Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson ABSALONS HÅR. SIDE: 1 HARALD KÅS var blet seksti år. Han levde ikke længer sit flotte ungkarsliv, uforstyrret af al kritik. Hans lyst- kutter fandtes ikke på kysten om somren; hans vinterrejser til England og Syden havde stoppet op; ja, han sås sjælden i sin klub i Kristiania. Ej heller ruved hans kjæmpeskikkelse i døråbningerne som i gamle dager; han havde taget af. Hjulbenet var han altid, men vinkelen var blet større. Ryggens Herkuleskuving var også rundere nu, og han luted. Hans pande havde været en af de bredeste; ingen andens hat passed hans hode. Nu var den tillige en af de højeste. Han havde nemlig ikke mere hår igjen end en tavs ved ørene og en let krans i nakken. Nu tog han helst en dram med begge hænder; han skalv på dem. Selv tænderne, som var små, men stærke, og sorte af tobak, tog på at falde. Når han nu skulde sige: "Faen slite", sa han: "Faen shlite". Han havde altid gåt med hænderne halvt lukkede, som holdt de på noget; nu kroged de sig, de kunde ikke længer strækkes helt ud. Den venstre lillefinger havde en kjæmpe, som Harald Kås lagde i gulvet, i sin tak- nemmelighed bidt af. Kås fortalte begivenheden således, at han havde tvunget fyren til at svælge den med det samme. Nu sad Kås gjærne og kjælede for stubben. Ofte blev dette indledningen til fortællinger af hans bedrifters saga, som blev større og større, efter som han ældedes og sad stille. Hans små lure øjne lå dybt i hovedet og så svært fast på en. Der var magt i hans personlighed og gløgg forstand i hans skalle; således ejed han et fremtrædende mekanisk talent. Hans urokkelige selvbeundring var ikke uden storhed, og den fynd, som både legeme og ånd forkyndte sig med, gjorde ham til en af landets originaler. Hvorfor blev han ikke mere? SIDE: 2 Han bodde på sin gård Hellebergene; den havde store skoger langs kysten og fæstegårde op efter elvedraget. Engang tilhørte den Kurt'ernes æt, og var for så vidt nu kommen tilbage til den, som alle vidste, at Harald Kås's far ikke var en Kås, men en Kurt. Han samled godset igjen; måden og midlerne kunde der skrives en bog om. Gårdens hovedbygning vendte ud mod en vik, kranset af holmer; udenfor var flere holmer og havet. En umådelig lang bygning, nybygget på en gammel kjæmpemur, dens østre fløj bare halvt indredet, dens vestre Harald Kås's bolig; her levde han sit sære liv. Begge fløje forenedes ved to indbygde svalgange, den ene over den andre, med trapper i begge ender. Besynderligt nok lå svalgangene ikke ud mod havet, altså mod syd, men op mod markerne og sko- gerne, altså mod nord. Mellem husets to fløje var indvendig et neutralt område, nemlig en stor spisesal nedentil og en stor dansesal oventil; i senere år var ingen af dem brugt. Harald Kås's lejlighed signaliseredes udenifra ved et væl- digt elg-hode med uhyre horn på, som stod opslåt over sva- len. I svalen selv var flere hoder af bjørn og ulv og ræv og gaupe, dertil udstoppede fugl fra både land og sjø. Inde i forstuen skind og geværer op efter væggene. Stuerne var også fulde af skind og udmærkede sig ved stram lugt af vild- dyr og indgroet tobaksrøk; selv kaldte han det "mandslugt". Ingen glemte den, der engang havde stukket næsen ind. Kostbare, fine skind opover væggene, skindfælder udover gulvene; selve sengen var bare fælder; Harald Kås lå og sad i skind og gik på skind, og alle disse skind var velkomne æmner for samtalen, såsom han selv havde skudt og flådd hvert evige dyr. Rigtignok var der dem, som mente, at de fleste skind var kjøbte hos Brandt det var dengang, Kås satte kniven i udyrets hjærte lige ind til SIDE: 3 skaftet. Alle de rare krus og skab og udskårne stoler hørte på fortællingen i tilvant ro. Harald Kås var seksti år, da han i juli måned kom sejlende ind i viken med fire damer, som han havde hentet på damp- skibet; de skulde være hos ham til ind i august. En ældre dame og tre unge, hans slægtninge allesammen, de skulde bo ovenpå. Der hørte de ham gå og grynte under sig og var til at begynde med nokså rædde af sig. Tre af dem havde også haft sine betænkeligheder ved at tage imod indbydelsen, og disse betækeligheder blev ikke mindre, da de så Kås næ- ste morgen komme stabbende rolig op fra sjøen splitternaken. De skreg og foer sammen i sine natdragter for at holde råd om at rejse straks. Men da den ene sa: "Du skulde ikke have kaldt på os, du, tante, så havde vi ikke set det, -" da måtte de alle le, og dermed faldt det væk. Ved frokosten holdt de sig jo en del stive; men da Harald Kås fortalte dem om en gammel sort hoppe, han havde, som var forelsket i en ung brun hingst borte hos provsten og slog sig bindegal, hvis nogen anden hingst prøvde sig til, derimod lagde hovedet kjælent til side "og knægged som en fin frøken", straks præstehingsten kom skrikende, - - nu ja, så gav damerne sig over lige godt først som sidst. Havde de af nysgjerrighed forvildet sig hid, så måtte de tåle "naturen", - som Harald Kås sagde (med tyngden på første stavelse). Alligevel blev de livskræmte næste nat; han skjøt lige under deres vinduer. Tanten påstod endog, at han havde skudt ind gjennem hendes åbne vindue. Hun hylte op, og de andre hopped højt i søvne, de stod fremme på gulvet, før de vidste af sig selv. Siden lå de i vinduerne og spejded, skjønt tanten forsikred, de blev skudte. De måtte jo se, hvad det var. Jo, derinde mellem kirsebær- og æble- træerne, der så de ham efter en stund trave om med et gevær, og de hørte ham bande. Alle med den største for- skrækkelse i seng igjen. Morgenen efter fik de høre, han havde skudt med hagel efter nattefrierne; den ene af dem havde fåt "en halv ladning i læggen, det hadde'n faen shlite mig godt af. For d'er ikke det, at'n går på frieri; men de'r det, at'n går her. - For det, som skal til her på gården, det er vi karer til at besørge sjelve." De fire damer sad som SIDE: 4 fire nytændte stearinlys i en kirkestage, - indtil en af dem sprang op og brølte. Så brølte de allesammen. De fire damer kjeded sig ikke. Dertil var Harald Kås alt- for righoldig på utroligheder. Også var der stemning inde i de store skoger, som der ikke var hugget i, siden Harald Kås havde overtat gården. Endvidere var der kvikke spadserture opefter elvelejet og fisk i elven. De baded, de havde mor- somme sejlture med kutteren, også kjøreture udover byg- derne, skjønt kjøregrejerne ikke var de nyeste. Den yngste af pigerne, Kirsten Ravn, begyndte ikke at ville være med. Hun havde fåt lidenskab for den østre, ufær- dige fløj; der tilbragte hun lange stunder alene for åbne vin- duer. Der stod træerne, store linde, ubeskårne og mystiske. "De skulde bygge altan her ud mod sjøen," sa hun til Kås; "se, som sjøen blinker under lindene!" Hvad hun engang var faldt på, slap hun ikke, så fjerde eller femte gang hun kom med det, loved han at gjøre det. Men ikke før var hun færdig med det, så kom mere. "Under den første altan må være en endnu bredere altan nedentil," sa hun med sin bløde røst. "Og den må have en trap på hver side ned til grønsværet, det er så dejligt, grønsværet, netop her." Allerede den aldeles uhørte dristighed at forlange sligt af ham imponerede ham. Langt om længe gav han efter også i det. "Værelserne må indredes," befalte hun og var alvorlig. "Det der frem mod altanen, som skal komme herunder, det skal være oljefarvet furu, og gulvet må være bonet." Hun rakte sin lange fine hånd ud og pegte. "Alle gulvene må være bonede. Til værelset ovenpå skal De få tegning af mig. Jeg har tænkt det nøjagtigt igjennem," - og hendes store for- undrede øjne tapetserede væggene, stillede møblerne, hæng- te op gardiner i særegne mønstre. "Jeg ved også, hvordan de andre rummene skal være," føjed hun til, gik ind i dem og holdt en stund stille i hvert. Han fulgte som en gammel hest efter en tømme. Da de fire damer havde været der over den halve tid, forsømte han med stor ro de tre af dem. Hans dybe øjne plirede i levende beundring, når hun kom gående; han søgte de andres øjne for at få deres beun- SIDE: 5 dring i tillæg til sin; han stabbed om hende som et gammelt fotografiapparat, der kunde stille sig selv op. Efterat hun en dag havde taget ned af hans bogskab en fransk lærebog i mekanik og ikke alene forstod den, men sa, at mekanik vist egentlig var, hvad hun havde anlæg for, blev det aldeles forbi med ham. Bare hun efter den dag kom tilstede, slet- tede han sig selv ud både som talende og handlende. Straks hun om morgenen mødte i et af sine originale morgentoilet- ter, lo han stille, eller han stirred, stirred og så bort på de andre. Hun talte ikke meget; men hvert ord, hun sa, vakte hans beundring. Allermest betagen var han, når hun sad stille hen og ikke brydde sig om nogen; da lignede han en gammel papegøje med hode på skakke i forventning om suk- ker. Hans linned var altid kridhvidt; ellers havde han ingen omsorg for sit toilette. Men nu spraded han om med en frak af råsilke, han engang havde kjøbt i Algier, men som han straks havde hængt væk, fordi den var for snæver. Han så ud i den som en klippet buksbomhæk. Hvem var så denne løvetæmmerske på 21 år, som uden i mindste måde at ville det, ja, uden at gjøre synderlig af sig i det hele (hun var nemlig den stilfærdigste af dem alle) fik skogens stærkeste dyr til at lægge sig på sin bug i sandet og glane på hende i fortabt ydmyghed? Læg mærke til hende, - som hun nu sidder i sit ud- slagne, glinsende hår, rødt af det smukkeste mørke; læg mærke til hendes brede pande og høje næse, men især til disse store forundrede øjne! Se på denne hendes hals og dens fortsættelse; følg det lange liv, den smækre vækst! Se nøje på renaissancekjolen, hun sitter i, dens form og farve, og du blir meget nysgjerrig; for hun er noget for sig selv. Kirsten Ravn mistede sin mor den dag, hun blev født, og sin far, da hun var fem år. Han efterlod hende en pen for- mue i obligationer med udtrykkelige vilkår, at kapitalen skulde være urørlig, og renterne ene bruges af hende, enten hun giftede sig eller ej. Han tænkte således at bestemme over hendes karakter. Hun blev opdraget hos tre forskjellige i den vidtforgrenede familje, - som heller burde kaldes et folke- færd, såsom den intet andet fællesmærke har end trangen til at gå hver sin vej. Hvor to Ravn'er kommer sammen, SIDE: 6 er de i regelen uenige om alt, de taler om; men som sagt holder de ubrødelig sammen. Ja, i deres øjne er der egentlig ingen anden familje til, som er "morsom", - alle Ravn'ers adjektiv. Kirsten var et receptivt talent; hun læste alt og husked alt, hvad egentlig vil sige, at hun havde et logisk hode; thi at huske er jo at ordne. Hun var følgelig nummer een i alt, hun rørte ved; dette og at hun var hos andre, der spekul- erte en smule i hende, følgelig smigred hende, det bestemte lige så tidlig over hendes væsen som pengerne. Hun var ikke i nogen måde hovmodig, det lå ikke til Ravn'erne at være det; men ti år gammel vilde hun ikke mere leke; hun gik ind i skogen og digted kjæmpeviser. Tolv år gammel vilde hun bare gå i silke, og trods en tante med krøller og kniplinger og gruelig mange ord satte hun det igjennem. Hun var rank og pertentlig i sin silke og fremdeles nummer een. Hun lagede vers om ridder Åge og jomfru Else, om fugler og blomster og megen sorg. Efterat hun var kommen i de voksnes ring, da andre unge kvinder, som har råd til det, anlægger silke, slutted hun med sin. Det "glatte og glinsende" var hun blet kjed af, ja, hun sværmed nu for fin uld og dyr fløjel i alle farver; kjoler i renaissancestil blev hendes favoriter og æmne for hendes studium. Hun skar dem ud i brystet som på Leonardos og Rafaels kvindelige portrætter, lagde også i andre måder an på at ligne dem. Hun skrev ikke længer vers, men fortællinger, strengt stili- serede med sproglig sans, men alt andet end umiddelbare. De var korte, med en mere eller mindre klar pointe. Fortæl- linger af en dame på atten år plejer ikke at gjøre opstyr; men disse var i særegen grad dristige. Deres eneste mål var øjensynlig at forarge. Hun satte ikke sit navn på, men "Pus"; det var imidlertid for fristende at fortælle, at den forfatter, som i en tid, da alle forfattere så gjærne vilde forarge, gjorde det med mest ro, var en fint opdragen dame af landets, bedste familje, atten år gammel. Snart vidste alle, at "Pus" var hende med det udslagne røde hår, "den høje renaissance med Tizianhåret". Håret var meget rigt, let krøl- let og glinsende; det lå udslaget over skuldre og bryst, en mode, hun havde beholdt fra barn. Øjnene så ligesom på SIDE: 7 alting for første gang og var store; men ansigtets nedre del svigted en smule det brede anlæg oventil. Kjakerne gav efter, den høje næse gjorde munden mindre, end den var, og hagen var næsten ikke til uden som anvisning på en neden- under, og denne anden del gav igjen en kjælen anvisning på halsen, især når hodet bøjed forover, hvad det som oftest gjorde. Denne dobbelte anvisning fortjente halsen også, den var fin af farve, ædel og rund i tegning og ypperlig fæstet til busten; hun nænned af den grund aldrig at skille dem, men gik med bart overbryst; thi også det var hvidt, hvidt og højt hvælvet. Kjolens øverste rand slutted til som støbt, no- get, hun nøje passed. Brysterne sad lavt og var ikke frem- trædende; men deres faste form, den slanke midje under dem, de ikke store hofter i den stramme kjole, hendes holdning, runde arm, lange hånd gjorde hende så elegant og særegen, at man måtte mere end se, man måtte studere. Når alle kjolens finesser og smykker toges med, forstod man, hvad her var anvendt for intelligens og kunstnerisk sans. Hun var venlig i omgang, jævn og stille, altid optagen af noget, med bestandig forundrede øjne. De diskrete og velvejede ord, hun sa, var aldrig mange; både det og hendes væsen i det hele gjorde, at folk ikke ret våged sig til. Især de, som vidste, hvor klog den unge dame var, og hvad viden hun sad inde med. Veninder havde hun egentlig ikke; men den store om- sværmende slægt sørged for omgang, venskab, smiger, ly- stighed, vagthold; - hun måtte til udlandet for at få være alene. Hun var slægtens prinsesse, hun ikke alene hylde- des, men på liv og død vilde de gifte hende væk, hvad som var hende absolut imod. Af sine renter havde hun fra barn til nu lagt sig op en betydelig sum, - men langt fra, hvad slægten gjorde det til. Sagnet om denne rigdom bidrog ikke lidet til, at "alle" var forelskede i hende, ikke alene slæg- tens ugifte mandfolk, det fulgte af sig selv, men kunstnere og kunstamatører, helst de blaserte, sværmed om hende, - la jeunesse dorée (den er i Norge tarvelig nok) uden und- tagelse. Et levende kunstværk af så og så høj pris, beundret, SIDE: 8 pikant, - de vilde bære det hjem som sit og nyde det i en- rum. Der måtte være en rigere intensitet ved hende end ved nogen anden, en diskret gjemmen-sig-væk i een eneste, - de verdenstrættes uopnåelige drøm. Med hende kunde de føre et til det yderste stilfuldt liv i kunst, smag, bekvemme- lighed, hendes dannelse var jo den fineste og så fuldkommen frigjort, . . . vort lille land ejed ikke i de dager et appetit- ligere mål. De vidste ikke, når de så hende, hvad de skulde gjøre, eller hvordan de skulde være, i profil eller hel stil- ling, smile eller se alvorlig ud, tale eller tie. Jeg har engang set en meget høj tispe med en del små hunde omkring, deraf ingen var stor nok. Hvorfor har ingen maler foreviget dette komiske æmne? Hun længselsfuldt henilende som en syg ballade, uden at finde -! De længselsfuldt medjappende, drukne af lugt og lyst, snart i rasende kamp, til ingen ver- dens nytte, bare til øget kvide. Billedet er ikke passende, men det er valgt med mening. Hvad disse ledige bejlere lagde ind i hendes fortællinger, ind i hendes ejendommelige klædsel, ind i hendes forundrede øjne og hendes stille drømmeri, var ikke det allerfineste; derved øged de sit håb og sin energi. Men så tænke sig de- res grænseløse skuffelse, da det ud på høsten forlød, at - frøken Kirsten Ravn var gift med Harald Kås. Man skoggerlo af raseri, man håned, man skrek. Man havde til at begynde med ingen anden forklaring, end at denne skallede hejre havde våget, hvad de andre ikke turde. Andre derimod, der kjendte hende og havde den største agtelse for hende, var ikke mindre forfærdede. De var mere end skuffede, ordet er for mildt, mange ligefrem sørged. Hvad i alverden havde voldt det? Alle undtagen hun selv vid- ste jo på forhånd, at dermed var hendes liv forspildt! På Kirsten Ravns uafhængige stilling, hendes stærke karakter, sjældne mod, på hendes viden, begavelse, energi havde mange, især kvinder, bygget en fremtid også for kvinde- sagen; hun havde jo allerede skrevet hensynsløst for den. Hendes trang til originalitet og paradokser måtte jo glide af, tænkte de, eftersom kampen flyttede hende frem; tilsidst måtte hun blive en af sagens første forkjæmpere. Det ædle og fine var stærkt hos Kirsten og vilde tilsidst blet eneherre. SIDE: 9 Men nu -? De få, som søger at forklare livets foreteelser heller end at dømme dem, fandt - somme af dem -, at hendes for- tællingers trods og hendes oppositionstrang i det hele nok tyded på en forfængelighed, som kunde lede i vildfarelser. Andre påstod, at hun væsentlig var en romantisk natur, som gjennemgående overvurderede både egne kræfter og livets vilkår. Atter andre havde hørt noget om, at de to ægtefæl- ler levde hver i sin fløj, hver med sit tjenerskab og hver af sin formue; endvidere at hun netop nu indreded fløjen efter sit eget hode ved egne midler og således formodentlig tænkte at grunde en ny sort ægteskab. Men nogle påstod også, at intet af dette, bare de store lindetræerne på østre fløj af Helle- bergenes store våningshus var skyld i ægteskabet. De suste så ejendommeligt i sommerkvælden, disse trær, og sjøen under deres grene fortalte bortførende æventyr. Meget mere end manden Harald Kås var for hende de gamle skoger; der står jo næsten ikke slige igjen i det pengeknappe Norge. Hendes fantasi hang fast i træerne, sa de; så kom Harald Kås og tog hende. Det var egnen, gården, klimatet, den fri stilling i sin egen fløj, hun havde valgt. Kås var en slags tomtegubbe, hun havde måttet tage med. Men det var tvilsomt, om denne gjætning var rigtigere end de andre; man kom aldrig efter det. Hun var ikke af dem, man gjærne vilde spørge, eller som da gav svar. Al gåde-gjætning, selv den interessanteste, blir folk i længden kjed af. Man tålte tilsidst ikke at høre hendes navn - da hun fire måneder efter giftermålet sad i Kristiania theaters parket, aldeles som i gamle dager, bare lidt blegere. Alle kikkerter sprøjtede på hendes røde hår og brede pande. Hun dækked sig ikke bag viften; hun skinned i en lys, næ- sten hvid dragt, firkantet nedskåren som altid. Hun så sig om med de forundrede øjne, som havde hun aldrig vidst, her også var andre i theatret, eller at nogen af dem kunde falde på at se på hende. Selv de mest rasende af disse påtræn- gende måtte dog indrømme, at både åndig og legemlig var hun enestående, i sin art henførende. Men just som hun atter blev alles samtale-æmne, for- svandt hun. Senere hørte man, at hendes mand havde været SIDE: 10 inde efter hende, skjønt næsten ingen så ham. Man slutted, at der måtte have været en knude på tråden - den første. Virkelig rede på deres samliv fik man aldrig. Slægtnin- gernes forsøg på at bryde ind mislykkedes fuldstændig. Kun så meget blev bragt uden for tvivl, at hun var frugtsommelig. Med største omhu havde hun prøvet at skjule også det. Der kom ingen bekjendtgørelse og intet brev; men næste sommer trilled hun en barnevogn på Karljohan med så for- undrede øjne, som havde nogen puttet den ind mellem hæn- derne på hende. Hun var nu friskere og skjønnere end nogen- sinde. I vognen lå en gut med hendes egen brede pande, hendes eget røde hår, klædt nydelig på og sammen med vog- nen udstyret med sådan fantasi og således i stil med hende selv, at alle forstod det svar, hun gav, når bekjendte stansed hende og efter de vanlige lykønskninger spurte: "Får vi så ikke snart en ny fortælling af Dem?" - "En ny fortælling? Her er den!" - Men trods den absolutte lykke, hun viste frem på Karl- johan, - det kunde ikke længer skjules, at hun var mere borte fra Hellebergene end hjemme, og at hun aldrig nævnte sin mands navn. Prøvde nogen at få i gang en samtale om ham, tog hun den aldrig op. Snart blev det endog tydeligt, at hun tænkte på at flytte bort fra Hellebergene. Den gang var gutten blet vel eet år. Hun havde lejet i Kristiania for længre tid og rejste hjem for at ordne sig; hun sa selv, hun kom igjen om nogle dager. Men hun kom aldrig igjen. Dagen efter hendes hjemkomst, medens Hellebergenes mange tjenere, husmænd, deres koner og børn - det var i potetesoptagningens tid - samledes på gårdstunet, kom Ha- rald Kås bærende med hende som en pakke under sin venstre arm. Om livet holdt han hende, hendes åsyn lå bag ham og nedadvendt, skjult av håret, hendes underdel var foran, be- nene stundom nede, stundom stivt ud. Hendes hænder støt- ted sig til hans venstre lår, som de greb stærkt fat i. Han kom gående besindigt med hende; i højre hånd bar han en bundt med lange friske birkekvister. Et stykke udenfor svalen stan- sed han. Idet han lagde hende på sit venstre knæ, løfted han SIDE: 11 hendes klæder op, rev ned hendes underklæder, som var de af papir og fæstede op med nåler, - gav sig så til at dænge hende på hendes bare krop, til den blev blodig. Hun gav ikke et kny. Da han satte hende fra sig, ordned hun skjælvende - først sit hår. Hun viste derved sit åsyn, just som blodet sank tilbage fra det; det blev så blegt, så blegt, tårerne trilled af smerte og skam; men ikke en lyd. Hun retted på sit liv, men underklæderne slæbte sønder- revne efter hende, idet hun gik langsomt ind. Hun lukked døren efter sig, men måtte åbne den een gang til; underklæ- derne hang fast. Kvinderne stod igjen i forfærdelse; nogle af barnene skrek af rædsel, de smitted de andre, så det blev til et kor af hul- ken. Mændene, som for det meste havde sat sig ned for at røke sin pibe, havde sprunget op igjen. De stod slagne af harm. Harald Kås havde ikke gåt til dette uden efter stærke kvaler; det viste hans åsyn og væsen i lang tid - og også nu; men han havde ventet en bragende latter af sit sjældne på- fund. Dette var så tydeligt af den stormægtige, rolige måde, han stabbed frem med hende på, og end mere af de hævn- glade øjne, han så omkring sig med efter gjerningen. Men først dødsstilheden, så gråten, så storhulkningen og harmen, . . . han stod en stund og lod det piske sig. Så gik han ind igjen som en slagen, uigjenkaldelig knust mand. I alle sammenstød med denne fine skikkelse havde kjæmpen tabt. Men hun forlod aldrig siden gården. Hun viste sig i de første år aldrig for nogen uden for gården og knap for dem på den. Hun sås enten med sin gut i vognen og senere ved hån- den, eller alene og da i reglen inde i et stort sjal, altid et forskjelligt, eftersom hun var klædt til. Hun holdt det stramt om sig. Det var så karakteristisk for hende, at jeg endnu idag hører folk derfra tale om det, som var hun aldrig set ander- ledes. Hvad bestilte hun så? Hun læste. Litteraturen opgav hun; af en eller anden grund var den blet hende modbydelig Hun SIDE: 12 skifted åndelig ham, idet hun helt gav sig hen til matematik, mekanik, kemi, fysik, gjorde beregninger, analyser og hen- ted hjem bøger for sine formål. Folkene på gården så næsten noget overnaturligt i hende; fra første stund havde de beundret hendes skjønhed og fin- hed; sådant beundrer alle, bare graden og måden er forskjel- lig. Lidt efter var hun gåt over til at blive det, som levde og tænkte over deres begreb. Hun søgte ingen af dem; men de, som kom til hende, fik hjælp uden undtagelse - mere eller mindre. Hun skaffed sig god besked; de lured hende ikke. Enten hun gav meget eller lidt, - det skete aldrig på vilkår, aldrig med en tale. Hendes mening lå i summen. Mandens forhold til hende var af den art, at havde hun ikke været afholdt, så havde hun ikke kunnet være der. Han gjorde hende nemlig al den fortræd og modstand, han for- mådde; men folkene bøjed den af. Gutten, - skulde ikke han kunne bli et mellemled? Der var ellers dem, som påstod, at det var fra denne guts fødsel, det blev galt mellem forældrene. Første gang, faderen så ham, bemærked jordmoren, at han kom som en storkar og gik bort som en stodder; - barselkonen lå igjen og lo, og det havde jordmoren endnu aldrig set nogen barselkone gjøre. Havde han ventet, at intet af ham kunde ligne andre end ham, - og så mødte han moderens billede? Så snart gutten kunde stelle sig selv, gik han gjærne over til faderen; thi borte hos ham var meget rart at se, og fade- ren modtog ham vel. Han prated med ham og syntes om hans forstand. Kun passed han at gjøre store klip i hans hår; moren lod det vokse frit og langt som hendes eget, og faren klipped i det. Gutten selv syntes om at bli det kvit; men lidt ældre forstod han, hvad det var, faren mente, og da vogted han sig. Eftersom folkene på gården fortalte ham drag af farens sagnrigt udsmykkede historier om hans kjæmpe- kraft, hans bedrifter til lands og til vands, faldt sønnen i sky beundring for ham. Men han følte også altid stærkere det ulidelige åg, som faren lagde over deres liv, ja over alt levende på gården. Det blev guttens hemmelige religion at stå ham imod og hjælpe moren, for hun var den, som led. Han vilde ligne hende indtil håret, han vilde dække hende, SIDE: 13 lønne hende; det var ham bare uendelig kjært, når hans far også lod ham lide ondt. Ja, det var hans stolthed, når faren kaldte ham "Rafaella" istedetfor Rafael, hans navn; mor'en havde givet ham det kjæreste, hun vidste. Ingen fik bruge båtene, ingen fik kjøre, ingen fik gå gjen- nem skogen: den blev spærret af. Ingen fik give hester eller kjør det, som syntes dem nok. Ingen reparationer foretoges; om fruen vilde gjøre en på egen hånd, blev håndværkerne jaget. Det var ikke længer tvil mulig: han vilde, at alt skulde forgå. Gården blev slettere, og skogen, - ja, det var ingen hemmelighed længer mellem gårdens beboere, det bredte sig længer og længer ud, at skogen var overmoden. De største og bedste trær tog allerede råddenhed; efterhånden vilde alle gjøre det. Tolv år gammel sad Rafael på skolen over hos provsten ved siden af Helene, provstens eneste barn, fire år yngre, Rafael så uendelig kjær. Provsten underviste dem i religion, det eneste moren ikke læste med sin søn. Provsten fortalte om David. Fortællingen drog forbi med indskud og forkla- ringer, Rafael så det i billeder, - således havde moren lært ham alt. Assyriske krigsmænd gik for jødiske; spidsskjæg- gede krigerskikkelser med skjæve øjne og aflange skjolde drog forbi i kjæder. Vinhaver op efter bakkerne i blågrønt; støvgrenede palmers smale skygge, og støvede veje. Så ind i en skog allesammen, en skog med vellugtende trær, derind flygted krigerne nemlig, - da fortællingen om Absalon kom. Absalon gjorde oprør mod sin far; tænk, hvor forfærdeligt, sagde provsten, som var en myndig herre, at gjøre oprør mod sin egen far! Uden at vide det så han på Rafael, som blev ildrød. Det var jo ikke andet, Rafael spekulerte på, end at blive såpas kar, at han kunde gjøre oprør mod sin far. "Men Absalon blev også straffet på en forunderlig måde," fortalte provsten; "Absalon tabte slaget og blev på flugten gjennem de store skoger hængende efter sit lange hår, he- sten løb bort under ham, og han blev gjennemstukket af et spyd - -." Rafael så Absalon hænge der - ikke i lange assyriske SIDE: 14 klæder, ikke med spidst skjæg; nej, spæd og ung i Rafaels tætsluttende bukser, som mødte strømperne ved knæet, og i hans egen fløjelsbluse og efter hans eget røde hår! Han så det så tydeligt, tydeligt, hesten løbende videre, den grå der- hjemme, som han stjal sig til at ride på, når faren sov mid- dagssøvn. Han så den tynde, lange yngling dingle og svinge rundt med et spyd gjennem maven. Tydeligt, tydeligt! Dette syn, som han ikke talte til et menneske om, blev han ikke kvit. Så sælsom en straf: fordi han havde gjort oprør mod sin far at blive hængende efter sit hår -! Historien kjendte han jo fra før; men aldrig havde han lagt mærke til den. Det var en fredag, den slog således ned i ham, og lørdag morgen vågned han ved, at moren stod over ham med sine allerstørst forundrede øjne. Håret var endnu flettet for nat- ten, den ene fletten pirked ham på næsen, deraf vågned han, før hun talte. Hun stod bøjet over ham og stirred på ham, opskræmt; hun stod i sin lange hvide natdragt, sirlig og fuld af kniplinger, og med bare ben. Hun vilde aldrig have vist sig for ham således, var der ikke noget forfærdeligt, som jog hende ind. Hvorfor talte hun ikke? Bare stirred - eller var det ikke forfærdet hun var? "Mor!" råbte han og rejste sig i sæde. Da bøjed hun sig tæt til ham: "Mennesket er død," hvisked hun. Det var hans far, hun kaldte "Mennesket"; hun kaldte ham aldrig ander- ledes. Rafael fatted det ikke, eller han blev lammet ved det. Hun tog det op igjen, højt, højere: "Mennesket er død, men- nesket er død," og så rejste hun sig helt, stak sine nakne ben frem under linnedet og dansed. Bare et par takter og smutted ud af døren, som stod halvåben. Han sprang op og efter; da lå hun over sofaen derinde og hulked. Hun følte ham bag sig, rejste sig rask, trykked ham ind til sig, hul- ked. Han kjendte, hvor hun skalv over hele legemet som i krampe. - - Endnu da de stod dernede over hans lig, skalv hun så i hånden, han holdt, at han slog armen om hende, han tænkte, hun faldt. Når han senere i livet tænkte på dette, forstod han, hvad hun i det stille havde holdt ud, forstod, hvad for en ubøjelig SIDE: 15 vilje hun havde sat ind på kampen, men også, hvad den hav- de kostet! Nu, i det samme, forstod han det ikke. Han tænkte, hun led ved det forfærdelige, de nu så, således som han led. Der lå kjæmpen kummerlig og stakarslig. Han, som engang roste sig af sin renslighed og kræved den af alle, lå der skidden, ubarberet i fedtede fælder, som lugted, i et linned så fillet og urensligt, at ingen arbejder på gården havde det værre. Klæderne fra igår lå på en stol ved sengen, fatteslig lu- slidte, tilklinede af smuds, sved, tobak, stinkende som alt her. Hans mund var fortrukket, hænderne stærkt knyttede; han var død af slag. Og som her var øde og forladt omkring ham! Hvorfor havde sønnen ikke set det før? Hvorfor havde han ikke følt sin far ensom og forladt? Her var jo ikke mål for, som han havde været det. Rafael gav sig til at gråte. Og hans gråt vokste, til den fyldte rummet, ja alle rum herinde. De kom ind, de andre på gården, een efter een, de vilde se. Guttens gråt gav en så uvilkårlig forklaring, at alle fik nyt syn. Han havde været utrolig ulykkelig, forladt, hjælpeløs, han, som lå her. Herren se i nåde til os alle! Da Harald Kås's legeme var stelt, ansigtet barberet, øj- nene lukkede, da lemped også det fortrukne sig, og da så de ansigtets lidelse, men også dets mandige drag. De syntes, han var vakker. - - Ikke mange dager efter begravelsen var både mor og søn i England. SIDE: 16 Dermed begyndte den lange studietid, som hun i alle disse år under allehånde pinsler og savn havde spart op penger for og samtidig forberedt i hans undervisning. Gården efter- lodes udpint til sin sidste ævne, belagt med hypotek, og skogen