|
|
| d.VI,b.1,s.2 |
RISEBROIANA
Efter Wergelands manuskript, UB
Oslo 584 fol. F 1; 19. juni 1827.
DEN ATTENDE JUNII 1827
Da jeg ene hjemme sad,
dette Qvad
kunde ikke Hjertet dølge;
men det høit fra Sjelen sprang,
liig dengang
Møen steg fra mørke Bølge.
Ja, min Sjel er liig et Hav,
liig en Grav:
See, i Graven slumre Døde:
Havets Bølge ruller sort:
-- Solen bort
ilte med de Straaler røde.
Men i Bølgens Barm dog staaer
troe den Vaar,
som i Breddens Blomster gløder:
glider Skib med fulde Seil
paa dens Speil,
troe det der sit Billed' møder.
See, den Dag, jeg saae igaar
var en Vaar
fuld af øienblaae Violer,
purpurkinded' Roser; men
-- den svandt hen!
Kun Erindringen nu straaler.
|
| d.VI,b.1,s.3 |
Den var liig paa Bølgens Skjold
Snekken stolt:
jeg er Vennen, som, tilbage,
raaber til sin Ven: Farvel!
o Farvel!
-- Ven og Skib de svunde fage.
Disse Træk er Skyggen af
hvad du gav
mig af gyldne, skjønne Minder,
Dag igaar! som glimrer blandt
dem, som svandt,
liig en Brud blandt Sørgeqvinder.
VOYAGE PITTORESQUE AUTOUR DU RISEBROE
Prenez -- o choeur des anges!
prenez mes pauvres melanges!
Lovises Sted.
Lad Sicileren kaste et dovent
Blik til Agrenes bølgende Guld:
Persen maa gjerne paa susiske Lillier sig
følesløs vælte!
Mig den fattige Piil er, som skygger
over Krattet -- ak straalende Dyd:
Armods Goddædighed! mere end Søvnen paa
duftende Lilljer.
Thi, saa vidt som sin Skygge den kaster,
kalder Lovise sit Rige: dens Dug
bytted' hun ikke med Ophirs Demanter, dens
Løv for en Krone.
|
| d.VI,b.1,s.4 |
Og med Øinenes Scepter, som glindser
blaat af Saphirer, hersker hun stolt
over den venlige Bølge -- et Teppe for
Dronningens Throne.
Vedastines Høi.
Jeg stiger høit fra Lovises Piil,
fra Bølgens Latter og Breddens Smiil.
Blandt Fyrreskygger
-- hvor Tungsind bygger --
jeg staaer paa Høiden, hvor Vedastine
hersker, liig Ruslands Catharine.
See Elvens Bølger hist boltre sig
i Engens Arme, -- min Barndom liig. --
Bag grønne Volde,
liig blanke Skjolde,
Jeg Søen øiner, hvor Vedastine
hersker, liig Ruslands Catharine.
I dyben Afgrund sin hvide Tand
en Fjeldbæk slaaer imod Breddens Sand:
som Brag fra Valen
det klang fra Dalen
mod svimle Høide, hvor Vedastine
hersker, liig Ruslands Catharine.
Hvi valgte ikke den ædle Møe
et Yndlingssted ved den vakre Søe?
Ha, høje Sjele
de gjernest dvæle
paa Klippens Tind, som hvor Vedastine
hersker, liig Ruslands Catharine.
|
| d.VI,b.1,s.5 |
Der flyver Tanken saa vide om
og frit som Ørnen i Æthrens Rum;
men den, hvis Hjerte
nær brast i Smerte
han elsker Højen, hvor Vedastine
hersker liig Ruslands Catharine.
Ak, gode Pige! din1Dal er liig
det Qvæde, som jeg nu synger Dig.
See -- sorgfuld Glæde
det er mit Qvæde
og det er Dalen, hvor Vedastine
hersker liig Ruslands Catharine!
Huldas Høi.
Hulda, gode Hulda! Dig
Intet jeg kan sige;
Intet som kan passe sig
til mit Himmerige,
om min Pensel end var fuld
af Himlens Purpur, Morgnens Guld.
Hulda, skjønne Hulda! ja
Lyrens Streng er sprungen:
hulde nonmetouchepas!
Ordet døer paa Tungen.
Gode Hulda! Strengen brast;
-- Vemodsenglen greb for fast!
|
| d.VI,b.1,s.6 |
Hulda, ædle Hulda! naar
De om Morgnen iler
til den skjønne Høi, som staaer,
liig en Brud, og smiler:
finder De dens Blomst da vaad:
-- det er ei Dug, det er min --
Til Josephine.
Men, blandt de søde
Bakker, jeg fandt
ingen, som bar Deres Navn, Josephine!
Vistnok, iblandt
de Mange, vi møde
findes et Sted med en smilende Mine,
og Fromheds skjønne,
rolige Træk,
hvor sagte man hører Zephyren at trine
fra Rosenhæk,
over Enge grønne,
der har De en Bænk -- ikke sandt Josephine?
Grotten.
Skjult under Træer, sød som et Elskovs
Minde i Hjertet, ligger en Grotte,
glad ved at elskes af Huldas den
gode Moder.
Rolighed være Navnet! et Tempel
er den for barnlig Kjerlighed, naar, liig
Plejas, den Døttreflok staaer om sin
hulde Moder.
|
| d.VI,b.1,s.7 |
Nestorssæde.
Til Nestors Uranienborg
flyver ei Sorg!
Liig blaavinget Due
gylden i Solens Glands at skue,
flagrer vor Glæde
om Nestors-Sæde,
med Vingeslag!
og hist over Elvens og Søens blanke
Pantser og Hjemmets det kjære Tag
kjedes ei Øjet ved stedse vanke.
FINALE
TIL FRU MALTHE
Ædle Frue! see mit Billed';
mat det er: det blir tilvisse
kun en Skizze,
skjøndt med Guld og Purpurpel
det i Regnbuefarver spilled'
dybt i Sjel!
O tilgiv, om min Camene
før liig Gratien, der, krandset,
munter dandsed'
over Roser -- triner frem,
som en skummel Melpomene,
fra sit Hjem!
O tilgiv, -- fordi mit Qvæde
ligner Taarebirk blandt Fyrre!
see -- min Lyre
bruser mørk som Bølgens Gang!
Er jeg gladest, vil jeg græde
helst i Sang.
|
| d.VI,b.1,s.8 |
Thi en ædel Streng er sprungen!
Siden da i Lyren klinger:
stundom tvinger
jeg til Disaccorder den . .
-- ak, da springe Ord fra Tungen
uhørt hen!
Ak, istedenfor en Plade,
hvor, i lutter Rosenklæder,
hine Steder
burde staae, -- det blev et Slør,
Enkens ligt, Cypresseblade
-- Det ei bør!
Vemod, Fryd er nær hverandre:
vakre Egne bittersøde
Tanker føde.
Skjebnen blanded' Graad i Sang:
Skjebnen kan jeg ei forandre,
mørk og trang.
Den 19de Junii 1827
Henr. W --
1 tilbakeNB. De seer, jeg bruger min poetiske licence:
en Ting, jeg beder Dem, ei videre at endse.
At sige "Du" for "De" en Rimer er jo Eget?
Den Naade, synes mig, man bør ei bruge meget.
See efter derfor godt, saa vil De ogsaa see,
at hvor jeg dette kan, der siger jeg og "De"! |
| BLA BAKOVER |