, eller hvilken "trykkende Solhede" han her søger
Ly for.
Af Fremstillingen vil man allerede indse, at vi ikke
tror Welhaven har den bitre, sønderflængede Livsan-
skuelse til Eie - nei blot til Laan. Eller rettere, vi
tror, den er hans Søndagsdragt, den han trækker paa,
hvergang han skal ud i Digt. Den muntre, troende, med
sin Stilling og sit Liv meget tilfredse Professor har en
ganske anden gemytlig Mening. - Og spørger man, hvor-
for ikke han alene, men ogsaa flere andre af vore Digtere
|
| s.45 | med saameget Velbehag bærer denne Tungsindighed til
Skue, saa svarer vi, at det er, fordi de tror, det er
karakteristisk for Nordboen, eller maaske bare Nord-
manden. Det maa være saa, ellers bliver det ikke norsk,
- hvorfor alle - indtil Kjerulf - kappes om at til-
affektere sig denne sukkende Gravgang, hvori Digttankerne
skal indekserceres. Men det tusindstemmige glade ja,
som Wergelands bjergfriske, freidige Sange modtog, maatte
dog overbevise om, at sygelig Sentimentalitet ikke har
hjemme her. Og denne vor mest norske Digter skrev
saa trods den hundredefold større Modgang som tryk-
kede hans Liv. Det synes paa Tide at komme til et
andet Resultat i de Ting end dette, som f. Eks. Jørgen
Moe i en længere Afhandling hidledede, og som synes at
være det gjængse blandt de Digtere, der lever herinde
adskilte fra Folket.
Men tilbage til Welhaven.
Det er især hans klare, vel dyrkede Forstand, man
overalt maa beundre. Udrustet med et digterisk Blik
paa Livet, der rigtignok ikke er fyrigt og flagrende, be-
handler han den Gjenstand, han tager for sig, sikkert og
korrekt. En omhyggelig renset Fantasi strør hist og her
sine Blomster, og om det ikke sker hyppigt, sker det
altid med Smag og Følelse. Det er altsaa ikke egentlig
Styrken i hans Fantasi, der har gjort ham til det, han
er, men det skjønsomme Studium, der sætter ham istand
til at gjøre meget af lidet. Welhaven er et Mønster paa,
hvad en tarvelig udstyret Digtersjæl kan tilvinde sig ved
kjærlig Omsorg for sine Toner, - og den, der læser
Digtet "Mit Skib pløier Havet" - vil forundre sig over,
hvor vekslende og interessant han har forstaaet at be-
handle et ganske almindeligt Thema, ved at laane tarve-
lige Tanker en yndig Omskrivning, saa man ikke kjender
dem igjen, ved at vælge et deiligt Versemaal og uventede,
klingende Ord. Ja, betragter man ikke Digtet nøiere,
kan man let antage det for at være rent uhørt stort og
nyt, - medens det igrunden, vel analyseret, et et lidet,
smukt Digt, men ikke høit oppe i Tankeregionen, ikke
engang af digterisk Styrke nok i Anlægget til overalt at
blive tydeligt.
Det er hans smukkeste Digt i denne Bog; det første
derimod vil vi ikke anbefale, heller ikke tale stort om,
da det baade i Indhold og Behandling er en Bagatel.
Kun skal vi frabede os, at han under sit rosværdige Ar-
|
| s.46 | beide med Sproget glemmer Sandheden i Tanken i den
Grad, at han siger:
paa de blomstrende Grunde
staar Granernes Vrimmel, -
ret som om der var andet end magert Lyng - ofte ikke
engang det, men blot tørt Naaleaffald der, hvor en hel
Vrimmel af Graner staar og suger al Kraft af Jorden og
tager Solen væk. Heller ikke gaar det an at sige, at en
Dreng "seiler" paa en tyk Granstamme, - hvor be-
hændigt det ogsaa er kastet hen for at faa Rim paa
"speiler".
Altfor fosforistisk bliver den Tanke:
ja, næsten som fortryllet
bliver Kjernet og Skoven,
fordi han blot er hyllet
i Glansen fra Oven.
Gutten er nøgen; Solen skinner paa ham, idet han
"seilende" paa Granstammen speiler sig i Vandet, - og
derfor tager Skog og Kjern til at blive fortryllede! -
Det hele Digt er vel lavet sammen for at faa ud den
karakteristiske Slutning:
Et Sind som er forpuppet
kan her finde Vinger;
min Byrde har jeg sluppet,
min Harpestræng klinger. (Endelig!)
Hans tredie og sidste Digt er episk og behandler et
Sagn fra Kong Arthurs Tid om "Stenen og det runde
Bord". Hans store Færdighed i Sprogbehandlingen og
hans sikre Forstand giver ham naturligvis Plads øverst
oppe mellem Nordens Epikere, - at sige naar han kan
give Digtet et moderne Snit, saa hans Forraad kan komme
til Anvendelse. I dette Digt undrer det os imidlertid
ingen nye Vendinger at opdage, der kunde tyde paa
fortsat Øvelse og Studium siden sidst. Ligesom hans
Fantasi altid manøvrerer til det samme Felt for at hente
Billeder og Ideer, hvorifra han bestandig før har bragt
hjem, saaledes glider ogsaa den fortællende Traad gjen-
nem de gamle Ordforbindelser. Enten arbeider ikke
Welhaven med samme Flid som før - derfra maaske
hans særdeles liden Produktivitet - eller ogsaa har han
mod Sædvane dennegang mindre bearbeidet sit Stof. Især
|
| s.47 | bliver dette synligt i de pompøse Udgange, han søger at
give hvert Vers, - hvor nemlig de to sidste Linjer med
faa kraftige Ord skal samle i sig hele Versets Indhold
eller levere dets Grund. Den Effektjagt, han da er ude
paa, løber ikke altid heldig af, - ja han kommer ofte
hjem med en flau eller mat Hverdagslighed istedetfor et
dristigt Tankeeksperiment, som var hans Agt. Vi vil tage
Publikum med paa vor Dom.
I første Vers, hvor Arthurs Hof skildres, lyder
Slutningen saa:
Men hvo som ei var af ypperste Sort (prima Qualité)
kom let til Skamme og vistes bort;
thi Styrkens Prøver og Skjønhedens Love
var svære og grundige der ved Hove.
Slutningen af andet, hvor Merlins Dygtighed be-
skrives:
Ved Arthurs Hof blev han taget med
til Vern for dets Ære mod al Fortræd,
og gav den Tegn til at falde i Stykker
saa laante han den usynlige Krykker.
Tredie Vers, hvor Bordet omtales, slutter:
Til Sjæleføde paa Bordet stod
en god Kopi af Frelserens Blod (!);
den skattedes høit, man vilde ei negte,
at den var nær ved at være egte.
"En god Kopi af Frelserens Blod" er en kunstig
Omskrivning af Kalken; Slutningsstrofen er ogsaa meget
tung og døsig.
Fjerde slutter:
Til Manddoms Færd og adelig Tugt
var lagt en egen Helligheds Lugt (!?)
og vidt over Fjeld og dybe Dale
gik deraf opbyggelig Sang og Tale.
"Ogsaa du, min Søn Brutus!" fristes man til at ud-
raabe ved at se den stygge Rimaffødning "en egen Hel-
ligheds Lugt". De to sidste Linjer er en altfor alminde-
lig Udgang. Videre skal vi ikke citere; men ved nøi-
agtig Gjennemlæsning vil man finde, at der vrimler af
slige aabne Steder, hvori den paaventede store Tanke
ikke har villet fly ind.
Dette Digt er heller ikke behagelig afrundet. Man
|
| s.48 | begriber slet ikke, at "Galathe Peredur og Barth drager
paa Søgning i Pilgrimsfart", fordi Wigalois kom og kunde
sidde paa den besynderlige Sten. Naar Digteren slipper
den Tanke, som han har bearbeidet lige til sidste Vers,
og da pludselig kommer anstigende med disse Tre og
taber uden videre ogsaa dem af Sigte, (thi
man saa vel de Trende af Borgen drage,
men ingen har sagt, at de kom tilbage),
saa ved man til Slut ikke, hvad han vil med det hele
Digt. Maaske det har en Sammenhæng, som vi ikke kan
opdage; men vi fordrer, og med end større Ret, naar
vi har en øvet Digter for os, at den skal være gjennem-
sigtig, saa vi kan slutte med Tanken, hvor vi slutter
med Digtet.
Jørg. Moes Bidrag er altfor ubetydeligt; vi kan
ikke engang bruge det til Paaskud for en Bedømmelse
af ham, saa det kun bliver tilbage at udtale vor For-
undring over det dolce far niente, hvori denne engang saa
yndede Digter synes at have kastet sig tilbage. Hans
lille Digt "Seer til Liljerne paa Marken" er smukt, men
maaske lidt dunkelt i sin Overførelse af Billedet paa
Menneskehjertet. Det er fornemlig sidste Vers, vi her
sigter til. Et Forsøg paa at føre det svenske Ord Åter-
komst ind i vort Sprog under Oversættelsen "Atterkomst"
maa vi tilbagevise.
A. Munch har leveret et langt, saare tiltalende Digt:
"Et Billede af Jesu Liv". Munch har saa ofte givet An-
ledning til Bedømmelse, at vi ikke her behøver at give
nogen til Bedste. Vi skal blot holde hans Digt frem som
Eksempel paa, hvor simple, men ædle de Ord bliver,
som dyb Hjertelighed vælger sig, i Modsætning til den
kolde Beregnings hule Svada. Man gaar altid med en
glad Tryghed til Munchs Digte, fordi man ved, at han
kjender sig selv, og aldrig trakterer noget Stof, han ikke
magter, og aldrig skriver uden at Hjertelaget er med. Vi
anbefaler hans Digt som det smukkeste Parti i Bogen og
opfordrer Publikum til med os at protestere mod Nyheds-
blads-Anmelderens Anke mod sidste Vers, hvilket synes
os baade at udfylde og pryde Tanken i det hele.
Om P.C. Asbjørnsens Eventyr er der ikke stort
at sige. Det godmodige Lune, han laaner Fortællerne,
skjæmmes af den sygge Ramme, hvori han denne Gang
sætter Eventyrene. Sligt Forsøg paa at gjøre Tingen pi-
|
| s.49 | kant, forekommer os hel misligt, og tyder paa Armod i
Opfindelse. Endnu værre bliver det, naar vi hører -
som af Morgenbladsanmelderen - at man kjender de
antydede Personer og deres ækle Forhold igjen. Er det
noget, som skal overantvordes til Forglemmelse, maa det
være saadant, og skal det endelig trækkes frem i Dagen
igjen, saa bør det da ikke komme Arm i Arm med
uskyldige Børneeventyr.
Eventyrene er morsomme og godt fortalte - paa det
nær, at man ønsker lidt Veksel i Fortællingsmethoden en
Gang imellem, hvilket ikke vilde koste Asbjørnsen mere
end en Smule Søgen i sin Hjerne, der bestemt endnu
gjemmer mange karakteristiske Træk, Mundheld og Fore-
stillinger fra hans sædvanlige Fortællerkredse.
Vi opmuntrer ham flittig til at fortælle sine Eventyr
og ikke ændse det blaserede "Hys", som han desværre
har maattet høre. Det Sande er, at baade det skjøn-
somme Publikum og de Smaa, han nærmest skriver for,
altid med megen Glede tager imod Asbjørnsens hyggelige
Eventyr.
Det er en høist forunderlig Økonomi, som raader
med Colletts efterladte Skrifter. Kun i smaa Prøver
skal vi som en Slags Mundsmag modtage det, som samlet
vist vilde vinde baade Publikum og Interesse. Dennegang
faar vi en Fremstilling paa nogle Blade af hans Besøg
ved Julies Grav i Verona, og det er sandelig saadan
fremstillet, at man tørster efter mere. Kvik Fortælling,
hvori sikre Refleksioner er indvævede, klar Beskrivelse
krydrede af en let, fin Skjemt gjøres altsammen end mere
tiltrækkende af et ypperligt Sprog - det bedste maaske
i vor prosaiske Literatur. At følge en saadan Mand paa
Reiser er baade behageligt og belærende. Han udgiver
sig ikke for at reise som Digter, men som en tænkende,
opvakt Mand, der forstaar at samstille Landene, fremhæve
Forskjellen og udpege det karakteristiske. Skjønt han
røber den Lærde, er han baade ungdomsfrisk og populær,
saa man særdeles maa beklage, saa tidlig at have mistet
ham. Men da synes det ogsaa rigtigt at udgive samlet
det Lille, han fik færdigt. Navnlig i sproglig Henseende
vilde det stifte megen Nytte, da her raader forunderlige
Begreber om, hvad der skal forstaaes ved et godt Sprog.
De Folk, som har kaldt Rolf Olsens afsjælede, frysende
kolde Stil god, de vil her kunne faa Anledning til at
reformere sine Anskuelser en Smule; og de, som længes
efter selv at skrive godt, vilde faa et tiltrækkende Møn-
|
| s.50 | stersprog i hans mange Afhandlinger og Reisebeskrivelser.
Og hermed slutter vi.
Vi vilde levere Publikum en liden Rettesnor med
Hensyn til Kjerulf, fordi han før aldrig ordentlig - med
Hensyn til Jensen, fordi han aldrig upartisk - og med
Hensyn til Rørdam, fordi han aldrig offentlig før var
bleven omtalt. Af de mange Domme om Welhaven vilde
vi udsondre en ny til Prøve og Diskussion. De øvrige
Bidragydere vilde vi blot nævne i Forbigaaende, fordi
det ikke var nødvendigt at forstyrre det Venskab, deres
fordringsfrie vakre Arbeider havde knyttet med Publikum
for lang Tid tilbage. - Vor Hensigt var god; maatte
Udfaldet være det samme!
|
\n |
|
