Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Bjørnstjerne Bjørnson Kristendoms-Opraabet. V. G. 1883, 22. Feb., Nr. 22. Kristendommens Falliterklæring, - undertegnet af halv- tredjehundre højst agtværdige Præster, Professorer og Menige . . . det er det rareste Syn, man har havt paa lange Tider! Med store, tydelige Ord fortæller de, at fra der kom Bevægelse i Sindene herhjemme, aarkede deres Kristen- dom ikke længer at holde Taget; da røg deres Toug, - og vi ser halvtredje hundre Ærværdigheder ligge overende med Gisle Johnson i Spidsen, Hatten og Brillerne langt borte; men i de valne Hænder holder de endnu sin brustne Tougstump med rørende Alvor. SIDE: 2 Hvad er der skét, hvad i al Verden er der skét? "Den Fremskridtspolitik, som respekterer den historiske Udvikling," siger de; den Fremskridtspolitik, "som kun vil bygge videre paa det historiske Grundlag", den, ja, den har de intet imod. Men er der da nogen anden iblandt os? Er overhove- det nogen anden mulig? I en enkelt gal mands Fantasi . . . men i et Folk? Har paa Jorden nogensinde eller noget- steds en "Fremskridtspolitik" samlet Flertal om sig, som ikke bundede i det historisk givne? Her er dog Forestillingerne nu ordnede af Videnskaben. Det er ved et grænseløst Materiale paa det utvetydigste godtgjort, at der kan ikke vokse noget til Kraft i et Folk, som ikke har Rod i dets Historie; der kan ikke forplantes en Bevægelse til os, uden at der er Betingelser for den. Vi har iblandt os en genial historisk Fremstilling af vort Liv før og under Dansketiden; slaaende godtgjør den, at hvad som nu er oppe, det er de gamle Betingelser un- der ny Former i de ny Forhold. Hvorledes kunde det være anderledes? Uden nogensomhelst saadan Fremstilling maatte vi vide det, bare vi tænkte paa de almindelige Naturlove; ti vi er da ikke et Folk, som hænger i Luften, vi gror paa Jorden og af Jordens. Hvis vi kunde tænke os en slig Urimelighed, som den, de halvtredje hundre Ærværdigheder gaar ud fra som given Kjendsgjerning, da maatte jo de Mænd, som kunde faa et Folk til at tage imod, hvad det savnede Betingelser for, og dette Folk som vedblev at tage imod, hvad det ikke kunde fordøje, og det uden at sprække, ja, da maatte jo baade disse Mænd og dette Folk være rene Mirakeldyr. Sagen er simpel: her strides ikke om, hvorvidt et Parti vil udover de historiske Betingelser; men her strides om, hvilken af de to historiske Linjer, som de to Partier re- præsenterer, er længst og gaar dybest. Og det faar vi se! Fejler jeg, naar jeg tror, at de halvtredje hundre er komne til denne forunderlige Fejltagelse ved følgende Ræ- sonnement: "Her er jo Folk blandt de Liberale, som me- ner, at Republiken blir den eneste Udvej for os, og den har da aldrig været her før; selvfølgelig vilde dette føre os ud af det historisk givne." Fejler jeg, naar jeg tror, at det samme Ræsonnement lægger de paa Fritænkerne, idet de siger: "Disse Mennesker husker ikke, at Kristendommen har været blandt os i tusen Aar; de har ikke Respekt for noget, som er tusen Aar gammelt i vore Hjem." - Fejler SIDE: 3 jeg, naar jeg tror, at det er denne Tankerække, som har forført dem? Hvad vil den igrunden sige? Jo, at til Eksempel ingen af de halvtredje hundre har Lov til at arbejde for Missjonen; ti Hedendommen har Negrene havt i hundre tusen Aar; og ikke at have Respekt for det historisk givne blandt Ne- grene - det er imod Guds Orden. Altsaa: at ville indføre Kristendommen blandt Negrene - er imod Kristendommen. At den i sin Tid blev indført blandt os, var igrunden altsaa det samme. Ja, det er vel et Spørsmaal, om det ikke frem- deles (efter denne de halvtredje hundres Lære) er imod Guds Orden at arbejde for Kristendommens Udbredelse iblandt os; ti Hedninger har vi været i mange hundre tusen Aar og kristne i bare tusen. Nej, saa faar vi nok heller jævnt hen gaa ud ifra, at er her en Hældning bort fra Kongedømmet og fra Kristen- dommen, saa er dette dybere grundet end i "Forførelse eller Mangel paa Respekt for det historisk givne". Forhol- dene føder, selv om Menneskene tier. Og om alle Genier paa Jorden talte; - naar de talte mod Forholdenes Magt, da vilde de tilsammen ikke være saa stærke som Forhol- denes Lillefinger. Eksemplet er ellers umuligt; ti deri be- staar netop Geniet, at det opdager Forholdene. Jeg skal ikke gjentage, hvad som hos os skaber Frafald fra Kongedømmet; men hvad som skaber Frafald fra Kri- stendommen, det indbyder denne de halvtredje hundres Falliterklæring paa det Indstændigste til at se paa! Jeg skal indskrænke mig til, hvad Tusener af alvorlige Kristne vil sande med mig. En enkelt Sætning i det store Manifest lyder: "Kristen- dommen har været Gjenstand for Folkets Ærbødighed og Agtelse; den har været en Magt, som i det Hele og Store har behersket vort Folkeliv, og saaledes da navnlig paatrykt vort borgerlige Samfund, dets Love og Indretninger sit ejendommelige Præg." Jeg husker den Tid, da man havde faat indbildt mig dette. Jeg husker, at jeg sagde efter de Andre, at ogsaa vor Stat var "en kristelig Stat", akkurat som om denne ab- strakte Møkurkalv havde Hjerte og Samvittighed. Nu er der Tusener af Kristne i Norge, som skammer sig, naar nogen af deres siger sligt; ti de ved, det er ikke sandt. De ved, at under Dansketiden voksede vi ikke op til et kristeligt Samfund, endsige til "en kristelig Stat". Hans Nielsen Hauges Liv og hele Vækkelses svære Ar- SIDE: 4 bejde siger sit stærke Nej til den Løgn. Og det samme gjør Lovene og Indretningerne ogsaa, selv den om Konfir- mationstvangens Indførelse, som andetsteds har været rost, - rigtignok ikke af en Kristen. Om de Styrendes Liv i denne "kristelige" Stat vil jeg ikke engang tale. Derimod vil jeg minde om, at det smukkeste, og det, som var mest i Kristendommens Aand, nemlig vore Skoler og vor Fattig- forsorg, det fik vi i Fritænkeriets Tid. Ogsaa Grundloven i 1814 fik vi Fritænkeriets Tid, ligesom alle "Love og Ind- retninger" i de første, vort Samfund grundlæggende Aar. Men jeg vil dermed ikke have sagt, at alt dette blev til i Fritænkeriets Aand; det blev til i Frihedens og Moralens, og om begge Dele var man dengang enige. Ligsaa lidt vil jeg sige, at det, vi siden har faat af "Love og Indretninger", har vi altsammen faat i Kristendommens Aand; ogsaa det meste deraf er givet i Frihedens og Moralens Aand, og man har fremdeles været enige om begge. Men de halvtredje Hundre er saa tilfredse med det, som vi nu har. Skal jeg da faa Lov til at minde dem om et og andet i denne norske Stat, hvori "Kristendommen har været Gjen- stand for Folkets Ærbødighed"; hvori den har været "en Magt, som i det hele og store har behersket vort Folkeliv", og hvori den "navnlig har paatrykt vort borgerlige Sam- fund, dets Love og Indretninger sit ejendommelige Præg". Vi har en Indretning iblandt os, som heder (- ja man faar undskylde Navnet!) Horehuse. Denne Indretning er erklæret nødvendig, og fra Kirkedepartementet er til Dato ingen Forestilling udgaaet imod den; sandsynligvis hører den ikke under dette Departement. Hvem er nu, (ja, man faar som sagt undskylde Navnet; det er dog ikke saa galt som Tingen) hvem er nu Overhorevært? Det er Staten, de halv [tredje] hundre Ærværdigheders norske Stat, hvis Love og Indretninger efter deres eget Udtryk bærer et ejendommeligt Præg af Kristendommen. Saa har vi en Statsindtægt af Folkets mest udbredte, og utvilsomt største Synd, Drukkenskaben; den beløber sig til flere Millioner, og er altsaa i Ordets egentlige Forstand en Syndepenge. De halvtredjehundre Ærværdigheders nor- ske Stat trives særdeles godt ved den. Vi foragter hver Brændevinsvært; men den store Overbrændevinsvært giver vi "den Respekt, som skyldes det historisk Givne". De ci- terer etsted: "Jeg frygter ikke Gud og undser mig ikke for noget Menneske." Det er godt, at Staten ikke er noget Men- neske, for ellers kunde de neppe sige sligt. Vi har en Krigshær, som vi efter fattig Lejlighed op- SIDE: 5 drager med Eder og i Liderlighed udover Ekserserpladse og i Garnisoner. Hvad dens Kald er, ved ogsaa de halvtredje- hundre. Som Forsvarere af det historisk Givne hos os, altsaa ogsaa som Hærens i gammel Skikkelse, beskytter de faktisk alle Blodhævnens statsretlig ordnede Regler, og alle dens arvede Instinkter, og de lærer, at naar En slaar dig paa din højre Kind, saa giv ham bare en igjen paa det venstre, og naar En tar Kappen fra dig, saa tag du baade hans Kjortel og Kappe. - "Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skjændsel" citerer de etsteds i sin Erklæring. Og naar de citerer dette, burde de med det samme tænke paa et kongeligt Hof, og spørge sig selv, om det i Et og Alt er en kristelig Indretning. Vore Tugthuse og Slaverier . . . saalænge de fleste end- nu er slige, at den, som gaar angergiven derind, han kom- mer ud som en forhærdet Skjælm, vore Tugthuse og Sla- verier har visselig ogsaa et højst "ejendommeligt" Præg; men det er næppe af Kristendom. Eller kjender de halv- tredjehundre ikke til dette? Nu; saa kjender de i alle Fald til sin egen Statskirke. Der har Troen et eget Departement ved Siden af Departe- mentet for Postvæsenet og Marinen. Dette Departement paaser fremfor Alt, at Troen betaler. Dernæst ordner det Religionsundervisningen timevis over hele Landet sammen med Undervisningen i Regning, Naturhistorie, Skrivning o. s. v. Og saa paaser det, at den samme Tekst tales over til nogenlunde samme Klokkeslet paa de samme Dage over det hele Land, og bestemmer ogsaa, hvem der i den givne Time skal føle Aandens Trang til at tale over den bestemte Tekst, og netop over den og ingen anden; bestemmer ogsaa, i hvilket Hus det skal ske paa ethvert Sted, og fremforalt, hvad det skal koste om Aaret, d. v. s. hvad det minste er, som kan gives; vil nogen give mere, staar det ham frit for. Jeg for min Part giver "som Gaardbruger" (en stor Gaard betaler nemlig mere for Prækenen end en liden Gaard) jeg giver over 50 Kroner, - sandsynligvis forat slippe at høre paa. Jeg kan ikke være ganske enig med de halvtredje hun- dre Ærværdige i, at Folket med disse Love og Indretninger skal "i det Hele og Store taget", som de forsigtig lægger til, føle Kristendommens Aand over Livet som en Frigjørelse, som det Højeste og Skjønneste eller bare som det Retfær- digste. Ej heller tror jeg, at de specielt i slige Love og Indretninger kommer til at sværme for Kristendommens ejendommelige Præg. SIDE: 6 Kanske forklarer det heller noget af det store Frafald, stort især blandt de Tænkende, og forklarer ogsaa, hvorfor saa mange ægte, skjønne Kristne har slaat sig sammen med saa mange slemme Fritænkere forat faa Sandhed ind i Li- vet . . . "i Kristendommens Navn", siger den ene Del; i "Mo- ralens Navn", siger den andre. Men derfor tænker jeg ogsaa, at denne de halvtredje hundre Ærværdigheders Falliterklæring, hvorefter Kristen- dommen taber Magten, naar der kommer Bevægelse i Sin- dene, den er deres egen Fallit. I Virkeligheden er deres Erklæring et Fortvilelsens Opgjør med, hvad den Gisle Johnsonske Kristendom har bragt os. I dette umandige Jammerrop gir den Magten fra sig. Saa langt og ikke længer fulgte den Stilstandslære, den Søndags-Andagtens Livsanskuelse, som gik og sa Nej og smilte surt, naar nogen vilde enten hid eller did. Dens Bønnemøder og teologisk-juridiske Spidsfindigheder har været al den Aandsføde, alt det "Fremskridt", de kunde byde. Hermed har den engang saa mægtige Gisle Johnson sagt sit Oldingeord til den evig unge Folkekraft. Karakte- rens Alvor har han havt; men han har ind i det siste af sin Evne været en talentløs Halstarrighed, en stammende tysk Eftersnakker. Og saa begynder der antagelig en Kristendom, som tør følge med, som tør vende sin glødende Aand mod Frem- skridtets Vilje - ikke forat brydes med den, men forat sige: Kom. Jeg vil gaa først! Det kommer an paa da. Ti der har arbejdet sig op en ung, begejstret Magt, som ogsaa vil være først. Men dette blir en ædel Kappestrid til hvert Menneskes Lykke, som tager dens Alvor op i sig selv. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson En Oplysning. ("Dagbladet" 1883, 28. Mai, Nr. 137.) I disse Dage har man ofte gjentaget, at jeg er den før- ste, som har tilraadet Rigsret, idet jeg nemlig var imod de smaa Tvangsmidler i en evindelig Smaakrig, hvilken jeg fandt lidet stemmende med vort Folks Karakter. Men dette mit Forslag gjør man (nu sidst ogsaa Med- lemmer af Højesteret!) til Led i en lang Plan, hvorom jeg SIDE: 7 har sladret af Skole. Dette er fuldstændig fejl- agtigt. Man kan vel i sin Almindelighed have tænkt, at Rigs- retten atter kunde komme til at bruges; men dengang jeg sagde: at for Smaakrig duede ikke vort Folk; det kunde betænke sig længe og gaa langt af Vejen; men slog det en- delig en Gang, saa var det med store Slag, . . . dengang var Venstres Ledere baade i Thing og Presse bestemt imod mig. Der kom en Mand fra Højkvarteret rejsende ens Ærin- de op til mig for at gjøre mig indlysende, at Rigsret var umulig. Men jeg veg ikke, og da jeg noget senere mødte nogle af Pressens Repræsentanter (under Arbejdersamfun- dets Besøg paa Ejdsvold), tilbød jeg mig at optage et Ord- skifte om den Sag med dem; thi ogsaa disse var dengang imod. Først efterat jeg var kommet til Amerika, skrev Grevstad mig til, at han var gaaet over, skjønt det synes som han ogsaa derefter har havt sine Tvil. Man ved, at Storthinget to Aar efter hverandre forsøgte sig frem med de smaa Midler i en Smaakrig; man ved og- saa, at det smagte ikke. Endnu saa sent som under Valgene talte Ole Arvesen med Sverdrup om de Veje, som forelaa, og Rigsretten nævnte ikke Sverdrup. Selv har jeg aldrig talt med Sverdrup om Rigsret. Ole Velde troede ikke paa Rigsret saa sent som Sommeren 81. Nej, det er Tingenes egen Tyngde, som har ført til Rigsret. Og i det, som har udgjort denne deres Tyngde, er Folkekarakteren ikke det minste; men det meste er Kongens Trontale. Uden den og dens Æggelse havde vi ingen Rigsret havt iaar - og ingen Udsigt til den næste. Men mit Forslag gjorde jeg i sin Tid ud af mit Syn paa Folkekarakteren og det Udviklingsløb, Kampen tog, ikke ud af nogetsomhelst Overlæg med Lederne. Disse har utvil- somt fra først af været imod den. Paris, 23de Maj 1883. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 8 Bjørnstjerne Bjørnson Tjælde i "En Fallit". Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson. "Ude og Hjemme" 1883, 8 Juli, Nr. 301: Kjære Borchsenius! I din vakre Omtale af Jonas Lies sidste Bog kommer du atter med Noget om "Tjældes Omvendelse" (i "En Fal- lit") og sammenstiller denne med Konsul Bernicks i "Sam- fundets Støtter". Dette, min Ven, er en Fejltagelse. Tjælde er den hele Vej en hæderlig Mand, som kjæmper under fortvilede Om- stændigheder for at bærge en stor Formue, og som under denne Kamp taber Tanke for Familieliv, blir haard, urime- lig, beregnende; men aldrig slet. Han er optaget af en eneste Tanke, et eneste Maal: han maa og skal sejre! Han er en Sangviniker, som uden at vide, hvad det betyder, tilstaar, at han gjør en forskjellig Kalkule over sine Aktiva for hver Dag, sandsynligvis efter- som noget Heldigt eller Uheldigt har sat ham i Bevægelse. Skuffer han Mange, saa er det først og fremst sig selv; plager han Mange, saa er det først og fremst sig selv. Han er forfærdelig overanstrængt. Selv de Midler, som kan se tvilsomme ud, f. Ex. at true med Revolveren, har sin Grund i, at han de hundre Gan- ger har tænkt at afslutte med et Pistolskud. Og her staar han overfor en Mand, som hjærteløst spotter hans ærlige Kamp og vil ruinere ham. Thi slig ser han det. Det er først, naar Spændingen og Overanstrængelsen har Slut, at han sér anderledes. Men den Forandring, som da er indtraadt, er ikke den fra en slet Mand at være bleven en brav; det er den fra en rastløs, opfindsom, tilsidst for- tvilet Fører af en stor Forretning i slette Tider at være bleven Fører af en liden sund Forretning i gode Tider. Paa min Rejse til Amerika stod jeg den sidste Kvæld paa den store Ocean-steamer's Dæk og saa' paa de forbi- dragende Lanterner, da en Mand blev præsenteret for mig, der fortalte, at han hørte hjemme i Amsterdam; han vilde hilse paa den, som havde skrevet "Fallitten". Hans Befat- ning havde i en Række af Aar været at gjøre Konkursboer op, og han var slaat af den Sandhed, som der var i mit SIDE: 9 Stykke: "thi de fleste Fallenter var ikke Be- dragere; de var Sangvinikere, som bedrog sig selv; de var i Slægt med Tjælde". Og han gav sig til at fortælle en Række Exempler; i mange af dem kjendte jeg min Mand igjen. Jeg ber dig være saa snild at trykke dette, for at Le- genden om Tjældes "Omvendelse" muligens kan slutte og en rigtigere Analyse af Manden tage sin Begyndelse. Med Hilsen Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Er Rigsrettens Dom en Folkedom? ("Verd. Gang" 1883, 20. Sept., Nr. 108.) Det er skrøbeligt med Venstre, at det fortier eller for- nægter det, som ikke synes at høve i det juridiske Syn. Ulykken er nok, at de fleste af de ledende Mænd enten selv er Jurister eller vetskræmmes, naar de juridisk ord- nede Rækker marscherer op. Vi har jo indtil for nylig været et Folk af Procederende. I den Grad, at da den reli- giøse Vækkelse kom, blev den paa Flækken til et Slags- maal om Dogmer, som udartede. De Johnsonske Elever tog paa sin Vis lige saa tørt paa Religionen som de Schwei- gaardske paa Jussen, og dette er blet til Skole blandt os. Om det er den siste realistiske Strømning ind i Litera- turen, saa truer den med at bli et despotisk Dogmebrug, en Tingprocedure mod Forfatterne. Dogmekjærlighed og Trællelyst betyder altid Mangel paa Horisont. De, som ved, hvad som er paa den andre Siden af Fjeldet, de lager ikke let det Dogme, at paa denne Siden findes det eneste rette; ei heller gir de sig til at slaas om, hvad der findes; for de kan jo bevise det. Men foruden denne almene Mangel har vi havt det særegne Trætteanlæg, som flyder af vor særegne Stilling, i Aarhundrer ikke at ha været vore egne Herrer. I en lang- som Kamp har vi maattet forsvare eller tilkjækle os alt det, vi har. Kommer ogsaa vi saa langt, at vi engang kan faa den brede Sikkerhedsfølelse, som er egen for Folk, der SIDE: 10 kjender sine Rettigheder og ved, at de maa respekteres, saa falder det os efterhaanden bekvemt og trygt at forlade os paa vort eget Skjøn og paa Forholdenes Magt; - og da maa Juristeriet ikke melde sig. Vi har Spaadom om denne bedre Tid baade i de en- kelte store Udslag af dette Folks suveræne Evne og i den politiske Kamp, vi nu har gaat ind i. Jeg tænker den skal bli afgjørende netop for dette, om vi fremdeles skal være et Samfund af Lovtrækkere til Højre og til Venstre i Politik og Religion; eller om vi endelig skal gaa over til at bli et Folk, der afgjør sit paa sin egen Vis og lar de juridiske og teologiske Trættekroker ligge der. Men da er det troløst at fornægte selve Principet, naar det kommer til den øverste Prøve. Det er tillige saa hjerte- lig dumt; for det kan jo ikke andet end forvilde Dommerne, forarge dem, som skal dømmes - og hele deres Flok med dem. Og saa staar vi selv der saa flaue; for vi ved, det er en Fornægtelse; vi ved, at Rigsretten skal være en Folke- dom, og at den, hvis den ikke skal være det, aldrig vilde ha kommet istand. Til hvis Vinding skal det saa nægtes? Er det forat slippe igjennem i en juridisk Procedure? Saa ligner det meget at kaste overbord det, for hvis Skyld hele Skuden skal frem. Rigsretten er en Folkedom, afsagt under Bitræde af Højesteret. Saaledes staar den ordnet i Grundloven, og blev den ikke til det i den første Tid, saa var det, fordi Embeds- mændene maatte stelle med det, som de havde Lejlighed til. Rigsrettens folkevalgte er saa mange flere end Højeste- rets Jurister, at Viljen, som vælger, bare behøvede at vokse, saa var Folkedommen der af sig selv. "Ja, men der er noget til, som er Ret, uanseet Partier; noget, som er Retfærdighed, uanseet "Folkevilje". Og dette skal frem i Domsafsigelsen." Hvem sidder saa inde med denne Ret og Retfærdighed? Juristerne? Er de da enige her? Teologerne? Er de enige? Om Retsudsigelsen var fra en anden Verden, det kom endda an paa, hvem som bar den frem i vor; for i Brugen laa strax Fortolkningen. Var det ikke saa, da havde vi hel- ler ikke over hundre religiøse Sekter eller en Strid om, hvad som i Forkyndelsen er ægte eller uægte, en Strid, som gaar langt udover Grænserne af alle Sekter tilsammen. SIDE: 11 "Men saa er der dog visse Grundsandheder, hvorom alle ere enige?" Det er sandt. Efter Menneskehedens tusenaarige Kamp har vi en skjøn og bydende Række af slige. Men skal de til at bruges, saa har vi samme Ulykke; da blir de saa indflokede i, saa farvede af andre, hvorom vi endnu ikke er enige, at det altid vil komme an paa: hvem bærer dem frem? Hvorledes bruges de? Juristene er istand til at tale, som om dette ikke var saa! Som om Grundlovsfortolkningen kunde foregaa højt over Hoderne paa alt Folket og kunde fastslaa for Folket en urokkelig Ret. Men vi lever ikke længer i Middelalderen. Vi ved nutil- dags, at i en Professors Betænkning, i en Højesteretsasses- sors Votum finder vi igjen Mandens Natur, Begavelse, For- hold. Andre Dommere, anden Dom, i alle Fald i Begrun- delsen; andre Professorer, anden Betænkning. Og selv om dette ikke var saa, - det ene Sæt Jurister er bestemt af en juridisk Skole, det andre Sæt af en anden. Vore Aschehoug'er og Aubert'er er bestemt af en juridisk-politisk Skole, som er ægte tysk-reaktionær. Al den Dunder med "Samtidens øverste Retsbevidsthed", "Statsretskundskab", "juridisk Viden", - det betyr i Virke- ligheden tyske Gloser paa norsk Grundlov, i Smag med "Norsk Bajerskøl". Maltet er norsk; men Brygningen er tysk, - bare at den er endnu strammere end den tyske. Grommere er det ikke. Naar det gjælder vor egen Politik, vor Grundlov, vokset ud af vore Behov, saa tænker jeg, at et Skjøn af juridisk- ulærde Borgere, med Fuldmagt af Medborgere, i alle Maa- der er nyttigere for vore Forhold, retfærdigere for vort Begreb. Jeg tænker, at som Folkedom har Rigsretten ogsaa en Autoritet, som den ellers aldrig vilde faa: den blir værget af de fleste, fordi den er de flestes. Knur og Misnøje vil følge enhver politisk Dom i et politisk vakt Folk; men at Tilfredsheden med den er paa Flertallets Side, det er tryg- gest for Retsbevidstheden som for Samfundet. "Men hvorfor faa denne Folkedom i en upartisk Dom- stols Form, naar den bare er ment at være en Partidom?" Fordi de saa vilde ha det! De kunde ha tat den i sin første, sin direkte Form, i SIDE: 12 Valgets. Men da de ikke vilde det, saa faar de da ta den i sin anden, sin indirekte. Ti det, som de kalder "Partidom", det er Flertallets Dom, og i al politisk Afgjørelse skal Flertal- lets Dom gjælde som Folkets Dom. Og Folkets Dom skal de ind under. "Men hvorfor procedere, naar Dommen er given paa Forhaand?" Ved al politisk Forhandling kan enhver bruge sin Kund- skab og sin Magt til Lovens siste Grænse, og det samme skal man saa gjøre her forat prøve at skaffe Flertal for sin Mening. Anderledes afgjort er nemlig ingen Dom i et ret- skaffent Folk eller hos et saadant Folks Valgte, end at det, som slaar deres Bevidsthed som rigtigt, det virker ogsaa. "Men sæt saa Dommerne omvendes? Da kan dog ikke Dommen længer kaldes en Folkedom?" I en stor Domstol kan vel den enkelte omvendes af Grunde, som ikke vinder Almenhedens Medhold; men gaar det aabent og retskaffent til, saa tænker jeg, at det, der om- vender Flertallet af Dommerne, det omvender ogsaa Fler- tallet af Vælgerne, og da maa de førstes Dom ligefuldt kal- des en Folkedom. "Men det kan dreje sig om Ting saa fine, at Flertallet ikke engang fatter dem; og da kan dog en Rigsretsdom ikke kaldes en Folkedom?" Begge Partier har sine "Indsigtsfulde", sine Fagmænd, som de har Tillid til. Men ellers er Indvendingen umulig; thi er det, som der tvistes om, saa fint, at Folket ikke for- staar det uden gjennem Fagmænd, saa sætter det heller ikke Folket i Bevægelse. Og saa blir der ingen Rigsret af. Flere Indvendinger værdt at ta Hensyn til, mod Rigs- rettens Dom som Folkedom, kan jeg ikke godt tænke mig. Jeg mener, at ingen af dem holder. En Rigsretsdom er en Folkedom. Stakkars Rigsretsdom- mere af Lagthinget, om det ikke var saa! De vilde, de fleste af dem, kjende sig meget ulykkelige, om de skulde være "upartiske" i samme Forstand som en Sorenskriver i en Skiftesag; eller om de skulde møde op som Grundlovsfor- tolkere omkaps med juridiske Professorer. Den, som rystede dem dybest i deres Tro paa, at de sad der som gode Dommere, det var utvilsomt Aktor, dengang han nægtede, at Rigsrettens Dom var en Folkedom. SIDE: 13 Det er ligefremt usandt, at siste Valg ikke havde Rigs- retten i Sigte. Man tænkte, at Regjeringen tog Dommen af Valget; men man havde saa lang Erfaring, at man ogsaa tænkte det tryggest at forberede sig paa begge Dele. Og dette blev gjort. Man sendte de samme ind igjen, som havde stemt mod Regjeringen - dennegang til Dom over Regjeringen. Det kan ikke gjøres eftertrykkeligere. Og naar disse Mænd, netop disse samme Mænd, skal sætte Ret, saa maa jo Folkedommen være der, hvis de ikke har tabt den paa Vejen. Dette kan jo hænde (jeg har netop sat det Tilfælde); men det hænder neppe, uden at ogsaa Størstedelen af Væl- gerne viger for de samme retskafne Grunde. Er det skammeligere at ta en Folkedom end en Jurist- dom? De høje Herrer, som med Kyshaand kunde ta en Juristdom, de tør oprøre sig mod en Folkedom? Ja, derom skal staa Slag! For dette er det, vi vil: Folkets Dom skal respekteres som den højeste og siste i Landet. Er det retfærdigere at dømmes af Jurister end af en Folke- dom? Hvad er Jus? Gammel Folkemening om Rettigheder og Skyld, sat op i et ordnet System. Efterhvert, som Folke- meningen ændrer sig, maa Jussen trippe videnskabelig efter. Hvorledes kan man falde paa, at i en Sag, som angaar Landets Velfærd, altsaa ogsaa alle Vælgeres, skal Rigsrets- dommerne vælges blandt Mænd, som enten ingen Mening har, eller som har Fiskeblod nok til at holde inde med den? Eller hvem har Ret til at sige til en Rigsretsdommer, at han har bundet sig i Ord og Handling, saa han kan ikke være Dommer, naar det er Folket, som har valgt ham til det, netop fordi han har bundet sig i Ord og Handling? Er der nogen, som for Alvor vil negte, at Folket har Domsmagten, - ja, saa skal der staa Slag. For herefter skal de Nordmænd raade i Norge. Vi indrømmer nemlig ikke, at her er et Folk, som træt- ter med sin Fuldmægtig og søger Dom i sin Strid. Her er et Folk, som ikke vil, Fuldmægtigen længer skal styre paa den Maaden; og derom spør det ingen anden. Den Ankla- gede kan tale til deres Hjertelag og Retsbevidsthed, som Folket har sat til at afgjøre det; men at sige til hver enkelt af dem: Folket har ikke Ret til at lade dig afgjøre dette; det er uretfærdigt, at Folket har valgt dig til at afgjøre dette; det skal vælge dem til at afgjøre det, som staar uden- for (skjønt de ikke findes i hele Landet!) ja, det gaar ikke længer hos os; det er at snakke som en juridisk Trættekrok. SIDE: 14 Men for en slig Tale at overfaldes af juridisk Blufær- dighed og svare, at det er sandt; Rigsrettens Dom er ingen Folkedom, afsagt med Høyesteret til juridisk Bitræde; det har ingen ment, som har havt med den at gjøre, - - ja, det er ikke meget likere! Dette, med al Taknemmelighed og virkelig Beundring, til min gamle Ven, Aktor! Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Til Venner i Højre! ("Aftenposten" 1883, 3. December Nr. 283.) I Løbet af kort Tid udgiver jeg et lidet Hefte af den store amerikanske Folketaler Robert Ingersoll. Jeg kalder det "Tænk selv!" og har forsynet det med en længere Fortale og har strøget alt det deri, som syntes mig at maatte støde for stærkt, hvor man ikke er vant til det fri Ordskifte paa dette Omraade. Det har nemlig været ganske udenfor min Hensigt at vise "Ringeagt mod Religionen"; men mit Skjøn paa, hvad som rettelig kan kaldes saa, kan jo være fejlagtigt, - og derfor er det, jeg henvender disse Par Ord til Venner i Højre. En Skjønssag blir det nemlig altid, hvad som kan stemples som Ringeagt mod Religionen. Derfor, har jeg fejlet, trods min Vilje ikke at gjøre det, saa ber jeg om to Ting: 1) Husk paa, at det ikke er Venstre, men jeg, som har gjort det, og det mod mine Venners indstændige Raad. 2) Skjønnet om, hvad som kan kaldes Ringeagt mod Reli- gionen, maa tages saa rummeligt, at ogsaa de Medborgere, der ikke er kristne, maa have en hæderlig Samvittigheds Tale. Hvad første Punkt angaar, har det jo været - og blir bestandig - et foragteligt Kneb at ville fremstille Venstre som skyldigt i mit Fritænkeri. Alligevel har mine Venner i Venstre villet, at jeg skulde tage Hensyn til dette, og jeg har derfor ladet det lille Hefte ligge færdigt i mere end halvandet Aar. Men at Modstanderes Uærlighed i Længden skal undertrykke vor Trang til at vække Alvor, er ikke billigt. Hvad andet Punkt angaar, saa har vi nu netop faat to Domme for Gudsbespottelse. Efter den første fældes en Mand, fordi han har laant en Ordform fra den kristelige Bekjendelse, men ikke i Hensigt at haane denne og uden i minste Maade at angribe den, ja, uden at nævne den. Hvad han har gjort, kan kaldes Gaperi; men ikke mere. - SIDE: 15 Efter den anden Dom fældes en Mand for at have ytret Tvil om, at "Jødernes Gud" for 6000 Aar siden har skabt Verden. Har man ikke Ret til at ytre Tvil herom, - over- hovedet til at tvile paa og skarpt at fremsætte sin Tvil paa, at Jødernes Gudsbegrep for flere tusen Aar siden ikke sva- rer til vor Trang idag, og at vi selvfølgelig maa nægte, at denne deres Gud kan være "Gud", alle Tings og da navnlig al Morals Kilde, - saa er dette ikke alene at undertrykke Samvittigheden; men det er en slig Vold mod Moralen, at ingen hæderlig Mand bør taale den. Jeg for min Del siger da: skal hin Mand dømmes, saa maa vi andre ogsaa døm- mes. Derfor udgiver jeg nu det lille Hefte. Venner i Højre! Kom til Erkjendelse af, og udbred den videre blandt andre, at paa den indslagne Vej stanser man ikke her det fri Ordskifte; denne Vej vilde være Kristen- dommen til Vanhæder, fordi den vilde være alle til Skade. Thi den Tro, en Mand eller Kvinde har, bare fordi de al- drig har faat Lejlighed til at "tænke selv", - den kan dog vel ikke gjøre Fyldest hos Gud eller hos Mennesker, - og alligevel ved Undertrykkelse at vedligeholde den maatte i Længden føre til den største Raaddenskab. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson At afskaffe Unionen og indføre Republiken. ("Dagbladet" 1884, 26. Februar, Nr. 66.) Den bolde Ridder Vogt, Advokaten, har ført mig som Vidne paa, at Venstre vil afskaffe Unionen og indføre Repu- bliken, og at derom staar Kampen. Hvis den unge Mand ikke havde gjengivet denne Højre- fantasi lige saa kritikløst og farveløst, som han gjengiver alle andre Højrepaastande, nemlig som et Blikrør, der lader Vandet gaa gjennem sig, uden at give det Smag eller faa Smag af det; - hvis jeg ikke kjendte ham fra mange Folke- møder, saa kunde jeg faa imod ham for det; men jeg ved, han er uskyldig. Om Foreningen har jeg sagt - og siger -, at den be- staar ved Folkenes fælles Interesser og ved det Venskab, de efterhaanden faar for hverandre, - ikke ved Papirer eller Fælleskongedømme. Det sidste har faktisk været For- eningens eneste Fare. Hvergang vor Selvstændighed har været truet, eller vort Selvstyre hindret, har man hentet Paaskud fra Foreningen; har svenske Højreblade prøvet at SIDE: 16 skræmme os, har norske Højreblade nedladt sig til at paa- staa Sveriges Indblandingsret. Dette har alene været gjort muligt ved Fælleskongedømmet; dette er det eneste, som undergraver Fælleskonge- dømmet. Derfor har jeg sagt - og siger -, at kan vi ikke naa et virkeligt Selvstyre, vi, som er det mindre Folk, da er der i Foreningen en Fare for os. For at værge vor Se