| TIL FINANSDEPARTEMENTET
|
Christiania 9de Marts 1844.
I Anledning af det høje Departements Paalæg af Dags Dato,
at jeg har snarest skee kan at afgive min Erklæring betræffende
et Andragende fra Foged Praëm om at Undersøgelse maa blive
|
| d.V,b.2,s.316 |
anstillet efter en Forbrydelse, jeg, efter hans Udtryk, enten skulde
vide eller have opdigtet om ham, kunde det formeentlig være
tilstrækkeligt at foranledige Hr. Praëm opfordret til først at op-
give hvilken Forbrydelse han mener; thi af mig er han ikke an-
klaget for nogen saadan udenfor de af mig opstillede og paa-
dømte Ankeposter, og dens Beskaffenhed er ikke engang antydet.
Men forat spare ham for en Forlegenhed, erklæres herved, at
det første Alternativ desværre ikke er Tilfælde og jeg troer at
kunne skaane mig for et Svar paa det andet, der jo kun er et
fornærmeligt Udbrud af Hr. Praëms Gemyt.
Første Alternativ betræffende kan jeg nemlig ikke sige, at jeg
veed nogen saadan Forbrydelse af Hr. Praëm, saasom Beretnin-
gen i den mig fremmede anonyme Skrivelse til ham, om at Be-
viser for en saadan skulde være efterladte til mig af en Afdød,
har viist sig at være falsk, da ingen saadanne ere mig ihænde-
komne; og Mangelen paa alvorlige Undersøgelser derefter fra
min Side viser, at jeg, som erklæret, ogsaa har holdt Anviis-
ningen for "betydningsløs" for mig.
At jeg ikke destomindre, da hiin anonyme Skrivelse meddeltes
mig fra Hr. Praëm, under Ventilationerne om at indlade mig paa
Sagens Standsning, forhørte mig gjennem en Ven paa det op-
givne Sted om Beviser, der skulde kunne frelse mig, virkelig
dog skulde være mig testamenterede, er formeentlig noget jeg
skyldte mig selv uden at det dog selv i Tanken, som det synes
Hr. Praëm her vil gaae paa Jagt efter, involverer nogen Fornær-
melse imod min forrige Modpart.
Samme for alle Mennesker naturlige Motiv har ogsaa ladet
mig adspørge Hr. Praëm om han ikke skulde finde sig opfordret
til at dele Sagens økonomiske Byrder med mig; og sandelig der
er meget i hvad der under Sagen er releveret og i de faldne
Dommes Præmisser -- skjøndt der var meest i et paa den for-
underligste Maade under dens Henstand for Stiftsoverretten bort-
kommet Dokument -- som gjør en saadan Deeltagen billig; og
muligt var det dog, at Hr. Praëm, der nu staaer Øjeblikket nær-
mere, da Mennesket maa ønske at have udsonet efter Evne,
kunde ville erkjende dette.
I Sagens første Aar tænkte jeg mindst paa, at Yttringen af
min, som jeg har beviist, ikke blot individuelle Formening om
Hr. Praems Fortjenester af min Hjembygd skulde koste mig andet
|
| d.V,b.2,s.317 |
end Tidsspilde og Sindslidelser; i dens senere maatte jeg ned-
spænde mine Forventninger til at vi vilde komme til at betale
begge To, og med Tanken om, at den Praëm, jeg har kjendt som
Prokurator Praëm, virkelig skulde fortjene at slippe ganske fri og
saaledes dog opnaae paa sine gamle Dage at see mig ødelagt,
kan jeg endnu ikke gjøre mig fortrolig. Havde jeg havt Anled-
ning til at møde Hr. Praëm Ansigt til Ansigt, vilde jeg med samme
Aabenhed, som i min Skrivelse til ham, have fortalt ham om
hvad jeg tænkte at gjøre i Anledning af den enorme Regning,
og spurgt ham, om han ikke, af Grunde han selv bedst maatte
klargjøre sig, ganske vilde gjøre en Ende paa det Hele ved at
klarere den; og noget andet end et saadant aabent Spørgsmaal
er mit Brev til ham heller ikke. Ordet "Opfordring", som jeg
finder brugt derom, er formeentlig ikke ganske det rigtige. Op-
fordringen maatte Hr. Praëm finde hos sig selv.
Idet jeg, i Tilfælde af at denne ikke skulde finde Sted eller
være for svag til at taale Modvægten af 813 Spd. 66 Sk., ikke
saae eller seer nogen anden Udvei end i et Andragende til Stor-
thinget om Eftergivelse, troede jeg ogsaa at burde kunne anføre
i dette, at jeg ogsaa havde forsøgt denne mulige Udvei gjennem
Hr. Praëms Billighedsfølelse til at see det Offentlige forskaanet;
og under alle Omstændigheder fandt jeg, at han burde være
underrettet om dette mit Forsæt og at jeg skyldte ham, paa
Grund af skete Forlig, idetmindste at tilbyde ham et Middel --
det eneste tænkelige -- til at spare sig selv for anden Gang at
høre sit Navn ilde omtalt paa det Sted, idet jeg blev spart forat
bebyrde Nationalrepræsentationen med mit Andragende.
Han har forskudt denne Udvei, og saaledes maa det da skee,
at jeg forsøger det Sidste, nemlig at motivere dette saa godt fra
den moralske Side, som jeg kan. Denne er min; den juridiske
er bleven Praëms. Jeg maa saaledes naturligviis anføre af Ac-
terne hvad der taler for min Færd og altsaa imod Praëms mod
Medmennesker og mod mig, og jeg maa søge at gjøre det ind-
lysende, at Retfærdsfølelse har dikteret mig Anklagen; men om
jeg vil søge nogen Styrke i den af Praëm fremhævede Udladelse
i min Korrespondents Svarskrivelse til mig -- derom har jeg i
mit Propos til Hr. Praëm, i Ordet "sandsynligviis", kun yttret mig
som en Mulighed; og da Andragendet endnu ikke engang er for-
beredet, har jeg heller ikke kunnet yttre mig bestemtere.
|
| d.V,b.2,s.318 |
Vist er det, at jeg, overensstemmende med Sandheden maa
deri angive Ulyst til Proces, naturlig og bibragt Ulyst, men ikke
Erkjendelse af Uret mod Hr. Praëm, som Bevæggrund til at jeg
vedtog hans Forslag om Acquiescenz. Vil nu Hr. Praëm, paa Jagt
efter ufremsatte Tanker og privat Korrespondence eller forat op-
drive hidtil ukjendte Beskyldninger og nye Trættegrunde, gaae
udenfor Sagens hidtil havte Udstrækning ved partout at ville
have, at jeg endnu skal vide mere ondt om ham: saa maa dette
formeentlig ialfald blive en ny og privat Sag, hvorunder det først
og fremst maa staae til ham at godtgjøre, at jeg paany har inju-
rieret ham ved at fremsætte noget Saadant enten som offentlig
Klage eller paa nogen anden af de Maader, der betinge en For-
nærmelse.
For den større eller mindre Offentlighed, det maatte behage
Hr. Praëm at give mit Brev til ham, kan jeg saameget mindre
svare, som dets private Natur for Tiden udtrykkeligen var be-
tydet.
De Departementets Skrivelse medfølgende Afskrivter vedlægges.
Ærbødigst
Henr. Wergeland
TIL BYFOGD THRAP
|
| BLA BAKOVER |