| s.439 |
[Om at være i Sandhed.]
(Tale i Studentersamfundet 31. Okt. 1877.)
Denne Fest er i mange Henseender en Overraskelse for
mig. Jeg ventede, da jeg samtykkede i at møde her, at
træffe en 20 à 30 gamle Kammerater, og jeg kan ikke negte,
at jeg er bleven lidt forskrækket ved at se saa Mange, men
som sagt ogsaa forundret. Hvorfor jeg er bleven forundret
kan Enhver selv skjønne. Hvorfor jeg blev forskrækket,
skal jeg strax oplyse. Gud har været saa god imod mig, at
der, efterat jeg er bleven 40 Aar, er sprunget nye Kilder i
min Tilværelse; men i meget af dette, der kommer stærkt
ind paa mig, er endnu adskilligt uklart, og jeg vil nødig
tale derom til Mange. Og desuagtet, naar jeg ser Eders
Aasyn, er der noget, som maner i mig; thi jeg synes, at der
er en saadan Trang blandt os til, at der tales.
Ganske nylig har jeg seet, at en Mand - jeg nævner
ham ikke, I vil alligevel forstaa, hvem det var - talte til
Studenterne i vort Naboland og mindede om dette: "Du
skal elske din Fader og din Moder, at det kan gaa dig vel,
og du maa længe leve i Landet." Han lagde det ud saa, at
det havde en længere rækkende Betydning end til vor kjø-
delige Fader og Moder, at det naaede Samfundet og de nu
bestaaende Magter, dem, der aandelig havde født os, og dem,
der beskyttede os idag. Da jeg læste denne Tale, følte jeg
strax: dette er de Ord, som siges oftest til den opvoxende
Ungdom i Landet, - de er overordentlig sande. Men det
er omtrent af den Sort Sandhed, som at møde Krigeren,
der drager ud, med de Ord: "Du skal ikke slaa ihjel"! Det
er ogsaa meget sandt! Ja, dersom vi endnu ikke kan komme
udover Pieteten for det Bestaaende, det mangfoldige Slags
Bestaaende, saa kommer vi sørgelig sent frem. Den er os
givet dels i den Oplysning, vi faar i vore Skoler, navnlig
den historiske - Intet prentes os saa ofte ind som dette
- den er ogsaa given ved vore Forhold, thi Forholdene
gjør, at Mange ikke ser andet end sit Eget - selvfølgelig
maa Pieteten voxe i betydelig Grad. Vi skal især have Pietet
for Sandheden, og kan vi ikke begynde hermed nu
om end ganske tarveligt, men ærligt, saa siger jeg, at en
Besøgelsens Tid hos os gaar tabt. Thi nu er der en
Besøgelsestid. Der er nylig af en stærk Aand blandt
os - i "Samfundets Støtter" - ligesom tidligere i "De
Unges Forbund" sagt Noget, som tyder paa, at vi lider af
et dulgt Kjeltringskab. Se, det lider vi nu ikke af, saavidt
jeg forstaar! Men vi lider af Selvbedrag, vi lider af megen
Løgn, som vi slet ikke ser, og af megen Løgn, som vi ser,
men ikke ved, hvad vi skal gjøre med.
Og det kan ikke være anderledes i en Overgangstid som
|
| s.440 | den, vi staar i. Der er meget gammelt, som bliver tvivl-
somt; men vi ved ikke noget nyt, og vi er ræd for det
Ukjendte. Der er intet, som har slaaet mig saa stærkt, siden
jeg kom herned til Kristiania igjen, som dette, at de fleste
Mennesker, jeg møder, tror ikke helt paa nogen Ting. Jeg
skal tage Begyndelsen, jeg skal nævne: Kongen. - Gudbe-
vares, al Ærbødighed! Men - saadan Tro? Nei! Statsraad
Stang? - Nei! Regjeringen? - Nei! Nei! Præ-
sterne? - Gudbevares, men Nei! Nei! Det er helt
gjennemgaaende dette. Det er akkurat dette, jeg engang har
skildret i en Figur - den gjorde ingen Lykke - den hed
"Redaktøren". Jeg skildrede en Mand, som ikke troede det
ringeste paa den Sag, han kjæmpede for, han troede endnu
mindre paa dem, han kjæmpede sammen med; thi dem for-
agtede han, - han kaldte dem Knæhøner! Dengang troede
jeg, at jeg skildrede en europæisk Redaktørtype, som den
f. Ex. findes i Danmark, i Frankrig og her, jeg ved ikke
andre Steder, men i Grunden længererækkende. Der er san-
delig Tusinder, som gaar indunder denne Type i den For-
stand, Lidenskaben fraregnet, den specielle Lidenskab lige-
overfor mange Ting - kun ikke for Sagen og i Kjærlig-
heden for Medforbundne - den er individuel - fraregnet
den er dette de Flestes Stilling. Man kjæmper for en Sag,
som man ikke helt tror paa og med Medforbundne, som
man tildels foragter. Jeg vil ikke sige, at denne Stilling er
svært god.
Jeg har nylig udgivet en Bog, som hed Kongen. I denne
Bog indskrænkede jeg mig - skjønt Republikaner - til at
spørge: Er det nu sandt Alt om Kongen, og helt sand den
Stilling, han selv staar i? Hvis det ikke er saa, er der da
ikke den moralske Lov, at Løgn avler Løgn?
Skulle vi ikke, andægtige Tilhørere, spurgte jeg, se lidt
paa dette? Og saa fik jeg til Svar: I Tugthuset med ham.
Jeg fremfører dette for fra egen Erfaring at pege paa,
at det staar ikke Alt saa vel til blandt os, som det skulde.
Naar der af et alvorligt Menneske peges paa Noget som ikke
er sandt, og man saa faar et saadant formummet Svar, er
det ikke bra i det Samfund. Og dette siger jeg blandt Eder,
fordi der i Sammenhæng med denne Tale om Pieteten lige-
saa ofte er hørt: Herregud, vi har det saa bra! Herregud,
lad det gaa fredeligt til! Det er jo saa bra, som det er! Det
synes jeg nu ikke! Jeg er ikke tidligere bleven seende paa
det; nu er jeg bleven det.
Om jeg vilde begynde med det Økonomiske, skulde jeg
hurtig paavise, at der ikke staar bra til; det var nok værd,
|
| s.441 | at vi blev skræmmet lidt op. Men jeg vil ikke her bære
mig ad, som man gjør nede i Theatret, naar der holdes
Generalforsamlinger; derfra hører man kun Tale om Penge;
man skulde tro, at det var blot og bart et Pengeinstitut -
der tales ikke om Kunst. Jeg vil samle Talen
om det Aandelige og Moralske, især det Moralske. Jeg har
en Bihensigt med det. Jeg mener, at det Aandelige og Mo-
ralske i høi Grad har med det Økonomiske at bestille, er
Energien og Drivfjædren i det, hvis det er rigtig fat. Jeg
vil tale om det, som vi hver Dag rører ved i Gausdal: Almu-
skolen. Der staar det ikke vel til! 2/3 Del af Tiden bruges
til Religionsundervisning og især Pugning, saa at ved denne
Gnidning og uendelige Tøining af Stoffet Gudsforholdet for-
styrres istedetfor at grundlægges. Men mere end det! Der
hæmmes al anden Oplysning. Hvor uvidende vore Bønder
er, maa man flytte ud paa Landet for at lære. Sandt er
det, at vor Fremtid for en stor Del afhænger af Bonden,
og han er - umaadelig uvidende. Sammenhængende
med denne Uvidenhed er der Noget af Fordomsfuldhed og
af en Følelse af hans Stilling som priviligeret - Første-
fødselsretten, Stillingen til Husmænd o. s. v. - som gjør,
at jeg siger af fuld Erfaring: Naar han vaagner, saa vaag-
ner han til Reaktion. Jeg ser ikke, at der er Tanke om
at forandre Almuskolen; og jeg er meget bange. Jeg kan
ikke sige, at det staar vel til med den anden Skole heller.
Er I, som staar her som Skoleprodukter, tilfreds med eder
selv? Synes I, at I har faaet det Begreb om den nye Tid,
at I her staa fulde af Energi, fulde af Mod, fulde af For-
staaelse? Synes I, at I følte i det, som bødes her, det per-
sonlig sanddru, som værgede Eder for Fald? Universitetet
skal jeg forbigaa. Men jeg skal tage et almindeligt Forhold;
jeg skal tage det Religiøse. Nu skjønner jeg, efterat jeg er
kommen paa Landet, hvorledes det forholder sig, at det
er ind i det Religiøse, ind i den religiøse Forkyndelse
i vort Land, al denne Forkjætrelse læres, al denne
Ufordragelighed opelskes, alt dette Fiendskab mod Oplys-
ning kommer tilsyne, som desværre hænger sammen med
enkelte Dogmer. Hvilken afskyelig Hevnglæde ser man ikke?
Se paa den theologiske Polemik. Det er mig noget saa ukri-
steligt, saa modbydeligt ved denne. Dersom jeg var Præst i
vore Dage, vilde jeg begynde og slutte Alt med at sige:
Troen er det høieste, i den er ogsaa den høieste Vis-
dom. Men for hver Enkelt er det det vigtigste at være i
Sandhed. Var jeg vis paa, at enhver af os var i Sandhed,
vovede at tænke, vovede at tale, hvad vi tænker, saa var jeg
|
| s.442 | vis paa, at vort Samfund var sundt, og at vi i Tidens Fylde
ogsaa kom til Tro. Men just fordi her forties Noget, for-
fuskes vi i det Høieste, forfuskes vi i Viljen, i Aabenhed og
Sandhed og fordærves allerede som unge Mennesker i vort
Ædleste. Der er Noget, vi stræber for at lade som vi har,
men som vi ikke har. Hvad jeg, skjønt ikke Præst, vil sige
Eder og Alle, jeg taler med, er: Prøv at være i Sandhed.
Er Du sand, bliver der en Vei til Frelse for Dig, saa sik-
kert som der er en Udødelighed til. Der er en Sandhedens
Gud, som selv har sagt, at han er i Sandhed. Her er det,
man saa forfærdelig forfuskes. Der er Ingen af Eder, enten
han skjønner det eller ikke, uden at han har faaet et Knæk.
Om disse Ting tales der ikke; det er officielt rigtigt at tie.
Der brydes paa Pieteten, siger man. Men det er om dette,
der skal tales. I Sandheden skal vi være, hvis vi overhovedet
vil vinde ogsaa intellektuel Energi.
Det er ogsaa økonomisk fordelagtigt at være sand. Dette
at staa begeistret af en Sandhed - det kan være en bitte
liden en - f. Ex. for en Opfinder, en Handelsmand, hvil-
ken enorm Energi giver det ikke? Vore Venner ser den,
vore Modstandere kjender den, vi bliver mange Procent
nyttigere for Landet. Derfor er der saa liden Energi iblandt
os ogsaa paa det økonomiske Felt, fordi vi gaar og smaa-
lyver for hverandre; vi tør ikke tænke helt ud. Og alene
tænke helt ud kan Menneskene ikke, de maa snakke. Man
skulde gjøre, som man gjør i Sverige; der snakker man om
Alting, især om sine Tvivl. Vi bærer os modsat ad. Det vi
er visse paa - Veiret f. Ex. - det snakker vi om. Vi taber
i Intelligents i Sammenligning med de større Kulturfolk,
hvis vi ikke sliber vore Tanker, og det sker kun ved Sand-
hed. Vi har ogsaa Opgaver blandt os, og tager vi ikke disse
op, søger at løse dem med smaa eller store Evner, har vi
Intet at levere; vi kommer forfuskede til den næste Slægt,
og den, som faar saadan Arv af os, fortsætter Forfuskelsen.
Dette kunde jeg holde paa med indtil imorgen; men
altid skal have en Ende, og jeg vil slutte med at bede Eder:
Prøv at være sande, snak helt ud hvadsomhelst, I bliver
ikke værre ved det, men meget bedre, og den, I snakker til,
hjelper I, selv om han forarges. Han faar Tanker, han
hidtil ikke har havt, og han faar Mod.
I skal have Tak for den Modtagelse, I har skjænket
mig. Jeg skjønner vel, at den ikke betyder, at I er enige
med mig i alle mulige Meninger, og jeg forlanger ikke af
Eder, at I skal være Propagandaobjekter for mig.
Nei, er der Noget, jeg kan lære Eder, vil det være det,
|
| s.443 | at det gaar an at tænke, og at det gaar an at sige, hvad
man tænker ogsaa uden at miste Livet for den Slags Skyld.
Jeg har ogsaa sværere Ting at sige, end jeg har sagt idag.
I skal have Tak, fordi I modtog mig; jeg vil ikke
lægge til, at I ogsaa senere paa et mere fremrykket Stadium
skal møde frem; jeg kan ikke forlange, at ikke Mange skulde
forarges paa mig; men jeg vil forlange af Eder, at I skal
være aaben mod mig, om det og er i Vrede, vær ligetil og
sande indbyrdes og mod Alle. I tjener derved Eder selv,
I tjener det, som voxer i vort Folk, I tjener den næste
Slægt.
|
\n |
|
