[BIN: 1788]

Jeg lagde meg så silde.
Ole Vellan.
Herr Ole han tjener

(fleire alternative titlar)

Oppskrift 1891 av ukjent innsamler etter ukjent sanger, Manheimstrand, Telemark .

1. Hr. Ole han tjener i kongens gård
han tjener der for klæder og føde,
så kom der et brev ifra Rosenland,
som siger, at hans kjæreste var døde.
2. Hr. Ole han går for sin konge at stå
han gjorde al de tjeneste han kunde
" O nådigste konge, jeg beder om få lov,
til at reise udi Rosenslande !"
3. "O nei min kjære Ole, det må du nu ei,
thi hvad haver du i Rosensland at gjøre?"
" Jo jeg haver fåt et brev ifra Rosensland
som siger, at min kjæreste er døde."
4. "O kjære min Ole, du --- dig tilfreds,
det var da ikke mere som en kvinde
og om jeg kunde love det så udi mit land,
at du kunde få den ypperste grevinde."
5. Nei alt det kongen eier og haver i sit land
det vil jeg nok slet ikke have,
men jeg vil nu reise til Rosensland
og følge min kjæreste til graven.
6. Hendes lige fandtes ikke udi ditt kongeríg
og neppe i de syv kongerìger
for hænder havde hún hvide og fingre havde hun små
og øine havde hun blå som en due
og hår havde hun som det var spundet ùdaf guld,
med en liden fløiels flette om sin tinde."
7. Så gav han hannem en sale ùdaf guld,
guldspòrene de bedste han havde
" så ønsker jeg dig så sødt et himmerig,
og følg så med din kjæreste til graven!"
8. Hr. O. han sáled sin gangare rød,
så flink og så snild var nu denne
så red han da fortere end fuglen den fløi
herover de nordiske heie.
9. Og da han kom sig til Rosensland frem,
så hørte han de klokker móne ringe
han kunde ikke andet tænke, ei andet forstå
end hans hjerte i stykker vilde springe.
10. Og da han kom sig i R. ind,
da bandt han sin hest i en støtte,
så gik han sig i fruerstuen ind,
hvor fruer og jomfruer mone græde.
11. Så gik han sig i storstua ind,
han vred sine hænder så såre
og hvert et sandkorn, på gulvet der lå,
blev blandet med de saltende tårer.
12. Hr. O. han satte sig ned på en stol
retlige som han vilde sove,
sìn fattige sjæl den leverte haan til Gúd
og siden opgav han sin ånde.
13. Ja begge de to de blev lagt på en bår
og kisten var gjort udaf marmor
nu sover de så sødt til den sidste dommedag
alt ùdì hverandeses arme.

Ekstra opplysninger

Orig. ms. NFS Moltke Moe 77, s.1-3