[BIN: 1768]

Jeg lagde meg så silde.
Ole Vellan.
Herr Ole han tjener

(fleire alternative titlar)

Oppskrift udatert av Jørgen Moe etter , Hardanger .

1. Det hendtes en Aften saa silde aa seint,
at man skulde søge sin Hvila,
da fik jeg et Bud ifra Kjærasten min,
jeg skulde til hende hjemila.
- Haa haa haa haa haa
Hei fallalila laa-

jeg skulde til hende hjemila.
2. Da gik jeg mig i Kammeret ind,
klædte paa mig de sorteste Klæder,
saa gik jeg mig i Stalden hen,
aa klappa den Blakke paa Lenda.
3. Saa red jeg mig fem steive Mile fram,
med de andre monne søderligen sova.
4. Saa red jeg meg til grønne volden frem,
der hørte jeg Klokkerne ringa,
Ei andet jeg visste ei heller fornam,
end Hjertet det vilde udspringa.
5. Saa red jeg mig paa Kirkegaarden frem,
der støde to gravare aa grava,
Aa hører I dette, I Graver to,
for hvem graver I denne Grava?
6. Denne grava me før din kjæreste ven
som førr vare rousande røda,
Gud trøste aa bære mei, fager Ungersvend,
som ser saa min Kjæreste døda".
7. Ja vel kan jeg feste en Anden hos min Haand,
men aldri fester jeg hendes Liga,
hendes Lige findes ikke i dette Kongeland,
ja neppe i sjau Kongeriga.
8. Hendes Hender vare snilde (??), hendes Finger vare små,
hendes Øine vare blaa som en Lua (ell. Dua),
hendes Bønner de vare idelig til Gud,
i Himmerig skal man dem skona.
9. Saa tok han uti sitt forgyllande Sværd,
aa stak det igjennem sin sida,
Nu er det Ende paa al denne Færd
og nu er slukt al Sorrig aa Kvida.

Ekstra opplysninger

Orig. ms. NFS J.Moe 7, s.56-58 NFS Sophus Bugge II, s.41-42 (avskrift) Det sørgelige Ridt.II Sangersken havde hørt visen af sin Bedstemor.