| TIL HØIESTERET
Henr. Wergelands Forsvarstale i Gaardermoesagen,
holden i Højesteret.
[Eidsvoll i mai 1833]
H. H: Norges øverste Dommere!
Jeg havde ikke ventet mig den Ære at maatte forsvare mig
for denne ophøjede Forsamling af Dommere. Men det er en
Ære som er sørgelig for den mishandlede Skyldfri, som har
ingen anden Glæde for mig end Høitidelighedens, Ærefrygtens
og Haabets blandede; forresten er den mig og skal den vorde
|
| d.V,b.2,s.141 |
de høistærværdige Hrr. Dommere et sørgeligt Beviis paa, at for
mig har ingen Retfærdighed i denne Sag været at finde uden-
fore denne Hal. Jeg er kommen hid forat søge den. Den maa
være her eller ikke paa Jorden. --
Høistærv: Hr. D.! De seer for Dem et Offer for den gru-
somste Mishandling, militært Overmod kan tænkes at kunne
tillade sig selv i en raa Tid hvor Borgere og Love ikke er-
kjendtes. De seer et Offer for enkelte personlige Fienders Hevn,
der vilde have været mskeligere om den havde myrdet og
ikke offentligen mishandlet og vanæret og søgt langsomt at
mætte sig med Krænkelser af Mskts af Ynglingens og Sønnens
fineste Følelser, med en ustraffet, idag af Actor med Hjertens-
glæde optaget, Fortsættelse af Fornærmelser mod den Mis-
handlede, med Krænkelser af Sandheden og Retfærdigheden,
med de mest oprørende, Sagen uvedkommende Undersøgelser --
kort, med Alt hvad jeg har lidt under en lang Forfølgelsesproces,
der gav mig og min Skyldfrihed, mit Rygte og Velvære i Døds-
fienders Hænder, i Deres, der fornedrede den saakaldte Ærens
Klinge til et Banditvaaben, -- i Ens, der forraadede den Ret-
færdighed, hvis Tjener han skulde være.
H.! De seer et Offer, der er blevet mere mishandlet medens
han søgte Retfærdighed end ved Misgjerningen, der nødte ham
til at søge denne. Dog er Retfærdigheden mere fornærmet; thi
det var under dennes Skjul at man vilde nedbøje hvad der ei
var knækket tilfulde, at man vilde fuldføre Forbrydelsen: den at
ødelægge et ungt Mskes Haab og Lykke og Ære.
Derfor skulde Himmel og Jord bevæges forat faae den Mis-
handlede stillet jevnt med sin Mishandler, hvis Forbrydelse at
have straffet paa det haardeste uden Dom var soleklar, for den
Tyveaarige en langvarig, pinselfuld overordentlig Ret -- Theo-
logen underkastet offentlig Tiltale. Derfor skulde en uværdig Justi-
tias Tjener, min bittreste Avindsmand, lejes -- Han, hvis Indlæg og
øvrige Opførsel under Sagen godtgjør dette -- lejes, men ikke av
Modparten, der ogsaa heri behandledes som umyndig, som blot me-
dium af sine skjulte Machinatorer, men af alle hans Corpses Office-
rer, af den skjulte Phalanx, i hvis Spidse han, som den dræbende
Landse, var fremskudt. Jeg har seet Brevet -- de indestode ham
alle som Een -- en corps -- for Betalingen. Han har fortjent den; thi
han har fuldbyrdet Hevnen saavidt det stod til ham.
|
| d.V,b.2,s.142 |
Der maatte en finere Egg til end den plumpe Klinges, som faldt
paa min Ryg, forat naae den Forhadtes Sjel, forat kunne skjære
hans i fineste Nerver, afskjære Theologen sine Udsigter, Ynglin-
gen sin Ære -- kort forat Planen ret kunde fuldkommes.
H.! jeg troer at burde berette Eder de Lidelser, jeg er tilføjet
under den Retfærdigheds Navn det er Eders hellige Kald at
vogte. Actor har kun givet en svag Prøve deraf. De skulle
siden i Følgerække maaskee røre og forfærde eder, og I skulle
beklage, at de ere uerstattelige,
Videre -- da der af Commissionen intet Hensyn er taget til
Sagens Indre, vil det være nødvendigt at jeg aabner dette
og fremmaner disse Skygger deraf, som maa have forekom-
met Commissionen enten for dunkle eller for forfærdelige. Til
dette Sagens Indre, som desværre har været for Commissionen
et urørligt og ubegribeligt Mysteer, vil maaskee ogsaa høre en-
deel ubedragelige psychiske Vidnesbyrd om Sandheden, som
vel ikke tegnes i Protocol, men vel bør tegnes i den skarpsin-
dige Dommers Hoved. Da Dommen noksom viser at de ikke
ere komne Sandheden tilgode -- Noget, som vel kunde skee, da
det civile Com:medlem har ladet Præmisserne forfatte af En,
som aldrig overvar Forhørerne, hvor slige Træk forefalde -- saa
vil det være nødvendigt at gjøre opmærksom paa dem.
Men hovedsagelig -- da Commissionen har udfundet en ny
Forbrydelse under Navn af "trodsig Pukken paa Ret": vil det
være nødvendigt at prøve denne nye Forbrydelse -- om den dog
gives -- dens Strafbarhed og om den var tilstede.
Og endelig -- da Com: har havt saa liden Følelse og Skjøn
af alle hine Lidelser, at den har troet at burde forøge dem for
hiin nye, uhørte Forbrydelses Skyld med Strafbøder, uden at
de dog derved kunne forøges: saa vil det være nødvendigt at
fremstille endeel af dem for en Ret som har og som det er til-
ladt at have Hjerte og Følelse. Den skal -- saa haaber jeg --
lære mig at troe paa Tilværet af en anden Jurisprudenz end
den jeg har lært at kjende og foragte -- om dette Udtryk kan
bruges om Noget, der er koldblodigt, dog kogende i sit Indre,
sløvhjernet og dog forfølgende en Plan, beregnende seendrægtig
i sin Grusomhed, ligelet, bevidst eller ubevidst Redskab som
Magt med egne dæmoniske Hensyn.
|
| d.V,b.2,s.143 |
H: D: jeg vil forudskikke en kort Fremstilling af hvad der
mødte mig paa Gaardermoen hiin Septemberdag 1828.
Jeg træffer strax ved min Ankomst did om Morgenen nær-
udenfor Leiren en Bekjendt Ridtm: Schilling -- jeg spørger om
jeg kan ride der -- han svarer ja.
Viser dette andet end Viljen, Hensigten ikke at fornærme?
Sch: indbyder mig i sit Telt. Derudenfor, kigende med Øje-
kast som i samme Stund forekom mig uheldvarslende, ind ad Telt-
aabningen paa mig, forsamlede sig Lieut: Baron Wedel, Kreuz,
Mstjerne og -- om jeg ikke feiler -- Coucheron, med hvilke jeg
langtfra stod paa nogen god Fod. En Udfordring jeg samme
Aar fra Wedel havde modtaget officielt paa Faderen Brigade-
chefens Ordre viste tillige, at han troede at have noget ude-
staaende med mig. Officererne samtaltes med hine betydnings-
fulde Miner saa tydelig om mig, at Mistanken at de vilde gribe
en Leilighed den Dag til at fornærme mig (el: i deres Sprog re-
vengere sig) opkom hurtig hos mig tillige med Planen at vogte
mig i alle Henseender. At denne Mistanke var naturlig endog
hos Andre, endog uden hin Anledning til dens Fremkomst viser
Proc: Praems Prov, at han, da han traf mig kort efter, raadede mig
til at skye enhver Anledning til at mine Fiender mellem Officererne
kunde give deres Fiendesind Luft mod mig. *Jeg tilsagde ham ogsaa
dette. Men at i hiin Samtale udenfor Teltet et Krigsraad holdtes om
hvad der skulde foretages mod mig -- er der Nogen, der veed
hvad der senere passerede, som ikke med mig holder sig derom
overbeviist?
Dette hører imidlertid til de Ting i Sagens Indre, som ere
overseede af Commissionen. Dog er hermed forbundet den Lykke,
at det ei er blevet feilanskuet, men skikket til, uendset og util-
hyllet af nogen skjæv Commentær, nu at fremsættes for skarpere
Øine, der ikke ville undlade at opdage Forbindelsen mellem
denne Forscene og Hovedacten. Var der af Com. lagt vedbør-
ligt Mærke hertil, skulde den dog maaskee ikke i sine Doms-
præmisser fraraadt mig Formeningen om en, af Com: saakaldt
"præmeditert Chicane". De senere indhentede Læge Kjølstads
og Storthingsmd. Øverns Thingsvidneprov bekræfte vel indtil
Vished disse Slutninger, at jeg var et forud udseet Hevnoffer,
men nok synes der alligevel at være i denne indledende Be-
givenhed til at vække en Mistanke herom, som maatte have væ-
|
| d.V,b.2,s.144 |
sentlig Indflydelse paa Anskuelsen af de senere. -- Den skal da
bekræftes. --
De senere Begivenheder, som vedrøre Sagen ere følgende:
Passerende tilhest i Skridt i den med hundrede andre Civile
opfyldte Paralel mellem Leirens første Teltrække og den just da
Leiren fravendte men med denne jevnlange, udslagne Rytterie-
linie -- medens iblandt andet netop Den, som har gjort mig
dette indgetogne Ridt til størst Forbrydelse, nemlig Lies Sag-
fører saaes galopperende foran Fronten imellem Officererne,
som hørende til Staben -- medens den fredelige Hensigt kun
sysselsatte mig, ad denne Vei, jeg ofte og navnlig da jeg
besøgte Schilling, uhindret havde passeret, at hilse paa nogle
Damer paa Slettens anden Side -- : saa, uden at have for-
nærmet eller hindret nogen, paaredet eller være paaredet --
omringes jeg af Vagt, befales jeg af tilsprængende og forsvin-
dende, glødende Officerer og navnlig af Conspiranten Kreuz med
et brutalt "Mars væk! vil han mars væk!" at forføje mig bort
fra et Sted, hvor hundreder af Andre tillodes frit at bevæge sig.
H: H:! jeg beder med Ærbødighed, at den Opmærksomhed,
hvormed I omfatte denne hele Sag, maa concentrere sig i denne
Stund til et gjennemtrængende Skarpsind, der kan kløve det
juridiske Spind om denne Minut i Begivenheden og lynbelyse
dette hiin Dags Øjeblik, der var min Ulykkes Fødselsstund. Jeg
skal fremkalde det igjen, at det roligt kan hensynke i Forglem-
melse efterat det har seet dette Øjeblik henlysne over disse
mørke Acter, forsone hiint, og hensvinde mellem de velsignede,
hvorunder Ære gjenreistes, Sandhed erkjendtes og Retfærd
seirede.
I den Stund, da den brutalt bortvistes fra Steder, hvor hun-
dreder Andre uhindret færdedes -- den, der havde søgt Under-
retning, der efter egen og Andres Overlæg og Raad netop holdt
sig tilbage langs Skoven og Udkanterne -- kun mens Militæret
var ude paa særskilt Anmodning engang besøgende en Bekjendt
i Leiren -- og som ikke havde været til Nogens Hinder . . i den
Stund, da Den omringedes og anholdtes af Vagt imellem den
øvrige Folkesværm, med hvem han af Front- og Leirliniernes
Paraleller var indklemt, som bevægede sig stille imellem de øv-
rige, uden Ahnelse af forbudt Territorium uden at paaride nogen
eller at være paareden . . i den Stund, da det unge Mske, efter
|
| d.V,b.2,s.145 |
Commissionens eget Udtryk, ved "haanende Udladelser" prosti-
tueredes for Damer, den theologiske Præstesøn, der kjendtes af
Alle der, for Tilskuerne . . i den Stund, H: D! raktes den sam-
menspundne Knude Ynglingen forat Harmen over Beskjæmmel-
sen, den pirrelige Bevidsthed at lide Uret og Alderens og
Temperamentets Fremfusenhed skulde friste til at afhugge den
istedetfor at lade Sindigheden løse den. Da skulde Klingerne
frem -- stærkere, vildere Klinger -- Ædlere Knuder skulde af-
hugges: de i Hjerterødderne, der knytte Msket til sit Haab, til
Tro paa at de gode Msker dog ikke ere saa faae, at der er en
Retfærdighed paa Jorden, der i Vilje er liig den himmelske, --
Dennes Redskab ikke Dæmonernes, -- Barbariets, Hevnens, alle
uædle Lidenskabers, Kuerske ikke trællende under disse, -- ikke
i Ondskabens Sold men knusende denne -- ikke tilbedende
Former, men som den overlegne Aand brugende dem -- ikke
fuldbyrdende for Hevnen, men standsende den selv i Tan-
ken -- ikke en skjærpende Appel for Næveretten -- fra denne,
men holdende denne tilbage, fordømmende denne, bandlysende
den fra det msklige Selskab i Aarhundredet! --
Jeg kan ikke opgive dette Haab mens jeg strider denne Kamp.
Da vil der være Tid.
H.! H.! Jeg beder eder at erindre, at jeg befandt mig paa et
Sted jeg før paa Forespørgsel havde erholdt Tilladelse at holde
paa -- et Sted, der var besat af mangfoldige andre Tilskuere
imellem Front- og Leirlinierne som i en Canal hvor det ikke er
let at vende; samt at jeg ikke havde været nogen til Hinder, at
jeg hidtil kun havde villet og udtalt de fredel. Hensigter, og at
det ikke var mig, der, men En useet der bag mig, blev paaredet
af Officeren -- at min Stilling var saaledes da jeg pludselig om-
ringedes af Vagt, anholdtes paa en beskjæmmende Maade, bort-
vistes paa det brutaleste og dog alligevel ubestemteste.
Jeg tør sige til de Graahærdede: "Lægger Haanden paa eders
Hjerter! tænker eder som 20aarige i denne Stilling! -- hvorledes
vilde I have handlet og søgt at rede eder ud deraf? Hvorhen
med Sikkerhed efter et "Mars væk med sig!" mellem 1udspændte
Leirlinier og tusinde Ryttere? Hvilken Anviisning var dog dette?
Fremad? Der forbød 30 tøilesløse Jægere Passagen. Tilbage?
Derfor anholdtes jo, fordi jeg var kommen denne Vei.
|
| d.V,b.2,s.146 |
Hvad i al Verden var der vel andet at gjøre i denne Situa-
tion end det jeg gjorde? Det er jeg erklærede at vilde oplyses
om hvorhen jeg skulde bevæge mig? om hvor jeg kunde op-
holde mig uantastet af Vagt, Forhaanelser, Beskjæmmelser og af
Kreuz's Impertinencer? og at det da sømmede Vagten, naar dette
Rum var forbudt, at bortholde andre ogsaa derfra! Anviisning
erklærede jeg mig villig strax at lyde. Dette er godtgjort.
At man forholdt mig denne Anviisning, at man først efter
flere Forhaanelser underrettede mig om Tilværet af en Op-
stillingslinie -- dette er det som har gjort mig strafskyldig i
Com: Øine, som fordrer blind Lydighed, skjøndt vel Den skal
have ligesaa vanskeligt som alle Andre forat sige hvorhen det
havde været rettest at flytte sig. Lydigheden vilde her virkelig
været blind og farlig, om end Actor ikke har villet fatte dette.
Efter langtomlænge erholdt Anviisning forføjede jeg mig uden-
for paapegede, ved Ælde høist utydelige, mig hidtil aldeles ube-
kjendte i Tørven opstukne Linie -- holdt der forat oppebie den
vagthavende Officeer, forat jeg kunne forklage mig for ham --
forhaanedes fremdeles skjøndt paa tilladt Plads af Vagten og
dens Underofficeer -- udsattes for det Indfald af disse Tøiles-
løse at arresteres, hvortil jeg erklærede at Vagten havde Ret og
mig villig, ihvorvel det frafaldtes somom det smagte bedre og
fulgte bedre Ordren, med alskens kaad
[e] Løjer at forhaane
mig -- og blev endelig, da jeg med Skildvagtens Tilladelse til-
fods nærmede mig Underofficeren for af Delicatesse at udbede
mig Tilladelse til i eller bag Teltet at stille min Tørst ved en
Flaske Øl af denne greben i Nakken og trods mine Bønner om
at skaane mig for denne Prostitution, da jeg selv skulde gaae
tilbage, slagen af ham med Klingen.
Jeg har undladt at udbrede mig om disse Scener hvori For-
nærmelserne steg indtil en Forbrydelse, der fremkalder Grund-
loven til at straffe den, -- til en, der oprører Alle undtagen dem,
der have forbundet sig med dem -- til en Forbr. strafskyldig
selv mod den Strafskyldige.
Jeg har undladt det fordi Commissionen selv indrømmer denne
Fremstilling -- fordi Timerne kun ere faae til min Skjebne af-
gjøres -- og endelig fordi jeg maa vende tilbage til Anholdelses-
scenen, saasom det er under denne Commissionen vil at jeg
skal have viist Trodsighed, Paatrængenhed og Ulydighed. Dette
|
| d.V,b.2,s.147 |
skal være min Forbrydelse. Derfor er jeg bleven juridisk mis-
handlet i 5 Aar. Og skal tilslut straffes andengang. Men be-
vises der at Com: er kommen hertil ved Ræsonnemens, der
vanære Forstanden, ved forbausende Modsigelser -- saa dynger
dog ikke denne Synd paa Justitsministeren, at den frygtelige
Kraft af en Statsproces, som hs Pennestrøg bevægede imod en
Uskyldig Mishandlet virkelig knuste denne mod den sidste Væg
hvorhen han søgte sin Frelse. Denne høje Embedsmand erklæ-
rede i Medhold af Amtet, at Just: Dep: ingen Grund fandt til
Justitsaction. Da truede Cavall: brig.chefen, at saafremt denne
ikke iværksattes, kunde der ikke exerceres paa Landets Exer-
ceerpladse, og -- det synes utroligt -- Justitsministeren decre-
terede. Amtet vedblev sit. Dette er et høist mærkeligt Træk i
denne Proces, der saaledes, om man vil efterforske dette for-
tærende, stedse voxende gjennem 5 Dyrkredse rullende Uhyres
Fødsel, skal findes af lav Oprindelse, ussel som en Orm, ynglet af
en Trudsel til Far og af Svaghed til Mor i et skrøbeligt Hjerte. --
H. H.! Commissionen kommer til at imputere mig hiin uhørte
Forbrydelse Paatrængenhed og Gjenstridighed, som ikke kan
ansees sonet med Fornærmelser og den mest beskjæmmende,
mest offentlige Straf, gjennem følgende udmærkede Ræsonne-
mens, der alle findes i dens Domspræmisser:
1. "Wergelands Ytringer vare uskyldige. De indeholdt blot
Anke over Omstimlen, Haansord og Hensigten med ubeføjet
Arrest!"
2. "Det er rimeligt, at W.s Ytringer væsentligen have været
Svar paa Vagtens haanende Udladelser".
3. "Det er sandsynligt at "W. opirredes ved virkelig eller for-
mentlig Fornærmelse".
4. "Det maa derhos antages, at Vagten under Ordstriden ikke
har været sindig og høflig, men at den derimod har chicaneret
W. saaledes som ovenciterede Vidner have provet".
5. W.s Gjenstrid var, "at han erklærede ikke at ville adlyde
før han var overtydet om at den nødvendig maatte efterleves,
tilføjende at flere Tilskuere opholdt sig paa samme Sted".
6. Commissionen forsvarer selv mine Udtryk i en Skrivelse
"et raat, til sig selv overladt Militær, der drev en uværdig Leeg
med Medborgeres Rettigheder og Følelse".
Det er efter slige Grunde at det er lykkets Commissionen --
|
| d.V,b.2,s.148 |
hvad vist ikke Alle skulde -- at paastaae at have "opdaget
en saagodtsom total Tilsidesættelse af Respect mod Vagten og
andre Vedkommende Befalinger
["].
Det er af dette Skarpsind jeg er dømt. Var Lies Forbrydelse
ikke saa udygtig til alt Forsvar, saa let at fatte -- vidste jeg
ikke at han har forstørret denne ved Frækhed og ved at hilde
sig indi Usandheder -- var jeg Trediemand -- jeg maatte ogsaa
troe at dette ulykkelige Redskab var skeet en lignende Retfærd.
Dog skal det være kloge og ædle Mænd som have dømt efter
slig Tale. Jeg indrømmer det, og skulde befinde mig i en ulø-
selig Gaade dersom jeg ikke vidste at Domspræmisserne ere
forfattede af en tredie Mand. Men naar jeg veed det, da be-
griber jeg vel ikke saa ganske hiin Slutning, men at alle disse
psychiske, ubedragelige Vidnesbyrd om Sandheden, der, ligesom
et Aroma om Frugten, at hiint Minespil i Aasynet, uvilkaarlig
frembryde under en saadan Sags Behandling, spille synlige for
et godt Øje under de tørre juridica og omgive dem med en
egen Athmosfær, med et Sandhedens Aandedræt, der er hørligt
og fatteligt for den fine Sands -- ja da begriber jeg hvorledes
disse ere gangne forlorne -- disse der nu, da Sagen er som et
Liig der skal anatomeres, vanskelig kunne trylles til at frem-
rødme over den. Men visselig -- de vare engang livlige og tyde-
lige nok. Saaledes -- Lie modsiger sig i Hovedpunctet for Retten --
Alt hænger af et Minut, Alle ere spændte, da springer hans Pro-
curator Praëm frem -- tørner mod Vidnets Bryst foran Skranken
-- Lie! Lie! raaber han, gjorde ikke Wgd. saa? -- Den stam-
mende, den blegnende Synder kom sig. Procuratoren smiler i
Triumf ad min frugtesløse forsildige Protest. Nu tilbringes en
Tid med at forelæse Lie hans første Samvæv forat han ikke
oftere skal gjøre det til Usandhed og med Rettens Irettesættelser
til Procuratoren, der i dette Øjeblik redelig fortjente Corpsets
Betaling. Hvad han i sit Indlæg gjorde mere derfor kan Corpset
ikke betale, og behøver det ikke; thi det gjorde denne Ædle extra
og conamore. Men i hiint Optrin hjalp det mig og Sandheden lidet,
at Retten harmedes bag efter og satte Sarkasmer over det utillade-
lige Gjøglespil som den kalde
[r] det med Procuratorens Seirssmiil
over ved et lykkeligt Tryk at have stødt den Sandhed tilbage
der fremhævedes i Overfladen for Dagslyset, men kun for atter
at forsvinde. En Druknemorder som saae sit Offer uventet
|
| d.V,b.2,s.149 |
stigende op i Brøndens Overflade kunde ikke hurtigere støde
dette Vidne tilbage, end Procuratorens ulovlige Kneb kuede
Sandheden ned i Dybet igjen.
Men denne Sag, hvori saamegen Lidenskabelighed -- der altid
er oprigtig -- har yttret sig er riig paa Træk hvori Sandheden
stikker frem. Hvori kan vel denne Proces' Natur som Forfølgelses-
proces klarere aabenbare sig end i Brigadechefens Trudselsbrev
eller Manifest til Just. dep.? eller i Praëms Engagement af Corpset?
i hans aabenhjertige Tilstaaelse, at han kun har beskyldt for alle
Forbrydelser og skrevet som fra Barnsbeen enthusiastert for
alt Militært, og fordi han holder det for en hellig Borgerpligt at
berøve Henr. W. Udsigt til Embede? Dette vil findes i hiint
Indlæg, som i blaa Saffian med Guldsnit overraktes B.Chefen
B.Wedel, og hvori -- H. H.! D: lærer at kjende hvorledes Retten
er forvaltet mod mig! -- eller disse Beskyldninger for Forbry-
delser erklæres provede af ham som eedfæstet Vidne hvilke han
senere tager tilbage i en anden Sag, efterat de have virket i denne.
Dette er gjort af En, som vel maa vide hvad Meened er. Saa-
danne Forbrydelser maatte til for at forsvare Lie og fuldbyrde
Hevnen. Men denne maatte forsødes.
Derfor hviskedes af Lies Procurator i mine Øren: "se der
sidder Deres Fa'r og Sognets Bedste -- det skal gjøre godt i
den gamle Mand at høre Sønnens Ungdomssynder her mellem
Sognemændene!" Og nu maatte den ærværdige Ret spørge mine
Omgangsvenner under Eed, om jeg gjerne drak Grog til min
Tobak, naar jeg besøgte dem osv. -- Kan nogen føle at dette
er ubarmhjertige Knive, som naae Hjertet? Kan nogen tvivle om
denne Proces' Natur? denne Ret fuldbyrde hvad saaledes er be-
gyndt? --
H.! H.! Jeg har hørt Actor -- og forbauses ikke længer over
Commissionens Slutninger; -- thi hans ere løsere -- ikke over
Bygdeprocuratorens dumdristige Opførsel i Thingstuerne paa Lan-
det; thi jeg har seet en anseet Advocat ved Norges Højesteret
i sin Sikkerhed triumfere over den, hvis mangf. Krænkelser han
kjender -- jeg har hørt ham koldblodig at forøge Grusomheden
og under Actoratets testudo opfordre Vanæren som sidste Vaa-
ben mod denne hvis Natur er bleven bestormet med alle det
formskandsede Overmods Vaaben, beleiret med alle Nederdrægtig-
hedens Approcher.
|
| d.V,b.2,s.150 |
Jeg har ingen anden Gevinst af disse ulykkelige Procesaar,
hvori en fornem almeenforhadt Mands Forfølgelser har sat mig,
end Erfaringer; men en af de sørgeligste fik jeg da. Jeg lærte
igaar at aristokratisk Ufølsomhed kan ligne Ondskaben i ds
Udtryk om ikke i dens Vilje -- at En af Norges talentfuldeste
Advocater synes at behøve en lignende Behandling som den jeg
leed af Militæret, forat kunne ræsonnere rigtigt og retfærdigt
derover, idet hans oprørende Paastand viste at hans Følelser
mangler Livlighed nok til at sætte sig ind i den. Det vilde glæde
Bankadvocaten at see den fodres af en Arrestforvarer bag
Sprinkler som et vildt Dyr med Vand og Brød -- Den som op-
sluger Verrinske Procuratorer. Det vilde fryde Den, som, efterat
have læst det praemske Indlæg, endnu tillægger dette Fornær-
melser, frakjendende mig Følelse af Anstænd. og Ære, fordi
jeg var i Fiendevold, kaldende det Paastaaelighed at jeg søgte
Ret, bebreidende mig at jeg uvidende om retlig Gang og om
at jeg henvendte mig til Parket, af Lede til Proces, raadet
dertil, først ansøgte om arbitrær Straf for Fornærmeren -- det
vilde fryde ham -- omendskjøndt han vel vil søge at indbilde
at hs Overbeviisning byder dette -- at kunne frarive Praëm
Seiren sigende: "ikke du men jeg seirede -- du Crassus -- jeg
Pompejus victoriam de Spartaco illo reportavi! Du ærgrede ham
blot -- jeg vanærede -- Du formørkede blot hans Sangvinisme
og spildte nogle af hans Aar -- jeg har spildt hans Liv, -- thi
han vilde ikke leve uden Ære -- og En med en Fjerbusk har
takket mig, hviskende: "gik det saavidt -- dog det er godt! det
som begyndtes sidst er fuldbragt!" -- Messiadens Forfatter er-
kjendte sig ikke reen som sin Besynger ellers vilde han have
taalt at de hudflettede og haanede ham og spyttede paa ham og
domfældte ham. Han var et Mske, derfor taalte han det ikke;
-- dog det kommer ikke over mig! -- jeg toer mine Hænder
-- jeg er Advocat -- jeg mindes ikke ret hvad enten jeg mente
hvad jeg paastod, eller ikke!"
Sagt uden Lidenskab -- denne Advocats Hensigter forfærde
mig mere end hans Ord -- de forfærde mig dobbelt, fordi jeg
seer dem, jeg seer dem, og jeg dog forudseer at han vil dække
dem under sit Actorat. Men her, jeg veed det, kan kun være
Spørgsmaal om at vise det Ugrundede i hans Paastande.
|
| d.V,b.2,s.151 |
Jeg finder isaah: at jeg kan skyde mig indunder Commissio-
nens de fleste Puncter.
1) Actor bruger det høist unøiagtige Udtryk "De stødte an
mod Jentoft". Dette er kun om Lerche godtgjort, ihvorvel
det burde hedde at Jent. stødte an mod ham, saasom Jentoft
kom perpendiculær fra Leiren mod os, der rede paralelle med
den. Jent: siger rigtignok at han bøjede paa min Hests Hoved;
men baade maa jeg med fuldeste Overbevisning benegte dette,
og heller ikke er dette hans Udsagn understøttet af noget Vidne.
Actor debiterer Usandheden "at jeg med Haandgjerning mod-
satte mig Lie". Hertil siger Com: "det er altfor urimeligt at til-
troe Werg: en saadan Hensigt mod en bevæbnet og af bevæb-
nede Hjælpere omgiven Modstander".2
[ ] Actor gjør meget af mit Besøg hos Lægen
[og] Office-
rernes Erklæringer og Vagtmdskabets Vidnesbyrd og de af Op-
landske C: Ritmst. adm. Forhøre. Selv Kreuz's holder han ikke
for for tvetydig til ikke at støtte sig dertil. Commissionen har
imidlertid ikke tilkjendt Vagtmdskabet noget Troværd, og sat mit
Besøg hos Lægen -- hvilket skede efter Indbydelse og æsket Un-
derretning -- udenfore denne Sag baade herfor og fordi; som Com:
selv erkjender, jeg rettede mig efter Officerernes Tilretteviisning,
samt fordi det foregik længe før Begivenheden, fjernt fra dennes
Sted, ukjendt af Lie før siden, og fordi den finder intet Ondt i
Tildragelsen. --
Videre har Actor bebreidet mig Paastaaelighed i at søge Ret.
Men -- lod han Tanken følge med disse Contradictorier? Jeg
troer at heri viser sig min Skyldfribevidsthed idet jeg ikke lod mig
af Oberste Ankers partiske Svar -- omendskjøndt jeg deraf saae
hvad jeg havde at vente -- afskrække fra at see en Sag anlagt
hvoraf jeg haabede mere Gavn for det Almene end for mig Selv.
Et samtidigt Brev fra Oberst Anker til min Fader viste at Han fryg-
tede paa Sines Vegne Sags Anlæg; og et senere forgjæves fremkaldt
|
| d.V,b.2,s.152 |
Svar fra min Fa'r lærte denne Mand at beholde sine taabelige Me-
ninger om Sagen, sine Complim: til Fad:, Impert: mod Sønnen,
hos sig selv.
Paanær endeel fornærmende Udtalelser om Drengestreger --
dem han dog vil dictere en underlig Straf -- og om Mangel paa
Følelse af Anstænd: og Ære, fordi jeg indlod mig (naturligviis
og, som beviist, nødtvungen) i Ordstrid med gemene Soldater --
disse ufornødne Krænkelser, som en ædelsindet Actor i en Sag
af denne Beskaffenhed vilde have undladt -- finder jeg videre
kun hs Paastand, at jeg skal betale to senere Thingsvidner at
æske Svar. Men disse Forhørs Beskaffenhed som virkelig an-
gaaende Sagens Reelle og fremskaffende Oplysninger om Lie,
godtgjør noksom det Ubillige heri. Det forekommer mig som
der gives nok Anledninger for et djærvt Advocattalent til at det
skulde sætte sin Sejerære paa Spil i Kampen mod et vist Ube-
tydeligt som dette, og dog Umuligt.
Actors Strafpaastand er mig saa oprørende at jeg isandhed
ikke formaaer at fæste mine Tanker dertil. Den bringer mig
næsten til at ahne, at Adv: Petersen har den ædelmod: Hensigt
at ville vække Medlidenhed for sin fordums Lærers Søn forat
frelse denne -- at hans Beviser derfor med Vilje ere saa løse --
at han med sin odiøse Procedure alene vil dække dette hem-
meligste, elskværdige Forraad af sit Hjerte.
Maaskee? maaskee? Advocatens Dyder gaae maaskee kringel-
krogede som hans Laster. Var det hans Alvor -- da staa han
den Domstol, som hører mig, om denne ikke kan, tilrette for
det Brug han har gjort af sine Evner og disse Acter i denne Sag!!
Han maatte have kunnet udfinde det Rette! Nu har han udfun-
det Noget, der er til lige liden Ære for hans Skarpsind som
(om hiin Ahnelse ei er sand) for hs Hjerte og for disse Skranker,
hvor det forfærder mig at Uskyldigheden skal udstaae sin svæ-
reste Kamp, den Krænkede endmere unødvendig med kold Gru-
somhed mishandles. Dog vil jeg haabe at hans Haand var den
sidste plumpe som skal frydes ved at slaae sine rasende Fuger
gjennem mit Indre. Hvorfor de ikke sønderrive mig er fordi de
rullede allerede tidlig under fremmede Hænder, som greb i den
unge Sjel og vilde høre dens Jammer -- fordi de ere i Harmoni
med den øvrige Undertrykkelses Suk i Verden, og fordi jeg
kjender denne Geist --
|
| d.V,b.2,s.153 |
Aanden som jeg ejer
-- som i Storm har lært mig Sang
-- han som har serafisk Rang,
han, hvis Navn er Sejer.
Denne Forfølgelse er snart forbi -- dens Aar forsvundne. Jeg
vil forglemme Smaalighederne fordi de vare for smaae, Uret-
færdighederne, Forbrydelserne fordi de vare for store og skulde
avle Mskehad om de erindredes. De have virket som Torden-
skyer. De gaae over som de! Smaalighederne vare deres Regn,
fiin og gjennemtrængende, dog bortdunstende. Jeg vil forglemme
at en ærværdig Ret brugtes til at gjennemgranske Lønkamrene og
til at maale mine Venners Gjæstebægre -- at en forlængst glemt
Latter over en fornem ung Laps kostede mig 5 af mine bedste Aar
hengivne til de infameste Undersøgelser, til alle Smerter, offrede
den grusomste Hevn -- at det lykkedes de egentlige Forbrydere at
holde sig skjulte medens den Mishandlede stilledes ligemed Bandi-
ten, medens overbeviste Anklagede førtes som Vidner mod ham og
en Dødsfiende optraadte forat tilhylle Sandheden, som dog frembrød,
og forat overhølje ham med sine Løgne -- Jeg vil forglemme at
Statens frygteligste Kraft en extraordinær Justitsproces bevæ-
gedes mod en Skyldfri ved en Trudsel af hiin Paapegede --
hiin nu vor Coriolanus mellem Vascerne, hvem Actor strider
for paa dette forum og bringer en Triumf ved en Paastand --
der er fordømt af Retfærdigheden, naar der siges om den, at
den er aldeles i denne Proces' Aand.
Den skal være mere end afbeviist, idet jeg afbeviser Commis-
sionens.
Jeg bringer ærb: i Erindring, at Tidspunctet, da jeg efter
Actors fornemme Mening skal have vist Mangel paa Anstænd:
og Æresfølelse, og, efter Commissionens min eneste paaankede
(men ei tilværende) Forbrydelse Tilsidesættelse af Respect for
Vagtens og andre Vedkommendes Befalinger, var, da Cand. Lerche
paaredes af Lt. Jentoft og jeg, der intet ahnede, anholdtes. Jeg
har godtgjort i Medhold af Com: at min Vilje ikke var at for-
nærme -- men tvertom -- jeg har godtgjort, at jeg ingen fornær-
mede. Det er kun givet at jeg desuagtet anholdtes paa skarpeste
Maade medens Andre fik være der samt at jeg æskede Op-
lysning om hvor jeg uantastet kunde være. Jeg troer tillige at
have godtgjort mod Actor at dette ikke var saa let at afgjøre
|
| d.V,b.2,s.154 |
for mig da Siderne vare tilstængte af Leiren paa den ene, og
ved en Udfalden af Brigaden paa den anden og da jeg ikke
maatte være hvor Andre var. Pladsen foran brigaden var dens,
og did vogtede jeg mig altid at komme, kun listende mig hvor jeg
troede at kunne det i Stilhed. Og skulde jeg alene forvises til Sko-
gen, der var ubeqvem nok for En tilhest, da maatte jeg frem i
den Direction, jeg var; og til Skogbryne, hvor Damerne stod, vilde
jeg. Videre er det givet, at jeg yttrede Misnøje med Kreuzes bru-
tale og ubestemte, for mig der frygtede at komme fra Scylla i
Char: efter bedste Skjøn ikke følgelige "Vil han mars væk!" --
samt at jeg bebreidede Vagten dens Kaadhed, omtrentlig saa-
ledes: "er dette en Vagt? Opførsel som af en Vagt?"
Her maa jeg tillade mig ærb. at gjøre opmærksom paa, at den
Yttring som under denne Ordvexel, hvilken fra min Side ene kom
af at man ikke oplyste mig om hvor jeg uden fremdeles Prostitu-
tion kunde opholde mig -- altsaa af Anstænd:følelse -- skal være
undsluppen mig, og hvilken man finder mest graverende, nemlig
den: "Skam jer hvad Tjeneste I staae i!" -- eller formodentlig
og rimeligviis: "Skam jer hvad Tjeneste I gjøre!" af Com: for-
svares -- og i Anledn: heraf, at Com: antager, at Lie selv har
været med i den haanende Vagt, -- og at det i det hele har
været misligt med Commandoen, da Lies foregivne Ordre til
Vagten at holde styr ikke erkjendes af selve 2den Underofficeer
Andersen. Videre er det godtgjort af Com:
[s] Charakteristik over
mit Parti i Ordvexlen, nemlig osv -- --
naturligviis først er heraf godtgjort at Com:, efter saadant Ræ-
sonnement paa en ubegribelig Maade er kommen til sit fixe
Begreb om min Forbrydelse, min Ulydighed, men ogsaa, at Ord-
vexlen fra min Side var nødtvungen. Derhos er det godtgjort at
jeg paa første Anviisning af en Demarcationslinie forføjede mig
udenfor denne, og -- som Com: indrømmer -- "blev holdende
der", ventende paa dujourhavende Officeer, for hvem jeg havde
erklæret at ville forklage mig.
"Forklage mig!" H. H.! i min Stilling, med min Frygt, at
være udsat for Fiendesvold, ja allerede i den -- hvem vil forklage
sig og det for En af disses Colleger, uden den der er fornærmet
haardt efter inderste Overbeviisning?
Dette var Optrinet, som skal være mig farligst. Hvad er
der blandet i disse Øine -- hvilket Skjær -- at de see For-
|
| d.V,b.2,s.155 |
brydelse her? Jeg har opført mig roligere end det anstod et
saaledes fornærmet ungt Mske. Men den hemmelige Ahnelse
om Efterstræbelse, Visheden om mine Uvenners Overmagt, hine
qvindelige Bekjendtes Overvær lod mig vedligeholde en rolig
[ ] Forsigtighed, som jeg maa forundre mig over, naar
jeg gjentænker mig Raaheden og Lumpenheden; og hvorom Vid-
nesbyrd ere afgivne i Eenstemmigheden af mine mange Forkla-
ringer og i min stadige Overbeviisning om skeet Uret. --
Jeg blev holdende -- uden for Opst. -- ventende en Officeer,
jeg kunde klage over. Hvorledes opførte jeg mig da under dette
Optrin? Intet imputeres mig. Dettes Strafskyld tilhører alene
Lie. Det er godtgjort at jeg fremdeles forhaanedes paa dette
tilladte Rum, mens jeg ventede i lovl: Ærinde -- at jeg var villig
til Arrest, da det stak Lie at more sig hermed. Lies egne Ud-
sagn erklære at jeg spurgte efter vedk. Officeer. Og da Ud-
mattelse, Ærgrelse og Tørst forlangte Lædskelse, var det af
Anstænd:følelse at jeg vilde skjule dens Tilfredsstillelse. Dette
kunde kun skee bag el: i et Telt; -- og, da Vagten en Stund
havde været stille, troede jeg at kunne anmode Lie, som jeg
forudsatte saa megen plebejisk Godmodighed hos, om at tillade
mig dette. Com: indrømmer mig nu, at jeg "har havt Tilladelse
til at gaae over Linien". Men kom jeg nu for at bede? Kan
jeg da have fornærmet, stødt m: fl: Afsindigheder? Kom jeg
af Delicatesse -- kan jeg da have villet midt paa aabent Rum,
indvælte mig i Slagsmaal med den bevæbnede Jægere? Jeg
blues ved at maatte modsige saadant.
Man veed nu hvad der skede -- jeg blev grebet og slaaet. --
Herom Intet! Gjerningen raaber selv.
Nu Processen, da jeg stod alene mod Corpset og Praëm alene
med 1/2 Procurator i Referenten -- og her Actor med sin Act,
der alene er marqveret, hvor man har kunnet finde noget Skin
imod mig. Nei -- ikke alene; thi Sandheden har været med
mig gjennem Alt, og her i denne Sal søger denne Himmelske sin
indtil nu borteværende Mage den jordiske Retfærd. Den -- jeg
har lidt for Haabet at finde denne. Mskelighedens, Grund-
lovens, Reglementets, min Fornærmer har Intet lidt; -- han er
avanceret. Modadvocaternes Bebreidelser for Commissionssags
Anlæg rammer ikke mig. Der er Ingen som hader den mere
|
| d.V,b.2,s.156 |
end jeg. Jeg var fornøjet med hvad Revenge man vilde give
mig. Dette viser et Indlæg fra 14. Marz (troer jeg) 29 hvor jeg
helt igjennem erklærer mig saa.
Jeg tillader mig H. H.! at paastaae paa Grund af at Quart.
Lie har tilbagetaget sin første Fremstilling af Hovedscenen og
af Districtsl. Kjølst. og Stmds. Overns. Prov, at Justitiens videre
Tiltale forbeholdes imod ham for urigtigt Vidnesbyrd. Samt
gjælder denne Paastand ogsaa for Proc. Praëms Vedkommende
saasom han tildels tilbagetager under senere Sag injurierende
Beskyldn., han siger sig som edfæstet Vidne i denne Sag at have
fremsat. Udtryk Mortificerede.
Skulde nogen af de høistærv.
[H.?] tvivle om
[ ] og Udtryk.
For de 30 Daler er her ikke kjæmpet -- for Retfærdigheden
og Sandheden og Liberaliteten, for et forfulgt Individ. De 30 Daler
være skjænkede Slavecassen som aftvungne af Brigadechefen
til Slavernes
[?] Maver
[?].
Heller ikke paastaaes haardere Straf end af Commissionen
ansat for Lie.
Men strafløs paastaaer jeg den Forfulgte, den uretfærdig
Straffede at være, strafløs og fri for Omkostninger. Erstat-
ning kan mig ikke gives. --
H. H: jeg har ikke villet vækket Medlidenhed over den Med-
fart jeg har lidt. Jeg har lært selv at undvære Retfærdigheden.
TIL AKERSHUS AMT
1 tilbake Jentofts.
2 tilbake Samt: "Agitationen fra W.s Side var en uvilkaarlig Følge af
Forsøg paa at komme forbi Lie eller at slippe fra ham, da denne
slæbte ham med sig". Samt: "det er sandsynl: at hs Paatræng:
(denne jeg dog paastaaer ikke havde Sted) forat k. i Telt: frem-
kaldtes derved maaskee at L. gav ham et uhøfligt Svar paa hs
Spørgsmaal derom". |
| BLA BAKOVER |