| TIL NILSON
|
Langvæg den 7de December 1832.
Til
Hrr. Sættedommeren i Sagen mellem Proc. Praëm og Cand.
Wergeland. P. M.
Imellem Sagens Papirer vil findes et i Foraaret d. A. fra mig
til daværende Sagens Administrator stilet Brev, hvori jeg, be-
klagende mig over min Modparts forskiellige ulovlige Fremfærd
samt uanstændige og Rettens Anstand krænkende Opførsel, op-
fordrer ham ærbødigt til at paasee min Tarv i saa Henseende.
Denne Opfordring var naturligviis ledsaget med den skyldigste
Erkjendelse baade af Administrators gode Villie og frugtesløse
gjentagne Forsøg fra hans Side for i saa Henseende at opfylde
sin Pligt, samt af Vanskeligheden af at kunne altid komme de
uanstændige Udbrud af et overordentligt lidenskabeligt af indre
og ydre Omstændigheder oprørt Gemyt. Jeg erkjendte tillige at
min tilforordnede Advocat ligeledes havde giort alt sit, men med
lidet Føie, til, for at sætte Grændse for en Ubændighed der
fore
[kom] alle Tilstedeværende lige oprørende, ja i visse Mo-
menter frygtelig. Samme Erkjendelse af meget ærede Hrr. Sætte-
dommers Villie og Evne til at sørge for Parters og Rettens Tarv,
afgiver jeg skyldigst, i det jeg tillader mig at gjøre S. T. og op-
mærksom paa hiin Ankeskrivelse, paa Grund af at den, trods
sin Sandhed og Alvor, ikke har havt den tilsigtede Virkning
paa Modpartens Opførsel. Han har nemlig atter forseet sig
mod dens 2de Hovedpuncter. Disse gaae ud paa 1), en util-
ladelig snart insinuerende, snart imponerende Adfærd mod
Vidner for Skranken; -- samt 2), som ovenberørt, en Retten
forstyrrende, Vidner forvirrende Opførsel, der oftest i høi Grad
har været Undertegnede fornærmende. At han, Procurator Praem,
ikke har med Hensyn til 1ste Punct, forbedret sig, er beviist derved,
at min Advocat har desaarsag senere maattet for Skranken tale ham
tilrette. Og at han til Undertegnedes Fornærmelse ogsaa i 2det Punct
atter har overskredet baade Ret og Sømmelighed, er klart for
hele Rettens Personale, som var 30te Septbr: Vidne til, at min
Modpart truede med voldsomt Angreb paa min Person selv midt
i Retten saafremt jeg fremdeles tillod mig at tiltale ham paa
samme Maade som da. Dette bestod nemlig i, at jeg i Øieblikket
|
| d.V,b.2,s.166 |
før Retten sattes, gjorde ham opmærksom paa min i Vaar ind-
leverede Ankeskrivelse over hans Opførsel, og at jeg, saasom
min Advocat havde maattet irettesætte ham ved et senere For-
hør, der under mit Fravær i Sommer d. A. afholdtes, for den
utilbørlige Opførsel, som deri paaklagedes, maatte have ham an-
modet om for Fremtiden at ændre den. En af de Grunde jeg
for denne anmodende Paamindelse brugte, var, at Sagen gjeldte
saavel min som hans Velvære samt at saavel min Advocats
som min Adfærd i Sagen havde været hans modsat og upaa-
anket af Administrator og Modpart med Sagfører. Paa Grund
af Ovenanførte, anmoder jeg høistærede Hr. Sættedommer om
at anvende den meest skjærpede, ellers ved andre Sager næppe
nødvendige, Opmærksomhed paa at min Tarv ikke i nogen af
de ovenberørte Henseender krænkes paa nye eller rettere ofte
gjentagne Gange.
Ærbødigst
Henr. Wergeland.
TIL NILSON
|
| BLA BAKOVER |