Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Bjørnstjerne Bjørnson

SIDE: 1

AANUN.

LASSE hedte en Mand, som boede paa Øvrebakke under
Gaarden Haugen i en af Landets nordlige Bygder. Han
var en vidtspurgt Mand, da Ingen fandtes i fem Præstegjeld,
som var saa god en Smed som Lasse Øvrebakke. Hans Kone
hedte Aase og var ilde likt, da hun havde et ondt Sind og
ikke kunde komme ud af det med Folk. Disse To levede i
mange Aar uden at faa Børn.

En Dag staar Lasse som sædvanlig i sin Smidie, da en Jeter-
pige, som de havde, kommer løbende og beder ham gaa strax
ind til Aase; hun var bleven saa syg. "Aa, det haster vel ikke",
svarte Lasse, og derpaa tog han en Øx, som han netop havde
gjort færdig, og gik ud paa Bygden med. Han levede ikke godt
sammen med sin Kone, og brydde sig ikke stort om hendes
Sygdomme; for syg var hun dagstøt. Der, hvor han gik hen
med Øxen, fik han god Betaling for den, og 8 Skilling mere
end akkorderet var, fordi han selv var kommen med den. Sjel-
den er jeg ude paa Bygden, tænkte Lasse, saa det er bedst
jeg gjør mig tilgode for disse 8 Skilling nu, medens jeg er
her, og dermed gik han et Sted hen hvor han vidste det var
Brændevin at faa. Her traf han Kjendtfolk og mangt et Ord
blev vexlet mellem dem over Drikken, baade af det Onde og
det Gode. Tilsidst kom de ogsaa paa Tale om Aase. En
sagde, at det var Synd paa en saadan brav Karl, som Lasse
Øvrebakken, at han skulde have en saa arrig Kjerring. "Har
jeg selv taget hende, saa har jeg vel ogsaa selv likt hende,"
svarte Lasse og saa stygt paa den Anden; for vel havde han
noget at sige paa Aase, naar han var ædru, men naar han
kom paa en Kant, var det ligesom han saa bedre, hvad hun
duede til. Saadan havde han det; Mange har det nu ander-
ledes. "Ungeskrigen skal just ikke forstyrre Husfreden din"

SIDE: 2

sagde den Anden, og saa lagde han til: "Det er kanske der-
for du holder af hende?"

"Sandt nok, at hun ingen Børn har givet mig; men derfor
slipper jeg ogsaa at sulteføde baade dem og os," svarte Lasse
og sigtede hermed til den Anden, som fik Barn paa Barn, saa
det gik slemt tilagters med ham. "Du er kvas i Munden idag
Lasse," sagde den Anden. "Jeg har haardt Træ at hugge i,"
svarte Lasse. "Hun Aase har nok slibt Øxen din," mente
hin, "hun er Slibesten god nok." "Den lille, vi har, er hun
endnu ikke gaaen paa Bygden med," sagde den mere og
mere opirrede Lasse; "men hvorledes er det med den, du
har?" Den Snert gjorde saa ondt, at den Anden drejede til
Lasse, og de røg op at slaas. I Slagsmaalet fik Lasse sin Fod
fordærvetvrid, saa han maatte blive der paa Gaarden baade
den Kvel og Natten og næste Dag til. Mod Kvelden hinkede
han hjemover, ærgerlig paa sig selv og bange for de vonde
Ord, Aase vilde tage mod ham med.

Da han kom ind ad Døren, sad Aase i Sengen, og da han
skulde se til, saa sad hun der med et lidet Svøbelsebarn paa
Fanget. Lasse blev saa forundret, at han glemte at tage Dø-
ren med sig; men Aase sagde tørt: "Luk igjen Døren; her
er kommen Fremmen til Huset". Lasse gjorde saa og gik
bort til Sengen. Aase stelte med Barnet og saa ikke paa ham;
heller ikke sagde hun Noget. Manden satte sig ned og ven-
tede paa at hun skulde begynde; men da hun bestandig tiede
stille, sagde han endelig: "Det var ikke for tidligt". "Tids
nok", svarte Aase, og dermed stod det stille igjen en Stund.

"Er det Gut eller Jente?" spurgte Faderen. "Gut", svarte
Moderen. "Hvad skal han hedde?" "Han skal hedde efter
mig, for det bliver nok ingen Anden, som tager sig af ham",
mente Moderen. "Hvad vil du kalde ham da ?" "Aanun"
sagde Aase og lagde Gutten ved Siden af sig og vendte sig
mod Væggen.

Lasse reiste sig for at gaa, men saa i det Samme bort paa
Sengen og blev staaende som i Tanker. Pludselig gik han
hen og bredede over Konen og pakkede om hendes Fødder,
og saa tog han Trøjen af sig og lagde over der, hvor Barnet laa.
Han tappede Melk af en Ringe og satte paa Sengkrakken,
lagde Ved paa Gruen og gik atter bort til Sengen. Aase lod

SIDE: 3

som hun sov; men næste Dag var hun mild og venlig. Da
han spurgte hende, om hun var vred fordi han var borte den
forrige Dagen, sagde hun endog: "Du er ikke borte hver
Dag".

Saadan gik det til, da Aanun Øvrebakken blev født, og
nu skal hans Historie fortælles.

Aanun voxte sent til, da han var sygelig af sig. Som det
altid gaar med Forældre, som sent faa Børn, lod de ham
formeget faa sin egen Vilje, og da foer han ikke alletider slig,
at Helbreden blev bedre. Af Ansigt var han saa styg, at det
tidlig blev et Ord der i Bygden, at han Lasse Øvrebakken
gjør smukkere Ploge end Børn. Han var ellers spæd af Væxt,
og svag af Lemmer, og derfor tog Forældrene sent paa at
læse med ham. Men da han begyndte, gik det saa fort, at
Moderen ofte sagde, at den Gutten bliver Præst. Han var
rolig af Sind, men en og anden Gang brød det løst, og da
var han balstyrigere end nogen Anden, fordi han fandt paa
meget Mere. 9 Aar gammel begyndte han at gaa i den nær-
liggende Fasteskole. Det gik ham ikke godt; jeg var selv paa
Skolen den Dag, saa jeg maa vel vide det. Skolemesteren,
en gammel alvorlig Mand, spurgte ham, hvad han hedte,
"Stygaanun", svarte Gutten. Skolemesteren sagde Ingen-
ting dertil, men spurgte hvad hans Fader hed. "Lasse Plog"
svarte Aanun, og det var sandt; thi alle Bygdefolk kaldte
ham Lasse Plog, fordi han gjorde saa gode Ploge. "Og Moder
din da?" spurgte Skolemesteren. "Ja hun hedder mange-
slags" svarte Gutten; "de kalder hende baade Aase Skarve-
kjærring og Aase Bakketrolde og Aase Øx, og saa kan du
da kalde hende, hvad du synes bedst om. "Da smurte Skole-
mesteren til Gutten, og sagde, at det var et ondt Barn, som
kaldte Forældrene sine. "Det er Andre, som kalder dem, og
ikke jeg", svarte Aanun grædende; "de kalder hvem det skal
være; de kalder ogsaa dig." "Hvad kalder de mig da?"
spurgte Skolemesteren. "De kalder dig Gammelerik, vil du
vide det, og de løj ikke dengang" svarte Aanun. Skolemeste-
ren hedte Erik, og Folk kaldte ham virkelig Gammelerik,
fordi han var saa slem mod Børnene; men det likte han ikke
at høre selv, som ventelig kunde være, og derfor dængte
han saaledes Gutten ind, at han fik en Feil i sin ene Hofte,

SIDE: 4

og den forvandt han aldrig siden. Skolemesteren sagde til
ham: "det er ikke godt Hus der, du er kommen fra; men
her skal du lære Guds Ord og Optugtelse". Saadan gik den
første Dag, og det gik ikke stort bedre de andre.

Da han blev ældre viste han sig ligesaa dygtig i Læsning
som hændig i alt Slags Arbejde; men med Skolemesteren
havde han Ufred ligesom med alle andre Mennesker, om
det saa var sin egen Moder. Faderen turde han ikke røre;
thi Faderen sagde ikke stort, men sagde med Fynd det, han
sagde. Aanun likte ikke, at han skulde trække Belgen for
Faderen, og han tænkte oftere paa at skjære Belgen istyk-
ker for at blive den kvit. Da han blev ældre tænkte han der-
imod paa at indrette det anderledes med Belgen, forat han
kunde slippe den Umage, og han spekulerte ogsaa saalænge,
til han fandt paa det. Efter den Dag kunde han sidde og
læse og alligevel trække Belgen, og Faderen likte ham ikke
værre derfor. Saadan var det i Alt, han tog sig for; naar
det faldt ham tungt, saa fandt han paa Noget, hvorved det
blev lettere; thi han havde ikke Lyst til Arbejde.

Man sagde snart i Bygden, at klogere Gut var ikke voxet
op der i Grænden paa lang Tid. Da der blev Sporlag efter
gode Emner til Skolelærere, saa tænkte Mange paa Aanun,
og han havde ogsaa selv Lyst til at lære noget Mere. Men
Skolemesteren satte sig imod for hans Troldskabs Skyld, og
gamle Lasse maatte bede vakkert for ham hos Præsten, før
Aanun fik Lov til at følge med dem, som skulde til Præsten
og prøves. Men Aanun var vred paa Skolemesteren, som
havde lagt Ondt for ham, og han tænkte strax paa, at det
skulde Skolemesteren ikke have gjort for Ingenting. Da Da-
gen kom, at Skolemesteren og de unge Seminaristemner
skulde til Præstegaarden, havde Aanun travelt med Noget,
som Forældrene ikke fik se. Aase spurgte, hvad han brugte
saamange Knappenaale til, og Aanun svarte: "til at lage en
Hveps af". Hun brydde sig ikke videre om det, og han gik.
De kom da til Præsten, og Aanun og de Andre blev prøvet,
og han befandtes at være den bedste af dem allesammen.
Skolemesteren likte ikke videre dette og snakkede ilde om
Aanun; men Præsten mente, at han kunde blive bedre med
Aarene. Og dermed bad Præsten dem allesammen at følge

SIDE: 5

med ned i Dagligstuen og spise tilkvels hos ham, for han var
en meget nedladende Mand.

Da de vare komne derned, og Skolemesteren skulde sætte
sig, hoppede han op igjen som en gal Mand og skreg saa
højt, at Alle, som var i Stuen, maatte le. Skolemesteren tog
sig bag, og da skreg han endnu værre, og fløj omkring i Stuen
og bar sig. Baade Præsten og de Andre bleve forundrede
over ham og de maatte skoggerle, da de aldrig havde seet
noget Morsommere end Skolemesterens Ansigt og Adfærd.
"Det har den Djævelunge, den Aanun gjort", skreg endelig
Skolemesteren og jamrede sig skrækkeligt. Aanun havde laget
en meget sindrig Hveps af Knappenaale, som stod ud paa
alle Kanter, og denne havde han hængt fast bag paa Skole-
mesteren under Kjolen, saa at han maatte sætte sig paa den.
Han havde stukket sig stygt; han blødde paa Fingrene, og
han blødde vel et andetsteds ogsaa. Men ihvorvel baade Præ-
sten og især hans Familie syntes, at dette var morsomt nok,
gik det dog ikke an, at en slig Hvepsemager blev Skole-
lærer, og Aanun blev strax vist væk, og dermed var det forbi
med Skolelæreren.

Da Aanun kom hjem og fortalte, hvad der var hendt, blev
Lasse saa vred, at han tog og pryglte Gutten, og Aase gav
ham ikke Kvelsmad.

Men Aanun lagde sig ned og græd, hvad han sjelden gjor-
de. Han var vred paa Skolemesteren og Præsten, Faderen
og Moderen og sig selv, og han lagde over, at han den næste
Dag vilde rejse sin Vej; det var saa intet Godt at vente for
ham der i Bygden. Han var da 16 Aar gammel.

Næste Dag var han usædvanlig tidlig paafærde; for han
tænkte at gaa sin Vej med det Samme. Baade Faderen og
Moderen laa endnu og vidste ikke, hvad Gutten havde fore.
Da han kom udenfor paa Stenhellen, stod Solen dejlig op (thi
det var Midtsommer) og Fuglene sang i Træerne omkring,
Hønsene kom kaglende frem og Katten strøg sig op til ham
og vilde at han skulde kjæle for sig. Aanun satte sig ned paa
Stenhellen en Stund for at kjæle med Katten og se paa Alt
omkring sig, hvor vakkert det var. Og da syntes det ham
næsten bedre at blive der paa Pladsen og have gode Dage

SIDE: 6

end at fare omkring som Skolemester eller nu at rejse sin
Vej paa Eventyr. Men han vilde saa gjerne se og vide lidt
mere og han vilde saa nødig høre Vondord og gaa paa tungt
Arbejde. Saaledes sad han og raadslog med sig selv, og det
tog saa lang Tid, at han endnu ikke var færdig da Faderen
kom udenfor og skubbede Søvnen udaf Øjnene forat gaa heni
Smedjen. Da han saa Aanun sidde paa Hellen, lagde han
Haanden paa hans Hoved, idet han gik forbi, og sagde: "Jeg
har tullet Meget sammen om Dig i Søvne i Nat; Vorherre
ved, hvad der skal blive af Dig". Dette sagde han saa mildt,
at det gik Aanun langt ind i Hjertet. Han brast i og græd, og
dermed var det forbi med Rejsen for den Gang.

Men Skolemesteren bar han fremdeles Nag til; Aanun kun-
de sent glemme den, som havde været slem mod ham. Me-
dens han gik og slog om Sommeren, gjorde han en Vise om
"Gammelerik", og den Visen var saa løjerlig, at hele Bygden
snart kunde den. Og da Søn til Skolemesteren, en stærk og
snarsint Mand, blev saa vred herover, at han en Dag, som
han fik fat i Aanun, skamslog ham, - saa gjorde Aanun
en anden og bedre Vise om ham. Den kom lige vidt som den
første, og begge Viser kan Folk den Dag i Dag der i Bygden.
Men Folk kunde alligevel ikke lide Aanun bedre derfor, og
de saa ikke gjerne, at han var med, hvor der var Lag og
Lystighed. Saaledes gik det til, at Aanun blev gaaende som
for sig selv, og at Ingen vilde vide noget af ham.

Medens han saaledes stullede for sig selv, tænkte han ud
meget baade til det Onde og det Gode. I Smedjen var han
snart lige saa flink som gamle Lasse, da han var endnu sna-
rere til at finde paa det, men han var ikke saa udholdende
i Arbejde. Han fik fat i en Geometri, som han hurtig lærte
udenad, og han længtes meget efter mere Læsning af samme
Slag. En gammel Kaptejn, som boede i Nabolaget, laante
ham Bøger, og Aanun læste. Endnu var han ikke konfir-
meret. Det var tænkt ud saaledes, at han skulde paa Semi-
nariet, strax han var sluppen for Præsten; men da det ikke
blev noget af med Seminariet, saa vilde han heller ikke gaa
til Konfirmation det Aar, de Andre gik. Næste Aar gik han.

Præsten havde altid havt adskilligt tilovers for Aanun; men
Skolemesteren lagde Ondt imellem, og flere med ham. Tid-

SIDE: 7

ningen om de Viser, som var gjort, kom ogsaa til Præsten,
og han holdt en Dag i hele Ungdommens Nærværelse en
Straffeprædiken for Aanun, der varede i en halv Time og var
saa rørende, at de græd Allesammen - undtagen Aanun
selv. Og da Præsten saa at han ikke græd, blev han tilslut
vred, sagde det var netop ham som skulde græde, kaldte
ham en ond Dreng, som ikke med god Samvittighed kunde
forberedes til at bekræfte sit Samfund med Gud. Aanun
sagde fremdeles Intet, heller ikke græd han. Dette tirrede
Præsten saaledes, at han pryglte ham op og jagede ham ud.
Han yttrede ogsaa, at han kunde lade være at komme igjen
det Aar.

Da Aanun kom hjem til sine Forældre med den Tidende,
blev der stor Sorg. Aase græd og Lasse lagede sig til at gaa
til Præsten med Gutten. Da de kom did og Lasse havde
bedet vakkert for ham, fordrede Præsten, at Aanun skulde
bede Skolemesteren om Forladelse i Ungdommens Paahør,
og saa skulde han faa være med, men ellers ikke. Aanun
svarte Ingenting dertil, og saa gik de igjen. Da de næste
Gang var hos Præsten, og Aanun skulde frem og bede om
Forladelse, rørte han sig ikke af Flekken. Præsten bad ham;
han stod. Præsten formante ham; han stod. Præsten skjældte
ham, pryglte ham; men Gutten stod endnu. Da truede Præ-
sten atter med at jage ham, og dette virkede. Aanun gik to
Skridt frem og rakte Haanden ud, skjønt Skolemesteren stod
langt borte. Men han kom hen til ham og tog Haanden. Da
Aanun skulde sige Ordene, brast han ud i en heftig Graad,
og han græd saa haardt og længe, at Præsten ikke kunde faa
Fred til at overhøre Børnene, saa Gutten maatte gaa udenfor.
Han gik hjem. I Stuen sad Moderen og spandt. Da hun saa
ham komme grædende, blev hun bange for, at han atter var
vist bort, og saa begyndte ogsaa hun at græde.

"Aa, Gud trøste og bære mig for Dig" udbrød hun; "nu
har Du bestemt gjort noget Galt igjen". Aanun satte sig paa
Krakken ved Grustenen, stirrede ind i Ilden, men saa ikke
paa Moder sin, svarte hende heller ikke. Hun gik ud i
Smedjen efter Lasse. De kom begge ind igjen og spurgte
Sønnen om, hvad der stod paa. "Aa, det er bare det, at jeg
skjønner jeg bliver et ulykkeligt Menneske hele min Leve-

SIDE: 8

tid", sagde Aanun, og Mere kunde han ikke for Graad.
"Ja, det bliver Alle, som ikke vil være Folk til Viljes" mente
Faderen og satte sig paa Bænken. "Det gaar ikke an her i
Verden at rende med Panden mod hver Væg, og det er
derfor bedst, at Du lyer lidt efter, hvad Folk siger Dig".
"Det er vor egen Skyld", græd Moderen; "vi har ladet ham
altid gjøre som han bedst syntes. Herregud vi fik da ogsaa
endelig et Barn, og det skulde vi faa saamegen Sorg af".
"Endnu er han ikke færdig" mente Lasse "og mangt et kro-
get Træ kan rette sig lidt i Væxten, særlig naar det bliver
bøjet. Nu er det nok bedst vi lægger lidt Haandmagt paa
ham, og har jeg været en mild Fader hidindtil, saa skal jeg
være en saameget strængere herefter. Kom nu, Gut, saa
skal Du faa vide, at jeg er din Fader". Han vidste endnu
ikke, hvad det egentlig var, som stod paa; men han tog ham
alligevel udenfor i Kjøkkenet for at straffe ham alvorligt.
Aanun sagde ikke et Ord til sin Undskyldning, og tog mod
saamegen Straf, som Faderen vilde lægge paa ham. Da slog
han ham saameget, at Aase maatte tage Faderen fra ham.
Aanun blev liggende paa Kjøkkengulvet og jamrede sig. Han
var et voxent Menneske, og det gik ham derfor desto mere
til Hjertet. Faderen tvang ham til at gaa paa Arbejde med sig,
og han gik, men græd bestandig. Og han græd uophørlig en
hel Dag og Nat, og Faderen slog ham ogsaa derfor. Fra den
Stund af var Aanun et ganske andet Menneske. Der var
næsten ikke et Ord at faa af ham, han spiste lidet, og skjønt
Faderen siden fik høre, at han uskyldig havde faaet Straf og
var blidere mod ham, saa ændsede Aanun ikke dette, men
gik som der altid laa en tung Sorg paa sig. Han blev endnu
mavrere og uslere end han før var, saa Forældrene begyndte
at ynkes over ham. Hos Præsten var han stille og dygtig, og
baade han og Andre blev snillere mod ham. Dette gjorde
ham godt, og mod Slutten af sin Gang hos Præsten blev han
derfor ligesom lidt kvikkere igen.

Saa hendte det sig den Dag Ungdommen skulde prøves,
at Præsten blev daarlig under Overhøringen og bad Skole-
mesteren at spørge dem for sig, saa skulde han høre paa. Men
ham vilde Aanun slet ikke svare, og svarte han, saa svarte han
vrangt. Deraf kan man slutte sig til, hvor indgroet Hadet til

SIDE: 9

Skolemesteren var blevet. Præsten sagde ikke et Ord den-
gang skjønt Folk saa, at han blev ligbleg. Paa Kirkegulvet,
da Ungdommen skulde opstilles, ventede baade Aanun og de
Andre, at han skulde staa øverst; thi han var ikke alene den
Flinkeste, men endog den Flinkeste, Præsten havde konfir-
meret; det havde Præsten selv sagt. Skolemesteren kom med
en Liste og stillede op efter den. Først kom 3 rige Gaard-
mandssønner. Aanun skiftede Farve; men han tænkte, at nu
kom nok Turen til ham. Men efter Gaardmandssønnerne op-
stilledes flere andre; Aanun tænkte bestandig, at han blev
den Næste. Det gik længere og længere nedover, men Aanun
blev fremdeles ikke nævnt. Det begyndte at svimle for ham;
thi dette ansaa han for en frygtelig Skam. Det gik længer og
længer nedover, snart var der ikke Mange igjen, og Aanun
var endnu ikke nævnt. Saa skjønte han at han blev den Sid-
ste, og det blev han ogsaa. Da hans Navn endelig nævntes,
troede han, at hele Almuen saa paa sig, at den lo af sig.
Han tænkte paa sin Fader og Moder, der var kommen i
Kirken for at glæde sig over ham, og han tænkte paa Skole-
mesteren, hvor glad han skulde være. Hans Navn blev 3
Gange nævnt, før han huskede paa at gaa nedover og ind-
tage sin Plads. Han gik uden at føle, hvor han satte Foden,
og uden at mærke, at det gik fremad. Hele Kirken flød i
Eet for ham og det paakom ham en Følelse som om han
vilde rulle overende. Da han kom paa Pladsen, turde han
ikke se op, men han følte saavel, at Allesammen saa paa sig.
Medens de sang Psalmen, fik han Ondt og maatte holde sig
fast i Stolen. Flere omkring ham mærkede det, men de
gik ikke hen til ham. Han kom sig endelig saavidt, at han
kunde forstaa Præsten. Præsten var streng og talte om Ly-
dighed mod Gud, og viste, at den bestod i Lydighed mod
sine Pligter og Foresatte, og han viste Børnene, hvem de
nu fik istedetfor sine Forældre. Han talte saaledes, at han
næsten ligefrem kom til at skildre Aanuns Færd imod Skole-
mesteren og Andre, og han revsede ham lige foran den hele
Menighed. Men nu var det ligesom det ikke bed længer paa
Aanun, han saa op paa Præsten - og lo. Ja, han lo, og da
Præsten senere kom ned til ham og spurgte ham, saa lo han,
og da han skjældte paa ham herfor, lo han ogsaa, og han

SIDE: 10

lo endnu, da han tog ham ind i den hellige Pagt. Men paa
Hjemvejen fra Kirken gik han lidt foran sine Forældre,
skyndte mere og mere paa, for at de ikke skulde faa fat i
ham. Og da de kom hen til en Elv, som Vejen gik henover,
og hvor der var en Bro, saa lagde han paa Spranget, og før
endnu Forældrene vidste, hvad han havde fore, kastede han
sig fra Broen ned i Elven og flød fort med den nedover; thi
den var meget strid. Forældrene og Andre, som var i Følge
med dem, slog ud i et stort Skrig og løb til. Men førend de
kom til Elven, var han langt nede. De sprang nedover, nogle
paa hver Kant, og gamle Lasse var foran trods sin Alder.
Aase maatte sætte sig paa en Sten; hun kunde ikke mere og
det var hende som om Himlen drog op med Uvejr og vilde
styrte nedover hende. Hun forsøgte at bede til Gud, men det
var ligesom hun ikke fandt ham i al den Taage, som samlede
sig for hendes Øine, hvormeget hun ogsaa arbejdede og ledte
efter ham. Hun knugede begge Hænder for Øjnene for at
det skulde blive bedre og forat hun ikke skulde kunne se,
hvordan det gik ude paa Elven. Endelig løsnede ligesom
Noget for Brystet paa hende, store Taarer steg op og hun
græd saa sørgeligt. 10 Minutter senere kom de op til hende
med Sønnen. Han var standset mod Noget, der stod fast i
Elven, og Faderen havde reddet ham. Han var borte fra sig,
og Moderen kastede sig jamrende over ham. De drog af ham
Sko og Strømper og gned ham under Fødderne; de rullede
ham og stellede med ham saalænge, til han slog Øinene op.
Han laa længe rolig uden at sige noget. Han saa Faderen og
Moderen græde ved sin Side og rakte Hænderne ud mod
dem; men da mindedes han atter sin Skam i Kirken og saa
Altsammen for sig igjen, og da begyndte han atter med denne
frygtelige stygge Latter. Og siden lo han bestandig, naar
Noget gik ham imod eller ikke var som han syntes. Det var
intet Godt i den Latter, og man vidste ikke, enten det var
Galskab eller hvad det var. Han var fornuftig nok derimellem,
men ret som det var lo han. At le kalder Folket paa den Kant
"at flire", og deraf kom det, at de siden bestandig kaldte
Aanun Øvrebakken "Fliraanun". Det Navn har han den Dag
i Dag der i Bygden.

I Faderens Smedje fandtes Aanun siden dagstøt, men han

SIDE: 11

legede sig mere end han arbejdede, og Faderen havde ikke
Hjerte til at hindre det. Der var ogsaa noget i Legen, som
gjorde, at han ikke kunde blive harm over den, og det var
et Forstand og en Opfindsomhed, han aldrig havde seet Mage
til. Aanun havde sit Smisted og Faderen sit; ved det sidste
blev der hamret og banket hver Dag, ved det første stod
der en Stol, og paa den sad Aanun og arbejdede i Mag, snart
paa et Laas, der var saa kunstigt, at Ingen havde seet et
saadant før, - snart paa en Kniv, en Korketrækker, en
Syl, en Sax, som han Altsammen gjorde saa net og kunstigt,
at det kunde passe paa samme Skaft. Han gjorde bare, hvad
han havde Lyst til, og havde aldrig Lyst til Andet end det,
som Andre ikke gjorde. Det nyttede ikke at bestille Noget
hos ham; man fik det saa alligevel ikke, saafremt han havde
sat sig i Hovedet at arbejde noget Andet; men det, han fik
færdigt, blev altid solgt; for Saadant vilde gjerne alle Folk
have.

En Dag tog han Faderens Klokke ned af Væggen og be-
gyndte at grunde paa, hvordan den var gjort. Han gik hen
i Nabogaarden og bad om at faa se Klokken deres, og han
var mangesteds og bad om det Samme. Folk troede han nu
var bleven gal tilgavns, siden han bare rendte om i Bygden
og saa paa Klokker. Men en vakker Dag holdt han op med
det og gik tilbage i Smedjen igjen. Der blev det nu ar-
bejdet fine, fine Hjul og mangfoldige kunstige Ting; thi nu
vilde han gjøre en Klokke. Og han gjorde en, som var den
snurrigste Folk havde seet. En Gjøg sad inde i den, og naar
Viseren stod paa Slaget, sprang en Dør op, og Gjøgen stak
Hovedet ud og galte saamange Gange, som der var Timer til.
Den Klokke blev der betalt store Penge for. Han begyndte
strax paa en ny. Han havde seet en lille Spildaase, og nu
vilde han gjøre en saadan og sætte ind i Klokken. Det gjorde
han, og naar Hanen (det var en Hane i denne) havde galt
fra sig, saa spilte Klokken en Halling eller en Springdands.
Sligt havde Folk aldrig hørt før, og Aanun gjorde en stor
Handel. Han lo slig, naar Nogen kom til og gabte paa den
rare Klokke, at man kunde tro, han vilde kige ud af. Han
havde det nemlig endnu meget med at le. Naar Folk talte til
ham, saa lo han, og naar noget Usædvanligt viste sig saa

SIDE: 12

lo han ogssa, og man kan gjerne sige, at Latter var det eneste
Sprog han havde. Han tænkte bare for sig selv, og naar
Andre vilde faa ham til at tænke i Samlag med sig, til at
svare sig o. s. v., saa lo han bare, lo ende over sig.

"Flir-Aanun" havde altid Bygdens Folk havt Meget at
fortælle om; men nu fik de Mere end nogensinde før. Han
blev langvejs spurgt, men han vidste selv ikke noget af det.
For det, som viden er bekjendt, har ogsaa Folk lidt Agt, og
derfor blev Aanun baade vel modtagen og vel behandlet hvor
han kom hen. Dette virkede paa ham, og han drog sig lige-
som lidt mere til Folk igjen. Men det var blot En, som
kunde faa Ord af ham, og denne Ene ogsaa blot, naar han
var i Godlaget sit.

Paa den nærmeste Husmandsplads var der nemlig en Dat-
ter, som hedte Ingebjørg. Hun var et forstandigt Kvindfolk,
ikke synderlig fager at se til, men godlidelig og kvik. Aanun
havde hun bestandig drillet den Tid de gik paa Skolen og til
Konfirmation sammen, men hun havde ogsaa bestandig
fundet sært Behag i hans ypperlige Svar, Viser og Puds.
Han taalte ogsaa Mere af hende, end han taalte af Andre, og
han hjalp hende baade med Læsning og Skrivning. Den Dag
hos Præsten han skulde bede Skolemesteren om Forladelse
og brast i at græde, saa græd hun med ham, og det glemte ikke
Aanun, og siden deres Konfirmationsdag var hun saa snild
med ham, at hans egen Moder ikke kunde være snillere, og
det vil ikke sige saa lidt, da gamle Aase havde ham i sit
Sind baade Nat og Dag og stelte omkring ham, som om En,
der var syg. Nu, da han havde faaet det med den Latteren, var
Ingebjørg den Eneste, som formaaede at stille den. Naar hun
sagde: "Vær nu vettug, Aanun, og snak du som andet Folk"
- saa svarte han ogsaa paa det hun spurgte om, og var han
i godt Lune, saa kunde han ogsaa spørge hende om Et og
Andet; men det var bestandig saa rart, at hun ikke vidste,
hvad hun skulde svare. Jeg hørte en Dag paa dem, uden at
de vidste af det. Jeg var hjemme i mine Skoleferier og gik
paa Jagt deromkring. Saa kom jeg til et Sted i Skoven, hvor
Aanun og Ingebjørg tog Løv; thi Forældrene kunde faa ham
til saadant Arbejde, naar de lejede hende med. Jeg kom bag
paa dem, og de saa ikke mig. Hun holdt paa og bandt sam-

SIDE: 13

men, han havde sat sig ned paa Marken ved Siden af og skar
paa en Nøstepinde. "Er det at arbejde?" sagde Ingebjørg. Aa-
nun saa op og lo. "Men, jøie mig, hvor vakker den er", sagde
hun igjen, da hun saa nøjere paa Nøstepinden. Aanun lo saa
det rungede i Fjeldet. "Er det noget at le af, det, Galnin-
gen", sagde Pigen. "Ho, ho, ho", fløj han op og dandsede
omkring hende af Glæde. "Vær nu vettug og sæt dig og
bind sammen" sagde Ingebjørg og tog ham i Armen. Han
gjemte strax Kniv og Pinde og gjorde som hun sagde. Han
satte sig skraas over for hende, bandt og saa paa hende
- og lo. "Hvad ler du nu af, Spektaklet", sa' hun. "Hi, ho,-
hi, ha, - hi, ho", jublede han og slog omkring med Armene i
Riskvisterne saa de føg omkring. "Jeg mener Gutten mister
det lille Vette, han har", sagde Ingebjørg; "svar nu som
andet Folk, er det af mig du ler? "Har du, - har du -
har du set en Rypefugl paa en Kvistebundt før", svarte ende-
lig han, stupte "Haukraake" fremover og opover igjen og lo
som om et Kor af Ugler skreg op. "Aanun, galne Aanun; du
er saa snild, naar du bare ikke ler saa forsæt. Herregud,
du har da Munden til andet Brug end bare til at gabe op med.
Sæt dig nu ned og snak fredelig med mig."

Strax hun begyndte sin Tale, stillede han paa sig og lyede,
og da hun var færdig, satte han sig, men holdt Haanden for
og lo afsides, idet han alt som oftest skottede til hende. "Ga-
pede Gutten, kan du ikke snakke snilt med mig" bad Inge-
bjørg. "Du, du", sagde pludselig han; "du, du, hører du,
hører du, ha, ha, ha, ha, ho, ho!" . . . brast det ud, og
jeg troede han vilde revne af Latter. "Men hvad i Guds
Navn er det" sagde Ingebjørg, lagde fra sig og holdt paa
ham forat tvinge ham til at snakke. Han fortsatte om Lidt:
"Hører du, hører du Trosten, hvor han synger, hvor han
synger. Den Tosken, han snakker det Ingen forstaar. Men
jeg forstaar ham; du skulde aldrig hørt, hvor trøjsamt han
synger. Jeg kan le mig fordærvet over, at du ikke kan skjøn-
ne det. Han mener du forstaar det; det er derfor han sidder
slig og slarver, og saa forstaar du nejmen ikke et Ord. Hør
nu! hør nu! Han tror du skjønner det, ho, ho, ho, ho" -
bar det løst igjen, og nu kunde hun umulig faa ham til at tie
paa lang Tid. Saa spurgte hun ham meget indsmigrende om,

SIDE: 14

hvad det var Trosten sagde. "Nej, jeg tør ikke sige det",
sagde Aanun med lav Stemme, som om han var ræd for at
Trosten skulde høre det. "Aa jo, si' det" bad Ingebjørg lige-
saa sagte. Aanun flyttede sig nærmere hen til hende og hvi-
skede hende ind i Øret: "Han snakker om dig!" "Hvad snak-
ker han om mig da?" hviskede Ingebjørg. Aanun svarede
ikke, men lo, dennegang mere inde i sig, akkurat som om
Trosten ikke skulde mærke det. "Fortæl det nu", hviskede
Ingebjørg. Aanun tog hende om Hovedet, lagde Munden ind
til hendes Øre, saa omkring sig, som om Nogen skulde staa
og ly efter, og saa sagde han halvhøjt (jeg fik siden høre
det af Ingebjørg): "Han siger du er saa inderlig vakker, siger
han og saa siger han, og saa siger han, ho, ho, ha!" Han
kunde ikke Mere for Latter, rullede sig bort fra hende og lo
som en Kanarifugl.

Slig var Aanun Øvrebakken bleven.

"Hvad arbejder du paa nu?" spurgte jeg en Dag Aanun,
- han sad i Solstejken foran Studøren og høvlede. Aanun
lo naturligvis, men pegte paa et Blad, som laa ved Siden af
ham borte paa Marken. Det var et Blad, hvori nyttige Ting
i Landbrug og Kunstflid bleve afhandlede, og jeg saa deri
blandt Andet en Fremstilling af en nylig opfunden, meget
sindrig Vævestol. "Kan du gjøre den efter?" spurgte jeg høj-
lig forundret. "Du er jo ikke Snedker !" "Jeg er alslags, jeg !"
svarte Aanun, lo og høvlede væk saa voldsomt, som om
Stolen skulde blive færdig samme Dag. "Hvem arbejder du
den for, Aanun?" "Ha, ha, - ho, ho, ho!" svarte Aanun.
"Det er nu vel aldrig for hende Ingebjørg?" "Ho-i, ha-i,
ho-i!" skreg Aanun, kastede Høvlen himmelhøjt i Vejret,
tog den igjen og gav sig paanyt til at skamhøvle.

Jo, ganske rigtig! Et Par Dage efter saa jeg ham drage
afsted med en Bom. Han sled og bar saa syndelig, for
han var nu ikke stærk af Kræfter, og dertil havde han en
Skavank i den ene Hoften sin, som før fortalt. Hvad har
han fore nu, tænkte jeg og fulgte efter uden at han kunde se
mig. Han drog afsted nedover Bakkerne, kvilte sig mellem-
stunder og traskede saa paa igjen. Det bars bort til den Plads,
Ingebjørg boede paa, og saa vidste jeg Besked. Jeg tog en
Omvej, listede mig ind i Gangen og stelte mig bag Døren,

SIDE: 15

for dette vilde jeg da se paa. Om lidt kom Gutten dragende.
Ingebjørg lukkede op Studøren og stillede sig ude i Gangen
tæt ved mig. "I Jesunavn! Hvad er det han Aanun Øvre-
bakken kommer sættendes med! Jeg mener, Gud forlade
mig min onde Synd, det er en Vævebom !" Aanun satte den
ifra sig mod Stuvæggen, saa det smal i Huset. "Nu har jeg
aldrig set sligt! Hvor har du faat fat i den, Gapen?" Aanun
tog Huen af sig, kastede den i Luften og storlo. "Hvem skal
ha' den Vævebommen ? Svar mig nu paa Timen !" sagde
Ingebjørg næsten streng. Aanun saa paa hende og sagde om
lidt: "Du skal faa Mer, du!" Og dermed gjorde han et Kast
henover Marken, haukede og lo og dandsede hjemover igjen.
Og nu kom han fort bærende efter hverandre med Slagbom-
men, Stolperne, Sidetræerne, Hovollerne og Altsammen.
"Skjønner jeg, hvad Gutten mener med dette, saa vil jeg al-
drig komme af Flekken," sa' Ingebjørg, som gik ud og saa
paa hvert Stykke, eftersom han kom med dem.

Aanun satte sammen Stykkerne, og Ingebjørg saa til og
forundrede sig. Da han var færdig kastede han sig i Græsset
ved Siden af og saa paa hende, mens hun grundede paa,
hvordan den Vævstolen egentlig var. Hendes Glæde ved
Opdagelsen af dens mange Fordele skaffede ham usigelig
Moro. Han lo uafbrudt, men han lo sagte, for ikke at for-
s