| d.VI,b.1,s.51 |
SAGN OM DEN STORE SØLV-BRUDRKRONE PAA
VÆRABRU I NUMMEDAL
Efter ms. 790 A 63 a i Berg. mu-
seums bibl., sml. A. Faye, Norske
Sagn, 1833; 18. des. 1832.
Det er ikke stort over Mandsminde siden en vaxin Gut fra
Opdals Annex til Rollaug Ptgjeld i Nummedalen, idet han gik
forbi et forladt Sæterstrøs, der traf en munter Huldrebrudrfærd.
Igjennem en Glugg var han Vidne til hvorledes alt gik til imellem
Bergfolkene som ellers i Bondebrylluper; men mest trak dog
Brudren hans Opmærksomhed til sig ved sin Deilighed og herlige
Pynt, hvori dog en vægtig og straalende Brudrkrone af Sølv var
det ypperste. Gutten saae saalænge paa Huldrebruden til han
blev kjær i hende, og da det smukke Billed sad ret dybt og fast i
hans Hjerte, betænkte han sig ikke længe paa at frasnyde Brudr-
folkene Lystigheden og Brudrgommen den rige og vene Brudr.
Rask trækker han sin Kniv -- blinkende farer Staalet gjennem
Gluggen over Brudrens Hoved -- Brudrfølget forsvinder hurtigt
som Blinket -- kun den Fagre sidder, tryllebunden af Staalet,
igjen. Begge de Atblivende kom snart overens. Huldrebrudren
fulgte ham til Bygden; ja tilsidst for Alteret efterat være bleven
døbt. Men hendes prægtige Brudrdragt skjæmmedes meget af
en hæslig Kusvands, som først lidt efter lidt forsvandt. Hun døde
som en æret Kjerring i Bygden efter et lykkeligt og velført Sam-
liv med sin raske Erobrer, hvem hun bragte slig Medgift i Brudr-
dragten alene, som hverken før eller siden er tilfaldt Nogen i
Bygden; og endnu gjemmes som en prægtig Levning deraf Sølv-
brudrkronen paa Mærabru.
|