TIL DOMSKOMMISSIONEN
|
B
28de Martz 1831.
Høistagtværdige Dommere!
Det Factiske i denne Sag, som skal afgjøre om §§ 94 og 96
af Norges Grundlov borthuggedes den 20de Septbr. 1828, om
Lovens Sværd ogsaa skal ramme Den til Jorden, som den
raaeste Volds Klinge kun bragte til at bæve, eller om disse to,
der burde være saa forskjellige som Djævlens Horn og den
Alretfærdiges Lynstraale, ere Eet -- det Factiske, den faste
Grundvold, hvorpaa jeg staaer og, glemmende mine Lidelser i
Haabet, anraaber om Retfærdighed, ligger for Eder. Det kunde
være Nok; ja det kunde vel kaldes mere end Nok til min Ret-
færdiggjørelse, da Sandhedens eget Lys (det, der aldrig fjerner
sig fra det Rimelige eller fra Fornuften, men aldrig beskinner
Urimelighedens, det objectiv-Ufornuftiges til at begrave Uskyl-
digheden forgjeves opdyngede Chaos, hvis Unatur og al moralsk
Æsthetik, ja selv Tænkningens Love krænkende Grotesqve alene
fremhæves i det skimrende Lys, Falskhedens Irrblus og Hevnens
Øine laaner det) . . . Ja, dette Factiske, dette hine Handlingers
Ydre, som jeg nu har afpudset, saa at den blinde Justitia kan
tage paa og beføle hver en Form uden at tilsmudse sine Fingre,
der ikke uden Støv vilde komme fra at berøre det, saaledes
som det kom ifra Referentens, og ikke uden Stank fra at be-
føle det, saaledes som det tilhutledes af den private Sagfører
Praems urene Hænder, kunde være Nok, ja mere end Nok, da
|
| d.V,b.2,s.131 |
Sandhedens eget Lys aldrig har ophørt at fremskinne under Sa-
gens Løb, om det endog kun i Zikzak og med Kamp, med al
dets Gudkrafts Anstrengelse kunde fremglittre i Modparternes
Opdyngelser; men, se! det fandt tusinde Huller at udbryde af
selv der: af de slet sammenfatede Opspinds Revner og gisne
Sammenføininger, af de gabende Urimeligheder og af de mod-
stridende Munde -- Noget som ei kan have undgaaet de ærede
Dommeres Blik.
Alligevel vil det ikke i denne Sag være tilfredsstillende for
Retfærdigheden at bedømme de forskjellige facta Dagen quæst:
som blotte facta. Retfærdigheden fordrer, og det vil være en
Gjenstand fuldkommen værdig de høistagtværdige Dommeres er-
kjendte Skarpsindighed og Retsind, ogsaa at trænge ind i Hand-
lingernes Indre, og, forsaavidt disses Aand lader sig indtil Over-
beviisnings Klarhed opfatte, lade denne indvirke paa Dommens
Aand.
Jurisprudencen vil ikke vanære sig ved at erklære sig for en
Fiende af Logiken og Menneskekundskaben. Den
[s] Aand er
fri, omendskjøndt dens Arme ikke tillade sig at favne videre
end Lovenes Baner ere afmaalte. Man vil ikke udelukke Under-
søgelserne over Hensigterne fra Undersøgelserne over de blotte
Handlinger. En Dom, der udelukkende beskjæftigede sig med
Disse, saaledes som de fremtræde fra Menneskets Indre i Luften
og Sollyset og aldrig fuldkommen troe, men altid nuancerede
afspeile sig i selve Tilskuernes Øine, ikke at tale om den For-
skjellighed de antage i hver af disses Tankekreds og i Deres,
der atter med Ørene opfatte disse Copier, men dog ville frem-
trænge sin Dom og lægge, som man siger, et Ord med i Laget . .
en saadan Dom, der ikke brød sig om at lede efter Handlingernes
Kjerne, efter Hjertet i dette Legeme, den dog paa det Nøjeste
skal anatomere -- kort, som ikke vilde vandre tilbage til Hand-
lingernes Kilde, saavidt et menneskeligt Øje kan følge denne,
indtil den taber sig i den Domfældtes Sjels forborgne Dybder,
hvorover kun det alseende Øje lyser . . en saadan Dom vilde
selv være uden Kjerne og blot et Skelet af Hvad den skulde være.
At dømme er jo i sig selv ikke andet end at sammenligne og
henføre under vore rene Begreber, under vor foregaaende Tænk-
nings Resultater de mødende eller fremsatte Gjenstande. Det
bliver alt som et Spørgsmaal, om Gjenstanden saaledes frem-
|
| d.V,b.2,s.132 |
stilles for den dømmende Fornuft, at denne analogisk kan
slutte til dens (saafremt der ikke qvæstioneres om Vanvids-
handlinger) fornuftige Mulighed idetmindste; men forat komme
til dens Virkelighed, forat fælde en sand Dom, maa den Døm-
mende opbyde alle
[sin] Fornufts ædleste Evner, og kun, hvor
Dommen angaaer en
[ret]lig Gjenstand, forsaavidt binde sig til
Lovens Bogstav,
[som in]gen af Disse maae erkjende sig suspen-
deret derved.
Spørger man nu, om mine Handlinger og Hensigter ere saa-
ledes fremstillede i mine Modparters Sagførers Fremstilling deraf,
da maa en Fornuft, der saaledes vil dømme, svare: nei! den
kan ikke antages. At antage Hensigten med min Nærvær forat
være nogen anden end almindeligen unge Menneskers er ved
slige Leiligheder (og da for en Akademiker især at see noget
Nyt og lære noget om muligt) vilde være ligesaa ufornuftigt,
som at antage, at Lies Hensigt med sin Vagt var alene at for-
nærme og slaae mig eller nogen Anden. Erfaring tilbyder intet
Exempel paa, og Fornuften forkaster uden Risico Muligheden
af, at en Student kom forat insultere en Brigade og binde Heste
i Teltsnore eller drikke med en Vagt, men med sine Venner,
som andre Folk, til en Parade; og at en Vagt stod Vagt i den
Hensigt, at gjøre Spectakel, skjælde og slaae Folk. At antage
min Hensigt med at ride inden for Opstillingslinien at være den,
at komme i Klammerie med de Magthavende og være til Hinder,
vilde jo være ligesaa fremmed for al Fornuft, som at antage, at
den hele Brigadefront just da udslog sig, forat indspærre mig.
Derimod har Fornuften Intet imod, at min Hensigt var at be-
væge mig frit hvor Andre gjorde det, henimod et Sted, hvor jeg
bedre kunde fremme ovenbestemte Hovedhensigt. Heller ikke
har den Noget imod, at erkjende, at jeg vilde holdt mig uden-
fore Opstillingslinien, om endog noksaa Mange havde befundet
sig der, naar jeg havde kjendt til den; og at jeg ikke kjendte
til den, vil Fornuften ligesaa villig antage; som og, at jeg da
heller ikke havde redet udenom den, dersom jeg kunde forud-
seet hiin Rytteriets E
[volu]tion.
At antage uskyldige Grundhensigter eller Hensigter ved begge
Parters Nærvær paa Stedet, maae altsaa
[anta?]ges a priori.
Gjenstanden for Dommen er alene at afgjøre hvorvidt Parterne
have fjernet sig derifra, og hvorvidt noget moralsk Ondt, noget
|
| d.V,b.2,s.133 |
Forbrydersk har blandet sig i eller havt alene Deel i de Hen-
sigter, som afprægede sig i de enkelte Handlinger.
Man veed, at jeg spurgte om Tilladelse til at ride kortest Vei
gjennem Leiren til Doctorteltet, hvor Forfriskninger skulde ind-
tages. I dette lille sangvinske Træk viser sig hiin min Hoved-
hensigt ganske reen: jeg vilde fornøje mig og hvem veed hvad
jeg kunde see af Latterligt eller Klogt, lærende af Alt. Hen-
sigten med at kaste Tømmen om en Teltpinde (det Telt jeg gik
ind i) kunde jo vel ikke, i den Stund jeg ventede i samme Telt
at fryde mig iro, være den at rive Teltet overende; men ingen
anden lader sig tænke end Hastværk. Det vilde være ligesaa
ufornuftigt deri at lægge noget Ondt, som i Skildvagtens Til-
ladelse og i Officerernes Bortviisning. Hensigten med at lystre
saa øjeblikkeligen denne kan jo ikke være anden end at fremme
hiin Hovedhensigt med mit Nærvær paa Pladsen, ved at undvige
saameget som muligt Alt hvad der kunde forstyrre denne eller
Hovedbetingelsen for dens Opnaaelse: Roe og Fred med alle
dersteds og mindst med dem, som havde Magten til at for-
styrre den.
Hensigten med mit og min Vens Ridt (se oven) kunde saa-
meget mindre være at qvarambolere med Lieut. Jentoft, som vi
ikke formaaede at see ham; men Fornuften maa erkjende Mu-
ligheden af, at dette var Jentofts Hensigt, fordi den baade i sin
Erindring synes at kunne paavise noget Lignende (f. Ex. i Kbhavn
i Aaret nogle
[og?] 90, da en Officeer puffede sig ind paa en
Student, hvilket gav Anledning til et stort og voldsomt Opløb)
og vel maa erkjende det Lidenskabe
[lige?] men dog derfor ikke
Hensigtsstridige, i at en Officeer "midt paa sin Myndigheds
forum" som Lieut: Attaché Morgenstjerne kalder
[Gaar]dermoen,
griber Leiligheden til at tilkjendegive En sin Uvil
[lie] og Over-
legenhed dersteds. Naar man veed, at visse militære Corp
[ora-
t]ioner nære den Grundsætning, at naar Een af deres Midte efter
deres Mening fornærmes, saa ere de Alle fornærmede (hvilket
Princip maa antages at herske i Cavalleriebrigaden, saasnart et
Par Officerer, som de Ældste af samme Classe, anmodes eller
beordres af selve Brigadechefen at frembære en Udfordring paa
Liv og Død for Dennes Søn Lieutenant Attaché Wedel, som troede
sig holdt for en Nar af mig): saa finder man heller intet Urime-
ligt i at Lieut. Jentoft, skjøndt jeg aldrig tilforn havde engang
|
| d.V,b.2,s.134 |
vidst af hans Tilvær, saaledes paa en Maade tournerede som
Alles Ridder. Endskjøndt heri intet Usandsynligt er, ligesaalidt
som i den Mening, at Lieutenant Baron Wedel, som saae sig be-
røvet Æren eller Fornøjelsen af at nedlægge mig eller tugte mig
for min supponerede Mening om sig, og, tillige med et Par andre
Colleger, hvoriblandt den ene, for Voldsomhed berygtede Secun-
dant, blev mig vaer midt paa dette de unge Lieutenanters Myn-
digheds forum, har hemmeligen virket til at hevne sig paa mig
ved Hvad der skede Dagen quæst: saa er dette dog kun Mulig-
heder, men dog langtfra tomme Muligheder. I Lieut. Kreuz' van-
ærende Adfærd imod mig ligger derimod Hensigten at fornærme
mig utvetydigen for Dagen.
Nu kommer vi til Adskillelsespunctet, hvor jeg saae min Hoved-
hensigt, forsaavidt denne angik Fornøjelse, spildt, og hvor Lies
og andre Modparters Hensigter udgrene sig fra at være skyld-
løse til at blande sig med uædle, indtil disse herskede alene som
vild Lidenskabelighed, og affødte Synd.
Min Hensigt med at spørge mig for, da jeg anholdtes, kan jo
ikke tænkes at være anden end den, at ville faae
[Svar?] jo be-
stemtere jo bedre. Fik jeg nu dette, hvorledes er det da tænke-
ligt, at jeg, som hidtil ikke havde givet Prøve paa Ulydighed,
men endog Løfter om Agtsomhed og Lydighed, da den Mand
jeg gav dette til (Proc. Praem) erkjendte Muligheden af, at oven-
nævnte Officerer kunde ville hevne sig for formeentlige Fornær-
melser, og Beviser herpaa, skulde dog pludselig nu, omgivet med
en Overmagt, der var baade rustet med Staal og Authoritet,
som jeg før & in facto & in verbo havde erkjendt, frafalde min
Hovedhensigt og enten ved pludselig at blive ulydig eller ved at
lønne Den eller Dem, som gave mig pligtmæssigen tilfredsstillende
Svar paa mine Spørgsmaal, der, som gjorte i en uskyldig og
lovlig Hensigt, vare uskyldige og lovlige, udsætte mig for Ubehage-
ligheder, som netop jo vare det Modsatte af Hvad jeg søgte ved
en lang og strabadserende Reise? Jeg maatte jo søge at redde
saameget som muligt af denne Hensigt -- og Hvo er da saa
dristig, paa Fornuftens Bekostning, at antage, at et dannet Men-
neske, om hvem det ikke er bekjendt at han er underkastet
Aandsfraværelse, men som man siger den Tid var i veltilfreds
oprømt Humeur, i en saadan Hensigt griber til Fornærmelser,
Opsætsighed, ja forbryderske Skjældsord mod en heel Stand?
|
| d.V,b.2,s.135 |
Tilsidst, da jeg maatte opgive Haabet om at redde Stumperne
af den Fornøjelse jeg endnu kunde have, saa vilde jeg dog ikke
give Slip paa at redde min Ære, og dette er jo alene Hensigten
med at jeg forføjede mig fra Anholdelsesstedet og bandt mig til
eet Punct paa tilladt Territorium, forat oppebie Officeren for
Vagten.
Lies Hensigt med at bortvise mig fra et Sted, hvor jeg kunde
være eller blive til Hinder, skjøndt jeg kun øjeblikkeligen og til-
deels mod min Villie befandt mig der, er aldeles pligtmæssig; ja
selv i den
[. . . .] Maade dette strax skeede paa ligger Intet, som
man kan
[kalde?] uædle Hensigter, om det end er reglements-
stridigt. Men
[nu]
begynder han at forlade sin Pligt, at han ikke
strax
[gav mig] Svar paa mit Spørgsmaal om et tilladt Sted, og,
da dette naturligvis bevirkede nye Spørgsmaal og Henviisninger
[til] hans Pligt at underrette mig derom og faae Andre bort ifra
samme Sted, lod Raahed og Lidenskabelighed blande sig i sine Svar,
samt deri, at han, da jeg erklærede mig fornær
[m]et og udbad
mig hans Officeers Navn, nægtede mig dette i raae Udtryk.
Her har allerede uædle Hensigter blandet sig i den oprinde-
lige, der, idetmindste med Hensyn til det Ydre, havde Retmæs-
sigheden for sig. Maaskee ogsaa det slette Exempel Lieut. Kreutz
gav ham ved sin brutale, uefterrettelige Bortviisning, har været
en af de Kilder, der medførte dette Urene, men som fra nu af
opbrusede i hans og Vagtpersonales Indre og omsider bortskyl-
lede saavel de Blomster Billighed, Høflighed og Menneskelighed
omsnoer Pligtens Klippe med, som og tilsidst denne selv.
Er nu min erklærede Hensigt: at bie efter en Officeer uden-
fore Linien: -- saa kan den jo ikke tillige være den, at spilde
den Ret, med hvilken jeg kunde fremstille mig som den Klagende
for ham, ved at tage Post der, forat overøse Vagten med Grov-
heder. Desuden, naar hørte man en Cavaleer befatte sig med
Sligt, eller med at gjøre i beruset Tilstand en slig Figur tilhest, som
Modparterne skildre, i bekjendte Damers Nærvær, for hvis eller
hvis Forældres Agtelse han aldrig har viist Ringeagt? Ligeledes
-- hvilken anden Hensigt er det muligt at tænke under For-
maninger, ja endog religieuse, end Tilretteviisning og de Feilendes
Forbedring? eller hvilken anden Hensigt end denne og, at af-
gjøre Alt i al Pyntelighed, som man siger, ligger der i sagtmodige
Svar? eller hvilken anden Hensigt, end de Fornærmendes Til-
|
| d.V,b.2,s.136 |
bageviisning til deres Pligt ligger der i det af den retfærdigste
[ti?]fold-opfordrede Uvillies: "skammer jer, for hvad Tjeneste I
gjøre! Her er jo ikke som om her skulde være en Vagt!"?
[eller
hvilken]
anden Bevæggrund til strax at ville lade mig arrestere,
[lader sig] tænke, end Agtelse for en Vagts Rettigheder, Føjelig-
hed og den hemmelige: saaledes at ophøre at være en Gjenstand
for Vagtens Kaadhed og Publicums Nysgjerrighed? Himlen bevare
os da fra nogensinde at dele den søvnige Hjernes Tankegang,
som henleder alle disse conseqvente Retsindighedens Træk til
Opsætsighedens Enormiteter!
Derimod fra Lies Side? Lidenskabeligheden var allerede vakt
og opmuntret, saavel ved en Officeer, som ved sin ejendommelige
Varme i raae Gemytter og ved den gjensidige Gnidning og Op-
eggen i dens Væxt. Og hvorledes frembrusede den ikke i For-
haanelserne, i den tøilesløse Støi, Vagten overlod sig til, indtil
den kataractmæssig nedstyrtede og knuste en Medborgers, ja alle
Medborgeres Helligste, som Lovene tilsige Uforkrænkelighed?
En Drift, hvori der ligger Kime til Fordærvelse for værende
og kommende Slægter, til at vise det militære Overmod, som
desværre lever og rører sig, hvormeget end Love og Reglementer
stræbe at nedkue det, var vakt og vilde -- tilfredsstilles, og det,
efter Driftens Natur, mere og mere. Og hvilken stimulus var
ikke Ørkeløsheden, hvori Vagten befandt sig, og min Forladthed?
Og hvilken Knude var der ikke at overhugge? -- et ungt Men-
neske af simpelt Udvortes, som Officererne havde viist sig fiend-
ske imod, og som ikke vilde adlyde blindt? -- Det var dog
Løjer, om ikke han skulde kunne bøjes? Se, hvilken Tanke-
gang! og hvilken anden vil man finde rimeligere? Der ligger
selv nogen Undskyldning deri for de Feilende.
Antages endog, at Lie og Vagten holdt sig for fornærmede,
saa havde de jo Vagtens Officeer at møde fremfor ligesaavel
som jeg, der dog
[i] min Retfærdsbevidsthed ikke tog i Betænk-
ning, ja intet højere ønske
[de] end at fremstille mig for saa tvivl-
som en Dommer og med Saa
[mange] imod mig; og, skulde Taal-
modigheden forgaae dem, saa
[havde de] Retten til at arrestere.
Men, antaget som oven, hvad vare deres Handlinger andet end
Selvhevnens? Naar kal
[. . . .] Retfærdighed? og naar sætter denne
Qvintessence af
[. . . .] Lidenskabers Bærme sig Grændser i sin
Gjæren og Opæsen? Hvo tør afgjøre, om Lies Skarpsqvadroneren
|
| d.V,b.2,s.137 |
over mit Hoved efter Slaget ikke vilde bleven til Banehugget,
om det skrækkelige Indtryk, Mishandlingen gjorde paa mig, eller
den fremmede Officeers Deeltagelse ikke havde afvæbnet ham,
og bragt ham til at tænke paa hvilke Midler han skulde gribe
til forat undskylde og skjule. At den lovløseste Sindsstemning
havde betaget Flere af Vagtmandskabet, og at de delte Hensigten
med Lie ligger klart i Tilraabet, at Han skulde slaae mere. Men
er der Fornuft, eller andet, end de samme Lidenskaber i civil
Kjole, parrede med Skyldbevidstheden, i at antage en saadan
Sindsstemning, der førte og efter sin Overspænding maatte føre
til Forbrydelse, som vakt ved min Erklæring, at jeg lod mig arre-
stere under Ansvar, og ved min Opmuntring til Skildvagten, at
holde det forbudte Rum ryddigt for Uberettigede?
Til hvilke Latterligheder føre dog ikke Lidenskaberne, der ere
selv dobbelt kjendelige og, skal jeg kalde dem medynksværdige
eller dobbelt latterlige, som de ville affectere Skarpsindighed,
og spekke sit Nonsens med "forsaavidt"er "Tings Væsen" "jeg
maa bemærke a priori" og andre Termini, Skrubhøvl-dannelsen
efterlader i sine Furer?
At min Hensigt med at tale med Lie, bede Skildvagten om
Forlov til at nærme mig ham, gjøre dette med Flasken i Haanden
skulde være den, at komme ham tillivs, har selv Referenten for-
kastet, og det er Meget. At jeg skulde enten af Vanvare eller
sædvanlig hurtig Gang støde an mod ham, eller søge at komme
ham forbi did jeg vilde er ligesaa unaturligt og altsaa uantage-
ligt for Fornuften. Hvilken Bedende bar sig nogensinde saadan
ad? Men at Lies Hensigt med at gribe mig i
[Kraven?] og
saaledes føre mig en 15 Skridt, skyde mig fra sig og
[slaae?]
af Nødverge, Frygt eller af Andet end af ovennævnte
[Grund?]
motiveret, lader sig ikke ad nogen Udvei antage. Derimod lader
sig antage som Mulighed, ad denne Bagport, som dog maa staae
den Anklagede aaben til hans Fordeel, at Lies Hovedforbrydelse
skyldes et Øjeblik, da han ingen Hensigt formaaede at være sig
bevidst, sit ulykkelige Tilvær. Jeg veed idetmindste, hvor him-
melvidt forskjelilge end Aarsagerne vare, at jeg i den Secund
Slaget skede, var som bevidstløs og tilintetgjort.
Hvilke Hensigter, der skinne frem af forskjellige af Office-
rernes Indvirkninger paa denne Sag, trænger ikke til videre De-
chiffrering. De høre henunder at omtale det temmelig alminde-
|
| d.V,b.2,s.138 |
lige Rygte i Vagtmandskabets Hjembygder, at dette har svoret
til en anden Fane end Sandhedens.
Høistærede Herrer Dommere! min Pen har været heldig nok
til at laane Udtryk af Menneskefornuftens evige Dictamen, saa-
ledes som I, i udmærket Potens, besidde denne. Alligevel -- Hvad
støtter jeg mig til uden Haabet? men et Haab, som opammet af
Uskyldigheden, er blevet voxent og stærkt, og, lænende sig som
en urygget Overbeviisning om Retfærd, til Frihedens Palme, seer
med Øine, hvori Sandhedens Straale funkler, gjennembævende
disse allerede triumpherende Fiender gjennem Samvittighederne.
Disse Taager, der kun ere de mørke Dampe af den onde Sam-
vittigheds Angstsuk, skulle ikke tilhylle Begivenhederne, eller
vove at ville omsløre det skarpe Dommerblik: adsplittede skulle
de nedsynke til de Dybder, hvoraf de dristede at fremhæve sig:
-- man vil angre (og Skjændsel skal forbittre Angeren endmere)
at man s
[øg]te forgjæves at dække Forbrydelser med Falskhed.
Den
[. . .]ge Anger er den eneste Kaabe, som klæder Forbry-
delsen nogen
[lede?]s. Man afskyer den ikke i Poenitentseserken.
Man
[. . .] og grues vel for den i dens blodige Nøgenhed; men
man foragter den og domfælder den skaanselløst om den vil
fremkunstle Uskyldigheden, hvis Smiil ikke lader sig eftergjøre
saa let som at smøre Barter paa en Recrut.
Ligesaa passiv som en Recrut, der sætter sig ned under Voxet
og Soden har vistnok min Modpart selv været under den hele
Sag. Den Anger, jeg veed han har ytret over det Begangne
(som dog visselig vanærer mere end de fleste almindelige crimi-
nelle Forbrydelser) vil jeg ønske ikke maa forstørres ved, at det
[u]lykkelige Redskab skulde see sig sat i Stikken af sine høje
Venner; og alene (saasandt Gud hører mig!) for Exemplets, for
Landets, for Borgersikkerhedens Skyld, ønsker jeg al Lovens
Strenghed over ham. -- Den Foragt jeg med en stor Deel af
mine Landsmænd nærer for min Modparts private Sagfører, lader
mig uden Forbitrelse tænke paa de Fornærmelser, han under
Sagen har gjort alt Sit til forat tilføje min Ære. Efter sin Cha-
racteer kunde han ikke opføre sig anderledes. Praëm maatte da
ophøre at være Praëm, og krænket Forfængelighed og Hevn at
kunne drive Mennesker, der ikke ere begavede med udmærket
Forstand, Dannelse og Selvherredømme til de største Daarskaber
og Nederdrægtigheder. Alene fordi hans uædle Lidenskaber
|
| d.V,b.2,s.139 |
ikke have kunnet mætte sig ved at henlægge Fornærmelserne i
Acterne, men har, uden at betænke hvilke Misbilligelser han
paadrager sig derved af alle Andre, foruden de Interesserede,
hvortil Hovedindlægget egentlig kan anses som (værdigen) de-
diceret, udspredt navnligen dette i Afskrifter, lader mig indlægge
Fordring om Mulct og Mortificeren. Kun det over al Maade
Retfærdighedens Form og Væsen, som og al Følelse stødende
i hans Adfærd paa
[Elstad]moen, hvor man skulde tvinge min
Tørnen mod Lie frem, m
[en]
Hvor Praëm man saae at tørne Bryst mod Bryst
-- O, nei! de sank blot i Hinandens Arme,
og svoer med Blik og Vink og Fod og Barme,
der sammenbævede af Venskabs Varme,
Hinanden evig Harmonie.
lader mig, hvor frugtløst dette Forsøg paa
[at? . . . . Sand]heden
end har været, paastaae ham anseet med passende Straf.
Referenten skilles jeg ligegyldig fra. Han har ikke tilfredsstillet
mig; men jeg har sagt ham, at jeg ikke holder Modvillighed, men
maaskee altfor stor Tiltroe til de, efter min Paastand, ugyldige
Vidner, (hvis Ugyldighed eller Gyldighed maaskee før Indlæggene
burde været bestemt) og for liden Tidsanvendelse for Grundlaget
til den Overbeviisning, som fremtræder i hans Ded: med saa
uheldige Resultater, samt bedet ham erindre at Uskyldsbevidsthed
har høi Stemme og før lader sig Struben tilsnøre, end den lærer
Taushed eller Høflighed paa Sandhedens Bekostning.
Saaledes staaer jeg aldeles sindsrolig og saa upartisk og for-
sonlig, som en Part kan, for Eder mine Dommere. Jeg tager
Afsked med Eder, og ønsker, at, om jeg hist og her skulde have
feilet, eller -- med mere Sandhed sagt -- om I skulde finde, at
jeg kan have feilet, at da ikke Smaating maa forekomme Eder
værd at opvejes med min kommende Velfærd: men at den be-
rømte Retstaler Lord Erskines Ord
[fra] Kingsbench maa give
Eder Principet:
"Ethvert menneskeligt Tribunal bør søge at udøve Retfærdighed
saaledes, som vi herefter ønske den udøvet paa os. Efter det
Princip, hvorefter Fiskalen fordrer Dom -- Gud se i Naade til
os! -- maae vi, istedetfor at stille os for hans Domstol, Christnes
Haab og Trøst, sige til Bjergene: falder over os! Thi hvo af os
kan, for Alvidenheds Undersøgelse, fremvise et reent, uflekket
|
| d.V,b.2,s.140 |
og feilfrit Levnetsløb? Men jeg haaber i al Ydmyghed, at vort
Væsens algode Ophav vil dømme os, saaledes som jeg har anført
Eder til et Exempel: at han nemlig vil holde vort Livs store Bog
i sin Haand, og tage Hensyn til den deri herskende Aand i det
Hele. Hans Retfærd vil aldrig udsøge Bagateller som Gjenstande
for Straf uden at sammenholde dem med Sammenhængen af vor
Tilværelse, hvor Feil undertiden kunne findes udsprungne af
Dyder og mangfoldige Forseelser, ved msklig Ufuldkommenhed,
indpodede i vore bedste og ømmeste Følelser."
Ærbødigst
Hnr. Wergeland.
DOMSPÅTEGNING
|
| BLA BAKOVER |