| s.203 |
Kapkjøring paa Sognsvandet.
Kl. 11 Formiddag tredje Markedsdag var der en Fart
opover Ullevoldsvejen, som den neppe har set siden af-
døde Professor Sverdrups Dage, da Studenterne drog der-
opover med Fakler. Det var rigtig en norsk Vinterdag,
klar i Luften, med klingrende Frost, tæt Sne og stry-
gende Føre. En lang sort Stribe krøb opover Bakkerne
og slingrede bortover Snefladerne, det var Slædetoget fra
Byen, vel en Fjerding i Længde. Spadserende, især Stu-
denter, skjød Krulryg i Kulden og løb ved Siden, Duskene
dinglede sørgelig sydlandske, Andre øvede den ædle Kunst
at løbe paa Ski, d. v. s. kom sig fortest frem, naar de
tog dem paa Nakken og travede efter Slæden. De fleste
havde nok forestillet sig, det var en liden rask Spadsertur
fra Byen, men fik Andet at føle; thi denne Vej havde
det ved sig, at den meget sent tog Ende. Mange vilde
vende om igjen, men jo længer op man kom, des ugjør-
ligere blev det; thi Vejen blev altid smalere. Fremad
maatte Enhver, som var kommen i Sporet, eller ogsaa
overende i den dybe Sne; det var en kold og ubønhørlig
Tur. Men her var vidt Syn og herlig Luft; Hundene
gjøede sig fordærvet paa det endeløse Tog, som drog
forbi deres graae Gaarde for siden at bøje henover lange
Agre og Marker, ikke delt eller afmærket, uden af et
legende Skifar. Snart bar det ind i en Granskog og blev
lidt mørkere, men Træerne var smaa, de store var længst
vandret did, hvorfra vi kom. Bag laa lave, bløde Aas-
rækker, der stak Bar oppi den blaa Luft og løb, løb, -
Vættakollen kom med og alle dens Spøgerier, bortover
bar det, saalangt Øjet saa. Vi jagede ogsaa paa vore
|
| s.204 | Heste, som Folk gjør naar de fryser, og snart bøjede
Slæde paa Slæde ned til nærliggende Gaarde, hvor Kjøreren
stod af, bandt Hesten og gav Foer, vi kunde skjønne, at
Banen ikke var langt borte. Og her ser vi den, eller
rettere, vi ser den brede, herlige Sneflade, hvortil Sogns-
vandet var forvandlet af en lystig Vinter. Tæt op til
Land myldrede sorte Tingester i travl Uorden, der var
altsaa Banen. Man kjørte ned og bøjede op til Land
igjen, Skikkelserne klarede sig, det blev Peltser med
Mennesker i, Hundskinds, Ulveskinds, Vadskebjørnskinds,
de travede omkring og nappede i hverandre, Figurer og
Ansigter var ikke til at se. En Fjelebod var opslaaet
for at sælge Toskillings-Cigarer og Drikkevarer af til-
svarende Godhed, og var dette foruden Banen den eneste
Tilstelning, som var at se. Langs Kapkjørerbanen, der
var glat, bred og pudset, fandtes to Sidebaner, en tæt
ved Siden for Gaaende, en længere borte for dem, som
nu stillede sine Heste frem til Kapkjøring. Medens Dyr-
lægerne prøvede Hestens Alder, gik man omkring og
gjorde Opdagelser indunder de vældige Peltse, og her var
Storbønder fra Dovre og Jarlsberg, fra Romeriget og
Valders, her var Grosserere, som vilde kjøbe sig en Traver
eller se, om de ikke selv havde en bedre, her var Stor-
thingsmænd, som skulkede bort fra Odelsthinget, her gik
Byens Artillerister og Kavallerister omkring med Kjender-
mine, og rundt om bølgede en meget bevægelig Mængde
af Studenter, Skuespillere, Markedsgjester og andet
løst Folk.
Det var især de peltsklædte rige Bønder, som fulgtes
med størst Opmærksomhed; thi her var et stort Møde af
Norges Landadel. De har blandt andre Træk ogsaa det
tilfælles med de andre Landes og vor gamle Histories, at
de kjender hinandens Slægter, hinandens Formue og
Gaarde, og hilser derfor hinanden ved første Møde, som
gamle Bekjendte, tager ind paa hinandens Gaarde, naar
de rejser og prøver her hinandens Heste. Der er en Ro
og Værdighed over dem, enten de sidder kjørende i den
skarpe Spidsslæde og med bred Tom, eller de stiger af
og lader deres Hest beundre. De bøjer ind paa Banen
som til en Fest, men de er udvortes blot lidt mere blege.
Først kjørte de i skarpt Trav Hest efter Hest opover
Banen for at prøve sig, og saa begyndte Flagene at blive
urolige; det oppe ved Land gjorde Tegn, at man var
færdig til at modtage dem, som nu var kjørt ned igjen
ad den anden Bane og havde opstillet sig paa nyt, der-
|
| s.205 | næst viftedes der paa Midten, saa ved Enden og en Stund
efter fløj dette atter op, Signal til at nu bar det afsted:
"Nu!" ropte den, som stod med Kikkert, og to Krono-
metre blev Dommere. Minuttet gik fuldtud, Hesten kom
travende, saa Isgovet stod til Siderne, den var ganske
nær og Sekunderne over Minuttet tælledes højt under
stor Spænding: 1, 2, 3, - indtil 19, det var den første
Prøve. Numer og Hurtighed blev optegnet, atter gaves
Signal, at man paany var færdig; Flaget fløj op dernede
og nok en Hest frem. Det var ganske andet Løb, en
gulblak lurvet Valdershest, høj, havde lange fillede Ben
med Istapper i, Manen var tæt afklippet, men midt i det
Gule løb en ilter sort Stribe helt frem, Halen var rig,
sortblandet, lang, Øjnene gnistrede; men strax den holdtes
an, stod den, som opstillet. Den var ikke synderlig bred
i Brystet, ejheller havde den noget Let eller Sirligt, men
den var sikker. Denne Hest var den anden, som løb,
den fik ogsaa anden Præmie; Banen (1000 Alen) tilbage-
lagde den, som bekjendt, i 1 Minut 7 Sekunder, "akkurat"
blev der tilføjet. En herlig, glindsende sort Hingst, til-
hørende Fadum fra Jarlsberg (Storthingsmand fra 51 og
54) var den næste, som tildrog sig Opmærksomheden, og
var den sjette, som løb, Den blev strax Banens ubetin-
gede Yndling, den kjørtes af den rige Bonde, Ivar Tofte
fra Dovre. Ivar Tofte ejede den Hest, som vandt første
Præmie, men lod den kjøre af en Anden; den Hest, som
rimeligst kunde konkurrere med hans, og som Kvælden
før havde kjørt Banen paa 1 Minut 6 Sekunder, kjørte
han nu selv.
Ivar Toftes egen Hest løb umiddelbart efter Fadums,
løb een Gang og vandt (1 Minut 6 Sekunder). Siden stod
to Mand og holdt den, det var et galt, vildt Dyr, der
gjerne havde løbet lige lukt ind i Døden, hellere end at
give tabt. Af Farve var den mere sort end brun, ikke
synderlig høj, bustet Haar, temmelig stærke Ben og tog
af Kaadhed tre Skridt, hvor en anden tog eet, naar den
holdtes stramt og skulde gaa stille. Den var et Billede
paa den rasende Ærgjærrighed; hvis den havde Sokker,
skulde den hedde Magnus Barfod. Et almindeligt Ord gik
der om, at Ivar Toftes Hest ogsaa fortjente at vinde
Præmie; thi de bedste Travere var i lange Tider ogsaa
fra Tofte, og faa Mænd havde her i Landet gjort for
Hesteracens Forædling, hvad Ivar har gjort.
Den tredje Prishest var en smekker, jomfruelig Hoppe
med rødt Haar, tilhørende Melby i Trøgstad. Den stod
|
| s.206 | saa fin og lystig efter Turen, var ganske ung og lovede
til næste Aars Banefart at ville dandse dem rundt alle-
sammen.
Men dersom jeg skulde give Præmie, da skulde en
ung, letsindig Hoppe, tilhørende Andreas Drømtorp fra
Aas Sogn ubetinget have den. Dette uopdragne Barn
kunde ikke dy sig, naar hun kom midt paa Banen, gjorde
et Hop eller to, og saa var baade Farten og Præmien
spoleret. Og alligevel, skjønt hun i en Tur sprang ud to
Gange og maatte sinkes meget for at sættes i Trav paany,
naaede hun frem paa 1 Minut 7 Sekunder. Hun havde
utvivlsomt vundet, hvis hun bare havde kunnet styre
sig; hun stod ogsaa bagefter saa forvirret og skamfuld,
som hun godt skjønte det, men kunde slet ikke for det.
Hun var glindsende sort, havde bredt herligt Bryst, rig,
lang Hale, der laa efter hende som et Slæb, Hovedet var
lille og viltert, og hun bed i Bidslet.
Middeltallet af den Fart, de alle naaede, kan anslaaes
til 1 Minut 12 à 13 Sekunder, og dette gjør jo vore Heste
Ære. Borte ved Stranden stod Vognmandshestene fra
Byen, uberørte af sine Brødres og Søstres Ærgjærrighed,
saa unge og uerfarne som de kom fra Landet. De er-
farne Vognmandsheste holdt sig til Havren, den var dog
det Solideste i Længden; de saa ikke engang op, dertil
havde de ingen Tid. De fragtede Folket hen til Ærens
Bane og ifra den, tog Profiten deraf og gik paa Stalden.
Og saaledes endte dette mærkværdige Tog til Ærens
Land eller rettere Vand, kun bør tilføjes, at det Hele
begyndte Kl. 11 og sluttede omkring 4. Man frøs, naar
man efter at have kjørt op, stod stille saalænge i skarp
Kulde og bagefter brugte næsten en Time til Byen. Direk-
tionen, som maa takkes for dette Forsøg, bør gøres op-
mærksom paa, at der næste Gang sørges for bedre Opsyn
langs Banen, og at ikke blot et "a' Banen der Di!" eller
"a' Banen Di der!", raabt iblinde bortover, agerer Politi;
thi der er Ingen, som er "Di der", eller "der Di", naar
man raaber til dem om at give Slip paa en god Plads.
Bn.
|
\n |
|
