Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Asbjørnsen og Moe SIDE: 1 Om Askepot, som stjal Troldets Sølvænder, Senge- tæppe og Guldharpe. Der var engang en fattig Mand, som havde tre Søn- ner. Da han døde, skulde de to ældste Sønner drage ud i Verden for at prøve sin Lykke; men den yngste vilde de slet ikke have med sig. "Du da!" - sagde de - "du duer ikke til Andet end at sidde og grave i Asken, du." "Saa faaer jeg vel gaae alene, jeg da," sagde Askepot. De To gik og kom til Kongsgaarden; der fik de Tjeneste, den Ene hos Staldmesteren og den Anden hos Gartneren. Askepot gik ogsaa afsted, og tog med sig et stort Knadetrug, som var det Eneste, der var efter Forældrene, men som de andre To ikke brød sig noget om; det var tungt at bære, men han vilde dog ikke lade det staae igjen; - og da han havde gaaet en Stund, kom ogsaa han til Kongsgaarden og bad om SIDE: 2 Tjeneste. De svarede at de ikke behøvede ham, men da han bad saa inderlig vakkert, skulde han tilsidst faae Lov at være i Kjøkkenet og bære Ved og Vand til Kok- kejenten. Han var flittig og flink, og det varede ikke længe, førend Alle holdt meget af ham, - men de to Andre vare dovne, og derfor fik de ofte Hug og liden Løn, og saa bleve de avindsyge paa Askepot, da de saae at det gik ham bedre. Ligeover for Kongsgaarden, paa den anden Side af et Vand, boede et Trold, som havde syv Sølvænder, der svømmede ude paa Vandet, saaat de kunde see dem fra Kongsgaarden. Dem havde Kongen ofte ønsket sig, og derfor sagde de to Brødrene til Staldmesteren. "Dersom vor Broder vilde, har han sagt sig god for at skaffe Kongen de syv Sølvænderne." Man kan nok vide, det ikke var længe, før Staldmesteren sagde det til Kongen. Denne sagde da til Askepot: "Brødrene dine fortælle, at du kan skaffe mig Sølvænderne, og nu skal du gjøre det." "Det har jeg hverken tænkt eller sagt" svarede Gutten. "Du har sagt det," ved- blev Kongen, "og du skal!" "Ja - ja!" sagde Gut- ten, "naar det ikke kan være Andet, saa lad mig faae et Kvarter Rug og et Kvarter Hvede, saa faaer jeg vel prøve." Det fik han og lagde i Knadetruget, han havde taget med hjemmefra, og roede over med det. Da han var kommen paa den anden Side, begyndte han at gaae paa Strandkanten og strøe og strøe, og endelig fik SIDE: 3 han lokket ænderne ud i Truget, og roede saa tilbage, det bedste, han kunde. Da han var kommen midt udpaa, kom Troldet og fik see ham. "Har du reist afsted med de syv Sølv- ænderne mine, du?" raabte det. "Ja-a!" sagde Gut- ten. "Kommer du igjen oftere du?" spurgte Troldet. "Kan nok hænde," sagde Gutten. - Da han kom til- bage til Kongen med de syv Sølvænderne, blev han endnu meer afholdt i Kongsgaarden, og selve Kongen sagde, at det var godt gjort, - men derved bleve hans Brødre endnu mere vrede og misundelige paa ham; og saa fandt de paa at sige til Staldmesteren, at nu havde han sagt sig god for at skaffe Kongen Troldets Sengetæppe, med en Sølvrude og en Guldrude, og en Sølvrude og en Guldrude i, dersom han bare vilde, og Staldmesteren var heller ikke den Gang seen med at fortælle Kongen det. Kongen sagde derfor til Gutten at hans Brødre havde fortalt, at han sagde sig god for at skaffe Troldets Sengetæppe med Sølv- og Guld- ruderne i, og nu skulde han gjøre det, eller ogsaa skulde han miste Livet. Askepot svarede, at det havde han hverken tænkt eller sagt, men da det ikke hjalp, bad han om tre Dage at betænke sig i. Da de vare omme, roede han over igjen i Knadetruget og gik frem og tilbage og lurede. Endelig saa han, at de i Bjerget hængte Sengetæppet ud forat lufte det, og da de vare komne vel ind i Fjeldet igjen, kneb Askepot det og roede SIDE: 4 tilbage, det forteste, han kunde. Da han var kommen midt udpaa, kom Troldet ud og fik see ham. "Er det dig som har taget de syv Sølvænderne mine?" raabte Troldet "Ja-a!" sagde Gutten. "Har du nu taget Sengetæppet mit med en Sølvrude og en Guldrude og en Sølvrude og en Guldrude, og?" "Ja-a!" sagde Gutten. "Kommer du igjen oftere, du?" "Kan nok hænde, det," sagde Gutten. Da han nu kom tilbage med Guld- og Sølvtæppet, holdt Alle endnu meer af ham end før, og han blev Tjener hos Kongen selv. Der- over bleve de andre To endnu mere harme, og forat hævne sig, fandt de nu paa at sige til Staldmesteren: "Nu har vor Broder sagt sig god for at skaffe Kongen den Guldharpe, som Troldet har, og som er saadan, at Alle, om de ere noksaa sørgmodige, blive glade, naar de høre der spilles paa den." Ja, Staldmesteren han for- talte det strax igjen til Kongen, og han sagde til Gutten: "Har du sagt det, saa skal du gjøre det. Kan du det, skal du faae Prindsessen og halve Riget, men kan du det ikke, skal du miste Livet." "Jeg har hverken tænkt eller sagt det," svarede Gutten, "men der er vel intet andet Raad, jeg faaer vel prøve. Men sex Dage vil jeg have at betænke mig i." Ja, dem skulde han faae; men da de vare omme, maatte han i Veien. Han tog da en Spiger, en Birkepind og en Lysstump i Lom- men og roede over, og gik derudenfor frem og tilbage og smuttede. Da Troldet kom ud, fik det see ham; "er SIDE: 5 det dig," - sagde det - "som har taget de syv Sølv- ænderne mine?" "Ja-a!" svarede Gutten. "Det er dig som har taget Sengetæppet mit med en Sølvrude og en Guldrude, ogsaa da?" spurgte Troldet. "Ja-a!" sagde Gutten. Saa greb Troldet ham og tog ham med sig ind i Bjerget. "Nu, Datter min," sagde han, "nu har jeg faaet fat paa ham, som har taget Sølvænderne mine og Sengeteppet mit med Sølv- og Guldruderne i, sæt ham nu paa Gjødstien, saa skal vi slagte ham og bede til os vore Venner." Dertil var hun strax villig og satte ham paa Gjødstien, og der stod han i otte Dage og fik alt det Bedste, han kunde ønske sig baade af Mad og Drikke, saameget han vilde have. "Gaae nu ned," sagde Troldet til Datteren, da de otte Dage vare forbi, og skjær ham i Lillefingeren, saa faae vi see om han er fed." Strax gik da Trolddatteren ned. "Kom med Lille- fingeren din!" sagde hun; men Askepot han stak ud Spigeren og den skar hun i. "Aa nei! han er haard som Jern endnu," sagde Trolddatteren, da hun kom ind igjen til sin Fader; "endnu kan vi ikke tage ham!" Om otte Dage gik det lige eens igjen, paa det nær at nu satte Askepot Birkepinden frem. "Lidt bedre er han," sagde hun da hun kom ind igjen til Troldet, "men endnu blev han haard at tygge som Træ." Men om 8 Dage sagde Troldet igjen, at Datteren skulde gaae ned og see om han ikke nu var fed. "Kom med Lillefingeren din!" sagde Trolddatteren, da hun var kommen ned til Gjød- SIDE: 6 stien; nu satte Askepot Lysstumpen frem. "Nu gaaer han an!" sagde hun. "Ja saa!" sagde Troldet; saa reiser jeg bort, jeg da, at bede til Gjæstebuds; imidler- tid skal du slagte ham, og stege det Halve og koge det Halve!" Da Troldet vel var reist, gav Datteren sig til at bryne paa en stor lang Kniv. "Skal du have den at slagte mig med?" spurgte Gutten. "Ja du!" sagde Trold- datteren. "Men den er ikke skarp," sagde Gutten. "Jeg kommer nok til at bryne den, jeg, saa du mere letvindt kan faae Livet af mig." Hun lod ham da faae Kniven, og han til at slibe og bryne. "Lad mig nu prøve den paa Haarfletten din," sagde Gutten; "jeg troer, den skal være brav nu." Det fik han Lov til; men idet- samme han greb i Haarfletten, bøiede han Hovedet til- bage og skar det af Trolddatteren, - og kogte saa det Halve og stegte det Halve og satte det paa Bordet. Derpaa tog han hendes Klæder paa, og satte sig borte i Krogen. Da Troldet kom hjem med Gjæstebudsfolkene, bad han Datteren - for han troede, det var hende, han - at hun ogsaa skulde komme og spise med. "Nei," svarede Gutten, jeg vil ikke have Mad, jeg er saa stuur og bedrøvet." "Du veed vel Raad for det," sagde Trol- det, "tag Guldharpen og spil paa!" "Ja, hvor er nu den henne da?" sagde Gutten igjen. "Du veed vel det, du, - du har jo sidst brugt den; den hænger jo der over Døren!" Gutten lod sig ikke det sige to Gange, han tog den og gik ud og ind og spillede; men ret som SIDE: 7 det var, saa skjød han Knadetruget ud, og roede afsted, saa det fossede om Truget. Om en Stund syntes Trol- det at Datteren blev forlænge ude, og gik efter forat see, hvad der manglede hende; saa saa han Gutten i Truget langt, langt ude paa Vandet. "Er det dig, som har taget de syv Sølvænderne mine?" raabte Troldet. "Ja," sagde Gutten. "Det er dig, som har taget Tæp- pet mit, med en Sølvrude og en Guldrude i, ogsaa da?" "Ja," sagde Gutten. "Har du nu taget Guldharpen min med?" skreg Troldet. "Ja, jeg har nok det," sagde Gutten. "Har jeg ikke ædt dig alligevel da?" "Nei, det var Datteren din, du aad!" svarede Gut- ten. Da Troldet hørte det, blev han saa harm, at han sprak; og saa roede Askepot tilbage og tog en heel Hob Guld og Sølv med sig, saameget Truget kunde bære. Da han nu kom tilbage med Guldharpen, fik han Kongedatteren og halve Riget, saaledes som Kongen havde lovet ham; - Brødrene sine gjorde han vel imod, for han troede, de kuns havde villet hans Bedste med det, de havde sagt. Asbjørnsen og Moe SIDE: 8 Gjertrudsfuglen. I de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og van- drede her paa Jorden, kom de engang ind til en Kone, som sad og bagede. Hun hed Gjertrud, og havde en rød Hue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe og de Begge vare sultne, bad vor Herre hende saa vakkert om en Levse at smage paa. Ja, den skulde han da faae, men et bitte lidet Emne tog hun og kjævlede ud; al- ligevel blev det saa stort, at det fyldte hele Takken. Nei, saa blev den Levse for stor; den kunde han ikke faae. Hun tog da et endnu mindre Emne, men da hun havde baget det ud og bredt det paa Takken, blev den Levse ogsaa for stor; den kunde han heller ikke faae. Tredie Gang tog hun et endda mindre Emne, et bitte, bitte lidet et; men ogsaa dengang blev Levsen alt for stor. "Saa har jeg ikke Noget at give Jer," sagde Gjertrud, "I faaer ligesaagodt gaae igjen uden Smage- bide, for Levserne blive allesammen for store!" Da blev den kjærlige Herre vred, og sagde: "Fordi du undte mig saa slet, skal du have den Straf, at du skal blive til en Fugl, og tage din tørre Føde mellem Bark og Ved, og ikke faae Noget at drikke oftere end hvergang det regner!" Og neppe havde han sagt det sidste Ord, SIDE: 9 saa blev hun til Gjertrudsfuglen, og fløi fra Bagste- fjællen op igjennem Skorsteenspiben; og endnu den Dag idag kan man see hende flyve omkring med sin røde Hue og ganske sort over hele Kroppen, efter det at Pi- ben sværtede hende; hun hakker og pikker bestandig paa Træerne efter Mad, og piber mod Regnveir; thi hun er altid tørst, og da venter hun Drikke. Asbjørnsen og Moe Fugl Dam. Der var engang en Konge, der havde tolv Døttre, og dem holdt han saameget af, at de næsten bestandig maatte være hos ham; men hver Middag, naar Kon- gen sov, gik Prindsesserne ud at spadsere. Engang da Kongen tog sig sin Middagsluur, og Prindsesserne vare ude, blev de borte med det samme og kom ikke igjen. Da blev der stor Sorg og Bedrøvelse over hele Landet; men mest bedrøvet af Alle var Kongen. Han lod ud- gaae Bud baade i sit Rige og i fremmede, og lod lyse efter dem ved alle Kirker og ringe efter dem med alle Klokker over hele Landet; men Prindsesserne vare borte SIDE: 10 og bleve borte, og Ingen vidste hvor de vare blevne af; saa kunde man da vide, at de maatte være tagne ind af noget Troldskab. Det varede ikke længe førend dette spurgtes vidt og bredt baade i By og Bygd, ja over mange Lande, og saa kom Rygtet om det ogsaa til en Konge, langt borte i Landene, som havde tolv Sønner. Da disse fik høre om de tolv Kongedøttre, bade de sin Fader om Lov til at reise ud og lede efter dem. Han vilde nødig give dem Lov til at reise; thi han var bange for, at han aldrig skulde faae see dem igjen; men de gjorde Knæfald for Kongen og bade saalænge, saa han tilsidst maatte lade dem reise alligevel. Han udrustede da et Skib til dem og satte Ridder Rød, som var vel kjendt paa Vandet, til Styrmand. I lange Tider sei- lede de omkring og vare oppe i alle Lande, de kom til, og ledte og spurgte efter Prindsesserne; men de fik hver- ken hørt eller spurgt dem. Der manglede nu kun nogle Dage, saa havde de seilet i syv Aar, da blev det en Dag en stærk Storm og slikt et Veir, at de troede, de aldrig skulde komme til Land mere, og Alle maatte de arbeide saaledes, at de ikke fik Søvn paa sine ÿine, saalænge Uveiret varede. Men da det led paa den tre- die Dag, lagde Vinden sig, og med Eet blev det blik- stille. Alle vare de nu saa trætte af Arbeidet og af det haarde Veir, at de søvnede strax; men den yngste Kon- gesøn havde ingen Ro og kunde slet ikke sove. Medens han derfor gik frem og tilbage paa Dækket, kom Skibet SIDE: 11 til en liden ÿ, og paa ÿen løb der en liden Hund og gjøede og knistrede mod Skibet, ligesom om den vilde ud paa det. Kongesønnen gik paa Dækket og lokkede og fløitede til Hunden; desmere gjøede og knistrede den. Han syntes nok, at det var Synd, den skulde gaae der og omkomme; thi han troede at den kunde være kommen fra et Skib, der var forlist i Stormen; men han syntes ikke, han kunde hjælpe den heller, for han troede ikke, han var istand til at sætte Baaden ud alene, og de Andre sov saa godt, at han ikke vilde vække dem for Hundens Skyld. Men Veiret var saa blankt og stille; saa tænkte han: du faaer alligevel i Land og frelse Hunden; og saa tog han paa at sætte Baaden ud, og det gik lettere end han havde troet. Han roede i Land, og gik op til Hunden, men hvergang han greb efter den, sprang Hunden til Side, og saaledes blev det ved, til han var kommen inde i et stort gjildt Slot, førend han vidste Ordet af det. Der blev Hunden med Eet forvandlet til en deilig Prindsesse, og i Bænken sad der en Mand saa stor og fæl, at han blev reent for- skrækket. "Du behøver ikke at blive ræd, " sagde Man- den, - endda ræddere blev Kongesønnen, da han hørte hans Maal - "for jeg veed vel hvad det er, du vil: der er tolv Prindser af jer, og I lede efter de tolv Prindses- ser, som blev borte. Jeg veed nok hvor de ere henne; de ere hos Husbonden min; der sidde de paa hver sin Stol og lyske ham, for han har tolv Hoveder. Nu har I seilet SIDE: 12 i syv Aar, men I komme til at seile i syv Aar til, førend I finde dem. Du for din Deel kunde gjerne blive her, " sagde han, "og faae min Datter; men du maa først slaae ham ihjel; thi han er en streng Herre mod os, som vi alle ere kjede af, og naar han er død bliver jeg Konge i hans Sted. Men prøv nu om du kan svinge Sværdet, " sagde Troldet. Kongesønnen tog fat i et gammelt rustent Sværd, som hang paa Væggen, men han kunde neppe rugge det. "Saa faaer du tage dig en Slurk af denne Flaske, " sagde Troldet. Da han havde gjort det, kunde han rugge det, og da han havde taget en til, kunde han løfte det, og da han havde taget endda en, kunde han svinge Sværdet lige saa let, som det havde været hans eget. "Naar du nu kommer ombord, " sagde Troldprindsen, "saa maa du skjule Svær- det vel i Køien din, saa at Ridder Rød ikke faaer see det; han er vel ikke god for at svinge det, men han vil endda blive hadsk paa dig og staae dig efter Livet. Naar saa syv Aar ere omme, paa tre Dage nær, " sagde han videre, "saa gaaer det akkurat ligesom nu: der kom- mer et stærkt Veir over jer med Storm, og naar det er forbi, blive I søvnige allesammen; da maa du tage Sværdet og roe i Land, saa kommer du til et Slot, hvor der staaer alle Slags Vagter, baade Ulve og Bjørne og Løver; men du behøver ikke at være bange for dem; thi de falde dig tilfode allesammen. Men naar du kommer ind paa Slottet, saa seer du, han sidder i et SIDE: 13 prægtigt Kammer gjild og tilstadset; men tolv Ho- veder har han, og Prindsesserne sidde paa hver sin Stol og lyske hvert sit Hoved. Og det Arbeide kan du nok vide, de ikke synes godt om. Saa maa du skynde dig at hugge af det ene Hoved efter det andet; thi vaagner han og faaer see dig, saa sluger han dig levende." Kongesønnen gik ombord med Sværdet, og det han havde faaet vide, huskede han vel paa. De ÿv- rige laae og sov endda, og han gjemte Sværdet i sin Køie, saaat hverken Ridder Rød eller nogen af de ÿv- rige fik see det. Nu begyndte det at blæse igjen, og han vækkede da de Andre og sagde, at han syntes at det ikke gik an, at de skulde sove længere nu, da det var saadan en god Vind. Der var Ingen, som mær- kede, at han havde været borte. Tiden gik hen og det led med det skred, men den yngste Kongesøn tænkte ofte paa, hvad der skulde skee, for han vidste ikke, om han kunde udføre det, han skulde. Da nu de syv Aar var forbi paa tre Dage nær, saa gik det, som Troldprindsen havde sagt. Der kom et stærkt Uveir og Storm, som varede i tre Dage, og da det var forbi, bleve de Alle søvnige efter Arbeidet og lagde sig; men den yngste Kongesøn roede i Land, og Vagterne faldt ham tilfode, og saaledes kom han til Slottet. Da han kom ind i Kammeret, sad Kongen og sov som Troldprindsen havde sagt, og de tolv Prindsesser sad hver paa sin Stol og lyskede hvert sit Hoved. Kongesønnen vinkede til Prind- SIDE: 14 sesserne, at de skulde flytte sig af Veien; de pegede paa Troldet og vinkede igjen til ham, at han skulde gaae sin Vei og skynde sig bort, men han blev ved at gjøre Miner til dem at de skulde flytte sig af Veien, og saa for- stode de da, at han vilde befrie dem og flyttede sig sagte bort, den Ene efter den Anden, og ligesaa fort hug han Hovederne af Troldkongen, saaat Blodet tilsidst strøm- mede som en stor Bæk. Da Troldet var dræbt, roede han ombord igjen og skjulte Sværdet; han syntes nu, at han havde gjort nok, og da han ikke kunde raade med at faae Liget bort, saa vilde han, at de ÿvrige ogsaa skulde hjælpe lidt til. Han vækkede dem derfor og sagde, at det var Skam, at de skulde ligge og sove, medens han havde fundet Prindsesserne og frelst dem fra Troldet. De ÿvrige loe kun ad ham og sagde, at han nok havde sovet ligesaagodt som de og vel det, og drømt at han var slig en Karl; dersom Nogen skulde frelst Prindsesserne, da var det meget rimeligere, at En af dem havde gjort det. Men den yngste Kongesøn beskrev hvorledes Alt var gaaet til, og da de fulgte med i Land, og de først fik see Blodbækken, og saa Slottet og Troldet, og de tolv Hoveder, og Prindsesserne, da saae de nok, at han havde sagt sandt, og nu hjalp de til med at kaste Hovederne og hele Kroppen i Søen. Alle vare de nu glade og fornøiede; men Ingen var gladere end Prindsesserne, som slap at sidde og lyske Troldet hele Dagen. Af alt det Guld og Sølv og de SIDE: 15 kostbare Ting, som var der, tog de med sig Saameget som Skibet kunde bære, og saa gik de ombord allesam- men - baade Prindserne og Prindsesserne. Men da de vare komne et Stykke ud paa Søen, sagde Prind- sesserne, at de i Glæden havde glemt sine Guldkroner, der laae i et Skab, og dem vilde de gjerne have med. Da ingen af de ÿvrige vilde hente dem, sagde den yng- ste Kongesøn: "Jeg har sagtens vovet Saameget før, saa jeg vel kan reise efter Guldkronerne og, hvis I vil tage ned Seilene og vente, til jeg kommer igjen." Ja det skulde de; de skulde tage ned Seilene og vente til han kom tilbage. Men da han var kommen saa langt bort, at de ikke saae mere til ham, sagde Ridder Rød, som gjerne selv vilde være den fornemste og have den yngste Prindsesse, at det ikke kunde nytte at ligge stille og bie paa ham, for det kunde de nok vide, at han al- drig kom igjen; de vidste, sagde han, at Kongen havde givet ham (Ridder Rød) Magt og Myndighed, saaat han seilede, naar han vilde, og de skulde sige, at han havde reddet Prindsesserne, og hvis Nogen sagde An- det, skulde han miste Livet. Prindserne turde derfor ikke Andet end gjøre, som Ridder Rød vilde, og saa seilede de afsted. Imidlertid roede den yngste Kongesøn til Land, gik op i Slottet, fandt Skabet med Guldkronerne i og trællede til han fik det ned i Baaden; men da han kom der, hvor han kunde seet Skibet, var det borte. Da han nu slet ikke saa det paa nogen Kant, saa kunde SIDE: 16 han nok skjønne, hvorledes det var gaaet til; at roe efter kunde nu ikke nytte, og han maatte derfor vende om og roe tillands igjen. Han var vel bange for at være alene Natten over i Slottet, men der var ikke andet Huus at faae, og saa skjød han da Hjertet op i Li- vet, læste alle Døre og Porte i Laas og lagde sig i et Væ- relse, hvor der stod en opredt Seng. Men angst og bange var han dog; og endda ræddere blev han, da han havde ligget en Stund, og det begyndte at knage og brage i Tage og Vægge, som om hele Slottet skulde revne. Med Eet duskede det ned ved Siden af Sengen som et heelt Hølæs. Saa blev det stille igjen; men han hørte en Stemme, der bad ham ikke være ræd og sagde: "Jeg er Fugl Dam, Som skal hjælpe dig fram." Men det Første du vaagner i Morgen, maa du gaae paa Staburet efter fire Tønder Rug til mig, det maa jeg have tillivs til Frokost; ellers kan jeg ikke gjøre Noget. Da han vaagnede, fik han see en forfærdelig stor Fugl, som havde en Fjær i Nakken, saa tyk som en halvvoxen Bjælkegran. Kongesønnen gik nu paa Staburet efter fire Tønder Rug til Fugl Dam, og da den havde sat dem tillivs, bad den Kongesønnen at hænge Skabet med Guldkronerne paa den ene Side af Halsen paa den og tage saameget Guld og Sølv, som kunde veie ligt imod, og hænge paa den anden Side, SIDE: 17 ogsaa bad den ham, at sætte sig selv op paa Ryggen og holde sig vel fast i Nakkefjæren. Saa gik det afsted, saa at det susede igjennem Luften, og det varede ikke længe førend de fore forbi Skibet. Kongesønnen vilde været ombord efter Sværdet, fordi han var bange for at No- gen skulde faae see det, og det havde Troldet sagt, ikke maatte skee; men Fugl Dam sagde, at det ikke gik an: "Ridder Rød faaer nok ikke see det, " sagde Fuglen; "men kommer du ombord, saa staaer han dig efter Livet, for han vil gjerne have den yngste Prindsesse; men hende kan du være ganske rolig for, thi hun lægger et nøgent Sværd foran sig i Sengen hver Nat." Langt om længe kom de til Troldprindsen, og der blev nu Kon- gesønnen saa vel modtagen, at der ikke var nogen Ende paa det. Troldprindsen vidste ikke alt det Gode, han vilde gjøre ham, fordi han havde slaaet hans Husbond ihjel og gjort ham til Konge. Kongesønnen havde gjerne faaet hans Datter og det halve Land og Rige. Men han havde nu fattet saadan Godhed for den yngste af de tolv Prindsesserne, at han aldrig havde Ro, men vilde endelig afsted den ene Gang efter den anden. Men Troldet bad ham være rolig endnu en Stund og sagde, at de havde næsten syv Aar til at seile, førend de kom hjem. Om Prindsessen sagde Troldet det Samme som Fugl Dam: "for hende kan du nok være rolig; thi hun lægger et nøgent Sværd foran sig i Sengen. Og hvis du ikke troer mig, " sagde Troldet, "saa kan du gaae SIDE: 18 ombord, naar de seile her forbi og selv see efter, og hente Sværdet, for det maa jeg saa have igjen allige- vel." Da de seilede der forbi, havde det igjen været Uveir, og da Kongesønnen kom ombord, sov de Allesam- men, og hver af Prindsesserne laa med sin Prinds; men den yngste laa alene med et nøgent Sværd foran sig i Sengen, og paa Gulvet foran Sengen laa Ridder Rød. Kongesønnen tog nu Sværdet og roede i Land igjen, uden at Nogen af dem havde mærket at han havde været ombord. Kongesønnen vedblev endda at være urolig og vilde ofte afsted, og da det endelig led mod Enden af de syv Aar og der kun var som en tre Uger igjen, sagde Troldkongen: "Nu kan du lave dig til at reise, siden du ikke vil blive hos os; du skal faae laant en Jernbaad af mig, som gaaer af sig selv, bare du siger: "Baad gaae frem!" I Baaden er der en Jernklubbe, og den Jernklubben skal du lette paa, naar du faaer see Skibet lige foran dig, saa faae de saadan Bør, at de glemme at see efter dig; naar du kommer ved Siden af Skibet, skal du lette paa Jern- klubben igjen, saa bliver der en saadan Storm, at de nok faae Andet at bestille, end at kige efter dig, og naar du er forbi dem, skal du lette paa Klubben tre- die Gang; men du maa altid lægge den forsigtigt ned igjen, ellers bliver der saadan et Veir, at baade du og de forlise. Naar du saa er kommen tillands, behøver du ikke at bryde dig videre om Baaden; men bare SIDE: 19 skyde den ud og vende den, og sige: "Baad gaae hjem igjen!" - Da han nu reiste, fik han saa meget Guld og Sølv, saameget andet Kostbart og Klæder og Linned, som Troldprindsessen havde syet til ham i den lange Tid, saa at han var meget rigere end nogen af Brødrene sine. Han havde ikke før sat sig i Baaden og sagt: "Baad gaae frem, " saa gik Baaden, og da han fik see Skibet midt foran sig, lettede han paa Klubben; saa fik de saadan Bør, at de glemte at see efter ham. Da han var ved Siden af Skibet, lettede han paa Jern- klubben igjen, og da blev der saadan en Storm og sligt et Veir, at hvide Skummet stod rundt om Skibet og Bølgerne slog over Dækket, saaat de nok havde An- det at bestille, end at kige efter ham, og da han var forbi dem, lettede han paa Klubben tredie Gang, og saa fik de saa rundelig nok at bestille, at de slet ingen Tid havde til at see efter hvad han var for En. Han kom til Land længe, længe før Skibet, og da han havde faaet alt Sit ud af Baaden, skjød han den ud igjen, og vendte den om, og sagde: "Baad gaae hjem igjen!" og saa gik Baaden. Selv klædte han sig ud som en Sømand, - om Troldkongen havde lært ham det, eller det var hans eget Paafund, skal jeg lade være usagt - og gik op i en ussel Hytte til en gammel Kjærring, som han indbildte, at han var en Stakkels Matros, han havde været paa et stort Skib, der var forliist, og at han var den Eneste, SIDE: 20 som var bleven reddet; og saa bad han, om hun ikke vilde laane ham Huus for sig og de Ting, han havde bjerget. "Gud bedre mig, " sagde Konen; "jeg kan nok ikke lade Nogen faae Huus, I seer hvorledes det seer ud her; jeg har ikke Noget at ligge paa selv, og endnu mindre Noget at lade Andre ligge paa." Ja det var det Samme, sagde Sømanden, naar han bare fik Tag over Hovedet saa fik det være det Samme, hvorledes han laa; Huus kunde hun da ikke negte ham, naar han vilde tage tiltakke, saaledes som hun havde det. Om Aftenen flyttede han ind sine Sager, og strax begyndte da Kjær- ringen, som gjerne vilde vide Nyt at rende med, at spør- ge, hvad han var for En, hvor han var fra, hvor han havde været henne, hvor han skulde hen, hvad det var han havde med sig, hvad ærend han reiste i, og om han ikke havde hørt noget til de tolv Prindsesser, som vare blevne borte for mange Herrens Aar siden, og endda meget Andet, som det blev for seent at fortælle. Men han sagde, at han var saa daarlig og havde saa ondt i Hovedet af det forskrækkelige Veir, der havde været, at han ikke vidste Rede paa nogen Ting. Hun maatte en- delig lade ham have Ro i nogle Dage til han var kom- men sig efter det svære Arbeide, han havde havt i Uvei- ret, saa skulde hun faae vide Alt, hvad hun vilde. Da- gen efter begyndte Kjærringen igjen at spørge og grave, men Sømanden havde endnu saa ondt i Hovedet efter Veiret, at han ikke vidste Rede paa Noget; men ret SIDE: 21 som det var, saa lod han alligevel falde et Ord om, at han nok vidste Lidt om Prindsesserne. Strax foer Kjærringen afsted med det, hun havde faaet vide, til Alle de Sladderkjærringer, som fandtes deromkring, og nu kom den Ene rendende efter den Anden og spurgte om Prindsesserne, om han havde seet dem, om de kom snart, om de var paa Veien o. s. v. Han klagede end- da over, at han havde ondt i Hovedet efter Veiret, saaat han ikke kunde give Besked om Alt, men saa Me- get sagde han, at hvis de ikke vare forliste i det svære Uveir, som havde været, saa kom de nok om en fjorten Dages Tid eller kanskee før, men han kunde ikke sige vist om de vare i Live endda, for han havde nok seet dem, men de kunde gjerne være omkomne i Uveiret si- den. En af Kjærringerne løb nu til Kongsgaarden med dette og sagde, at der var en Sømand i hytten hos den og den Kjærring, som havde seet Prindsesserne, og de kom nok om en fjorten Dages Tid eller kanskee om otte. Da Kongen hørte dette, sendte han Bud til Sømanden, at han skulde komme og fortælle ham det selv. - "Jeg seer ikke saaledes ud, sagde Matrosen, for jeg har ikke saadanne Klæder, at jeg kan komme frem for ham." Men Kongens ærendsvend sagde, at han endelig skulde komme; Kongen vilde og maatte tale med ham, enten han var slig eller slig, for der var endnu ikke Nogen, som havde kunnet bringe ham nogen Underretning om Prindsesserne. Saa gik han da endelig til Kongsgaar- SIDE: 22 den og kom ind til Kongen, som spurgte ham om det var sandt, at han havde seet Noget til Prindsesserne. "Ja, det har jeg, " sagde Sømanden, "men jeg kan ikke vide, om de leve endnu, for da jeg saa dem, var der saadant Uveir, at vi forliste; men hvis de endnu ere til, komme de nok om en fjorten Dages Tid og kanskee før." Da Kongen hørte det, blev han næsten ude af sig selv af Glæde, og da Tiden nærmede sig, som Sø- manden havde sagt, de skulde komme, drog Kongen i Møde med dem ned til Stranden i fuld Stads, og der var stor Glæde over hele Landet, da Skibet kom med Prindsesserne og Prindserne og Ridder Rød; men ingen var gladere end den gamle Konge, der havde faaet sine Døttre igjen. De elleve ældste Prindsesser vare ogsaa glade og lystige, men den yngste, som skulde have Rid- der Rød, der sagde, at han havde frelst dem og dræbt Troldet, hun græd og var bestandig sørgmodig; Kongen syntes ilde om dette, og spurgte, hvorfor hun ikke var munter og lystig, som de andre Prindsesser; hun havde da Intet at være bedrøvet for nu, da hun var sluppen fra Troldet og skulde faae en saadan Mand som Ridder Rød. Hun turde ikke sige Noget, for Ridder Rød havde sagt, han vilde tage Livet af den, som fortalte, hvor- ledes det var gaaet til. Men en Dag, da de holdt paa at sye paa Bryllups- stadsen, kom der En ind i en stor Matroskjole, med et Kræmmerskab paa Ryggen, og spurgte om Prindsesserne SIDE: 23 ikke skulde handle Stads af ham til Bryllupet; han havde saa mange rare og kostbare Ting, baade af Guld og Sølv. Jo, det kunde nok hænde, det. De saae da paa Varerne, og de saae paa ham, for de syntes at de droge Kjendsel baade paa ham og mange af de Ting, han havde. - "Den som har saamegen prægtig Stads, " sagde den yngste Prindsesse, "har vist Noget, som er endda præg- tigere, og som kunde passe endda bedre for os." "Det kunde nok være, " sagde Kræmmeren. Men de ÿvrige tyssede paa hende og bad hende huske paa, hvad Ridder Rød havde lovet. Nogen Tid efter, sad Prindsesserne ved Vinduet en Dag, og saa kom Kongesønnen igjen med den store Matroskjole paa sig og Skabet med Guld- kronerne i paa Ryggen. Da han kom ind i Storstuen i Kongsgaarden, lukkede han Skabet op for Prindses- serne og da de nu kjendte igjen hver sin Guldkrone, sagde den yngste: "Jeg synes, det er Ret, at den, som har frelst os, faaer den Løn, han har fortjent, og det er ikke Rid- der Rød men ham, som kom med Guldkronerne vore, - han har frelst os." Da kastede Kongesønnen Matros- kjolen af sig og stod der meget prægtigere end alle de ÿvrige; og saa lod den gamle Konge Ridder Rød af- live. Nu blev der først rigtig Glæde paa Kongsgaar- den; Hver tog Sin og saa blev der Bryllup, saa det hørtes og spurgtes over tolv Kongeriger. Asbjørnsen og Moe SIDE: 24 Spurningen. Der var engang en Konge; han havde en Datter, som var saa slem og vrang i Ord, at Ingen kunde maal- binde hende. Han satte da ud, at den, der kunde gjøre dette, skulde faae Prindsessen tilægte og det halve Konge- rige til. Tre Brødre, som havde hørt dette, besluttede at prøve sin Lykke; først gikk de to ældste, som troede, de vare klogest; men de kom ingen Vei med hende og bleve straffede til. Saa gik da Askepot afsted. Da han var kommen et Stykke paa Veien fandt han en Vidie- spænding; den tog han op. Da han hadde gaaet et Stykke til, fandt han et Skaalsbraat; det tog han og- saa op. Da han var kommen lidt længere, fandt han en død Skjære, og lidt derfra et kroget Bukkehorn; om Lidt igjen fandt han Mage til det, og just som han gik over Markerne ved Kongsgaarden, hvor der var udbredt Gjødsel, fandt han en udgaaet Skosaale. Alle disse Ting tog han med sig til Kongsgaarden, og saa kom han ind for Prindsessen. "God Dag," sagde han. "God Dag," sagde hun og vred paa sig. "Faaer jeg stegt Skjæran min?" spurgte han. "Jeg er bange, den sprækker," svarede Prindsessen. "Aa, det har ingen Nød, jeg slaaer om den en Vidiespænding," sagde Gutten og tog frem SIDE: 25 denne. "Fedtet rinder af den!" sagde Prindsessen. "Jeg holder under dette," sagde Gutten og viste frem Skaals- brodtet. "Du er saa kroget i Ord, du," sagde Prind- sessen. "Nei jeg er ikke kroget; men dette er kroget, det," sagde han, og tog op det ene Horn. "Nei nu har jeg aldrig seet Magen!" raabte Prindsessen. "Her seer du Magen," sagde Gutten og tog frem det andet Bukke- horn. "Jeg mener, du er udgaaet for at maalbinde mig du, jeg?" sagde Prindsessen. "Nei, jeg er ikke udgaaet, men denne er udgaaet," svarede Gutten og tog Skosaalen frem. Hertil vidste Prindsessen ikke Noget at svare. "Nu er du min," sagde Gutten, og saa fik han Prindsessen og det halve Land og Rige. Asbjørnsen og Moe Rige Peer Kræmmer. Der var engang en Mand, som de kaldte Rige Peer Kræmmer, fordi han havde faret om med Kram og sam- let mange Penge, saaat han var bleven en rig Mand. Denne Rige-Peer havde en Datter; og hende holdt han saa gjæv, at alle de Beilere, der kom til hende, fik Af- SIDE: 26 slag, for han syntes, at Ingen var god nok til hende. Da det gik saaledes med Alle, saa kom der tilsidst Ingen, og da det begyndte at drage ud i Aarene, saa blev Peer bange for, at hun ikke skulde blive gift. "Det undrer mig rigtig," sagde han til sin Kone, "hvorfor der ikke mere kommer nogen Beiler til vor Datter, som er saa rig? det skulde da være rart, om der ikke skulde være Nogen som vil have hende, for Penge har hun, og flere faaer hun. Jeg mener, jeg faaer reise til Stjernekikkerne og spørge dem om hvem hun skal have; for her kommer jo slet Ingen." "Hvorledes kan Stjernekikkerne svare paa det da?" spurgte Konen. "Jo, de læse Altting i Stjernerne," sagde Rige-Peer. Han tog da med sig mange Penge og reiste til Stjernekikkerne og bad dem, om de vilde gjøre ham den Tjeneste at see paa Stjer- nerne og sige ham, hvad Mand hans Datter skulde faae. Stjernekikkerne saae paa Stjernerne, men de sagde, at de ikke kunde see det. Men Peer bad dem, at de maatte see bedre efter og endelig sige ham det, han skulde betale dem godt for det. Stjernekikkerne saae da bedre efter, og de sagde, at hans Datter skulde faae til Mand det Møllerbarn, som netop nu var kommen til Verden i den Mølle, der laa strax nedenfor Gaarden til Rige-Peer. Peer gav Stjernekikkerne hundrede Daler, og reiste hjem med den Besked, han havde faaet. Han syntes, det var altfor urimeligt, at hans Datter skulde faae En til Mand, som nylig var kommen til, og det SIDE: 27 en saa ringe Mand. Det sagde han ogsaa til sin Kone, og lagde til: "Jeg undres, om de ikke skulde ville sælge mig Gutten, saa skal vi nok blive af med ham." "Jo, det tænker jeg nok," sagde Konen; "det er jo fattige Folk." Peer Kræmmer gik da ned i Møllen og spurgte Konen, om hun ikke vilde sælge ham Søn sin; hun skulde faae mange Penge for ham. Nei, det vilde hun slet ikke. "Jeg kan da ikke vide, hvorfor du ikke vil det," sagde Peer Kræmmer; "det er jo bare Armoden med Jer, og Gutten skal ikke lette den, kan jeg troe;" men hun var saa glad i Gutten, at hun ikke vilde miste ham. Da Mølleren kom ind, sagde Peer det Samme til ham, og lovede at han skulde give dem sex hundrede Daler for Gut- ten, saa at de kunde kjøbe sig en Gaard og slippe at male for Folk, og sulte, naar der manglede Kværnvand. Det syntes Mølleren godt om, og han talte med Konen, og saa fik Rige-Peer Gutten. Moderen græd og bar sig ilde; men Peer trøstede hende med at han skulde have det godt; kun maatte de love, at de ikke skulde spørge efter ham; thi han vilde sætte ham langt bort i andre Lande, til at lære fremmede Sprog. Da Peer Kræmmer var kom- men hjem med Gutten, lod han snedkre en liden Kiste, som var saa peent indrettet, at det var en Lyst at see. Den tættede han med Beg, lagde Møllergutten i den, læste Laasen igjen, og satte den ud i Elven, saa Strøm- men foer afsted med den. Nu er jeg kvit ham, tænkte Peer Kræmmer. Men da Kisten havde seilet langt ned- SIDE: 28 over Elven, kom den ind i en Vandrende til et andet Møllebrug og foer gjennem den ned paa Kværnkallen, saa at Kværnen standsede. Manden gik da ned og skulde see efter, hvad det var, som standsede Kværnen, fandt Kisten og tog den med sig op. Da han kom hjem til Konen om Middagen, sagde han: "Jeg undres rigtig, hvad der kan være for Noget i denne Kiste; den kom farende ned paa Kværnkallen gjennem Renden og stand- sede Kværnen for mig i Dag." "Det skal vi snart faae vide," sagde Konen. "Nøglen sidder jo i Laasen; luk bare op." Da de lukkede op, laa der det vakkreste Barn, Nogen vilde see, og de bleve begge glade og vilde be- holde Gutten; thi selv havde de ingen Børn og vare alt saavidt til Aars, at de heller ikke kunde vente at faae nogen mere. Da det nu led om nogen Tid, be- gyndte Peer Kræmmer igjen at undres, om der ikke vilde komme nogen Beiler til hans Datter, som var saa rig og havde saa mange Penge. Men der kom ingen, og saa reiste han igjen til Stjernekikkerne og bød dem mange Penge, hvis de kunde sige ham, hvem hans Dat- ter skulde faae til Mand. "Vi har jo sagt dig, at hun skal faae den Møllergutten dernede," sagde Stjernekik- kerne. "Ja, det er godt og vel nok," sagde Peer Kræm- mer; "men han er nu kommen af Dage; og hvis jeg kunde faae vide, hvem min Datter skal have til Mand, saa vilde jeg gjerne give Jer to hundrede Daler." Stjerne- kikkerne saae paa Stjernerne igjen, men saa blev de vrede SIDE: 29 og sagde: "Hun skal alligevel have den Møllergutten, som du satte ud i Elven og vilde gjøre Ende paa, for han lever endnu og er i den Mølle, som ligger saa og saa langt nedenfor." Peer Kræmmer gav dem to hundrede Daler for den Underretning og tænkte paa, om han da ikke skulde kunne blive af med den Møllergutten. Det første Peer Kræmmer gjorde, da han kom hjem, var at reise ned til Møllen. Da var Gutten saa stor, at han var konfirmeret, og han gik i Møllen og hjalp til. En vak- ker Gut var det bleven af ham. "Kunde du ikke over- lade mig den Gutten, du?" sagde Peer Kræmmer til Mølleren. "Nei, kan jeg ei," svarede han; "jeg har trukket ham op som min Egen og han har artet sig vel, saa jeg nu kan have Hjælp og Nytte af ham i Møllen, for selv begynder jeg at blive gammel og affældig." "Ja, saa gaaer det mig ogsaa," sagde Peer Kræmmer, "og derfor vilde jeg gjerne have En, som jeg kunde lære op til at handle. Hvis du vil lade mig faa ham, skal jeg give dig sex hundrede Daler, saa kunde du kjøbe dig en Gaard, og leve i Ro og Fred paa dine gamle Dage." Ja, da Mølleren hørte det, lod han Peer Kræmmer faae Gutten. Disse reiste nu vidt omkring med Kram og handlede, til de kom til et Gjæstgiversted, som laa ved Kanten af en stor Skov. Derfra sendte Peer Gutten hjem med et Brev til sin Kone - for beent over Skoven var det ikke langt - og bad ham at han skulde sige til hende, at hun saa snart som muligt skulde gjøre det, som stod SIDE: 30 i Brevet. Men i Brevet stod der, at hun strax paa ÿieblikket skulde tænde op et stort Baal og kaste Møller- gutten paa det, og hvis hun ikke gjorde det, da skulde hun brændes levende selv. Gutten gik afsted med Brevet over Skoven. Da det led mot Kvælden, kom Gutten til en Gaard langt borte i Skoven, hvor han gik ind; men i Huset fandt han ingen Mennesker; i et Værelse fandt han en opredt Seng, og den lagde han sig tværs over. Brevet havde han sat under sit Hattebaand, og Hatten lagde han over Ansigtet. Da Røverne kom hjem, (for paa Gaarden havde tolv Røvere sit Tilhold), og de saae Gutten ligge paa Sengen, undredes de paa, hvad han var for En, og En af dem tog Brevet og brækkede og læste det. "Hm, hm, sagde han; det er Peer Kræmmer, som er ude; men nu skal vi spille ham et Puds, for det vilde være Synd, om den gamle Kjæltrin- gen skulde faae gjort Ende paa en saadan ung, vakker Gut." Saa skrev Røverne et andet Brev til Peer Kræmmers Kone, og fæstede det under Hattebaandet, medens Gutten sov, og i det Brev satte de, at hun øie- blikkelig skulde holde Bryllup for Datteren og Møller- gutten, og give dem Heste og Fæ og Huusgeraad, og sætte dem i fuld Vei paa den Gaard, som han havde oppe under Aasen, og hvis det ikke var gjort, til han kom hjem, saa skulde hun komme til at lide Straf for det. Den anden Dag lod Røverne Gutten gaae, og da han kom hjem og leverede Brevet, sagde han, at han skulde SIDE: 31 hilse fra Peer Kræmmer og sige, at hun saa snart som skee kunde skulde fuldbyrde, hvad der stod i Brevet. "Du maa have opført dig godt, du," sagde Peer Kræmmers Kone til Møllergutten, "siden han kan skrive saaledes nu; thi dengang I reiste, var han saa gal paa dig, at han ikke vidste hvorledes han skulde faae dig af Dage." Hun lavede da strax til Bryllup og satte dem i Vei med Heste og Fæ og alskens Huusgeraad paa Gaarden oppe under Aasen. Ikke længe efter kom Peer Kræmmer hjem igjen og det Første, han spurgte om, var, om hun havde gjort hvad han havde skrevet i Brevet. "Ja, jeg syntes nok det var rart, men jeg turde ikke Andet," sagde hun. Saa spurgte Peer, hvor Datteren var. "Du kan vel vide hvor hun er," sagde Konen; "hun er jo hos ham paa Gaarden oppe under Aasen, saaledes som det stod i Brevet." Da Peer Kræmmer fik høre, hvorledes det hang sammen, og han fik see Brevet, blev han saa vred, at han var færdig at springe i Stykker, og han løb strax op paa Gaarden til de unge Folk. "Det er vel nok min Søn, at du har faaet Datter min," sagde han til Møllergutten; "men hvis du vil tænke paa at beholde hende, maa du gaae til Dragen af Dybenfart og skaffe mig tre Fjære af Halen paa ham, for den, som har dem, kan faae hvad han vil." "Hvor skal jeg finde ham da?" sagde Svigersønnen. "Det veed jeg ikke," sagde Peer Kræmmer, "det faaer blive din Sag." SIDE: 32 Gutten gav sig da trøstig paa Veien, og da han havde gaaet i nogen Tid kom han til en Kongsgaard. Her faaer jeg gaae ind og spørge mig for, tænkte han, for saadanne Folk ere bedre kjendte i Verden end Andre, og kanskee jeg her kunde faae vide Veien. Kongen spurgte ham, hvor han var fra og hvad ærende han reiste i. "Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjære af Halen paa ham, dersom jeg bare kunde finde ham," sagde Gutten. Det skulde der Lykke til, meente Kongen, "for jeg har aldrig hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham," sagde han; "men hvis du skulde træffe ham, saa kunde du gjerne spørge ham fra mig, hvorfor jeg ikke kan faae reent Vand i Brønden min, som jeg har kastet op den ene Gang efter den anden, men al- drig kan jeg faae reent Vand i den." "Ja, jeg skal saa gjøre," sagde Gutten. Paa Kongsgaarden levede han vel og fik baade Niste og Penge, da han reiste. Mod Kvælden kom han til en anden Kongsgaard. Da han kom ind i Kjøkkenet, kom Kongen ud og spurgte, hvor han var fra og hvad ærend han reiste i. "Jeg skal til Dragen af Dybenfart, og have tre Fjære af Halen paa ham," sagde Gutten. "Der vil nok Lykke til det," sagde Kongen, "for jeg har endnu ikke hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham. Men hvis du skulde kom- me frem, saa kan du gjerne spørge ham fra mig, hvor min Datter er, som blev borte for mange Aar siden. Jeg har baade ledt og lyst efter hende fra alle Kirker; SIDE: 33 men der har Ingen kunnet sige mig Noget om hende." "Jeg skal saa gjøre," sagde Gutten. Paa Kongsgaar- den levede han godt og vel, og da han gik, fik han baade Niste og Penge. Da det led mod Kvælden, kom han igjen til en Kongsgaard. Her kom Dronningen ud i Kjøkkenet og spurgte ham, hvor han var fra og hvad ærend han reiste i. "Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjære af Halen paa ham," sagde Gutten. "Det skal der nok stor Lykke til," sagde Dronningen, "for jeg har aldrig hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham. Men skulde du træffe ham, saa kunde du gjerne spørge ham fra mig, hvor jeg skal finde Guldnøglerne mine, som jeg har mistet." "Jeg skal saa gjøre," sagde Gutten. Da han havde gaaet en Stund, kom han til en stor, bred Elv. Medens han stod og undredes paa, hvorledes han skulde komme over den, eller om han skulde gaae langs med, kom der en gam- mel, krogrygget Mand og spurgte, hvor han skulde hen: "Jeg skal nok til Dragen af Dybenfart, jeg, hvis Nogen kunde sige mig, hvor jeg skal finde ham." "Det kan jeg nok sige dig," sagde Manden, "for jeg gaaer her og sætter over dem, som skal til ham; han boer strax oven- for, naar du bare kommer op paa Bakken, seer du Slottet hans, og dersom du faaer snakke med ham, saa kan du gjerne spørge ham fra mig, hvorlænge jeg skal gaae her og sætte over." "Jeg skal saa gjøre," sagde Gutten. Manden tog ham paa Ryggen og bar ham SIDE: 34 over Elven, og da han var kommen op paa Bakken, saa han Slottet og gik ind. Der var Prindsessen alene hjemme: "Men, kjære Vene, tør der da komme kristne Folk hid?" sagde hun. "Det har der ikke været her, siden jeg kom, det er nok bedst du seer at komme afsted igjen, saa snart du kan, for naar Dragen kommer hjem, saa lugter han dig, og saa sluger han dig med det Samme, og mig gjør du ogsaa ulykkelig." "Nei," sagde Gutten, "jeg kan ikke gaae, førend jeg har faaet tre Fjære af Halen paa ham." "Det faaer du aldrig," sagde Prindsessen. Men Gutten vilde ikke gaae, han vilde bie paa Dragen og faae Fjærene og Svar paa Spørgsmaalene. "Ja siden du er saa paastaaelig, saa faaer jeg vel see, om jeg kan hjælpe dig," sagde Prindsessen. "Prøv om du kan løfte Sværdet, som hænger paa Væggen der." Nei, Gutten kunde ikke rugge det engang. "Ja, saa faaer du tage dig en Slurk af denne Flaske," sagde Prindsessen. Da Gutten havde siddet en Stund, saa skulde han til at prøve igjen; da kunde han netop rugge det. "Du faaer nok tage dig en Slurk til," sagde Prindses- sen, "og saa faaer du fortælle mig dit ærende." Han tog sig en Slurk, og saa fortalte han, at der var en Konge, som havde bedet ham om at spørge Dragen, hvorfor han ikke kunde faae reent Vand i Brønden sin; fra en anden skulde han spørge, hvor der var bleven af hans Datter, som var bleven borte for mange Aar siden, og for en Dronning skulde han spørge Dragen, hvor der SIDE: 35 var bleven af hendes Guldnøgler, og endelig saa skulde han spørge Dragen fra Færgemanden, hvor længe han skulde gaae dernede og sætte over. Da han nu tog fat i Sværdet, kunde han løfte det, og da han havde faaet sig en Slurk til, kunde han svinge det. "For at ikke Dragen skal gjøre Ende paa dig, saa maa du nu krybe under Sengen," sagde Prindsessen, da det led mod Kvæl- den, "for nu kommer han snart hjem; og der maa du ligge saa stille, at han ikke mærker dig. Naar vi saa har lagt os, saa skal jeg spørge ham; men da maa du høre godt efter og lægge vel Mærke til, hvad han svarer; og under Sengen maa du blive liggende, til Alt er stilt og Dragen søvner igjen; kryb saa sagte frem og tag Svær- det med dig, og naar han saa staaer op, maa du passe paa at hugge Hovedet af ham med eet Hug; og med det samme nappe de tre Fjære; thi ellers river han dem selv af, for at Ingen skal have Godt af dem." En Stund efter at Gutten var krøben under Sen- gen, kom Dragen hjem. "Her lugter saa kristen Mands Been!" sagde Dragen. "Aa ja, der kom en Ravn flyvende med et Menneskebeen i Næbbet og satte sig paa Taget," sagde Prindsessen, "det maa være det, du kjender Lugten af." "Jasaa," sagde Dragen. Saa satte Prindsessen frem Maden, og da de havde spiist, lagde de sig. Men da de havde ligget en Stund, sov Prind- sessen saa urolig, og med Eet saa vak hun. "Au da!" sagde hun. "Hvad feiler der dig?" sagde Dragen. SIDE: 36 "Aa, jeg sover saa urolig," sagde Prindsessen, "og saa havde jeg saadan forunderlig Drøm." "Hvad drømte du da?" sagde Dragen. "Jeg syntes, at der kom en Konge her og spurgte dig, hvorledes han skulde bære sig ad, for at faae reent Vand i Brønden sin," sagde Prind- sessen. "Aa, det kunde han nok vide selv," sagde Dragen; "naar han graver Brønden om og tager op den gamle, raadne Stok, som ligger paa Bunden, saa faaer han reent Vand igjen; men lig nu bare rolig og drøm ikke igjen." Da Prindsessen havde ligget lidt, saa blev hun saa urolig og begyndte at kaste sig i Sengen, saa vak hun igjen. "Au da!" "Hvad er der nu paa Færde igjen?" sagde Dragen. "Aa jeg sover saa uroligt, og saa havde jeg saadan en forunderlig Drøm," sagde Prindsessen. "Det var da en svare Drømning paa dig," sagde Dragen; "hvad drømte du nu da?" "Jeg syntes, der kom en Konge her og spurgte dig, hvor der var bleven af hans Datter, som blev borte for mange Aar siden," sagde Prindsessen. "Det er dig det," sagde Dra- gen; "men dig faaer han aldrig see mere. Men nu beder jeg dig, at du lader mig faae have Nattero og ikke ligger og drømmer mere, ellers brækker jeg Sidebenene itu paa dig!" Prindsessen havde ikke ligget længe, førend hun begyndte at blive urolig igjen; ret som det var, saa vak hun: "Au da!" sagde hun. "Nu, er det nu saa igjen, hvad er der paa Færde nu igjen da?" sagde Dragen; da var han saa vild, saa han var nær ved SIDE: 37 at flyve i Flint. "Aa du maa ikke blive vred," sagde Prind- sessen; "men jeg havde saadan en forunderlig Drøm." "Det var da Fanden til Drømning! hvad drøm- te du nu da?" sagde Dragen. "Jeg syntes, der kom en Dronning hid, som spurgte dig, om du kunde sige hende, hvor hun skulde finde igjen Guldnøglerne sine, som hun har mistet." "Aa, hun kan see efter mellem de Bu- ske, hvor hun laa, dengang hun veed nok, saa finder hun dem," sagde Dragen. "Men lad mig nu være i Fred for flere Drømme." Saa sov de en Stund, men da begyndte Prind- sessen at blive saa urolig igjen, og ret som det var, saa vak hun. "Au da!" "Du bliver nok ikke brav, førend jeg faaer knækket Nakkebenet paa dig," sagde Dragen; - da var den saa vred at Gnisterne sprudede af ÿinene paa ham. "Hvad er der paa Færde nu igjen da?" "Aa, du maa slet ikke være vred paa mig, jeg kan ikke gjøre ved det," sagde Prindsessen; "men jeg havde saadan en underlig Drøm." "Mage til Drømming har jeg aldrig hørt," sagde Dragen, "hvad drømte du nu da?" "Jeg syntes at Færgemanden ved Sundstedet her nede kom og spurgte dig, om hvorlænge han skal gaae der og sætte over," sagde Prindsessen. "Det dumme Best, det kunde han snart slippe," sagde Dragen: "naar der kommer En, som vil over, behøver han bare at kaste ham ud i Elven og sige: "sæt nu du over, til du SIDE: 38 bliver afløst!" men lad mig nu have Ro for dine Drømme, ellers bliver der en anden Dands." Prindsessen lod ham da sove i Fred. Men saa snart det blev stille, og Møllergutten bare hørte, Dragen snorkede, krøb han frem. Førend det var lyst, stod Dragen op, men han var neppe kommet med begge Benene paa Gulvet, førend Gutten hug Hovedet af og nappede tre Fjære af halen paa ham. Da blev der stor Glæde, og baade Gutten og Prindsessen tog saa- meget Sølv og Guld og Penge og andre Kostbarheder, som de kunde faae med, og da de kom til Sundet, for- virrede de Færgemanden saaledes ved Alt det, han fik at bære over, at han reent glemte at spørge om, hvad Dra- gen havde sagt, til Altsammen, og Gutten og Prindsessen var over. "Det er sandt du," sagde han, da de skulde afsted, "spurgte du Dragen om det, som jeg bad dig om?" "Ja," sagde Gutten, "han sagde, at naar der kommer En, som vil over, saa skal du kaste ham midt ud i Elven og sige: "sæt nu du over til du bliver af- løst, saa bliver du fri." "Aa, tvi vorde dig," sagde Sundmanden, "havde du sagt det før, skulde du faaet løse mig af." Da de kom til den første Kongsgaarden, spurgte Dronningen, om han havde spurgt Dragen om hendes Guldnøgler. "Ja," svarede Gutten, og hviskede til Dronningen: "han sagde, at du skulde lede mellem Buskene, hvor du laa dengang, du veed nok." "Tys, tys, sig SIDE: 39 Ingenting," sagde Dronningen og gav Gutten hundrede Daler. Da han kom til den anden Kongsgaard, spurgte Kongen om han havde snakket til Dragen om det, han bad ham om. "Ja," sagde Gutten, "det gjorde jeg, og her er Datter din." Derover blev Kongen saa glad, at han gjerne havde givet Møllergutten Prindsessen og det halve Rige. Men da han var gift før, saa fik han to hundrede Daler og Heste og Vogn og saa meget Guld og Sølv, som han kunde føre med sig. Da han nu kom til den tredie Kongsgaard, kom Kongen ud og spurgte, om han havde spurgt Dragen om det, han bad om. "Ja," sva- rede Gutten, "han sagde, at du skulde kaste Brønden op og tage op den gamle, raadne Stok, som ligger paa Bun- den, saa faaer du nok reent Vand." Da gav Kongen ham tre hundrede Daler. Derfra reiste han lige hjem, og han var saa udskrammereret med Guld og Sølv og saa gjild, at det lyste og lavede af ham; og han var nu meget rigere end Peer Kræmmer. Da Peer fik Fjærene, havde han ikke Noget at sige mod Giftermaalet; men da han fik see al Rigdommen, spurgte han om der da var saa Meget hos Dragen. "Ja," sagde Gutten, "der var me- get Mere end jeg kunde faae med, og der er saa Meget at der bliver mange Hestelæs, og hvis du vil reise did, saa er der vist nok til dig ogsaa." Ja, Peer Kræmmer vilde reise did. Saa sagde Svigersønnen ham saa vel Veien, at han slap og spørge sig frem; "men Hestene," sagde han, "er det bedst, du sætter igjen paa denne Side SIDE: 40 af Elven, for den gamle Sundmanden, han hjælper dig nok over." Peer reiste da, og stor Niste tog han med sig og mange Heste; men dem satte han efter sig ved Elven, saaledes som Gutten havde sagt. Saa tog Sund- manden ham paa Ryggen og da de kom et Stykke udi, kastede han ham midt ud i Elven og sagde: "Nu kan du gaae her og sætte over, til du bliver afløst," og der- som Ingen har løst ham af, saa gaaer Rige Peer Kræm- mer der og sætter over den Dag i Dag. Asbjørnsen og Moe Askepot, som kapaad med Troldet. Der var engang en Bonde, som havde tre Sønner; han var i smaa Omstændigheder og gammel og svag, og Sønnerne vilde ikke tage sig Noget til. Til Gaarden hørte en stor, god Skov, og den vilde Faderen at Gutterne skulde hugge i og see at faae betalt Noget paa Gjelden. Langt om længe fik han dem ogsaa paa det Trav, og den ældste skulde ud at hugge først. Da han var kommen bort i Skoven og begyndte at hugge paa en gammel, skjægget Gran, kom et stort, digert Trold til ham. "Dersom du hugger i Skoven min, skal jeg dræbe dig!" sagde Troldet. Da Gutten hørte det, kastede han SIDE: 41 ÿxen og løb hjem igjen, det bedste, han kunde. Han kom ganske forpustet hjem og fortalte det, som var hændt ham, men Faderen sagde, at han var et Harehjerte; Troldene havde aldrig hindret ham fra at hugge, da han var ung, meente han. Den anden Dag skulde den anden Søn afsted og da gik det netop lige eens. Da han vel havde hug- get nogle Hug i Granen, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: "Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!" Gutten turde knap see paa ham; kastede ÿxen og tog tilbeens ligsom Broderen. Da han kom hjem igjen, meente Faderen paany, at aldrig Trol- dene havde hindret ham, da han var ung. Den tredie Dag vilde Askepot iveien. "Ja du," sagde de to ældste, "du skal vel gjøre det færdigt du, som aldrig har været ude gjennem Døren." Han svarede ikke Noget paa det, Askepot; men bad om at faae dygtig Niste med sig. Moderen havde ingen Suul, og hængte derfor Gry- den paa, forat briste Lidt til ham; det fik han i Skræp- pen og lagde af Gaarde. Da han havde hugget en liden Stund, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: "Der- som du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!" Men Gutten var ikke seen; han sprang bort i Skræppen efter Osten og krystede den, saa Mysen sprøitede. "Tier du ikke," sagde han til Troldet - "skal jeg klemme dig, som jeg klemmer Vandet af denne hvide Steen!" "Nei, Kjære, spar mig!" sagde Troldet, "jeg skal hjælpe dig at SIDE: 42 hugge." Ja, paa de Vilkaar, sparede da Gutten ham, og Troldet var dygtig til at hugge, saa de fik fældet og ophugget mange Tylter om Dagen. Da det led mod Kvælden, sagde Troldet: "Nu kan du følge mig hjem, der er nærmere til mig end til dig." Ja, Gutten blev med, og da de kom hjem til Troldet, skulde det gjøre op Ilden paa Skorstenen, men Gutten skulde gaae efter Vand til Grødgryden; men der stod to Jernbøtter, saa store og tunge, at han ikke engang aarkede at løfte dem af Flekken. Saa sagde Gutten: "Det er ikke værdt at tage med sig disse Smaabøtterne; jeg vil gaae efter hele Brønden, jeg." "Nei, kjære Vene!" sagde Troldet, "jeg kan ikke miste Brønden min; gjør du op Ilden, saa skal jeg gaae efter Vand." Da han kom tilbage med Vandet, kogte de op en dygtig stor Grødgryde. "Det er det samme" - sagde Gutten - "vil du som jeg, skal vi kapæde?" "Aa ja!" svarede Trol- det, for det tænkte han altid han skulde staae sig i. Da de satte sig tilbords, tog Gutten uformærket Skindskræppen og knyttede foran sig, og saa øste han Meer i Skræppen, end han aad op. Da Skræppen var fuld, tog han sin Tollekniv op, og rispede en Flige i Skræppen. Troldet saa paa ham, men sagde ikke Noget. Da de havde ædt en god Stund til, lagde Troldet Skeen bort; "nei nu aarker jeg ikke meer!" sagde han. "Du skal æde!" svarede Gutten - "jeg er knap halvmæt endnu, jeg. Gjør du, som jeg gjorde, og skjær et Hul paa Maven, SIDE: 43 saa æder du saameget, du vil." "Men det gjør vel gruelig ondt?" spurgte Troldet. "Aa, ikke Noget som er at tale om," svarede Gutten. Saa gjorde Troldet som Gutten sagde, og saa satte han Livet til; men Gutten tog alt det Sølv og Guld som fandtes i Bjerget og gik hjem med. Med det kunde han saktens faae betalt Noget paa Gjelden. Asbjørnsen og Moe Om Gutten, som gik til Nordenvinden, og krævede Melet igjen. Der var engang en gammel Kone, som havde en Søn, og da hun var meget ussel og skrøbelig, saa skulde Gutten, Søn hendes, gaae paa Staburet for hende efter Meel til Middagsmaden. Men da han kom ud paa Staburstrappen, saa kom Nordenvinden fygende, tog Melet fra ham og foer hen igjennem Luften med det; Gutten gik paa Nyt ind paa Staburet efter Mere, men da han kom ud paa Trappen, kom Nordenvinden igjen fygende og tog Melet fra ham, og saaledes gik det og- saa den tredie Gang. Herover blev Gutten meget vred SIDE: 44 og da han syntes at det var urimeligt, at Nordenvinden skulde fare saaledes frem, saa tænkte han, han fik lede ham op og kræve Melet tilbage. Han lagde da afsted, men Veien var lang, og han gik og han gik, og saa kom han endelig til Nor- denvinden. "God Dag," sagde Gutten, "og Tak for Sidst." "God Dag," - svarede Nordenvinden - han var saa grov i Maalet - "og selv Tak for Sidst." "Hvad vil du?" sagde han videre. "Aa," svarede Gutten, "jeg vilde nok bede dig, om du vil være saa god at lade mig faae igjen det Melet, du tog fra mig paa Staburstrappen, for Lidet har vi, og naar du skal fare saaledes og tage det Gran, vi har, saa bliver der ikke andet end Sultihjel." "Jeg har ikke noget Meel," sagde Nordenvinden, "men siden du er saa nø- dig, skal du faae en Dug, som skaffer dig Alt, hvad du kan ønske, naar du bare siger: "Dug bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter!" Hermed var Gutten vel fòrnøiet. Men da Veien var saa lang, at han ikke kunde naae hjem om Dagen, gik han ind til en Gjæstgiver paa Veien, og da de, som før vare der, skulde til at spise til Aftens, lagde han Dugen paa et Bord, som stod i Krogen, og sagde: "Dug bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter." Aldrig før havde han sagt det, saa gjorde Dugen det, og Alle syntes, det var en herlig Ting, men især Gjæst- giverkonen. Da det derfor led ud paa Natten, saa Alle SIDE: 45 sov, tog hun Guttens Dug og lagde en anden istedet, som var akkurat ligedan, som den, han havde faaet af Nordenvinden, men som ikke kunde dække op med tørt Brød engang. Da Gutten vaagnede, tog han sin Dug og gik afsted med, og den Dag kom han hjem til Mo- deren: "Nu," sagde han, "har jeg været hos Norden- vinden - det var en skikkelig Mand, for han gav mig denne Dugen, og naar jeg bare siger til den: - "Dug bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter, saa faaer jeg al den Mad, jeg kan ønske mig." "Ja, det veed jeg vist," sagde Moderen, "men jeg troer det ikke, førend jeg seer det." Gutten skyndte sig, satte frem et Bord, lagde Dugen paa det og sagde: "Dug bred dig ud og dæk op med alle slags kostelige Retter;" men Dugen dækkede ikke engang op med en Bid Brød. "Der bliver ikke andet Raad for, end at jeg faaer gaae til Nordenvinden igjen da," sagde Gutten og lagde af- sted. Ud paa Eftermiddagen kom han did, hvor Norden- vinden boede. "God Kvæld," sagde Gutten. "God Kvæld," sagde Nordenvinden. "Jeg vil nok have Ret for Melet, du tog fra mig," sagde Gutten, "for den Dugen, jeg fik, duede ikke noget." "Jeg har ikke noget Meel," sagde Nordenvinden, "men der har du en Buk, som gjør bare Gulddukater, naar du blot siger: "Min Buk! gjør Penge." Den syntes Gutten godt om; men da det var saa langt hjem, at han ikke kunde række did SIDE: 46 den Dag, saa tog han igjen Nattekvarteer hos Gjæst- giveren. Førend han forlangte Noget, prøvede han Buk- ken, forat see om det ogsaa var sandt, hvad Nordenvin- den havde sagt, og det forholdt sig ganske rigtigt; men da Gjæstgiveren saae dette, syntes han, det var en præg- tig Buk, og da Gutten vel var falden i Søvn, saa satte han en anden istedet, som nok ikke gjorde Gulddukater. Morgenen efter gik Gutten afsted, og da han kom hjem til sin Moder, sagde han: "Nordenvinden er en snild Mand alligevel; nu gav han mig en Buk, som kan gjøre Gulddukater, bare jeg siger: "Min Buk, gjør Penge!" "Det veed jeg vist," sagde Moderen, "det er ikke Andet end Snak, og jeg troer det ikke, førend jeg seer det." "Min Buk, gjør Penge!" sagde Gutten; men det blev ikke Penge, det Bukken gjorde. Han gikk da igjen til Nordenvinden og sagde, at bukken ikke duede noget, og at han vilde have Ret for Melet. "Ja, nu har jeg ikke noget Andet at give dig," sagde Nordenvinden, "end den gamle Kjæppen, som staaer borte i Krogen, men den er slig, at naar du siger: "min Kjæp, slaae paa!" saa slaaer den, ligetil du siger: "min Kjæp, stille!" - Da Veien hjem igjen var lang, saa gik Gutten ogsaa den Kvæld ind til Gjæstgiveren; men da han halvveis kunde forstaae, hvorledes det var gaaet med Dugen og Bukken, saa lagde han sig strax til at snorke paa Bæn- ken, og lod som han sov, Gjæstgiveren, som nok kunde skjønne, at Kjæppen duede til Noget, ledte op en, der SIDE: 47 lignede den, og vilde sætte den istedet, da han troede at Gutten sov; men idet Samme Gjæstgiveren skulde tage den, raabte Gutten: "Min Kjæp slaae paa!" Kjæppen til at banke Gjæstgiveren, saa at han hoppede baade over Borde og Bænke og raabte og skreg: "Aa Herre- gud! Aa Herregud! Lad Kjæppen være rolig, ellers slaaer den mig ihjel; du skal faae igjen baade Dugen og Bukken." Da Gutten syntes, Gjæstgiveren havde faaet Nok, sagde han: "Min Kjæp, stille!" tog Dugen og puttede i Lommen og Kjæppen i Haanden, bandt en Snor om Hornene paa Bukken, og gik hjem med Alt. Det var god Ret for Melet! - Asbjørnsen og Moe Jomfru Maria som Gudmoder. Langt, langt borte i en stor Skov, boede engang et Par fattige Folk. Konen kom i Barselseng, og fødte et Barn, en vakker Datter; men da de vare saa fattige, vidste de ikke, hvorledes de skulde faae Barnet til Daa- ben. Manden maatte da en Dag gaae ud, forat see at faae Faddere, som selv kunde offre; han gik hele Dagen, baade til den Ene og den Anden, men han fik Ingen. SIDE: 48 Da han mod Aftenen gik hjem igjen, mødte han et dei- ligt Fruentimmer, der havde prægtige Klæder paa og saa saa inderlig god og venlig ud; hun tilbød sig at skaffe Barnet til Daaben, men siden vilde hun beholde det. Manden svarede, at han først maatte spørge sin Kone, hvad hun vilde; men da han kom hjem og fortalte det, sagde Konen reent ud nei. Den anden Dag gik Man- den igjen ud, men Ingen vilde være Faddere, naar de selv skulde offre, og alt han bad, saa hjalp det ikke. Da han mod Aftenen atter gik hjem, mødte han igjen det deilige Fruentimmer, som saa saa blid ud, og hun gjorde igjen det samme Tilbud. Han fortalte paany Konen det, som var hændt ham, og hun sagde da, at dersom han heller ikke den næste Dag kunde faae Faddere til Barnet, saa fik de vel lade Fruentimmeret faae det, siden hun saa saa god og venlig ud. Den tredie Dag, Manden gik ud, fik han heller ingen Faddere, og da han igjen om Aftenen mødte det venlige Fruentimmer, lovede han at overlade hende Barnet, naar hun vilde skaffe det Daab. Om Morgenen kom hun derfor til det Sted, hvor Manden boede, ifølge med to Mandfolk, tog Barnet og reiste til Kirke med det, og der blev det døbt. Derpaa tog hun det hjem med sig, og der levede den lille Pige hos hende i flere Aar, og Fostermoderen var altid god og venlig mod hende. Da hun var bleven saa stor, at hun lærte at skjønne, lavede Fostermoderen sig til at reise bort. "Du kan faae SIDE: 49 Lov at gaae om i alle Værelserne, hvor du vil" - sagde hun til Pigebarnet - "kun ikke i de tre Kammere, jeg nu viser dig." Derpaa reiste hun. Men Pigen kunde allige- vel ikke lade være at lukke lidt paa den ene Kammerdør, og vips! saa fløi der en Stjerne ud. Da Fostermoderen kom tilbage, blev hun meget ilde tilmode over at Stjer- nen var fløien ud, og tillige blev hun vred paa Foster- datteren og truede hende med at jage hende bort fra sig; men Barnet græd og bad for sig, saa fik hun dog Lov at blive. Om en Tid igjen skulde Fostermo- deren atter reise bort, og saa forbød hun igjen Pigen at gaae ind i de to Kammere, hvor hun ikke havde været. Denne lovede at tage sig vare, men da hun havde gaaet en Tid alene, og tænkt og pønset paa, hvad der vel kunde være inde i det andet Kammer, kunde hun ikke holde sig fra at lukke lidt paa den an- den Kammerdør, forat titte ind, og vips! saa fløi Maanen ud. Da Fostermoderen kom tilbage, og saa at Maanen var sluppen ud, blev hun meget bedrøvet og sagde til Pigebarnet, at nu kunde hun slet ikke læn- ger beholde hende hos sig, nu maatte hun bort. Men da Pigebarnet græd saa hjertelig, og bad saa vakkert for sig, fik hun dog ogsaa denne Gang Lov at blive igjen. Om nogen Tid skulde atter Fostermoderen reise bort, og da lagde hun Pigen, som nu allerede var halv voxen, ret alvorligt paa Hjerte, at hun slet ikke maatte prøve paa at gaae ind i eller see ind i det tredie Kam- SIDE: 50 mer. Men da Fostermoderen havde været borte i nogen Tid, og Pigen havde gaaet alene og kjedet sig længe, tænkte hun: Gud! hvor moersomt det skulde være at see lidt ind i det tredie Kammer! Hun tænkte først, at hun ikke vilde gjøre det alligevel, for Fostermoderens Skyld; men da hun anden Gang faldt paa det, kunde hun ikke bare sig længere; hun syntes, at hun endelig skulde og maatte see ind i Kammeret, og lukkede lidt paa Døren, og vips! saa fløi Solen ud. Da Foster- moderen nu kom tilbage og saa at Solen var fløien ud, blev hun hjertelig bedrøvet, og sagde, at nu kunde Pigen slet ikke længer faae Lov at være hos hende. Fosterdatteren græd og bad endnu vakrere end før, men det hjalp ikke. - "Nei, nu maa jeg straffe dig," sagde Moderen - "men du kan have Valget: enten du vil blive det allersmukkeste Fruentimmer, og ikke kunne tale, eller du vil blive det allerstyggeste, og kunne tale. Men bort fra mig maa du." Pigen sagde: "Saa vil jeg helst blive vakker;" og det blev hun ogsaa, men fra den Tid var hun stum. Da hun var kommen bort fra Fostermoderen, gik hun og vandrede gjennem en stor, stor Skov, men alt hun gik, blev der aldrig Ende paa den. Da det led mod Kvelden, kløv hun op i et høit Træ, som stod lige over en Kilde, og satte sig der til at sove om Natten. Tæt ved laa et Slot, og fra det kom der tidlig om Morgenen en Terne, der skulde hente Vand af Kilden, SIDE: 51 Pigen sad over, til Prindsens The. Ternen saa det deilige Ansigt i Kilden og troede, det var hende selv; saa kastede hun Vandbøtten, løb hjem igjen og slog paa Nakken og sagde: "Er jeg saa deilig, saa er jeg sag- tens for god til at gaae og bære Vand." En Anden skulde da efter Vandet, men det gik lige eens med hende: hun kom ogsaa tilbage, og sagde at hun var for vakker og for god til at gaae til Kilden efter Vand til Prindsen. Saa gik Prindsen selv, for han havde Lyst til at see, hvorledes dette hang sammen. Da han kom til Kilden, fik han ogsaa see Billedet, og strax saa han op; der blev han da vaer den deilige Pige, som sad oppe i Træet. Han lokkede hende ned og tog hende hjem med sig, og vilde endelig have hende til sin Dronning, fordi hun var saa smuk; men hans Moder, som endnu levede, vilde ikke; "hun kan ikke tale" - sagde hun - "og det kan gjerne være et Trold-Menneske." Men Prind- sen gav sig ikke tilfreds førend han fik hende. Da de havde levet sammen en Tid, blev hun frugtsommelig, og da hun skulde føde, lod Prindsen sætte en stærk Vagt omkring hende; men i Fødselstimen søvnede Allesam- men, og da hun havde født, kom hendes Fostermoder, skar Barnet i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden og paa Fingrene med Blodet og sagde til hende: "Nu skal du blive saa bedrøvet, som jeg var, da du havde sluppet ud Stjernen;" og saa blev hun borte med Barnet. Da de, der var satte til Vagt, SIDE: 52 vaagnede, troede de, Dronningen havde ædt sit Barn, og den gamle Dronning vilde have hende brændt, men Prindsen holdt saa hjertelig af hende, og han fik endelig bedet hende fri for Straffen, men det var med Nød og Neppe. Anden Gang den unge Dronning skulde i Barsel- seng, blev der sat dobbelt saa stærk Vagt som forrige Gang. Men det gik netop ligedan som før; kun med den For- skjel, at Fostermoderen sagde til hende: "Nu skal du blive saa bedrøvet som jeg var, da du havde sluppet Maanen ud." Dronningen græd og bad - for naar Fo- stermoderen var der, kunde hun tale - men det hjalp ikke. Nu vilde den gamle Dronning endelig have hende brændt, men Prindsen fik dog ogsaa den Gang bedet hende fri. Da Dronningen skulde i den tredie Barselseng, blev der sat tredobbelt Vakt omkring hende, men det gik igjen lige eens: Fostermoderen kom, mens Vagten sov, tog Barnet og skar det i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden med Blodet; og saa sagde hun, nu skulde Dronningen blive saa bedrøvet, som hun selv havde været, da Solen var sluppen ud. Nu kunde Prindsen ikke paa nogen Maade faae reddet hende; hun maatte og skulde brændes. Men just i det samme de ledte hende op paa Baalet, fik de med Eet see Foster- moderen, der kom med alle tre Børnene; de tvende ledte hun ved Haanden og det tredie bar hun paa Armen. Hun gik hen til den unge Dronning og sagde: "Her er Børnene dine; nu skal du faae dem tilbage. Jeg er SIDE: 53 Jomfru Maria, og saa bedrøvet som du nu har været, var jeg, da du havde sluppet ud Solen, Maanen og Stjernen. Nu har du lidt Straf for det, du gjorde, og fra nu af skal du igjen kunne tale." Hvor glade Dronningen og Prindsen bleve, kan alle let tænke sig, men Ingen kan sige det; de vare siden altid lykkelige, og Prindsens Moder holdt ogsaa af den unge Dronning fra den Tid af. Asbjørnsen og Moe De tre Prindsesser i Hvidtenland. Der var engang en Fisker, som boede tæt ved Slottet og fiskede til Kongens Bord. En Dag, han var ude at fiske, fik han slet Intet; han kunde bære sig ad, som han vilde, og mede og angle, saa hang ikke et Been paa Krogen; men da det led langt paa Dagen, dukkede et Hoved op at Vandet og sagde: "Faaer jeg det, som Konen din bærer under Bæltet, skal du faae Fisk nok." Manden svarede strax ja, for han vidste ikke af, at hun var frugtsommelig. Siden fik han da Fisk om Dagen, kan hænde, og det saa Meget, han vilde have. Men da han kom hjem om Aftenen og fortalte, hvorledes han havde faaet al Fisken, begyndte Konen at jamre sig og græde, og bad Gud trøste og bedre sig for det Løfte, Manden SIDE: 54 havde gjort; for hun bar et Barn under Bæltet, sagde hun. Det blev snart fortalt oppe paa Slottet, at Ko- nen var saa bedrøvet, og da Kongen fik høre det og fik spurgt Aarsagen dertil, lovede han, at han vilde tage Barnet til sig og see at redde det. Det led med det skred, og da Tiden var omme, fødte Konen et Gutte- barn; det tog da Kongen til sig og opdrog det som sin egen Søn, ligetil Gutten var voxen. Da bad Denne en Dag at han maatte faae Lov at følge sin Fader ud at fiske; han havde saadan inderlig Lyst til det, sagde han. Kongen vilde nødig tillade det, men endelig fik Gutten Lov, han blev med Faderen, og det gik godt og vel nok hele Dagen, ligetil de kom til Lands om Aftenen. Da havde Sønnen glemt efter sig sit Lommetørklæde i Baa- den, det vilde han springe ud i den efter. Men med det samme han kom udi, begyndte Baaden at gaae med ham, saa det fossede om den, og alt Gutten holdt imod med Aarerne, saa hjalp det ikke; det gik og det gik, til han kom langt, langt bort til en hvid Strand. Der gik han i Land, og da han havde gaaet et Stykke frem, mødte han en gammel Mand med et hvidt Skjæg. "Hvad hedder det her?" sagde Gutten. "Hvidten- land," svarede Manden, og saa bad han Gutten sige sig, hvor han var fra, og hvad han vilde, og det for- talte Gutten ham. "Ja," sagde Manden, "naar du nu gaaer frem langs med Stranden her, saa kommer du til tre Prindsesser, som staae nedsænkede i Jorden, SIDE: 55 saa blot Hovedet er oppe. Saa raaber den Første - det er den ældste det - og beder dig saa vakkert komme til sig, og hjælpe sig, og det gjør den Anden ogsaa; men Ingen af dem skal du gaae hen til; skynd dig blot forbi dem, som du aldrig hørte eller saa dem. Men den Tredie skal du gaae hen til og gjøre det, hun be- der dig om; det bliver din Lykke, det." Da Gutten kom til den første af Prindsesserne, raabte hun til ham og bad ham saa inderlig vakkert, at han skulde komme hen til hende, men han gik, som han al- drig saa hende; lige eens gik han forbi den anden; men den tredie gik han bort til. "Vil du gjøre det, jeg siger dig, skal du faae hvem af os Tre, du vil," sagde Prindsessen. Ja, det vilde han gjerne; og saa fortalte hun, at dem tre havde tre Trold sænket ned der; men før havde de boet paa det Slot, han kunde see borte i Skoven. "Nu skal du," sagde hun, "gaae ind i Slot- tet, og lade Troldene pidske dig een Nat for hver af os; er du istand til at taale det, saa frelser du os." Ja, svarede Gutten, det skulde han nok prøve. "Naar du gaaer ind," sagde Prindsessen videre, "staaer der to Løver i Porten, men gaa bare midt imellem dem, saa gjøre de dig Intet. Gaa saa ligefrem ind i et mørkt, lille Værelse; der lægger du dig. Saa kommer Troldet og slaaer dig; men saa skal du tage den Flaske, som hænger paa Væggen, og smøre dig der, han har slaaet dig, saa er du lige god igjen. Grib saa det Sværd, SIDE: 56 som hænger ved Siden af Flasken og hug Troldet ihjel. Ja, han gjorde, som Prindsessen sagde, han gik midt imellem Løverne, som om han ikke saa dem, og lige ind i det lille Kammer, og der lagde han sig. Første Nat kom et Trold med tre Hoveder og tre Riis og pidskede Gutten syndigt; men han holdt ud, til Troldet var fær- dig, saa tog han Flasken og smurte sig, og Sværdet og hug Troldet ihjel med. Da han saa kom ud om Mor- genen stod Prindsesserne over Jorden til Bæltet. Den anden Nat gik det lige eens; men det Trold, som da kom, havde sex Hoveder og sex Riis, og det pidskede ham endnu værre end det forrige; men da han den Morgen kom ud, stode Prindsesserne over Jorden til Smallæg- gen. Tredie Nat kom der et Trold, som havde ni Ho- veder og ni Riis, og slog og pidskede Gutten saa længe, at han tilsidst daanede; saa tog Troldet ham og kastede ham mod Væggen, og derved faldt Krukken ned og sprøitede ham over, og saa blev han lige god igjen. Han var da ikke seen; han greb Sværdet og hug Trol- det ihjel, og da han den Morgen kom ud af Slottet, stode Prindsesserne heelt ovenpaa Jorden. Saa tog han den yngste af dem til sin Dronning og levede godt og vel med hende i lang Tid. Men endelig fik han Lyst at reise hjem lidt og see til sine Forældre. Det syntes hans Dronning ikke om; men da han endelig maatte og skulde afsted, sagde hun til ham: "Men Eet skal du love mig, at du blot gjør SIDE: 57 det, som din Fader beder dig, men ikke det, din Moder beder dig," og det lovede han. Saa gav hun ham en Ring, som var saadan, at den, som havde den paa, kunde ønske to Ting, hvad han vilde. Han ønskede sig da hjem, og Forældrene kunde ikke nok forundre sig over, hvor prægtig og gjild han var. Da han havde været hjemme nogle Dage, vilde Mo- deren, han skulde gaae op til Slottet og vise Kongen, hvil- ken en Mand der nu var bleven af ham. Faderen sagde: "Nei, det bør han ikke gjøre, for saa kan vi ikke have den Glæde at see ham imens;" men det hjalp ikke; Moderen tiggede og bad ham saalænge, til han gik. Da han kom derop, var han prægtigere baade i Klæder og Alting end den anden Konge; det syntes denne nu ikke ret om, og saa sagde han: "Ja, men nu kan du see, hvordan min Dronning er; jeg kan ikke faae see din, jeg. Jeg troer ikke, du har saa deilig Dronning." "Gud give, hun stod her, skulde du faae see det!" sagde den unge Konge, og strax saa stod hun der. Men hun var meget bedrø- vet og sagde til ham: "Hvorfor led du ikke mig ad, og hørte efter hvad din Fader sagde dig? Nu maa jeg strax hjem igjen, jeg, og du har ikke flere ÿnsker." Dermed knyttede hun en Ring i hans Haar, som hen- des Navn stod paa, og ønskede sig saa hjem igjen. Da blev den unge Konge hjertelig bedrøvet og gik Dag ut og Dag ind og tænkte kuns paa, hvorledes han skulde komme tilbake til sin Dronning. Jeg faaer SIDE: 58 see, om jeg ingensteds kan faae spurgt, hvor Hvidten- land er, - tænkte han og begav sig ud i Verden. Da han havde gaaet en Stund, kom han til et Bjerg; der mødte han En, som var Herre over alle Dyrene i Sko- ven - for de kom, naar han blæste i et Horn, han havde - og saa spurgte Kongen efter Hvidtenland. "Ja jeg veed det ikke," svarede han, "men jeg skal spørge Dyrene mine." Derpaa blæste han ind disse og spurgte om Nogen af dem vidste, hvor Hvidtenland laa; men der var Ingen, som vidste det. Saa gav Manden ham et Par Ski; "naar du staaer paa disse," sagde han, "kommer du til min Broder, som boer hundrede Mile herfra; han er Herre over alle Fuglene i Luften; spørg ham! Naar du er kommen frem, saa vender du bare Skiene saa- ledes, at Odden vender hid, saa gaae de hjem af sig selv." Da Kongen kom did, vendte han Skiene saaledes som Herren over Dyrene havde sagt, og saa gik de tilbage. Han spurgte igjen efter Hvidtenland, og Manden blæste ind alle Fuglene og spurgte om Nogen af dem vidste, hvor Hvidtenland laa? Nei, ingen vidste det. Længe efter de andre Fugle kom ogsaa en gammel ÿrn, hun havde været borte i ti Aar; men hun vidste det heller ikke. "Ja, ja," sagde Manden, "saa skal du faae laant et Par Ski af mig; naar du staaer paa dem, saa kommer du til min Broder, som boer hundrede Miil her- fra; han er Herre over alle Fiskene i Havet; du faaer SIDE: 59 spørge ham. Men glem ikke at vende Skiene igjen!" Kongen takkede, steg paa Skiene, og da han var kom- men til ham, der var Herre over Fiskene i Havet, vendte han dem, og saa gik de tilbage, ligesom de forrige; der- paa spurgte han efter Hvidtenland igjen. Manden blæste da ind Fiskene, men ingen vidste Be- sked; endelig kom en gammel, gammel Gjedde, han havde megen Møie med at faae blæst ind. Da han spurgte hende, sagde hun: "Jo, der er jeg vel kjendt, jeg; for der har jeg været Kokke i ti Aar. Imorgen skal jeg did igjen; thi den Dronning, som Kongen blev borte for, skal have Bryllup igjen imorgen." "Siden det er saa, skal jeg sige dig et Raad," sagde Manden; "her borte paa en Myr staaer der tre Brødre, som har staaet der i hun- drede Aar og slaaets om en Hat, en Kappe og et Par Støvler; naar En har de tre Ting, kan han gjøre sig usynlig og ønske sig saalangt, han vil. Du kan sige til dem, at du vil prøve Tingene og siden afsige Dom imel- lem dem." Ja, Kongen takkede for sig, gik og gjorde saa. "Hvad er det I staae her og slaaes evindelig om?" sagde han til Brødrene; "lad mig prøve Tingene, skal jeg dømme imellem Jer." Det vilde de gjerne, men da han havde faaet Hatten, Kappen og Støvlerne sagde han: "Naar vi træffes næste Gang, skal I faae høre Dommen!" og dermed ønskede han sig afsted. Medens han foer i Luften, kom han i Følge med Nordenvinden. "Hvor skal du hen?" sagde Norden- SIDE: 60 vinden. "Til Hvidtenland," sagde Kongen, og dermed for- talte han, hvad der var hendt ham. "Ja," sagde Norden- vinden, "du farer sagtens lidt fortere du end jeg; jeg skal nu ind i hver Krog og guste og blæse, jeg. Men naar du kommer frem, saa stil dig paa Trappen, ved Siden af Døren, saa skal jeg komme susende, som jeg vilde blæse ned hele Slottet. Naar da Prindsen, som skal have Dronningen din, kommer ud og skal see, hvad der er paa Færde, saa tager du ham i Nakken og kaster ham ud, saa skal jeg nok prøve at faae ham af Gaarde." Ja, som Nordenvinden havde sagt, gjorde Kongen; han stil- lede sig paa Trappen, og da Nordenvinden kom susende og brusende og tog et Tag i Væggen paa Slottet, saa det rystede, gik Prindsen ud forat see hvad der var paa Færde; men med det samme han kom, tog Kongen ham i Nakken og kastede ham ud, og saa tog Norden- vinden ham og reiste afsted med ham. Da han var bleven af med ham, gik Kongen ind i Slottet. Først kjendte ikke Dronningen ham, fordi han var bleven saa bleg og mager, ved det han havde vandret saalænge og været saa sorgfuld; men da han viste hende Ringen, blev hun hjertelig glad, og saa blev det rette Bryllup holdt med stor Glæde og Fornøielse. Asbjørnsen og Moe SIDE: 61 Somme Kjærringer er slige! Der var engang en Mand og en Kone, som skulde saae, men de havde ikke Saaekorn og heller ingen Penge at kjøbe for. En eneste Ko havde de, og den skulde Manden gaae til Byen med og sælge for at faae Penge til Saaekorn for. Men da det kom til Stykket, turde Konen ikke lade Manden reise, fordi hun var bange, han skulde drikke Pengene op. Hun gik da selv afsted med Koen og tog desuden med sig en Høne. Nær ved Byen mødte hun en Slagter. "Skal du sælge den Ko, Mo'er?" spurgte han. "Ja, jeg skal nok det," sagde hun. "Hvad forlanger du for den, da?" "Jeg faaer vel have en Mark for Koen, men Hønen skal du have for ti Daler," sagde hun. "Ja," svarede han, "Hønen har jeg ikke noget Brug for, og den bli- ver du nok kvit, naar du kommer til Byen, men for Koen skal jeg give dig en Mark." Hun solgte sin Ko og fik sin Mark, men der var ingen i Byen, som vilde give ti Daler for en tør og skabbet Høne. Konen gik derfor tilbage til Slagteren igjen og sagde: "Jeg bliver ikke kvit Hønen jeg, Fa'er! du faaer nok tage den ogsaa du, som blev ved Koen." "Det skal vi vel komme ud af," sagde Slagteren. Derpaa trakterede han hende med SIDE: 62 Mad, og gav hende saameget Brændeviin, at hun blev drukken og gik baade fra Sands og Samling. Medens hun sov ud, dyppede Slagteren hende i en Tjæretønde og lagde hende siden i en Fjærhaug. Da hun vaagnede, var hun fjæret over det Hele og begyndte at undre sig: "Er det mig eller er det ikke mig? Nei det kan aldrig være mig! det maa være en stor underlig Fugl. Men hvorledes skal jeg bære mig ad for at faae vide, om det er mig eller ikke mig? - Jo nu veed jeg, hvorledes jeg skal kunne skjønne, om det er mig: dersom Kalvene slikke mig, og Hunden ikke gjøer paa mig, naar jeg kommer hjem, saa er det mig!" Hunden saa neppe saadant et Udyr, førend den be- gyndte at gjøe, som om der var baade Tyve og Skjæl- mer paa Gaarden. "Nei det kan vist ikke være mig," sagde hun; og da hun kom i Fjøset, vilde Kalvene ikke slikke hende, da de kjendte den stramme Tjærelugt. "Nei, det kan ikke være mig, det maa være en underlig Fugl," sagde hun; krøb saa op paa Staburstaget, be- gyndte at slaae med Armene, som det kunde været Vin- ger, og vilde tilveirs. Da Manden saa dette, kom han ud med Riflen og begyndte at sigte. "Aa skyd ikke, skyd ikke!" raabte Konen, "det er mig." "Er det dig," sagde Manden, "saa staa ikke der som en Gjed, men kom ned og gjør Regnskab og Rigtighed for dig." Hun krøb da ned igjen, men havde ikke en eneste Skilling, thi den Mark, hun fik af Slagteren, havde hun kastet SIDE: 63 bort i Fuldskaben; og da Manden hørte dette, blev han saa vred, at han sagde, han vilde gaae sin Vei fra Alt- sammen og aldrig komme tilbage, dersom han ikke traf tre andre Kjærringer, der vare ligesaa gale. Han ranglede da afsted, og da han var kommen et Stykke paa Veien, fik han see en Kjærring, der løb ud og ind i en ny optømret Hytte med et tomt Sold. Hvergang hun løb ind, kastede hun Forklædet over Sol- det, som om hun havde Noget i det. "Hvorfor gjør I det, Moer?" spurgte han. "Aa, jeg vil bare bære ind lidt Sol," svarede hun, "men jeg veed ikke hvorledes det er: naar jeg er ude, har jeg Solen i Soldet, men naar jeg kommer ind, saa har jeg kastet den bort, og da jeg var i den gamle Hytten min, saa havde jeg Sol nok, skjøndt jeg aldrig bar ind det Mindste; bare Nogen kunde skaffe mig Sol, skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler." "Har I en ÿxe," sagde Manden, "saa skal jeg nok skaffe Jer Sol." Han fik sig en ÿxe og huggede Vindueshuller, for det havde Tømmermæn- dene glemt; strax kom Solen ind, og han fik sine tre hundrede Daler. Det var Een, tænkte Manden, og gik afsted igjen. Om en Stund kom han udenfor et Huus, hvor der var et forfærdeligt Skrig og Skraal. Der gik han ind og fik see en Kjærring, der holdt paa at daske Manden sin i Hovedet med et Banketræ; over Hovedet paa ham havde hun trukket en Skjorte uden noget Halsehul. SIDE: 64 "Vil I slaae ihjel Mand Jeres, I Mo'er?" spurgte han. "Nei," sagde hun, "jeg vil bare have Halsehul paa denne Skjorten." Manden skreg og bar sig ilde og sagde: "Gud trøste og bedre den, som skal have ny Skjorte paa. Dersom Nogen kunde lære Kjærringen min at faae Halsehul paa Skjorten paa en anden Maa- de, skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler." "Det skal snart være gjort, kom bare med en Sax," sagde den Anden. Han fik en Sax, klippede Hul og gik længere frem med sine tre Hundrede. "Det var den An- den," sagde han ved sig selv. Langt om længe kom han til en Gaard, hvor han tænkte at hvile ud en Stund. Da han kom ind der, spurgte Kjærringen: "Hvor er I fra Fa'er?" "Jeg er fra Ringerige," svarede han. "Aa nei, nei! er I fra Himmerige? saa kjender I vel han Peer Anden, salig Mand min da?" (Konen havde været gift tre Gange; hendes første og sidste Mænd vare slemme, der- for troede hun, at alene den Anden, der havde været snild, var bleven salig). "Ja, ham kjender jeg vel," sagde han, som gik omkring. "Hvordan staaer det til med ham nu da?" spurgte Konen. "Aa det er kleint med ham," svarede Ringerikingen, "han rangler gaard- imellem der og har hverken Mad eller Klæder paa Krop- pen - Penge er nu ikke at snakke om." "Gud naade mig for ham da!" raabte Kjærringen, "Han behøvede da ikke at gaae saa ussel han, som der var Saameget SIDE: 65 efter; her hænger et heelt Loft fuldt med Klæder, som hørte ham til, og et stort Skrin med Penge staaer her og. Dersom I vil tage det med, skal I faae Hest og Kjærre at kjøre det frem med, og Hesten kan han be- holde der, og paa Kjærren kan han jo sidde og kjøre gaardimellem, for han behøver da ikke at gaae." Rin- gerigingen fik et heelt Kjærrelæs med Klæder og et Skrin fuldt med blanke Sølvpenge og saameget Mad og Drikke, som han vilde; da han havde faaet det, satte han sig paa, og kjørte sin Vei. "Det var den Tredie," sagde han ved sig selv; men borte paa Jordet gik Konens tre- die Mand og pløiede, og da han fik see En, som han ikke kjendte, reise af Gaarde med Hest og Redskab, gik han hjem og spurgte Kjærringen, hvad det var for En, der foer afgaarde med den blaae Hesten. "Aa han," sagde hun, "det var en Mand fra Himmerige; han sagde, at det var saa usselt med han Peer Anden, salig Mand min, at han gaaer der gaardimellem og har hverken Klæder eller Penge, saa sendte jeg med ham alle disse gamle Klæder, som hang her efter ham, og det gamle Pengeskrin, med Sølvpengene i." Manden forstod strax hvor dette bar hen, sadlede en Hest og foer af Gaarde i fuldt Fiirspring. Det varede ikke længe, førend han var tæt bagefter ham, som sad paa Kjærren og kjørte; men da den Anden mærkede det, kjørte han Hesten og Kjærren ind i Smaaskoven, nap- pede en Haandfuld Hestetagel af Hesten, og saa sprang han op i en Bakke, hvor han knyttede Hestetagelet fast i en SIDE: 66 Birk, og under den lagde han sig til at glane og stirre op i Skyerne. "Nei, nei, nei!" sagde han, ligesom for sig selv, da Peer Tredie kom kjørende, "nei, nu har jeg da aldrig seet saa Rart! nei, nu har jeg aldrig seet Ma- gen!" Peer stod og saa paa ham en Stund og undrede sig over, hvad der gik ad ham; endelig saa spurgte han: "Hvad ligger du der og koper paa?" "Nei, aldrig saa jeg Magen," sagde den Anden, "her foer der En lige op til Himmels med en blaa Hest, her seer du Taglet hænger igjen i Birken, og der oppe i Skyerne seer du den blaae Hesten." Peer saa snart paa Skyerne, og snart paa ham, og sagde: "Jeg seer slet ikke noget An- det end Hestetaglet i Birken, jeg." "Nei, du kan ikke see det heller, der du staaer," sagde den Anden, "men kom hid og læg dig netop her, og stir lige op, og saa maa du ikke vende ÿinene bort fra Skyerne." Medens Peer Tredie laa og stirrede op i Skyerne, saaat hans ÿine randt i Vand, tog Ringerigingen Hesten, satte sig op og reiste afsted baade med den og Kjærrelæsset. Da det begyndte at dure paa Veien, foer Peer Tredie op, men var saa forfjamset, fordi den Anden reiste afsted med hans Heste, at han ikke sandsede at løbe efter, før- end det var for seent. Han var temmelig slukøret, da han kom hjem til Kjærringen, men da hun spurgte, hvor han havde gjort af Hesten, saa sagde han: "Jeg gav ham den med til Peer Anden; for jeg syntes ikke det var værdt, at han SIDE: 67 skulde sidde paa en Kjærre og skrangle gaardimellem i Himmerige; nu kan han sælge Kjærren, og kjøbe sig en Vogn at kjøre paa." "Det skal du have Tak for! Al- drig havde jeg troet du var saa snild en Mand," sagde Konen. Da han nu kom hjem, han, som havde faaet de sex hundrede Daler og Kjærrelæsset med Klæderne og Pengene, saa han, at alle Jorderne vare pløiede og tilsaaede. Det Første, han spurgte Kjærringen om, var, hvor hun havde faaet Saaekorn fra. "Aa," sagde hun, "jeg har altid hørt, at den som Noget saaer, han Noget faaer, saa saaede jeg det Saltet, som Nordfærden (Dølerne) satte ind her, og hvis der bare kommer Regn, troer jeg nok, at det kommer brav op igjen." "Gal er du, og gal bli'er du, saalænge du lever," sagde Man- den, "men det kan nu være det samme, for de Andre ere ikke klogere end du." Asbjørnsen og Moe Hver synes bedst om sine Børn! En Skytter gik engang i Skoven; saa mødte han Myrsneppen. "Kjære Vene, skyd ikke mine Børn!" sagde Myrsneppen. Hvad er det for nogen, som er dine SIDE: 68 Børn da?" spurgte Skytteren. "De vakreste Børnene, i Skoven gaae, er mine, svarede Sneppen. "Jeg faaer vel ikke skyde dem da," sagde Skytteren. Men da han kom tilbage, havde han et heelt Knippe Myrsneppeunger i Haanden, som han havde skudt. "Au! au! hvorfor skjød du Børnene mine ligevel da?" sagde Sneppen. "Var det dine disse da?" spurgte Skytteren - "jeg skjød de styggeste jeg fandt, jeg." "Ak ja!" svarede Sneppen, veed du da ikke, at Hver synes bedst om sine Børn?" Asbjørnsen og Moe En Friershistorie. Der var engang en Gut, som skulde ud at frie. Blandt andre Steder kom han ogsaa til en Gaard, hvor Folkene vare i reen Armod og Fattigdom; men da Frieren kom, vilde de sagtens synes velstaaende, det kan man nok vide. Manden havde faaet eet nyt ærme i Trøien sin. "Sid ned!" sagde han til Frieren - "men her er da saa støvet allesteds!" og saa gik han og gned og viskede paa Bænker og Borde med sit nye Trøieærme; den anden Arm holdt han paa Ryggen. SIDE: 69 Konen havde faaet een nye Sko; med den gik hun og spændte og sparkede paa Alting, Krakker og Stole; "her ligger Saameget iveien, her er saa uryddigt!" sagde hun. Saa raabte de paa Datteren, at hun skulde komme og rydde op. Hun havde faaet ny Hue, og satte derfor Hovedet ind gjennem Døren, og nikkede hid og did. "Jeg kan da ikke være allesteds, jeg heller!" sagde hun. Aa jo, det var Velstands Folk, Frieren var kommen til der. Asbjørnsen og Moe De tre Mostre. Der var engang en fattig Mand, som boede i en Stue langt borte i Skoven, og nærede sig ved Skytteri. Han havde en eneste Datter, der var særdeles smuk, og da Moderen tidlig var død og Pigen nu allerede var halvvoxen, sagde hun, at hun vilde bort at tjene, saa hun kunde lære at fortjene sit Brød, hun og. "Ja, min Datter," sagde Faderen, "rigtignok har du hos mig ikke lært Andet end at ribbe Fugl og stege, men du faaer vel prøve at tjene for dit Brød alligevel." Saa gik da Pigen ud at bede om Tjeneste, og da hun havde SIDE: 70 gaaet en Stund, kom hun til Kongsgaarden. Der blev hun, og Dronningen syntes saa vel om hende, at de øvrige Terner bleve ganske misundelige paa hende. De fandt derfor paa at sige til Dronningen, at Pigen havde sagt sig god for at spinde et Pund Hør i fire og tyve Timer, for Dronningen holdt særdeles meget af alle- slags Haandarbeider. "Ja, har du sagt det, skal du gjøre det" - sagde Dronningen til hende, - "imidlertid kan du vel faae lidt længere Tid." Pigen Stakkel turde ikke sige, at hun aldrig havde spundet, men bad om et Kammer for sig selv; det fik hun, og derop blev baaren Rok og Hør. Der sad hun nu og græd og var be- drøvet og vidste ikke sit arme Raad; hun stellede med Rokken, og snoede og dreiede paa den, og vidste ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad - hun havde aldrig før seet en Hjulrok engang. Men som hun saaledes sad, kom der en gammel Kone ind til hende; "hvad feiler dig mit barn?" sagde hun. "Ak," svarede Pigen, "det kan vel ikke nytte, jeg siger dig det; du kan saa ikke hjælpe mig ligevel, du!" "Der kan Ingen vide det," sagde Konen. "Kan hende, jeg turde vide Raad for det alligevel jeg." Ja, jeg kan jo sagtens sige hende det, tænkte Pigen, og saa fortalte hun da, at hendes Medtjenere havde sat ud, at hun havde sagt sig god for at spinde et Pund Hør i fire og tyve Timer; "og jeg, min Stakkel," sagde hun, "har aldrig i mine Dage seet en Hjulrok, end sige, jeg skulde kunne spinde SIDE: 71 Saameget i et Jevndøgn." "Ja, det er det Samme det, Barn," sagde Konen; "vil du kalle mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg spinde for dig jeg, saa kan du gaae bort og lægge dig til at sove." Ja, det vilde Pi- gen gjerne gjøre, og gik hen og lagde sig. Om Morgenen, da hun vaagnede, laa al Hørren spunden paa Bordet, og det saa peent og fiint, at aldrig Nogen havde seet saa vakkert, jevnt Garn. Dronningen blev meget glad over det smukke Garn, hun havde faaet, og holdt endnu meer af Pigen end før. Men herover bleve de ÿvrige endnu mere misundelige paa hende, og saa fandt de paa at sige til Dronningen, at nu havde hun sagt sig god til at væve det Garn, hun havde spundet, i fire og tyve Timer. Dronningen sagde igjen, at havde hun sagt det, saa skulde hun gjøre det, men om det ikke netop blev i fire og tyve Timer, saa kunde hun vel faae lidt længere Dag. Pigen turde heller ikke nu sige nei, men bad om et Kammer for sig selv, saa fikk hun vel prøve. Der sad hun igjen og græd og bar sig ilde og vidste ikke, hvad hun skulle tage sig til; da kom der igjen en gammel kone inn og spurgte: "Hvad feiler dig, mit Barn?" Pigen vilde først ikke ud med det, men endelig fortalte hun hende, hvad hun var saa sørg- modig over. "Ja," svarede Konen, "det er det samme, vil du kalde mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg væve for dig, jeg, saa kan du gaae bort og lægge dig til at sove." Ja, det vilde Pigen gjerne gjøre, og saa SIDE: 72 gik hun hen og lagde sig. Da hun vaagnede, laa Væv- bunken paa Bordet, vævet saa net og tæt, som væves kunde. Hun tog Bunken og gik ned til Dronningen med, og hun blev meget glad over den smukke Væv, hun havde faaet, og holdt endnu mere af Pigen end før. Men derover bleve de Andre endnu mere forbittrede paa hende og tænkte ikke paa Andet, end hvad de nu skulde finde paa at sige om hende. Tilsidst fortalte de Dronningen, at nu havde hun sagt sig god forat sye op Vævbunken til Skjorter i fire og tyve Timer. Ja, det gik lige eens, som før, Pigen turde ikke sige, at hun ikke kunde sye; hun kom igjen op paa et Kammer for sig selv og sad der og græd og var bedrøvet. Men saa kom der atter en gammel Kone til hende, som lovede at sye for hende, naar Pigen vilde kalde hende Moster paa sin Hædersdag; det lovede Pigen meer end gjerne, og saa gjorde hun, som Konen sagde, og gik hen og lagde sig til at sove. Om Morgenen da hun vaag- nede, fandt hun Bunken opsyet til Skjorter, liggende paa Bordet; saa smuk Søm havde aldrig Nogen seet, og Skjorterne havde Navn og vare fuldt færdige. Da Dronningen fik see det Arbeide, blev hun saa glad i Sømmen, at hun slog Hænderne sammen; "for saa vak- ker Søm har jeg aldrig hverken havt eller seet," sagde hun, og siden holdt hun Pigen saa kjær, som sitt eget Barn. "Dersom du nu vil have Prindsen, saa skal du faae ham," sagde hun til Pigen, "for du behøver al- SIDE: 73 drig at leie bort Nogenting, du; du kan sye og spinde og væve Alt selv." Da Pigen var smuk og Prindsen syntes vel om hende, blev der strax Bryllup. Men aller- bedst Prindsen vel havde sat sig til Brudebordet med hende, kom der en gammel, styg Kjærring ind med en lang, lang Næse - den var vist tre Alen lang. Saa stod Bruden strax op og sagde: "God Dag, Mo- ster!" "Er det Moster til min Brud da?" sagde Prind- sen. Ja, hun var da det. "Ja, saa faaer hun vel sætte sig herhen til Bordet da," sagde Prindsen, men baade han og de Andre syntes, hun var fæl at sidde tilbords med. Men ret som det var, saa kom der igjen en gammel, styg Kjærring ind: hun havde en Bag saa tyk og bred, at hun med Nød og Neppe kunde komme ind igjennem Døren. Strax reiste Bruden sig igjen op og hilste: "God Dag, Moster!" og Prindsen spurgte igjen om det var Moster til hans Brud. Da svarede Begge ja, og Prindsen sagde at naar saa var, saa fik vel hun ogsaa sætte sig hen til Bordet. Men aldrig før hun havde sat sig, saa kom der atter en gammel, styg Kjærring, med ÿine saa store som Talerkener og saa røde og rindende, at det var fælt at see. Bruden reiste sig igjen og hilste: "God Dag, Moster!" og Prindsen bad ogsaa hende at sætte sig hen til Bordet, men han tænkte ved sig selv: "Gud hjælpe mig for Mostre, min Brud har!" Da han havde siddet lidt, kunde han ikke bare sig, men spurgte: "Men hvorledes i al Verden kan da SIDE: 74 min Brud, som er saa deilig, have saa fæle og vanskabte Mostre?" "Det skal jeg nok sige dig," sagde den Ene; "jeg var ligesaa vakker jeg som din Brud, da jeg var paa hendes Alder; men det at jeg har faaet saa lang Næse, det kommer af at jeg stedse og bestandig har sid- det og hakket og nikket med Spinding, saa har Næsen min tøiet sig til den er bleven saa lang, som du nu seer den. "Og jeg," sagde den Anden, "ligesiden jeg var ung, har jeg siddet og skubbet frem og tilbage paa Væv- fjælen, til min Bag er bleven saa stor og hoven, som du nu seer." Saa sagde den Tredie: "Ligefra jeg var ganske liden, har jeg siddet og stirret og syet, Nat og Dag, og derfor ere ÿinene mine blevne saa fæle og røde." "Ja saa!" sagde Prindsen, "det var vel jeg fik vide det, for kan Folk blive saa stygge og fæle af det, saa skal da aldrig min Brud hverken spinde eller væve eller sye i sine Dage meer!" Asbjørnsen og Moe Enkesønnen. Der var engang en fattig, fattig Enke, som kun havde een Søn. Hun trællede med Gutten, til han havde SIDE: 75 gaaet til Præsten, men saa sagde hun til ham, at nu kunde hun ikke føde ham længer; han fik ud at tjene for sit Brød. Gutten vandrede da ud i Verden, og da han havde gaaet et godt Stykke, mødte han en fremmed Mand. "Hvor skal du hen?" spurgte Manden. "Jeg skal nok ud i Verden og prøve og faae mig Tjeneste," sagde Gutten. "Vil du tjene hos mig da?" "Aa ja, lige saa gjerne hos dig, som hos en Anden," svarede Gutten. "Ja du skal have det godt hos mig," sagde Manden. "Du skal bare holde mig med Selskap og ikke gjøre nogen Ting forresten." Saa blev Gutten med ham, og levde vel med Mad og Drikke og havde Lidet eller Intet at bestille; men han saa heller aldrig et Menneske hos Manden. En Dag saa sagde Manden til ham: "Nu reiser jeg bort i otte Dage; i den Tid faaer du være her alene, men du maa ikke gaae ind i noget af disse fire Værel- ser her! Gjør du det, saa tager jeg Livet af dig, naar jeg kommer tilbage." "Nei," sagde Gutten, det skulde han nok ikke. Men da Manden havde været borte en tre, fire Dage, kunde Gutten ikke bare sig længer, men gik ind i det ene Kammer. Han saa sig rundt om, men saa ingen Ting, uden en Hylde over Døren, hvor der laa en Nypetornpidsk. Dette var rigtig No- get at forbyde mig saa strængt at see, ogsaa det, tænkte Gutten. Da de sex Dage vare omme, kom Manden hjem igjen; "du har vel ikke været inde i noget af SIDE: 76 Kamrene?" sagde han. "Nei, det har jeg slet ikke," sagde Gutten. "Ja, det skal jeg snart see," og dermed gik han ind i det, som Gutten havde været i. "Jo du har været der alligevel," sagde han, "og nu skal du miste Livet." Gutten græd og bad for sig, og saa slap han da med Livet; men dygtig Hug fik han. Da det var overstaaet, vare de lige gode Venner igjen. En Tid derefter reiste Manden atter bort; da vilde han være borte i fjorten Dage, men først forbød han igjen Gutten at gaae ind i noget af de Kamre, han ikke alt havde været i; for det han havde været i, kunde han gjerne gaae ind i paany. Ja, det gik lige eens som forrige Gang; bare at Gutten nu holdt sig otte Dage fra at gaae derind. I det Kammer saa han heller ikke Andet end en Hylde over Døren, med en Kampesteen og en Vandkrukke paa. Det var rigtig Noget at være saa ræd for og, tænkte Gutten. Da Manden kom hjem, spurgte han, om han havde været i noget af Kamrene; nei, var det ligt det, der havde Gutten ikke været. "Ja det skal jeg snart see," sagde Manden, og da han saa, han havde været der alligevel, sagde han: "Ja, nu sparer jeg dig ikke længer! nu skal du miste Livet!" men Gutten græd og bad for sig igjen, og saa slap han atter med Prygl, men det fik han da ogsaa nok af. Men da han blev frisk igjen, levede han lige saa godt som før, og han og Manden vare lige gode Venner. En Tid derefter skulde Manden igjen reise og være SIDE: 77 borte i tre Uger, og saa forbød han Gutten paany at gaae ind i det tredie Kammer; hvis han gik der ind, kunde han ligesaa godt belave sig paa at miste Livet med det samme. Om fjorten Dage kunde Gutten ikke bare sig; men han saa slet ikke Noget derinde, uden en Lem paa Gulvet. Da han løftede paa den og saa ned igjennem, stod der en stor Kobberkjedel og puttrede og kogte dernede; men han saa ingen Ild under. Det var artigt at kjende om det er varmt, tænkte Gutten og stak Fingeren nedi; da han tog den op igjen, var den forgyldt over det Hele. Gutten skrabede og vaskede den, men Forgyldingen vilde ikke gaae af; saa bandt han en Fille om, og da Manden kom hjem og spurgte, hvad der feilede Fingeren hans, sagde Gutten, han havde skaaret sig saa stygt. Men Manden rev af Fillen og saa saa han nok hvad der fei- lede. Først vilde han dræbt ham, men da han græd og bad igjen, bankede han ham bare saa han laa til- sengs i tre Dage. Derpaa tog han en Krukke ned af Væggen og smurte ham med, saa blev Gutten lige frisk igjen. Om en Stund reiste Manden igjen bort, og skulde ikke komme igjen før om en Maaned. Men da sagde han til Gutten, at hvis han gik ind i det fjerde Kam- mer, saa maatte han aldrig tænke paa at faae beholde Liv. En to til tre Uger holdt Gutten sig, men saa kunde han atter ikke bare sig, men gik ind. Der stod en stor, sort Hest paa et Spiltoug, med et Glødtraug SIDE: 78 ved Hovedet og en Høkurv ved Halen. Gutten syntes, dette var uligt, og saa byttede han om og satte Høkur- ven ved Hovedet. Saa sagde Hesten: "Siden du har saa godt Hjertelag, at du vil lade mig faae Mad, skal jeg frelse dig, jeg. Kommer Troldet nu hjem og finder dig, saa dræber han dig. Men nu skal du gaae op paa et Kammer, som er her lige over, og tage en Rustning af dem, som hænge der; og saa maa du endelig ikke tage nogen af de blanke, men den mest rustne du seer, den skal du tage; og Sværd og Saddel skal du søge dig ud paa samme Viis." Det gjorde Gutten; men det var tungt at bære for ham Altsammen. Da han kom tilbage, sagde Hesten, at nu skulde han klæde sig nøgen og gaae ned i Kjedlen, som stod og kogte i det andet Kammer, og bade sig vel der. Jeg bliver vel fæl da, tænkte Gutten, men han gjorde det dog. Da han havde badet sig, blev han saa vakker og trind, og rød og hvid som Melk og Blod, og meget stærkere end før. "Kjender du nogen Forandring?" spurgte Hesten. "Ja!" sagde Gutten. "Prøv at løfte mig," sagde Hesten; aa ja, det kunde han, og Sværdet svang han ogsaa som Ingen- ting. "Ja læg nu Sadlen paa mig," sagde Hesten, "og tag Rustningen paa dig, tag saa med Nypetorn- pidsken og Stenen og Vandflasken og Smurningskrukken, saa reise vi." Da Gutten vel var kommen op paa Hesten, gik det afsted, saa han ikke vidste, hvorledes de kom frem. SIDE: 79 Han havde nu redet en Stund, da sagde Hesten: "Jeg synes, jeg hører en Duur. Se dig om! kan du see Noget?" "Der kommer Mange, Mange efter os," sagde Gutten, "vist et Snees!" "Ja, det er Troldet, det," sagde Hesten, "nu kommer han med Sine." De red endda en Stund, indtil de, som kom efter, begyndte at nærme sig. "Kast nu Tornepidsken bag dig," sagde Hesten, "men kast den vel langt fra mig!" Det gjorde Gutten, og i det samme voxte der op en svær, tyk Nypetornskov der. Saa red Gutten igjen et langt, langt Stykke, medens Troldet matte hjem efter Noget at hugge sig gjennem Skoven med. Men da sagde He- sten igjen: "Se tilbage! kan du see Noget nu?" "Ja en heel Mængde," sagde Gutten, "som en stor Kirke- almue." "Ja det er Troldet, det; nu har han flere med sig. Kast nu ud Kampestenen, men kast den vel langt fra mig!" Med det samme Gutten gjorde, som Hesten havde sagt, blev der et stort, sort Kampebjerg bag ham. Saa maatte Troldet hjem efter Noget at minere sig gjennem Bjerget med, og medens Troldet gjorde det, red Gutten igjen et godt Stykke frem. Men saa bad Hesten ham igjen see sig tilbage, og da saa han en Flok som en heel Krigshær; de vare saa blanke at det skin- nede af dem. "Ja," sagde Hesten, "det er Troldet; nu har han alle Sine med sig. Slaa nu Vandflasken ud bag dig, men vogt dig vel, at du ikke spilder Noget SIDE: 80 paa mig!" Det gjorde Gutten, men hvorledes han bar sig ad, kom han til at spilde en Draabe paa Lænden. Saa blev der et stort, stort Vand, og ved de Draaber han spildte, kom Hesten til at staae langt ude i Vandet; alligevel svømmede den dog til Lands. Da Troldene kom til Vandet, lagde de sig ned forat drikke det tomt, og saa søbede de til de sprak. "Nu er vi kvit dem," sagde Hesten. Da de nu havde reist i lang, lang Tid, kom de paa en grøn Slette i en Skov. "Klæd nu af dig hele Rustningen og tag blot dine fillede Klæder paa," sagde Hesten, "tag saa Sadlen af mig og slip mig, og hæng Alt inde i den store, indhule Lind her! Saa skal du gjøre dig en Paryk af Granlav og gaae op til Kongs- gaarden, som ligger her tæt ved; der skal du bede om Tjeneste. Naar du saa behøver mig, saa gaa bare hid, og ryst paa Bidslet, saa skal jeg komme til dig." Ja, Gutten gjorde som Hesten havde sagt, og da han fik Lavparykken paa, blev han saa ussel og bleg og elendig at see paa, at ingen kunde kjende ham igjen. Han kom da til Kongsgaarden, og bad først om at faae være i Kjøkkenet og bære Vand og Ved til Kokken, men saa spurgte Kokkejenten: "Hvorfor har du den stygge Pa- rykken? Tag den af dig! jeg vil ikke vide af Nogen saa styg her inde!" "Det kan jeg ikke," svarede Gutten, "jeg er ikke rigtig reen i Hovedet." "Tænker du, jeg vil have dig her ved Maden, naar du er slig da?" SIDE: 81 sagde Kokken, "gaa ned til Staldmesteren, du passer bedst til at gaae og maage i Stalden." Men da Stald- mesteren bad ham tage Parrykken af, fik han det samme Svar, og saa vilde ikke han heller have ham; "du kan gaae til Gartneren," sagde han, "du passer bedst til at gaae og grave i Jorden!" Hos Gartneren fik han da Lov at blive; men Ingen af de andre Tjenere vilde ligge med ham, derfor maatte han sove for sig selv un- der Trappen til Lysthuset; det stod paa Stolper og havde en høi Trappe. Under den fik han en Deel Mose til Seng, og der laa han saa godt han kunde. Da han nu havde været paa Kongsgaarden en Tid, hendte det sig en Morgen, i det samme Solen randt, at Gutten havde taget af sin Lavparryk og stod og vadskede sig; og da var han saa vakker, at det var en Lyst at see ham. Prindsessen saa fra Vinduet den vakre Gartnergut og syntes, hun aldrig havde seet Nogen saa smuk. Hun spurgte da Gartneren hvorfor han laa ude, under Trappen. "Aa, ingen af Medtjenerne vil ligge med ham," sagde Gartneren. "Lad ham i Aften komme op, og ligge ved Døren, inde paa mit Kammer, saa skal de vel ikke undslaae sig for at lade ham ligge i Huus med sig siden," sagde Prindsessen. Gartneren sagde det til Gutten. "Mener du jeg vil gjøre det?" sagde Gut- ten; "saa vilde de sige, at der var Noget mellem mig og Prindsessen." "Ja, du har nok Grund til at frygte SIDE: 82 for slig Mistanke, du," svarede Gartneren; "du som er saa vakker!" "Ja, ja, naar I befaler det, saa faaer jeg vel gjøre det," sagde Gutten. Da han nu skulde opefter Trapperne om Aftenen, slampede han saa at de maatte bede ham gaae sagte, forat ikke Kongen skulde faae det at vide. Han kom ind og lagde sig, og begyndte strax at snorke og sove. Strax sagde Prindsessen til sin Terne: "List dig nu bort, og tag af ham Lavparykken!" og det gjorde hun; men i det samme, hun vilde nappe den, holdt han paa den med begge Hænder, og sagde at den fik hun slet ikke. Dermed lagde han sig igjen til at snorke. Prindsessen gav igjen Ternen et Vink, og saa fik hun nappet Parrykken af; da laa Gutten der saa deilig og rød og hvid, som Prindsessen havde seet ham i Morgensolen. Siden laa Gutten hver Nat oppe i Prindsessens Værelse. Men det varede ikke længe, førend Kongen fik spurgt, at Gartnergutten laa i Prindsessens Kammer hver Nat, og saa blev han saa vred at han nær havde ladet Gutten aflive. Det gjorde han dog ikke, men ka- stede ham i Fangetaarnet, og sin egen Datter spærrede han inde i hendes Kammer, saa hun aldrig fik Lov at komme ud, hverken Dag eller Nat. Alt hun græd og bad baade for sig og Gutten, saa hjalp det ikke; Kon- gen blev blot endnu mere vred derover. En Tid efter blev der Krig og Ufred i Landet, og Kongen maatte ruste sig mod en anden Konge, som vilde SIDE: 83 tage Riget fra ham. Da Gutten hørte det, bad han Fangevogteren gaae til Kongen for sig og bede om Har- nisk og Sværd og Lov at være med i Krigen. Alle de ÿvrige loe, da Fangevogteren sagde sit ærende, og bad Kongen at han maatte faae noget gammelt Skrammel til Rustning, saa de kunde faae den Moro at see den Stakkel være med i Krigen. Det fik han og dertil et gammelt, usselt ÿg, som hoppede paa tre Been. Saa drog de da ud mod Fienden, men de vare ikke komne langt bort fra Kongsgaarden, førend Gutten blev siddende fast i en Myr med ÿget sit. Der sad han og hakkede og nikkede; "hei, vil du op! hei, vil du op!" sagde han til ÿget. Det havde alle de Andre ret sin Moro af og loe og gjorde Nar af Gutten, medens de rede forbi. Men aldrig før vare de borte, saa løb han til Linden, iførte sig Rustningen og rystede paa Bid- slet; og strax kom Hesten og sagde: "Gjør du dit Bed- ste, saa skal jeg gjøre mit!" Da Gutten kom efter, var Slaget alt begyndt og Kongen var i en slem Knibe; men allerbedst det var, havde Gutten slaaet Fienden paa Flugten. Kongen og hans Folk undrede sig meget over, hvem det kunde være, der kom og hjalp dem, men In- gen kom ham saa nær, at han fik talt til ham, og da Slaget var forbi, var han borte. Da de drog tilbage, sad Gutten endda i Myren og hakkede og nikkede paa det trebenede ÿg. Da loe de igjen; "nei see bare, der sidder den Nar endnu!" sagde de. SIDE: 84 Den anden Dag de drog ud, sad Gutten der endda; de loe igjen og gjorde Nar af ham; men aldrig før vare de redne forbi, saa løb Gutten atter til Linden og Alt gik igjen som den forrige Dag. Alle undrede sig over, hvad det var for en fremmed Kjæmpe som havde hjulpet dem, men Ingen kom han saa nær, at han kunde faae talt til ham; og der var nu Ingen, som gjættede paa Gutten, det forstaaer sig. Da de drog hjem om Aftenen og saa Gutten end- nu sidde paa ÿget, loe de ham ud igjen, og En skjød en Piil paa ham og traf ham i Benet. Han til at skrige og jamre sig, saa det var forfærdeligt; saa kastede Kongen Lommetørklædet sit til ham, at han skulde knytte det om. Da de drog ud den tredie Morgen, sad Gutten igjen i Myren. "Hei, vil du op! Hei, vil du op!" sagde han til ÿget. "Nei, nei! han kommer til at sidde der, til han sulter ihjel," sagde Kongens Folk, medens de red forbi, og saa loe de endnu mere af ham. Da de vare borte, løb han igjen til Linden og kom efter til Slaget netop som det gjeldte. Den Dag dræbte han Fiendens Konge, saa Krigen blev forbi med det samme. Da Slaget var endt, fik Kongen see sit Lomme- tørklæde, som den fremmede Kjæmpe havde knyttet om Benet, og saa havde han let for at kjende ham; de tog ham da med stor Glæde mellem sig til Kongsgaar- SIDE: 85 den, og Prindsessen, som saa ham oppe fra sit Vin- due, blev saa glad, at man aldrig kan troe det; "der kommer min Kjæreste og!" sagde hun. Han tog da Smurningskrukken og smurte sig selv paa Benet og alle de Saarede, og saa bleve de Allesammen gode igjen paa ÿieblikket. Saa fik han Prindsessen til ægte; men da han kom ned i Stalden til Hesten om Bryllupsdagen, stod den der saa stur og vilde slet ikke æde; da den unge Konge - for da var han bleven Konge og havde faaet det halve Riget - spurgte, hvad der manglede ham, sagde Hesten: "Nu har jeg hjulpet dig frem, og nu vil jeg ikke leve længer. Nu skal du tage Sværdet og hugge Hovedet af mig!" "Nei, det vil jeg slet ikke gjøre," sagde den unge Konge; "du skal faae, hvad du vil have, og staae stille bestandig!" "Ja, gjør du ikke, som jeg siger, skal jeg nok vide at faae Livet af dig!" sagde He- sten. Saa maatte Kongen da gjøre det, men da han hævede Sværdet og skulde hugge til, var han saa be- drøvet, og han maatte vende Ansigtet bort, fordi han ikke vilde see paa Hugget; men aldrig før havde han hugget Hovedet af, saa stod en deilig Prinds der, Hesten havde staaet. "Hvor i al Verden kom du fra?" spurgte Kongen. "Det var mig, som var Hest," svarede Prind- sen. "Før var jeg Konge i det Land, som den Konge var fra, du dræbte i Slaget i Gaar; det var ham, som kastede Troldham paa mig og solgte mig til Troldet. Siden han nu er dræbt, saa faaer jeg Riget mit igjen SIDE: 86 og du og jeg blive Nabokonger; men vi skal nok aldrig føre Krig med hinanden." - Og det gjorde de da ikke heller; de vare Venner saalænge de levede, og den Ene kom tit og ofte og besøgte den Anden. Asbjørnsen og Moe Manddatteren og Kjærringdatteren. Der var engang to Folk, som havde giftet sig sammen; de havde hver sin Datter. Kjærringdatteren var doven og lad og vilde aldrig bestille Noget, og Manddatteren var flink og villig, men endda kunde hun aldrig gjøre Moderen Noget tillags, og baade Kjærringen og Datteren vilde gjerne være kvit hende. Saa skulde de engang sidde ved Brønden begge To og spinde; Kjærringdatteren skulde spinde Hør, men Manddatteren fik ikke Andet end Børster. "Du er nu saa flink og saa ferm bestandig, du," sagde Kjærringdatteren, "men endda er jeg ikke bange for at spinde omkap med dig." Ja, saa kom de overeens om at den, som det først røg af for, skulde i Brønden. Ret som det var, saa gik det af for Mand- datteren, og hun maatte da i Brønden. Men da hun SIDE: 87 kom til Bunden, saa hun vidt og bredt omkring sig en vakker grøn Eng, og hun slog sig ikke. Hun gik nu et Stykke, saa kom hun til et Riisgjerde; det skulde hun over. "Aa, træd ikke haardt paa mig, du," sagde Riisgjerdet, "saa skal jeg hjælpe dig en an- den Gang, jeg." - Hun gjorde sig da saa let og traadte saa forsigtig, at hun næsten ikke kom nær det engang. Saa gik hun et Stykke til, saa kom hun til en brandet Ko, som gik med en Melkekolle paa Hornene; det var en stor, vakker Ko, og Yveret stod saa fuldt og trindt. "Aa vær saa snild at mælke mig, du," sagde Koen, "for jeg er saa mælkesprængt; drik saa Meget du vil og held Resten paa Klovene mine, saa skal jeg hjælpe dig igjen, jeg." Manddatteren, hun gjorde som Koen bad; bare hun tog i Patterne, saa sprøitede Mælken i Kollen, saa drak hun sig utørst, og Resten heldte hun paa Klovene, og Kollen hængte hun paa Hornene igjen. Da hun saa havde gaaet et Stykke til, mødte hun en stor Saubuk, som havde saa tyk og lang Uld, at den gik og slæbte den efter sig, og paa det ene Horn hængte en stor Sax. "Aa, klip mig du," sagde Bukken, "for her gaaer jeg med al denne Uld og pæser, og det er saa varmt, at jeg er færdig at kvæles. Tag saa Meget du vil, og vir Resten om Halsen min, saa skal jeg hjælpe dig igjen." Ja, hun var strax villig, og Bukken lagde sig af sig selv op i hendes Favn, og den laa saa stille, SIDE: 88 og hun klippede den saa peent, at den ikke fik den mindste Ridse i Skindet engang. Saa tog hun saa meget hun vilde af Ulden, og Resten virrede hun om Halsen paa Bukken. Lidt længer frem kom hun til et æbletræ, der var saa fuldt med æbler, at alle Grenene vare bøiede ned mod Jorden, og inde ved Stammen stod der en liden Stang. "Aa vær saa snild at plukke æblerne af mig, du," sagde det, "saa at Grenene miné kan rette sig, for det lider paa at staae saa kroget; men slaa endelig peent, saaat du ikke slaaer mig fordærvet; spiis saa Meget du vil og læg Resten ind ved Roden min, saa skal jeg hjælpe dig igjen, jeg." Ja hun plukkede dem, hun kunde naae, og siden tog hun Stangen og slog de andre æbler forsigtig ned med; saa spiste hun sig mæt, og Resten lagde hun peent ind til Roden. Saa gik hun et langt, langt Stykke og da kom hun til en stor Gaard, hvor der boede en Troldkjærring med Datter sin. Der gik hun ind og spurgte, om hun kunde faae Tjeneste. "Aa, det kan ikke nytte," sagde Troldkjærringen; "for vi har havt Mange, men der har Ingen af dem duet til Noget." Men hun bad saa vak- kert, at de endelig skulde tage hende i Tjeneste. Ja de tog hende da ogsaa, og saa gav Troldkjærringen hende et Sold og bad hende hente Vand i det. Hun syntes nok, at det var urimeligt at hente Vand i et Sold, SIDE: 89 men hun gik alligevel, og da hun kom til Brønden, sang Smaafuglene: "Kliin i Leer! Put i Straa! Kliin i Leer! Put i Straa!" Ja det gjorde hun, og saa kunde hun bære Vand i Sol- det nok saa godt; men da hun kom hjem med Vandet, og Troldkjærringen fik see Soldet, sagde hun: "Det har du ikke suget af dit eget Bryst!" Saa sagde Troldkjærringen, hun skulde gaae i Fjø- set for at maage og mælke; men da hun kom did, var der en Skuffe saa stor og tung, at hun ikke kunde raade med den, hun kunde ikke løfte den engang. Hun vidste nu slet ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad; men Fuglene sang, at hun skulde tage Limeskaftet og kaste ud Lidt, saa fløi alt det ÿvrige efter. Det gjorde hun, og aldrig før var det gjort, saa var Fjøset saa reent som om det baade kunde været maaget og feiet. Nu skulde hun til at mælke Kjørene, men de vare saa uro- lige, de baade sparkede og spændte, saaat hun slet ikke kunde komme til at mælke dem. Men saa sang Fuglene udenfor: "Liden Streng, Liden Suup Til alle Smaafugle sprut!" SIDE: 90 Ja, det gjorde hun, hun sprøitede en liden Streng af Mælken ud til Smaafuglene, saa stode alle Kjørene stille og lod hende mælke sig, og de hverken spændte eller sparkede; de løftede ikke et Been engang. Da Troldkjærringen saa, hun kom ind med Mælken, sagde hun: "Det har du ikke suget af dit eget Bryst; men nu kan du tage denne sorte Ulden og vaske hvid." Dette vidste Pigen slet ikke hvorledes hun skulde bære sig ad med; for hun havde aldrig seet, at Nogen havde kunnet vaske sort Uld hvid, men endda sagde hun ingen Ting; hun tog Ulden og gik ud til Brønden med. Saa sang Smaafuglene, at hun skulde tage Ulden og have den op i den store Bøtten, som stod der, saa blev den nok hvid. "Nei, nei," sagde Troldkjærringen, da hun kom ind med Ulden, "dig nytter det ikke at have, du kan jo gjøre Alting, du kom til at ærgre Livet af mig tilsidst; det er bedst, du faaer Reisepas." Saa satte Troldkjærringen frem tre Skrin, et rødt, et grønt og et blaat, og af disse skulde hun faae Lov at tage hvilket hun vilde til Løn for sin Tjeneste. Hun vidste nu ikke, hvilket hun skulde tage, men Smaafuglene sang: "Tag ikke det grønne, Tag ikke det røde, Men tag det blaae, Som vi har sat Tre Kors oppaa!" SIDE: 91 Hun tog da det blaae saaledes som Fuglene sang. "Tvi vorde dig og da," sagde Troldkjærringen, "det skal du nok komme til at undgjælde." Da Manddatte- ren nu skulde reise, skjød Troldkjærringen en gloende Jernstang efter hende, men hun sprang bag Døren med det samme og gjemte sig, saa den ikke traf hende, for Smaafuglene havde sagt hende i Forveien, hvorledes hun skulde bære sig ad. Hun gik nu saa fort hun kunde; men da hun kom hen imod æbletræet, hørte hun det begyndte at dure saa forfærdeligt paa Veien; det var Troldkjærringen og Datteren hendes, som kom efter. Pigen blev saa angest og bange, at hun ikke vidste hvor hun skulde gjøre af sig. - "Kom hid til mig, du," sagde æbletræet, "saa skal jeg hjælpe dig; gaa under Grenene mine og gjem dig, for hvis de faae fat paa dig, tage de Skrinet fra dig og rive dig ihjel." Ja det gjorde hun, og ret som det var, saa kom Troldkjærringen og Datteren: "Har du seet nogen Jente, har gaaet her du?" sagde Troldkjærringen. "Aa ja," sagde æble- træet, "der løb en her forbi for en Stund siden, men hun er nu saa langt borte, at I aldrig naaer hende igjen." Saa vendte Troldkjærringen om og reiste hjem igjen. Jenten gik et Stykke frem, men da hun kom hen- over til Bukken, hørte hun det begyndte at dure saa forfærdeligt, at hun ikke vidste, hvor hun skulde gjøre af sig, saa angst og bange blev hun, for hun kunde nok vide at det var Troldkjærringen, som havde betænkt sig. SIDE: 92 "Kom hid til mig du, saa skal jeg nok hjælpe dig," sagde Bukken, "gjem dig under Ulden min, saa seer de dig ikke; ellers tage de Skrinet fra dig, og rive dig ihjel." Ret som det var, saa kom Troldkjærringen farende "Har du seet nogen Jente har gaaet her, du?" sagde hun til Bukken. "Aa ja," sagde Bukken, "jeg saa en for en Stund siden, men hun løb saa fort, at du ikke tager hende igjen." Saa vendte Troldkjærrin- gen om og reiste hjem. Da Pigen nu var kommen saa langt som til Koen, hørte hun det begyndte at dure saa forskrækkeligt paa Veien. "Kom hid til mig du," sagde Koen, "saa skal jeg hjælpe dig; gjem dig under Yvret mit; ellers kommer Troldkjærringen og tager Skri- net fra dig og river dig ihjel." Det varede ikke længe, førend hun kom. "Har du seet nogen Jente har gaaet her, du?" sagde Troldkjærringen til Koen. "Ja, jeg saa en for en Stund siden, men hun er langt borte nu, for hun løb saa fort; hende tager du nok ikke igjen," sagde Koen. Troldkjærringen vendte da om og reiste hjem igjen. Da Pigen nu var kommen et langt, langt Stykke frem og hun ikke var langt fra Riisgjerdet, hørte hun det begyndte at dure saa forskrækkeligt paa Veien, at hun blev baade angst og bange, for hun kunde nok vide, at det var Troldkjærringen, der havde betænkt sig. "Kom hid til mig, du, saa skal jeg hjælpe dig," sagde SIDE: 93 Riisgjerdet; "kryb under Kvistene mine, saa at de ikke see dig; ellers tage de Skrinet fra dig og rive dig ihjel." Ja hun skyndte sig ind under Kvistene i Riisgjerdet. "Har du seet nogen Jente har gaaet her du?" sagde Troldkjærringen til Riisgjerdet. "Nei jeg har ikke seet nogen Jente," svarede Riisgjerdet og var saa sint at det frasede af det, og saa gjorde det sig saa stort, at det ikke var at tænke paa at komme over det; og der blev da intet andet Raad for Troldkjærringen, end at vende om og reise hjem igjen. Da nu Manddatteren var kommen hjem, blev baade Kjærringen og Datter hendes endnu meer misundelige paa hende end de før havde været, for nu var hun me- get penere og saa gjild, at det var en Lyst at see hende. Hun fik ikke Lov at være inde hos dem; men de jagede hende ud i Svinehuset, der skulde hun boe. Her vaskede hun nu peent og reent, og saa lukkede hun op Skrinet forat see, hvad det var hun havde faaet til Løn, og med det samme, hun lukkede det op, saa var deri saa meget Guld og Sølv og saa mange deilige Ting, at baade Vægge og Tag bleve behængte dermed, og det var meget præg- tigere i Svinehuset end paa den gjildeste Kongsgaard. Da Stedmoderen og Datteren fik see dette, bleve de reent udaf sig selv og begyndte at spørge hende, hvorledes hen- des Tjeneste havde været. "Aa," sagde hun, "I kan nok vide det, siden jeg har faaet saadan Løn, det var SIDE: 94 slige Folk og slig en Kone at tjene hos, at der ikke fin- des Magen." Ja, saa vilde Kjærringdatteren endelig afsted og tjene, for at hun ogsaa kunde faae sig et saadant Guld- skriin. De satte sig da til at spinde igjen; men da skulde Kjærringdatteren spinde Børster og Manddatteren Hør, og den, som det først røg af for, skulde i Brønden. Det varede ikke længe, førend det røg af for Kjærring- datteren, det kan man nok vide, og saa kastede de hende i Brønden. Nu gik det lige eens, hun faldt tilbunds, men slog sig ikke, og saa kom hun paa en deilig grøn Eng. Da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til Riisgjerdet: "Træd ikke haardt paa mig du, saa skal jeg hjælpe dig igjen," sagde det. "Aa, hvad bryder jeg mig om en Kvistehob," sagde hun og traadte paa Riisgjerdet, saa det knagede i det. Om lidt kom hun til Koen, som gik der saa mælke- sprængt. "Vær saa snild at mælke mig du," sagde Ko- en, "saa skal jeg hjælpe dig igjen; drik saa Meget du vil, men held Resten paa Klovene mine." Ja det gjorde hun da, hun mælkede Koen og saa drak hun saalænge hun aarkede, og saa var der Intet igjen at slaae paa Klovene; Kollen kastede hun bort over Bakken og gik. Da hun havde gaaet et Stykke til, kom hun til Buk- ken, som gik og slæbte Ulden efter sig. "Aa vær saa SIDE: 95 snild at klippe mig du, saa skal jeg tjene dig igjen, jeg," sagde Bukken; "tag saa Meget af Ulden du vil, men vir Resten om Halsen min." Det gjorde hun, men hun lagde saa uvorrent i Veien at hun klippede store Styk- ker af Bukken, og al Ulden tog hun med sig. Om en liden Stund kom hun til æbletræet, som stod ganske kroget af Frugt igjen: "Vær saa snild at plukke æblerne af mig, du, saa Grenene mine kan rette sig, for det lider saa paa at staae saa kroget," sagde æbletræet; "men vær forsigtig saa at du ikke slaaer mig fordærvet; spiis saa Meget du vil, men læg Resten peent ind til Roden min, saa skal jeg hjælpe dig igjen." Hun plukkede de nærmeste af, og slog ned dem, hun ikke kunde naae, med Stangen; men hun brød sig ikke om nogen Ting, og rev og slog ned store Grene, og spiste til hun ikke aarkede Mere, og saa kastede hun Resten under Træet. Da hun saa havde gaaet et lidet Stykke, kom hun til Gaarden, hvor Troldkjærringen boede; der bad hun om Tjeneste. Troldkjærringen sagde, hun ingen Tjeneste- jente vilde have, for enten duede de ikke til Noget, eller ogsaa var de altfor flinke og bedrog hende for det, hun havde. Kjærringdatteren gav sig ikke endda hun, men sagde at hun vilde have Tjeneste, og saa sagde Trold- kjærringen at hun skulde tage hende i Tjeneste, hvis hun duede til Noget. SIDE: 96 Det første hun fik at bestille, det var da at hente Vand i Soldet. Ja hun gik til Brønden og heldte Vand i Soldet, men ligesaa fort som hun heldte i, randt det ud igjen. Saa sang Fuglene: "Kliin i Leer, Put i Straa! Kliin i Leer, Put i Straa!" Men hun brød sig ikke om Fuglesangen, hun kastede Leer efter Fuglene, saa at de fløi langt bort, og hun maatte da gaae hjem igjen med tomt Sold og fik Skrub af Troldkjærringen. Saa skulde hun maage i Fjøset og mælke Kjørene; men det syntes hun, at hun var alt for god til. Hun gik dog ind i Fjøset alligevel, men da hun kom did, kunde hun nu slet ikke raade med Skuffen, saa stor var den. Fuglene sagde det samme til hende som til Manddatteren, at hun skulde tage Limen og kaste ud Lidt, saa fløi alt det ÿvrige efter; men hun tog Limen og kastede efter Fuglene. Da hun skulde til at mælke, vare Kjørene saa urolige, de spændte og sparkede, og hver Gang hun havde faaet Lidt i Kollen, slog de den overende. Fuglene sang: "Liden Streng, Liden Suup Til alle Smaafugle sprut!" SIDE: 97 Men hun bankede og slog Kjørene, kastede og slængte Alt, hvad hun kunde overkomme, efter Fuglene og holdt et Spektakel, som var reent uligt. Hun fik da heller ikke hverken maaget eller mælket. Da hun saa kom ind fik hun baade Hug og Skjænd af Troldkjærringen, og saa skulde hun vaske den sorte Ulden hvid, men det gik det da ikke bedre med. - Dette syntes nu Troldkjærringen var altfor galt, og saa satte hun frem tre Skrin, et rødt, et grønt og et blaat, og sagde, at hende havde hun intet Brug for, for hun duede ikke til Noget, men til Løn for sin Tjeneste skulde hun ligevel faae Lov at tage hvilket Skrin hun vilde. Da sang Fuglene: "Tag ikke det grønne, Tag ikke det røde; Men tag det blaae, Som vi har sat Tre Kors oppaa!" Hun brød seg ikke om hvad Fuglene sang, men tog det røde, som det gloede mest af. Saa gav hun sig paa Veien og gik hjem, og hun fik da gaae i god Ro og Mag, der var Ingen, som satte efter hende. Da hun kom hjem, blev der en stor Glæde paa Moderen, og de gik strax ind i Storstuen og satte Skrinet der, for de troede, at der ikke var Andet i det end Guld og Sølv i det, og de tænkte, at baade Vægge og Tag skulde blive for- gyldte; men da de aabnede Skrinet, saa væltede der ud bare Orme og Padder, og naar Kjærringdatteren luk- SIDE: 98 kede op Munden, saa var det ligeens, der væltede ud baade Orme og Padder og alt det Utøi som tænkes kunde, saaat det tilsidst ikke var muligt at være i Huus med hende. Det var den Løn, hun fik fordi hun havde tjent hos Troldkjærringen. Asbjørnsen og Moe Hanen og Hønen i Nøddeskoven. Hanen og Hønen gik engang til Nøddeskoven for at plukke Nødder; saa fik Hønen et Nøddeskal i Halsen og laa og sprællede i Vingerne. Hanen skulde da løbe efter Vand til hende; han kom til Kilden og sagde: "Kjære min Kilde, giv mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nøddeskoven!" Kilden svarede: "Du faaer ikke Vand af mig, før jeg faaer Løv af dig." Saa løb Hanen til Linden: "Kjære min Lind, giv mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nøddeskoven!" "Du faaer ikke Løv af mig, før jeg faaer røde Guldbaand af dig," svarede Linden. Saa løb Hanen til Jomfru Maria: "Kjære min Jomfru Maria, giv mig røde Guldbaand, røde Guldbaand gi'er jeg Linden, Linden gi'er mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, SIDE: 99 Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nøddeskoven." "Du faaer ikke røde Guldbaand af mig, før jeg faaer Sko af dig," svarede Jomfru Maria. Saa løb Hanen til Skoma- geren: "Kjære min Skomager, giv mig Sko, Sko gi'er jeg Jomfru Maria, Jomfru Maria gi'er mig røde Guldbaand, røde Guldbaand gi'er jeg Linden, Linden gi'er mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nøddeskoven." "Du faaer ikke Sko af mig, før jeg faaer Børster af dig," svarede Skomageren. Saa løb Hanen til Purken: "Kjære min Purke, giv mig Børster, Børster gi'er jeg Skomageren, Skoma- geren gi'er mig Sko, Sko gi'er jeg Jomfru Maria, Jomfru Maria gi'er mig røde Guldbaand, røde Guld- baand gi'er jeg Linden, Linden gi'er mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nøddesko- ven." "Du faaer ikke Børster af mig, før jeg faaer Korn af dig," svarede Purken. Saa løb Hanen til Tærskemanden: "Kjære min Tærskemand, giv mig Korn, Korn gi'er jeg Purken, Purken gi'er mig Børster, Børster gi'er jeg Skomageren, Skomageren gi'er mig Sko, Sko gi'er jeg Jomfru Maria, Jomfru Maria gi'er mig røde Guldbaand, røde Guldbaand gi'er jeg Linden, Linden gi'er mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som SIDE: 100 ligger for Døden i Nøddeskoven." "Du faaer ikke Korn af mig, før jeg faaer Levse af dig," svarede Tærske- manden. Saa løb Hanen til Bagstekonen: "Kjære min Bagstekone, giv mig Levse, Levse gi'er jeg Tærske- manden, Tærskemanden gi'er mig Korn, Korn gi'er jeg Purken, Purken gi'er mig Børster, Børster gi'er jeg Skomageren, Skomageren gi'er mig Sko, Sko gi'er jeg Jomfru Maria, Jomfru Maria gi'er mig røde Guld- baand, røde Guldbaand gi'er jeg Linden, Linden gi'er mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Dø- den i Nøddeskoven." "Du faaer ikke Levse af mig, før jeg faaer Ved af dig," svarede Bagstekonen. Saa løb Hanen til Vedhuggeren: "Kjære min Vedhugger, giv mig Ved, Ved gi'er jeg Bagstekonen, Bagstekonen gi'er mig Levse, Levse gi'er jeg Tærskemanden, Tærskemanden gi'er mig Korn, Korn gi'er jeg Purken, Purken gi'er mig Børster, Børster gi'er jeg Skomageren, Skoma- geren gi'er mig Sko, Sko gi'er jeg Jomfru Maria, Jomfru Maria gi'er mig røde Guldbaand, røde Guld- baand gi'er jeg Linden, Linden gi'er mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nødde- skoven." "Du faaer ikke Ved af mig, før jeg faaer ÿx af dig," svarede Vedhuggeren. Saa løb Hanen til Smeden: "Kjære min Smed, giv mig ÿx, ÿx gi'er jeg Vedhuggeren, Vedhuggeren gi'er mig Ved, Ved gi'er SIDE: 101 jeg Bagstekonen, Bagstekonen gi'er mig Levse, Levse gi'er jeg Tærskemanden, Tærskemanden gi'er mig Korn, Korn gi'er jeg Purken, Purken gi'er mig Børster, Børster gi'er jeg Skomageren, Skomageren gi'er mig Sko, Sko gi'er jeg Jomfru Maria, Jomfru Maria gi'er mig røde Guldbaand, røde Guldbaand gi'er jeg Linden, Linden gi'er mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nøddeskoven." "Du faaer ikke ÿx af mig, før jeg faaer Kul af dig," svarede Smeden. Saa løb Hanen til Kulbrænderen: "Kjære min Kulbrænder, giv mig Kul, Kul gi'er jeg Smeden, Smeden gi'er mig ÿx, ÿx gi'er jeg Vedhuggeren, Vedhuggeren gi'er mig Ved, Ved gi'er jeg Bagstekonen, Bagstekonen gi'er mig Levse, Levse gi'er jeg Tærskemanden, Tærskemanden gi'er mig Korn, Korn gi'er jeg Purken, Purken gi'er mig Børster, Børster gi'er jeg Skomageren, Skomageren gi'er mig Sko, Sko gi'er jeg Jomfru Maria, Jomfru Maria gi'er mig røde Guldbaand, røde Guldbaand gi'er jeg Linden, Linden gi'er mig Løv, Løv gi'er jeg Kilden, Kilden gi'er mig Vand, Vand gi'er jeg Tuppe, Hønen min, som ligger for Døden i Nøddeskoven." Saa syn- tes Kulbrænderen Synd i Hanen og gav ham en Kul. Saa fik Smeden Kul, og Vedhuggeren ÿx, og Bagste- konen Ved, og Tærskemanden Levse, og Purken Korn, og Skomageren Børster, og Jomfru Maria Sko, og Linden røde Guldbaand, og Kilden Løv, og Hanen Vand, SIDE: 102 og det gav han til Tuppen, Hønen sin, som laa for Dø- den i Nøddeskoven, saa blev hun god igjen. Asbjørnsen og Moe Bjørnen og Ræven. Hvorfor Bjørnen er stubrumpet. Bjørnen mødte engang Ræven, der kom luskende med et Fiskeknippe, han havde stjaalet. "Hvor har du faaet det fra?" spurgte Bjørnen. "Jeg har været ude og medet, Herr Bjørn!" svarede Ræven. Saa fik Bjørnen ogsaa Lyst at lære at mede, og bad Ræven sige ham, hvordan han skulde bære sig ad. "Det er en simpel Kunst for dig," svarede Ræven, "og den er snart lært: du skal bare gaae ud paa Isen, hugge dig et Hul, og stikke Halen nedi; og saa maa du holde den der brav længe. Du maa ikke bryde dig om at det svier lidt i den: det er, naar Fisken bider; for jo længer du kan holde den der, jo fleer Fisk faaer du. Og ret som det er, skal du tværrykke op!" Ja, Bjørnen gjorde som Ræven havde sagt, og holdt Halen længe, længe nedi Hullet, til den SIDE: 103 var vel frossen fast; saa tværrykkede han den - tværs af, og nu gaaer han der, den Dag i Dag er, stubrumpet. Ræven snyder Bjørnen for Julekosten. Bjørnen og Ræven havde engang kjøbt sig et Smør- kvarter tilsammen; det skulde de have til Juul og de gjemte det derfor under en tyk Granbuske. Derpaa gik de et Stykke bort og lagde sig i en Solbakke til at sove. Da de havde ligget en Stund, reiste Ræven sig og raabte: "ja!"; og løb saa sin Vei, lige hen til Smørkvarteret, som han aad en god Trediepart af. Men da han kom igjen, og Bjørnen spurgte, hvor han havde været, siden han var saa fed om Flabben, sagde han: "Troer du ikke, jeg blev buden til Barsel da?" "Ja saa! hvad hed Bar- net?" spurgte Bjørnen. "Begyndtpaa!" sagde Ræven. Dermed lagde de sig til at sove igjen. Om en liden Stund, sprang Ræven atter op og raabte: "ja!" og løb sin Vei hen til Smørkvarteret. Dengang aad han ogsaa en god Slump. Da han kom tilbage, og Bjør- nen igjen spurgte, hvor han havde været, svarede han: "Aa! blev jeg ikke nu igjen buden til Barsel da, troer du!" "Hvad hed Barnet nu da?" sagde Bjørnen. "Halv- ædt," svarede Ræven. Bjørnen syntes, det var et rart Navn, men han undrede sig ikke længe paa det, før han igjen gispede SIDE: 104 og sov, men aldrig før han havde ligget en liden Stund, saa gik det ligedan som begge de forrige Gange, Ræven sprang op igjen, raabte: "ja!" og løb hen til Smørkvarteret, som han dengang aad det Sidste ud af. Da han kom tilbage, havde han igjen været i Barsel; og da Bjørnen vilde vide, hvad det Barn hed, svarede han: "Slikket-i-Bunden!" Dermed lagde de sig igjen til at sove og laae en god Stund; men saa skulde de hen at see til Smørret, og da det var opædt, skyldte Bjørnen paa Ræven, og Ræven paa Bjørnen; den Ene sagde da at den Anden havde været henne i Smør- kvarteret, mens han selv laa og sov. "Ja, ja," sagde Mikkel, "vi skal snart faae vide, hvem af os der har stjaalet Smørret. Nu skal vi lægge os der bort i Sol- bakken: den som da er fedest i Enden, naar vi vaagne, han har stjaalet det." Ja, Bjørnen vilde gjerne gaae ind paa den Prøve, og da han vidste med sig selv, han ikke havde smagt Smørret engang, lagde han sig ganske trygt til at sove i Solen. Saa luskede Mikkel bort til Kvarteret efter et Smørgran, som sad igjen i en Spræk, og listede sig saa tilbage til Bjørnen og smurte ham i Enden med det; derpaa lagde han sig til at sove, som om Ingenting var hændt. Da nu Begge vaagnede, saa havde Solen smeltet Smørret, og saa blev Bjørnen den, som havde ædt Smørret alligevel, han. Asbjørnsen og Moe SIDE: 105 Gudbrand i Lien. Der var engang en Mand, som hed Gudbrand; han havde en Gaard som laa langt borte i en Aasli, og derfor kaldte de ham Gudbrand i Lien. Han og hans Kone levede saa vel sammen og vare saa godt for- ligte, at Alt Manden gjorde, syntes Konen var saa velgjort, at det aldrig kunde gjøres bedre; hvorledes han bar sig ad, var hun lige glad i det. De eiede sin Jordvei, og hundrede Daler havde de liggende paa Kiste- bunden og i Fjøset to klavebundne Kreature. Men saa sagde Konen en Dag til Gudbrand: "Jeg synes, vi bør lede den ene Ko til Byen og sælge den, jeg, saa vi kan faae os nogle Haandskillinger; vi ere saa brave Folk at vi burde have nogle Skillinger mellem Hænderne, ligesom Andre have det; de hundrede Daler, som ligge paa Kistebunden, kan vi ikke tage Hul paa, men jeg veed ikke, hvad vi skal med flere end een Ko. Og lidt vinder vi ogsaa derved, at jeg slipper med at stelle den ene Ko, istedetfor at jeg har gaaet og maaget og vand- let til to." Ja, det syntes Gudbrand var baade rigtig og fornuftig talt; han tog strax Koen og gik til Byen med for at sælge den; men da han kom til Byen, var der Ingen, som vilde kjøbe Koen. Ja, ja, tænkte Gud- brand, saa kan jeg gaae hjem igjen med Koen min, SIDE: 106 jeg veed, jeg har baade Baas og Klave til den, og der er lige langt frem og tilbage; og dermed gav han sig til at rangle hjemover igjen. Men da han var kommen et Stykke paa Veien, mødte han En, der havde en Hest, han skulde sælge, saa syntes Gudbrand, det var bedre at have Hest end Ko og byttede saa med ham; da han havde gaaet et Stykke længer, mødte han En, der gik og drev en fed Griis foran sig, og saa syntes han, det var bedre at have fed Griis end Hest og byttede saa med Manden; derpaa gik han et Stykke til, saa mødte han en Mand med en Gjed og saa tænkte han, det sagtens var bedre at have Gjed end Ko og derfor byttede han med ham, som eiede Gjeden; saa gik han et langt Stykke til han mødte en Mand, som havde en Sau, med ham byttede han, for han tænkte: det er altid bedre at have Sau end Gjed; da han nu havde gaaet en Stund igjen, mødte han en Mand med en Gaas, saa byttede han bort Sauen mod Gaasen; og da han saa havde gaaet et langt, langt Stykke, mødte han en Mand med en Hane, med ham byttede han, for han tænkte som saa: det er sagtens bedre at have Hane end Gaas. Han gik da til det led langt ud paa Dagen; men saa be- gyndte han at blive sulten, og saa solgte han Hanen for tolv Skilling og kjøbte sig Mad for dem, for det er da altid bedre at bjerge Liv end have Hane, tænkte Gudbrand i Lien. Derpaa gik han videre hjemad, til han kom til SIDE: 107 sin nærmeste Nabogaard; der gik han indom. "Hvor- ledes er det gaaet dig i Byen?" spurgte Folkene. "Aa, det er nu gaaet saa og saa," sagde Manden, "ikke kan jeg rose min Lykke og ikke kan jeg laste den heller," og dermed fortalte han dem det Hele, hvorledes det var gaaet ham fra først til sidst. "Ja, du bli'er da sagtens vel modtagen, naar du kommer hjem til Konen din," sagde Manden paa Gaarden; "Gud hjælpe dig! ikke vilde jeg være i dit Sted." "Jeg synes, det kunde være gaaet meget galere, jeg," sagde Gudbrand i Lien, "men enten det nu er gaaet galt eller vel, saa har jeg saa snild Kone, at hun aldrig siger Noget, hvordan jeg saa bærer mig ad." "Ja det veed jeg vist, men ikke for det jeg troer det," sagde Granden. "Skal vi vædde paa det?" sagde Gudbrand i Lien; "jeg har hundrede Daler liggende hjemme paa Kistebunden, tør du holde Ligt imod?" Ja, de væddede, og saa blev han der til om Kvælden, da det begyndte at mørkne, saa gik de sammen til hans Gaard; der blev Grandmanden staa- ende udenfor Døren og skulde lytte, medens Manden selv gik ind til Konen. "God Kvæld!" sagde Gudbrand i Lien, da han kom ind. "God Kvæld," sagde Konen - "Aa, Gud skee Lov, er du der?" Ja, det var han da. Saa spurgte Konen, hvorledes det var gaaet ham i Byen? "Aa, saa og saa!" svarede Gudbrand, "det er just Intet at rose. Da jeg kom til Byen, var der Ingen, som vilde kjøbe Koen, saa byttede jeg den bort SIDE: 108 mod en Hest, jeg." "Ja, det skal du rigtig have Tak for, det," sagde Konen; "vi ere saa brave Folk at vi kan kjøre til Kirke vi, ligesaavel som Andre, og naar vi har Raad til at have Hest, saa kan vi sagtens lægge os den til. - Gaa ned og sæt ind Hesten, Børn!" "Ja," sagde Gudbrand, "jeg har nok ikke Hesten heller, jeg; da jeg kom et Stykke paa Veien, byttede jeg den bort for en Griis." "Nei, nei!" raabte Konen, "det var da rigtig, som jeg selv skulde gjort det, det skal du saamænd have Tak for! Nu kan jeg have Flesk i Huset og Noget at byde Folk, naar de komme til mig, jeg og. Hvad skulde vi med Hesten? Saa skulde Folk sige vi vare blevne saa store paa det at vi ikke kunde gaae til Kirke længer, som før - Gaa ned og sæt ind Grisen, Børn!" "Men jeg har nok ikke Grisen her, heller jeg," sagde Gudbrand, "da jeg kom et Stykke længer bort, byttede jeg den bort mod en Mælkegjed." "Jøs, hvor vel du gjør Alting!" raabte Konen. "Hvad skulde jeg med Grisen, naar jeg ret betænker mig; Folk skulde bare sagt: derborte æde de op Alt, de have; nei, nu har jeg Gjed, saa faaer jeg baade Mælk og Ost, og Gjeden beholder jeg endda. - Slip ind Gjeden, Børn!" sagde Konen. "Nei, jeg har nok ikke Gjeden heller, jeg," sagde Gudbrand; "da jeg kom et Stykke paa Veien byttede jeg bort Gjeden og fik en dygtig Sau for den." "Nei," raabte Konen, "du har da gjort det, akkurat som jeg skulde ønsket mig Alt; akkurat som jeg selv SIDE: 109 havde været med. Hvad skulde vi med Gjeden? Jeg maatte da klyve i Bjerg og Dale og faae den ned igjen. Nei, har jeg Sau, kan jeg faae Uld og Klæder i Huset og Mad ogsaa. - Gaa ned og slip ind Sauen, Børn!" "Men jeg har nok ikke Sauen længer, jeg," sagde Gud- brand, "for da jeg havde gaaet en Stund, byttede jeg den bort mod en Gaas." "Tak skal du have for det!" sagde Konen, "og mange Tak ogsaa! Hvad skulde jeg med Sauen? Jeg har jo hverken Rok eller Teen, og ikke bryder jeg mig om at slide og slæbe og virke Klæ- der heller; vi kan kjøbe Klæder nu som før; nu faaer jeg Gaaseflesk, som jeg længe har stundet efter, og nu kan jeg faae Duun i den lille Puden min. - Gaa ned og slip ind Gaasen, Børn!" "Ja, jeg har nok ikke Gaasen heller jeg," sagde Gudbrand; "da jeg var kom- men et Stykke længer paa Veien, byttede jeg den bort for en Hane." "Gud veed, hvordan du har fundet paa det Alt!" raabte Konen; "det er Altsammen som jeg havde gjort det selv. En Hane! det er det samme som du havde kjøbt et Ottedages-Uhr, for hver Morgen galer Hanen Klokken Fire, saa kan vi ogsaa komme paa Benene til rette Tid. Hvad skulde vi vel med Gaasen? Ikke kan jeg lave til Gaaseflesket, og min Pude kan jeg jo fylde med Størgræs - Gaa ned og slip ind Hanen, Børn!" "Men jeg har nok ikke Hanen heller jeg, sagde Gudbrand; da jeg havde gaaet endda et Stykke, blev jeg skrubsulten og saa maatte jeg sælge Hanen for tolv SIDE: 110 Skilling forat bjerge Livet." "Naa, Gudskee Lov for du gjorde det," raabte Konen; "hvordan du steller dig, gjør du Alting, netop som jeg kunde ønsket det frem. Hvad skulde vi ogsaa med Hanen? Vi ere jo vore egne Herrer, vi kan ligge om Morgenen saa længe vi ville. Gud skee Lov, naar jeg bare har faaet dig igjen, som steller Alt saa godt, behøver jeg hverken Hane eller Gaas, hverken Grise eller Køer." Saa lukkede Gud- brand op Døren. "Har jeg vundet de hundrede Daler nu?" sagde han, og det maatte da Naboen tilstaae at han havde. Asbjørnsen og Moe Kari Træstak. Der var engang en Konge, som var bleven Enkemand. Efter sin Dronning havde han en Datter, som var saa snild og saa deilig, at Ingen kunde være mere snild og deilig. Han gik nu længe og sørgede over Dronningen, som han havde holdt meget af, men tilsidst blev han kjed af at leve eenlig, og giftede sig med en Enkedron- ning, som ogsaa havde en Datter; men denne var lige- SIDE: 111 saa styg og slem som den anden var snild og vakker. Stedmoderen og hendes Datter vare nu misundelige paa Kongsdatteren, fordi hun var saa deilig, men saa- længe som Kongen var hjemme, turde de ikke gjøre hende Noget, for han holdt meget af hende. Der gik nu hen en Tid, saa fik han Krig med en anden Konge og drog ud i Leding, da syntes Dron- ningen hun kunde gjøre hvad hun vilde, og saa baade sultede og slog hun Kongsdatteren og var efter hende i hver Krog. Tilsidst syntes hun at Alting var for godt til hende, og saa satte hun hende til at gjæte Kreaturene. Hun gik da med Kreaturene og gjætede dem paa Sko- ven og Fjeldet. Mad fik hun Lidet eller Intet af, bleg og maver blev hun og næsten altid græd hun og var bedrøvet. I Buskaben var der en stor, blaa Stud, som bestandig holdt sig saa peen og blank, og ofte kom den hen til Kongsdatteren og lod hende kjæle sig. Engang, som hun sad og græd og var bedrøvet igjen, kom den hen til hende og spurgte hvorfor hun bestandig var saa sørg- modig. Hun svarede ingen Ting men blev ved at græde. "Ja," sagde Studen, "jeg veed det nok, endda du ikke vil sige mig det, du græder fordi Dronningen er slem imod dig og fordi hun er rede at sulte dig ihjel. Men Mad behøver du ikke at sørge for, thi i det venstre ÿret mit ligger der en Dug, og naar du tager og bre- der den ud, kan du faae saa mange Retter du vil. Det gjorde hun, tog Dugen og bredte den ud paa Græs- SIDE: 112 set, og saa dækkede den op med de deiligste Retter, Nogen kunde ønske sig: der var baade Viin og Mjød og Sød- kage. Hun kom nu snart i Huld igjen og blev saa rund og rød og hvid, at Dronningen og hendes tør- skranglede Datter bleve baade blaae og blege af ær- grelse over det. Dronningen kunde slet ikke begribe hvorledes Steddatteren kunde komme til at see saa godt ud paa saa daarlig Kost; saa sagde hun til en Terne, at hun skulde gaae efter hende i Skoven og passe paa og see hvorledes det hang sammen, for hun troede, at no- gen af Tjenestefolkene gav hende Mad. Ternen gik da efter hende i Skoven og passede paa, og saa fik hun see, at Steddatteren tog Dugen ud af ÿret paa den blaae Stu- den og bredte den ud og at den dækkede op med de dei- ligste Retter, som Steddatteren spiste og gjorde sig til- gode med. Det gik Ternen hjem og fortalte Dronnin- gen. Nu kom Kongen hjem og havde vundet over den anden Konge, han havde været i Leding imod; der blev da stor Glæde over hele Slottet og Ingen var gladere end Kongens Datter. Men Dronningen lagde sig syg og betalte Doktoren mange Penge forat han skulde sige, hun ikke kunde blive frisk igjen, uden hun fik Kjød af den blaae Studen at spise. Baade Kongsdatteren og Folkene spurgte nu Doktoren om ikke noget Andet kunde hjælpe, og bade for Studen, for Alle holdt af den og de sagde, at der ikke gaves Mage til Stud i hele Riget; men nei, den maatte slagtes og den skulde slagtes, der SIDE: 113 var intet andet Raad. Da Kongsdatteren hørte det, blev hun meget bedrøvet og gik ned i Fjøset til Studen. Den stod der ogsaa og hængte med Hovedet og saa saa sørgmodig ud, at hun begyndte at græde over det. "Hvad græder du for?" sagde Studen. Saa fortalte hun, at Kongen var kommen hjem igjen, og at Dron- ningen havde lagt sig syg, og at hun havde faaet Dok- toren til at sige, at hun ikke kunde blive frisk, dersom hun ikke fik Kjød af den blaae Studen at spise, og nu skulde han slagtes. "Faaer de først dræbt mig, tage de snart Livet af dig ogsaa," sagde Studen; "hvis du synes som jeg, saa reise vi vor Vei i Nat." Ja, Kongs- datteren syntes nok det var slemt at reise bort fra sin Fader, men det var endda værre at være i Huus med Dronningen, og saa lovede hun Studen, at hun skulde komme. Om Kvælden, da alle de Andre havde lagt sig, listede Kongsdatteren sig ned i Fjøset til Studen, og saa tog den hende paa Ryggen og foer af Gaarde det for- teste, den kunde. Da nu Folkene kom op i Otten om Morgenen og skulde slagte Studen, var den væk, og da Kongen kom op og spurgte efter Datteren, var hun ogsaa borte. Han sendte Bud ud paa alle Kanter for at lede efter dem og lyste efter dem fra Kirkebakken, men der var Ingen, som havde seet Noget til dem. Imidlertid foer Studen gjennem mange Lande med Kongsdatteren paa Ryggen, og saa kom de til en stor SIDE: 114 Kobberskov, hvor baade Træer og Grene og Blade og Blomster og Alting var af Kobber. Men førend de reiste ind i Skoven, sagde Studen til Kongsdatteren: "Naar vi nu kommer ind i Skoven, maa du tage dig vel i Agt, saa du ikke rører et Blad af den engang, ellers er det forbi baade med mig og med dig, for her boer et Trold med tre Hoveder, som eier den." Nei kors, hun skulde tage sig vel vare og ikke røre Noget. Hun var saa forsigtig og bøiede sig til Side for Grenene, og skjød dem bort med Hænderne, men det var saa trangskovet, at det næsten ikke var muligt at komme frem, og hvorledes hun end bar sig ad, kom hun ligevel til at rive af et Blad, som hun beholdt i Haanden sin. "Au, au, hvad gjorde du nu?" sagde Studen, "nu gjælder det at slaaes paa Liv og Død; men gjem bare Bladet vel." Strax efter var de ved Enden af Skoven, og da kom der et Trold farende med tre Hoveder. "Hvem er det, som rører min Skov?" sagde Trol- det. "Den er ligesaameget min som din," sagde Studen. "Ja, det skal vi nappes om," skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen. Saa rendte de sammen og sloges, og Studen den stangede og sparkede af alle Livsens Kræf- ter, men Troldet slog lige godt og det varede hele Dagen førend Studen fik Bugt med det, og da var den saa fuld af Saar og saa ussel, at den næsten ikke aarkede at gaae. Saa maatte de hvile over en Dag, og saa SIDE: 115 sagde Studen til Kongsdatteren, at hun skulde tage det Smurningshornet, som hang ved Bæltet til Troldet og smøre den med; da kom den sig, og Dagen efter rang- lede de afsted igjen. De reiste nu i mange, mange Dage og saa kom de langt om længe til en Sølvskov; der vare baade Træer og Grene og Blade og Blomster og Alting af Sølv. Førend Studen gik ind i den, sagde den til Kongs- datteren: "Naar vi nu komme ind i denne Skoven, maa du for Guds Skyld tage dig vel i Agt; du maa slet ikke røre nogen Ting og ikke rive af saa meget som et Blad, for ellers er det forbi baade med dig og med mig; her er et Trold med sex Hoveder, som eier den, og det troer jeg ikke jeg kan raade med." "Nei," sagde Kongsdatteren, "jeg skal nok tage mig vare og ikke røre ved det, du ikke vil, jeg skal røre." Men da de kom ind i Skoven, var den saa tæt og saa trang, at de næsten ikke kunde komme frem. Hun var saa forsigtig som hun kunde og bøiede sig til Siden for Grenene og skjød dem bort foran sig med Hænderne, men hvert ÿieblik slog Grenene hende i ÿinene, og hvorledes hun end bar sig ad, saa kom hun til at rive af et Blad. "Au, au, hvad gjorde du nu?" sagde Studen; "nu gjælder det at slaaes paa Liv og Død, for dette Troldet har sex Hoveder og er dobbelt saa stærkt som det andet; men pas bare paa Bladet og gjem det vel." SIDE: 116 Ret som det var, saa kom Troldet: "Hvem er det, som rører ved min Skov?" sagde det. "Den er lige- saameget min som din," sagde Studen. "Det skal vi nappes om," skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen, og røg paa Troldet og stangede ud ÿinene paa det og kjørte Hornene tværs igjennem det, saaat Tarmene randt ud, men det slog lige godt, og det varede i tre samfulde Dage, førend Studen fik Livet af det. Men da var den ogsaa saa ussel og elendig, at den med Nød og Neppe kunde røre sig og saa fuld med Saar, at Blodet randt af den. Saa sagde den til Kongsdatteren, at hun skulde tage Smurningshornet, som hang ved Bæltet paa Troldet, og smøre den med. Det gjorde hun, og saa kom den sig; men de maatte ligge over og hvile en Uge, førend den aarkede at gaae længer. Endelig gav de sig paa Veien igjen, men Studen var daarlig endda og det gik kun smaat i Begyndelsen. Forat spare den, sagde Kongsdatteren, at hun var ung og let paa Foden, hun kunde gjerne gaae, men det fik hun nu slet ikke Lov til, hun maatte sætte sig op paa Ryggen hans igjen. Saa reiste de i lang Tid og gjen- nem mange Lande, og Kongsdatteren vidste slet ikke, hvor det bar hen, men langt om længe kom de til en Guldskov: den var saa gjild, at Guldet dryppede af den, og baade Træer og Grene og Blomster og Blade vare af bare Guld. Her gik det ligeens som i Kobberskoven og SIDE: 117 Sølvskoven. Studen sagde til Kongsdatteren, at hun slet ikke paa nogen Maade maatte røre ved den, for der var et Trold med ni Hoveder, som eiede den, det var meget større og stærkere end begge de andre tilsam- men, og den troede slet ikke den kunde faae Bugt med det. Nei, hun skulde nok passe sig for det og slet ikke røre ved den, det kunde han nok vide. Men da de kom ind i Skoven, saa var den endda tættere end Sølvsko- ven, og jo længer de kom, desto værre blev det: Skoven blev tættere og tættere og trangere og trangere og til- sidst syntes hun, de ikke paa nogen Sæt eller Viis kunde komme frem; hun var nu saa inderlig bange for at rive af Noget, at hun sad og vendte og bøiede sig baade hid og did for Grenene og skjød dem bort foran sig med Hænderne, men hvert ÿieblik slog de hende i ÿinene, saaat hun ikke kunde see hvor hun greb hen, og førend hun vidste af det, havde hun et Guldæble i Haanden. Hun var nu saa hjertelig angest, at hun græd og vilde kaste det igjen; men Studen sagde, hun skulde beholde det og gjemme det vel, og trøstede hende saa godt han kunde, men han troede, det vilde blive en haard Dyst, og han tvivlede om, det vilde gaae godt. Ret som det var, saa kom Troldet med de ni Ho- veder, det var saa fælt, at Kongsdatteren næsten ikke turde see paa det. "Hvem er det, som rører min Skov?" skreg det. "Den er ligesaameget min som din," sagde Studen. "Det skal vi nappes om," SIDE: 118 skreg Troldet. "Kan saa det," sagde Studen, og saa rendte de sammen og sloges, og det var saa fælt at see paa, at Kongsdatteren var nær ved at daane. Studen stangede ud ÿinene paa det og kjørte Hornene tværs igjennem det, saa at Indvoldene væltede ud, men Trol- det slog lige godt, for naar Studen fik stanget ihjel et Hoved, blæste de øvrige Liv i det igjen, og det varede en heel Uge, førend den var istand til at faae Livet af det. Men da var den saa reent ussel og elendig at den slet ikke kunde røre sig; Saar havde den over det Hele; den kunde ikke engang sige saameget som at Kongs- datteren skulde tage Smurningshornet ved Troldets Bælte og smøre den med. Men hun gjorde det alligevel og da kom den sig ogsaa, men de maatte ligge over og hvile i tre Uger, førend den var istand til at gaae igjen. Da reiste de saa smaat afsted, for Studen sagde at de skulde lidt længere frem, og saa kom de over mange store Aaser med tyk Skov. Dette varede nu en Stund, saa kom de op i Fjeldet. "Seer du Noget?" spurgte Studen. "Nei, jeg seer ikke andet, end Himmel og vilde Fjeldet," sagde Kongsdatteren. Da de kom høiere op blev Fjeldet slettere, saa de kunde see videre om sig. "Seer du Noget nu?" sagde Studen. "Ja, jeg seer et lidet Slot, langt, langt borte," sagde Prind- sessen. "Det er nok ikke saa lidet endda," sagde Stu- den. Langt om længe kom de til en stor Haug, hvor der var en tværbrat Bjergvæg. "Seer du Noget nu?" SIDE: 119 sagde Studen. "Ja, nu seer jeg Slottet tæt ved, nu er det meget, meget større!" sagde Kongsdatteren. "Did skal du," sagde Studen; "strax nedenfor Slottet er der et Grisehuus, hvor du skal være. Naar du kommer did, finder du en Træstak der, den skal du tage paa dig og gaae frem til Slottet og sige, du hedder Kari Træstak og bede om Tjeneste. Men nu skal du tage Pennekniven din og skjære Hovedet af mig med, saa skal du flaae mig og virre Huden sammen og lægge den under Bjerg- væggen der, og inde i Huden skal du lægge Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet. Borte ved Bjerget staaer der en Kjæp; naar du vil mig Noget, saa banker du bare paa Bjergvæggen her med den." I Begyndelsen vilde hun slet ikke gjøre det, men da Studen sagde at det var den eneste Tak, han vilde have for det, han havde gjort mod hende, saa kunde hun ikke Andet. Hvor inderlig ondt det end gjorde hende, saa trællede og skar hun med Kniven paa det store Dyr til hun fik Hovedet og Huden af, saa lagde hun den sam- men borte under Bjergvæggen, og lagde Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet ind i den. Da hun havde gjort det, saa gik hun bortover til Svinehuset, men alt som hun gik, græd hun og var be- drøvet; der tog hun Træstakken paa sig og saa gik hun frem til Kongsgaarden; da hun kom ind i Kjøkkenet, bad hun om Tjeneste og sagde at hun hedte Kari Træstak. Ja, sagde Kokken, den kunde hun nok faae, hun kunde faae SIDE: 120 Lov at være der og vaske op, for den som havde gjort det før, var nylig gaaet sin Vei, "men naar du bliver kjed af at være her, saa gaaer vel du ogsaa din Kaas." Nei det skulde hun da slet ikke. Hun var nu nok saa ordentlig til at vaske op, men om Søndagen skulde der komme Fremmede til Kongs- gaarden, saa bad Kari om hun fik Lov, at gaae med Vaskevand til Prindsen, men de ÿvrige loe af hende og sagde: "Hvad vil du der? troer du Prindsen vil vide Noget af dig, som seer saaledes ud?" Hun gav sig dog ikke, men blev ved at bede, og endelig fik hun ogsaa Lov. Da hun gik op over Trapperne ramlede det saa for- færdelig i Træstakken, at Prindsen kom ud og spurgte: "Hvad er du for En?" "Jeg skulde nok bringe Vaske- vand op til Jer, jeg," sagde Kari. "Troer du, jeg vil have det Vaskevand, du bringer?" sagde Prindsen og slog Vandet over hende. Hun maatte nu gaae med det, men saa bad hun om Lov til at gaae til Kirken; det fik hun ogsaa, for Kirken laa saa nær ved. Men først gik hun hen til Bjerget og bankede paa med Kjæppen, som stod der, saaledes som Studen havde sagt. Strax kom der ud en Mand, og spurgte hvad hun vilde. Kongs- datteren sagde, at nu havde hun faaet Lov at gaae i Kirken og høre paa Præsten, men hun havde ingen Klæ- der at have paa sig. Saa bragte han en Kjole til hende som var saa blank som Kobberskoven, og Hest og Sadel fik hun ogsaa. Da hun kom til Kir- SIDE: 121 ken, var hun saa vakker og saa gjild, at Alle undredes over hvem hun var, og næsten Ingen hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saa formeget paa hende; Prind- sen selv blev saa forelsket at han ikke vendte ÿinene fra hende et ÿieblik. I det samme hun gik ud af Kirken, løb Prindsen efter og trak Kirkedøren til efter hende og saa beholdt han den ene Handsken i Haanden. Da hun gik hen og satte sig paa Hesten, kom Prindsen igjen efter og spurgte hvor hun var fra: "Jeg er fra Vadskeland," sagde Kari, og medens Prindsen tog Handsken frem for at levere hende den, sagde hun: "Lyst foran og mørkt bag, Saa Prindsen ikke seer Hvor jeg rider hen idag." Prindsen havde nu aldrig seet Mage til Handske, og han foer baade vidt og bredt og spurgte efter det Land, som den stolte Dame, der reiste fra Handsken sin, havde sagt hun var fra, men der var Ingen, som kunde sige ham hvor det laa. Om Søndagen skulde En gaae op til Prindsen med et Haandklæde. "Aa faaer jeg Lov at gaae op med det," sagde Kari. "Hvad skal det være til," sagde de ÿvrige, som vare i Kjøkkenet. "Du saa jo hvorledes det gik dig sidst." Kari gav sig ikke, men blev ved at bede til hun fik Lov, og saa løb hun op over Trapperne, saa det ramlede i Træstakken. Prindsen foer ud, og da han SIDE: 122 fik see, at det var Kari, rev han Haadklædet til sig og kastede det lige i ÿinene paa hende. "Pak dig nu dit stygge Trold," sagde han, "troer du, jeg vil have et Haandklæde, som du har taget i med dine sorte Fingre?" Siden reiste Prindsen til Kirken, og Kari bad og- saa om at faae Lov til at reise did. De spurgte nu hvad hun vilde til Kirken efter, hun som ikke havde noget Andet at have paa sig end den Træstakken, og som var saa sort og fæl. Men Kari sagde at hun syntes at Præsten var saadan vakker Mand til at præke; hun havde saa godt af det, han sagde, saa fik hun Lov til- sidst. Hun gik nu hen til Bjerget og bankede paa, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole, som var meget gjildere end den første; den var besat med Sølv overalt og det skinned af den ligesom af Sølvskoven, og en prægtig Hest med sølvbroderet Dækken og Sølv- bidsel fik hun ogsaa. Da Kongsdatteren kom til Kirken, stode Kirke- folkene udenfor paa Bakken endda; Alle saa undrede de sig nu over hvad hun var for En, og Prindsen var strax paa Færde og kom og vilde holde Hesten for hende, medens hun steg af. Men hun sprang af og sagde, at det behøvedes ikke, for Hesten var saa vel tæmmet, at den stod stille, naar hun befalede det, og kom, naar hun kaldte paa den. Saa gik de Allesammen i Kirken, men der var næsten Ingen, som hørte efter hvad Præsten sagde, SIDE: 123 fordi de saae formeget paa hende, og Prindsen blev endnu meget mere forelsket end forrige Gang. Da Prækenen var forbi og hun gik ud af Kirken og skulde sætte sig paa Hesten, kom Prindsen igjen og spurgte hende, hvor hun var fra, "Jeg er fra Haandklædeland," sagde Kongsdatteren, og i det samme slap hun sin Ridepidsk ned; da Prindsen bukkede sig for at tage den op, sagde hun: "Lyst foran og mørkt bag, Saa Prindsen ikke seer Hvor jeg rider hen idag!" Borte var hun igjen, og Prindsen kunde nu ikke vide hvor hun var bleven af; han foer baade vidt og bredt og spurgte efter det Land, hun havde sagt, hun var fra; men der var Ingen, som kunde sige ham hvor det laa, og Prindsen maatte da give sig tilfreds igjen. Om Søndagen skulde En gaae op til Prindsen med en Kam; Kari bad om Lov til at gaae med den, men de ÿvrige mindede hende om hvorledes det var gaaet sidst og skjændte paa hende, fordi hun vilde vise sig for Prindsen saa sort og saa fæl, som hun var i sin Træ- stak; men hun holdt ikke op at bede, førend de lode hende gaae op til Prindsen med Kammen. Da hun kom ramlende op over Trapperne igjen, foer Prindsen ud, tog Kammen og kastede den efter hende og bad, hun bare vilde pakke sig. Siden reiste Prindsen til Kirken, og Kari bad ogsaa om Lov; de spurgte igjen hvad hun skulde SIDE: 124 der, hun som var saa fæl og sort, og som ikke havde Klæder, hun kunde vise sig blandt Folk i; Prindsen eller nogen Anden kunde gjerne faae see hende, sagde de, saa blev baade hun og de ulykkelige; men Kari sagde, at de havde nok Andet at see efter, og hun holdt ikke op at bede førend hun fik Lov at gaae. Nu gik det ligeens som begge de forrige Gange; hun gik hen til Bjerget og bankede paa med Kjæp- pen, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole, der var endnu meget prægtigere end de forrige; den var næsten af puurt Guld og besat med Diamanter, og en prægtig Hest med guldbroderet Dækken og Guldbidsel fik hun ogsaa. Da Kongsdatteren kom til Kirken, stode Præsten og Almuen paa Bakken endda, og ventede paa hende. Prindsen kom nu løbende og vilde holde Hesten, men hun sprang af og sagde: "nei Tak, det behøves ikke, for min Hest er saa vel tæmmet, at den staaer stille, naar jeg befaler den det." Saa skyndte de sig i Kirken Allesammen og Præsten paa Prækestolen, men Ingen hørte efter hvad han sagde, fordi de saae formeget paa hende og undrede sig over, hvor hun var fra, og Prind- sen var endnu meget mere forelsket end begge de forrige Gange; han sandsede ikke nogen Ting, men saa bare paa hende. Da Prækenen var ude og Kongsdatteren skulde gaae af Kirken, havde Prindsen slaaet ud et Kvarter med SIDE: 125 Raatjære i Kirkesvalen for at komme til at hjælpe hende over; men hun brød sig ikke om det, satte Foden midt ude i Tjæren og sprang over, saa blev den ene Guld- skoen siddende igjen; da hun saa havde sat sig paa He- sten, kom Prindsen farende ud af Kirken og spurgte hvor hun var fra. "Fra Kammeland," sagde Kari; men da Prindsen vilde række hende Guldskoen, sagde hun: "Lyst foran mig og mørkt bag, Saa Prindsen ikke seer Hvor jeg rider hen i Dag." Prindsen kunde da heller ikke nu vide hvor der var bleven af hende, og saa foer han i langsommelig Tid omkring i Verden og spurgte efter Kammeland, men da Ingen kunde sige ham hvor det var, lod han kundgjøre, at den, der kunde passe Guldskoen, vilde han gifte sig med. Der kom da sammen baade Vakkre og Stygge fra mange Kanter, men der var Ingen, som havde saa liden Fod, at hun kunde faa Guldskoen paa. Langt om længe kom den slemme Stedmoderen til Kari Træstak med sin Datter ogsaa, og hende passede Skoen til, men styg var hun og saa lei saa hun ud, at Prindsen meget nødig gjorde det, han havde lovet. Alligevel blev der dog lavet til Bryllups, og hun blev pyntet til Brud, men da de rede til Kirken, saa sad der en liden Fugl i et Træ og sang: "Et Stykke af Hæl Og et Stykke af Taa; SIDE: 126 Kari Træstakkens Sko Er fuld af Blod!" Og da de saa efter, havde Fuglen sagt sandt, for Blodet silrede ud af Skoen. Saa maatte alle Tjeneste- pigerne og alle de Fruentimmer, som vare paa Slottet, frem at prøve Skoen paa sig, men der var Ingen, som den vilde passe. "Men hvor er Kari Træstak da?" spurgte Prindsen, da alle de ÿvrige havde passet Skoen, for han forstod sig godt paa Fuglesang og kom vel i Hu hvad Fuglen havde sagt. "Aa, hun da!" sagde de An- dre, "det kan aldri nytte, hun kommer frem, for hun har Been saa store som en Hest." "Kan nok være det," sagde Prindsen, "men siden alle de Andre har prøvet den, saa kan jo Kari ogsaa være med!" "Kari!" raabte han ud gjennem Døren, og Kari kom op over Trapperne, og det ramlede i Træstakken, som om det var et heelt Regiment Dragoner, der kom farende. "Nu skal du passe Guldskoen og blive Prindsesse du og!" sagde de andre Jenter og loe og gjorde Nar af hende. Kari tog Skoen op, satte Benet i den saa let hun vilde, kastede Træstakken af sig, og saa stod hun der med Guldkjolen paa, saa det skinnede af hende, og paa det andet Been havde hun Magen til Guldskoen. Da Prind- sen nu kjendte hende igjen, blev han saa glad, at han løb hen og omfavnede og kyssede hende, og da han fik høre, hun var en Kongsdatter, blev han endda gladere, SIDE: 127 og saa blev der Bryllup, og Snip, Snap, Snude, saa er det Eventyr ude. Asbjørnsen og Moe Ræven som Gjæter. Der var engang en Kone, som skulde ud at leie sig Gjæter, saa mødte hun en Bjørn: "Hvor skal du hen?" sagde Bjørnen. "Aa, jeg skal ud at leie mig Gjæter," svarede Konen. "Vil du ikke have mig til Gjæter?" spurgte Bjørnen. "Jo, bare du kan lokke saa" - sagde Konen. "Hø - i!" sagde Bjørnen. "Nei, dig vil jeg ikke have," sagde Konen, da hun hørte det, og gik sin Vei. Da hun saa havde gaaet et Stykke, mødte hun en Ulv. "Hvor skal du hen?" sagde Ulven. "Jeg skal ud at leie mig Gjæter," svarede Konen. "Vil du have mig til Gjæter?" sagde Ulven. "Ja, kan du lokke saa" - sagde Konen. "Uh - uh!" sagde Ulven. "Nei, dig vil jeg ikke have," sagde Konen. Da hun havde gaaet et Stykke til, saa mødte hun en Ræv. "Hvor skal du hen?" sagde Ræven. "Aa, jeg skal ud at leie mig Gjæter," sagde Konen. "Vil SIDE: 128 du ikke have mig til Gjæter?" spurgte Ræven. "Jo, bare du kan lokke saa" - sagde Konen. "Dil - dal - holom!" sagde Ræven saa peent og grant. "Ja, dig vil jeg have til Gjæter," sagde Konen og saa satte hun Ræven til at gjæte Kreaturene sine. Den første Dag Ræven gjætede, aad den op alle Gjederne til Konen, den anden Dag gjorde den Ende paa alle Sauene hen- des, og den tredie Dag aad den op alle Kjøerne. Da han saa kom hjem om Kvælden, spurgte Konen hvor han havde gjort af alle Kreaturene hendes. "Skallen er i Aaen og Kroppen i Holtet," sagde Ræven. Hun stod netop og kjernede, men hun syntes, at hun alligevel maatte see efter dem, og medens hun var borte, smat Ræven ned i Kjernen og aad op Fløden; da saa Konen kom igjen og fik see det, blev hun saa sindt, at hun tog det lille Flødegran, som var igjen og slog efter Ræ- ven saa den fik et Skvæt paa Enden af Halen; deraf kommer det at Ræven har hvid Haletip. Asbjørnsen og Moe SIDE: 129 Smeden, som de ikke turde slippe ind i Helvede. Engang i de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede paa Jorden, kom de til en Smed; han havde gjort den Kontrakt med Fanden, at han skulde høre ham til om syv Aar, imod at han i den Tid skulde være Mester over alle Mestere i Smedekunst; og den Kontrakt havde baade han og Fanden skrevet Navnet sit under. Derfor havde han ogsaa sat med store Bog- staver over Smediedøren: "Her boer Mesteren over alle Mestere!" Da vor Herre kom gaaende og fik see det, gik han ind. "Hvem er du?" sagde han til Sme- den. "Læs over Døren!" svarede Smeden; "men kan- skee du ikke kan læse Skrift, saa faaer du vente til der kommer En, som kan hjælpe dig." Før vor Herre fik svaret ham, kom der en Mand med en Hest, som han bad Smeden skoe for sig; "kunde ikke jeg faae Lov at skoe den?" sagde vor Herre. "Du kan prøve," sagde Sme- den; "galere kan du da ikke faae gjort det, end jeg kan faae det rigtigt igjen." Vor Herre gik da ud og tog det ene Been af Hesten, lagde det i Smedieavlen og gjorde Skoen gloende; derpaa hvæssede han Hager og Græv og neiede Sømmene, og saa satte han Benet heelt SIDE: 130 og holdent paa Hesten igjen; da han var færdig med det, tog han det andet Forbeen af og gjorde lige eens dermed, og da han ogsaa havde sat det paa igjen, tog han Bagbenene, først det høire og saa det venstre, lagde dem i Avlen, gjorde Skoene gloende, hvæssede Hager og Græv og neiede Sømmene, og satte saa Skoene paa Hesten igjen. Imèns stod Smeden og saa paa ham; "du er ikke saa daarlig Smed endda, du," sagde han. "Synes du det?" sagde vor Herre. Lidt efter kom Smedens Moder bort til Smedien og bad ham komme hjem og spise til Middag; hun var meget gammel, fælt kroget i Ryggen og rynket i An- sigtet, og kunde med Nød og Neppe gaae. "Læg nu Mærke til, hvad du seer!" sagde vor Herre; han tog Konen, lagde hende i Smedieavlen og smedede en ung, deilig Jomfru af hende. "Jeg siger, som jeg har sagt, jeg," sagde Smeden, "du er slet ikke nogen daarlig Smed; der staaer over Døren min: "Her boer Me- steren over alle Mestere, men endda siger jeg reentud: En lærer saalænge En lever!" og dermed gik han frem til Gaarden og spiste Middag. Da han vel var kommen tilbage i Smedien igjen, kom der en Mand ridende, som vilde have skoet Hesten sin. "Det skal snart være gjort!" sagde Smeden, "jeg har nu netop lært en ny Maade at skoe paa; den er god at bruge, naar Dagen er kort;" og saa begyndte han at skjære og bryde saalænge, til han fik alle Heste- SIDE: 131 benene af; "for jeg veed ikke hvad det skal være til at gaae og pusle med eet og eet," sagde han; Benene lagde han da i Smedieavlen, saaledes som han havde seet vor Herre gjorde, lagde dygtig Kul til og lod Smed- drengene drage rask i Bælgstangen; men saa gik det, som man kunde vente: Benene brændte op og Smeden maatte betale Hesten. Det syntes han ikke synderlig om, men da idetsamme en gammel Fattigkjærring kom gaaende forbi, tænkte han: lykkes ikke det Ene, saa lyk- kes vel det Andet; han tog Kjærringen og lagde hende i Avlen, og alt hun græd og bad for Livet, saa hjalp det ikke; "Du skjønner ikke dit eget Bedste, saa gammel du er," sagde Smeden; "nu skal du blive til en ung Jomfru igjen i et ÿieblik, og endda skal jeg ikke tage saameget som en Skilling for Smedningen." Det gik da ikke bedre med Kjærringen, Stakkel, end med Heste- benene. "Det var ilde gjort, det!" sagde vor Herre. "Aa, der er vel ikke Mange, som spørge efter hende," svarede Smeden; "men det er Skam af Fanden: det er ikke mere end saa at han holder, hvad der staaer skrevet over Døren." - "Ifald du nu kunde faae tre ÿnsker af mig," sagde vor Herre, "hvad vilde du saa ønske dig?" "Prøv mig," svarede Smeden, "saa tør du faae vide det." Vor Herre gav ham da de tre ÿn- sker. "Saa vil jeg først og fremst ønske, at den jeg beder klyve op i det Pæretræ, som staaer her ude ved Smedievæggen, maa blive siddende der, til jeg selv beder SIDE: 132 ham komme ned igjen," sagde Smeden; "for det Andet vil jeg ønske at den, jeg beder sætte sig i Lænestolen, som staaer derinde i Verkstedet, maa blive siddende i den, til jeg selv beder ham staae op igjen; og endelig vil jeg ønske at den, jeg beder krybe ind i Staaltraad- pungen, jeg har i Lommen min, maa blive derinde, til jeg selv giver ham Lov at krybe ud igjen." "Du ønskede som en daarlig Mand!" sagde St. Peder; "først og fremst burde du have ønsket dig Guds Naade og Ven- skab." "Jeg turde ikke tage saa høit til, jeg," sagde Smeden. Derpaa sagde vor Herre og St. Peder Far- vel og gik videre. Det led mens det skred og da Tiden var omme, kom Fanden, saaledes som det stod i Kontrakten og skulde hente Smeden; "er du færdig nu?" sagde han og stak Næsen ind igjennem Smediedøren. "Aa, jeg skulde saa nødvendig slaaet Hoved paa den Spiger først," svarede Smeden; "kryb du imidlertid op i Pæretræet og pluk dig en Pære at gnave paa, du kan være baade tørstig og sulten efter Veien." Fanden takkede for godt Til- bud og krøb op i Træet. "Ja, naar jeg nu betænker Alt vel," sagde Smeden, "saa faaer jeg slet ikke slaaet Hoved paa dette Søm i de første fire Aar, for dette er Pokker til Jern saa haardt; ned kan du ikke komme i den Tid, men du faaer sidde og hvile dig saa- længe." Fanden tiggede og bad saa tyndt som en To- skilling at han maatte faae Lov at komme ned igjen, SIDE: 133 men det hjalp ikke; Tilsidst maatte han da love, at han ikke skulde komme igjen før de fire Aar, Smeden havde sagt, vare omme. "Ja, saa kan du komme ned igjen," sagde Smeden. Da nu den Tid var forbi, kom Fanden atter, forat hente Smeden; "nu er du vel færdig," sagde han, "nu synes jeg du kan have slaaet Hoved paa Sømmet." "Ja Hoved har jeg sagtens faaet paa det," svarede Smeden, "men alligevel kom du et bitte lidet Gran for tidligt, for Odden har jeg endnu ikke hvæsset; saa haardt Jern har jeg heller aldrig smedet før. Me- dens jeg slaaer Od paa Sømmet, kunde du sætte dig i Læ- nestolen min og hvile dig, for du er vel træt efter Veien, kan jeg tænke." "Tak, som byder!" sagde Fanden og satte sig i Lænestolen; men aldrig før var han kommen til Hvile, saa sagde Smeden igjen, at naar han betænk- te Alt vel, kunde han slet ikke faae hvæsset Odden før om fire Aar. Fanden bad først vakkert om at slippe af Stolen, og siden blev han vred og begyndte at true; men Smeden undskyldte sig det bedste, han kunde og sagde at det var Jernets Skyld, for det var saa Pok- kers haardt, og trøstede Fanden med at han sad godt og mageligt i Lænestolen og at han om fire Aar skulde slippe akkurat paa Minuttet. Der var nu intet andet Raad, Fanden maatte love at han ikke skulde hente Smeden før de fire Aar vare omme; og saa sagde Sme- SIDE: 134 den: "Ja, saa kan du reise dig igjen da," og Fanden afsted det forteste han kunde. Om fire Aar kom Fanden atter for at hente Sme- den; "nu er du sagtens færdig, veed jeg," sagde Fanden og stak Næsen ind gjennem Smediedøren. "Fix og fær- dig!" svarede Smeden, "nu kan vi reise, naar du vil. Men du," sagde han videre, "der er een Ting, jeg har staaet her længe og tænkt, jeg vilde spørge dig om: er det sandt, hvad de fortælle, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil?" "Jagu er det sandt!" svarede Fan- den. "Aa, saa kunde du gjerne gjøre mig den Tjeneste at krybe indi denne Staaltraadpungen og see efter om den er heel i Bunden," sagde Smeden; "jeg er saa bange, jeg skal miste Reisepengene mine." "Gjerne det!" sagde Fanden; han gjorde sig liden og krøb ind i Pungen. Men aldrig før var Fanden kommen indi, saa lukkede Smeden Pungen igjen. "Jo, den er heel og tæt allesteds," sagde Fanden i Pungen. "Ja, det er brav nok, du siger det," svarede Smeden, "men det er bedre at være fore vaer, end efter snar; jeg vil lige- saagodt sveitse Ledene lidt, bare for Sikkerheds Skyld," og dermed lagde han Pungen i Avlen og gjorde den gloende. "Au! au! er du gal, veed du ikke at jeg er inde i Pungen da?" raabte Fanden. "Ja, jeg kan ikke hjælpe dig," sagde Smeden, "de sige for et gammelt Ord: "En faaer smede mens Jernet er varmt," og saa tog han Storslæggen, lagde Pungen paa Ambolten og SIDE: 135 slog løs paa den, alt hvad han aarkede. "Au, au, au!" skreg Fanden i Pungen. "Kjære Vene! lad mig bare slippe ud, skal jeg aldrig komme igjen mere." "Aa ja, nu troer jeg nok Ledene ere taalelig sveitsede," sagde Smeden, "saa kan du komme ud igjen da!" Dermed lukkede han Pungen op, og Fanden afsted saa fort, at han ikke turde see sig tilbage engang. Men om nogen Tid faldt det Smeden ind, at han nok havde handlet galt, da han gjorde sig Uvenner med Fanden; "for skulde jeg ikke komme ind i Gudsrige," tænkte han, "turde det være Fare for at jeg kan blive huusvild, siden jeg har lagt mig ud med ham, som raa- der over Helvede." Han meente da, det var bedst at forsøge at komme ind, enten i Helvede eller i Himmerige ligesaagodt først som sidst, forat han kunde vide, hvor- dan han havde det, og derfor tog han Slæggen sin paa Nakken og gav sig paa Veien. Da han nu havde gaaet et godt Stykke, kom han til Korsveien, hvor Veien til Himmerige deler sig fra den, som gaaer til Helvede; der naaede han igjen en Skræddersvend, som piltede af- sted med Persejernet i Haanden. "God Dag!" sagde Smeden, "hvor skal du hen?" "Til Himmerige, om jeg kunde komme ind der," svarede Skrædderen; "end du?" "Aa, vi faae nok ikke Følge vi da," svarede Sme- den, "jeg har nu tænkt at prøve i Helvede først jeg, for jeg har lidt Kjendskab til Fanden fra før." Der- paa sagde de Farvel og gik hver sin Vei; men Smeden SIDE: 136 var en stærk, kraftig Mand og gik langt fortere end Skrædderen, og saa varede det ikke længe, før han stod for Porten i Helvede. Han lod Vagten melde sig og sige, at der var En udenfor, som gjerne vilde tale et Ord med Fanden. "Gaa ud og spørg, hvad det er for En?" sagde Fanden til Vagten, og det gjorde den. "Hils Fanden og sig, at det er Smeden, som havde den Pung, han veed nok," svarede denne, "og bed ham saa vakkert, at jeg maa slippe ind strax, for først saa har jeg smeddet idag lige til Middag og siden har jeg gaaet lang Vei." Da Fanden fik den Besked, befalede han Vagten at læse til alle ni Laasene paa Porten i Hel- vede; "og sæt endda et Hængelaas paa til," sagde Fan- den, "for kommer han ind, gjør han Urede i hele Hel- vede!" "Der er ingen Bjergning at faae her da," sagde Smeden ved sig selv, da han fornam at de stængte Por- ten bedre til; "saa faaer jeg vel prøve i Himmerige;" og dermed gjorde han omkring og gik tilbage til han naaede Korsveien igjen; der tog han den Vei, Skræd- deren havde gaaet. Da han nu var sindt for den lange Vei han havde gaaet frem og tilbage til ingen Nytte, skridtede han paa alt hvad han aarkede, og naaede Himmeriges Port med det samme, St. Peder gløttede lidt paa den, saa meget at den tynde Skræddersvend kunde slippe ind. Smeden var endda en sex, syv Skridt fra Porten; her er det nok bedst at skynde sig, tænkte han, greb Slæggen og kastede i Dørgløtten, med det SIDE: 137 samme Skrædderen smat ind; men kom han ikke ind gjennom den Aabning, veed jeg ikke hvor han er ble- ven af. Asbjørnsen og Moe Hanen og Hønen [fotnotemerke] . Hønen. Du lover mig Sko, Aar for Aar, Aar for Aar, og jeg faaer ingen Sko! Hanen. Du skal nok faae Sko! Hønen. Jeg verper æg og jeg gjør godt og endda maa jeg gaae her barfod! Hanen. Saa tag dine æg, og reis til Byen og kjøb dig Sko, og gaae ikke længer barfod! Fotnote: Ved dette Børneeventyr gjør Betoningen Alt, idet Hanens og Hønens Lyd efterlignes. Asbjørnsen og Moe SIDE: 138 Hanen, Gjøgen og æarhanen. Hanen, Gjøgen og Aarhanen havde engang kjøbt en Ko sammen. Da det ikke gik an at dele den, og de ikke kunde forliges om at løse hverandre ud, bleve de enige om, at den, der vaagnede først om Morgenen, skulde have Koen. Saa vaagnede Hanen først, "Nu er Koen min! Nu er Koen min!" sagde Hanen. Da Ha- nen goel, vaagnede Gjøgen. "Halv Ko! Halv Ko!" sagde Gjøgen. Da han goel, vaagnede Aarhanen. "Kjære mine Brødre deler som Ret er, og Skjel er - Ret er og Skjel er! Tsio! tsi!" sagde Aar- hanen. Kan du saa sige mig, hvem der burde have Koen? Asbjørnsen og Moe SIDE: 139 Lillekort. Der var engang et Par fattige Folk, de boede i en ussel Hytte, hvor der ikke var Andet end den sorte Ar- mod, saa de hverken havde at bide eller brænde. Men havde de næsten Intet af andre Ting, saa havde de faaet en Guds Velsignelse af Børn, og med hvert Aar fik de eet flere. Nu kunde de atter vente et; det var Manden vred over og gik bestandig og knurrede og mur- rede og sagde, at engang syntes han ogsaa det kunde være nok af de Guds Gaver; og da Tiden kom, at Konen skulde føde, gik han til Skovs efter Ved, fordi han ikke gad see den nye Skraalhans; han fik tidsnok høre ham, naar han skreg efter Mad, sagde han. Da Manden vel var gaaet, fødte Konen et vakkert Drengebarn, og strax han var kommen til Verden, saa han sig om i Stuen. "Aa, kjære Moder," sagde han, "giv mig nogle gamle Klæder efter mine Brødre og et Par Dages Niste, saa vil jeg ud i Verden og prøve min Lykke; du har Børn nok ligevel, seer jeg." "Gud bedre mig for dig, min Søn," sagde Moderen, "du er altfor liden endnu; det gaaer aldrig an." Men Gutungen blev ved Sit og tiggede og bad saalænge, til Moderen maatte lade ham faae nogle gamle Filler og lidt Niste i et Knytte, og saa gik han nok saa glad og trøstig ud SIDE: 140 i Verden. Men aldrig før var han gaaet, saa fødte Konen en Dreng til; han saa sig ogsaa om og sagde; "Aa, kjære Moder, giv mig nogle gamle Klæder efter Brødrene mine og et Par Dages Niste, saa vil jeg ud i Verden og finde igjen min Tvillingbroder; du har Børn nok alligevel du." "Gud bedre mig for dig, du er alt for liden, din Stakkel," sagde Konen; "det gaaer aldrig an;" men det hjalp ikke, Gutungen tiggede og bad saa længe, til han fik nogle gamle Laser og et Knytte med Niste, og saa vandrede han nok saa mandhaftig ud i Verden at finde sin Tvillingbroder igjen. Da nu den Yngste havde gaaet en Stund, fik han see sin Broder et Stykke længere frem; han raabte da til ham og bad ham standse; "bi du!" sagde han, "du lægger i Veien, som om du havde Betaling for det; men du burde dog seet din yngste Broder ogsaa, før du drog ud i Verden." Den ældste standsede da og saa sig tilbage, og da nu den Yngste var kommen efter og havde fortalt ham, hvorledes det hang sammen, at han kunde være hans Broder, sagde han videre: "Men lad os nu sætte os ned, og see efter, hvad vor Moder har givet os med til Niste," og det gjorde de. Da de nu havde vandret et Stykke, kom de til en Bæk, som flød gjennem en grøn Eng; og der sagde den Yngste at de burde give hinanden Navn; "siden vi maatte skynde os, saa at vi ikke fik Tid at gjøre det hjemme, saa faaer vi gjøre det her," sagde han. "Hvad vil da SIDE: 141 du hedde?" spurgte den ældste. "Jeg vil hedde Lille- kort," svarede den Anden; "end du? hvad vil du kal- des?" "Jeg vil hedde Kong Lavring," svarede den æld- ste. De døbte da hinanden og gik saa videre frem; men da de havde gaaet en Stund, kom de til en Korsvei og der bleve de enige om at skilles ad og tage hver sin Vei. Det gjorde de, men aldrig før havde de gaaet en liden Stund, saa mødtes de igjen; de skiltes da atter ad og tog hver sin Vei, men om en liden Stund gik det lige eens; de mødtes igjen, før de vidste af det, og saaledes gik det ogsaa tredie Gang. Da gjorde de den Aftale, at de skulde gaae En til hver Kant, den Ene i ÿst og den Anden i Vest. "Men kommer du engang rigtig i Nød og Ulykke," sagde den ældste, "saa raab tre Gange paa mig, saa skal jeg komme og hjælpe dig; men du maa ikke raabe paa mig, før du er i din yderste Nød!" "Det bliver vel ikke saa hastig, vi sees da," sagde Lillekort; derpaa sagde de hinanden Farvel og Lillekort gik i ÿst og Kong Lavring i Vest. Da nu Lillekort havde gaaet en god Stund alene, mødte han en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som blot havde eet ÿie. Det kneb Lillekort. "Au, au!" raabte Kjærringen, "hvor blev der af ÿiet mit?" "Hvad giver du mig, skal du faae et ÿie?" sagde Lille- kort. "Jeg giver dig et Sværd, som er saadant, det kan overvinde en heel Krigsmagt, om den var aldrig saa stor," svarede Konen. "Ja, kom med det," sagde SIDE: 142 Lillekort. Kjærringen gav ham da Sværdet og saa fik hun ÿiet sit igjen. Derpaa gik Lillekort videre og da han havde vandret en Stund, mødte han igjen en gam- mel, gammel krogrygget Kjærring, som kun havde eet ÿie; det stjal Lillekort, før hun vidste af det. "Au, au, hvor blev der af ÿiet mit?" raabte Kjærringen. "Hvad giver du mig, skal du faae et ÿie?" sagde Lillekort. "Jeg giver dig et Skib, som kan gaae ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale," svarede Konen. "Ja, kom med det," sagde Lillekort. Konen gav ham da et lille bitte Skib, som ikke var større end at han stak det i Lommen, saa fik Konen ÿiet sit igjen og de gik hver sin Vei. Da han saa havde vandret en lang Stund, mødte han for tredie Gang en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som kun havde eet ÿie; det stjal Lillekort igjen og da Konen skreg og bar sig ilde og spurgte, hvor der var bleven af ÿiet hendes, sagde Lillekort: "Hvad giver du mig, skal du faae et ÿie?" "Jeg giver dig den Kunst at brygge hundrede Læster Malt i een Brygning." Ja, for den Kunst fik da Kjærringen ÿiet sit igjen og de toge hver sin Vei. Men da Lillekort havde gaaet et lille Stykke, syntes han, det kunde være værd at prøve Skibet; han tog det da op af Lommen og satte først den ene Fod i det og siden den anden, og aldrig før havde han steget op i det med det ene Been, saa blev Skibet meget større, og da han saa steg op i med det andet, blev det saa stort som Skibene, SIDE: 143 der gaae i Søen. Lillekort sagde: "Gaa nu ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale og stands ikke før du kommer ved Kongens Gaard;" og strax foer Skibet af- sted saa fort som Fuglen i Luften, til det kom lidt neden for Kongsgaarden; der standsede det. I Vinduerne paa Kongsgaarden havde de staaet og seet Lillekort komme seilende; og Alle sammen bleve saa forundrede at de løb ned for at see hvad det var for En, som kom paa et Skib farende i Luften. Men medens de løb ned fra Kongsgaarden, havde Lillekort steget ud af Skibet sit og stukket det i Lommen igjen; for strax han steg ud af det, blev det igjen saa lidet, som da han fik det af den gamle Kone. De fra Kongsgaarden saae da ikke Andet end en liden fillet Gut som stod nede ved Stranden. Kongen spurgte, hvor han var fra, men det vidste Gut- ten ikke, sagde han; heller ikke vidste han, hvorledes han var kommen der, men han bad saa inderlig vakkert om at faae Tjeneste paa Kongsgaarden: var der ikke Andet at gjøre for ham, kunde han bære Ved og Vand for Kokkejenten, sagde han; og det skulde han da faae Lov til. Da Lillekort kom op paa Kongsgaarden, saa han at Alt var overtrukket med Sort der, udvendig og indvendig, baade Vægger og Tag; han spurgte da Kok- kepigen hvad det skulde betyde. "Jo, det skal jeg nok sige dig," svarede Kokkejenten," Kongsdatteren er for lang Tid siden bleven bortlovet til tre Trold, og næste Torsdagskvæld skal det ene komme og hente hende. SIDE: 144 Ridder Rød har nok sagt sig god for at frelse hende, men Gud veed om han kan gjøre det; og saa kan du vel vide at her er Sorg og Bedrøvelse." Da nu Torsdagskvælden kom, ledte Ridder Rød Prindsessen ned til Stranden - for der skulde hun møde Troldet - og saa skulde han da blive dernede og passe hende; men han gjorde nok ikke Troldet stor Skaden, skal jeg troe; for aldrig saa snart havde Prindsessen sat sig paa Strandkanten, før Ridder Rød krøb op i et stort Træ, som stod der, og gjemte sig saa godt han kunde mellem Grenene. Prindsessen græd og bad saa hjertelig, at han ikke maatte gaae fra hende; men Ridder Rød brød sig ikke om det, han; "det er bedre at Een mister Livet end To," sagde Ridder Rød. Imidlertid bad Lillekort Kokkejenten saa vakkert om han kunde faae Lov at gaae ned til Stranden lidt. "Aa, hvad vil du der da?" sagde Kokkepigen, "du har ikke Noget der at bestille." "Aa jo, kjære Vene, lad mig faae gaae!" sagde Lillekort; "jeg vilde saa gjerne der- ned og more mig lidt med de andre Børn, jeg ogsaa." "Ja ja, gaae da," sagde Kokkejenten, "men lad mig see, du ikke bliver der længere, end til Kvældsgryden skal hænges paa og Stegen skal sættes paa Spiddet; - tag saa med dig et dygtigt Fange Ved herind i Kjøkkenet igjen!" Ja det lovede Lillekort, og løb ned til Stranden. Med det samme han kom der, hvor Kongsdatteren sad, kom Troldet farende saa det suste og bruste om det, SIDE: 145 det var saa stort og digert at det var fælt, og fem Hove- der havde det. "Ild!" skreg Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" raabte Troldet "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære," sagde Lillekort. Saa slog Troldet efter ham med en stor, tyk Jernstang, han havde i Ræven, saa Jorden fløi fem Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort; "det var Noget ogsaa det - Nu skal du see et Hug af mig." Saa greb han Svær- det, han havde faaet af den gamle krogryggede Kjærrin- gen og hug til Troldet, saa alle fem Hovederne fløi bort- over Sandet. Da nu Prindsessen saa at hun var frelst, var hun saa glad at hun ikke vidste hvorledes hun skulde bære sig ad; hun baade hoppede og dandsede. "Sov nu en lille Stund paa mit Skjød," sagde hun til Lillekort, og medens han laa der, trak hun en Guld- klædning paa ham. Men nu varede det da ikke længe før Ridder Rød krøb ned igjen af Træet, da han saa, det ikke længer var nogen Fare paa Færde; Prindsessen truede han saalænge til hun maatte love, at hun skulde fortælle, han havde frelst hende, for hvis hun ikke sagde det, vilde han tage Livet af hende. Derpaa tog han Lun- gen og Tungen ud af Troldet og lagde i Lommetør- klædet sit, og ledte saa Prindsessen tilbage til Kongs- gaarden; og hvad der ikke var bleven gjort ære af ham før, det blev der da nu: Kongen vidste ikke, hvad han skulde finde paa til Hæder for ham, og altid sad SIDE: 146 han ved Kongens høire Side ved Taflet. Lillekort han gik først ud paa Troldskibet og tog en heel Mængde Guld- og Sølvgjorder med sig, og saa piltede han til- bage til Kongsgaarden. Da Kokkepigen fik see alt Guldet og Sølvet, blev hun reent forfærdet og spurgte: "Men kjære, vene Lillekort! hvor har du da faaet alt dette fra?" for hun var nok bange for, han ikke skulde faaet det paa en rigtig Maade. "Aa" sva- rede Lillekort, "jeg var hjemme lidt, og der vare disse Gjorderne faldne af nogle Spand, og saa tog jeg dem med til dig, jeg." Ja, da Kokkejenten hørte, de vare til hende, spurgte hun ham ikke videre om den Ting; hun takkede Lillekort og Alt var godt og vel igjen. Den anden Torsdagskvæld gik det lige eens: Alle vare i Sorg og Bedrøvelse, men Ridder Rød sagde, at havde han kunnet frelse Kongsdatteren fra eet Trold, saa kunde han sagtens frelse hende fra eet til, og ledte hende nok saa modig ned til Stranden. Men han gjorde nok ikke det Trold store Skaden heller han; for da Tiden kom at de kunde vente Troldet, sagde han ligesom forrige Gang: "Det er bedre Een mister Livet end To!" og krøb saa op i Træet igjen. Lillekort bad igjen Kokken om Lov til at gaae ned til Stranden lidt. "Aa, hvad skal du der da?" sagde Kokken. "Jo, Kjære lad mig gaae," sagde Lillekort, "jeg vilde saa gjerne ned og more mig lidt med de andre Børn." Ja han skulde da ogsaa den Gang faae Lov at gaae, men det SIDE: 147 maatte han først love, at han skulde være tilbage, til Stegen skulde vendes, og da skulde han have et stort Vedfange med sig. Aldrig før var Lillekort kommen ned til Stranden, kom Troldet farende, saa det suste og bruste omkring ham; han var engang til saa stor som det forrige Trold og ti Hoveder havde han. "Ild" skreg Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" raabte Troldet. "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære!" sagde Lillekort. Saa slog Troldet efter ham med Jernstangen sin - den var endnu større end den, det første Troldet havde, - saa Jorden fløi ti Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort "det var Noget ogsaa det!" Nu skal du see et Hug af mig." Saa greb han Sværdet og hug til Troldet saa alle ti Hovederene dandsede bort over Sandet. Saa sagde Kongsdatteren igjen til ham: "Sov en lille Stund paa mit Skjød," og medens Lillekort laa der, trak hun en Sølvklædning paa ham. Saasnart Ridder Rød mærkede, at der ikke længer var nogen Fare paa Færde, krøb han ned af Træet og truede Prindsessen saalænge til hun igjen maatte love at sige, at det var ham som havde frelst hende; derpaa tog han Tungen og Lungen af Troldet og lagde ind i sit Lommetørklæde, og ledte Kongsdatteren tilbage til Slot- tet. Her blev Fryd og Glæde, det kan man nok vide, og Kongen vidste slet ikke, hvorledes han skulde bære sig ad forat vise Ridder Rød Hæder og ære nok. SIDE: 148 Lillekort tog med sig et Fange af Guld- og Sølv- gjorder fra Troldskibet han. Da han kom tilbage til Kongsgaarden, slog Kokkejenten Hænderne sammen og forundrede sig over, hvor han havde faaet alt det Guld og Sølv fra; men Lillekort svarede, at han havde været hjemme lidt og at det var Gjorder, som vare faldne af nogle Spand; dem havde han taget med sig til Kokkepigen, sagde han. Da nu den tredie Torsdagskvæld kom, gik det akku- rat lige eens som de to forrige Gange: hele Kongsgaar- den var behængt med Sort og Alle vare i Sorg og Bedrøvelse; men Ridder Rød sagde, han synes ikke, de havde saa meget at være bange for; havde han frelst Kongsdatteren fra to Trold, saa kunde han vel frelse hende fra det tredie ogsaa sagde han. Han ledte hende da hen til Strandbredden, men da det led mod den Tid, Troldet skulde komme, krøb han op i Træet og gjemte sig igjen; Prindsessen græd og bad, men det hjalp ikke; han blev ved det Gamle; "det er bedre at Een mister Livet end To," sagde Ridder Rød igjen. Den Aften bad ogsaa Lillekort om Lov at gaae ned til Stranden. "Aa hvad skal du der?" svarede Kokkepigen; men han bad saalænge til han endelig fik Lov at gaae, men det maatte han love at han skulde være tilbage i Kjøkkenet igjen, naar Stegen skulde vendes. Aldrig saasnart var han kommen ned til Stranden, saa SIDE: 149 kom Troldet, saa det suste og bruste om det; det var me- get, meget større end noget af de forrige og femten Ho- veder havde det. "Ild!" raabte Troldet. "Ild igjen!" sagde Lillekort. "Kan du fegte?" skreg Troldet. "Kan jeg ikke, saa kan jeg lære," sagde Lillekort. "Jeg skal lære dig!" skreg Troldet og slog efter ham med Jernstan- gen sin, saa Jorden fløi femten Alen i Veiret. "Tvi!" sagde Lillekort, "det var da Noget, ogsaa det! Nu skal du see et Hug af mig!" Med det samme greb han Sværdet og hug til Troldet saa alle femten Hovederne dandsede bort over Sandet. Da var Prindsessen frelst og hun baade takkede og velsignede Lillekort for det han havde reddet hende. "Sov nu en lille Stund paa mit Skjød!" sagde hun, og medens han laa der, trak hun en Messingklædning paa ham. "Men hvorledes skal vi nu faae aabenbaret at det er dig, som har frelst mig?" sagde Kongsdatte- ren. "Det skal jeg nok sige dig," svarede Lillekort. "Naar nu Ridder Rød har ledt dig hjem igjen og ud- giver sig for den, som har frelst dig, saa veed du, han skal have dig og halve Riget. Men naar de saa om Bryllupsdagen spørger dig, hvem du vil have til at skjænke i Skaalerne for dig, skal du sige: "Jeg vil have den vesle Gutten, som er i Kjøkkenet og bærer Ved og Vand for Kokkejenten;" med det samme jeg da skjænker i, spilder jeg en Draabe paa hans Talerken men ingen paa din, og saa bliver han vred og slaaer mig, og det SIDE: 150 holde vi ved tre Gange. Men tredie Gang skal du sige: "Skam saae dig, som slaaer min Hjertenskjær; han har frelst mig, og ham vil jeg have!" Derpaa løb Lillekort tilbage til Kongsgaarden, lige som de forrige Gange; men først var han igjen ude paa Trold- skibet, og tog en heel Deel Guld, Sølv og andre Kost- barheder, og af det gav han igjen Kokken et heelt Fange Guld- og Sølvgjorder. Aldrig saa snart saa nu Ridder Rød at al Fare var over, før han krøb ned af Træet, og truede Kongs- datteren til hun maatte love, hun skulde sige at han havde reddet hende. Derpaa ledte han hende tilbage til Kongsgaarden, og var der ikke gjort ære nok af ham før, saa blev der da nu: Kongen tænkte ikke paa Andet, end hvorledes han sknlde hædre ham, som havde frelst Datter hans fra de tre Troldene; det var nu ligefrem, sagde han, at han skulde have hende og det halve Rige. Men paa Bryllupsdagen bad Prindsessen, at hun maatte faae den vesle Gutten, som var i Kjøkkenet og bar Ved og Vand for Kokkejenten, til at skjænke i Skaalerne ved Brudebordet. "Hvad vil du med den sorte Fillegut- ten herinde da?" sagde Ridder Rød; men Prindsessen sagde: at ham vilde hun have til at skjænke og ingen Anden, og endelig fik hun da Lov; og saa gik Alt saa- ledes som det var aftalt mellem Lillekort og Kongsdat- teren: han spilte en Draabe paa Ridder Røds Talerken, men ingen paa hendes, og hver Gang blev Ridder Rød SIDE: 151 vred og slog til ham; ved det første Slag faldt den Filleklædning af Lillekort, som han havde paa i Kjøkkenet, ved det andet Slag faldt Messingklædningen og ved det tredie Slag Sølvklædningen, saa han stod der i Guld- klædningen, saa blank og gjild at det lyste af ham. Da sagde Kongsdatteren: "Skam saae dig, som slaaer min Hjertenskjær! Han har frelst mig, og ham vil jeg have!" Ridder Rød svor og bandede paa, at han selv havde reddet hende; men saa sagde Kongen: "Den, som har frelst min Datter, har vel Noget at vise for sig." Ja, Ridder Rød løb strax afsted efter sit Tørklæde med Lun- ger og Tunger i, og Lillekort hentede alt det Guld og Sølv og alle de Kostbarheder, han havde taget ud af Troldskibene; og saa lagde de hver Sit frem for Kongen. "Den som har saa kostbare Ting af Guld og Sølv og Diamanter," sagde Kongen, "han maa have dræbt Trol- det; thi Sligt er ikke at faae hos nogen Anden;" og saa blev Ridder Rød kastet i Ormegaarden, og Lillekort skulde faae Prindsessen og det halve Rige. En dag gik Kongen og Lillekort og spadserede; saa spurgte Lillekort Kongen om han ikke havde havt flere Børn. "Jo," sagde Kongen, "jeg har havt en Datter til; men hende har Troldet taget, fordi der ikke var No- gen, som kunde frelse hende. Nu skal du have den ene Datter min, men kan du frelse den anden, Troldet har taget, med, skal du gjerne faae hende og det andet halve Rige ogsaa." "Jeg faaer vel prøve" sagde Lille- SIDE: 152 kort; "men jeg maa have en Jerntrodse, som er fem hun- drede Alen lang, og saa vil jeg have fem hundrede Mand med og Proviant til dem for femten Uger; for jeg vil langt tilsøs," sagde han. Ja, det skulde han nok faae, men Kongen var bange, han ikke havde saa stort Skib at det kunde bære det Altsammen. "Jeg har Skib selv, jeg," sagde Lillekort og tog det, han havde faaet af den gamle Kjærringen, op af Lommen. Kongen lo af ham og tænkte det bare var hans Spøg, men Lillekort bad blot om det han havde forlangt, saa skulde Kongen nok faae see. De kom da med Altsammen, og Lillekort bad at de skulde lægge Trodsen i Skibet først; men der var Ingen som kunde aarke at løfte den, og Mange kunde ikke faae Rum omkring det bitte lille Skib paa een Gang. Nu tog da Lillekort selv Trodsen i den ene Ende og lagde nogle Lænker op i Skibet og efter som han kastede Trodsen op i, blev Skibet større og større, og tilsidst var det saa stort, at baade Trodsen og de fem hundrede Mand og Provianten og Lillekort havde godt Rum. "Gaae nu ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale, og stands ikke før du kommer der Kongens Datter er," sagde Lillekort til Skibet, og strax foer det afsted saa det peb og hvinede om det, baade over Land og Vand. Da de saaledes havde seilet langt, langt bort, standsede Skibet midt ude paa Havet. "Ja, nu er vi kommen her," sagde Lillekort, "men en anden Sag er det, hvorledes vi kommer herfra igjen." Derpaa tog SIDE: 153 han Jerntrodsen og slog den ene Ende om Livet paa sig; "nu maa jeg tilbunds," sagde han, "men naar jeg trækker stærkt i Trodsen og vil op igjen, maae I heise Alle som een Mand, ellers er Eders Liv ligesaa vel omsonst som mit," og dermed hoppede han tilvands, saa gule Pulderen stod om ham. Han sank og sank, og en- delig kom han tilbunds; der saa han et stort Bjerg med en Dør paa, og det gik han ind i. Da han var kommen ind, fandt han den anden Prindsesse; hun sad og syede, men da hun saa Lillekort, slog hun Hænderne sammen. "Aa, Gud ske Lov!" raabte hun, "nu har jeg ikke seet kristen Mand, siden jeg her kom." "Ja, men jeg kommer efter dig, jeg," sagde Lillekort. "Aa, mig faaer du nok ikke," sagde Kongsdatteren, "det lyk- kes dig aldrig det; faaer Troldet see dig, tager han Livet af dig." "Det var vel, du talte om ham," sagde Lillekort, "hvor er han henne? for det kunde være mo- resomt at faae see ham." Saa fortalte Kongsdatteren, at Troldet var ude og skulde see at faae fat paa En, der kunde brygge hundrede Læster Malt i een Brygning, for der skulde være Gjæstebud hos Troldet og da forslog ikke Mindre. "Det kan jeg ogsaa," sagde Lillekort. "Ja, bare nu ikke Troldet var saa hastig tilsinds, saa jeg kunde faae fortalt ham det," svarede Prindsessen; "men han er saa ildsindt at han river dig i Stykker med det samme han kommer ind, er jeg ræd. Men jeg faaer vel prøve at finde paa Noget. Nu kan du SIDE: 154 gjemme dig i Koven her, saa faae vi see, hvorledes det gaaer." Ja, Lillekort gjorde da det, og aldrig før var han krøben ind i Koven og havde gjemt sig, saa kom Troldet. "Huf! her lugter saa Kristenmands Blod!" sagde Troldet. "Ja der fløi en Fugl over Ta- get med Kristenmands Been i Næbbet og det slap den ned igjennem Piben", svarede Kongsdatteren; jeg skyndte mig nok med at faae det bort; men det er vel det, der lugter af ligevel". "Ja, det er vel det", sagde Troldet. Saa spurgte Prindsessen, om han havde faaet fat paa Nogen, der kunne brygge hundrede Læster Malt i een Brygning. "Nei, der er Ingen som kan det", sagde Troldet. "For en liden Stund siden var der En inde her" som sagde han kunde det", sagde Kongs- datteren. Du er nu altid saa klog du", svarede Troldet; "hvorfor lod du ham gaae da? Du vidste jo, jeg vilde have en slig En". "Aa, jeg lod ham nok ikke gaae heller jeg", sagde Kongsdatteren, "men Faer er saa hastig tilsinds og saa gjemte jeg ham i Koven; om Fa'er ikke skulde have faaet Nogen, saa er han nok her". "Ja, lad ham komme ind"! sagde Troldet. Da Lillekort kom, spurgte Troldet om det var sandt, han kunde brygge hundrede Læster Malt i en Bryg- ning? "Ja", sagde Lillekort. "Det var vel, jeg fik fat paa dig", sagde Troldet; "lav dig nu strax til; men Gud naade dig, brygger du ikke ÿllet stærkt nok". "Aa, det skal nok faae Smag", sagde SIDE: 155 Lillekort, og gav sig strax i Færd med Brygningen. "Men jeg maa have flere Trold til at bære Bryggelaug", sagde Lillekort, "de, jeg har faaet, aarke ikke Noget". Ja, han fik flere, saa mange at det mylrede, og saa gik det med Brygningen. Da nu Vørteren var færdig, skulde de Alle smage, forstaaer sig: først Troldet selv og siden de Andre; men Lillekort havde brygget Vørteren saa stærk, at de faldt døde som Fluer, eftersom de drak af den. Tilsidst var der ingen Anden tilbage end en gammel ussel Kjærring, der laa bag Kakkelovnen. "Aa, Stakkel!" sagde Lillekort, du faaer da smage Vørteren, du med!" og saa gik han bort og skrabede om Bunden paa Bryggekarret med Kollen, og gav hende; saa var han kvit dem Allesammen. Som han nu stod der og saa sig om, fik han ÿie paa en stor Kiste; den tog Lillekort og lagde fuld af Guld og Sølv, bandt saa Trodsen om sig og Prind- sessen og Kisten, og rykkede af alle Kræfter; saa trak Mandskabet dem op i god Behold. Da Lillekort vel var kommen op paa Skibet, sagde ham; "Gaa nu salt Vand og ferskt Vand, Bjerg og dybe Dale, og stands ikke før du kommer ved Kongens Gaard," og strax foer Skibet afsted, saa gule Fossen stod om det. Da de paa Kongs- gaarden saa Skibet, vare de ikke sene til at møde med Sang og Spil og tog imod Lillekort med stor Glæde; men gladest af Alle var Kongen, som nu ogsaa havde faaet igjen den anden Datteren sin. SIDE: 156 Men nu var Lillekort ikke vel tilmode; thi begge Prindsesserne vilde have ham, og han vilde ikke have no- gen Anden end den han først havde reddet - det var den yngste det. - Derfor gik han tidt og ofte og tænkte paa, hvorledes han skulde bære sig ad for at faae hende, for den anden vilde han ogsaa nødig gjøre imod. En Dag han gik og tænkte hid og did paa dette, faldt det ham ind, at dersom han nu bare havde sin Broder, Kong Lavring, som var saa liig ham selv, at Ingen kunde skjelne dem fra hinanden, der paa Kongsgaarden, saa kunde han faae den anden Prindsesse og det halve Rige, for selv syntes han, han havde nok med den ene Halv- part. Aldrig før var han falden paa dette, saa gik han udenfor Slottet og raabte paa Kong Lavring; nei der kom Ingen. Saa raabte han en Gang til og lidt høiere, men nei, der kom endda Ingen. Saa raabte Lillekort tredie Gang og det af alle Kræfter; og saa stod Bro- deren der. "Jeg sagde, du ikke skulde raabe paa mig uden du var i din yderste Nød", - sagde han til Lil- lekort - "og her er jo ikke en Myg, som kan gjøre dig Fortræd"; dermed daskede han til ham, saa Lillekort rul- lede bortover Engen. "Aa Skam saae dig, at du slaaer"! sagde Lillekort; "først har jeg vundet Kongsdatteren og det halve Rige, og saa den anden Kongsdatter og det andet halve Rige, og nu tænkte jeg at give dig den ene Prindsesse og Halvdelen af Kongeriget med mig; - sy- nes du da, det er rimeligt at slaae saaledes til mig"? SIDE: 157 Da Kong Lavring hørte det, bad han sin Broder om For- ladelse, og de bleve da strax Venner og vel forligte igjen. "Nu veed du", sagde Lillekort, "at vi ere saa lige, at Ingen kan skjelnde den Ene af os fra den Anden; byt nu klæder med mig og gaae op paa Slottet, saa troe Prindsesserne, det er mig som kommer ind; den som da først kysser dig, skal du have, saa tager jeg den Anden, jeg;" for han vidste at den ældste Kongsdatter var den stærkeste, og saa kunde han vel skjønne hvorledes det vilde gaae, Det var Kong Lavring strax villig til; han byttede Klæder med Broderen og gik ind i Slottet. Da han kom ind i Prindsessernes Værelse, troede de, det var Lillekort, og begge løb paa Timen hen imod ham; men den ældste, som var størst og stærkest, skjød Søste- ren til Side og tog Kong Lavring om Halsen og kys- sede ham; og saa fik da han hende, og Lillekort den yngste Kongsdatter. Da kan der vel hende der blev et Bryllup, og det saa det hørtes og spurgtes over syv Kongeriger. Asbjørnsen og Moe SIDE: 160 Dukken i Græsset Der var engang en Konge, som havde tolv Sønner. Da disse bleve store, sagde han til dem, at de skulde drage ud i Verden og finde sig en Kone, men hun skulde kunne spinde og væve og sye en Skjorte paa een Dag, ellers vilde han ikke have hende til Svigerdatter. Hver af dem gav han en Hest og en ny Rustning, og de droge da ud i Verden for at lede efter en Kone, men da de vare komne et Stykke paa Veien, sagde de at de ikke vilde have med sig Askepot, for han duede ikke til nogen Ting. - Ja, Askepot maatte da blive igjen, han, og han vidste ikke hvad han skulde gjøre eller hvordan han skulde vende sig; saa blev han saa sørgmodig at han steg af Hesten og satte sig ned i Græsset til at græde. Men da han havde siddet en liden Stund, begyndte en af Tu- erne i Græsset at røre sig, og frem af den kom der en liden hvid Ting, og da den kom nærmere, saa Askepot, at det var en nydelig liden Pige, men saa bitte bitte liden. Denne gik nu hen og bad han, om ham ikke vilde komme ned og besøge Dukken i Græsset. Jo det vilde han, og det gjorde han ogsaa. Da han var kommen derned, sad Dukken i Græsset. paa en Stol; hun var nu saa deilig og saa pyntet, og SIDE: 161 saa spurgte hun Askepot, hvor han skulde hen og hvad ærinde han reiste i. Han fortalte da at der var tolv Brødre af dem, og at Kongen havde givet dem Hest og Rustning og sagt, at de skulde reise ud i Verden og finde sig en Kone, som skulde kunne spinde og væve og sye en Skjorte paa een Dag; "men hvis Du vil gaae ind paa det og blive Konen min, saa vil jeg ikke reise længer," sagde Askepot til Dukken i Græsset. Jo, det vilde hun gjerne, og hun skyndte sig med at faae spundet og vævet og syet Skjorten, men den blev saa bitte bitte liden, ikke længer end som saa - Denne reiste Askepot hjem med, men da han kom frem med den, var han undseelig, fordi den var saa liden; ligevel sagde Kongen, at han skulde faae hende og saa drog Askepot glad og fornøiet tilbage for at hente den lille Kjæresten sin. Da han kom til Dukken i Græsset, vilde han tage hende op paa Hesten til sig, men nei, det vilde hun ikke; hun sagde, hun vilde sidde og kjøre i en Sølvske, og at hun havde to smaa hvide Heste, som skulde trække hende. Saa reiste de da afsted, han paa Hesten og hun i Sølvskeen og begge Hestene, som trak hende, vare to smaa hvide Muus; men Askepot holdt sig altid paa den anden Side af Veien, for han var saa bange, at han skulde komme til at ride ind paa hende, da hun var saa bitte liden. Da de vare komne et Stykke paa Veien, kom de til et stort Vand; SIDE: 162 der blev Hesten til Askepot sky, skvat over paa den an- den Side af Veien og væltede Skeen, saa at Dukken i Græsset faldt ned i Vandet. Askepot blev nu saa be- drøvet, fordi han slet ikke vidste hvorledes han skulde faae hende op igjen; men om lidt kom der en Havmand op med hende, og nu var hun bleven lige saa stor som et andet voxent Menneske og meget deiligere end hun var før. Saa satte han hende foran sig paa Hesten og red hjem. Da Askepot kom der, vare ogsaa alle Brødrene hans komne med hver sin Kjæreste, men disse vare saa stygge og fæle og saa slemme, at de havde slaaets med Kjære- sterne sine paa Veien; paa Hovedet havde de nogle Hatte, som vare overklinede med Tjære og Sod og saa havde det rundet af Hattene nedover Ansigtet paa dem, saa at de vare blevne endda meget styggere og fælere. Da Brødrene fik se Kjæresten til Askepot, bleve de Allesammen misundelige paa ham; men Kongen blev saa glad i dem begge, at han jog alle de Andre bort, og saa holdt Aske- pot Bryllup med Dukken i Græsset, og siden levede de vel og fornøiet i lang, lang Tid, og ere de ikke døde saa leve de endnu. Asbjørnsen og Moe SIDE: 158 Kjætten paa Dovre. Der var engang en Mand oppe i Finmarken, som havde fanget en stor Hvidbjørn; den skulde han gaae til Kongen af Danmark med. Saa traf det sig saaledes at han kom til Dovrefjeld om Julekvælden, og der gik han ind i en Stue, hvor der boede en Mand, som hed Halvor. Her bad han om han kunde faae laant Huus til sig og Hvidbjørnen sin. "Gud hjælpe os saa sandt," sagde Manden i Stuen, "vi kan nok ikke laane Huus til Nogen nu, for hver eneste Julekvæld kommer der saa fuldt af Trold her, at vi maae flytte ud og ikke har Huus over Hovedet selv en- gang." "Aa I kan nok laane mig Huus for det," sagde Manden, "Bjørnen min kan ligge under Ovnen her, og jeg kan vel faae ligge inde i Koven." Ja, saa længe bad han da, at han fik Lov. Saa flyttede Folkene i Huset ud, og da var der tillavet for Troldene med opdækkede Borde, baade med Risengrød og Ludefisk og Pølse paa, og ellers Alt det som godt var, ligesom til et andet gjildt Gjæstebud. Ret som det var saa kom Troldene, Nogle vare store og Nogle vare smaa, Nogle vare langrumpede SIDE: 159 og Nogle vare rumpeløse og Nogle havde lange lange Næser, og de spiste og de drak og smagte paa Al- ting. Men saa fik en af Troldungerne see Hvid- bjørnen, som laa under Ovnen og saa tog han et Stykke Pølse og satte paa en Gaffel, gik hen og stak det bort i Næsen paa Hvidbjørnen. "Kjætte vil du have Kurv?" skreg han. Saa foer Hvidbjørnen op og brum- mede og jagede dem ud Allesammen baade Store og Smaa. Aaret efter var Halvor i Skoven Julekvælds-Efter- middagen og skulde hugge Ved til Helgen, for han ven- tede Troldene igjen. Allerbedst han hug, hørte han det raabte borte i Skoven: "Halvor! Halvor!" "Ja", sagde Halvor. "Har du den store Kjætten din endnu du?" "Ja", sagde Halvor, og nu har hun faaet syv Unger, som ere meget større og sindtere end hun selv". - "Saa kommer vi aldrig til dig mere da," raabte Troldet borte i Skoven; og siden den Tid har Troldene heller ikke spiist Julegrøden hos Halvor paa Dovre Asbjørnsen og Moe SIDE: 163 Poul Andrestuen. Der var engang en Kone, som havde en døv Mand, og det var en god Dot; men derfor holdt han ogsaa mere af Gutten i den andre Stuen, som de kaldte Poul Andrestuen. At disse to havde Noget mellem sig, det mær- kede godt Tjenestegutten hos den døve Manden, og engang sagde han til Kjærringen: "Tør I vædde ti Daler, Moer, at jeg skal faae Jer til at aabenbare Jer egen Skam?" "Ja det tør jeg nok", sagde hun, og saa væddede de ti Daler. Saa var det en Dag, Gutten og den døve Mand stode paa Loven og tærskede, at Gutten mærkede, Poul Andrestuen kom til Kjærringen. Han sagde ingen Ting, men en god Stund før Dagvardtid, vendte han sig om mod Lovedøren og skreg i med Eet: "Ja da"! "Nu, skal vi alt ind nu da?" sagde Manden, som ikke havde mærket Noget. "Ja vi skal vel det, siden Moer raaber" svarede Gutten. Da de kom i Svalen begyndte Gutten at hoste og harke forat Konen kunde faa gjemt Poul Andrestuen. Da de saa kom ind, stod der et Fad Rømmegrød paa Bordet. "Nei nei da Moer" sagde Manden, "skal vi have Røm- SIDE: 164 megrød" i Dag? "Aa ja, I skal det", sagde Kjærringen suur og vild var hun. Da de vel havde ædt og var gaaet ud igjen, sagde hun til Poul: "Det er Fanden til Tryne denne Gutten; dette var nu hans Skyld; men nu faaer du see at komme afsted, saa skal jeg komme ned til dig i Engen med Mellemmiddag." Det stod Gut- ten i Svalen og hørte paa. "Faer," sagde han, "nu mener jeg det er bedst, vi gaae ned i Dalen og gjøre istand det Skigaardstykket, som er blæst ned, for Svinene deres i den andre Stuen gaae og rode op Engen vor." "Ja vi faaer vel det", sagde Manden, for han gjorde Alt hvad de sagde til ham. Ved Mellemmiddagstid kom Kjærringen skjæktende ned i Engen med Noget under Forklædet. "Nei, nei Moer, nu troer jeg ikke du er dig selv længer", sagde Manden, "skal vi nu have Mellemmiddag ogsaa?" "Aa ja, I faaer vel det"; sagde hun; meget vildere var hun endda. Og de levede vel, og spiste baade Levse og Smør og fik Brændeviin til. Jeg gaaer bort til Poul Andrestuen med Lidt ogsaa, jeg Moer," sagde Gutten "for han har nok ikke faaet nogen Mellemmiddag". "Ja gjør det!" sagde Konen; da blev hun blid igjen med Eet. Paa veien plukkede Gutten Lefsen op av slap en Smule nu og da eftersom han gik. Til Poul Andre- stuen sagde han: "Du faaer nok tage dig iagt du, for Kallen vor har mærket, at du kommer vel ofte over til SIDE: 165 Kjærringen; det synes han ikke noget videre om, og nu har han bandet paa, han skal hugge ÿxen i dig, saasnart han faaer see dig." Poul blev meget ræd og forknyt, og Gutten gik tilbage igjen til Manden. - "Der er noget ufærdigt paa Ploven til Poul", sagde han, "og saa bad han, at I vilde tage med Jer ÿxen og komme bort og stelle lidt paa den." Ja Manden gik og tog med ÿxen, men Poul An- drestuen fik ikke ÿine paa ham, førend han tog til- beens det bedste han kunde. Manden dreiede og vendte paa Ploven og saa paa den paa alle Kanter, og da han ikke kunde see noget Ufærdigt paa den, saa gik han tilbage igjen, men paa Veien plukkede han op de Levsesmuler, Gutten havde sluppet ned. Kjærringen stod en Stund og saa paa dette o undrede sig over hvad det var Manden sankede op. "Aa, han Faer plukker nok op Steen," sagde Gut- ten, "for han har mærket, at denne Poulen Andrestuen, render saa ofte over hos os, og det synes Kallen ikke noget videre om, og nu har han bandet paa at han vil stene Moer ihjel". - Kjærringen afsted det forteste hun kunde. "Hvad er det Moer sætter saa afsted efter?" spurgte Manden, da han kom frem. - "Aa, der er nok Varme løs hjemme," sagde Gutten. Manden efter, og Kjærringen føre, og skreg: "Aa, slaa ikke ihjel mig, slaa ikke ihjel mig, saa skal jeg aldrig lade Poul Andrestuen SIDE: 166 komme til mig da!" "Nu er de ti Dalerne mine!" raabte Gutten. Asbjørnsen og Moe Soria Moria Slot. Der var engang et Par Folk, som havde en Søn, der hedte Halvor. Lige fra han var en liden Gut vilde han ikke bestille Noget, men sad bare og ragede i Asken. Forældrene satte ham bort til at lære mange Ting; men Halvor stansede ingensteds, for naar han havde været borte i nogle Dage, rømte han af Læren, løb hjem og satte sig i Skorstenen til at grave i Asken igjen. Men saa kom der engang en Skipper, og spurgte Halvor om han ikke havde Lyst til at være med ham og fare tilsøs og see fremmede Lande. Jo det havde Halvor Lyst til, da var han ikke længe ufærdig. Hvorlenge de nu seilede, veed jeg ingen Beskeed om, men langt om lenge opkom der en stærk Storm, og da den var forbi og det blev stille igjen, vidste de ikke hvor de vare henne; de vare drevne hen til en fremmed Kyst, som Ingen af dem var kjendt paa. SIDE: 167 Da det nu slet ingen Vind var, bleve de liggende stille her og Halvor bad Skipperen om han fik Lov at gaae i Land at besee sig, for han vilde heller gaae end ligge og sove. "Synes du, du kan vise dig for Folk?" sagde Skipperen, "du har jo ikke Andet til Klæder end de Fillerne, du staaer og gaaer i." Halvor blev ved Sit han, og saa fik han endelig Lov, men han skulde komme tilbage igjen, naar det begyndte at blæse. Han gik da og det var et deiligt Land; overalt hvor han kom frem, var der store, slette Agre og Enge, men Folk saa han ingen af. Saa begyndte det at blæse, men Halvor syntes ikke han havde seet nok endnu, og han vilde gjerne gaae lidt længere for at see om han ikke kunde træffe Folk. Om en Stund kom han da paa en stor Vei, som var saa jævn og slet, at man gjerne kunde trille et æg paa den. Denne gik nu Halvor efter, og da det led mod Kvælden, saa han et stort Slot langt borte, som det lyste af. Da han nu havde gaaet hele Dagen og ikke havt noget Videre til Niste med sig, var han dyg- tig sulten, men jo nærmere han kom til Slottet desto mere bange blev han ogsaa. I Slottet brændte det paa Varmen og Halvor gik ind i Kjøkkenet, som var saa gjildt, at han aldrig havde seet saa gjildt et Kjøkken; der var Kjørreler baade af Guld og Sølv, men Folk var der ingen af. Da nu Halvor havde staaet der en Stund og der Ingen kom ud, saa gik han hen og lukkede paa en Dør; der inde SIDE: 168 sad en Prindsesse, som spandt paa en Rok. "Nei, nei da!" raabte hun, "tør der komme kristne Folk hid da? Men det er nok bedst at du gaaer igjen, hvis ikke Trol- det skal sluge dig, for her boer et Trold med tre Ho- veder." "Jeg er lige glad om han havde fire og, saa skulde jeg have Lyst til at see den Karl", sagde Gutten, "og jeg gaaer ikke; jeg har intet Ondt gjort; men Mad maa du skaffe mig, for jeg er fælt sulten." Da Halvor havde spiist sig mæt, sagde Prindsessen til ham at han fik prøve om han kunde svinge Sværdet, som hang paa Væggen; nei han kunde ikke svinge det; han kunde ikke løfte det engang. "Ja", sagde Prindsessen, "saa faaer du tage dig en Slurk af den Flasken, som hænger ved Siden, for det gjør Troldet, naar han skal ud og bruge Sværdet". Halvor tog sig en Slurk og strax kunde han svinge Sværdet som ingen Ting. Nu meente han skulde Troldet komme tidsnok. Ret som det var, saa kom Troldet susende; Halvor bag Døren. "Hutetu, her lugter saa kristen Mands Blod!" sagde Troldet, og satte Hovedet ind igjennem Døren. "Ja det skal du blive vaer!" sagde Halvor og hug alle Hovederne af det. Prindsessen blev nu saa glad over at hun var frelst at hun baade dansede og sang, men saa kom hun til at tænke paa Søstrene sine og saa sagde hun: "Gid nu Søstrene mine ogsaa vare frelste!" "Hvor er de?" spurgte Halvor. Ja saa fortalte hun ham det: den ene var indtaget af et SIDE: 169 Trold paa et Slot, som var sex Miil borte og den an- den var indtaget paa et Slot, som var ni Miil borten for det igjen. "Men nu", sagde hun "nu faaer du først hjælpe mig at faae ud dette Skroget her." Ja Halvor var saa stærk; han subbede Alting bort og gjorde det ryddigt og reent i en Hast. Saa levede han godt og vel, og den næste Morgen lagde han afsted i Graalysningen; han havde ingen Ro paa sig, men han gik og han løb hele Dagen. Da han fik see Slot- tet, blev han lidt bange igjen; det var meget gjildere end det andet, men her var der heller ikke et Menneske at see. Saa gik Halvor ind i Kjøkkenet, og han stand- sede ikke der heller, men gik lige ind. "Nei tør der komme kristne Folk hid da?" raabte Prindsessen. "Jeg veed ikke, hvor længe det er siden jeg kom hid, men i al den Tid har jeg ikke seet et kristent Menneske; det er nok bedst, at du seer at komme afsted igjen, for her boer et Trold, som har sex Hoveder. "Nei, jeg gaaer ikke" sagde Halvor, "om han nu havde sex til". "Han tager og sluger dig levende!" sagde Prindsessen. Men det hjalp ikke; Halvor vilde ikke gaae; han var ikke bange for Troldet; men Mad og Drikke vilde han have, for han var sulten efter Reisen. Ja deraf fik han saa Meget han vilde have, men saa vilde Prindsessen have ham til at gaae igjen. "Nei", sagde Halvor, "jeg gaaer ikke, for jeg har intet Ondt gjort, og jeg har In- SIDE: 170 tet at være ræd for." "Der er ikke Lag paa det", sagde Prindsessen, "for han tager dig baade uden Lov og Ret, men siden du ikke vil gaae, saa prøv om du kan svinge det Sværdet, som Troldet bruger i Krigen." Han kunde ikke svinge Sværdet, men saa sagde Prind- sessen, at han skulde tage sig en Slurk af Flasken, som hang ved Siden af det, og da han havde gjort det, kunde han svinge det. Ret som det var, saa kom Troldet, det var saa stort og digert, at det maatte gaae paa Siden, for at komme ind igjennem Døren. Da Troldet fik det første Hoved ind, saa raabte det: "Hutetu! her lugter saa kristen Mands Blod!" Med det samme hug Halvor det første Hoved af, og saa alle de øvrige. Prindsessen blev nu overmaade glad, men saa kom hun til at tænke paa Søstrene sine, og saa ønskede hun, at de ogsaa vare frelste. Halvor meente, der nok kunde blive Raad til det og vilde afsted strax; men først maatte han nu hjælpe Prindsessen med at faae bort Krop- pen af Troldet, og saa gav han sig paa Veien den anden Morgen. Det var langt til Slottet, og han baade gik og løb for at komme frem i Tide. Mod Kvælden saa han Slottet, og det var meget gjildere end begge de andre. Nu var han næsten ikke det mindste bange, men gik gjennem Kjøkkenet og lige ind. Der sad den Prind- sesse, som var saa vakker, at der ikke var Maade med det. Hun sagde nu lige eens som de Andre, at der ikke SIDE: 171 havde været kristne Folk, siden hun kom der, og bad ham gaae igjen, for ellers slugte Troldet ham levende, det havde ni Hoveder, sagde hun. "Ja om det nu har ni til de ni, og endda ni til, saa gaaer ikke jeg", sagde Halvor og gav sig til at staae ved Ovnen. Prindsessen bad ham saa vakkert at han skulde gaae for at Troldet ikke skulle æde ham, men Halvor sagde: "Lad ham komme mens han vil". Saa gav hun ham Troldsværdet og bad ham tage en Slurk af Flasken, saa at han kunde svinge det. Ret som det var saa kom Troldet, saa det suste af det; det var endnu større og digrere end begge de andre to, og det maatte ogssa gaae paa Siden for at komme ind igjennem Døren; da det fik det første Hoved ind, saa sagde det ligesom de andre "Huttetu! her lugter saa kristen Mands Blod!" Med det samme hug Halvor det første Hoved af og siden alle de øvrige, men det sidste var det seigeste af dem alle, og det var det tungeste Arbeide, Halvor havde gjort, at faae det af, endda han nok syntes han skulde have Kræfter ogsaa. Da kom alle Prindsesserne sammen paa det Slot- tet, og de vare saa fornøiede som de aldrig før havde været i al sin Tid, og de vare glade i Halvor og han i dem, og han kunde faae den han bedst kunde lide; men den yngste var meest glad i ham af alle tre. Men Halvor gik der og var saa rar af sig, han var saa stuur og stille; saa spurgte Prindsessen hvad det var han stun- SIDE: 172 dede efter, og om han ikke syntes om at være hos dem. Jo det syntes han nok om, for de havde jo nok at leve af og han havde det godt der, men han stundede saa hjem, for han havde Forældre i Live, og dem havde han stor Lyst til at besøge. Det meente de, vel kunde lade sig gjøre; "du skal komme uskadt baade frem og tilbage igjen, dersom du vil lide vort Raad," sagde Prindses- serne. Ja, han skulde ikke gjøre Andet end hvad de vilde. Saa klædte de ham op, saa han blev saa gjild som en Kongesøn, og saa satte de en Ring paa Fingeren hans, og den var saadan at han kunde ønske sig baade frem og tilbage med den, men de sagde, at han ikke maatte kaste den bort og ikke nævne deres Navn, for saa var det forbi med al Herligheden; og da vilde han aldrig faae see dem mere. "Stod jeg nu hjemme, skulde jeg være glad!" sagde Halvor, og saa som han havde ønsket, gik det og- saa; Halvor stod udenfor Stuen hos Forældrene sine, førend han vidste Ordet af det. Det var i Mørkningen om Kvælden, og da de saae der kom ind saadan en gjild, stadselig Herre, blev de saa forskrækkede, at de begyndte baade at bukke og neie. Halvor spurgte nu, om han ikke kunde blive der og faae Huus Natten over. Nei, det kunde han slet ikke, "vi har det ikke saaledes," sagde de, "for vi har hverken det Ene eller det Andet, som en saadan Herre kan være tjent med, men det er bedst, han gaaer op i Gaarden, det er ikke langt Styk- SIDE: 173 ket, han kan see Skorsteenspiben herfra, der har de fuldt op av Alting." Halvor syntes slet ikke om det, han vilde endelig blive, men Folkene bleve ved Sit at han skulde gaae op til Gaarden, for der kunde han faae baade Mad og Drikke, mens de ikke engang havde en Stol at byde ham at sidde paa. "Nei" sagde Halvor, "derop vil jeg ikke, førend i Morgen tidlig, men lad mig nu faae være her i Nat, jeg kan jo sidde i Peisen." Det kunde de da ikke sige noget imod, og saa satte Halvor sig i Peisen til at grave i Asken, saaledes som han gjorde, da han laa hjemme og ladede sig. De snakkede nu Mangt og Meget og fortalte Hal- vor baade om det Ene og det Andet, og saa spurgte han dem om de aldrig havde havt noget Barn. "Jo, de havde da havt en Gut, som hedte Halvor, men de vidste ikke hvor han vandrede henne, og heller ikke enten han var død eller levende." "Kunde ikke det være mig da?" sagde Halvor. "Det veed jeg vist" sagde Kjærringen, og lettede paa sig, "han Halvor var saa lad og doven at han aldrig gjorde nogen Ting, og saa var han saa fillet at den ene Fillen slog den anden i Svime paa ham, der kunde aldrig blevet slig Karl af ham, som I er Faer." Om lidt skulde Kjærringen bort til Skorstenen og rage i Varmen, og da Gloskinnet lyste paa Halvor lige- som da han var hjemme og karede i Asken, saa kjendte Kjærringen ham igjen. "Jagu er det dig da Halvor!" sagde hun, og der SIDE: 174 blev saadan Glæde paa de gamle Forældrene at det ikke var Maade paa det, og han maatte nu fortælle hvorle- des det havde gaaet ham, og Kjærringen var saa glad i ham, at hun vilde have ham op paa Gaarden strax paa Timen og vise ham frem for Jenterne, som altid havde været saa kaute paa det. Hun gik da for i Veien og Halvor efter. Da hun saa kom derop, fortalte hun, at Halvor var kommen hjem igjen, og nu skulde de bare see hvor gjild han var; han saa ud som en Prinds, sagde hun. "Det veed jeg vist," sagde Jenterne og slog paa Nakken, "Han er vel den samme Fillefanten, han altid har været." I det samme kom Halvor ind, og saa blev Jenterne saa forfjamsede at de glemte igjen Særken i Peisen, hvor de sad og loppede sig, og fløi ud i bare Stakken. Da de saa kom ind igjen, vare de saa skam- fulde, at de næsten ikke turde see paa Halvor, som de altid havde været stolte og overmodige mod før. "Ja I, har nu altid syntes, I var saa pene og vakkre I, at Ingen kunde være Jeres Lige, men I skulde bare see den ældste Prindsessen som jeg har frelst," sagde Halvor; "mod hende seer I ud som Gjæterjenter, og den mel- lemste er endda vakkrere, men den yngste, som er Kjæ- resten min, er vakkrere end baade Sol og Maane; Gud give de bare var her, saa skulde I see," sagde Halvor. Han havde ikke før sagt det, førend de stod der, men da blev han saa ilde ved, for nu kom han i Hu, SIDE: 175 hvad de havde sagt. - Paa Gaarden blev der nu baade holdt Gjæstebud for Prindsesserne og gjort Stads af dem; men de vilde ikke standse der. "Vi vil ned til Forældrene dine," sagde de til Halvor "og saa vil vi ud at see os om." Han fulgte da med dem. Saa kom de til et stort Vand udenfor Gaarden, hvor Halvor sagde, der var saa megen Fisk, at den gik i store Stimer, men der var aldrig Nogen, som fik Noget af den. Tæt ved det Vandet var der saadan en deilig grøn Bakke; der vilde Prindsesserne sidde og hvile en Stund, for de syntes det var saa vakkert at sidde og see ud over Vandet, sagde de. De satte sig da der og da de havde siddet en Stund, sagde den yngste Prindsessen: "Jeg faaer vel lyske dig lidt jeg, Halvor." Ja, Halvor lagde Hovedet i hendes Favn, saa lyskede hun ham og det varede ikke længe førend Halvor sov; derpaa tog hun Ringen af ham og satte en anden i Stedet, og saa sagde hun: "Hold nu i mig Allesammen, - og gid vi saa var paa Soria Moria Slot!" Da Halvor vaagnede, kunde han nok skjønne at han havde mistet Prindsesserne og begyndte at græde og bære sig, og han var saa reent mistrøstig, at de slet ikke kunde stagge ham. Alt det Forældrene bade ham, vilde han ikke standse men tog Farvel og sagde, at han vist aldrig fik see dem mere, for fandt han SIDE: 176 ikke Prindsesserne igjen, syntes han ikke det var værdt at leve. Trehundrede Daler havde han igjen; dem tog han i Lommen og gav sig paa Veien. Da han havde gaaet et Stykke, mødte han en Mand med en skikkelig Hest; den vilde han kjøbe og begyndte at akkordere med Manden. "Ja, jeg har rigtignok ikke tænkt at sælge den" sagde Manden, "men naar vi kunde blive forligte saa -." Halvor spurgte da, hvad han vilde have for den. "Ikke Meget har jeg givet for den, og ikke Meget er den værd; det er en brav Hest at ride paa, men til at trække duer den ikke stort, men altid saa aarker den nok Madsækken Jeres og Jer ogsaa, naar I gaaer styk- omtil," sagde Manden. Tilsidst bleve de da enige om Prisen, og Halvor lagde Sækken sin paa den, og saa gik han stykomtil og stykomtil red han. Om Kvælden kom han til en grøn Vold, hvor der stod et stort Træ, som han satte sig ved. Der slap han Hesten, og han lagde sig ikke til at sove, men tog frem Madsækken sin. Da det lyste af Dagen, drog han afsted igjen, for han syntes ikke, han kunde havde nogen Ro paa sig. Saa gik han og saa red han hele Dagen bort igjennem en stor Skov, hvor der var mange grønne Flækker, som lyste saa deilig borte imellem Træerne. Ikke vidste han hvor han var henne og ikke vidste han hvor det bar hen, men han gav sig ikke mere Tid til at hvile, end naar Hesten fik Lidt i sig og han selv fik op Skræppen sin, naar de SIDE: 177 kom til en af de grønne Flækkerne. Han gik og han red, og aldrig syntes han der blev nogen Ende paa Skoven. Men i Mørkningen den anden Dag, saa han det lyste frem imellem Træerne. "Gid der nu var Folk oppe, saa jeg kunde faae varmet mig og Lidt at leve af," tænkte Halvor. Da han kom did, saa var det en liden ussel Stue, og igjennem Ruden saa han et Par gamle Folk derinde; de vare saa gamle og graae i Hovedet som en Due, og Kjærringen havde en Næse saa lang, at hun sad ved Peisen og brugte den til Glorage. "God Qvæld!" sagde Halvor og gik ind i Stuen. "God Qvæld!" sagde Kjær- ringen. "Men hvad Erinde har I da, som kommer hid?" sagde Kjærringen; "her har ikke været kristne Folk paa over hundrede Aar." Ja, Halvor fortalte da, at han skulde til Soria Moria Slot, og spurgte om hun vidste Veien did. "Nei," sagde Kjærringen, "det veed jeg ikke, men retnu kommer vel Maanen, saa skal jeg spørge den, og den veed det nok, den maa vel see det, for den skinner jo paa Alting." Da saa Maanen stod lys og blank over Trætoppene, gik Kjærringen ud. "Du Maane, du Maane," skreg hun, kan du sige mig Veien til Soria Moria Slot? "Nei," sagde Maanene, "det kan jeg ikke, for dengang jeg skinnede der, stod der en Sky for mig." "Vent lidt endnu," sagde Kjærringen til Halvor "retnu kommer vel Vesten- vinden; han veed det vist, for han guster og blæser i SIDE: 178 hver Krog". "Nei, nei, har du Hest ogsaa du?" sagde Kjærringen, da hun kom ind igjen, "aa, slip det stak- kels Kreatur, ud i Havnehagen, og lad det ikke staae her ved Døren og sulte!" "Men vil du ikke bytte bort den til mig?" sagde hun "vi har et Par gamle Støvler her, som du kan tage femten Fjerdinger i hvert Skridt med; dem skal du faae for Hesten, saa kommer du før til Soria Moria Slot." Det var Halvor strax villig til og Kjærringen var saa glad i Hesten, at hun var færdig at dandse, "for nu kan jeg da kommetil at ride til Kirken jeg ogsaa," sagde hun. Halvor havde ingen Ro paa sig og vilde afsted strax, men Kjærringen sagde, det havde ingen Hast. "Læg dig paa Krakken du og sov lidt, for nogen Seng har vi ikke til dig," sagde Kjærringen, "jeg skal nok passe paa, naar Vestenvinden kommer." Retsom det var, saa kom Vestenvinden durende, saa det knagede i Væggen. Kjærringen ud. "Du Vesten- vind! du Vestenvind! kunde du sige mig Veien til Soria Moria Slot? her er En som skal did." "Ja den veed jeg vel," sagde Vestenvinden, "nu skal jeg netop did at tørke Klæder til Brylluppet, som skal staae; er han rask til Beens, kan han være med mig." Halvor ud. "Du faaer skynde dig, vil du holde Følge," sagde Vestenvinden, og afsted bar det langt bort baade over Heier og Aaser og Fjeld, og Halvor havde nok med at følge. "Ja, nu har ikke jeg Tid at være med dig læn- ger," sagde Vestenvinden, "for jeg skal bort og rive ned et Stykke Granskov først, førend jeg kommer til Blege- SIDE: 179 volden og tørker Klæder; men naar du gaaer langs med Aaskanten, saa kommer du til nogle Jenter, som staae og vaske Klæder, og da har du ikke langt igjen til Soria Moria Slot." En Stund efter kom Halvor til Jenterne, som stod og vadskede, og de spurgte, om han ikke havde seet noget til Vestvinden, han skulde komme did og tørke Klæder til Brylluppet. "Jo," sagde Halvor, "han er bare borte og bryder ned et Stykke Granskov, det varer ikke længe før han er her," og saa spurgte han dem om Veien til Soria Moria Slot. De satte ham da paa den, og da han kom frem mod Slottet, saa var der saa fuldt af Heste og Folk, at det yrede. Men Halvor var saa fillet og itureven af det, han havde fulgt Vesten- vinden baade gjennem Buske og Kjær, at han holdt sig afsides og ikke vilde gaae frem, før den sidste Dagen, da de skulde spise Middag. Da de nu, som Skik og Brug var, skulde drikke Brudens og Brudgommens Skaal og ønske dem til Lykke, og Skjænkeren skulde drikke dem til Allesammen, baade Riddere og Svende, saa kom han da ogsaa langt om længe til Halvor. Han drak Skaalen, slap Ringen, som Prindsessen havde sat paa fingeren hans da han laae ved Vandet, i Glasset og bad Skjænkeren skulde hilse Brude og bære frem den til hende. Da stod Prind- sessen strax op fra Bordet. "Hvem har vel bedst fortjent at faae en af os," sagde hun, "enten den som har frelst os, eller den som sidder Brudgom?" Det kunde der ikke være SIDE: 180 mere end een Mening om, meente Alle, og da Halvor hørte det, var han ikke længe om at faa Fantefillerne af sig og pynte sig til Brudgom. "Ja der er den Rette!" skreg den yngste Prindsessen, da hun fik see ham, og saa skjød hun den anden for Glug og holdt Bryllup med Halvor. Asbjørnsen og Moe Herrepeer. Der var engang et Par fattige Folk; de havde ingen Ting uden tre Sønner; hvad de to ældste hedte, det veed jeg ikke, men den yngste hed Peer. Da Forældrene vare døde, skulde Børnene arve dem, men der var ikke Andet at faae, end en Gryde, en Takke og en Kat. Den ældste, som skulde have det Bedste, han tog Gryden; "naar jeg laaner bort Gryden, saa faaer jeg altid Lov at skrabe den," sagde han; - den Anden tog Takken; "for naar jeg laaner bort Takken, faaer jeg altid en Smagelevse," sagde han; - men den Yngste han havde ikke Noget at vælge imellem; vilde han have Noget, saa maatte det blive Katten. "Om jeg laaner Katten bort, SIDE: 181 saa faaer jeg ikke Noget for den jeg," sagde han; "faaer Katten lidt Melk, saa vil hun have den selv. Men jeg vil tage den med mig ligevel jeg; det er Synd, den skal gaae her og omkomme." Saa drog Brødrene ud i Verden for at prøve sin Lykke, og hver tog sin Vei; men da den Yngste havde gaaet en Stund, sagde Katten: "Du skal nok faae Lige for det, du ikke vilde, jeg skulde blive igjen i den gamle Stuen og omkomme. Nu skal jeg gaae bort i Skoven jeg, og faae fat paa nogle rare Dyr, saa skal du gaae op paa Kongsgaarden, som du seer der borte, til Kon- gen, og sige at du nok kommer med en liden Sending til ham. Naar han da spørger, hvem den er fra, skal du sige, den er fra Herrepeer." - Ja, Peer havde ikke ventet længe, saa kom Katten med et Rensdyr fra Sko- ven; den var fløied op i Hovedet paa Rensdyret og da den havde sat sig imellem Hornene paa det, sagde den: "Gaaer du nu ikke lige til Kongsgaarden, saa klorer jeg ÿinene ud paa dig." Rensdyret turde da ikke Andet. Da nu Peer kom til Kongsgaarden, gik han ind i Kjøkkenet med Rensdyret, og sagde: "Jeg kommer nok med en liden Sending til Kongen jeg, om han ikke vil forsmaae den." Kongen kom da ud i Kjøk- kenet, og da han saa det store gjilde Rensdyret, blev han meget glad. "Men kjære min Ven! hvem er det, som sender mig saa gjæv en Sending da?" sagde Kongen. "Aa, den kommer nok fra Herrepeer!" sagde SIDE: 182 Gutten. "Han Herrepeer?" sagde Kongen; "hvor skal jeg nu sige, han boer henne da?" for han syntes, det var Skam, at han ikke skulde kjende slig en Mand. Men det vilde Gutten slet ikke sige ham; han turde ikke det for Huusbonden sin, sagde han. Saa gav Kongen Peer mange Drikkepenge, og bad ham hilse saa flittig hjemme og sige mange Tak for Sendingen. Den anden Dag gik Katten igjen i Skoven, og fløi op i Hovedet paa en Hjort, satte sig imellem ÿi- nene paa den og truede den til at gaae til Kongsgaar- den. Der gik Peer ind i Kjøkkenet med den igjen, og sagde, at han nok kom med en liden Sending til Kongen, om han ikke vilde forsmaae den. Kongen blev endda gladere i Hjorten end han havde været i Rensdyret og spurgte igjen, hvem det da var, som kunde skikke ham saa gjæv en Sending. "Den er nok fra ham Herre- peer," sagde Gutten, men da Kongen vilde vide, hvor han Herrepeer boede, fik han samme Svar som Dagen før, og den Gang gav han Peer endnu flere Drikke- penge. Tredie Dagen kom Katten med et Elsdyr. Da saa Peer kom ind i Kjøkkenet i Kongsgaarden, sagde han, at han nok havde en liden Sending til Kongen, om han ikke vilde forsmaae den. Kongen kom strax ud i Kjøkkenet, og da han fik see det store, gjilde Elsdyr, blev han saa glad, at han ikke vidste hvad Been han skulde staae paa, og den Gang gav han Peer endnu mange, mange fleer SIDE: 183 Drikkepenge; det var vist Hundrede Daler. Han vilde endelig vide, hvor han Herrepeer boede, og grov og spurgte baade om det Ene og det Andet, men Gutten sagde, at han slet ikke turde sige ham det for Huusbon- den sin , for han havde saa strengelig forbudet ham det. "Saa bed Herrepeer at han besøger mig!" sagde Kongen. Ja, det skulde Gutten gjøre, sagde han. Men da han kom ud af Kongsgaarden igjen og traf Katten, sagde Peer: "Jo, du har stellet mig paa et godt Trav, du; nu vil Kongen, jeg skal besøge ham, og jeg har jo ikke Andet, end de Filler jeg staaer og gaaer i." "Aa vær ikke bange for det," sagde Katten, "om tre Dage skal du faae Heste og Vogn, og saa gjilde Klæder at Gul- det skal dryppe af dig, saa kan du nok besøge Kongen. Men hvad du saa seer hos Kongen, skal du sige, du har det meget gjildere og prægtigere hjemme; det maa du ikke glemme." Nei det skulde nok Peer komme i Hu, meente han. Da nu de tre Dage vare omme, kom Katten med Vogn og Heste og Klæder og Alt, Peer behøvede. Altsammen var det saa gildt at Ingen havde seet Sligt før; saa reiste han, og Katten sprang med. Kongen tog baade godt og vel imod ham, men hvad Kongen bød ham og hvad han viste ham, sagde Peer, det kunde være brav nok, men han havde det endda me- get prægtigere og gjildere hjemme. Kongen led ikke vel dette, men Peer han blev ved Sit, og tilsidst blev Kongen saa sindt, at han ikke kunde styre sig længere. SIDE: 184 "Nu vil jeg være dig hjem," sagde Kongen, "og see om det er sandt, at du har det saa meget bedre og gjildere. Men lyver du, saa Gud naade dig, jeg siger ikke mere jeg!" "Jo du har stellet mig paa et godt Trav!" sagde Peer til Katten, "nu vil Kongen være med mig hjem, men mit Hjem, det er nok ikke godt at finde det." "Aa bryd dig ikke om det du," sagde Katten; "reis du bare efter, der jeg springer fore." Saa reiste de, først Peer, som kjørte efter, der Katten løb fore, og saa Kongen med alle Sine. Da de nu havde kjørt et godt Stykke, kom de til en stor stor Flok vakkre Sauer; de havde Uld saa lang, at den næsten naaede til Jorden. "Vil du sige at den Sauflokken er Herrepeers, naar Kongen spørger dig, skal du faae denne Sølvskeen," sagde Katten til Gjæteren; den havde hun taget med sig fra Kongsgaarden. Ja, det vilde han gjerne gjøre. Da saa Kongen kom, sagde han til Gjætergutten: "Nu har jeg aldrig seet saa stor, vakker en Sauflok! Hvem eier den, vesle Gutten min?" "Du er nok hans Herrepeer," sagde Gutten. Om lidt igjen kom de til en stor, stor Flok vakkre, brandede Kjør; de vare saa fede at det glindsede i dem. "Vil du sige at den Bølingen er Herrepeers, naar Kon- gen spørger dig, skal du faae denne Sølvøsen," sagde Katten til Gjæterjenten. Sølvøsen havde hun ogsaa taget med sig fra Kongsgaarden. "Ja, gjerne det," sagde SIDE: 185 Gjæterjenten. Da saa Kongen kom, blev han reent for- undret over den store, gjilde Bølingen; for saa vakker en Bøling syntes han aldrig han havde seet før, og saa spurgte han Jenten, som gik og gjætede, hvem der eiede den brandede Buskaben der? "Aa det er nok han Herrepeer!" sagde Jenten. Saa reiste de lidt igjen og saa kom de til en stor, stor Flok med Heste; det var de vakkreste Heste, En kunde see, store og fede, og sex af hver Farve, baade røde og blakke og blaae. "Vil du sige at den Hestedrif- ten er Herrepeers, naar Kongen spørger dig, skal du faae det Sølvstøbet," sagde Katten til Gjæteren. Støbet havde hun ogsaa taget med fra Kongsgaarden. Ja, det vilde han nok, sagde Gutten. Da saa Kongen kom, blev han reent forundret over den store, gjilde Hestedriften; for slige Heste havde han aldrig seet Mage til, sagde han. Han spurgte da Gjætergutten, hvem de røde og blakke og blaae Heste hørte til? "Det er nok hans Herrepeer," sagde Gutten. Da de saa havde reist et drygt Stykke til, kom de til et Slot; først var der en Port af Messing, saa en af Sølv og saa en af Guld; selve Slottet var af Sølv og saa blankt, at det skar i ÿinene, for Solen skinnede paa det, med det samme de kom. Der gik de ind, og der sagde Katten, Peer skulde sige, han boede. Indeni var Slottet endda prægtigere end udenpaa: Alting var af Guld, baade Stole og Borde og Bænke. Da Kon- SIDE: 186 gen nu havde gaaet omkring og beseet Alt, baade høit og lavt, blev han ganske skamfuld. "Jo han Herrepeer har det gjildere end jeg, det kan ikke nytte at nægte det," sagde han; og saa vilde han til at reise igjen. Men Peer bad ham bie og spise til Aftens med sig, og det gjorde da Kongen, men suur var han hele Tiden. Medens de sad tilbords kom Troldet, som eiede Slottet, og ban- kede paa Porten. "Hvem er det som æder min Mad og drikker min Mjød som Sviin herinde?" raabte Troldet. Strax Katten hørte ham, løb hun ud til Porten. "Bi lidt, skal jeg fortælle dig hvorledes Bonden bærer sig ad med Vinterrugen," sagde Katten; og saa fortalte hun vidt og bredt om Vinterrugen. "Først saa kjører Bonden Ageren sin," sagde hun; "saa møger han, og saa kjører han den igjen." Med det samme saa randt Solen. "Se dig om, skal du see den vakkre, deilige Jomfruen bag dig!" sagde Katten til Troldet. Saa vendte Troldet sig, saa fik det see Solen og saa sprak det. "Nu er alt dette dit," sagde Katten til Herrepeer, "nu skal du hugge Hovedet af mig du; det er det Ene- ste jeg forlanger af dig for det, jeg har gjort imod dig." "Nei" sagde Herrepeer "det vil jeg slet ikke giøre." "Jo" sagde Katten, "gjør du ikke det, saa klorer jeg ÿinene ud paa dig." Ja saa maatte da Herrepeer gjøre det, saa nødig han vilde; han hug Hovedet af Katten. Men med det samme blev hun til den deiligste Prind- SIDE: 187 sesse som Nogen havde seet, saa Herrepeer blev ganske forlibt i hende han. "Ja, denne Herlighed har været min før den," sagde Prindsessen, "men Troldet der har forhexet mig, saa jeg maatte være Kat hos Forældrene dine. Nu faaer du da gjøre det du vil, om du vil tage mig til din Dronning eller ikke; for nu er du Konge over hele Riget," sagde Prindsessen. Aa jo, det kan vel hænde, at Herrepeer vilde have hende til Dron- ning; saa blev der Bryllup og Gjæstebud i otte Dage, og saa var jeg ikke længer med Herrepeer og Dronningen hans jeg. Asbjørnsen og Moe Vesle Aase Gaasepige. Der var engang en Konge, som havde saamange Gjæs, at han maatte have en Jente bare til at gjæte dem; hun hed Aase, og saa kaldte de hende Aase Gaasepige. Nu var der en Kongssøn fra Engeland, der skulde ud at frie; ham satte Aase sig i Veien for. "Sidder du der, du vesle Aase?" sagde Kongssønnen. "Ja, jeg sid- der her og sætter Lap paa Lap og Bod paa Bod, jeg SIDE: 188 venter Kongssønnen fra Engeland i Dag," sagde lille Aase. "Ham kan du ikke vente at faae," sagde Prindsen. "Jo, skal jeg have ham, saa faaer jeg ham nok," sagde lille Aase. - Der blev nu sendt Malere til alle Lande og Riger, som skulde tage af de vakkreste Prindsesserne, dem vilde Prindsen have at vælge imellem. En af dem syntes han da saa godt om, at han reiste efter hende og vilde gifte sig med hende, og han var baade glad og fornøiet, da han havde faaet hende til Kjæreste. Men saa havde Prindsen en Steen med sig, som han lagde foran Sengen sin, og den vidste Alting, og da Prind- sessen kom, saa sagde Aase Gaasepige hende, at hvis hun havde havt nogen Kjæreste før, eller hun ikke vidste sig fri for Noget, som hun ikke vilde at Prindsen skulde vide, saa maatte hun ikke stige over den Stenen, han havde foran Sengen sin, "for den siger ham Alting om dig" sagde hun. Da Prindsessen hørte det blev hun meget bedrøvet, men saa fandt hun paa at bede Aase, om hun vilde gaae i Stedet for sig og lægge sig med Prindsen om Aftenen og naar han saa var søvnet, skulde de bytte om igjen, saaat han havde den Rette hos sig, naar det blev lyst om Morgenen. Det gjorde de. Da Aase Gaasepige kom og traadte paa Stenen, saa spurgte Prindsen: "Hvem er det, som stiger i min Seng?" "Reen og skjær Jomfru!" sagde Stenen, og saa lagde de sig til at sove; men da det led paa Natten, kom Prindsessen og lagde sig i Stedet for Aase. Om Mor- SIDE: 189 genen da de skulde staae op, spurgte Prindsen Stenen igjen: "Hvem er det som stiger af min Seng?" "En, som har havt tre Børn!" sagde Stenen. Da Prindsen hørte det, vilde han ikke have hende, det kan man nok vide, og saa sendte han hende hjem igjen, og tog sig en anden Kjæreste i Stedet. Da han skulde besøge hende, havde lille Aase Gaa- sepige sat sig i Veien for ham igjen. "Sidder du der, du vesle Aase Gaasepige?" sagde Prindsen. "Ja jeg sidder her og sætter Lap paa Lap og Bod paa Bod, for jeg venter Kongssønnen fra Engeland i Dag," sagde Aase. "Aa ham kan ikke du vente at faae," sagde Kongssønnen. "Jo, skal jeg have ham, saa faaer jeg ham nok," meente Aase. Med den Prindsessen gik det akurat ligedan som med den første, paa det nær, at da hun stod op om Morgenen, sagde Stenen, at hun havde havt sex Børn. Saa vilde Prindsen ikke have hende heller og jagede hende sin Vei, men endnu een Gang syntes han da han fik prøve om han ikke skulde knnde finde Een, som var reen og skjær; han ledte da vidt og bredt igjen i mange Lande, til han fandt en han kunde lide. Men da han skulde besøge hende, saa havde Aase Gaasepige sat sig i Veien for ham igjen. "Sidder du der, du vesle Aase Gaasepige?" sagde Prindsen. "Ja jeg sidder her og sætter Lap paa Lap og Bod paa Bod for jeg venter Kongssønnen fra Engeland i Dag," sagde Aase. "Ham kan ikke du SIDE: 190 vente at faae," sagde Prindsen. "Aa jo, skal jeg have ham, saa faaer jeg ham nok," sagde lille Aase. Da Prindsessen kom, saa sagde Aase Gaasepige til hende ligesom til begge de forrige, at hvis hun havde havt nogen Kjæreste, eller der var noget Andet, som hun ikke vilde at Prindsen skulde vide, saa maate hun ikke træde paa den Stenen, som Prindsen havde foran Sengen sin, for den siger ham Altting, sagde hun. Prindsessen blev nu bedrøvet og ilde tilmode, da hun hørte det, men saa var hun ligesaa fuul som begge de andre og bad Aase om hun vilde gaae i Stedet for sig og lægge sig med Prindsen om Aftenen, og naar han var søvnet, skulde de bytte om, saa at han havde den Rette hos sig, naar det blev lyst om Morgenen. Det gjorde de. Da vesle Aase Gaasepige kom og traadte paa Stenen, saa spurgte Prindsen: "Hvem er det som stiger i min Seng?" "Reen og skjær Jomfru," sagde Stenen, og saa lagde de sig. Ud paa Natten satte Prindsen en Ring paa Fingeren til Aase, og den var saa trang at hun ikke kunde faae den af sig igjen, for Prind- sen kunde nok skjønne at det ikke gik rigtig til, og saa vilde han have et Mærke, han kunde kjende igjen den paa, som var den Rette. Da Prindsen var sovet ind, kom Prindsessen og jagede Aase til Gaasestien og lagde sig selv i Rummet hendes. Om Morgenen, da de skulde staae op spurgte Prindsen: "Hvem er det, som stiger af min Seng?" "En, som har født tre Børn," sagde Stenen, SIDE: 191 og da Prindsen hørte det, blev han saa sindt, at han jagede hende strax paa Timen, og saa spurgte han Ste- nen, hvorledes det kunde hænge sammen med disse Prindsesserne, som havde steget paa den, for det kunde han ikke skjønne, sagde han. Stenen fortalte da hvorle- des det var gaaet, at de havde narret ham og sendt Aase Gaasepige i Stedet for sig. Det vilde Prindsen slet ikke troe, han gik da ned til hende, der hun sad og gjætede Gjæssene sine, for han vilde see om hun ogsaa havde Ringen; har hun den, saa er det bedst at tage hende til Dronning, tænkte han. Da han kom derned, saa han strax at hun havde bundet en Fille om den ene Fingeren sin, og saa spurgte han, hvorfor hun havde gjort det. "Aa jeg har skaaret mig saa stygt," sagde vesle Aase Gaasepige. Han vilde nu endelig see paa Fingeren, men Aase vilde slet ikke tage Fillen af. Saa tog Prindsen fat i Fingeren, men Aase hun vilde trække den til sig igjen; saa gik Fillen af og saa kjendte han igjen Ringen sin. Han tog hende da med sig til Kongsgaarden og gav hende megen Stads og gjilde Klæder, og siden holdt de Bryllup, og saaledes fik vesle Aase Gaasepige Kongssønnen fra Engeland ligevel hun, bare for det hun skulde have ham. Asbjørnsen og Moe SIDE: 192 Om Gutten og Fanden. Der var engang en Gut, som gik paa en Vei, og knækkede Nødder, saa fandt han en ormstukken en, og med det samme mødte han Fanden. "Er det sandt," sagde Gutten, "hvad de sige, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil, og tvinge sig igjennem et Knappenaals- hul?" "Ja!" svarede Fanden. "Aa lad mig see det, og kryb ind i denne Nødden," sagde Gutten igjen, og det gjorde Fanden. Da han vel var krøben ind gjennem Markhullet, satte Gutten en Pinde i. "Nu har jeg dig der!" sagde han, og lagde Nødden i Lommen. Da han havde gaaet et Stykke, kom han til en Smedie, der gik han ind, og bad Smeden, om han vilde slaae den Nød- den itu for ham? "Ja det skal være let gjort," svarede Smeden, og tog den mindste Hammeren sin, lagde Nødden paa Ambolten, og slog til, men den vilde ikke i Stykker. Saa tog han en lidt større Hammer, men den var heller ikke tung nok; han tog da en endnu støre en, men den gjorde det heller ikke, og saa blev Smeden sindt, og tog Stor- slæggen. "Jeg skal vel faae dig i Stykker alligevel!" sagde han, og slog til alt hvad han aarkede; og saa gik Nødden i Knas, saa det halve Smedietaget fløi af og det bragede som om Hytten skulde ryge ned. "Jeg me- ner Fanden var i Nødden, jeg!" svarede Smeden. "Ja han var saa," sagde Gutten. Asbjørnsen og Moe SIDE: 193 De syv Folerne. Der var engang et Par fattige Folk; de boede i en ussel Hytte langt borte i Skoven, og for dem var der ikke Mere end af Haanden og i Munden og med Nød og Neppe det; men de havde tre Sønner, og den yngste af dem var da Askepot; for han gjorde ikke andet end laa og grov i Asken. En Dag sagde den ældste Gutten at han vilde ud at tjene; det fik han strax Lov til og han vandrede da ud i Verden. Han gik og han gik hele Dagen og da det led mod Kvælden kom han til en Kongsgaard; der stod Kongen ude paa Trappen og spurgte, hvor han skulde hen? "Aa jeg gaaer nok og hører efter Tjeneste jeg, Faer!" sagde Gutten. "Vil du tjene hos mig da og gjæte de syv Folerne mine?" spurgte Kongen. "Der- som du kan gjæte dem en heel Dag og sige mig om Kvælden hvad de æde og drikke, saa skal du faae Prind- sessen og det halve Riget; men kan du ikke det, saa skjærer jeg tre røde Remme af Ryggen din." Ja, det syntes Gutten var et let Arbeide; det skulde han nok gjøre meente han. Om Morgenen, da det begyndte at lyse af Dagen slap Staldmesteren de syv Folerne; de sprang afsted og SIDE: 194 Gutten bag efter; og saa kan det vel hænde, det gik, baade over Bjerge og Dale, gjennem Busker og Kjær. Da Gutten havde løbet saaledes en god Stund, begyndte han at blive træt, og da han havde holdt paa endda et Stykke, var han vel fornøiet af hele Gjætningen, og med det samme kom han til en Bjergskorte; der sad en gammel Kjærring og spandt paa en Haandteen. Da hun fik see Gutten, som løb efter Folerne saa Sveden drev af ham, raabte Kjærringen: "Kom hid, kom hid min smukke Søn, skal jeg lyske dig!" Det vilde Gutten gjerne; han satte sig i Bjergskorten hos Kjærringen og lagde Hovedet sit i hendes Favn, og saa lyskede hun ham hele Dagen, mens han laa og ladede sig. Da det led mod Kvælden, vilde Gutten gaae; "jeg faaer ligesaa godt rangle lige hjem igjen," sagde han, "for til Kongs- gaarden kan det ikke nytte at jeg kommer." "Bi lidt til i Mørkningen," sagde Kjærringen "saa kommer Fo- lerne til Kongen her forbi igjen; saa kan du springe hjem igjen med dem; der er Ingen som veed, at du har ligget her hele Dagen i Stedet for at gjæte Folerne." Da de nu kom, gav Kjærringen Gutten en Vandflaske og en Mosedot; det skulde han vise Kongen og sige var det, de syv Folerne aad og drak. "Har du nu gjætet tro og vel hele Dagen da?" sagde Kongen, da Gutten kom frem for ham om Kvælden. "Ja, jeg har nok det," sagde Gutten. "Saa kan du vel sige mig, hvad det er de syv Folerne mine æde og drikke?" spurgte Kongen. SIDE: 195 Ja Gutten viste frem Vandkrukken og Mosedotten, han havde faaet af Kjærringen; "der seer du Maden og der seer du Drikken deres," sagde Gutten. Men saa skjøn- te Kongen nok, hvorledes han havde gjætet, og han blev saa sindt at han befalede, de skulde jage ham hjem igjen paa ÿieblikket, men først skulde de skjære tre røde Remme af Ryggen paa ham og strøe Salt i. Da nu Gutten kom hjem igjen, kan du nok vide, hvorledes han var tilmode; han havde gaaet ud for at faae Tjeneste een Gang han, sagde han, men det gjorde han aldrig mere. Dagen efter sagde den anden Søn at han vilde ud i Verden og prøve sin Lykke. Forældrene sagde nei, og bad ham see paa Ryggen til Broderen sin, men Gutten han gav sig ikke, han blev ved Sit, og langt om længe fik han da Lov, og saa lagde han i Veien. Da han havde gaaet hele Dagen, kom han ogsaa til Kongsgaar- den; der stod Kongen ude paa Trappen og spurgte, hvor han skulde hen, og da Gutten svarede at han gik og hørte efter Tjeneste, sagde Kongen, han kunde faae tjene hos ham og gjæte de syv Folerne hans; og saa satte Kongen samme Straf og samme Løn for ham, som han havde sat for Broderen. Ja, Gutten var strax vil- lig til det; han stedede sig i Tjeneste hos Kongen, for han skulde nok passe Folerne og sige Kongen hvad de aad og drak, meente han. I Graalysningen om Morgenen slap Staldmesteren SIDE: 196 de syv Folerne; de afsted igjen over Bjerg og Dal, og Gutten bag efter. Men ham gik det ligeens som Bro- deren; da han havde sprunget efter Folerne en lang, lang Stund, saa han baade var svedt og træt, kom han forbi en Bjergskorte, hvor en gammel Kjærring sad og spandt paa en Haandteen, og hun raabte til Gutten: "Kom hid, kom hid, min smukke Søn, skal jeg lyske dig!" sagde hun. Det syntes Gutten vel om; han lod Folerne løbe sin Vei og satte sig i Bjergskorten hos Kjærringen. Saa sad og saa laa han og ladede sig hele Dagen. Da Folerne kom tilbage mod Kvælden, fik han ogsaa en Mosedot og en Vandflaske af Kjærringen, som han skulde vise Kongen. Men da saa Kongen spurgte Gutten: "Kan du nu sige mig hvad de syv Fo- lerne mine æde og drikke da?" og Gutten stak frem Mosedotten og Vandkrukken og sagde: "Ja, der seer du Maden og der seer du Drikket deres," - blev Kongen vred igjen og befalede at de skulde skjære tre røde Rem- me af Ryggen paa den Gutten og strøe Salt i og jage ham hjem paa ÿieblikket. Da saa Gutten kom hjem igjen, fortalte han ogsaa, hvorledes det var gaaet ham, og sagde, at een Gang havde han gaaet ud forat faae Tjeneste, men det gjorde han nok aldrig mere. Den tredie Dag vilde Askepot i Veien; han havde nok Lyst til at prøve at gjæte de syv Folerne han ogsaa, sagde han. De Andre loe og gjorde Nar af ham; "naar det er gaaet saaledes med os, saa skal vel du gjøre det SIDE: 197 færdigt - du seer ud til det, du, som aldrig har gjort Andet end at ligge i Asken og grave," sagde de. "Ja, jeg vil nok i Veien ligevel jeg," sagde Askepot, "for jeg har nu faaet det i Hovedet saa," - og alt de Andre lo og Forældrene bad, saa hjalp det ikke; Askepot lagde i Veien. Da han saa havde gaaet hele Dagen, kom han ogsaa til Kongsgaarden i Mørkningen. Der stod Kon- gen ude paa Trappen, og spurgte, hvor han skulde hen? "Jeg gaaer nok og hører efter Tjeneste, jeg," sagde Askepot. "Hvor er du fra da?" spurgte Kongen; for han vilde vide lidt bedre Besked nu, før han stedede No- gen i sin Tjeneste. Askepot fortalte da, hvor han var fra, og sagde at han var Broder til de To som havde gjætet de syv Folerne til Kongen, og saa spurgte han, om ikke han kunde faae prøve, at gjæte dem næste Dagen. "Aa tvi!" sagde Kongen - han blev ganske sindt, bare han kom i Hu dem - "er du Broder til de To, saa duer du vel ikke stort mere du end de; Slige har jeg havt nok af!" "Ja men, siden jeg nu er kommen her, kunde jeg vel faae Lov at prøve mig, jeg og," sagde Askepot. "Aa ja, vil du endelig have Ryggen din flaaet, saa gjerne for mig!" sagde Kongen. "Jeg vil nok heller have Prindsessen," sagde Askepot. Om Morgenen i Graalys- ningen slap Staldmesteren de syv Folerne igjen, og de afsted over Bjerg og Dal, gjennem Buske og Kjær, og Askepot bagefter. Da han havde sprunget saaledes en Stund, kom ogsaa han til Bjergskorten; der sad igjen SIDE: 198 den gamle Kjærring og spandt paa Haandteen sin og raabte til Askepot: "kom hid, kom hid min smukke Søn, skal jeg lyske dig!" sagde hun. "Kys mig bag, kys mig bag!" sagde Askepot, og hoppede og sprang og holdt i Folerumpen. Da han vel var kommen forbi Bjergskorten, sagde den yngste Folen: "Sæt dig op paa Ryggen min du, for vi har lang Vei endnu," og det gjorde han. Saa reiste de et langt, langt Stykke til. "Seer du Noget nu?" sagde Folen. "Nei!" sagde Askepot. De reiste da et godt Stykke til. "Seer du Noget nu?" spurgte Folen. "Aa nei," sagde Gutten. Da de saa havde reist et langt, langt Stykke, spurgte Folen igjen: "Seer du noget nu da?" "Ja nu synes jeg det hvidner i Noget," sagde Askepot; "det seer ud som en stor, diger Birkestubbe." "Ja, der skal vi ind, vi," sagde Folen. Da de kom til Stubben, tog den æld- ste Folen og brød den til side, - saa var der en Dør, der Stubben havde staaet; - indenfor var der en liden Stue, og i Stuen var der ikke stort Andet end en liden Skorsteen og et Par Krakke; men bag Døren hang et stort, rustent Sværd og en liden Krukke. "Kan du svinge Sværdet der?" spurgte Folen. Askepot prøvede men han kunde ikke; saa maatte han tage sig en Slurk af Flasken først en Gang, saa en Gang til og saa endda en Gang, og saa kunde han haandtere det som ingen Ting. "Ja, nu maa du tage Sværdet med dig," sagde SIDE: 199 Folen, "med det skal du hugge Hovedet af os alle syv paa Bryllupsdagen din, saa blive vi til Prindser igjen, som vi vare før. For vi ere Brødre til Prindsessen, du skal have, naar du kan sige Kongen, hvad vi æde og drikke; men der er et fælt Trold, som har kastet Hams paa os. Naar du nu har hugget Hovedet af os, maa du passe vel paa og lægge hvert Hoved ved Ha- len af den Kroppen, som det før sad paa; saa har Trold- dommen ikke mere Magt med os." Det lovede Askepot, og saa reiste de videre. Da de nu havde reiste en lang, lang Vei, spurgte Folen: "Seer du Noget?" "Nei," sagde Askepot. Saa reiste de en god Stund endda. "End nu?" spurgte Folen; "seer du Noget nu?" "Aa nei!" sagde Askepot. Saa reiste de mange, mange Mile igjen baade over Bjerge og Dale. "Nu da?" sagde Folen; "seer du ikke Noget endnu?" "Jo" sagde Askepot, "nu seer jeg ligesom en Stribe som blaaner langt, langt borte." "Ja, det er en Elv det," sagde Folen; "den skal vi over." Over Elven gik der en lang, gjild Bro, og da de vare komne paa den anden Side, reiste de igjen et langt langt Stykke; saa spurgte Folen igjen, om Askepot ikke saa Noget? Jo, den Gang saa han det sortnede i Noget, langt bort ligesom i en Kirketaarn. "Ja, der skal vi ind igjen," sagde Folen. Da Folerne kom ind paa Kirkegaarden, bleve de til Mennesker igjen og saa ud som Kongesønner, med SIDE: 200 saa prægtige Klæder at det lyste af dem; og saa gik de ind i Kirken og annammede Brød og Viin af Præsten, som stod for Alteret. Askepot gik ogsaa ind; men da Præsten havde lagt Hænderne paa Prindserne og lyst Velsignelsen, gik de ud af Kirken igjen, og det gjorde Askepot ogsaa; men han tog med sig en Viinflaske og et Alterbrød. Og med det samme de syv Kongesønnerne kom ud paa Kirkegaarden, bleve de Foler igjen, saa satte Askepot sig op paa Ryggen af den Yngste og saa gik det tilbage igjen den samme Vei, de vare komne, men endda meget, meget fortere end frem. Først reiste de over Broen, saa forbi Stubben og saa forbi Kjærringen, som sad i Bjergskorten og spandt; og det gik saa fort at Askepot ikke kunde høre det, Kjærringen skreg efter ham, men saa meget hørte han, at han forstod hun var fælt sindt. Det var næsten mørkt, da de kom tilbage til Kongs- gaarden om Kvælden, og Kongen selv stod paa Gaarden og ventede paa dem. "Har du nu gjætet tro og vel hele Dagen da?" sagde Kongen til Askepot. "Jeg har gjort mit Bedste jeg," svarede Askepot. "Saa kan du vel sige mig, hvad de syv Folerne mine æde og drikke?" spurgte Kongen. Askepot tog da frem Alterbrødet og Viinflasken og viste Kongen. "Der seer du Maden og der seer du Drikket deres," sagde han. "Ja du har gjætet tro og vel," sagde Kongen; "og du skal have Prind- sessen og halve Riget." Saa blev der lavet til Bryllups SIDE: 201 og det skulde være saa prægtigt og gjildt, at det baade skulde høres og spørges, sagde Kongen. Men da de saa sad ved Brudebordet, saa reiste Brudgommen sig og gik ned i Stalden, for han havde glemte Nogt der, og det maatte han gaae efter, sagde han. Da han saa kom derned, gjorde han som Folerne havde sagt, og hug Ho- vedet af dem alle syv, først af den ældste og saa af de Andre, efter som de vare gamle til, og saa passede han nøie paa at lægge hvert Hoved ved Halen paa den Fole, det havde siddet paa; og efter som han gjorde det, bleve de til Prindser igjen. Da han saa kom ind til Bryllupsbordet igjen med de syv Prindserne, blev Kon- gen saa glad, at han baade kyssede og klappede Askepot; og Bruden hans blev endnu gladere i ham, end hun før havde været. "Det halve Riget har du nu faaet," sagde Kongen, "og det andet halve skal du faae efter min Død; for Sønnerne mine de kan skaffe sig Land og Rige selv nu, de ere blevne Prindser igjen." Saa kan det vel hænde, der blev Glæde og Moro i det Bryllup; jeg var ogsaa med; men der var Ingen som havde Stunder at komme i Hu mig: jeg fik ikke Andet end et Smørre- brød, og det lagde jeg paa Kakkelovnen, og Brødet brandt, og Smørret randt og aldrig fik jeg igjen et eneste Gran. Asbjørnsen og Moe SIDE: 202 Gidske. Der var engang en Enkemand; han havde en Huus- holderske, som hedte Gidske, og hun vilde gjerne have ham og overhang ham stedse og bestandig om at han skulde gifte sig med hende. Men tilsidst blev Manden saa kjed af det, at han ikke vidste hvad han skulde gjøre for at blive kvit hende. Saa var det mellem Slotten og Sku- ren, da Hampen var moden, de skulde til at ryske Hamp. Gidske syntes nu bestandig, at hun var saa vakker, og saa ferm og flink, og saa ryskede hun Hamp, til hun blev ør i Hovedet af den stærke Lugten og faldt overende og blev liggende at sove i Hampeageren. Mens hun sov, kom Manden med en Sax og klippede Stakken af hende; og siden smurte han hende ind først med Talg og saa med Pibesod, saa at hun saa ud værre end Fan- den. Da Gidske vaagnede og saa hvor fæl hun var, kjendte hun sig ikke selv igjen. "Kan det være mig dette da?" sagde Gidske. "Nei mig kan det ikke være, for saa fæl har jeg da aldrig været, det maa være Fan- den selv." Men for da at faae vide hvorledes det hang sammen, saa gik hun hen og lukkede paa Døren hos Husbonden sin og spurgte: "Er Jeres Gidske hjemme i Dag Faer?" "Ja Kors, min Gidske er hjemme," sagde SIDE: 203 Manden, som vilde være kvit hende. Ja, saa kan ikke jeg være hans Gidske, tænkte hun og skjæktede afsted, og glad var han. Da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til en stor Skov; der traf hun to Tyve. Dem vil jeg give mig i Følge med, tænkte Gidske, siden jeg er Fan- den, kan det være saa passende for mig at gaae i Tyvefølge. Men Tyvene tænkte ikke saa de; da de fik see Gidske, tog de til Beens, det forteste de kunde, for de troede den Slemme selv var efter dem og vilde have dem. Men det hjalp dem ikke stort, for Gidske var langbeent og rap paa Foden, og hun var efter dem før de vidste af det. Skal I ud at stjæle, saa vil jeg være med og hjælpe Jer," sagde Gidske, "for jeg er vel kjendt her i Bygden." Da Tyvene hørte det, syntes de, det var godt Følge, og var ikke rædde længer. De skulde bort at stjæle en Sau, sagde de men de vidste ikke, hvor de skulde faae fat paa en." "Aa, det er ingen Sag," sagde Gidske, "for jeg har tjent hos en Bonde borte paa Skoven i lang Tid, jeg skulde gjerne finde Sauehuset i Kulmørke." Det syntes Tyvene var gjildt, og da de kom did, skulde Gidske gaae i Saue- huset og sende ud og de skulde tage imod. Sauehuset stod tæt ind ved Stuevæggen, hvor Manden laa og sov, og Gidske gik derfor nok saa stille og forsigtig ind i Huset, men da hun var kommen vel ind, saa skreg hun ud til Tyvene: "Vil I have Buk eller Søie? her er nok at tage af." "Hys! hys! tag bare en SIDE: 204 der er brav fed," sagde Tyvene. "Ja, men vil I have Buk eller Søie? Vil I have Buk eller Søie? for her er nok at tage af," skreg Gidske. "Hys, hys da!" sagde Tyvene, "tag bare en, som er brav fed, saa er det det samme, enten det er Buk eller Søie." "Ja, men vil I have Buk eller Søie? vil I have Buk eller Søie? her er nok at tage af!" sagde Gidske, hun blev ved Sit hun. "Saa holdt da Kjæf- ten paa dig, og tag bare en som er brav fed, enten det saa er Buk eller Søie," sagde Tyvene. Men idetsamme kom Manden i Stuen, som havde vaagnet ved Spektaklet, ud i Skjorten og skulde see hvad der var paafærde. Tyvene til- beens, og Gidske lagde afsted efter dem, saa at hun fløi Manden overende. "Bi Karle, bi Karle!" skreg hun. Manden, som ikke havde seet andet end det sorte Dyret, blev saa bange at han næsten ikke turde staae op igjen, for han troede det var Fanden selv, der havde været i Sauehuset. Han vidste ikke mere end et Raad, han, gik ind og vaagnede Alle de ÿvrige og satte sig til at læse og bede, for han havde hørt at de kunde læse Fan- den bort. Saa var det den anden Kvæld, Tyvene skulde ud at stjæle en fed Gaas og Gidske skulde vise dem Veien. Da de saa kom til Gaasehuset, skulde Gidske gaae ind og sende ud, for hun var godt kjendt, og Ty- vene skulde tage imod. "Vil I have Gaas eller Gasse? her er nok at tage af," skreg Gidske, da SIDE: 205 hun var kommen ind i Gaasehuset. "Hys! hys! tag bare en, som er brav fed" sagde Tyvene. "Ja, men vil I have Gaas eller Gasse? vil I have Gaas eller Gasse? her er nok at tage af!" skreg Gid- ske. "Hys! hys! tag bare en, som er brav fed, saa er det detsamme enten det er Gaas eller Gasse, og hold saa Kjæften paa dig," sagde de. Mens Gidske og Tyvene akkorderede om dette, begyndte en af Gjæssene at skrige, saa skreg der een til, og ret som det var, saa skreg de i Hal- sen paa hverandre allesammen. Manden ud og skulde see hvad der var paa Færde, Tyvene afsted det bedste de kunde og Gidske efter, saa fort at Bonden troede det var svarte Fanden; for langbenet var hun, og Skjørtene heftede hende ikke. "Bi nu lidt Karle," skreg Gidske. "I kunde jo faaet hvad I vilde havt, enten det saa var Gaas eller Gasse." Men de havde ikke Tid til at standse, syntes de, og der hvor de havde været, begyndte de at læse og bede baade Store og Smaa, for de troede sikkert, at Fanden havde været der. Da det led mod Kvælden den tredie Dagen vare de saa sultne Baade Tyvene og Gidske, at de ikke vidste hvor de skulde gjøre af sig; saa lagde de da over at de skulde gaae paa Staburet til en rig Bonde, som boede i Skovbredden, og stjæle sig noget Mad. Ja, did gik de, men Tyvene turde ikke vove sig, saa skulde Gidske gaae ind paa Stolpeboden og sende ud, og de skulde staae udenfor og tage imod. Da Gidske kom derind, saa var SIDE: 206 der nu fuldt op af Alting, baade Kjød og Flæsk og Pølse og ærtebrød. Tyvene tyssede paa hende og bad hende bare kaste ud noget Mad og huske paa, hvor- ledes det havde gaaet begge de forrige Kvældene. Men Gidske blev ved Sit hun: "Vil I have Kjød eller Flæsk eller Pølse eller ærtebrød? see for dei- ligt ærtebrød!" raabte hun saa det knald, "I kan faae hvad I vil, for her er nok at tage af! her er nok at tage af!" - Manden paa Gaarden var vaagnet ved denne Akkorderingen, kom ud og skulde see hvad der var paa Færde. Tyvene afsted det forteste de kunde. Ret som det var, kom Gidske ogsaa springende, saa svart og fæl, som hun var. "Bi lidt, bi lidt Karle!" skreg hun, "I kan faae hvad I vil have, for her er nok at tage af!" Da Manden fik see det stygge Bæstet, troede han ogsaa at Fanden var løs, for han havde nu hørt hvad der var hændt de forrige Aftener; og han begyndte baade at læse og at bede, og det gjorde de i alle Gaardene i hele Bygden, for de vidste at man kunde læse Fanden bort. Løverdagskvælden skulde Tyvene ut at stjæle sig en fed Buk igjen til Helligdagskost, og den kunde de nok vel behøve, for de havde sultet i mange Dage, men saa vilde de ikke have Gidske med; hun gjorde bare Ugavn med Kjæften sin, sagde de. Medens Gidske gik og ventede paa dem om Søndagsmorgenen, blev hun fælt sulten; hun havde ikke faaet Stort heller i hele tre Dage, og saa gik hun op i en Næpebraate og SIDE: 207 ruskede op nogle Næper og spiste. Da Manden var kommen op paa Gaarden, som Næpebraaten hørte til, var han saa urolig af sig og syntes, at han endelig maatte ud og see til Næpebraaten sin om Søndagsmor- genen. Ja han fik da paa sig Buxerne og gik ned over til Myren, som var nedenfor Bakken, Næpe- braaten laa i. Da han kom did, fik han see det var noget Sort, som gik og ruskede og ruskede oppe i Næpe- braaten, og han var nu ikke længe om at troe at det var Fanden, han heller. Han saa da at komme hjem saa fort han kunde, og sagde at Fanden var i Næpebraaten. Der blev nu stor Forskrækkelse paa Gaarden, da de hørte det, og saa troede de at det var bedst at sende Bud efter Præsten, for at faae ham til at binde Fanden. "Nei det gaaer ikke an," sagde Kjærringen, "at gaae til Præ- sten i Dag, det er jo Søndagsmorgenen; han kommer ikke nu, for ikke er han oppe saa tidlig, og om saa er, saa læser han over paa Prækenen sin." "Aa, jeg lover ham en fed Gjødkalvesteg, jeg, saa kom- mer han nok," sagde Manden. Ja han lagde da afsted til Præstegaarden, men da han kom did, var Præsten ikke oppe endda. Jenten bad da Manden at gaae ind i Stuen og gik op til Præsten og sagde, at den og den Bon- demand var nede og vilde snakke med ham. Ja, da Præsten hørte at det var saadan en brav Mand, som var nede, saa stod han op og kom ned strax med Tøfler og Nat- lue paa. SIDE: 208 Manden fortalte ham da sit ærinde og sagde at Fanden var løs oppe i Næpebraaten hans, og hvis Præsten vilde være med at binde ham, saa skulde han sende ham en fed Gjødkalvsteg. Ja det var Præsten ikke uvillig til og raabte paa Gutten og bad ham at lægge Sad- len paa Hesten, mens han klædte paa sig. "Nei Faer, det gaaer nok ikke an" sagde Manden, for Fanden standser vel ikke længe, og En kan ikke vide hvor En skal tage ham igjen, naar han er sluppen løs. I faaer nok være med strax." Præsten fulgte da med slig han stod og gik, med Natlue og Tøfler paa, men da de kom til Myren, var den saa blød, at Præsten ikke kunde gaae over den med Tøf- lerne. Bonden tog ham da paa Ryggen og skulde bære ham over. Han steg nu nok saa forsigtig paa en Flis, hist og her; da de vare komne midt ud paa, fik Gidske see dem og troede, at det var Tyvene, som kom med Bukken. "Er han fed, er han fed, er han fed?" skreg hun saa det gnældte i Skoven. "Jeg veed Fan- den enten han er fed eller tør, jeg," sagde Manden, da han hørte det, "men vil du vide det, faaer du komme og kjende efter selv," sagde han, og saa blev han saa ræd, at han kastede Præsten midt ud i Blødmyren og og tog til Beens, og er ikke Præsten staaet op, saa ligger han der nok endnu. Asbjørnsen og Moe SIDE: 209 De tolv Vildænder. Der var engang en Dronning, som var ude og kjørte, da der var faldt Nysnee om Vinteren; da hun var kommen et Stykke paa Veien begyndte hun at bløde Næseblod og maatte gaae ud af Slæden. Medens hun nu stod op ved Gjerdet og saa paa det røde Blod og den hvide Snee, kom hun til at tænke paa at hun havde tolv Sønner og ingen Datter, og saa sagde hun ved sig selv: "Havde jeg en Datter saa hvid som Snee og rød som Blod, saa kunde det gjerne være detsamme med Sønnerne mine." Det var næsten ikke sagt, førend der kom en Troldhex til hende. "En Datter skal du faae," sagde hun, "og hun skal være saa hvid som Snee og saa rød som Blod, og saa skal Sønnerne dine være mine; men du kan faae have dem hos dig til Barnet er døbt." Da Tiden kom, fødte Dronningen en Datter, og hun var saa hvid som Snee og saa rød som Blod, saaledes som Troldkjærringen havde lovet, og derfor kaldte de hende ogsaa Sneehvid og Rosenrød. Der blev nu stor Glæde i Kongsgaarden og Dronningen var saa glad at det ikke var nogen Maade paa det, men da hun kom i Hu det, hun havde lovet Troldhexen, lod hun en Sølvsmed gjøre tolv Sølvskeer, een til hver Prinds SIDE: 210 og saa lod hun ham endda gjøre een til og den gav hun Sneehvid og Rosenrød. Bedst som Prindsessen var døbt, bleve Prindserne omskabte til tolv Vildænder og fløi sin Vei, og de saae ikke mere til dem; de vare borte og de bleve borte. Prindsessen voxte da til, og hun blev baade stor og vakker, men hun var ofte saa underlig og sørgmodig, og der var Ingen, som kunde forstaae hvad det var, som feilede hende. Men saa var det en Aften, Dronningen ogsaa var saa sørgmodig, for hun havde vel mange underlige Tanker, naar hun tænkte paa Sønnerne sine, saa sagde hun til Sneehvid og Ro- senrød: "Hvorfor er du saa sørgmodig min Datter? er det Noget som mangler dig, saa sig frem! er det Noget, du vil have, skal du faae det." "Aa jeg synes det er saa ødt," sagde Sneehvid og Rosenrød; "Alle Andre have Sødskende, men jeg er saa allene, jeg har ingen, det er det, som jeg sørger for." "Du har ogsaa havt Sødskende, min Datter," sagde Dronningen, "jeg har havt tolv Sønner, som vare Brødrene dine, men alle dem gav jeg bort for at faae dig," sagde hun, og saa fortalte hun hele Sammenhængen. Da Prindsessen hørte det, havde hun ingen Ro paa sig; Alt det Dronningen græd og bar sig, saa hjalp det ikke, hun vilde afsted og hun maatte afsted, for at lede op Brødrene sine, for hun syntes at hun var Skyld i det Altsammen, og tilsidst saa gik hun da ogsaa fra Kongsgaarden. Hun gik og hun gik saa SIDE: 211 langt ud i den vide Verden, at du ikke skulde troe, at saa fiin en Jomfru havde aarket at gaae saa langt. Engang havde hun gaaet i lang Tid i en stor, stor Skov, saa var det en Dag hun var bleven træt, og saa satte hun sig ned paa en Tue og der søvnede hun. Da drømte hun at hun gik længre ind i Skoven til en liden tømret Hytte, og der var hendes Brødre; med det samme vaagnede hun, og lige foran sig saa hun en opgaaet Sti i den grønne Mose, og den Stien gik dybere ind i Skoven. Den fulgte hun og langt om længe kom hun ogsaa til saadant et lidet tømret Huus, som hun havde drømt om. Da hun kom ind i Stuen, var der Ingen inde, men der stod tolv Senge og tolv Stole og tolv Skeer, og tolv Ting af Alt, som fandtes. Da hun fik see det, blev hun saa glad, at hun ikke havde været saa glad paa mange Aar, for hun kunde strax skjønne, hendes Brødre boede der, og at det var dem, der eiede Sengene og Stolene og Skeerne. Hun til at lægge paa Varmen, og feie og rede op Sengene og koge Mad og stelle og pynte det bedste hun kunde, og da hun havde kogt og lavet til dem Alle, saa spiste hun selv, men Skeen sin glemte hun paa Bordet, og saa krøb hun ind under den yngste Broderens Seng og lagde sig der. Ikke før havde hun lagt sig, saa hørte hun det suste og hvinede i Luften, og saa kom alle tolv Vildæn- derne farende ind, med idet samme, de vare over Tær- skelen, bleve de strax til Prindser. "Ak, hvor godt SIDE: 212 og varmt her er da," sagde de. "Gud signe den, som har lagt paa Varmen og kogt saadan god Mad til os!" og saa tog de hver sin Sølvskee og skulde til at spise. Men da hver havde taget sin, blev der endda een lig- gende igjen, og den var saa lig de øvrige, at de ikke kunde skjelne den fra dem. Saa saae de paa hverandre og forundrede sig; "det er Skeen til Søster vor," sagde de, "og er Skeen her, kan hun heller ikke være langt borte." "Er det vor Søsters Skee, og findes hun her, saa skal hun dræbes, for hun er Skyld i alt det Onde, vi lide," sagde den ældste af Prindserne, og det laa hun under Sengen og hørte paa. "Nei," sagde den yngste, "det var Synd at dræbe hende for det; hun kan ikke gjøre for, at vi lide Ondt; skulde Nogen være Skyld i det, maatte det være vor egen Moder." De gav sig da til at lede efter hende baade høit og lavt og tilsidst ledte de ogsaa under alle Sengene, og da de kom til den yngste Prindsens Seng, fandt de hende og trak hende frem. Den ældste Prindsen vilde nu igjen, hun skulde dræbes, men hun græd og bad saa vakkert for sig: "Aa, Herre Gud, dræb mig ikke," sagde hun, "jeg har gaaet i mange Aar og ledt efter Eder, og hvis jeg kunde frelse Eder, skulde jeg gjerne lade mit Liv." "Ja vil du frelse os," sagde de, "saa skal du faae leve, for naar du vilde, saa kunde du nok." "Ja siig mig bare, hvorledes det kan skee, saa skal SIDE: 213 jeg gjøre hvad det saa er," sagde Prindsessen. "Du skal sanke Myrduun," sagde Prindserne, "og den skal du karde og spinde og væve en Væv af, og naar du har gjort det, saa skal du klippe og sye tolv Huer, tolv Skjorter og tolv Klude af den, een til hver af os, og mens du gjør det skal du hverken tale eller lee eller græde; kan du det, saa er vi frelste." "Men hvor skal jeg faae Myrduun til saa mange Klude og Huer og Skjorter fra?" sagde Sneehvid og Rosenrød. "Det skal vi nok vise dig," sagde Prindserne, og saa toge de hende med sig hen paa en stor, stor Myr, hvor der stod saa fuldt av Myrduun og nikkede i Vinden og glindsede i Solskinnet, saa det skinnede lang Vei af den. Aldrig havde Prindsessen seet saa megen Myrduun før, og hun strax til at plukke og sanke, det bedste og forteste hun kunde, og naar hun kom hjem om Kvælden saa til at karde og spinde Garn af Myrdunen. Saaledes gik det nu baade godt og længe, hun sankede Myrduun og kardede og spandt og alt imellem stelte hun for Prindserne; hun kogte og hun redte op Sengene til dem; om Aftenen kom de susende og brusende hjem som Vild- ænder, om Natten var de Prindser, men saa om Mor- genen fløi de afsted igjen og var Vildænder hele Dagen. Men saa hændte det en Gang hun var paa Myren og skulde sanke Myrduun - og tager jeg ikke Feil saa var det nok den sidste Gangen hun skulde did - at den unge Kongen, som styrede Riget, var ude paa Jagt, og SIDE: 214 kom ridende hen til Myren og fik see hende. Han standsede og undrede sig over hvem den deilige Jomfru kunde være, som gik i Myren og sankede Myrduun, og han spurgte hende om det ogsaa, og da han ikke fik noget Svar paa det, han spurgte om, blev han endda mere forundret, og han syntes saa vel om hende, at han vilde tage hende med sig hjem til Slottet og gifte sig med hende. Saa befalede han Tjenerene sine, at de skulde tage hende og sætte hende op paa Hesten hans. Sneehvid og Rosenrød hun vred sine Hænder og gjorde Miner til dem og pegte paa Sækkene, hun havde alt Arbeidet sit i, og da Kongen skjønte, at hun vilde have dem med, sagde han til sine Tjenere, at de ogsaa skulde tage og læsse Sækkene paa. Da de havde gjort det, gav Prindsessen sig til Taals lidt efter lidt, for Kongen var baade en snild Mand og en vakker Mand, og han var saa blid og venlig mod hende som Dukketøi. Men da de kom hjem til Kongsgaarden og den gamle Dronning, som var Stedmoderen hans, fik see Sneehvid og Rosenrød, blev hun saa ond og saa avindsyg over det at hun var saa deilig, at hun sagde til Kongen: "Kan du ikke skjønne det, at denne, du har taget med dig, som du vil gifte dig med, er en Hex; hun hverken taler eller leer eller græder?" Kongen brød sig ikke om hvad hun sagde, men han holdt Bryllup og giftede sig med Sneehvid og Rosenrød, og de levede i stor Glæde og Her- lighed, men hun glemte ikke at sye paa Skjorterne over det. SIDE: 215 Inden Aaret var omme kom Sneehvid og Rosenrød med en Prinds til Verden, og det blev den gamle Dron- ningen endnu mere ond og avindsyg over, og da det led ud paa Natten, listede hun sig ind til Sneehvid og Rosenrød, medens hun sov, tog Barnet og kastede det i Ormegaar- den; siden skar hun hende i Fingeren og smurte Blodet om Munden paa hende og gik saa til Kongen, "Kom nu og see," sagde hun, "hvad det er for En, du har taget til Dronning; nu har hun ædt op sit eget Barn." Da blev Kongen saa bedrøvet at han næsten var græde- færdig og sagde: "Ja, det maa vel være sandt, siden jeg seer det for mine ÿine, men hun gjør det vist ikke oftere; for denne Gang vil jeg spare hende." Inden Aaret var omme, fødte hun en Søn igjen, og med denne gik det akkurat ligesom med den første; Kongens Stedmoder blev endnu mere ond og avindsyg; saa listede hun sig ind til Dronningen om Natten medens hun sov, tog Barnet og kastede i Ormegaarden, skar Dronningen i Fingeren og smurte Blodet om Munden paa hende, og saa sagde hun til Kongen, at hun havde ædt op sit eget Barn. Da blev Kongen saa bedrøvet at du aldrig kan tro det, og saa sagde han: "Ja, det maa vel være sandt, siden jeg seer det for mine ÿine, men hun vil vist ikke gjøre det oftere; denne ene Gang endnu vil jeg spare hende." Inden Aaret var omme igjen, fødte Sneehvid og Ro- senrød en Datter til Verden, og hende tog nu ogsaa den gamle Dronningen og kastede i Ormegaarden, medens SIDE: 216 den unge Dronninge sov, skar hun hende i Fingeren, smurte Blodet om Munden paa hende og gik saa til Kongen og sagde: "Nu kan du komme og see om det ikke er som jeg siger, at hun er en Troldhex, for nu har hun ædt op det tredie Barnet sit ogsaa." Da blev Kongen saa bedrøvet, at der ikke var nogen Maade paa det, for da kunde han ikke spare hende længer, men maatte befale at hun skulde brændes levende paa et Baal. Da Baalet stod i Brand og hun skulde sættes paa det, gjorde hun Miner til dem, at de skulde tage tolv Fjæle og lægge dem rundt om Baalet, og paa disse lagde hun Kludene og Huerne og Skjorterne til Brødrene sine, men i den yngste Broderens Skjorte manglede den venstre Arm, den havde hun ikke kunnet række at faae færdig. Aldrig før havde hun gjort dette, saa hørte de en Susen og Brusen i Luften, og saa kom der flyvende tolv Vildænder over Skoven, og hver af dem tog sin Klædning i Næbbet og fløi afsted med. "Seer du nu" sagde den slemme Dron- ningen til Kongen, "nu kan du da rigtig see at hun er en Hex, skynd dig nu og brænd hende førend Veden brænder op." "Aa pyt!" sagde Kongen, "Ved har vi nok af; jeg vil endda bie lidt, for jeg havde Lyst til at see hvad Ende der bliver paa dette." I det samme kom de tolv Prindser ridende, saa deilige og velvoxne som man kunde see; men den yngste Prindsen havde en Vildand- vinge istedetfor den venstre Armen. "Hvad er her paa Fær- de?" spurgte Prindserne. "Min Dronning skal brændes, SIDE: 217 fordi hun er en Hex og har opædt sine egen Børn." "Hun har ikke opædt sine egne Børn," sagde Prindserne. "Tal nu Søster, nu har du frelst os, frels nu dig selv." Da talte Sneehvid og Rosenrød og fortalte hvorledes Alt var gaaet til, og at hvergang hun var falden i Bar- selseng havde den gamle Dronning, Stedmoderen til Kongen, listet sig ind til hende om Natten, taget Barnet fra hende og skaaret hende i Fingeren og smurt Blodet om Munden paa hende, og Prindserne toge Kongen og førte ham hen til Ormegaarden, der laae de tre Børn og legede med Orme og Padder, og deiligere Børn kunde du ikke see for dine ÿine. Dem tog Kongen med sig og bar dem hen til sin Stedmoder og spurgte hende hvad Straf hun syntes den fortjente, som kunde have Sind til at forraade en uskyldig Dronning og tre saa velsig- nede Børn. "Den fortjente at spændes mellem tolv utæmte Heste, saa de hver tog sit Stykke," sagde den gamle Dronningen. "Du har selv sagt Dommen og selv skal du faae lide den med," sagde Kongen, og saa blev den gamle slemme Dronningen spændt mellem tolv utæmte Heste, som hver tog sit Stykke af hende. Men Sneehvid og Rosenrød tog Kongen og Børnene sine og de tolv Prindserne, og saa reiste de hjem til sine Forældre og fortalte hvad der var hændt dem, og nu blev der stor Fryd og Glæde over hele Kongeriget, fordi at Prindsessen var frelst og havde frelst sine tolv Brødre ogsaa. Asbjørnsen og Moe SIDE: 218 Mestertyven. Der var engang en Huusmand, som havde tre Sønner. Han havde ikke nogen Arv at give dem og ikke Noget at sætte dem til, og ikke vidste han hvad han skulde gjøre af dem heller; men saa sagde han, at de kunde faae Lov at tage sig til det, de vilde og havde bedst Lyst til, og reise did de selv vilde, han skulde gjerne følge dem paa Veien, og det gjorde han ogsaa. Han fulgte dem, til de kom til et Sted, hvor der var tre Veie; der tog de hver sin Vei, og Faderen tog da Farvel med dem og reiste hjem igjen. Hvor det blev af de to ældste har jeg aldrig faaet spurgt, men den Yngste han gik baade langt og længe. Saa var det en Nat, han gik over en stor Skov, at det kom saadant et slemt Veir paa ham; det blæste og føg saa han næsten ikke kunde holde ÿinene oppe, og førend han vidste Ordet av det, var han kommen reent paa Vildstraa og kunde hverken finde Vei eller Sti; men hvorledes han gik, saa fik han tilsidst see det lyste langt borte i Skoven. Did syntes han da han maatte prøve at komme, og langt om længe saa kom han did ogsaa. Der var en stor Bygning, og det brændte saa friskt paa Varmen derinde, at han kunde skjønne, de ikke havde lagt sig endda. Saa gik han ind, og derinde gik en gammel Kjærring og stelte. SIDE: 219 "God Kvæld!" sagde Gutten. "God Kvæld!" sagde Kjærringen. "Hutetu, det er saadant fælt Veir ude i Nat," sagde Gutten. "Det er saa," sagde Kjærringen. "Kan jeg faae ligge her og faae Huus i Nat?" spurgte Gutten. "Det er nok ikke godt for dig at ligge her," sagde Kjærringen, "for komme Folkene hjem og træffe dig, saa dræber de baade mig og dig." "Hvad er det for Folk, som boe her da?" sagde Gutten. "Aa, det er Røvere og slikt Pak, det," sagde Kjærringen, "og mig har de røvet da jeg var liden og havt til Huusholderske for sig," sagde hun. "Jeg troer nok jeg lægger mig ligevel, jeg," sagde Gutten, "det for gaae som det vil, for ud vil jeg ikke mere i sligt Veir ved Nattetide." "Ja, det bliver værst for dig selv, det," sagde Kjær- ringen. Gutten lagde sig da i en Seng, som stod der, men sove turde han ikke, og bedst det var, kom Røverne, og saa fortalte Kjærringen at der var kommen en fremmed Karl der, som hun ikke kunde faae til at gaae igjen. "Saa du om han havde Penge?" sagde Røverne. "Ja han Penge, den Stymperen?" sagde Kjærringen, det var ikke mere end netop han havde Klæder paa Kroppen." Røverne begyndte da at smaasnakke med hverandre om hvad de skulde gjøre med ham, om de skulde dræbe ham, eller hvad de ellers skulde gjøre. Ime- dens stod Gutten op og begyndte at tale med dem og spurgte dem om de ikke trængte til Tjenestekarl, for han SIDE: 220 kunde nok have Lyst til at tjene hos dem. "Jo," sagde de, "har du Lyst og du vil drive paa det Haandværket, vi drive paa, saa kan du nok faae Tjeneste her." "Ja, det er sligt Slag," sagde Gutten, "hvad Haandværk det er, for da jeg reiste hjemme fra fik jeg Lov af Faer min at tage mig til det jeg vilde." "Har du Lyst til at stjæle da?" sagde Røverne. "Ja", sagde Gutten, det Haandværk skulde han nok lære, meente han. Saa boede der en Mand et Stykke fra dem, som havde tre Oxer; en af dem skulde han reise til Byen med og sælge, og det havde Røverne faaet spurgt; saa sagde de til Gutten at hvis han var god for at stjæle fra ham Oxen paa Veien, saaledes at han ikke vidste om det, og saa at han ikke gjorde ham Noget, saa skulde han faae Lov at være Tjenestekarl hos dem. - Jo, Gutten tog med sig en vakker Sko, som stod der, med Sølvspænde i, og lagde afsted; den satte han i Veien, der hvor Manden skulde forbi med Oxen sin, og selv gik han ind i Skoven og gjemte sig under en Buske. Da Manden kom, saa han strax Skoen. "Det var en net Sko," sagde han, "havde jeg Mage til den, skulde jeg taget den med mig hjem, saa havde jeg vel faaet Kjærringen min blid engang;" for han havde en Kjær- ring saa sindt og saa slem, at det ikke var længe mellem hver Gang, hun dængte ham. Men saa syntes han, han ikke kunde gjøre Noget med den ene Sko, naar han ikke havde Mage til den, og saa reiste han videre og lod SIDE: 221 Skoen staae. Gutten tog Skoen og skyndte sig det bedste han kunde at komme foran Manden bortigjennem Skoven, og saa satte han Skoen i Veien for ham igjen. Da Manden kom did med Oxen, blev han saa harm, fordi han havde været saa dum at lade Magen til den staae igjen og ikke taget den med sig. "Jeg faaer vel rende tilbage igjen og tage den anden," sagde han ved sig selv og bandt Oxen ved Skigaarden, "saa faaer jeg da et Par gode Sko til Kjærringen, for da kanskee hun tør blive blid engang hun med." Han gik nu og ledte og ledte efter Skoen i syv Lange og syv Brede, men ingen Sko fandt han; tilsidst maatte han gaae tilbage med den ene, han havde. Ime- dens havde Gutten taget Oxen og reist med. Da Manden kom igjen og fik see at Oxen var borte, begyndte han at græde og bære sig, for han var ræd at Kjærringen skulde slaae ham ihjel, naar hun fik vide at Oxen var væk. Men saa faldt han paa at gaae hjem og tage den andre Oxen og reise til Byen med og faae god Ret for den, og ikke lade Kjærringen faae vide Noget om det. Det gjorde han; han gik hjem og tog Oxen, saa at Kjærringen ikke vidste Noget om det, og reiste til Byen med; men Røverne de vidste det vel, og saa sagde de til Gutten, at hvis han kunde tage den ogsaa uden at Man- den fik vide om det, og saa at han ikke gjorde ham nogen Skade, saa skulde han være jævngod med dem. Ja, det meente Gutten skulde ikke være nogen Sag. SIDE: 222 Den Gang tog han med sig et Reb og hængte sig op under Armene, midt i Veien for Manden. Da Manden kom med Oxen sin og fik see dette Spektakel, som hang der, blev han lidt rar af sig: "Men, hvor tungt du har tænkt, som har hængt dig der da," sagde han; "aa ja, du faaer hænge for mig, jeg kan ikke blæse Liv i dig igjen," og saa gik han videre frem med Oxen sin. Gut- ten ned af Træet, løb en Beenvei og kom foran ham og hængte sig midt i Veien for ham igjen. "Montro, du virkelig har tænkt saa tungt, at du har hængt dig der, eller det bare er et Spøgelse for mig da?" sagde Manden. "Aa ja, du faaer hænge for mig, enten du er Spøgelse eller hvad du er," sagde han og gik med Oxen sin. Gutten gjorde akkurat ligedan som begge de forrige Gange, hoppede ned af Træet, sprang Beenveien gjennem Skoven og hængte sig midt i Veien for ham igjen. Da Manden fik see det igjen, saa sagde han ved sig selv: "Det var fælt dette da! Skulde de have tænkt saa tungt, at de har hængt sig alle disse tre? Nei jeg kan ikke troe det er andet end Spøgeri for mig. Men nu vil jeg vide det vist," sagde han; "hænger de der de andre to, saa er det virkelig saa, men hænge de der ikke, saa er det ikke andet end Spøgeri for mig." Han bandt da Oxen sin og sprang tilbage og skulde see om de vir- kelig hang der. Imedens han gik og kikkede op i alle Træerne, hoppede Gutten ned og tog Oxen hans og reiste afsted med. Da Manden kom tilbage og saa at SIDE: 223 Oxen var borte, blev det galt med ham, det kan En sagtens vide, han baade til at græde og bære sig ilde; men tilsidst gav han sig tiltaals, og saa tænkte han ved sig selv; der er ikke andet Raad end at gaae hjem og tage den tredie, saa Kjærringen ikke veed om det, og den faaer jeg prøve at af- hænde saameget desto bedre, saa jeg faaer mange Penge for den. Han gik hjem og tog den og reiste med den, saa Kjær- ringen ikke vidste Noget om det. Men Røverne de vid- ste vel Besked om det, og saa sagde de til Gutten, at hvis han kunde stjæle den lige eens som de andre to, skulde han være Mester over dem Allesammen. Ja, Gutten lagde af Gaarde og sprang til Skovs, og da Manden kom med Oxen, satte han til at brøle saa fælt ligesom en stor Oxe inde i Skoven. Da Man- den hørte det, blev han saa glad, for han syntes han kjendte igjen Maalet paa Storstuden sin, og tænkte at nu skulde han finde dem igjen begge to, bandt saa den tredie og sprang af Veien og til at lede inde i Skoven. Imedens reiste Gutten afsted med den tredie Oxen. Da Manden kom tilbage og havde mistet den ogsaa, blev han saa ilde ved, at der ikke var nogen Maade paa det, han baade græd og bar sig, og han turde ikke gaae hjem paa mange Dage, for han var bange at Kjærrin- gen skulde slaae ham reent ihjel. Røverne vare nu heller ikke meget glade over det, at de maatte sige, Gut- ten var Mester over dem Allesammen. Saa tænkte de engang, de skulde prøve paa at SIDE: 224 gjøre Noget, som ikke han var god for; de reiste saa i Veien Allesammen og lod ham blive allene hjemme. Det første han gjorde, da de vel vare komne af Gaarde, det var at jage Oxerne ud paa Veien, saaat de gik hjem til Manden, han havde taget dem fra, igjen, og glad blev han, det kan du nok vide. Saa tog han alle Hestene, som Røverne havde, og læssede paa dem Alt det Bedste han fandt, af Guld og Sølv og Klæder og andre prægtige Ting, og bad saa Kjærringen at hilse Røverne og sige Tak for ham, nu reiste han og de skulde have ondt for at tage ham igjen, og dermed reiste han. Langt om længe kom han paa den Veien, han gik, da han kom til Røverne. Da han kom hjemover, der hvor hans Fader boede, saa tog han paa sig en Mun- dering, han havde fundet iblandt det han havde taget fra Røverne, som var gjort ligesom til en General, og kjørte ind paa Gaarden, ligesom en anden Storkarl. Siden saa gik han ind og spurgte om han kunde faae Huus der. Nei, det kunde han da slet ikke. "Hvorledes skulde jeg kunne laane Huus til saadan en stor Herre, jeg?" sagde Manden, "det er netop jeg har Klæder at ligge paa selv, og usle nok er de." "Du har altid været haard du," sagde Gutten, "og det er du nok endnu, siden du ikke vil laane Sønnen din Huus." "Er du Sønnen min da?" sagde Manden. "Kjender du mig ikke igjen da?" sagde Gutten. Jo, saa kjendte han ham nok igjen. Men hvad har du taget dig til, siden det SIDE: 225 er bleven saadan Karl af dig i saadan Hast?" sagde Manden. "Jo, det skal jeg sige dig," sagde Gut- ten, "du sagde, jeg kunde faae tage mig til hvad jeg vilde, og saa gav jeg mig i Lære hos nogle Tyve og Røvere, og nu har jeg staaet ud Læren og er bleven Mestertyv," sagde han. - Saa boede der en Amtmand tæt ved, der Stuen til hans Fader laa; og han havde saadan en stor Gaard og saamange Penge, at han ikke vidste noget Tal paa dem, og en Datter havde han ogsaa, som baade var peen og vakker. Hende vilde Mestertyven have, og saa sagde han til Fader sin, at han skulde gaae til Amt- manden og begjære Datter hans til ham. "Spørger han hvad Haandværk jeg driver paa, kan du sige jeg er Mestertyv," sagde han. "Jeg mener du er tullet jeg," sagde Manden, "for klog kan du ikke være, naar du tænker paa slig Galskab." Jo, han skulde og maatte gaae til Amtmanden og bede om Datteren hans, der var intet Raad for det, sagde Gutten. "Neimen tør ikke jeg gaae til Amtmanden og være Talsmanden din, han som er saa rig og har saamange Penge," sagde Manden. Jo, der var ingen Hjælp for det, meente Mestertyven, han skulde enten han vilde eller ei, gik han ikke med det Gode, saa skulde han nok faae ham til at gaae med det Onde; men Manden vilde endda ikke til, og saa gik han efter og truede ham med et stort Bjerkekavle, saa at han kom grædende lige ind gjennem Døren hos Amtmanden. "Nu, min Mand, SIDE: 226 hvad feiler dig?" sagde Amtmanden. Ja saa fortalte han, at han havde tre Sønner, som havde reist sin Vei en Dag, og saa havde han lovet dem at de skulde faae reise hen, hvor de vilde, og tage sig til hvad de vilde ogsaa, "og nu er den yngste af dem kommen hjem, og han har truet mig til at gaae til dig og begjære Datter din til ham og sige, at han er Mestertyv," sagde Man- den og græd og bar sig. "Giv du dig tilfreds, du min Mand," sagde Amtmanden og lo, "og saa kan du sige til ham fra mig, at han faaer bevise det først. Hvis han kunde stjæle Stegen af Spiddet i Kjøkkenet om Søndagen, imedens de passede paa den allesammen, saa skal han faae min Datter; siig til ham det du!" sagde Amtmanden. Ja, han gjorde saa, og det meente Gutten, skulde være en let Sag at gjøre. Han fik sig da fat paa tre levende Harer, tog dem i en Sæk og hængte paa sig nogle Filler, saa at han saa saa ussel og elen- dig ud at det var ynkeligt at see det, og saa sneg han sig ind i Gangen som en anden Fillegut med Sækken sin om Søndags Formiddagen. Amtmanden selv og alle Husets Folk vare nu i Kjøkkenet og skulde passe Stegen. Ret som det var, saa slap Gutten ud en Hare, og den satte afsted og fløi omkring ude paa Gaarden. "Nei see den Haren da!" sagde de inde i Kjøkkenet og vilde ud at tage den. Ja, Amtmanden saa den ogsaa, "Aa lad den løbe," sagde han, "det nytter ikke at tænke paa at tage Haren paa Spranget." Det varede SIDE: 227 ikke længe, saa slap Gutten den anden, og de saae den inde i Kjøkkenet og troede at det var den samme; saa vilde de ud at tage den igjen, men Amtmanden sagde det kunde ikke nytte. Om en Stund da saa slap han den tredie ogsaa, og den satte afsted og løb omkring ude paa Gaarden; den saae de ogsaa fra Kjøkkenet og troede det var den samme igjen, som løb der, og saa vilde de ud at fange den. "Det var da en rar Hare ogsaa," sagde Amtmanden, "kom og lad os see om vi kan faae fat paa den." Han ud og de ÿvrige med, og Haren fore og de efter, saa det havde god Skik. Men imedens tog Mestertyven Stegen og løb med, og hvor Amtman- den da fik sig en Steg fra til Middags, veed ikke jeg, men det veed jeg, at Haresteg fik han ikke, endda han løb sig baade sved og træt. Til Middags kom Præsten did, og da Amtmanden havde fortalt ham det Pudset, Mestertyven havde gjort ham, gjorde han saaledes Nar af ham, at der ikke var nogen Maade paa det. "Jeg veed ikke hvorledes det skulde gaae til, naar jeg skulde lade mig narre af en saadan Karl!" sagde Præsten. "Ja pas dig bare du!" sagde Amtmanden, "kanskee han er hos dig, førend du veed Ordet af det." Men Præsten blev ved Sit, han, og gjorde Nar af Amtmanden, fordi han havde ladet sig narre. Ud paa Eftermiddagen kom Mestertyven og vilde have Datter til Amtmanden, som han havde lovet ham SIDE: 228 skulde faae. "Du faaer nok gjøre flere Prøvestykker først," sagde Amtmanden og godsnakkede med ham, "for det du gjorde i Dag, det var nu ikke noget videre, det. Kunde du ikke gjøre Præsten et dygtigt Peg, for han sidder inde og gjør Nar af mig, fordi jeg har ladet mig tage ved Næsen af en saadan Karl." Jo, det skulde ikke være nogen Sag, sagde Mestertyven. Han klædte sig ud som en Fugl, tog et stort hvidt Lagen over sig, brød Vingerne af en Gaas og satte paa Ryggen og kløv saa op i en stor Løn, som stod i Haven til Præsten. Da saa Præsten kom hjem om Aftenen, gav Gutten sig til at skrige: "Hr. Lars! Hr. Lars!" for Præsten hedte Hr. Lars. "Hva er det, som kalder paa mig?" sagde Præsten. "Jeg er en Engel, som er udsendt far Vorherre, for at forkynde dig at du skal blive optaget levende til Gudsrige for din Gudfrygtigheds Skyld," sagde Mestertyven, "Næ- ste Mandag maa du holde dig reisefærdig, for da kommer jeg og henter dig i en Sæk, og alt dit Guld og Sølv og hvad du har af denne Verdens Forfængelighed skal du lægge sammen i en Haug i Storstuen din." Ja Hr. Lars baade takkede og faldt paa Knæ for Engelen, og om Morgenen gjorde han en Afskedspræken, og lagde ud om at der var kommen en Engel fra Gud i den store Lønnen i Haven hans, som havde forkyndt at han skulde komme levende i Gudsrige for sin Gudfrygtigheds SIDE: 229 Skyld, og han prækede og lagde saaledes ud, at de græd Alle, som i Kirken vare, baade Gamle og Unge. Om Mandagen kom Mestertyven som en Engel igjen, og Præsten faldt baade paa knæ og takkende førend han blev puttet i Sækken, og da han vel var kommen indi, saa drog og slæbte Mestertyven ham efter sig baade over Stok og Steen. "Au! au!" skreg Præsten i Sæk- ken, "hvor bærer dette hen?" "Det er den trange Vei, som fører til Himmeriges Rige!" sagde Mestertyven og drog afsted med ham, saa at han næsten slog ham ihjel; tilsidst kastede han ham ind i Gaasehuset til Amtmanden, og Gjæssene til at hvæse og klype ham, saaat han var mere død end levende. "Au, au, au, hvor er jeg nu?" sagde Præsten. "Nu er du i Skjærsil- den for at renses og luttres til det evige Liv!" sagde Mestertyven og gik sin Vei og tog alt det Guld og Sølv og alle de prægtige Ting, Præsten havde lagt sammen i Storstuen sin. Om Morgenen, da Gaasejenten kom og skulde slippe Gjæssene ud, saa hørte hun Præsten laa i Sækken og jamrede sig inde i Gaasehuset. "Aa i Jesu Navn, hvem er det, og hvad feiler Jer da?" sagde hun. "Aa, er du en Engel fra Himmerige, saa slip mig ud og lad mig komme tilbage til Jorden igjen, for her er værre end i Helvete; Smaadjævlene kniber mig jo med Tæn- ger!" sagde Præsten. "Jeg er nok ingen Engel, Gud bedre os!" sagde Jenten og hjalp Præsten ud af Sæk- SIDE: 230 ken, "jeg passer bare Gjæssene til Amtmanden, jeg, og det er nok de Smaadjævlene, som har klypt ham Faer." "Aa, det har Mestertyven gjort! Aa mit Guld og mit Sølv og mine prægtige Klæder!" skreg Præsten og bar sig og løb hjem, saa at Jæterjenten troede, han var gaaet fra Viddet med det samme. Da Amtmanden fik vide, hvorledes det var gaaet med Præsten, at han havde baade været paa den trange Vei og i Skjærsilden, lo han sig næsten fordærvet; men da Mestertyven kom og vilde have hans Datter, som han havde lovet ham, saa godsnakkede han med ham og sagde: "Du faaer nok gjøre et Prøvestykke som er bedre, saa at jeg riktig kan see, hvad du duer til: "Jeg har tolv Heste paa Stalden," sagde han, "og dem skal jeg sætte tolv Karle paa, en paa hver; er du saa god for at stjæle Hestene unna dem, saa faaer jeg see hvad jeg kan gjøre." "Ja, det gaaer nok an," sagde Mestertyven, "fik jeg saasandt Datter din, saa." - "Ja, kan du det, skal jeg gjøre mit Bedste," sagde Amtmanden. Mestertyven lagde da til Kræmmeren og kjøbte Brændeviin paa to Lommeflasker, og saa slog han en Dvaledrik paa den ene, men paa den anden havde han Brændeviin, og bestilte saa elleve Karle til at lægge sig bag Loven til Amtmannen om Natten. For gode Ord og Betaling laante han en fillet Stak og en Trøie af en gammel Kjærring, tog sig saa en Stav i Haanden og en Pose paa Nakken, og da det led mod Kvælden saa SIDE: 231 hinkede han afsted bort imod Stalden til Amtmanden. Da han kom did, holdt de paa at vande Hestene til- kvælds, og havde nok at bestille med det. "Hvad Fanden vil du?" sagde en af Staldkarlene til Kjærringen. "Aa hutetu, det er saa koldt," sagde Kjærringen og huklede og frøs, og bar sig ilde. "Hutetu, det er saa koldt at en Stakkel gjerne kan fryse ihjel," og saa skalv og rystede hun igjen. "Aa Herre Gud, faaer jeg Lov at være her og sidde indenfor Stalddøren?" sagde hun. "Du faaer Fanden heller, pak dig strax, for hvis Amtmanden faaer see dig her, saa faaer vi vor Dands," sagde En. "Aa, den gamle skrøbelige Krogen!" sagde en anden En, som syntes han havde Ondt af hende, "den Krogen kan jo gjerne sidde der, hun gjør vist ikke noget Ondt, hun." De øvrige meente det skulde ikke blive noget af, men alt som de trættedes og stelte Hestene, trak hun sig længere ind i Stalden, saa hun tilsidst blev siddende bag Døren, og siden var der Ingen, som lagde Mærke til hende. Da det led ud paa Natten faldt det lidt koldt for Karlene at sidde saa stille og roligt paa Hesteryggen. "Hutetu, det er da Djævlen saa koldt!" sagde En og slog i Armene. "Ja, jeg fryser, saa jeg ryster," sagde en anden En. "Den, som havde sig lidt Tobak!" var det En, som sagde. Ja, saa var der En, som havde et Kvart; det deelte de, det blev nu ikke stort tilmands, og saa tyggede de og spyttede. Det hjalp lidt, men ret SIDE: 232 som det var, saa var det lige galt igjen. "Huttetu," sagde En af dem og ristede paa sig. "Huttetu!" sagde Kjærringen og hakkede Tænder saa at de skranglede i Kjæften paa hende; saa tog hun op en Flaske med bare Brændeviin, og saa skjalv hun saa paa Haanden, at det skvalpede i Flasken, og saa drak hun saa det sagde Kulk i Halsen paa hende. "Hvad er det, du har paa Flasken din Kjærring?" sagde en af Staldkarlene. "Aa, det er nok en liden Draabe Brændeviin, Faer?" sagde hun. "Brændeviin? hvad for Noget? Lad mig faae en Taar! lad mig faae en Taar!" skreg de alle Tolv i Munden paa hverandre. "Aa, det er saa lidet jeg har," suttrede Kjærringen, "I blive ikke vaade i Munden af det en Gang." Men de vilde have og de maatte have, der var ikke noget Raad for det; og saa tog hun da Flasken med Dvaledrikken og satte for Munden paa den Første, da skjalv hun ikke mere, men styrede Flasken saa at Hver af dem fik hvad han behøvede, og den Tolvte havde ikke drukket, førend den Første alt sad og snorkede. Saa kastede Mestertyven Fantefillerne af sig og tog den ene Karlen efter den anden nok saa let og satte dem skrævs over Bolkene, raabte saa paa de elleve Karlene sine og satte afsted med de tolv Hestene til Amtmanden. Da Amtmanden kom ud og skulde see til Karlene paa Morgensiden, skulde de til at friske paa sig, og de til at hugge i Bolkene med Sporerne, saa Fliserne sprutede, og Nogle faldt ned og Nogle bleve hængende SIDE: 233 og sad der som Narre. "Aa jo," sagde Amtmanden, "jeg kan nok skjønne, hvem der har været her nu. Men I ere nogle usle Karle, som sidde her og lade Mester- tyven stjæle Hestene unna Enden paa Jer!" Og saa fik de Smurning, fordi de ikke havde passet bedre paa. Ud paa Dagen kom nu Mestertyven igjen og for- talte hvorledes han havde baaret sig ad og vilde have Datter til Amtmanden, som han havde lovet ham. Men Amtmanden gav ham hundrede Daler og sagde at han maatte gjøre Noget som var endda bedre. "Mener du du kan stjæle Hesten unna mig, medens jeg er ude og rider paa den?" sagde Amtmanden. "Aa, det gaaer nok an," sagde Mestertyven, "fik jeg saasandt Datter din, saa." Ja, han skulde see, hvad han kunde gjøre, og han sagde da en Dag, han vilde ride ud paa en stor Exerceerplads. Mestertyven fik sig strax fat paa en gammel udlevet Skudmær, gjorde sig sammen en Sæle af bare Vidier og Sopelimskviste, kjøbte en gammel Fillekjære og en stor Tønde, og saa sagde han til en gammel tandløs Fattigkjærring, at han vilde give hende ti Daler, hvis hun vilde lægge sig ind i den Tønden og gabe over Taphullet, der skulde han stikke Fingeren ind - noget Ondt skulde der ikke skee hende, hun skulde bare faae kjøre lidt - og dersom han tog den ud mere end een Gang, skulde hun have ti Daler til. Selv fik han paa sig nogle Filler, sodede sig ud og satte paa sig en Paryk SIDE: 234 og et stort Skjæg af Gjederag, saa Ingen kunde kjende ham igjen, og saa lagde han afsted til Pladsen, hvor Amtmanden alt havde redet en lang Stund. Da han kom frem der, saa gik det saa smaat og saa sagte, at han næsten ikke kom af Flækken; det seg og det seg frem med ham, saa stod det reent stille, saa seg det lidt igjen, og det gik da saa bedrøveligt, at Amt- manden aldrig kunde falde paa, at det skulde være Me- stertyven. Han red da lige hen til ham og spurgte om han ikke havde seet Nogen, som gik omkring og luskede i Skoven der. "Nei," sagde Manden, det havde han slet ikke seet. "Hør nu da!" sagde Amtmanden, "vil du ride ind i Skoven og see vel efter om du ikke kan træffe paa Nogen, som gaaer og lusker der, skal du faae laant Hesten min, og en god Drikkeskilling skal du faae for Umagen." "Nei om jeg det kan," sagde Manden, "for jeg skal til Bryllups med denne Mjødtønden, som jeg har været efter, og saa er Tappen faldt ud for mig paa Veien, og nu maa jeg gaae og holde Fingren i Hullet." "Ja rid du," sagde Amtmanden, "jeg skal nok passe baade Hesten og Tønden." Ja, saa skulde han da gjøre det, men han bad Amtmanden, at han endelig maatte passe vel paa og være snøg til at sætte Fingeren i Taphullet, naar han tog sin ud. Ja, Amtmanden sagde han skulde gjøre det Bedste han kunde, og saa satte da Mestertyven sig op paa Hesten. Men Tiden gik og det led og det led, og Ingen kom der tilbage; tilsidst blev da SIDE: 235 Amtmanden kjed af at gaae der med Fingeren i Tap- hullet og tog den saa ud. "Nu skal jeg have ti Daler til!" skreg Kjærringen i Tønden; saa kunde han skjønne hvorledes det hang sammen og gav sig paa Hjemveien; men da han havde gaaet et Stykke, mødte de ham med Hest, for Mestertyven havde alt været hjemme hos ham. Dagen efter kom han til Amtmanden og vilde have Datteren hans, som han havde lovet ham. Amtmanden godsnakkede nu med ham igjen, gav ham to hundrede Daler og sagde han maatte gjøre et Prøvestykke til; kunde han det, skulde han faae hende. Aa ja, Mestertyven meente nok det, naar han bare fik høre hvad det var for Noget. "Mener du, at du kan stjæle Lagenet af Sengen vor, og Særken af Kjærringen min, da?" sagde Amtmanden. "Det skal nok lade sig gjøre," sagde Mestertyven, "fik jeg saa sandt Datter din, saa." - Da det led paa Natten, gik Mestertyven ud og skar ned en Tyv, som hang i Galgen, lagde ham paa Nak- ken og tog ham med sig; saa fik han fat paa en stor Stige, og den satte han op til Kammervinduet til Amt- manden, kløv saa op og dyttede den Døde op og ned, akkurat som det kunde være En, der tittede udenfor Vinduet. "Der er Mestertyven, Moer!" sagde Amt- manden og puffede til Kjærringen sin. "Nu skyder jeg ham, jeg," sagde han og tog frem en Rifle, han havde lagt foran Sengen sin. "Aa nei, du faaer ikke gjøre det," sagde Fruen, "du har jo selv bestilt ham hid." SIDE: 236 "Jo, jeg skyder ham jeg, Moer," sagde han, og laa der og sigtede og sigtede, men snart var Hovedet oppe, saa at han saa lidt af det, ret som det var saa var det borte igjen, tilsidst fik han nok Sigt; det smald og den Døde faldt saa det dunkede i Jorden. Mestertyven ned det forteste han kunde. "Ja jeg er nu rigtignok den høie ÿvrighed," sagde Amtmanden "men Folk faaer let Noget at sige, og det skulde dog være leit om de fik see dette døde Menneske, det bliver nok bedst at jeg gaaer ud og graver ham ned." "Det faaer du gjøre, som du selv synes, Faer," sagde Fruen. Amtmanden stod da op og gik ned, og med det samme han var gaaet ud gjennem Døren, smat Mestertyven ind og foer lige op til Fruen. "Nu Faer," sagde hun, for hun troede at det var Manden, "er du alt færdig nu?" "Aa ja, jeg puttede ham ned i et Hul jeg," sagde han," og karede over lidt Jord, saavidt han er gjemt, for der er saadant Veir ude; jeg skal gjøre det bedre siden; men lad mig faae Lagenet at tørke mig paa, for han var saa blodig og jeg har sølet mig saa til paa ham." Det fik han. "Du faar nok lade mig faae Særken din ogsaa," sagde han, "for Lagenet forslaaer ikke, mærker jeg." Aa ja; men saa kom han i Hu at han havde at lukke Døren, og det maatte han da ned og gjøre, førend han kunde lægge sig igjen, og saa gik han afsted baade med Lagenet og Særken. En Stund efter kom den rette Amtmanden. "Nei hvor længe du SIDE: 237 var om at lukke den Døren da Faer," sagde Fruen, "hvor har du nu gjort af Særken og Lagenet?" "Hvad for Noget?" sagde Amtmanden. "Aa jeg spørger, hvor du har gjort af Særken og Lagenet, du fik at tørre Blodet af dig med jeg," sagde hun. "Saa til Helvedes!" sagde Amtmanden, "har han nu gjort det med?" Om Dagen kom Mestertyven og forlangte Datteren til Amtmanden, som han havde lovet ham, og da turde han ikke Andet end give ham hende og mange Penge til, for han var bange for at Mestertyven skulde stjæle ÿi- nene ud paa ham, og at han selv skulde komme for meget ud iblandt Folk, hvis han ikke gjorde det. Mestertyven levede da baade godt og vel; om han stjal mere, skal jeg ikke kunne sige, men gjorde han det, var det vist bare for Morro Skyld. Asbjørnsen og Moe De tre Søstre, som bleve indtagne i Bjerget. Der var engang en gammel Enke, hun boede afsides fra Bygden, langt oppe under en Aas med de tre Døt- SIDE: 238 trene sine. Hun var saa fattig at hun ikke eide Andet end en Høne, og den havde hun saa kjær som ÿiesteen sin; den kaglede hun for og den stelte hun med, baade tidlig og seent. Men en Dag, retsom det var, saa blev Hønen borte. Konen gik da ud, rundt omkring Stuen, og ledte og lokkede; men Hønen var borte og blev borte. "Du faaer ud og prøve at see efter Hønen vor, du," sagde Konen til den ældste Datteren, "have den igjen maae vi, om vi saa skal tage den ud af Bjerget." Ja, Datteren skulde da ud at see efter den; hun gik baade hid og did og ledte og lokkede, og ingen Høne fandt hun. Men allerbedst det var, saa hørte hun det sagde borte i en Bjergvæg: "Hønen tripper i Bjerget! Hønen tripper i Bjerget!" Hun skulde da hen at see, hvad det var, men ved Bjergvæggen faldt hun gjennem en Lem, dybt, dybt ned i en Hvælving under Jorden. Dernede gik hun frem igjennem mange Værelser, det ene gjildere end det andet, men i det inderste kom en stor styg Bjergmand til hende; "vil du være Kjæresten min, du?" spurgte han. Nei sagde hun, det vilde hun da slet ikke; hun vilde strax op igjen og see efter Hønen sin, som var bleven borte. Saa blev Bjergmanden saa sindt at han tog hende og vred Hovedet af hende, og kastede Krop og Hoved ned i Kjælderen. Moderen sad hjemme og ventede og ventede, men SIDE: 239 ingen Datter kom der igjen. Hun ventede endda en god Stund, men da hun hverken hørte eller saa noget til hende, sagde hun til den mellemste Datter, at hun fik gaae ud og see efter Søstren sin; "og Hønen kan du lokke paa med det samme," sagde hun. Den anden Søster skulde da ud, og hende gik det netop lige eens; hun gik og ledte og lokkede, og med Eet saa hørte hun ogsaa, det sagde borte i Bjergvæggen: "Hønen tripper i Bjerget! Hønen tripper i Bjerget!" Det syntes hun var underligt; hun skulde da hen og see, hvad det var, og saa faldt hun ogsaa gjennem Lemmen dybt, dybt ned i Hvælvingen. Der gik hun igjennem alle Værelserne, men i det inderste kom Bjerg- manden til hende og spurgte om hun vilde være Kjæresten hans? Nei, det vilde hun da slet ikke, hun vilde strax op igjen og lede efter Hønen, som var bleven borte, hun. Men saa blev Bjergmanden sindt; han tog hende og vred Hovedet af hende, og kastede Hoved og Krop ned i Kjælderen. Da nu Konen ogsaa havde siddet og ventet paa den anden Datter i syv Lange og syv Brede, og der ingen Datter var at høre eller see, sagde hun til den yngste: "Nu faaer rigtig du i Veien og see efter Søstrene dine. Galt var det at Hønen blev borte, men endnu galere blev det, skulde vi ikke finde Søstrene dine igjen; men Hønen kan du altid lokke paa med det samme." SIDE: 240 Ja, den yngste skulde da ud; hun gik hid og did og ledte og lokkede, men ikke saa hun Hønen og ikke saa hun Søstrene sine. Langt om længe kom hun ogsaa bort imod Bjergvæggen; saa hørte hun det sagde: "Hønen tripper i Bjerget! Hønen tripper i Bjerget!" Det syntes hun var rart; hun skulde da bort og see, og saa faldt hun ogsaa igiennem Lemmen, dybt, dybt ned i Hvælvingen. Dernede gik hun igjennem det ene Værelse gjildere end det andet; men hun var ikke saa ræd hun; hun gav sig god Tid og saa baade paa det Ene og det Andet, og saa fik hun ogsaa ÿie paa Kjælderlemmen; hun saae dernedi, og strax kjendte hun Søstrene sine, som laae døde der. Med det samme hun vel havde faaet lukket Kjælderlemmen igjen, kom Bjergmanden til hende. "Vil du være Kjæresten min du?" spurgte Bjergmanden. "Ja gjerne det," sagde Jenten, for hun kunde nok forstaae, hvorledes det var gaaet med Søstrene hendes. Da Troldet hørte det, fik hun gjilde, gjilde Klæder af ham, de deiligste hun kunde ønske sig, og Alt, hun ellers vilde have, saa glad blev han ved det at Nogen vilde være Kjæresten hans. Men da hun havde været der i nogen Tid, var hun en Dag endda mere stuur og bedrøvet, end hun pleiede. Saa spurgte Bjergmanden hende hvad det var, hun sturede for. "Aa," sagde Jenten, "det er fordi jeg ikke kan komme hjem til Moder min; hun baade SIDE: 241 sulter og tørster vist, og der er Ingen hos hende." "Ja gaae til hende kan du ikke faae Lov," svarede Troldet, men stop noget Mad i en Sæk, saa skal jeg bære den til hende." Ja, det takkede hun for, det skulde hun gjøre, sagde hun; men paa Bunden af Sækken stoppede hun en Mængde Guld og Sølv, og saa lagde hun lidt Mad ovenpaa, og sagde saa til Troldet, at nu var Sækken færdig, men han maatte slet ikke see ned i den; og det lovede han ogsaa, han ikke skulde gjøre. Da saa Bjergmanden gik, skottede hun ud efter ham i et lidet Hul, som var paa Lemmen; men da han var kommen et Stykke paa Veien, sagde han: "Den er saa tung denne Sækken, jeg vil nok see hvad der er i den, jeg," og vilde til at løse op Sækkebaandet; men saa raabte Jenten: "Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!" "Det er da Pokker til ÿine i Hovedet paa dig ogsaa da!" sagde Troldet, og saa turde han ikke prøve paa det mere. Da han var kommen did, hvor Enken boede, kastede han Sækken ind gjennem Stuedøren; "Der har du Mad fra Datteren din; det lider ikke paa hende," sagde han. Da nu Jenten havde været i Bjerget endnu en god Stund, faldt der en Dag en Gjedebuk ned gjennem Lemmen. "Hvem er det, som har sendt Bud efter dig, dit langraggede Best!" sagde Troldet, han var fælt vild, og saa tog han Bukken og vred Ho- vedet af den og kastede den ned i Kjælderen. "Aa nei, SIDE: 242 hvorfor gjorde du det da?" sagde Jenten, "den kunde jeg havt at more mig med hernede." "Du behøver ikke at drage paa Jeipen for det, veed jeg," sagde Troldet, "jeg kan snart skaffe Liv i Gjedebukken igjen, jeg." Dermed tog han en Krukke, som hang paa Væggen, satte Hovedet paa Gjedebukken og smurte den af Krukken, saa var den lige god igjen. Haa, haa! tænkte Jenten, den Krukken er nok Noget værd, den. Da hun saa havde været hos Troldet endnu en god Tid, passede hun paa en Dag, Troldet var borte, tog den ældste af Søstrene og satte Hovedet paa hende og smurte hende af Krukken, saaledes som hun havde seet Troldet gjorde med Gjedebukken; og strax kom Sø- stren til Live igjen. Jenten stoppede hende da ned i en Sæk, lagde lidt Mad ovenpaa, og saa snart Troldet kom hjem igjen, sagde hun til ham: "Kjære Vene, nu faaer du gaae hjem til Moer min med lidt Mad igjen; hun baade tørster og sulter vist, Stakkel, og alene er hun ogsaa; men see ikke i Sækken!" Ja Sækken skulde han gaae med, sagde han, og see i den skulde han heller ikke; men da han kom et Stykke paa Veien, syntes han Sækken blev saa fælt tung, og da han havde gaaet endda et Stykke, sagde han, at han nok vilde see, hvad der var i Sækken; "hvordanne ÿine der er skabt paa hende, saa kan hun da ikke see mig nu," sagde han ved sig selv. Men med det samme, han vilde til at løse op, sagde hun, som sad i Sækken: "Jeg seer dig nok! Jeg SIDE: 243 seer dig nok!" "Det var da Pokker til ÿine paa dig ogsaa da!" sagde Troldet, for han troede det var hende i Bjerget som talte. Han turde da ikke prøve at see nedi mere, men bar Sækken lige til Moderen det forteste han kunde, og da han kom til Stuedøren, kastede han den ind igjennem; "der har du Mad fra Datteren din; det lider ikke paa hende!" sagde han. Da nu Jenten havde været i Bjerget endda en god Stund, gjorde hun det samme med den anden Søster; hun satte Hovedet paa hende, smurte hende af Krukken og stoppede hende i Sækken; men den Gang fyldte hun ovenpaa saa meget Guld og Sølv, som fik Rum i Sækken, og allerøverst lagde hun lidt Mad. "Kjære, Vene," sagde hun til Troldet, "nu faaer du gaae hjem til Moder min med lidt Mad igjen; men see ikke i Sækken!" Ja, Troldet vilde gjerne føie hende i det, og han lovede ogsaa, at han ikke skulde see i Sæk- ken. Men da han kom et Stykke paa Veien, blev Sækken saa fælt tung, syntes han; og da han havde gaaet endda et Stykke, kunde han ikke bære den; han vilde til at løse op Sækkebaandet og see nedi; men saa raabte hun, som var i Sækken: "Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!" sagde hun. "Det er da Pokker til ÿine i Hovedet paa dig, ogsaa da!" sagde Troldet, og saa turde han ikke see i Sækken meer, men skyndte sig det meste han kunde, og bar Sækken lige til Moderen. Da SIDE: 244 han kom udenfor Stuedøren, kastede han den ind igjen- nem; "der har du Mad fra Datter din; det lider ikke paa hende!" sagde han. Da saa Jenten havde været der endda en god Tid, skulde Troldet ud engang; saa lod Jenten, som hun var ussel og syg, og suttrede og bar sig. "Det kan ikke nytte, du kommer hjem før Klokken tolv," sagde hun, "for før kan jeg ikke faae Maden færdig; jeg er saa ussel og syg." Da nu Troldet vel var gaaet, stoppede hun Klæderne sine med Halm og satte denne Halmjenten bort i Krogen ved Skorstenen med en Tvare i Haanden, saa det saa ud, som det var hende selv, der stod der. Derpaa listede hun sig hjem, og fik med sig en Skytter til at være i Stuen hjemme hos Moderen. Da Klokken var tolv eller vel det, kom Troldet hjem. "Giv mig noget Mad!" sagde han til Halmjenten. Nei, hun svarede ikke. "Giv mig noget Mad, siger jeg!" sagde Troldet igjen, "for jeg er sulten!" Nei, hun svarede ikke. "Giv mig noget Mad!" skreg Troldet tredie Gang "og jeg raader dig til du hører det, jeg siger, ellers skal jeg prøve at vække dig, jeg!" Nei, Jenten stod lige stille, hun. Saa blev han saa vild, at han spændte til hende, saa Halmstubbene foer udover rundt omkring. Men da han saa det, mærkede han Uraad og begyndte at lede allesteds, og tilsidst kom han ogsaa ned i Kjælderen; der vare begge Søstrene til Jenten borte, og saa skjønnede SIDE: 245 han strax hvorledes det var gaaet til. "Ja, det skal hun faae betale!" sagde han, og lagde i Veien did, hvor Moderen boede. Men da han kom til Stuen, skjød Skytteren; saa turde Troldet ikke gaae ind, for han troede det var Tordenen. Han satte da hjem igjen det forteste han aarkede, men med det samme han kom til Lemmen, randt Solen, og saa sprak han. Den, som bare vidste, hvor Lemmen var; for der er vist meget baade Guld og Sølv endnu der! Asbjørnsen og Moe Om Risen, som ikke havde noget Hjerte paa sig. Der var engang en Konge, han havde syv Sønner, og dem holdt han saameget af, at han aldrig kunde undvære dem alle paa een Gang; een maatte bestandig være hos ham. Da de vare blevne voxne, skulde de sex ud at frie; men den yngste vilde Faderen have igjen hjemme, og til ham skulde de andre tage med sig en Prindsesse til Kongsgaarden. Kongen gav da de sex de gjildeste Klæder, Nogen havde seet, saa det SIDE: 246 lyste lang Vei af dem, og hver sin Hest, som kostede mange, mange hundrede Daler, og saa reiste de. Da de saa havde været paa mange Kongsgaarde og seet paa Prindsesserne, kom de langt om længe til en Konge, som havde sex Døttre; saa deilige Kongsdøttre havde de aldrig seet, og saa friede de til hver sin, og da de havde faaet dem til Kjærester, reiste de hjemover igjen; men de glemte reent, at de skulde have en Prindsesse med sig til Askepot, som var igjen hjemme, saa forlibte vare de i Kjæresterne sine. Da de nu havde reist et godt Stykke paa Hjem- veien, kom de tæt forbi en brat Fjeldvæg, hvor Rise- gaarden var. Der kom Risen ud og fik see dem, og saa skabte han dem om til Steen allesammen, baade Prindserne og Prindsesserne. Kongen ventede og ventede paa de sex Sønnerne sine, men hvorlænge han ventede, saa kom der ingen. Han blev da meget bedrøvet og sagde, han aldrig kunde blive rigtig glad mere; "havde jeg ikke dig igjen," sagde han til Askepot, "vilde jeg ikke leve, saa sorgfuld er jeg, fordi jeg har mistet Brø- drene dine." "Ja, men nu havde jeg tænkt at bede om Lov til at reise ud og prøve at finde dem igjen, jeg," sagde Askepot. "Nei, det faaer du slet ikke Lov til," sagde Faderen, "du bliver bare borte du ogsaa." Men Askepot vilde og skulde afsted, og han tiggede og bad saalænge, til Kongen maatte lade ham reise. Nu havde Kongen ikke Andet end en gammel Fillehest at SIDE: 247 lade Askepot faae, for de sex andre Kongesønnerne og deres Følge havde faaet alle de andre Heste, han havde; men det brød Askepot sig ikke om; han satte sig op paa den gamle, skabbede Hesten, han. "Farvel, Faer!" sagde han til Kongen, "jeg skal nok komme igjen og kanskee jeg skal have med mig de sex Brødrene mine ogsaa," og dermed reiste han. Da han nu havde redet et Stykke, kom han til en Korp, som laa i Veien og flaxede med Vingerne, og ikke aarkede at komme til Side, saa sulten var den. "Aa, kjære Vene! giv mig lidt Mad, skal jeg hjælpe dig i din yderste Nød," sagde Korpen. "Ja, ikke megen Mad har jeg, og ikke seer du ud til at kunne hjælpe mig stort heller," sagde Kongssønnen, "men lidt faaer jeg sagtens give dig, for du kan nok trænge til det, seer jeg," og saa gav han Korpen Noget af Nisten, han havde faaet med sig. Da han saa havde reist et Stykke igjen, kom han til en Bæk; der laa en stor Lax, som var kommen paa tørt Land, og sprat og kunde ikke komme ud i Vandet igjen. "Aa, kjære Vene! hjælp mig ud i Vandet igjen," sagde Laxen til Kongssønnen, "jeg skal hjælpe dig igjen i din yderste Nød, jeg." "Ja, Hjælpen, du gjør mig, bliver vel ikke stor," sagde Prindsen, "men det er Synd, du skal ligge der og sulte ihjel," og saa skjøv han Fisken udi igjen. Nu reiste han et langt, langt Stykke, saa mødte han en Skrub; den var saa sulten, at den laa og drog sig i Veien, SIDE: 248 "Kjære Vene, lad mig faae Hesten din," sagde Skrubben; "jeg er saa sulten at det piber i Tarmene paa mig; jeg har ikke faaet Noget at æde paa to Aar." "Nei," sagde Askepot, "det kan jeg ikke gjøre; først kom jeg til en Korp, ham maatte jeg give Nisten min; saa kom jeg til en Lax, den maatte jeg hjælpe ud i Vandet igjen; og nu vil du have Hesten min. Det gaaer ikke an det, for saa har jeg Intet at ride paa." "Jo, Kjære, du maa hjælpe mig," sagde Graabenen; "du kan ride paa mig. Jeg skal hjælpe dig igjen i din største Nød, jeg," sagde den. "Ja, den Hjælp, jeg faaer af dig, bliver vel ikke stor, men du faaer vel tage Hesten da, siden du er saa nødig," sagde Prindsen. Da nu Skrubben havde ædt op Hesten, tog Askepot Bidslet og bandt i Kjæften paa den, og Sadlen og lagde paa Ryggen af den, og nu var Skrubben bleven saa stærk af det, den havde faaet i sig, at den satte afsted med Kongssønnen som ingen Ting; saa fort havde han aldrig redet før. "Naar vi nu har reist et lidet Stykke til, skal jeg vise dig Risegaarden," sagde Graabenen, og om Lidt kom de der. "See her er Risegaarden," sagde den; "der seer du alle sex Brødrene dine, som Risen har gjort til Steen, og der seer du de sex Brudene deres; der borte er Døren til Troldet, der skal du gaae ind." "Nei, det tør jeg ikke," sagde Kongssønnen, "Han tager Livet af mig." "Aa nei," svarede Skrubben, "naar du kommer ind der, træffer du en Prindsesse, SIDE: 249 hun siger dig nok, hvordan du skal bære dig av, saa Du kan faae gjort Ende paa Risen. Bare gjør som hun siger dig, du." Ja, Askepot gik da ind, men ræd var han. Da han kom ind, var Risen borte, men i det ene Kam- meret sad Prindsessen, saaledes som Skrubben havde sagt, og saa deilig en Jomfru havde Askepot aldrig seet før. "Aa, Gud hjælpe dig, hvordan er du kommen her da?" sagde Kongsdatteren, da hun fik see ham. Det bliver din visse Død det; den Risen, som boer her, kan Ingen faae gjort Ende paa, for han bærer ikke Hjerte paa sig." "Ja, men er jeg kommen her, saa faaer jeg vel prøve ham ligevel, jeg," sagde Askepot. "Og brødrene mine, som staae i Steen her udenfore, vilde jeg nok see at frelse, og dig vilde jeg nok prøve at redde ogsaa, jeg," sagde han. "Ja, siden du endelig vil være, saa faae vi vel see at finde paa et Raad, da," sagde Prindsessen. "Nu faaer du krybe ind under Sengen der, og saa maa du lye vel efter, hvad jeg taler med ham om. Men lig endelig brav stille. "Ja han krøb da under Sengen, og aldrig før var han vel der, saa kom Risen hjem. "Hu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!" sagde Risen. "Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandbeen og slap ned igjennem Piben," sagde Prindsessen; "jeg skyndte mig nok at faae det ud, men Lugten gik vel ikke saa snart bort ligevel, den." Ja, saa sagde Risen ikke Mere om det. Da det nu blev Kvælden, gik de til Sengs, og SIDE: 250 da de havde ligget en Stund, sagde Kongsdatteren: "Det var nok een Ting, jeg gjerne vilde spørge dig om, jeg, naar jeg bare turde." Hvad var det for en Ting da?" spurgte Risen. "Det var nok, hvor du har Hjertet dit henne, siden du ikke bærer det paa dig?" sagde Kongsdatteren. "Aa, det er Noget, du ikke behøver at spørge om, men ellers ligger det under Dørhællen," sagde Risen. "Aa haa! der skal vi vel see at finde det," sagde Askepot, som under Sengen laa. Næste Morgen stod Risen fælt tidlig op og strøg til Skoven, og aldrig før var han afsted, saa tog Aske- pot og Kongsdatteren paa at lede under Dørhællen efter Hjertet hans; men alt de grove og ledte, saa fandt de ikke noget. "Den gang har han luret os," sagde Prindsessen, "men vi faae vel prøve ham endnu en Gang." Saa sankede hun alle de vakkreste Blomster, hun kunde finde, og strøede rundt om Dørhællen - den havde de lagt paa sit rette Sted igjen, den - og da det led mod den Tid, at de ventede Risen hjem, krøb Askepot under Sengen igjen. Da han vel var indunder, saa kom Risen. "Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!" sagde Risen. "Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandbeen i Næbbet og slap ned igjennem Piben," sagde Prindsessen, "jeg skyndte mig nok at faae det ud, men det er vel det, der lugter af ligevel." Saa tiede Risen stille, og sagde ikke Mere SIDE: 251 om det. Men om Lidt spurgte han, hvem det var, som havde strøet Blomster omkring Dørhællen. "Aa, det er nok mig," sagde Prindsessen. "Hvad skal nu det betyde da?" spurgte Risen. "Aa, jeg har dig sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg veed at Hjert- tet dit ligger der," sagde Prindsessen. "Ja saa; men ellers ligger det ikke der det, du," sagde Risen. Da de saa havde lagt sig om Kvelden, spurgte Prindsessen igjen, hvor Hjertet hans var, for hun holdt da saa meget af ham, at hun nok gjerne vilde vide det, sagde hun. "Aa, det ligger borte i Skabet der paa Væggen," sagde Risen. Ja saa, tænkte Askepot og Prindsessen, da skal vi vel prøve at finde det. Næste Morgen var Risen tidlig paa Færde og strøg til Skoven igjen, og aldrig saa snart var han gaaen, før Askepot og Kongsdatteren var i Skabet og ledte efter Hjertet hans; men alt de ledte, saa fandt de ikke noget der heller. "Ja ja, vi faae da prøve engang til," sagde Prindsessen. Hun stadsede ud Skabet igjen med Blomster og Krandse, og da det led mod Kvælden, krøb Askepot under Sengen igjen. Saa kom Risen, "Hu- tetu! her lugter saa kristen Mandlugt!" sagde Risen. "Ja, for lidt siden kom her en Skjære flyvende med et Mandbeen i Næbbet og slap ned igjennem Piben," sagde Prindsessen; "jeg skyndte mig nok at faae det ud igjen jeg, men det er vel det, der lugter af ligevel." SIDE: 252 Da Risen hørte det, sagde han ikke Meer om det; men lidt efter fik han see, at Skabet var behængt med Blom- ster og Krandse rundt om; og saa spurgte han, hvem det var, som havde gjort det? Jo, det var da Prind- sessen igjen, sagde hun. "Hvad skal nu det Narreri betyde da?" spurgte Risen. "Aa, jeg har dig sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg veed at Hjertet dit ligger der," sagde Prindsessen. "Kan du være saa gal og troe Sligt, da?" sagde Risen. "Ja, det maa jeg vel troe, naar du siger mig det," sagde Prindsessen. "Ja, du er en Tosse," sagde Risen; der Hjertet mit er, der kommer du aldrig!" "Ja, men det var da Moro at vide, hvor det er henne ligevel," sagde Prindsessen. Ja, saa kunde Risen ikke bare sig længer, han maatte sige det. "Langt, langt borte i et Vand ligger en ÿ," sagde han; "paa den ÿ staaer en Kirke; i den Kirke er en Brønd; i den Brønd svømmer en And; i den And er et æg, og i det æg - der er Hjertet mit der, du." Om Morgenen Tidlig, det var ikke graalyst endda, strøg Risen til Skoven igjen. "Ja, nu faaer jeg afsted jeg ogsaa," sagde Askepot; "bare jeg kunde finde Veien." Han sagde da Farvel til Prindsessen saalænge, og da han kom udenfor Risegaarden, stod Ulven der endda og ventede paa Askepot. Ham fortalte han, hvad der var hændet inde hos Risen, og sagde, at nu vilde han SIDE: 253 afsted til Brønden i Kirken, bare han vidste Veien. Saa lod Ulven ham sætte sig paa Ryggen sin igjen, for han skulde nok finde Veien, sagde han, og saa gik det afsted, saa det suste om dem over Heier og Aaser, over Bjerge og Dale. Da de nu havde reist mange, mange Dage, kom de tilsidst til Vandet. Det vidste Kongs- sønnen ikke hvordan han skulde komme over, men Ulven bad ham bare, at han ikke skulde være ræd, og saa lagde han udi med Prindsen paa Ryggen og svømmede over til ÿen. Saa kom de til Kirken; men Kirkenøglen hang høit, høit oppe paa Taarnet, og først saa vidste Kongssønnen heller ikke, hvorledes han skulde faae den ned. "Du faaer raabe paa Korpen," sagde Ulven, og det gjorde Kongssønnen; og strax kom Korpen og fløi efter Nøglen, og saa kom Prindsen ind i Kirken. Da han nu kom til Brønden, laa Anden ganske rigtig der og svømmede frem og tilbage, saaledes som Risen havde sagt. Han stod da og lokkede og lokkede, og saa fik han den tilsidst lokket bort til sig og greb den. Men med det samme han løftede den op af Vandet, slap Anden ægget ned i Brønden, og saa vidste Askepot slet ikke, hvorledes han skulde faae det op igjen. "Ja, nu faaer du raabe paa Laxen," sagde Ulven; og det gjorde da Kongssønnen; saa kom Laxen og hentede op ægget fra Bunden paa Brønden; og saa sagde Skrubben, at han skulde klemme paa ægget, og med det samme Askepot klemte paa det, skreg Risen. "Klem een Gang til!" sagde SIDE: 254 Ulven, og da Prindsen gjorde det, skreg Risen endda ynkeligere og bad baade vakkert og veent for sig; han skulde gjøre Alt, Kongssønnen vilde, sagde han, bare han ikke vilde klemme itu Hjertet hans. "Siig, at dersom han skaber om igjen de sex Brødrene dine, som han har gjort til Steen, og Brudene deres, skal han faae beholde Livet," sagde Skrubben, og det gjorde Askepot. Ja, det var Troldet strax villig til, han skabte om igjen de sex Brødrene til Kongssønner og Brudene deres til Kongsdøttre igjen. "Klem nu ægget itu!" sagde Skrubben. Saa klemte Askepot ægget i Stykker, og saa sprak Risen. Da han saa var bleven af med Risen, red Askepot tilbage til Risegaarden igjen paa Skrubben; der stode alle sex Brødrene hans lyslevende med Brudene sine, og saa gik Askepot ind i Bjerget efter sin Brud, og saa reiste de Allesammen hjem igjen til Kongsgaarden. Da blev der sagtens Glæde paa den gamle Konge, da alle syv Sønnerne hans kom tilbage, hver med sin Brud. "Men den deiligste af alle Prind- sesserne var Bruden til Askepot ligevel," sagde Kongen, "og han skal sidde øverst ved Bordet med sin Brud." Saa blev der turet Gjæstebud baade vel og længe, og har de ikke turet fra sig, saa turer de endnu. Asbjørnsen og Moe SIDE: 255 Grimsborken. Der var en Gang et Par rige Folk, som havde tolv Sønner; men den yngste vilde ikke være hjemme længer, da han var bleven voxen; han vilde ud at prøve sin Lykke i Verden. Forældrene sagde, de syntes han havde det godt og vel der hjemme, og at han gjerne kunde blive hos dem; men han havde ingen Ro paa sig; han vilde og han skulde i Veien, og saa maatte han da faae Lov. Da han havde gaaet en god Stund, kom han til en Kongsgaard. Der bad han om Tjeneste, og den fik han da. Kongsdatteren der i Landet var tagen ind i Fjeldet af Troldet, og Kongen havde ikke flere Børn; derfor var baade han og hele Landet i stor Sorg og Bedrø- velse, og Kongen havde lovet ud Prindsessen og halve Riget til den, som kunde frelse hende; men der var Ingen som kunde det, endda der var nok af dem, som prøvede paa. Da nu Gutten havde været der et Aars Tid eller saa, vilde han hjem igjen og besøge Forældrene sine; men da han kom hjem, vare Forældrene hans døde, og Brødrene havde deelt Alt, de eiede og havde, mellem sig, saa der ikke var Noget igjen til Gutten. "Skal jeg ikke Noget have, jeg da?" sagde Gutten. "Kunde vi vide, at du var til endnu, som har ranglet og flakket saa SIDE: 256 omkring da?" svarede Brødrene. "Men det er det samme; oppe i Heierne gaaer der tolv Hopper, dem har vi ikke deelt endnu, og vil du have dem for din Deel, kan du tage dem." Ja, det var Gutten vel for- nøiet med; han takkede til og lagde strax afsted op i Heierne, hvor de tolv Hopperne gik paa Havn. Da han kom derop og fandt dem, havde hver sin Sugerfole, og med den ene Hoppen gik der en stor borket Foleunge; den var saa fed og i saadant Huld, at det skinnede af den. "Du er vakker du, vesle Foleungen min!" sagde Gutten. "Ja, men vil du slaae ihjel de andre Foleungerne, saa jeg kan faae suge alle Hopperne et Aar, skal du see jeg skal blive stor og vakker da," sagde Folen. Ja, det gjorde Gutten; han slog ihjel alle tolv Folerne, og saa gik han hjem igjen. Da han saa kom igjen næste Aaret og skulde see til Folen og Hopperne, var den saa fed, saa fed at det glindsede i Huden paa den, og saa stor var den, at Gutten med Nød og Neppe kunde komme op paa den; og alle Hopperne havde faaet hver sin Foleunge igjen ogsaa. "Ja, det er sant at jeg fik Lige for det, jeg lod dig suge alle Hopperne mine," sagde Gutten til Eenaa- ringen, "men nu er du stor nok, nu faaer du være med mig nu." "Nei, jeg faaer gaae her eet Aar til," sagde Folen, "slaae nu ihjel de tolv Foleungerne, saa jeg kan suge alle Hopperne dette Aar ogsaa, saa skal du see, jeg skal blive stor og vakker til Sommeren da!" Ja, det SIDE: 257 gjorde ogsaa Gutten; og da han kom op i Heierne det andet Aar og skulde see til Folen sin og Hopperne sine igjen, havde de hver sin Foleunge, men Borkefolen var saa stor at Gutten slet ikke naaede op, da han vilde tage i Nakken paa den forat kjende, hvor fed den var, og saa blank var den, at det lyste af den. "Stor og vakker var du i Fjor, Folen min, men i Aar er du da endnu gjildere," sagde Gutten; "slig Hest findes ikke i Kongens Gaard." "Men nu faaer du være med mig nu," sagde Gutten til Borken. "Nei," sagde Bor- ken igjen; "jeg faaer gaae her endnu eet Aar til. Slaa nu bare ihjel de tolv Folungerne igjen, saa jeg kan suge Hopperne dette Aar ogsaa, saa skal du faae see mig til Sommeren igjen!" Ja, Gutten gjorde det ogsaa, han; han slog ihjel alle Folungerne, og saa gik han hjem igjen. Men da han saa kom igjen det næste Aar og skulde see til Borkefolen og Hopperne sine, blev Gutten reent forfærdet. Saa fælt stor og svær havde han aldrig troet at Hest kunde blive; for Borken maatte lægge sig ned paa alle Fire, førend Gutten kunde tage op paa den, og han havde nok med at komme op paa den, endda den laa, og saa smækfed var den, at det glindsede og blinkede i den som i Speilglas. Og den Gang var ikke Borken uvillig til at følge med Gut- ten; han red da hjem paa den, og da han kom ridende hjem til Gaarden til Brødrene sine, slog de SIDE: 258 Hænderne sammen og forkorsede sig, for slig Hest havde de hverken seet eller hørt tale om før. "Ja, det er det samme," sagde Gutten, "dersom I vil skaffe mig saa gjild Skoning under Hesten min, og saa gjild Sadel og Bidsel, som gives kan, saa skal I faae alle tolv Hopperne mine, slige som de staae og gaae oppe i Heierne, og de tolv Foleungerne deres ogsaa," - for det Aar havde ogsaa hver Hoppe faaet sin Fole. - Jo det vilde Brø- drene gjerne, og saa fik Gutten slig Skoning under Hesten at Stenstykkerne fløi høit i Luften, naar han red bort- over Fjeldheierne, og slig Guldsadel og sligt Guld- bidsel fik han, at det lyste og blinkede lang Vei af det. "Ja, nu reiser vi til Kongsgaarden nu," sagde Grims- borken - saa var det, den hedte, - "men du faaer bede Kongen at du faaer godt Staldrum og godt Foder til mig." Ja, det skulde han nok ikke glemme, meente Gutten, og saa red han da af Gaarde, og En kan nok vide, han ikke var længe om at komme til Kongsgaarden da, slig Hest som han havde. Da han kom der, stod Kongen ude paa Trappen, og han stirrede og han saa paa ham, som kom ridende. "Nei, nei!" sagde han, "slig Karl og slig Hest har jeg aldrig seet i mit levende Liv før;" og da nu Gutten spurgte, om han kunde faae Tjeneste i Kongsgaarden, blev Kongen saa glad, at han var nær ved at hoppe og dandse, der han stod paa Trappen; og det kan da vel hænde, at han skulde faae Tjeneste. "Ja, men godt SIDE: 259 Staldrum vil jeg have til Hesten min og godt og for- svarligt Foder ogsaa," sagde Gutten. Ja, han skulde faae Staldrum og Havre og Voldhø, saa meget Hesten aarkede at tygge, og saa maatte de andre Ridderne lede ud af Stalden alle sine Heste, for der skulde Grims- borken staae alene, saa at den kunde have rigtig godt Rum. Men saa kan du nok vide, at det ikke var længe før de andre i Kongsgaarden bleve misundelige paa Gutten, og de vidste ikke alt det Onde, de vilde gjøre ham, naar de bare turde. Tilsidst saa fandt de paa at sige til Kongen, at han havde sagt sig god for at frelse Kongsdatteren, hende Troldet havde taget ind i Bjerget, naar han bare vilde; og strax kaldte Kongen ham frem for sig og sagde, at det og det vidste han, Gutten havde sagt sig god for, og nu skulde han gjøre det; kunde han det, saa vidste han, at Kongen havde lovet ud baade Datteren og halve Riget, og det skulde han rigtig og redelig have, men kunde han det ikke, skulde han aflives. Ja, Gutten han sagde nok nei, men det hjalp ikke, for Kongen vilde ikke høre paa det ÿre, og saa var der da ikke andet Raad for end at han maatte sige, han fik vel prøve. Han gik da ned i Stalden, stur og sørgmodig som han var. Saa spurgte Grimsborken ham, hvad han var saa bedrøvet for; det fortalte Gutten og sagde, at han ikke vidste, hvorledes han skulde stelle sig, "for at faae frelst Prind- SIDE: 260 sessen, det er vel reent umuligt, det," sagde Gutten. "Aa, det er vel kanskee ikke saa farlig en Sag endda," sagde Grimsborken, "jeg skal nok hjælpe dig, men vel skoet maa du faae mig. Du maa forlange tyve Pund Jern og tolv Pund Staal til Skoning til mig, og en Smed til at smede og en til at lægge under." Ja, det gjorde Gutten, og der var ikke svaret nei til det, han fik baade Jernet og Staalet og Smedene, og saa blev da Grimsborken skoet baade godt og vel, og Gutten ud af Kongsgaarden saa Støvskodden stod efter. Men da han saa kom til Bjerget, som Prindsessen var ind- tagen i, saa gjældte det at komme op efter Bjergvæggen did, som han skulde ind i Fjeldet, for Bjerget stod, Ende op og ned, saa brat som en Stuevæg, og saa glat var det som en Glasrude. Første Gangen, Gutten red i Veien, kom han nok et Stykke op efter Fjeldvæggen, men saa gled Borken med begge Forbenene, og saa maatte de tilbage igjen, og det saa det dundrede i Heien. Anden Gang, han red i Veien, kom han endda et Stykke længer op efter, men saa glap det ene Forbenet igjen, som du skulde hørt et stort Jordskred. Men tredie Gangen sagde Borken: "Ja nu faaer vi prøve os!" og saa satte han i Veien, saa Stenene spruttede Himmels høit om dem, og saa kom de op; saa red Gutten ind i fuldt Fiirsprang og nappede Kongsdatteren op paa Sa- delknappen, og ud igjen før Troldet kom sig fore saa meget som at reise sig - jeg skal ikke sige det for vist, SIDE: 261 men jeg troer næsten at Troldet laa og sov ogsaa, da Gutten kom farende - og saa var Prindsessen frelst. Gutten kom da tilbage til Kongsgaarden, og Kongen var baade glad og fornøiet i det, at han havde faaet Datteren sin igjen, det kan du nok vide; men hvorledes det var og ikke var, saa havde de andre paa Kongs- gaarden faaet stelt op Kongen, saa han var vred paa Gutten ligevel. "Tak skal du have for det, du har frelst Prindsessen min," sagde han bare til Gutten og vilde gaae sin Vei, da Gutten kom ind i Slottet til ham med hende. "Hun skulde være min, ligesaa vel som din nu," sagde Gutten; "for du er vel ordstød Mand," sagde han. "Ja, ja," sagde Kongen, "have hende skal du, siden jeg har sagt det; men først skal du skaffe Solen til at skinne her ind i Kongsgaarden," - for der var et stort, høit Fjeld lige udenfor Vinduerne, som stod og skyggede, saa at Solen ikke kunde skinne ind. - "Det var nok ikke i Akkorden det," svarede Gutten; "men der hjælper vel ingen Bøn, jeg faaer vel prøve mit Bedste, for Prindsessen vil jeg nok have," sagde han. Han ned til Borken igjen og fortalte, hvad Kongen forlangte, og saa meente Grimsborken igjen, at det ikke var saa farlig en Sag endda; men ny Skoning maatte først under ham, og den maatte der tyve Pund Jern og tolv Pund Staal til; to Smede vilde der til igjen, en til at smide og en til at lægge under, saa skulde de vel faae Solen til at skinne i Kongsgaarden. SIDE: 262 Ja, da Gutten forlangte dette, saa fik han det ogsaa; det syntes Kongen for Skam Skyld ikke han kunde nægte ham, og saa blev der da lagt ny Skoning under Grims- borken og det Skoning, som duede. Saa satte Gutten sig oppaa, og saa bar det i Veien igjen, og for hvert Hop, Grimsborken gjorde, sank Fjeldet femten Alen ned i Jorden, og saaledes holdt han paa til Kongen ikke kunde see mere til Fjeldet. Da saa Gutten kom ned igjen i Kongsgaarden, spurgte han Kongen, om ikke Prindsessen skulde være hans nu heller, for nu vidste han ikke Andet end at Solen skinte i Slottet, sagde han. Men saa havde de Andre i Kongsgaarden sat Kongen op igjen, og saa svarede han, at Gutten nok skulde faae hende, han havde aldrig andet tænkt, men først skulde han skaffe ham saa gjild Brudehest, som han havde Brudgomshest; det var ikke mere end rime- ligt det. Gutten sagde, at det havde Kongen aldrig snakket om før, og han syntes nu, han havde fortjent Prindsessen; men Kongen blev ved Sit han, og dersom han ikke kunde det, skulde han miste Livet til, sagde Kongen. Gutten gik da ned i Stalden igjen, og sorg- modig og bedrøvet var han, det kan du sagtens vide; og saa fortalte han da til Grimsborken, at nu havde Kongen paalagt ham at skaffe Prindsessen saa gjild Brudehest, som han havde Brudgomshest, ellers skulde han miste Livet; "men det bliver nok ikke let det," sagde SIDE: 263 han, "for din Mage gives vel ikke i Verden." "Aa jo, der er Mage til mig," svarede Grimsborken; "men let bliver det ikke at faae den; den er i Helvede den. Men vi faae vel prøve det bedste, vi kan. Nu skal du gaae op til Kongen og forlange ny Skoning under mig, og til den maa der tyve Pund Jern og tolv Pund Staal igjen, og to Smede, en til at smide og en til at lægge under, men see endelig til, at Hagerne og Grævene blive vel hvasse; og tolv Tønder Rug og tolv Tønder Byg, og tolv slagtede Oxer maae vi have med os, og alle tolv Oxehuderne, med tolv Hundrede Spiger i hver, maa du ogsaa forlange; for alt det maae vi have, det." Ja, Gutten gik op til Kongen og forlangte Alt, Grimsborken havde sagt, og Kongen syntes nu igjen det var Skam at nægte ham det, og derfor fik han det Altsammen. Saa satte han sig op paa Grimsborken og red af Gaarde, og da han saa havde redet langt, langt bort over baade Bjerge og Heier, spurgte Borken: "Hører du Noget?" "Ja," sagde Gutten, "det suser saa fælt oppe i Luften; jeg mener jeg bliver ræd, jeg," sagde han. "Ja det er alle de vilde Fugle, i Skoven ere, som komme flyvende; de ere udsendte for at standse os," sagde Grimsborken. "Men skjær nu Hul paa Korn- sækkene, du, saa faaer de saa travlt med Kornet, at de glemme os." Ja, det gjorde Gutten, han skar Hul paa Kornsækkene, saa Bygget og Rugen randt udover til alle Sider. Saa kom alle de vilde Fugle, i Skoven SIDE: 264 vare, saa tykt, saa tykt at det sortnede for Solen; men da de fik see Kornet, saa kunde de ikke bare sig, men slog sig ned og begyndte at hakke og pikke op Kornet og Rugen, og tilsidst saa begyndte de nok at slaaes med hverandre ogsaa; det veed jeg da ikke rigtig det, men saameget veed jeg, at Gutten og Grimsborken gjorde de ikke Noget, for dem glemte de reent. Saa red Gutten igjen baade langt og længe, over Bjerge og Dale, over Aaser og Moer; saa begyndte Grimsborken at lye igjen, og saa spurgte den Gutten, om han hørte Noget nu. "Ja, nu hører jeg det brager saa stygt i Skoven paa alle Kanter," sagde Gutten; "jeg mener jeg bliver ræd nu," sagde han. "Ja, det er alle de vilde Dyr, i Skoven ere, det," sagde Grims- borken; "de ere udsendte for at standse os. Men kast nu du bare ud de tolv Oxeskrotterne, saa have de nok at gjøre med dem, og saa glemme de os." Ja, Gutten kastede ud Oxeskrotterne, og saa kom de vilde Dyr, saamange som i Skoven vare, baade Bjørne og Graabener og Løver og alleslags fæle Dyr; men da de fik see Oxeskrotterne, saa vilde alle have dem, og saa begyndte de at slaaes, saa Blodet strømmede, og Gutten og Grimsborken glemte de reent. Saa red Gutten langt, langt bortover igjen, det var vist mange Blaaner, for med Grimsborken gik det nu ikke sagte, kan En nok vide; saa knæggede Grims- borken. "Hører du Noget?" sagde den. "Jo jeg hørte SIDE: 265 ligesom en Foleunge knægge saa grant, langt, langt borte," svarede Gutten. "Det var nok en voxen Fole- unge det, kan du troe!" sagde Grimsborken, "det hørtes saa grant af det, han er saa langt borte." Derpaa reiste de et godt Stykke, en Blaane eller Noget, igjen. Saa knæggede Grimsborken paa Nyt. "Hører du No- get nu?" sagde han. "Ja, nu hørte jeg tydelig det knæggede, som en voxen Hest," svarede Gutten. "Ja du faaer nok høre den endnu en Gang," sagde Grims- borken, "da skal du høre, der er Maal i den." Saa reiste de en Blaane eller Noget igjen, saa knæggede Grimsborken tredie Gang, men førend den fik spurgt Gutten om han hørte Noget den Gang, saa knæggede det borte i Heien, saa Gutten tænkte at baade Bjerge og Fjelde skulde revne. "Nu er den her," sagde Grimsborken. "Skynd dig nu og kast Oxehuderne med Spigerne i over mig, du, og Tjæretønden kaster du bortover Marken; klyv saa op i den store Granen der. Naar den saa kommer, spruder den Ild ud af begge Næseborene, og saa tager det Varme i Tjæretønden. Læg saa vel Mærke: dersom Luen stiger, saa vinder jeg; men dersom den falder, saa taber ieg. Men seer du jeg vinder, saa kaster du paa den Bidslet - det maa du tage af mig det - og saa er den spag." Ja, netop Gutten havde faaet kastet Spigerhudene over Grimsborken og Tjæretønden bort- efter Marken og vel var kommen op i Granen, saa kom der en Hest, saa Varmen sprudede af den, og SIDE: 266 saa fløi der Ild i Tjæretønden med det samme; og saa begyndte den og Grimsborken at slaaes, saa Stenene dandsede Himmels høit. De bed og de slog baade med Frembenene og Bagbenene, og sommetider saa Gutten paa dem og sommetider saa han paa Tjæretønden, men tilsidst steg Luen: for hvor den anden Hest bed og hvor den slog, saa traf den Spigerhuderne, og saa maatte den give sig. Da Gutten saa bet, var han ikke længe om at komme ned af Træet og faae kastet Bidslet paa den, og saa var den saa spag, at han kunde styret den med en Tvindetraad; og den Hesten var ogsaa borket, og saa lig Grimsborken, at du ikke kunde sjeldne den ene fra den anden. Saa satte Gutten sig op paa den Borken og red hjem igjen til Kongsgaarden, og Grims- borken sprang med løs. Da han kom der, stod Kon- gen ude i Gaarden. "Kan du nu sige mig, hvad for en Hest jeg har fanget og hvad for en jeg havde, du?" sagde Gutten. "Kan du ikke det, saa er Datter din min, skulde jeg troe." Ja, Kongen gik og saa paa begge Borkene, baade høit og lavt, baade fremme og bag, men der var ikke et Haar anderledes paa den ene end paa den anden. "Nei," sagde Kongen, "det kan jeg ikke sige dig; men siden du har skaffet hende saa gild Brudehest, maa du gjerne faae Datteren min. Men Eet maa vi prøve først, og det er, om det er saa laget at du skal have hende. Nu skal hun gjemme sig først to Gange hun," sagde han, "og siden skal du SIDE: 267 gjemme dig to Gange; dersom da du kan finde hende den anden Gang, hun har gjemt sig, men hun ikke dig de to Gange, du har gjemt dig, saa er det saa laget, og saa skal du faae Prindsessen." "Ja det staaer nu ikke i Akkorden, det heller," sagde Gutten; "men vi faae vel prøve da, siden det saa skal være," og saa skulde da Kongsdatteren gjemme sig først. Hun skabte sig da til en And og laa og svømmede i Vandet, som var tæt udenfor Kongsgaarden. Men Gutten gik bare ned i Stalden, han, og spurgte Grims- borken, hvor hun havde gjort af sig. "Aa, du behøver bare at tage Geværet dit og gaae ned til Brønden og sigte paa den Anden, som ligger og svømmer der," sagde Grimsborken, "saa kommer hun nok frem igjen." Ja Gutten han tog Geværet sit og lagde ned til Van- det, han; "jeg vil nok klemme paa denne Anden, jeg," sagde han, og gav sig til at sigte og sigte paa den. "Nei, nei, kjære Vene, skyd ikke; det er mig!" sagde Prindsessen, og saa havde han fundet hende den Gangen. Den anden Gang skabte Prindsessen sig til et Brød og lagde sig paa Bordet mellem fire andre; og saa lig var hun de andre Brødene, at Ingen kunde sjeldne dem fra hverandre. Men saa gik Gutten igjen ned i Stalden til Grimsborken sin, og sagde at nu havde Prindsessen gjemt sig igjen, og han vidste slet ikke, hvor der var bleven af hende. "Aa, tag bare og bryn vel en dyktig Brødkniv og lad, som du vilde skjære tvers igjennem SIDE: 268 det tredie Brødet fra venstre Haand af de fire Brødene, som ligge paa Kjøkkenbordet i Kongsgaarden, du, saa kom- mer hun nok frem igjen," sagde Grimsborken. Ja Gutten op i Kjøkkenet og til at bryne den største Brød- kniven, han kunde finde, greb saa det tredie Brødet fra venstre Haand og satte Kniven paa det, som han vilde skjære det tvært igjennem. "Jeg vil nok have mig en Skalk af dette Brødet jeg," sagde han. "Nei, kjære Vene, skjær ikke, det er mig!" sagde Prindsessen igjen, og saa havde han fundet hende anden Gang ogsaa. Saa skulde han til at gjemme sig; men saa sagde Grimsborken ham saa vel fore, at han ikke var god at finde igjen. Først skabte han sig til en Klæg og gjemte sig i det venstre Næseboret til Grimsborken; og Prind- sessen gik og ledte og snuste allesteds, baade høit og lavt, og saa vilde hun ogsaa op i Spiltauget til Grims- borken; men han til at bide og slaae saa om sig, saa at hun ikke turde komme der, og saa kunde hun ikke finde ham. "Ja, siden jeg ikke kan finde dig, saa faaer du komme frem af dig selv da," sagde hun, og saa stod Gutten der paa Staldgulvet igjen. Anden Gang sagde Grimsborken ham igjen, hvad han skulde gjøre sig til, og den Gang skabte han sig til en Jordklump og satte sig mellem Hoven og Skoen paa det venstre Forbenet til Borken; og saa gik Kongsdatteren og ledte og ledte igjen, baade ude og inde, og saa kom hun da i Stalden igjen ogsaa og vilde op i Spiltauget til Grimsborken. SIDE: 269 Ja denne Gangen lod han hende komme op i til sig, og hun ledte ogsaa allesteds; men under Hovene kunde hun ikke komme, det kan En nok vide, for han stod nok for fast paa Benene til det, Grimsborken: og saa kunde hun ikke finde Gutten igjen, Ja, saa faaer du komme frem igjen af dig selv da, siden jeg ikke kan finde dig," sagde Prindsessen, og saa stod Gutten ved Siden av hende paa Staldgulvet igjen "Ja nu er du min," sagde Gutten til Prindsessen; "for nu kan du see, det er saa laget," sagde han til Kongen. "Ja, er det saa laget, saa faaer det vel saa blive da," sagde Kon- gen; og saa blev der lavet til Bryllup paa Timen, og Gutten satte sig paa Grimsborken og Kongsdatteren paa Magen til den; saa kan du nok vide, de ikke var længe om Kirkeveien. Da de saa kom hjem igjen, saa turede de Bryllup, og siden levede de baade godt vel. Asbjørnsen og Moe SIDE: 270 Det har ingen Nød med den, som alle Kvindfolk er forlibt i. Der var en Gang tre Brødre; jeg ved ikke rigtig, hvorledes det var gaaet til, men de havde faaet hver sit Ønske, saa de kunde faae en Ting, hvad de vilde for Noget. Ja, de to betænkte sig ikke længe, de, de ønskede sig, at hver Gang de tog i Lommen sin, skulde de altid have Penge nok; "for naar En har Penge, saa mange han vil, kommer han altid frem i Verden," sagde de. Men den yngste vidste nok at ønske det, som var bedre; han gjorde det Ønske, at alle Kvindfolk skulde blive forlibte i ham, bare de saae ham, saa de maatte holde af ham, enten de vilde eller ei, -- og det, skal du faae høre, var bedre end baade Penge og Gods det. Da de nu havde sagt Ønskerne sine, vilde de To ud i Verden, og Askepot bad da ogsaa, om han ikke kunde faae være med; men det vilde de slet ikke give ham Lov til. "Hvor vi komme hen, saa blive vi mod- tagne som Grever og Prindser vi," sagde de; "men du din sultne Stakkel, som Intet har og Intet faaer, hvor- dan kan du troe, at Nogen bryder sig om dig?" "Ja, men jeg kunde vel faae Lov at være i Følge med Jer ligevel," sagde Askepot; "der tør vel falde en Stegebid SIDE: 271 af til mig ogsaa, naar jeg var i Følge med saa høie Herrer." Ja, langt om længe skulde han da faae være i Følge med dem, dersom han vilde være Tjeneren deres; for ellers vilde de slet ikke vide af ham, og Askepot lagde med paa det Vilkaar, han. Da de nu havde reist en Dags Tid eller Noget, kom de til en Gjæstgivergaard; der tog de ind de To, som Penge havde, og forlangte baade Steg og Fisk, baade Brændeviin og Mjød og Alt, som godt var, men Askepot, Stakkel, som Intet havde i Lommen, han maatte gaae igjen udenfor, og skulde passe paa alt det, som tilhørte de to fornemme Herrene, for han var nu bare som Tjeneren deres, han. Men som han nu gik ude paa Gaarden og svævede, kom Gjæstgiver-Kjærringen til at see ud igjennem Ruden, og saa fik hun see Tje- neren til de to Herrerne, som vare komne, og saa vakker en Fyr syntes hun aldrig hun havde seet for sine Øine før; hun saa og hun saa paa ham, og jo længere hun saa, desto deiligere syntes hun at Gutten blev. "Hvad i Fandens Skind og Been er det, du staaer der borte i Vinduet og glaner og gloer efter saa evig og evindelig da?" sagde Manden hendes -- "jeg synes det var ligere, du saa efter at Grisen blev stegt, jeg, end at du staaer der og hænger; du seer hvad Folk der er hos os idag, veed jeg." "Aa jeg bryder mig om det Storskrabet, jeg!" sagde Kjærringen, "vil de ikke være, kan de reise did, de ere komne fra. Men kom hid, skal SIDE: 272 du faae see En, som gaaer her ude i Gaarden! Saa vakkert et Menneske har jeg aldrig seet i mit Liv før. Vil du som jeg, skal vi bede ham ind og traktere ham lidt; for han har nok ikke Meget at fegte med, Stakkel." "Har du mistet den vesle Vidsmulen, du havde, ogsaa nu, Kjærring?" sagde Manden, han blev saa sindt at det gnistrede af ham. "Fort ud i Kjøkkenet med dig og see at faae paa Skorstenen, og staa ikke her og gloe efter fremmede Karle!" Der var da ikke andet at gjøre for Kjærringen end at gaae i Kjøkkenet og stelle med Maden; Gutten fik hun ikke Lov at see paa, og traktere ham turde hun ikke heller; men allerbedst hun var i Kjøkkenet og holdt paa med Stegegrisen, gjorde hun sig et Ærinde ud i Gaarden, og saa gav hun Askepot en Sax, som var saadan, at bare han klippede i Luften med den, skar den til de deiligste Klæder, Nogen vilde see for sine Øinene, baade af Silke og Fløiel og alt det, som gjildt var; "den skal du have bare for det, du er saa vakker," sagde Kjærringen. Da nu de to Brødrene vel havde faaet baade Gri- sestegen og alt det andet Bristede og Stegte til Livs, vilde de afsted igjen, og Askepot stod da bag paa Vog- nen og var Tjeneren deres igjen, han, og saa reiste de paa Nyt et godt Stykke, det kunde nu vel være saa en halv Dags Tid, saa kom de til en Gjæstgivergaard igjen. Der vilde Brødrene indom, ligesom paa den forrige Gjæstgivergaarden, men Askepot, som ingen Penge havde, SIDE: 273 vilde de slet ikke have med sig ind; han skulde staae igjen ude og passe paa alt det, som hørte dem til han; "og spørger Nogen dig, hvem du er Tjeneren til, saa sig, det er to fremmede Prindser du," sagde de. Men saa gik det ligesom forrige Gang igjen: medens Askepot stod ude paa Gaarden og hængte, kom Gjæstgiverkon- en bort i Vinduet og fik see ham, og saa blev hun ligesaa forlibt i ham som den første Gjæstgiverkonen, og hun stod og saa og saa, og aldrig kunde hun faae see sig mæt paa ham. Saa kom Manden hendes ogsaa sættende igjennem Værelset med Noget af det, de to Prindserne havde forlangt. "Staae ikke der og glo som en Ko paa en Laavevæg, men tag dette med og kom ud i Kjøkkenet til Fiskegryden din, Kjærring!" sagde Manden; "du seer hvad Folk, der er hos os i Dag, veed jeg." "Jeg bryder mig om det Storpakket, jeg!" sagde Konen; "vil de ikke have det, som de faar det, kan de tage det, de havde med sig. Men kom hid, du ogsaa, skal du faae see! saa vakkert et Menneske som han, der gaaer ude i Gaarden, har jeg aldrig seet i Verden før. Vil du som jeg, skal vi bede ham ind og traktere ham lidt; han seer ud til at han kan behøve det, Stakkel. -- Og saa inderlig vakker som han er da!" sagde Kjærringen; for det kom hun i Hu baade først og sidst det. "Ikke stort Vid har du havt, og det vesle, du havde, har da ogsaa gaaet sin Vei nu, kan jeg mærke," sagde Manden; -- han blev endda SIDE: 274 sindtere end den forrige Gjæstgiveren, og kjørte Kjær- ringen ud i Kjøkkenet -- "Fort ud i Kjøkkenet med dig, og staae ikke her og glo efter Gutterne!" sagde Manden. Ja, hun maatte da ud til Fiskegryden sin; og traktere Askepot turde hun ikke, for hun var bange for Manden; men allerbedst hun stod og stelte med Varmen, gjorde hun sig et Ærinde ud i Gaarden, og saa gav hun Askepot en Dug, som var saaadan, at den dækkede op alt det Bedste, som tænkes kunde, bare han bredte den ud. "Dette skal du have, bare for du er saa inderlig vakker," sagde Gjæstgiverkonen til Askepot; han takkede og var nok saa glad, det kan du nok vide, for saadan en Ting, var bedre end baade Guld og Penge, den. Da nu de to Brødrene havde spist og drukket af alt det, som fandtes, og betalt for sig i dyre Domme, reiste de derfra igjen, og Askepot stod bag paa Vognen da ogsaa, han Stakkel. Da de saa havde reist saalænge til de bleve sultne igjen, saa tog de ind paa en Gjæst- givergaard og forlangte alt det Dyreste og Bedste, de kunde nævne, "for vi ere to reisende Konger vi," sagde de, "og Penge har vi som Græs." Ja, da Gjæstgiveren hørte det, blev der en Brasen og Stegen, saa de kunde lugte det til de nærmeste Grandegaarde, og Gjæstgiveren vidste ikke Alt, han vilde finde paa til de to Kongerne; men Askepot vilde de nu ikke have med sig ind; han maatte staae igjen ude, han, og passe Alt, som i SIDE: 275 Vognen var. Saa gik det lige eens, som de to forrige Gange: Gjæstgiverkonen kom til at skotte ud igjennem Vinduet, og saa fik hun see Tjeneren, som stod derude ved Vognen; og saa deilig en Fyr havde hun da aldrig seet før; hun saa og hun saa, og jo mere hun stirrede paa ham, desto vakkrere blev han, syntes Gjæstgiverkonen. Da saa Gjæstgiveren kom løbende igjennem Værelset med Maden, de to reisende Konger havde forlangt, blev han nok ikke blid, da han saa Kjærringen stod i Vinduet og glante, "Veed du ikke bedre, end staae der og glo, naar vi har slike Folk i Huset?" sagde han til hende; "ud i Kjøkkenet til Rømmegrøden din, og det paa flyvende Timen ogsaa!" "Aa, det er vel ikke saa farlig, veed jeg," sagde Kjærringen; "vil de ikke bie, til Rømmegrøden er kogt, kan de reise igjen. Nei kom hid, skal du faae see! Saa deilig en Fyr har jeg aldrig seet for mine Øine før, som han, der staaer ude i Gaar- den. Vil du som jeg, skal vi bede ham ind og traktere ham lidt, for han kunde nok trænge til det, seer det ud til. Og saa Hjertens vakker som han er da!" sagde Gjæstgiverkjærringen. "En Gutteflox har du været al din Tid, og det er du da endnu," sagde Manden -- han blev saa sindt, at han ikke vidste hvad Been han skulde staae paa; -- "men seer du ikke at komme ud til Grød- gryden din, skal jeg vel prøve at faae Been under dig, jeg!" Konen maatte da skynde sig ud i Kjøkkenet det forteste, hun kunde hun, for hun vidste nok at Manden SIDE: 276 ikke var at spøge med; men ret som det var, saa smat hun ud i Gaarden, og saa gav hun Askepot en Turu. "Naar du bare vrider paa Tappen," sagde hun, "saa faaer du alle de deiligste Sorter Drikkevarer du vil, baade Mjød og Viin og Brændeviin. Det skal du have bare for det, du er saa inderlig vakker, det," sagde hun; og Askepot takkede og var saa glad, for saadan en Ting maatte være god at have den, det kan du sagtens vide. -- Da nu de to Brødrene havde ædt og drukket Alt, de vilde, reiste de fra den Gjæstgivergaarden ogsaa, og Askepot stod bag paa igjen, for han skulde nu bare være Tjeneren deres, han; og saa kjørte de baade langt og længe til de kom til en Kongsgaard, der gav de sig ud for to Keisersønner, de ældste Brødrene, og da de havde Penge nok og vare saa gjilde, at det gloede lang Vei af dem, bleve de baade godt og vel modtagne; de skulde boe paa Slottet, og Kongen vidste ikke al den Stads og ære, han vilde gjøre af dem. Men Askepot, som gik i de samme Fillerne, han havde havt paa hjemmefra, og som ikke havde en Skilling i Lommen, ham tog Vagten paa Kongsgaarden og satte ham ud paa en Ø; for derud roede de alle de Fillefanter, som kom til Kongsgaarden, det havde Kongen befalet, for at de ikke skulde forstyrre Lystigheden på Slottet, naar de gik der saa fillede og stygge; og derud blev der bragt saa meget Mad, som de netop kunde bjerge Livet med. Brødrene SIDE: 277 til Askepot saae nok, at Vagten roede ud til Øen med ham, men de vare glade til, at de bleve kvit ham, og brød sig ikke det Mindste om det. Men da nu Askepot kom ud paa Øen til dem, tog han bare frem Saxen sin, han, og klippede og klippede i Luften med den; saa klippede Saxen til de deiligste Klæder, Nogen kunde ønske sig, til dem Allesammen, baade af Fløiel og Silke, saa at Fillefanterne ude paa Øen bleve meget, meget gjildere end Kongen og alle de, som paa Slottet vare. Derpaa tog Askepot Dugen sin og bredte ud, og da kan det vel hænde, de fik Mad, baade meget Nok og godt Nok, de Stakkels Fillefanterne ogsaa; sligt Gjæste- bud havde aldrig staaet i Kongens Gaard, som det der denne Dag stod paa Fillefantøen. "Og saa ere I vel tørste ogsaa, kan jeg troe," sagde Askepot; han frem med Turuen sin og vred lidt paa Tappen; saa skulde jeg vel mene, at alle Fillefanterne fik Noget at drikke; sligt Øl og slik Mjød og Viin havde Kongen selv ikke smagt hele sin Livstid. Da nu de, som skulde bringe Mad ud til Fillefan- terne paa Øen, kom roende med Koldgrødskoverne og Myseflaskerne sine, -- for det var Maden de Stakler skulde have, det, -- saa vilde de paa Øen ikke engang smage det, det kan du nok vide, og det blev da de paa Kongsgaarden meget forundrede over, men endda mer forundrede bleve de, da de rigtig saae paa Fillefanterne, for de vare saa gjilde at de troede, det var bare Keisere SIDE: 278 og Paver Allesammen, og at de havde roet ud til en gal Ø med Fillefanterne; men da de nu saae sig bedre for, kjendte de dem nok igjen. Da kunde de skjønne at det maatte være ham, som de havde roet ud Dagen i Forveien, der havde skaffet Fanterne paa Øen al den Stads og Herlighed; og da de kom tilbage til Kongs- gaarden, vare de ikke sene om at fortælle, at nu havde han, som de roede ud med den forrige Dagen, klædt op alle Fillefanterne saa gjilde og saa prægtige, at det dryppede af dem; "og Grøden og Mysen, vi kom med, vilde de ikke smage engang, saa storagtige ere de blevne," sagde de. Og den ene af dem han havde ogsaa faaet opsnuset, at Gutten havde en Sax, som han havde klip- pet til Klæderne med, "for naar han stikker den Saxen op i Luften og klipper med den, saa klipper han igjennem bare Silke og Fløiel," sagde han. Da Prindsessen fik høre det, havde hun hverken Rist eller Ro paa sig, før- end hun fik see Gutten, som havde den Saxen, som klippede bare Silke og Fløiel ud af Luften; den var nok værd at have, tænkte hun, for med den kunde hun da faae al den Stads, hun kunde ønske sig. Hun bad da Kongen saalænge, til hun maatte sende Bud ud paa Fillefantøen efter Gutten, der eiede Saxen, og da han kom til Kongsgaarden, spurgte Prindsessen, om det var sandt han havde en Sax, der var slig og slig, og om han vilde sælge hende den. Ja, han havde nok en saadan Sax, sagde Askepot, men sælge den vilde han ikke; og SIDE: 279 saa tog han Saxen op af Lommen og klippede med den i Luften, saa Silke- og Fløielsbederne fløi om ham. "Jo du maa endelig sælge mig den," sagde Prindsessen, "du kan forlange for den, hvad du vil, men have den maa jeg!" Nei, sælge den vilde han ikke paa nogen Sæt og Viis, for slik Sax kunde han aldrig faae igjen, sagde han; og medens de stod og akkorderede om Saxen, saa Prindsessen bedre og bedre paa Askepot, og hun syntes ogsaa som Gjæstgiverkjærringerne, at saa deilig en Fyr havde hun aldrig seet før. Men saa begyndte hun at akkordere om Saxen igjen, og tiggede og bad Askepot, at han skulde sælge hende den; han kunde forlange for den saamange hundrede Daler, som han vilde, det var det samme, naar hun bare fik den. "Nei, sælge den, gjør jeg ikke," sagde Askepot; "men det er det samme: faaer jeg Lov at ligge paa Gulvet i Prindses- sens Sovekammer, tæt ved Døren i Nat, skal hun faae Saxen. Jeg skal nok ikke gjøre hende Noget, men er hun bange, kan hun gjerne have to Mand til Vagt inde i Kammeret. Ja, det gav Prindsessen ham gjerne Lov til, naar hun bare fik Saxen, hun, saa var hun fornøiet, og saa laa da Askepot paa Gulvet i Prindsessens Kammer om Natten, og de to Mand stod Vagt der; men hun fik nok ikke sovet saa stort endda, Prindsessen, for allerbedst det var, syntes hun, at hun maatte aabne Øinene og see paa Askepot igjen, og det varede hele Natten: vel hun havde lukket Øinene, SIDE: 280 maatte hun see bortover Gulvet paa ham igjen, saa vakker syntes hun, han var. Om Morgenen blev Askepot roet ud paa Fille- fantøen igjen, men da de kom med Grødskoverne og Myseflaskerne fra Kongsgaarden, var der nu Ingen, som vilde smage paa Noget af det, den Dag heller; og det blev de, som bragte det, endda mere forundrede over. Men saa fik der En af dem igjen opsnuset, at Gutten, som havde havt Saxen, eiede en Dug ogsaa, og at han bare behøvede at brede ud den, saa fik han alt det Bedste, han vilde have; og da han kom tilbage til Kongsgaarden, var der nu ikke længe før han for- talte det igjen; "og slig Steg og slig Flødegrød har der ikke været Magen til i Kongens Gaard, efter som jeg hørte," sagde han. Da Prindsessen hørte det, sagde hun det til Kongen igjen og bad og tiggede saalænge, til han maatte sende Bud ud paa Øen efter ham, som eiede den Dugen, der var saadan og saadan, og saa kom da Askepot op paa Slottet igjen. Prindsessen vilde da endelig have Dugen af ham, og bød ham Guld og grønne Skove for den, men Askepot vilde slet ikke sælge den paa nogen Maade eller for nogen Priis. "Men dersom jeg faaer Lov at ligge paa Sengekrakken i Prindsessens Sovekammer i Nat, skal hun faae Dugen min," sagde Gutten. "Jeg skal nok ikke gjøre hende Noget, men er hun bange, kan hun gjerne sætte fire Mand til Vagt derinde." Ja, det gik Prindessen SIDE: 281 ind paa; Askepot laa paa Sengekrakken foran Prindses- sen, og de fire Mand stod Vagt; men havde ikke Prind- sessen faaet stort sovet den forrige Nat, saa blev det nu endnu mindre den Nat; hun kunde næsten ikke lukke Øinene, for hun syntes hun maatte ligge og see paa den deilige Gutten hele Natten igjennem, og endda syn- tes hun Natten var for kort. Den Dag blev ogsaa Askepot roet ud til Fillefantøen igjen, skjønt det nok ikke var saa rigtig med Prindsessens Villie, saa glad var hun alt i ham; men det var ikke at bede for, han maatte derud igjen, Askepot. Da de saa kom fra Kongsgaarden med Grødskorperne og Myseflaskerne, Fillefanterne skulde have til Mad, var der ikke En af dem, som vilde see paa det, Kongen sendte en Gang, saa mætte vare de siden Dagen før; og det forundrede de fra Kongsgaarden sig ikke heller noget videre over; men de syntes det var rart, at Ingen af dem var tørstig, for Vand havde de nok omkring Øen, men Andet vidste de da ikke, de havde heller. Men saa fik en af Kongens Bud det opsnuset igjen, at han, som havde havt Saxen og Dugen, havde en Turu, saadan at bare han vred lidt paa Tappen, fik han de deiligste Drikkevarer, som tænkes kunde; baade Øl og Mjød og Viin. Da saa han kom tilbage til Slottet, stod nu ikke Munden bedre igjen paa ham den Gangen, end de to forrige Gange; han fortalte vidt og bredt om Turuen og om hvor letvindt den var at SIDE: 282 faae alle Slags Drikkekvarer med, "Og Magen til det Øllet og den Mjøden har nok aldrig været smagt i Kongens Gaard," sagde han, "for det er sødere end baade Honning og Sirup." Ja, da Prindsessen hørte det, vilde hun strax see at faae Turuen, det kan En nok vide; og saa havde hun nok Lyst til at komme til at akkordere med ham igjen, som eiede den ogsaa, det var nu ikke for det; hun gik da paa Nyt til Kon- gen, og bad at han vilde sende Bud ud paa Fillefantøen efter ham, som havde havt Saxen og Dugen, for han havde endda en Ting, som nok var værd at have, sagde hun, og da Kongen spurgte hvad det var, og han hørte at det var en Turu, som var slig at den skaffede det bedste Øl og den bedste Viin, Nogen vilde drikke, bare man vred paa Tappen, var det ikke længe før han sendte Budet, skal jeg troe. Da nu Askepot kom op paa Slottet, spurgte Prind- sessen om det var sandt han havde en Turu, som var saadan og saadan. Ja, sagde Askepot, det var da det, han havde den i Vestelommen sin, sagde han; men da Prindsessen med al Magt vilde have kjøbt den, sagde Askepot ligesom begge de forrige Gange, at sælge den gjorde han slet ikke paa nogen Maade, om saa Prind- sessen bød ham halve Riget for den ogsaa. "Men det er det samme," sagde Askepot, "dersom jeg faaer Lov at ligge foran paa Prindsessens Seng, ovenpaa Fæl- len i Nat, skal hun faae Turuen min. Jeg skal SIDE: 283 nok ikke gjøre hende Noget, men er hun bange, kan hun gjerne sætte otte Mand til Vagt i Kammeret." Aa nei, det behøvedes ikke, sagde Prindsessen, for saa meget kjendte hun da til ham nu; og saa laa da Askepot paa Sengekanten foran Prindsessen om Natten. Men havde hun ikke faaet sovet stort de to forrige Nætter, saa blev der da endnu mindre af Søvnen den Natten; hun kunde ikke faae lukt et Øie den hele Nat, for hele Tiden maatte hun ligge og see paa Askepot, som laa foran hende paa Sengekanten. Da hun no stod op om Morgenen, og de vilde roe Askepot ud paa Fillefantøen igjen, bad hun dem bare bie et lidet Gran, og saa sprang hun ind til Kongen og bad ham saa inderlig vakkert, om hun ikke kunde faae Askepot, for ham var hun saa forlibt i, at dersom hun ikke fik ham, vilde hun ikke leve, sagde hun. "Aa jomen kan du faae ham, naar du endelig vil," sagde Kongen, "han, som har slige Ting, er lige saa rig han som du." Saa fik Askepot Prindsessen og halve Riget, han -- det andet halve Rige skulde han faae, naar Kongen døde, -- og sa var Alt godt og vel; men Brø- drene sine, som altid havde været saa slemme mod ham, satte han ud paa Fillefantøen. "Der kan de være saa- længe til de faae prøvet, hvem der er mindst Nød med, enten den, som har Lommerne fulde af Penge, eller den, som alle Kvindfolk holder af," sagde Askepot -- for det skulde ikke hjælpe stort at tage i Lommen og rangle SIDE: 284 med Pengene sine paa Fillefantøen, skal jeg troe; -- og har ikke Askepot tagt dem af Øen, saa gae de der og æde Koldgrød og Myse den Dag, i Dag er. Asbjørnsen og Moe Askepot, som fik Prindsessen til at løgste sig. Der var engang en Konge, som havde en Datter, og hun var saa slem til at lyve, at Ingen kunde være værre. Saa satte han ud, at den, som kunde lyve saaledes, at han fik hende til at løgste sig, skulde faae baade hende og det halve Rige. Der var Mange, som prøvede paa det, for Alle ville gjerne have Prindsessen og det halve Riget, men galt gik det dem allesammen. Saa var der ogsaa tre Brødre, som skulde prøve sin SIDE: 285 Lykke. De to ældste gik da først, men det gik ikke dem bedre end alle de øvrige. Saa skulde Askepot i Veien, og han traf Prindsessen i Fjøset. "God Dag!" sagde han, "og Tak for Sidst." "God Dag!" sagde hun, "og selv Tak for Sidst." "I har ikke saa stort Fjøs I som vi ligevel!" sagde hun, "for naar en Gjæter staaer i hver sin Ende og blæser paa Bukkehorn, saa kan de ikke høre hverandre." -- "Aa jo da," sagde Askepot, "vort er meget større! for naar en Ko tager sig Kalv i den ene Ende af det, saa bærer den i den anden." "Jasaa," sagde Prindsessen. "Ja men I har ikke sa stor Oxe I ligevel som vi! der seer du den! naar der sidder En paa hvert Horn, saa naaer de ikke hverandre med en Maal- stang." "Pyt," sagde Askepot, "vi har en Oxe saa stor, at naar der sidder En paa hvert Horn og blæser i Luur, saa høre de ikke hveandre." "Ja saa," sagde Prindsessen. "Men I har ikke saa megen Mælk I ligevel som vi," sagde hun, "for vi mælker Mælk i store Em- bærer og bærer ind og slaaer i store Gryder og yster store Oste." "Aa, vi mælker i store Kar og kjører ind og slaaer i store Bryggepander og yste Oste saa store som store Huus, og saa har vi en elgsblak Mær til at traakke Osten i Hob; men engang saa føllede den i Osten, og da vi havde ædt paa den i syv Aar, traf vi paa en stor elgsblak Hest. Den skulde jeg kjøre til Kværnen med engang, saa røg Ryggen af paa den; men jeg vidste Raad for det, jeg, tog en Granbuske og SIDE: 286 satte i den til Ryg, og anden Ryg havde den ikke siden saa- længe vi havde den. Men den Granen voxte og blev saa stor, at jeg kløv til Himmels op igjennem den, og da jeg kom did, sad Jomfru Maria og spandt Børstereb af Grynsø. Ret som det var, saa røg Granen af, og jeg kunde ikke komme ned igjen; men Jomfru Maria rendte mig ned af en af de Rebene, og saa kom jeg midt ned i en Rævekule, og der sad Mor min og Far din og lappede Sko, og ret som det var, saa slog Mor min til Far din, saa Børsterne føg af ham. "Det løgst du!" sagde Prind- sessen, "det har Faer min aldrig gjort her i Verden." Asbjørnsen og Moe De tre Bukkene Bruse, som skulde gaae til Sæters og gjøre sig fede. Der var engang tre Bukke, som skulde gaae til Sæ- ters og gjøre sig fede, og alle tre saa hedte de Bukken Bruse. Paa Veien var der en Bro over en Fos, som de skulde over, og under den Broen boede der et stort fælt Trold med Øine som Tintalerkener og Næse saa lang som et Riveskaft. Først saa kom den yngste Bukken Bruse og SIDE: 287 skulde over Broen. Trip trap, trip trap, sagde det i Broen. "Hvem er det, som tripper paa min Bro?" skreg Troldet. "Aa, det er den mindste Bukken Bruse; jeg skal til Sæters og gjøre mig fed," sagde Bukken, den var saa fiin i Maalet. "Nu kommer jeg og tager dig!" sagde Troldet. "Aa nei, tag ikke mig, for jeg er saa liden, jeg, bi bare lidt, saa kommer den mellemste Bukken Bruse, han er meget større." "Ja nok," sagde Troldet. Om en liden Stund saa kom den mellemste Bukken Bruse og skulde over Broen: trip trap, trip trap, trip trap, sagde det i Broen. "Hvem er det, som tripper paa min Bro?" skreg Troldet. "Aa, det er den mellemste Bukken Bruse, som skal til Sæters og gjøre sig fed," sagde Bukken, den var ikke fiin i Maalet, den. "Nu kommer jeg og tager jeg dig," sagde Troldet. "Aa nei, tag ikke mig, men bi lidt, saa kommer den store Bukken Bruse, han er meget, meget større." "Ja nok da," sagde Troldet. Ret som det var, saa kom den store Bukken Bruse; trip trap, trip trap, trip trap, sagde det i Broen, den var saa tung, at Broen baade knagede og bragede under den. "Hvem er det, som tramper paa min Bro?" skreg Troldet. "Det er den store Bukken Bruse!" sagde Bukken, den var saa fælt grov i SIDE: 288 Maalet. "Nu kommer jeg og tager dig!" skreg Troldet. "Ja kom du! jeg har to Spjut! Med dem skal jeg stinge dine Øine ut. Jeg har to store Kampestene! Med dem skal jeg knuse baade Marv og Bene." sagde Bukken, og saa fløi den paa Troldet og stak Øinene ud paa det, slog itu baade Marv og Been, og stangede det ud i Fossen, og saa gik den til Sæters. Der blev Buk- kene saa fede, saa fede, at de næsten ikke aarkede at gaae hjem igjen, og er ikke Fedtet gaaet af dem, saa er de det endnu, og Snip, Snap, Snude, saa er det Eventyr ude. Asbjørnsen og Moe SIDE: 1 Østenfor Sol og vestenfor Maane. Der var engang en fattig Huusmand, som havde mange Børn og ikke Stort at give dem hverken af Mad eller Klæder; vakkre vare de alle, men den vakkreste var den yngste Datter, som var saa deilig, at der ikke var noen Maade paa det. Saa var det en Torsdagskvæld, seent om Høsten, der var stygt Veir ude og fælt mørkt, og det regnede og blæste, saa at det knagede i Væggene; de sad alle- sammen om Skorstenen og havde noget at stelle med. Ret som det var, saa bankede det tre Gange paa Ruden. Manden gik da ud og skulde see hvad der var paafærde, og da han kom ud, saa stod der en stor, stor Hvidbjørn. "God Kvæld du!" sagde Hvidbjørnen. "God Kvæld!" sagde Manden. "Vil du give mig den yngste Datter din, saa skal jeg gjøre dig ligesaa rig som du nu er fattig!" sagde den. Ja, Manden syntes det var SIDE: 2 nok saa gjildt, at han skulde blive saa rig; men han syntes dog han maatte snakke med sin Datter først, og gik ind og sagde, at der var en stor Hvidbjørn ude, som lovede han skulde gjøre dem saa rige, naar han bare kunde faae hende. Hun sagde Nei og vilde nødig, og saa gik da Manden ud igjen og blev saa forligt med Hvidbjørnen, at den skulde komme igjen næste Torsdagskvæld og hente Svar. Imedens over- talte de hende og snakkede for hende om al den Rigdom, de skulde komme til, og om hvor godt hun skulde have det selv; hun fandt sig da i det og vadskede de Fillerne hun havde, pyntede sig saa godt hun kunde og holdt sig reisefærdig. Ikke stort var det hun skulde have med heller. -- Næste Torsdagsaften kom Hvidbjørnen og skulde hente hende; hun satte sig op paa Ryggen af den med Tullen sin, og saa gik det afsted. Da de var komne et langt Stykke paa Veien, sagde Hvidbjørnen; "Er du ræd?" Nei det var hun ikke. "Ja hold dig bare godt fast i Ragget mit, saa har det ingen Fare heller," sagde den. Nu red hun langt, langt bort; der er Ingen, som veed hvor langt det var, og saa kom de til et stort Fjeld. Der bankede Hvidbjørnen paa, og saa gik der op en Port, og de kom ind i et Slot, hvor der var mange oplyste Værelser, der skinnede baade af Guld og Sølv, og saa var der en stor Sal, som SIDE: 3 der stod et dækket Bord i, og det saa prægtigt, at du ikke kan troe hvor prægtigt det var. Saa gav Hvidbjørnen hende en Sølvklokke; naar det var noget hun vilde, behøvede hun bare at ringe paa den, saa fik hun det. Ja, da hun havde spist og det led paa Kvæl- den blev hun søvnig efter Reisen, og syntes hun kunde have Lyst til at lægge sig; saa ringede hun paa Klokken, og hun havde ikke taget i den, førend hun kom ind i et Kammer, hvor der stod en opredt Seng, saa deilig, som Nogen vilde ligge i, baade med Silkedyner og Omhæng og Guldfryndser, og Alt, som var der, var af Guld og Sølv; men da hun havde lagt sig og slukket Lyset, kom der et Menneske og lagde sig med hende, og saaledes gik det hver Nat; men hun fik aldrig see ham, for altid kom han efterat hun havde slukket Lyset, og førend det var lyst om Morgenen, var han borte igjen. Det gik baade godt og vel en Stund, men saa begyndte hun at blive saa stille og sørgmodig, for hun gik der allene hele Dagen og stundede hjem til Forældrene og Sødskene sine. Da nu engang Hvidbjørnen spurgte, hvad det var, som feilede hende, sagde hun, at det var saa øde der, hun gik der saa allene og hun stundede saa hjem til Forældrene og Sødskene sine, og det var fordi hun ikke kunde komme til dem, at hun gik og sør- gede saa. "Det kan der nok blive Raad til," sagde Hvidbjørnen, "men du skal love mig det, at du ikke taler med din Moder allene, men bare naar de Øvrige SIDE: 4 høre paa det, for hun tager dig ved Haanden," sagde den, "og vil lede dig ind i et Kammer og tale allene med dig, men det maa du slet ikke gjøre, ellers gjør du os ulykkelige begge To." En Søndag kom Hvidbjørnen og sagde, nu kunde de reise til Forældrene hendes. Ja de reiste, og hun sad paa hans Ryg, og det gik baade langt og længe; tilsidst kom de til en stor hvid Gaard; der løb hendes Sødskende ude og legede sig, og der var saa vak- kert at det var en Lyst at see det. "Der boer Foræl- drene dine," sagde Hvidbjørnen, "men glem ikke det, jeg har sagt dig, ellers gjør du baade mig og dig ulykke- lige." Nei Kors, det skulde hun nok ikke glemme, og da hun var kommen did, saa vendte Hvidbjørnen om igjen, den. Der blev saadan Glæde, da hun kom ind til Forældrene, at der ikke var nogen Maade paa det; de syntes de kunde ikke fuldtakke hende for det hun havde gjort imod dem: nu havde de det baade saa godt og sa godt, og alle saa spurgte de hende, hvorledes hun havde det, der hun var. Hun havde det baade godt og vel, og havde Alt, hvad hun kunde ønske sig; hvad hun sva- rede for Resten, skal jeg ikke kunne sige, men jeg troer ikke, de fik nogen rigtig Besked om det. Men saa om Eftermiddagen, da de havde spist til Middag, gik det som Hvidbjørnen havde sagt: Moderen vilde tale med hende alene inde i Kammeret. Men hun huskede paa SIDE: 5 hvad Hvidbjørnen havde sagt, og vilde paa ingen Maade. "Det vi har at snakke om," sagde hun, "det kan vi nok snakke om siden." Men hvorledes det gik eller ikke, saa fik Moderen overtalt hende tilsidst, og saa maatte hun fortælle, hvorledes hun havde det. Hun sagde da, at der altid kom et Menneske og lagde sig med hende, naar hun havde slukket Lyset om Aftenen, og ham fik hun aldrig see, for han var borte førend det blev lyst om Morgenen; det gik hun og sørgede over, for hun syntes, hun vilde saa gjerne see ham, og om Dagen gik hun der allene, og det var saa øde og eensomt. "Huf, det kan gjerne være et Trold, du ligger med!" sagde Moderen, "men jeg skal lære dig et Raad, saa du skal faae see ham; du skal faae et Stykke Lys af mig, som du kan tage med dig i Barmen; lys saa paa ham med det, naar han sover; men vogt dig at du ikke drypper Talg paa ham af det." Ja, hun tog Lyset og gjemte det i Barmen sin, og om Aftenen kom Hvidbjørnen og hentede hende. Men da de vare komne et Stykke paa Veien, spurgte Hvidbjørnen om det ikke var gaaet, saaledes som den havde sagt. Jo, det kunde hun da ikke nægte, det. "Ja, har du lyet til din Moders Raad, saa har du gjort os begge ulykkelige, og saa er det forbi mellem os," sagde den. Nei, det havde hun slet ikke. Da hun saa var kommen hjem og havde lagt sig, gik det som det pleiede; der kom et Menneske og lagde SIDE: 6 sig med hende, men da det led ud paa Natten, og hun hørte, han sov, stod hun op og slog Ild og tændte i Lyset og lyste paa ham, og saa fik hun see han var den deiligste Prinds, En kunde see for sine Øine, og hun blev saa forelsket i ham, at hun syntes, hun ikke kunde leve, hvis hun ikke fik kysse han strax paa Øieblikket, og det gjorde hun ogsaa, men med det samme dryppede hun tre hede Talgdraaber paa Skjorten hans, saa han vaagnede. "Hvad har du nu gjort?" sagde han. "Nu har du gjort os ulykkelige begge To; havde du nu bare holdt Aaret ud, saa havde jeg været frelst, for jeg har en Stedmoder, som har forhexet mig, saa jeg er Hvid- bjørn om Dagen og Menneske om Natten, men nu er det forbi mellem os, nu maa jeg reise fra dig til hende; hun boer paa et Slot, som ligger østenfor Sol og vesten- for Maane, og der er en Prindsesse med en Næse, som er tre Alen lang; hende skal jeg have nu." Hun græd og hun bar sig, men det var intet at gjøre ved det, han maatte reise, han. Saa spurgte hun om hun da ikke kunde faae være med. Nei, det gik ikke an. "Kan du sige mig Veien, saa skal jeg lede dig op; det kan jeg vel faae Lov til?" sagde hun. Ja, det kunde hun nok, sagde han, men der var ingen Vei did, det laa østenfor Sol og vestenfor Maane, og did fandt hun aldrig frem. Om Morgenen da hun vaagnede var baade Prind- sen og Slottet borte, og hun laa paa en liden grøn SIDE: 7 Flæk midt inde i mørke, tætte Skoven og ved Siden af hende laa den samme Fillebylten, hun havde havt med sig hjemmefra. Da hun nu havde gnedet Søvnen af Øinene sine og grædt sig træt, gav hun sig paa Veien, og saa gik hun mange, mange Dage, alt til hun kom til et stort Bjerg. Udenfor det sad der en gammel Kjærring og legede sig med et Guldæble. Hende spurgte hun om hun vidste Veien til den Prindsen, som var hos Stedmoderen sin paa et Slot, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, og som skulde have en Prindsesse med en Næse, som var tre Alen lang. "Hvor kjender du ham fra da?" spurgte Kjærringen, "kanskee det var dig som skulde have ham?" Ja, det var det. "Ja- saa, er det dig?" sagde Kjærringen, "ja jeg veed ikke noget mere om ham, jeg, end at han boer paa det Slottet, som er østenfor Sol og vestenfor Maa- ne, og did kommer du seent eller aldrig, men du skal faae laant Hesten min, og den kan du ride paa til min nærmeste Grande; kanskee hun kan sige dig det, og naar du er kommen frem, saa kan du bare slaae til Hesten under det venstre Øret og bede den gaae hjem igjen; og dette Guldæble kan du tage med dig, du kan kanskee faae Brug for det." Hun satte sig op paa Hesten og red i lange, lange Tider, og saa kom hun tilsidst til et Bjerg, hvor der sad en gammel Kjærring udenfor med et Guldhaspetræ. Hende spurgte hun da om hun vidste Veien til det Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Hun sagde, SIDE: 8 som den forrige Kjærringen, at hun ikke vidste Noget om det, men det var nok østenfor Sol og vestenfor Maane det, "og did kommer du seent eller aldrig, men du skal faae laant Hesten min til min nærmeste Grande, kanskee hun tør vide det, og naar du er kommen did, saa behøver du bare at slaae den under det venstre Øret og bede den gaae hjem igjen," og saa gav hun hende Haspetræet, for det kunde hun nok komme til at faae Brug for, sagde hun. Jenten satte sig da op paa Hesten og red i langsommelig Tid igjen, og langt om længe kom hun til et stort Bjerg, hvor der sad en gam- mel Kjærring og spandt paa en Guldrok. Hende spurgte hun om hun vidste Veien til den Prindsen, og hvor det Slottet var, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Saa gik det ligedan. "Kanskee det er dig, som skulde have den Prindsen der?" sagde Kjærringen. Ja, det var da det. Men nei, hun vidste ikke bedre Veien hun end de andre to; østenfor Sol og vestenfor Maane var det, det vidste hun, "og did kommer du seent eller aldrig," sagde hun; "men du kan faae laant Hesten min, saa mener jeg du faaer ride til Østenvinden og spørge den, kanskee den er kjendt der og kan blæse sig did. Naar du er kommen frem, saa behøver du bare at slaae Hesten under Øret, saa gaaer den hjem igjen." Og saa gav hun hende Guldrokken. "Kanskee du kan faae Brug for den," sagde Kjærringen. Hun red i mange Dage og langsommelig Tid SIDE: 9 førend hun kom did; men langt om længe kom hun frem, og saa spurgte hun Østenvinden om den kunde sige hende Veien til den Pridsen, som boede østenfor Sol og vestenfor Maane. Ja, den Prindsen havde han nok hørt snakke om, sagde Østenvinden, og Slottet med, men Veien vidste han ikke, for han havde aldrig blæst saa langt. "Men hvis du vil, saa skal jeg følge dig til Broder min, Vestenvinden, kanskee han kan vide det, for han er meget stærkere; du kan sætte dig paa Ryg- gen min, saa skal jeg bære dig dig." Ja, hun gjorde saa, og det gik nok saa friskt. Da de kom frem did, saa gik de ind, og Østenvinden sagde det, at den, han havde med sig, det var den, som skulde havt Prindsen, som boede paa det Slottet, der laa østenfor Sol og vestenfor Maane; nu reiste hun og skulde lede ham op igjen, og sa havde han fulgt hende did og vilde gjerne høre om Vestenvinden vidste hvor det var henne. "Nei, saa langt har jeg aldrig blæst," sagde Vestenvinden, "men hvis du vil, saa skal jeg følge dig til Søndenvin- den, for han er meget stærkere end Nogen af os, og han har flakket baade vidt og bredt; kanskee han kan sige dig det. Du kan sætte dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære dig did." Ja, hun gjorde saa; de reiste til Søndenvinden, og var ikke længe om Veien, skal jeg troe. Da de kom frem, spurgte Vestenvinden om han kunde sige hende Veien til det Slottet, som laae østenfor Sol og vestenfor Maane, for det var hende, SIDE: 10 som skulde have den Prindsen der." "Jasaa," sagde Søndenvinden, "er det hende? Ja jeg har vanket noget hvert Sted i min Tid," sagde han, "men saa langt har jeg aldrig blæst; men hvis du vil, saa skal jeg følge dig til Broderen min, Nordenvinden; han er den ældste og stærkeste af os allesammen, og veed ikke han, hvor det er, saa faaer du aldrig spurgt det i Verden. Du kan sætte dig op paa Ryggen min, saa skal jeg bære dig did." Ja hun satte sig op paa Ryggen hans, og han af Gaarde, saa det havde god Skik. De gjorde ikke Veien lang. Da de kom did, hvor Nordenvinden boede, saa var den saa vild og gal at der stod kold Gufs af den lang Vei. "Hvad vil I?" skreg han langt borte, saa det isnede i dem. "Aa, du faaer ikke være saa stræng af dig, du heller," sagde Søndenvinden, "for det er mig, og saa er det hende, som skulde havt den Prindsen, som boer paa det Slottet, der ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og nu vil hun spørge dig om du har været der og kan sige hende Veien, for hun vilde gjerne finde ham igjen." "Ja, jeg veed nok hvor det er," sagde Nordenvinden, "jeg har blæst et Aspeløv did en eneste Gang, men da var jeg saa træt, at jeg ikke aarkede at blæse paa mange Dage efter. Men hvis du endelig vil did, og du ikke er ræd for at være med mig, saa skal jeg tage dig paa Ryggen min og see om jeg kan blæse dig did." Ja, hun vilde og SIDE: 11 hun maatte did, hvis der paa noget Sæt og Viis var fremkommeligt, og ræd var hun ikke om det gik aldrig saa galt. -- "Ja, ja, du faaer ligge over her i Nat," sagde Nordenvinden, "for vi maae have hele Dagen for os, skal vi række frem did." Tidlig den anden Morgen vækkede Nordenvinden hende og blæste sig op og gjorde sig saa stor og stærk, at det var fælt at see; og saa bar det afsted med dem høit op igjennem Luften, som om de skulde fare til Verdens Ende med det samme. I Bygden var der saadan Storm, at der røg ned baade store Skov- stykker og Huse, og da de kom ud over Storsøen for- liste der Skibe i Hundredeviis. Saaledes foer de afsted saa langt, saa langt, at Ingen kan troe hvor langt de foer, og bestandig gik det ud over Havet, og Norden- vinden blev trættere og trættere og saa udmaset, at den næsten ikke aarkede at blæse længere, og det dalede og dalede med dem mere og mere, og tilsidst gik det saa lavt, at Bølgetoppene slog om Hælene hendes. "Er du ræd?" sagde Nordenvinden. "Nei," sagde hun, det var hun ikke. Men da vare de ikke langt fra Land heller, og der var netop saamegen Magt tilbage i Nor- denvinden, at den fik kastet hende ind paa Stranden under Vinduerne paa Slottet, der laa østenfor Sol og vestenfor Maane; men da var den ogsaa saa træt og SIDE: 12 saa ussel, at den maatte hvile over mange Dage, før- end den kunde komme hjem igjen. Den anden Morgen satte hun sig til at lege med Guldæblet udenfor Vinduerne i Slottet, og den Første, hun saa, var det Næsegrævet, som skulde have Prind- sen. "Hvad skal du have for det Guldæblet dit du?" sagde hun og lukkede op Vinduet. "Det er ikke tilfalds hverken for Guld eller Penge," sagde Jenten. "Er det ikke tilfalds for Guld eller Penge? hvad er det da du vil have for det? -- du kan faae hvad du vil!" sagde Prindsessen. "Ja hvis jeg kan komme til den Prindsen, som er her, og faae være hos ham i Nat, saa skal du faae det," sagde hun, som var kommen med Nordenvin- den. Ja, det kunde hun nok, det var der Raad til. Prindsessen fik Guldæblet, men da Jenten kom op paa Værelset til Prindsen om Kvælden, saa sov han; hun raabte paa ham og ristede i ham, og alt imellem saa græd hun, men hun kunde ikke faae ham vaagen. Om Morgenen, da det lyste af Dagen, kom Prindsessen med den lange Næsen og jagede hende ud igjen. Om Dagen satte hun sig udenfor Vinduerne i Slottet til at haspe paa Haspetræet, og det gik da ligedan. Prindsessen spurgte, hvad hun vilde have for det, og hun sagde at det hverken var tilfalds for Guld eller Penge, men hvis hun kunde faae Lov til at komme op til Prindsen og være hos ham om Natten, skulde hun faae det. Men da hun kom derop, saa sov han SIDE: 13 igjen, og alt hun raabte og skreg og ristede i ham, og alt hun græd, saa sov han, og hun var ikke istand til at faae Liv i ham; og da det lyste af Dagen om Mor- genen, kom Prindsessen med den lange Næsen og jagede hende ud igjen. Da det led ud paa Dagen, saa satte Jenten sig udenfor Vinduerne i Slottet til at spinde paa Guld- rokken, og den vilde ogsaa Prindsessen med den lange Næsen have. Hun lukkede op Vinduet og spurgte hvad hun vilde have for den. Jenten sagde nu som begge de forrige Gange, at den ikke var tilfalds hverken for Guld eller Penge, men kunde hun faae komme op til Prind- sen som var der og være hos ham om Natten, da skulde hun faae den. Ja det kunde hun gjerne. Men saa var der nogle kristne Folk, som var indtagne der, de havde siddet i det Kammer, som var nærmest Prindsens; de havde hørt, at der havde været et Fruentimmer inde, som havde grædt og raabt paa ham to Nætter i Rad, og det sagde de til Prindsen. Om Kvælden, da Prindsessen kom med Sovesupen, lod han som han drak, men slog den bagover sig, for han kunde skjønne det var en So- vedrik. Da nu Jenten kom ind, var Prindsen vaagen, og sa maatte hun fortælle hvorledes hun var kommen did. "Ja nu kom du rigtig tilpas ogsaa," sagde Prind- sen," for i Morgen skulde jeg have Bryllup; men jeg vil ikke have dette Næsegrævet, og du er den eneste, som kan frelse mig. Jeg skal sige at jeg vil see hvad Bruden SIDE: 14 min duer til og bede hende vadske af den Skjorten med de tre Talgflækkerne paa, og det gaaer hun ind paa, for hun veed ikke, at det er dig, som har gjort det; men der maae kristne Folk til det og ikke sligt Troldpak, og saa skal jeg sige, at jeg ikke vil have nogen Anden til Brud end den, som kan gjøre det, og bede dig om det." Der var da stor Fryd og Glæde paa dem om Natten. Men Dagen efter, da Brylluppet skulde staae, sagde Prindsen: "Jeg vil nok see hvad Bruden min duer til først alligevel?" Ja, det kunde saa være det, sagde Stedmoderen. "Jeg har saa- dan en fiin Skjorte, som jeg vil have til Brudgoms- skjorte, men saa er der kommen tre Talgflækker paa, som jeg vil have vadsket af, og det har jeg lovet, at jeg ikke tager nogen Anden, end den, som er god for at gjøre det, og kan hun ikke det, saa er hun ikke værdt at have heller." -- Ja, det var nok ingen Sag, meente de, og det gik de ind paa, og hun med den lange Næ- sen til at vadske det bedste hun kunde, men jo mere hun vadskede og gned desto større og sortere blev Flæk- kerne. "Aa, du kan ikke vadske," sagde Gamletroldkjær- ringen, Moer hendes, "lad mig faae den!" men hun havde ikke før taget Skjorten, førend den blev meget styggere endda, og jo mere hun vadskede og gned, desto større og sortere bleve Flækkerne, og desto fælere blev den. Saa skulde de andre Troldene til at vadske, men jo længre det led, desto styggere og fælere blev den, og SIDE: 15 tilsidst saae hele Skjorten ud som om den havde været i Skorsteenspiben. "Aa I duer ikke Noget, Nogen af Jer!" sagde Prindsen; "der sidder en Fantejente uden- for Vinduet her; jeg er sikker paa, hun er meget bedre til at vadske hun end Nogen af Jer. Kom ind du Jente!" skreg han. Ja, hun kom ind. "Kan du vadske reen den Skjorten du?" sagde han. "Aa, jeg veed ikke jeg" sagde hun, "jeg tænker nok det." Og aldrig havde hun taget i Skjorten og dyppet den ned i Vandet hun, førend den var saa drivende hvid som Nysnee og hvidere endda. "Ja dig vil jeg have!" sagde Prindsen. Saa blev den gamle Troldkjærringen saa sindt, at hun sprak, og Prindsessen med den lange Næsen og Smaatroldene sprak nok ogsaa, for jeg har ikke hørt Noget til dem siden. Prindsen og Bruden hans de løste da ud alt Kristenfolket, som var indtaget der, og saa toge de med sig saa meget Guld og Sølv og flyttede langt bort fra Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Hvorledes de kom afsted, og hvor de flyttede hen, det veed jeg ikke, men er det dem jeg mener, saa ere de ikke saa langt borte endda. Asbjørnsen og Moe SIDE: 16 Hønen, som skulde til Dovrefjeld, forat ikke Alverden skulde forgaae. Der var engang en Høne, som var fløiet op og havde sat sig i et Egetræ til Kvælds. Om Natten saa drømte den, at hvis den ikke kom til Dovrefjeld, saa skulde Alverden forgaae. Bedst som det var, hoppede den ned og gav sig paa Veien. Da den havde gaaet et Stykke, mødte den en Hane. "God Dag, Hane Pane," sagde Hønen. "God Dag, Høne Pøne; hvor skal du hen, saa tidlig?" sagde Hanen. "Aa jeg skal gaae til Dovrefjeld, forat ikke Alverden skal forgaae," sagde Hønen. "Hvem har sagt dig det, Høne Pøne?" sagde Hanen. "Jeg sad i Egen og drømte det i Nat," sagde Hønen. "Jeg vil følge med, jeg," sagde Hanen. Ja, saa gik de et langt Stykke, saa mødte de en And. "God Dag, Ande Vande," sagde Hanen. "God Dag, Hane Pane, hvor skal du hen sa tidlig?" sagde Anden. "Jeg skal til Dovrefjeld forat ikke Alverden skal for- gaae," sagde Hanen. "Hvem sagde dig det, Hane Pa- ne?" "Høne Pøne," sagde Hanen. "Hvem sagde dig det, Høne Pøne?" sagde Anden. "Jeg sad i Egen og drømte det i Nat," sagde Hønen. "Jeg vil følge med," sagde Anden. Saa lagde de afsted og gik et Stykke SIDE: 17 igjen, saa mødte de en Gasse. "God Dag, Gasse Vasse," sagde Anden. "God Dag Ande Vande," sagde Gassen, "hvor skal du hen sa tidlig?" "Jeg skal til Dovrefjeld forat ikke Alverden skal forgaae," sagde An- den. "Hvem sagde dig det, Ande Vande?" sagde Gassen. "Hane Pane." Hvem sagde dig det, Hane Pane?" "Høne Pøne." "Hvoraf veed du det, Høne Pøne?" sagde Gassen. "Jeg sad i Egen og drømte det i Nat, Gasse Vasse," sagde Hønen. "Jeg vil være med," sagde Gassen. Da de havde gaaet et Stykke igjen, saa mødte de en Ræv. "God Dag, Ræv Skræv," sagde Gassen. "God Dag, Gasse Vasse". "Hvor- hen Ræv Skræv?" "Hvor skal du hen, Gasse Vasse?" "Jeg skal til Dovrefjeld forat ikke Alverden skal forgaae," sagde Gassen. "Hvem sagde dig det, Gasse Vasse," sagde Ræven. "Ande Vande." "Hvem sagde dig det da, Ande Vande?" "Hane Pane." "Hvem sagde dig det da, Hane Pane?" "Høne Pøne." "Hvoraf veed du det da, Høne Pøne." "Jeg sad i Egen og drømte det i Nat, at hvis vi ikke komme til Dovrefjeld, saa skal Alverden forgaae," sagde Hønen. "Aa Snak," sagde Ræven, "Alverden forfaaer ikke, om I ikke kommer did. Nei kom og følg med hjem i min Kule, det er meget bedre, for der er det baade godt og varmt." Ja de fulgte med Ræven hjem i Kulen hans, og da de var komne did, lagde Ræven dygtig paa Varmen, saa de bleve søvnige Allesammen. Anden og Gassen satte SIDE: 18 sig i en Krog, men Hanen og Hønen fløi op paa en Kjæp. Da Gassen og Anden vel vare søvnede, tog Ræven og lagde Gassen paa Gloen og stegte den. Hø- nen kjendte det lugtede saa svedet; den hoppede op paa en højere Pinde og sagde halv i Søvne: "Fy, her stinker saa, her stinker saa!" "Aa Snak," sagde Ræven, "Røgen slaaer bare ned igjennem Piben, sæt dig til at sove og hold saa Mund!" Saa søvnede Hønen igjen. Ræven havde ikke faaet Gassen i sig, før den gjorde det samme ved Anden, tog den og lagde den paa Gloen og stegte den og til at spise. Saa vaagnede Hønen igjen og hoppede op paa en høiere Pinde. "Fy, her stinker saa, her stinker saa!" sagde den, og da fik den Øinene op og fik see, at Ræven havde spiist dem begge to, baade Gaasen og Anden; saa fløi den op paa den høieste Pinden og satte sig der og tittede op igjennem Piben. "Nei, nei, see alle de deilige Gjæs, som flyve der!" sagde den til Ræven. Mikkel ud og skulde hente sig en fed Steg. Saa vækkede den Hanen og fortalte, hvorle- des det var gaaet med Gasse Vasse og Ande Vande. Saa fløi da Hane Pane og Høne Pøne ud igjennem Piben, og hvis de ikke var kommne til Dovrefjeld, havde det vist været forbi med Alverden. Asbjørnsen og Moe SIDE: 19 Manden, som skulde stelle hjemme. Der var engang en Mand som var saa grætten og vild, og aldrig syntes han at Konen gjorde Nok i Huset. Saa kom han hjem en Kvæld i Slaataanden, og green og skjændte og bandede, saa at det lyste om ham. "Kjære Vene, vær ikke saa ond, Faer," sagde Kjærrin- gen; "i Morgen skal vi bytte Arbeide, jeg skal gaae ud med Slaattekarlene og slaae, saa kan du stelle hjemme." Ja, det syntes Manden godt om, og det vilde han gjerne. Tidlig om Morgenen tog Kjærringen Ljaen paa Nakken og gik ud i Engen med Slaattefolkene og skulde slaae. Manden skulde da til at stelle i Huset. Først vilde han til at kjerne Smør, men da han havde kjernet en Stund, blev han tørst, gik ned i Kjælderen og skulde tappe i Øl. Medens han holdt paa at tappe i Ølbollen, fik han høre, der var kommen en Griis ind i Stuen. Han afsted med Tappen i Haanden, op igjennem Kjælder- trappen som allersnarest og skulde passe Grisen, at den ikke skulde vælte Kjernen; men da han fik see, at Grisen alt havde slaaet Kjernen overende, og stod og smattede paa Fløden, som flømmede udover Gulvet, blev han saa flyvende sindt, at han reent glemte Øltønden og efter Grisen det bedste han kunde. Han naaede den igjen i SIDE: 20 Døren, og der gav han den et saa dygtig Spark, at den blev liggende paa Flækken. Nu huskede han først paa, at han gik med Tappen i Haanden, men da han kom ned i Kjælderen, var alt Øllet rundet ud paa Gulvet. Han gik da paa Mælkeboden igjen og fandt saa- meget Fløde, at han fik Kjernen fuld, og saa gav han sig til at kjerne, for Smør vilde han have til Mid- dags. Da han havde kjernet en Stund, kom han i Hu, at Hjemkoen stod inde endda, og hverken havde faaet Vaadt eller Tørt, skjøndt det var langt paa Dag. Han syntes nu det var for langt at gaae til Havnen med den, saa tænkte han at han skulde slippe den oppe paa Taget; det var Torvetag paa Hytten og der stod stort, gjildt Græs. Hytten laa ved en brat Bakke, og naar han lagde en Planke over paa Taget, saa troede han nok han skulde faae Koen derop. Men Kjærnen turde han ikke slippe heller, for den vesle Ungen hans foer og kravlede om paa Gulvet; den kunde gjerne slaae den overende, tænkte han. Kjernen tog han da paa Ryggen og gik saa ud, men saa skulde han vande Koen først, førend han slap den paa Taget. Han tok en Bøtte og skulde tage Vand i Brønden med, men da han bøiete sig ud over Kanten, randt Fløden ud af Kjernen og ned i Nakken paa ham og saa ned i Brønden. Det led nu til Middagen, og Smør havde han endda ikke faaet, saa tænkte han, han skulde koge Grød, hængte saa en Gryde med Vand paa SIDE: 21 Skorstenen. Da han havde gjort det, kom han til at tænke paa at Koen kunde falde ned af Taget og brække Benene eller Halsen paa sig, gik saa op paa Taget og skulde binde den. Den ene Enden af Rebet bandt han om Halsen paa Koen, slap det saa ned igjennem Piben og bandt Rebhællen om Laaret sit, for Vandet kogte alt i Gryden, og han maatte til at stampe Grøden. Mens han holdt paa med det, faldt Koen udover Taget lige- vel og trak Manden op igjennem Piben ved Rebet; der sad han fast, og Koen, den hang udenfor Væggen og svævede mellem Himmel og Jord, og den kunde heller ikke komme løs. Konen havde ventet i syv Lange og syv Brede paa at Manden skulde komme og raabe hjem til Middags; men det blev ikke noget af. Tilsidst saa syntes hun det blev for drøit og gik endelig hjem. Da hun fik see at Koen hang saa stygt til, gik hun bort og hug Rebet af med Ljaen; i det samme faldt Manden ned igjennem Peispiben, og da Kjærringen kom ind, stod han paa Hovedet i Grødgryden. Asbjørnsen og Moe SIDE: 22 Tommeliden. Der var engang en Kone, som havde en eneste Søn, og han var ikke længer end en Tommelfinger, derfor kaldte de ham ogsaa Tommeliden. Da han var kommen til Skjælds Aar og Alder sagde Moderen til ham at han skulde ud at frie, for nu syntes hun det var paa Tide, at han begyndte at tænke paa at gifte sig. Da Tommeliden hørte det, blev han meget glad. De fik da Kjøregreierne i Stand og reiste afsted, og Moderen satte ham paa Fanget. Saa skulde de reise til en Kongs- gaard, hvor der var saadan en forskrækkelig stor Prind- sesse; men da de vare komne et Stykke paa Veien, blev Tommeliden borte. Hun ledte længe efter ham og raabte paa ham og græd fordi han var borte, og hun ikke kunde finde ham igjen. "Pip, pip!" sagde Tommeliden; han havde gjemt sig i Manen paa Hesten. Saa kom han frem, og da maatte han love Moderen, at han ikke skulde gjøre det oftere. Da de havde kjørt et Stykke til, saa var Tommeliden borte igjen. Hun ledte efter ham og raabte og græd, men borte var han. "Pip, pip!" sagde Tommeliden, og hun hørte han lo og knisede, men hun kunde slet ikke finde ham igjen. "Pip, pip, her er jeg da!" sagde Tommeliden og kom frem af SIDE: 23 Øret paa Hesten. Saa maatte han love, at han ikke skulde gjemme sig oftere, men da de havde kjørt et Stykke, saa var han borte igjen; han kunde ikke bjerge sig. Moderen, hun ledte og græd og raabte paa ham; men han var borte og blev borte, og alt hun ledte, kunde hun ikke finde ham paa nogen Maade. "Pip, pip, her er jeg da!" sagde Tommeliden. Men hun kunde slet ikke skjønne, hvor han var, for det lød saa utydelig. Hun ledte og han sagde Pip, her er jeg, og lo og got- tede sig fordi hun ikke kunde finde ham igjen; men ret som det var, saa nøs Hesten, og saa nøs den Tom- meliden ud, for han havde sat sig i det ene Næseboret paa den. Moderen tog ham nu og puttede ham i en Pose; hun vidste ikke andet Raad, for hun kunde skjønne, at han ikke kunde bjerge sig. Da de kom til Kongs- gaarden, saa blev der snart Forlovelse, for Prindsessen syntes han var en vakker liden Gut, og det varede ikke længe førend der blev Bryllup heller. Da de skulde spise om Middagen i Bryllupsgaarden, saa sad Tommeliden til Bords ved Siden af Prindses- sen; men han var værre end ilde stelt, for da han skulde til at spise, kunde han ikke naae op, og havde vist ikke faaet en Bid heller, havde ikke Prindsessen taget og hjul- pet ham op paa Bordet. Nu gik det baade godt og vel saalænge, han kunde spise af Tallerken, men saa kom der ind et stort, stort Grødfad; det kunde han ikke naae op i; men Tommeliden vidste Raad: han satte sig paa SIDE: 24 Bredden. Men saa var der et Smørøie midt ude i Fa- det; det kunde han ikke række og saa maatte han sætte sig ude paa Kanten af Smørøiet; men ret som det var, kom Prindsessen med en stor Skee og skulde dyppe en dygtig Grødbede i Smøret, og saa kom hun nær Tomme- liden, saa at han faldt ned og druknede i Smørøiet. Asbjørnsen og Moe Haaken Borkenskjæg. Der var engang en Kongsdatter, som var saa stolt og knibsk, at ingen Frier var god nok for hende; alle holdt hun for Nar og gav dem Afsked den Ene efter den Anden. Men endda hun var saa stolt, saa kom der altid Frier til Gaards, for hun var vakker, det lede Troldet. Saa var der engang kommen en Kongesøn, som vilde frie til hende igjen, og han hed Haaken Bor- kenskjæg. Men den første Nat, han var der, bad hun Hofnarren, at han skulde skjære Ørene af den ene Hesten hans og rispe Kjæften op til Ørene paa den an- den. Da Prindsen skulde ud at kjøre den anden Dag, stod Prindsessen i Svalen og saa paa. "Nei nu har SIDE: 25 jeg da aldrig seet Magen heller; den hvasse Nordensnoen som blæser her, har taget Ørene af den ene Hesten din, og det har den anden staaet og gliset af, saa at Kjæf- ten er gaaet heelt op til Ørene paa den," og dermed slog hun hele Ladedøren op, fløi ind og lod ham kjøre sin Vei. Han reiste hjem, men han tænkte ved sig selv, at hun nok skulde have det igjen. Han satte paa sig et stort Skjæg af Lav, trak en vid Skindkjole paa og klædte sig ud som en anden Tigger; men hos en Guldsmed kjøbte han sig en Guldrok, og dermed gik han afsted og satte sig en Morgen udenfor Vinduet til Kongs- datteren til at file og stelle paa Guldrokken, for den var ikke rigtig færdig, og der var ingen Opstandere paa den heller. Da Kognsdatteren kom til Vinduet om Morgenen, lukkede hun op og raabte paa ham og spurgte om han vilde sælge den Guldrokken sin. "Nei, til Fals er den ikke," sagde Haaken Borkenskjæg, "men det er det samme, faaer jeg sove udenfor Kammerdøren din i Nat, saa skal du faae den." Ja, det syntes Kongsdatteren var godt Kjøb; det kunde der ikke være nogen Fare i. Hun fik da Rokken og om Kvælden lagde Haaken Borkenskjæg sig udenfor Kammerdøren hendes. Men da det led ud paa Natten, begyndte han at fryse saa. "Hutetutetutetu, det er saa koldt, at -- slip mig ind," sagde han. "Jeg mener du er reent forstyrret jeg," sagde Prindsessen. "Aa Hutetutetutetu, det er saa fælt koldt, og slip mig bare ind!" sagde SIDE: 26 Haaken Borkenskjæg. "Hys, hys! ti stille!" sagde Prindsessen, "faaer Faer høre, det er Mandfolk her, saa bliver jeg reent ulykkelig!" "Aa Hutetutetutetu, jeg fryser mest ihjel, lad mig bare komme ind og faa ligge paa Gulvet!" sagde Haaken Borkenskjæg. Ja, det var ikke noget Raad for det, hun maatte slippe ham ind, og da han var kommen ind, lagde han sig paa Gulvet og sov nok saa godt. En Stund efter kom Haaken igjen med Opstan- derne til Rokken, og saa satte han sig udenfor Vinduet til Kongsdatteren igjen og til at file paa dem, for de vare nok ikke rigtig færdige, de heller. Da hun hørte, han filede, lukkede hun Vinduet op og snakkede til ham og spurgte hvad det var han havde der. "Aa, det er Opstanderne til den Rokken, Prindsessen kjøbte, for jeg tænkte som saa, at siden hun vilde have Rok, saa kunde hun vel behøve Opstandere ogsaa." "Hvad skal du have for dem da?" spurgte Prindsessen. De vare ikke til Fals de heller; men hvis han fik Lov at ligge paa Gulvet i Kammeret til Prindsessen om Natten, skulde hun faae dem ligevel. Ja, det skulde han faae Lov til, men hun bad ham bare være rolig og ikke give sig til at fryse og sige Hutetu. Haaken Borkenskjæg lovede nok godt, men da det led paa Natten, begyndte han at hukle og fryse og bære sig, og saa bad han om han ikke kunde faae Lov at lægge sig paa Gulvet foran Sengen til Prindsessen. Der var ikke noget andet Raad for SIDE: 27 det, hun maatte give ham Lov, hvis ikke Kongen skulde faae høre det. Haaken Borkenskjæg lagde sig da paa Gulvet foran Sengen til Prindsessen og sov baade godt og vel. Saa varede det en god Stund, førend Haaken Bor- kenskjæg kom igjen, men da havde han med sig en Garn- vinde af Guld, og den satte han sig til at file paa udenfor Vinduerne til Prindsessen om Morgenen. Det gik da ligeens. Da Prindsessen hørte det, kom hun til Vinduet og hilste paa ham og spurgte hvad han skulde have for den Garnvinden. "Den er ikke til Fals for Penge, men faar jeg Lov at ligge i Kammeret dit med Hovedet paa Sengestokken i Nat, saa skal du faae den," sag- de Haaken Borkenskjæg. Ja, det kunde han nok, naar han bare vilde være rolig og ikke gjøre noen Støi, sagde Prindsessen, og han lovede han skulde gjøre sit Bedste; men da det led ud paa Natten begyndte han at hukle og fryse, saa han hakkede Tænder. "Hutetutetu, det er saa koldt; aa lad mig faae Lov at komme op i Sengen og varme mig lidt!" sagde Haaken Borkenskjæg. "Jeg mener, du er gal, jeg," sagde Prindsessen. "Hutetute tutetu!" sagde Haaken Borkenskjæg, "aa lad mig komme op i Sengen, hutetutetutetu!" "Hys, hys, ti stille for Guds Skyld!" sagde Prindsessen, "faaer Fa'er høre der er Mandfolk her, saa bliver jeg reent ulykkelig; jeg troer vist, han tager Livet af mig med det samme." "Hutetutetutetu, slip mig op i Sengen!" sagde Haaken SIDE: 28 Borkenskjæg og frøs saa hele Stuen rystede. Det var ikke noget Raad for det, hun maatte slippe ham op i Sengen, da sov han baade godt og vel. Men en Stund efter fik Prindsessen et Barn, og Kongen blev saa sindt og gal, at han var nær ved at gjøre Ende paa baade hende og Barnet. Da det led om lidt, kom Haaken Borkenskjæg ranglende did engang som af en Hændelse, og sad ude i Kjøkkenet ligesom en anden Fattigmand. Da Kongsdatteren kom ud og fik see ham, sagde hun: "Aa Gud bære mig for Ulykke du har voldet mig; Fa'er min er færdig at flyve i Flint, saa vild er han; lad mig følge med hjem til dig!" "Du er nok for vel vant til at følge med mig, du," sagde Haaken, "for jeg har ikke andet end en Bar- hytte at være i, og hvorledes jeg skal skaffe dig Føde, det skjønner jeg ikke, for jeg slider ilde nok for at skaffe Føden til mig selv." "Ja jeg er lige glad, hvorledes du har det," sagde hun, "lad mig bare faae være med dig, for bliver jeg her længer, tager vist Fa'er Livet af mig." Hun fik da Lov til at være med Fanten, som hun kaldte ham, og de gik baade langt og længe, og hun havde det ikke for godt paa Veien. Da de kom ud af det Land og ind i et andet Rige, spurgte Prindsessen hvem der eiede det. "Aa det er Haaken Borkenskjæg, det," sagde han. "Jasaa," sagde Prindsessen, "ja jeg kunde have SIDE: 29 taget ham jeg," sagde hun, "saa kunde jeg have sluppet at gaae her som en Fantefille." Og alle de gjildeste Slotte og Skove og Gaarde, de kom til, saa spurgte hun hvem der eiede dem. "Aa det er hans Haaken Borkenskjæg, det," sagde Fanten. Og Prindsessen gik og bar sig ilde, fordi hun ikke havde taget ham som eiede saa meget. Langt om længe kom de til en Kongsgaard; der sagde han, at han var kjendt, og han meente nok, han skulde faae Arbeide til hende der, saa de kunde faae Noget at leve af, og saa byggede han op en Barhytte i Skovbredden, hvor han vilde være. Selv gik han til Kongsgaarden og hug Ved og bar Vand for Kokken, sagde han, og da han kom hjem igjen havde han med sig nogle Madsmuler, men de rak ikke langt. Saa var det engang, han kom hjem fra Slottet. "I Morgen skal jeg blive hjemme og passe Barnet, men du faaer lave dig til at gaae til Slottet, du," sagde han, "for Prindsen sagde, du skulde komme og være med og bage i Ovnen". "Jeg bage?" sagde Kongsdatteren. "Jeg kan ikke bage, for det har jeg aldrig gjort." "Ja du faaer gaae," sagde Haaken Borkenskjæg "siden han har sagt det. Kan du ikke bage, saa kan du vel lære; du faaer see efter hvorledes de Andre gjøre for dig, og naar du skal gaae, faaer du stjæle med dig nogle Brød til mig." SIDE: 30 "Stjæle kan jeg ikke," sagde Kongsdatteren. "Du kan vel lære," sagde Haaken Borkenskjæg, "du veed det er knapt for Mad. Men pas dig vel for Prindsen, for han har Øinene med sig overalt." Da hun vel var gaaet, løb Haaken en Beenvei, og kom til Slottet længe før hende, og kastede Fillerne og Lavskjægget af sig og trak Prindseklæderne paa. Kongsdatteren var med i Bagningen og gjorde som Haaken havde bedet hende, og stjal alle Lommerne sine fulde med Brød. Da hun saa skulde hjem om Af- tenen, sagde Prindsen: "Denne Kjærringen til Haaken Borkenskjæg kjende vi ikke Noget til; det er bedst at see efter om hun ikke har taget Noget med sig." Saa foer han ned i alle Lommerne og grov og vi- siterte, og da han fandt Brødene blev han sindt og holdt fælt Huus. Hun græd og bar sig ilde og sagde: "Fanten bad mig om det, saa maatte jeg gjøre det." "Ja, det burde have gaaet dig galt," sagde Prind- sen, "men det er det samme, for Fantens Skyld, skal det være dig tilgivet." Da hun vel var gaaet, kastede han Prindseklæderne af, trak paa sig Skindkjolen, satte Lavskjægget paa og var før hende i Barhytten, og da hun kom, holdt han paa at stelle med Barnet. "Ja du har faaet mig til at gjøre det, jeg har angret," sagde hun; "det var den første Gangen jeg har stjaalet og det skal nok blive den SIDE: 31 sidste." Og saa fortalte hun hvorleddes det var gaaet og hvad Prindsen havde sagt. Nogle Dage efter kom Haaken hjem i Barhytten en Kvæld. "I Morgen faaer jeg blive hjemme og passe Ungen," sagde han, "for du skal være med i Slagtingen og lave Pølser." "Jeg lave Pølse?" sagde Kongsdatteren, "det kan jeg ikke. Jeg har nok spist Pølse, men lavet Pølse har jeg aldrig." Ja Haaken sagde hun maatte gaae, siden Prindsen havde sagt det; hun fik gjøre som hun saae de Andre gjorde, og saa bad han, at hun skulde stjæle med sig nogle Pølser til ham. "Nei stjæle kan jeg ikke," sagde hun, "for du husker nok hvorledes det gik sidst." "Du kan lære at stjæle," sagde Haaken, "for det er ikke sagt at det gaaer galt støt." Da hun vel var gaaet, løb Haa- ken Borkenskjæg Beenstien, kom længe før hende til Slottet, og kastede Skindkjolen og Lavskjægget af sig og stod i Kjøkkenet med Prindseklæderne paa, da hun kom. Kongsdatteren var med i Slagtingen og lavede Pøl- ser og gjorde som Haaken havde sagt, og stoppede Lom- merne sine fulde. Da hun skulde gaae hjem om Afte- nen, sagde Pridnsen: "Denne Fantekjærringen var jo langfingret sidst, det er nok bedst at see efter om hun ikke har taget No- get med sig," og til at grave og visitere i alle Lom- merne hendes. Da han fandt Pølserne blev han sindt SIDE: 32 igjen og holdt slemt Huus og truede med at han skulde sætte hende hos Lensmanden. "Aa Gud velsigne Jer, lad mig slippe; Fanten bad mig om det", sagde hun og græd og bar sig ilde. "Ja det burde gaae dig galt, men for Fantens Skyld skal det være dig tilgivet," sagde Haaken Bor- kenskjæg. Da hun var gaaet, kastede han Prindseklæderne af sig, trak paa Skindkjolen og satte paa sig Lavskjægget og løb Beenstien, og da hun kom hjem, var han alt kommen hjem ogsaa. Hun fortalte hvorledes det var gaaet, og lovede høit og dyrt det skulde være sid- ste Gangen, han fik hende til Sligt. En Stund efter havde Manden været i Kongsgaarden igjen. "Nu skal Prindsen vor have Bryllup," sagde han, da han kom hjem om Kvælden; "men Bruden er bleven syg, saa Skrædderen ikke kan faae taget Maal af hende til Bryl- lupskjolen, og saa vil Prindsen at du skal komme op til Kongsgaarden og tage Maal af dig istedet for hende, for han siger, du ligner hende i Væxt og Alt. Men naar du er maalt, saa skal du ikke gaae; du kan blive staaende der du, og see paa mens Skrædderen skjærer til, og sop saa ned de største Stykkerne og tage med dig til en Piklue til mig." "Nei stjæle kan jeg ikke," sagde hun, "og du husker nok hvorledes det gik sidst." "Du kan nok lære," sagde Haaken, "det er ikke sagt, det gaaer galt nu." SIDE: 33 Hun syntes det var galt, men hun gik og gjorde som han bad; hun stod og saa paa medens Skrædderen skar til og sopte ned de største Stykkerne og puttede dem i Lommen. Da hun skulde gaae, sagde Prindsen: "vi faae vel see efter om Kjærringen ikke har været langfingret denne Gangen ogsaa," og til at rode og grave i alle Lommerne hendes, og da han fandt Kofterne, blev han sindt og begyndte at skjende og støie, saa at det ikke var nogen Maade paa det. Hun græd og bar sig ilde og sagde: "Aa Fanten bad mig om det, saa maatte jeg jo gjøre det." "Ja, det burde gaae dig ilde, men for Fantens Skyld faaer det vel være dig tilgivet," sagde Haaken Borkenskjæg, og saa gik det som de forrige Gange, da hun kom hjem i Barhytten, var Haaken der ogsaa. "Aa Gud hjælpe mig," sagde hun, "jeg bliver nok ulyk- kelig, jeg, for din Skyld tilsidst; for du vil ikke have mig til Andet end det som Galt er. Prindsen var saa toppende gal, saa han truede baade med Lensmand og Tugthuus." En Stund efter kom Haaken hjem i Barhytten en Kvæld. "Nu vil Prindsen du skal komme til Slottet og staae Brud, Kjærring," sagde han, "for Bruden hans er syg og sengeliggende endda; men Bryllup vil han holde, og du er saa lig hende," siger han, "at Ingen kjende Jer fra hinanden, og i Morgen faaer du lave dig til at gaae til Slottet." SIDE: 34 "Jeg mener I er fra Viddet baade du og Prind- sen, jeg," sagde hun, "synes du jeg seer ud til at staae Brud, der kan jo ingen Fantekjærring see værre ud end jeg." "Ja Prindsen sagde det, og saa faaer du vel gjøre det," sagde Haaken Borkenskjæg. Der var ikke noget Raad for det, hun maatte gaae, og da hun kom til Kongs- gaarden, blev hun saa pyntet og tilstadset, at ingen Prind- sesse kunde være gjildere. De reiste til Kirken, og hun stod Brud, og da de kom hjem igjen var der Dands og Lystighet paa Slottet. Men ret som hun var midt i Dandsen med Prindsen, fik hun see et Skin igjennem Vinduet, og saa saa hun, at Barhytten stod i lys Lue. "Aa nei Fanten og Barnet og Barhytten!" skreg hun og var daanefærdig. "Her er Fanten og der er Barnet og lad saa Barhyt- ten ryge!" sagde Haaken Borkenskjæg. Og saa kjendte hun ham igjen. Da blev det først rigtig Lystighed og Glæde, men siden har jeg hverken hørt dem eller spurgt dem. Asbjørnsen og Moe SIDE: 35 Mestermø. Det var engang en Konge; han havde flere Søn- ner, jeg veed ikke rigtig hvor mange det var, men den yngste af dem havde ingen Ro paa sig hjemme, han vilde med al Nød og Magt ud i Verden og prøve sig, og det maatte da Kongen langt om længe lade ham faae Lov til. Da han havde reist i nogle Dage, kom han til en Risegaard og der stedede han sig i Tjeneste hos Risen. Om Morgenen skulde Risen ud at gjæte Gjederne sine, og med det samme han reiste af Gaarde sagde han til Kongssønnen at han skulde maage Stal- den; "og naar du har gjort det, skal du slippe at gjøre mere i Dag, for du skal vide, det er en snil Huusbond, du er kommen til," sagde han. "Men det, du bliver sat til, skal du gjøre baade godt og vel, og saa maa du slet ikke gaae ind i noget af de Værelser, som er inden for Stuen, du var i Nat; gjør du det, tager jeg Livet af dig." "Jamen er det en snil Huusbond ogsaa," sagde Kongssønnen ved sig selv, han gik op og ned paa Stuegulvet og trallede og sang, for han syntes, det havde god Tid med at maage Stal- den; "men artigt var det at skotte ind i de andre Stu- SIDE: 36 erne hans ligevel, for det maa vel være Noget han er ræd for, siden jeg ikke skal faae Lov at komme ind der, tænkte han, og saa gik han ind i den første Stu- en. Der hang en Kjedel paa Væggen og kogte, men Kongssønnen saa ingen Varme under den. Hvad mon troe der er oppe i den? tænkte han, og saa dyppede han Haarluggen ned i, saa blev Haarene som de skulde være af Kobber allesammen. "Det var en artig Suppe det, dersom En smagte paa den, blev han vist gjild om Truten," sagde Gutten og dermed gik han ind i det Værelse, som var næst ved. Der hang ogsaa en Kjedel paa Væggen og puttrede og kogte, men Varme var der ikke under den heller. "Jeg faaer prøve den ogsaa," sagde Kongssøn- nen og stak Luggen sin nedi igjen, saa blev den forsøl- vet. "Saa dyr Suppe har de ikke i min Fa'ers Gaard," sagde Kongssønnen, "men det kommer bare an paa hvorledes den smager," og dermed gik han ind i det tredie Værelse. Der hang ogsaa en Kjedel paa Væggen og kogte, akkurat lige eens som i de to andre Værelser, og Kongssønnen fik da Lyst at prøve der ogsaa; saa dyppede han Luggen nedi og saa blev den saa blank forgyldt at det skinte i den. "Værre og værre! sagde Kjærringen, hun skulde sige: Ære være!" sagde Kongs- sønnen, "men koger han Guld her, hvad skal troe han saa koger derinde?" Det vilde han da see og saa gik han ind igjennem Døren til det fjerde Værelse. Der SIDE: 37 var der ikke nogen Kjedel at see, men i Bænken sad der En, det var nok en Kongsdatter, men hvad Mands Dat- ter hun var, saa havde Kongssønnen aldrig seet hendes Mage i sine Levedage før, saa deilig var hun. "Aa, i Jesu Navn, hvad vil du her da?" sagde hun som sad i Bænken. "Jeg har stedet mig i Tjeneste her i Gaar," sagde Kongssønnen. "Gud bedre dig for Sted du er kommen at tjene paa da," sagde hun. "Aa, jeg synes jeg har faaet en snil Husbond, jeg," sagde Kongs- sønnen, "han har ikke givet mig tungt Arbeide at gjøre i Dag: naar jeg faaer maaget Stalden, har jeg gjort fra mig." "Ja hvorledes vil du bære dig ad med det?" spurgte hun igjen, "for dersom du maager som Folk pleie, saa kommer der ti Rokoer ind, for hver en du kaster ud. Men jeg skal lære dig hvorledes du skal bære dig ad: du skal vende Rokoen op ned og maage med Skaftet, saa flyver det ud af sig selv Altsammen." Ja det skulde han passe paa, mente Kongssønnen; og saa blev han siddende derinde hele Dagen, for de bleve nu snart forligte om at de vilde have hverandre, han og Kongsdatteren -- jeg faaer kalde hende saa jeg -- og saa var nok den første Dagen, han tjente hos Ri- sen, ikke lang for ham, det kan En nok vide. Men da det led mot Kvælden, sagde hun, at nu var det bedst, han fik maaget reen Stalden før Risen kom hjem, og da han kom bort i Stalden, havde han Lyst at prøve om det var rigtigt som hun havde sagt, og saa begyndte SIDE: 38 han at maage saaledes som han havde seet Staldkarlene hos sin Fader gjøre, men det kan vel hænde, han maatte holde op med, for da han havde maaget en liden Stund, havde han næsten ikke Rum at staae paa. Saa gjorde han som Kongsdatteren havde lært ham, han vendte Rokoen og maagede med Skaftet, og saa var det ikke et Øieblik før Stalden var saa reen som den skulde været skuret. Da han havde gjort det, gik han ind igjen i den Stuen, som Risen havde givet ham Lov at være i; der gik han op og ned paa Gulvet og gav sig til at tralle og synge. Saa kom Risen hjem med Gjederne. "Har du maaget Stalden?" spurgte Risen. "Ja nu er den reen og peen, Huusbond," sagde Kongssønnen. "Der vil jeg see paa!" sagde Risen og lagde ud i Stalden; men saa var det som Kongssønnen havde sagt. "Du har vist talt med min Mestermø, for det har du aldrig suget af dit eget Bryst," sagde Risen. "Mestermø? hvad er det for en Ting, Huusbond?" sagde Kongssønnen, han slog sig sa dum som et Nød, "den skulde jeg have Moro af at see." "Aa, tidsnok faaer du see hende," sagde Risen. Den anden Morgen skulde Risen ud med Gjeterne sine igjen. Saa sagde han til Kongssønnen at den Da- gen skulde han hente hjem Hesten hans, som gik oppe i Heien, og naar han havde gjort det, kunde han hvile sig Resten af Dagen; "for det er en snil Huusbond, du er SIDE: 39 kommen til skal du vide," sagde Risen igjen. "Men gaaer du ind i noget af de Værelserne, jeg snakkede om i Gaar, saa vrider jeg Hovedet af dig," sagde han, og saa reiste han aafsted med Gjedeflokken. "Jadden er du en snil Huusbond ogsaa," sagde Kongssønnen, "men jeg vil nok ind og snakke med Mestermø ligevel jeg, kanskee hun lige saa tidlig tør blive min som din," og saa gik han ind til hende. Hun spurgte ham da hvad han skulde gjøre den Dagen. "Aa, det er ikke farligt Arbeide, skal jeg troe," sagde Kongssønnen. "Jeg skal bare op i Heien efter Hesten hans." "Ja, hvorledes vil du bære dig ad med det da?" spurgte Mestermø. "Aa det er vel ikke store Kunsten at ride en Hest hjem, veed jeg," sagde Kongssønnen; "jeg tænker vel jeg har redet paa saa frisk Hest før." "Ja, det er nok ikke saa let en Sag endda at ride den Hesten hjem," sagde Me- stermø; "men jeg skal lære dig, hvorledes du skal gjøre. Naar du faaer see de, kommer den saa Ild og Lue fraser ud af Næseborene paa den, som du skulde see en Tyrilyse; pas saa vel paa og tag Bidslet, som hænger der borte ved Døren, og kast lige i Kjæften paa den, saa bli'er den saa spag, at du kan gjøre med den hvad du vil." Ja, det skulde han nok komme i Hu, og saa sad han der inde hos Mestermø hele Dagen igjen, og de snakkede og pratede baade om det Ene og det Andet de To, men først og sidst var det nu om hvor gjildt og herligt de skulde have det naar de bare SIDE: 40 kunde faae hverandre og komme vel ifra Risen; og Kongssønnen havde nok glemt baade Hesten og Heien han, dersom ikke Mestermø havde mindet ham om det, da det led mod Kvælden, og sagt at nu var det bedst han lagde efter Hesten, før Risen kom. Ja det gjorde han da, han tog Bidslet, som hang i Krogen og løb op i Heien, og saa var det ikke længe før Hesten mødte ham, saa Ild og røde Luen stod ud af Næseborene paa den; men saa passede Gutten sit Snit, med det samme den kom imod ham med gabende Kjæft og kastede Mundbidet lige i Gabet paa den, og saa stod Hesten saa taalmodig som en Lamunge, og det var ikke store Sagen at faae den hjem paa Stalden da, skal jeg troe. Derpaa gik han ind i Stuen igjen og gav sig til at tralle og synge. Saa kom Risen hjem med Gjederne til Kvælds. "Har du nu hentet Hesten hjem fra Heien?" spurgte Risen. "Ja jeg har det, Huusbond; det var en morosom Hest at ride paa, men jeg red lige hjem og satte den paa Stalden ligevel jeg," sagde Kongssønnen. "Det vil jeg see paa!" sagde Risen, han ud i Stalden; men saa stod Hesten der, ligesom Kongs- sønnen havde sagt. "Du har vist talt med min Mestermø, for det har du aldrig suget af dit eget Bryst," sagde Risen igjen. "I Gaar snak- kede Huusbond om denne Mestermøen og i Dag er det samme Snakket; -- aa GUd velsigne Huusbond! han SIDE: 41 vilde vel ikke vise mig den Tingen, veed jeg, for den skulde jeg have rigtig Moro af at see en Gang," sagde Kongs- sønnen, han slog sig lige dum og uvittig igjen. "Aa, tidsnok faaer du see hende," sagde Risen. Den tredie Dags Morgen skulde Risen ud i Skoven med Gjederne sine igjen. "Idag skal du til Helvede og hente Brandskatten," sagde han til Kongssøn- nen; "naar du har gjort det, kan du hvile dig Resten af Dagen, for det er en snil Huusbond du er kommen til, skal du vide," og saa reiste han. "Ja hvor snil Huusbond, du er, saa er det fule Arbeider du sætter mig til ligevel," sagde Kongssønnen; "men jeg faaer vel prøve om jeg kunde finde Mestermøen din; du siger vel hun er din, men kanskee hun nok turde sige mig, hvordan jeg skal bære mig ad endda," sagde han, og saa gik han ind til hende igjen. Da nu Me- stermø spurgte ham, hvad Risen havde sat ham til at gjøre den Dagen, fortalte han at han skulde til Helvede og hente Brandskatten. "Hvorledes vil du bære dig ad med det da?" sagde Mestermø. "Ja det faaer nok du sige mig det," sagde Kongssønnen, "for i Helvede har jeg aldrig været før, og om jeg vidste Veien, saa veed jeg ikke hvormeget jeg skal kræve heller." "Aa ja, jeg skal nok sige dig det; du skal gaae til Fjeldet her borte under Heien og tage den Klubben som ligger der og knarte paa Bjergvæggen," sagde Mester- møen. "Saa kommer der ud En, saa det gnistrer af SIDE: 42 ham; ham skal du sige Ærendet dit, og naar han spør- ger dig hvormeget du skal have, siger du: Saa meget som jeg kan bære." Ja, det skulde han nok komme i Hu, sagde han, og saa sad han inde hos Mestermø hele den Dagen ogsaa, ligetil det led mod Kvælden og han havde gjerne siddet der til nu, dersom ikke Mester- mø havde mindet ham om, at han nok fik afsted til Helvede efter Brandskatten før Risen kom. Han maatte da i Veien, og saa gjorde han akkurat som Mestermø havde sagt, han skulde gjøre; han gik bort til Fjeldvæg- gen og tog Klubben og knartede paa. Saa kom der ud En saa Gnisterne fløi baade af Øine og Næse paa ham. "Hvad vil du?" sagde han. "Jeg skulde nok hid for Risen og kræve Brandskatten til ham," sagde Kongssønnen. "Hvor meget skal du have da?" sagde den Anden igjen. "Jeg forlanger aldrig Mere end jeg aarker bære med mig, jeg," sagde Kongssønnen, "Det var vel, du ikke skulde have et heelt Hestelæs!" sagde han, som kom ud af Fjeldvæg- gen. "Men kom nu og bliv med mig ind!" Det gjorde Kongssønnen og der fik han vel see Guld og Sølv, kan du troe, det laa ind i Bjerget, som Steen- hobene i en Ur; og saa fik han en Bøl saa stor han kunde bære og med den gik han sin Vei. Da nu Ri- sen kom hjem med Gjederne om Kvælden, gik Kongs- sønnen inde i Stuen og trallede og sang igjen, ligesom de to andre Aftener. "Har du nu været i Helvede SIDE: 43 efter Brandskatten?" sagde Risen. "Ja jeg har nok det, Huusbond," sagde Kongssønnen. "Hvor har du den henne da?" sagde Risen igjen. "Guldsækken staaer der borte i Bænken," sagde Kongssønnen. "Det vil jeg see paa!" sagde Risen, han lagde bort til Bænken, men saa stod Sækken der, og det saa fuld, at Guldet og Sølvet dryssede, bare Risen løste paa Sækkebaandet. "Du har vist talt med min Mestermø?" sagde Risen, "har du det, vrider jeg Hovedet af dig." "Mestermø?" sagde Kongs- sønnen; "i Gaar snakkede Huusbond om denne Mester- møen og i Dag snakker han om hende igjen og forrige Dagen var det samme Snakket. Jeg vilde ønske, jeg fik see den Tingen, jeg," sagde han. "Ja, ja, bi til i Morgen, da skal jeg selv være med dig ind til hende," sagde Risen. "Aa Tak skal Huusbond have, men det er vel bare Skam Huusbond" sagde Kongs- sønnen. Dagen efter tog Risen ham med til Mestermø. "Nu skal du slagte ham og koge ham i den store, digre Kjedlen, du veed vel. Naar du saa har Suppen færdig, kan du snakke til mig," sag- de Risen, han lagde sig til at sove i Bænken, og ret som det var snorkede han, saa det dundrede i Fjeldet. Saa tog Mestermø en Kniv og skar Gutten i Veslefin- geren og dryppede tre Blodsdraaber paa Krakken; der- SIDE: 44 efter tog hun alle de gamle Filler og Skosaaler og alt det Utøi, hun kude faae fat paa, og havde op i Kjede- len; og saa heldte hun et heelt Skriin fuldt med malet Guld, og en Saltsteen og en Vandflaske, som hang ved Døren, og et Guldæble og to Guldhøner tog hun ogsaa med sig, og saa reiste hun og Kongssønnen afsted fra Risegaarden det forteste de kunde, og da de kom et Stykke paa Veien, kom de til et Hav, siden seilede de, men hvor de fik Skibet fra, har jeg aldrig rigtigt faaet spurgt. Da nu Risen havde sovet en god Stund, begyndte han at strække sig paa Bænken, der han laa; "er det snart kogt nu?" sagde han. "Nys begyndt?" sagde den første Blodsdraaben paa Krakken. Ja saa lagde Risen sig til at sove igjen, og saa sov han en lang, lang Stund paany. Saa begyndte han at vende lidt paa sig igjen; "er det snart kogt nu da?" sagde han, men han saae ikke op -- det gjorde han ikke første Gangen heller det -- for han var halvt i Søvne endda. "Halv- kogt!" sagde den andre Blodsdraaben, og saa troede Risen det var Mestermø igjen; han vendte sig paa Krakken og lagde sig til at sove paa nyt Lag. Da han nu havde sovet i mange Timer igjen, begyndte han at røre og strække sig; "er det ikke kogt endnu da?" sagde han. "Fuldkogt!" sagde den tredie Blodsdraaben. Ri- sen begyndte da at reise paa sig og gnide Øinene, men han kunde ikke see den som havde snakket, og saa spurgte SIDE: 45 han efter Mestermø og raabte paa hende. Nei, der var Ingen som svarede. "Aa ja, hun er vel smuttet ud lidt," tænkte Risen, han tog en Slev og skulde bort i Kjedlen og smage; saa var der ikke andet end Skosaaler og Filler og sligt Fanteri og det var kogt i Hob saa han ikke vidste enten det var Grød eller Velling. Da han saa det, kunde han skjønne, hvorledes det var gaaet til, og saa blev han saa ildsindt, at han ikke vidste, hvad Been han skulde staae paa, og han efter Kongssønnen og Mester- mø og det saa det suste, men det varede ikke længe, saa stod han ved Vandet og der kunde han ikke komme over. "Ja, ja, jeg skal vel vide Raad for det, jeg skal bare raabe paa min Elvesuger!" sagde Risen og det gjorde han; saa kom Elvesugeren hans og lagde sig ned og drak en to, tre Slurker; og med det min- kede Vandet saameget i Havet, at Risen saa Mester- mø og Kongssønnen, ude paa Skibet. "Nu faar du kaste ud Saltstenen," sagde Mestermø, og det gjorde Kongssønnen, saa blev den til et Fjeld saa stort og høit tværs over Havet at Risen ikke kunde komme over, og ikke kunde Elvesugeren faae suget Mere heller. "Ja, ja, jeg skal vel vide Raad for det," sagde Risen, han efter Bjergnaveren sin og til at bore i Bjerget saa Elvesugeren kunde komme til at suge igjen; men med det samme der blev Hul og Elvesugeren begyndte at drikke, sagde Mestermø at Kongssønnen skulde slaae ud en Draabe eller to af Flasken, og saa blev Havet lige fuldt SIDE: 46 igjen, og førend Elvesugeren kunde faae taget en Slurk til, var de i Land og saa var de frelste. Saa skulde de hjem til Kongssønnens Fader, men han vilde sletikke at Mestermø skulde gaae, for det syntes han ikke kunde passe sig hverken for hende eller ham. "Vent her en liden bitte Stund, mens jeg gaaer hjem efter de syv Hestene, som staae paa min Faders Stald," sagde Kongssønnen. "Det er ikke lange Veien og ikke skal jeg være længe om den heller; men jeg vil ikke at Kjæresten min skal komme gaaende til Gaards." "Aa nei, gjør ikke det, for kommer du hjem til Kongsgaar- den, saa glemmer du mig bare, det veed jeg før," sagde Mestermø. "Aa, hvorledes skulde jeg glemme dig da? vi som har lidt saa meget Ondt sammen og har hveran- dre saa kjær," sagde Kongssønnen igjen; han vilde og han maatte hjem efter Vognen med de syv Hestene for, og hun skulde vente der ved Søkanten imens. Ja, tilsidst saa maatte da Mestermø føie ham i det, siden han endelig vilde. "Men naar du kommer der, skal du ikke give dig Stunder til at hilse paa Nogen en Gang, men gaae lige ind i Stalden og tage Hesten og spænde for og kjøre, det forteste du kan. For de komme nu om dig Allesammen; men du maa lade som du ikke seer dem, og smage Noget maa du slettes ikke; gjør du det, saa bliver det til Ulykke baade for dig og mig," sagde hun, og det lovede han da, det skulde nok ikke have noen Fare for at han skulde glemme hende, tænkte Kongssønnen. SIDE: 47 Men da han kom hjem til Kongsgaarden, saa skulde en af Brødrene hans have Bryllup, og Bruden og alle Skyldfolkene hendes vare alt komne til Gaards; og saa stimlede de om ham Allesammen og spurgte baade om det Ene og det Andet og vilde have ham med sig ind; men han lod som han ikke saa dem, men lagde lige ind i Stalden og fik ud Hestene og begyndte at spæn- de for. Da de nu ikke paa noget Sæt eller Viis kunde faae ham med sig ind, kom de ud til ham baa- de med Mad og Drikke og alt det Bedste, de havde lavet til Brylluppet; men Kongssønnen vilde ikke sma- ge noen Ting, han skyndte sig bare at spænde for han. Men tilsidst saa trillede Søsteren til Bruden et Æble bort over Gaarden til ham; "siden du ikke vil smage noget Andet, kan du da gjerne bide i det, for du kan være baade tørst og sulten efter den lange Vei," sagde hun, og det gjorde han, han tog op Æblet og bed i det. Men aldrig før havde han faaet Biden i Munden, saa glemte han baade Mestermø og at han skulde kjøre efter hende. "Jeg mener, jeg er galen jeg! Hvad skal jeg med Hestene og Vognen?" sagde han og saa satte han ind igjen Hestene paa Stalden og blev med de andre ind i Kongsgaarden, og nu blev det saa- ledes, at han skulde have Søsteren til Bruden, hende som havde trillet Æblet til ham. Mestermøen sad ved Søkanten og ventede i syv Lange og syv Brede, men ingen Kongssøn kom der. SIDE: 48 Saa gik hun da bortover derfra, og da hun havde gaaet et Stykke kom hun til en liden Stue, som laa saa for sig selv i en Skovhage tæt ved Kongsgaarden; der gik hun ind og bad om hun ikke kunde faae Lov at være der. Det var en gammel Kjærring, som eiede Stuen, og et sindt og arrigt Trold var det ogsaa, og i Førstningen vilde hun slet ikke lade Mestermø faae blive hos sig, men langt om længe skulde hun da for gode Ord og Betaling faae Lov alligevel. Men stygt og svart var det derinde som i en Grisesti, og saa sagde Mestermø, at hun nok vilde pynte lidt, saa det kunde komme til at see ud som hos andre Folk derinde ogsaa. Det led heller ikke den gamle Kjærringen; hun green og var sindt; men Mestermø brød sig ikke om det; hun tog frem Guldskrinet sit og slog en Halvsætting eller saa bort i Varmen, saa at Guldet frasede ud over hele Stuen og saa blev den forgyldt baade indvendig og udenpaa. Men med det samme GUldet begyndte at frase, blev den gamle Kjæringen saa ræd, at hun satte ud, som om den Slemme selv var efter hende; saa kom hun ikke i Hu at bukke sig i Døren og saa brød hun Hovedet af sig i Dørkarmen. Morgenen efter kom Lensmanden reisende der forbi. Han blev reent forundret over den Guldstuen, som blin- kede og glittrede borte i Skovhagen, det kan En nok vide, og endnu mere forundret blev han, da han kom ind og fik see den deilige Jomfruen, som sad der; hende SIDE: 49 blev han sa forlibt i at han friede til hende strax paa Timen og bad hende baade vakkert og veent, at hun vilde blive Madamen hans. "Ja, har du brav mange Penge saa," sagde Mestermø. Aa ja, han havde ikke saa faa endda, meente Lensmanden; Pengene skulde han da hjem efter, og om Kvælden kom han igjen, da havde han en heel Halvtøndesæk med sig, som han satte borte i Bænken. Ja, siden han havde saa brav mange Penge, vilde Mestermøen have ham, og saa lagde de sig sammen; men aldrig før havde de lagt sig, saa vilde Mestermø op igjen, "for jeg har glemt at kare Var- men," sagde hun. "Jøs, skulde du staae op efter det da!" sagde Lensmanden, "det skal jeg gjøre, det" -- og saa sprat han op paa Gulvet og bort til Skorstenen i eet Hop. "Ja, sig mig til naar du holder i Karepin- den," sagde Mestermø. "Nu holder jeg i Karepinden," sagde Lensmanden. "Saa Gud give, du maa holde i Karepinden og Karepinden i dig, og du maa øse Ild og Mørje over dig til det dages!" sagde Mestermø, og saa blev Lensmanden staaende der hele Natten og øste Ild og Mørje over sig, og alt han græd og bad og tiggede, saa blev ikke Ildmørjen koldere for det; men da det dagedes og han fik Magt til at kaste Kare- piden, blev han nu ikke der længe, det kan du nok vide, han satte afsted som Fogden eller Fanden skulde være i Hælene paa ham; og Alle, som mødte ham, kopte og glante efter Lensmanden, for fløi gjorde han, som SIDE: 50 han var galen, og værre kunde han ikke have set ud, om han havde været baade flaaet og garvet; og Alle saa undrede de sig, hvor han havde været, men han sagde nu ikke Noget om det for Skams Skyld. Dagen efter kom Skriveren reisende forbi der, hvor Mestermø boede; han saa ogsaa at det glittrede og skinte i Stuen borte i Skovhagen, og saa skulde da han ogsaa ind og see hvem det var, som boede der, og da han kom ind og fik see den deilige Jomfruen, blev han endda mere forlibt end Lensmanden, og han til at frie paa flyvende Timen. Ja, Mestermø svarede ham lige eens som hun havde svaret Lensmanden at havde han brav mange Penge saa -- . Ja, meente Skriveren, Penge havde han ikke saa faa af, og dem skulde han da strax hjem efter; og om Kvælden kom han ogsaa igjen med en stor, diger Sæk med Penge -- jeg mener det var en Heeltøndesæk det -- og satte i Bænken hos Me- stermø. Saa skulde det nu blive saa, at han skulde faae hende da, maa vide, og saa lagde de sig; men saa havde Mestermø glemt at lukke Svaldøren den Kvælden, den maatte hun op og stænge, sagde hun. "Jøs, skal du gjøre det da!" sagde Skriveren, "nei lig du, det skal jeg gjøre det," og han op af Sengen saa let som en Ert paa en Næver og ud i Svalen. "Sig mig til, naar du har Tag i Dørklinken!" raabte Mestermø. "Nu holder jeg i Døren," skreg Skriveren ude i Svalen. "Saa Gud give du maa holde i Døren og Døren i dig, og SIDE: 51 I maae fare Væg imellem til det dages!" sagde Mestermø, og saa kan det vel hænde, Skriveren fik dandse den Naten; slig Vals havde han nok aldrig valset før og ikke var han vel meget huget efter at komme til at dandse den siden igjen heller; snart var han fore og snart Døren, og det gik fra den ene Svalkrogen til den anden, saa Skriveren næsten slog sig ihjel; først tog han til at bande og siden til at græde og bede, men Døren brød sig ikke om nogen Ting, den holdt paa med Sit den, ligetil det begyndte at dages. Da Døren slap Taget, satte Skriveren afsted, som han skulde havt Be- taling for det, han glemte baade Pengesækken og Frieriet og var glad til at Stuedøren ikke kom dansende efter ham. Alle, han mødte, saa kopte og glante de efter Skriveren, for fløi gjorde han som han var gal, og dertil saa han ud værre end han skulde have stangets med Saubukkene hele Natten. Den tredie Dagen kom Fogden reisende, saa fik han ogsaa see Guldstuen borte i Skovhagen; ja han maatte ogsaa ind og see hvem boede der; og da han fik see Mestermø, blev han saa forlibt i hende at han friede, bare han fik hilset. Mestermø svarede nu ham som de andre To, at havde han brav mange Penge, saa vilde hun nok have ham; og dem havde han ikke saa faa af, sagde Fogden, han skulde strax hjem og hente dem, og det gjorde han. Da han kom igjen om Kvælden, havde han en endda større Pengesæk med sig end Skriveren SIDE: 52 -- den tog vist halvanden Tønde -- og den satte han i Bænken; ja saa skulde det da blive saa, at han skulde have Mestermø. Men aldrig før havde de lagt sig, saa sagde Mestermø at hun havde glemt at slippe ind Kal- ven; den maatte hun op igjen og have ind i Bingen. Nei Kors, det skulde da hun slet ikke gjøre, det skulde Fogden gjøre det, sagde han, og han, saa tyk og fed han var, op af Sengen og ud saa letvindt som en ung En. "Ja sig mig til, naar du holder i Kalverumpen da," sagde Mestermø, og det gjorde han. "Nu holder jeg i Kalverumpen!" raabte Fogden. "Saa Gud give, du maa holde i Kalverumpen og Kalverumpen i dig, og I maa fare Alverden om, til det dages!" sagde Me- stermø,; og saa kan det vel hænde, Fogden fik røre paa Benene sine; det gik Brat og Fladt, over Bjerg og Dale, og jo mere Fogden bandede og skreg, des fortere satte Kalven i Veien. Da det begyndte at lysne, var Fogden næsten sprængt, og saa glad var han fordi han kunde slippe Kalverumpen, at han glemte baade Penge- sækken sin og Altsammen; han gik nu sagtens lidt sagtere end Lensmanden og Skriveren havde gjort, men jo sag- tere han gik, des bedre Tid fik Alle til at kope og glane paa ham, og den brugte de da ogsaa, det kan En nok vide, saa udmaset og fillet som han sa ud efter Kalve- dandsen. Dagen efter skulde Brylluppet staae i Kongsgaarden, og da skulde baade den ældste Broderen til Kirken SIDE: 53 med sin Brud og han, som havde været hos Risen med Søsteren hendes. -- Men da de havde sat sig op i Vognen og skulde kjøre af Gaarde, røg den ene Sæle- pinden af, og de gjorde baade een og to og tre i Stedet, men alle saa røg de, det hjalp ikke hvad Slags Træ de tog til Pinder. Dette varede og rak og ikke kunde de komme til Kirke, saa de blev ganske mismodige Allesam- men. Men saa sagde Lensmanden -- for han var nu bedet til Brylluppet i Kongsgaarden han ogsaa, maa vide -- at der borte i Skovhagen boede en Jom- fru; "dersom I bare faae laant Karepinden, som hun rager sammen Varmen sin med, saa veed jeg vist den holder," sagde Lensmanden. Ja, de sendte Bud til Skovhagen og det strax og bad saa vakkert, om de ikke kunde faae laant den Karepinden, Lensmanden havde snakket om; den fik de, der var ikke Ordet Nei til det, og saa havde de da Sælepinde som ikke røg af, kan hænde. Men med det samme de saa vilde til at kjøre, gik Vognbunden i Stykker. De til at lave ny Vogn- bund baade fort og vel, men hvordan de spigrede den sammen og hvad Slags Træ de tog, saa hjalp det ikke; aldrig før havde de faaet Bund i Vognen og skulde af Gaarde, saa røg den itu igjen og saa var de endda værre stelt end med Sælepinden ogsaa. Men saa sagde Skriveren -- for var Lensmanden med, saa kan En nok vide at han var i Brylluppet paa Kongsgaar- den -- : "Borte i Skovhagen her boer en Jomfru; SIDE: 54 kunde I bare faae laant den ene Halvdøren i Svalgan- gen hendes, saa veed jeg vist den skal holde." Ja, de sendte Bud til SSkovhagen igjen og bad saa vakkert, om de kunde faae laant den forgyldte Svaldøren, som Skri- veren havde talt om, og den fik de strax. Saa skulde de til at reise igjen, men sa aarkede ikke Hestene trække Vognen; sex Heste havde de alt for den, saa spændte de for otte, saa ti og saa tolv, men hvor mange de spændte for, og alt Kudskene brugte Svøben, hjalp det ikke, Vognen rørte sig ikke af Flækken. Nu begyndte det alt at lide temmelig langt paa Dagen og til Kirken maatte og skulde de, saa de bleve reent mistrøstige Alle som i Kongsgaarden vare; men saa sagde Fogden igjen, at borte i den forgyldte Huusmandsstuen i Skovhagen boede der en Jomfru; bare de kunde faae laant Kalven hendes saa -- ; "for den veed jeg vist trækker Vognen, om den saa var tung som et Fjeld!" sagde Fogden. De syntes nok det var leit at kjøre til Kirke med en Kalv, men der var intet andet Raad for, de maatte sende Bud igjen og bede saa vakkert fra Kongen, om han kunne faae laant Kalven, som Fogden havde talt om, og Mestermø lod dem strax faae den, hun svarede ikke Nei den Gang heller, hun. Da de saa fik spændt den for, saa kanskee Vognen maatte røre sig: det gik Brat og , over TStok og Steen, saa de knap kunde trække Veiret, og somme Tider var de paa Marken og somme Tider i Luften; og da de kom til Kirken, begyndte det SIDE: 55 at gaae rundt omkring den, ligesom et Hæspetræ, og det var med yderste Nød og Neppe at de kunde komme ud af Vognen og ind i Kirken. Og tilbage igjen gik det endda fortere, saa de mest ikke vidste af sig, da de kom til Kongsgaarden igjen. Da de saa havde sat sig til Bords, sagde Kongs- sønnen -- han som havde tjent i Risegaarden -- at han syntes, de burde bede op paa Kongsgaarden den Jom- fruen nede i Skovhagen, som havde laant dem Kare- pinden og Svaldøren og Kalven; "for havde vi ikke faaet de tre Ting, saa havde vi ikke været af Gaarde endnu," sagde han. Ja, det syntes Kongen ogsaa var baade vel og rigtigt, og saa sendte han da fem af sine bedste Mænd ned til den forgyldte Huusmandsstuen, de sagde, at de skulde hilse fra Kongen og bede, om hun ikke vilde være saa god og komme op paa Kongsgaarden og spise Middag. "Hils Kongen og sig ham, at er han for god til at gaae til mig, saa er jeg for god til at gaae til ham med," svarede Mestermø. Saa maatte Kongen selv i Veien, og saa blev Mestermø med paa Timen; og Kongen troede nok hun var lidt Mere end hun saa ud til, han satte hende i Høisædet oppe ved den yngste Brudgommen. Da de saa havde siddet en liden Stund til Bords, tog Mestermø frem Hanen og Hønen og Guldæblet, som hun havde ført med sig fra Risegaarden, og satte det paa Bordet fremmen for sig; og strax saa begyndte Hanen og Hønen at nappes om Guldæblet. SIDE: 56 "Nei, se hvor de To figte om Guldæblet da!" sagde Kongs- sønnen. "Ja, saa figtede vi To ogsaa for at komme ud, den Gang vi var i Fjeldet," sagde Mestermø. Saa kjendte Kongssønnen hende igjen, og saa kan det vel hende der blev Glæde paa ham; den Troldhexen, som havde trillet Æblet til ham, lod han rives i Stykker mellem fire og tyve Heste, saa der ikke blev Fillen igjen af hende, og saa begyndte de først rigtig at ture Bryllup; og endda saa saarvingede de vare, saa holdt de da ud Lensmanden og Skriveren og Fogden ogsaa. Asbjørnsen og Moe Vel gjort og ilde lønnet. Der var en Gang en Mand, som skulde reise til Skovs efter Ved. Saa mødte han en Bjørn. "Kom med Hesten, ellers slaaer jeg ihjel alle Sauerne dine til Som- meren," sagde Bjørnen. "Aa, Gud hjælpe mid da," sagde Manden, "der findes ikke Vedpinden hjemme; du faaer da lade mig kjøre hjem et Læs Ved, ellers fryse vi reent ihjel; jeg skal komme igjen med Hesten til dig i Morgen." SIDE: 57 Ja, det skulde han faae Lov til, det blev de forligte om, men hvis han ikke kom igjen, saa skulde han miste alle Sauerne sine til Sommeren, sagde Bjørnen. Manden fik Veden paa og ruslede hjemover, men han var ikke meget glad i det Forliget, det kan En nok vide. Saa mødte han en Ræv. "Hvad er det, du er saa bedrøvet for?" spurgte Ræven. "Aa, jeg mødte en Bjørn oppe i her," sagde Man- den, "og ham maatte jeg love, han skulde faae Hesten min i Morgen ved dette Leite, for hvis han ikke fik den, sagde han, saa vilde han rive ihjel alle Sauerne mine til Sommeren." "Pyt, ikke værre," sagde Ræven. "Vil du give mig den fedeste Bukken din, skal jeg nok frie dig for det, jeg." Ja, det lovede han, og det skulde han holde ogsaa, sagde Manden. "Naar du kommer til Bjørnen med Hesten i Mor- gen", sagde Ræven, "saa skal jeg kaue oppe i Uren her jeg, og naar saa Bjørnen spørger hvad det er, skal du sige, det er Peer Skytter, som er den bedste Skytter i Verden, og siden faaer du hjælpe dig selv." Den næsten Dagen reiste Manden ud, og da han traf Bjørnen, begyndte det at kaue oppe i Uren. Sju, hvad er det?" sagde Bjørnen. "Aa, det er han Peer Skytter, som er den bedste SIDE: 58 Skytter i Verden," sagde Manden, "jeg kjender ham paa Maalet," sagde han. "Har du seet nogen Bjørn her, Erik?" raabte det borte i Skoven. "Sig nei!" sagde Bjørnen. "Nei, jeg har ikke seet nogen Bjørn," sagde Erik. "Hvad er det som staaer ved Slæden din da?" raabte det borte i Skoven. "Sig, det er en gammel Tyrilaag," hviskede Bjørnen, "Aa, det er bare en gammel Tyrilaag," sagde Erik. "Slige Tyristubber pleie vi tage og vælte paa Slæ- den hos os," raabte det borte i Skoven; "aarker du ikke, skal jeg komme og hjælpe dig." "Sig, du hjælper dig selv, og vælt mig paa Slæden," sagde Bjørnen. "Nei Tak, jeg hjælper mig nok selv, jeg," sagde Man- den, og væltede Bjørnen paa Slæden. "Slige Tyristubber pleie vi gjørde paa hos os," raabte det borte i Skoven. "Vil du have Hjælp?" spurgte det. "Sig du hjælper dig selv, og gjørd mig fast du," sagde Bjørnen. "Nei Tak, jeg hjælper mig nok selv," sagde Man- den, og gav sig til at gjørde Bjørnen fast med alle de Reb, han havde, saa at den ikke kunde lede paa en Lab engang. SIDE: 59 "Slige Tyristubber pleie vi hugge Øxen i hos os, naar vi have gjørdet dem fast," raabte det borte i Skoven, "for saa styre vi bedre i de store Bakkerne," sagde det. "Lad, som du hugger Øxen i mig du," hviskede Bjørnen. Da tog Manden Øxen og kløvede Skallen paa Bjørnen, saa den laa død med det samme, og saa kom Mikkel frem, og de vare Venner og vel forligte, men da de kom bort imod Gaarden, sagde Ræven: "Jeg har ikke Lyst til at følge med dig hjem, for jeg lider ikke Bikjerne dine, men jeg skal bie her, saa kan du komme hid med Bukken til mig, men tag en som er brav fed." Ja det lovede Manden og takkede til for Hjælpen. Da han havde sat Hesten ind, gik han bortover til Sau- huset. "Hvor skal du hen?" sagde Kjærringen hans. "Aa, jeg skal bort i Sauhuset og hente en fed Buk til den snille Ræven, som frelste Hesten vor," sagde Manden, "for jeg har lovet ham det." "Det skulde Pokkeren give den Tyveræven nogen Buk," sagde Kjærringen. "Hesten har vi jo og Bjørnen atpaa, og Tæven har vist stjaalet flere Gjæs fra os end Buk- ken er værd, og dersom han ikke har gjort det, saa kan han gjøre det," sagde hun. "Nei, tag et Par af de sind- teste Bikjerne i Sækken din og slip efter ham, du SIDE: 60 saa blive vi kanskee kvit den Tyveradden," sagde Kjær- ringen. Det syntes Manden var et godt Raad, og tog to sindte, røde Hunde og puttede dem i Sækken og drog af- sted med. "Har du Bukken?" sagde Ræven. "Ja, kom og tag den," sagde Manden, løste Sæk- kebaandet op og slap Hundene paa den. "Huf," sagde Ræven, og gjorde et Hop; "det er sandt, som de sige for et gammelt Ord, at vel gjort bli- ver ilde lønnet, og nu seer jeg det er sandt ogsaa, at Frænde er Frænde værst," sagde den, da den saa, at de røde Hunde satte efter ham. Asbjørnsen og Moe Tro og Utro. Det var en Gang to Brødre, den ene hed Tro og den anden Utro. Tro var altid oprigtig og god mod Alle, men Utro var slem og fuld af Løgn, saa de aldrig kunde lide paa det, han sagde. Moderen var Enke og havde ikke Stort at leve af, og da Sønnerne vare blevne SIDE: 61 voxne, maatte hun have dem fra sig, for at de selv kunde tjene sit Brød i Verden. Hver af dem gav hun en liden Skræppe med Mad i, og saa skulde de i Veien. Da de nu havde gaaet til om Aftenen, satte de sig paa et Vindfæld i Skoven og tog frem Skræpperne sine, for sultne vare de efter det de havde gaaet hele Dagen og saa syntes de, at nu skulde en Bid smage godt. "Vil du som jeg, saa skal vi først spise af din Skræppe, saa- længe der er Noget i den, saa kan vi siden tage paa min," sagde Utro. Ja, det var Tro fornøiet med, og saa begyndte de da at spise; men alt det Bedste saa Utro til og fik puttet i sig, og Tro fik bare Skorperne og de brændte Levsestykkerne og Fleskesvordene han. Om Morgenen spiste de ogsaa af Maden hans Tro og om Middagen ogsaa, men saa var der ikke mere i Skræppen hans. Da de saa havde gaaet til seent om Kvælden og skulde til at faae sig Mad igjen, vilde Tro spise af Broderens Skræppe; men Utro sagde Nei og meente at den Maden var hans, og at han ikke havde Mere end han selv godt kunde behøve. "Ja, men du fik jo spise af min Skræppe, saalænge der var Noget i den," sagde Tro. "Ja, naar du er slig en Nar og lader Andre æde op for dig, faaer du have det saa godt," meente Utro; "nu kan du sidde der og sikle nu!" sagde han. "Aa ja, Utro hedder du og utro er du, og det har du været al din Tid ogsaa," sagde Tro. Da Utro hørte det, slog han sig sindt og røg lige paa Broderen og SIDE: 62 stak begge Øinene ud paa ham; "nu kan du see om Folk er tro eller utro nu, din Blindebuk," sagde han, og dermed fløi han fra ham. Tro Stakkel, han gik nu der og trevlede sig frem midt i tykke Skoven; blind og alene var han og ikke vidste han, hvad han skulde tage sig til; men saa fik han fat i et stort tykt Lindetræ, og saa tænkte han, at det fik han klyve op i og sætte sig der Natten over for de vilde Dyr. Naar Fuglene begynde at synge, saa er det Dag, og de faaer jeg vel prøve at trevle mig videre frem, tænkte han, og saa krøb han op i Linden. Da han havde siddet der en Stund, hørte han at der kom Nogen og begyndte at koge og stelle nede under Træet, og strax efter kom der Flere, og da de nu hilste paa hverandre, hørte han, at det var Bjørnen, Graabenen, Ræven og Haren, som kom og skulde holde St. Hansleg der. De gave sig nu til at spise og drikke og leve godt, og da de vare færdige med det, satte de sig til at snakke sammen. Saa sagde Ræven: "Skal vi nu ikke fortælle en liden Historie hver, mens vi sidde her?" Jo, det syntes de Andre godt om, det vilde være morosomt, sagde de, og saa begyndte da Bjørnen -- for han var nu den fornemste, maatroe -- : "Kongen af Eng- land har saa daarlige Øine," sagde Bamse, "han kan næsten ikke see en Alen fra sig; men dersom han kom op i denne Linden om Morgenen, medens der var Dug paa Bladene, og han tog den og smuurte paa Øinene sine, SIDE: 63 saa fik han sit Syn igjen, saa godt som han nogen Gang har havt det." -- "Ja," sagde Graabenen, "Kon- gen af England har en døvstum Datter ogsaa; men vidste han det jeg veed, saa fandt han snart paa Raad for hende. I Fjor da hun gik til Alters, saa spyttede hun ud igjen Brødet, og det kom en stor Padde og slugte; men naar de bare grov under Gulvet, saa fandt de Padden, den sidder beent under Knæfaldet, og Brø- det sidder endnu i Halsen paa den. Naar de saa skar Padden op og tog det og gav Prindsessen, saa blev hun som andre Folk igjen baade til at høre og snakke." "Ja, ja," sagde Ræven, "naar Kongen af England vidste det jeg veed, saa havde han ikke ondt for Vand i Kongsgaarden; under den store Stenen midt i Gaar- den hans er det klareste Kildevand, Nogen vilde ønske sig -- bare han vidste at grave der!" "Ja," sagde Ha- ren, "Kongen af England har den peneste Frugthave i hele Landet, men den bærer ikke saa Meget som en Æblekart en Gang, for der ligger en svær Guldkjæde tredobbelt rundt om Haven. -- Fik han gravet den op, saa blev det den gjæveste Have i hele hans Rige." "Ja men nu er det langt paa Natten, og vi faaer nok gaae hjem igjen nu," sagde Ræven, og saa gik de sin Vei Allesammen. Da de var gaaet, søvnede Tro der han sad oppe i Linden, men da Fuglene begyndte at synge om Mor- genen, vaagnede han igjen, og saa tog han Dug af SIDE: 64 Bladene paa Træet og smuurte Øinene sine med, saa saa han lige saa godt som før Utro havde stukket dem ud paa ham. Nu gik han lige til Kongen af Englands Gaard og bad om Arbeide, og det fik han ogsaa strax. En Dag kom Kongen ud i Gaarden, og da han havde gaaet der ude en Stund, vilde han drikke af Posten sin, for det var hedt om Dagen og Kongen var bleven me- get tørst; men da de øste op Vandet til ham, var det baade grumset og seigt og stygt. Derover blev Kongen ganske ærgerlig. "Jeg troer ikke der er en Mand i hele Riget mit, som har saa daarligt Vand i sin Gaard, og endda maa jeg lede det lang Vei over Bjerg og Dale!" sagde Kongen. "Ja, men naar du vilde lade mig faae Folk til at bryde op den store Stenen, som ligger her midt i Gaarden din, skulde du nok faae baade meget og godt Vand," sagde Tro. Ja, Kongen var vel fornøiet med det, og aldrig før havde de faaet op Stenen og gravet en Stund, saa sprang Vandstraalen ende i Veiret saa klar og tyk som den skulde komme af en Tøndeture; og klarere Vand fandtes ikke i hele England. En Tid ef- ter var Kongen en Dag ude i Gaarden igjen; saa kom der en stor Høg flyvende efter Hønsene hans, og Alle til at klappe i Hænderne og skrige: "der flyver den! der flyver den!" Kongen greb Bøssen sin og skulde skyde den; men han kunde ikke see saa meget. Saa blev han reent bedrøvet. "Gud give, Nogen kunde sige mig Raad for Øinene mine! jeg mener snart jeg bliver reent SIDE: 65 blind," sagde Kongen. "Det skal nok jeg sige dig," sagde Tro, og saa fortalte han hvorledes han havde baaret sig ad, og Kongen reiste da til Linden, samme Aften, det kan du nok vide, og brav blev han, bare han havde smuurt sig med Duggen, som sad paa Bladene om Morgenen. Siden den Tid var der nu Ingen, Kongen holdt saa gjæv som ham Tro; han maatte være med ham hvor han gik og stod baade hjemme og borte. Saa var det en Dag, de gik i Haven sammen. "Jeg skjønner ikke hvorledes det gaaer til jeg," sagde Kongen; "der er ikke nogen Mand i England, som ko- ster saa Meget paa Haven sin som jeg, og endda kan jeg ikke faae eet af Træerne til at bære saa Meget som en Kart." "Ja, ja," sagde Tro, "dersom jeg faaer det, som ligger tre Gange rundt om Haven din, og Folk til at grave det op, saa skal nok Haven bære." Ja, det vilde Kongen gjerne; Tro fik Folkene og til at grave, og saa fik han tilsidst op hele Guldkjeden. Nu var Tro en grundrig Mand, meget, meget rigere end Kongen selv; men Kongen var endda vel fornøiet, for nu bar Haven saa Grenene paa Træerne hængte næsten ned til Marken, og saa søde Æbler og Pærer havde aldrig Nogen smagt. En Dag igjen gik Tro og Kongen og snakkede sam- men; saa kom Prindsessen gaaende forbi dem, og Kon- gen blev ganske bedrøvet, da han saa hende. "Er det ikke Synd at saa deilig en Kongsdatter, som min er, SIDE: 66 skal mangle Maal og Mæle?" sagde han til Tro. "Ja, men der er Raad for det", sagde Tro. Da Kongen fik det at høre, blev han saa glad at han lovede ham Prind- sessen til Ægte og halve Riget, dersom han kunde faae hende brav igjen. Tro fik da et Par Mand med sig bort i Kirken og grov frem padden som sad under Knæ- faldet ved Alteret, skar den op og tog ud Brødet og gav Kongsdatteren det -- saa blev hun som andre Folk til at tale igjen strax paa Timen. Nu skulde da Tro have Prindsessen, og der blev lavet til Bryllup, for det skulde nu holdes saa det baade kunde høres og spørges over hele Riget. Mens de saa holdt paa at danse i Brylluppet, kom der en Fattiggut og bad om en Madbid, og han var saa fillet og elendig at see paa, at Alle forkorsede sig over ham, men Tro kjendte ham strax, og saa at det var Utro, Broder sin. "Kjender du mig igjen?" sagde Tro. "Aa hvor skulde jeg have seet en saa stor en Herre, jeg da?" sagde Utro. "Seet mig har du nok ligevel," sagde Tro; "det var mig, du stak Øinene ud paa et Aar i Dag siden. Utro hedder du og utro er du, det sagde jeg og det siger jeg nu ogsaa; men du er nu Bro'er min ligevel, og derfor skal du faae lidt Mad, og saa kan du gaae til det Lin- detræ, hvor jeg sad i Fjor. -- Faaer du saa høre No- get, som kan gjøre din Lykke, saa er det godt for dig." Ja, Utro lod sig ikke sige det to Gange; har han Tro havt slig Nytte af at sidde i Lindetræet, at han er ble- SIDE: 67 ven til Konge over halve Englands siden i Fjor, saa -- tænkte han, og saa lagde han i Veien og krøb op i Lin- den. Han havde ikke siddet der længe, saa kom alle Dyrene og aad og drak og holdt St. Hansleg nede un- der Træet igjen. Da de saa havde spiist fra sig, vilde Ræven at de skulde til at fortælle Historier, og da kan det vel hænde at Utro begyndte at lye og, det saa Ørene vare færdige at falde af ham. Men Bjørnen var sindt han og brummede og sagde: "Der har Nogen sladret om det, vi fortalte i Fjor, og derfor vil vi nu tie med det, vi veed," og saa bad Dyrene Godnat og gik fra hverandre, og Utro var lige klog. Det var fordi han hed Utro og var utro, det. Asbjørnsen og Moe Peer og Paul og Esben Askepot. Der var engang en Mand, som havde tre Sønner, Peer og Paul og Esben Askepot; men Andet end de tre Sønnerne havde han ikke heller, for han var saa fattig at han ikke eiede Naalen paa Kroppen, og derfor sagde han tit og ofte til dem, at de fik ud i Verden og see SIDE: 68 at tjene sit Brød, hjemme hos ham blev det ikke Andet end Sultihjel for dem. Noget Stykke borte fra Manden laa Kongsgaarden, og lige udenfor Vinduerne til Kongen var der voxet op en Eg, som var saa stor og diger, at den reent skyggede for Lyset i Kongsgaarden; Kongen havde lovet ud mange, mange Penge til den, som kunde hugge ned Egen, men Ingen var god for det, for saa fort En skaarede een Fliis ud af Egelæggen, voxte der to istedet. Saa vilde Kongen ogsaa have gravet en Brønd som skulde holde Vand hele Aaret; for alle Granderne hans saa havde de Brønd, men han havde ingen, og det syntes Kongen var Skam. Til den som kunde grave ham en slig en Brønd at den holdt Vand hele Aaret rundt, havde Kongen lo- vet ud baade Penge og Andet, men der var Ingen som kunde faae gjort det, for Kongsgaarden laa høit, høit oppe paa en Bakke, og aldrig før havde de gravet nogle Tommer ned i Jorden, saa kom de ned til haarde Fjel- det. Men da nu Kongen havde sat sig i Hovedet at han vilde have gjort disse Arbeider, saa lod han lyse fra alle Kirkebakkerne baade vidt og bredt at den, som kunde hugge ned den store Egen i Kongsgaarden og skaffe ham slik en Brønd at den holdt Vand hele Aaret rundt, skulde faae Prindsessen og det halve Riget. Saa var der nu nok af dem som vilde prøve sig, kan du vel vide, men alt de knartede og hug og alt de rodede og grov, saa hjalp det ikke; Egen blev tykkere og SIDE: 69 tykkere for hvert Hug, og Fjeldet blev nu ikke blødere det heller. Om en Stund saa vilde de tre Brødrene i Veien og prøve sig ogsaa, og det var Faderen vel for- nøiet med, for vandt de ikke Kongsdatteren og halve Riget, saa kunde det dog hænde, at de fik Tjeneste et- steds hos en brav Mand, tænkte Faderen, og mere øn- skede han ikke; og da Brødrene derfor slog paa det, at de vilde til Kongsgaarden, sagde Faderen strax Ja, og saa lagde Peer og Paul og Esben Askepot af Gaarde. Da de nu havde gaaet et Stykke, kom de til en Granli, og lige op for den var en brat Hei; saa hørte de Noget, som hug og hug oppe i Heien. "Jeg undres hvad det er, som hugger oppe i Heien, jeg?" sagde Esben Askepot. "Du er nu sa klog med dine Forun- dringer bestandig, du!" sagde han Peer og han Paul; "det er nu Noget at forundre sig over ogsaa at der staaer en Vedhugger og knarter oppe i Heien." "Ja, jeg har nok Moro af at see, hvad det er ligevel jeg, sagde Esben Askepot og dermed gik han. "Aa ja, er du sligt et Barn, har du godt af at lære at gaae med!" raabte Brødrene hans efter ham, men han brød sig ikke om det, Esben; han lagde afsted opover Bakkerne did, han hørte det hug, og da han kom der, saa han, det var en Øx, der stod og hug og hug paa en Furulæg. "God Dag!" sagde Esben Askepot. "Staaer du her og hugger?" "Ja, nu har jeg staaet her og hugget i mange lange Tider, og ventet paa dig," svarede Øxen. "Ja, ja, her er jeg," SIDE: 70 sagde Esben, han tog Øxen og slog den af Skaftet og stoppede begge Dele i Skræppen sin. Da han saa kom ned igjen til Brødrene sine, begyndte de at lee og gjøre Nar af ham; "hvad var det for noget Rart du fik see oppe i Heien?" sagde de. "Aa det var bare en Øx, vi hørte," sagde Esben. Da de saa havde gaaet en Stund igjen, kom de under en Bjerghammer, oppe i den hørte de Noget hakkede og grov. "Jeg undres, hvad det er som hak- ker og graver oppe under Bjerghammeren jeg?" sagde Esben Askepot. "Du er nu altid saa klog til at forun- dre dig, du," sagde han Peer og han Paul igjen; "har du aldrig hørt Fuglene hakke og pikke Træerne før?" "Ja men jeg har nok Moro af at see hvad det er lige- vel jeg," sagde Esben, og alt de loe og gjorde Nar af ham, saa brød han sig ikke om det, han lagde afsted op imod Bjerghammeren og da han kom op under, saa han det var et Græv, som stod og hakkede og grov. "God Dag!" sagde Esben Askepot; "staaer du her og hakker og graver saa alene?" "Ja, jeg gjør det," sagde Græ- vet, "nu har jeg staaet her og hakket og gravet i mange lange Tider og ventet paa dig," sagde det. "Ja, ja, her er jeg," sagde Esben igjen, han tog Grævet og slog det at Skaftet og gjemte det i Skræppen si, og saa nedover til Brødrene sine igjen. "Det var vel no- get fælt Rart, du saa deroppe under Bjerghammeren?" sagde Peer og Paul. "Aa det var ikke noget Videre, SIDE: 71 det var bare et Græv vi hørte," svared Esben. Saa gik de et godt Stykke sammen igjen, til de kom til en Bæk; tørste vare de nu alle Tre efter det de havde gaaet, og saa lagde de sig ned ved Bækken forat drikke. "Jeg undres rigtig, hvor dette Vandet kommer fra, jeg?" sagde Esben Askepot. "Jeg undres om du er rigtig i Skallen jeg," sagde han Peer og han Paul. "Er du ikke gal, saa forundrer du dig sagtens gal med det Allerførste. Hvor Bækken kommer fra? Har du al- drig seet Vandet rinde op af en Aare i Jorden da?" "Ja men jeg har nok Lyst til at see, hvor det kommer fra ligevel jeg," sagde Esben; han afsted op med Bæk- ken, og alt Brødrene raabte paa ham og loe ad ham, saa hjalp det ikke: han gik sin Gang han. Da han saa kom langt opmed, blev Bækken mindre og mindre, og da han kom endda et Stykke frem, fik han see en stor Valnød, fra den silrede Vandet ud. "God Dag!" sagde Esben igjen; "ligger du her og silrer og rinder saa alene?" "Ja jeg gjør det," sagde Valnødden; "her har jeg ligget og silret og rundet i mange lange Tider og ventet paa dig." "Ja, ja, her er jeg," sagde Esben; han tog en Mosedot og dyttede i Hullet, saa Vandet ikke kunde komme ud, og saa lagde han Valnødden i Skræppen, og satte nedover til Brødrene sine igjen. "Nu har du vel seet, hvor Vandet kommer fra? Det saa vel fælt rart ud, kan jeg tænke," sagde han Peer og han Paul. "Aa det var bare et Hul, det randt ud SIDE: 72 af," sagde Esben, og sa loe de andre To og gjorde Nar af ham igjen, men Esben Askepot brød sig ikke om det; "jeg havde nu Moro af at see det ligevel jeg," sagde han. Da de saa havde gaaet et Stykke igjen, kom de til Kongsgaarden; men da Alle i Kongeriget havde faaet høre at de kunde vinde Prindsessen og halve Riget, der- som de kunde hugge ned den store Egen og grave Brønd til Kongen, saa var der kommen saa Mange, som havde prøvet Lykken sin, at Egen var dobbelt saa tyk og stor som den var fra først af, for den voxte ud igjen to Fliser for hver de skaarede ud med Øxen, kan du vel huske. Derfor havde Kongen nu sat den Straf, at de som prøvede sig og ikke kunde fælde Egen, skulde sættes ud paa en Ø, og begge Ørene klippes af dem. Men de to Brødrene lod sig ikke skræmme ved det, de troede nok de skulde faae Egen ned, og han Peer, som ældst var, skulde nu have Ret til at prøve sig først; men det gik med ham som med alle de Andre som havde hug- get paa Egen; for hver Fliis, han skaarede ud, voxte der to istedet, og saa tog Kongens Folk ham og klippede af ham begge Ørene og satte ham ud paa Øen. Nu vilde han Paul til, men med ham gik det akkurat lige eens; da han havde hugget en to, tre Hug, saa de fik see at Egen voxte, tog Kongens Folk ham ogsaa og satte ud paa Øen og ham klippede de Ørene endnu snauere af, for de syntes han kunde lært at vogte sig SIDE: 73 af Broderen. Saa vilde Esben Askepot til. "Vil du endelig see ud som en mærket Sau, skal vi gjerne klippe af dig Ørene strax, saa slipper du Bryderiet," sagde Kongen, han var sindt paa ham for Brødrenes Skyld, kan En vide. "Jeg havde nok Moro af at prøve først, ligevel," sagde Esben, og det maatte han da faae Lov til. Han tok Øxen sin ud af Skræppen og skjæftede den paa Skaftet igjen. "Hug selv!" sagde Esben til Øxen, og den til at hugge, saa Fliserne fløi, og saa var det ikke længe, før Egen maatte ned. Da det var gjort, tog Esben frem Grævet sit og satte det paa Skaftet. "Grav selv!" sagde Esben, og Grævet til at hakke og grave, saa Jord og Stene sprutede, og saa maatte vel Brønden op, kan du troe. Da han nu havde faaet den saa dyb og stor, han vilde, tog Esben Askepot frem Valnødden sin og lagde i det ene Hjørnet paa Bunden, der tog han Mosedotten ud af den. "Silre og rind!" sagde Esben, og den til at rinde, saa Vandet fossede ud af Hullet; om en liden Stund var Brønden bredfuld. Saa havde Esben hugget ned Egen, som skyggede for Kongens Vinduer, og skaffet Brønd i Kongsgaarden, og saa fik han Prindsessen og halve Riget, som Kongen havde sagt; men godt var det for Peer og Paul at de havde mistet Ørene, for ellers havde de hver Tid og Time faaet høre det, Alle sagde, at Esben Askepot ikke havde forundret sig saa galt endda. Asbjørnsen og Moe SIDE: 74 Kværnen, som staaer og maler paa Havsens Bund. Engang i gamle, gamle Dage var der to Brødre, den Ene var rig og den Anden fattig. Da Julekvælden kom, havde den Fattige ikke en Smule i Huset hverken af Suul eller Brød, og saa gik han til Broder sin og bad ham om Lidt til Juul i Guds Navn. Det var vel ikke første Gangen, Broderen havde maattet give ham, og ikke blev han synderlig glad i ham nu heller. "Vil du gjøre det, jeg beder dig, skal du faae en heel Fleske- skinke," sagde han. Det lovede den Fattige strax og takkede til. "Der har du den, gaa saa lige til Hel- vede!" sagde den Rige og kastede Fleskeskinken bort til ham. "Ja det har jeg lovet, faaer jeg holde," sagde den Anden, han tog Skinken og lagde afsted; han gik og han gik hele Dagen, og i Mørkningen kom han et Sted, hvor det lyste saa gjildt. Her skal du see, det er, tænkte Manden med Skinken. Ude i Vedskjulet stod en gammel Mand med et langt, hvidt Skjæg, og hug Juleved. "God Kvæld," sagde han med Fleskeskinken. "God Kvæld igjen! Hvor skal du hen saa seent?" sagde Manden. "Jeg skal nok til Helvede, dersom jeg er paa ret Vei," svared den Fattige. "Jo, du er gaaet rig- SIDE: 75 tigt nok, det er her," sagde den gamle Manden. "Naar du nu kommer ind, vil de Alle kjøbe Fleskeskinken din, for Flesk er en sjelden Mad i Helvede; men du skal ikke sælge den, med mindre du faaer den Haandkværn, som staaer bag Døren, for den. Naar du saa kommer ud igjen, skal jeg lære dig at stille Kværnen, den er nyttig til Noget af Hvert den." Ja, han med Skinken takkede for god Underretning og bankede paa hos Fanden. Da han kom ind, gik det som den gamle Mand havde sagt: alle Djævlene, baade store og smaa, stimlede om ham som Myrer om en Mark, og den Ene bød den Anden over paa Fleskeskinken. "Rigtignok skulde Kjær- ringen og jeg havt den til Julekvældsmad, men siden I er saa forhipne paa de, faaer jeg vel sagtens overlade den," sagde Manden. "Men skal jeg sælge den, vil jeg have den Haandkværnen, som staaer bag Døren der- borte." Den vilde Fanden nødig være af med, og tin- gede og prutede med Manden, men han blev ved Sit, og saa maatte Fanden ud med den. Da manden kom ud i Gaarden, spurgte han den gamle Vedhuggeren, hvorledes han skulde stille Kværnen, og da han havde lært det, sagde han Tak for sig og lagde hjemover det forteste han kunde; men alligevel kom han ikke hjem, før Klokken slog Tolv om Julenatten. "Men hvor i al Verden bliver der af dig da?" sagde Kjærringen. "Her har jeg siddet Time ud og Time ind og hipet og ventet, og har ikke saa Meget som SIDE: 76 to Pinder at lægge i Kors under Julegrødsgryden." "Aa jeg kunde ikke før komme, jeg havde Noget af Hvert at gaae efter, og lang Vei havde jeg ogsaa. Men nu skal du see," sagde Manden, han satte Kvær- nen paa Bordet og bad den først male Lys, saa Dug, og saa Mad og Øl og Alt som godt var til Julekvælds- kost, og efter som han befalede den, saa malte Kværnen. Kjærringen forkorsede sig den ene Gang efter den anden og vilde vide, hvor Manden havde faaet Kværnen fra, men det vilde han ikke ud med; "det faaer være det samme, hvor jeg har faaet den, du seer, Kværnen er god og Kværnvandet ikke fryser," sagde Manden. Saa malte han Mad og Drikke og alle gode Ting til hele Julen, og Trediedag bad han til sig sine Venner, da vilde han have Gjestebud. Da den rige Broderen saa alt det, der var i Gjestebudsgaarden, blev han baade harm og vild, for han kunde ikke unde Broder sin Noget. "Om Julekvælden var han saa nødig, at han kom til mig og bad om Lidt i Guds Navn, og nu gjør han et Lag som han skulde være baade Greve og Konge," sagde han til de Andre. -- "Men hvor i hede Helvede har du faaet al Rigdommen din fra, du?" sagde han til Broderen. "Bag Døren," sagde han som eied Kværnen, han brød sig ikke om at gjøre ham noget Regnskab for det, han; men ud paa Kvælden, da han havde faaet lidt i Hovedet, kunde han ikke bare sig, da kom han frem med Kværnen. "Der seer du den, som har skaffet mig al Rigdommen," sagde SIDE: 77 han, og saa lod han Kværnen male baade det Ene og det Andet. Da Broderen saa det, vilde han endelig have Kværnen, og langt om længe skulde han da ogsa faae den, men tre Hundrede Daler maatte han give for den, og saa skulde Manden beholde den til Slaataannen; for har jeg havdt den saa længe, kan jeg have malet op Mad for mange Aar, tænkte han. I den Tid kan En nok vide, Kværnen ikke blev rusten, og da Slaatannen kom, fik Broderen den; men den Anden havde vel vogtet sig for at lære ham at stille den. Det var om Kvælden at den Rige fik Kværnen hjem til sig, og om Morgenen bad han Kjærringen gaae ud og brede efter Slaattekarlene, han skulde selv lave til Dagvarden idag, sagde han. Da det saa led mod Dagvardstid, satte han Kværnen paa Kjøkkenbordet. "Mal Sild og Velling, og det baade fort og vel!" sagde Manden, og Kværnen til at male Sild og Velling, først alle Fade og Trug fulde og siden ud over hele Kjøkkengulvet. Manden fiklede og stelte og skulde faae Kværnen til at standse, men hvordan han dreiede og fingrede paa den, saa holdt Kværnen paa, og om Lidt naaede Vellingen saa høit at Manden var paa at drukne. Saa rev han op Stuedøren, men det varede ikke længe, før Kværnen havde malet fuld Stuen ogsaa, og det var med Nød og Neppe at Manden fik fat i Dørklinken nede i Vellingflommen. Da han nu fik Døren op, blev han ikke længe i Stuen, han satte SIDE: 78 ud, og Sild og Velling efter ham, saa det fossede udover baade Gaard og Jorder. Nu syntes Kjærringen, som var ude og bredte Hø, det tog for lang Tid, førend Dagvarden blev færdig. "Om ikke Manden raaber hjem, faaer vi gaae ligevel, han kan vel ikke stort med at koge Vellingen, jeg faaer vel hjælpe ham," sagde Konen til Slaattefolkene. Ja, de begyndte at rangle hjemefter, men da de kom opover Bakkerne et Stykke, mødte de Sild og Velling og Brød, foer og slang om hverandre, og Manden selv fore Flom- men. "Gud give der var hundrede Vomme paa hver af her, men pas jer at I ikke drukne i Dagvardsvellingen," skreg Manden, han satte forbi dem, som den Slemme var i Hælene paa ham og nedover did hvor Broderen boede. Ham bad han for Guds Skyld tage igjen Kvær- nen, og det paa Øieblikket; "maler den en Time til, saa forgaaer hele Bygden af Sild og Velling," sagde han. Men Broderen vilde slet ikke tage den, før den Anden betalte ham tre hundrede Daler til, og det maatte han da. Nu havde den Fattige baade Penge og Kværnen, og saa varede det ikke længe før han fik sig op en Gaard, meget gjil- dere end den, Broderen boede i; med Kværnen malte han op saa meget Guld, at han klædte den med bare Guldplader, og den Gaarden laa tæt ved Havkanten saa det lyste og glindsede i den langt ud over Søen. Alle de som seilede der forbi, skulde nu indom og besøge den rige Mand i Guldgaarden, og Alle saa vilde de see SIDE: 79 den forunderlige Kværnen, for den gik der Ord af baade vidt og bredt, og der var ingen, uden han havde hørt tale om den. Langt om længe kom der ogsaa en Skipper, som vilde see Kværnen; han spurgte, om den kunde male Salt. "Jo, den kan male Salt da!" sagde han, som eiede den, og da Skipperen hørte det, vilde han med al Nød og Magt have Kværnen, den maatte koste hvad den vilde; for havde han den, tænkte han, saa slap han at seile langt bort over farlige Vande efter Slatladnin- gen. I Førstningen vilde Manden ikke være af med den, men Skipperen baade tiggede og bad, og tilsidst solgte han den og fik mange, mange tusind Daler for den. Da Skipperen havde faaet Kværnen paa Ryggen, standsede han ikke længe der, for han var ræd, Manden skulde betænke sig; at spørge hvorledes han skulde stille den, havde han nu slet ikke Tid til, han satte ned paa Skibet det forteste han kunde, og da han kom et Stykke ud paa Søen, fik han Kværnen op. "Mal Salt, og det baade fort og vel!" sagde Skipperen. Ja, Kværnen til at male Salt, og det saa det sprutede; da Skipperen havde faaet Skibet fuldt, vilde han standse Kværnen, men hvordan han bar sig ad, og hvorledes han stelte paa den, saa malte Kværnen lige fort, og Salthaugen voxte høiere og høiere, og tilsidst saa sank Skibet. Der staaer Kværnen paa Havsens Bund og maler den Dag i Dag er, og derfor er det, at Søen er salt. Asbjørnsen og Moe SIDE: 80 Jomfruen paa Glasbjerget. Der var en Gang en Mand, som havde en Slaateng, der laa langt oppe i Lien et Steds, og paa den Engen stod et Hølade, han havde at bjerge Foderei i. Men der havde nok ikke været Stort i Ladet i de sidste Aar, skal jeg troe; for hver St. Hansnat, naar Græsset stod gjildest og frodigst, blev Slaatengen reent svartbeitet, som om en heel Drift skulde gaaet der og gnavet om Natten. Det hendte een Gang og det hendte to Gange, men saa blev Manden kjed af det og sagde til Sønnerne sine -- han havde tre, og den tredie det var Askepot, kan du vide -- at nu fik en af dem ligge borte i Udeng- ladet om St. Hansnatten, for det gik ikke an, at Græs- set skulde blive opædt Rub og Stub igjen, ligesom de to forrige Aarene; og den, som vilde i Veien, maatte passe vel paa, sagde Manden. Ja, faa vilde da den Ældste bort at gjæte Engen; han skulde nok passe Græs- set, meente han, og det saa hverken Folk eller Fæ eller Fanden selv skulde faae Noget af det. Da det led mod Kvælden, gik han bort i Ladet og lagde sig til at sove, men lidt ud paa Natten kom der slig en Duur og sligt et Jordskjælv, at Vægge og Tag rystede; og Gutten op og til Beens det forteste, han havde lært, han turde ikke SIDE: 81 en Gang see sig om, og Høet blev opædt den Nat lige- som de forrige Aarene. Næste St. Hansaften sagde Manden igjen, at det ikke kunde gaae an, de Aar efter Aar mistede alt Græs- set paa Udengen, nu fik en af Sønnerne bort og passe det og passe det vel ogsaa; og saa vilde den Næstældste prøve sig den Kvælden. Han gik da bort i Høladet og lagde sig til at sove, ligesom Broderen havde gjort; men ud paa Natten kom der en Duur og et Jordskjælv, endda værre end forrige St. Hansnat; og da Gutten hørte det, blev han ræd, og til Beens saa fort, som han skulde havt Betaling for det. Aaret efter kom Raden til Askepot; men da han lavede sig til at gaae, loe de andre To og gjorde Nar af ham. "Ja du skal blive den Rette til at passe Høet, du, som ikke har lært Andet end sidde i Asken og stege dig", sagde de, men Askepot brød sig ikke om hvad de snakkede, da det led mod Kvælden, ranglede han bortover til Udengen han. Der gik han ind i Høladet og lagde sig, men da det led om en Stund, begyndte det at dure og brage, saa det var fælt. Aa bliver det ikke værre, faaer jeg vel hærde paa, tænkte Askepot. Om Lidt kom der et Brag igjen og et Jordskjælv, saa Høstraaene føg omkring Gutten. Aa, bliver det ikke værre, faaer jeg vel hærde paa, tænkte Askepot. Men allerbedst det var, kom den tredie Duur og et Jordskjælv, saa Gutten tænkte, at Vægge og Tag havde ramlet sammen; men SIDE: 82 da det var gaaet over, blev der med et blikstille rundt om ham. Skal troe, det kommer igjen? tænkte Askepot; men nei, det kom ikke igjen, det var stille og blev stille, og da han havde ligget en liden Stund, hørte han, lige- som en Hest stod og tyggede tæt udenfor Ladedøren. Han listede sig da bort i Dørgløtten og skulde see, hvad det var; saa stod der en Hest og gnavede, og saa stor og fed og gjild Hest havde Askepot aldrig seet før, og Saddel og Bidsel laae der paa den og fuld Rustning til en Ridder, og Altsammen var af Kobber, saa blankt at det skinte i det. Haa, haa! er det dig, som æder op Høet vort, tænkte Gutten, det skal jeg nok forbyde dig; han skyndte sig og tog op Ildstaalet sit og kastede over Hesten, saa havde den ikke Magt at røre sig af Flækken, den blev saa tam, at Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han satte sig da op paa den og red bort til et Sted, Ingen vidste Noget om; der havde han den. Da han kom hjem igjen, loe Brødrene og spurgte, hvor- ledes det var gaaet ham. "Du blev vel ikke længe lig- gende i Høladet, dersom du ellers har været saa langt som til Udengen," sagde de. "Jeg laa i Høladet til Solen randt, men jeg hverken hørte eller saa Noget, jeg," sagde Gutten; "Gud veed, hvad det var, I blev saa rædde for." "Ja, vi faae vel see, hvorledes du har passet En- gen," svarede Brødrene; men da de kom derbort, stod Græsset ligesaa langt og tykt som om Kvælden. Den næste St. Hansnat gik det ligeens: Ingen af SIDE: 83 de to Brødrene turde gaae bort i Udengen og passe Slaatten, men Askepot turde; og saa hendte akkurat det Samme som forrige St. Hansnat: først kom der en Duur og et Jordskjælv, saa om lidt et til, og saa endda et, men alle tre Jordskjælv vare meget, meget stærkere denne Gang. Saa blev der med Eet blikstille igjen, og Gutten hørte, Noget tyggede udenfor Ladedøren; han listede sig da, saa sagte han kunde, bort i Dørgløtten -- jo! der stod en Hest igjen lige ved Væggen og tam- sede og gnavede; og den var endda meget større og fe- dere end den forrige; og Saddel laa der paa Ryggen dens og Bidsel var der paa den og fuld Rustning til en Ridder -- Altsammen af blankt Sølv og saa prægtigt, som Nogen vilde see. Haa, haa! er det dig som æder op Høet vort i Nat, tænkte Gutten, det skal jeg vel forbyde dig. Han tog op Ildstaalet sit og kastede over Manken paa Hesten, saa stod den saa spag som et Lam. Ja Gutten red den Hesten ogsaa bort til Stedet, hvor han havde den anden, og gik saa hjem igjen. "Idag seer det vel vakkert ud borte i Slaatengen," sagde Brø- drene. "Aa, jamen!" sagde Askepot. De skulde da bort at see igjen, og saa stod Græsset baade tykt og langt ligesom før, men de bleve nu ikke blidere paa Aske- pot for det. Da den tredie St. Hansnatten kom, turde heller Ingen af de to ældste Brødrene ligge i Udengladet og passe Græsset, for de vare blevne saa hjerteskræmte den SIDE: 84 Nat, de laae der, at de aldrig glemte det meer; men Askepot turde; og saa hendte netop det Samme som de to forrige Nætter: der kom tre Jordskjælv, det ene fæ- lere end det andet, og ved det sidste dandsede Gutten fra den ene Ladevæg til den anden, men saa blev det paa een Gang blikstille. Da han saa havde ligget en liden Stund, hørte han Noget tygge udenfor Ladedøren; han listede sig da igjen bort i Dørgløtten -- saa stod en Hest tæt udenfor, meget, meget større og federe end de to andre, han havde fanget. Haa, haa! er det dig, der æder op Høet vort denne Gang, tænkte Gutten; det skal jeg vel forbyde dig; -- han rev op Ildstaalet sit og kastede over den, saa stod den, som den var naglet til Marken, og Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han red nu hen til det Sted, hvor han havde de To andre, og derefter gik han hjem igjen. Der gjorde de to Brødrene Nar af ham ligesom de forrige Gange, den Natten havde han vist passet Græsset i Udengen godt, sagde de, for han saa da ud som han gik og sov endnu, og hvad de ellers kunde finde paa; men Askepot brød sig ikke om det, han bad dem bare gaae bort og see, og det gjorde de, saa stod nu Græsset lige gjildt og tykt denne Gang ogsaa. Kongen der i Landet, hvor Askepots Fader bo- ede, havde en Datter, som han ikke vilde give til Nogen uden den, som kunde ride op over Glasbjerget -- for der var et høit, høit Glasbjerg, blankt som en Iis, tæt ved Kongsgaarden -- . Øverst oppe paa det SIDE: 85 skulde Kongsdatteren sidde med tre Guldæbler i Skjødet, og den, som kunde ride op og tage de tre Guldæblerne, skulde faae hende og halve Riget, det lod Kongen lyse op paa alle Kirkebakker i hele Landet og i mange andre Kon- geriger ogsaa. Prindsessen var saa deilig, at Alle, som saae hende, maatte blive forlibte i hende, enten de vilde eller ei -- og saa kan du nok vide, at alle Prindser og Riddere havde Lyst at vinde hende og halve Kongeriget til, og derfor kom de ridende fra alle Verdsens Kanter, saa gjilde at det lyste af dem, og paa slige Heste at de gik bare paa Dands; og der var nu Ingen, uden han tænkte, at han skulde vinde Prindsessen. Da Dagen kom, som Kongen havde bestemt, var der saa tykt af Riddere og Prindser ved Glasbjerget at det yrede, og saa vilde nu Hver, som krybe og gaae kunde, did og see hvem der vandt Kongsdatteren, og Askepots to Brødre vilde da ogsaa i Veien, men ham vilde de slet ikke have med, for vare de i Følge med slig en Bytting, saa fæl og sort som han var efter det, han havde ligget i Asken og gravet, vilde Folk bare gjøre Nar af dem, sagde de. "Ja, jeg gaaer ligesaa godt alene som for mig selv, jeg" -- sagde Askepot. Da de to Brødrene kom til Glasbjerget, holdt alle Prindserne og Ridderne paa at ride, saa det skummede af Hestene deres; men det nyttede dem ikke stort, skal jeg troe, for bare Hestene satte Hoven paa Bjerget, gled de, og der var ikke Een, som kom saameget som et Par Alen SIDE: 86 op efter; og det var ikke noget Under, for Bjerget var glat som en Glasrude og brat som en Stuevæg. Men Kongsdatteren og halve Riget vilde Alle gjerne have, og de red og de gled, og det blev aldrig Andet. Tilsidst var alle Hestene saa trætte, at de ikke aarkede meer, og saa svedte vare de, at Skummet væltede ned efter dem, og saa maatte Ridderne give sig. Kongen tænkte alt paa, at han skulde lade lyse op, at Ridningen begyndte paa Nyt den næste Dagen, om det skulde gaae bedre da; men med det Samme kom der en Ridder paa en Hest saa gjild, at Ingen havde seet slig Hest før, og Kobberrustning og Kobberbidsel havde han, Alt saa blankt, at det lyste i det. De Andre raabte til ham, at han gjerne kunde spare sig for at prøve at ride op efter Glasbjerget, for det nyttede saa ikke alligevel; men han hørte ikke paa det Øret; han red lige bort imod Glasbjerget og op efter det som ingen Ting, og det et godt Stykke ogsaa, det kunde vel være som en Trediepart; da han kom der, vendte han Hesten og red ned igjen. Men saa deilig en Ridder syntes Prindsessen hun aldrig havde seet før, og medens han red, sad hun og tænkte: Aa, Gud give han bare kom op over! og da hun saa, han vendte Hesten, ka- stede hun det ene Guldæblet efter ham, og det trillede ned i Skoen hans. Men vel han var kommen ned af Bjerget, red han sin Vei og det saa fort, at Ingen vidste, hvor det blev af ham. Den Kvælden skulde nu SIDE: 87 alle Prindserne og Ridderne frem for Kongen, for at den, som havde redet saa langt op efter Glasbjerget, kunde vise frem Guldæblet, Kongsdatteren havde kastet. Men der var Ingen, som havde noget; den Ene kom efter den Anden, og Ingen kunde vise Æblet. Om Kvælden kom Askepots Brødre ogsaa hjem igjen, og fortalte baade vidt og bredt om Ridningen op efter Glasbjerget, at først saa var der slet Ingen, som aarkede at komme saa meget som et Skridt op over; "men saa kom der En, som havde Kobberrustning og Kobberbidsel, saa blankt, at det lyste lang Vei af ham," sagde de, "og det var Gut, som kunde ride; han red over en Trediepart op efter Glasbjerget, og han kunde nok redet heelt op ogsaa, havde han bare villet; men der vendte han, for han syntes vel, det var nok for den Gangen." "Aa ham skulde jeg rigtig havt Moro af at see, jeg ogsaa," sagde Askepot -- han sad i Skorstenen og grov, som han pleiede, han -- . "Ja Du!" sagde Brødrene, "du seer ud som du kunde være tilstede mellem saa høie Herrer, dit stygge Bæst, du sidder der!" Den anden Dag vilde Brødrene i Veien igjen, og Askepot bad ogsaa den Gang, om han kunde faae Lov til at være i Følge med dem og see paa de red; men nei, det fik han slet ikke, det var han for styg og for fæl til, sagde de. "Ja, ja, jeg gaaer lige saa gjerne alene som for mig selv, ogsaa jeg," sagde Askepot. Da SIDE: 88 Brødrene kom til Glasbjerget, begyndte alle Prindserne og Ridderne at ride igjen, og da kan det vel hende, at de havde skoet Hestene sine; men det hjalp ikke: de red og de gled ligesom forrige Dagen, og Ingen kom saa meget som en Alen op efter; og da de havde maset ud Hestene sine, saa de ikke aarkede mere, maatte de holde op igjen Allesammen. Saa tænkte Kongen, at han vel fik lyse op, at Ridningen skulde gaae for sig for sidste Gang Dagen efter, om det kanskee skulde gaae bedre da. Men saa betænkte han sig igjen: han fik vel vente lidt endnu, meente han, om han i Kobberrustningen skulde komme igjen den Dagen ogsaa. Ham saae de ikke noget til, men ret som det var, saa kom der En paa en Hest, der var endda meget, meget gjildere end den, Ridderen i Kobberrustningen havde havt, og denne havde Sølvrustning og Sølvsadel og Sølvbidsel, Alt saa blankt, at det skinte og lyste i det langt borte. De andre raabte til ham igjen og sagde, at han gjerne kunde lade være at prøve Ridningen op efter Glasbjerget, for det nyttede saa aldrig alligevel; men han hørte ikke efter det, Ridderen; han red lige bort til Glasbjerget og op efter det endnu længer, end han i Kobberrustnin- gen; men da han var kommen saa langt som de to Tredieparter op, vendte han Hesten og red ned igjen. Ham syntes Prindsessen endda bedre om, og hun sad og ønskede, at han bare maatte komme op over; men da hun saa, han vendte, kastede hun det andet Æble SIDE: 89 efter ham, og det trillede ned i Skoen hans; og med det samme han kom ned af Glasbjerget, red han afsted saa fort, at Ingen kunde see, hvor det blev af ham. Om Kvælden, da Alle skulde frem for Kongen og Prindsessen, for at den, som havde Guldæblet, kunde vise det frem, kom den Ene efter den Anden, men In- gen havde noget Guldæble. Ligesom forrige Dagen kom de to Brødrene hjem den Kvælden ogsaa og fortalte, hvorledes det var gaaet, at Alle havde redet og Ingen kunde komme op; "men langt om længe kom der En i en Sølvrustning, og Sølvbidsel og Sølvsadel havde han ogsaa," sagde de, "og han kunde ride; han satte vel som to Tredieparter op efter, men saa vendte han igjen. Det var Gut det, og til ham kastede Prindsessen det andet Guldæble," sagde Brødrene. "Aa, ham skulde jeg ogsaa havt Moro af at see," sagde Askepot. "Aa ja, han var nu vel saa blank som Asken, du sidder og graver i, dit stygge sorte Bæst!" sagde Brødrene. Den tredie Dag gik Alt lige eens som de forrige Dagene: Askepot vilde være med og see paa Ridningen, og de To vilde ikke have ham i Følge med sig; da de kom til Glasbjerget, var der Ingen, der kom saa langt som en Alen op efter. Alle ventede nu paa ham i Sølv- rustningen, men han var hverken at høre eller see; men langt om lange kom der En paa en Hest saa gjild, Ingen havde seet Mage til, han havde Guldrustning og Guldsadel og Guldbidsel saa blankt, saa blankt, SIDE: 90 at det lyste og skinte lang Vei af det. De andre Rid- dere og Prindser kom ikke en Gang til at raabe til ham og sige, at det ikke nyttede at prøve sig, saa forundrede bleve de ved at see, hvor gjild han var. Han red lige bort imod Glasbjerget og føg op efter det som ingen Ting, saa at Prindsessen ikke en Gang fik Stunder at ønske, at han maatte kome heelt op. Med det samme han havde redet op, tog han det tredie Guld- æble af Skjødet paa Prindsessen, og saa vendte han Hesten og red ned igjen, men saa var han ogsaa borte for Øinene paa dem, før de vidste Ordet af det. Da de to Brødrene kom hjem igjen om Kvælden, fortalte de baade vel og længe om, hvorledes det var gaaet med Ridningen den Dagen, det forstaaer sig, og tilsidst fortalte de ogsaa om Ridderen i Guldrustnin- gen. "Det var vel Gut det! saa gjild Ridder findes der ikke i Verden!" sagde Brødrene. "Aa ham skulde jeg havt Moro af at see, jeg ogsaa!" sagde Askepot. "Ja, det gloer nu ikke fuldt saa meget i Kulhaugen, du ligger og roder i, dit stygge sorte Bæst!" sagde Brø- drene. Dagen efter skulde aller Ridderne og Prindserne frem for Kongen og Kongsdatteren -- det var nok ble- vet for seent om Kvælden troer jeg -- for at den, som havde Guldæblet, skulde vise det frem; men den Ene kom efter den Anden, først Prindserne og saa Ridderne, men Ingen havde noget Guldæble. "Ja, men En maa SIDE: 91 have det," sagde Kongen, "for det var Noget, vi saae Allesammen, at der var En, som red op og tog det;" og saa gav han Befaling til, at Alle, som i Landet var, skulde komme op paa Slottet og prøve at vise frem Guldæblet. Ja, de kom den Ene efter den Anden, men Ingen havde Guldæblet, og langt om længe kom de to Brødrene til Askepot ogsaa. De vare de sidste, og saa spurgte Kongen, om der da slet ingen Flere var igjen i Riget. "Aa jo, vi har en Broder," sagde de To, "men han har nok ikke taget Guldæblet; han har ikke væ- ret ude af Askehaugen nogen af Dagene han." "Ja, det er det samme," sagde Kongen, "har alle de Andre været oppe paa Slottet, saa kan han ogsaa komme ind," og saa maatte da Askepot op i Kongsgaarden med. "Har du Guldæblet, du?" spurgte Kongen. "Ja, her er det ene, og her er det andet, og her er nok det tredie ogsaa," sagde Askepot, han tog op af Lommen alle tre Guldæb- lerne; og med det samme kastede han af de sodede Fil- lerne sine; og saa stod han der i Guldrustningen saa gjild, at det lyste af ham. "Ja du skal have Datter min og det halve Riget; du har vel fortjent baade hende og det," sagde Kongen. Saa blev der Bryllup, og saa fik Aske- pot Kongsdatteren, og i det Brylluppet blev der vel turet, kan hende, for ture kunde de alle, om de ikke kunde ride op efter Glasbjerget, og har de ikke turet fra sig, saa holde de paa endnu. Asbjørnsen og Moe SIDE: 92 Smørbuk. Der var engang en Kjærring, som sad og bagede. Hun havde en liden Gut, der var saa tyk og fed og gjerne vilde have god Mad, og derfor kaldte hun ham Smørbuk; og saa havde hun en Hund, de kaldte Guld- tand. Ret som det var, begyndte hunden at gjøe. "Spring ud, du Smørbukken min," sagde Kjærringen, "og se efter, hvem det er Guldtand gjøer paa." Saa sprang Gutten ud og kom ind igjen og sagde: "Aa, Gud hjælpe mig, der kommer en stor, lang Haug- kjærring, med Hovedet under Armen og en Sæk paa Ryggen." "Spring under Bagstefjælen og gjem dig!" sagde Moder hans. Saa kom det store Troldet ind. "God Dag," sag- de det. "Gud signe dig," sagde Moder til Smørbuk. "Er ikke Smørbuk hjemme i Dag?" spurgte Troldet. "Nei, han er i Skoven med Faer sin og veider Ry- per," svarede Kjærringen. "Det var Trold, det da," sagde Haugkjærringen, "jeg har saadan en fiin liden Sølvkniv, som jeg vilde give ham." "Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk under Bag- stefjælen og kom frem. SIDE: 93 "Jeg er saa gammel og stiv i Ryggen," sagde Troldet; "du faaer smætte ned i Sækken og tage den op selv." Da Smørbuk vel var kommen ned i Sækken, kastede Troldet den paa Ryggen og strøg ud. Men da de vare komne et Stykke paa Veien, blev Troldet træt, og spurgte: "hvor langt er det bort at sove?" "En halv Fjerding," svarede Smørbuk. Saa satte Troldet Sækken ned ved Veien og reiste bort igjennem Smaaskoven for sig selv og lagde sig til at sove. Imens passede Smørbuk sig, tog Kniven sin, sprættede Hul paa Sækken og smat ud, lagde saa en stor Tyrirod i Stedet og strøg hjem til Moder sin. Da Troldet kom hjem og fik see hvad det havde i Sæk- ken, blev det fælt sindt. Dagen efter sad Kjærringen og bagede igjen. Ret som det var, begyndte Hunden at gjøe. "Spring ud, du Smørbukken min," sagde hun, "og se efter hvad det er Guldtand gjøer paa." "Aa nei, aa nei, det stygge Bæstet da!" sagde Smørbuk, "nu kommer det igjen med Hove- det under Armen og en stor Sæk paa Ryggen." "Spring under Bagstefjælen og gjem dig," sagde Moder hans. "God Dag," sagde Troldet; "er Smørbuk hjemme idag?" "Neimen er han ikke," sagde Moderen, "han er ude i Skoven med Fa'er sin og veider Ryper." SIDE: 94 "Det var Trold det," sagde Haugkjærringen, "for jeg har en vakker liden Sølvgaffel, jeg vilde give ham." "Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk og kom frem. "Jeg er saa stiv i Ryggen," sagde Troldet, "du faaer smætte ned i Sækken selv og tage den." Da Smørbuk vel var kommen i Sækken, slængte Trol- det den paa Ryggen og lagde af Gaarde. Da de vare komne et godt Stykke paa Veien, blev Troldet træt og spurgte: "Hvor langt er det bort at sove?" "En halv Miil," svarede Smørbuk. Saa satte Troldet Sækken ned ved Veien og gik op gjennem Skoven og lagde sig til at sove. Medens Troldet gjorde det, fik Smørbuk Hul paa Sækken, og da han var kommen ud, lagde han en stor Steen istedet. Da saa Troldet kom hjem, gjorde det op en stor Ild paa Peisen, satte over en diger Kjedel og skulde til at koge Smørbuk. Men da det saa tog Sækken og troede, det skulde slippe Smørbuk i Kjedelen, faldt Stenen ud, og slog Hul i Bunden paa den, saa at Vandet randt ud og slukkede Varmen. Da blev Troldet sindt og sagde: "Om han nu gjør sig aldrig saa tung, skal jeg lure ham ligevel." Den tredie Gang gik det akkurat ligesom de to andre, Guldtand begyndte at gjøe, og saa sagde Moderen til Smørbuk: "Spring ud du Smørbukken min, og se efter, hvem det er, Guldtand gjøer paa." SIDE: 95 Saa sprang Smørbuk ud og kom ind igjen og sagde: "Aa Gud hjælpe og trøste mig. Det er Troldet, som kom- mer igjen, med Hovedet under Armen og en Sæk paa Ryggen." "Spring under Bagstefjælen og gjem dig!" sagde Moder hans. "God Dag," sagde Troldet, og steg ind igjennem Døren; "er Smørbuk hjemme i Dag?" "Neimen er han ikke," sagde Moderen, "han er ude i Skoven med Faer sin og veider Ryper." "Det var Trold det, da," sagde Haugkjærringen, "for jeg har en vakker liden Sølvske, jeg vilde give ham." "Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk og kom frem under Bagstefjælen. "Jeg er saa stiv i Ryggen," sagde Haugkjærringen, "du faaer smætte ned i Sækken selv og tage den." Da Smør- buk vel var kommen ned i Sækken, slængte Troldet den paa Ryggen og lagde af Gaarde. Den Gang reiste Troldet ikke bort for sig selv og lagde sig til at sove, men det strøg lige hjem med Smørbuk i Sækken, og da de kom hjem, var det en Søndag. Saa sagde Troldet til Datter sin: "Nu skal du tage Smørbuk og slagte ham og koge Sød paa ham, til jeg kommer igjen, for nu reiser jeg til Kirken og beder Fremmede." Da selve Folkene vare reiste, skulde Datteren tage Smørbuk og slagte ham, men saa vidste hun ikke rigtig, hvorledes hun skulde gjøre det. SIDE: 96 "Bi, saa skal jeg vise dig, hvorledes du skal bære dig ad, jeg," sagde Smørbuk, "læg Hovedet dit ned paa Krakken, skal du see." Hun gjorde saa, hun Stakkel, og Smørbuk tog Øxen og hakkede Hovedet af hende, som om det havde været en Kylling. Saa lagde han Hovedet i Sengen, og Skrotten i Gryden og kogte Sød paa Datteren, og da han havde gjort det, krabbede han op over Døren og drog med sig Tyriroden og Stenen og lagde den ene over Døren og den anden op paa Peispiben til Troldet. Da Folkene kom hjem fra Kirken og saae Hovedet i Sengen, tænkte de at Datteren laa og sov; men saa skulde de bort at smage paa Suppen. "Smager godt, Smørbuksod!" sagde Troldkjærringen. "Smager godt, Dattersod!" sagde Smørbuk. Men det lyede de ikke efter. Saa tog Troldmanden Skeen og skulde til at smaage. "Smager godt Smørbuksod!" sagde han. "Smager godt Dattersod!" sagde Smørbuk paa Peispiben. Da begyndte de at forundre sig over, hvem det var som snakkede, og vilde ud at see efter. Men da de kom ud i Døren, kastede Smørbuk Tyriroden og Stenen i Hovedet paa dem og slog dem ihjel. Saa tog han alt det Guld og Sølv, som var i Huset, og da blev han vel rig, og saa reiste han hjem til Moder sin.