Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson Hjertets og Aandens Skjønhed PERSONERNE HARALD KRAFT Kand. jur., Huslærer KAREN VANGEN fader- og moderløs Bonde- pige, opdraget hos Præsten hvor hun har nydt Krafts Undervisning. ENKEFRU STORM COPIST VIND ASLAK NEVERLIA BONDEPIGER og GUTTER fra Bryllopsstuen. Scenen er en Fjeldegn i Norge; et Bryllop staar i Nærheden, imedens Handlingen foregaar. - Anmærk. Det i Stykket forekommende Dialectsprog er det almindelige i Romsdalen. - SIDE: 1 KAREN, ASLAK (En Halling bruser ud fra den nærliggende Bryllopsstue, idet Teppet gaar op. Gjenlyden af enkelte Hop og Kast, Skrigen og Hujen høres af og til under Dandsen; - en Stund fri Scene; Karen kommer efter flere Raab:) KAREN (springer rundt engang, standser, ser sig om og ud igjen) ASLAK (strax efter fra den anden Side med pudserlige Gebærder; ogsaa een Gang rundt raabende) E meine Faen plage Jenta! (ud igjen efter Karen; en lille Stund fri Scene) KAREN (hurtig ind, fortrydelig) Det er sandelig Jenter nok i Bryllopshuset, om ikke denne stygge Aslak skal plage mig! - Jeg vil ikke dandse med ham! Jeg vil slet ikke! . . . Desuden . . . (glad) jeg skal møde Harald her i Lunden, jeg! . . . (bange) Der er Aslak igjen! Han skal ikke faa fat i mig! (smutter bort) SIDE: 3 ASLAK (som før) Karen! Gjøime Du De Karen? - Vil Du intje danse Halling meir mæ naa Aslak Neverlia? (spottende) Haa! E skjønna de vel! - De e Kandi- daten maatru, saa he smiska aa liska før De! Han Aslak he vorte før sempel, no hain. De e naakaa ainna te gromme Kar, denna Kandidaten, mæ sina kvite Brøker og bokkespelete Frak aa Svart- huaa mæ Sola frami Painaa aa Soplimin deng- landes atti Nakkjen (spottende) He, he! - Du trur vøl aa gjære'n Aslak Faen saa opraad no, Du! - Aa nei! E ska sei de Eit E, Karen: De e no bære idele Skrotten mæ De! Du æg no intje saa mykje so ei Lørve te aa lappe Stakjen din mæ! De e no bære dessa Auin dina, aa so he Du vorte ondele boklert no paa ei Ri, maavete - Men ho Randi Bakjen kain E no faa kva Ti e by me fram. Aa ho he ein gjild Plads, saa fø tri Kjyr, sex Gjeit, tølv Saue aa ein litin Gris! . . . De va ainna te Vekje de! - Men saa va de no ta, at E he hille taa na Karen like fraa E va ein litin Larvepose! Karen? - Kvar e du no Karen? Du staar her no ankvainstas; (bedrøvelig) men Du vil intje komme fram aat me (meget øm) Kjæm Du intje ihau, kor E spændte Betin ti kvart evige Sprang, den Ti Du dansa mæ me? (ironisk) Men sia Du kom aat SIDE: 4 Præstgara aa skule lere Byskjek aa Flitterfjas taa Kandidate, daa vart en Aslak før sempel læl! - Men hain Aslak hain e vøl ikje opraad einno, hain. - (Hallingen, som hidindtil var mere piano, bruser nu op, han hopper efter Takten og stamper i Gulvet) Ho, san! hain Aslak, hain e vøl ikje opraad eino hain! Ho, ho! Gjær ikje Nar taa me Du! (gjør et Kast og dandser Hal- lingen ud af Scenen) (Hallingen og Støien dør bort) SIDE: 5 KAREN (Mel.: "Fjeldbyggen agter paa Tiden"; se Berggreens Folkesange No 3.) Harald han sat mig et Stævne! Min Fryd kan jeg slet ikke nævne! Men . . . det er saa leit saa . . . Saa leit saa . . - (fort) Tys! han kommer til; Skal jeg staa stil? Nei, jeg springe vil! - Dog . . . han er saa snil! Noget han vil sige Sin Pige Og da vil jeg slet ikke svige (Musiken danner en passende Overgang til den paafølgende Sang, medens Karen vakler mellem at staa og at gjemme sig, men vælger det sidste.) SIDE: 6 (Harald Kraft, siden Karen) HARALD KRAFT (kommer ind med en stor Kurv, som han sætter fra sig, synger) (Mel.: No 16 af de norske Sange i Berggreens Samling af Folkeviser No 3.) Naar Vaaren sine Sange Kan digte ned i Bæk og Fjord Og drømme ud i Vange Sin rige Blomsterflor, - Og atter lokke Solen frem At jage rent fra eget Hjem Den Vintertid saa slem: - Da løfter Aanden Vingen Og tumler om i Vaarens Luft, Da Helse gaar til Bringen I Birkeløvets Duft; Da vil jeg ind i Skoven gaa Til Bækken og de Fugle smaa, For der at høre paa. - SIDE: 7 Jeg Pigen møde byder Mig her i Granelundens Kvel: Fra Fugletungen flyder Der Elskov til vor Sjel; Mens alt omkring er taust og tyst Vi synke hen i salig Lyst Imod hinanden [s] Bryst! (ser sig om) Naa? . . . Hvor er hun? KAREN (træder undselig nærmere, saa han kan se hende) KRAFT (tager hende ved Haanden, hun ser ikke op) Naa da? - hvor rent mageløs undselig man er idag! KAREN (undvigende) Ja, man skulde bare hørt, hvad Præsten sa' til mig igaar. KRAFT Præsten? KAREN Ja, rigtig han! - KRAFT Jeg tænkte, at han havde evig nok med, paa en skikkelig Maade at skille sig ifra sine Kirkeprædi- SIDE: 8 kener, om han ogsaa ikke skulde umage sig med at udstudere Husprædikener. - Nu, hvad sa' han? KAREN Det er saa leit at sige det. KRAFT (efterabende) Er det saa leit? KAREN Han sa det, at - - - KRAFT At? KAREN At . . . KRAFT At? KAREN At . . . KRAFT At! at! at! at! at! at! - ere vi nu færdige med At'ene. KAREN At Kraft bare vil gjøre Nar af mig, for jeg var altfor simpel. SIDE: 9 KRAFT Sagde han ikke Mere . . . KAREN Jo, og saa sagde han, at jeg klængede mig altfor meget op til Kraft, og at jeg skulde sige "De" til ham, da han var saa langt over mig. - KRAFT Hm! - Og nu begynder Du vel at sige "De" til mig da? KAREN (undvigende) Jeg ved ikke! - KRAFT Ved ikke? - "De" klinger ilde saa langt oppe mellem Fjeldene. KAREN Men, naar man ved det bedre, saa er det vel maaske, som Præsten sagde, rigtigst, at jeg siger "De" til . . . til Dem. KRAFT Karen! Fy! (griber begge hendes Hænder) Se paa mig og sig "De" . . . KAREN (slaar Øinene ned) SIDE: 10 KRAFT Nei, prober det, Karen! - Se rigtig ind i mit Øie, og lad mig høre, om Du da kan sige "De". - KAREN (ser op smilende) Øinene bede rigtignok om "Du". KRAFT (raskt) Men ikke Hjertet - mener Du! O! Karen, er mit Hjerte skjult for Dig? - Ved Du ikke ligesaa- godt som jeg, at for et Aar siden flyttede en rød og hvid lille Fjeldpige ind i det, hvor hun sidder og siger "Du" til mig den hele gudskabte Dag. - KAREN (glad) O, Harald - er det sandt? KRAFT Sandt? Behøve da Læberne at slutte nogen Pagt imellem os? Derude, hvor de have fordærvet og forfalsket hvert et Sprog, - hvor Øinenes og Smilets er laant til Bedrag af den listige Kokette, hvor Læbernes bruges til Smiger og Løgn - der, ja der behøve de drøie og svære Forsikkringer, naar de endelig engang ville mene det alvorligt; SIDE: 11 men mellem os? O! uden Ord har jeg dog mange, mange tusinde Gange fortalt Dig - at jeg elsker Dig? KAREN (ved hans Bryst) O! Harald, Harald! - KRAFT Du bliver saa glad derved, som om jeg sagde Dig noget Nyt? Er da Alt dette nyt for Dig? - Leende og syngende antog jeg det for afgjort, at Karen Vangen ingen Anden kunde holde af end Harald Kraft, og derfor var jeg glad, derfor biede jeg heroppe længe efter at jeg endnu Intet havde at bestille her; her ser Du, her vil jeg ogsaa være, indtil Sorenskriveren faar Svar paa sin Ansøgning om at antage mig til edsvoren Fuldmægtig - og Dig til - Fru edsvoren Fuldmægtiginde! (kysser hende) KAREN Himmelen laa aaben for mig, og jeg saa den ikke. - Men Du . . . hvorfor talte Du ikke ogsaa til mig; lod mig leve i Uvished, lod mig martre mig med bange Tvivl . . . o Gud, o Gud, hvilke Dage jeg har havt, siden jeg saa halvt hørte, at Du skulde reise herifra og endnu Intet havde sagt til mig. - SIDE: 12 KRAFT Havde jeg ogsaa kun havt den mindste Anelse om, at Du paa nogen Maade kunde være uvis, Du skulde faaet Vished; men det havde jeg ikke, jeg troede det afgjort, og om det Afgjorte taler jeg ikke længer; jeg er, som Du ved, meget snar og rask af mig; nye Ting avle nye Studier - alt Andet . . . . . . imidlertid paa Døren! Nu har jeg søgt at sætte mig ind i Kontoirlivet, forat kunne blive en dygtig Fuldmægtig, og kun havt Øine, Øren, Sands og Samling herfor - Du Karen, Du er mere dyb af Dig; Du gaar ikke saa let over med Sind og Sjel fra det Ene i det Andet; maaske det er denne Modsætning jeg elsker saa lidenskabeligt hos Dig. - KAREN Ja, som Du er ikke jeg, Harald . . - Tænke paa Dig, det gjorde jeg ligefuldt, om jeg havde nok saa meget at bestille. Mine inderligste, mine dyre- bareste Tanker kan Intet trænge tilbage; men . . . er det ikke ogsaa bedst at være saa, Harald. - KRAFT Hm! Eftersom man tager det til, min Karen! - Vil man endelig ned i Dybet og paa Bunden og i Grunden, saa gjerne for mig! - Men - saa- SIDE: 13 længe jeg kan komme frem paa Overfladen, agter jeg just ikke at kaste mig i Dybet. KAREN Ja, Du, Du tager Alt som en Leg . . . Alt saa let og ligefrem . . . det er i Grunden morsomt, at se Andre gjøre det; men selv kan jeg det ikke. KRAFT (smilende) Og nøie efterset, - hvad er det ogsaa andet end en Leg? . . Men, siden vi tale om en Leg . . Ved Du, at jeg idag ret vil lege mig tilgavns! - Min fordums Inclination, den unge, smukke, muntre, elskværdige Fru Storm, Enke efter afdøde Konsul Storm - bedrøvelig Hukommelse - samt hen- des tro Ledsager og endeløse Tilbeder, Kopist Vind fra Christiania, kommer herop idag, nu strax, for paa en Tour imellem Fjeldene, fore- tagen til egen Lyst og Fornøielse, og Andre til Begloelse og Begabelse at gjæste mig. De ville søge op igjen mig, vanartige Barn af den store Verden, som saa reent har slaaet Haanden af denne min Amme, at jeg ikke engang ser til hende paa hendes evige Sygeleie; men har tyet hidop, hvor Folkene og Tingene ere friske, og hvor jeg, glem- mende Alt, lever et Hyrdeliv med en liden vak- SIDE: 14 ker Fjeldpige. - Dog - for nu at vise Gjæsterne, at det gaar an at leve med godt Mod endog saa langt fra Christiania, har jeg taget med mig en hel Kurv, fuld af Mod, d.v.s. af Sager, som skabe Mod, ægte godt Christianiamod, og Alt dette skal Du hjælpe mig at pakke ud og ordne, og forøvrigt skal Du være min lille Værtinde idag: - for første Gang træde op som min Kone, ser Du. KAREN Ja, ja! O! jeg bliver altid strax glad og munter, naar jeg er hos Dig; - nu skal Du bare se, hvor snil jeg skal være! - - Men . . . KRAFT Naa! KAREN Skal Dit lille Lag staa her . . . var det ikke bedre inde . . . KRAFT Her er det smukkeste Sted i hele Egnen, her har de Bryllopsstuen i Øie med alle dens Skikke og Lystigheder, saa de fra dette Standpunct med Eet kommer ind i alle baade Naturens og Folkets Ypperligheder. KAREN Men . . . SIDE: 15 KRAFT Atter Men! - Nu, - lad høre. KAREN Bliv ikke vred paa mig; men jeg vilde ikke gjerne se hende her - i vor lille, smukke Lund; den er indviet vor Kjærlighed og alle dens uskyl- dige Glæder; tag hende med til et andet Sted og bland ikke Minderne om hende sammen med Minderne om mig; jeg er bange al Sammenlig- ning, Harald; jeg er ringere end hun; jeg bestaar ikke sammen med hende, - jeg aner det! - Det er fordi jeg føler, at jeg tabte Alt, Alt i denne Verden, hvis jeg tabte Dig, at jeg beder Dig. KRAFT Ingen Sentimentalitet, Karen! ingen Sentimen- talitet! Du ved, jeg fordrager ikke denne syge, Alt og Alle iveienstaaende Sentimentalitet! - huf, huf! - vær for alt i Verden ikke sentimental, naar Du er sammen med mig - - - Ah! - Se der! - Hurra! der komme de! - Ser Du hende ikke der i Viennervognen? - Smuk og straalende, som altid. Hun ser mig, hun vinker, Hurra! (dreier Karen rundt) Nu skal her bli Moro, Jente! - Op med Flaskerne, med Glassene, Hvor er Bordet? Der! (løber ud af Scenen efter det) SIDE: 16 KAREN (beklemt) Hvor glad han blev, strax han fik se hende! - KRAFT (tilbage igjen) Hvorfor staar Du der? Skynd Dig, skynd Dig, siger jeg. (snurrer hende rundt) KAREN (bliver ogsaa munter og nu løbe de hinanden næsten overende under Tilberedningen) KRAFT (naar Alt er arrangeret) De stiger af Vognen og overlader den til Tjeneren! de kommer hid, ah! Jeg maa tage imod dem. (løber) KAREN (tager op af Lommen et lidet Speil) O, hvad er jeg mod hende? Saa simpel, saa - - Jøs! hvor Harald har flid mig til paa Haaret! (sletter det) O! Herregud! Lad ham holde ligesaa- meget af mig, som af hende! . . . Musik SIDE: 17 FRU STORM, COPIST VIND, KRAFT (midt imellem dem med Een under hver Arm at gaa lige henimod Bordet, hvor Kraft tager en Champagneflaske) (Mel.: Auf Brüder lasst uns lustig leben) KRAFT: Velkommen, hvo med Glæde kommer ALLE: Tra-lale-lale-lale-ra KRAFT: Til Norges og til Hjertets Sommer CHOR: Tra-lale-lale-lale-ra KRAFT: Velkommen hver, der bringer med Lidt Sang, lidt Vin, lidt Kjærlighed. CHOR: Tra-lale-lale-lale-ra : : ! : : ! KRAFT: Sorg siger man kan trindtom flyve CHOR: Tra-lale-lale-lale-ra KRAFT: Fy! Pokkers Skind, hvor man kan lyve CHOR: Tra-lale-lale-lale-ra KRAFT: Thi, hvor der drikkes er den ei Ved andet Glas den gaar sin Vei! CHOR: Tra-lale-lale-lale-ra : : ! : : ! KRAFT: Man kann nicht immerfort studieren CHOR: Tra-lale-lale-lale-ra SIDE: 18 KRAFT: Man muss zuweilen kommercieren CHOR: Tra-lale-lale-lale-ra KRAFT: Det var et tysk et ærligt Ord, Skaal, hver som paa dets Sandhed tror! - CHOR: Tra-lale-lale-lale-ra : : ! : : ! FRU STORM Det maa man sige, at, hvor dybt disse lede Bjergtrolde ogsaa have taget i Berg vor kjære Harald, er det dog ikke lykkes dem ganske at ud- viske den elskværdige Menneskenatur i ham; Alt hos ham og af ham er behageligt, som før. KRAFT (øiensynlig smigret) Aa jeg beder! Fruen smigrer, som altid. COPIST VIND (ægte langtrukkent Bergensisk) Aa saa den Satans lækkre Opvartningstøsen, han har faaet Fingre i, den Skjelmen! FRU STORM Du har Ret, min kjære Frederik (lorgnetterer hende) Hun er ikke saa ilde; (ser Krafts Forlegenhed) men tag Dig iagt, min kjære Frederik! - Du kunde ved at behandle hende paa en mere legère Maade, SIDE: 19 maaske saare finere Interesser hos vor kjære Ven; (spydig) Thi denne forfærdelige Afsondring, - denne kjedsommelige Stirren paa lutter, lutter klodsede Bønder kunde saa let vende op og ned paa vore Begreber om det Passende - - - det Anstændige. - - - KAREN (afsides) O, Gud! KRAFT (med tilbageholdt Ærgrelse) Fruen burde spise lidt Mere og anstrænge lidt mindre sine ogsaa ellers altfor anstrængte Iagt- tagelsesevner; - KAREN (afsides) Tak! Harald. VIND At elske har da ogsaa været den gode Haralds Hovedstudium, saalænge jeg har kjendt ham. - Nei husker Du den søde lille Zigarjomfruen der- inde hos Madame . . . . . KRAFT Hos Madame: "ti stille!" - Vær saa god og spis, Frederik; Du trænger det bestemt! - SIDE: 20 VIND Ja, men Død og salte, hvor Du var forlibt i hende! Tænk Dig til, Anna: blot forat faa se hende, kjøbte han bort alle sine Penger i Zigarer . . og da han ikke havde flere, laante han mine, som han da ogsaa røgte op . . . . FRU STORM Dine Penge røgte han bestemt snart op . . . VIND . . . . Aa jeg havde en Del . . . i alle Fald, flere end man burde spendere paa Zigarer . . . Men han var saa forlibt saa, saa forlibt! at, aa! . . . . KRAFT (afsides) Sligt maa ikke Karen høre. (høit til hende) Hent mig nok en Stol! VIND Men Pokker ta' Jenten! - dersom hun fik af sig disse Snurrepiberier fra Landet, - fik paa sig skikkelige Klæder, en ordentlig Kjole, en Hat o. s. v. saa kunde hun saamen passere for en ret tækkelig Tjenestepige . . en ret vakker lille Barne- pige fEx. - SIDE: 21 KRAFT De Smukkes Skaal dediceret til Enkefru Storm! (de drikker) Vær saa god, tag for dem af Retterne! FRU STORM I Sandhed et allerkjæreste Maaltid i det Grønne! . . . KAREN (kommer tilbage med Stolen) Her er Stolen! - VIND Hid med den! - Tak, smukke Barn (vil klappe hende paa Kinden) Ai, ai! . . Har man lært at blive knibske ogsaa heroppe (Karen ser paa Kraft, som rynker Øienbrynene) Det ærede Selskab maa undskylde; men efter en saa anstrængende Tour er det saamen bedst at tage sin Magelighed iagt (lægger Benene oppaa Stolen, strækker sig bagover, og stikker sine Tænder) Tak for Maden. - FRU STORM Ih, du min Gud, hvor ugalant Frederik ogsaa kan være! KRAFT (spydig) Snurrepiberier fra Byen, min kjære Frue - - Hvad for Noget! Fruen skal heller ikke have Mere? SIDE: 22 FRU STORM Tak nu maa det være nok! (hun og Kraft reiser sig) KRAFT (til Karen) Nu maa Du ogsaa spise lidt! - KAREN Aa Tak! Jeg har alt faaet Mere end nok af det Maaltid! (Hun bærer ud igjen; men lader Vinen blive staaende. Vind sover og i sin enlige Stilling snorker han nu og da mindre behageligt.) FRU STORM (til Kraft) Store Forandringer ere foregaaede med os Begge, siden De laa inde i Christiania og stude- rede. Jeg har været gift, men er nu, Gud være lovet, atter fri som før med samme Humeur som før, samme Øie for mine Venner som før og - som jeg haaber - ogsaa i alle andre Dele som før . . . KRAFT . . . Vel at mærke, naar man tiladderer al den Elskværdighed, som 100,000 Daler og et fortroligt Bekjendtskab med den finere Verden har givet Dem, min gode Frue. SIDE: 23 FRU STORM To Ting, som man forøvrigt siger ikke kunne erhverves uden betydelige Opoffrelser i onde Hen- seender, kjære Harald; men jeg skulde haabe, at Du i alle Fald . . . . KRAFT Tror, at Fruen har, forat faa disse, renonceret paa Intet af alt det, som ogsaa før gjorde Dem allerelskværdigst i mine Øine; deri har De Ret . . . FRU STORM Du ved ikke, hvor det glæder mig, at bemærke, at jeg seiler i kjendte Farvande; Din Aand, Dit Sindelag mod mig er det samme; jeg faar der- ved ogsaa Mod til at tale om gamle Ting. - KRAFT O, ja! De kjære gamle Ting! - Naar jeg ser Dem, staar hele mit kjære Christianialiv i frisk Glands bag mig og jeg maa elske det som den- gang; det er gaat dermed som med saameget Andet. Fraværelsen - intet, aldeles intet Sam- menstød med Noget fra den Kant bringer os til at glemme, ja endog til endelig at finde det Nær- værende bedre; - men ved den første friske Hilsen, jeg faar ifra det gamle gode Christiania, SIDE: 24 blusse alle Minder og tænde Længsler og Ønsker; (galant) men det maa jeg rigtig nok ogsaa tilstaa mig selv: Christiania havde for Øieblikket ingen mere sikker Staffet, at sende efter den Bortrømte end Dem, gode Frue! FRU STORM Men dersom denne Staffet fortalte Dig, hvor personligt magtpaaliggende det var den endnu at vide sig i Besiddelse af saamegen Magt, at den kunde lede den Bortrømte tilbage og ind paa sine egne Veie, da vilde den gode Harald fortidligt faa formegen Kundskab . . . For derfor hurtig, at komme tilbage til noget Andet; . . . Men Du min Gud, hvor Frederik snorker! (de se Begge paa ham og le; han nikker og nikker med Hovedet, er paa Vei til at falde ned og vogner forskrækket og famlende med Hænderne) VIND Jeg sov. BEGGE DE ANDRE Ja, det var ingen Usandhed! VIND (atter indslumrende) Jeg er saa stup - stup - stupende tr-æ-t! SIDE: 25 FRU STORM Lad ham sove; vi til Vort! - Du talte om vort fordums Samliv, om vort gamle Christiania Liv. O, mod mig har Skjebnen hidindtil været altfor god, skaffet mig lutter Glæder. Sandt at sige synes mig hele det rundne Liv, at være en eneste stor Dandsesal, oplyst af brogede Lamper, opfyldt af glimrende Dragter og gjennemstrømt af en vug- gende Musik. - Den eneste Afvæxling i dette Maleri, eller, om man saa vil - den eneste Sorg, jeg nu og da ser, at have følt, er, naar en eller anden mere afholdt Cavaller er bleven nødsaget til at slippe min Arm og overlade mig til en mindre kjær Fører. - Du, gode Harald, er blandt de Førstes Tal - og jeg ser det Tidspunct, da Du trak Dig tilbage og overlod krænket og saaret Pladsen til den, der endelig senere blev min Mand, som det allerubehageligste i hele mit Liv! KRAFT (heftig) Er det muligt? - Er det Sandhed! FRU STORM (lægger Haanden indsmigrende paa hans Arm) O, derom maa Du ikke tvivle, min gode Harald! Var jeg her nu ellers? Var det mig ellers SIDE: 26 saa magtpaaliggende at faa Dig tilbage til mine Cirkler! Ak nei! Du forstaar mig Harald, og skaaner mig for den pinlige Følelse, som det for- aarsager, at blotte min Svaghed. - KRAFT (heftig) O, elskværdige Frue! (afsides) Lige god som før . . . hendes Rigdom har ikke fjernet hende, men nær- met hende! FRU STORM Hvor nær jeg dengang var paa at begaa en dum Streg, gjorde jeg det dog ikke, (kvik) som jeg over- hovedet sjelden, eller aldrig gjør, skal jeg give mig den Ære at fortælle Herren; derfor kan jeg ogsaa paa en vis Maade siges at fortjene den Lykke, som nu er min stadige Ledsagerinde. - KRAFT Hvad er det da Fruen kalder Dumhed? FRU STORM At give efter for sit Hjerte. - Det er altid Dum- hed, saalænge man ikke har opnaaet en vis uaf- hængig Stilling, hvorpaa Verdens Ros og Daddel ingensomhelst Magt kan have . . Med andre Ord: det er kun Capitalisten, som har Lov til at gaa SIDE: 27 efter Hjertets ædlere og sandere Indskydelser, lige- som han i Sandhed er den Eneste, som har Leilig- hed til at være retskaffen. - Dersom den Fattige bruger Hjertet til Kompas gjennem Livet, spad- serer han den lige Vei til Gausta; eller i mildere Fald barfodet til Forsørgelsesanstalten Christian Augusts Minde. Om selv den mere Bemidlede, der har faaet, hvad man kalder en Stilling i Ver- den, med Eet giver sig af med at gaa efter Hjer- tets Indskydelser, gjør alle Mennesker lige og be- handler dem Alle lige - ah! - han mister sit Renomé, hvis han er Embedsmand, sin Søgning hvis han er Haandværker eller Kjøbmand, bliver kaldt forrykt eller halvgal, dersom han er en Lærd - og maa sent eller tidligt vende tilbage under Fornuftens Ledelse. - Men Capitalisten, min kjære Harald, han behøver ikke Verdens Penge, ikke Verdens Renomé forat være lykke- lig; han kan derfor, uden Fare gjøre saamange Dumheder, han lyster - gaa, om han vil, ude- lukkende efter Hjertets Følelser: (koket) Derfor ser Du mig nu, kjære Harald, da jeg er bleven Capi- talist, strax inde paa Hjertets Veie og ene lydende dets Love. - KRAFT (afsides) Hvor aandrig! - Hvor behagelig! - SIDE: 28 KAREN (som bekymret har gaaet ud og ind og iagttaget dem) Du, Harald - kom, lad mig faa tale med Dig lidt! - KRAFT (fortrædelig tager hende i Armen og afsides til hende) Du skal kalde mig "Kraft", naar slige Folk hører derpaa, og sige "De" til mig. Hører Du det! - Forresten skal jeg tale med Dig siden. (vender sig raskt) KAREN (bliver staaende ubevægelig, ser langt og vist paa Kraft, vender sig derpaa, brister i Graad, holder Hænderne for Øinene og gaar ud) FRU STORM (iagttagende) Den lille generer? . . - KRAFT (uden at ville ændse Rigtigheden) Tys! tys! Jeg tror saamen, den kjære Frederik taler i Søvne. (de lytte) VIND (taler i Søvne) B - Bif! . nei - Bif! . . Torsk . . fersk Torsk . . . det bedste . . . hel Portion! - SIDE: 29 FRU STORM (med dæmpet Stemme) Ah! i Drømme gaar Enhver til sit kjæreste Sted! KRAFT (ligesaa) Altsaa han til Treschows Kaffe, ha! ha! ha! - VIND (som før) Skaal! . . . Fy! . . Jeg vil ha Schous Bayer! . . . bedste under Solen . . . KRAFT Lad ham snakke! - FRU STORM Tys! Tys! VIND (som før) Ytteborgs? . . . Fy! . . Nei! Schous! . . hører Du! Schous! Fy! - Ytteborgs? (skriger) Schous! siger jeg! (vogner) Hvor . . hvor er jeg? KRAFT Paa Kaffe'n, min Kjære. - SIDE: 30 VIND (atter indslumrende) Ja . . . aa . . jeg er . . saa . . . tr-æ-t. - KRAFT (til Fruen) Det gaar forresten mig omtrent som ham; jeg tror ogsaa, jeg drømmer . . At se Dem her . . for mig, lige elskværdig, lige munter og livsglad . . hele mit gamle Liv, næsten dysset i Slummer af denne dræbende Ensomhed og de træge Karak- terer, jeg omgaar, vogner op i mig, forynge mig, og alle mine gamle Følelser. FRU STORM (fint) Det glæder mig, at Du begynder at blive for- nuftig igjen. (skjelmsk) Jeg var ellers bange for . . (ser ud til den Kant, hvor Karen forsvandt) KRAFT . . . O, Frue, hvad falder man ikke paa af Kjed- somhed! FRU STORM De tidligere og dybere Følelser kunne tilbage- trænges, dysses i Slummer . . . men dødes og dræbes kunne de ikke. O, det har jeg bedst følt, SIDE: 31 som har været gift! - Tro mig, Harald . . . I de tre Aar, hvori jeg var nødsaget til at yde al den ydre Tribut til en tyrannisk Mand, . . fik dog alligevel de gamle, (med Vægt) de kjære Venner al den indre, som før . . . KRAFT (griber hendes Haand) . . Jeg vil haabe det! Musik (Mel.: Das ferne und das nahe Mädchen.) (No 6 af de russiske Sange, Berggreens Samling af Folkesange No 3.) FRU STORM Tit, ja tit med Lidt maa tækkes Den, som kaldes "Manden" Haanden til den Ene rækkes Hjertet til en Anden KRAFT (under Mellemspillet) Maa jeg supplere? - FRU STORM Vær saa artig! - SIDE: 32 KRAFT Brev man til den Ene sænder, Tanken til en Anden, - Amor did ei Hjertet vender, FRU STORM Hvorhen gaar Forstanden Rigtig, rigtig! - Men maa nu jeg? - KRAFT Med Fornøielse! - FRU STORM Hadets godt udspundne Rænker Lægges ud for Manden, Kjærlighedens gyldne Lænker KRAFT Smeddes for en Anden Saa tilhører det mig at slutte Skildringen? - FRU STORM Det forstaar sig! - KRAFT Gamle stygge Mænd kun skjænkes Noget Rart i Panden, - Alt, hvad sødt og godt kan tænkes Ja, - det faar en Anden. - SIDE: 33 FRU STORM (slaar ham let over Armen) Du tror nok at kunne tale til mig som i gamle Dage. KRAFT De er jo aldeles lig Dem selv; - fri for alle Fordomme, - fri for denne hæslige, sygelige Sentimentalitet, som næsten plager Livet af mig heroppe! - Nei de Byfolk, de Byfolk! - ah! . . . Apropos! - De var bestemt heller ikke den gode- ste gamle Mand for kjærlig! Ha, ha! Pokker skulde ogsaa være det, naar han paa saadan en lum- pen Maade tiltvang sig Dem . . . FRU STORM . . . . Og ovenikjøbet var hæslig og gammel! KRAFT Men overhængte ikke den Gamle Dem med en kjedelig Jalousi, med en dræbende Skinsyge? . . . Gjorde han ikke ofte Skaar . . . . FRU STORM . . . Bah! Naar man kun forstaar at omgaaes de Hrr: gamle Ægtemager har det ingen Fare. - Man smigrer deres Forfængelighed, indbilder dem, at det sker af Ømhed for dem - og man dysser SIDE: 34 dem i Søvn; vi havde ofte smaa Skjærmydsler i denne Anledning; men jeg var altid den seirende Part ved at iagttage denne kloge Taktik. Hør bare et Par Exempler paa, hvorledes jeg vendte Alt til det Bedste, naar han anklagede mig: (Mel.: No 4 af de tyske Folkesange i Berggreens Samling No 2.) (efterabende en hæs Mandsstemme) Anna, For blidt Du til Mændene seer! (med egen Stemme) Ser jeg for blidt, Da er det jo, din Nar Forat vise dem lidt, Hvilken Jente Du har (til Kraft) Pyt san! De Mandfolk godt narres kan : : (efterabende en hæs Mandsstemme) Anna, Du dandser for lidet med mig! (egen Stemme) Bange jeg var, At du dandsed' for tit, Og en Anden jeg ta'r, Mens Du hviler Dig lidt. (til Kraft) Pyt san! De Mandfolk godt narres kan : : SIDE: 35 (efterabende en hæs Mandsstemme) Anna, Du Andre ei kysser end mig! (egen Stemme) Gav mig et Kys, - Ingen Anden end Du, Blev jeg slet ikke vis Paa, at bedst kysser Du (til Kraft) Pyt san! De Mandfolk godt narres kan : : SIDE: 36 ASLAK (kommer ind og bliver staaende) KRAFT (eftertænkende) Anna, Anna . . . det var en gammel god Klang. - FRU STORM (indsmigrende) Men, for hvilken min gode Harald nu har intet Øren, kan jeg mærke . . . KRAFT (heftig) Tillader De mig? . . . FRU STORM Træk kun Handskerne af, min gode Harald, og modtag mig, som før med det ligefremme "Du" og "Anna". - SIDE: 37 KRAFT (griber hendes Hænder) O, hvor naadig Du er, at Du endnu fra Din ophøiede Stilling ser ned til mig med samme Godhed . . . FRU STORM (bevæget) Hvad bliver hele denne Rigdom og Stilling for mig, Harald, naar Du ikke følger med og deler den? - KRAFT (paa Knæ, kyssende hendes Hænder) O, Anna! . . . . . SIDE: 38 FRU STORM, HARALD KRAFT, COPIST VIND, ASLAK (staar fremdeles stille og ser paa dem) KAREN (kommer ind, ser Harald paa Knæ, udstøder et Skrig og vakler) FRU STORM Hvad er det? O, Gud hun besvimer! KRAFT (springer fortvivlet frem paa Scenen: for sig selv) Himmelske Gud, hvad gjør jeg! (derpaa hen til Karen, som han griber om og holder) VIND (vogner ved Skriget, raaber og ruller tungt ned af Stolen) ASLAK (slaar ved Synet heraf ud et frygteligt Brøl) VIND (reiser sig; fortrædelig til Aslak) Har Du aldrig seet en Copist sove ind paa en Stol, din Bjørn? SIDE: 39 ASLAK (skraaler værre end før) VIND (endnu fortrædeligere) Hvad Pokker vræler Du? ASLAK (akkurat som før) VIND (giver ham et Ørefigen) ASLAK (da ler Aslak tilgavns) VIND (begynder ogsaa at le) ASLAK No he E daa Hoen slængje me ikje set slegt Spir, sia ho Bengt-Maria dat neover Steinheillaa has Jo Grytosa! KRAFT (ledsager Karen ud af Scenen) SIDE: 40 ASLAK, VIND, FRU STORM FRU STORM (sætter sig, for sig selv) Har jeg ham ikke ganske? - Har hun endnu nogen Indflydelse paa ham. Nu vel! Medens Jer- net er varmt! - VIND (til Aslak) Du er en snorrig Fætter, Du. - ASLAK E he nok ailler vore naakoin Fætter E; E e no bære ein stakkars Gardbrukarkar oppi Dala her E. - VIND (til Fru Storm) Bevars; - hvor dumme de Bønder dog kan være. SIDE: 41 ASLAK (til Vind) Kva e Du fer ein Kar daa, mæ Førlov aa tre nerar, aa tala mæ Følkja? (kommer nærmere og stryger Huen af) VIND (vigtig) Jeg er Copist i Revisionsdepartementet jeg, Far. - ASLAK Aa, haake de! (grundende) Revulusjona . . kva va de Du kailla de no, ska E sei! VIND Revisionen, Revisionen. (afsides) Gud, hvor dum han er! Kjender ikke Revisionsdepartementet! ASLAK Kva bestæille dei deroppe daa, Du? VIND Vi revidere Farmin! Ser efter om Embeds- mændene har baaret sig rigtig ad og retter Feilene! ASLAK (gjør en opfattende Gebærde og smatter med Munden) Ja, ja, ja! Sidste Gaanja dei panta før Skatta mæ me, daa snaut Læinsmain me akkorat før ein hal SIDE: 42 Dale, hain . . . E ondra me paa, om dein kain komme at - at der fraa Revolusjona E, Du? VIND (utaalmodig, afsides) Gud, hvor dum han er! (høit) Vi har Ingenting med Lensmanden; Du faar gaa til Fogden om Sligt! ASLAK (ler) Jaujau! - daa vart E vel julpin sa'n! He, he, he! (gnider sig paa Armen) FRU STORM (som den hele Tid har siddet i Tanker) Ah! af ham kan jeg faa vide det! (til Aslak) Hør Du! Kjender Du Kandidat Kraft, som Du saa her? ASLAK (bister) Ja, Gud hjælp'en saa sandt, so E kjein'en. FRU STORM Hvad mener Du dermed? ASLAK E meine de, at'n ska ikje for Ingenting ha tekje fraa me ho Karen Vangen, hain . . . SIDE: 43 FRU STORM (afsides) Der er han selv inde paa Materien; jeg maa vide mere! (hurtig) Om jeg gav ham Noget at drikke? (skjænker i) Vær saa go! Vil Du drikke et Glas Vin, naar jeg byder Dig, min gode Aslak? - ASLAK (sendrægtig) Aa, Du skuil ikje ha gjort naakka Kostvere fer mi Skuld . . . (tager, smager paa det, smatter, drikker lidt igjen, griner, smatter) De' va' regti' taa go' Slagja, ta? (drikker ud) FRU STORM Nu maa Du fortælle os lidt om Kandidaten og Karen Vangen Du. - ASLAK E kain vøl aillatie de au . . . men (ser hen paa Bordet) E ondra me paa, om E kain faa smake Meir taa sa, E? - FRU STORM Gjerne det. (skjænker atter i) (Aslak drikker som før) Men saa maa Du ogsaa fortælle Lidt! - Sig mig holder Kandidaten af Karen . . SIDE: 44 ASLAK (aandsfraværende, medens han drikker) Hain gjær ret di au! . - Ska tru de va dyrt ta? - VIND (afsides til Fruen) Ha, ha, ha! Han vil bestemt ha Mere. FRU STORM (afsides til Vind) Hvor kjedelig, han kan ikke svare mig. - VIND Lad ham bare faa Mere, saa løsner det vel. Det skulde ogsaa more mig at høre, om denne dydige, juridiske Kandidat! . - FRU STORM (som før) Ti stille! - (skjænker i for Aslak) Kanske Du kan ta et Glas til. ASLAK (langt) M-j-a-! E he ret drøkje de, saa værre va ein ta au E! - (drikker ud i een Gang og sætter det raskt ned; muntert) De' va ret ondele lækkert ta! SIDE: 45 VIND (som før) Nu har han faaet Mod! Forsøg ham nu! - FRU STORM Har Du nogensinde mærket, at Kraft har holdt af hende? ASLAK Hille taa na? Jagu he e