|
S. T. HRR. KAMMERHERRE HOLST.
Udatert (visstnok 11. april 1840).
RA.; kammerherre Holsts papirer.
Jeg beder underrette Dem om at De ikke træffer mig paa
Bibliotheket idag; men Overbringersken modtager Deres Under-
retning om det ikke, formedelst Leiligheden med Diriks, der
skaffer mig Mscpt afsted, maatte være Hs Exc. muligt at tilstede
mig en Konferents paa saa faae Minutter som behøves, til at see
de Steder i Mscptet, der vedrøre hans Person.
Forbindtligst
Lørdag MorgenDeres
Henr. Wergeland.
|
| d.VI,b.2,s.53 |
ASKETRÆET
Ny Hermoder prøvehefte juni 1840.
Om Sommeren blomstrer Løn og Rogn;
da blier der vakkert i Askersogn;
da blier der vakkert i Ødemark,
thi Konglen rødmer fra Granens Bark;
da blier der veent under Suletind,
thi Lyngen blommer som Pigens Kind.
Men Asketræet saae listigt til.
I Barken furede sig et Smiil.
"Nu blomstrer Alting Midsommertid;
den ene rød og den anden hvid.
Hvem bærer Prisen? Den Dom er svær.
Nu blomstrer alle. Den Ingens er."
"Den er en Daare, ja ret tiltop,
som nu vil skyde en Blomsterknop.
Nei, Jeg vil være lidt mere fuul
med mine bie til over Juul.
Da vil jeg blomstre i Februar.
Jeg er en Ask vel, men ingen Nar."
"Da hænger jeg mine Blomster ud,
da er jeg Aarets lovpriste Brud,
da faaer jeg Prisen, da seer man til
høibaarne Datter af Ygdrasil,
som ryster Fnokker af Silke ned
paa Rosenbuskens forglemte Fred."
Som sagt, saa gjort. Asketræet blomstrede ikke med de andre.
Det saae under sin mørke Krone triumferende hvorledes Abil-
dens Foraarsynde henveiredes, hvorledes Lønnens Blomster fløi
græshoppevingede til Jorden, og at den yndige Hybens Sankt-
hansglæde endtes med at den blev et Torneqvas, som de gamle
Koner kom og hentede til Arnen. Men under Abilden havde
|
| d.VI,b.2,s.54 |
Axel siddet med sin Sofie, under Lønnen havde de sat Ord til
Humlernes og Biernes Musik deroppe, og den vilde Rosenbusk
havde pyntet Sofies Kammer og den Fattiges Hytte til Sankthans.
Det leed. Det lider til Kyndelsmiss.
Da tænkte Asken det sig betids.
Vel var dens Gren noget bar og tør;
men Blomsterne kunde man see desfør,
Gudbedreos for en Blomst derpaa;
en Rakle, fiin nok, men askegraa!
Det var dog besynderligt! Ingen lader til at have et Øie for
Asken, som nu staar i sit fulde Blomster. Kan da ikke engang
den "attegleimte" Krage, som svinger forbi, see, at det er virke-
lige Blomster, saa smukke Aarstiden og Asken kan skabe dem,
de eneste i Naturen, og at Silkeraklene ere gjennemvirkede med
fine Purpurtraade? Der sætter den sig i Granen, og de smaa,
blaa Teter hoppe ind og ud af Hybenqvaset, som den gamle
Kone har levnet til Børnene næste Sommer. Og Menneskene,
som elske det Sjeldne meer end det Skjønne, og hvis Øie intet
undgaaer uden deres egene Feil? Der gaaer En forbi. Men
Sneen maa have gjort ham blind; thi han bader ideligt sine Øine
i Granernes Grønne, paa den anden Side af Veien. Asken staaer
ubemærket, skjønt eensom fremragende paa sin Bakke med alle
sine fiffige graa Duunpeleriner flagrende i den kolde klare Luft
og med en Muffe af fiin bruun Mose over sit høibaarne Ygdrasil-
hjerte.
"Der klinger Bjelder. Nu bi kun lidt.
En Elsker kommer. Det er ei frit.
Der tør vel komme en Mand af Sjel,
en Guddomsætling; han seer mig vel.
Og mig, sin Yndling, han kaarer da
til Trærnes Dronning Viktoria."
Rigtigt! Det var en Elsker, en Mand af Sjel, en Guddoms-
ætling: Axel med sin Sofie. Men skulde han have Øie for noget
andet end sin Brud, som han denne Dag fører tilbage fra Kirken?
Jo, der seer han hen til den afbladede Abild og til Lønnen og
|
| d.VI,b.2,s.55 |
til Hybenen, der klavrer paa Gjærdet, og han synes at minde
hende om noget, de smile begge og see saalænge de kunne der-
hen. Men Asken? -- didhen see de ikke; og det er tilgiveligt.
Om Aftenen lyser det fra Gaarden derover! Munter Musik
høres derfra. De lystige Galninger de bruge en Tromme til Bas
saaledes som det skeer paa Landet i Julebal, hvor Huusmanden,
der har været Tambur, maa ind at forøge Orchesteret. Idelig
komme klingende Slæder, som svinge ind ad Alleen. Een stand-
ser og svinger ikke ind.
"Holdt Johan! Hold afsides! Der kommer en Slæde med
Fakler. Se saa! hold det. Jeg gad see herfra; her er noget højt."
Man kunde see, idet Fakkelslæden svingede indad Alleen, en
ikke længer ung Dame i graa Pelerine og bruun Muffe læne sig
til Asken.
"Johan, sier hun til Tjeneren, hvad er det for Lys og Musik
derover?"
"Jomfru Sofie har Bryllup iaften med hr. Axel, som -- lagde
han mumlende til -- Frøkenen engang var saa daarlig at vrage
med alle de Andre."
Hvilket unævnelig Træk af Harme, Smerte, Haan, Anger,
krænket Selvkjærlighed og alle de andre Lidenskaber der ud-
gjøre en Pebermøes Fortvivlelse, som er Skyld i sin egen Ulykke,
gjennemsitrede ikke Snerperne om Damens sammenbidte Læber!
"Johan! hjælp din Frøken! Hun ligger besvimet under Asken."
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |