| TIL SELSKABET FOR NORGES VEL
|
Eidsvold 7. Marts 1833.
S. T. Directionen for det kongelige Selskab for Norges Vel, navn-
ligen dens Industriclasse.
Den høistærede Direction har, ogsaa ved at bekoste Gartnere
oplærte, viist hvor fast den har Selskabets Maal for Øje. Den
har, ligesom og Agershuus Amts Ldhuushd.ningsselskabs Admini-
stration, fremdeles til Hensigt saaledes at fremme det; og der
er vel neppe delte Meninger om det Fortræffelige heri. Imidler-
tid vil det med velvillig Opmærksomhed tillades Undertegnede at
fremsætte Forslag om at et ungt Menneske, enten istedetfor en
Gartnerlærling, eller disses Antal ubeskaaret, besørges oplært i
de forskjellige Tilvirkninger af allehaande Nøthaar og Buster samt
af Horn. Tanken om alle de nyttige og skjønne Ting (saasom
Krølhaar og Daaser m. fl. i Handelen gjængse Smaavarer af Horn)
som Udlændingen forstaaer til vort Deficit at forfærdige af disse
Ting, der hertillands paa det nærmeste henslænges som værd-
løse, bringer mig dette Propos eller Vink til bedre Eftertanke i
Pennen. Een Professionist heri -- og som troes at ville være
ny i Norge -- vilde afføde flere, og Familier finde Næring baade
ved Opkjøb i Raat og Salg af det Forarbeidede, som aldrig --
især hvad Krølhaarene betræffer, vilde mangle Afsætningen.
Bonden vilde ogsaa tjene en Skilling; og maaskee mangen Hamp-
ager vilde skrive sig fra den Tid af at de Nøthaar og Svin-
buster kom i Priis, som han nu kun troer kan snoes Reeb af.
Tilmed faldt det mig ind, at en Opmuntring vilde være nyttig
fra det kgl. Selskab til Apothekerne om at disse skulle gjøre sig
Umage for at forsyne sig herfra Landet med de officinelle Planter,
|
| d.V,b.2,s.394 |
dette til lige Godhed med Udlandet kan forskaffe. Bonden, den
fattige Fjeldbonde især, vilde tjene ogsaa der en Skilling, naar
han -- t. Ex. gjennem Præsterne eller Sogneselskaberne -- fik
at vide, at Apothekerne kjøbte visse Plantesager, han havde Let-
hed forat erhverve sig. Hvis det er saa, som jeg fra en Læge
har, at Officinerne efter gammel Vane faae fra Hamborg, eller
hvor deres Handelforbindelser end ere, endog islandsk Mos --
saa er det dog altfor galt. Imellem de Planter, som der er størst
Forbrug af, og som visseligen vort Land kunde forstrække Offi-
cinerne med en god Deel af, hører formeentlig Valerianen; men
man kan aldrig vente sig uden Opmuntring og Taxt tilbudt noget
anseeligt Partie. Nu grønnes denne R
[. . . .]s Thyrsus langsmed
vore Bække, men i fast Bund; og mod Høsten bøje sig hundrede
tusinder Valerianskjærme blegnende ned, henblegnende i Støv
over at deres Liv henrandt frugtløst uden at en menneske- og
plantekjær Haand lod dem udaande deres helsebringende Livs-
geist i alle disse tusinde romantiske Hulde, der have rødmet,
men nu blegne som dem. --
Næringskilder maa aabnes hvor de kunne og hvor smaae de
endog synes -- om de endog kun kunne lignes med den dryp-
pende Piplen i Lien, der dog har Styrke nok til at indgyde Mi-
rakelkraft i alle de Valerianrødder, som udgrene sig rundt den
i Mosen. Og dog fortjener ikke Nøthaar- Krølhaar- Buste-Til-
virkningen, Anvendelsen af alskens Horn til nydelige fransk-nyde-
lige Fabricater og Anvendelsen af indenlandske fuldgode offici-
nelle Planter -- hvilke der nu end maatte opgives -- ikke saa
ringt et Billede.
Ærbødigst
Henr. Wergeland.
TIL P. J. HOPPE
|
| BLA BAKOVER |