[BIN: 0877]
Draugen
Oppskrift 1878 av Moltke Moe etter Gonild Løkkjinne, Åmotsdal, Seljord, Telemark .
1. | Den fromme fru Signe på sotteseng låg hr Asbj.[ørn] sørger for hende så såre. Vær trøstig, hun bad ham, og græd ikke så mig smerter langt mere end død dine tårer dog snarlig vel lykkelig vel? ind i din favn det glemmer din sorg og forvinder dit savn. |
2. | Nej S.[igne], nei førend jeg krænka vort bånd jeg aldrigen dig i din dødstund forglemmer jo kjære, min mand, må du krænke dig så når hun har dig kjær og vil elske dei små. |
3. | Fru S.[igne] ho dødde blev jordet og glemt hr. A.[sbjørn] han egtede Guldborg den rige blev rømt for sin skjønne og store miskjenk og i dans og i harpeleg fandt dem en lige ho sværma så meget i sus og i dus og ho magta så lite på barn og hus. |
4. | Dei hunde dei tuded den hele det nat dei svavel frå brænnende lys dei udsluer hund tuded i enden huslykket det brast hr. A.[sbjørn] og G.[uldborg] begyndte at grue den tredje gangen sprang døren i op det suser som vinden i engens top. |
5. | På stikstedet ildstedet Elina satt på skødet der hadde ho sin grædendes broder hun legte for hannom mens ho sukkad og bad ho ynskte sig tidt hos sin hvilandes moder et hu forfærdet i månskinnet såg et linklædes skikkelse for sig at stå. |
6. | Elina min datter hvi sitter du her? hvordan står det til med småsøskende kall mig ikke datter end hvor du end er jeg heiter no heller Elina den lille min moder som æblet var hvid og var rød men du er som gusten, ja bleik som ein dø. |
7. | Å i grava der falmar dei rosannes kinn og i graven jeg bor og fra graven jeg kommer jeg hørte dine klager i mit hvilested ind jeg døste dine klager med den evige dommer jeg reiste mine modige lemmer i hast så murerne revna og malmuren brast. |
8. | Ak kjæreste moder som kom til os små tag os nu med eder vi lider så ilde me fryse og svelte og ligge på strå dei terne dei gjorde med os hva dei vilde af kulden jeg kom og af kulden jeg er og nu sætter jeg mig med ham på ildstedet her. |
9. | Fru S.igne ho favna sin datter og dreng og det var som en gust af dei vesterne lande så trådde ho vred for sin egtemands seng og hr. A.sbjørn og G.uldborg bejyndte at grue thi havde I fødd dem og boret dem som jeg det glemte jeg ikke med tungt eller let. |
10. | Nu galer de haner og S.igne forsvandt som morgenens tåge for sola bortsvinder på G.uldborg dei brendende tårinne rann hr. A.sbjørn med gruelse blussende kinder i sjådunnes land var fra selvsamme stund og ellernes koni og moder som hun.
|