| Bjørnstjerne Bjørnson
Frihedens Tale til Moldenserne.
(Forlangt indtrykket.)
I denne Tid har man erkjendt og dyrket mig, i denne
Tid har jeg slaaet Bo i Enhvers Bryst; næsten alle i
Europa have vaagnet af sin Dvale, grebet til Sværd, og
havende mit Navn paa Læberne have de stormet frem, an-
grebet, nedkastet, faaet Thronerne til at vakle, Tyrannerne
til at bæve, Scepteret i deres før saa mægtige Hænder
til at skjælve. Despoten er bleven nødt til at indvilge og
give efter, til at bygge Templer til min Ære og opreise
mit Billede - Konstitution - i Samme. Ikke længere
sover man, ikke længere er jeg uerkjendt. Mit glødende
Navn - "Frihed" - svæver paa alle Læber, throner paa
alle Pander, ulmer i alle Bryst.
Nordmanden, denne faste Bauta, han vaagnede end
tidligere, han oprettede mig det herligste Tempel og lov-
prisede mig med de frydefuldeste Læber; i hans til min
Ære oprettede Tempel - Storthinget - dyrkes jeg mest
uskrømtet, mest varmt. Der har man det tydeligste Billede
af mig - Grundloven -. Men nu, nu naar alle Folk
afkaste Despotiets feige Aag, skal nu Nordmanden glemme
mig? Skal han nu sove? Nei! Nei! End maa Eders
Hjerter brænde! End maa I føle Trang til at prise
mig! Lader man ikke kunne anvende paa Eder:
Til Frihed var I baaren,
I stolte norske Mænd!
Den kom saa sød som Vaaren,
Saa hurtig svandt den hen!
Og I Moldensere! have I glemt mig? Nei! Naar
I læse om at jeg har feiret, naar I høre at jeg har over-
vundet min Arvefiende - Despotiet -, da glædes I,
da juble I, da raabe I: "Havde ogsaa vi været med."
Men nu, da I skulle festligholde Eders Frihedsdag, denne
ikke alene i Norges, men i hele Nordens Annaler lysende
Stjerne - 17de Mai -, da trække I Eder tilbage, da
pukke I paa Dyrtid, Penge o. s. v. O! Ve Eder! Naar
I ikke ville gjøre en saa stor Opoffrelse nu, hvad kunde
man da vente, hvis jeg krævede Blod til Tegn paa Eders
Hengivenhed for mig? Hvad kunde man vente af Eder,
som ikke ville offre en Skilling til Eders Festdag - Fri-
hedens Festdag -. Nei! Nei! I skulle Alle høitidelig-
holde Dagen med Varme og Inderlighed, Nidkjærhed og
Opoffrelse! Haand i Haand knæle I ned ved mit Altar,
lovprise mig, takke mig af et oprigtigt Hjerte og en blind
Kjærlighed; henvend takkende Eders glade Aasyn mod mig,
Eders Tilværelses lysende Stjerne!
Frihed.
|
