Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson KONG SVERRE. Kong Sverre. Haakon, hans Søn. Sigurd Jarlsson, hans Fostersøn. Martin, hans Hirdpræst. Jon Staal, Jon Haleson, hans Mænd. En romersk Legat. Biskop Nikolaus Arnesson af Oslo. Biskop Njaal af Stavanger. Biskop Thore af Hamar. Erlend, Præst. Inga fra Borgarsyssel. Mænd hos Sverre og Biskop Nikolaus, m. fl. I Oslo 1194. SIDE: 1 En mindre Stue hos Bisp Nikolaus Arnesson i Oslo. Vindu tilvenstre noget højt paa Væggen. En liden Forhøjning foran. Døre til alle Sider, men de tilhøjre og venstre ere Blinddøre. Biskop Nikolaus. Erlend Præst. Flere Stormænd og Præster. (Idet Tæppet gaar op: Lystighed). Nikolaus (staar prægtig klædt (civil) i Midten) . Ja, det var Dage! Mænd, som havde rejst al Verden rundt og svømt i Jordans Flod, stod Kongevagt om Norges gamle Throne. Til deres Gaarde bødes Stormænd ind fra England, Franken; Ridderspil og Feste lo over Landet fra de høje Gaarde. Til Thing fremmødte de med jernklædt Følge paa hundred Mand; det gav et Høvdingord lidt Efterdøn, naar det blev talt fra Højen. Skal saadan Glands af Bondedampen mørknes, der klam som Natten lister op om Landet, da maa det ske, som Sol gaar ned i Hav, med Øjets Graad stort bristende i Blod. Det sagde jeg i Vaar til Halkell Jonsson: "Drag ned til Orknøj og bered i Stilhed; stig saa af Havet i Jer hele Storhed og dø som Solen eller vind Jer Dag!" Og, er det sandt, hvad Rygtet bærer frem, at Pintsedag, mens Ordets Flammetunger hjalp Hærens Sværd, der stod et Slag ved Bergen, hvor Sverre sank med alle sine Bønder, da rejser Landet sig i gammel Højhed. Da jeg blev Bisp og flytted hid til Oslo, saa jeg i Aanden Gry af saadan Dag. SIDE: 2 Thi her i Viken banker Norges Hjerte, herfra gaar Livet i de brede Aarer. Tak, Vikens Mænd, for Eders Trofasthed! Den Magt, I vandt, vil give vældig Løn. Tilsammen takke vi de stærke Helte, der drog i Leding for vor Velfærdssag. En Fest saa lang, saa skinnende i Natten, som den ej saaes siden Sigurds Dage, skal hilse dem fra Tunsberg op til Oslo, naar hjem de stævner med det vundne Rige. Erlend. Du størst maa takkes; du har gjort det Meste. Alle. Ja, han har gjort det Meste. Nikolaus. Har gjort Noget; jeg er jo født af Landets største Slægt, det giver Ansvar; og en Bispestol højbaaren Tanke giver større Syn. Men Viken er det dog, som bar den op; Bergen for hidsig; gamle Nidaros altfor storagtig; did gik ej min Vej. I Landets Ungdom har de engang drømt, men, naar de vaagner, vil de finde Magten henrullet hid, hvor driftig Kløgt den værner. Paa Eder, Vikens Mænd, kan jeg jo stole? Alle. Det kan du! Nikolaus. Ja, nu er her Sejer, men: Udholdenhed og Maadehold maa rejse, hvad Tøjlesløshed har i Krigen nedbrudt. Naturligvis al Sverres Ejendom, og alle deres, som med ham har kjæmpet, vi dele strax - Flere. Naturligvis! Nikolaus. Men ikke kan hver Mand deri have lige Stemme. Erlend. Ja - hvorfor ikke? Nikolaus. Har I alle givet det samme Krigsstyr, samme Virksomhed? Har I det Samme havt at vove bort? Har I den samme Magt, den samme Evne havt til at rejse Folk og give Tillid? SIDE: 3 En. Hvem skal saa dele? Nikolaus. Det skal de, som raader. Først og fremst Kirken gjennem sine Bisper, dernæst de største mellem Landets Stormænd; thi Kongen er et Barn, maa raades selv, og de, som rejste ham, hans Vilje leder. Erlend. Det har vi Alle gjort. Nikolaus. Vil Du, hver Bonde, som hug med Øxen, skal hos Kongen raade? Erlend. Nej, ikke Bonden. Nikolaus. Eller kanske du vil den samme Stemme have - ja - som jeg? (Erlend tier). Det snart sig viser, at de Mænd, som laante de Stores Vilje, da det stod paa Spil, strax sig forsyner med en Vilje selv, naar Høgen rejste og gav Hanen Mod. Sæt nu, at Sverre havde vundet. - Sæt! - - Tilintetgjort var hele Høvdinghæren, dræbt Magnus's Søn, dræbt Halkell, Sigurd, dræbt Norges Stormænd, deres Slægt paa Flugt, og Fienden væltende indover Fjorden! I blir saa blege! hvad var da at gjøre? En. Fly, fly! Flere. Ja fly! Nikolaus. Naar det er Eders Mening, saa tapre Mænds, da er den ogsaa min. Sæt - ikkun sæt - at vi dog bleve her, lod som slet Intet; de, der flygted bort, knap vidned mod os; de, der vare faldne, vist endnu mindre; Kongen kunde ane, men ej bevise. Sæt altsaa: vi bleve. Da havde hver sin Gaard, sin Magt, sin Tid til nye Planer - det er ej saa lidt; men vil I fly, naturligvis - En. Ja kanske vi kunde blive? Flere. Kanske det? Ja blive. SIDE: 4 Nikolaus. Nu, eller blive, - ganske som I vil - da maa vi hilse ham i Procession med fager Tale, falde ned paa Knæ, og flittig takke ham, fordi han myrded vor Slægt, vor Velfærd - Erlend. Nej, ved hellig Olaf, nej, slig en Skjændsel vil jeg ikke dele! Andre. Ej heller jeg - Andre. Ej heller jeg. Nikolaus. Vil I saa overlade det til mig? Flere. Ja gjerne. Nikolaus. Ja, ser I det? det gjør I, naar det kniber. Hvorfor ej da, naar Sejrens Klokker kimer og kalder Folket til en ydmyg Tak mod Gud og Olaf, - og de Mænd, han sendte? (Det banker med tre Slag paa Døren) Krist, stille, stille (gaar listende mod Døren) - stille - (med barnlig Stemme) Hvem er det? Udenfor: Luk op for Sigurd Jarlsson. Alle. Sigurd! (Bispen aabner). Sigurd (i stor Kappe, som han kaster). De Forrige. Nikolaus. Alene, Sigurd? Sigurd. Ja, jeg er alene! Nikolaus. Din Hær, din Flaade? Sigurd. Adspredt og paa Flugt. Flere. De Andre? Halkell? Sigurd. Pintsedag ved Bergen. Erlend. Men Halkell? Sigurd. Falden! Nikolaus. Olaf Jarlemaag? Sigurd. Er ogsaa falden. Flere. Og den unge Konge? Sigurd. Er falden. - Alle, som var med, er faldne. SIDE: 5 Alle. Gud, den Almægtige! Sigurd. Blot tvende Skibe af den hele Magt undslap ved Flugt, - og her er jeg alene. Jeg var ej med, jeg kom for sent til Slaget. Erlend. Krist hjælpe nu! Nikolaus. Thi Djævlen hjælper Sverre. (Efter en Sorgens Taushed) En. Hvor stor var Magten? Sigurd. Halkells var stor, hans Skibe - høje, stærke, Sverres var smaa og ikke nær saa mange. Men han faldt over dem, før det var Dag. I stor Forvirring trak de sig isammen, saa Aarer knustes; men de slog saa tappert, at tvende Gange var de nær ved Sejer. Da fandt han atter paa en djævelsk List, saa de adskiltes, og foruden Aarer blev de saa Bytte for hans lette Skuder. Hvert Skib blev ryddet, Nogle sprang i Søen; men op paa Stranden stod hans Folk og dræbte. Ved Middagstid den lyse Pintsedag han tog paa Slæbetoug tre Skib' med Lig, og drog til Bergen for at høre Messe. (Stilhed). Erlend. Herren os hjælpe! Hvilket Skrækkens Budskab! Det er jo værre, end da Magnus faldt. Det sidste Haab! Olaf, har du forladt os? Skal en Meneder og en Røver herske i dette Land, du med dit Blod har kristnet? Nikolaus. Den Helveds-Øgle; men hvor er han nu? Sigurd. For fulde Sejl staar han opefter Fjorden. Nikolaus. Her? Flere. Her? Sigurd. Ja her! Flere (bestemt, idet de drager sine Sværd) . Nu vel, hvad gjør vi nu? Nikolaus. Hvad I skal gøre? I skal trække paa Jer den bedste Højtidsdragt og blide Miner og slutte Jer til Præsteprocessionen, naar den med Stilhed skrider op for Kongen. SIDE: 6 Ej Huset brænder, men en enkelt Pibe, skjønt Luen flammer med saa rædsomt Brag. Vær kloge, stille! - lad os vente, vente! (til Erlend Præst:) Du, Erlend Præst, du skynder dig til Danmark, til Erkebispen og til Absalon og siger dem, at dette Forsøg glap; men hils fra mig: nu maa det Sidste prøves: Pavens Banstraale med sin hele Rædsel! Og Brev tilbage til Kong Sverre skrevet med Bud, at nu vil Truslen blive Alvor! (Til de Andre:) - I, mine Venner, hjem, hjem, hjem og klæd Jer! Vi skal nok een Gang have bedre Møde! (han tager hver Enkelt i Haanden, sigende Farvel; de gaar). Nej, nej, nej, nej! Ej alle samme Vej! Tror I, hver Gadegut skal kunne sige: "Nu var her Oprørsthing hos Nikolaus"? (finder en Nøgle i Lommen og lukker op tilhøjre). Se her en Dør, den fører ned mod Søen. (Nogle gaar, han lukker). Farvel, godt Folk! - Vorherre vil nok hjælpe. (tilvenstre ligesaa). Vorherre hjælper nok! - Farvel! (Erlend vil ogsaa gaa). Stop, Stop! Du er for farlig, du maa gjennem Kjælderen. (lukker op). Erlend. I Kjælderen? Nikolaus. Ja, saa kommer du i Haven. Erlend. Men hvorfor? Nikolaus. Vil du! Dersom Nogen saa din Hætte her, var jeg forloren. Skynd dig! Erlend (som gaar) . Slig Fejghed! Nikolaus. Snak, naar du er kommen ned! (han vil lukke over ham). Erlend (stikker Hovedet op) . Vorherre hjælper nok! Nikolaus (trykker Hovedet ned med Haanden) . Lid ikke derpaa! (lukker). Det er nok sikrest, at du prøver selv. (aabner en Dør, raaber ud, en Degn kommer). Min Bispedragt! min Hat! Jeg gaaer til Kongen! SIDE: 7 Spring hen i Domkapitlet, kald dem sammen, og lad saa alle Byens Klokker ringe! (Degnen gaar). Nikolaus. Sigurd. Nikolaus (ser Sigurd) . Ja, du er her. - Han ene nu er Tusind! - Ser du - Han sørger? - Hvilken stor Ulykke! Saamange Brave, Landets bedste Mænd, med et forfærdeligt, vanvittigt Slag nedstyrtet dybere, end Sorg kan følge! O det maa hævnes; - ikke sandt, min Sigurd, du føler Blodet koge sort i Aaren? Saamegen Nedrighed til Rors i Landet, saamegen Højhed sunken stum i Havet. Dig følge Skygger som en Æresvagt. Din faldne Far, din Broder og hans Sønner i Landets Sorgflor ser du foran skride og pege høje paa den stjaalne Krone. Hvad? Blinker den ej mod din egen Tinding? Naar Kongeslægten dør, er nærmest Ret hos ham, som staar den nærmest, Sigurd Jarlsson! Ah, hvorfor blegner du? Jeg traf det, Sigurd? Drøm væk, min Dreng, din Fader Erling drømte og tog sin Drøm fra tvende Kongers Modstand! Sigurd. Du er en Troldmand, som du altid var: du griber Tanken, før den neppe kimer. Vist har jeg drømt - hvem kan et Ønske standse? Hvem hindre Synet, som vort Øje følger, selv naar det lukkes? Men min Handling var foruden Svig; jeg Kongen vilde tjene. Han faldt, min Drøm steg op - den sank; thi Erlings Slægt har ingen Lykke mer; mit Mod blev knækket, førend det fik flyve. Nikolaus. Blot Utaalmodighed, blot Ungdoms Feber; med frisk Beslutning kommer friske Kræfter. I Danmark Urter gror for al vor Sygdom! Der leved Magnus; han var kvindekjær; - SIDE: 8 maaske en Søn - hvem ved? - maaske slet ingen: - der kunde være, det er mer' end nok. Et Barn udraabes, Magnus er dets Fader, Du Farbror, Jarl og Hersker over Hæren, ej Kongens Titel, men en Konges Magt, som Erling fordum eller Haakon Jarl! Jeg skriver Brev', de Store her i Viken blot venter Lejlighed; de skriver under. I disse Brev' tilsiges Dannerkongen en Del af Riget, hvis han bringer Hjælp! Men Absalon maa skaffe Ban fra Paven! Naar saa Du stævner hid med Hær og Konge, i Pagt med Danmark og med Erkebispen, med Ban fra Paven over Sverre slynget, - da jubler Haabet over Masten, Sigurd! da skjælver Sverre - og du er den Første! Sigurd. Det lyser foran mig, saa taler du! - en løjet Konge - kan det ogsaa gaa? Nikolaus. Hvad er da Sverre? Tror du, han er ægte? Hans egen Løgn vi spidser nu imod ham! Desuden, Magnus var en Kvindeven. Et Barn af ham, blindt, halt, forstyrret, skjævt, - det er det Samme! - Er selv Ætten tvivlsom, kan Landets Stormænd laane Thronen Æt, naar deres Kapper bredes om dens Fodtrin. Sigurd. Ved hellig Olaf, det er stærk Beslutning! Netop en saadan, som mit Liv har trængt! Ansvar gi'er Kræfter, Vovestykke Mod - Ah! hvorfor smiler du? Nikolaus. Din Ubestemthed - Sigurd. Min Ube . . . hm . . . se dog, de smile Alle, naar Tvivl mig knuger. - Nikolaus. Du er vel saa god at ta' tiltakke her hos mig en Uge? Her bor jeg ene i den store Gaard; en gammel Pige og en gravtaus Degn er alt mit Selskab. - Det er vistnok sandt: for Øjeblikket og en liden Pige SIDE: 9 fra Borgarsyssel, venter paa sin Slægtning, Audun af Borg, som er min Gjæsteven. Han er jo vor - hun kjender dig jo ikke - tør jeg saa tro, at du vil ta' tiltakke? Sigurd (som kun halvt har hørt) . "Som Alt var tabt, staar Alt igjen paa Fode, og Ban'ret vifter, der jeg slukt det tro'de". Saa sang den gamle Skald. - Ja, hvis jeg turde? Nikolaus. Nu har han faaet lidt at tænke paa. - (roligt og lige til). Jeg skriver Brevene og gaar til Sverre. Han har jo sejret; jeg har tabt desværre. Men Hud ej sælges skal, før Bjørn er skudt, og Lykken prises ej, før Alt er slut. Det kan nok blæse, om det nu er stille, saa lærte Mormor mig, da jeg var lille. (gaar). Sigurd. Siden Inga. Sigurd. De Andre handled, jeg kom tungsindt efter og saa, de havde mine Haab forspildt. - Hvad om jeg nu tog Stangen og gik foran? Har man ej Kraft til noget rigtig Godt, med Ondt man frister sig, ret som til Hævn. Men er det Ondt? dersom nu Barnet findes? Saa er min Sag jo Retfærds egen Sag, Magnus's Æt er jo af Kirken kronet. Og hvad er Uret mod Kong Sverre, - hvad? En Røver, Morder skydes uden Varsel. Før tænkte jeg ej saa; men har jeg ikke med Undren set, at hvad jeg tælled sammen til Ret og Uret, Ærlighed og Løgn, oprives hurtigt som et Maskenet, naar Livet tager i det skjøre Tøj. Er jeg i Spillet, bruger jeg dets Regler. Man regner ikke i en Borgerkrig, hver tager sit, og Fanden tager Resten. Nu vel, paa Handlingens vredladne Hav faar jeg betro mig til den Vind, som kommer! SIDE: 10 Inga (tilsløret) . O gjør det ikke, Sigurd Jarlsson! Sigurd. Hvem? Inga. Vend du tilbage til din Pligt, vær god! Saa var du engang. Jeg har kjendt dig, Sigurd. Sigurd. Hvem er du, Kvinde? Hvorfra kommer du? Inga. Ifra din Barndom. Sigurd. Krist! du er dog ikke? (hun tager Sløret fra). Jo, du er Inga! - Men hvor stort forandret! Inga. Du mere Sigurd! - Sigurd. Hvordan kom du hid? Inga. Jeg saa dig løbe over Gaarden, kjendte dig da igjen, og ilte bange efter. Men her var Folk; jeg maatte vente, vente; jeg stod og skalv - o, red dig, red dig, Sigurd! De vil blot bruge dig, og du gaar under! Sigurd. Hvorledes kom du til min Skillevej med hin forunderlige Spaadom, Inga? Inga. Fra jeg har hørt, hvad Vej du traadte, Sigurd, bad jeg til Gud, jeg maatte finde dig. Nu kom jeg sydfra, og jeg venter her hos Auduns Gjæsteven. Det gjorde Gud, at Bispen ikke skulde tale ene! Sigurd (bittert) . Nu staar jeg atter i en tvedelt Vilje. Inga. Det gjør Enhver, som er paa Vej til Ondt. Sigurd. Alt, hvad kan siges baade for og mod, er tænkt og sagt ti tusind, tusind Gange. Lad det faa Ende; jeg har gjort mit Valg. Inga. Ja, det at trodse mod din Fosterfader! Sigurd. Mit Livs Ulykke, at han blev det, Inga; thi han har myrdet ned min hele Slægt! Inga. Det er ej sandt, det lærte Bispen dig! De kæmped ærlig om den norske Krone, hans Ret var størst, og Herren gav ham Sejer. Da tog han medynksfuld forladte Barn og gav det Plads blandt sine Egne, Sigurd. Sigurd. Jeg kunde svare dig - men hvortil vel? Sig ikke Mere - lad mig gaa - gaa du! Inga. Se dog, hvad venter dig til begge Sider! SIDE: 11 Sigurd. Hos Sverre Intet uden styg Erindring. Inga. Hos Bispen tror du, at dit Slægtstræ grønnes? Kold ser han hugget ned det sidste Skud! - Hvad agter han et Liv? Sigurd. Men Sverre, tror du? Inga. Hos Sverre ordner du dig stille ind; din Del du løfter af det store Arbejd, som bygger Landet efter Fald og Brand. Sigurd. Ja de, som kan det! - Inga. Jeg skal tale til dig hver Dag, hver Time, vi er her tilsammen. Du ene nu har Magt at rejse Krig. Betænk dig, Sigurd! Se dog, hvor det gik! Sigurd. Ak, sørgeligt! Inga. Og Landets tunge Skjæbne maa dog nedtrykke dine Hovmodsplaner! Jer ser, du hører mig. Da endnu Et: dersom du tror, du bringer Sejer hjem, for Herrens Aasyn kan jeg sige dig: det gaar ej godt: du kjæmper med en Større! Sigurd. Hvor tog din Tale saadan Vished fra? Inga. Fra Gud! Han gav mig den, da jeg var Barn. Min Sjæl blev viet til Kong Sverres Sag i tause Dage mellem Heltens Fiender. Jeg følte altid, naar han var i Fare; jeg vidste forud, naar han vilde sejre: mit Livs Beslutning blev at tjene ham. Se, derfor taler jeg idag til dig! Sigurd. Olaf! hvor sælsomt! Har du seet Sverre? Inga. Jeg har nok seet ham, men aldrig nær. Men jeg har hørt ham udskjændt og forbandet, fra jeg var liden; jeg har seet Folk at drage mod ham, som det var til Korstog. Og sommetider har Kong Sverre tabt, men atter sejret, saa det lyste om ham. Da tog jeg Helten i mit Hjerte op, bad stille for ham, naar et Uvejr trued, - og da jeg maatte som en Synder gaa SIDE: 12 alene med det, tog det saadan Væxt, at vaagen tænkte jeg paa intet Andet, i Søvne drømte jeg bestandig ham; min Tanke kom ham saa forundret nær, at det var ofte, som jeg talte med ham, og altid, altid, som jeg fulgte ham. (Under denne Replik er Byens Klokker begyndt at ringe). Sigurd. O, du forunderlige Drømmebarn! Forstaar dig ikke, men som Kirkemessen, skjønt ej Latinen, ej hver Sang jeg fatter, slaar Alt dog sammen til en høj're Klarhed. Dig og hver anden har jeg længe glemt; mig mødte Skikkelser fra Dødens Rige. Ved Navn de nævnte mig; de gik, de kom, de vendte Livet som et Billed om. Nu staar jeg ene, uden en Erindring. Inga. Nej, tvende har du, som vil hjælpe dig: Ung Haakons Venskab og Kong Sverres Godhed! (Denne Replik gjør Indtryk paa Sigurd; i det samme høres Musikken fra Sverres Tog, som under det Følgende nærmer sig, gaar lige under Vinduet, vender om Hjørnet, høres fjernt, indtil næste Scenes Begyndelse). Inga. Hvad mild Musik vi hører komme der? Sigurd. Det er Kong Sverre. Inga. Er Kong Sverre her? Har altsaa sejret, du var ikke med. Tag dog det Tegn paa Guds Barmhjertighed! End har du ikke mod Kong Sverre kjæmpet; før du fik Synd, blev Krigens Flamme dæmpet. Hør dog de Toner, hvor de strømmer ud som milde Straaler i et Dagfrembrud. Kan du vel tvivle, det er Norges Sommer, som saadan jublende omkring ham kommer! (Tager ham ved Haanden til Vinduet ved Forhøjningen). Se, hvor hans Banner, "Sejersfluen", svæver! Jon Staal det bærer i de brune Næver. Par efter Par de Birkebejner skride, stærke og tro de graaned' ved hans Side. Der kommer Martin, Kongens tause Ven, Hjarrande Hvide og Jon Halesen. Der Peter Steyper, den forvovne Karl, bredved ham, ung og smuk, Filippus Jarl. SIDE: 13 Hvor er nu Ulf af Lauvnæs? - Han anfører Skyggernes Tog, som vi fra Luften hører. Didop gik Mange gjennem atten Aar, stærk Himlens Vagt de om sin Herre slaar. - - O, der er Kongen, gaar saa godt og stille, tænker paa Sit, imens de Svende spille. Ak, han sig vender, jeg faar aldrig se rigtig hans Blik! - Men sig mig, hvem er det, straalende ung i Hjelm og Purpurbram? Aldrig jeg saa en Mand saa smuk som ham! Himmel, han ser, han hilser mig, o Gud! Sig mig, hvem er, hvem er han dog? Tal ud! - Sigurd, du ser jo ej, du dækker for dit Øje, skjelver og flygter! - (Sigurd iler ud). Tak, Fader, du kan bøje Sindet tilbage mod dets første Pligt! - - Men hvem var han, der saa saa underligt? Er det ej nu, som hele Togets Glands, siden jeg saa ham, blot gaar op i hans? Jublende Lyst jeg havde til at følge! Men jeg er Pige og maa saadant dølge. O, var jeg Mand! - Jeg kan jo aldrig naa ud fra min Krog, did alle Tanker gaa! - Saadan som Tonen dør hen i det Fjerne, dør mine Haab, der fulgte den saa gjerne. - - Alting er Stilhed. - Hør, den har jo Sprog: "hvad vil du Barn? Det var et Kongetog!" (ud ad nærmeste Dør). SCENEFORANDRING. Kongelig Hal, stærk Musik. Ind kommer det kongelige Følge, først nogle af Kon- gens bedste Mænd, Par om Par; saa Banneret foran Kongen; efter ham hans Søn Haakon; en pavelig Legat med glimrende Følge, som nu ganske fylder Rummet, men danner en Vej op til Thronen (uden Krone), som staar tilvenstre for Tilsku- erne i Forgrunden. Kongen bestiger Thronen. Ved højre Side stiller Haakon sig, ved venstre den pavelige Legat; Jon Staal med Banneret midt foran. Birkebejnerne har alle røde Benklæder (Hoser), Kapper af forskjellig Farve, Hjelme og Skjolde med Kors. Idet Kongen bestiger Thronen, hilser ham et hurtigt, tre Gange gjen- taget: "Held dig Konge!" samt Fanfare. Sverre. Jeg takker Eder; her i gamle Oslo er det nok bedst, vi hilser paa os selv SIDE: 14 og sparer Byen for saa dyrt et Udlæg. Skjønt Kirkens Klokker vare nok saa flinke, er det vel muligt, de gav bedre Klang, hvis Sverre fulgtes op til Kirkegaarden. Men Herren vilde, at vi fulgtes hid. Hin Tvedragts Aand, som hylte gjennem Slaget, er atter truet under Jordens Laag. De Mænd, som trodsede mod Lovens Orden, er for den Evige til Dom hensendt. Vort Fædreland, der sad i Blod og Taarer, skal langsomt rejse sig og skride frem. Det er vel fattigt, men i Fred og Frihed vil Lidet voxe, til det bliver Stort. Det har ej Raad at holde mange Herrer; til Gjengjæld hver sig føler Herre selv. Disse de Ord, hvormed jeg Viken hilser, skjønt knapt det vented at faa fler' af os. (sætter sig. Munterhed, men dæmpet). En (melder) . Hr. Biskop Nikolaus Arnesson, fulgt af Abbed fra Hovedøens Kloster, og Domkapitlet, samt fler' gode Mænd, fra By og Land, vil hilse Eder, Herre! Sverre (siddende) . Det er os kjært. - Lad dem kun føres frem. (De Omtalte kommer; Følget bliver i Baggrunden). Nikolaus (i fuld Skrud, træder frem, bøjer sig paa præstelig Vis for Thronen) . Laudatus Jesus Christus! Alle de Tilstedeværende. In aeternum! Nikolaus. Stormægtigste og naadigste vor Konge! Hvor sandt det Valgsprog, som du satte dig: Sverre, rex magnus, vitis ut leo, mitis ut agnus! For dine Fiender et Skrækkens Skjold, for dine Venner som et lifligt Solskin. Jeg, som du vidste, hørte til de sidste, jeg bad hver Dag til Gud om Retfærds Sejer: Nu ser vi tydeligt, hvad Forbøn vejer! Thi nu du staar paa dine Fienders Nakke og Norges Ravne gav du nok at hakke. O, hvilken Sejer! kan du en til faa, da er der Ingen mer', som du kan slaa. SIDE: 15 Ja, hine Slægter, som med Harald bygged', snart ere borte, og du staar betrygget! Saa flad og flak er snart den hele Scene, du, Herre Konge, du staar høj alene! Gid Kirkens Spir sig ogsaa vilde bøje, saa var der Intet mer', som skar dit Øje. Thi jeg vurderer, som du ved, din Virken ej blot blandt Adelen, men og i Kirken. O, du er stor, selv Kirkens Overhyrde vil du jo lette lidt for al hans Byrde. Hvad ingen Kristenhedens Konge voved, der holdt sin Kongsed og den Pagt, han loved, det vover du. Det Store sprænger Loven, og følger blot Indskydelser fra oven. Jeg ser dig størst, som da paa Tordenvogn i bjerghøj Majestæt du brændte Sogn. Med Skræk stod slagne alle Landets Mænd og tifold Ydmyghed de gav igjen. Saa Land du dyrker og besaar med Hæder, - dog er der kanske ogsaa dem, der græder! Men ingen Storhed kjøbtes uden Taarer, det ved du bedst, og dig de neppe saarer. Nu har jeg hilset dig i Vikens Land, ej som jeg ønsked, men som jeg det kan. Skjænk os tilsidst din kongelige Naade; vi skulde lønne dig, hvis vi fik raade! (En Mumlen gennem Forsamlingen). Sverre (efter et Ophold, siddende) . Vi vil ej takke dig nu her paa Stedet; men vist ved Lejlighed engang det sker. Her er en Mand, som ønsker hilse paa dig. Han er fra Rom, er pavelig Legat, og kom til Landet, for at sælge Aflad. (Nikolaus bukker dybt). Den Mand har tilbudt, hvad mig før var nægtet, nemlig den dyrebare Kirkens Krone. (Nikolaus kan ikke skjule sin Forbauselse). Jeg ser det paa dig, at hin Tidende er dig den kjæreste, jeg nu kan bringe. - - Martin, kom hid! SIDE: 16 Martin kommer, de taler en Stund sammen, da viser Martin ham Documenter, hvori han fordyber sig, kalder siden En og Anden af Hirden, der nærmer sig og knæler, taler sagte med dem; der tales halvhøjt mellem Følget. Haakon (paa samme Tid) . Jeg staar paa Gløder, faar det aldrig Ende? Jeg vil udbede mig at maatte gaa. (han taler til sin Fader, som gjør en nægtende Bevægelse). Nikolaus (som samtidigt fra Forgrunden har betragtet Legaten i megen Uro, gjør endelig Tegn til ham, og Legaten kommer) . I ved nok ej, en pavelig Banbulle mod Kongen, Landet, ventes med det Første? Legaten. Det er umuligt! Nikolaus. Sandt, som vi staar her! Hvis I ham kroner, er I Døden nær! Legaten. Krist sig forbarme! Nikolaus. Han har tvende Koner, og han er Præst, er ikke løst fra Ed. Legaten. O hvilken Tidende! Nikolaus. I vil nok handle med Kirkens Aflad - søger derfor Gunst. Tilgiv, at jeg, der kun er Lydbiskop, saa frit tør tale til Legat fra Paven. Men her er Alt forandret fra den Tid, I drog fra Rom; - I bør helst fare varsomt og søge Gunst hos Landets egen Kirke: at søge Kongens, er at miste Pavens. Legaten. Sig, hvad forlanges der? Nikolaus. I strax paa Stedet Undskyldning giver for hans hele Hird; han skal forstødes fra sit sidste Haab, og det skal gjøres, saa hver Mand det hører; da triumferende vil Kirken staa. Legaten. Men hvad vil følge? Nikolaus. Ak, hvad tør han vove mod pavelig Legat? Og her staar jeg. I saa jo selv: mig nødes han at taale. Legaten. I vil stadfæste, hvad jeg gjør og siger? Nikolaus. Ej jeg alene, men den hele Kirke. (de fjerner sig). Sverre (som har set dem sammen, følger dem med Øjnene, idet de skilles) . Da vi har - (ser Legaten træde frem, standser). SIDE: 17 Legaten. Tilgiv, men I sagde før, at jeg har tilbudt Eder Kirkens Krone. Det kom uventet mellem andre Ting til andre Mænd, saa det var helt uhøvisk at svare strax. Nu være det mig tilladt i Ydmyghed - det var ej ganske saadan. Jeg kom jo fremmed her til dette Land, I tog imod mig som en naadig Herre. Vi talte engang om hin Sag; jeg sagde, at som Legat har jeg jo Magt at krone. - Saavidt jeg skjønner, er ej deri Tilbud. Lidt efter lidt har jeg jo spurgt mig for, som Brug kan være, har nu ogsaa spurgt den fromme Herre, Biskop Nikolaus. (Nikolaus generes). De siger Alle (ikke mine Ord - thi jeg er fremmed, jeg kan Intet vide) de siger Alle, Kirken tør ej krone den, som har dobbelt Ed mod Kirken brudt. Saa ubehageligt - vær fuldt forvisset - saa nødigt, tungt - ja, jeg kan sige - Sverre (som har rejst sig) . - Nok! Saa Vinden blæser ifra denne Kant! Da skal jeg sige dig et Ord for sandt: Du er Bedrager! (almen Bestyrtelse). Ikke mer Legat, end jeg kan haanes i min egen Stat. Jeg saa det strax paa dine myge Fagter og din Bedrift at være Sjælsforpagter: du er en Byld af dem, som trives stygt paa Kirkens Legeme, naar det er sygt. Men der er mange, som sin Tro hengav; jeg derfor gjerne dækker ord'ntlig af. Du maatte spares med at staa til Skamme, til Broder Bisp fik vises med det Samme. I saa det Alle, at de stod og hvisked; den Krog, de bøjed', ej Kong Sverre fisked. Det er den første ej, som Kirken byder: hør, hvad er hændt en anden graa Forbryder. SIDE: 18 Erkebisp Erik, som fra Olafs Lov til sig og Kirken vilde drage Rov, og om vor Sag formørked Pavens Sind, saa han ej saa - Erik er vorden blind! - Ja, han er blind; se dog Guds strenge Straf! Det blev ej mig, det blev sig selv, han traf. Om Ban han bad for mig og dette Land, men se, Gud Herren satte ham i Ban! Saaledes hver det gaar, som Lydpligt glemmer: der hænder Noget, som sligt Hovmod stemmer. I, mine Mænd, som har mig trofast fulgt i Lykkens Sol og dengang den var dulgt, nu faar I vælge til den rette Vej: Tror I nu disse, eller tror I mig? Alle. Dig, dig! dig, dig! Nikolaus. O hvilken Hykler! Du, Sanct Olaf, hører! Legaten (hans Følge har samlet sig om ham) . O lad mig tale! Lad mig svare for mig! O hør mig Konge! o blot nogle Ord i Ydmyghed, som det min Stand sig sømmer, skjønt jeg staar her som pavelig Vikar og kunde kræve, at han ej blev krænket. Min Sjæl bedrøves indtil Taarer, Herre, at Du henreves til slig Heftighed. Jeg stakkels Fremmede foruden Hjælp! O dette Land! O Biskop Nikolaus, tal nu! - Nikolaus. Tilgiv mig! Nu for anden Gang I nævner mig! (Til Kongen): I nævnte mig jo ogsaa! Vi hvisked', sa' I - ja naturligvis: i Kongens Nærhed kan ej tales høit. Legaten selv vil kunne bedst bevidne, at, hvad jeg sagde, var saa rent uskyldigt, saa ganske viet til min Tjenerstilling: han staar for højt for Oslobispens Raad og for min Hjælp; ham vil Sankt Peder hjælpe! Besynderligt, at jeg faar Del i dette, SIDE: 19 ja jeg tror næsten og i Eriks Blindhed. Jeg skal da være baade her og der, den Enes Tunge, og den Andens Stær. Men det jo glæder mig; thi det beviser, hvor fjernt du søger, naar du mistror mig. Jeg - Sverre (gjør en afværgende Bevægelse) . - tror, at Begge nu har talet nok. - (til Legaten): Før trende Solemærker er du borte. Ej Aflad sælger du i mine Riger. Jon Haleson! Du paaser, at han fjernes. Legaten (gaaende) . O dette Land! O Biskop Nikolaus. (Jon Haleson kommer ind igjen). (Taushed). Sverre. Saaledes er der blandet bedsk Malurt i dette Festens og Hjemkomstens Bæger. Farvel, I Høvdinger! Sørg godt for Hæren. - Du, Haakon, følger under Kongens Banner. - Du, Biskop Nikolaus, bliver her. (Først Banneret, saa Haakon, saa de Andre, Par og Par forbi Thronen). Sverre. Nikolaus. Sverre (stiger ned; de ser en Stund paa hinanden) . Det Dummeste, jeg i mit Liv har gjort, var, at jeg tillod, du blev Bisp i Oslo. Nikolaus. Indrømmer villig, at det var et Fejlgreb. Sverre. Skal vi saa tale som foruden Vidner? Nikolaus. Hvad jeg har stundet til i mange Aar! Sverre. Saa er vi ene. - Tag en Stol, vi sidder. (de sætter sig; efter en Pause) Hvad syntes du, ifald du landsforvistes? Nikolaus. I gjorde Uret, - vi kom fler tilbage. Sverre. Men, - hvis du faldt - en Aften, du gik hjem? Nikolaus. Det tør I ikke; - thi min Slægt og Paven - Sverre. Af Vanheld faldt du; - Ingen vidste, hvem. - Nikolaus. Slig som nu Sagen staar, - som død jeg talte med større Kraft, end dengang da jeg leved. SIDE: 20 Sverre. Ja, du har Ret. Jeg frygted, du var modig. Jeg ser, dit Mod er bare Sikkerhed. Nikolaus. Jeg skulde sagt det uden Prøve, Herre. Sverre. Men var du modig, sad jeg neppe her, skjønt jeg har Ret, og du har grusom Uret. Nikolaus. Var jeg en Helt, som I er, Herre Konge, Jeg havde Ret, I et uroligt Liv. Sverre. Hvortil den Strid? Se dog, at her hos mig er større Mark for din Ærgjerrighed. Nikolaus. Vel, Herre, er jeg ingen Helt i Slag; fra jeg var Barn, ej Blod jeg taaler se; faar næsten Afmagt; Gud den Grændse satte. Men saadan Helt, som lever for en Ting i Tyndt og Tykt, tror jeg, at jeg kan være. Sverre. Den Ting, du lever for, er kun dig selv. Nikolaus. Da blev jeg Høvding, som jeg fødtes til, og ikke Præst. Nej, den er sagtens Mere. Sverre. En Biskop nutildags er mer end Høvding. Nikolaus. Paa en Vis sandt. Dog, var jeg Høvding, Herre, der kunde vindes, hvad ej nu kan vindes. Men hvad jeg vil, og hvad jeg kjæmper for, saagodt jeg kan, er rolig Magtfordeling. Nu har I Alt, og hvor skal det saa ende? Sverre. Jeg ikke Alt, nu ere Alle lige; En holder sammen, denne Mand er Konge. Nikolaus. Men, naar nu Kongen tages bort engang? Sverre. En Konge dør ej - Nikolaus. Men naar han er Intet? Sverre. Naar han er Intet? Nikolaus. Og saa Fienden kommer, Hvem har da Magten til at samle Folket? Sverre (rejser sig, strax ogsaa Bispen) . Naar han er Intet? Det kan aldrig tænkes. Nikolaus. Jo, det kan tænkes; det er meget nær. Sverre. Du mener - Krist! Naar Kongen er et Intet! Nikolaus. Og Danen kommer, eller ogsaa Svensken, slaar en Hob her, en anden der, den ene Landsdel ved ej af den anden; thi Thronens Rødder ere hugne af SIDE: 21 i hine Slægter, som I fældte, Herre, løs flyder den som Baad i aabent Hav og kantrer hurtig, naar den ei har Styrer, - hvor bliver saa Jer Lighed og Jer Frihed, naar Fienden tager os i stykkevis? Den bliver Trældom for os Allesammen! Sverre (stille) . Du skuer langt, men endnu neppe langt nok. Det er ej tænkeligt, at hvad er Ret, dybt i sig selv, udover alle Tider, - og det er Ret, at alle Mænd