Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 1 BLAKKEN. BJØRGAN var fordum Præstegaard i Kvikne Præstegjæld i Dovrekjeden. Gaarden ligger højt oppe, ganske for sig selv; jeg stod som liden Gut paa Bordet i Dagligstuen og saa ned i Dalen med Længsel efter dem, som der om Vin- teren rendte paa Skøjter langs Elven eller om Sommeren legede paa Volden. Bjørgan laa saa højt, at der ikke voxte Korn, hvorfor Gaarden ogsaa nu er solgt til en Schwejzer, og Præstegaard kjøbt i Dalen, hvor det dog er lidt ligere. Vinterens Komme paa Bjørgan var sørgelig tidlig! En Ager, som Fader i en varm og tidlig Vaar forsøgsvis havde tilsaaet, laa en Morgen gjemt af Sne; det slagne Hø kunde faa en Sne- byge istedenfor et Regnskyl, og naar nu Vinteren voxte! Kul- den blev saadan, at jeg ikke turde tage i Gadedørens Dør- klinke, fordi Fingrene sved paa Jærnet. Min Fader, der var barnefødt i Land ved Randsfjorden og saaledes ret hærdet, maatte dog ofte kjøre med Maske for Ansigtet til det fjerne Annex. Det knirkede og skreg i Vejene, naar en kom gaaende, og kom flere, blev det til skærende Larm. Sneen laa ofte jævnhøj med andet Stokværk i den svære Bygning, mindre Udhuse snede helt ned, Bakker, Buske og Gærder udjævne- des, et Snehav bredte sig med Topper af høje Birketræer svømmende og i Bølgning efter Stormen, der hist havde hulet, her sammenjaget. Jeg stod paa Bordet og saa Ski- løbere fare nedover fra os mod Dalen, jeg saa Finner komme med deres Rensdyr fra Røraasskogen susende ned over Fjæl- dene og opover igjen til os. Pulkene slang af og til, og jeg glemmer aldrig, naar Toget endelig holdt paa Tunet, og en Skindbal krøb ud af hver Pulk og var et lidet travelt, fornøjet Menneske, som solgte Rensdyrkjød. SIDE: 2 Kviknedølen skal i senere Tider have voxet frem til et op- lyst, fermt Folk; men den Gang var Kvikne Kald et af de mest ilde omtalte i Landet. For ikke saa langt tilbage havde en Præst maattet føre Pistoler med til Kirken, en anden kom hjem fra sin Kirketur og fandt alt sit Bohave knust eller ituslidt af Mænd, som havde været sværtede i Ansigtet og næsten havde skræmt Livet af hans Hustru, der var ene hjemme. Den sidste Præst havde flygtet derfra og bestemt nægtet at vende tilbage. Kaldet havde været præstløs i mange Aar, da Fader - kanske netop derfor - fik det; thi man trode ham istand til at andøve en Baad i Storm. Jeg husker endnu tydelig, hvorledes jeg en Lørdags-Mor- gen paa alle fire holdt paa at klyve op ad Trappen til Kontoret, fordi den var islagt efter Vaskningen, og var ikke kommen mange Steg, da et Brag og Brot oppe fra Kontoret jog mig forfærdet ned igjen. Thi der oppe havde Bygdens Kæmpe paataget sig at ville lære den gjenstridige Præst Folkets Skik, men fandt til sin Skræk, at Præsten først vilde lære ham sin. Han kom saaledes ud af Døren, at han lod sig falde Trapperne helt ned, samlede der sine forskjellige Lemmer og fandt Gadedøren i fire Byx. Folket i Kvikne vidste ikke bedre, end at Præsten gav dem de Love, som kom fra Stor- thinget. De vilde saaledes forbyde ham at gjennemføre Skole- loven; de undsagde min Fader, de samlede sig mandstærke i Skoleformandskabet for at hindre Forretningen med Vold. Trods Moders indstændige Bønner havde han taget der hen, og da ingen vovede at hjælpe ham med Skoledistrikternes Inddeling o. s. v., gjorde han det selv efter bedste Skjøn un- der Mængdens truende Torden; men da han med Protokollen under Armen gik ud, veg de, og ingen rørte ham. Man tænke sig min Moders Jubel, da hun saa ham komme kjø- rende, rolig som altid. I disse Forhold og Omgivelser fødtes Blakken! Hans Mo- der var en stor, rød Hoppe fra Gudbrandsdalen, alles Fryd, som saa hende; hans Fader var en Galning af en sort Fjord- hest, som paa et fremmed Sted, hvor de drog sorgløse forbi med Hoppen, brød skrigende ud af Skogen og over Gærder og Grøfter kom og tog, hvad hans var, med Kjærlighedens SIDE: 3 Ret. Om Blakken sagdes tidlig: Denne bliver den stærkeste Hest, noget Menneske har set her nord paa, og saa opvant som jeg var med Historier om Kæmper og Slagsmaal, saa jeg paa det lille Føl som paa en begavet Kammerat. Han var ellers ikke altid god mod mig; jeg bærer endnu et Ar over det højre Øje efter hans Hov; men lige tro fulgte jeg med Hoppen og Føllet, sov med dem paa Marken og trillede mig mellem Hoppens Ben, naar den spiste. Men engang havde jeg fulgt for langt. Dagen havde været varm, jeg var sovnet af inde i en aabenstaaende Skoglade, hvor vi vel alle havde søgt Skygge; Hoppen og Føllet var gaaet videre, men jeg var bleven liggende. Det var sent paa Dag, da de, som havde raabt og søgt forgjæves, kom hjem med den Tidende at jeg ikke var til at finde. Man tænke sig mine Forældres Skræk, - alle ud at søge, Mark og Skog blev gjennem- raabt, Bækkene, Styrtningerne undersøgt, - indtil endelig en hører et Barn græde inde i Laden og opdager mig siddende i Høet. Jeg var saa forskræmt, at jeg længe ikke kunde tale; thi et stort Dyr havde staaet og set paa mig med Ildøjne. Om jeg havde drømt eller oplevet det, er ikke godt at sige, - men vist er det, at jeg endnu for nogle Aar siden vaagnede ved at se dette Dyr staa over mig. Blakken og jeg fik snart Kammerater: først en liden Hund, som lærte mig at stjæle Sukker, saa en Kat, som en Dag uventet optraadte i Køkkenet. Jeg havde aldrig før set en Kat; ligbleg styrtede jeg ind og skreg, at en stor Mus kom op af Kjælderen! Næste Foraar blev vi endnu flere; thi da kom en liden Gris til, - og saa ofte som Blakken fulgte med Moderen paa Arbejde, blev det Hunden, Katten, Gri- sen og jeg, som holdt i Hob. Vi forslog Tiden nok saa godt, især med at sove sammen. Jeg gav jo disse Kammerater alt det, jeg selv syntes om, saaledes bar jeg en Sølvske ud til Grisen, for at den skulde spise pænere; den forsøgte ogsaa - d. v. s. at spise Sølvskeen. Naar jeg skulde følge mine For- ældre ned til Folk i Dalen, fulgte Hunden, Katten og Grisen med. De to første kom i Færgen, som skulde føre over Elven, Grisen gryntede lidt og svømmede saa efter. Vi blev da trakterede hver paa sin Vis, og om Kvælden drog vi hjem igjen i samme Optog. SIDE: 4 Men snart skulde jeg miste disse Kammerater og blot be- holde Blakken; thi min Fader fik Næssets Kald i Romsdal. Det var en forunderlig Dag, da vi drog afsted, vi Børn og en Barnepige i et lidet Hus, som var sat paa en Langslæde, saa hverken Vind eller Sne kunde naa os, og min Fader og Moder foran i en Bredslæde, og alle de omkring os, som atter og atter vilde sige os Farvel. Jeg kan ikke sige, at jeg var synderlig sørgmodig; thi jeg var bare sex Aar gammel, og jeg vidste, at der var kjøbt en Hat og Frak og Buxer til mig i Trondhjem, som jeg skulde faa paa, naar vi kom frem! Og der, i vort nye Hjem, skulde jeg for første Gang faa se Sjøen! Og saa var jo Blakken med! Her paa Næssets Præstegaard, en af de skjønneste Gaarde i Landet, som den ligger der bredbarmet mellem to mødende Fjorde med grønt Fjæld over sig, Fossefald og Gaarde paa den modsatte Strand, bølgende Marker og Liv inde i Dal- bunden, og udover langs Fjorden Fjælde med Næs i Næs skydende ud i Sjøen og en stor Gaard ude paa hvert, - her paa Næssets Præstegaard, hvor jeg kunde staa i Kvæl- den og se paa Solspillet over Fjæld og Fjord, til jeg græd, som om jeg havde gjort noget ondt, - og hvor jeg paa mine Ski nede i en eller anden Dal pludselig kunde standse som troldbunden af en Skjønhed, af en Længsel, som jeg ikke magtede at klare, men som var saa stor, at jeg ovenpaa den højeste Glæde følte den dybeste Indestængelse og Sorg, - her paa Næssets Præstegaard voxte mine Indtryk, men et af de livligste var det, jeg fik af Blakken; thi her voxte og- saa han, blev en Kæmpe og gjorde Kæmpeværk. Han havde ikke meget over Middelhøjde, men var for- holdsvis særdeles lang og af en Bredde, som man maatte le ad; han var blak af Farve, mere gul end hvid, med sort, overordentlig fyldigt Fax; han blev et tungt, godmodigt Dyr, - til daglig Brug altid ludende. Hvad han var vant til, gjorde han rolig som en Oxe, men tilgavns. Foruden at han for- rettede mere end det halve Hestearbejde ved Agerbrug, Vedkjørsel o. s. v. paa denne tungbrugte Gaard, drog han frem til en stor, ny Hovedbygning og til det meget, min Fader ellers lod bygge, over Halvparten af Virket, og drog det af en langt bortliggende, forskrækkelig Udmark. Hvor to Heste SIDE: 5 ikke kunde faa det frem, der brugtes Blakken, og saa sandt Grejerne holdt, kom det frem. Han saa gjerne tilbage paa Gutterne, mens de læssede hans dobbelte og tredobbelte Læs, han sagde just ikke noget dertil, men man maatte dog en tre, fire Gange bede ham gaa, før han gik, og selv da gjorde han først et Par Prøvetag, - og saa tog han det! Det gik mageligt, Skridt for Skridt; der kom undertiden en ny Tjenestegut, som vilde indøve ham i en hurtigere Takt, men det endte altid med, at Gutten maatte lære Hestens. Svøbe blev aldrig brugt; thi man fik snart den vældige Ar- bejder saa kjær, at det hele gik med Kjæleri. Efter hvert som Blakken blev berømt i Bygderne, blev det jo en Ære at kjøre ham. Thi Blakken var snart uden Sammenligning Præstegjældets største Vidunder. Det begyndte som overalt, hvor noget stort stikker op, med grueligt Spektakkel og Had; det be- gyndte nemlig med at Blakken, som gik i Udmarken og paa Fjældet mellem Bygdens andre Heste, vilde have alle Hopper for sig selv. Han saaledes skamslog og flængede de Medbejlere, som indbildte sig noget, at Bønderne kom dra- gende med dem til Præstegaarden under dyre Forbandelser og med Krav paa Erstatning. De slog sig efterhaanden til- taals, da de nok indsaa, at de kunde staa sig paa det alligevel; thi Blakkens Afkom priste ham! Men det var dem dog længe harmeligt, at hans Overlegenhed var saa uhyre og uomtviste- lig. Vor Nabo, Løjtnanten, kunde som Krigsmand ikke finde sig deri; han fik fat i to svære gudbrandsdølske Dyr, herlige Heste, - og disse skulde lære Blakken Respekt. Der blev vaaget for og imod; hvor var vi ikke spændt paa Udfaldet af det første Sammenstød om Vaaren oppi Fjældbejtet! Jeg glemmer derfor aldrig den vakre Pinsedags Kvæld jeg stod ude og lyede paa Aarfuglen, som spillede i Lien, da en Jente kom løbende og meldte, at begge Løjtnantshestene stod henne ved Slibestenene og trykkede sig op til hverandre. Alle der hen - og se: de to dejlige Dyr stod og skalv, blødende af Saar i Saar, de havde været under Blakkens uhyre Hove og Tænder! Rædselen havde givet dem Kraft til at sætte over Præstegaardens høje Skigar; thi de havde ikke vovet at standse, før de kom til Hus. Dagen efter lød Blakkens SIDE: 6 Pris ved Kirkemuren og førtes derfra over "Fjæld og Fjøre". Blakken havde den Sorg, at en af hans Sønner, en kvik, brun Hest, om nogle Aar vilde dele Magten med ham. Men han greb ham midt i hans første Oprørsforsøg, og da den dristige Søn ikke vilde tage Flugten, men rejste et udæskende Kampskrig, løftede den prøvede Kæmpe sig, de gik imod hverandre paa Bagbenene, lagde Forbenene om hverandres Halse og brødes. (Skjotheste slaas altid paa den Maade.) Snart stod den unge Galning som en Violinbue; lidt efter laa han nedbrudt paa Jorden og fik sine faderlige Bank. Dette stod jeg og saa paa. Næsten hver Sommer var der Bjørn i Marken, som slog ned mange Køer og Sauder for os og andre. Ret som det var, hørte vi Gjætergutten nidhauke og Buhunden halse; da ringedes med Klokken, Arbejdsfolkene kom løbende, og op i Marken med Geværer, Øxer og Jærnstaure; men de kom i Reglen for sent; enten havde Hunden alt jaget Bjørnen, eller ogsaa var Kreaturet nedslaaet, før Hjælpen kom. Hestene kunde bedre hytte sig; men det hændte dog nu og da, at han dræbte en Hest enten ved at lokke ham i en Myr, hvor Hesten sank i og blev et let Offer, eller ved at faa ham paa Jag, saa han styrtede ud over et Sva. En Sommer var det især slemt, der var næsten ingen Uge, hvor Bjørnen ikke var ved Kreaturerne; Hestene kom, ret som det var, helt frem til Raaket og var dygtig rædde af sig; thi hver Gang var de jagne af Bjørnen. Men Blakken og den Hoppe og det Føl, han med skarpe Sko holdt Vagt for, kom aldrig. Vi vidste tilsidst ikke, hvorledes det var gaaet dem; Gjæterne havde ikke hørt Hoppens Bjælde paa mange Dage. Da det havde været et langvarigt Uvejr, hvori Hestene ellers plejede at søge nærmere til Hjemmet, ja, ofte at stille sig lige uden for ved Grinden, som førte til Stalden, og de endda ikke var komne, sendtes Gutterne mandstærke op i Skogen for at søge. De søgte mest omkring myrlændt Jord, om Bjørnen der skulde have forlokket den kamplystne Hest og saa over- vundet ham og siden kanske taget baade Føllet og Hoppen, som naturligvis vilde forsvare Føllet. De søgte og søgte uden SIDE: 7 at se noget mistænkeligt; Spor ("Far", som det hedder) efter Bjørnen var allevegne at se; men intet Tegn til Kamp med Heste. Som Gutterne gaar og taler om dette og nærmer sig det bedste Hestebejte i hele Skogen, bliver en af dem op- mærksom paa, at lige i Nærheden af en Myr er Spor efter Føl og Hoppe, men at de i det uendelige har gaaet rundt paa samme Plet, altsaa i stor Angst, og dette er sket nylig, vist- nok endnu samme Dag. Ved saa at undersøge Myren, fandt de ganske rigtig denne opsparket efter en stor Kamp. Det begyndte at gaa Gutterne baade koldt og varmt, men de vilde dog se nøjere efter. Ved Kanten af Myren saa de Spor efter Bagbenene baade paa Bjørn og Hest; de havde altsaa begge strax rejst sig op, Bjørnen var gaaet baglængs ud i Myren for at narre Hesten, og Hesten efter; thi Bjørnens brede Lab og Læg kan Myrjorden nok bære; ej heller er han saa tung som Hesten, der synker i og sidder fast. Men denne Gang havde Bjørnen forregnet sig; thi vel var Blakken sun- ket stygt ned i, men hans Lænders Kæmpekræfter havde løf- tet Benene op af Myrens Sug, mens de skarpskoede Forben pryglede, og Skæretænderne rev, - og snart saa man ikke længer ligt til Bjørnens Bagben, men derimod et nøjagtigt Aftryk af hans Pels, og atter et og atter et, og saa hele Myren nedover; han var kastet overende, havde ikke kunnet løfte sig igjen, men havde væltet sig, Rul i Rul, for at skytte sig mod Slagene og Bidene af den rasende Hest, og dette kunde de forfølge lige til fast Jord. Opildnet af Kamppladsens varme Fortælling blev Gutterne mere lydhøre og gløgge og kunde nu i den stille, solsitrende Luft efter Regnvejret høre Hop- pens Bjælde fra Løvskogen under Aasen. De ilede der hen, - men mødtes af Blakken, som med sprudende Øjne forbød dem at komme nærmere. Han var ikke til at kjende igjen. Med løftet Hoved, vajende Manke travede han rundt om Hoppen og Føllet i store Kredse, og det var kun efter megen blid Tale og ved Hjælp af Salt, som de bar med, at de kunde faa ham til at huske, det var Kjendtfolk, som kom. Men denne Blakkens Storbedrift, som i sit Slags var enestaaende, lagde saadan Glans om hans Navn, at han fra "Præsteblak- ken" herefter ophøjedes til at hedde "Bjørneblakken". Gang SIDE: 8 paa Gang, Aar efter Aar var han i Kast med Bjørnen, og hver Gang længe bagefter ikke til at styre. Han kom en- gang hjem med Mærke efter Bjørnens Kløer; det havde været en gammel Kæmpe, som havde faaet Tag oppe under Øjnene paa Hesten og havde rispet forfærdelig nedover, da Hesten havde slidt Hovedet løst. At have en saa gammel Skjothest gaaende skarpskoet i Udmarken var ellers farligt; men Hestene kjendte ham og flygtede, og selv om en og anden endnu var dum nok til at lade sig banke, saa var man over- bærende med Blakken for hans store Berømtheds Skyld. En Hest, som lagde Bjørnen i Bakken, maatte faa gjøre, hvad han vilde. Hvor beundret han var, kunde bedst ses, naar vi, som sjælden hændte, var nødt til at tage ham til Kirkehest. Skulde hele Familien med Husjomfru og Lærer op at kjøre, maatte han drage tre, fire af os i en gammel Gig, hvori man sad "ej blot til Lyst". Da ingen af de sædvanlige Stadsseler var stor nok, maatte han humpe i Vej i Arbejdstøjet, og da den svære, gjenstridige Man laa ned i Øjnene paa ham, saa han just ikke ud til at fare i Kirkefærd. Man maatte sætte ham bagerst; thi dels vilde han ikke springe, men bare gaa som foran Arbejdskærren, dels vilde han op med Kirkefolket i alle de Skogveje, han var vant til. Men gik han bagerst, fulgte han jo paa en Vis med; naar de andre Heste sprang, saa byxede Blakken, og saaledes kom de, der sad i Giggen, frem humpende i rykkevis, eller som i Sjøgang, og ved een Lejlig- hed med virkelig Sjøsyge. Ved Kirken derimod forandrede det hele sig. Der var nemlig mange andre Heste, han løftede strax Hovedet og gav et kampfærdigt Skrig; det svarede fra Markerne rundt om, han vilde afsted med Giggen, men blev holdt, afklædt og tjoret. Han havde sit særegne Tjor med og blev sat paa en Plads tæt under Fjældet for at være saa langt fra de andre Heste som muligt. Men han vilde til dem, han sled i Tjoret, rejste sig paa Bagbenene, rystede Manken og skreg nedover! Der var flere Folk omkring ham end i Kirken; naar han en Stund var rolig, klappede de ham og maalte hans Bryst, hans Hals, hans Lænder, tog ogsaa Tag i Munden for at se paa hans Tandgar, men saa snart en SIDE: 9 af de andre Heste skreg, sled han sig fra dem, rejste sig og skreg igjen, - det tyktes dem det herligste Syn, de havde set. Jeg for min Del har vist aldrig senere væ- ret saa stolt af noget, som jeg den Gang var af Blak- ken, naar jeg stod mellem Bønderne og hørte de smæl- dende Lovord. Og her paa Toppen af hans Triumfbane vil jeg forlade ham. Jeg kom ud og fik andre Maal for min Beundring og andre Helte at følge. Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 10 TROFASTHED. BORTE paa Fladerne i min Hjembygd bode et Par Ægte- folk med sex Sønner; de strævede trofast paa en meget stor, men vanrøgtet Gaard, indtil et Vaadehug endte Mandens Dage, og Konen sad alene igjen med det tungvindte Brug og de sex Børn. Hun tabte ikke Modet, men ledte de to ældste Sønner frem foran Kisten og lod dem der over Faderens Lig love hende at sørge for Smaasøskendene sine og være hende til Hjælp, saa vidt Gud gav Kræfter. Det lovede de, og det gjorde de, saa længe til den yngste af Sønnerne var konfir- meret. Da kjendte de sig løste, den ældste ægtede en Gaard- mandsenke, og den næstældste en Stund efter hendes vel- havende Søster. De fire tilbageblevne Brødre skulde nu styre det hele, efter hidtil selv uafladelig at være styret. De kjendte sig ikke videre modige til det; de var fra Børn af vante til at holde sam- men, to og to eller alle fire, og gjorde det nu saa meget mere, som de maatte søge Hjælp hos hverandre. Ingen gav nogen Mening tilkjende, før han trode sig sikker paa de øvriges, ja, de kjendte i Grunden ikke sin egen, før de havde set paa hverandres Ansigter. Uden at have gjort nogen Aftale, var der dog en stiltiende Overenskomst mellem dem, at de ikke skulde skilles, saa længe Moderen levede. Hun selv vilde det imidlertid noget anderledes og fik de to udflyttede over paa sin Side. Gaarden var bleven til et dygtigt Brug; den trængte mere Hjælp, hvorfor Moderen foreslog at løse de to ældste ud og dele Gaarden mellem de fire, saaledes at to og to holdt sammen om hver sin Del. Der skulde opføres et nyt Sæt Huse ved Siden af de gamle; det ene Par skulde drage der ind, det andet Par blive hos hende. Men af det Par, som drog ud, SIDE: 11 maatte een gifte sig; thi de maatte have Hjælp til Hus og Fæ, - og Moderen nævnte den Jente, som hun ønskede til Sønnekone. Det havde ingen noget imod; men nu var Spørgsmaalet bare: hvilke to skulde flytte ud, og hvem af disse to skulde gifte sig? Den ældste sagde, at han nok kunde flytte ud, men aldrig vilde han gifte sig, og hver af de andre skød det og- saa fra sig. Da blev de enige med Moderen om, at Jenten selv kunde faa afgjøre det. Og oppe ved Sommerfjøset en Kvæld spurte Moderen hende, om hun ikke vilde flytte ind som Kone paa Fladerne, og Jenten vilde nok gjerne det. Ja, hvem af Gutter- ne hun saa ønskede, for hun kunde faa, hvem hun vilde. Nej, hun havde ikke tænkt over det. Saa maatte hun nu gjøre det, for det stod til hende. Ja, saa kunde det vel blive den ældste; men ham kunde hun ikke faa, for han vilde ikke. - Jenten nævnte saa den yngste. Men Moderen mente, det var saa underligt med det; "han var den yngste." - Saa den næst- yngste. - "Hvorfor ikke den næstældste?" - "Ja, hvorfor ikke den næstældste?" svarede Jenten; for det var ham, hun havde tænkt paa hele Tiden, derfor havde hun ikke nævnt ham. Men Moderen havde skjønnet, lige fra den Stund den ældste vægrede sig, at saa maatte han tro, den næstældste og Jenten havde et godt Øje til hinanden. Den næstældste ægtede altsaa Jenten, og den ældste flyttede ud med ham. Hvorledes Gaarden nu blev delt, fik ingen udenforstaaende vide; thi de arbejdede sammen som før og bar ind sammen, nu i den ene, nu i den anden Lade. Om en Stund tog Moderen paa at blive klejn; hun trængte Hvile, følgelig Hjælp, og Sønnerne kom overens om at fæste en Jente, som ellers gik i Arbejde der. Den yngste skulde spørge Jenten næste Dag, de løvede; han kjendte hende bedst. Men den yngste maatte længe i Stilhed have likt Jen- ten, for da han skulde spørge, gjorde han det saa underligt, at Jenten trode, han vilde fri, og hun svarede ja. Gutten blev ræd, gik strax til sine Brødre og sagde dem, hvor galt det var gaaet. Alle fire blev alvorlige, og ingen turde sige det første Ord. Men den næstyngste saa paa den yngste, at han virkelig holdt af Jenten, og at det var derfor, han var bleven SIDE: 12 ræd. Han anede med det samme sin egen Lod, den at blive Ungkarl; thi skulde den yngste giftes, kunde ikke han. Det faldt lidt haardt, for han havde selv en, han syntes om; men derved var nu intet at gjøre. Han sagde da det første Ord, nemlig, at de var sikrest paa Jenten, naar hun blev Kone paa Gaarden. Strax en havde talt, var de andre enige, og Brødrene gik for at tale med Moderen. Men som de kom hjem, var Moderen bleven syg for Alvor; de maatte vente, til hun var bleven frisk, og da hun ikke mere blev frisk, holdt de atter Raad. I dette fik den yngste sat igjennem, at saa længe Moderen laa, skulde de ikke gjøre Forandring; thi Jenten maatte ikke faa flere at passe end Moderen. Dermed blev det. I sexten Aar laa Moderen. I sexten Aar plejede den tilkom- mende Svigerdatter hende stille, taalmodig. I sexten Aar mødte Sønnerne hver Kvæld ved hendes Seng for at holde Opbyggelse, og om Søndagen ogsaa de to ældste. Hun bad dem ofte i disse stille Timer at huske den, som havde plejet hende; de forstod, hvad hun dermed mente, og lovede det. Hun velsignede i alle disse sexten Aar sin Sygdom, fordi den havde ladet hende smage en Moders Glæde til det sidste, hun takkede dem i hver Sammenkomst, og een Gang blev saa den sidste. Da hun var død, mødte de sex Sønner for selv at bære hende til Graven. Her var Brug, at ogsaa Kvinder fulgte til Graven, og denne Gang fulgte det hele Sogn, Mænd og Kvinder, alle, som kunde gaa, lige til Børnene. Først Klok- keren som Forsanger, saa de sex Sønner med Kisten, og derefter hele Sognet, alle i Sang, saa de hørtes en Fjerding borte. Og da Liget var jordet, og de sex havde skoflet til, drog hele Følget ind i Kirken, for der skulde den yngste vies med det samme; de vilde have det saa, Brødrene, fordi det i Grunden hørte sammen. Her talte Præsten, som var min nu afdøde Fader, om Trofasthed og talte saaledes, at jeg, som tilfældig var kommen tilstede, syntes, da jeg kom ud igjen af Kirken, at det gik sammen med Fjældene og Sjøen og Stor- heden i den hele Natur. SIDE: 13 Bjørnstjerne Bjørnson EN LIVSGAADE. "HVORFOR skal vi sætte os her?" - "Fordi her er højt og lyst." - "Men her er dybt ned; jeg blir ør, og Solen staar for stærkt paa Vandet; lad os gaa længer!" - "Nej, ikke længer." - "Saa tilbage til det grønne Indelukke; der var saa vakkert." - "Aanej, heller ikke did; "han slap sig ned, som kunde eller vilde han ikke mere. Hun blev staaende med Øj- nene ufravendt heftede paa ham. Da sagde han: "Aasta, nu faar du forklare mig, hvorfor du blev saa ræd den fremmede Skipper, som traadte ind i Skumringen." - "Var det ikke det, jeg tænkte," hviskede hun og syntes at ville løbe der- fra. "Du faar sige mig det, før du gaar; for jeg kommer ellers ikke efter." - "Botolf!" raabte hun og vendte sig, men blev staaende. Han sagde: "Jeg har lovet dig ikke at spørge, det er sandt. Jeg skal ogsaa holde det, hvis du heller vil det; men saa slutter det her." - Nu brast hun i Graad og kom opover mod ham. Hendes lille, fine Figur, hendes smaa Hænder, hendes bløde, lyse Haar, som Tørklædet var gledet ned af, og saa hendes Øjne og Mund, det blin- kede særskilt og samlet, Solen stod lige paa, han sprang op: "Ja, du ved det: naar du ser slig paa mig, saa giver jeg efter. Men nu ved ogsaa jeg, at saa bliver det bagefter bare værre. Kan du ikke forstaa det: om jeg hundrede Gange lover dig ikke at ville kjende din Fortid, jeg faar ikke Fred, jeg kan ikke holde det!" Hans Aasyn viste ogsaa en Lidelse, som ikke var fra igaar. "Botolf, det var jo det, du lovede mig, da du aldrig lod mig have Fred, du lovede mig at lade det ligge, det, som jeg aldrig, aldrig kunde sige dig. Du lovede mig det højtideligt, du sagde, det var dig ganske det samme, det var bare mig, du vilde have! - Botolf!" og hun sad paa Knæ foran ham i Lynget, hun græd, som var SIDE: 14 hun i Vaande for sit Liv, hun saa paa ham, mens Taare paa Taare talte videre, og hun var det Vakreste og det Ulyk- keligste, han i sit Liv havde set. "Gud bevare mig," sagde han, rejste sig, men satte sig strax igjen; "hvis du holdt saavidt af mig, at du kunde have Tiltro til mig, - hvor vi To kunde være lykkelige!" - "End hvis du kunde have lidt Tiltro til mig!" bad hun og kom paa Knæerne nærmere, og saa tilføjede hun: "Holde af dig? Hin Nat, da jeg kom op paa Dækket, vort Skib havde stødt mod dit, du stod i Van- terne og kommanderte, - jeg havde aldrig set noget saa stærkt, jeg holdt strax af dig! Og da du bar mig over i Baaden, mens Skibene sank, - jeg følte Lyst til Livet igjen, og det troede jeg, at jeg aldrig mere skulde." Hun taug og græd, men saa lagde hun Hænderne sammen paa hans Knæ: "Botolf!" bad hun, "vær stor! vær stor som den- gang, du tog mig uden nogen Ting med, - bare mig! - Botolf!" Næsten haardt svarte han: "Hvorfor frister du mig? Du ved jo, jeg kan ikke! Det er Sjelen, vi vil ha', det er ikke dette; - i de første Dage gaar sligt; men ikke siden." Hun drog sig tilbage og sagde haabløst: "Aanej, et Liv blir aldrig helt igjen; o, Gud!" og skar i at græde. "Giv du mig alt dit Liv og ikke blot et Stykke deraf, saa skal det blive helt igjen hos mig!" Han talte stærkt som for at opmande hende, hun svarte ikke, men han saa hende kjæmpe. "Vind paa dig selv, vov dig til! Værre, end det nu er, kan det dog ikke blive." - "Du kan drive mig til det Yderste!" bad hun, han misforstod hende og blev ved: "Om det er den største Forbrydelse, den skal jeg prøve at bære, men dette kan jeg ikke bære!" - "Nej, heller ikke jeg!" raabte hun nu og rejste sig.-"Jeg skal hjælpe dig!" han rejste sig ogsaa, "hver eneste Dag skal jeg hjælpe dig, naar jeg bare ved, hvad det er. Men jeg er for stolt til at være Vogter for Noget, jeg ikke kjender, - og som kan- ske er en Andens!"- Her blev hun funkende rød: "Skam dig! Af os to er jeg den stolteste, jeg byder ikke af en Andens. - Nu maa du holde op!" - "Nej, er du stolt, saa tag først bort min Mistanke!" - "Jesus Kristus, dette hol- der jeg ikke længer ud!" - "Nej, jeg har svoret, at det skal have en Ende idag!" - "Er dette ikke ubarmhjertigt," SIDE: 15 skreg hun, "at ville pine og plage en Kvinde, som har for- troet sig til dig, og som har bedt for sig saa inderligt som jeg!" og hun var atter ved Graaden, men med pludseligt Omsving udbrød hun: "Jeg skjønner dig: du vil rigtig det skal storskrige i mig, thi saa faar du vide Noget." Hun saa harmfuldt paa ham og vendte sig. Da hørte hun langsomt Ord for Ord: "Vil du eller vil du ikke?" Hun strakte Haan- den ud: "Ikke om du bød mig alt det, vi kan overse her- fra!" Hun gik fra ham, Barmen bølgede, Øjnene foer af og til, men mest mod ham, snart haardt, saa smerteligt, saa atter haardt. Hun lænede sig op til et Træ og græd, saa græd hun ikke mere, men gik som før. "Jeg vidste jo, du ikke holdt af mig," hørte hun - og var i et Nu det Ydmygste og Angerfuldeste; et Par Gange vilde hun svare, men i dettes Sted kastede hun sig ned i Lynget og skjulte sit Ansigt i sine Hænder. Han gik hen og stod over hende. Hun følte ham staa der, hun ventede hans Tale, hun dækkede for sig; men da den ikke kom, blev hun endnu mere ræd og maatte se op. Hun sprang ivejret med det Samme, hans vejrbidte, langagtige Ansigt var blevet hult, det dybe Øje uden Bryn, den lange, men pressede Mund, den hele uhyre Figur lagde sig med saadan samlet, overordenlig Vegt over hende, at hun pludselig saa ham oppi Vanterne som hin Forlisets Nat; han var bleven stor som da og af en Styrke uden Grændse, men nu stod den mod hende selv! "Du har løjet for mig, Aasta!" Hun veg, men han kom efter; "du har ogsaa faat mig til at lyve; der har ikke været fuld Sandhed i en eneste Dag vi har levet sammen!" Han stod hende saa nær, at hun kunde føle hans varme Aande, han saa hende lige ind i Øjnene, saa det sortnede for hende, hun vidste ikke, hvad han i næste Øjeblik kunde sige eller gjøre, derfor lukkede hun Øjnene. Hun stod som hun vilde falde eller lægge paa Sprang, Afgjørelsens Stund var kommet. I den dybe Stilhed, som gik foran, blev han selv ræd, endnu een Gang slog det om i ham: "Bevis dig! Læg af dig alle Kunsterne dine, - gjør det nu, her!" "Ja," svarte hun, men uden at vide det. - "Gjør det nu her, siger jeg!" Han gav et Skrig; thi hun foer forbi ham og udover, han saa hendes lyse Haar, hen- des oprakte Hænder, et Tørklæde, som slog ud og slap og SIDE: 16 foer efter alene, svævende længer ud. Han hørte intet Skrig, ej heller noget Plask; thi der var dybt ned. Han hørte heller ikke; thi han var faldt om. Af Havet var hun kommet til ham hin Nat, i Havet var hun atter forsvundet, og med hende Historien om hendes Liv. I det natsorte Dyb var Alt det dukket, som ejede hans Sjel, - skulde han ikke efter? Han var kommet hid med den urokkelige Vilje at faa en Ende paa sin Kval; - dette var ingen Ende, nu kunde den aldrig komme, nu vilde det først for Alvor begynde. Hendes sidste Gjerning raabte jo op til ham, at han havde taget fejl og dræbt hende! Trods at Kvalen blev tidobbelt, han maatte leve forat grunde over, hvorledes dette var gaat til. Hun, som næsten var den Ene- ste, der var reddet hin frygtelige Nat, hun skulde blive red- det blot forat dræbes af ham, som havde reddet hende. Han, som havde sejlet og handlet, som om Verden kun var Hav og Handel, var pludselig blevet Offer for en Elskov, der dræbte baade ham og hende. Var han ond? Han havde aldrig hørt det sige og aldrig følt det. Men hvad var det saa? Han rej- ste sig - ikke forat kaste sig ud, men forat gaa nedover igjen; Ingen dræber sig i samme Stund, han har faat en Gaade at løse. Men den kunde jo aldrig løses. Hun havde boet i Amerika, siden hun var voxen, hun kom derfra, da Skibene stødte. Hvor i Amerika skulde han begynde? Hvor var hun fra i Norge, han vidste det ikke bestemt, han var ikke engang vis paa, at hendes Familienavn var det, Familien i Norge havde baaret. Den fremmede Skipper? Ja, hvor var han? Og kjendte han hende, eller var det blot hende, som kjendte ham? Dette var som at spørge Havet, at rejse og begynde en Efterforskning, var som at styrte sig deri. Han havde taget fejl! En angrende Skyldig vilde have lettet sig ved at tilstaa for sin Mand, en ikke angrende vilde have søgt Udflugter. Men hun aabenbarede Intet, hun søgte heller ingen Udflugter, hun kastede sig i Døden, da han trængte paa. Det Mod har ingen Skyl