|
|
| d.VI,b.1,s.119 |
11. mai 1835.
COMMENTÆR TIL PAPEGØIEN ET FASTELAVNSRIIS
AF
SIFUL SIFADDA,
FORFATTET
AF
HENR. WERGELAND.
1835.
"Æsthetikklerne ere pluddrende Dompaper, Poetikk-
lerne fløitende Dompaper, Polemikklerne brunstvrede
Dompaper, Vehikklerne kjelne Dompaper, Bagatellerne
Dompaper comme il faut.
Der er en Guds Velsignelse af Dompaper; men selv
om Himlene rødmede deraf, fulgte dog ingen Skræk
med dem.
Papegøjen er en stor Dompap. Boghandler Johan
Dahl er ingen Dompap; thi han har bragt Papegøjen
for Lyset."
Dompapen, 2:den Commentær til Papegøjen.
Det var forlængst ikke ubekjendt, at man fra dansk Side
søgte at gjøre et aandigt Supremati gjennem Literaturen og
Boghandelen gjældende over Norge, som medrette betragtedes
for ligesaa farligt som uretmæssigt og uværdigt. Nordmænd
|
| d.VI,b.1,s.120 |
have været ængstlige derover, og seet i enhver Boghandler-
bekjendtgjørelse om den stedse inderligere Forbindelse med
Kjøbenhavn ikke saameget Glimtet af en Lysstraale fra den
europæiske Videnskabelighed, der atter skulde udgyde sig over
vort Norden, som en Edderkop, der ilede ud forat overdrage
os med nok en Traad af sit Spind. Hvor beroligende da for
disse Miltsyge, at selve Chefen for den danske Hovedboghand-
ling i Norges Hovedstad -- en Mand, som visseligen, ihvad man
end ymter om Colonianlæg og Filialer, "staaer paa egne Been
og er Principal selv" -- paa det tydeligste har erklæret sig
imod deslige Attentater ved at bringe, som Forlægger, i "Pape-
gøjen" et Skrivt for Lyset, der utvivlsomt og aabent bekjæmper
dem og de Potenzer i Folket selv, som truede i sin raadne
Gjæring med at bringe dem til Modenhed. Der er ikke længer
nogen Fare. Nordmændene kunne vende sin udelte Opmærk-
somhed til hvad der truer fra en anden Kant deres politiske
Selvstændighed. Dennegang løi ikke Sinon. Dennegang inde-
holdt Træhesten, som vi førte indenfor vore Mure, ikke Fiender
i Vaaben. Renere straalte ingensinde Upartiskheden, end da
hiin Dansker beskjæftigede sig med paa det ilsomste at neste
hine Filippiker imod hans Egne sammen med et Par Sting
smudsigt Uldgarn forat de deshurtigere kunde udbrede sin Virk-
ning for den Sag, han nu gjorde fælleds med. Det var ikke
gode Miner til slet Spil man opdagede bag Disken, hvor Pape-
gøjen strax faldt i Øinene, men Romerens, den i sin Retfær-
dighed forfærdende men ophøjede Romers, der brød Staven over
sin lovfældte Søn. Medens Publicum stod i den feilende For-
mening, at den kun skulde tugte Enkeltmands isandhed for-
agtelige Adfærd, bedømte vor Mand Sifuls Nidkjærhed bedre,
og gjorde, ventelig efter den hæderligste Sjelekamp, en Manøvre,
der meget lignede en heel Fløis Overgang til Fienden midtunder
et Slag. At forlægge et sifulinskt Arbeide af den Natur, var,
efter Omstændighederne, noget nær at gjøre et med denne
Ismael af en Forfatter, og ganske og aldeles at bryde overtvert
med de kjøbenhavnske Tidender og med alle dem dernede, som
allerede holdt Norge for speculationserobret. Det var et
adieu
ma patrie, ikke udaandet med Vemod af en Emigrants beklemte
Hjerte, men udstødt af en Jacobiner gjennem en Krigstrompet
|
| d.VI,b.1,s.121 |
fra en fjern Øe, han i Frihedsbegeistring reiste i Opstand mod
sit Fødeland, og eftertordnet af et Bølger reisende
ça ira! Og,
hvor modsat dette end synes, det var Helotens Troskab mod
sin nuværende Herre, idet han traadte frem foran Zeuses Tem-
pel, og raabte: "vogter eder, Spartanere! Helos' Ruiner voxe
atter i mine Brødres Hjerter." Norge er taknemligere end
Sparta: den tro Helot skulde have været den Første eller
Sidste i sit Folks Ødelæggelse; vor Mand er Landets hædrede
Borger; og har løst sit Borgerskab ved at forlægge Papegøjen.
I en Tidsalder; der kun i den fluctuerende Hurtighed, hvor-
med Begivenhederne vexle, og just ikke altid i deres Storhed,
har noget fremfor de forsvundne; mellem Mennesker, der endnu
lade sig forbause af Det, der kun i Svinget skiller sig fra det
Dagligdagse; som staae tilbage for Oldtidens i at foragte det
Smaalige, og hvis Beundringssands taaler mindre Incitamenter
end Middelalderens; -- i en saadan Tid skulde vor Mands
blotte Passivitet have passeret for Ædelmod; og hans Activitet
for den Sag, en fra alle Fordomme og Indflydelsen af naturlige
Forbindelser abstrahert Overbeviisning bød ham at hylde, have
maattet forbause en Tid, der er vant til det Vakklende og lette-
ligen tilgiver det, og bringe en Masse af Mennesker til at rødme,
der ingensinde saae Storheden afdækket, det moralske Skjønne
i dets ophøjede Nøgenhed og en overordentlig Selvstændighed
frygtløs aabenbaret. Men hvormeget man end skulde have at
tilskrive alene sig selv den beskjæmmende Følelse, som Sam-
menligningen med et saadant Fænomen maatte opvække, hvor
dybt end Nordmænd maatte blues over at en Dansker overgik
dem i bekjæmpe den danske Indflydelse: -- slige Triumfer over
Hjerterne hvor de kun skulde feires over Overbeviisningerne
forbød vor Mands Beskedenhed ham at søge. Man saae en
Coriolanus mellem Volscerne, men Hesperiens fagreste Jomfru-
rødme nedmildnede disse Muskler, der havde Ret til at svulme
Capitolet imøde. Derfor, for ikke at gjøre Fortjenesten mere
iøinefaldende end den i sig selv maatte være, og for ikke at
synes somom man vilde paatvinge Folk Troen paa et usædvan-
ligt Træk af Storsind, maatte Forf's Tilskrivt: "Forlæggeren
er virkelig Boghandler Johan Dahl" i de fleste Exemplarer
forandres til det simple: "Forlæggeren er Boghandler Johan
|
| d.VI,b.1,s.122 |
Dahl." Ligesaa naturligt som det Usædvanlige -- den Handling,
der ovenfor er fremhævet -- var for Storheden i Gemyttet:
ligesaa naturligt var det for Beskedenheden at skye det Used-
vanlige, som unegteligt laae i at ville bekræfte en Handling mere
end nødvendigt, der maatte have den skjønneste Løn i Selv-
bevidstheden, og vække Alles Opmærksomhed og Troen paa
dens Tilvær ved de Følger, den maatte have. Hvor latterligt,
om Carnot med en Eed havde villet fortælle Verden, at Han,
hvis Retskaffenhed Ingen turde omtvivle, havde stemt for Kon-
gens Død! Eller om de Enkelte af lige Uafhængighed i Over-
beviisningen, der stemmede anderledes, vilde med overflødige
Forsikkringer belægge Æren af at have traadt op mod den
overvældige Terrorisme!
Visselig -- i Forlæggerskabet den Storhed, der er i den mest
absolute Selvstændighed i Overbevisningen, -- Beskedenhed i
Tilskrivtens Forandring, i Pjecens kummerlige Udvortes; og,
vi kunne lægge til, dog ædel Stolthed i den uhyre Priis, som
fastsattes!
Men hvilken Dyd er det, som endnu lader ham æske en Com-
mentær over Papegøjen af en Forfatter, der gjør Parti med
Siful i hans Meninger, endskjøndt han er ivrigere end Dæm-
ringens berømte Lucifer i at opspore hans Feil? Saafremt vor
Mand ikke er af Sifuls Crossreadere, maa det være den Drivt,
der bringer Sejerherren til at forfølge sin Sejer til det yderste:
en Conseqvenz, jeg maatte beundre for meget til ikke at ad-
lyde den.
Saaledes fik denne Commentær, efter Accord eller Ordre
skreven for Pressen, sit Tilvær. Men dette var vor norske Sags
nidkjære Fremhjælper ikke nok: Han maatte have en Commen-
tær til "for sig selv" da han ikke agtede at lade den Forfattede
trykke. Hans Ønske var en Befaling. En Commentær, for-
skjellig i Alt fra denne, overraktes ham til fri Raadighed. Og
saaledes fik Boghandler Dahl "Dompapen, Commentær til
Papegøjen, skreven til Boghandler Johan Dahls Behov og paa
Forlangende -- af H. W.;" og Publicum denne.
|
| d.VI,b.1,s.123 |
Det Foregaaende og endnu mere Papegøjen selv gjør det
overflødigt at commentere videre over Totalmeningen af denne
Farce. En Commentator maa ikke udstrække sin Vel-
villighet til at hjælpe paa enhver personlig Mangel af den
Grad af Dømmekraft og Opfatningsevne, som man er berettiget
til at forudsætte hos Enhver. Kun Den kan være blind for
dens rent sedlige Tendenz, som, om end gjort opmærksom der-
paa, fremdeles forbliver ufølsom derfor. Imidlertid maa vi
bemærke, at Ideen, at udgrene alle Retninger af et fordærvet
Gemyt, forfølgende dem under Utviklingen gjennem en Række
af Aar, og Fremstillingen af de Biomstændigheder, som derpaa
havde Indflytelse, nødvendig maatte gjøre Udførelsen rapsodisk
og skizzeret -- en Egenskab af tvetydigt Værd, der saameget
før maatte finde Sted som mellem disse fata accessoria en
Række Personer fremtræde, der ligeledes rangle Undergangen
imøde, og kun forsaavidt staae i Forbindelse med Hovedperso-
nen som de fremskynde hans jammerlige Bane. Vi have altsaa
ikke for os noget snevert begrændset moralskt Landskabsmaleri
eller noget nøje udført Detaljkart over en udeelt bestemt liden
lyksalig abderitisk Øe; ikke noget dristigt Billed af en eller
anden af disse Forbrydelser, der ligesom høje, rædselslørte For-
bjerg springe kjækt ud fra denne Verden mot Dæmonernes;
men kun en, mere til Nytte end til Lyst udkastet Rad af For-
toninger af en Daarlighedens Kyst, -- kun et let Omrids af
Situationer, der kunde være farlige nok om de ikke vare kjendte:
af nogle ensformige, af en vild Race Egoister besatte, Høje, der
ende sig i den polemiske Muses noget mere kneisende Parnas,
og af nogle Landstrimler, der forbinde dette mærkværdige Land
med Dyreverdenens mørke Regioner. For saa løse Frihaands-
udkast gyser den æsthetikkelske Æsthetik med al Ret tilbage
i sine Stereotyper. Enhver ærlig Polemikkel maa reise Børster;
den poetikkelske Formsands trække sig tilbage i sin Skildpadde-
|
| d.VI,b.1,s.124 |
skal. Ogsaa er det ærligt sagt, at den løse Forbindelse, der
virkelig finder Sted imellem Hovedfiguren og Bagatellerne, som
ogsaa, imod al Enhed, danne et temmelig isolert Hovedparti,
skulde kunne vække selv hos mindre Nervesvage Gysen, der-
som ikke Farcen, efter sin Natur, tillod svævende Overgange,
lette Buer, barokke Udbygninger -- kort en Structur som ved
de mauriske Slotte eller liig den sønderrevne Fjeldegns, hvor
en bævende Træstamme, en heldig placert Stenhelle er nok til
at forene Rand med Rand og til at føre Gemsen og dens Jæger
ligesaalet som Ørnen over Afgrunden.
Derimod kan det ikke undgaae selv et mindre opmærksomt
Øie, at en enkelt Feil, Grusomhed imod Dyrene, synes at være
det, som især vækker Alferne til at øve sine Kræfter paa Johan,
mens hele Farcens Gang viser, at Udviklingen af andre Egen-
skaber medfører hans Ulykke. Men samme Retfærdighed, som
lader os fremsætte denne Anke, tør heller ikke holde skjult:
1) at Alferne, som nærmere forbundne med Dyreverdenen, med
samme Grund, som at militære Dommere og alle Jurister lette-
ligen ere enige i det Formastelige i om Anker frembringes mod
et eller andet Skarn i de respective Stænder, særligen bragtes
i Harnisk ved Fornærmelser imod deres uskyldige Frænder; --
2) at deres Forbedringsplan gik ud paa at helbrede det for-
dærvede Gemyt i alle dets øvrige Retninger, hvilke ogsaa (Se
Besværgelsessangene Pag. 6, 7 og 8) havde tiltrukket sig deres
Opmærksomhed; -- og 3) at hiin fremhævede Egenskab kun er
en, efter Alderen naturlig, Repræsentant for den Letsindighed,
der baade i Stykket og efter Alle, der kjende Papegøjen, er
Johans Grundfeil, og hvoraf de Egenskaber, der bevirkede hans
Uheld, senere udviklede sig. Af Alfechoret Pag. 49 sees ogsaa,
at Det ogsaa bidrog til at sætte deres Kræfter i Virksomhed
paa Johans Bekostning, at de ifølge sin aandige Natur kjendte
nøje til den lave Rang, han indtog imellem fornuftbegavede Væ-
sener, og derfor fandt sig mindre istand til at taale utilbørlige
Udskejelser af En, de maatte foragte. Den særegne Betydning,
Forfatteren vil have lagt i den tankeløse Forfølgelse mod Natu-
rens Skjønheder, kan heller ikke undgaae os; men endogsaa
dette uanseet, maa tilstaaes, at denne Deel af Stykkets Moral
er særdeles tjenligt for Drenge, ligesom det og i meget Andet
|
| d.VI,b.1,s.125 |
lader til at være skrevet til Nytte for Folk, som besidde meget
af disses Natur.
Vi undtage herifra enkelte af Figurerne, saasom Onkel Tobias,
Boghandleren Güldenthal og Prometheus, der ere adstadige
Mænd, fast den Sidste synes at gaae betydeligt i Barndommen.
Den Moral, de afgive, er af en alvorligere og almenere Beskaf-
fenhed, og saaledes maaske hverken fattelig eller passende for
Papegøjen og Bagatellerne. Den der ligger i Tobias fremsætter
Poetikkel selv Pag. 41, idet han, skuttende sin Ryg, siger, at
han mærker, at fornuftige Folk tænke ens baade i Danmark og
Norge. I Boghandler Güldenthal er gjort opmærksom paa den
Aandsafhængighed af Danmark, hvori Norge sættes ogsaa der-
ved at dets Boghandel er kommen i et aldeles passivt og under-
ordnet Forhold til den danske. Og i Prometheus høres den
overmættede Forfængeligheds Ræben ligesaa modbydelig som
Skriget og den evindelige Rumlen af Poetikels hungrende. For-
øvrigt staaer denne Figur meget løs i Stykket, hvortil den kun
er bundet ved et Forhold til Papegøjen, som alene forsaavidt
kan siges hensigtsmæssigt for det Heles Skyld og nødvendigen
antydet, som det havde en vældig Indflydelse paa Hovedfigurens
Svadsighed og Indbildskhed. Værre er det, idetmindste for
Forfatteren selv, at han dristeligen har strakt Vaabenhaand
imod En, for hvem Alle ere beredte at oprække sine. Det er
vel saa, at han synes ikke at dele Fleerhedens overdrevne Be-
undring for Promethei tidligere Digterværker, -- at der er mere
artigt end fornuftigt, naar man vedbliver, med gammel Kjærlig-
hed, ligesom ved en selvoffrende Blodtransfusion, at gyde et
fremmed Liv i den slappede Aand, som frister den til idelige
Udtømmelser, der tiltage i Ivrighed som de aftage i Gehalt, --
at det er paa allerhøjeste Tid, at et Lægemiddel forsøges mod
en saa fortærende Gift som et ufornuftigt og uretfærdigt Bifald
altid er, -- at det, at være sig en uafhængig Mening bekjendt,
baade er ærligt og nyttigt og, med Hensyn til Angjældende,
mindre fornærmeligt end, som Enkelte af hiin Fleerhed, und-
skyldende at anbefale ham til den offentlige Barmhjertighed, --
at der gives nok af Documentationer forat Promethei Forfæn-
gelighed i Stykket ikke er skildret overdreven eller uagtet sit
Strøg af Monomani, hentet ud fra visse Gjemmer, hvor velfor-
|
| d.VI,b.1,s.126 |
varte Helligaander, Guder, Keisere, Konger og Secularskjalde
ere at finde, og endelig, at den forskruede Kjelenhed, hvormed
det ikke er usædvanligt, at Digtere forlange at behandles, og
hvortil de omsider blive vante, i alle Maader er en fortjent
Gjenstand for Satiren, og tilbød et saa udmærket Specimen paa
sin Fordærvelighed, at det vilde været Sandhedsforraad ikke at
benytte det. . . . Dette er vel saa; men alligevel er af Forfatteren
begaaet en
Crimen læsæ majestatis, som neppe vil undgaae,
idetmindste
in contumaciam, at blive straffet efter Lovens
Skrækkeligste. Og dette saameget meer som det ikke er en
Tyran, han med anarchisk Haand har efterstræbt, men en gam-
mel, svag populær Drot, der intet værre gjorde end at være
forliebt i sin Rang, nu og da at more Folket ved Processioner,
og at bringe Taabeligheder istand, som Efterverden vel strax vil
kuldkaste, men som det er Livs eller Friheds Fortabelse at
dadle saalænge han endnu har Kronen paa Hovedet. Denne
har Prometheus paasat sig, og Folk har hidtil havt ligesaalidt
at sige paa Handlingen, som paa de mangfoldige Rescripter
han har udgivet mere om end for dens Retmæssighed.
Men i denne bittre Reflexion har alt den Formastelige lidt
en Straf, der er mest passende for et revolutionært Attentat;
thi den lader sig meget vel ligne med den heroiske Død for
sit eget Sværd.
Bagefter vil man maaskee sande, at hans Dumdristighed kun
var Nebbet paa hans, i den Henseende ørnagtige Retfærdighed,
at han ikke tog i Betænkning at maale hvilkesomhelst Høider
ligefra det ikke lidet ophøjede Punct i Rummet, som den pole-
miske Digters Næse danner, naar han fra Andres Skuldre stik-
ker den længst i Sky, og til Tinden af Adams berømte Bjerg,
hvor fanatiske Afgudsdyrkere tilbede et indbildt Spoer af Men-
neskehedens Første somom han endnu stod der i paradisisk
Herlighed. Dette Hang hos Forfatteren til at øve Retfærdighed
lader sig heller ikke miskjende i endnu en af Bifigurerne, nem-
lig Fiskeren. Iilsommere hæver sig og forsvinder ikke en skum-
toppet Bølge end Han med sin melankolske Sang; men ligesom
Bølgen i det levende Havmaleri ved skyhyllet Maane kaster han
et Lysblink ind i Stykket, som det kun med større Forliis kunde
undvære. Vi maae fastholde denne Figur noget; thi det er
|
| d.VI,b.1,s.127 |
synligt, at dens Flygtighed skal undsætte Forfatteren for Mis-
tydelser. Det er den norske nationale Uvilje over -- med eet
Ord "det danske Uvæsen hertillands" som i den fremtræder,
-- en Yttring af en skjult, men i Folkets Kjerne skjult, end
ikke sig klart i al sin Kraft bevidst Opposition mod Bestræbelser
forat gjøre Fædrelandet i flere Henseender afhængigt af Dan-
mark. Den ærlige Fisker seer efter den danske Slup, som han
er vis paa er en imellem tusinde, der bringe Folk og Varer,
han troer Landet kunde undvære, med omtrent samme Følelser,
som maae have rullet gjennem de tappre Danskers endnu sval-
lende Blod, da de efter Freden saae Britterne festklædte og
i al Magelighed mylre op og nedad Trapperne til de tagne Linje-
skibe. Den flegmatiske Jydeskipper har derimod aldrig for-
nemmet slige choleriske Anfegtelser hos dem han har havt at
bestille med her. Han ligner den kloge Mand, der var tigange
i Neapel uden at tænke paa Vesuv. Der er nu vel ingen Tvivl
om at Forfatteren deler sin Landsmands Følelser, men ogsaa
ligesaa liden om at han ikke vilde give sine egne et saadant
Udtryk som i Fiskerens Sang, der meget passende kunde været
tilføiet et "Tvi!" efter Sluppen, eller at han foragteligen slængte
sin Fangst ud i det neutrale Hav. Man bør troe, at om Forfat-
teren havde ladet et Stormstød rive baade Skipper og Fisker
tilbunds, skulde han have ladet deres Geister hæve sig frem
af Dybet med saa liberale Reflexioner, som de sjeldent høres
paaland, under Tankeyttringer, som ganske tilhørte ham selv
og en friere Horizont end den der begrændsedes af en Fisker-
hats eller Sydvests begede Snipper.
I Farcens anden Fantasme optræder en Række Figurer, som
enkeltviis have ingen Betydning, men som tilsammen, ligesom
Nuller ved at sættes efter et Ettal, erholde ved sin Choragos
Polemikkel Poetikkel en Betydning i en vis Betydning. Om den,
de have med Hensyn til Hovedfiguren, er ovenfor kun talt saa
løselig, at en nærmere Udvikling nedenfor haves i Tanke, naar
vi have yttret os noget om den, de have i sig selv.
Papegøjens Hensigt er, at I skulle kjendes, I ilsomme Masker!
Den vil skjænke os den Carnevalsmoro at gjenkjende gode Ven-
|
| d.VI,b.1,s.128 |
ner og Bekjendte under disse Æselsøren og Abegesichter. Frem
derfor! Standser denne Lygtemandshoppen! Giver Lyd, at I
kunne kjendes efter Grovheden eller Hæsheden, og blive trak-
terede efter Fortjeneste! Ak, de have nok gode Grunde til at
hylle sig i Mørket; og hvad skal en Demaskering til, som kun
skulde vise os en dum Menneskemaske, og, om denne afskal-
ledes, atter lade os faae fat i typhoiske Ørespidser?
Der staaer os da, om vi endelig ville kjende disse Figurer,
kun tilbage enten en betinget Gjetning eller en voldsom De-
maskering. Men ganske vist strider det sidste Middel ligemeget
imod Papegøjens Mening som imod Dens, der foranlediger denne
oplysende Undersøgelse. Den Vanskelighed finder ogsaa Sted,
at de æsthetikkelske og poetikkelske Bagateller ere en Race,
der fast er ligesaa udbredt som Ukrud og Utøi, saa der ingen
Grændse vilde være for en Analysering enkeltviis. Det er os
kun om Slægtsmærkerne at gjøre, da ingen Enkelt har noget
Krav paa Opmærksomhed. Men da disse ere bestemt nok an-
givne i Stykket, fæste vi Opmærksomheden mere ved Egenhe-
derne ved den Art, som deri anføres. Vi bemærke saaledes,
at den besidder den fælleds Aandssneverhed, Hang til Rimen,
Floskuleren, æsthetisk Partigjængeri og Beundring for det Mid-
delmaadige; men at den, ligesom Chamæleonerne Farven efter
det Træ de sidde paa, har antaget adskillige mindre uskyldige
Egenskaber af Polemikkel Poetikkel, der forholder sig til hver
Enkelt af dem som Qvadratet til sine Rødder. Ligesaa bemærke
vi, at Forfatteren vel har slaaet dem alle ind under Fælles-
navnet Bagateller, men og classificert dem som Polemikler, Poe-
tikler, Æsthetikler og Vehikler. Disse Afarter ere dog yderst
lidet forskjellige, og taale ligesaalidt nogen skarpere Udskilnen
sig imellem som de enkelte polemikkelske og æsthetikkelske
Charakterer. Imidlertid har dog Forfatteren undladt et Middel,
vel ikke til at fremhæve dem mere i scenisk Forstand, men som
baade vilde meddelt Stykket mere Comik og overtydet om at de
virkelig ere hentede fra Livet. Han kunde nemlig, som ovenfor
ønsket, have ladet dem give Lyd, d. e. givet dem noget Raade-
rum til at øve det ulykkelige Hang som de, ligesiden Marsyas'
Alder, til ligesaa megen nyttig Øvelse for den menneskelige
Taalmodighed som Skade for Poesien, have været vante til en
|
| d.VI,b.1,s.129 |
corps at give Tøilen. Et par Strøg af disse Strenge, der ere
snoede af Svandstaglet paa en eller anden fremmed Pegasus,
nogle Tommer Kunstpoesi, der fortjener Opmuntring af alle
Industriens Venner, endeel tactmæssige Vingeklap af disse
falkekjække Gjæs, der troe at gjennemspeide Himmelrummet
og bringe det i Oprør, idet de kun forplumre Billedet af en
Sky i deres Dam, enkelte af disse ynkelige Raab i Tomheden,
at den dog skal forbarme sig med et Riim -- dette skulde have
udskillet Poetikelafarten noget fra de andre og selv betegnet os
Enkelte deri, som have bemøjet sig saa med at forevige Jam-
merligheden. Saa troede vi, indtil vi øverst paa Pag. 35 med
Forfærdelse opdagede, -- at de Alle vare Poetikler. Og endnu
mere nødtes vi til at opgive vort Ønske, da vi ved nøjere Under-
søgelse fandt, at denne Charakteriseren er natursand, at Poe-
tikler ogsaa altid ere Æsthetikler, ved Leilighed Polemikler,
og med stor Fornøjelse Vehikler til hvilkensomhelst Storhed,
der kun er et Gran -- om end kun i Dristighed -- større end
deres egen Lidenhed. Og omvendt drive ogsaa de allerfleste
Æsthetikler paa det samme Uvæsen, som constituerer Poe-
tiklen. En vred Æsthetikkel er en Polemikkel; ligesaa en vred
Poetikkel. En vred Polemikkel er et farligt Menneske, men un-
der jevn Temperatur kun en almindelig Sladderhank. Vehikkler
ere de alle, men nuancerede. En absolut Vehikkel er det uska-
deligste Væsen af Verden, men alligevel ikke meer en Bagatel
end nogen af de Andre trods Polemikklernes Forraad paa
Skosværte, Æsthetikklernes paa Floskler og Poetikklernes paa
den allernydeligste, riimfriseerte, sonnetsnørte Prosa. Stykkets
Oekonomi skulde ogsaa, med al Farcens Frihed, vanskelig taalt
den Luxus at levere Prøver paa disse rare Sager. Forfatteren
har maattet indskrænke sig til i Replikerne alene at nuancere
imellem disse Charakterer saavidt skee kunde, hvor Besjelingen
af een Lidenskab (Hadet mod Den, Polemikkel Poetikkel havde
sine Grunde til at hade) sammenglødende deres Masse, endnu
mere forhøjede deres Lighed. Vi maae trøste os over ikke at
have hørt den poetikkelske Muse ved de Spoer vi finde af, at den
Slags Poesi og æsthetikkelsk Æsthetik har været den Atmo-
sfære, hvori den arme Papegøje hendrog sit Liv og udaandede
de sidste Tanker om hvad han havde at gjøre forat undgaae
|
| d.VI,b.1,s.130 |
de dæmoniske Magter, for hvis særegne Indflydelse mangfoldige
Feil troligen havde udsat ham. Dette Forhold giver dem deres
Betydning i Stykket, og det er nødvendiggjort ved den fore-
gaaende Stemning, de første Ord i 2:den Fantasme viser disse
Folk befandt sig i: en, der lod dem optage ham med samme
undfangende Begjerlighed som den aabne Muld det diddrevne
Frø. Men heller ikke den viser sig uventet. Allerede forud har
en af disse privilegerede Dagdrivere, disse vandrende factota,
disse anonyme Personer, som Alle kjende og intetsteds mangle:
den kloge Mand, betegnet Tilstedeværelsen af det qvælstof-
holdige Gjæringselement i endeel norske Gemytter, hvilket
ellers kaldes Danomani, som det, der af sig selv baade vilde
give den danske Pode Rodfæste og videre drivende Kraft.
Denne Egenskab er ogsaa altfor charakteristisk ved de norske
Poetikler og Æsthetikler og i det Hele ved Bagatellerne, --
hvis Væsen er Afhængighed, og hvis højeste Idee (ligesom Mo-
narchisten at instituere Monarchiet, Republikaneren Republiken)
er at gjøre det hele Folk og Land til et Afbild af dem selv d. e.
til en Bagatel, et Vehikel -- til at Forfatteren kunde undladt
at benytte den som han har gjort. Ja, hvor tilfældigt end dette
Sammentræf paa Bryggen end synes -- en lang, Bekjendtskab
indledende, Sammenlænkning af Begivenheder skulde ikke have
afgivet saa fyldestgjørende Motiv til den senere nøje, ulykke-
lige Forbindelse som denne Gemytternes Tilstand a priori. Den
har baade før og senere erhvervet Danskheden Triumfer. Den
har indflettet en saa indifferent Egenskab i fortjenstfulde Dy-
ders Tal, ja sat den mellem de Geniets, Rangens eller og For-
tjenstfuldhedens Fortrin, der vække Enthusiasme, og reist hele
Byer paa Benene som ved Kongers Indtog, Brand eller Oprør.
Men mellem de danomaniserende Bagateller og Papegøjen fandt
desuden et naturligt Aandsforvandtskab Sted, som upaatvivlelig
allerede ved første Samtræf, før Meddelelse bekræftede det,
sympathisk gav sig tilkjende i deres Indre. Med elektrisk Slag-
hurtighed, med Amalgamiseringens Inderlighed foregik da For-
bindelsen -- et ligesaa godt Beviis for den Mening, at der er
ligesaa stor Slægtsenhed mellem norskt og danskt Skrab som
det, der føres Pag. 41 for at samme Lighed har Sted mellem de
Fornuftige i begge Lande. Og i det Følgende see vi, at fælleds
|
| d.VI,b.1,s.131 |
Interesse endnu nøjere sammenbandt Charakterer, som vare
formeget beskjeftigede med egen Egoisme til at undersøge noget
andet ved hinanden end om de gjensidig nærede samme For-
bittrelse mod Den, der gjennemskuede og beloe baade Pape-
gøjens og Polemikkel Poetikkels latterlige Anstrengelser forat
hæve sig over sig selv, i en anden Sfære end den, en ubøjelig
Skjebne havde anviist dem. Men saadanne Omgivelsers natur-
lige Følge var, at de stedse mere udklækkede en Slethed, som
igjen maatte fremkalde den tugtende Ulykke. --
Som en saa fordærvelig Tendenzes Princip opdage vi Pole-
mikklernes, Poetiklernes og Æsthetikklernes Prototyp Polemik-
kel Poetikkel. Mange have yttret, at han er en Vanære for det
Land, som fostrede ham; vi paastaae, at han er ubetalelig. Han
er Kræftskadens aabne, af meget Ondt inflammerede Krater,
hvorigjennem vi kunne indbringe Sonden. Han besidder virkelig
en Storhed, nemlig Aandsafmagtens yderste Spænding; en Be-
geistring, der ogsaa har sin Glød, nemlig den hjerteløseste Ego-
ismes; en Interesse, der rører smeltende Følelser, nemlig For-
fængelighedens paa Grund af sin Blindhed; -- ja han har selv
Krav paa en vis Beundring, thi netop denne starblinde For-
fængelighed vandrer med søvnvandrersk Urokkelighed mod et
fixert Maal, og Geniløsheden erstattes ved en Frækhed og koldt-
beregnende Conseqvenz, som overrasker mere end mange af
disse monomaniske Udskejelser af mere heroiske Sindsbeskaf-
fenheder hos Andre, der forvares bag gode Sprinkler.
Det er neppe retfærdigt af Forfatteren, at han ogsaa til denne
Person, der synes at lide af den Olmhed, som overfalder Dyr,
der ikke kunne finde af sine Lige og hvis Safter gaae i Gjæring,
udstrækker Forsoningen, og giver hans sidste, saa conseqvente,
Forsøg paa at komme i Høiden en saa mild Vending som paa
sidste Side. Kan der t. Ex. være Opinion for at Forfatteren af
det berygtede Skrivt "Norges Dæmring," i den Forstand, hvori
det erklæredes, fortjener Navn af Modermorder, Æretyv og et,
der forhen kun er tillagt en Landeplage, paa hvis Hoved flere
Veeklager reise sig end Haar: saa tør man vel og antage, at
Polemikkel Poetikkel burde være forbleven i den Høide, han
|
| d.VI,b.1,s.132 |
valgte som sidste Maal for sine unaturlige, fortvivlede Anstren-
gelser. Vi have ogsaa den Anke mod Forfatteren, at han, der-
som anførte Exempel godtgjør, at P. Ps Charakteer langtfra er
overdreven eller karrikeret, burde have fastholdt ham mere un-
der Penslen. En nøjere Udførelse deraf skulde ikke have været
nogen stødende Udbygning paa Stykket, efterdi han, ved sin
overvejende Indflydelse paa Papegøjens Skjebne, er en Hoved-
figur og, med Hensyn til alle Bagatellerne, Centret i dette Hjul
med de brogede Eger hvorpaa Papegøjen agede Fordærvelsen
imøde.
Vi indsee dernæst ikke hvorfor Papegøjens naturtroe Rap-
porter eller Breve mere skulle gives til Priis end nogle Stanzer
af den nye polemiske Poesi, som vel endnu ikke har nogen
Muse, (uden det maaskee skulde være Gorgonen selv formedelst
sin Egenskab, ikke at oplive, men at forstene Folk), men hvortil
dog berømte Digtere som en Welhaven og en Polemikkel Poe-
tikkel bekjende sig. Det kunde være ligegyldigt fra hvilken af
disse Forfattere man havde taget dem; men ilde betænkt var
det af Forfatteren, ikke at bevise den Jevnhed i Aandsrang,
som fandt Sted mellem Polemikkel Poetikkel, trods hans Skry-
derier, og den enfoldige Papegøje, ved at meddele nogle af
disse Stanzer, som i Poesien netop indtage samme Plads som
hiin Papegøjestiil i Prosaen, og som, hvor de synes noget kraf-
tigere, dog kun forholde sig til den som den herlige Laag eller
Sørpe til det tørre Foder, hvoraf den er udkogt. Og saameget
mindre kan Forfatteren undskyldes, som han, uden at skade
Sandheden, havde hele Norges Dæmring, at gribe til for uom-
stødeligt at overtyde om Polemikklers, Poetikklers og Æsthe-
tikklers Tilvær og af hvad Natur den polemiske Digtekunst er,
som disse Folk dyrke tilligemed den Treenighed af en Polemik-
kel, Poetikkel og Æsthetikkel, som straaler i den polemiske
Digter. Isandhed kun een eneste af disse Sonnetter skulde
bedre have beviist Poetikkelskabet end disse Heltens Trudsler
om med Tid og Stunder at faae noget istand, der kunde forslaae.
Ligesaa, istedetfor at lade det blive med Ord, burde den vir-
kelige Scene af det polemikkelske Værksted været aabnet os.
Vi beklage os over, at vi ikke ere blevne nærmere indviede i
Tagkammerets Mysterier, at vi ikke faae høre disse Hammer-
|
| d.VI,b.1,s.133 |
slag hvorunder de nye Landser hærdes, ikke faae see P. P. selv
med "Panden sort af piinlige Lucubrationers Sod," svedende
over Arbeidet at flette nye Svøber forat bane sig Vei. Forfat-
teren skjænker ikke Læserne den samme Nydelse, han tog sig
selv, at kige ind i den frygtelige Esse. De burde have hørt
nogle af disse Monologer, hvori P. P. gjør Rede for hvad im-
ponerende Tale han vil føre imellem Folk, disse ivrige Studier
og Selvexaminationer efter Conversationslexicon, som altid for-
syne ham baade med Text og Commentar. Man burde have
hørt ham i sin pinlige Rolle spørge sig selv: "hvad skal jeg nu
tale om idag?" see ham tye til hiint Kundskabens og ogsaa hans
aandelige Livs rige Træ, høre ham vælge Dyret Megatherium,
Taarnet i Pisa eller hvilkensomhelst anden usædvanlig Gjen-
stand, og nu paa Død og Liv hale Samtalen did til ikke liden
Stuperen og Duperen selv for Folk, der have stupert Verden.
Selv burde han have gjort os fortrolige med endnu flere Regler
af Duperingssystemet, som han har udvidet langt mere, end han
Pag. 25 giver tilkjende. De der nævnte angaae kun det Grove,
mens han beholder Methoden at faae Folk til at tage Nonsens
for Klogt for sig selv. Man burde have faaet blade lidt i den
Kunstord og Riim-Lexicon, som han tilbringer sit Liv med at
forøge, undersøgt lidt nærmere dette Fiilspaan af Andres Du-
cater, hvorved han bestrøer sin Skrivt. Hvi faae vi ikke et Glimt
af dette Laboratoriums smudsige Indre, hvor han, til stedse sti-
gende Potenzer, under stedse mere mefitiske Udviklinger og
modbydelige Condensationer, af de navnkundige Holmensmatros-
og Gammelstrands-Idiotismer destillerer disse Kraftudtryk,
som baade ere hans polemiske Digtes sande Livselixir og hvori
tillige, som i en stærk Spiritus, hans Navn, upaatvivleligen længe
vil holde sig? Og hvi unddrages han os saaledes som han er:
kold, bedækket med en kjelderklam Sved, naar han rimer; glø-
dende af alle Elementers fortærende Ild, naar han recenserer?
Hvi maatte vi ikke see ham ved denne Pult, der baade har noget
af Smedens, Falskmyntnerens og Sadelmagerens Værksted, af
Damens lille Bord til at forfærdige forlorne Blomster ved, af
Oppudserens Disk med de restaurerede Snurrepiberier paa, af
Skjærsliberens (hiin klamme Sved er da Oljen til de trevne
Hjul) og endelig af et Skafot, men af det Slags, som franske
|
| d.VI,b.1,s.134 |
Drenge i Revolutionstiden, i vild Fantaseren, oprettede af Stik-
ker for der med Stikker henrette Stikker, som skulde forestille
Bailly, Condorcet og andre Revolutionens Proscriberede? Vi
kunde have ventet detailleret disse Beregninger, hvorefter P. P.
først vilde som Kritikus vække en Mening for at han kjendte
Poesien i dens Grund og Love, hvoraf saa en secundært vilde
udvikle sig, at han nok var ipse poeta. Vi burde være Vidne
til Calculationen, at han, naar det endelig kom tilstykke (ikke,
som paa Pag. 28 siges, i P. Ps 25de Aar eller, med de, under
Tanken om et Navn, gjennemvaagede Nætter, i hans 50de, men
i hans 28de, d. e., additis addendis, i hans 56de), vilde rede sig
ud af Forlegenheden ved at vælge en usedvanlig Digtart, gjække
Forventningen om Satire med Grovhed, om Poesi med glatte
Riim, Politik, Bemærkninger, og Tanker, som maatte, om ikke
røre, dog oprøre Gemytterne. Vi burde høre hans Jubel inden
fire Vægge over den sikkre Facit: et Navn, et Navn! høre ham
subtrahere alle Omkostningerne af Spot og Spe fra, og endda
at faae nok tilbage for en Forfængelighed, der ligner Iglen i
Begjerlighed, omendskjøndt den veed, at den maa give det Ind-
drukne fra sig paa Saltet, og i at den troer at kunne tilbage-
holde en Draabe, og under alle Omstændigheder, at kunne atter
nedsynke i sit Mudder i Besiddelse af en sød Erindring om
engang at have været opløftet i Dagens Lys til en berusende
Nydelse, som maa give den Rang over alle de andre slunkne
dernede, hvem saadant aldrig blev tildeel. Man burde have seet
ham med Fingeren paa Næsen, med Hovedet melankolsk støttet
til Haanden i Eenrum, paa den ensomme Promenade med Træ-
ernes afblegede Liv hvirvlende om Fødderne, med et automa-
tiskt Blik udover Søen, medens hans indre anspændt følger sine
Beregninger, opstiller nye, undersøger det Probate ved de gamle.
Man burde høre hans Granskninger over Regelen, "man er hvad
man gjør sig selv til" ikke at forglemme det ligesaa dybsindige
Ræsonnement: "lad disse vilde Cascader dundre ned i sin Af-
grund! jeg dæmmer mit stille Vand op, og slipper løs naar det
er Tid og Meel at male. Lad Ødelanden trumfe ud, saa gjælde
mine Smaakort! Naar den Forhadte har raset ud, vil indtræde
et behageligt Stille, hvori selv Myggenes Summen vil lyde som
Harpeklang, og hvori jeg frit kan qvinkelere. Ja, qvinkelerer
|
| d.VI,b.1,s.135 |
jeg ikke, vil dog Folk troe at høre Toner fra min Eensomhed."
Man burde, ved en nøjere Fremstilling af den Kunst at skrive
i Andres Navn, lært at fatte en højere Agtelse for en Sæde-
lighed, paa hvem den almindelige snevre Moral ikke passer,
for det Ophøjede i Geniets Frihed at turde følge Indskydelser
af en ualmindelig Natur. Den billige Vægt, han har tillagt Veir-
forandringer, Færdigheden i at kunne dreje et Janusansigt af
Smiger og Uforskammenhed mod alle Kanter, Servilismens
Gjenveje, Danomaniets slagne Vei til Berømthed gjennem
danske Tidender, Letheden af for et godt Ord at faae age did
med Kjøbenhavns- og Søndags-Posten . . . Intet af dette burde
have været forglemt, forat vi skulde kunne fritage Forfatteren
for Usikkerhed i Opfatningen, og sige, at vi havde Polemikkel
Poetikkel som han staaer og gaaer der.
Papegøjen selv have vi som han gaaer og staaer der.
|
| BLA BAKOVER |