HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
VI.SUPPLEMENT. TEKSTKRITISK TILLEGG. REGISTER 1. BIND


SKAALTALE FOR ET GODT AAR
Ved "Sekularfesten i Christiania den 24. Juni 1840
i Anledning af Bogtrykkerkunstens Opfindelse".

   Jeg ønsker Norge Noget, uden hvilket det ingen Lykke og
Fremgang eller Liv i Literatur, Boghandel og anden Rørelse
kjender. Medens andre Lande, saasom Frankrig eller England,
see sin Velgang beroe af politiske Forhold, af Krig eller Fred i
fjerne Distancer, beroer Norges især af Aaringerne. Ja et godt
Aar er det jeg vil ønske Norge. Det lever af Himlens Barm-
d.VI,b.1,s.293   hjertighed. Vi skjule forgjæves for os Selv ved en glimrende
Embedsstat og en uforholdsmæssig, fortærende Luxus, at vi ere
et Folk af Bønder. Held da for denne dets sunde Kjerne, der
ikke trættes af Kampen med Klimatet! Himlen tage den Haand
bort, som har ligget tungt over dets Agre! Ja den vil det; den
synes at forjette et Velsignelsens Aar. Men ingensinde var dette
tydeligere end Aftenen den 10de i denne Maaned, som maaskee
vil være i Fleres Erindring end i min, hvem den er bleven ufor-
glemmelig ved sin Skjønhed og sit Udtryk af Forjettelse om
Velsignelse. Jeg vil give mig den Frihed at meddele denne her-
lige Aftens Indtryk paa min Sjel, saaledes som den daguerreo-
typerede sig i denne, idet jeg udbringer Ønsket om et
Godt Aar for Norge.

           Har Engle udspændt sine Slør?
           Saa fiin og sød faldt Regn ei før.
           De Himmelske først op den fange,
           at Blomsterne ei blive bange,
           at Græssets Zittren ei forskrækkes
           og Biens Søvn i Liljen vækkes
           af Bulderet af Draabens Slag
           i Engs og Agers Nederlag.



           O hør hvor alle Blade tone!
           O alfeagtige Musik
           af Harper, Cymbler, Sølvertrommer!
           O har jeg Melodien drømt?
           Naar var det Dette foregik:
           Balladen i Syringens Krone?
           Snart det som Jubel forekommer,
           saa det til Sang kan Sorgen tvinge.
                 ("Velkommen, søde Sjel!")
           Snart klager det saa ømt, saa ømt,
           at Glæden det i Graad kan bringe.
                 ("Min Elskede, Farvel!")
           Og aldrig som i denne Qvel
           af Andagt er igjennemstrøm't
          
d.VI,b.1,s.294              min Sjel af helligt Orgel vorden,
           som nu af denne spæde Torden,
           der bruser fra Torbistens Vinge.
           Derfor, o milde Regn, bliv ved!
           Lad dine Sølverplektre klinge!
           Du skræmmer ikke Blomstens Fred.
           Se Rosen luder kun paaskrømt!
           Den smiler under Grenen ømt,
           og hører, mens den er i Badet,
           henrykt paa dette Underspil,
           der toner rundt omkring dens Bed
           og højt i Luft fra Poppelbladet.
           Paasned dens skjønne Hoved gjemt,
           den ligner Amor, lænet til
           sin Bue, vred paa Skjemt.


           Ja, milde, søde Regn, bliv ved!
           Velsignelse du drysser ned.
           Du Glands ei blot paa Eng og Vænger,
           men over furet Ansigt sprænger;
           balsamisk liflig drypper du
           ny Kraft i Sorgens matte Hu.



           . . Selv gammel, fattig Bedstemoer,
           som ellers ikke Luften troer,
           idag er kommen udenfor,
           mens Regnen hviler, forat Blomme
           og Blad kan lidt til Aande komme
           og Græsset skyde Pusten lidt.
           Der har hun -- nu! det skeer ei tidt --
           alt hen til Havegjærdet rokket,
           af Duften efter Regnen lokket.
           . . Velkommen ude, gamle Moer!
           Der løfter hun sin Datters Noer; . . .
           Den Vesle prøver mangegange
           den ludende Syring at fange,
           den svævende Turkisagraf,
           den Perleqvast imellem Løvet.
          
d.VI,b.1,s.295              Den Vesle griber til, og af
           Syringens fine Vasers Bund
           der falder funklende i Støvet
           et Honningdryp i Ormens Mund.


   O barmhjertige Gud! dette Dryp faldt som et Blus af hellig
Olje i min Sjel.
   Jeg veed nu, at dit sandeste Navn er "Velsignelse", større
end Barmhjertighed og Kjærlighed, større end alle Tempel-
navne, for stor for Templet, kun rummet under Himmelens
Hvælving.

   Ja "Velsignelse" er Guds sandeste Navn. Thi den strækker
sig til hele Tilværelsen, og Ormens skjønneste Øjeblik ere ogsaa
Guds. Se Skyen og Insektet flammer af den samme Fryd! Det
er et Øjeblik, hvori Jordens Herre føler Deeltagelse i Blom-
stens, som i en Søsters, Glæde, og hvori Ingen kan knuse
en Larve.

   Det er et Øjeblik af Forsoning og Salighed, som ikke glem-
mes, skjøndt det er uden Gjerninger netop formedelst sit over-
strømmende Liv, uden andre Tanker end de, som Naturens
Henrykkelse ipræge Sjelen uvilkaarligt som Træets Draaber i
Jorden dets Overflødighed. O jeg læser disse Draabernes Træk.
De synes hebraiske:XYZZY (Bærækjah) "Gud er Velsig-
nelse". Larven løber dem op, og udfører dem videre i Støvet.





           Hvor lavt de fagre Skyer digne!
           De Engles Blomsterhaver ligne.
           O sad jeg hist paa Fjeldets Tind,
                 jeg saae derind!
           I dem den Regn, der saa kan signe,
           maa være Springvand først:
           Fra dybe Marmorskyers Cisterner
           den, legende med gyldne Stjerner,
           højt springer op i Himlens Blaa,
           i Regn af Farver falder saa,
           at lædske Himlens Blomsters Tørst;
          
d.VI,b.1,s.296              og Draaberne, som de ei trænge,
           igjennem deres fine Løv
           de drysse ned paa Jordens Enge
           som vellugtsvangert Perlestøv.
           Hvad Under da, at til hver Draabe
           har en Velsignelse sig klæbt?


           Det regner ikke meer. Et Net
           af Perler over Alt er spredt.
           Et gyldent Mulm af Frugtbarhed
           er rullet over Aasen ned
           -- en Helte-Tordens Sejerskaabe,
           der har en anden Torden dræbt
           og skaffet Sommerkvellen Fred.



           . . Hvor Alt er friskt i denne Stund!
           Endnu er Regnens søde Draabe
           ei smeltet hen i Rosens Mund.
           Det gamle Æbletræ ei nænned
           at ryste sine Blomster ned
           før disse havde smagt den med,
           og ydet denne skjønne Qvel
           sin sidste Duft til Takfarvel!
           Imorgen ere de ei meer;
           hengivne, nøjde for i Aar,
           de alle ned fra Kronen flagre,
           og Træet Pladsen, hvor det staaer,
           taknemlig med sin Pragt besneer.
           Iaften, skjøndt for sidste Gang,
           de ere dog ei mindre fagre,
           som Fromme Dagen før han døer
           har samme Smiil og samme Sang
           paa Læberne som før.



   Med disse saa snart affaldende Blomster med den fineste Rødme
i den skjæreste Bleghed og med den sødeste af al Vellugt bør
Brudene pyntes; ikke med de halvudsprungne Roser, hvis Blusel
er bevidst Blussen og som med krampagtig Styrke holde sine
Kalke sammen.


d.VI,b.1,s.297  

           O hvilken Aften! Al sin Pragt
                      har Himmelen til Skue lagt.
           Se fagre Skyaustralien!
           se yndige Vidunderlande,
           adspredte over Himmelen,
           adskilte af safirblaa Vande,
           hvor røde Skove af Koraller
           i tunge Takt med Bølgen svaller!
           Der ligge Verdensdele to
           med snebedækte Alpetinder;
           et Suez af en Regnbubro
           dem begge til et Heelt forbinder.
           I Bunden af en Himmelbugt,
           langs blomsterkrandste Kyster malt
           med Skjønhedslinjers blide Flugt,
           i Bunden inderst derifra
           fremglimrer Aftenstjernen alt,
           som Tinderne af Alabaster
           paa Adrias Venezia,
           mens Solen lange Afskedsblik,
           saa ømme som dem Eden fik
           endnu udover Marken kaster.
           O helligt Fredens Øjeblik!
           o Himmelens Forsoningsstund!
           Nu Stjerne, Sol og Maane straale;
           Medbeilerne hverandre taale;
           de beile til hinanden kun.



   O, hvem kan frygte at døe under en saadan Himmel? Hvem
hade at leve paa en saa velsignet Jord? Nu er der kun skum-
melt etsteds, og det er -- i Kirken.


           Nei, se dens Vindve fuldt sig tænder
           med gloriestraalende Legender.
           O læs min Sjel -- dit Syn ei svigte --
           de søde Solens Afskedsdigte!
           Blandt Svalerne, som flagre der,
          
d.VI,b.1,s.298              og paa de høje Vindver banke
           med sine Vingers fine Fjer,
           er nu min Sjel med al sin Tanke.
           (Der sidder et Gespenst af den
           hist i et Lysthuus kun igjen.)
           O hvad Vidundere den seer!
           Men for at kunne uden Feil
           dem alle skildre ganske sande,
           den for det Himmelske bør være
           saa klart Uskyldighedens Speil
           som disse Pintseliljers skjære,
           i Perler toe'de, Stjernepande,
           min Læbe saa uskyldig reen,
           som Rosens der, som nys har slukket
           sit hede Purpurs Tørst og drukket
           en smeltet Draabes Ædelsteen.


   O hvorfor skulde jeg ikke sige, at jeg saae Forklaredes An-
sigter, ikke større end Diamanter eller Kjærmindernes, og at
de bønfaldt Gud om et Velsignelsens Aar for det Land, som
engang var deres Fødeland? I een Rude bølgede gyldne Ax,
og smaa Væsener høstede, en anden rødmede fuld af Kløver,
i en tredie vævede yndige Sylfer Nationens Farver; Kongens
Navn brændte i en fjerde, og i nok en sad Josefines Genius
omgivet af smaa Engle, der holdt Ax i Hænderne, gyldne og
ikke større end Liljernes Kolber.


   Jeg kjendte Mange af de Forklarede. De vare engang alvor-
lige Mænd, Nationens Patrioter, med skyggefulde Pander og
ikke altid blide Øjne. Men nu var Øjet paa Sommerfuglens
Vinge vredere end deres, Perlens Pande mørkere.

   Der var Kristian Krohg og Schultz og Knudssøn og Rosen-
kranz, den Medlidende. Der var Øvergaard, med Hovedet for-
bundet med et hvidt Rosenblad. Han hviftede med en Furukvist,
og der faldt gyldne Korn ned fra den, som bleve til Ax før
de naaede Jorden.



d.VI,b.1,s.299  

           Mit Øje blindes fuldt af Taarer,
                      meer søde end det Perleblod,
           som springer ud af Skyens Aarer,
           meer søde end den Honningflod,
           som Himmelens Barmhjertighed
           har drysset over Landet ned.
           Det er da, siden Øjenettet
           er blindet til af dunkel Graad,
           min Sjel, og ikke det, som seer
           det ømme himmelske Beraad;
           og Jubelsynet er forjettet,
           og hvad jeg saae, det skeer, det skeer!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE