| TIL BRUUN | [Kristiania] 29de Mai 1837. Højstærede Herr Advocat Bruun. Idet jeg herved giver mig den Frihed at oversende Afskrivt af Thingsvidnet af 14de April samt en Afskrivt af Justitsdeparte- mentets Referat angaaende min Ansøgning om beneficium for- saavidt betræffer Indholdet af det Document fra Praëm, som for- anledigede Thingsvidnet, maa jeg tillige meddele Dem, at dette Papiir er mig frakommet -- saavidt jeg kan antage ved Conci- pisten af Thingsvidnestevningen Cand. juris Georg Kroghs Skyld, som forat forfatte denne fik det udlaant. Papiret var mig vigtigt, og Thingsvidnet maa oplyse, at dets Opbevarelse ganske var i min Interesse. Maaskee Praëm var at be- væge til at meddele en ny Udgave deraf. Referatudskrivten saa- velsom min i Thingsvidneudskriften indtagne Contraerklæring kan i saa Henseende tjene til Veiledning. For at reparere herpaa samt at see Thingsvidnet benyttet til yderligere Forsvar, hvorom jeg har modtaget Deres gode Løfte, er det nu jeg anmoder Dem om idag at anholde om dertil til- strækkelig endelig Udsættelse. Upasselighed hindrer mig fra per- sonlig at møde. Deres ærbødigste Henr. Wergeland. MÆRKELIG DEEL AF SAGEN MELLEM PRAèM
OG HENR. WERGELAND [Statsborgeren 24. september 1837.] Det er visselig ikke fordi jeg troer at kunne indvirke til For- deel for den juridiske Stilling af min Sag med Prok. Praëm, at jeg indlader mig paa disse offentlige Meddelelser, som jeg neden- for skal udbede mig Publikums Opmærksomhed for; men fordi jeg troer, at de fortjene den og kunne være Medborgere til Nytte som et overordentligt Exempel paa en underfundig Procedure og fortvivlede Forsøg paa at cachere begangen Udaad. Skjøndt langt- fra det eneste heraf i Sagen, haaber jeg ogsaa, at nærværende Fremstilling vil indeholde tilstrækkelig Advarsel mod at frem- |
| d.V,b.2,s.288 |
træde som Anklager imod hvilkensomhelst Embedsmand, som maatte ligne min Modpart ikke blot i Gjerninger, men i Opfind- somhed af Midler til at forsvare dem. Han bør lade hine raabe længe nok til Himlen; thi han skal erfare, hvor vanskeligt det er for ham, at paabevise Forbryderen hans Forbrydelser eller Noget, som kan retfærdiggjøre hans Anklage i den Grad, at han kommer skadesløs fra sit uegennyttige, selvopoffrende Foreta- gende, og hvor let endogsaa hans soleklareste Beviser kunne vristes ham af Haanden, om han ikke passer sig desbedre. Desværre han vil ogsaa erfare, at der skal mere til for den Ene end for den Anden forat forspilde Regjeringens Bevaagenhed, og hvad en Retfærdighedens Tjener, hvis Liv ellers er fuldt af Anklage, kan tillade sig af Uretfærdighed, Snigveje i Proceduren og Under- fundighed uden at gaae glip af at befordres og see Banen ud- videt for sin Praktik. Før jeg gaaer over til Fremstillingen af det Afsnit af Sagen, som jeg her vil give til Priis for det almindelige Omdømme, bringer Tanken om en Embedsmand som Praëms paafaldende Befordring til Stiftsoverretssagfører, ved Siden af min Udeluk- kelse fra den simple Ansøgningsret, hvilken i den senere Tid, paa given Anledning, har været berørt i Bladene, mig til at hid- føre hans i flere end een Henseende mærkelige Slutning paa det Indlæg i den saakaldte Gaardermosag, som han i behørigt Pragt- bind forærede General Wedel -- Ophavsmanden til denne Sag, hvori jeg, -- jeg griber denne Leilighed til at forsikkre det for Gud og Mennesker -- saasandt jeg haaber at blive salig -- har lidt skrækkelig Uret fra først til sidst, fra Begyndelse til Dom. Den lyder saaledes: "Endelig maa jeg, forinden jeg nedlægger Pennen denne Gang, tillade mig at sige nogle Ord om den Tone, hvori dette Indlæg er forfattet. Jeg indrømmer oprigtigen, at enhver Læser, som kuns seer mig i det Forhold til Wergeland, som enhver Sagfører til sin Parts Modpart, er beføiet til at undre sig over min Skrive- maade og maaske? dadle den. Men, endog uden Hensyn til nogensomhelst særeget Forhold, som maatte finde Sted imellem Wergeland og mig, vilde jeg dog have brugt den samme Tone, først paa Grund af min individuelle Anskuelse af hans Forhold, og det for mig oprørende deri. Jeg er fra Barndommen, og vil altid blive det, forsaavidt en, med mit hele Væsen beslægtet |
| d.V,b.2,s.289 |
Hengivenhedsfølelse kan hjemle dette Udtryk -- Soldat med Liv og Sjel.(!) Den militaire Stands Vigtighed, dens Krav paa Ag- telse og Lydighed staaer neppe klarere for noget dødeligt Øie, end for mit.(!!) Jeg seer derfor enhver Fornærmelse mod denne Stand, der desuden indbefatter mine kjæreste Venner,(!) i saa strængt et Lys som muligt.(!!) Jeg har altsaa kuns skrevet efter min egen Følelse.(!!!) For det andet, er der noget som henregnes til høiere Pligter; derfor henregner jeg det til en hellig Borger- pligt, at fremstille*) Hr. Wergeland i sit sande Lys for at hindre hans skadelige Indflydelse paa Medborgeres Tænke- og Handle- maade. Grunden til denne Anskuelse henter jeg fra hvad jeg i Sag har anført om ham. Jeg kjender ingen anden Maade at op- fylde denne Pligt paa end ved at lade det komme til Authori- teternes Kundskab hvad jeg anseer som tilstrækkelige Grunde og Midler til hiin Hensigts Opnaaelse.(!) Feiler jeg, saa kan mine feilagtige Anskuelser ikke skade ham **) Ere de derimod rigtige |
| d.V,b.2,s.290 |
nu, saa har jeg ogsaa handlet rigtigt -- og da er der vel intet at dadle. Dette være nok til mit Forsvar i denne Sag. Mork den 29de October 1830. ærbødigst Praëm." Uagtet disse planmæssige Attentater, som jeg maaske formeget har foragtet, paa at tilintetgjøre Frugterne af mit hele foregaa- ende Liv, paa mine Adkomster, Udsigter, Velfærd og gode Navn, er det mig dog ikke vanskeligt at godtgjøre, at de Forurettelser, Praëm i en Række af Aar havde tilføjet mange Mennesker i mine Hjemegne, hvortil kom hans egne hyklerske og fripostige offentlige Provokationer, vare Det, som deciderede mig til at er- klære mig om ham som Borger og Menneske saaledes som Ud- trykkene faldt i det Svar i Morgenbladet, hvorifra han tog An- ledning til nærværende Sag. Mange Aar iforvejen havde han nemlig stevnet mig, fordi jeg i Vidners Overvær havde, til Gjen- svar paa en Invitation, sagt ham selv, at jeg ikke skjøttede om længer at pleje selskabelig Omgang med En, der foer saaledes med Bønderne, som jeg nu havde hørt. Denne Sag blev imid- lertid saa lunkent forfulgt, at der ikke blev videre af den. Men lod jeg mig dengang alene lede af Følelser, der ingen Indblanding havde af Hensyn til egen Personlighed, til at bryde med en Per- son, som jeg hidtil havde staaet paa en god Fod med, saa troer jeg, at der alene heri er Sandsynlighed for at det samme uegenkjær- lige Motiv ogsaa havde væsentlig Indflydelse paa at jeg senere anklagede ham som skeet er. Sagens eget Indhold beviser det. Uagtet hans Nidingsarbeide i Gaardermosagen gjør ethvert af mine Udtryk kun til simpel Retorsion, og mine Udtryk for En- hver med menneskelig Følelse have nok til sit Forsvar i de grændseløse Fornærmelser, det er en Sammendyngning af, antog dog Sagen strax fra min Side sin egentlige Karakteer af Paa- tale af de Forurettelser, P. havde tilføjet Andre. Og det var ikke faae, som kom frem, uagtet alle hans Kunster forat vride sig unna. Han har i denne Henseende været frygtelig at pro- cedere med. Det er lykkets ham at berøve de fleste af mine Vidner Edskraft, som om de vidnede i egen Sag, og Bestikkelser bagefter, med den Imponeren paa enfoldige Almuesfolk, som saadant altid har, hvorved han har ladet Vidnerne forkynde Be- |
| d.V,b.2,s.291 |
regninger, saaledes som han nu vilde have dem, men anderledes end de tilforn havde faaet dem at føle og end de havde erklæ- ret sig over dem inden Retten, have ogsaa hørt til hans Echap- peringsprocedure. Saaledes var der et Par Folk, Broder og Søster, som holdt Huus sammen og vare bekjendte for Orden og Stræb- somhed -- de ragede i Praëms Kløer formedelst en Kaution for en Ven, en til Bygden indflyttet Hedemarking, hvis Formue og- saa var gaaen med under "honet Behandling". -- De stakkels Folk maatte for en Henstand forpligte sig til P. med en Koe, i Dusør; men en "god Koe," som P. forlangte. Og den blev hentet af P.s Folk udaf Baasen. Dette forsikkre de for Retten. Men hvad gjør nu P., som bagefter skammede sig siden det kom for en Dag? Jo, Han lader ved Beskikkelsesmændene forsikkre, skjøndt de endda ikke troede det, siden de vidste anderledes, at Koen var bleven dem afqvittet med 9 Spd. i hans Regnskabs- bog (der indeholder meget rart, om Nogen nogensinde fik see den). Sic calumniam effugio  saaledes slipper jeg fra at heddeen Skjelm, kan P. sige. Folkene bleve imidlertid ved sit, skjøndt de saaledes imod sin Vilje fik 9 Spd. for Intet, siden nogen Va- luta for Koen aldrig havde været paatænkt. Og de bleve der- ved indtil deres Sidste. Thi de døde begge kort efter, som de selv sagde, og som deres Omgivelser troede, fordi deres ikke stærke Helbred nedbrødes endmere af de Lidelser og Bekym- ringer hine juridiske Forviklinger medførte, og især hvad Søsteren angaaer, som Følge af de Anstrængelser, hvormed hun søgte at stoppe Svælget fuldt, som truede med at sluge Familiens hele Velvære. De ere døde og de ere de eneste. Men takket være Forsynet, at to Vidner bleve ilive, indtil jeg kunde faae dem afhørte angaaende det i Dumdristighed mage- løseste Forsøg paa at fordølge en begangen Uretfærdighed, som min Modpart endnu i denne Sag har tilladt sig. Det er for Frem- stillingen heraf jeg udbeder mig Publikums Opmærksomhed, idet jeg ikke vil indblande noget Ræsonnement derover fra min Side, men blot anføre Sagen reentud af Akterne. |
| d.V,b.2,s.292 |
Advokat Thesens Duplik af 10de April 1833. "I Aaret 1827 paatog Citanten (Praëm) sig og udførte efter naadigst beneficium paupertatis en Sag for Marthe Augustinus- datter Bjerke m. Fl. mod Assessor Korens Boe, hvilken Sag imid- lertid fik det Udfald, at Boet frifandtes mod at betale noget over 64 Spdr, hvortil Prokurator Hauge, som curator bonorum, havde deponeret i Retten 70 Spdr, samt at Marthe Augustinusdatter m. Fl. blive tilpligtede at betale i Salarium m. m. til deres egen Sagfører Prokurator Praëm 40 Spdr. Acten i denne Sag, sluttet i Aaret 1828, fremlægges herved. Marthe Augustinusdatter og de øvrige Sagsøgere have imidlertid aldrig bekommet noget af de dem tilkjendte Penge, der, med det deponerede Beløb 70 Spdr, af Prok. Hauge ere udbetalte til Prok. Praëm, saaledes som er- fares af Dennes vedlagte Skrivelse af 5te d. derimod har Praëm, uagtet han saaledes allerede havde faaet mere end Valuta for sit Tilkommende, under 3 April 1830 ladet afholde Execution for samme, saaledes som erfares af vedlagte fra Amtet udlaante Forretning, og under denne Forretning, læggende Skjul paa de omhandlende 70 Spdr, ladet Vidnerne attestere, at intet fore- fandtes til Udlæg, hvorefter han har benyttet denne Attest til hos Amtet at erhverve Anviisning paa Fogedkassen for de 40 Spd. og saaledes at lade sig disse atter betale, saaledes som er- fares af den paategnede og qvitterede Anviisning af 30te Juni 1830. Citanten havde saaledes formeentligen paa engang forholdt sine Parter 30 Spd. af deres Tilkommende og ladet sit eget Til- kommende betale 2de Gange, eller med andre Ord: han har besveget det Offentlige for 40 Spd. og sine Parter for 30 Spd. Han har saaledes tillige paaført disse sine Parter en ubeføiet Executionsforretning, hvorved han klarligen ei kan have havt anden Hensigt, end at kunne foregive for dem, at Overskuddet af de 70 Spdr medgik til Forretningsomkostningerne, medens han benyttede Forretningens Resultat, saaledes som allerede an- ført; og med Hensyn til dette Resultat skal endvidere, efter b.te Parters Opgave for mig ved Sessionen den 30te f. M. være at mærke, at de ingenlunde negtede at eie Noget, men at det var Praëm, som bevirkede saavel deres som Forretningsvidnernes Tilførseler, hvilket saameget lettere kunde skee ubemærket af Administrator, som denne vel maatte ansee sig uberettiget eller |
| d.V,b.2,s.293 |
ialfald uforpligtet til at kontrollere, hvor Reqvirenten var en Sag- fører, der gav sig Mine af at inddrive eget Tilkommende og endog i den Anledning fordrede Salarium for Mødet med ikke mindre en 10 Spdr*). Endelig skal det efter lige Opgave for mig, være at mærke ved denne Sag, at Praëm skal have tilbageholdt Acten for dem ikke mindre end 2 1/2 Aar, saa at de først fik den i For- aaret 1821, under Paaskud af at Dommen burde indstevnes til Overretten, hvilket de ifølge hans Yttringer, ønskede, men som ei blev iværksat." Modparten benegtede min Sagførers Anke saavelsom den ene af Marthe Bjerkes Sønners Jacob Nielsens, Vidnesbyrd, paa hvil- ket, saavelsom paa den anden Broders Forklaring, den var grun- det. Og hans Forsvar maa vel, efter Omstændighederne, have været ganske vel anlagt, siden Underretsdommeren ikke har fun- det, at denne Sag var nok til min Frifindelse. Det maa den dog være, naar den var tilstrækkeligt oplyst; men det er den først blevet siden, og det netop ved Praëms, af overdreven Angst for dette Punkt i Sagen, klodsede Forsøg paa ganske at cachere sig og den rette Sammenhæng. Thi hvor overraskedes jeg ikke, ved næsten 3 Aar efter at den var paaanket, at see et Brev produ- ceret fra Praëm, skrevet af ham selv og undertegnet af begge Sønnerne Hans og Ole med paaholden Pen, hvori de erklære, at Praëm havde ført Sager for dem ellers, saa hvad han havde som Salarium i Sagen med Korens Boe ikke var egentlig derfor men for saadant andet Arbeide. Dette var grovt. Det kunde umuligt hænge rigtigt sammen. Knebet maatte undersøges. Kam- merraad Borchsenius, der med sin Kontorbetjent, som begge til- stedeværende paa det Tingsted, hvor P. havde faaet de to Al- muesmænd hen, som saaledes vare bragte til at lyve i egen Pung, kunde, paa Forespørgsel, intet erindre af det oplæste Papiir, og ingen Oplysning give om hvorledes det var gaaet til. Jeg fik da fat i begge Brødrene selv, som gav mig den Erklæring, man nedenfor |
| d.V,b.2,s.294 |
vil finde indtagen i Thingsvidnet, og optog til Oplysning af Sagen et Thingsvidne ved deres Hjemthing paa egen Bekostning, siden Be- neficium blev mig negtet. Det blev fremmet uagtet alle Indven- dinger, og -- det behøver ingen Kommentær. Det taler for sig selv. Det vidner om hvad Prok. Praëm har øvet mod Stat og mod nogle fattige Medmennesker, og endelig om, hvor samvittigheds- løs og dumdristig han er i de juridiske Udveje, han søger; men førend vi gaae over til det, saa læg Mærke til noget: Dokumen- tet, hvorpaa Praëm havde faaet Brødrenes siden fragaaede Til- staaelse saavelsom den Contraerklæring, de havde givet mig -- de forsvinde, de forsvinde, medens de vare i mit Værge, i Dens, som ingen kostbarere Papirer havde, og ikke vogtede nogen om- hyggeligere!! De forsvinde, netop de, og ingen andre i Bunken, forsvinde kort før Thingsvidnet og have ikke siden viist sig. Der skede da nok Opfordringer fra Praëms Side ved Retsbordet om at komme frem med det; men, som sagt, Thingsvidnet fremme- des, da jeg havde Doublet af min Erklæring, hvori den praëmske punktviis var gjendrevet. Istedetfor denne, som Praëm har været uvillig til som Autor at reproducere, hjælper man sig nu med en Extract af Justitsdepts. Indstilling af 2 Sept. 1836 i Anledning af min Ansøgning om Beneficiet til Thingsvidnet. Thingsvidnet. "For Vidnecitanten, Candidat Wergeland, mødte Overretspro- curator Schønheyder ved Candidat Lerche, der fremlagde den af Citanten udtagne Stevning af 17de Februar dette Aar og Fuld- magt til Comparenten af Gaars Dato, hvornæst Comparenten bad de indstevnde Vidner, Ole og Hans Nilssønner, fremkaldte, examinerede og edfæstede; ligesom Underretsacten forevistes i Retten. Comparenten bad dernæst Administrator forelæse for Vidnerne den af dem udstædte Erklæring af 26de December forrige Aar, hvoraf Copie fremlagdes, til edelig Vedtagelse, hvor- hos Comparenten forøvrigt forbeholdt sig alt lovligt og, efter nærmere Anledning, at fremsætte Qvæstioner til Vidnerne. Det Fremlagte indtages her, saalydende: N. 1. CR. 10 Sk. Spd. I den mellem Procurator Praëm og mig 1837. nu for Overretten verserende Sag finder jeg det nødvendigt at erhverve nye Oplysninger -- blandt andet |
| d.V,b.2,s.295 |
om den rette Beskaffenhed af den af Hans Nilsen Sedsvold og Ole Nilsen Sedsvold under 20de Juli 1835 til Procurator Praëm afgivne Erklæring, hvilken de ved en skriftlig Tilstaaelse eller Erklæring af 26de December forrige Aar aldeles have forandret -- hvilke Oplysninger jeg, ialfald efter dertil erhvervet Bevilling, inden Overretten agter at bruge til min Sags Tarv. Thi indstev- nes herved at møde mig eller Fuldmægtig inden Vaarthinget for Ullensagers Thinglaug, som holdes paa Lensmandsgaarden Algrim den 14de April 1837. 1, som Hovedvederpart og Sagvolder Pro- curator Praëm at see Breve og Beviisligheder irettelagte, Vidners Prov, stevnte og ustevnte, samt i fornødent Fald Procedüre og Eragtninger at anhøre; 2, som Vidner, under Lovens Faldsmaals- straf, Ole Nilsen Sedsvold og Hans Nilsen Sedsvold, indbyrdes Confrontation, samt med andre Vidner, om fornødiges, og Con- frontation at undergives, samt Vidnesbyrd at afgive til Oplys- ning i ovennævnte Sag. Kristiania den 17de Februar 1837. Henr. Wergeland. Erklæring. Undertegnede Hans og Ole Nilssønner, Sønner af Marthe Au- gustinusdatter Bjerke, hvis Sags Papirer have været Gjenstand for en Undersøgelse under Processen mellem Candidatus theo- logiæ Wergeland og Procurator Praëm, erklære herved: 1. Ifjor ved Sommerthingleite for Ullensager, da vi vare stev- nede til Møde i anden privat Sag til dette Sogns Thingsted Gje- stad, tilbød Procurator Praëm os, navnligen mig Hans, at tale os til bedste hos den Part, vi der havde at møde, uden at det skulde koste os noget, saasom han sagde, at han selv havde andet Ærinde did. 2. Praëm forelagde os der en Skrivelse, saa- vidt erindres dateret Gjestad 20de Juli 1835, som vi, paa hans Anmodning, undertegnede mod Løvte at udlevere os derfor et hos ham hvilende Skadesløsbrev paa 35 Speciedaler, hvorfor og- saa er erholdt Qvittering; men denne Skrivelse, som kun hur- tigen oplæstes for os, forstode vi ei, og ville ikke have saaledes forstaaet, at den enten skulde svække forhen afgivet Prov i Sagen mellem Wergeland og Praëm, eller indeholde nogen Til- staaelse for at Procurator Praëm for os tilforn eller nogensinde har udført nogen Forretning, der skulde berettige ham til at tage |
| d.V,b.2,s.296 |
sig paa nogen Maade betalt af os. Tvertom formene vi, at have Krav paa ham siden hiin Sag, hvor Praëm saavel hos det Of- fentlige som hos Boet vidste at erholde Betaling, og hvis Papirer af ham, imod Forsikring om at drive den Retterne igjennem for- holdtes os i halvtredie Aar, indtil dermed hverken for vort, eller, som vi ogsaa troe, for vores umyndige Halvbroders Vedkom- mende, hvis Penge Praëm formentlig var indesiddende med, var Videre at gjøre til Rets Erholdelse. Denne Forklaring er af os afgiven i Vitterlighedsvidners Nær- værelse til Candidat Wergeland i den Hensigt at lægges oven- nævnte, af Praëm forfattede og af os undertegnede, ved Siden inden Retten. Eidsvold, 26de December 1836. Hans Nilsen Sedsvold. (med paaholden Pen.) Ole Nilsen Sedsvold. (med paaholden Pen.) Til Vitterlighed Gaardmand Lars Olsen Dønnum. Ole Olsen Blakkisrudeje, paa Præstegaarden. (med paaholden Pen.) H. Wergeland. Som befalet for Procurator Praëm mødte Stiftsoverretsprocu- rator Andresen, som i Anledning af det indstevnte Thingsvidne bemærkede, at Thingsvidnecitanten sees at have fremlagt en løs Copie af en under 26de December forrige Aar affattet Erklæ- ring, uden at producere den under 20de Juli 1835 til Procurator Praëm afgivne Erklæring, der paa det nærmeste knytter sig til hiin, og uden hvilken de indstevnede Vidner ikke kunne indlade sig paa at udlade sig angaaende Ægtheden og Rigtigheden af det fra Hr. Wergelands Side Producerede. Paa Grund heraf paastod Comparenten Thingsvidnestevningen, som ikke lovligen forfulgt afviist, eller, ialfald, at den begjærte Vidneførsel ikke tilstodes Vederparten førend han har tilende- bragt alle de Oplysninger, som ere nødvendige, for at sætte Vid- nerne istand i dens Heelhed at overskue den Begivenhed, hvorom de skulle vidne. Komparenten maatte dernæst anmode Dommeren om, indstæn- digen at lægge Vidnerne paa Hiertet, at de ikke, uden at paa- drage sig juridisk og moralsk Ansvar, kunne indlade sig paa at afgive en Contestation, der vilde komme i en bestemt Strid med |
| d.V,b.2,s.297 |
den af dem forhen under 20de Juli 1835 afgivne Erklæring. Ind- subsidium maatte Comparenten, i Medhold af 1-13-6, paastaae, at det ikke tilstedes Vidnerne at afgive Prov efter den fra Hr. Wergelands Side afgivne Erklæring, der ikke er forfattet af dem selv. Idet Comparenten dernæst, for ethvert Tilfælde, paastod sig tilkjendt passende Salarium for Mødet, foruden Skyds og Diet, efter approberede Regninger, forbeholdt han alt Lovligt. Lerche bad tilført ifølge Ovenanførte: at det var ham aldeles ubegribeligt, hvorledes Modpartens Sagfører kunde paastaae Sa- gen afviist, da Stevningen vil befindes at være i fuldstændig Orden, og det vilde være en juridisk Absurditet, at afvise en Vidnestevning paa Grund af en umotiveret Formodning om, at Vidnerne ei skulde kunne besvare hvad der i Retten maatte blive dem spurgt om; thi det kunde ikke falde Comparenten ind, at Modpartiet udenfor Retten havde skaffet sig Kundskab om, hvad Vidnerne kunde besvare, eller ikke. Med Hensyn til Vederpartiets Fordring om, at det af Procu- rator Praëm erhvervede Document af 20de Juli 1835 af Citanten burde have været produceret i Retten for at skaffe Vidnerne -- som Vederpartiet udtrykker sig -- Oversigt over Sagens Heelhed, da er det aabenbart at, forsaavidt Vederpartiet maatte ønske det, er det Sammes Sag at producere det for at faae det conte- steret, om saadant maatte ønskes. Dette hører aabenbart under Contraqvæstioneringen og min Parts Interesse er det alene at faae constateret Indholdet af det af Comparenten fremlagte Dokument, og det maa naturligviis overlades til Vidnerne at afgjøre, om og hvorvidt de kunne dette, uden at Praëms Document blev fremlagt; saafremt de dertil er- klærede sig uvillige eller udygtige, kunde Thingsvidnet ikke af- vises, men udsættes, for at erhverve Overrettens Tilladelse til at bruge det udlaante originale Document her ved Retten, hvortil speciel Tilladelse fra Overretten maatte erhverves; men overalt saa er det Vidnernes Sag, at afgjøre hvad de kunne og ville be- vidne, og det kunde ikke falde min Part ind, at føre med sig et Document, hvis Contestation alene vilde falde i Modpartens Interesse. Hvad den bevægelige Tiltale til Dommeren angaaer om, at opfylde sin Dommerpligt med Hensyn til Vidnernes Forklaring, |
| d.V,b.2,s.298 |
da er Comparenten overbeviist om, at den er aldeles overflødig, og med Hensyn til den totale Misforstaaelse af 1-13-6, da vil Comparenten blot gjøre opmærksom paa, at her ikke er Tale om noget Document, der skal indeholde Svar paa Vidnerne forud bekjendtgjorte Spørgsmaale, men Vidneførselen er for Øieblikket alene indskrænket til det Factum, om de for Vidnecitanten og i Vitterlighedsvidners Overvær havde erklæret sig saaledes, som der i det fremlagte Document er anført. Forsaavidt Vederpar- tiet skulde troe at finde nogen Styrke ved Udtrykkene i den fremlagte Stevning, forsaavidt de i samme ere stevnede til at vidne om den rette Beskaffenhed af den af Praëm forhen er- hvervede Erklæring, da maatte Comparenten atter gjøre opmærk- som paa, at det alene kan være Vidnerne, som kunne afgjøre om de ere istand dertil, uden at forevises bemeldte Document. Paa Grund af Ovenstaaende begjærede Comparenten Things- vidnet fremmet. Efter et Par duplicerende Tilførseler eragtedes: Thingsvidnet fremmes, og ville de af Thingsvidnecitanten ind- stevnte Vidner blive at afhøre overeensstemmende med hans Be- gjæring, da det vil beroe paa disse, hvorvidt de, uden at blive foreholdte den i Stevningen ommældte Erklæring af 20de Juli 1835, kunne afgive den afæskede Forklaring. Andresen forbeholdt alt Lovligt. De indstevnede Vidner vare tilstede, som, efter foregaaende Præparation, paa lovlig Maade bleve edfæstede. Som 1ste Vidne blev antaget, Ole Nielsen, 40 Aar gammel, boende paa Gaarden Sedsvold her i Thinglauget, Parterne ube- slægtet og ubesvogret, som, efterat være foreholdt af Dommeren, om det har meddelt Prokurator Praëm den i Thingsvidnecitan- tens Stevning ommældte Erklæring af 20de Juli 1835, svarede bestemt, at dette kan han ikke erindre, hvorefter for Vidnet blev oplæst den af Thingsvidnecitantens Sagfører fremlagte Erklæring af 26de December forrige Aar, hvilken det vedtog af ham at være meddeelt og underskrevet og hvis Rigtighed det vedstod under den aflagte Eed. Andresen, i Anledning af Vidnets Svar, maatte provocere det til at fremkomme med den i 2den Post af den foreholdte Erklæring omhandlede Qvittering, idet han forøvrigt forbeholdt, under Hoved- sagen at gjøre de fornødne Reflectioner over Vidnets Prov. |
| d.V,b.2,s.299 |
Vidnet erklærede til den fremsatte Provocation, at afvigte Aars Vaar, saavidt erindres Mandagen efter Bededag, modtog det paa Indstevntes Bopæl en Qvittering af Denne, lydende paa 35 Spe- ciedaler, hvilke Indstevnte havde udbetalt eller qvitteret for Vid- nets Moder, Marthe Augustinusdatter Bjerke, for længere Tid siden, og tilføiede Indstevnte, at vedkommende Skadesløsbrev var benævnt blandt Documenterne i Wergelands Sag. Paa Grund af Forestaaende Vidnes Prov bad Lerche Vidnet examineret efter herved fremlæggende Qvæstioner: 1. I hvad Anledning er det Skadesløsbrev udstedt, som om- nævnes i den til Wergeland afgivne skrivtlige Erklæring af 26de December 1836? 2. Hvad er det Vidnet formener at have tilgode hos Praëm? 3. Var Vidnet tilstede ved den Execution, Praëm lod afholde i Moderens Huus? og fandtes der ikke Udlæg? 4. Vedkjender Vidnet, at den til Praëm afgivne skriftlige Er- klæring af 20de Juli 1835, som staaer i Strid med den til Werge- land senere afgivne, er udstedt efter Foranledning og Anmod- ning af Praëm mod hvad Sagens rette Sandhed medfører? 5. Gjorde Praëm Vidnet opmærksom paa, at det muligens i sin Tid vilde kunne komme til at beedige den paa Gjestad af- givne Erklæring? 6. Har Wergeland gjort Vidnet opmærksom paa, at den til ham afgivne Erklæring muligens i sin Tid vilde blive at beedige? 7. Har Praëm afgivet nogen Forsikring eller Løvte om, at den for Vidnet og dets Brødre udførte Sag skulde til deres Bedste blive fremdreven og vunden igjennem alle Retter? 8. Er Praëm bleven opfordret til at opfylde sit Løvte og paa hvad Maade? 9. Har Praëm udført Sager eller andre Forretninger for Vidnet hvorved det kunde være kommen i hans Gjeld? Vidnet besvarede de fremlagte Qvæstioner saaledes, efterat 60de Vidnes Forklaring i Hovedsagen, ifølge Thingsvidnecitantens Begjæring, var samme forelæst: Til 1ste. Det her omspurgte Skadesløsbrev blev udstedt ian- ledning af en Gjeld, Vidnets Moder stod i til Indstevnte for en for hende udført Sag mellem hende og Amund Hansen Bjerke. Til 2den. Veed ei, om han havde noget tilgode hos Indstevnte eller ei. Til 3die. Ja! og da saavel Indstevnte som Laugrettet |
| d.V,b.2,s.300 |
erklærede, at Intet fandtes til Udlæg under Executionsforretnin- gen, antog Vidnet ogsaa det samme, og var glad over saaledes at slippe; dog tilføiede Vidnet at der, efter Indstevntes Op- givende, fandtes nogle gamle Kar, som ikke var af nogen Vær- die. Efter Anledning fra Citanten svarede Vidnet, at der, efter dets Formening, maaskee fandtes Saameget i dets Moders Huus, som kunde været tilstrækkeligt til den omprovede Executions- forretnings Afgjørelse; men Indstævnte undersøgte ikke, hvor- vidt Noget til Udlæg fandtes, og yttrede til Laugrettet: "Her findes Intet". 4de Qvæstion frafaldes af Citantens Sagfører. 5te ligesaa paa Grund af Vidnets Prov. Til 6te: Ja! Til 7de: Indstevnte yttrede i den omspurgte Anledning at ville søge Bene- ficium for Vidnets Moder og Børn, ligesom og, at han havde Lyst til at see Sagen afgjort ved Høiesteret. Til 8de Nei! Men Vidnet har flere Gange været hos Indstevnte for at erfare Ud- faldet af Sagen, hvorom det for en Tid siden erholdt Underret- ning med Tilføiende, at det er mange Aar siden. Wergeland bad Vidnet spurgt, om det derved blev forseent at faae Sagen frem- drevet gjennem de høiere Retter og om Tab derved er bevirket for det eller dets Familie. Vidnet svarede hertil: at da Underretning om Sagens Udfald ved Underretten ikke erholdtes, forinden det var forsildigt paa Dommen at erholde Opreisning, kunde Sagen saaledes ikke komme videre, og, efter Indstevntes Ytring og Løvte ved Sagens Modtagelse, antager det saaledes at være paaført Tab saavel for sig som Familien. Vidnet tillagde sluttelig, i Anledning af Indstevntes Provoca- tion, at det troer at have den omhandlede Qvittering hjemme, og er villig til at udlevere Samme til Indstevnte mod behørig Sikkerhed. 2det Vidne Hans Nielsen, 42 Aar gammel, boende paa Gaar- den Sedsvold her i Præstegjeldet og til Parterne ubeslægtet og ubesvogret. Vidnet erkjendte i Lægdsommeren 1835 paa Gaarden Gjestad her i Bygden, medens denne Gaard var Thingsted, at have med- deelt Indstevnte en Erklæring om, at Vidnets og Broders samt Moders, Marthe Augustinusdatters Mellemværende med Ind- stevnte var op- og afgjort, hvilken Erklæring blev given, for at det af Vidnets Moder til Indstevnte udstedte Skadesløsbrev kunde |
| d.V,b.2,s.301 |
erholdes tilbage, hvilket imidlertid da ikke skete, af den Grund, at dette Document var beroende blandt de i Sagen med Werge- land producerede, hvorimod Indstevnte lovede saasnart muligt, at skaffe Samme. Til samme Tid erholdt ogsaa Vidnet en Tilstaaelse fra Ind- stevnte, at Denne ingen Fordring havde paa Vidnet, dets Moder eller Broder. Den af Citanten fremlagte Erklæring af 26de December forrige Aar blev for Vidnet oplæst, hvorefter det erklærede at have meddeelt og underskrevet Samme, ligesom det og vedstod Rig- tigheden deraf under den aflagte Eed, med Tilføiende: at det seer sig fuldkommen istand til at afgive denne Erklæring, uden at den omprovede, i Citantens Stevning ommeldte, Erklæring af 1835 bliver det forelagt. De fremlagte Qvæstioner besvarede Vidnet saaledes: Til 1ste: Veed ei andet herom, end at Skadesløsbrevet qvæstionis, efter dets Moders Udsigende, blev udstedt for een eller flere Sager, som Indstevnte for hende havde udført, uden at have hørt Noget Videre i denne Anledning. Til 2den: Vidnet formener, at Boet efter dets afdøde Fader har tilgode hos Indstevnte 30 à 40 Spdlr. for den Indfordring, han havde paataget sig for bemeldte Boe i Assessor Korens Boe. Til 3die: Var ei tilstede ved den omspurgte Forretning, men an- tager, at der i dets Moders Huus fandtes Saameget, som ud- fordredes ved omtalte Forretning. Til 4de. Vidnet antog, ved Meddelelsen af Erklæringen til Procurator Praëm i Aaret 1835, at Samme blot skulde gjelde, for det omprovede Skadesløsbrev, hvorimod Erklæringen til Candidat Wergeland af 1836, blev med- deelt i den Formening, at Vidnet, dets Moder og Broder endnu havde en Fordring paa Procurator Praëm i Anledning den im- provede, ham overdragne Comission, i Assessor Korens Boe. Efter Citantens Begjæring blev den af 60de Vidne under Hoved- sagen afgivne Forklaring dette Vidne forelæst, i hvilken Anled- ning det erklærede ei heller, for sit Vedkommende, at have mod- taget Noget af de af bemeldte Vidne omprovede 70 Spciedalere. Til 5te: Nei! Til 6te: ligesaa, dog med det Tillæg: at Citanten ytrede sig saaledes: "Det er muligt, at Du senere kan blive spurgt nøiere herom, og føiede som Grund hertil, at han ikke maatte erklære Andet, end hvad der var sandt og rigtigt. Til |
| d.V,b.2,s.302 |
7de: Indstevnte ytrede ved den omspurgte Sags Modtagelse, at han troede den maatte vindes og vilde see Høiesterets Dom i Samme. Til 8de: Saavel Vidnet som dets Broder, afhørte 1ste Vidne, har været hos Indstevnte, Vidnet kun een Gang, men dets Broder flere, for at erfare Udfaldet af den omprovede Sag, men Vidnet erholdt det Svar, at Dommen ikke var beskreven i Samme, hvilket Svar ogsaa dets Broder, efter hvad han har be- rettet Vidnet, skal have erholdt. Efter Anledning fra Citanten erklærede Vidnet, at det antager, at dette, af Indstevnte udviste, Forhold har været til Skade saa- vel for sig som dets Broder og Halvbroder, da det var deres Hensigt, at indanke Dommen i vedkommende Sag til Overretten, men som blev forsilde, hvilken Indankning begrundedes paa Ind- stevntes meddeelte Løvte, eller Ytring ved Sagens Modtagelse. Til 9de: Foruden den omprovede Sag, har Indstevnte udført een for Vidnet, hvorved det dog ikke er kommen i Dennes Gjeld, da Omkostningerne bleve udredede af Modparten. Vidnerne ved- kjendte sig deres afgivne og dem forelæste Forklaringer, hvor- efter de, da ingen af Parterne havde dem Videre at tilspørges, demitteredes. Lerche bad tilført: at han, med Hensyn til det nu erhvervede Thingsvidne, alene vil bemærke, af hvad Beskaffenhed den til Praëm afgivne Erklæring af Vidnerne kan være, da 1ste Vidne ei engang kan erindre at have afgivet nogen Erklæring og 2det Vidne er aldeles usikker i Erklæringens Indhold, saaledes som dette af ham er antydet. Det skjønnes saaledes let, at Man ei har været altfor samvittig- hedsfuld med at gjøre Vidnerne opmærksomme paa, hvad der skal have staaet i den af dem afgivne Erklæring til Praëm." Duplik af 14de August d. A. fra min beskikkede Advokat. "Herved giver jeg mig den Ære at fremlægge Thingsvidne af 14de April 1837. Naar man tager i Betragtning de lange Udsættelser, der saa- vel her ved Retten som ved Underretten have været Vederpar- ten indrømmede til Iagttagelse af sit Tarv, naar man seer hen til, at Vederparten med sin Replik har fremlagt 4 nye Documen- |
| d.V,b.2,s.303 |
ter, hvis Beskaffenhed synes at maatte paafordre en nærmere Drøftning, maa man sikkert finde det paafaldende, at der gjen- tagende og paa det kraftigste er protesteret mod Bevilgelsen af de af min Part begjerede Anstande. I min Parts Interesse kunde det aldrig være at bevirke nærværende Sags Trainering, da det er en bekjendt Sag, at Sammes formeentlige uvisse Stilling har havt en hemmende Indflydelse paa hans Bestræbelser for at komme i Embedscarrieren, medens det ikke mindre er bekjendt, at Samme ingen skadelige Følger har havt for hans Vederpart, der midt under Sagens Gang har nydt Forfremmelse. Jeg haaber ogsaa, at den ærede Ret, ved at see hen til det hermed frem- lagte Thingsvidne, om hvis Indhold jeg nedenfor skal yttre mig, vil erkjende, at de bevilgede Udsættelser til min Parts Tarv have været fornødne. Specielt at gjennemgaae Vederpartens Replik vilde lede til en idelig Gjentagelse, der vilde være ligesaalidt nyttig som behage- lig. Jeg anseer det derfor hensigtsmæssigst blot i Almindelighed at benægte Replikken, og i al Korthed at hosføie følgende Be- mærkninger. Forsaavidt jeg har paastaaet Kjendelsen af 16de Mai 1832 og Underretsdommen kjendt uefterrettelig, og Stævningen og Sags- maalet, forsaavidt Samme gaaer ud paa noget Andet end den formeentlige Fornærmelse i Morgenbladet No. 105/1831 fra Under- retten afviste, da ere mine Grunde herfor ingenlunde modbe- viste ved Vederpartens vidtløftige Raisonnement, som jeg derfor modsiger. Hvorledes man skal bringe hans Benegtelse af, at Praèm i sin Ansøgning om Beneficium kun har refereret sig til Morgenbladet No. 105/1831 i Harmonie med den Sandhed, som dog ligger klart for Alles Øine, at hans Bevilling kun indskrænker sig til bemeldte Morgenblad, er vanskeligt at begribe. Dersom han virkelig har ansøgt om Bevilling til at fralægge sig ogsaa de øvrige formeentlige Beskyldninger, saa er vel i alt Fald saa meget klart, at han forsaavidt ei har erholdt Bevilling; han har altsaa forsaavidt procederet udenfor den ham meddeelte Bevilling, og Eragtningen og Dommen, der har sanktioneret denne Procedure, maa i dette Punkt utvivlsomt kjendes uefterrettelige. Den ærede Ret vil neppe med Vederparten finde det for drøit sagt af mig, naar jeg har paastaaet, at der i første Instants er oplyst en Vrimmel af Handlinger, der af Pram ere foretagne og |
| d.V,b.2,s.304 |
som formeentlig kunde give Wergeland Anledning til at ansee ham som en Forbryder mod Stat og Menneskehed. Man be- høver blot at see hen til de af mig i mit Tilsvar paapegede Steder for at erfare, at mit Udsagn medfører den strængeste Sandhed. In Specie maa jeg bede bemærket Wergelands eget Indlæg i Underretten, hvis historiske Recit charakteriserer Veder- parten som primus aggressor, og hvis Rubriseren af de oplyste Facta maa godtgjøre, at Beskyldningen ikke grunder sig paa de mindste borgerlige og moralske Lovovertrædelser. Jeg benægter iøvrigt, at jeg har gjort mig skyldig i den Modsigelse, at ind- rømme med Underdommeren, at det i alt Fald kun er oplyst, at Praëm har været Gjenstand for et mindre fordeelagtigt partielt Omdømme, samt i enkelte Tilfælde udviist en mindre forsigtig og stræng lovlig Fremfærd, og at hans Forhold ei kan betragtes som fuldkommen daddelfrit, idet jeg paa samme Tid har paa- staaet, at han har begaaet en lang Række af Handlinger, hvor- ved han ligemeget har brudt juridiske og moralske Love. Jeg henviser til mit Tilsvar, hvori vil findes Beviis for, at jeg ei har indrømmet, at i alt Fald kun hiint var oplyst. Med Hensyn til de Facta, hvorpaa min Part begrunder sin Paa- stand om, at have godtgjort Sandheden af sin Beskyldning, da skal jeg fremdeles afholde mig fra yderligere Commenteren over Massen af Samme, end allerede skeet er, hvilket jeg saameget mere kan holde mig fritagen for, som Vederparten efter mit Ex- empel blot har henviist til det tidligere Passerede. Et Par Om- stændigheder ville dog tiltrænge en nøiagtigere Drøftelse, deels i Betragtning af, at Vederparten har offret dem en fornyet Op- mærksomhed, deels fordi jeg er kommen i Besiddelse af nye Documenter, der kaste et klarere Lys over de imputerede Hand- linger, og levere gode Bidrag til Vederpartens Charakteristik. Efterat saaledes min Parts Sagfører ved Underretten i Indlæg af 10de April 1833 (Appellantens Act p. 571 -- 573) havde oplyst, at Vederparten, som beneficeret Sagfører for Marthe Augustinus- datter m. Fl., ei til disse havde udbetalt hvad der ved Dom i en Sag mod Assessor Korens Boe var dem tilkjendt, og til hvis Saldering der af Procurator Hauge, som Curator i bemeldte Boe, var ham leveret 70 Spd. at han desuagtet for det ham tilkjendte Salarium, 40 Spd. lod foretage Exsecution, at han under Denne beregnede sig 10 Spd. Salarium, at han, læggende Skjul paa de |
| d.V,b.2,s.305 |
omhandlede 70 Spd. har ladet Forretningsvidnerne attestere, at intet Udlæg forefandtes, (ihvorvel der var Formodning om, at denne Attestation var urigtig), at han dernæst har benyttet denne Attest til af Amtet at erholde Anviisning paa Fogedkassen paa sit Salarium, uagtet han derfor maatte være mere end betalt i de for Parterne tilbageholdte 70 Spd. og endelig at han havde forhindret Appel paa Underretsdommen, ved i 2 1/2 Aar at tilbage- holde Samme, har Procurator Praëm i Overretten fremlagt en Erklæring fra Marthe Augustinusdatters Sønner, Hans og Ole Nielssønner Sedsvold, hvis Indhold jeg, da Documentet er for- kommet, er forhindret fra nøiagtigen at anføre, men som, ifølge den fremlagte Extractudskrift af Justits-Departementets Indstil- ling af 2 Septbr. 1836, skal være gaaet ud paa i det Væsentlige at constatere Praëms Angivelse af Factum. Documentet maa følgelig have indeholdt, at Vederparten, foruden Salariet, havde Penge tilgode hos hine Parter (for hvilke han ansaa sig berettiget til at liqvidere i de omhandlede 70 Spd.) og at han, forinden han foretog Exsecution for Salariet, havde meddeelt dem den for- nødne Opgjørelse i Anledning af de i Korens Boe oppebaarne 64 Spd 99 Sk. (cfr. No. 104). En Attest af saadan Beskaffenhed, der paa den ene Side stod i Strid med 60de Vidnes Prov, og paa den anden med de af hine Personer til min Part afgivne Forklaringer, var det let at ahne, at det ei kunde forholde sig saa ganske rigtigt med, og Wergeland maatte derfor finde sig opfordret til nærmere at undersøge den sande Sammenhæng. Denne er det lykkedes ham at opdage. Af den i det hermed fremlagte Thingsvidne indtagne Erklæring fra Hans og Ole Niels- sønner Sedsvold, hvis Sandfærdighed de have beediget, fremlyser det, at Praëm, med Tilbud om gratis at tale til Rette for dem i en Sag, hvori de vare stævnte, og mod Løfte om at tilbagelevere et hos ham hvilende Skadesløsbrev paa 35 Spd. har bragt dem til at undertegne hiin første Erklæring af 20de Juli 1835, hvis Indhold de ei havde forstaaet, og som de ei vilde have forstaaet saaledes, at den enten skulde svække forhen afgivet Prov i Sagen, eller indeholde nogen Tilstaaelse for, at Procurator Praëm for dem tilforn eller nogensinde har udført nogen Forretning, der skulde berettige ham til at tage sig paa nogen Maade betalt af dem, da de tvertimod formeente at have Krav paa ham siden hiin Sag, hvori Praëm saavel hos det Offentlige som hos Boet |
| d.V,b.2,s.306 |
vidste at erholde Betaling, og hvis Papirer af ham, imod For- sikkring om at drive den Retterne igjennem, forholdtes dem i halvtredie Aar, indtil dermed hverken for deres, eller, som de ogsaa troe, for deres umyndige Halvbroders Vedkommende, hvis Penge Praëm formeentlig var indesiddende med, var Videre at gjøre til Rets Erholdelse. Hermed maa jeg bede sammenholdt deres under Thingsvidnet afgivne Prov, der godtgjør, at de Intet have erholdt af de oftnævnte 70 Spd., at altsaa Attestationen om, at der forinden Exsecution for Salariet foretoges, i hiin An- ledning var meddeelt dem fornøden Opgjørelse, ligeledes er urig- tig, og endelig, at der under bemeldte Exsecution vilde været forfundet Udlæg, naar det havde været Vederpartens Hensigt at have Saadant. Hans Nærværelse under Forretningen, for hvilken han har beregnet sig 10 Spdls Salarium, synes altsaa saa langt- fra at have havt til Hensigt at befrie det Offentlige fra at komme til at udrede Salariet, at just netop det Modsatte maa have været hans Intention. Af hvad jeg saaledes har anført vil den ærede Ret erfare, at ikke alt Skin af Ulovlighed ved den omhandlede Affaire, saaledes som Vederparten paastaaer, er forsvundet, at meget mere den retsstridige Fremgangsmaade er tydeligen be- viist, og at dertil er føiet Omstændigheder, der synes at hen- pege paa Forlokkelse til Afgivelse af urigtige Forklaringer. Det Farlige i en saadan Handling er altfor meget erkjendt til, at jeg skal indlade mig paa nogen Udvikling deraf. Med Hensyn til dette Punkt skal jeg til Slutning endnu gjøre opmærksom paa det Urimelige og Usandfærdige i Vederpartens Anbringende (No. 104), at han i de 70 Spd. havde liqvideret det af Enken udstedte Skadesløsbrev paa 35 Spd. medens det er beviist, at bemeldte Skadesløsbrev i uqvitteret Stand beroede i hans Værge, og først tilbageleveredes som Vederlag for at undertegne Erklæringen. Da det saaledes er beviist at Vederparten har brugt et ufor- svarligt Forhold for at tilveiebringe Attester, da det ikke mindre er beviist, at dette Forhold i eet Tilfælde har havt Indflydelse paa Attestens Indhold maa de af ham producerede Attester, for- saavidt han deraf har villet udlede noget Beviis mod hvad Werge- land har anbragt, betydeligen svækkes. In specie benægter jeg, at der af de med Replikken under Litr. b og c fremlagte Bilage kan udledes Noget imod hvad der om Begivenheden med Jens |
| d.V,b.2,s.307 |
Nielsen Maler tidligere er anført, idet jeg kun skal paapege det Afhængigheds og Underdanighedsforhold til Praëm, der af Skri- velsen af 15 Juni 1833 (Litr. c) fremlyser, og at Attesten af 13 Dcbr. 1834 er udstedt, efterat allerede saadant Forhold var ind- traadt. Med Hensyn til Fortolkningen af Grdls § 100 skulde det an- sees upassende at indlade sig paa en udførligere Udvikling end allerede i mit Tilsvar er leveret, hvilken jeg anseer i det Hele vel begrundet hvorfor jeg modsiger Vederpartens Modargumenter. Jeg benægter iøvrigt Replikken i det Hele og Enkelte og under- giver Sagen Dom, i Henhold til min tidligere Paastand." Et Par Dage efter Thingsvidnet opfordrede Beskikkelsesmæn- dene "ifølge Reqvisition fra Stiftsoverretsprokurator Praëm" En- ken Marthe Bjerke følgende Qvittering: "At det i sin Tid af Marthe Augustinusdatter Bjerke til mig udstædte Skadesløsbrev forlængst ved Liqvidation er indfriet det tilstaaes herved. Mork, 2den Mai 1836. Praëm" Den er dateret næsten et Aar efter at Sønnerne gik tilthings forat møde Praëm. Og hvad siger den andet end hvad vi vel vide, at er noget Skadesløsbrev indfriet, saa er det dette. Men; sic calumniam effugio, siger Praëm. Alligevel sætter jeg min Frelse i denne Deel af Sagen. 22 Septbr. 1837. H. Wergeland. |