[BIN: 3582]

Signelill og Albrett.
Den bortselde møya

(fleire alternative titlar)

Oppskrift 1856 og 1863 av S. Bugge etter Guro Væting, Moland, Fyresdal, Telemark .

1. Signelill sit ho i buri,
-tankeren vet ingen uden gud -
ho sömmer dæn sömmen så prude.
-Her æ ingjen i verden, eg kan fortelje mine sorger-
2. Ho sömmer (-de) dæn sömmen og den er (var) hvid,
for skjæbnen va(r) hende så ublid.
3. Stolt droning ho aksla si kåpa blå,
så lyster ho seg til stolt Signelill gå (höæloft at gå) (1863)
4. Å droning(ji) (ho) igjenom dynni steig,
å Signelill upp imot ho reis.
4b. Stolt Signelill klappa på höyene blå:
"Sit Stolt droning å hvil deruppå."
5. "Jeg er ikke (1863) (eg æ 'kje) tröytt; eg kann væl stå;
jeg (1863) eg vil (no) upp på dæn sömmen at sjå."
6. Jeg (1863) Eg sömrer dæm sømmen, der er hvid,
for skjæbnen den (har været) var mig ublid.
7. Min faer sett? meg upp ett bur,
dær va' eg en jomfru så prud.
8. (Jeg) Eg va' (no) meg ei (-n) jomfru (så) bold,
eg ha' dei te(æ)rner, å dei va' toll.
(Sangersken var her ikke ganske sikker i Versordenen)
9. Eg va' no meg i min faders går,
å ha' dei te(æ)rner storeå små.
10. To dei helt meg vaskevann
å to dei helt (og) handklæ i hand.
11. To dei kjembde mitt gule hår
å to dei helt meg speielen for.
12.. To dukjen breidde
å to maten fram av elde.
13. To dei redde upp sengi
(å to de lagde meg i dæn)
so kom de enn, som lokka meg i den (1863)
14. Å dær kom rövarar på dæ land,
de gjore meg stor vånde.
15. Dæ va' femten på mitt buri braut,
dær va' ein, som mi æra naut.
16. Dær va' ein, som hellt meg i hand,
dær va' ein, som mi æra vann(dt).
17. Min moder ho ville meg kvæle,
min fader han ville meg selje (sæle) )1863
18. Så selde han (dei) meg for de klokkunne fem,
i Sællands kjerke henger alle fem.
19. Som 18; kun: ni ~ di.
(20) Dæ fyste (andre) slagje kolkka mon ringje,
21 min faers (moders) hjerte sunde måtte springe.
(21) Dæ (andre) fyste slagje klokka slo
min moder (fader) dödde, dær ho (han) sto.
22. (Droningi tala te Signelill) (ikke 1863)
"dæ hörer eg på talen din.
23. Dær va' femten, som ditt buri braut,
dæ va' Albrett, som di æra naut."
24. De tænkte, de var ene to,
men Albrett sto uttafor dynni å lydde derpå.
25. Han klappa no hennar på hvidan kinn:
"du ska' bli allerkjærasten min."
26. Dær blev lyst å megen gama,
Albrett å Signelill ha' bryllaup mæ sama.
27. Dær var stor gle'i i kungjens går,
dær var glae båe store å små!
Ekstra opplysninger