| TIL SELSKABET FOR NORGES VEL
|
Eidsvold 30te Mai 1831.
Til
Directionen for det kongelige Selskab for Norges Vel.
Indlagte har en Niels Olsen Alfstad paa Toten anmodet mig
skriftligen om at fremsende. I Konvoluten til mig, saavel som
|
| d.V,b.2,s.390 |
i hans til S. T. Ovennævnte Stilede ytrer Hr N. Alfstad den For-
mening, at min Bevidnelse -- som ikke nægtes -- og Anbefaling
skulde kunne virke til Fordeel for hans Andragende; men den
gode Mand maa nok i sit totenske lille Himmerige drømme sig,
at paa Jorden som i den store Himmel giver den gode Villie
Rang og Vægt. At Hr N. Alfstad var den Første, der paa To-
ten, og det med al Anstrengelse arbeidede paa at faae en Bog-
samling for Almuen istand, er sandt, ligesom og, at det har lyk-
kets ham at faae, som han siger, en 40 Sambygdinger til deri
at deeltage; men ligesaavist er det og, at en, formeentlig bedre
grundet og ordnet Sognebogsamling i Vinter har dannet sig i
samme Sogn, i nærmere Forbindelse med det kgl. Selsk. f. N. V.
Kan man nu end antage, at en Deel Selvkjærlighed eller For-
kjærlighed for sit Værk, bringer Hr Niels Alfstad til af al Magt
at stræbe at fastholde den af ham indrettede første Forening, saa
er dog dette undskyldeligt og meget beleiligt for den sande Po-
litik, der skal bringe den gode Sag Sejer ved ogsaa at benytte
Redskabernes, de underordnet-Virkendes Svagheder. At op-
muntre ham vil da være baade retfærdigt og klogt; thi dette
Sogn er formuende og læselystent, saaat dets Beboere baade
kunne og gjerne ville underholde to Læseselskaber, hvilke (let
at indsee), naar de særskilt have bestaaet et Aars Tid, og voxet
i denne Tid, uden hver for sig at have mægtet andet end at
udvikle Kræfter, som dog ikke naae den Fuldkommenhed ved
Indretningen, Deeltagerne have tænkt sig, ville og maae sammen-
smelte -- som Ohio og Missouri til den vældige Missisippi --
til een stor Bogsamlingsindretning, der kan kaldes en særlig
Frugt af den Eenhedsaand, som man bør fremhjælpe, netop ved
at samle dens Udskejelser og benytte dem, idet man lader som
man ikke mærker dem, og som bør røre sig i saa skjøn en Dal.
Dersom det er Hr N. Alfstads Mening, at den lange Forstands-
øvelse, som kaldes Convention, skal gjennemlæses af S. T. den
høje Direction, tør jeg ikke tilføje mere end jeg desangaaende,
efter Anmodning, har gjort.
Jeg benytter denne Leilighed til at aflægge min skyldigst, ær-
bødige Tak for Oversendelsen af de 50 Bondepracticaer. De Bog-
samlinger, samt enkelte flinke Bondesønner, som have faaet dem,
takke det kgl. norske S. f. N. V. og det kgl. norske Vidensk. Sel-
|
| d.V,b.2,s.391 |
skab for Gaven. Saavidt min Erfaring, efter personligt Nærvær,
strækker sig, og det er kun efter Diameteren fra Dramselven til
Grændsen og fra Christiania til op i Vardal: saa er det særdeles
paafaldende, baade hvor stor Forskjel der kan være paa Almeen-
aand og Oplysningssands imellem angrændsende Bygder (f. Ex.
et &bmminus; for Gran paa Hadeland og et + for Toten paa den anden
Side af Kjølvejen) ja endog imellem enkelte Grannlag i samme
Bygd, som og hvor lidet af disse Statens ædle, belivende Kræfter
der findes overalt hos den saakaldte Proprietær- eller conditio-
nerede Classe. Hvor der findes nogle af dette jammerlige Ari-
stokratie, holder Bonden sig tilbage af Beskedenhed; og, hvor
der findes Mange heraf, gaaer Alt istaa. Papaerne i saadanne
Familier, hvoraf der findes altformange, spille 2 Skillingsboston
den ganske Vinter og troe at have gjort Noget Stort, om de (for
Skams Skyld) have indmeldt sig i S. f. N. Vel -- Mamaerne føre
Sladder i Bygderne, og ere tilligemed Døttrene de faste Mode-
journaler for Bondeqvindfolket, hvilke fremlægges især paa Gal-
lerierne i Kirkerne til Afbenyttelse -- Sønnerne slænge hjemme,
fiske om Dagen, bedrive Synder om Natten (skjøndt deres for-
herskende Lidenskab er den heftigste Afskye for Ploven eller
det saakaldte "Bondearbeid") samt fra Lørdag til Mandag øde-
lægge aldeles det nyttige Vildt, ved den tøilesløseste Jagt --
Døttrene (ligesaa blege som de Maanedsroser fra Jylland, hvor-
med de pryde deres Hjernekammere, hvori nogle Pjalter af en
ungdommelig Fantasie flagre om som Gardinfillerne paa et Privet,
hvor Vinduet somoftest er ude) -- se, de fortæres af Ørkesløs-
hed og qvindlige Længsler og mislykkede Forsøg paa at tilfreds-
stille disse -- de gaae i Frøe og visne under deres fremmede
Musseliner, fordi en rask, flink, formuende, ja dannet Bonde-
karl ikke tør opløfte sine Øine saa høit: -- til den Himmel, hvor
saamange Stjerner smægte.
Hvilken fordærvet Natur! og hvor fordærvelig! Thi i hvor-
mange Bygder veed jeg ikke, at hine Papaer (hvem Vognheste,
Karioler, Titel eller blot Byfødsel skaffer en latterlig Anseelse)
alene ved deres Indolenz og Hang til alskens dumme, men for-
detmeste Vindesygen pirrende Forlystelser, have været til Hinder
for Sogneselskabers betimelige Opkomst; og mon da -- naar der
var et velindrettet Sognesamfund -- Hungersnøden skulde nærme
|
| d.V,b.2,s.392 |
sig Hjemstavnerne? eller (naar bedre Mønstre ovenfra gaves) et
saadant Forfængeligheds Hang tage Overhaand, at skinnende
Silke bedækker den fillede Serk og Maven, hvor Barkemelet og
Halmstumperne gjære? . . . Finis Jeremiadis!
Ærbødigst
Henr. Wergeland.
TIL HELENE CATHARINE LUNDH
|
| BLA BAKOVER |