Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 33 Bjørnstjerne Bjørnson En Nytaarsbog ("Morgenbladet", 15. Januar 1854.) Her klages ofte over, at Nutiden fast intet leverer til Berigelse af vor Poesiliteratur, eller mere direkte over, "at der ikke fremstaar nye Digtere nu som i gamle Dage". Man overvælder Tidsaanden med Bebreidelse herfor; man ynker dens praktiske Retning, dens filistrøse Bestræbelser; man søger at rette den ved at lade afdøde SIDE: 34 Digteres Værker leve op igjen; man leder om inde blandt Folket efter deres egne gamle Kvad, steller lidt ved den simple, ærværdige Dragt - og lader ogsaa disse gaa manende til os. Men fremdeles den samme tunge Stilhed. Dog, for denne Stilhed bør man ikke være bange, ei heller ifølge gammel god Skik søge dens Grund i Tids- aanden. Thi nøiere efterset er den kun den Forknythed, den bange Gjæring, som Følelsen af et uundgaaeligt Uveir avler. Det gamle Literaturens Land trues med Omvælt- ning; thi udenfor dens dansk-tyske Enemerker staar der et nyt Tankefærd med Krav paa Landet fra gamle Tider af. Det er ikke længere kommet streiftogsvis eller i smaa Hobe; det er den hele samlede Masse, som trodsig og sterk vil bryde ind og tage det Hjem i Besiddelse, hvorfra det engang er drevet bort og saalænge holdt ude. Med dette vil en ny Digterslegt fremstaa; men indtil da - endnu medens man uvis vakler mellem sit eget og det fremmede, famler om iblinde mellem nyt og gammelt Sprog, nye og gamle Begreber - kan ingen stor Aand komme til Gjennembrud, og vi maa enten intet nyt - og paa samme Tid godt - forlange, eller ogsaa holde os til de ældre, dem, der var modnede og sterke, før Stormen kom, - der ikke vakle, ikke tvivle, fordi de længst har taget Parti. Men disse ældre, man ser jo næsten intet, som kan vidne for dem, at de lever og lever for at tænke og skrive. Var de store Digtere, kunde de ikke saaledes hen- give sig til at forstumme, thi den store Digtersjæl er produktiv, den maa tale den, tale altid og til alle. Her hos os maa vi derimod vente taalmodig, indtil en betydningsfuld Mand eller Reisende lægger sig til at dø, eller der slumper til at indtræffe en Fest, saasom ved Studentersamlingerne, Kronprinsessens heldige For- løsning, Kongens lykkelige Helbredelse osv. Men især klapper man i hænderne af Forventning mod hver Nyt- aarsdag; thi det feiler sjelden, at jo et eller andet lykke- ligt Træf aflurer vore skrivende Kapaciteter nogle Digte til den Tid. For tre Aar siden var saaledes - til stort Held for os - et Par Løitnanter komne til at fornærme P. C. Asbjørnsen under et Togt nede paa Middelhavet, og da dette skulde hævnes digterisk, fik vi til Nytaar den ganske fortræffelige "Ydale". For to Aar siden troede derimod Welhaven det nødvendigt paa Grund af Nationens mageløse Længsel efter noget fra Digterens SIDE: 35 Haand, at udgive en Bog til Nytaar. Denne Længsel kom imidlertid overraskende paa ham, han havde vist ikke ventet den; thi han havde saagodtsom intet nyt færdigt, hvorfor han maatte lade opigjentrykke adskillig gammelt om Vasdrag o. d. Den særdeles Glæde, hvor- med Bogen alligevel blev modtagen, den rosende Anmel- delse, den høstede i begge vore Storblade, burde, saa synes man, drevet den yndede Digter til at lyksaliggjøre os med mere og om han endnu ikke havde skrevet noget nyt, saa da fremdeles noget gammelt, noget fra den Tid, han ikke var Professor, og var nødt til at skrive. Men dette skete desværre ikke. Forrige Nytaar blev det meget mere Munchs Tur. Hans Kone var død, og saa stort Tab dette end var for ham, blev det dog til Gevinst for os, da det afnødte ham den hjertelige Digtning "Sorg og Trøst". Iaar er det, vi ved ikke hvilken Familie, Mand eller Kone, Olding eller Barn, som lider Nød. Dette har hel- digvis vore Digtere observeret; det gik dem til Hjerte, thi om de ikke er store Mennesker, er de dog gode Mennesker. De slog sig sammen om at give den eller de Ulykkelige en Nytaarsgave, - og saadan gik det til, at vi fik lidt fra otte af vore Digtere paa en Gang. Det kan naturligvis ikke blive Stort fra hver især, naar de kun har 143 Pagina i Oktav at forsøge sig paa. Men det er da altid saameget, at vi kan have Anledning til at sammenligne og dømme. Idet vi skal forsøge her- paa, følger vi den i Bogen brugte Orden. Bogen begynder med et Stykke af Th. Kjerulf. Det er den samme Kjerulf, der har leveret et Par Stykker i "Hjemmet og Vandringen" - og særskilt udgivet en egen Digtsamling. Han er altsaa allerede en forsøgt Literat, og da han har gjort en Pause af flere Aar i Offentliggjørelsen af noget belletristisk, gaar man til dette med en Smule Forventning. Stykket er overskrevet "Udenlands", og første saavelsom andet Afsnit sees at være skrevet i Bonn Sept. 52, tredje i Heidelberg s. A., fjerde sammesteds 2den Januar 53. Hvo venter ikke efter dette at faa noget "udenlands ifra", - lidt om Landene, han reiste igjennem, Byerne, han opholdt sig i, Menneskene, han stødte paa? - Hvo føler sig ikke derfor ogsaa betydelig skuffet, naar man næsten intet faar "udenlands ifra" - men bare inden- lands ifra i dette Ords sterkeste Betydning, nemlig Fan- tasier og Tankeeksperimenter over Gjenstande i Kjerulfs SIDE: 36 inderste Indre? Der er med andre Ord næsten intet i denne Fremstilling, der ikke kunde være skrevet for Norge, paa Kjerulfs Værelse, forinden han foretog Reisen til Tyskland. Men dermed er naturligvis ikke hans Bi- drag forkastet. Dermed er der ikke givet Indsenderen i Nyaarsdagsnummeret eller Anmelderen i Nyhedsbladet Lov til noget saa nær at karakterisere Kjerulf som en gal Mand. Det usædvanlige er ikke Galskab - og den, der offentlig kommer med en Kritik, skylder den Literatur, til hvis Gartner han gjør sig, med varsom Haand at rydde Ukrudtet tilside, - om der muligens kunde være en enkelt lille Spire, der var værd at reddes. Ikke en, men mange saadanne trives inde mellem det meget for- voksede i Kjerulfs lille Blomsterbed, og det er derfor sørgeligt at se disse kjække Herrer luge væk og spade om for at plante sine egne frosne Poteter deri. Vi havde tænkt at levere enkelte Eksempler paa hans Forkertheder; men Gud skal vide, at dette er os sparet; den anden Del af Kritiken, den at undersøge, hvoraf disse kommer, at han kan skaffe dem væk, saa det gode faar Spirekraft, er imidlertid - som man kunde vente - ubeskaaret overladt os andre. Kjerulf bør saa meget mindre behandles saa inhumant, som man af alt bør tro, at han kun for et Øieblik er ledet vild og ind paa en Afvei, hvorfra han maa føres tilbage. Denne drømmende, sygelige Maaneskinsvandring, hvortil vore egne, saa længe feterede Digtere med Welhaven i Spidsen har overgivet sig, denne Banghed for Dagslyset og Sværmeri for alskens sørgelige Natscener, - denne mystiske Snak med Huldre, Alfer og Nisser og andre Natfolk, som gjør Hovedet kruset baade paa dem selv og Læserne: alt dette er det, som fra Begyndelsen af ogsaa har draget Kjerulf ind til sig - som saa mange andre Dilettanter, f. Eks. Paul Botten Hansen med sin Bog "Huldrebryllupet" eller hvad den heder. Men det er ikke alene herifra Kjerulf bør drages tilbage, det er fra den senere tilkomne fikse Ide - og hvor let undfanger man ikke fikse Ideer, naar man altid gaar og ser bort fra Virkeligheden ind i en sygelig Drømmeverden? - at ville være en Jean Paul i sine Betragtninger, en Heine i sine Fantasier. Han spænder derfor hele sit Indre mange Toner for høit, og dette er hans væsentligste Fejl. Hør nu, hvordan det da bliver. Han vil være Geni. Dette ved han er det samme SIDE: 37 som at danne rare Ting af en ubekvem Materie. Faar han derfor fat paa noget i Livet eller Naturen, beskriver han ikke dette, men tror sig forpligtet til gjennem Bil- leder at skabe det om først til en Gjenstand, saa denne igjen til en anden, denne atter til en tredie og kommer under denne Forædlingsproces til at sætte saameget til af sin egen Lavning, at det hele bliver bare Rør og Rot. Er han ifærd med at levere en Reisebeskrivelse, skal denne være affattet saadan, at man straks kan se, det er en Digter, som har reist. Derfor bryder han sig ikke om de Steder, Vorherre allerede har befolket, men desto mere om dem, han selv kan befolke, - ser intet der, hvor andre ser, men særdeles meget, hvor andre ikke ser en Smule. Vi, som skal følge ham, kommer saaledes bare til at reise i Hurtigvogn om i Kjerulfs egen Hjerne, snart med en Tanke, snart med en anden, indtil hver er udkjørt. Man kunde derfor fristes til at raade ham til, at han en anden Gang, naar han vil reise Uden- lands, først lægger lidt igjen af sine egne Syner og Aabenbarelser her Indenlands; thi nu gaar det ham som Manden, der ikke kunde se Skoven for lutter Trær. Men med alt dette er der virkelig Fantasi hos Kje- rulf; hvor han kan spille over paa Naturen, er den end- ogsaa meget rig, meget vekslende. Han vilde derfor være istand til at levere ganske anderledes smukke Ting, naar han ikke troede sig nødt til at forcere den saa uhyre. Mangesteds tiltales Læseren ogsaa af en vis from Naivitet, men Ulykken er, at han selv har opdaget, at han besidder noget deraf, hvorfor han har skyndt sig at gjøre hver Opfatning, hver Anskuelse saa rørende naiv, at det altfor ofte udarter til latterlig Sentimentalitet. Hans Reflektioner er undertiden sande og farvede af en livlig Fantasi; men samme Udskjæmmen, samme Over- drivelse. Naar man slaar op Pag. 24, hvor han sætter sig til Formaal at skildre et Maleri af Rottmann, vil man maaske lettest komme efter baade Fortræffelighederne og Forskjerthederne hos ham. Thi den, som, efterat have arbeidet sig igjennem Beskrivelsen og holdt ud al den ofte smukke, men tilsidst overskyllende Fantasiblomstring, de ofte dristige, men med Vold og Magt sammenføiede Tankeeksperimenter, han skal nok kunne sige, at han har læst noget meget besynderligt, men naturligvis ikke et Ord om Maleriet, Maleren eller noget af det, som en anden vilde have beskrevet. SIDE: 38 Ligesaa karakteristisk hos ham er det, hvor han Pag. 32 viser os at være stødt sammen med to Damer paa Veien opad Brocken. Han kommer ikke i Samtale med disse Damer, skildrer dem ikke, eller kan over- hovedet ikke dvæle hos dem der, hvor de nu engang er, men, opgivende Virkeligheden, begynder han at tænke sig, hvordan mon de har det, naar de kommer hjem til Hannover, hvordan de da sidder i Vinduskarmen og ser ud og taler sammen og fantaserer over Livet, over Na- turen, over . . . Gud ved hvad - kun ikke et Ord, som de virkelig har talt eller tænkt. Hans Stil er let og klar; ofte maler den kraftigt med faa Ord, idet man altid finder ham at have et ud- tømmende sandt Udtryk paa rede Haand. Men den ulykkelige Jagt efter at synes genial pusserer ham til at gjøre den altfor urolig og sønderrevet; hans lige ulykke- lige Jagt efter Naivitet gjør den hyppig barnslig-enfoldig i sin Sammensætning indtil Affektation. Han henfalder derfor ogsaa til et Punktumraseri uden Lige; thi selve Vinjes i fordums Dage eller Lud. Lud. Daaes i hans med Universitetets Prismedalje lønnede Afhandling er mod intet at regne i Sammenligning med dette. Da nu saa- mange, der flygter den latinske Periodebygning, falder over i denne modsatte Yderlighed, som bestemt kunde kaldes Hakkemadstilen, vilde vi her slutte vore Bemerk- ninger om Kjerulfs Stykke med at aftrykke et tilvisse afskrækkende Eksempel. Men Morgenbladet har alt gjort det ved at levere det bedste af dem alle, nemlig hans Skildring Pag. 21 og 22 af Samtræffet med den lille Gut. Pag. 48 har han derimod gjort en hæderlig Undtagelse, hvor nemlig det ene Billede saaledes hægter i det andet, at han maa tøie Sætningen udigjennem nogle og tredive Linjer eller omtrent halvanden Side. Men denne Und- tagelse er enestaaende. Den næste er P.A. Jensen. Han har leveret fem Digte. P.A. Jensen besidder nok ikke synderlig Digter- talent, hvad nu ogsaa enkelte af hans Velyndere eller Bekjendte har at fortælle Almenheden i den Anledning. Den Modbør, hans første Frembringelser maatte udholde, omendskjønt Forfatteren allerede da var en moden Mand, hvis Tanker havde faaet Tid til at udfolde sig, - viser noksom, at det egentlig er den senere tilkomne Sprog- kunst, som nu har imponeret Publikum en Smule. Men denne er da ogsaa al Ære værd; det er ganske fornøie- SIDE: 39 ligt at lægge Merke til, hvor den er steget, hvor aldeles mesterlig den tilsidst er bleven, saa det hist og her næsten synes at gaa over til Taskenspilleri. Men han har da ogsaa øvet sig, den Mand! Mange tykke Bind dramatiske Verker og næsten alle i bunden Stil, - en Masse lyriske, episke og didaktiske Digte spredte udover alskens Aviser og Skrifter, - en ny Prædiken til hver eneste Søndag foruden alle de Taler ved Begravelser, Brudevielser, Fester, ja endog nede blandt Frimurerne, - en Hoben Bidrag i theologisk Tidsskrift, prosaiske Opsatser ellers og Prologer og Epiloger til begge Teatre . . . vi paastaar høit og dyrt, at der siden Wergeland ikke findes en Mand i Norges Land, der har hakket, pløiet, harvet, saaet og høstet saa utrættelig og meget i det norske Sprog som han! Prof. Munch har nok leve- ret mere; men det er lutter Prosa, og det ofte meget simpel og ligefrem Prosa. Jensen derimod har øvet og øver sig i alle mulige Sprogarter - og det paa en Gang, saa man begriber fast ikke, hvor Mennesket har taget Tiden ifra. Det har ogsaa, som paapeget, baaret Frugter; thi selve Welhaven - denne Gigant udi al Sprogbehandling - trænger sandelig at sætte et Par Seil til, skal ikke Jensen tage Luven ifra ham. Jo, vi synes endog, at med Hensyn til Sproget staar Jensen i denne Bog over Wel- haven; og gjør han det alt nu, hvad vil han da ikke gjøre, og hvor i al Verden vil han ende, om Vor- herre giver ham Stunder til at holde paa Slig et Snes Aar til? Men Tankerne, Indholdet, Poesien? spørger du. Feilen er, at dette ikke lader sig øve op i samme For- hold som hint. P.A. Jensen besidder liden Følelse, liden Begeistring; men en klar Forstand, et temmelig sikkert psykologisk Kjendskab lader ham næsten overalt med Held beregne Virkningen af det, han slaar an. Dra- matisk Digtning kan bære hin Mangel, naar han har denne Fortjeneste at dække den med; men Lyriken al- drig. Lyriken er Følelsens Felt i Ordets ædleste Betyd- ning, og alt tilstelt - det være saa kunstigt det vil - bliver hæst og klangløst, naar det skal forsøge at tale til Hjertet fra dette. Paa Scenen derimod kan en vel anbragt Spænding, en smuk Deklamation af en god Skue- spiller, der gyder sin egen Følelse ind i Digtningen, dække Hulheden, især da alt er saare korrekt bygget og smukt - ofte glimrende udført. SIDE: 40 I det første Digt, betitlet "Studenterne", hvilket er af ren lyrisk Karakter, er saaledes Jensen efter vor For- mening falden aldeles igjennem. Var der sand Følelse, virkelig Begeistring hos ham, maatte et Digt anlagt som dette - med strygende Versemaal og dristige ungdomme- lige Sving hæve ham og gjøre ham veltalende. Nu der- imod skyder den fattige Beregning feil den ene Gang efter den anden, fordi den har en hel Rus af Begeistring at gjøre efter, - og da al Slags Rus er udenfor enhver Beregning, er Digteren ilde ude. Det gjælder da at vove noget; det gjælder at kaste vildt om sig med store, djærve Tanker, . . . . . og Prøven paa hans Held kommer her: Se dette freidige Folk, Streifende hen over Klipper og (over) Skove (!) Vis paa at vinde (hvorfor? jo:) thi skabt til at vove (!!) Stærkt i sig selv, - med en Kjæp for en Dolk (!!!). Hvor hult, hvor tomt! - Og saa slige Bomskud som: med en Kjæp for en Dolk! - Om de ogsaa havde Dolken, hvad i al Verden skulde den være god for, og hvad er det altsaa Kjæppen skal udrette istedetfor den? Jensen fortsætter: Luftig i Dragt (Tak!) som i Sind (Tak, Tak!) Farer det frem uden Belt, uden Taske (Task - svarede ikke det bedre?) Eied det Guld, som det eier kun Aske (Tobaksaske?) Asken og Guld røg i Veir og Vind! Her troede vist Jensen at have sagt "noget grumme pent", men vi tror, at Jensen aldrig bør befatte sig med lyrisk Poesi af den Natur. Den ligger som sagt udenfor Beregningen! Han kan alletider slumpe til at træffe som i femte Vers, der er smukt; men det bliver ogsaa bare Slump. [En Analyse af det andet og tredje Digt i P. A. Jensens Samling ude- lades her af Hensyn til Pladsen.] De to sidste Digte "Mit dobbelte Hjem" - i Stuen hos sine Børn og paa Kirkegaarden hos en Afdød - og "Landet", d. e. Faderens Land, er smukke og malende. Dette siger vi ellers med samme Forbehold som før; thi Digtenes Ide, der her som i alle lyriske Digte bedst kan afspeile os det poetiske Blik paa Livet, den er ogsaa, som man alt har seet, baade gammel og hel almindelig. SIDE: 41 Sidste Digt "Landet" begynder med Fritten efter, hvor det findes, hvor Veien derhen ligger; han viser paa Hjertet, som kan fortælle om den, viser paa den Vei, Kristus vandrede, hvilken er den ene rette, og denne skal vi følge, hvor "brat" den og synes, og jo længere vi kommer frem paa den, jo klarere bliver Landet, jo renere vort hele Væsen, og er det sidste Skridt, Dødens, gjort, kommer Jesus selv for at tage imod os. Digtet har altsaa en ren didaktisk Karakter, men naar man læser det, vil man glæde sig ved en Behandling af denne almindelige Forklaring over Landet, som trøstig kan spørge efter sin Lige blandt alt, Welhaven har skrevet, - saa let og legende, saa korrekt og afrundet er den. Der findes i næsten hvert et Digt af Jensen hyppige Spor af en saaatsige færdiglavet poetisk Terminologi, den kan bruges alt eftersom han finder det fornødent og passende. Det er da Naturen, navnlig Blomsterne (frem- for alle Roserne), Fjeldsøerne, Kilderne og levende Væ- sener som Fuglene (hvoriblandt Lærkerne staar høiest paa Grund af sin Sang), Bukkene, Hindene o. s. v., som altid maa holde for. Er det nu et Øie, som skal males, heder det straks, at det "er dybt som en Fjeldsø" eller "klart som en Kilde" (Pag. 60). Skal noget gjøres lifligt, eller fortælles at være lifligt, saa kaster han om sig med "Roser", "Rosers Flor", "en Flor af Roser" (omvendt), "Rosenflor" (i et Ord), "Rosengaard fin", "Rosernes Duft", "Duft af alle Blommer" (nyt Ord), "Blomsterflor", "Blom- sterspor" o. s. v., o. s. v. - alt eftersom Rimet og For- bindelsen fordrer det. Var det virkelig Følelsen, som lokkede disse Billeder ind, hvergang den begyndte at blive varm, saa blev det aldrig gjort smagløst, aldrig paa urette Sted. Men den over Digtet svævende kolde Forstand jager dem ind, naar den synes at have Brug for dem, og saaledes gaar det til, at han kan gjøre sig skyldig i Smagløsheder som i fjerde Vers af "Mit dobbelte Hjem". [En Analyse af dette og et følgende Sted udelades her af Hensyn til Pladsen.] Men vi tror at have sagt nok til Begrundelse af vore før udtalte Meninger om Jensen, og vi slutter der- for vore Bemerkninger om ham med at anbefale ham for Fremtiden at anvende sin Sprogkunst, sin Forstand og sin Fantasi til Behandlingen af dramatiske Optrin, ma- SIDE: 42 lende, episke Digte og didaktiske Stykker. Vi tvivler ikke om, at han da ofte vil kunne glæde os. - Vi forstaar ikke, hvem der henvendte sig til J. Rør- dam, naar der spurgtes om en Nytaarsbog af vore Digtere. Rigtignok har han nu og da leveret enkelte smukke Leilighedsvers, været Medarbeider i "Krydseren" i dens Mindreaarighed, - men at dette Smaatteri skulde foranledige Indbydelse til saa fornemt Selskab, forundrer os høilig. Vi siger forundrer os; thi igrunden glæder det os, at man ogsaa engang imellem vil give vore yngre Digtere Anledning til at forsøge sig, - til at erhverve Publikums Dom og saaledes faa en liden Veiviser med paa Fremtidsreisen. Men dette Eksempel er saa uhørt i vort Land, hvor i næsten alle Forhold et velsignet Af- spærrelsessystem straks slaar Kreds om de faa Udvalgte, som fra først af har faaet fat i Tingene. Det uhørte er skeet: Rørdam figurerer mellem Welhaven, Jørg. Moe og A. Munch, - og vi gaar derfor straks til at bedømme ham - kort og skitseret som hans Bidrag er. I hans Digt "En Vaarkjending" iagttager vi straks som i hans før leverede Smaadigte en Mangel paa grun- digt Studium, paa Øvelse, paa Kjendskab til æstetiske Love, ja endog til de nødvendige Forkundskaber. - Vi kjender ikke Rørdam forresten, ved derfor ikke, om det er saa, eller om det er blot Sluskeri. I sidste Fald er det endnu mere beklageligt, at en virkelig smuk Fantasi skal gaa sig træt i alle disse Hindringer. Det var at ønske, at han vilde gjøre den Veien lidt ryddeligere; thi i dette Digt foretager den sig da ofte saa klodsede Sving, at den ikke kan glæde ham selv, endmindre os. "Det dufter alt fra Lien, skjønt ei af Blomst og Blad" . . . Men hvad ialverden dufter det da af? - Ja, det har heller ikke Rørdam tænkt nøiere over; men det var nødvendigt at sige saa, forat Ideen skulde gjennemføres, - den Ide, at hele Naturen begynder lidt efter lidt at smykke sig til Vaarens Komme. Og selve denne Ide? - Det gaar da paa ingen Maade an saaledes at skille Vaaren fra Naturen - jage Vaaren op i Luften, hvorfra den iagttager Naturen under sin Udviklingsperiode, indtil den staar med Blomst og Blad, Fuglesang og Bækkestøi - og først da komme for at tage den i Besiddelse. Thi hvad er det, vi kalder Vaar, og hvori tilkjendegiver den sig uden just i dette Bladspræt, Blomsterskud og Bække- SIDE: 43 hop, som han siger gaar forud for den og gjør Jorden færdig til at tage imod den? Naar saa alt er færdigt, da kommer Vaaren, mener Hr. J. Rørdam! Nei, da kommer Sommeren, med Deres Tilladelse; Vaaren har kun at overlevere; thi det var den og ingen anden, som ordnede Sceneriet, og med dette er ogsaa hver dens Forretning tilendebragt. Digtets Grundtanke er altsaa falsk, og dens Anven- delse, eller Stykkets Eftertanke, den, at Menneskets Hjerte ofte ingen Vaar kjender - er smuk nok i sin Udvikling, men forslidt, og vi tror overhovedet, at man gjorde rig- tigst i at lade Stagnelius have Eneretten til disse Efter- tanker, der berøver Lyriken dens Karakter, gjør den belærende og fuld af Øiemed, medens dens Væsen just er intet Øiemed at have, uden det, at give Rum for en fri, uvilkaarlig Udgydelse i et begeistret Øieblik. Vi kunde levere Eksempler fra dette lille Digt, som vilde godtgjøre, at han har feilet mod Æstetiken, Proso- dien, Logiken, ja endog mod Grammatiken. Men i den Tro, at de er Frugter af et utilgiveligt Sluskeri, i den Tro, at Rørdam derfor ikke ønsker at lægge mere Tid paa Poesien for at bringe det til noget, opgiver vi det og slutter med at udpege næstsidste Vers saavelsom en Tanke i Begyndelsen af tredie og Slutningen af andet, der synes at spaa om mange vakre Frænder der, hvor de kom fra, som fortjente Udstyr for engang at flytte efter ud til os. Det er ikke uden Ængstelse, at man begiver sig ind imellem alle de stridige Domme, der har samlet sig om J. S. Welhaven. Man ønsker nemlig Kraft nok til at kunne undgaa at tage Parti, og Klogskab nok til med det samme at holde disse Partier ifra sig selv. Enkelte fra- kjender Welhaven alt, som kan frakjendes en, der træder op som Digter, og paastaar, at et Sprog fuldt af Svada og Kunst har hildet ham selv og os. - Andre gjør ham saa stor, at han ikke kan blive større; thi uden at rødme holder de ham oppe mellem Byron og Wergeland. Welhavens gode Ven Thue har rigtignok tilsyneladende - maaske ogsaa kun tilsyneladende - søgt at mildne; men hans paa en uforklarlig Maade erhvervede Ufeilbar- hed har gjort det endnu værre for nogen at komme efter, medens hans af Venskab og Døgnskrig lige paa- virkede Dom paa den anden Side vækker saamegen Lyst SIDE: 44 dertil. Alle Trusler upaaagtede, alle Farer overseede vil man freidig skride frem, men gaar ikke langt, før der atter er Fare. Thi Welhavens overmodige Anmasselse og tirrende Udfordringskrig ved hver mulig Leilighed samler et nyt Parti mod ham i os selv, nemlig en hvert Men- neske medfødt Lyst til at fornedre den, som ophøier sig selv, - og vor Dom bliver atter saa let fangetagen. Nu ser man da, at vi i det mindste har havt et Øie for alle disse Farer, men deres Opdagelse har gjort os frygt- somme, hvorfor vi gjennem en kort, men samvittig- hedsfuld Udtalelse vil komme ifra det saa snart som muligt. Vi finder i to af hans leverede Digte den Livs- anskuelse opslaaet, som alle hans før leverede lyriske Digte mere eller mindre tydeligt er merkede af. Der er endnu den evige Lamenteren over Verdens og Tidernes Pinagtighed, hvilken han forresten heller ikke nu ind- lader sig paa nøiere at karakterisere. Ogsaa denne Gang koketterer han med "et Sind i Kamp med Haab og Frygt" , vaklende mellem "Tro og Tvivl" . Snart synes han at ville blotte dette, snart søger han ligesom at lege Skjul dermed. Vi faar halvkvalte Suk, enkelte uheld- svangre Støn, men saa ikke mere, - Klager, men ingen Oplysning. Snart er det Digterens "higende Sind" , hans "speidende Blik" , der er ude igjen og plager ham; han spørger fortvivlet "hvor han skal stanse det?" "hvor han skal søge Ro?" Deraf naturligvis Misnøien med Verden, med sig selv, med alt udenom og indeni sig, og vi ser denne ulykkelige Digter forgjæves jage om efter en Smule Hvile, tilsidst mistvivlende fly Verden og dens Larm for at søge Ly for Livets trykkende Solhede i en stor Gran- skov, "i Naturens vinkende Ensomhed" , eller allerhelst ved et eller andet Fjeldvand; da sætter han sig træt; da "slipper han sin Byrde og stemmer sin Lyre" ; men for- resten er det os lige ubegribeligt, hvori denne Byrde bestaar, eller hvilken "trykkende Solhede" han her søger Ly for. Af Fremstillingen vil man allerede indse, at vi ikke tror Welhaven har den bitre, sønderflængede Livsan- skuelse til Eie - nei blot til Laan. Eller rettere, vi tror, den er hans Søndagsdragt, den han trækker paa, hvergang han skal ud i Digt. Den muntre, troende, med sin Stilling og sit Liv meget tilfredse Professor har en ganske anden gemytlig Mening. - Og spørger man, hvor- for ikke han alene, men ogsaa flere andre af vore Digtere SIDE: 45 med saameget Velbehag bærer denne Tungsindighed til Skue, saa svarer vi, at det er, fordi de tror, det er karakteristisk for Nordboen, eller maaske bare Nord- manden. Det maa være saa, ellers bliver det ikke norsk, - hvorfor alle - indtil Kjerulf - kappes om at til- affektere sig denne sukkende Gravgang, hvori Digttankerne skal indekserceres. Men det tusindstemmige glade ja, som Wergelands bjergfriske, freidige Sange modtog, maatte dog overbevise om, at sygelig Sentimentalitet ikke har hjemme her. Og denne vor mest norske Digter skrev saa trods den hundredefold større Modgang som tryk- kede hans Liv. Det synes paa Tide at komme til et andet Resultat i de Ting end dette, som f. Eks. Jørgen Moe i en længere Afhandling hidledede, og som synes at være det gjængse blandt de Digtere, der lever herinde adskilte fra Folket. Men tilbage til Welhaven. Det er især hans klare, vel dyrkede Forstand, man overalt maa beundre. Udrustet med et digterisk Blik paa Livet, der rigtignok ikke er fyrigt og flagrende, be- handler han den Gjenstand, han tager for sig, sikkert og korrekt. En omhyggelig renset Fantasi strør hist og her sine Blomster, og om det ikke sker hyppigt, sker det altid med Smag og Følelse. Det er altsaa ikke egentlig Styrken i hans Fantasi, der har gjort ham til det, han er, men det skjønsomme Studium, der sætter ham istand til at gjøre meget af lidet. Welhaven er et Mønster paa, hvad en tarvelig udstyret Digtersjæl kan tilvinde sig ved kjærlig Omsorg for sine Toner, - og den, der læser Digtet "Mit Skib pløier Havet" - vil forundre sig over, hvor vekslende og interessant han har forstaaet at be- handle et ganske almindeligt Thema, ved at laane tarve- lige Tanker en yndig Omskrivning, saa man ikke kjender dem igjen, ved at vælge et deiligt Versemaal og uventede, klingende Ord. Ja, betragter man ikke Digtet nøiere, kan man let antage det for at være rent uhørt stort og nyt, - medens det igrunden, vel analyseret, et et lidet, smukt Digt, men ikke høit oppe i Tankeregionen, ikke engang af digterisk Styrke nok i Anlægget til overalt at blive tydeligt. Det er hans smukkeste Digt i denne Bog; det første derimod vil vi ikke anbefale, heller ikke tale stort om, da det baade i Indhold og Behandling er en Bagatel. Kun skal vi frabede os, at han under sit rosværdige Ar- SIDE: 46 beide med Sproget glemmer Sandheden i Tanken i den Grad, at han siger: paa de blomstrende Grunde staar Granernes Vrimmel, - ret som om der var andet end magert Lyng - ofte ikke engang det, men blot tørt Naaleaffald der, hvor en hel Vrimmel af Graner staar og suger al Kraft af Jorden og tager Solen væk. Heller ikke gaar det an at sige, at en Dreng "seiler" paa en tyk Granstamme, - hvor be- hændigt det ogsaa er kastet hen for at faa Rim paa "speiler". Altfor fosforistisk bliver den Tanke: ja, næsten som fortryllet bliver Kjernet og Skoven, fordi han blot er hyllet i Glansen fra Oven. Gutten er nøgen; Solen skinner paa ham, idet han "seilende" paa Granstammen speiler sig i Vandet, - og derfor tager Skog og Kjern til at blive fortryllede! - Det hele Digt er vel lavet sammen for at faa ud den karakteristiske Slutning: Et Sind som er forpuppet kan her finde Vinger; min Byrde har jeg sluppet, min Harpestræng klinger. (Endelig!) Hans tredie og sidste Digt er episk og behandler et Sagn fra Kong Arthurs Tid om "Stenen og det runde Bord". Hans store Færdighed i Sprogbehandlingen og hans sikre Forstand giver ham naturligvis Plads øverst oppe mellem Nordens Epikere, - at sige naar han kan give Digtet et moderne Snit, saa hans Forraad kan komme til Anvendelse. I dette Digt undrer det os imidlertid ingen nye Vendinger at opdage, der kunde tyde paa fortsat Øvelse og Studium siden sidst. Ligesom hans Fantasi altid manøvrerer til det samme Felt for at hente Billeder og Ideer, hvorifra han bestandig før har bragt hjem, saaledes glider ogsaa den fortællende Traad gjen- nem de gamle Ordforbindelser. Enten arbeider ikke Welhaven med samme Flid som før - derfra maaske hans særdeles liden Produktivitet - eller ogsaa har han mod Sædvane dennegang mindre bearbeidet sit Stof. Især SIDE: 47 bliver dette synligt i de pompøse Udgange, han søger at give hvert Vers, - hvor nemlig de to sidste Linjer med faa kraftige Ord skal samle i sig hele Versets Indhold eller levere dets Grund. Den Effektjagt, han da er ude paa, løber ikke altid heldig af, - ja han kommer ofte hjem med en flau eller mat Hverdagslighed istedetfor et dristigt Tankeeksperiment, som var hans Agt. Vi vil tage Publikum med paa vor Dom. I første Vers, hvor Arthurs Hof skildres, lyder Slutningen saa: Men hvo som ei var af ypperste Sort (prima Qualité) kom let til Skamme og vistes bort; thi Styrkens Prøver og Skjønhedens Love var svære og grundige der ved Hove. Slutningen af andet, hvor Merlins Dygtighed be- skrives: Ved Arthurs Hof blev han taget med til Vern for dets Ære mod al Fortræd, og gav den Tegn til at falde i Stykker saa laante han den usynlige Krykker. Tredie Vers, hvor Bordet omtales, slutter: Til Sjæleføde paa Bordet stod en god Kopi af Frelserens Blod (!); den skattedes høit, man vilde ei negte, at den var nær ved at være egte. "En god Kopi af Frelserens Blod" er en kunstig Omskrivning af Kalken; Slutningsstrofen er ogsaa meget tung og døsig. Fjerde slutter: Til Manddoms Færd og adelig Tugt var lagt en egen Helligheds Lugt (!?) og vidt over Fjeld og dybe Dale gik deraf opbyggelig Sang og Tale. "Ogsaa du, min Søn Brutus!" fristes man til at ud- raabe ved at se den stygge Rimaffødning "en egen Hel- ligheds Lugt" . De to sidste Linjer er en altfor alminde- lig Udgang. Videre skal vi ikke citere; men ved nøi- agtig Gjennemlæsning vil man finde, at der vrimler af slige aabne Steder, hvori den paaventede store Tanke ikke har villet fly ind. Dette Digt er heller ikke behagelig afrundet. Man SIDE: 48 begriber slet ikke, at "Galathe Peredur og Barth drager paa Søgning i Pilgrimsfart", fordi Wigalois kom og kunde sidde paa den besynderlige