HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
VI.SUPPLEMENT. TEKSTKRITISK TILLEGG. REGISTER 1. BIND


[TIL J. E. RYDQVIST, REDAKTØR AV "HEIMDALL"]
Efter ms. i Svenska Akademiens
arkiv, Stockholm; fotostatkopi UB
Oslo, ms. 584 fol. B 8 a 1; 19. sept.
1832.

S. T.
      Heimdalls Redactør.
   Upaatvivlelig har Heimdalls ærede Redactør bemærket det
sørgelige Særsyn, at der gives norske Forfattere -- vel af en
lavere Rang -- som erklære Norge for en literær Provinds af
Danmark, og som i deres Skrivter ogsaa redeligen gjøre Sit til,
at de ikke skulde vorde det ædle Princip utroe.

   Aarligen skatte de, og modtage formodentlig den artigste
Qvittering derfor i de danske Blade. Imidlertid er det Dem,
ærede Herre, vel ikke ubekjendt, at vor unge Literatur ogsaa
har sine Ægider at blomstre under, der vende Medusahovedet
mot Sønden, men aabnes hellere mod Østen og opfanger derifra
mangen liflig Duft fra de Blommer, som der trives i Ro og
Fred. I vore Byer bearbeides vel Publikum ved danske Skue-
spil, danske Skuespillere (eller rettere som de ere: Gjøglere),
en Syndflod af dansk Lecture, en Sværm af danske Vagabonder,
men mest dog af vore egne danske Normænd. Dog staaer der
i Folket hist og her Mænd af Patriotisme og overlegen Aand,
som anskue denne Færd med mørkt Øje. Ulykken er kun, at
d.VI,b.1,s.48   deres Kræfter og Røster ikke have været forenede i een Torden,
i een Storm, saa denne Atmosphære, som et skoddefuldt Vester-
hav har udaandet, i eet Øjeblik kunde været renset. Nu er der
imidlertid Symptomer til at disse Literaturens ædlere Frelse-
kræfter ville anspænde sig i Forening til en Kamp, som ikke
heller kan være uden Interesse for Broderlandet. Vi forlange
endydermere en Slags Assistence derifra: idetmindste den, at
det svenske Folk underrettes gjennem Tidenderne, at Norge
ikke feigt undlader at kjæmpe for sit literære Tilvær. Det maa
vedrøre den ene Arm om den anden er vissen eller ei. Sverige
bør være Vidne til denne Tvekamp, der ogsaa har sin politiske
Landse. Seire Danomanerne, er Norge blevet fremmed for sit
Sprog i dets Udviklingsperiode, forkaster det denne Udvikling
fra egen Marv som et unyttigt Arbeide, troer det, at de første
Forsøg til en selvstændig Litteratur var forfængelige Kortbyg-
ninger, betragter det sig som et evindeligt Annex -- da skal
det ogsaa vorde fremmed for sig selv, uselvstændigt i alle Hen-
seender, det skal lide under den Svaghed, som altid følger
Følelsen af at være beskjæmmet -- det skal vorde som den
arme vanærede Qvinde, der, ligegyldig for Liv eller Død, for-
lader sin Fars Huus og sætter sig paa Branten over det fraa-
dende Hav: hun ser Floden og Stormen at vælte Bølgerne høj-
ere: de naae alt hendes Fødder og Stormen bøjer hende udover;
men hun flytter sig ikke, ligegyldig enten Sydbølgen skal sluge
hende eller hun skal bortveires af Stormen fra Østen eller
Norden.
   Dog --
threatned folks live long.



   Jeg vilde gjerne meddele Dem, Høistærede, Udsigt over Posi-
tionerne før Bataillen. Den kan nemlig neppe endnu antages
for begyndt eller, om begyndt, for at være i fuld Gang. Ellers
maatte vældigere Explosioner -- efter den Forbittrelse og Spæn-
ding Partierne befinde sig i -- have forfærdet Publikum og vakt
det op af dets indifferente Dvale.

   Der rykke nu Danomanerne frem i Bladet "Vidar" -- en abor-
tus af det Studenterforbund, som dannede sig af en Deel af det
gamle "Samfund". "Deri opbydes -- som Assessor Bjerregaard
ytrer sig i et Brev til mig, betræffende
une ligue contre la ligue
d.VI,b.1,s.49   danoise -- alle Sofisteriets Kunster forat lænke Gubben Nor
til Flanen Danas literære Triumfvogn; deri opkoges Grundtvigs
gamle Vise om Danerne som Skandinaviens Hovedfolk i den
ældre Tid, og om det danske Sprogs Universalherredømme, og
udsiges Anathemet over Dem, der vove at paastaae vor Ret til
at benævne vort Sprog som norsk og arbeide paa dets selv-
stændige Udvikling." Deri skildres ogsaa Danomanernes Anta-
gonister som "Fenrisulve, Jetter osv., der skulle falde for Vidars
Aser". Dette Blad faaer ellers om en kort Tid fra Modpartiet
en Recension som fortjent, og hvori Publicum ogsaa vil gjøres
opmærksomt paa hvor det bær hen. Blandt Redactørerne er
[overstrøket ellers] et Par talentfulde Lectores juris (der vel kun
have laant sine Navne ud for at dække Restens) -- , de Øvrige
bestaae af en fortydsket Philosophikel, en fordansket Æsthe-
tikel og en forskruet og fordansket ung Antiqvar, som giver det
nye Norge en god Dag, naar han blot kan faae nogle af det
gamle Norges Qvæder fat. Da klemmer, perser og træder han
dem tildøde under sine pedes fornyrdalagii af bare Kjærlighed.
Fienden er mere talrig end farlig. Vi derimod, nosmet Contra-
danomani, have en Skandse i det "Hjelmske Maanedskrivt", og
man havde tænkt i et Blad "Nordlyset", hvortil Planerne nu
ville vorde indkaldte, at løfte et flammende Tugtensriis over
disse Forrædere, som sælge vor Odelsret til et Sprog, et Folks
Adkomst til egen Literatur, og som udvande Publikums Hjerner,
saaat det falder de Fleste tungt at hæve sig højere end til at
nippe af de danske Læsefrugter og Maanedsroser, som nikke
dem over Hovedet i saa tætte Klaser, at de ikke see de Ørne,
som svæve derover i det klare norske Alpeblaa.
   Der fægtes ogsaa i Tidenderne; men et Hovedslag vil vel blive
levert i et Modskrivt, som af en Trediemand er under Arbeide
mod et i Sommer fra en Student udkommet, der redigerer
Underskrevne som Forfatter in absurdum. Denne literære Feide
føres med en Hidsighed, hvorover jeg ikke kan rose mig. Jeg
har maaskee ladet mig opirre formeget af endeel lumpne Træk
af min Antagonist. De vil sandsynligen finde det Samme af
indlagte lille Manifest, hvori der er Flere Torne end Laurer.
Ligesaa tillader jeg mig at hoslægge en af mine Recepter mod
Danomanien hertillands.

d.VI,b.1,s.50      Finder De det værd, da vil De maaskee anvende nogen Op-
mærksomhed paa denne Strid for den norske Literatur imod
dens uden- og indenlandske Fiender. I den Indbydelse til at
bevirke Udgivelsen af vore Oldsagaer her i Landet, som en Deel
af vore lærdeste Oldkyndige lod udgaae, findes ogsaa de tyde-
ligste Spoer af den Uvilje, hvormed Patrioterne ansee det danske
aandige Formynderskab. -- Svenske Heimdalls Gjallarhorn maa
lyde med i denne Strid, som vil vorde levende og ende til Norges
Ære og med en gothisk Sprog- og Literatur-Treenighed. Inden
dette Sekel gaaer ned, staaer Overgangssproget, det gjenfødte
Norges, der. En rigere Indflydelse af det fuldtuddannede, under
sin Velsignelse bugnende, svenske Sprog, end den, der i denne
Fordanskningens Tid finder Sted hos os, skulde fremskynde
denne Proces, som vort Maal maa undergaae. Man skriger vel
nu over Forsvenskning, naar man betjener sig af et norsk Ord,
der ogsaa findes i Svensken; men disse Skrig tilhøre Gjæringens
Tid, og kommer fra de Aandløse, der have nok i det danske
Skriftsprogs udslidte Armod. -- -- Det vilde interessere mange
Normænd at høre Svenskers Omdømme om denne Borgerkrig,
under hvilken Vi bygge paa en Bifrost, der skal forene de andre
to gothiske Sprogsfærer, og hvorfra et nyt Heimdallshorn skal
lyde, der finder Gjenklang i Norges Natur som i Folkets Øren
og Hjerter.

Eidsvold 19 Septbr 1832
Ærbødigen
Henr. Wergeland.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE