Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson TYROLERSANGEN Ingen, som saa den gamle Postaabner i Schwatz, [fotnotemerke] hos hvem jeg boede, skulde ane, at han havde været Sanger; han var en af de tykkeste Mænd, jeg har seet, gik varsomt trippende som en gammel Høne, talte sjelden og ikke uden Besvær, havde underløbne Øine og opblandet Stemme. Men ikke desto mindre havde han i sin Tid henrykket det halve Europa, sunget for Keisere og Konger, og naar man fik ham fat, der han sad i sin Lænestol dybest Fotnote: Schwatz ligger ved Jernbanen i Innthal, en Time fra Innsbruck. SIDE: 23 inde i sin mægtige Gaard, med Skabet bag sig, hvori endnu det Sølvbælte, han havde faaet af Hertuginden af Kent (Dronning Viktorias Moder), eller den Dragt, hvori han havde sunget for Kong Georg, eller Sølvkrusene og de andre Gaver fra konge- lige og fyrstelige Personer stode udstillede, saa kunde du kvæges af hans dybe Sind, der var en Sangers Stemningsgrundlag, og fatte, at der han sad, tænkte han dog endnu ikke paa andet end Sang og Sangere. Han var en Hædersmand, denne gamle Tyroler, med et Hjertelag og en Trofasthed, som jeg sjelden har seet Mage til; thi begge Egenskaber bleve haardt prøvede i den Tid, jeg var der, da Stemningen mod Protestanterne var stærkt ophidset, og han som Medlem af Kommuneraadet var Anfører for de Liberale, d. v. s. for dem, SIDE: 24 som holdt paa Protestanterne. Spørgs- maalet var om at tillade Eieren af de store Sølvgruber ved Schwatz, en Millionær fra Kölln, men som var Protestant, at faa Borgerret i Byen. Tredive Aar havde Præsterne og Munkene bedet Gud fra Prædikestolen om at sende Schwatz en Mand, som vilde optage Sølvgruberne, der vare forstyrrede af Franskmændene og Bayrerne under Napoleons Krige; men nu da Manden kom, saa skulde han ikke faa Borgerskab iblandt dem, fordi han var Protestant! Den gamle Postaabner blev stærkt forfulgt, ja der kastedes Stene mod hans Vinduer om Natten; men han for- sikkrede vedholdende, at Protestanterne vare bedre Folk end Katholikerne, det vidste han fra sine Reiser, og han vilde arbeide for at faa dem ind i sit Fædreland, SIDE: 25 saalænge han levede. Det er denne Mands Fortællinger jeg i det Følgende gjengiver; man maa have faaet Borgen for hans Tro- værdighed. Vi maa gaa saa langt tilbage som til de Dage, hvori Keiserne og Kongerne af den hellige Alliance reiste omkring og besøgte hverandre. Keiser Alexander af Rusland var hos Keiser Frantz af Østerrig (Som- meren 1825), og de droge tilsammen til "det tro Tyrol". Der vilde Keiser Frantz lade sin Broder høre, hvor smukt Tyro- lerne sang, og til den Ende blev Stathol- deren over Tyrol beordret til at udfinde dem, som sang bedst. Han lod forespørge i Sangens Hjem Zillerthal og der roste Alle enstemmig Familien RAINER forat være dem, som i Mands Minde havde sunget skjønnest i Tyrol. Den gamle Rainer (For- SIDE: 26 tællerens nu hedengangne Fader) spillede Cither, og efter den havde han lært Børnene op i flerstemmig Sang. Det var fem Sønner og en Datter, der sang tilsam- men; af Brødrene var den ene Tenor, den Anden "Jodler", noget for Tyrolersangen eiendommeligt, som man maa have hørt; thi jeg skulde forgjæves prøve paa at for- klare det; En havde en fortrinlig Bass, "en af de bedste, som nogetsteds er hørt," sagde gamle Rainer; han selv var Baryton (Mellemstemme). Datterens Sopran var saa høi, at hun kunde maale sig med Euro- pas bedste Sangerinder, og tog alletider høiere. De havde sunget sammen fra de vare Børn, nogen anden Skole havde de aldrig havt. Men den ene af Brødrene, Tenoren, aabenbarede tidlig ualmindelige musikalske Anlæg, han skrev Viser og SIDE: 29 satte Melodier til, som han ogsaa selv udsatte, og han overtog snart Ledelsen af deres Sang. Hidtil havde de aldrig sunget for Andre end sine Byesfolk; selv Reisende vare dengang sjelden blevne op- mærksomme paa Tyrolersangen. Men til Gjengjæld havde Tyrolernes Glæde i Sang drevet Sødskendene til idelig at øve, og hvad den ikke havde udrettet, gjorde den Broder, som komponerede; thi hans Glæde var lidenskabelig. Det er ham, som har skrevet Musiken til den over al Verden bekjendte "Steh nur auf, steh nur auf, du kleine Schweitzerbub!" (Staa kun op, staa kun op, du lille Schweitzergut!) Disse fem Sødskende fremstillede sig alt- saa i sine Nationaldragter, rædde og skye for de to Keisere. Men efterhvert som de sang, fik de Mod, og Keiser Alexander SIDE: 30 blev saa greben, at han paa Stedet bød dem fri Reise til Petersburg og indestod dem for, at de skulde faa en overordentlig Fortjeneste. Dette Tilsagn satte Bevægelse i det hele Tyrol. Ingen af disse Brødre havde været udenfor Tyrol, ingen Tyroler havde været længere end i Wien, og nu helt til Petersburg! En af Brødrene erklærede med Bestemthed, at han ikke vilde med, alt Folk spaaede Ondt, nogle mente, at de vilde blive dræbte underveis, Andre, at de vilde blive omvendte, hvad var endnu værre, og i ethvert Fald bedragne over al Maade. Men et keiserligt Ønske var en Befaling, og fire af Brødrene samt Søsteren rustede sig til den uhyre Reise. Afskeden var overmaade tung, de kunde intet Farvel synge, skjønt det var skrevet, og da Befordringen endnu var meget SIDE: 31 daarlig, saa de blot kom nogle Mil om Dag og idelig maatte spørge sig for, hvor Veien til Wien gik, saa kom det dem ofte isinde, at de helst burde vende om igjen, og havde det ikke været en Skam, saa var det ogsaa skeet. De kom endelig frem. Men allerede paa Gaden hørte de, at der netop var kommen Tidende fra Petersburg om, at Keiser Alexander var død! [fotnotemerke] Hvorhen skulde de saa? Hjem igjen! Naturligvis. Alle vare enige, kun vilde han, der komponerede, gjerne forinden faa et Par af sine Sange sunget for den gode Keiser Frantz. De fremstillede sig da for Keiseren, og Følgen blev, at de med allerhøieste Tilladelse holdt en offentlig Koncert, og Følgen deraf var igjen, at Wien ikke skrev eller Fotnote: I December 1825. SIDE: 32 talte om Andet i fjorten Dage end Tyro- lerne og Tyrolersangen! Tyrolerne var dem kjære fra de store Napoleonske Krige, hvorunder de havde været Østerrig saa tro; desuden var der kommet et Vende- punkt i hele Europas Dannelse som vilde, at Poesien og Musiken skulde forynges og forfriskes af de folkelige Kilder. Gildet stod saaat sige færdigt for dem; de bange Bønderfolk fra Tyrol saa sig snart om- ringede af en beundrende Mængde! Nu er der ogsaa i Tyrolersangen en sær- egen Tryllekraft, især naar man hører den de første Gange; thi senere falder den ensformig, som al Natursang. Den har en Lok og Leg, en blød Tonefarve i bestan- digt Skifte. Sangene ere meget forskjellige, det er lang Dal og det er spidst Fjeld, det er Fred i Favnen af en Tyroler Kveld SIDE: 35 foran Husdøren med Vinrankerne spundet langs Husvæggen til Tag over Bænkene, og det er Solglitter og Hauking fra Grøn- sletterne deroppe en frisk Morgenstund paa Gemsejagt. Det er Ølviser og Skytte- sange, det er Elskovsleg mellem To paa hver sin Side af en Elv, det er Ensomhed og lange Syn, og saa igjen Jeterkast og Klokkevrøvl, men alt udaf det inderligste Barnesind. Saa kommer Fædrelandssan- gene om Tyrol, om Andreas Hofer, som samlede Bønderne mod Napoleon, og om Staufacker og de andre Helte, der kjæm- pede og faldt for Landet omkring deres trohjertede Bondeanførere. Blandt dem, som altid var tilstede, hvor Tyrolerne sang, var en dyb mørk Natur, som forsmaaede al anden Kunstnydelse fra det Øieblik, han havde hørt dem; det SIDE: 36 var Englænderen Lord Standhope [fotnotemerke] . Han indbød dem og betalte dem som en Fyrste, han fulgte dem, og tilsidst fik han dem overtalt til at forlade Tydskland for over Hamburg at tage til London. Deres største Glæde havde jo været at sende Penge hjem, og han sagde dem, at fra England kunde de sende hjem i Tusindvis. De skulde kun henvende sig til den østerrigske Sendemand i London, Grev Esterhazy, til hvem han herom vilde skrive, og ikke optræde paa noget Theater, men i Adelens Selskaber, ført frem af Greven, saa vilde deres Lykke være gjort for Livet. Men han sagde dem ogsaa, at kom de ikke frem paa den Maade, begyndte de paa Theaterne, saa faldt de i Hænderne paa Røvere og Fotnote: Den samme, som senere blev mistænkt for at være Caspar Hausers Morder. SIDE: 37 tilfældige Avisskrivere, og kom aldrig op til de Steder, hvor Pengene og Redelig- heden ere at finde. De drog da igjennem Tydskland, hvor Bifaldet fulgte dem i bestandig Stigning, til Hamburg. De sendte, forinden de gik ombord, Størstedelen af sine Penge hjem, men havde med sig 800 Gylden, en Sum, der syntes dem uhyre; men de vilde gjerne være sikkre. Efter Grevens Raad tog de ind i et af de største Hoteller, og begave sig strax til Esterhazy, - som ikke var hjemme. Næste Dag igjen - ikke Modtagelsestid; atter en Gang, - havde netop den franske Sendemand hos sig. Saadan i fjorten Dage! - De forstode Ingen, Ingen for- stode dem, Alt var fem, ti, tyve Gange saa dyrt som i Tydskland og desuden bleve SIDE: 38 de saaledes optrukne af Bedragere, at inden disse fjorten Dage var den uhyre, i Søsterens Skjørt vel indsyede Sum af 800 Gylden ved at gaa op! Til et Theater turde de ikke vende sig, hjem igjen kunde de ikke komme, og hvem de forsøgte at forklare sig for, lo af dem eller lod for- nem. En Flok tydske Bønder paa et af de største Hoteller var desuden mistænke- ligt, Politiet havde Øie med dem. Søsteren blev frekt behandlet af Herrerne, selv om Brødrene fulgte hende; hun gav sig over og tabte rent Modet; dette smittede Brø- drene, og den Ene vilde længe skjule det for den Anden, men en Dag, som de var sammen i Søsterens Værelse, og han, som kunde komponere, stod og skrev paa Ruden, og lidt efter lidt havde faaet den Sang istand, som han vel ogsaa før havde SIDE: 41 grundet paa i disse Dage, men som nu var fuldbaaret, den skjønne Sang vi før nævnte, Steh nur auf, steh nur auf, du kleine Schweitzerbub, da brast det for dem, Hjemlængselen strømmede ud i Taarer, og den Ene gik fra den Anden for ikke at gjøre Smerten større. Det var en Flok unge Stemningsfolk, de havde Intet at sætte imod med, og derfor kunde de saa rent overvældes. Men endelig kom en Dag, hvorpaa de atter stod i Forværelset i Esterhazy's store Hotel, rædde og ven- tende, indtil en Kammertjener beder dem at træde et Værelse længere ind. Endelig! Da de kommer derind, staar Værelset tomt. Endnu en Stund og en ny Kammer- tjener beder dem synge; den naadige Grevinde klædte sig netop paa i et Side- værelse, sagde han; men hun vilde lade SIDE: 42 Døren staa paa Klem. Sødskendene saa paa hinanden, det var lidet trøstende, de rømmede sig, Komponisten slog an; men de vare ikke istand til at begynde. En Kammerpige kommer saa ind og siger paa Tydsk: "Syng I, Godtfolk, den Naadige kan godt høre; siden har hun ikke Tid," - og forsvinder igjen. De saa atter paa hinanden, de stakkels fem Sødskende fra den lille Landsby i Tyrol, og han, som bestandig havde været derer Fører, han greb nu ogsaa Chitheren med stærk Haand og stemte stort i, og det gav Mod, og den Ene føjede sin Stemme til, saa den Anden, og endelig klang Tyrolersangen i den høje Sal og fylde den med Skogduft og Sol. De havde ikke sunget et Vers, før Grev- inden kom styrtende ind i Natdragt og halvt opsat Haar, hun var jo selv fra Tyrol, SIDE: 43 hun havde ikke hørt denne Sang, siden hun var Barn, hun havde glemt den, men nu græd hun og lo hun, hun kastede sig om Bondepigens Hals og kyssede hende, hun trykkede Bøndernes Hænder, hun løb tilbage, kom ind igjen med Greven, som heller ikke var paaklædt, og Tjenere og Herskab stod omkring de unge Sangere, der længe ikke kunde synge, men saa rigtig sang tilgagns. "Men det var ogsaa en Sang!" udbrød den Gamle, der endnu græd ved at minde sig Stunden. "Min Broder Bassen, hvilken Røst! og han Tenoren, han, som spillede, og min Søster med sin bløde, høie Stemme, og saa Jod- leren, - en saadan Jodler har aldrig været hørt; thi jeg har hørt dem alle! Han jod- lede ikke som hine andre bare hist og her, han jodlede hele Sangen igjennem som en SIDE: 44 vild Fugl, og ved Omkvædene tog han min Søster ved Haanden, og dansede Tyroler- valtsen. En Sang af fem Sødskende, det gav en Enhed i Tonefarven, en Sammen- smeltning, som man neppe kan forestille sig, naar man ikke har hørt det. - Ja, spørg nu ældre Folk, som husker "Fami- lien Rainer", den første, ægte Familie, ikke disse, som siden have sagt, at de hed Rainer, - men disse her," sagde han og pegede op paa et Træsnit, hvor de stode afbildede i deres Nationaldragter. Nu ja, - samme Aften var der stort Sel- skab hos Greven, hvor Hertuginden af Kent kom med sin Datter, der sang Tyro- lerne, saa næste Gang hos Hertugen af Devonshire og videre frem blandt Eng- lands høieste Adel, og endelig hos Kongen. Fra London drog de til Edinburgh, og ind- SIDE: 47 rettede det altid saa, at først sang de blot hos Adelen, tilslut ogsaa paa Theatrene. De fik paa denne Tid uhyre Tilbud fra Amerika, men de fulgte dem ikke; tvert- imod, da de havde været i næsten fem Aar paa Vandring, kunde Ingen af dem holde det længere ud, og derfor modstod de alle Tilbud, som endnu strømmede ind, og drog tilbage. Her i sit Hjem mødte dem adskillig Skuffelse og Sorg. Saaledes vare de hjemsendte Penge dels ikke alle mod- tagne, dels slet styrede, maaske uredeligt. Ikke destomindre kunde min Fortæller kjøbe Postgaarden i Schwatz i Innthal med dertil hørende Rettigheder og Jordeien- domme, og Jodleren en lignende Postgaard i Fügen i Zillerthal. Den Broder, den ældste, som ikke havde villet være med, havde i Mellemtiden siddet hjemme og SIDE: 48 lært sine Børn at synge. Sønnen, den berømteste Tyrolersanger, som har levet, Tenoren Ludvig Rainer, overraskede de hjemvendende Farbrødre med en Stemme og et Foredrag, som de strax tog og ud- viklede videre. Datteren var paaveie til at blive en Skjønhed af høi Rang, og havde herlige Sanganlæg. Efterhvert som de voxede til, kom Reisehugen; thi hele Dalen var jo opfyldt af de Hjemvendendes Fortællinger; og da Tilbudene fra Amerika fandt frem lige til Zillerthal, kunde den livlige Jodler ikke længer dy sig, han samlede Broderbørnene om sig, fik en Fremmed eller to af Familien med sig og drog over Havet til Amerika. Deres Triumfer der vare overordentlige, men endte paa en uventet Maade. Jodlerens Broderdatter, den unge Skjønhed, hvis Lov SIDE: 49 alle Aviser bar udover, og som ogsaa skal have været en fin, forunderlig Pige, saa blond og drømmende, fik de mest glim- rende Ægteskabstilbud, hvor de drog frem, og modtog endelig et af en ung rig New- Yorker, hvorefter hun med Alles Sam- tykke udskilte sig af Selskabet, som strax opløste sig og drog hjem. Men den unge Tyrolerinde havde neppe været gift et Aar, før hun overfaldtes af en saadan Hjemve, at hendes Mand maatte søge til Europa med hende. En yndig Sommerdag kommer hun med Postvognen til Schwatz, til Onkelen; der er en Omfavnelse, en Glæde og Graad, hun skulde faa være der, til hendes Mand ud paa Efteraaret kom og hentede hende. Hele Slægten samlede sig om dette for- underlige Barn, som snart fortalte de SIDE: 50 mest overgivne Historier, snart sang en vemodig Sang, men med et saadant Udtryk, "at voxne Mennesker ikke kunde bare sig for at græde". Ud paa Efteraaret som Manden skulde komme forat hente hende, blev hun tungsindig, det tog til, og snart kunde hun ikke mere gaa. Da sagde hun, at hun følte, hun var kommen tilbage til Tyrol forat dø der, hun delte sine kost- bare Ting ud blandt Slægt og Venner, og gjorde det paa en saa rørende Maade, hun nedlagde tusinde Hilsener og forskjellige Slags Bønner til sin Mand, og sang, naar de Andre græd. Hun blev snart saa mat, at hun ikke med egen Hjælp kunde reise sig i Sengen; men en Søndag Eftermiddag, som de Alle vare om hende, satte hun sig opreist i Sengen, som om hun ikke mere var syg, og sang: "Steh nur auf, steh nur SIDE: 53 auf, du kleine Schweitzerbub", som om det var til Væsener i Luften, med For- klarelse over Stemme og Ansigt, lagde sig saa ned igjen og udaandede. "Som hun sang denne sidste Sang," sagde gamle Rainer, "har Ingen sunget. Vi har elsket Sang alle i vor Familie; der maatte En faa Lov til at dø saaledes." Hendes Broder, den før omtalte Ludvig Rainer, Tyrols første Tenor, dannede siden et Selskab; han var ogsaa oppe i Norden, nemlig i Kjøbenhavn; men er paa sine Farter standset i Petersburg, hvor han oftere har sunget for Keiseren, ja, har fulgt ham ud til hans Landsteder. Naar den Gamle omtalte Ludvigs Tenor, blev han begeistret. "Naar han synger, saa tuder Fruentimmerne, gamle som unge, nytter ikke, de tuder!" SIDE: 54 Han har i Aarrækker sendt de kostbareste Foræringer hjem, som de skulde opbevare for ham; Sangere, som fulgte ham, have gjort det Samme og dertil berettet om den Lykke, han overalt beredede dem. Dette vakte Forventning i Tyrol, og da han ende- lig en Sommer meldte, at han kom hjem paa et Par Maaneders Besøg, blev der megen Glæde. Han tog ind hos Onkelen i Schwatz, og strax samlede man sig der fra Fjern og Nær, og den Gamle maatte faa den store Sal ryddet, et Par Citherspillere og Sangere, som kunde bistaa Brodersøn- nen, blev hentet, (thi en Tyrolersanger synger aldrig uden at Flere lægge Harmoni til hans Sang), og saaledes blev en Koncert istandbragt paa Stedet, uden Betaling, men med Øl og Vin i Tillæg, som den Gamle i sin Slægtsstolthed og Sangerglæde spenderte. SIDE: 55 Han blev ogsaa belønnet; "thi," sagde han, "Ludvig er saa vakker, han er saa god og blød; Stakkel, han er ogsaa saa svag; men naar han synger -! Herregud, der var ikke et tørt Øie i Salen." Senere hørte jeg af Andre om denne Koncert, og da med det Tillæg, at gamle Rainer var den, som næst efter Sangeren selv skaffede dem den største Glæde; thi han kunde ikke sidde stille, han maatte op forat sige til hver Enkelt: "han synger!" og nikke til, som det var hans Vis og gjøre en kort Bevægelse med høire Haand, der betød det Samme som: "Ingen Prat". Saa ud for at dølge sin Bevægelse, saa ind igjen for at høre og for at sige: "han synger!" Jeg længtes meget til at se Familien Rainers Slægtninge i Zillerthal, Familiens SIDE: 56 oprindelige Hjem, og navnlig til at se Jod- leren (Komponisten var død for mange Aar siden). En Dag tog vi afsted med en Amerikaner og en Nordmand, som var kommen for at besøge os i vort Skjul, og vi naaede snart frem til den smukke Dal, ret en norsk Egn med sagte Skraaning og Gaarde opefter. Fügen har en smuk Kirke, ret et ædelt Mindesmærke fra gamle fromme Tider, og med sine muntre Huse, omspundne af Vinranker, Bænke foran Husene, Borde foran disse, syntes Landsbyen mig en af de hyggeligste, som jeg har seet. Posthuset var saa yndigt, at man glemte, det paa langt nær ikke havde hint Præg af Mægtighed og Velvære som Broderens i Schwatz, hvilket ogsaa senere viste sig at være gjennemgaaende. Den muntre Jodler var nemlig ingen Hus- SIDE: 57 holder, derimod et stort Stemningsbarn, som paa en Kveld kunde sætte meget overstyr. Han saa ud, som om han tri- vedes bedst, hvor der var Lystighed, og da vi ingen Lystighed førte med os, saa var han forlegen. Vi vilde endelig høre Sang her i Zillerthal; men han beklagede, at hans ældste Søn var ved det store Skyttermøde i Frankfurth, (hvor han netop havde vundet en Præmie) og saa- ledes kunde de ikke synge. Da vi trængte ind paa ham, sagde han, at han selv skulde forsøge at synge Bass i Sønnens Sted, "skjønt det blev derefter". Og nu kom ind fra Markarbeidet hans anden Søn og en Datter paa atten Aar. Hvor vi Alle bleve slagne af denne Piges Skjønhed. Hun var af Middelshøide, dog heller stor end liden, bredskuldret som en Romerinde, SIDE: 58 fyldig, stolt som en Mand og med et Hoved som fra den gamle Keisertid. Vi saa vexelvis paa den ædle, korte Pande, de lige, stærke Bryn, det store blaa Øie, den fint krummede Næse, den opkastede Mund med Dun over, saa mørke og tætte, at man uden Overdrivelse kunde sige, hun bar Barter; Haaret sort og i saadan Mængde, at hun havde opfundet en egen Maade at lægge det paa, alvorlig, taus, men saadan, at jeg strax tænkte, at hun bar hemmelig Sorg. Og saa var det! En ung Greve fra Innsbruck var bleven saa forelsket i hende, at han slog sin Bolig op i Fügens Postgaard og vandt Pigens Kjær- lighed. Der blev da aftalt mellem disse To, at de skulde ægte hinanden i Hemmelig- hed, og hun tog afsted til Innsbruck med ham. Men Familien var kommen paa SIDE: 59 Spor og fik fat i ham, og nu var han ikke saa stærk ligeoverfor dens Vrede og Taarer, som i Løfter til hende. Da hun i Hast reiste ind til Schwatz for at raadføre sig med sin Onkels brave Familie, tog denne hende saa alvorlig i Skole, at hun vendte stille hjem. Siden nyttede det ikke Greven; "hans Fa- milies Samtykke eller ingen Forbindelse". Saadan stode Sagerne, da vi hørte dem synge; hun havde en smuk, noget vemo- dig Røst, Broderen sang godt, den gamle Jodler fulgte blot med. Paa et senere Besøg, da Broderen var kommen hjem fra Frankfurth, sang de tre Sødskende smukt sammen; men da var Søsteren endnu tungsindigere end før. Kort efter at jeg havde forladt Tyrol, fik jeg høre Grunden: hun holdt ikke ud at leve hjemme, hvor han ofte kom, og hvor Folk spottede; hun SIDE: 60 tog i Stilhed afsted med et Sangerselskab til Holland. Saavidt jeg ved, har hun siden ikke været hjemme. Hermed tage vi Farvel fra Sangerfamilien RAINER; der er Flere af dem paa Vandring endnu idag, og endnu Flere have antaget det berømte Navn uden at have Ret til at bære det. Foruden Familien Rainer har en anden Familie "Leo" vundet stor Be- rømmelse. Saavidt jeg ved har den bedste af dem ogsaa været her under Tilnavnet "Storsangeren"; i alle Fald var det Sel- skab, han hørte til, det første, som besøgte Kjøbenhavn og Kristiania og paa begge Steder gjorde en overordentlig Lykke. Tyrolersangen har aabnet Veien for Folke- sangens Indførelse i vor Bevidsthed. Efter den er Violinspillerne af Folket, Cither- spillerne, ja, den skotske Sækkepibe, den SIDE: 61 italienske do., den savoyardske Dreie- violin kommen rundt til alle Lande, og deres Sange samlede og benyttede af Kom- ponister; men Ingen har opnaaet den Berømthed som i sin Tid Tyrolersangen, for hvem alle Sale stode aabne og de største Theatre. Nu er den, som Alt, der gjør Opsigt, eftergjort; fiffige Musikanter fra Byerne traktere den paa Sangkipper og Ølhuse. Og dog kan et ægte, godt indsunget Selskab (som Ludvig Rainers) endnu i Dag vinde stor Tilstrømning, hvorsomhelst det lader sig høre. Foruden at Tyrolersangen har ført frem al anden Folkesang, hvad har den udrettet i selve Tyrol? Jo, den har givet Folket Skjønhedssands; hvor der synges, er der stille og bagefter er der løftet Glæde; hvor Sangeren bor, er der rent og net; SIDE: 62 thi han taaler det ikke anderledes, og den som Kveld paa Kveld hører smuk Sang, begynder ogsaa snart at have det smukt omkring sig; det er som at have været i fint Selskab, man ser da bedre, hvad der feiler, naar man kommer hjem. Saa forener Sangen Folket i Kjærlighed. - De føle, at de ere Tyrolere, naar Sangen gaar, Citheren klunker og Jodleren kaster Triller; de føle, at Tyrol er et smukt Land, naar Sangen stiger til dets Pris en Søndagsaften, naar Solen gaar ned over deres Agre, Vinbjerge og skjønne Træhuse med Svalgangen omkring, og endnu til Af- sked forgylder de spidse, graa glindsende Fjeldtoppe. De føle, at Tyrol er deres Fædreland, naar Sangen nævner Andreas Hofers Navn og hans Bøn for Fædrelandet, den Dag han blev skudt. SIDE: 63