| s.367 |
Tale paa Olavsdagen 29. Juli 1897.
Kong Olav Haraldsson og Olav den Hellige er ikke den
samme. Den første, som vi kjender ham fra Snorre og
vore Historikere, er bare Fodstykke for den andre, som i
fem hundre Aar steg saa højt og gjorde saa stor Gjerning
i det norske Folk, at ingen norskfødt naar ham til Ankelen.
Det kunde ikke have været saa, hvis ikke ogsaa den
første, kong Olav Haraldsson selv, havde været en stor
Mand, - større end han nu ofte synes. Protestantismen
har havt sin Mening med at forkorte ham, og den Bonde-
forgudelse, vi har gaat igjennem, og som i Grunden intet
andet var end Selvopholdelsesdrift og derfor gjorde mere
godt end ondt, - den forledede mange til at tage Parti for
Bønderne mod Kongen. Men det er omtrent som at tage
Parti med Jøderne mod Jesus. Olav Haraldsson var det
Nye, var Kulturbæreren: i hans Retfærdighed og Død skulde
de andre fornyes. De trængte saare til det.
Snorre Sturlesson har set ham, som han var; hos ham
har Olav Haraldsson sin fulde Højde. Snorre samler sin
Dom i disse faa Ord: "Landsfolket rejste sig mod Olav,
fordi han var retfærdig. Men Olav vilde heller opgive sit
Kongedøme end sin Retfærdighed." Et stolt Eftermæle for
en Konge-Reformator. Kong Olav Haraldsson vilde bygge
den retfærdige Guds Trone over dette Folk; men for hver
Sten, han bar op til den, ramlede en ned af hans egen
Trone. Han saa det, men blev ved at bære op.
Og denne Konge, der gav Alt, Rige og Liv, for saa højt
et Maal, han begyndte som vild Viking. Der er to Ting,
som mest har gjort ham saa kjær for mange, fra vi var
unge, og her er den første: han er den udviklingsrigeste
Skikkelse i vor Historie.
|
| s.368 |
Slige som Olav Trygvesson, Peter Wessel, Henrik Wer-
geland er født færdige. De lever sit geniale Solvejrsliv fort,
i et Drag, og aander sin Sjæl ud - ikke i Døden; den kom
over dem som en Tilfældighed, de selv ikke ænset større;
nej, i Folkets evige Ungdomssommer. Der blir den ved at
være Sjælenes Sjæl.
Men Olav Haraldsson er Folket i Vækst. Olav Tryg-
vesson kristnet det; men lod det ellers være som det var,
og det samme gjorde han med sig selv, glad, ligesæl, straa-
lende, uden synderligt Foresyn, hvad ogsaa førte til hans
og Rigets Fald.
Om Olav Haraldsson fortæller derimod Snorre, at han
med Anger omvendte sig selv fra Vikingelivet og alt det som
fulgte med. Dernæst vilde han have alle de andre om-
vendte. Uden Afslag fordi om en Mand var af høi Byrd.
Snorre siger udtrykkelig, at dette var det især, som for-
argede.
Maal ham paa hans Samtidige i Norge! Fædrelands-
begrebet var endnu ikke fæstet; Lydigheden mod Overkon-
gen noget mere; men heller ikke den. Det gaar altsaa ikke
an at lægge strenge Maal forsaavidt. Men ærlig Færd havde
de Begreb om; Svig vidste de, hvad var. Jeg har nu læst
Snorres "Olav den Helliges Saga" om igjen. I Skildringens
Uvæld og Kunst er den et Mønster for alle Folk og Tider;
Emnet er ogsaa det stærkest spændende. Ligevel har jeg
ofte ikke aarket at læse mere end et Par Blad paa en Gang,
saa væmmedes jeg ved den Falskhed, den underfundige
Havesyge, som omgav Kongen. Hvad havde han ikke selv
for højt Begreb om Ærlighed; hvor færdedes han ikke sand
og trofast iblandt dem! Regner vi med det og tillige med
hans herdebrede, blodfulde Kraft, saa kan vi neppe undres
ved, at Harmen stundom flød over. Vi undres heller ved,
som han kunde tæmme sig. Manden var jo et eneste vold-
somt spændt Viljeknytte. Blodet sprængte paa, det stak
med Ild; i de mægtige Øjne luet den.
Vi maa følge hans Vækst gjennem Med- og Modgang
frem til Stiklestad, der han stupte med sin Sag og lagde
den og sig selv i Guds Fang, tryg paa, at begge var hans.
Da faar vi Ærbødighed. Her var udført et Stykke Arbejde!
Se ogsaa paa dem, der fulgte ham i Landflygtigheden eller
endog søgte ham der og siden fulgte ham hjem igjen til
den sidste Kamp! Her var udført et Stykke Arbejde! Vi
kan maale Alvoret paa Sagnlængselen, Sagndigtningen, der
følger Toget mod Nord ligesom Trækfuglene Sommeren
for at ruge i den. Vi kan maale det paa Kongens Krav til
|
| s.369 | dem, som strømmet til ham andetsteds fra, at de skulde
lade sig døbe eller gaa sin Vej. Han havde dem Behov,
hans Hær var liden mod Bøndernes; men det hjalp ikke.
For os kan slig Daab se ud som bare Form. For ham var
Daaben et himmelsk Under, der straks omskabte.
Der er en Udvikling, som især er Hovedets Sag. Men
Olav var en Handlingens Mand, hos ham var Alting døbt
af Vilje, og den selv var døbt. Her er det Andet, som mest
har gjort ham saa kjær for Mange, fra vi var unge. Af
alle som har indvirket paa norsk Skjæbne, er han den
viljestærkeste. Det er især Viljemennesket i ham, som har
holdt mig fangen fra Gut af.
Viljen virket saa umiddelbar, at nogle droges til i Liv
og Død, andre taalte ham ikke. Han maatte selv gaa af-
veien, for at det han vilde, kunde faa skinne paa dem.
Olav Trygvesson var fager og vindende for alle. Olav
Haraldsson alene for dem, som blev viljedøbte af ham.
Efter Kyndiges Dom var Olav Haraldsson en stor Hær-
fører, ligesom han var en udmærket Lovgiver. Dette kunde
nok lægge Glans om ham, ligesom hans sømmelige, konge-
lige Færd i det Hele. Men det var hans indre Liv, som var
det koglende ved ham. Øjnene bar Bud fra det, Væsenet
var tungt af det. Som Regel var han faamælt; men hvad
han sagde, blev husket; især var hans Raad uforglemmelige.
Mangen Gang sagde han forud, hvad som vilde hænde dem,
han talte med eller talte om. I hans Hænder var Læge-
kraft. Selv hans Allernærmeste havde ærbødig Sky for
ham. Den meddelte sig fra dem til hans Fiender. Der var
noget ved ham, som fristet dem til at fælde ham; neppe
var det gjort, saa forfærdedes de. De maatte gjøre denne
Udaad, før de kunde blive bedre.
Straks han var død, skede alt, han vilde. Borte var
Fremmedherredømet, samlet var Høvdingerne, kristnet var
Landet, hans Søn paa Tronen, Norge fik Rang med andre
selvstændige Riger, ja, over deres, som nylig havde begjært
det. Olav i sit Skrin virket det alt sammen. At han blev
Folkets Helgen, faldt af sig selv. Det betyder, at han i de-
res Tro blev Norges Overstyrer ved Guds Trone. Den Tids
Mennesker følte Sky for selv at tale med Gud; de maatte
have en til at gjøre det for sig, en af deres egne, som de
vidste stod højt hos Gud.
Hvad Olav har faaet af dem at udrette op igjennem
Tiderne, skjønner vi atter paa Sagnene; efter dem havde han
allerede i levende Live kunnet Alt! Disse Sagn er Troens Af-
glans over Folkemindet lige til nu. Det skjønnes ogsaa af
|
| s.370 | Pilegrimenes Skare til hans Grav. Fra alle kristne Lande
kom de, selv fra de fjerneste; der staar, at Vejene var fulde
af dem. Ogsaa denne Skare giver Gjenskin af Nordmæn-
denes egen Tro. Det var naturligvis Nordmændene, deres
Fortællinger og lysende Øjne, som fra først af havde faaet
dem ivej.
Vi tør uden Overdrivelse sige, at al norsk Mandsvilje
til det Gode i fem hundre Aar søgte hans Forbøn; at alt
Held, som fulgte den Enkelte og det Hele, i deres Tro skyld-
tes Olav den Hellige.
Vore Historikere har neppe værdsat højt nok det Tab,
vi led, da vor norske Helgen blev gjort utlæg i Norge. Vi
maa sætte os ind i, hvad han betød for hver enkelt: et
skinnende Barneminde, et Fang fuldt af Gaver, et Øje over
deres Færd, en god Tilflugt, alles Forbeder, Himmelporten.
Eller hvad han betød for dem som Frænde. I ham blev
de alle Frænder. I hans Martyrdød blev de ét Folk; den
gjorde Ende paa Fremmedherredømet. Han var Landets
Værn, dets Fane, dets Lov, dets højeste Ærestinde.
Vi maa prøve at forstaa, hvordan det tog sig ud for
dem, da han havde været dette i fem hundre Aar, og det
saa lærtes, at Altsammen var Bedrag. At det var unyttig
at bede Hellig Olav hjælpe dem hos Gud. Ja det var Synd.
Hvis denne Synd gjentog sig, var det Sjæls Fortabelse. Vi
kan maale Harmen og Sorgen paa, at saa mange af de Præ-
ster, som lærte det, uden videre blev slaat ihjæl. Vi skjøn-
ner, hvor nær det var, at de fleste blev slaat ihjæl. Havde
de bare havt ledende Mænd! Men det havde de ikke. Vi
maa prøve at forstaa, hvad de tabte i Mod, i Tro paa sig
selv, vore Forfædre, dengang de saa, at Intet skede, Intet
nyttet. Da Hellig Olav og Jomfru Maria, Jomfru Maria og
Hellig Olav blev udjaget af Landet, deres Kirker vanhelli-
get og ranet, ofte ødelagt. De maatte da vel føle det, som
de selv var gjort utlæg.
Olav den Helliges Land uden Olav, det maatte for de
fleste være som Landet var bestemt til at dø. Hjertet var
skaaret ud af det.
Slig Troskab og slig Smerte er ikke Tab i og for sig.
Dengang naadde det norske Folk større Dybde i Følelsen.
End de Samtaler de havde, naar de i den Tid mødtes! Og
den hemmelige Gudstjeneste med Hellig Olav blandt sig!
|
| s.371 | At have noget saa inderlig kjært gjør Livet rigere; at tabe
det med Smerte gjør den poetiske Undergrund rigere. Hel-
lig Olav findes igjen i Folkesjælen. Han har været med at
lægge Strenge i den og at stemme den.
Vi vil nok skjønne det, straks Olavsdagen varsles. Skjønt
det sker efter flere hundre Aars Fravær, skal vi nok faa
høre, at her har vi stødt paa en gammel Vise, som engang
laa paa alles Munde. Den synger sig selv.
Ja, som det gaar med Draumkvædet i vore Dage, net-
op nu udgravet igjen. Der sidder vi og kjender det, skjønt
Visen, siger lærde Mænd, er fra Aar tolv hundre og tyve,
eller saa omtrent. De samme lærde Mænd mener, at Kva-
det netop er laget om Hellig Olav og skildrer et Syn ind i
det store Ukjendte, som han har faaet Lykke til, Olaf den
benaadede Søn, Olav den høitelskede Søn, som Navnet Olav
Aastesøn betyder. At høre Draumkvædet er som at føres
dybere og dybere ind i en gammel Minegang i Folkemindet.
Engang for mange hundre Aar siden fyldtes den i en Skade-
flom og blev halvvejs glemt.
Aldeles som det gik med Olavsdagen! Fra denne gamle
Minegangen i Folkemindet, som nu atter aabnes, skal vi
nok atter bryde nye Gange til begge Sider og drage megen
Rigdom frem.
Jeg spaar, at naar Klokkerne kimer for Olavsdagen over
det hele Land, vil vi kjende det, som ringet det - ikke fra
bare Bakken, som Kirkerne vore nu almindelig staar paa,
men fra Bjørkelien, fra Gran- og Furuholtet, fra Havskjæ-
ret. Det vil kjendes som den norske Naturen da flytter
tættere til. Og som vi selv gaar tilmødes med Forfædrene
vore, ikke dem alene, som vi selv har kjendt, nej, dem, som
har brudt op Landet for os med Sværd og Plog og Sang
og Lov. De, som faldt paa begge Sider for os ved Stikle-
stad, og paa saa mangen anden Plads, deriblandt den, vi
nu staar paa. Og de, som i stille Arbejde gjenrejste Lan-
det for os efter hver Ufærd, som de Styrende førte det op i.
Jeg spaar, at de, som taler i Kirkerne paa Olavsdagen,
kommer til at tale om mere end Jøderne og Jødeland; de
kommer ogsaa til at tale lidt om Norge og Nordmændene.
Altsaa ikke fra bare Bakken, de heller.
Ligesaa vil det gaa med Sangene derinde, Salmerne.
De vil komme til at lægge Tone til mere end vor Sjæle-
pine og vore Drømme om et hinsides. Komme til at smage
af vor salte Havkyst, farves af vore Skoglier og af Vinter-
|
| s.372 | vejret. Bære Billede af den Skjæbne, som blev Folket til-
skaaret af Landet og af Kampene for det og i det.
Efterhaanden maa Olavsdagen drage dette udover paa
de andre Helgedagene. For det vil snart blive aabenbart,
at saaledes vender mange Sind tilbage til Kirken, som nu
var borte. Skal Kirken sanke dem ind igjen, maa den søge
dem der, de er. Efter den Regel, at ham, du vil vinde, hans
Kjærlighed maa du finde.
Her er vor! Vi er efterhaanden blevet noget mere end
Enkeltmennesker; optaget af mere end vor egen Sjælstil-
stand. Vi er blevet et Samfund af Medansvarlige, et Fælles-
skab til Fædrelandets Ære og Velfærd. Her er vi, her staar
vi nu i en alvorlig Kamp! Endelig engang vil vi atter, hvad
Olav vilde: gjøre dette Landet helt til vort. Endelig engang
som han fri det helt fra Fremmedherredømet. Det skulde
vel ikke være under Kirkens Værdighed at komme med paa
det? At mødes med Hellig Olav i det?
"Saa længe Olav sad i Kongesædet," siger Snorre, "prø-
vet han at gjøre det beste (mærk Ordene "det beste"!):
først at fri Folket fra fremmede Herrer, dernæst at om-
vende det til den rette Tro, endelig at sætte Lands Lov og
Ret." Olav Haraldsson saa det Ene i det Andre. Skulde
Kirken i vore Dage ikke ogsaa kunne det? Et selvstændigt
Folks retskafne Liv, kan vi sige, var Opgaven. Daglig san-
dede Olav, at under Fremmedherredømet kunde vanskelig
et retskaffent Liv føres. I det var Fristelse til Tvesind.
Endog gjæve Mænd faldt for den; det gav alt for let Skalke-
skjul for egen Vinding i et evindeligt Kjøbslag. Dette vilde
Olav Haraldsson have Ende paa, om det skulde koste Rige
og Liv. Saaledes forstod han sit Kald som Konge og Kri-
sten. Er det under Kirkens at vække et saa stort Fore-
døme?
Han vilde omvende Folket til ærligt norsk Frændesam-
fund. Paa Olavsdagen kan de, som taler i Kirkerne, ikke
slippe for at fortælle det.
Men derfor vil vi ogsaa have Olavsdagen op igjen og
Kirkerne aabne paa den. Vi tror, at større Velgjerning kan
Kirken ikke gjøre sig selv end atter at formæle sig med
Norges Selvstændighedsarbejde. At ingen større Velgjerning
kan den nu gjøre os end at rydde ud, hvad som giver Tve-
sind i Fædrelandsfølelsen. Den er bestemmende for det
meste.
Eller tviler nogen paa, at vi atter lider under det? Her
staar vi paa Olavs Dag udenfor hans Kirke og kan ikke
holde Gudstjeneste der. Den er stængt for vor Tale, for
|
| s.373 | saadan norsk Tale, som jeg nu fører. Hvorfor er den
stængt? Havde vi vor egen Konge, som ikke behøvde at tage
Hensyn til andre end os, var den da stængt? Nej, saa var
vi der inde med Kongen som første Mand. Saa hørte han
og vi sammen idag, hvorledes Olav Haraldsson levde og
døde for dette Folks Selvstændighed, at deri saa han sin
kongelige Kristengjerning.
Dog - vi skal ikke klage, naar vi kan handle. Man
har tvunget os til det. Vi, som har Arven i vort Blod, vi
staar her udenfor Kirkevæggen og vil ind med vor natio-
nale Sag for at faa den viet og velsignet. Baade vil Kirken
selv paa det vinde større Evne iblandt os, og vil den gjøre
vor Kamp skjønnere. Fri den fra megen Usseldom, saa
den kan bære større Frugt for manges Liv.
Det er nemlig ikke Maalet alene, som det kommer an
paa. Det er først og fremst Kampen, at vi paa den maa
blive bedre. Netop hvad Olav Haraldsson forstod, og hvad
han selv blev. Menneskene var og er saa veke, saa falske,
saa færdige til Kjøbslag for Freds og Vindings Skyld. Alene
i Kampen kan vi renskes. Kampen for en stor, samlende
Sag er derfor nu blevet det nødvendigste af alt nødvendigt
i dette ufærdige Land, - ufærdigt, fordi Folket er det.
Vor nationale Æresfølelse maa blive Gudsfølelse. Her kan
Kirken hjælpe.
Hermed haster det! At naa den hele Statsselvstændig-
hed nu straks, - undertiden, naar jeg ser paa dem, som
staar imod os, hvor mange de endnu er, og hvorledes
her kjæmpes, da tviler jeg paa, at vi fortjener det. Men
at adle vort Sind i Arbejde for et nyskabt Norge, et ved
os nyskabt Norge, dermed haster det. Her kan Kirken
hjælpe.
Op med Kirken paa Olavsdagen!
Det gjælder nu som paa Olavs Tid: Norge ligger un-
der for fremmed Magt, bare saa længe det ikke er enigt.
Et enigt Norge faar hvad det har Ret til, jevnsides andre
selvstændige Folk.
Norske Bymænd og Bønder: andre tør nu ikke engang
ud med Nøklerne til de forskjellige Kirkeporter paa Olavs-
dagen, men blir I bare enige, saa husk, at I har Hoved-
nøkkelen! Til Kirkerne som til mere. Læg den ind i Røst-
seddelen nu til Høsten, den og det norske Flaget, den ene
i det andre. Saa hjælper I Barnene til bedre Vilkaar for
et retskaffent Liv, end mange af os har havt.
Hvorfor kan jeg ikke bede den norske Kvinde om det
samme? Hun, som staar i Barneflokken, i en selvstændig
|
| s.374 | Gjerning i Hus eller Forretning, hvorfor skal hun have
mindre Værdighed og mindre Magt, naar det gjælder Kir-
ken og Folkeæren?
Men saa venter vi ogsaa af Mændene, at de handler
som dem, der har Fuldmagt af flere.
Paa Olavsdagen skal Norges selvstændige Fortid frem
til Held for en selvstændig Fremtid. Paa den skal begge
knyttes sammen i vor Vilje. Kanske er der lidt Arv i den
af Olav Haraldssons. Kanske den ogsaa som hans, naar
Kirken hjælper, kan vokse i Mod og Offerkraft.
Dette Ønske vil vi tilslut samles i! Vi vil løfte det for
Kong Olav Haraldssons og vort Fædreland fra denne minde-
store Plads. Her har Norges Skjæbne ofte været afgjort.
Her har han selv gaat, røslig og mandig med Norge i sit
Sind. Sikkerlig saa han Byen med Bakker, Fjord og Fjeld
i det Syn, han havde, siste Gang han red ind i Landet.
Naar Ønsket løftes herfra, faar det kanske lidt af den Evne,
hans Klokke, "Glød", havde derborte fra Clemenskirken: at
høres i Dagningen foran Afgjørelsens Stund flere hundre
Mil borte. Og da at sætte Brand i Sindene.
Leve det gamle, det nye Norge!
|
\n |
|
