[BIN: 2651]

Torekall vinn att hamaren sin.
Torekall

(fleire alternative titlar)

Oppskrift 1750-årene av ukjent etter Ole Grønset, Gol, Hallingdal, Buskerud .

1. Thorekal kom af Skogie heim
Trætte var han og mode
Tiuvan har støle bort hameran hans
Han vidste ikkie qveim dæ giorde.
Thorekal tome naa Foelan sin med toumer.
2. Laakien han tog aad Vingien sin
og nære fløi han sin Sprængie
Ganger han sig uti Gremeli-gaal
Slo Gremmil og rørte udi elle.
3. Hvor er det tidst udj Aasgaalen
Og Trolle er ute om qvellaa,
Laupan kjem du med slig fjel,
Som du var jaga med stongaa.
4. Det er nu saa tidst udj Aasgaalen
og ond og ingen gode,
Thorekal haver sin Hammar mist
Han vedst ikkie gvem det giorde.
5. Til svara Grimme Jutulin,
Og heima uti sino Vælle
Eg haver nu has Hammar tikie
Eg dølge ikie honno et orle.
6. Intie faar han aad hammaren sin
Intie mindre han saa de
Mindre han fløtte og føre her Heim
Den yngste Søstra han aatte.
7. Laakien han tok aad Vingien sin
og nære fløy han sin Sprængie
Der kom han sæg aad Aasgaalen
For han Thorekal ganger aad Sængie.
8. Og Grimmen haver has Hammar tikie
og dolge ikie hanaa et Oele
Otte Alen og Nide Favne,
æg grave ham ner i Jole.
9. Det var Fruerne Vellebore
Han varte saa ilde med Oele
Hun drev bloet af aa len sin
Hun svartna ret som ai Joele.
10.Den tok nu dera Væskara Bruur
og hende Haaret børsta,
Saa snara daa vara de Brur pigo
De klæde paa Brura forsta.
11.Og ind kom Grimme Jutulen
og saae paa Valborrig skara
Hente me hid mine bæsta klæaa
og lata mæg fagran Sala.
12.Og Oxe kroppen saa aad hun op
og trou punds Kjele med Kaala
alle de Brød som baka var
Og 15ta Skiæppe med saæ.
13.Og Femta Spekie laxa aad hun op
og nokle andre smaa fiskia
Dette var Brura hendes bæste spise
Hun kiempia edie drikke.
14.æg giøres nu baade skak og skolv
æg gid entie driki af haanna
Du give mig nu drik af Bolstampaa
og fore saa Edh med staanga.
15.Til svara Grimme Jutulen,
og heime uti sine Vella
og aldre har seet nokor Væslare brud
Har æte Mejer om qvælla.

Ekstra opplysninger

Orig. ms. NFS M. Moe 65, s. 1f. (Renskrift) Vers 2 linje 1 aad a; aat bc.V.8 l.4 æg a; Og b; æg rettet til Og c.V.14 l.2 entie a; intie bc.V.14 l.2 driki a; drik' c; drik b. Reinskrifta er lese og kommentert av
S.Bugge og M.Moe og er difor ikkje normalisert her.

Prenta i festskrift til Hans Majestæt Kong Oscar 2. i Kra.1897: Torsvisen i sin norske form udgivet med en afhandling om dens oprindelse og forhold til de andre nordiske
former af Sophus Bugge og Moltke Moe.

Oppskrifta er kommentert slik:

Visen, som er skreven med en hånd fra c. 1750, har i håndskriftet overskriften "Thore Kals viise saasom den qvædes af Ole Grønset." Det Grønset, som her må menes, er en gårdpart i Gol i Hallingdal (brugs-nr.24 under gård-nr.25, Golberg, i matrikelen af 1886). Denne Ole Grønset synes at have levet ved midten og i andenhalvdel af 18de århundred, og han skal paa sine gamle dage være flyttet til Valdres 1). I det følgende meddeles et nøiagtigt aftryk af denne norske optegnelse af Torsvisen.Da originalen for tiden ikke står til vor tjeneste - den befinder sig mellem Ivar Aasens efterladte papirer -, lægges herved en afskrift af Moltke Moe fra 1894 (a) til grund. Derefter meddeles et par afvigende læsninger i en ældre afskrift af Sophus Bugge (b), sammenlignet med læsningen af disse steder i en ældre afskrift af M.M. (c).
_______________________

1) Dette blev i juli 1894 meddelt Moltke Moe af Ola Mykleset i Gol (som den gang var nogle og seksti år gammel). Han havde hørt, at Ola Grønset skulde have været en "stor diktmakere".
Hans søn Knut var den sidste af ætten, som eiede Grønset i Gol. Efter ham blev gården kjøbt af en anden mand, som var bedstefar til en i 1894 c.50 år gammel mand. Herefter synes
det troligt, at Ole Grønset har levet omkring midten af forrige århundred.


Vi holder det for utvivlsomt, at den fra Valdres indkomne optegnelsen af Torsvisen (som vi kalder Norsk A) ikke er nedskreven umiddelbart efter Ole Grønsets sang eller mundtlige
meddelelse, men at den er en afskrift af en tidligere skriftlig optegnelse. Mange feil i A kan kun forklares som læsefeil, ikke som hørefeil eller som anden forvanskning vedførste optegnelse af en mundtlig meddelt vise.