Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson STØV. FORTÆLLING SIDE: 1 VEIEN fra byen til Skogstad, Atlung'ernes store gård med fabrikanlæg langs skogselven, kunde, jævnt kjørt, tage to timer; men på det gode vinterføre, vi nu havde fået, van- skelig halvanden. Veien var en chaussé langs fjorden. Fra byen havde jeg fjorden på høire side og på venstre store, fra høiden langsomt nedglidende marker; udover dem var der strøet villaer og gårder med træplantninger omkring og alléer op til. Længere hen blev høiden til berg og rykkede nærmere ind på; her blev det også snart mer og mer ulændt, tilsidst alene barskog fra det høieste af åsryggen og helt ned til fjorden, skog, skog. Den tilhørte Skogstad; fabrikkerne langs Skogstadelven tilvirkede råæmnet. Atlungslægten var fransk fra Hugenotternes tid og af tar- velig oprindelse; men den havde slået sig op ved gifte ind i Atlung'ernes engang mægtige æt og havde antaget æt- tens navn, der i klangen havde nogen lighed med deres eget. Jeg frydede mig i kjøreturen. Det havde nylig sneet, og sneen lå på træerne, ikke et vindstrøg havde draget mærke i skogen. Derimod havde det tøet lidt, hvilket løvskogen, som her længere nede stak frem, ikke havde tålt; det, som nu lå over den, var alene let ny-sne fra imorges. Imellem begge de hvide landskab og i den snetunge luft syntes fjorden sort. Over til den anden side var ikke langt, og derover ragede høiere fjeld, nu også hvide, dog med den dæmpede tone, som luften gav. Her, hvor jeg kjørte, lå sjøen klods op til snejarden; bare noget tang, nogle sleipe sten, og sommesteder ikke engang det, skilte de to former og farver af samme element, - SIDE: 2 virkeligheden og omdigtningen, hvor omdigtningen er ligeså virkelig som virkeligheden, bare at den ikke er så varig. Så snart jeg kom så langt som til skogen, optog denne mig ganske. Furutræerne holdt store fanger af sne; somme- steder var den øst udover; men så meget blev dog udækket, at som helhed havde skogen et mørkegrønt skjær i hvid- heden. På nærmere hold stak den enkelte udækkede gren trodsig frem, og de rødlige grenlægger jog gjennem sne- lagene. Op-under stod mægtige stammer, de fleste mørke, dog nogle yngre og lysere, alle et samlet følge af bærende kjæm- per, og dette gjorde det alvorligt derinde i tykningen. De fremste trær, som helt kunde oversees, og som i opvæxten var blevet skjæmt af mennesker eller dyr, kanske også af stormen, (thi de tog jo stødet af), havde ikke de andres regelmæssige væxt; de var mere klurede, så i dem havde sneen huseret efter behag. Deres nederste grene var somme- steder helt bøiede mod marken, så træet kunde se ud som en hvid dynge, andre var lunefuldt omskabte til plumpe dværger med bare overkrop, eller til andre sorter af mands- linger med en hvid sæk over hovedet eller en skjorte, som de ikke rigtig havde fået på. Ved siden af disse klodser kunde trippe løvtrær, hvorover sneen bare lå som en anelse; et enkelt, som stod frit mod him- len, flød i sine yderste, hvide kvister, altid finere, ligesom over i luften; så stod der unge graner, der i regelmæssige sne- etager byggede pyramide ved pyramide. Her længst nede ved sjøen, hvor der var mere stenet, voxte nu og da en klonger. På hver torn havde lagt sig sne, så busken så ud som over- sået af hvide bær. Jeg bøiede om et næs med en hammer på, og her begyn- der det egentlige Skogstad. Åsryggen viger og er brudt af elven. Atter ser vi langsomt nedglidende marker, og her ligger gården. Elven går længer borte; de røde tag og en række bygninger langs denne sees. På begge sider af gården ligger husmandspladser og underbrug; men de er skilt fra gården ved marker på hin side, og med en skog eller park på denne. Under parken glemte jeg alt foregående. Oprindelig var SIDE: 3 den tænkt at gå ned til sjøen; men den stenede grund her havde vel gjort det umuligt, og så var den nederste kvadrat hugget ud; men i årenes løb havde istedetfor barskogen en stærk flok af løvtrær voxet op. Denne løvskog fra et og sam- me år var lige høi og lå umiddelbart op til den svære, gamle barskog i parken. Det fine som bræm omkring det tunge, det lette imod det svære, det lave og aldeles ligeløbende indunder det overragende vældige var vakkert. Øiet legte i det, søgende former; eller jeg samlede hun- drede grene under et oversyn, fordi de var ligeløbende i samme bøining mod samme høide; eller jeg tog en enkelt gren ud fra de andre, fulgte den fra stammen i dens første fordeling og i fordelingernes fordelinger ud i den fineste kvist. En udspilet, gjennemsigtig hvid vinge, eller et uhyre brægneblad, oversået af hvid dun. Så måtte jeg igjen slippe formerne og følge farven; de ulige overstrygninger gav så mangfoldige grader. Jeg vendte ryggen til min reisefælle, fjorden, og bøiede op mod gården. Hvor parken sluttede, begyndte haven, og langs denne løb veien opad i jævn stigning. Engang havde også her været skog og veien gået gjennem den; men af skogen stod bare en favn eller to igjen på hver side og gjorde allé; store, gamle trær holdt på at afløses af unge, og dette så tæt, at jeg sommesteder vanskelig kunde se gården, som jeg kjørte op imod. Men sne-æventyret fulgte, dækkende de dalende kjæmper med hvide flag, pudrende de unge og fri- ske og legende julebuk med de vanskabte. Naturindtrykket spiller med ind i vor forventning om det, vi skal møde. Hvad var det for noget hvidt og fint noget, jeg skulde opleve her? Hun var rigtignok ikke hvidklædt sidst, jeg så hende, den lyslokkede, som jeg nu skulde se igjen. På hendes bryl- lupsreise og i Dresden for omkring ni år siden havde vi sidst været sammen. Hver dag var hun festklædt, det er sandt, . . . et lune af ham, den unge, berusede brudgom. Som oftest SIDE: 4 var hun blå, men ikke en eneste gang hvid; det vilde vist heller ikke have klædt hende. Jeg husker dem især, som de sang foran pianoet, han siddende, fordi han akkompagnerte, hun stående og helst med hånden på hans skulder; men det, de sang, var rig- tignok hvidt, nemlig større eller mindre jubelhymner. Hun var datter af en sekterisk præst, og de kom fra præstegården og fra bryllupsidyllen. I præstegården havde jeg fra tid til anden siden hørt om dem og havde også ad den vei gjentagne ganger fået fornyet bøn om at se til dem næste gang, jeg kom på de kanter. Nu var jeg på veien. Jeg havde hørt hovedbygningen omtale som en af de stør- ste træbygninger i Norge. Den var grå og umådelig lang. Den ene Atlung havde aldrig ladet sig nøie med, hvad den forrige havde bygget, og så havde huset fået et tillæg i hver slægt og en delvis ombygning af det gamle, så vidt, at det sidste kunde passe i det første. Jeg havde hørt, at mange og lange ganger, (hvorover der i festsange skal være rimet i det uendelige), prøver at binde ihob det indvendige med samme held eller uheld, som udbygninger, skråtag, altaner, verandaer prøver at holde stil i det udvendige. Jeg har hørt, hvor mange rum der er i huset; men jeg har glemt det. Den sidste tilbygning er gjort af den nuværende eier, og er foretaget i en slags moderniseret gotik. Bag hovedbygningen ligger gårdens andre hus i en halv- måne, der dog hovner stygt til den ene side. Imellem disse og hovedbygningen kjørte jeg nu frem, for efter skydsgut- tens råd at holde ved et bislag på den gotiske fløi. Jeg så ikke et levende væsen på gården, ikke engang en hund. Jeg ventede lidt, men forgjæves, og gik derpå gjennem bislaget ind i en gang, hvor jeg tog af mig, og herfra ind tilhøire i en lys, stor forstue. Heller ikke her så jeg nogen; men her hørte jeg enten to barnestemmer og en kvinderøst eller to kvindestemmer og en barnerøst, og sangen kjendte jeg; thi den drog netop landet rundt, denne lille piges klage over, at hun allesteds var iveien undtagen hos Gud i himmelen, der så gjerne vilde have ulykkelige børn hos sig. Den klang noget fremmed, denne klage, inde i det lyse, livlige rum, SIDE: 5 fyldt af geværer og andre jagtredskaber, rensdyrhorn, ræve- bælger, gaupeskind og lignende påtagelige gjenstande, ord- nede med den mest udsøgte smag. Jeg bankede på og trådte ind i en af de skjønneste dag- ligstuer, jeg har seet her i landet, så lys den ligger mod fjorden, så stor, så pragtfuld. Væggenes blankpolerede træ- felter skiltes af udskårne træfigurer, som hver bar en byste eller en mindre statue; stilfulde møbler var til alle sider fremrullede over brüsseler-tæpper. Moody-Sankey's måne- syge vise flød udover her som et gulhvidt lagen. Der er kristelig sang, som hører til det skjønneste, jeg kjender; men denne gjorde et indtryk, som var der under det mo- derne rum en krypt-kirke fra middelalderen, hvor inde- stængte nonner holdt dødsceremonier mellem osende lam- per, og hvorfra dampen og klangen uadskillelig forbunden sneg sig op i det nittende århundredes lyse forestillinger og behagelige kunst. Det var en kvinde og to gutter, som sang, den ældste på syv år eller vel det, og den yngste et år yngre. Kvinden vendte åsynet mod døren og standsede ganske forundret ved min indtræden; gutterne vendte mod vinduet og så ikke på hende; de var fuldt optagne af sit, hvorfor de vedblev en stund, efter at hun havde hørt op. Disse to gutter var den ene af faderens slægt, den andre af moderens; kun var hendes store øine indsatte i begge. Den ældste gut havde langt ansigt med høi pande og rød- ligt hår, og han var frægnet, altsammen som faderen. Den yngstes figur var moderens, lidt fremover ludende, fordi ho- vedet ikke steg rakt op af skuldrene. Men hovedet holdtes som følge deraf lidt bagoverbøiet for at vinde ligevægten igjen. Atter som følge deraf var munden halvåben, - og så de store spørgende øine og det lyse, lokkede hår over en fint hvælvet pande - ganske moderen. Den ældste var lang og tynd og havde faderens gang på slentrende ben og små, stærkt udadbøiede fødder. Jeg så dette i et øieblik, mens gutterne gik hen mod bordet ved sofaen, idet hun forlod dem. Hun kom nemlig efter lidt betænkning hen mod mig; hun vidste nok ikke, om hun kjendte mig eller ei. Ved at høre navnet, fandt hun smilende ud, at det alene var mit SIDE: 6 portræt, hun havde seet, portrætet i albumet fra værtfolkets bryllupsreise. Hun fortalte, at Atlung var over i fabrikkerne og kom hjem til middag, d. v. s. om en times tid, og at fruen var i en af de husmandspladser, jeg havde seet fra veien; der lå nemlig en gammel mand for døden. Hun fortalte dette med vellydende, skjønt noget spæd røst, og med et par forskende øine fæstet på mig. Hun havde hørt noget om mig. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde se en af Carlo Dolci's madonnaer stige ned af en ramme for at stå i en nymodens dagligstue og tale med mig, og derfor var vist ikke mine øine mindre forskende end hen- des. Hovedets stilling på skuldrene, dets ludning til den ene side, ansigtets profil, og fremforalt øinene og øienbrynene, ja, det blågrønne hovedklæde, draget langt fremover, hvor- ved det blege åsyn fik noget af samme let, - altsammen en ægte Carlo Dolci! Hun gik lydløst og lod mig tilbage med gutterne, som jeg også strax gav mig ikast med. Den ældste hed Anton og kunde gå på hænderne, d. v. s. næsten; og den yngre hed Storm og fortalte dette og meget mere om broderen, som han beundrede ubetinget. Den ældste derimod fortalte om sin mindre bror, at han endnu ikke var færdig med det, som er det modsatte af at ligge tør om natten, og at han derfor idag havde fået bask af far; Stina havde sagt far det; - Stina hed hun, som netop havde forladt os. Efter denne ikke meget diplomatiske indledning til et kjendskab, stod de snart på hver sin side af mig og fortalte, hvad der for tiden optog dem, og det overordentlig stærkt. De fortalte begge, især den ældste, men med udfyldende tillæg af den yngre, at der borte i en af husmandspladserne, som jeg havde kjørt forbi, der boede Hans, lille Hans, d. v. s. der havde han boet; thi den rette, egentlige lille Hans var hos Gud. Han havde været her på gården og legt med gutterne næsten hver eneste dag; dog havde sommetider de også fået gå over til husmandspladserne, som jeg kunde forstå, var gutternes forjættede land her på jorden. Så skulde han gå hjem en kvæld i halvskumringen nu for fjor- ten dager siden; det var før sneen kom, og i parken, han skulde gå igjennem, der lå fiskedammen så blank og sort. SIDE: 7 Så vilde han skri over den og gik fra gangstien op på den; for gangstien går lige ved dammen. Men der havde de samme dag hugget hul for at fiske, og de havde glemt at sætte mærke ved, og så skridde lille Hans lige ud i hullet. De havde hørt et barns nødrop på gården; budeien havde hørt det, men bare én gang, og hun havde ikke tænkt noget større ved det; for der i parken pleiede alle gutterne at lege. Så var lille Hans borte, og ingen kunde sige, hvor han var. Da blev dammen ophugget, og de fandt ham; men gutterne fik ikke se ham. Derimod havde de fået være med til begra- velsen sammen med smågutterne og småjenterne ved brugs- skolen. Men han blev ikke begravet i kapellet, hvor bedste- far og bedstemor ligger; han blev begravet på kirkegården. Å, det havde været så deiligt, da de sang. Skolemesteren havde sunget bas til, og gamlebrunen havde trukket Hans, som var i en hvidmalt kiste, som far fik fra byen, og der var kranser på. Mor og Stina havde flettet dem. Alle børnene fik kager, før de drog afsted, og ribsvin. Men sangen, det var den, som gutterne nys havde sunget; Stina havde lært dem den. Hans havde været så fattig, men nu havde han det godt; han var hos Gud; det var bare kisten, som kom i jorden. Hvad der da var i kisten? Jo, det var ikke den egentlige Hans, det, for Hans var ganske ny nu. Der var kommen engler ned i dammen til ham med alt, som den ny Hans skulde have på, så han frøs ikke i dammen; han var der ikke. Alle barn, som døde, kom til Gud, og det sammen med hundrede tusen millioner ganske små engler. De eng- ler var også her rundt omkring os; men vi kunde bare ikke se dem, for de var usynlige, og Hans var nu med dem. Eng- lerne kunde se os, de var så snille med os, især med barn, og de allerulykkeligste barn vilde de have hos sig, derfor tog de dem. Det er meget, meget, meget deiligere at være hos englerne end her. Jo, det er det, for Stina har sagt det. Stina vilde også heller være hos englerne end her; det var bare for mors skyld, at Stina ikke gik til dem, for så blev mor så alene. Alle engler havde vinger på, og nu lå Hans's far og vilde til Gud, han også. Han skulde også få vinger på og blive en liden engel og flyve om her og hvorsomhelst han selv vilde - lige op til stjernerne. For stjernerne var SIDE: 8 ikke bare stjerner, de var så store, så store, når vi kom op til dem, så store som hele jorden, og den var umådelig stor; større end det største fjeld. Og der var mennesker på stjernerne, og der var meget, som ikke var her. Men i eftermiddag skulde Hans's far få gå did, han, lige til Gud; for Gud var oppe der i himmelen. De vilde så gjerne få se Hans's far få vinger på; men mor vilde ikke have dem med. Og Hans's far var alt nu bleven så deilig, der han lå, at han næsten så ud som en engel. Mor havde sagt det; men de fik ikke se ham. Stina kom ind, da de holdt på med det sidste; hun bad dem følge med sig ud, og de adlød. En dør stod åben til venstre; jeg kunde se boghylder der inde, så jeg skjønte, at der måtte bibliotheket være. Jeg havde lyst til at finde, hvad disse gutters far netop læste, - forsåvidt han læste. Det første, jeg fandt opslået på pul- ten ved siden af brev, regnskabsbøger og fabrikprøver, var Bain. Og Bains engelske venner var de første, jeg fik øie på i den nærmeste hylde. Jeg tog ud en, og jeg så, at den var læst. Dette stemte med, hvad jeg havde hørt om At- lung. I det samme lød bjælder fra gården. Jeg tænkte mig, at fruen kom hjem, og jeg satte ind bøgerne i samme orden, som jeg havde taget dem ud; derved kom nogle bag dem i uorden (thi de stod i to rækker) og disse, som altså var gjemt, fik jeg også lyst til at se, hvilket tog tid. Jeg kom først ud af bibliotheket, idet fruen kom ind af hoveddøren. Fru Atlung blev åbenbart glad ved at se mig. Hun havde en særegen gang, omtrent som strakte hun aldrig knæerne helt ud; men som hun nu engang gik, kom hun hurtig mod mig og greb en af mine hænder med begge sine og så mig så længe i øinene, til hendes fyldtes af tårer. Det var natur- ligvis bryllupsreisen, det gjaldt, hendes livs skjønneste dage; - men tårerne? Nei, ulykkelig kunde hun ikke være. Hun var i den grad SIDE: 9 den samme, at havde hun ikke været noget fyldigere, kun- de jeg ikke - ialfald ikke straks - have opdaget den mind- ste ændring. Udtrykket var nøiagtig det samme uskyldige og spørgende, ingen begyndelse til en strengere linje eller en anden farve; selv håret lå i samme lokker om hendes bag- overbøiede hoved, og den halvåbne mund havde den sam- me blødhed, var lige urørt af vilje, øinene havde samme milde glæde, endog stemmens lidt tilslørede klang var den samme barnlige. "De ser ud, som De slet intet har oplevet af anden art end sidst", var også det første, jeg måtte sige til hende. Hun så smilende op på mig, og ikke en skygge sagde nei til det. Vi tog plads i hver vor stol, frit på gulvet, nær til bibliothekdøren; vi vendte ryggen til vinduerne og så mod en væg, hvor mellem byster og statuer, bårne af de ud- skårne træfigurer, undtagelsesvis hang et par malerier på de polerede felter. Jeg gjorde rede for min reise, fik tak for, at jeg endelig var kommet; jeg hilste fra hendes forældre, hvorom vi talte lidt. Hun sagde, hun havde tænkt på sin far idag; hun vilde så gjerne have havt ham med sig; thi hun kom netop fra en døende mand, som var det skjønneste, hun havde seet. Under dette havde hun fået sin yndlingsstilling, det vil sige, hun sad lidt fremoverbøiet, med hovedet helt tilbagehældet, og øinene i det øverste af væggen eller i taget. Med en fin- ger sad hun og trykte på sin åbne underlæbe, ikke i ét, men gjentagende den samme bevægelse. Nu og da vuggede hun lidt med overkroppen. Øinene var som fæstede; de søgte ikke mig, fordi om hun spurgte, eller fik svar, uden når noget ganske særeget lokkede hende ud af hendes stilling. Men hun indtog den straks igjen. "Tror De på udødeligheden?" spurgte hun, som var det den aller naturligste ting af verden, og uden at se på mig. Men da jeg studsede og selvfølgelig måtte se på hende, mærkede jeg, at en tåre trillede ned over kinden, og at de åbne øine lå fulde af flere. Jeg følte straks, at dette spørgsmål var en gjenvei; det var hendes mands tro, hun tænkte på. Derfor vilde jeg spare hende gjenveien. "Hvad mener Deres mand om udøde- SIDE: 10 ligheden?" - "Han tror ikke på individualitetens udødelig- hed", svarede hun; "vi fortsætter os alene i vor omgang, vor gjerning og især i vore børn; men den udødelighed tæn- ker han er nok for sig". Hun stirrede som før, og tårerne lå der: men stemmen var mild og rolig; ikke en tanke af misnøie eller bebreidelse lå i den simple meddelelse, som vist var rigtig. Nei, hun er ingen såkaldt barnekone, tænkte jeg; og når hun har samme uskyldige, spørgende udtryk som for ni år siden, så er det ikke, fordi hun ikke har tænkt eller ikke har prøvet noget. "De taler altså dog med Atlung om dette?" - "Ikke mere nu". - "I Dresden syntes I at være aldeles enige om disse ting; I sang sammen -". - "Han var grebet af far dengang. Jeg tror heller ikke, han var helt klar endnu. Det er kommet efterhånden". - "Jeg så også nogle bøger, som nu er sat bag". - "Ja, Albert har forandret sig". Hun sad stille, medens hun gav disse svar; alene den ene finger be- vægede sig på underlæben. "Men hvem sørger da for barneopdragelsen", spurgte jeg. Nu vendte hun sig halvt imod mig. Jeg troede en stund, hun ikke vilde svare; men langt om længe gjorde hun det. "Ingen", sagde hun. "Ingen?" - "Albert vil, at det skal gå således indtil videre". - "Men bedste frue, om man ikke læser med dem, så fortæller man dem dog et og andet?" - "Ja, hvis nogen vil, så; - og det er i regelen Stina". - "Altså det hele rent tilfældigt?" - Hun havde vendt sig fra mig og sad som før. "Rent tilfældigt", svarede hun næ- sten ligegyldigt. Jeg fortalte hende kort, hvad Stina havde fortalt gutterne om livet hinsides, englerne osv., og jeg spurgte, om hun billigede det. Hun vendte hovedet mod mig: "Ja, hvorfor ikke?" De store øine så uskyldigt på mig; men da jeg ikke strax sva- rede, blev hun langsomt rød. "Når man skal fortælle dem noget om sådant", sagde hun, "må det dog være noget, som griber deres barnefantasi". - "Det forstyrrer virkeligheden for dem, frue, og det er det samme som at forstyrre evnerne". - "Gjøre dem tosset, SIDE: 11 mener De?" - - "Nu, om ikke tosset, så hindrer det dem i at bruge evnerne rigtig". - "Jeg forstår Dem ikke". - "Når De lærer børnene, at livet her er ingen ting mod livet hisset, at det at være synlig er ingenting mod det at være usynlig, det var at være menneske ingenting mod det at være engel, det at leve ingenting mod det at være død -, så er det ikke veien til at lære dem at se rigtig på livet eller til at elske livet, få livsmod, arbeidskraft, fædrelandskjærlig- hed -?" - "Nu, således! - Ja, det bliver så vort ar- beide med dem senere hen". - "Senere hen, frue? Når alt det støv først har lagt sig på sjælen?" Hun vendte sig fra mig, tog sin gamle stilling, stirrede i taget og faldt i tanker. - "Hvorfor bruger De det ord støv?" - "Med støv tænker jeg nærmest på det, som har været, men nu er opløst, og som fyger om og lægger sig på ledige pladser". - Hun sad en stund. - "Jeg har læst om støv, som fører giftstof fra forrådnede dele; . . . sligt mener De da vel ikke?" - Der var ikke spot i tonen, ei heller vrede, så jeg forstod ikke, hvor hun vilde hen. - "Det kommer an på, hvor støvet falder, frue; i friske mennesker gjør det bare skodde, domme, så de ikke kan se klart; kommer der slet ingen bevægelse i det, så samler det sig ofte tomme- tykt, til maskineriet ikke kan gå". Hun vendte sig mod mig livligere end ellers, lænede sig på stolarmen og lagde ansigtet nærmere til mig: "Hvor- ledes er De kommen på det der? - Er det fordi De har seet, hvor meget støv her er, her inde?" - Jeg tilstod, at jeg havde seet det. - "Og alligevel gjør ikke stuepigen og Stina andet end at tørre støv, og jeg gjorde heller ikke andet i den første tid. Jeg forstår det ikke. Hjemme hos mor hørte jeg aldrig tale om noget så meget som om støv. Hun for omkring far med en våd klud; han var så ærgerlig over, at hun forstyrrede hans bøger og papirer. Men hun påstod, at han samlede støv som ingen anden. Han kom ikke ud af kontoret, før hun var på ham med en kost. Og så kom turen til mig. Jeg var som far, sagde hun, slæbte støv med mig, og kunde selv aldrig støve godt nok. Jeg var så træt af støvet, at da jeg giftede mig, stod det for mig som et paradis, at jeg skulde slippe og få andre til at støve. SIDE: 12 Men deri tog jeg dog feil. Dog nu har jeg givet det over. Det nytter ikke. Jeg må formodentlig ikke have talent for at blive det kvit". "Det var da besynderligt", blev hun ved, idet hun lod sig glide tilbage i stolen, "at også De skulde komme med dette om støvet". - "Ja, jeg har vel ikke fornærmet Dem?" - "Hvor kan De tænke -!" og så atter med den roligste og uskyldigste stemme af verden: "den, som har levet ni år med Albert, kan aldrig mere blive fornærmet". Jeg blev dygtig forlegen. Hvad pokker havde jeg også havt med at blande mig op i dette? Jeg sagde ikke et ord mere. Også hun sad, eller rettere lå, længe stille og trom- mede med fingrene på stolarmerne. Endelig hørte jeg som langt borte fra: "Men sommerfuglestøvet er dog vakkert". Og så længe efter, gjennem mange tankeled, som hun ikke røbede, gled det spørgsmål frem, halvhøit: "Strålebryd- ningen . . . den forskjellige strålebrydning . . . ?" hun stand- sede, lyttede, reiste sig, hun havde hørt Atlungs skridt i forværelset. Jeg reiste mig også. Døren gik helt op, Atlung kom slentrende ind. Den høie, slanke mand i de rummelige klæder, der havde mangehånde spor af fabrikkerne, han havde besøgt, bar i åsyn, bevæ- gelse, holdning flere slægters ligesæle sikkerhed. Han plirede lidt med de grå øine under de usynlige bryn, da han så mig, og derpå blev det lange ansigt til et stort smil. Hans ypperlige tænder lyste mellem fyldige, korte læber, idet han råbte: "Er det Dem!" Han tog begge mine hænder mellem sine hårde, frægnede næver, slap så med den ene og tog hustruen om livet med fuld arm: "Var ikke det morsomt, Amalie? Hvad? De dager i Dresden, du?" Da han slap os, spurgte han ivrigt om mig og min reise, han vidste, jeg skulde en kort tur udenlands. Så begyndte han at fortælle om, hvad han drev med som mest, og under dette slentrede han af og til i rummet, tog en ting mellem fingrene, kramsede den, slap den, tog en anden. Han holdt SIDE: 13 ikke en liden ting som vi med det yderste af fingerspid- serne; i fuldt greb faldt den ind i hånden på ham, så fingrene lå udover. Det, han talte om, greb han i grunden på samme måde, i en slags overflod og kastede det gjerne straks hen igjen for noget andet. Fruen var gået ud, men kom straks ind igjen og bad os tilbords. Netop da slængte han sig foran pianoet, hvor der stod et hefte ny musik opslået, som han i det samme ka- rakteriserede med nogle ord. Så gav han sig til at spille og synge vers efter vers af en lang sang. Fruen mindede ham igjen om maden, da han var færdig. Derved kom han formodentlig til at mærke, at hun var inde. "Hør, Amalie, lad os prøve den duet;" og han slog an akkompagnementet. Hun smilte over til mig; men stillede sig hen og sang med. Hendes noget dækkede, søde sopran smeltede ind i hans varme baryton, som jeg havde hørt det for ni år siden. Beg- ges stemme havde fået det rigere indhold, et liv lægger i den, når det selv har indhold; færdigheden var derimod om- trent den samme. Den, som et øieblik i forveien måske ikke kunde fatte, hvorledes disse to var komne sammen, behøvede bare at stille sig ved siden af dem, mens de sang. En lyrisk hen- givelse i stemningen var fælles for dem begge, og på for- skjellige forudsætninger var de fuldkommen enige om at lade stå til. Som to børn i en båd vuggede de nu afsted, la- dende maden bag sig blive kold, tjenerne utålmodige, gjæ- sten tænke, hvad han fandt for godt, og husets orden og de- res egen bestemmelse for dagen skiples. I deres sang var ingen energi, ingen skole, ingen finere udarbeidelse af dette enkelte nummer, som de kanske også sang for første gang. Men en jævn, lad, glad sammengliden nedover melodien. Stemmernes lyse farver gled ind i hver- andre som et kjæleri; men der var ynde over det. Vers på vers sang de, og jo længere, jo bedre sammen og altid gladere. Da de endelig sluttede, og hun ved min arm gik på sin lidt tunge måde ind til bordet, og han slang i forveien for at give nøglen til vinkjælderen til Stina, så var der i hendes øine ingen spørgsmål mere, bare glæde, mild skjøn glæde, og han fløitede som en kanarifugl. SIDE: 14 Vi satte os tilbords, medens han var ude; vi ventede i det uendelige på ham; enten havde han ikke truffet Stina, eller hun havde ikke forstået ham; - han var selv gået i kjælderen og kom igjen således tilrakket, at vi skoggerlo. Fruen standsede dog midt i latteren, og sad siden taus hen, mens han skiftede og vaskede sig. Han slurpede ske for ske af suppen i sig med grådig hast, vandt sig godt humør igjen, da hans første hunger var over, og talte i et væk, til han pludselig, mens han sad og skar stegen for, spurgte efter gutterne. De havde spist; de kunde ikke vente så længe. "Har De seet børnene?" - "Ja", svarte jeg, og jeg talte om deres naturlige væsen, og om hvor stærkt den ene lignede på hans slægt og den andre på fruens. - "Men", kastede han ind, "det er slemt, at begge slægter har forholdsvis formegen fantasi; der er no- get vekt i det. Og gutterne har fået fra begge. Her indtraf for en fjorten dages tid en sørgelig begivenhed. En lege- kammerat blev i fiskedammen. Hvad gutterne - naturlig- vis ved Stinas hjælp - har gjort ud af dette, er rent utro- ligt. Jeg har tænkt på det idag. Jeg har intet sagt, for det var i grunden morsomt også, og så vilde jeg ikke ødelægge det for dem med Stina. Men det er dumt, er det. Hør, Amalie, så er det næsten bedre at have dem borte på en skole, end at de skal gå slig og drive ind i altslags tøv". Fruen svarte ikke. Jeg vilde aflede og spurgte, om han havde læst Spencers afhandling "om opdragelsen". Da kom der liv i ham! Han havde just sat sig for at spise; men han glemte det; tog endelig nogle bid, glemte det atter; jeg tror vi sad med denne ene ret i en time, mens han do- certe Spencer. At jeg, som spurgte, om han havde læst bo- gen, efter al sandsynlighed selv havde læst den, vedkom ham ikke i mindste måde. Han fortalte mig bogen, ofte punkt for punkt, med egne anmærkninger til. Den ene af disse var, at om også, som Spencer vil, læren om opdragelsen skal indføres på skolen som skolens næst vigtigste fag, - de fleste vil desuagtet ikke få evne til at opdrage sine børn; thi opdragelsen er et talent, som meget få har. Han for sin del vilde, strax børnene var store nok, sende dem til en SIDE: 15 dame, som han vidste, havde dette talent, og som også havde de kundskaber, der ubønhørlig måtte til. Hun var en begeistret tilhænger af Spencer. Han sagde dette, som var det en længst op- og afgjort sag; fruen hørte på det som på en gammel bestemmelse. Jeg var meget forundret ved, at hun ikke havde sagt mig det, da vi for lidt siden talte om børnene. Nu husker jeg ikke, hvilken materie vi så drev ind i, da han med en gang rev uret op: "Jeg har rent glemt Hart- mann! Jeg skulde have været i byen! Ja, ja, - det er endda ikke for sent! Undskyld!" Han lagde servietten fra sig, drak nok et glas vin, reiste sig og gik. Fruen forklarede mig undskyldende, at Hart- mann var hans disponent, at der desværre ikke gik tele- graf hid ud, og at noget sandsynligvis skulde være svaret på inden en times tid eller så. En time i det mindste til byen; om ikke for andet, så for hestens skyld mindst en time der, og så en og en halv til- bage; thi man kjører ikke så lang vei med samme hest lige hurtig frem og tilbage. Dette sad jeg og regnede ud, mens jeg spiste videre, og fandt da også ud, at jeg altså var kom- met ubeleiligt. Efter kaffen vilde derfor også jeg tage af- sted. Vi var begge færdige og reiste os. Hun undskyldte sig, idet hun gik ud i kjøkkenet, og jeg, som altså var alene, vilde se mig om på gården. Da jeg var kommen ud på trappen foran bislaget, mødtes jeg af gutternes stærkeste latter, umiddelbart fulgt af et ord, som jeg ikke havde tænkt, de kunde tage i sin mund, end sige rope ud med al sin evne, og det på åbne gården. Den ældste ropte det først og så den andre efter. De stod oppe på låvebroen, og en jente, som i vedskjulet lige mod dem lå bøiet over en kjælke, var den, som ordet gjaldt. Gutterne ropte nok et ord, om muligt værre end det første, og nok et og nok et, ganske uden ophør. Mellem hvert ord jublende latter. Det var klart, at de souffleredes af en indenfor låvedøren. Jenten svarte ikke; hun så engang imellem tilbage fra sit arbeide - ikke på gutterne, men på nogen bagom låven, hvor vognskjulet var. SIDE: 16 Da hørte jeg bjældelyd derifra. Atlung kom frem reise- klædt og ledende sin hest. Gutternes forfærdelse, da de så faderen! Thi med en gang gik det op for dem, hvad de havde ropt, om ikke helt ud, så ialfald at de havde udrette