| Eg lagde meg ned så silde om en kveld, eg viste af ingjen plage at hava so kom der et bud ifrå kjærasten min at eg sille til hænar ---koma. - Tvunget haver elskogjen henar - Eg klædde meg på så hart å so brått, i de allerbeste klæder eg món hava, so ganger eg meg at stallhúsa ne eg klappa min grågangar på bakji. Så la' eg på den sadel utav sylv å beisli utaf gulle beslaget så rei eg meg de fem stive milir fram, mæ de andre ligger sødelig å sova. Då eg kom meg at kyrkjegåren frem, der hanger dei klokkur å belja inkje anna eg kunne tenkje hell anna fornam, hell mitt hjarte måtte i 1000 stykker springa. Så gangar eg meg upp i høiande loft, som eg fyrre va' vant --- å gjøra, der stod både jomfruer å høviske mænd, dei klædde min kjærast til døden. Så klappa eg hende på bleigan kinn som fyrr har været rosende røde Herre Gud bære mig fattig ungersvend her finder eg min kjæresten døde. Hendes hender di vare hvide hendes fengar dei var små, hendes øine var blå som på dúa, bryst havde ho som ædel svanedón, munden som sukkere de søde.
|