[BIN: 1493]
Ynskjande møy
Oppskrift udatert. av Sophus Bugge etter Torbjørg Haugjen, Skafså, Mo, Telemark .
1. | Jeg var mig så lidet et barn jeg stod i min favreste møde min fader og moder de dødde mig fra som mig skulde klæde og føde. -Det blikner og det falmer lindeløvet over alle grøne skove - |
2. | Jeg tjente mig udi en greivens går alt både for hæder og ære jeg lagde min hu til en fager ungerssvend jeg tænkte det skulde så være. |
3. | Jeg lagde min hu til en fager ungersvend jeg tænkte det skulde så være så ilde han mig gjorde, så ilde han mig sveik de gjore han af si usnille ære. |
4. | Jeg ligner mig ved den fattig fiskarmand som fiskar derute mæ strande når fisken bider i og tømmen springer af da stander man med stangen i hænde. |
5. | Jeg ligner mig ved den uvise mand som bygger sit hus oppå isen når isen smelter sønder og huset falder ned af skaden så bliver man viser. |
6. | Jeg ligner mig ved det enebærtræ som stander på vildan hede slett ingjen meg høyrer, slett ingjen meg ser men der blæse vinden den vrede. |
7. | Jeg ligner mig ved et lindebærtræ som stander så dybt udi dalen slett ingjen meg høyrer, slett ingjen meg ser slett ingjen så vil mig husvale. |
8. | Krist give jeg var i en lind så fin den finast på jorden kunde stande og du var udi et bunte strå ved lindens side at stande. |
9. | Det var ikke godt være i et bunte strå og stande ved lindens side når den kalle vinteren stunder oppå da flader det bunte strå til jorde. |
10. | Krist give jeg var i et vatn så fint det finast mellem bjerget kund' rinde og du var udi en fiskarbåt å ligge oppå mine grunde. |
11. | Det var ikke godt være en fiskarbåt å ligge oppå dine grunde når den kalle vinteren stunder oppå da fryser den båden tilbunde. |
12. | Krist give jeg var i en apall så fin den finast' på jorden kund' stande og du var uti eitt epli så boldt uti mine greininne hange. |
13. | Det var ikke godt være i eitt epli så boldt å hange uti dine greinir der kommer såmangen hyrdinge frem som slager det epli til jorde. |
14. | Kr[ist] g[ive] j[eg] v[ar] i en riddar så fin d[en] f[inast] p[å] j[orden] k[und'] gange o[g] d[u] v[ar] udi et svær udaf guld ved ridderens side at hange. |
15. | Det var ikke godt være i et svær udaf guld og hænge ved ridderens side der kommer såmangen drukken mand fram som drager det sværd ud med vrede. |
16. | Stik så dine fingar mellom barken å tre å kjenn så hvor sårt det mon klemme for den som har en kjære gode ven den ganger så seint udaf glemme. |
17. | Den ridder for aust, skjøn jomfru for vest alt neder til verdens ende den ridder spurde ei hvor den jomfru farer hen den jomfru han boi aldri sender.
|