|
[NOTER TIL EN BIOGRAFI PA FRANSK, SENDT
"HR. PASTOR MONTZ".]
Efter ms. UB Oslo 265, 8°; høsten
1844.
[Ved opregningen av Wergelands skrifter legger W. til:]
& les annoncées "le Pilote anglois" & "la Juive".
[Ved omtale av "l'historie de la constitution de Norvège", skriver W.:]
hvoraf 3 Hefter af 1ste Deel er udkommet, et Værk udkastet
i større Stiil.
|
| d.VI,b.1,s.346 |
[Ved omtalen av hans arbeide for de fattiges kår er brukt uttrykket "liberal
exalté" om hans "caractère". W. legger til:]
Denne Charakteer drev ham til i en yngre Alder at anklage
en udsugende Verres i hans Omegn, hvoraf en Proces udspandt
sig, der har berøvet ham hans Formue og nedstemt hans bru-
sende Livsfrohed.
[Ved omtalen av at han i 1839 "rentra dans les bonnes graces du roi"
legger W. til:]
par un poëme "L'arrivée du roi.
[MED "JØDINDEN"]
Efter et ekspl. UB Oslo; oktober 1844.
Til
Amalie Sofie!
Henrik.
[PÅSKRIFT PÅ BREV (DATERT 8. NOV. 1844) FRA
MICHAEL WARBURG]
UB Oslo, 584 fol. D 5 b; nov. 1844.
S. T.
Hrr Feilberg & Landmark
Behag at tage det Indcirklede ad notam og at remittere Brevet!
Bed Fabricius strax at komme, da jeg har faaet Penge. --
Behag at læse ogsaa Brevet fra Vid. Selskab, der oversendes
netop nu.
Vil De forlægge?
Brevet tilbage!
FORORD
[TIL "CARL JOHANS MINDEKRANDS"]
30. des. 1844.
Et af de allerherligste Træk ved store Mænd er den Egen-
skab, at vinde alle Deres personlige Hengivenhed og Kjærlighed,
som lære dem at kjende; og det besad Carl Johan, -- siden Na-
poleons Død Tidens største historiske Personlighed, -- i den
sjeldneste Grad. Allerede de af Højmodighed og politisk Fri-
sindethed gjennemaandede Tilbud, han i 1814 gjorde Norge,
vakte hos Mange en upartisk Opmærksomhed for hans Charak-
teer, og forberedte hans Sejer over dets Hjerter -- den som
|
| d.VI,b.1,s.347 |
Aar for Aar blev fuldstændigere, indtil den omfattede dem alle.
Ja -- alle! Det fik Verden at see ved hans Død, da Erkjendel-
sen af hans Værd brød ligesaa stærk frem af de faa Munde, som
stundom havde været fyldte med Daddel over stedfindende po-
litiske Differencer, som af Deres, der elskede Carl Johan en-
thusiastisk uden at glemme hvad de skyldte Fædrelandet, dets
Ret og dets Forhaabninger.
Efter 1814 bidrog enhver Nordmand, som kom i Berørelse
med Carl Johans Person, hans Besøg i Norge, og især hans
Eriksgate gjennem Landet til Kroningen i Trondhjem, hans over-
ordentlige Rundhaandethed og Huldsalighed, samt hans herlige
Ydre til at gjøre ham folkekjær. I den egentlige Almues Kjær-
lighed gjorde den Saliges, i de senere Aar opklarede, Misfor-
staaelse af 17de Maifestens Hensigt, intet Skaar; og Enhver,
som kjendte Ham, vidste, at der hverken under denne hans,
ham bibragte, Misforstaaelse eller under den gjentagne Frem-
sættelse af endeel upopulære Forslag til Forandring i Grund-
loven, laae anden personlig Tænkemaade, end den, som havde
ladet ham, midtunder Sejrens Fremmarsch, pludseligen møde
Nordmændene med en Palme istedetfor med Sværdet og villigen
adoptere en saa ægte Søn af den Revolution, han selv har saa
store Fortjenester af, som Eidsvoldskonstitutionen.
Dette er en Fortjeneste af Menneskeheden, af Civilisationen,
af Fædrelandet og dets Forfatning, som aldrig kan glemmes,
om end ikke dertil knyttede sig en Menneskealders fortsatte
Velgjerninger; og som vil, om Nordmændene nogensinde for-
vandle Konstitutionshallen til et Pantheon for sine Patrioter,
give Carl Johan Plads imellem disse og reise ham Minder om-
kring i Landet.
Men Hvem erindrede eller betænkte vel det egentlige For-
tjenstfulde i denne hans Livs skjønneste Bedrift: Hans Bevidst-
hed om at mange Svenske vilde finde sig skuffede i sine Erstat-
ningsforventninger og om at han berøvede sig Venner i sin Nær-
hed for et fremmed Folks, dengang i Lidenskabens Hede usikkre,
Hengivenhed? Mere behøver ikke at siges; men de Nordmænd,
som kjendte Carl Johan, vide, at disse Ord indeslutte Nøglen til
Gaaderne og Smerterne i Hans Liv.
Hans Valgsprog "Folkets Kjærlighed min Belønning," gik i
Opfyldelse. Saavidt Nordmændene kunde lønne ham med Kjær-
|
| d.VI,b.1,s.348 |
lighed, gjorde de det. Af naturlig Tænkemaade og gammel,
gjennem al mulig Øvrighed og Publikationer, tilvandt Sed, er
den norske Bonde sin Konge og hans Huus særdeles hengiven;
men naar han, vor Tids ærlige Bonde, efter flere Aar, end det
almindelige Ønske krævede, gjensaae disse ædle Træk næsten
uforandrede, dette raske krøllede Haar, som saalænge holdt sig
sort, da var der en Glæde, en Beundring hos Gammel og Ung,
hos Mand og Kvinde -- ikke at forglemme -- , som var over al
Maade. At gamle Kjærringer humpede ud af Stuerne ved Veien
med Skjørtet fuldt af Blommer og Bar til at strøe foran Hans
Vogn, at følge denne løbende saalænge Brystet vilde holde, at
ledsage ham fra Bygd til Bygd tilhest som en Garde i sprin-
gende Ridt og derovenpaa i Glædens Tummel at gjæsterere, at
vandre Mile efter Mile forat faae "Han Carl Johan" at see --
disse vare de simple Udbrud af en Kjærlighed, som gjennem-
strømmede den ganske Almues Hjerter . . . O! Jeg har seet
begge Dele: baade den umaadelig prægtige, med Tusinder af
Lampetter oversaaede, Æreport, hvorigjennem Carl Johan sidste
Gang drog ind i Christiania, og de lange Gader af spændte
Miner og funklende Øine, hvorigjennem han havde at fare fra
hver Station; og isandhed Folkekjærligheden straalede klarere
fra denne Illumination end fra hine Lysmasser.
Nordmændenes Kjærlighed for Carl Johan tog til i stigende
Forhold med hans Alder. Man saae det ved Hans Regjerings
25aarige Jubilæum, 5te Febr. 1843, da Rigets Stæder kappedes
om at feire det med Høitidelighed, og da i Flekken som i Hoved-
staden selve Armoden lod sin Praas til.
Men næsten mere Indtryk syntes Tanken at gjøre om at Carl
Johan havde naaet det 80de -- man paastaaer endog det 81de
-- Aar. Man vidste nu vel, at hans Haar var graanet; men at
Aasyn og Reisning vare lige kvikke og herlige; og over alt Lan-
det havde Budskabet, om at den gamle Helt havde været tilhest
i fire Timer og galopperet foran Lejren, faa Maaneder iforvejen
vakt almindelig Forbauselse og en Glæde, som naar man vil
vedde paa noget Kjært, om hvis Utabelighed man er overbeviist.
Budskabet, om at han netop var indsygnet paa sin 80-aarige
Fødselsdag, forfærdede derfor mere ved Erindringen om at
man netop da havde været glade i Norge; og uagtet de sørgelige
Efterretninger i lang Tid forberedede Dødsbudskabet, saa man
|
| d.VI,b.1,s.349 |
ligesom havde vant sig til at høre det, slog dette dog, efter alle
Yttringer at dømme, det hele Folk med en Sorg, hvori der endnu
var Noget af Overraskelse, Noget af Forfærdelsens Uventede,
og dyb oprigtig Vemod, som om Enhver havde mistet en per-
sonlig Ven.
Da Dødsbudskabet og Hans Søns Hilsen til det norske Folk
proklameredes paa Gadehjørnerne i Christiania, saae jeg ogsaa
imellem Mængden en gammel, fattigklædt Mand, der, ludende
Ansigtet mod sin Stok, blev staaende i samme Stilling en halv
Minuts Tid efterat Alle paa mig nær vare adspredte. "Det var
en brav Mand!" hørte jeg ham mumle, idet han tørrede Taarer
af sine Øine. Dette Minde var simpelt nok; men en saadan
Mand, som han paa Hjørnet, udtaler en umaadelig Mængdes,
den egentlige Masses, Mening -- dens, man frygter for under-
tiden, og som man troer hader alt ovenover sig. Bogtrykkerne,
som anmodede mig om at give almindelig Mands Sorg Udtryk
i Sørgesange i Folkets Navn, kjendte nok dettes Trang. Almuen
vil see og gjenkjende sine Følelser paa Prent; men den er kort
og simpel i sit eget Udtryk deraf, som hiin Mand paa Hjørnet.
Viser, skrevne af Almuesmænd selv, viste sig ogsaa. Men alle
Folkets Klasser delte Sorgen og Savnet. Var Massens Hengiven-
hed blind, men mægtig, Følelse -- den klarere Anskuelse af
Carl Johans Personlighed og Erkjendelse af hans Fortjenester,
som de mere oplyste Samfundsklasser, Embedsmænd, Borgere
og den dannede Ungdom, besad, kunde ikke andet end nære og
varme deres. Alle Tidender vidnede derom i Anmeldelser af
Dødsfaldet, fulde af en Sorg, der ikke sjelden under Følelsens
Fylde var bleven poetisk i sit Udtryk. Og alle Landets Harper
tonede den almindelige og Digternes personlige Sorg og klang
til den Henfarnes Ære; og dette Kvadenes Indhold, samt at
mange af dem besidde det bedste digterske Værd, sand Følelse,
gjør, at de ikke alle bør, ligesom løst strøede Blade over Graven,
henveires med de Tidender, hvori de overalt i Landet fandt
Plads, men samles ligesom i en Krands, der med større Varig-
hed kan nedlægges paa den.
Den har Værdi; thi Digterne ere et Folks Følelsers naturlige
Talsmænd; og disse Kvad ere troe Vidnesbyrd om den Kjær-
lighed det norske Folk nærede for sin store og gode Carl Johan
og den Ærbødighed det nærer for Hans Minde.Udgiveren.
|
| BLA BAKOVER |